Det norske Folks Historie/4/78
Men just som Ufreden havde naaet denne foruroligende Højde, aabnedes der en uventet Udsigt til blidere Dage under en retmæssig Tronarving, der kunde træde i Haakon Sverressøns Fodspor og ligesom han staa over alle Partier. Noget efter Juul begyndte man i Throndhjem, og Omegn, at tale om at en Skare Bevæbnede skulde være kommen søndenfra over Fjeldet ned i de øvre Dele i Gauldalen, og at de skulde have en Kongesøn imellem sig. Men ingen vidste, hvilken Konges Søn dette skulde være, ja man var ikke engang ret klog paa, hvilket Parti hans Ledsagere skulde tilhøre. Mange frygtede for at det var en ny Oprørsflok, der kom med Ufred, ligesom saa mange andre Flokke, der havde dannet sig paa Marker eller i Danmark. Strax efter blev det meldt Kong Inge, at Rygtet havde bekræftet sig, at Flokken virkelig havde en Kongesøn med sig, og at den hvert Øjeblik kunde ventes til Byen. Da lod Inge, der havde en betydelig Mængde Krigsfolk hos m, blæse hele denne Styrke til Samling ude ved Borgen, og sendte to af sine Hirdmænd, Gunnar Tind og Eyvind Saamssøn, op over Byaasen for at møde de kommende, og erfare, hvad de sorte i deres Skjold. Hirdmændene skyndte sig saa hurtigt de kunde, og havde ikke redet langt, førend de mødte nogle Mænd, som hine havde sendt forud, for at melde Kongen deres Ankomst, og underrette ham om deres Erende. Dette var visselig at bringe ham en Kongesøn, men denne Kongesøn var kun et spædt Barn og hans egen nære Frænde, nemlig en Søn af Kong Haakon Sverressøn, som den smukke Inga fra Varteig, hvis Bekjendtskab han havde gjort i Sarpsborg Høsten 1203, for omtrent halvandet Aar siden havde født til Verden, men hvis Tilværelse indtil nu havde været saa godt som ubekjendt; og de, der bragte Laan, vare troe Birkebeiner og andre hengivne Tilhængere af Kongehuset, som med usigelige Anstrengelser og Farer under den haardeste Vintertid og over uvejsomme Fjelde havde bragt Haakon – saaledes hed Drengen – heelt fra Borgesyssel, for at sikre ham mod Baglernes Efterstræbelser og stille ham under Kongens egen Varetægt. De nærmere Omstændigheder ved Barnets Fødsel og dennes farefulde Ferd, hvilken man siden efter betragtede som et Sidestykke til Olaf Tryggvessøns og hans Moder Astrids Flugt til Sverige, angives saaledes. Da den Tid kom, at Inga skulde føde – det maa i det seneste have været i Juni 1204 – opholdt hun sig paa Gaarden Folkenberg hos Presten ved den derværende Kirke i Heredet Heggen (Eidsberg Prestegjeld). Thrond, saaledes hed Presten, vidste, at Kong Haakon Sverressøn var Fader til det Barn, hun ventede, og da Drengen var fød, døbte han ham i al Stilhed, kaldte ham Haakon efter Faderen, og opfostrede ham hemmelig i sin Familie, saaledes at i Førstningen kun hans Kone og to Sønner vidste derom. Siden raadførte han sig med Erlend, en anseet Mand, der boede paa den nærliggende Gaard Huseby, og tillige var Barnets Frænde, for saa vidt han nedstammede fra Guthorm Graabarde, Kong Sigurd Munds Morfader. Erlend raadede ogsaa til den største Hemmelighed, og Thrond og han bleve enige om, saa snart det lod sig gjøre, at bringe Barnet bort fra Viken, hvor det idelig svævede i Fare for Baglerne, til Kong Inge, hvor det kunde være i Sikkerhed. Imidlertid beholdt Thrond det hos sig noget over et Aars Tid indtil henimod Julen 1205. Da tiltraadte Thrond og Erlend den lange og besværlige Rejse. Foruden Drengen medtoge de ogsaa hans Moder Inga. Det er ellers besynderligt, at de ikke benyttede sig af Lejligheden, da Kong Inge samme Aars Sommer var i Viken, ja endog i Sarpsborg, kun et Par Mile borte, og alle Bagler, Biskop Nikolas iberegnet, havde flygtet til Danmark. Man kan neppe forklare det paa anden Maade, end at Thrond da endnu ikke havde betroet sig til Erlend, eller at de endnu ej vare blevne enige om, hvad de vilde gjøre, eller og at de frygtede den ærgjerrige Haakon galen, som da var tilstede, og helst vilde oppebie en Tid, da Kong Inge var alene. De rejste saa hemmeligt som muligt til Oplandene, og kom Juleaften til Hamar, hvor de toge sin Tilflugt til de nys nævnte Sysselmænd, Frederik Slafse og Gjavvald Gaute. Men hvor meget de end søgte at holde sig skjulte, fik dog Biskop Ivar et Nys om deres Ankomst, og at de havde en Kongesøn hos sig. Han indbød, tilsyneladende nok saa venskabeligt, Inga til at tilbringe Julen hos ham med sit Søn, især da han, som han sagde, var beslægtet med ham. Men Birkebeinerne havde ingen Tiltro til hans glatte Ord, da han altid havde været en afsagt Fiende af Kong Sverres Æt. De svarede derfor nok saa høfligt, at Kongesønnen og hans Moder vare alt for trætte efter Rejsen, til at kunne være i talrigt Selskab: derimod skulde de efter Julen benytte sig af Indbydelsen. Men allerede anden Juledags Morgen lode Sysselmændene spende for tre Slæder, og sendte Moder og Søn i al Stilhed til Lillehammer; der tilbragte de Julen hemmeligt paa en liden Gaard i Nærheden, imidlertid stevnede Sysselmændene alle de Birkebeiner til sig, der laa paa Thoten og de øvrige nærmeste Bygder, og sendte dem efter Julen til Lillehammer for at tjene Drengen til Bedækning paa hans videre Rejse. I de sidste Dage af Januar (1206) brøde de op fra Lillehammer. De lagde ikke Vejen gjennem Gudbrandsdalen, maaskee fordi de der ikke troede sig sikre for Biskoppens Efterstræbelser, men toge lige til Fjelds for at komme over til Østerdalen og derfra drage videre nordefter. Paa denne Fjeldvandring lede de usigelig ondt af Uvejr, Frost og Snefog, og det er næsten et Under, at det spæde Barn kunde overstaa det. Stundom maatte de endog ligge ude om Natten i Skove og Ubygder. Den første Kveld blev Snefoget saa slemt, at de ikke vidste ud eller ind; da maatte de lade tvende af de bedste Skiløbere i Flokken, Thorstein Skevla og Skervald Skrukka, drage forud med Drengen, og med et Par kjendte Bønder til Vejvisere, for at Barnet snarest muligt kunde komme i Huus. Dette lykkedes dog ikke, thi de Udsendte kom ikke længer end til nogle øde Sæterlader i Naverdalen, hvor de maatte ty ind, slaa Ild og skaffe Barnet saa taaleligt Leje, som det efter Omstændighederne lod sig gjøre. Vejviserne vendte tilbage til de øvrige, og bragte dem ved Midnatstid til den samme Lade; men den var saa skrøbelig, at da det var blevet varmt der inde og Sneen paa Toget smeltede, dryppede det overalt, saa at de fleste fandt det bedre at være ude end inde. Man havde intet andet at give Barnet end smeltet Sne. Den følgende Dag laa Snefannerne saa tykke, at de ikke fik banet sig Vej, uden ved at stampe Sneen ned med Spydskafterne. Endelig kom de ned til Østerdalen[1], hvor Bønderne paa det venskabeligste toge imod dem, laante dem Heste, viste dem Vej, og overhoved ydede dem alle de Tjenester, de kunde. Biskop Nikolas havde imidlertid faaet at vide, hvad der var paa Ferde, og sendt Bud til Erling Steinvegg og Philip Jarl i Tunsberg, at Erlend af Huseby og Thrond Prest vare dragne fra Borgesyssel til Oplandene med en Søn af Kong Haakon. De sendte strax 8 Skarer Krigsfolk efter dem, men for silde; da Baglerskarerne kom til Hedemarken, fik de høre at Drengen med Følge allerede var kommen til Østerdalen, og da Vejret var haardt og Vejene tunge, fandt de sig bedst tjente med at vende tilbage igjen. Paa Vejen gjennem Østerdalen fik den lille Flok, der rejste med Barnet, meget Tilløb fra mange Bygder, især Gudbrandsdalen, hvorfra saavel Bondesønner som Birkebeiner sluttede sig til Følget, blandt dem endog to Sysselmænd, Sætning og Thorbrand svarte, saa at den hele Skare nu i alt udgjorde 140 Mand. De kom i god Behold ned til Aalen øverst i Gauldalen, og da de nu ansaa al Fare forbi, og derhos vare trætte af den møjsommelige Rejse, droge de kun langsomt videre ned igjennem Gauldalen, indtil de endelig, som det ovenfor er berettet, sendte nogle Folk forud, sandsynligviis fra Medalhuus, for at melde Kong Inge den unge Kongesøns Komme. Disse Udsendinger traf, som vi have seet, Inges Udsendinger oppe paa Byaasen, og fulgte tilsammen med disse, der nu vendte tilbage igjen, ned til Kongen, underrettede ham om Sagens Sammenhæng, og fortalte ham hvorledes alting var gaaet til med deres Rejse. Da takkede Kongen og alle, som hørte det, Gud, at han saa kjærligt havde frelst Kongesønnen og ladet ham komme uskad til Venner og Frænder. Kongen selv med hele sin Hird blev holdende der ude ved Borgen, indtil Toget med Kongesønnen ankom. Kongen tog selv Drengen ned fra Hesten, kyssede ham, og bød sin Frænde være ham og den hele Hird velkommen; hvorpaa han vendte tilbage til Byen med Drengen og hans Moder, beholdt dem hos sig, og viste dem den største Godhed. Især bleve de gamle Birkebeiner glade ved Kongesønnen, fordi de havde holdt saa meget af hans Fader, og de kom jevnlig for at see til ham. Der skal for Resten meget til at tro, at den Glæde, Inge lagde for Dagen ved Kongesønnens Ankomst, var ganske oprigtigt meent, thi han maatte jo i ham see en fremtidig Kronprætendent, der kunde blive ham farlig, ja han maatte endog føle med sig selv, at han kun var valgt til Konge under Forudsætningen af at.Kongehusets Mandslinje var uddød, men at hvis man strax efter Guthorms Død havde vidst, at en Søn af Kong Haakon nys var fød i Borgesyssel, vilde denne og ingen anden være bleven valgt. Ogsaa seer man af det følgende, at det i Grunden slet ikke var Inges Hensigt, naar Haakon blev myndig, at overdrage Regjeringen til ham. Man maa saaledes formode, at Inges Glæde over Drengens Frelse for en stor Deel har været paatagen af Frygt for at de Kong Haakons Æt urokkeligt hengivne Birkebeiner vilde tage ham det meget ilde op, om han lagde nogen Utilfredshed for Dagen, medens han derimod ved at vise Drengen Godhed des bedre kunde vinde deres Hengivenhed, og derhos i hans Person havde et Pant paa deres Troskab, hvis det nogensinde skulde komme til et Brud mellem ham selv og Haakon Jarl. Hermed ville vi ej benegte, at han virkelig kan have følt nogen Velvilje for det hjelpeløse, paa en forunderlig Maade af Forsynet frelste Barn; han var selv af saa blid og godmodig en Charakteer, at det i det mindste aldrig kunde falde ham ind at gjøre Barnet noget ondt, om han endog i ham øjnede en vordende farlig Medbejler. Men dette hindrer ikke, at den pludselige Opdukken af en hidtil ubekjendt Kongesøn ligefuldt maatte være ham ubelejlig, og at han vanskeligt maa have kunnet undertrykke det hemmelige Ønske, at en saadan aldrig havde været fød til Verden. Dog – vi kunne her ej prøve Hjerter og Nyrer, og maa under de daværende Forhold lige fuldt prise hans Opførsel, eller i det mindste hans Besindighed og Klogskab, især naar vi tage Hensyn til hans Ungdom, da han paa denne Tid ej kan have været mere end 20 Aar gammel[2].
- ↑ Den Vej, de toge fra Lillehammer, gik, som man seer, lige i Nordøst forbi Næver-Søen, (efter hvilken Navardalen benævnes); altsaa rimeligviis til Kopang i Storelvedalen. Strækningen er neppe over fem Mile, og kan saaledes vist ikke have medtaget mere end to til tre Dage i det højeste (om Sommeren kunde den tilbagelægges paa een Dag), skjønt Sagaens Ord synes at vidne om en længere Tid. Og i alle Fald maa det allerede være den første Aften, at de kom til Navardal, da denne neppe ligger en Miils Vej fra Lillehammer, skjønt Sagaen kun nævner „en Kveld“.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 3. 4.