Det norske Folks Historie/4/77

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 477-483).

Om Vaaren (1205), lod Kong Inge og Haakon Jarl udbyde Leding af hele Thrøndelagen og de øvrige Fylker nordenfor Stad, og fik en betydelig Flaade samlet, med hvilken de agtede sig til Viken mod Baglerne, medens mange mægtige Høvdinger befandt sig i sine Sysler syd i Landet, hvor de sandsynligviis havde tilbragt Julen, og nu ventede Kongens og Jarlens Ankomst for at slutte sig til dem. Saaledes var Einar Kongsmaag med sine Folk i Stavanger, ivrigt beskjeftiget med at samle Leding i Rogaland, hvilket han havde i Syssel, og, som det lader, aldeles ubekymret med Hensyn til Baglerne. Disse nøjede sig imidlertid ikke med at gjøre Strejftog i Oplandene, men strax efter Paaske (10de April) sendte Erling en Deel Smaaskuder og lette Skibe, i alt 27^[1], under Anførsel af Arnbjørn Jonssøn, Nikolas Botulfssøn, Loden Stallare, Gyrd Benteinssøn og Atle Gridkona fra Tunsberg, for at prøve et pludseligt Overfald paa Bergen. De skyndte sig afsted saa hurtigt de kunde. Men da de kom til Fjølbyrja (nu Fjeldø) strax nordenfor Tungenes^[2], fik de høre, at Einar var i Stavanger, uden at have faaet mindste Nys om deres Komme. De besluttede strax at benytte sig heraf, styrede ind i Sundet, og kom ved Middagstid til Byen. Man havde seet dem i nogen Frastand, og underrettet Einar derom, men han, som just var tilstede ved et Forligsmøde, blev lige fuldt siddende, i den Tanke at der enda var Tid nok til at kunne tage de nødvendige Forholdsregler. Men inden man vidste Ord deraf, vare Baglernes Skibe lige ved Byen, og nu havde han og hans Mænd intet andet at gribe til end at løbe ind i Domkirken og op i Taarnet^[3]. Baglerne brøde Kirken op og tilbøde ham Grid, hvilken han ogsaa tilsidst tog imod, begav sig med sine Folk ned af Taarnet, og gik op i Choret, hvor han ved St. Svithuns Skriin maatte aflægge Ed paa, at han aldrig skulde føre Vaaben mod Erling Steinvegg. Derpaa førte man ham ud af Kirken. Det var Høvdingernes oprigtige Vilje, at holde den ham tilsagte Grid, men de menige Krigsfolk fordrede hans Død, og satte deres Vilje igjennem. Fire af hans Mænd havde allerede været tagne ud af Kirken og dræbte; da han nu saa at Raden kom til ham, sagde han kun: „daarlig bliver nu Baglernes Grid“ – og modtog Dødshugget. De øvrige af hans Mænd, henved 40, fik beholde Livet. Baglerne gjorde et stort Bytte, thi de bemægtigede sig ej alene al den Leding, Einar havde samlet, men ogsaa meget af Birkebeinernes og Bymændenes Gods. Tilfreds med, hvad de her havde udrettet og erhvervet, opgave de nu den Plan, at drage til Bergen, hvilket vel heller ikke havde nyttet dem stort, da Efterretningen om Einars Drab vistnok nu vilde have ilet foran dem, og skjærpet Besætningens Aarvaagenhed. De vendte tilbage til Tunsberg, hvor Erling og Biskop Nikolas nu forberedede et større Krigstog til det Nordenfjeldske.

Imidlertid havde Kongen og Jarlen forladt Throndhjem med Flaaden, og efter et kort Ophold i Bergen fortsat Toget lige til Viken, hvor Erling og Biskoppen just stode færdige til at tiltræde deres Tog, men umuligt kunde tænke paa at binde an med den store Overmagt, Birkebeinerne havde. De holdt derfor Raad om, hvad man skulde gribe til, og Nikolas sagde at der var intet andet for, end at vige for Overmagten og drage til Danmark. Dette Raad blev fulgt, og de sejlede for det første over til Halland, hvor de en Stund bleve liggende i Visk^[4]. Saaledes fandt Birkebeinerne ingen Modstand i Viken. De kom først til Tunsberg, og holdt Haugathing, siden droge de over til Sarpsborg og holdt Borgarthing; paa begge disse Hyldings-Thing blev Inge tagen til Konge og Haakon til Jarl. De underlagde sig hele Viken og beskikkede Mænd i Syslerne; siden vendte de tilbage til Tunsberg. Hvis Haakon galen har haft den Hensigt at yde sin Hustrues Frænde Erik Knutssøn nogen Hjelp, er det ikke usandsynligt, at det skede ved denne Lejlighed, i det mindste finde vi senere ud paa Høsten en af Birkebeinernes Høvdinger, Hallvard Lidarfare, med to Skuder i Gaut-Elven, ved den vestgøtiske Stad Ljodhuus, hvor han maaskee skulde forene sig med Eriks Hær.

Da Baglerne hørte, at Haakon og Inge vare vendte tilbage til Tunsberg, besluttede de i al Hast at gjøre et Tog nord i Viken, for om muligt at overfalde en eller anden af Birkebeinernes Høvdinger, og Philip Jarl drog selv afsted tilligemed Arnbjørn Jonssøn, Philip af Veigen, Reidar Sendemand, Nikolas Botulfssøn, Atle Gridkona og Helge Byrgessøn. De havde tyve Skibe. Erling blev tilbage i Halland. Den forsigtige Biskop Nikolas havde begivet sig til Kjøbenhavn, ellers var der maaskee ikke blevet noget af Toget. Da de kom til Hafsteinssund^[5], lagde de ind, og fik her vide, at der ikke fandtes Birkebeiner østen Fjorden. Det var nu deres Hensigt at oppebie Natten for at sætte over Fjorden. Men da fik de see en Kong, der kom sejlende søndenfra, lagde lige frem i Sundet, og derfra lod staa for fulde Sejl mod Nordvest. De skjønnede strax, at denne Kogg vilde bringe Budskab om dem til Tunsberg, hvis de ikke kunde indhente den; de forfulgte den lige til Bristein, men forgjæves, og maatte saaledes opgive den hele Plan. De vendte tilbage til Halland og droge siden med Erling og den øvrige Hær over til Aalborg, hvor de forbleve en stor Deel af Sommeren, og hvor ligeledes Biskop Nikolas indfandt sig hos dem.

Baglerne bleve omsider kede af det langvarige Ophold i Aalborg, og begyndte at knurre, saa at Nikolas maatte føje dem i at sejle over med dem til Visk i Halland igjen, hvorfra de begave sig til Haugesund udenfor Kongehelle^[6]; her gik Erling og Philip i Land med Hovedstyrken, de øvrige, noget over 200 Mand, vendte med alle Skibene under Anførsel af Loden Stallare og Arnbjørn Jonssøn tilbage til Halland, og sejlede lige til Nisaa, hvor de satte Skibene op, og derfra droge landvejs nord i Viken. I Følge med dem var Nikolas, der her ligeledes havde ladet sit Skib Bokaskreppen sætte paa Land. Til at passe paa Skibene efterlode de en Bedækning under Anførsel af Arnbjørn Trold, Anund Lunns Søn. Erling og Philip droge med sine Skarer fra Haugesund paa Smaaskuder nordefter langs Kysten til Sarpsborg, derfra op ad Glommen og Øjeren til Mjøsen og Hedemarken. Her hændte det sig, da de kom forbi en Skov i Nærheden af Lillehammer, at Birkebeinerhøvdingen Gudleik Flotbytta uventet kom løbende ud af Skoven med fire Mand, nedlagde Høvdingen Odd Rann, Anund Lunns Søn, og slap uskad ind i Skoven igjen. De hevnede imidlertid dette ved at sende nogle Høvdinger med 30 Mand vest over Fjeldene heelt til Hardanger og Rogaland, hvor de gjorde megen Skade. Thorgrim af Ljaanes var Sysselmand i Hardanger, og Peter Steyper havde faaet Rogaland efter Einar, men begge vare nu dragne østover med Kongen, og havde efterladt Underbefalingsmænd eller saakaldte Lensmænd i sit Sted. Baglerne overfaldt og dræbte først Thorgrims Lensmand Erling med hans Søn, siden droge de over til Rogaland, hvor de fik høre at Peters Lensmænd Thorkell Dreke og Anne, Peters egen Systersøn, laa ved Agvaldsnes; de opsøgte dem der, fandt dem i et Telt paa Strandbredden, sloge Teltet ned over dem, og dræbte dem med 25 Mand^[7]. Derfra vendte de tilbage igjen til Oplandene. Erling og Philip fortsatte imidlertid Rejsen nordefter, gjennem Gudbrandsdalen og over Fjeldet heelt til Nidaros, hvor der ingen var, som kunde gjøre dem Modstand, og hvor de strax stevnede Ørething. Der indfandt sig kun faa, men altid mange nok til at Erling kunde lade sig tage til Konge og Philip til Jarl. Derpaa beskikkede de Sysselmænd rundt om i Bygderne, uden dog at kunne faa synderlig Skat af de dem fiendtlige Indbyggere.

Da Inge og Haakon intet Forsøg gjorde paa at hindre Baglerne fra at drage nordefter, maa man formode at de ikke fik mindste Nys om deres Tog, førend det var for silde at spærre dem Vejen^[8]. Men da de fik Efterretning derom, deelte de deres Skibe og Folk imellem sig, og Kongen sejlede vestover, for at drage til Throndhjem, Jarlen derimod sydover lige til Nisaa i Halland, hvor han overrumplede dem, der bevogtede Baglernes Skibe, fældte 30 af dem, hvoriblandt Anføreren, Arnbjørn Trold, og jagede de øvrige paa Flugt; af Skibene tog han nogle, og brændte de øvrige, hvorpaa han vendte tilbage til Viken, for at tage Landskyld, og drog om Høsten til Bergen, for der at tilbringe Vintren. Da Inge paa Vejen til Nidaros kom udenfor Stimshesten, fik hans Mænd Øje paa et Par Skuder, som Baglerne havde sendt paa Udkig, og som nu i Hast vendte om og stevnede nordefter af al Magt. Birkebeinerne satte efter dem, og jagede dem den hele Dag. Nogle af Birkebeinerne roede ind til Thingvold, hvor de traf den af Baglerne indsatte Sysselmand, Guthorm Thvare, og dræbte ham med alle hans Folk. Seent om Aftnen kom de forhen omtalte Skuder, der styredes af Asbjørn Kop og Thoralde Skinring, til Solskeløen, og lagde ind, i den Tanke, at Jagten nu var til Ende; men midt om Natten kom Birkebeinerne, saa at de med hele Besætningen maatte forlade Skibene og søge Skjul oppe paa Øen. Birkebeinerne holdt Vagt om Natten, for at ingen skulde undkomme, og ransagede den lille Ø, da det blev lyst. De fandt de fleste af Fienderne, og dræbte dem, dog undkom Asbjørn med nogle faa Folk. Derpaa fortsatte Birkebeinerne deres Fart ind ad Leden, toge endnu en af Baglernes Skuder ved Agdenes, og styrede ind til Byen. Da Baglerne i Byen saa den fiendtlige Flaade nærme sig, droge de strax over Broen, op til Selbo og øster over det saakaldte Skaanøfjeld (Skarvfjeldet?) til Oplandene, og videre til Hedemarken, hvor de holdt sig paa Helge-Øen indtil Juul, og siden begave sig til Oslo. Paa Hedemarken indfandt sig ogsaa Flygtningerne fra Nisaa. De havde haft en møjsommelig Rejse over Land langs igjennem hele Halland, indtil de seent en Aften kom til Ljodhuus. Der vare de heldige nok til at treffe den forhen omtalte Hallvard Lidarfare med hans to Skuder; han var selv oppe i Byen, men de overfaldt hans Folk, dræbte dem alle, og tog Skibene, med hvilke de nu roede op ad Elven til Naustdalsfossen (Trollhætten). Her satte de Ild paa Fartøjerne, og begave sig over Marker og Eidskogen til Oplandene, hvor de endnu traf Erling Steinvegg paa Helgeøen. Efter Julen begav Erling Steinvegg sig til Tunsberg, og de øvrige Baglerhøvdinger hver til sin Syssel, hvor de med særdeles Iver lode bygge Skuder, for, naar Vaaren kom, ikke at være aldeles uden Krigsfartøjer. Saaledes lod Philip af Veigen, der havde Borgesyssel, bygge to, Asbjørn Kop paa Follo een, Thoralde Augessøn i Oslo een, Orm lange i Odinsø (Onsø) een, Gudolf paa Blakkestad (i Asker) og Gunnar Aasessøn i Lider to, Reidar Sendemand i Drammen to, Simon Kyr og Ragnar Gamalssøn i Bevje^[9] een, Arnthor Foka i Bergheimshered een, Thord Dokka een, Hundulf Hetta og Gunne lange i Skien to, Gyrd Benteinssøn i Visedal^[10] een, Thorstein Thjov^[11] een, og Jon Drottning ved Elven to. I alt byggedes 24 Skuder, medens Erling selv skaffede den største Deel af Mandskabet^[12]. Da Baglerne droge sydefter fra Hedemarken, indfandt igjen Birkebeinerne sig i deres Sted, og to af Inges Sysselmænd, Frederik Slafse og Gjavvald Gaute, toge sit Sæde i Hamar, men ikke uden en betydelig Troppestyrke, da de altid maatte være belavede paa Overfald af Baglerne, af hvilke flere Sværme endnu strejfede om paa Oplandene, og som desuden begunstigedes af Biskop Ivar, der, om han end havde forligt sig med Kong Haakon, ikke desto mindre hadede hans Frænder og Birkebeinerne af inderste Hjerte^[13].

Tilstanden i Viken og paa Oplandene maa i denne Tid have været beklagelig, thi formedelst Ufreden maatte Sysselmændene, hvad enten de hørte til Baglernes eller Birkebeinernes Parti, have store Skarer af Krigsfolk om sig, saavel naar de sad i Ro, som især naar de rejste om i Syslen, og da der ikke længer var nogen Haakon Sverressøn til at holde de raae Krigere i Tøjle, kan man være forvisset om at Bønderne maatte lide den største Overlast, og at Krænkelser af Huusfreden og Ejendomssikkerhed hørte til Dagens Orden. Et Exempel herpaa er os opbevaret, fornemmelig, som man kan see, fordi Voldsmanden ved denne Lejlighed fik Løn som forskyldt. Baglerhøvdingen Jon Drotrning havde, som det nys er omtalt, Syssel øster ved Elven, hvor han lod to Skuder bygge, og rejste imidlertid heel mandsterk om i sin Syssel paa Gjesterier. Blandt dem, han gjestede, var en Bonde ved Navn Thrond, som havde en smuk Kone, der behagede Jon særdeles meget. For at faa hende i sin Magt bad han dem begge en Dag komme op til ham i et Loft eller øvre Stokverk, hvor han havde sit Kammer; de kom nok saa troskyldigt, og Konen gik først ind, men da Manden vilde følge efter, stødte Jon ham ud, og slog Døren i Laas. Da Thrond siden klagede herover, gav Jon ham usande Beskyldninger, lod ham gribe og binde fast til Halen paa en Hest, og saaledes slæbe ned til Skibene. Han kom ikke løs, førend han udbetalte $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mark Guld (4 Merker Sølv), og priste sig enda lykkelig, at han slap saa godt. Syv Dage derefter var Jon til Gjestebud paa Forsøle^[14]. En Morgen tidlig gik han selv anden til Kirken, men imidlertid havde Thrond, der tørstede efter Hevn, lagt sig selv 8de i Baghold paa en Højde i Nærheden, for at lure paa ham; ved at see ham gaa til Kirken, brød han strax frem, og indhentede ham ved Indgangen. Jon kom vel ind, og løb op til Choret, men den forbitrede Thrond ensede ikke Kirkefreden, og kastede et Spyd efter ham, hvoraf han blev saaret. Jon søgte nu at komme ud af Chorsdøren, men Thrond satte efter ham, fældte ham paa Ageren nedenfor Kirken, og hugg Hovedet af ham. Jons Lig blev bragt til Kongehelle og begravet ved Klosteret, men Thrond begav sig til Birkebeinerne. Jons Drab blev siden hevnet af hans Broder Gunnbjørn (kaldet Jonsbroder) og Salve Disessøn. De dræbte, siges der, ni Mænd og hugg Foden af syv^[15]. Om Thrond og hans syv Mænd end vare blandt disse sexten, hvorom intet meldes, saa vare dog de øvrige aatte uskyldige i Drabet. Men naar een enkelt Mands Drab, forskyldt ved hans egen Tøjlesløshed, kunde have saa blodige Følger, kan man lettelig forestille sig, hvor mange Voldshandlinger og Blodsudgydelser af mindre Udstrækning der for øvrigt maa have fundet Sted, men som Sagaskriveren ikke har fundet det Umagen værdt at omtale. Og alt dette kom deraf, at Landet efter Kong Haakons Død ikke havde nogen Konge, hvis Rettighed til Tronen var anerkjendt af alle Partier: den eneste Betingelse for Gjenoprettelsen af almindelig Landefred.

1. I den kortere Bearbejdelse (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 5) staar der kun „18 Skibe“; men saavel Peder Claussøns Oversættelse, som Brudstykket af den vidløftigere Saga (Fornm. S. IX. 106, 223) har „27“.
2. Navnet skrives og, hvad der vist er rettere, Fjarðbyrja, thi „Fjølbyrja“ er egentlig Navnet paa Fjelber-Øen i Søndhordland, om hvilken der dog ej her kan være Tale. Den kortere Sagabearbejdelse, der vrimler af Unøjagtigheder, fejler ogsaa her ved at lade Baglerne, efter at være komne til Fjølbyrja, passere forbi Jæderen inden de kom til Stavanger.
3. Dette Taarn (stöpull) har man urigtigt antaget for at være et af de to smaa Taarne, der nu findes paa hver Side af Kirkens Langvegg, medens dog aabenbart Hovedtaarnet her menes. Da Kirken brandt 1272, og siden forandredes, kan dets Beliggenhed nu ej med Bestemthed paapeges.
4. Herved menes Udløbet af Viske-Aaen, der gjennemløber den saakaldte Viskerdal, (se ovenfor S. 497) og falder ud i Klosterfjorden, mellem Varberg og Kongsbakka.
5. Dette er Hafstenssund i Tanum Sogn, Bohuuslen.
6. Dette, der og skrives Augusund, er det nuværende Høgasund mellem Høga og Øverøen i Thoresby Sogn, ved Indløbet til Gøtaelvens nordre Arm, se ovenfor I. 2. S. 544, jvfr. Holmbergs Bohuuslens Beskrivelse III. S. 396.
7. Kortere Kongesaga Cap. 6; hos Peder Claussøn siges Overfaldet at være skeet ved Karmsund. Navnene paa Baglerhøvdingerne anføres i den kortere Saga saaledes: Sørkve Snaap, Simon Ure (Simon Kyr?) Erling Skamhals, Halle Laud, Agmund Eikelund. Peder Claussøn angiver de Dræbtes Antal til 35 Mand.
8. Hos Peder Claussøn heder det, at Inge og Haakon spurgte disse Efterretninger i Bergen. Dette er vist en Uagtsomhedsfejl i Stedet for „Tunsberg,“da man af Fortællingens Gang tydeligt kan see, at de da endnu ikke havde forladt Viken.
9. Dette er enten Bevjaa i Ranrike ved Oddevalle, eller Bevøen ved Nordspidsen af Jeløen.
10. Visedal er det Dalføre, som dannes af det nuværende Gerestads og Søndeleds Sogn. Hvis P. Claussøn ikke har skrevet Fejl, har altsaa denne aller østligste Deel af Agder været underkastet Baglerne.
11. P. Claussøn tillægger: „Skottenes“, hvilket vistnok er Fejl enten for Sotanes i Ranrike eller Slaattenes ved Langesund.
12. Listen over disse Sysselmænd er fuldstændiggjort ved at sammenholde begge Sagabearbejdelser.
13. Inge Baardssøns Saga, Cap. 7, udførl. Bearb. hos P. Claussøn, i Fornm. Sögur IV. S. 114–116.
14. Dette er Gaarden, paa hvis Grund Forsøle, eller som den nu skrives, men ej kaldes, Forshella Kirke staar, strax østenfor Skydsskiftet Grohed, ½ Miils Vej i Syd for Oddevalla. Kirken, som strax efter nævnes, er Forføle Kirke.
15. Inge Baardssøns Saga, Cap. 8, Peder Claussøn i Fornm. S. XI. S. 116.