Det norske Folks Historie/4/76

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 470-477).

Da Haakon galen erfarede Vikens Frafald, og at Baglerflokken paa ny havde rejst sig, begav han sig til Throndhjem med Fru Christina og en Deel af Hæren, men lod en betydelig Deel blive tilbage til Forsvar i Bergen under Befaling af Dagfinn Bonde, Thorgrim af Ljaanes og Thord Brase. Einar Kongsmaag og Peter Stepper havde allerede om Vaaren begivet sig til Nidaros med den unge Kong Guthorm, og ladet ham tage til Konge paa Ørething for det hele Land, efter Lovens Bydende^[1]. Da Haakon kom til Nidaros, lod han strax udbyde Leding. Men ikke længe efter følte den unge Konge sig pludselig meget syg, og sagde at det forekom ham, som om hvasse Syle stak ham overalt paa Legemet. Paa Spørgsmaalet, naar han allerførst begyndte at føle disse Smerter, svarede han, at den svenske Kone – dermed meente han Fru Christina – havde sat ham paa sit Skjød, og strøget ham over hele Legemet; strax derefter havde han sporet Smerterne. Efter faa Dages Forløb døde han (Onsdagen den 11te August) og blev begraven i Christkirken^[2]. At der hvilede en sterk Mistanke paa Fru Christina om at have forgivet Guthorm eller paa anden Maade voldet hans Død, er klart nok af Beretningen, men der tales dog intet om, at Birkebeinerne gjorde nogen saadan Demonstration mod hende, som nys mod Dronning Margrethe i Anledning af Kong Haakons Død. Sandsynligviis saa Krigsmændene, der vare Haakon galen meget hengivne, og helst ønskede ham paa Tronen, ikke ugjerne Guthorms Død, saa meget mere som mange vel fandt det betænkeligt, i denne kritiske Tid, at have et umyndigt Barn til Konge. Vi have strax ovenfor seet, at Biskop Nikolas netop betragtede dette som et Tegn paa Birkebeinernes Daarskab. I alle Fald er det klart, at man ikke kunde gaa Christina nærmere paa Klingen og overbevise hende om Brøden, uden at ogsaa Haakon, i det intime Forhold, hvori han stod til hende, vilde blive kompromitteret, og saaledes har man vel foretrukket at neddysse Sagen, skjønt Christina selv neppe var synderlig yndet. Høvdingerne holdt strax en Sammenkomst, for at raadslaa foreløbigt om, hvo der skulde tages til Konge i Guthorms Sted, da man endnu ikke vidste andet, end at Sverres mandlige Linje med ham var uddøet, saa at man maatte holde sig til Sidelinjerne. Flere nævnte strax Haakon, og han havde Hæren paa sin Side, men Erkebiskop Erik, der ogsaa var tilstede, ytrede sig derimod, idet han fornemmelig ankede over hans anstødelige Forhold til Fru Christina. Ved Siden af Haakon var der ogsaa Tale om Kong Sverres øvrige Systersønner, Inge Baardssøn, Sigurd Kongsfrænde^[3], Roar Kongsfrænde og Peter Steyper, af hvilke de to førstnævnte havde det Fortrin at deres Mødre vare Sverres Systre paa fædrene Side, eller Døtre af Kong Sigurd Mund, medens Peters og Roars Mødre kun vare Døtre af Unas Kambare, og saaledes i samme Forhold til Sigurd Munds Linje, som Philip Simonssøn til Inges, hvorhos Peter dog igjen havde det Fortrin, at være gift med en Datter af Magnns Erlingssøn, hvilket nu havde mere at betyde end før, siden der nu kun var Tale om Syster- eller Datter-Sønner af de tidligere Konger, og Magnus’s, af Birkebeinerne bestredne, Legitimitet derved blev lige saa stor som nogen af de øvrige Prætendenters, ja endog saa meget større, som hans Morfaders, Sigurd Jorsalafares, kongelige Herkomst var langt anderledes sikker og tilforladelig, end Harald Gilles. Der blev talt længe og meget om disse fem Tronprætendenter, uden at man kunde komme til Enighed. Da blev det besluttet at sætte Ørething, og overlade til Bønderne selv, som allerede vare komne til Byen fra alle Fylker, at tage sig en Konge. Efter en enkelt Saga-Beretning^[4] skulde Haakon galen allerede ved sin Ankomst til Throndhjem have ladet tilstevne Ørething for at vælge en Konge; men da det synes noget forunderligt, og vilde have været alt for mistænkeligt, om Haakon endnu før Guthorms Død skulde have indbudt Thrønderne til at raadslaa om hvo der skulde være hans Efterfølger, maa man formode, at det Thing, der just skulde holdes, og hvortil Bønderne strømmede sammen, var det sædvanlige Frostathing, hvilket, som vi have seet, ogsaa kunde holdes, og nu vel altid holdtes, i selve Nidaros^[5].

Ørethinget blev sat, de forstandigste Mænd fra hele Thrøndelagen vare der tilstede, og Erkebiskoppen^[6] lod, før end større Højtideligheds Skyld, St. Olafs Skriin bære derud, idet han selv med alle Chorsbrødrene fulgte det i Procession. Det første Spørgsmaal, om Bønderne efter Lovene vare berettigede til selv at vælge sig Konge, det vil sige, ej i Fleng men mellem de forskjellige Descendenter af Kongehuset, besvaredes med eenstemmigt Ja. Derpaa gik man over til at raadslaa om de enkelte Personer. Man blev strax enig om, at der ej kunde være Tale om andre af de fem, end dem, der virkelig vare af kongeligt Blod, nemlig Haakon galen, Inge Baardssøn og Sigurd Kongsfrænde^[7]. Bønderne syntes bedst om den sidste, der var en sagtmodig, retsindig, jevn og vennesæl Mand; men andre indvendte, at han ikke var skikket til at styre et Rige, fornemmelig naar der var saa farlig en Ufred for Haanden, som nu, og at man derfor vilde være bedre tjent med den krigerske Haakon. Dette var ogsaa alle Krigsmændenes Ønske. Men Bønderne svarede, at de ej vilde have nogen Konge, der paa fædrene Side var af gautsk Herkomst: de vilde heller have hans sammødre Broder Inge Baardssøn, der stod Kongeætten lige saa nær som han, men dertil var norsk af Fødsel, odelbaaren i Throndhjem, og hørte til en af de bedste Ætter i hele Landet. Erkebiskoppen understøttede Thrønderne, og Krigsmændene maatte, vistnok til deres og Haakons store Ærgrelse, give tabt og overlade Valget i deres Hænder. De valgte da Inge Baardssøn, og toge ham til Konge, med alle Høvdingernes og hele Almuens Samtykke. Der blev svoret ham Troskabs-Ed. og han aflagde igjen Ed paa at ville overholde Landets Love. Derpaa gik alle de gamle Hirdmænd og haandgangne Mænd, som hidtil havde tjent de foregaaende Konger, ham til Haande. Men Haakon Jarls Venner og Tilhængere begyndte nu atter at knurre paa hans Vegne, og klage over at Inge endnu var alt for ung^[8] og uerfaren i Krigsvæsenet til at han i disse farlige Tider kunde føre Overbefalingen over Hæren. Heri erklærede alle Kongsmændene sig enige, og for at tilfredsstille dem blev det endelig efter Overlæg mellem begge Parters Venner bestemt, at Inge nok skulde føre Kongenavnet, men Haakon fremdeles være Jarl, føre Overbefalingen over Hæren og oppebære Halvdelen af alle kongelige Indtægter. Inge gjorde da Haakon til sin Jarl, og denne tilsvor Inge Troskabs-Ed. hvorefter Bønderne, som det heder, tildømte og samtykkede Kongen halv Leding og Udbud af Riget^[9]. Kongen og Jarlen rustede sig derpaa, saa skyndsomt de kunde, med meget Folk og mange store Skibe. De havde sandsynligviis faaet Nys om, at Baglerne allerede havde hjemsøgt Bergen^[10].

Strax efter Olafsmesse, altsaa i Begyndelsen af August, brøde nemlig Baglerne op fra Tunsberg med hele deres Styrke, og droge i korte Dagsrejser langs med Kysten vestover, idet de overalt optoge Leding og alle kongelige Rettigheder. Da de kom til Bergen, sandsynligviis midt i August, fandt de Borgen sterkt besat med 240 Mand og forsøgte flere Angreb paa den, men forgjæves. Om Natten laa de ombord paa Skibene, deels ved Munkebryggen, deels for Anker ude paa Vaagen. Idelig gik de da op i Byen og hen til Borgen, hvor de vexlede Skud med Besætningen; nogle bleve saarede paa begge Sider, men kun faa faldt. Erling, der maaskee ikke før havde været Vidne til Kamp, og derfor følte sig lidt beængstet, eller ogsaa maaskee troede at vinde mere med det Gode, end ved Blods-Udgydelse, sagde ved et af de første Angreb til Baglerne: „Skyd ikke paa dem, de ere jo alle mine Mænd!“ Men en Dag roede Erling over til Holmen med nogle Skuder, landede ved Biskopsbryggen, og gik med nogle faa Folk til Christkirken. Da Birkebeinerne saa det, gjorde de et Udfald imod dem med en langt talrigere Styrke, og satte saa haardt ind paa dem, at de maatte tage Flugten; nogle, hvoriblandt Erling selv, styrtede sig i Søen og kom heldigt til Skibene, men en Deel faldt. Da Erling blev halet op i Fartøjet, spurgte Baglerne ham spottende, om det endnu var hans Folk, som laa i Borgen. Dette Uheld synes for det første at have gjort Baglerne kede af Opholdet i Bergen. Strax efter droge de nordefter, og indsatte Sysselmænd overalt, indtil de kom til Rugsund, der bleve de liggende i tre Uger, fordi Biskop Nikolas var inde i Fjorden og oppebar Landskyld af sin Ættegaard Stovreim saavel som de øvrige Ejendomme, han foruden den vistnok besad i disse Egne. Her kom der mange Ledings-Folk til dem, saavel som flere Høvdinger fra Fjordene, navnlig Eindride Hegre, Loden Bonde fra Leykne, med en betydelig Skare, Nikolas Botulfssøn med sin Broder Karl unge, og Kalf af Hornin^[11]. Af dem fik de da at vide, at Birkebeinerne havde taget sig en ny Konge og Jarl, og at man med det første kunde vente dem nordenfra, heel mandsterke. I Betragtning heraf fandt Biskoppen og Baglerne det raadeligst at vende tilbage igjen til Bergen, og forsøge om de kunde indtage Slottet, førend Kongen og Jarlen kom det til Undsætning. For det første lagde de til i Laxevaag, og gjorde strax store Forberedelser til Belejringen. I Biskoppens Følge var en Tydsker, der sagde at han forstod at bygge en Valslynge eller Mange (mangana) af en saadan Kraft, at man dermed kunde bryde Borgens Mure; han havde, sagde han, været med at nedbryde mange Slotte og Borge ved denne Kunst, og hvis han ikke gjorde det, maatte de gjerne sætte ham selv paa Valslyngen, og kaste ham ind i Borgen. Man tog ham paa Ordet, og der blev fremskaffet en Mængde Tommer foruden andet, som dertil udfordredes; men man fik ikke prøvet hans Dygtighed, thi medens han endnu var i Ferd med at sammensætte Valslyngen, kom der Bud om, at man havde seet Birkebeinernes Sejl nord paa Stavefjord^[12]. Da lod Biskoppen blæse til Styrmands-Stevne, og raadførte sig med Høvdingerne om, hvad der var at gjøre. Denne Fang var Erling Steinvegg mere krigersk, og raadede til at oppebie Birkebeinerne; de fleste af Baglerne bifaldt hans Ord. Men Biskoppen sagde, at hvis han vilde give sig i Kamp med Birkebeinernes Søborge – saa kaldte han Skibene – vilde det nok være sidste Gang, han førte Befalingen; man burde heller sætte Sejl til, og drage til Viken, for der at stride med Birkebeinerne, om de kom efter. Dette Raad, der halv om halv var en Trusel, blev fulgt. Biskoppen lod strax Tjeldingerne tage ned paa sit Skib, og var den første til at sætte ud af Vaagen. De øvrige fulgte, den ene efter den anden, og saaledes sejlede de Dag og Nat, indtil de kom til Tunsberg, hvorfra Biskoppen begav sig ind til Oslo. Kort efter at Baglerne havde forladt Bergen, indtraf Birkebeinerne med en betydelig Styrke og store Skibe, men da Vinterdag allerede var forbi, fandt de det ikke raadeligt at forfølge Baglerne, og vendte tilbage igjen til Throndhjem, hvor Kongen og Jarlen tilbragte Vintren, medens Baglerne holdt sig i Viken, Nikolas i Oslo og Erling i Tunsberg. Imidlertid hvilede ikke Vaabnene. Begge Partier sendte forskjellige Troppe-Afdelinger til Oplandene, der strejfede om hist og her, og søgte ved alskens Overfald og Smaafejder at tilføje hinanden al den Skade, de kunde. Saaledes nævnes blandt Anførerne for Birkebeinernes Strejfhobe Ulf Hane, Harald Rum, Gudleik Flotbytta, blandt Baglernes Thoralde Augessøn, Gudleik Skreidung, Benedikt af Gumanes hjemme paa Ringerike, og Jon Gridmand paa Valdres. Disse overfaldt om Vintren en af Inges Tilhængere, ved Navn Narve Spjot, der ligeledes synes at have holdt til paa Valdres. Han selv blev dræbt med mange af sine Mænd, de øvrige undkom til Sogn. Biskop Nikolas sendte en Skare op til Valdres, for at bemægtige sig Baard Guthormssøns Sønner, Kongens Halvbrødre, Guthorm og Skule, der opfostredes hos deres Morfader Erling paa Kviden. Denne fik i Betids Nys herom, og sendte strax Drengene bort til en afsides Skovbygd, hvor de forbleve i god Behold, saa længe Baglerne vare der oppe; da disse med uforrettet Sag vare vendte tilbage, sendte han dem til Kong Inge, hos hvem de siden forbleve.

Denne samme Vinter efter Julen (altsaa i Januar 1205) holdt Haakon Jarl endelig Bryllup med Fru Christina^[13], hvad enten han nu ligefrem trodsede Erkebiskoppens Forbud, eller havde erhvervet pavelig Dispensation, eller havde faaet Erkebiskoppen overtalt til at give sit Samtykke. Det sidste er ikke usandsynligt, thi den gamle, blinde Erkebiskop følte sig nu saa svag og træt efter mange Gjenvordigheder, at han endelig besluttede at frasige sig sit Embede, og lade en anden vælge i sit Sted. Han kundgjorde dette for Chorsbrødrene, og der blev i den Anledning holdt mange Moder, indtil endelig Valget faldt paa en Mand udenfor deres Midte, nemlig den forstandige og almindeligt afholdte Thore Gudmundssøn^[14]. Chorsbroder ved Hallvardskirken i Oslo. Erkebiskoppen lod ham imidlertid kalde til sig, uden at melde ham, hvad der var hans Hensigt med Indkaldelsen. Thore rejste saa snart som muligt, og kom til Throndhjem henimod Vaaren. Da aabenbarede Erkebiskoppen ham, at man vilde vælge ham til hans Eftermand. Med virkelig eller forstilt Beskedenhed svarede han, at havde han vidst dette før, vilde han ej være kommen, og frabad sig Værdigheden. Men han lod sig dog overtale af Erik og Chorsbrødrene, og begav sig til Rom for at modtage Pallium og Indvielsen^[15].

Ved Haakons og Fru Christinas Bryllup var sandsynligviis hendes Syskendebarn, den svenske Kong Knuts Søn Erik tilstede, thi han opholdt sig den Vinter hos Kong Inge, enten som Flygtning for at undgaa Kong Sverkes Efterstræbelser, eller for hos sin Landsmand (og Frændes) Haakon Jarl at anholde om Hjelp til at vinde sin Fædrenetrone^[16]. Det er ovenfor omtalt, at der tidligere havde været nok saa god Forstaaelse mellem Sverke og Kong Knuts Sønner – han skal endog have taget dem til sig og fundet saadant Behag i dem, „at han neppe tillod dem at komme fra sig“ – men at der omsider opstod Uvenskab imellem dem, hvortil Aarsagen, der ej angives, sandsynligviis var den, at Folkungerne vare misfornøjede med at Kongen tilsidesatte deres Frændkone Ingegerd for den danske Magnat Ebbe Sunessøns Datter, eller, hvis hun da allerede var død, tilsidesatte dem selv for sine nye Svogre, nu ophidsede Erik og hans Brødre mod deres Svoger, og fik dem til at efterstræbe hans Liv. Kongesønnernes Planer skulle være blevne opdagede^[17], og Følgen heraf var sandsynligviis, at de maatte flygte fra Landet, og nu ikke længer lagde Dølgsmaal paa deres Hensigt at støde Sverke fra Tronen. Om Erik fik nogen Bistand i Norge, siges ikke, og det er vistnok lidet rimeligt, at Haakon Jarl eller Kong Inge i disse urolige Tider, hvor Baglerne gave dem nok at skaffe, skulde have kunnet afsee Hjelpetropper til ham. Men saa meget er imidlertid vist, at Erik og hans tre Brødre mod Slutningen af det samme Aar virkelig paaførte Sverke Krig, men lede et Nederlag ved Elgjaraas den 15de November, hvor tre af Brødrene faldt og Erik alene undkom med Livet^[18], hvorefter han atter tog sin Tilflugt til Norge. Dette vækker alligevel sterk Formodning om at Haakon, der ved Giftermaalet med Christina var traadt i nærmere Forhold til ham, har skaffet ham nogen Bistand, og muligt var det, at dette kan være skeet paa en Tid af Aaret, da, som vi strax nedenfor ville see, Baglerne virkelig vare forjagne af Landet, og Birkebeinerne havde Viken inde.

1. Dette fortælles alene i Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 3. Her staar der vel kun at „Birkebeinerne“ droge med ham til Throndhjem, men da han stod under Peters og Einars Opsigt, er det klart, at det maa have været disse, som rejste derhen med ham.
2. Dødsdagen angives kun i Nekrologiet hos Langebek (Scr. R. D. II. 514), og Finn Jonssøns Kirkehistorie.
3. Denne, der allerede tidligere har været omtalt, angives i den kortere Haakon Sverressøns Saga at have været en Søn af Helge, Kong Sigurds Datter. Denne Helge omtales ikke tidere, eller paa noget andet Sted, men Sagen synes dog at have sin Rigtighed. Han var derhos gift med en (Halv)-Syster af Kong Sverre.
4. Den vidløftigere Kongesaga hos Claussøn, Fornm. S. IX. 91, 97. Den kortere, Cap. 4. lader Ørething tilstevnes efter Guthorms Død.
5. Se ovenfor II. S. 1002, hvor der er viist, at Frostathing maa have været holdt noget ud paa Sommeren. Erkjender man Rigtigheden af den her ovenfor fremsatte Mening, at det var til det almindelige Frostathing, Bønderne just paa denne Tid kom sammen, have vi her endog et bestemt Datum for, naar Thinget samledes, nemlig en Ugedag, der bestemtes enten efter Lafransmesse (10de August), eller Mariemesse fyrre (15de August). Hvad der end mere bestyrker Rigtigheden af Antagelsen, er den udtrykkelige Angivelse, at der til dette Thing kom en Mængde af alle de forstandigste Mænd i hele Thrøndelagen sammen, thi dette vilde neppe have været Tilfældet med et blot og bart Hyldingsthing.
6. Den kortere Bearbejdelse af Sagaen, Cap. 4, nævner her urigtigt Erkebiskop Thore i Stedet for Erik.
7. P. Claussøn har her „Sigurd Baardssøn,“ hvilket er aabenbart urigtigt, da der nys før er Tale om Sigurd Kongsfrænde, og Sigurd Baardssøn, Inges yngre Halvbroder af Faderens andet Egteskab, nu desuden var en Dreng, og dertil ikke af Kongeæt, saa at han ej under nogen Omstændighed kunde komme i Betragtning.
8. Det er forhen viist, at Inge ikke kan være fød før 1185, og ikke stort senere end 1186. Han var altsaa paa denne Tid i det højeste kun 18 Aar.
9. Meningen heraf er vel den, at de forsamlede Bønder udtrykkeligt erklærede sig villige til at præstere halv Almenning.
10. Inge Baardssøns Saga, hos Claussøn, Fornm. S. IX. 98–101.
11. Hornin, er den Gaard hvorefter Hornindalsvandet har sit Navn. Laden Bonde kaldes siden Stallare; Erling har saaledes udnævnt ham dertil.
12. Efter denne paabegyndte, men ikke fuldendte, Valslynge eller Mange (dannet af det latinske Mangana) kaldte man i Bergen denne Høst Mange-Høsten; se den kortere Saga Cap. 4.
13. Den kortere Kongesaga Cap. 4 lader, urigtigt, Haakon egte Christina allerede før Kong Guthorms Død.
14. Hans Fader Gudmund kaldes Gudmund flate.
15. Brudstykket i Fornm. S. IX. 226.
16. At dette Ophold ved Inges Hof er gaaet forud for Striden ved Elgjaraas, sees aller bedst deraf, at det her udtrykkeligt henføres til Vintren 1204–5, medens de svenske Krøniker samstemme i at henføre Elgjaraas-Slaget til 1205, og en enkelt endog nævner Datum, 15de November.
17. Saaledes staar der i Pave Innocents’s Brev af 1208 (Ep. Inn. XI. 174) som er det eneste Sted, der indeholder udførligere Oplysninger om denne Sag.
18. Dagen angives i Annalen hos Fant, Rer. Sv. Scr. I. S. 84. At det virkelig var et Slag, hvori de tre Brødre omkom, siges udtrykkeligt af Paven, saavel som i Chron. vetust., hos Fant S. 62.