Det norske Folks Historie/4/81

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 506-509).

Om Høsten, Vintren og Vaaren 1206–1207 forberedede man sig paa begge Sider til nye Krigsforetagender. Birkebeinernes Høvdinger fuldendte nu de Skibe, som de havde ladet paabegynde, og de vare alle usædvanlige store; saaledes var Kongens nye Skib paa 36 Rum, Haakon Jarls paa 32, men stort enda i Forhold dertil, og Peter Steypers ligeledes paa 32. Baglerne, eller rettere deres Høvdinger, Kong Erling, Reidar Sendemand og Philip af Veigen, lode ved Efterretningen herom ligeledes rejse trende Skibe, der i Størrelse skulde overgaa ej alene hine, men ogsaa alle andre, der nogensinde havde været byggede i Norge. For første Gang, som det lader, blev der her til Lands paa disse tre Skibe anbragt dobbelte Aarerader mellem Øserummene, hver paa 24 Haaborer eller Aareporte^[1], de øverste Aarer 20 Alen lange; til Tjeldet behøvedes over 35 Alen; hvert Halvrum var beregnet paa en Besætning af 8Mand og naar man stod nede paa Indholterne, kunde alene en høj Mand med en bred Oxe naa op til det nedre Tilfar. Disse uhyre Skibe, hvortil man maaskee har taget Modell af Middelhavsskibene, som i det mindste Reidar godt kjendte, bleve satte tinder Bygning ved Tunsberg, men ingen af dem skulde, som man nedenfor vil erfare, komme Baglerne synderlig til Gode, men gaa til Grunde, saasnart de vare komne paa Vandet. Erling Steinvegg selv havde neppe ladet dette Arbejde paabegynde, førend han, strax efter Julen, blev syg og døde efter en Uges Forløb^[2]. Der blev øjeblikkelig sendt en let Skude til Bergen under Befaling af en Olaf Thoressøn for at underrette Philip Jarl derom, og bede ham skynde sig til Tunsberg, for at varetage sit Tarv. Imidlertid blev Erlings Død holdt hemmelig, og hans Lig gjemt først gjemme i Herberget, siden i St. Olafs Klosterkirke. Jarlen begav sig øjeblikkelig afsted, foregivende for Mængden, at Danekongen havde sendt Bud efter ham; han kom til Tunsberg ved Fastetid (6te Marts), og da først blev Dødsfaldet bekjendtgjort og Liget begravet, nemlig i Olafskirkens nordre Chorvegg oppe ved Alteret. Philip Jarl antog foreløbigt Befalingen over Flokken. For ham og Biskop Nikolas var Erling Steinveggs Død vistnok meget belejlig, thi mellem Philip og Kongeværdigheden stod nu kun Erlings to efterladte Sønner, Magnus og Sigurd, der begge vare Børn, den første kun S, den anden kun 4 Aar gammel, og af hvilke Erling kun havde erkjendt Sigurd ligefrem for sin Søn, medens han kun havde fæstet Jærnbyrd for at bevise den andens Herkomst, uden at denne Jærnbyrd, som det synes, endnu havde fundet Sted. Ved nu at bære sig klogt og forsigtigt ad, kunde det lykkes Philip at tilvende sig Kongenavnet. Magten havde han allerede; med en umyndig Konge vare Baglerne lige saa lidet tjente som Birkebeinerne, og i de Par Aar, Philip allerede havde været Jarl, havde man haft Tid nok til at vænne sig til at betragte ham som fyrstelig Person, saa at de Bønder, der i 1204 ikke havde kunnet gjøre sig fortrolige med Tanken om at see ham stige op fra at være deres Ligemand til at blive Konge, nu maaskee havde lettere ved at see ham hæve sig til Kongeværdigheden fra at være Jarl. Herom blev der nu brevvexlet paa det ivrigste mellem Jarlen og Biskoppen, der tillige havde mange hemmelige Sammenkomster med de fornemste Bønder for at sikre sig deres Bistand. Jarlen holdt imidlertid gode Miner med de andre Krigshøvdinger saavel som med Mandskabet, der vilde have en af Erlings Sønner paa Tronen, og ytrede kun, naar der taltes om Sukcessionen, at der var godt Raad paa Konger, siden man havde Erlings begge Sønner at vælge imellem. Hermed lode de andre sig for det første stille tilfreds.

Da der var henledet en fjorten Dages Tid efter Paaske (6te Mai), havde Jarlen og Biskoppen endelig sikret sig saa mange Tilhængere blandt Bønderne, at de, som man maa formode, ansaa sig nogenlunde visse i sin Sag. Thi da droge Baglerne med hele deres Styrke over til Borg, medbringende Erling Steinveggs Sønner, og lode tilstevne Borgarthing for her al holde Kongevalg og Kongehylding. Her indfandt sig og, som det forstaar sig, Biskop Nikolas. Thinget holdtes paa Marie Kirkegaard, men Biskoppen og de fornemste og mægtigste Bønder, hvoraf vel de fleste allerede vare vundne for Philips Interesse, vare inde i Kirken og afgjorde foreløbigt Sagen ganske paa egen Haand og for lukte Døre mellem sig selv, uden at bryde sig videre om, hvad der forhandledes udenfor. Her stod Reidar Sendemand op, talte om det Tab, man havde lidt ved Kongens Død, og om den Nødvendighed, der nu var forhaanden til at tage en ny Høvding over Flokken; her var der, sagde han, ingen Vanskelighed at træffe et Valg, thi man havde jo begge Erlings Sønner at tage til, hvad enten man nu helst valgte den som Krigsfolket, eller den som Bønderne syntes bedst om. De forsamlede Bønder svarede i Førstningen intet herpaa, da de mægtigste iblandt dem, og de som sædvanligviis plejede at raade, endnu vare inde i Kirken. Men der blev nu sendt Bud efter dem; de kom ud paa Thinget, og den meest anseede af dem tog saaledes til Orde: .,Det er ganske vist uomgængelig nødvendigt, at vi nu alle sammen vælge os en fælles Høvding for Flokken, thi her er en stor Styrke af Folk og Skibe, der nok, hvis alt skal gaa godt, kunne behøves mod Birkebeinerne. Men derfor have og vi Bønder opgjort vor Beslutning. Vi mene som saa, at det ej er Barneverk at overtage en saa vanskelig Sag, der udkræver en Mand, som baade er forstandig og dertil øvet, saavel i Hærstyrelse som i at skifte Ret mellem Bønderne. Vi ville have en Konge, som vi kunne have Værn af. Dertil er nu den bedste Lejlighed, saasom vi her have Philip Jarl, Systersøn af Kong Inge Haraldssøn, den bedste Konge, Landet i Mands Minde har haft, og bekjendt som en brav Mand; ham ville vi derfor give Kongenavn, om I samtykke deri“. Lodin Stallare svarede: „I Bønder have vistnok at raade for Kongevalget, men Krigsfolket ønskede dog helst at en af Erlings Sønner, hvilken af dem man nu synes bedst om, maatte blive valgt“. Heri istemmede de øvrige Krigere, og der blev megen Larm, idet den ene talede i Munden paa den anden. Men Bønderne erklærede, at hvis Krigsfolket ej vilde tage den til Konge, som de ønskede, vilde de slet ingen Konge tage og ikke længer erkjende Baglernes Herredømme. Baglerne skjønnede strax, at dette ej vilde bekomme dem vel, og at de intet andet Valg havde end at give efter, thi naar Flokken ej tilbørligt understøttedes af Bønderne, men maatte skilles ad, vilde dens enkelte Medlemmer ikke have nogen Eftergivenhed at vente af Birkebeinerne. De besluttede saaledes at lade Bønderne raade, og Biskop Nikolas havde da omsider faaet frem, hvad han saa længe havde intrigeret og arbejdet for. Den af Bønderne, der gav Philip Kongenavn, var, merkeligt nok, den samme Erlend af Huseby, der for ikke mere end et Aar siden med saa stor Omhu og Kjærlighed havde bragt Kongesønnen Haakon og hans Moder til Nidaros. Enten bar han af de øvrige Bønder været nødt til at vise Philip denne Ære, eller det har været ham ligegyldigt, hvo der blev Konge i Viken, saa længe ikke Haakon selv fik Kongenavn. Siden stod, efter sædvanlig Hyldingsskik, en anden Bonde op, og tildømte Philip Leding, Rod og Reide, som det hed (d. e. Skibsroning og Skibsudrustning), hvorefter Baglerne strax forføjede sig til fine Skibe, og endnu den følgende Morgen vendte tilbage til Tunsberg. Der tales intet om, at Philip som Konge aflagde Kong Valdemar i Danmark Troskabsed, eller at der endog var Nogen tilstede ved Hyldingen paa Valdemars Vegne^[3].

Ikke længe efter Philips Ophøjelse til Kongeværdigheden, medens Baglerne endnu opholdt sig i Tunsberg, mistede de en af deres fornemste Høvdinger, idel Philip af Veigen, gift med Margrete, Kong Magnus’s Syster, blev rørt af et Slag og døde efter et kort Sygeleje. Hans Lig blev ej ført til hans Fædrenebygd, Ringerike, hvor hans Ættegaard Veigen laa, men, ligesom Erlings, begravet ved St. Olafs Klosterkirke i Tunsberg^[4].

1. Her følge vi Texten i den kortere Bearbejdelse af Sagaen Cap. 14. Peder Claussøn (Fornm. S. IX. S. 144) har upaatvivlelig misforstaaet Texten, hvor han siger at der oventil var 48, nedentil 24 Aarer. Der har sikkert staaet at Aarernes Aantal i Alt var 48, 24 oventil og 24 nedentil.
2. Hvor længe efter Julen han døde, angives ikke; men da det udtrykkelig siges at Philip Jarl, der vistnok fik Efterretningen om Erlings Død saa snart efter denne, som det paa nogen Maade lod sig gjøre, altsaa vel i det højeste 6 Dage derefter, og som ligeledes rejste fra Bergen saa hurtigt som muligt, saaledes vel og omtrent i det højeste i 6 Dage, kom til Tunsberg i Fasten, altsaa aller tidligst den 6te Marts, kan man ikke sætte Erlings Død tidligere end 22de Februar, men heller senere, eller omkring Begyndelsen af Marts. – Ogsaa fra Erling havde man endnu i 1622 et Brev til bedste for Hovedøens Kloster. Han kaldte sig i dette „Erling Norges Konge, Søn af Kong Magnus.“
3. Inge Baardssøns Saga Cap. 14; hos Peder Claussøn i Fornm. sögur IX. S. 144–150, jvfr. S. 227. Det er ej usandsynligt, at Philips Hyldingsdag var St. Hallvards Dag, 15de Mai.
4. Veigen, efter hvilken Philip benævnes, er den nuværende store Gaard Vejen (der endnu retteligere burde skrives „Veigen“) paa Ringerike, Norderhovs Sogn.