Det norske Folks Historie/4/59

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 317-325).

Det maatte være Sverre og Birkebeinerne utaaleligt, saaledes Dag efter Dag at see Fienderne byde dem Trods, uden at kunne foretage sig noget klækkeligt imod dem. Engang, da Baglerne som sædvanligt holdt sig lystige paa Jonsvoldene, kaldte Sverre sine Mænd til Huusthing oppe i Bakkerne ovenfor Nikolaikirke, og talte saaledes: „Det lader til at vi Birkebeiner nu skulle friste den Skjebne, idelig at have nogen Otte paa os. Men jeg venter mig fremdeles god Bistand af eder, som før, thi det er vist og sandt, at der ikke findes mange Exempler paa Mænd, der have staaet sin Konge bedre bi, end I Birkebeiner, og eders højeste Stolthed bestaar i at være fremfor andre i Mod og Tapperhed. Baglerne indbilde sig nu, at de have vor Skjebne i sine Hænder, men jeg haaber nok at det vil vise sig anderledes, og at vi om lidt faa lige saa stor Magt over dem. Ville I som jeg, da taale vi ikke længer deres Spot og Haan. Dog maa vi først overlægge om hvad der er raadeligst at gjøre. Det staar os frit for at stride med Baglerne, naar vi ville, enhver sige derfor sin Vilje“. Men alle taug. Da sagde Kongen: „I gjøre ikke ret mod mig i at tie stille, thi I skylde eders Konge at svare paa hans Tale, og sige eders Tanker“. De svarede da, at de overlode alt til Kongen selv. „Dette,“ sagde han, „er vel talt, som jeg og ventede. Her er tre Vilkaar at vælge imellem, det første at kaste os ind i Borgen, som vistnok er et ypperligt Værn saa længe vi have Proviant, men ogsaa kun saa længe, thi naar Provianten slipper, er det vanskeligt at skaffe sig noget igjen; det andet at begive os op paa Fjeldet, da ville Baglerne forfølge os, og gjøre os al den Skade, de finde for godt, medens det er en bekjendt Sag, at de, der falde paa Flugten, aldrig faa noget godt Eftermæle, og endelig det tredie, der forhen var Birkebeinernes sædvanlige Viis, at angribe dem, og lade Odd og Egg skifte; jeg tror visselig at vi ikke ere værre farne, om vi endnu en Gang forsøge at staa Mand ved Mand“. Alle svarede, at de heller vilde stride end flygte. Da vedblev Kongen: „Baglerne see vistnok vor Sammenkomst, men vide ej, hvad vi beslutte. Nu skulle vi først gaa ud til Borgen, derpaa skulle vi gaa ned i Byen i smaa Flokke paa to, tre eller flere, men samles alle inde ved Olafskirken“. De gjorde saa, og da Baglerne vare vante ved at see slige Smaahobe af Birkebeinerne paa Gaden, gave de ikke videre Agt derpaa. Da alt Mandskabet var samlet ved Olafskirken, lod Kongen sit Merke rejse. Han vilde ikke opstille nogen Fylking, men foreskrev kun at enhver skulde styrte frem mod Fienden saa haardt som muligt, og bruge sig som han bedst kunde. „Striden,“ sagde han, „bliver neppe langvarig, thi Baglerne ville nu som før tabe Modet, naar de see Mandfaldet. De ere størst i Ord, ligesom Ræven i Halen. Gjør kun Anfaldet saa heftigt som muligt, da ville hine kun daarligt staa for Hug, der nys ere komne hjemmenfra Kjernemelksasken, og aldrig have seet før, hvorledes Birkebeinerne pleje at bruge sine Vaaben, naar de stride. Løb nu frem, gode Halse, Gud være med os!“

Birkebeinerne styrtede nu frem over Sletterne under Lurenes Skrald, med Raab og gjensidige Opmuntringer. Saa snart de kom Baglerne tilstrækkeligt nær, kastede de Kesjerne. Ledingsfolket i Baglernes Hær tabte strax Modet ved at see Birkebeinerne stevne imod dem under Raab og Luurgnu, medens Sverdene glitrede og Spydene fløj. De mere stridsvante af Baglerne stimlede sammen og stillede sig i Fylking under Anførsel af Sigurd Jarlssøn, men det gik som Kongen spaaede, at de ikke holdt længe Stand, de toge Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, der nedlagde mange af dem, og vare saa nær i Hælene paa dem, at de i en eneste samlet Masse kom nord over Jonsvoldene, og videre langs med Jonskirkegaard. Først da de kom forbi denne, gjorde Baglerne nogen Modstand, men da Birkebeinerne angrebe dem med Sverdene, flygtede de atter, og med endnu større Folketab. Birkebeinerne forfulgte dem lige til Skibene. Nogle af dem sprang i Vandet, de fleste kom ombord paa de Skibe, der laa nærmest Land. Narve, Søn af Hallvard paa Saastad styrede et stort Skib; det blev saaledes overfyldt med Folk, at det stod fast paa Grunden. Da kom Birkebeinerne til; medens nogle af dem holdt det tilbage, for at det ej skulde komme af, anfaldt andre Besætningen og ryddede det aldeles. De fleste af Folkene ombord faldt, hvoriblandt Narve Hallvardssøn selv, nogle styrtede i Vandet. Kong Sverre selv var den hele Tid til Hest, og red ved Siden af sine Mænd, hans Kesje var blodig lige op til Skaftet, saa at Blodet randt ham om Hænderne. Just som han red forbi Jonskirken, kastede en Begling to Kesjer paa een Gang mod ham. Den ene fløj under Hesten, den anden opfangede Kongen i sit Skjold, som han lod glide ned foran Hesten. Da Beglingen saa at Spydene ikke traf Kongen, kastede han Sverdet imod ham, men ogsaa det kom under Hesten. Han bukkede sig ned og fik taget Spydet op, men i det samme traf Kongen ham med sin Kesje i Axlen; han slog Spydet af sig, som skar sig ud af Saaret. Nu red Kongen saa haardt ind paa ham, at han faldt; Kongen holdt Hesten an for at træde ham under Fødderne, men han slog op med Spydskaftet, der han laa, saa at det naaede Kongen, Hesten blev sky og kastede sig til Siden. Da sprang Manden op for at komme til Kirkegaarden, men Kongen sporede sin Hest efter ham, og traf ham endelig saa eftertrykkeligt med sin Kesje, at han faldt død til Jorden^[1].

Efter denne Sejr vendte Birkebeinerne tilbage til Byen og Borgen, men Baglerne bleve forsigtigere end før, og indlode sig ikke oftere paa at lege; i det hele taget kom de sjeldnere i Land. Biskop Nikolas og hans Afdeling lagde til ude ved Taleholmen. Han lod den rydde, og et Telt opslaa der, i hvilket han sang Messe, sigende at han vilde opføre en Steenkirke der og gjøre den til den fornemste i Stiftet^[2]. Dette sagde han vel især for at ærgre Biskop Martin, der endnu var Sverre tro, og holdt Messe for ham og hans Folk, trods Bansættelsen, hvorover Paven udtrykkelig tilkjendegav sit Misnøje, som det i det følgende skal vises. Nogle af Baglernes Skibe laa ved Nordnes, andre længer sydligt (det vil sige nærmere Sydnes). Birkebeinerne derimod vovede sig hyppigere ned til Byen end før, og vare der længere Stunder ad Gangen. De gjorde ogsaa ofte Strejftog op i Landet for at skaffe sig Levnetsmidler, uden at Baglerne forsøgte at hindre dem; Sunnhørderne og Hardingerne, siger Sagaen, fandt just ikke at de sopede med Lempe om deres Tun, og de fik nu undgjelde at de havde udredet Baglerne Leding. De sendte Bud til Baglerne, at det nu var deres Pligt at forsvare dem og deres Buskab, men Baglerne svarede at de ej kunde passe paa deres Kvæg, uden de vilde drive det ned til dem. Dette gjorde da Bønderne, og dreve en heel Mængde Nød ned til Laxevaag paa den anden Side af Puddefjorden, hvor en Deel af Baglehæren nu lagde hen, og stillede en Vagt paa Højden lige over. Men en Nat brød Sverre op fra Borgen med en Deel paalidelige Folk, stevnede først op til Fjelds, og derfra langs Højderne ned til Aalrekstad, samt videre langs Aalrekstadvaagen (Lunggaardsvandet) og Puddefjorden hen imod Laxevaag, for at prøve, om han kunde faa fat paa Kvæget. Han havde skaffet sig Underretning om, hvor Vagten stod, og sendte 6 Mænd forud, for at dræbe eller fange Vagtmændene. Da de kom derop, fandt de to Mænd, den ene sovende, den anden vaagen; de satte strax deres Spyd i dem begge, og hiin døde uden at give en Lyd fra sig, den anden derimod skreg højt, da Spydet gik igjennem ham. Baglerne nedenfor hørte Skriget, og spurgte hvad der var paa Ferde, men en af Birkebeinerne svarede at det kun var Spøg og Løjer, og med dette Svar lode Baglerne sig nøje. Hine vendte nu tilbage til Kongen, som roste dem for deres Raskhed og Aandsnærværelse, og sneg sig nu med sine Folk saa sagte hen til Baglerne, at disse intet merkede, førend Birkebeinerne droge Skibene op, paa hvilke de laa. Saaledes bleve mange af dem dræbte, inden de kunde sætte sig til Modværge. De Bagler, der laa længer borte, hørte Vaabenbraget og vilde komme deres Kamerater til Hjelp, men aldrig saa snart varede komne i Land, førend Birkebeinerne styrtede ind paa dem og dreve dem tilbage. Mange af dem laa dræbte eller saarede efter, andre sprang i Vandet. De løste Landtougene, og lagde Skibene udenfor Skudvidde, men Birkebeinerne satte sig imidlertid i Besiddelse af Kvæget, og begyndte at drive det ind til Aalrekstad. Da Baglerne ved nærmere Undersøgelse saa, hvor stort Tab de havde lidt, skammede de sig, og besluttede at tage Hevn, idet de roede ind i Fjorden og op i Aalrekstadvaag, hvor de ved selve Vaagsbunden gik i Land og stillede sig i Fylking, for her at overfalde Sverre, naar han med sin ubetydelige Flok kom forbi, thi da han maatte gjøre en Omvei langs Kysten, og hans Folk desuden havde Kvæget at passe paa, gik Marschen ikke synderlig hurtigt, og han var derfor, til deres Glæde, endnu ikke kommen saa langt. Sverre fik heldigviis i Tide Øje paa dem, og sagde: „de have altsaa endnu ikke faaet nok af at stride med os“. Han bød sine Mænd at gaa op i Brekkerne, og derfra i fuld Fart styrte ned paa dem, saa vilde de nok, tænkte han, vige. Dette skede, og Birkebeinerne satte saa voldsomt ind paa Baglerne, at strax en heel Deel af dem, der stode i forreste Rad, bleve dræbte. Deres Merke blev baaret af en Mand fra Throndhjem ved Navn Eindride Ljoxa, sterk og tapper; han vilde ikke vige, men kom i Kamp med Bergsvein Lange, Kongens Merkesmand. De skiftede Hug, og tilsidst blev Bergsvein saaret, men Eindride faldt, og med ham Baglernes Merke. Ved Synet heraf flygtede de, forfulgte af Birkebeinerne lige til deres Skibe. De havde i begge disse Fegtninger tabt mange Folk, dog især af Ledingsfolkene. Sverre fik Kvæget i god Behold bragt til Bergen, som nu var vel forsynet, og han takkede Gud for sin Sejr^[3].

Baglerne holdt sig fremdeles i ærbødig Afstand fra Borgen og Byen, der ikke længer forekom dem saa let at erobre, som de havde ventet. Naar de gik i Land for at fornøje sig, vovede de ej at gaa i mindre Flokke end paa 50 eller 60 Mand, og enda flygtede de, naar de kun saa ti eller tolv Birkebeiner nærme sig, og de troede at Kongen var med. Stundom overfaldt Birkebeinerne dem da ganske uventet, og dreve dem hovedkulds og med Skamme til Skibene. Sverre havde en Formodning om, at baade Biskop Nikolas. Reidar Sendemand og flere af Baglernes Høvdinger vilde komme op St. Hansdag og have Messe i Munkeliv Kloster Han udtænkte derfor følgende List for, om muligt, at faa dem i sin Vold. Han begav sig med 120 Mand ned i Byen; de toge Chorkaaber i Kirkerne, iførte sig dem, og gik nu i smaa Flokke paa fire eller fem, i det højeste 6 Mænd, over til Munkeliv, hvor de gjemte sig i Nærheden i en Lade, medens nogle Faa, der stilledes ud før at spejde, toge Munkekapper paa sig, og gik hist og her, to og to, iagttagende de Bagler, som gik i Land. Først kom kun deres Svende efter Brændefang, men Birkebeinerne grebe dem alle sammen, og dræbte eller lemlæstede dem, saa at de ikke kunde komme tilbage og røbe dem. Siden kom en Prest. Birkebeinerne omringede ham, og spurgte om Biskoppen agtede sig i Messe. Presten svarede, at Biskoppen nok kom, naar han var færdig. Dernæst kom en velklæd Mand, der gik temmelig nær forbi dem. Men han studsede ved at see Munke med lave Sko og røde Hoser, og vilde derfor ikke gaa nærmere. De spurgte ogsaa ham, om det varede længe indtil Biskoppen kom. „Biskoppen kommer nok“, sagde han, „naar han er færdig, men hvad skal det betyde at Munke gaa med lave Sko og røde Hoser?“ „Der hændes saa mangt og meget nu“, sagde de, men løb i det samme ind paa ham og toge ham fat. Det var deres Hensigt at dræbe ham, men de vilde dog først have hans smukke Kjortel, og begyndte at vrænge den af ham. Men derved kom han til at slippe løs, og løb nu som en afsindig ned til Skibene og fortalte Biskoppen, hvilken Fare han var undsluppen; til Tegn derpaa viste han et Broddskud, han havde faaet i Laaret, og som var ligere, sagde han, til at være en Sending fra Birkebeinerne end fra Munkene. Biskoppen, Reidar og mange andre anseede Mænd stode just færdige til at gaa i Land, nogle vare endog allerede komne i Baadene, da de heldigviis fik at vide, hvilken Fare der truede dem. Det klogt udtænkte Anslag mislykkedes saaledes, og Sverre vendte tilbage til Borgen, men Baglerne iagttoge større Forsigtighed end for. Saaledes gik længere Tid hen med gjensidige Drillerier, omtrent af samme Slags, som de nys beskrevne, hvorved man indbyrdes dræbte Folk for hinanden, naar og hvor man kunde komme til, men uden at det dog ledede til nogen endelig Afgjørelse. Sverre havde imidlertid den Ærgrelse, at mange af de Birkebeiner, der havde ligget paa Landet, gik over til Baglerne, mange vistnok nødtvungne, men dog ogsaa flere frivilligt^[4].

Omsider bragte Baglerne en Plan til Udførelse, som de længe havde truet med, men som under de daværende Omstændigheder var meget uklog, nemlig at sætte Byen i Brand, thi derved maatte Indbyggerne, om de ikke forhen vare Sverre gunstige, blive saa forbitrede paa Baglerne, at de for Alvor sloge sig paa Sverres Parti. Baglerne paastode rigtignok at Bergensmændene understøttede ham, og at det kun ved deres Hjelp var muligt at holde sig saa længe der, men vi have ovenfor seet, hvor lidet Sverre havde at rose sig af deres Hengivenhed, og hvor let det saaledes vilde have været for Baglerne, ganske at faa dem paa sit Parti. Anslaget, paastod man siden, var egentlig udgaaet fra Nikolas, der havde sat sig i Hovedet, at Byen skulde lægges aldeles øde, men opføres igjen et andet Sted paa Hørdeland, thi da, sagde han, fik man see, hvad Hjelp Sverre kunde have af Borgen. Den Betænkelighed, Baglerne kunde føle ved at en saadan almindelig Ildebrand ogsaa vilde fortære Kirkerne, overvandt han let ved at erklære alle Kirker i Byen besmittede og vanhelligede fordi de bansatte Birkebeiner havde været inde i dem^[5], saa at de nu ikke vare helligere end hvilket som helst Bordell. Natten efter Laurentsmesse (10de August) roede da Baglerne ind til Bryggerne med to Skuder fuldladede af Ved, og tændte Ild paa tre Steder, nemlig i et Huus inde ved Korskirken, i Finn Forstanders Gaard lige for Fiskebryggen, og i et Huus ved Mariekirken^[6]. De kastede Bryggerne af, saa at Bymændene ikke ad denne Vej kunde gjøre dem nogen Hinder^[7]. Birkebeinerne i og ved Borgen merkede intet, førend hele Byen stod i lys Lue, og da var det for seent at komme til Hjelp; de havde nu nok med at frelse Borgen ved vaade Sejl. Byen brandt nedenfor Strædet (Øvregaden) heelt fra Sandbro til Korskirken, og ovenfor Strædet ligeledes fra Sandbro, men ikke længer end til Nikolai Kirke, thi Ilden standsede her, heder det, da den hellige Rode (Crucifixet) blev baaren imod den fra St. Columbæ Kirke^[8]. Sunnivas Skriin blev baaret ud fra Domkirken til Sandbro, og sat ned der. At Ilden ikke gik længer paa den Kant, betragtedes som et øjensynligt Jertegn. Imidlertid laa Baglerne med sine Skuder ude paa Vaagen, og skøde paa dem, der forsøgte at slukke. Biskop Nikolas selv var den hele Tid ombord paa den ene af dem; det var ham, som foreskrev hvor man skulde sætte Ild paa, og hvor man siden skulde skyde for at hindre Slukningen. Dette gjorde ham yderst forhadt. Mange af Borgerne havde, i Forventning om den forestaaende Ødelæggelse, allerede før flyttet alt deres Gods, eller saameget de kunde, bort fra Byen, deels ud paa Landet, deels til Borgen, men ikke faa mistede dog alt hvad de ejede, saaat mangen En, der før havde fuldt op af alt, gik derfra som en fattig Mand, og dette kunde Bergensmændene heller aldrig glemme Nikolas, men viste sig fra den Tid af som Baglernes Fiender. Af Kirkerne brandt Mariekirken og fem andre^[9].

Den Ødelæggelse og Forvirring, Ildebranden medførte, har rimeligviis bidraget til, at der nu oftere føltes Mangel og Hungersnød i Borgen^[10], og uagtet det nu var forbundet med større Fare end før, maatte Besætningen oftere gjøre Strejftog for at skaffe sig det fornødne. Saaledes drog Sverre Natten før Mariemesse øvre (7 Sept)^[11] ud med 120 Mand, for at dække Inddrivningen af nogle store Kvægflokke, som hans tidligere udsendte Mænd havde samlet paa et af dem betegnet Sted. Men da Baglerne hørte, at Sverre var borte, gik de i Land et Stykke fra Byen, og bag om Fjeldet, ganske ubemerkede af Birkebeinerne, indtil de kom ned ved Olafskirke paa Bakke. Da skyndte Birkebeinerne sig imod dem, efterladende kun en ubetydelig Styrke af 30 Mand nede ved Holmen for at passe paa at ingen fiendtlig Skude lagde til Land der. Uden at stille sig i Fylking, gjorde de, som de før plejede, flokkeviis et Angreb paa Baglerne, som derimod havde fylket. De fik ogsaa virkelig Baglernes ene Fløj til at vige, men den anden sluttede efter, saa at Birkebeinerne bleve omringede, og da varede det ikke længe, førend de maatte søge sin Frelse ved at slaa sig igjennem og flygte til Borgen. I denne Kamp faldt mange af Birkebeinernes ypperste Mænd, nemlig Befalingsmanden selv, Sigurd Borgarklett, Bengeir lange, Finn færøiske, Thord Lokk, Bitry-Kaare, Einar Bjarnessøn, Eindride Peine, Philip Jarls Merkesmand^[12]; han var saa tapper, at han, haardt saaret og uden nogen Udsigt til at slippe bort, plantede Merket i Jorden, greb Sverdet med begge Hænder, og hugg til begge Sider, inden han faldt. Baglerne fulgte Birkebeinerne under den heftigste Kamp lige til Borgen. Endog lige i Porten fortsattes Striden. Baglerne havde grebet en af Birkebeinerne ved Fødderne, og vilde drage ham til sig; Birkebeinerne drog til den anden Side for at faa ham ind; ingen af Parterne vilde slippe, og Manden blev tilsidst slidt i to Stykker. Men medens denne Kamp stod paa, havde en anden Afdeling af Baglerne med nogle Skuder lagt ind til Holmen. Den svage Vagt var snart nedsablet, og Baglerne satte Ild paa alle de der oplagte Skibe. Da Sverre kom tilbage til Borgen, og faa og hørte al den Ulykke, der var skeet, blev han ilde tilmode, og paastod at hans Mænd maatte have været forsømmelige og skjødesløse. Men Baglerne glædede sig og triumferede, som man nok kan skjønne. De digtede Vers om Sejren, og skjønt Birkebeinerne forandrede dem til Smædevers over Baglerne^[13], kunde de dog ikke dermed gjøre ugjort, hvad der var skeet, eller skaffe de opbrændte Skibe tilbage. Ikke længe efter forlode begge Parter Bergen, vistnok fordi det efter et faa langvarigt Ophold paa et Sted var forbundet med altfor store Vanskeligheder at skaffe Levnetsmidler til den Mængde Folk, som her vare famlede. Saaledes endtes Bergens-Sommeren til liden Baade for Kong Sverre^[14].

1. Sverres Saga, Cap. 147, 148.
2. Sagaens Ord ere: reisa mikin höfuðstab ok steinkirkju, egentlig „rejse et stort Hoved-Sted og en Steenkirke.“ Men staðr i denne Forbindelse betegner netop „gejstlig Stiftelse“, Kirke med Domkapitel eller Kloster, og höfuðstaðr bliver saaledes „Hovedstift, Centralhelligdom,“ hvormed ej andet kan være meent, end at han tænkte paa at indrette en ny Kathedralkirke. Taleholmen (töluhólmr) kan ej være nogen anden end Christiansholm. Desto urimeligere er det, som flere have gjort, at oversætte höfuðstaðr med „Hovedstad,“ som om at det var Nikolas’s Hensigt, ude paa denne lille Holme at bygge en heel By. At Nikolas tænkte paa at indrette en ny Domkirke, kom vistnok især deraf, at Christkirken, som vi ville see, betragtedes som vanhelliget fordi Birkebeinerne, skjønt exkommunicerede, havde hørt Messe der.
3. Sverres Saga Cap. 148. Denne Kamp maa, efter Stedsangivelsen, have fundet Sted i Fløen, som dette Strøg ved Lungegaardsvandet nu kaldes.
4. Sverres Saga, Cap. 149.
5. I Sturlunga-Sagas Beretninger om Biskop Gudmund forekommer der flere Exempler paa, hvorledes Kirker betragtedes som vanhelligede ved bansatte Mænds Nærværelse eller Begravelse i dem, navlig II. 7, 8.
6. Da Korskirken ligger inderst ved Vaagsbunden, og Mariekirken derimod temmelig langt ude henimod Sandbro, er det aabenbart, at Finn Forstanders Huus maa have været beliggende omtrent midt derimellem, omtrent ved Nikolai Almenning (Smedesmuget), og at den ej, som man har antaget, var den nu saakaldte „Finnegaarden,“ der ligger ganske nær ved Bryggesporden, ikke langt fra Korskirken. Man skulde snarere formode at Finnegaarden, der omtales i Diplomer fra c. 1400 (se Dipl. Norv. I. 590) har faaet sit Navn efter Gaarden Finnin (Finn) paa Voss, ligesom „Jafjorden“ (nu urigtig kaldet „Jakobsfjorden)“ aabenbart efter Jafjorden i Nordhordland, og i Oslo „Skinheimrinn“ efter Gaarden „Skinheim“ (nu Skjenum) i Smaalenene. Der var flere Gaarde i Bergen i det 12te Aarhundrede, som vi ej kunne vente at gjenfinde i de nuværende Stuer, hvis Navne kun ere vedligeholdte fra den Tid, de Kontorske begyndte at have fast Tilhold der, og hvoraf neppe noget er ældre end Midten af det 13de Aarhundrede. Man søger saaledes forgjæves efter „Sigrid Sætas Gaard,“ Aura-Paals Gaard, Dagfinn Bondes Gaard“, o, fl. Fiskebryggen, som Eirspenill og Skaalholtsbogen kalder den, Fauskabryggen, efter Flatøbogen, og Føskabryggen, efter Texten i Fornm. S. VIII. S. 380, maa da have ligget nedenfor (gegnt d. e. ligefor) Finn Forstanders Gaard, ikke over paa Stranden.
7. I Sagaen staar ikke udtrykkeligt, at Baglerne selv kastede Bryggerne af, men Stedet maa dog upaatvivlelig forstaaes saaledes. Meningen er visselig ikke, at de overalt kastede dem af, thi dertil var ej Tid, men at de brøde dem af og gjorde dem ufarbare paa enkelte Steder, hvilket var tilstrækkeligt.
8. Rode (róða) kaldte vore Forfædre saavel som Anglerne et Billede af Christus paa Korset. Deraf endnu det engelske Hoty rood, saaledes Holyrood abbey, den hellige Rodes (Krucifixes) Kirke.
9. De fem Kirker, som brandt foruden Marie-Kirken, maa især være de, der laa i Strøget mellem Columba-Kirke og Sandbro, altsaa Katharina, Laurentii, Petri og Nikolai-Kirken; samt desforuden Korskirken ved Vaagsbunden.
10. At Baglerne havde „sveltet“ Birkebeinerne i Bergen, sagde Sverre selv udtrykkeligt. Aaret efter i Strindsø-Slaget (se nedenfor).
11. I Sagaen staar kun „lidt efter“ (Byens Brand), og „Marie-Messe Aftenen“ kunde saaledes for den Sags Skyld gjerne være 14de August, Dagen før „Mariemesse fyrre,“ (assumtio Mariæ, vor Frue dyre); men da Dagen i Baglernes Vers, der strax efter anføres, udtrykkeligt angives til en Mandag, kan der alene være Tale om Dagen før Mariemesse øvre (nativitas) thi denne Festdag, 8de Septbr., falder i 1198 paa en Tirsdag, altsaa Dagen forud paa en Mandag, medens derimod 14 August samme Aar falder paa en Fredag.
12. Einride Peine var, heder det, en Søn af Hallkell paa Lo (i Opdal?) og Broder til en Eystein Raadsmand (Klosterforvalter?), vistnok den samme, som nævnes blandt Høvdingerne fra Throndhjem ved Rigsmødet 1223 (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 83). Man skulde fristes til at tro at denne Eindride Peine var Oldefader til en Eindride Peine, der omtales ved 1316 (Dipl. Norv. II. 125) som en anseet Mand i eller ved Tunsberg.
13. Baglernes Vers lød omtrent saaledes:

    Mandag Fyrsten Sine mønstred;
    Mænd løb haardt, mod Fienden at baarde,
    Inges Hird saa man op at gange
    aarle Morgen til Sverres-Borgen.
    Mod dem rejste man Merker brede,
    Mange Stænger og kæmped længe;
    Baglerne stode i Brodde-Haglen,
    brændte Skuder, mens Fienden rendte.

    Birkebeinerne satte „Nidingen“ istedetfor „Fyrsten;“ Linjen „Inges Hird“ o. s. v. ombyttede de med „Tueskid,(d. e. Inge, se nedenfor) faa en Ulykke!“ og i Stedet for „Bagler stod“ o. s. v., „Bagler staa i Ban tilhobe.“ Af Baglernes Vers seer man, at de selv tillagde sig Baglernavnet, af Birkebeinernes, saavel som af hvad Thorstein Kugad nedenfor ytrer, at Sverre ogsaa paa sin Side maa have faaet de ham hengivne Gejstlige til at bansætte Baglerne.

14. Sverres Saga Cap. 145–151.