Det norske Folks Historie/4/58
Sigurd Jarlssøn havde nemlig ved Efterretningen om, at Sverre var dragen fra Bergen, strax begivet sig derhen fra Viken med en Deel Folk og Skibe, og fandt ved sin Ankomst ingen Modstand, da de Tropper, Sverre havde efterladt i Borgen under Sigurd Borgarklett, alene synes at have været tilstrækkelige til Borgens Forsvar, ikke til at maale sig med Baglerne i aaben Mark. Sigurd tog alle de kongelige Skibe, han der forefandt, og brændte flere af dem, hvoriblandt et, kaldet Sygnabranden. Derpaa skred han til at belejre Borgen, hvor Dronning Margrete og en Deel andre Fruentimmer ogsaa befandt sig, og hvor Aura-Paal nu i Forening med Sigurd Borgarklett førte Befalingen. Sigurd Jarlssøn lod nedrive nogle Birkebeinerne tilhørende Huse i Byen, og Tømmeret stable op udenfor Borgen fra den Side, hvor Vinden blæste, for siden at antænde det og derved sætte Ild paa Borgen. Ved at see disse Tilberedelser blev Dronningen og de øvrige Kvinder heel forfærdede, men Aura-Paal fandt paa det Raad, at slynge en brændende Tønde, fyldt med Næver, Spaan og Tjære, ned paa Tømmerstabelen, førend den endnu var færdig; derved kom den for tidligt i Brand, og Baglerne fik ikke slukket Ilden uden ved at rive altsammen fra hinanden. De begyndte imidlertid forfra igjen, og da bad Dronningen for Guds Skyld, at man heller vilde overgive Borgen, end udsætte sig for at blive indebrændte alle tilhobe. Det var dog langt fra, at de kjekke Forsvarere skulde have villet indlade sig paa et saa fejgt Skridt. Men da det var Dronningen selv, som opfordrede dertil, maa man holde gode Miner, skjønt det unegteligt maatte udøve en nedslaaende Virkning paa Besætningens Mod, og Aura-Paal udfandt derfor et meget simpelt Raad til, paa nemmeste Maade at befri sig for hendes og de øvrige Fruentimmers Klager. Han foreslog dem at begive sig ind i et Kammer over Porten, der tidligere havde været brugt som Fængsel, for der at vente, indtil fri Udgang blev dem tilstaaet, hvilket, som han sagde, meget snart vilde skee. De havde intet derimod at indvende, og glædede sig kun til den snarlige Udsigt til Befrielse. Men aldrig saa snart vare de komne ind, førend Paal lod Døren smelde igjen og sætte Bom for, saa at de vare indestængte, dog havde han forud sørget for at der var Levnetsmidler nok. Endnu en Gang lykkedes det Forsvarerne, ved et Paafund af Fehirden Asgaut at sætte Ild paa Baglernes Baal, førend det var blevet færdigt, og det møjsommeligt opstablede Tømmer brandt nu ganske ned for dem. Baglerne lode da for det første disse Antændelsesforsøg fare, og begave sig ned i Byen. Nu først gik Paal ind til Dronningen, og spurgte hende, hvad hun vilde give ham, om han kunde finde paa et Raad til at faa Baglerne bort. Hun svarede, at hun gjerne skulde give mange Penge dertil. Paal bad hende kun laane ham sit Segl, hvilket hun strax gjorde, og han lod nu i hendes Navn skrive et Brev til to Prester[1], hvori disse anmodedes om endelig at faa Baglerne til at blive til næste Dag i Byen, da man ventede Kongen, for at han ganske kunde gjøre det af med dem; han havde, hed det i Brevet, holdt et Slag med sine Fiender i Throndhjem, og sejret over dem, skjønt rigtignok med Tabet af Nikolas fra Vestnes, Salmund Systrung og mange andre brave Mænd. Brevet blev afsendt med en vikversk Dreng, der var noget kjendt med Baglerne. Han gav sig Mine af at ville snige sig hemmeligt forbi dem; de bleve strax opmerksomme derpaa, grebe ham, fandt Brevet, og bragte det til Sigurd Jarlssøn, uden at enten han eller nogen anden havde mindste Formodning om at det Hele kun var en Tilstilning for at føre dem bag Lyset. Da Sigurd læste Brevet, og saa, at Sverre snart vilde være der, lod han allerede den følgende Morgen blæse til Bortgang, og drog sydover med sin hele Styrke, efterat han dog først havde taget en stor Pengesum fra hine Prester, til hvilke Brevet var stilet, da han nemlig af dette maatte slutte, at de havde staaet i hemmelig Forbindelse med Birkebeinerne. Han gjorde dem vist Uret, men desto mere gottede vel Birkebeinerne sig over denne List[2]. Dagen efter kom virkelig Sverre tidligt om Morgenen, men det var ikke des mindre et stor Held, at Sigurd Jarlssøn havde ladet sig skræmme bort, thi Baglernes Hovedstyrke under Hallvard af Saastad var, som vi have seet, lige i Hælene paa Kongen, og hvis den havde forenet sig med Sigurds Tropper, vilde Sverre sikkert være bleven overvældet. Allerede saaledes som Sagen stod, var det slemt nok. Sverre gav sig kun Tid til at gaa op til Borgen og befale Sigurd Borgarklett at kræve Folkehjelp af Bymændene, da denne Hjelp nok kunde behøves, naar han næste Gang kom til Byen. Derpaa gik han atter ombord, og fortsatte Sejladsen heelt til Siggevaag[3], hvor han lagde bi. Længer ud paa Dagen kom Hallvard med Baglernes Flaade til Byen; men da de hørte at Sverre ikke var der, droge ogsaa de videre, for at opsøge ham. Sverre saa deres Sejl, og lod strax sine Skibe lægge sig saaledes, at de ej kunde sees fra Leden. Baglerne sejlede da forbi, uden at opdage dem, og saa snart de vare borte, vendte Sverre atter tilbage til Byen. Han spurgte nu Sigurd Borgarklett, hvad Hjelp han havde faaet af Borgerne, men Sigurd maatte beklage, at de ej bryde sig om hans Anmodning, og ikke ytrede nogen Lyst til at værne om deres Konges Ære. Da lod Kongen tilstevne Thing i Byen, og talte saaledes: „I Bergensmænd vise eder fremdeles som mine Uvenner; her fra Egnen udspringer al Ufred mod mig[4], og saaledes har det altid været, siden jeg tog ved Riget: idelig have I ligget i aabenbar Fiendskab mod mig. Det kunde enda undskyldes, saalænge Magnus og Erling levede; men nu, efter deres Død, er det ikke andet end Oprør og ond Vilje at hjelpe Røvere og Vikinger mod eders retmæssige Konge, og saaledes svække hans Magt. Det vil da rimeligviis ogsaa gaa eder som for, at jo mere I suge at haane mig, desto verre vil det bekomme eder. Herved forkynder jeg eder, at hvis I ej samtykke i, hvad jeg forlanger af eder, skulle I straffes paa Gods og Lemmer, ja maaskee og paa Livet.“ Hertil svarede Finn, Borgernes Formand, med en heel Deel Indvendinger og Udflugter; men det hjalp alt sammen ikke. Bymændene maatte tilsidst føie sig efter Kongen, og skaffe ham 120 Mand, deels Bønder, deels Kjøbmænd. Da Sverre havde faaet denne Forsterkning, lagde han med 30 Skuder fra Byen, og sejlede syd til Salbsine[5], da han uden Tvivl havde faaet Nys om at Baglerne, efter at have sejlet forbi ham et Stykke, merkede deres Fejltagelse, og nu vare paa Tilbagevejen for at lede efter ham. Fra Salbirne saa han dem komme søndenfra, og roede strax imod dem, førend de ventede ham, idet han holdt sig til Luvart, for at kunne komme dem nærmere eller fjernere efter Behag. Det kom til en uafgjørende Skudkamp, thi endnu vare Baglernes Skibe for høje til at Birkebeinerne kunde udrette noget imod dem. De lagde nok saa kjekt til under dem, og fik Baglernes Stavnljaaer stødte bort, men paa Sejr var der ej at tænke. De lagde derfor fra igjen, og skyndte sig tilbage til Byen, hvor de kom ved Solopgangstid, og satte Skibene op lige under Borgen paa Nordsiden. Samme Dag ved Middagstid kom Baglerne til Byen, og vilde gjøre Landgang, men hindredes deri af Birkebeinerne, som Kongen lod lejre sig i Telte rundt om Borgen. Baglerne laa nogle Dage ude ved Nordnes, og droge siden til Sogn for at samle Proviant. Her fangede de en af Sverres Sysselmænd, ved Navn Jon Trin, som tog Tjeneste hos dem. Foruden ham var der nu flere Birkebeiner, som gik over til Baglerne. Efter en Uges Forløb kom Baglerne tilbage til Bergen, og lagde til ved Nordnes nedenfor Munkeliv Kloster; her gik de i Land uden at frygte Birkebeinerne, som de nu meente at have ganske i sin Magt. Af og til holdt de Smaafegtninger med dem, og de stode paa hinanden gjensidigt, uden at det dog kom til nogen alvorlig Kamp. Birkebeinerne beherskede fra Borgen af den egentlige By, hvor de ofte vare nede, deels for at besøge sine Koner, deels for at skaffe sig noget at drikke, og ved slige Lejligheder skøde de da ofte, dækkede af Huusveggene, paa Baglerne, som derfor ikke torde vove sig ind til Byen. Baglerne derimod holdt Nordnes besat, og stillede sig stundom i Fylking paa Jonsvoldene, raabende til Birkebeinerne og udæskende dem til Kamp; naar disse da, som sædvanligt, ikke modtoge Udfordringen, opløste de Fylkingen og anstillede allehaande Lege, for derved at give tilkjende, hvor lidet de frygtede Birkebeinerne. Baglerne vare nu ogsaa meget talrige og vel udrustede baade med Klæder og Vaaben. Saaledes gik den hele Sommer hen, idet begge Hære holdt til paa hver sin Side af Vaagen, under hyppige Fegtninger, hvoraf enkelte nedenfor skulle beskrives. Baglernes Hær forøgedes, som man erfarer, baade med Biskop Nikolas’s, med Reidar Sendemands og med Sigurd Jarlssøns Afdelinger: det maa saaledes tilsidst næsten have været deres hele Styrke, der laa i Bergen. Derhos udskreve de Leding og Folk fra Søndhordeland og Hardanger. Denne merkelige Sommer kaldte man siden Bergens-Sommeren[6].
- ↑ Disse Prester føre de forunderlige Navne Ante og Jordan Skinnpeta. De kunne efter Navnene at dømme, neppe have været indfødde Nordmænd.
- ↑ I Brevet selv ytredes der, at de heldede noget til Baglernes Side.
- ↑ Siggevaag, paa Østsiden af Bøml-Øen, har sit Navn af Fjeldet Siggen.
- ↑ Dette var dog for meget sagt, thi Oprørets egentlige Hjem og stadige Udgansssted var dog Viken. Men Sverre var nu vred, og tog ikke Udtrykkene saa nøje.
- ↑ Salbirne kaldes nu Selbø eller Selbjørn, en ikke ubetydelig Ø mellem Stolmen og Hofteren. Sandsynligviis laa Sverre i Bekkervaag, den almindelige Havn.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 146, 150.