Det norske Folks Historie/4/60

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 325-329).

Sverre efterlod en Besætning i Borgen, og tiltraadte derpaa Toget til Lands, da han nu ingen Skibe havde. Han drog, sandsynligviis over Borgarskardet, til Voss, og derpaa, for anden Gang i sin æventyrlige Livsbane, over Raudafjeld eller Raudeggen, hvor han vistnok ogsaa nu havde mange Vanskeligheder at kæmpe med, men dog ej, som forrige Gang, tog Fejl af Vejen oppe paa Fjeldet. Han kom uden noget videre Uheld ned til Aurlandsfjorden, hvor han lod sit Mandskab, af hvilket en Deel endnu var saaret, udhvile sig i nogle Dage. Derfra fortsatte han Toget, som det heder. „hele Vejen“ – altsaa vel til Lands gjennem Valdres, Gudbrandsdalen, Opdal og Orkedalen, – til Throndhjem, hvor han blev modtagen med aabne Arme, men tillige med den bedrøvelige Tidende, at en Trop Bagler havde været der, og dræbt en svensk Herre, Karl Sverkessøn, der nys havde egtet hans Datter Ingebjørg^[1]. Karl, som opholdt sig i Byen, havde faaet Nys om at Baglerne vare i Vente, og havde endnu samme Aften begivet sig syd over Broen og op til Gaarden Borg, men Baglerne, der kom om Natten, havde dog faaet at vide, hvor han var, og dræbt ham med hele hans Følge. Anførerne for denne Baglertrop, der kom paa tre Skuder, vare Kinad Thoressøn, en Stifsøn af Magnus Erlingssøn^[2], Erik Thrøndske, og Overløberen Thorstein Kugad. De havde siden holdt Thing ude paa Sten, hvor Thorstein havde berettet vidt og bredt om hvad der var forefaldet i Bergen om Sommeren, og hvorledes Sverre i den sidste Fegtning under Borgen havde mistet baade Folk og Skibe, saa han neppe ejede en Baad, og derfor nu maatte tage Landevejen til Throndhjem, hvorfor det vist vilde vare længe, inden man saa noget til ham; Baglerne derimod vare Herrer saavel over Skibene, som meget andet, der forhen havde tilhørt Kongen. „Birkebeinerne,“ sagde han, „pralede før af at hver enkelt af dem mageligt kunde opveje tre Bagler; men i Sommer har Piben faaet en anden Lyd, thi nu have vi ikke stort færre Birkebeiner i vor Hær, end de selv have tilbage. Af dem kunne I ej længer vente nogen Hjelp, thi nu befinde de sig nok saa vel hos os, og have faaet Øjnene op for alt det Bedrageri, hvormed Sverre Prest saa længe har faret.“ Imidlertid vovede dog ikke Baglertroppen, hvor meget den end pralede, at oppebie Sverre, men skyndte sig ud af Fjorden, førend han kom. Og Thorstein Kugad, der nys havde ført saa store Ord mod Sverre, og hoveret over at saa mange Birkebeiner havde gaaet over til Baglernes Parti, var selv en af de første blandt disse til at angre sit Frafald og søge Lejlighed til atter at forene sig med sine gamle Venner. Da de Skuder, hvoraf han styrede den ene, kom ud af Fjorden til Stor-Fosen, mødte de Baglernes Hovedstyrke, som kom søndenfra Bergen, og underrettede dem om, at Sverre allerede var kommen til Throndhjem. Hine torde derfor ikke vove sig ind i Fjorden men bleve for det første liggende ved Fosen, indtil de begyndte at lide Mangel paa Proviant, saasom de vare meget talrige. De fordeelte sig derfor i de forskjellige Bygder, lige ned til Borgund paa Søndmøre, og oppebare overalt Leding og alle kongelige Rettigheder, medens de dog ogsaa plyndrede hist og her, og begik mange Uordener. De kom endog lige til Haalogaland, hvor de lagde ind i hver eneste Fjord og øvede megen Vold, men samlede tillige betydeligt Bytte, og fik derhos Fylkets bedste Mænd i Følge med sig, navnlig Thore Eindridessøn Knapp, Guthorm i Mjola^[3] og hans Broder Brynjulf, Halldor i Hjørleifsvik med Sønner, Ivar Nev, Gregorius Kik^[4], Erling i Thjøtta, Gunzelin Prest, og Bjarne Mardssøn, der paa denne Tid vel allerede var gift med Ragna Erlingsdatter i Bjarkø, og derved saa at sige selvskreven til at slutte sig til Baglernes Parti^[5]. Imidlertid benyttede mange af dem, der i Løbet al Sommeren havde sluttet lig til Baglerne, men havde hjemme i det Throndhjemske. Lejligheden til at slippe fra dem; og af disse var, som nys nævnt, Thorstein Kugad en af de første. Da han paa et af Strejftogene langs Nordmøres Kyster kom forbi Indløbet til Hevnefjorden, styrede han med Flid sit Skib paa et Skjær, saa at det forliste, dog saaledes at han og Folkene reddede sig i Land. Han passede her sit Snit til at løbe fra dem om Natten selv tredje, og kom over Fjeldet ned i Orkedalen, hvorfra han begav sig til sin Gaard Gudreksstad paa Bynæsset, og opholdt sig her en Tid i al Hemmelighed. Derpaa sendte han Bud ind til Byen til Lagmanden Gunnar Grjonbak, og bad ham indlægge Forbøn for ham hos Kongen. Gunnar indledede Sagen ved en passende Lejlighed, idet han beklagede at en saa dygtig Mand som Thorstein Kugad skulde være i Baglernes Flok, og ytrede det ønskelige i at kunne faa lokket ham tilbage. „Thorstein erindrer vist ikke længer nu at han har været vor Ven,“ sagde Kongen. „og hans Tab er os ej mere nogen Skade.“ „Men,“ sagde Gunnar, „hvis vi nu virkelig kunde faa lokket ham over til os, kan jeg da være vis paa at I, Herre, vil skjænke ham Grid:’“ „Hvad betyder dette, Gunnar,“ sagde Kongen og lo; „er Thorstein under din Beskyttelse? Grid skal han gjerne faa af mig, men jeg tør ikke svare for, hvorledes det vil gaa ham, hvis han møder Birkebeinerne ude paa Gaden.“ Gunnar sendte desuagtet Bud til Thorstein at han skulde komme til Byen. Thorstein kom ganske hemmeligt, og begav sig med Gunnar til Kongen, som just var tilstede paa et Møde. Thorstein havde en sid Hat paa Hovedet, saa at ingen kjendte ham, førend han kom lige foran Kongen. Da kastede han Hat og Kappe af, styrtede sig ned paa Gulvet som om han havde faaet Dødsbugget, omfavnede Kongens Knæ og kyssede dem, idet han sagde: „lyksalig er jeg, min Herre, over at jeg nu er eder saa nær, at jeg kan røre ved eder, og at jeg er sluppen fra disse Djævels Mennesker, Baglerne, der ere bansatte, og det efter Fortjeneste, saasom de ere Ransmænd og Ildgjerningsmænd og ingen Høvdinger; de ville øve Fiendskab mod den bedste Mand i Verden, nemlig eder, Herre, der er kronet Konge, og som alle burde bøje sig for, hvis de handlede Ret. Kjære Herre, modtag mig, nu og lad mig aldrig skilles fra dig! jeg begriber ikke hvorledes den onde Kjetterbiskop kunde gjøre mig saa ør og blind, at jeg ikke skulde skjønne med hvilken Falskhed disse Forrædere, disse Meenedere fare; hvorledes kunde jeg vente at slige onde Bedragere skulde kunne være mig gode, naar de have sveget sin retmæssige Konge?“ De tilstedeværende Birkebeiner faldt ham ofte i Talen, og han maatte høre mange haarde Ord, som „at ingen var større Forræder end han selv“ og „at han burde føres ud paa Øren og hænges“. Men Kongen bad ham staa op, gav ham Grid, og sagde at han skulde fortælle dem om Baglernes Skikke og Sædvaner. „Lyksalig er jeg, at jeg atter saa dine Øjne,“ svarede Thorstein, „aldrig mere skal jeg svigte i min Troskab: om Baglerne kan jeg fortælle mangt og meget, naar I ønske det, og det meste ufagert.“ Nu maatte da ogsaa de øvrige Birkebeiner finde sig i at taale Thorstein imellem sig, og Kongen lod ham ofte paa Thing og Hirdstevne fortælle om Baglerne. Disse Fortællinger indeholdt vist mange Overdrivelser, men de forfejlede dog neppe sin Virkning paa de menige Krigere, og dette havde Sverre sikkert beregnet^[6]. Thorstein omtales ikke oftere, og det lader til, at han nu virkelig er bleven Sverre tro, thi siden efter finde vi hans Søn, Baard Varg paa Gudreksstad, som en af Skule Jarls Lendermænd^[7].

1. I de fleste Haandskrifter af Sverres Saga staar der, at Karl var en Søn af Kong Sverke i Sverige. Men i saa Fald kan man vanskeligt antage ham for en Søn af den.da regjerende Konge, Sverke II, men snarere for en Søn af den i 1155 dræbte Sverke I, thi deels er det noget besynderligt, at Sverke II. allerede nu skulde have indladt sig i en saa nøje Forbindelse med Sverre, deels synes det som om han i 1198 ej engang kunde have haft en voxen og gift Søn. Sverkes Fader Karl blev nemlig ikke gift med hans Moder Christine Stigsdatter, førend i 1163, noget efter Kong Knut den 6tes Fødsel, da nemlig den svenske Jarl Guthorm stod Fadder til denne, medens han opholdt sig i Danmark for at hente Christine til Sverige (Saxo S. 786). Sverke kan altsaa neppe være fød førend i 1164 (han blev og, som det heder, efter Faderens Ord baaren i „Kilting“ til Danmark); i 1198 var han saaledes i det aller højeste kun 34 Aar. Nei kunde det vel til Nød være muligt, at han, selv 17 Aar gammel, egtede Sverres Datter, men sandsynligt er det visselig ikke, at Karl i saa ung Alder skulde have indgaaet Egteskab. Man maa her visselig som hans Fader tænke sig en anden fornem svensk Herre af Navnet Sverke, og ingen bliver da rimeligere at tænke paa end Sverke I, der kan have haft denne (naturlige) Søn strax for sin Død.
2. Han kaldes Kinad Eldridssøn, og var en Søn af Eldrid, Magnus’s Dronning, i hendes tidligere Egteskab med Thore Skindfeld, se ovenfor S. 185.
3. Mjola er det nuværende Melø.
4. Gregorius Kik blev længe efter gift med Sverres Datter Cecilia, se Fagrskinna Cap. 215.
5. Se ovenfor S. 152. Muligt, at Bjarne tidligere havde staaet paa Sverres Parti, og at han var en af dem, hvem Sverre efter Magnus’s Fald „skaffede gode Giftermaal“, men at han af sin Hustru siden blev omstemt til Bedste for Baglerne.
6. Sverres Saga, Cap. 153.
7. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 198, 239.