Det norske Folks Historie/4/44

Fra Wikikilden

som paa Grund af sit Forhold i Striden mellem Kejseren og den saxiske Hertug Henrik Love havde maattet flygte til England. Valdemar forbandt sig tillige med den saxiske Hertug Bernhard, Markgrev Otto af Brandenburg. Grev Adolf af Holsten og Grev Bernhard af Ratzeburg; og hvad enten han nu frugtede Knut, eller fandt det nødvendigt, i egen Person at skaffe sig endnu flere Forbundne, begav han sig med eet, og ganske uventet, til Norge, hvor han paa mødrene Side skal have havt Frænder[1], og hvor han nu sandsynligviis fandt en ligesaa venlig Modtagelse hos Sverre, som dennes Fiender for havde fundet i Danmark. Af hvad der senere paafulgte, erfarer man, at Valdemar samlede en Flaade i Norge, og da man vanskeligt kan antage, at dette kunde skee uden Sverres Medvirkning eller idet mindste Tilladelse, bliver det højst sandsynligt, hvad og en tydsk Forfatter[2] fortæller, at Sverre selv stod Valdemar bi. Det har saaledes lykkets denne at drage Sverre ind i Forbundet mod Kong Knut og Hertug Valdemar. Sverre havde just nu et kort Pusterum, hvori han var fri for udvortes og indvortes Krige og kunde saaledes bruge sine Folk og Skibe udenfor Landet. Og efter alt det Uvenskab, der vistes ham fra Danmark, især af Erkebiskop Absalon, der, saa længe han levede, kunde betragtes som den egentlige Leder af Danmarks Politik, og i den heftige Strid, som nu var opstaaet mellem Sverre og Gejstligheden, lagde hele sin Indflydelse i Vegtskaalen for at bevirke Sverres Nederlag og Undergang, er det ikke at undres over, at ogsaa Sverre nu greb den Lejlighed til at ydmyge den danske Konge og Regjering, som et Forbund med hine mægtige Fiender syntes at ville aabne ham. Valdemar skal og have besøgt den svenske Kong Knut, Sverres Svoger[3], og ligeledes faaet ham inddragen i Forbundet. Med en Flaade af ikke færre end 35 Langskibe, enten fra Norge alene, eller baade fra Sverige og Norge, vendte Valdemar det følgende Aar (1193) tilbage til Sønderjylland, og antog Titelen af Danmarks Konge, paa samme Tid som Grev Adolf af Holsten gik over Eideren med en stor Hær og herjede Landet lige til Slesvig. Men Valdemar lod sig af saakaldte Venner forlede til at aabne Underhandlinger og søge en personlig Sammenkomst med Kongen paa Braalund Slot ved Aabenraa. Her blev han, uagtet han rimeligviis havde faaet Lejde[4], greben af Hertug Valdemar (8de Juli eller 2den August), og bragt til Nordborg Slot paa Als, hvor han blev holdt i haardt Fangenskab i fem Aar, og derfra bragt paa Sjøborg paa Sjæland, hvor han hensad i ni Aar, saa at det altsaa for det første var forbi med hans Tronprætendentskab. De norske Krigere, der havde fulgt Valdemar, og nu, da han var tagen til Fange, ikke havde mere i Danmark at bestille, vendte rimeligviis strax tilbage[5], om de ikke allerede vare vendte tilbage for, da Efterretningen om Øyeskeggernes Ankomst til Viken, hvorom der strax nedenfor skal berettes, snart maa være kommen til deres Kundskab. Ogsaa Grev Adolf vendte, efter at have modtaget det overraskende Budskab om Valdemars Fængsling, tilbage til Holsten, og kaldte Markgreven af Brandenburg til Hjelp, da det hed at Kong Knut vilde hevne den lidte Skade ved et Indfald i hans Lande. Da Knut ikke strax viste sig, drog Markgreven hjem igjen, men kort efterkom Knut, og Adolf bad nu om Fred, som han fik imod at betale 1400 Mkr. Penninge[6]. Saaledes kom der intet ud af det hele Anslag, som Valdemar med saa megen Iver havde søgt at bringe i Udførelse. I Stedet for at blive ydmyget, eller endog stødt fra Tronen, frelste Kong Knut sig sejerrig, og med usvækket, ja endog forøget Magt, ud af den truende Fare. Hvis Udrustningen fra Norge skede ved Sverres egen Foranstaltning, da var dette det første og sidste Forsøg, han, idet mindste aabenlyst, gjorde paa at blande sig i Danmarks Anliggender.

  1. Dette nævnes udtrykkeligt hos Cypræus, Ann. episc. Sleswic. p. 208, uden at man dog nu kan paavise, hvilke disse „mægtige Mødrenefrænder“ have været. Af Pave Innocentius III’s Brev (II. 335), sees det, at Valdemar var fød i dobbelt Egteskabsbrud, følgelig at hans Moder ej var Knut Magnussøns retmæssige Hustru, den svenske Kong Sverkes Datter. Her kan man heller ikke, med Suhm, gjette paa Dronning Ingerids Børn i Norge, thi disse vare Sverres mest afsagte Frender, fornemmelig Nikolas Arnessøn, der just nu paa denne Tid begyndte at gjøre allehaande Stemplinger imod ham.
  2. Arnold af Lübeck IV. 16.
  3. Ryklosters Annaler (Langebek I. S. 164) angiver udtrykkeligt, at Valdemar 1192 begav sig til Norge, hvorfra han vendte tilbage med 35 Langskibe. Ogsaa de isl. Annaler berette, at han 1192 flygtede fra Danmark, uden dog at tilføje „til Norge.“ I de esromske Annaler staar at han flygtede til Regem Sveciæ. Dette kunde maaskee være Skrivfejl i Stedet for „Regem Sverum“ (Kong Sverre); men da Arnold af Lübeck l. c. udtrykkeligt nævner baade den norske og den svenske Konge som dem, der ydede ham Hjelp, og Knut desuden var Sverres Svoger, bliver det højst sandsynligt, at den urolige Mand ogsaa opsøgte ham; ja maaskee at han endog opholdt sig den længste Tid af sin Fraværelse fra Hjemmet i Sverige, eller i alle Fald paa Grændsen, deels i Kongehelle, deels i Ljodhuus eller i den Elven nærmest liggende Deel af Vestergøtland, og at hans Flaade udrustedes i Elven. Beretningerne om alt dette i de ældre Annaler ere saa korte og mangelagtige, at man maa slutte sig til meget; de vidløftigere Beretninger, meddeelte i Anmerkningen til Udg. af Arnold af Lübeck S. 411, grunde sig paa senere Optegnelser og ere derfor mindre paalidelige.
  4. Cypræus (l. c.) siger udtrykkeligt, at Valdemar havde bortsendt sine Hjelpetropper.
  5. Cranz (Dania VII. 7) og Cypræus sige udtrykkeligt, at Valdemar havde faaet Lejde, og der vilde ogsaa have været alt for uforsigtigt af ham, under de daværende Omstændigheder at søge Kongen uden Lejde.
  6. Arnold af Lübeck l. c.