Det norske Folks Historie/4/43

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Paa denne Tid tabte Sverre endnu en anden af sine paalideligste Veteraner, nemlig Ulf af Lauvnes, dog ikke ved Døden, men ved hans Udfart paa et Korstog, hvorfra han ej synes at være vendt tilbage. Dette Tog, der egentlig kunde siges at danne en Underafdeling, for Nordens Vedkommende, af det store Hovedkorstog i Anledning af Jerusalems Erobring ved de Vantroende 1187, udgik vel nærmest fra Danmark, men da Ulf og flere Nordmænd toge en væsentlig Deel deri, ja hiin endog blev dets egentlige Anfører, og Vejen desuden lagdes om Norge, maa del ogsaa for Norges Vedkommende omtales, saa meget mere som Beskrivelsen derover synes at være forfattet af en Nordmand eller Islænding[1], og kaster Lys paa Forholdene i Landet. Allerede strax efter Modtagelsen af Budskabet om Jerusalems Erobring havde Pave Gregorius den 8de udstedt et Opraab til alle christne Fyrster og Folk om at tage Korset til den hellige Stats Frelse, og ved Legater sendt den omkring i de europæiske Lande. Til Kong Knut i Danmark kom de pavelige Legater med Skrivelsen, just som han ved Juletid[2] holdt et Rigsmøde i Odense, hvor, som det synes, hverken Kongen eller nogen af de Tilstedeværende endnu vidste det mindste om den sørgelige Begivenhed, og derfor bleve desto mere skrækslagne og bedrøvede ved at erfare den. Æsbern Snare traadte strax frem, mindede om Danernes fordums Stordaad i fremmede Lande, og opfordrede de Tilstedeværende til at lade al smaalig indbyrdes Tvist fare og føre Vaaben i en større og ædlere Kamp. Hans Tale virkede, thi efter Rigsmødet traadte femten af de fornemste Mænd sammen, for nærmere at overlægge, hvorledes Sagen skulde bringes i Gang, og de bleve enige om, for det første, ved almindelige Opraab, saavel i som udenfor Kirkerne, at faa den store Mængdes Iver opflammet for dette Anliggende, dernæst at Toget, hvis det blev af, maatte skee til Søs, og at man derfor maatte udruste en Deel Snekker, skikkede til en længere Fart. Nogle Danske, Gøter, Nordmænd og andre Nordboer[3] vare saa ivrige i at efterkomme Opraabet, der sandsynligviis ogsaa strax blev forkyndt i det øvrige Norden, at de endnu i 1188 kom afsted, begave sig til Frisland, og fortsatte Rejsen i Forening med en frisisk Flaade, til hvilken der siden ogsaa slog sig flamske og engelske Skibe; de udrettede paa Vejen store Bedrifter i Portugal mod de Vantroende, navnlig hjalp de Kong Sancho at indtage Silves i Algarve, og kom i Løbet af det følgende Aar til Palæstina, hvor de deeltoge i Belejringen af Acre. Men hine bleve derimod ikke færdige med deres Udrustninger, førend i 1191, og skjønt de alle femten indbyrdes ved Ed havde forbundet sig til at gjøre Toget sammen, var det dog, da det kom til Stykket, kun fem, der bleve deres Løfter troe, hvoriblandt Aage, Søn af Stig Hvide[4], Alexander, en Systersøn af Erkebiskop Absalon, og den forhen omtalte Sven Thorkilssøn, Simon Kaaressøns Ven og Hjelper. De udrustede fire Skibe, af hvilke Aage og Alexander vare sammen om eet, de øvrige tre havde hver sit. Men imidlertid havde Ulf af Lauvnes med 200 Nordmænd taget Korset, og forbundet sig til at gjøre Følge med dem, hvilket de danske Høvdinger, som man kan see, ansaa for en stor Fordeel, paa Grund af Ulfs Krigserfarenhed, Dygtighed i Sømandskab og Kjendskab til Farvandene. Det er allerede forhen nævnt, at Ulf rimeligviis har været Befalingsmand i Ranafylke; her, ved den danske Grændse, kunde ogsaa det almindelige Opraab i Danmark lettest naa ham; det er endog ikke usandsynligt, at de pavelige Udsendinger selv have været i Kongehelle og prædiket Korstog. Merkeligt er det dog, og vidner om stor Iver for den hellige Sag, at Ulf, den gamle ivrige Birkebein, kunde overvinde alt Nag mod Heklungernes og Varbelgernes Venner, de danske Høvdinger, ja endog gjøre fælles Sag med Sven Thorkilsson selv, der næsten kunde ansees som Varbelgerflokkens Stifter. Men Æsbern Snares velmeente Ord, at indbyrdes Fejder nu maatte tilsidesattes for det store Foretagende, blev i det mindste her ærligt og oprigtigt fulgt, og Religionens hellige Sag gjorde dem til Venner og Staldbrødre, som hidtil havde været bitre Fiender. De danske Skibe samlede sig ved Hals i Jylland, hvorfra de sejlede forbi Lesø, og efter en haard Storm kom ind til Eykerøerne ved Indløbet til Gøta-Elven. Imidlertid havde Ulf tilligemed de norske Korsfarere allerede ligget længe i Kongehelle[5] og ventet paa dem. Han blev derfor saare glad ved at erfare deres Ankomst til Skjærgaarden, begav sig strax ned til dem, bød dem velkommen, og tog dem med sig i Land, med stor Venlighed og Høflighed, „ikke som ubekjendte Fremmede, men som Landsmænd og Deeltagere i det samme Foretagende, og hædrede dem ved Gaver og allehaande Tjenester.“ Dagen efter kom han fuldt udrustet og rejsefærdig ned, for nu at blive med som Ledsager og Anfører. Af de Mænd, der vare i hans Følge, fordeelte han de med Farvandene og Skjærene mest bekjendte ombord paa de danske Skibe for at lodse dem langs Norges Kyster. Med gunstig Vind sejlede man nu over Folden, og styrede mod Tunsberg. Paa denne Sejlads stødte et af de danske Skibe mod et Skjær, saa at det nær havde forliist og kun ved store Anstrengelser kom af. Ulf blev overmaade forbitret paa den, han havde sat til Lods, og vilde have ladet ham hænge eller lemleste, men de Danske bade for ham, saa at han slap. De kom heldigt til Tunsberg, hvor nogle lagde til Bryggen, andre, som helst ønskede al undgaa Trængselen af de mange Skibe i Havnen, lagde sig længer ude[6]. De besluttede her at eftersee og istandsætte Skibene, og da de derved vilde komme til at opholde sig længere Tid i Byen, fandt de det bedst at sende nogle af deres egen Midte, ledsagede af Ulf, til Kong Sverre, der paa den Tid just var i Oslo[7], for at gjøre ham deres Opvartning, og underrette ham om deres Erende, paa det at han ej skulde mistænke dem for svigfulde Hensigter, hvortil der efter de sidste Begivenheder visselig var al mulig Anledning. Sverre tog særdeles venligt imod Udsendingerne, bad dem forsikre deres Kamerater om sin Velvilje, og ønskede dem al Lukke paa Toget. Da Skibene endelig vare istandsatte, og en Deel nødvendige Indkjøb gjorte, fortsatte de Rejsen, fremdeles under Ulfs Anførsel. Ved deres Afrejse fra Byen stimlede hele Mængden ned til Bryggerne, ønskede dem alt muligt Held, og alle gode Engles Beskyttelse. Da de, efterat have havt temmeligt haardt Vejr, kom til Seløerne (strax vestenfor Lindesnes), kastede de Anker, for at udhvile sig efter den havte Møje, og overlagde tillige, om de her skulde oppebie gunstigere Vind, for at drage videre, eller om de først skulde gaa til Bergen. Til dette raadede Ulf, deels fordi det, som han sagde, var nyttigt at høre Kong Sverres erfarne Raad, og han ventedes just til Bergen, deels ogsaa fordi han selv havde flere Staldbrødre der, og nødig vilde forlade sin Herre som en Flygtning eller uden at have sagt ham Farvel. Ulfs Mening bifaldtes, de styrede nord over, og kom uden Hindring til Bergen, hvor de lagde til ved Bryggen, og hvor, efter Landets Skik, „raske Folk strax kom til med Touge, droge Skibene til et bekvemt Bryggeleje, og fortøjede dem i al Hast med megen Færdighed[8].“ Kongen var endnu ikke ankommen til Byen, og de maatte vente i længere Tid paa halv. Dette havde nær givet Anledning til en Fornyelse af de samme Scener, som for faa Aar siden havde fundet Sted. Sverres Advarsler og Trusler ved den Lejlighed havde nemlig ikke frugtet stort: Fylderiet herskede endnu lige saavel som før, og Havnen var opfyldt af Skibe fra de fleste Lande i Europa, navnlig tydske, hvis tidligere Bortviisning altsaa, som det ovenfor ytredes, ej kan have havt synderligt at betyde. Det var uundgaaeligt, at ved en saadan Forsamling af alskens fremmede Søfolk, der vistnok alle efter Evne deeltoge i Svirelagene, maatte hyppige Uordner forefalde. De danske Korsfareres Mandskab kunde heller ikke modstaa Fristelsen. En Nat, da nogle af dem, efter et saadant Drikkelag, sværmede berusede om paa Gaden, mødte de en fornem Kone, og tillode sig Uartigheder mod hende; hendes Ledsagere kom hende til Forsvar, dette gav Anledning til Trætte og Slagsmaal, der greb videre om sig, indtil, som det siges, hele Byen omsider greb til Vaaben. Da kom en Deel anseede Mænd, saavel danske som norske, til, fik de Stridende adskilte og hindrede Blodsudgydelse; de, der ved deres usømmelige Opførsel havde fremkaldt Slagsmaalet, maatte bøde, og til Forebyggelse af lignende Ubehageligheder besluttede de danske Høvdinger heller at forlade Byen, og lagde sig for det første ilde i Florevaag, idet de kun ventede paa Ulf, der blev tilbage i Byen for at oppebie Kongen, heel utaalmodig over at den bedste Tid af Aaret saaledes gik tabt. Kort efter indtraf imidlertid Sverre, da man mindst ventede det – saaledes var hans Viis – og lagde sig med sine Skibe ganske i Nærheden af de danske, skjønt just ikke i samme Havn, maaskee ved Kleppestød. Allerede Natten efter sin Ankomst roede han i en liden Baad, hvori der foruden ham kun var to andre, ganske sagte hen til de danske Skibe, for nærmere at betragte dem, og med egne Øjne at udspejde hvad der kunde være af Vigtighed at iagttage. Dette var maaskee kun en Ytring af hans sædvanlige Forsigtighed og Lyst til, personlig at undersøge alt, hvad der foregik i hans Nærhed, men han havde her en særskilt Opfordring til at være paa sin Post; det kunde nemlig neppe andet end forekomme ham paafaldende at see de danske Herrer, med hvis Udsendinger han havde taget Afsked i Oslo, nu liggende ved Bergen, der var saa langt ude af deres Vej, og da dette var saa kort efter Varbelger-Oprøret, og dertil Sven Thorkilssøn, Varbelgernes forrige Hjelper, selv var en af Anførerne, ej at tale om det Venskab, Erkebiskop Absalon viste den mod Sverre fiendtligt sindede Erkebiskop Erik, hvorom nedenfor: maatte man saaledes visselig have al Grund til at frygte for, at det foregivne Korstog kun var et Skalkeskjul for at rejse en ny Oprørsflok i Norge. De, som holdt Nattevagt paa de danske Skibe, og ikke havde Anelse om, at det var Kongen selv, som sad i den lille Baad, der saaledes i Mulm og Mørke sneg sig om imellem dem, gave sig til at skjelde ham og hans Mænd for Tyve, o. a. d.; men han svarede dertil nok saa blidt og roligt. Ved Samtalen vaagnede flere af de andre, og kom op for at see hvad der var paafærde; de kjendte Kongen, og hilste ham ærbødigt, til stor Forskrekkelse for dem, der havde skjeldt ham ud. Da han merkede, at man havde gjenkjendt ham, skyndte han sig tilbage. Dagen efter lagde han ind til Bergen. Sven Thorkilssøn blev imidlertid bange, og raadførte sig med Ulf og sine øvrige Venner, hvad han skulde gjøre for at erhverve Kongens Tilgivelse. De lovede at gaa til Sverre og indlægge et godt Ord for ham. Dette skede ogsaa, og Sverre, der aldrig viste sig uforsonlig, erklærede sig strax villig til at tage ham til Naade. Dagen efter blev Sven selv fremstillet for Kongen, der modtog ham med Kys, og talte saaledes til ham: „Jeg kan, min gode Mand, ikke begribe, hvorfor du, skjønt jeg aldrig har gjort dig selv eller nogen af Dine den mindste Fortred, enten i Ord eller Gjerning, alligevel, uden mindste Aarsag, har villet fare saa fiendtlig frem mod mig uskyldige Mand, at du endog har søgt at skille mig med Liv og Rige. Du kan ikke være uvidende om, at du derved er kommen til at blive skyldig i alle de Mænds Død, der faldt med Simon Kaaressøn. Men da Guds uforlignelige Godhed, der aldrig ophører, har opvakt dig, skjønt uværdig, til at gjøre Bod for hvad du bar forbrudt, vil ogsaa jeg tilgive dig, saasom du mere bar forbrudt dig mod Herrens, end imod vor Højhed. Det kan nok vakre, at vi, hvis du ej var kommen til os, havde taget en eller anden Straf over dig.“ Derpaa vendte han sig til de øvrige Korsfarere, roste dem for deres gode Forsæt, og indskjærpede dem Enighed og Fordragelighed, idet han anførte flere Sprog af den hellige Skrift. Han gav dem det Raad, at lægge Rejsen over Orknøerne og overvintre der, siden Sommeren allerede var skreden saa langt hen; hvilket Raad dog ej fandt almindeligt Bifald, da man, som det vil sees, styrede ned mod den frisiske Kyst for at gaa igjennem Kanalen. Da Samtalen var til Ende, skjenkede han dem Foræringer med kongelig Gavmildhed, og lod dem desuden faa en heel Deel Levnetsmidler, saa at hvert Skib alene af Smør fik 50 Løber. Derpaa tog han Afsked med dem, gav dem Fredskys, og udslettede ved sin venlige Ferd ethvert Spor af Frygt hos dem, ja han viste sig endog, om muligt, endnu venligere mod Sven end mod de øvrige.

Korsfarerne skulde nu drage afsted, men Ulf var endnu ikke ganske færdig til at rejse, deels fordi han endnu havde noget at udrette for Kongen, deels fordi hans egne Anliggender først maatte ordnes, og ikke gik ham efter Ønske fra Haanden. Han overlagde imidlertid med de Danske om hvorledes de skulde indrette Rejsen, og hvor de helst skulde oppebie ham. Det blev da bestemt, at de skulde drage den søndre Led, og oppebie ham ved Stolmen. Did forføjede de sig ogsaa hen, og ventede en Uge, skjønt enkelte allerede vare utaalmodige, og vilde afsted. Da Ugen var omme, og der blæste en gunstig, skjønt vel sterk Nordenvind, lode de sig ikke længer holde tilbage, uagtet Sven Thorkilssøn paa det indstændigste bad dem endnu at vente paa den erfarne Ulf, og foreholdt dem, at de indbyrdes havde forbundet sig til at holde Følge med hinanden. Men det hjalp ikke, og alle fire Skibe rejste afsted, kun Sven blev tilbage. Endelig kom Ulf til Svens store Glæde. Han ytrede at det endnu, medens Vinden var saa heftig, egentlig ikke var raadeligt at vove sig ud paa Havet; men da han nødig vilde, at man skulde antage ham og Sven for efterladne og alt for frygtsomme, erklærede han sig villig til, heller at udsætte sig for Faren. Sven lettede da strax Anker; Ulf fulgte noget senere efter. Men formedelst Stormen og Søgangen saa Sven hverken noget til ham, eller dem, der vare dragne forud. Som en mere erfaren Sømand og kjendt med Farvandene, kom Ulf før Sven til det bestemte Sted[9], medens Sven derimod udstod meget ondt af Storm og Søgang i to Dage og omsider maatte lade alt kaste ud for at lette Skibet, uden dog at kunne frelse det, da det fyldtes med Vand og brast, hvorved mange omkom, og kun tredive, hvoriblandt Sven selv, frelste sig paa nogle Planker, som de bandt sammen, og kom halvdøde til Land paa den frisiske Kyst, hvor nogle af Indbyggerne toge vel imod dem, andre derimod vare grumme og ubarmhjertige nok til at skille flere af de Skibbrudne ved Livet. De øvrige Skibe havde været heldigere, nogle naaede Frislands Kyst uden noget Uheld, andre havde dog maattet kaste alting ud for at frelse Livet. De, der saaledes havde frelst sig, opsøgte og antoge sig de Skibbrudne, og deelte kjærligt med dem, hvad de havde. De begave sig derpaa med de reddede Skibe til Byen Stavern, hvor de raadsloge om de fremdeles skulde fortsætte Vejen til Søs, eller rejse videre over Land. Det sidste besluttedes med Stemmefleerhed, og Skibene med Redskab og alt hvad der ikke kunde flyttes, bleve solgte, hvorefter Korsfarerne selv begave sig paa Baade op ad Rhinen til Køln, og derfra over Land, fra By til By, ad den almindelige Vej, indtil de naaede Venedig. Efter at have udhvilet sig her en Stund, og anskaffet sig det fornødne til at fortsætte Rejsen, fragtede de et Fartøj, for at tilbagelægge den øvrige Deel af Vejen til Søs. De maatte ogsaa paa denne Fart døje meget ondt, deels formedelst Vinterstormene, der oprørte Havet, deels ogsaa ved Skibsfolkenes Uredelighed og Sørøveres Angreb. Endelig kom de til det hellige Land (1192), men kunde ej faa deres Lyst, at kæmpe med de Vantroende, tilfredsstillet, da Kong Richard af England netop havde sluttet sin bekjendte treaarige Fred eller Stilstand med Saladin (7de Septbr. 1192). Herved opnaaede de dog igjen den Fordeel, over hvilken de glædede sig saare, at de uhindret kunde besøge de hellige Steder, skjønt det gjorde dem usigeligt ondt, at see de christne Fanger i Jerusalem trælle i Lænker under Hugg og Slag for de Vantroende. Men saasnart de i Jerusalem havde forrettet deres Andagt ved den hellige Grav, maatte de strax forføje sig ud af Byen, og gjorde, under Bedækning eller snarere Opsyn af en Deel saraceniske Tropper, det for Pilegrime sædvanlige Besøg til Jordan, hvorved de lede meget af Hede og Tørst. Derpaa vendte de tilbage til Akre, hvor de havde en ny Fare at bestaa; der var nemlig opstaaet er heftig Strid mellem Grækerne paa Stedet, og de efter Kong Richards Afrejse tilbageblevne Englændere[10]. I den Tanke, at de tilbagevendende Pilegrime vare Grækere, vilde Englænderne gribe og aflive dem, men fik dog i rette Tid Fejltagelsen at vide, og lode dem fare. Efter nogen Tids Ophold i Akre tiltraadte de Tilbagerejsen, da de formedelst Freden intet mere havde her at gjøre. De toge forskjellige Veje. Nogle sejlede til Apulien, hvorfra de over Land begave sig til Rom, og videre nord over. De øvrige lagde derimod Vejen over Constantinopel, hvor Kejseren, Isaak Angelus, tog vel imod dem, og søgte ved Gaver og andre Venligheder at overtale dem til at forblive i hans Tjeneste; men, heder det, Længselen efter deres Hustruer, Børn og Frænder afholdt dem fra at modtage dette Tilbud, og da de havde beseet sig efter Ønske i Kejserstaden, droge de bort, eskorterede af Væringer, og forsynede med Passe under det kejserlige Segl. Efter en kjærlig Afsked med Væringerne ved Grændsen droge de igjennem Ungarn, hvis Konge, Bela III, og Høvdinger modtoge dem venligt, til Tydskland, og derfra hjem[11]. Om Ulf af Lauvnes i det hellige Land eller paa Hjemrejsen var i Følge med de øvrige, omtales slet ikke. Vist er det kun, at han fra denne Tid af aldeles ikke omtales ved de Begivenheder, der forefaldt hjemme i Norge, og hvori han, om han havde været tilstede, formedelst sin Stilling maatte have taget en fremragende Deel. Det maa saaledes ansees for sikkert, at han ej kom hjem, og enten er han da død paa Rejsen, eller bleven tilbage, og i saa Fald neppe andensteds end i Constantinopel, hvor endnu paa denne Tid saa mange Nordmænd havde deres Tilhold, fornemmelig som Væringer. Det er ikke usandsynligt, at en anseet Mand fra Viken, ved Navn Reidar, bekjendt under Navnet Reidar Sendemand, og som siden spillede en temmelig betydelig Rolle i de norske Borgerkrige, har været i Følge med Ulf, og ved denne Lejlighed traadt i Kejserens Tjeneste, hvorfra vi nogle Aar senere ville see ham vende tilbage som Kejserens Gesandt.

  1. ↑ Dette kan man see deels af de norsk-islandske Former, hvorunder Stedsnavnene anføres, (f. Ex. Gauti, ikke Goti eller Goti, Svein, ikke Sven o. s. v.) deels ogsaa af de ligefrem i det norske Sprog citerede Ordsprog, som biðandi byr eigu, en bráðr er andróðr, endog med Bogstavet ð, der kun ved Udgiverens Ukyndighed er blevet til d’, ligesom og andre Ord og Navne ere forvanskede. Man seer tydeligt nok, at den, der forfattede Beskrivelsen, selv maa have været med, og navnlig paa Sven Thorkilssøns Skib, men om han allerede var kommen med fra Danmark af, eller var en af de Nordmænd, Ulf af Lauvnes satte ombord paa de danske Skibe for at gaa dem tilhaande, er uvist; det første synes dog at være det rimeligste.
  2. ↑ Suhm antager i sin Danmarks Historie (VIII. S. 153), at Rigsmødet, hvorved dette Gesandtskab indtraf, ej holdtes førend 1188; men i saa Fald vilde for det første Opfordringen om at kæmpe mod de Vantroende ei være udgaaet fra Pave Gregorius, der døde allerede 17de December 1187, men fra hans Eftermand Clemens; for det andet er det utænkeligt, at Budskabet om Jerusalems Indtagelse 2den October 1187, da, efter mere end et Aars Forløb, skulde have overrasket alle som en aldeles uventet Nyhed, hvilket dog udtrykkeligt siges (insolità rerum magnarum novitate); hertil kommer og, at de fleste Annaler henføre Hertug Valdemars Erhvervelse af Ridderværdigheden til Aaret 1188, og denne Værdighed tildeelte Kong Knut ham selv paa et Møde i Roeskilde 2den Juledag; Knut var saaledes ikke den Juul i Odense.
  3. ↑ Dette siges udtrykkeligt af Bernardus Thesaurarius: Nordmand, Gøter og øvrige Beboere af de Øer, der ligge mellem Norden og Vesten, stridbare Folk, høje af Væxt, foragtende Døden, bevæbnede med Øxer, og sejlende paa runde Skibe, der kaldes „Snekker,“ jvfr. Vinisauf, II. 2S. Men din dette Tog nævnes intet i vore egne Kilder.
  4. ↑ Denne Stig Hvide er vel den samme som den i vore Sagaer omtalte Stig Hvitaleder i Skaane, gift med Kong Valdemar den 1stes Søster Margrete, og Fader til Christina, der blev gift med den svenske Kong Karl Sverkessøn (Fagrskinna Cap. 213, Knytlinga Saga Cap. 93). Aage var saaledes en Systersøn af Kong Valdemar.
  5. ↑ Kongehelle kaldes ved denne Lejlighed civitatula, d. e. en liden By.
  6. ↑ Tunsberg beskrives ved denne Lejlighed heel nøje. Enkelte Dele af denne Beskrivelse have ovenfor været gjengivne, men da det er af Interesse, at kjende den fuldstændigt, meddeles den her i sin Heelhed. „Havet,“ heder det, „indskyder her en dyb Bugt, og adskiller ved mange Bøjninger flere Øer fra Fastlandet, af hvilke een ved Navn Nøterø (her skal læses Nioterey, ikke, som den med Navnet ubekjendte Kirchmann har læsk det, Mocerei), strækker sig lige over for Byen, og ved sin Beliggenhed skaffer Byen dens Havn. Ved denne er der anbragt Brygger for Skibene. Der fiskes en stor Mængde Saltvandsfisk, men paa Ferskvand er der Mangel. Byen er temmelig folksom ved Sommertid, formedelst den Mængde Skibe, der komme fra Alverdens Kanter. Den har hæderlige Indbyggere af begge Kjøn, udmerkede ved deres Gavmildhed og Rundhaandethed i at yde Almisse, men det slemme Fylderi og hyppige Drukkenskab forstyrrer Hyggen i Selskaberne, og giver endog stundom Anledning til Blodsudgydelse. Tæt ved Byen hæver det sig et Bjerg, stejlt paa alle Kanter, ligesom den sterkeste Borg, man kan ikke komme derop uden ad en eneste smal Vej, og den er enda gjort ved Kunst, saa at, naar den tillukkes, er det neppe muligt for nogen Fiende at storme Bjerget. Øverst oppe paa dette kneiser en smukt bygget Kirke, indviet St. Michael, der med sine Ejendomme ernærer et Konvent af Præmonstratenserbrødre, der holder til i Byen. (Dette Konvent er Olafsklostret, til hvilket altsaa, som man seer, Michaelskirken oppe paa Bjerget hørte som et Kapell, jvfr. Langes Klosterhistorie S. 684). Neden for Bjerget er der en Slette, særdeles behagelig ved sin Rigdom paa vellugtende Blomster; den afgiver en bekvem Plads saavel til at bygge som til at istandsætte Skibe. De profectione Danorum &c. Cap. 9.
  7. ↑ Om Oslo heder det ved denne Lejlighed: „den er meget rig og folkerig, den tredie af Rigets fornemste Stæder.“
  8. ↑ Bergen beskrives her saaledes: Den er ved sin fremragende Magt og Velstand den meest anseede By i Riget, prydet med en kongelig Borg, og forherliget ved Relikvier af hellige Jomfruer. Der hviler St. Sunniva, hvis Legeme heelt er skriinlagt i Kathedralkirken. Den er meget folkerig og har Munke- og Nonne-Klostre; der findes en saadan Masse af Tørfisk, eller som den kaldes, Skreid, at den overgaar alt Maal og Tal. Der vil man see en stor Mængde Folk og Skibe, der allevegne fra strømme til, Islændere, Grønlændere, Englændere, Tydskere, Daner, Sviar, Gotlændere og endnu af andre Nationer, det vilde blive for vidtløftigt at opregne dem allesammen. Ligeledes vil man see en Mængde Honning, Hvede, gode Klæder, Sølv og andre Slags Varer; der er Forraad nok, og man faar gjerne af enhver Ting, hvad man behøver.“ Derpaa gaar Forfatteren over til at klage over Drukkenskaben, som ovenfor anført, se II. S. 1017. Den Borg, som her nævnes, kan ej være Kongsgaarden, der ikke vilde være bleven det castrum; det maa være „Sverresborg,“ man seer saaledes ogsaa heraf at den var ældre end 1193, se ovenfor. S. 199.
  9. ↑ Hvilket dette bestemte Sted var, angives ikke. Det synes neppe at kunne have været Frisland, hvorhen de øvrige Skibe, som det udtrykkeligt heder, kom mod deres Vilje, og man skulde derfor næsten formode at det hellige Land selv her er meent.
  10. ↑ Denne Strid angives i Beretningen om Toget som opstaaet „mellem Grækerne og Englænderne, som det hed, formedelst den Fornærmelse, Kongen af England have tilføjet disse (nemlig Grækerne) paa Sicilien.“ Det er imidlertid, hvad ogsaa Wilkens mener, (Gesch. der Kreuzzüge IV, 582, Not. 168) højst tvivlsomt, hvor vidt de nordiske Pilegrime her have opfattet eller erfaret Forholdet rigtigt. Sandsynligere er det, at Striden eller Slagsmaalet var en af de hyppigere, der forefaldt mellem Englænderne og de Indfødde.
  11. ↑ Profectio Danorum in terram sanctam, udgiven først af Kirchmann i Lübeck 1684, siden af Suhm i 5te Bind af Langebeks Scriptt. Rer. Dan. Tom. V. S. 341–362. Tiden, naar denne Rejse blev foretagen, angives ikke i Skriftet selv, men man kan af de enkelte Omstændigheder, som lejlighedsviis anføres, med temmelig Sikkerhed skjønne, at den maa have været den ovenfor angivne, nemlig saaledes at Opholdet i og Udfarten fra Norge skede i 1191, og Ankomsten til det hellige Land 1192. Det er nemlig først og fremst klart af hvad der fortælles om Sven Thorkilssøn og hans Samtale med Kong Sverre, at Korsfarernes Ophold i Norge var senere end Simon Kaaressøns og Varbelgernes Fald 1190. At det ej var i dette samme Aar, sees deels deraf, at Sverre omtales som opholdende sig i Oslo, hvilket han neppe gjorde i 1190, deels, og fornemmelig, af den Omstændighed, at de ikke kom til Palæstina førend efter Fredsslutningen 1192; og at de skulde have tilbragt over halvtredie Aar paa Rejsen, er ej tænkeligt. Heller ikke kan man sætte det Hele et Aar senere, thi deels var Sverre da, som i det følgende vil sees, paa en saadan Fod med Danmark, at danske Korsfarere af høj Stand neppe kunde.tænke paa at lægge Vejen om Norge, lige saa lidt som Ulf vilde kunde have gjort fælles Sag med dem, deels omtales Varbelgerfejden som om den var i alt for friskt Minde til at ligge to Aar tilbage. Tiden for Tilbagerejsen, 1192, passer ogsaa netop paa det nærmeste Tidsrum efter Richards Afrejse fra det hellige Land (9 Oct. 1192), da der endnu var flere Englændere tilbage, som ofte laa i Klammeri med de Indfødde. – Af den Omstændighed, at Aage, Stig Hvides Søn, som ovenfor viist, var en Systersøn af den 1182 afdøde Kong Valdemar, skulde man slutte, at Galfrid Vinisauf (Iter Hieros. I. 31, Fells Udg. S. 271), mener just ham saavel som hans Ledsagere, hvor han blandt de Fyrster og Høvdinger der kom til Akre, ogsaa omtaler en Frænde (nepos) af den danske Konge saavel som nogle danske Magnater med 400 Daner. Thi det synes utvivlsomt, at Galfrid her netop sigter til det ovenfor beskrevne Tog. Rigtignok kommer man da ved første Øjekast i Forlegenhed med Tiden, da der synes som om Galfrid henfører alle de opregnede Mænds Ankomst til 1189, da Belejringen begyndte. Men man maa antage, at han her kun har udtrykt sig skjødesløst, idet han paa eet Sted opregner alle dem, der efterhaanden indtraf, endog efter Belejringens Ophør. Der kan nemlig ej sigtes til hine Danske, der, som oven anført, tidligere droge hjemmefra, thi deres Antal udgjorde med Frisernes og andre nordiske Folks 10,000.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/43&oldid=81875»