Det norske Folks Historie/4/45
Der forberededes nemlig paa den Tid en ny Opstand mod Sverre, farligere end alle de, han hidtil siden Magnus Erlingssøns Fald havde havt at bekæmpe. Den Mand, der nævnes som Hoved-Ophavsmand til dette Anslag, var Hallkell Jonssøn, der nu var gift med Ragnhild, Magnus Erlingssøns Syster, og altsaa visselig den nærmeste til at hevne hans Død. Han havde vel underkastet sig Sverre, ja endog modtaget Lendermands-Navn og Vejtsle af ham, og det kunde derfor synes, som om Sverre ikke havde mere at frygte af ham; men Hallkell havde allerede før viist, at højtidelige Løfter og Eder ej vare ham synderlig hellige, og nu ophidsedes han desuden, som man maa formode, især af sin egen Hustru, Ragnhild, og den intrigante Nikolas Arnessøn, hvilken i det mindste Sverre selv siden efter gav Skylden for dette Oprør, foruden en Deel andre, der, som det heder, lagde Raad op sammen med Hallkell. Blandt disse nævnes først og fremst den oven omtalte Sigurd, Erling Jarls uegte Søn, sædvanligviis kaldet Sigurd Jarlssøn: Sverre havde, som ovenfor berettet, taget ham til sig og viist ham megen Godhed, men dette hindrede ham dog ikke fra at lægge Raad op mod Sverre med Hallkell og Ragnhild. En tredie Medsammensvoren var Olaf, en Svoger af Harald Jarl paa Orknøerne, sædvanligviis kaldet Olaf Jarlsmaag. Han havde store Ejendomme paa Hjaltland, hvor han maaskee hørte hjemme, men opholdt sig om Sommeren 1192 i Bergen, hvor ogsaa Kongen selv var, men hvor Anslaget desuagtet synes at have været udklækket. En Tronprætendent, som de kunde opstille, fandt de i den tidligere (S. 185) omtalte Sigurd, Søn af Kong Magnus og Gyrid Aslaksdatter. Denne, der kun var en Dreng, havde i den sidste Tid været opdraget hos Hallkell og Ragnhild, men nu overdroge de hans Opfostring til Olaf Jarlsmaag, for at han kunde tage ham med sig til Øerne, hvor Oprørsflokken skulde samles. Olaf var ofte sammen med Sverre, og talte med ham, for at han ej skulde satte nogen Mistanke. Men Sverre var dog altfor øvet Menneskekjender, og iagttog for nøje alt hvad der foregik om ham, til at han ej skulde have merket noget Uraad, dog lod han sig ikke merke med noget, førend Olaf sidste Gang var hos ham før sin Afrejse. Da kunde han ikke afholde sig fra at sige: „du, Olaf, burde være mig tro.“ „Hvorfor siger I det, Herre,“ spurgte Olaf. Kongen, der havde en Kniv i Haanden – han sad rimeligviis til Bords –, svarede ikke ligefrem paa Spørgsmaalet, men stak foran sig med Kniven, og sagde: „vore Uvenners Fylgjer sværme nu nær om os.“ Da Olaf gik ud af Stuen, kom Drengen Sigurd løbende imod ham, og der undslap da Olaf disse Ord: „der vare vi nær komne i Klemme, Fostersøn!“ Han tog ham derpaa med sig til Hjaltland, hvor de tilbragte Vintren.
Vaaren efter (1193) begav Olaf sig med Sigurd syd til Orknøerne, hvor Harald Jarl tog venligt imod dem. Kort efter indtraf ogsaa Hallkell Jonssøn med et vel udrustet Langskib. Han havde foregivet, at han vilde drage vester i Viking, et Paaskud, som paa den Tid neppe kunde finde synderlig Tiltro, men om Sverre end gjennemskuede hans Forsæt, var det dog vanskeligt for ham, paa den blotte Mistanke at forebygge dets Udførelse. Hallkell og Olaf anholdt nu formeligt hos Jarlen om, at han vilde unde denne Søn af Kong Magnus, som de her havde med sig, nogen Bistand. Dertil var Harald Jarl ogsaa strax villig, og skjenkede ikke alene selv Sigurd et Langskib, men gav ogsaa alle i sit Jarldømme, der vilde, Tilladelse til at tage Tjeneste hos Hallkell og Olaf. Svin Bevæggrund hertil anføres kun, at Kong Magnus havde været en stor Ven af ham, men det synes dog, som om han maa have havt en mere særegen Grund til at ville skade Kong Sverre, da det ellers er vanskeligt at forstaa, hvorfor han vilde sætte sig i saa stor Bekostning og dertil blotte m Land for Krigere paa en Tid, da han selv neppe stod paa nogen synderlig god Fod med den skotske Konge, og enda hvert Øjeblik havde Angreb af Harald den unge, Erik Slagbrelles Søn[1], at befrygte. Det ligger her nærmest at antage, at Harald den unge allerede stod i Underhandlinger med Sverre om at vorde forlenet med Halvdelen af Øerne, og at Sverre maaskee havde givet ham Tilsagn derom, saa at Harald Jarl ned at bidrage til Sverres Undergang haabede paa den eftertrykkeligste Maade at kunne berøve sin Medbejler den Hjelp, han havde i vente fra Norge. Vist er det, at Sverre virkelig overdrog Harald unge den halve Deel af Øerne; det omtales vel ikke, førend ved Aaret 1197 eller 1198[2], da Harald søgte at gjøre sin Fordring gjeldende, men dette hindrer ikke, m Overdragelsen kan være skeet før, og det er endog det rimeligste, at den maa være skeet tidligere, da Sverre neppe har kunnet indlade sig derpaa efter den formelige Fred, han, som vi nedenfor ville see, sluttede med Harald Jarl efterat det Oprør, vi her omhandle, var dæmpet. Forholder det sig altsaa saaledes, at Sverre havde givet Harald unge Jarlsnavn, eller, hvis han allerede tidligere havde faaet dette, da i alle Fald overdraget ham den Halvdeel af Øerne, paa hvilken han efter sin Morfader Ragnvald Jarl gjorde Fordring, bliver det let at forstaa, hvorfor Harald Maddadhssøn lod sig det være saa magtpaaliggende, at hjelpe til Opstanden mod Sverre. Den af ham givne Tilladelse benyttedes af en Mængde Orknøinger og Hjalter, der skareviis strømmede til Sigurd, svore ham Troskabsed og gik ham til Haande, efterat han først havde modtaget Kongenavn af Hallkell og Olaf. Disse udrustede nu det fornødne Antal Skibe, i alt, som det synes 23[3], og sejlede afsted i Begyndelsen af Sommeren. De satte lige over til Norge, og toge, strax de kom under Kysten. Vejen øster til Viken, hvor de i største Hast styrede ind til Tunsberg. Her kom de ganske uventet. Jon, en Systersøn af Sverre, som laa der med en Deel Birkebeiner, søgte vel at gjøre dem Modstand, men faldt med mange af sine Folk, blandt dem Helge Bring, der tidligere havde været Kongens Merkesmand. Derpaa tilstevnede de Haugathing, og lode Sigurd tage til Konge. Siden droge de ind til Oslo, og derfra videre rundt om i Viken, hvor Indbyggerne overalt underkastede sig dem. Sandsynligviis fandt de Viken temmelig blottet for kongelige Tropper, da en stor Deel af disse just paa denne Tid maa have været ude paa Toget med Biskop Valdemar. Denne Omstændighed i Forbindelse med Indbyggernes Forkjærlighed for Kong Magnus og hans Æt, bar vistnok meget lettet deres Fremgang, især da de fore fredeligt frem mod Bønderne, og lode enhver beholde sin Ejendom uforstyrret. Herved kom de imidlertid snart i Forlegenhed for Penge og Levnetsmidler, da deres Antal var stort, og de dog endnu kun fik lidet eller intet af Landet. De grebe da til den Udvej at søge ned til de danske Farvande, og der skaffe sig paa Vikingeviis, hvad de behøvede. Muligt, at de endog have havt til Hensigt, at opsøge og angribe de norske Langskibe, der vendte tilbage fra Slesvig. Der tales dog ikke om noget saadant Sammenstød, derimod kom de lige ned til Travemünde, hvor de toge et Kjøbmandsskib, der havde en overordentlig rig Ladning, fornemmelig af Klæde, men ogsaa en heel Deel Guld og Sølv. Med dette rige. Bytte vendte de om Høsten tilbage til Norge, og tillagde sig nu, stolte af deres nys erhvervede Rigdomme og prægtige Klæder, Navnet Gullbeiner, i Modsætning til Birkebeinernes beskednere Navn. Sædvanligviis kaldte man dem dog simpelt hen Øyeskeggerne (d. e. Øboerne).
Sverre var i Throndhjem, da han fik Efterretning om at denne Flok havde viist sig ved Tunsberg. Han sendte strax en Deel Krigsfolk over Land ned til Viken, for at forsterke de Høvdinger, der allerede forhen vare der, eller, som det vistnok rettere burde hede, hvor de Høvdinger, der havde ledsaget Biskop Valdemar, imidlertid vare komne tilbage. Da det erfaredes, at Øyeskeggerne ligeledes vare komne tilbage fra deres Krydstog og havde landet sydligst i Viken, samlede Birkebeinerne lig i Sarpsborg. Blandt deres Anførere nævnes ved denne Lejlighed Kongens egen Søn, Sigurd Lavard, hans Syster Cecilias Søn af hendes første Forbindelse med Folkvid Lagmand, Haakon Galen, der nu for første Gang omtales, Philip, en Søn af den oftere omtalte svenske Jarl Byrge Brosa og Kong Sigurd Munds Syster Brigida[4], Peter Steyper, Sverres Halvsystersøn, og Hjarrande Hvida. De havde dog tilsammen ikke større Styrke end henved halvfjerdehundrede Mand[5], og da Øyeskeggerne hørte dette, skyndte de sig strax imod dem, sejlede op ad Glommen lige til Sarpen, gik op paa Sletterne udenfor Byen, og opstillede sin Fylking. Da Birkebeinerne saa, hvor stor en Styrke Øyeskeggerne havde, vovede de ikke at holde Stand imod dem, men toge Flugten op i Landet, forfulgte et Stykke Vej af Øyeskeggerne, der dræbte flere af dem. De fandt nu ikke længer nogen Modstand i Viken. Her kom ogsaa Sigurd Jarlssøn til dem. Da det i Sagaen heder, at han løb over til dem fra Birkebeinerne, maa man formode at Sverre, uden at ane sit han var i Ledtog med Oprørerne og kjendte deres Planer, enten har sendt ham ned til Viken med de nys omtalte Tropper, eller har ladet ham deeltage i Toget med Valdemar, og at Sigurd siden har passet sit Snit til at slippe fra Birkebeinerne og gaa over til Øyeskeggerne, hvilket neppe var forbundet med nogen Vanskelighed. Da Sigurd var en forstandig Mand, og dertil Farbroder af Flokkens saakaldte Konge, blev han strax en af dens Hovedanførere[6].
- ↑ Se ovenfor S. 41, 42.
- ↑ Nemlig af Roger Hoveden, Savile, S. 767, jvfr. Fordun. I. S. 512 og Orkn. Saga, S. 406. Herom vil der nærmere blive talt nedenfor, hvor Orknøernes Anliggender omtales.
- ↑ Dette kan man slutte af hvad der nedenfor berettes om deres Styrke i Slaget i Florevaag (13 Skibe) samt Antallet af de Skibe, der vare borte (3 i Sogn og 7 i Stavanger.)
- ↑ Da Philip heller ikke førend nu omtales som staaende i Sverres Tjeneste, i hvilken han siden efter forblev, bliver det højst rimeligt at han er kommen med de svenske Krigere, der understøttede Biskop Valdemar. Hans Fader, Byrge Brosa, slog altsaa nu, som man seer, ei længer Vrag paa Slægtskabet med Sverre.
- ↑ Flatøbogen nævner 3 Hundreder, d. e. 360.
- ↑ Sverres Saga Cap. 118, 119.