Det norske Folks Historie/4/38

Fra Wikikilden

De af Magnus Erlingssøns Tilhængere, som ikke vare faldne i Slaget, toge, som man maa formode, deres Tilflugt til Danmark, for saa vidt de ikke underkastede sig Sverre. Dette har dog vist været Tilfældet med ikke saa faa, siden der nu ikke længer var nogen Tronprætendent at opstille som Arving til Magnus’s Trone, og de fleste vel desuden længedes efter at sidde i Fred paa deres Gaarde. Blandt dem, der saaledes faldt til Fode, var vistnok Nikolas Kuvung paa Giske, siden han ej oftere omtales blandt Sverres Fiender, og dog heller ikke nævnes blandt de faldne, ligesom der heller ikke nogensteds tales om at hans Søn Paal Flida tog Parti mod Sverre. Ogsaa Hallkell Jonssøn paa Blindheim har sikkert da eller kort efter underkastet sig Sverre, siden vi erfare, at Sverre ikke mere end fire Aar senere gav ham Lendermands-Ret og Syssel. Det kostede, som vi allerede have seet, Hallkell ikke stort at sværge snart den ene, snart den anden Konge Troskabsed, og vi ville i det følgende see, at han endnu engang brød sine Løfter. Derimod viser hans yngre Broder Gregorius sig i det mindste senere hen som en tro Tilhænger af Sverre. Deres Fader Jon omtales ikke tidere, og er rimeligviis paa denne Tid død i Danmark. Blandt dem, der fandt sig i at erkjende Sverres Kongedømme, synes ligeledes Nikolas Arnessøn paa Stodreim at have været, saa lidet han end yndede Sverre, eller denne stolede paa ham. Men Nikolas oppebiede klogeligen den belejlige Tid, medens andre herskesyge Stormænd ikke paa nogen Maade kunde finde sig i at vente, og for enhver Pris søgte at skaffe Sverre nye Modstandere, lige meget om disse vare berettigede til Tronen eller ej, naar de kun vare villige til at træde i Magnus’s Fodspor. Blandt disse nævnes udtrykkeligt Simon, en Søn af Kaare, kaldet Alna-Kaare[1], eller Smør-Kaare, en meget rig og mægtig Mand, ligeledes Nikolas, Søn af Erling skakkes Systersøn, Bjørn Bukk, hvis Enke Margrete, Arne Kongsmaags og Dronning Ingerids Datter, havde egtet Simon Kaaressøn; fremdeles den gamle Jon Kutiza, Baard Saala, en Brodersøn af Erkebiskoppen[2], Anders Brasa, Paal i Herdsla, o. fl. Disse fandt allerede Aaret efter Magnus’s Fald en Tronprætendent at samle sig om, nemlig en Munk ved Navn Jon i Hovedø-Kloster, der udgav sig for en Søn af Kong Inge Haraldssøn. Efter Sagaen skulde det synes, som om han heri fra først af handlede efter egen Indskydelse, og at hine Høvdinger siden sluttede sig til ham: der staar nemlig, at der om Høsten rejste sig en Flok i Viken med Jon til Høvding, og at mange Høvdinger sloge sig til dette Raad. Den Umyndighed, Jon siden stedse lagde for Dagen, viser dog at han kun var et Redskab i Høvdingernes Haand. Det kan vel ellers ikke slaa fejl, at Erkebiskop Eystein hemmeligt har været med i Spillet, siden vi finde dennes nærmeste Frænder i Jons eget Følge. At Jon i det Hele taget havde Gejstligheden, enten hemmeligt eller aabenbart, paa sin Side, skjønnes deraf, at der ikke fra den Kant lader til at have været gjort nogen Ophævelser over at han, skjønt Munk, vovede at forlade sit Kloster og tragte efter Tronen; ja den samme engelske Forfatter, der ivrer saa haardt imod Sverre og udtrykkeligt taler om hans Afsværgelse af den gejstlige Værdighed, nævner derimod intet om at Jon havde været Gejstlig, ja kalder ham endog „en særdeles rask Yngling af den kongelige Æt, der fandt Tilløb og Understøttelse af saare mange“[3]. Michelsmessedag (21 Septbr.) kom Jon med sin Flok ned til Tunsberg, overfaldt og dræbte Sverres Sysselmand Sigurd Skerpla, med henimod 30 Mand, og lod tilstevne Haugathing, hvor han nu blev tagen til Konge, og hvor de Tilstedeværende aflagde ham Troskabsed. Paa dette Thing aflagde Jon højtideligt Munkekappen (Kuvl), som Birkebeinerne skulde have hængt paa ham[4]. Disse spottede siden derover, og kaldte ham „Kuvlung“ istedetfor „Konung,“ da han dog, som de sagde, idet mindste burde beholde dette Navn i Erindring fra Kloster-Livet; de kaldte ligeledes alle hans Tilhængere Kuvlunger. Han fik betydeligt Tilløb fra hele Viken, hvor Magnus ogsaa havde havt sine fleste Tilhængere. De bedste Mænds Sønner sluttede sig til ham, og de fik samlet en Deel Skibe, for at drage Nord i Landet, deels for at underlægge sig det, deels for at undgaa Birkebeinerne, der imidlertid samlede sig i betydeligt Antal andensteds i Viken, rimeligviis i den østlige Deel, under Anførsel af Ulf af Lauvnes, Ulf Fly, Haavard Jarlssøn, Thorolf Rympel, og flere Høvdinger, som Sverre havde efterladt til Landskabets Forsvar. Da Kuvlungerne havde faaet det tilstrækkelige Antal Skibe, begave de sig vestover, uden at Birkebeinerne, der manglede Skibe, kunde forfølge dem. Saasnart Kuvlungerne kom til Agder, underkastede den hele Befolkning sig deres Konge, og saaledes gik det langs hele Kysten, hvor de viste sig, lige til Bergen. Her kom de en Dag aldeles uventet ind paa Vaagen og lagde strax til Bryggen. Højmesse-Gudstjenesten var endnu ikke til Ende, og Askell Kuzsa, Gjaldkere og Befalingsmand i Byen, var til Messe i St. Kolumbæ Kirke, da han med eet saa Kuvlungerne storme bevæbnede ind. I Hast løb han med sine Folk til Taarntrappen og op i Taarnet, og Kuvlungerne efter; en stor Steen, som faldt ned, slog en af Kuvlungerne ihjel, og Askell fik slaaet Taarnlemmen i efter sig. Man troede at bemerke, at Christusbilledet, der hang i Kirken, under denne Krænkelse af Gudstjenesten og Freden svedede saa sterkt, at det dryppede ned paa Alteret. Askell forsvarede sig længe, indtil Bymændene løste ham ud for en Pengesum. Ellers bleve flere Birkebeiner dræbte, og alle Indbyggerne maatte underkaste sig. Derpaa underlagde Kuvlungerne sig hele Landet nord til Stad, og forbleve i Bergen indtil ud paa Vintren. De sad, heder det, i Borgen; ved denne Borg menes rimeligviis den Borg, som Sverre lod opføre paa Højden østenfor Biskopsgaarden, og som efter ham kaldtes Sverresborg[5]. Sandsynligviis har han ladet den paabegynde under sit Ophold i Bergen strax efter Magnus’s Fald, for desto bedre at sikre sig Byens Troskab. Men Kuvlungerne kom saa uventet, medens de fleste vare i Kirke, at Borgen, som man maa antage, næsten uden Sverdslag faldt i deres Hænder; imidlertid var det dog vel ved denne Lejlighed, at hine før omtalte Birkebeiner bleve dræbte. I Bergen havde Sverre ogsaa ladet Mariesuden sætte op, med et Tag over; Kuvlungerne vilde sætte den frem i Søen, og lode hele Byalmuen blæse til Skibsdrætt, men Skibet var for svagt til at taale den Rystelse, som det derved fik; Bjelkerne brast, og det lod sig ikke flytte af Stedet. Kuvlungerne brændte det derfor op, og Spaadommen, at det ej vilde have noget Held med sig, gik saaledes paa en vis Maade i Opfyldelse. Dog havde det unegtelig ved sin Højde og store Besætning bidraget meget til Sejren i Norefjorden. Da det led ud paa Højvintren, vendte Kuvlungerne tilbage til Viken, saasom de nu havde faaet saa mange Folk, at de dristede sig til at angribe Birkebeinerne. Disses Høvdinger satte sig til Modværge, og der forefaldt flere Træfninger, idet man gjensidigt angreb hinanden. Tilsidst bleve dog Kuvlungerne saa mandsterke, at Birkebeinernes Høvdinger flygtede nord i Landet, med Undtagelse af den kjekke Ulf af Lauvnes, der fremdeles blev der med sin Trop, og sagde at han aldrig skulde tage Flugten for Kuvlungerne[6].

Til dette samme Aar henføre de gamle Aarbøger, at Finn, Erling Jarls Søn (med Aasa den lyse) faldt, uden at de nærmere Omstændigheder angives[7]. Hvis dette ikke var paa et Tog udenfor Norge, har det sandsynligviis været i en Kamp med Birkebeinerne, hvorom Sagaen intet beretter, og det ligger saaledes nærmest at sætte hans Fald i Forbindelse med Kuvlunge-Opstanden, hvad enten han nu aller først har udstukket Oprørsfanen, eller senere har vovet et Angreb paa Birkebeinerne, hvori han har mistet Livet. Finns Fuldbroder, Sigurd, tog Sverre selv sig af, lod ham opfostre hos sig, og behandlede ham meget godt[8].

  1. Navnet skrives ogsaa „Ölru-Kári“, men Flatøbogens Læsemaade, Ölnu, er vel den retteste. Dette „Alna“ antager Munthe (Aalls Snorre III. 79.) for den store Gaard Alne i Vikebygds Sogn, Fjelber Prestegjeld, Søndhordeland. Dette er saa meget sandsynligere, som Stedet ligger i Naboskabet af Stødle, Erling skakkes Hovedgaard, i hvis Nærhed rimeligviis ogsaa Bjørn Bukk hørte hjemme. Simon kaldes i Beretningen om Danernes Rejse til det hellige Land Cap. 13 „en meget rig og fornem Mand.“ Da han senere, efter Jon Kuvlungs Fald søgte til Danmark, er det rimeligst, at han ogsaa før havde havt Tilhold der.
  2. Baard Saala kaldes nemlig i Sverres Saga „Thorbergssøn,“ i Sturlunga Saga „Erkebiskoppens Nærfrænde“, medens Fagrsk. C. 215 udtrykkelig angiver at Eysteins Broder hed Thorberg.
  3. Villjam af Newbury, VI. 3.
  4. Der staar i Sagaen: Kuvlen, som Birkebeinerne fæstede paa ham. Meningen af disse Ord kan neppe være nogen anden end den, at Jon selv beskyldte Birkebeinerne, eller, rettere Sverre, for at have stukket ham ind i Klostret, i den Hensigt at hindre ham fra at optræde som Kronprætendent.
  5. Det heder senere, i 1193 (Sverres Saga Cap. 284), om denne Borg kun, at Sverre havde ladet den opføre, men det nævnes ikke, naar; altsaa er der intet som hindrer i at antage at det er den samme Borg, som paa oven anførte Sted menes. Den nævnes desuden allerede i 1191, se nedenfor.
  6. Sverres Saga, Cap. 101, 102.
  7. De islandske Annaler, ved 1185.
  8. Sverres Saga, Cap. 118.