Det norske Folks Historie/4/39
Om Vaaren, efter Paasken, (13de April), begav Sverre sig fra Throndhjem med en meget stor Hær, og kom til Bergen ved „Vaagetid“[1]. Det synes at have været hans Hensigt at drage videre derfra mod Kuvlungerne, men da det ikke skede, maa man antage, at de fortrædelige Begivenheder, vi her skulle berette, have heftet ham, indtil den belejlige Tid var forbi. Der laa just da en heel Mængde fremmede Kjøbmandsskibe, (næsten fra alle Lande, siger Sagaen), paa Vaagen. Mange af dem tilhørte Tydskere, der havde ført saa meget Viin til Byen, at den var ligesaa billig som Øl. Der blev følgelig drukket over al Maade, og der blev i Drukkenskab begaaet mange Uordener. Det traf sig saaledes, at nogle, der sad og drak i en Skjenkestue, som Tydskerne selv holdt, tilsidst forlangte saa meget, at den tydske Kjeldersvend ikke vilde levere dem mere. De bade om at maatte faa i det mindste en eneste Pot, men ogsaa dette blev dem negtet; de brøde nu op Døren til Viinforraadet for selv at tage hvad de ønskede, men Tydskerne stillede sig imod dem med dragne Sverd, og flere, der forsøgte paa at trænge ind, bleve saarede. Dette spurtes omkring i Byen, og baade Bymændene og Tydskerne grebe til Vaaben for at komme hver sine til Hjelp. Det kom nu til en hidsig Kamp, og der faldt ikke faa, især af Bymændene. Tydskerne løb ned til Skibene, og lagde alle deres Kogger ud paa Vaagen, for derved at undgaa videre Ulempe. Bymændene gjorde Miner til at sætte ud imod dem, men heldigviis fik man dog dengang meglet Fred. En anden Gang, just som Kongen for en kort Tid var borte fra Byen, drak en af Birkebeinerne sig saaledes fra Sands og Samling, at han, i den Tanke at han sprang i Vandet for at svømme, sprang ud fra Hallen mellem denne og Kongsstuen, og slog sig ihjel ved Faldet; en anden løb ud fra Bryggen ved Kongsgaarden, og druknede. Men det værste skede, kort efter at Kongen var kommen tilbage til Byen. En af Kongens Gjester blev ueens med en af Huuskarlene; de vare just ved at fare paa hinanden, da Gjestehøvdingen Thorolf Rympel kom ind, og i Mangel af andre Vaaben tog sin Staalhue af Hovedet og gav Huuskarlen et Slag dermed. Huuskarlen gav Thorolf til Gjengjeld et Slag med en Haandøxe. Dette var Tegn for samtlige Tilstedeværende, der alle vare drukne, til at fare løs paa hinanden med hvad Vaaben de i Hast kunde faa fat paa. Thorolf sled sig løs af Trængselen, skyndte sig til Gjesteherberget, og lod blæse i Gjeste-Luren, til alle Gjesterne vare komne sammen. Han befalede dem da at væbne sig for at angribe Huuskarlene. Disse flokkede sig ligeledes sammen, fuldt væbnede, og begave sig under Anførsel af deres Høvding Asgeir Hamarskalle ombord paa sit Skib. Gjesterne ilede efter, Thorolf Rympel kastede sit Sverd ud paa Skibet, løb selv efter, fik fat paa det igjen, og begyndte strax at slaas med Huuskarlene. Gjesterne fulgte hans Exempel, og der blev nu holdt et formeligt Slag, der ikke endtes, førend Thoralf og Gjesterne havde ryddet det hele Skib, fældet mange af Huuskarlene, og drevet de fleste overbord. Du kom Kongen, der imidlertid havde faaet Nys om hvad der foregik, til, fik standset Striden og meglet et Forlig. Kort efter holdt han et Thing i Byen, for at tale Alvors-Ord til Folket. Han begyndte sin Tale saaledes: „Vi takke alle de engelske Mænd for deres Hidkomst, dem som have bragt Hvede, Honning, Meel eller Klæde hid til Byen, ligeledes alle dem, der have bragt Lærred eller Liin, Vox eller Kjedler, saavel som dem, der ere fra Orknøerne eller Hjaltland, Færøerne eller Island, og overhoved alle, der have bragt saadanne Sager til Landet, der ej kunne undværes, og som tjene til Landets Bedste. Men Tydskerne derimod, som ere komme hid i stor Mængde og med store Skibe i den Hensigt, at udføre herfra Smør og Skreid, hvorved Landet lider et stort Tab, medens de derimod i Stedet indføre Viin, som baade mine Mænd og Bymændene eller Kjøbmændene have givet sig til at kjøbe, sig selv og andre ikke til Baade men derimod til stor Vaade, da mange for den Sags Skyld have mistet Liv eller Lemmer, andre bære andenslags Meen deraf al deres Tid, og have i det mindste lidt stor Beskjæmmelse ved Hugg eller Slag – disse Tydskere er jeg lidet taknemlig for deres Ferd, og saafremt de ville beholde Liv og Gods, maa de see til at komme herfra jo før jo heller: deres Nærværelse her har været os og vort Rige til liden Tarv.“ Kongen gik siden over til at skildre alle sørgelige Følger af Drukkenskab, og indskjærpede saavel sine Mænd, som Kjøbmændene og Bønderne deres Pligter baade mod sig selv og mod den offentlige Orden og gode Skik. Udtrykkeligt bød han sine egne Mænd at være fredsommelige og skikkelige i deres Opførsel mod Kjøbmænd og Bønder. Hans Tale gjorde et godt Indtryk, og fandt meget Bifald af alle forstandige Mænd, om man just ikke kan antage, at hans Trusler til Tydskerne havde synderlige Følger, thi et eneste saaledes lejlighedsviis udtalt Magtsprog kunde og burde ikke have nogen varig Indflydelse til at hemme Handelsforholdenes naturlige Udvikling og Vareomsætningens Gang, og det vilde have baadet Landet lidet, om det skulde have tabt Afsætning paa sit Smør og sin Skreid, alene for at nogle Hirdmænd og Kjøbmænd ej skulde forledes til Drukkenskab. En anden Sag var det, om man kunde tiltro Sverre saa stor Fremsynethed, at han allerede skulde have forudseet det Handelstyranni, Tydskerne siden vilde komme til at udøve, og derfor havde søgt at kvæle det i Fødselen. Men saa vidt gik dog neppe enten hans eller andre Regenters Indsigter paa den Tid; hans Trusel til Tydskerne var vistnok ene fremkaldt ved den øjeblikkelige Uvilje, han følte over de forefaldne Uordener, og Hensigten dermed var vel heller ikke at forbyde Tydskerne for stedse Adgang til Riget, men kun at hemme Uordenerne for den Gang, og give Ophavsmændene en vel fortjent Irettesættelse. Vi see ogsaa faa Aar efter Tydskerne lige fuldt i Bergens Havn, og Drukkenskaben lige saa slem som før.
Det havde, som ovenfor nævnt, sikkert været Sverres Hensigt med den store Udrustning at drage til Viken efter Kuvlungerne, men rimeligviis var det disse Optøjer i Bergen, der alt for længe holdt ham tilbage. Maaskee har han ogsaa antaget Kuvlungerne altfor mandsterke til at binde an med, eller han kan have faaet Nys om, at de agtede at gjøre et Tog til Throndhjem; hvorledes det end forholder sig, er det vist, at han henimod Høsten vendte tilbage igjen til Nidaros, for at tilbringe Vintren der, idet han beholdt de fleste af sine Høvdinger hos sig, uden at han den Sommer havde udrettet noget mod Kuvlungerne. Disse rustede sig imidlertid til et saadant Tog, men kom ikke afsted førend seent ud paa Høsten. Det slaar ikke Fejl, at Sverre har ladet holde Øje med deres Bevægelser saa godt det lod sig gjøre; men da de kom nordenfor Stad, fik de en saa strygende Medbør nord til Agdenes, at de desuagtet kom uventet. Sverre sad med faa Folk i Borgen oppe paa Steenbjergene, og den største Deel af Hirden og Høvdingerne vare i Byen, medens Kuvlungerne under en svag Nordøstvind roede ind ad Fjorden ved Aftentide, og allerede havde besat Byen førend Sverres Mænd engang vare blevne deres Ankomst var. De dræbte mange Birkebeiner[2], men de fleste søgte Tilflugt i Kirkerne. Alle dem, der bleve fangne, gav Jon Kuvlung Grid og sagde at de skulde være hans Mænd; da de skulde gaa ham til Haande, var han endog godtroende nok til at fritage dem for at sværge ham den sædvanlige Troskabs-Ed, da han, som han sagde, antog dem for saa brave Mænd, at deres Æresord var dem ligesaa helligt som en Ed. Men saa ridderlige vare Birkebeinerne ikke. Endnu den samme Dag om Aftenen gik Birkebeinerne fuldt væbnede, i smaa Flokke paa to, tre eller fem, op til Borgen til Kong Sverre, og om Morgenen vare de alle borte fra Kuvlungerne. Da Sverre hørte, hvorledes det var gaaet dem, sagde han at Jon Kuvlung herved noksom havde lagt for Dagen, at han ej forstod sig paa at være Høvding. Sverre holdt sig hele Tiden i Borgen, da han ej følte sig sterk nok til at angribe Kuvlungerne, og han maatte see paa at de toge alle hans Skibe, og brændte nogle af dem. Men da Kuvlungerne desuagtet altid frygtede for et Angreb af Birkebeinerne, forlode de Byen en Nat i al Stilhed, og synes ej engang at have givet sig Tid til at medtage Sverres Skibe, siden vi strax efter atter finde ham i Besiddelse af flere, eller de fleste af dem. Kuvlungerne vendte tilbage igjen til Bergen, og bleve der om Vintren, medens Sverre fremdeles holdt sig i Nidaros, som han end mere befæstede ved en ny Palissaderække hele Vejen langs Søen, og ligeledes ovenfor Byen.
Den følgende Vaar (1187) fornyede Jon sit Forsøg mod Nidaros, idet han atter viste sig udenfor Byen med en betydelig Flaade, og laa nogle Nætter ude ved Munkholmen. Men Befæstningen hindrede ham nu fra at kunne udrette noget, og efter at have afslaaet et Tilbud af Kong Sverre om at komme i Land og her levere ham et ordentligt Slag, vendte han tilbage igjen til Bergen. Endnu engang, ud paa Sommeren, gjorde han et Tog nordover med nogle Skuder, for at komme uventet over Sverre. Men Sverre drog Kuvlungerne imøde med en betydelig Styrke, og udenfor Stad vare de uheldige nok til at faa en Storm, der adsplittede deres Flaade, saa at alene fem Skuder kom ind til Anger, en Havn etsteds paa Søndmøre. Her traf Sverre dem med sin hele Flaade, hvoriblandt mange og store Skibe, og dræbte en Deel af Besætningen, de øvrige flygtede op i Landet. Heldigere var en anden Hob af Kuvlungerne, der traf et af Birkebeinernes Skibe, hvor Gjesten Atle Skalme var Befalingsmand; de dræbte ham og hver eneste Mand, som fandtes ombord. Strax efter kom Jon Kuvlung selv til, og flygtede sydefter, forfulgt af Sverre lige til Bergen, hvor han kun opholdt sig i kort Tid, og fortsatte Flugten langs Kysten for at komme tilbage til Viken. Kong Sverre sendte Ulf af Lauvnes og sin Halvbroder Hide efter dem med sex Skibe, mere for at holde Øje med deres Ferd, end for at kæmpe med dem. Men da Ulf og Hide kom til Rott, fandt de Kuvlungerne liggende der med 20 Skibe, og kunde ikke modstaa Lysten til at vove en Dyst. De roede lige ind i Havnen med Hærskrig, og Kuvlungerne, som troede at det var Sverre med hele sin Flaade, bleve forfærdede, forlode Havnen og skyndte sig sydefter alt hvad de kunde. Ulf og Hide toge to af deres Skuder, og dræbte hver eneste Mand af Besætningen[3]. I Forvirringen sejlede Kuvlungerne uden nogen Orden, hver for sig, som det faldt sig, og Jon Kuvlungs Skib var endog længe ganske ene, indtil de øvrige efterhaanden kom til. De standsede ikke førend de kom til Tunsberg, deres gamle Tilholdssted[4].
- ↑ Der staar i Sagaen kun „um vaknaskeið,“ d. e. ved Vaagernes (Vigiljernes) Tid, men hvilke Vigilier herved menes, er vanskeligt at sige.
- ↑ Blandt disse nævner Sagaen: Brynjulf Ragnvaldssøn, Ottar Knerra, Sigurd Dotafinn, Andres Krisla, Andres Bjuge.
- ↑ Disse Skibes Anførere hed Erlend Gudbrandssøn og Paal Varskind.
- ↑ Sverres Saga Cap. 105, 106. Der anføres her flere Kvad, der paa begge Sider ved flere Lejligheder bleve kvædede. Saaledes kvad Skalden