Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/4/37

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Efter et kort Ophold i Bergen begav Sverre sig til Liten og lige ned til Rigsgrændsen, idet han lagde alt Landet under sig. Ingen vovede nu at negte ham Lydighed, og han indsatte Sysselmænd overalt. Saaledes stod han nu endelig ved sit Maal. Hans Medbejler var fældet, hans Modstandere ydmygede og adsplittede, og han herskede uden Modsigelse over det hele Land fra Haalogaland til det sydligste af Viken.

Men denne hans Sejr bebudede, som hans Modstandere meget godt følte, og som det allerede ovenfor er antydet, en fuldkommen Forandring i Landets statsretlige Forhold. Magnus, der selv ej var Kongesøn, men skulde grunde et nyt Dynasti og skaffe dette Legitimitet, havde for at opnaa dette Maal maattet kaste sig i Aristokratiets Arme, og indgaa hiin ydmygende Overeenskomst af 1164, hvorved Kongedømmet tilsyneladende blev overdraget St. Olaf, Landets Skytshelgen, men i Virkeligheden kun blev et Redskab i de gejstlige og verdslige Høvdingers Haand. Senere, efter Opnaaelse af Myndighedsalderen, dog sandsynligviis efter sin Faders Ønske, skal han, endog hvis for øvrigt det derom handlende Dokument er egte, have indgaaet den ovenfor omtalte nærmere Overeenskomst med Erkebiskoppen alene, hvori han ej alene stadfæstede den allerede vedtagne Bestemmelse, at Kronen efter hans, saavel som enhver af hans Efterfølgeres Død skulde ofres til St. Olaf og til evig Tid hænge i Christkirken, men dette derhos udtrykkelig erklæredes for et Tegn paa det norske Kongedømmes stedsevarende Underkastelse under St. Olaf, og Erkebiskoppen saavel som Gejstligheden i Almindelighed fik flere særegne Rettigheder, hvorom der i det følgende vil blive Tale; alt sammen Indrømmelser saa store, at de sikkert ikke engang bleve offentliggjorte, men at den hele Transaktion, hvis den virkelig fandt Sted, maa være skeet i al Stilhed og uden andre Vidner end Erling Jarl, mellem Magnus og Erkebiskoppen alene[1]. Og endelig havde Magnus, eller rettere hans Fader, for at sikre sig Bistand fra Danmark, der senere dog kun temmelig sparsomt blev dem til Deel, bekvemmet sig til at tage Viken til Len som dansk Provinds, erklærende sig selv for Danekongens Vasall, med Forpligtelse til at møde frem med Tropper paa hans Opfordring, og at aabne en af hans Sønner Adgang til Sukcessionen paa den norske Kongetrone – ligeledes Indrømmelser, der, som ovenfor nævnt, ej nogensinde synes at have været offentliggjorte i deres Heelhed, saasom man nok kunne befrygte at de i saa Fald vilde vække alt for stor Indignation. Over alt dette slog nu Sverres Sejr aldeles en Streg[2]. Som Søn af Kong Sigurd Mund behøvede han nemlig ikke at udlede sin Ret til Tronen fra nogen Kroning[3], eller at skaffe sig nogen kunstig Legitimitet; han optraadte som mandlig Ætling i lige nedstigende Linje af det gamle Kongehuus; det var sin Odels- og Arve-Ret, han gjorde gjeldende, for hvilken han hverken havde Lendermænd eller Biskopper at takke, og lige over for hvilken den nye, ved Magnus’s Ophøjelse udtænkte Fiktion om Kongedømmets Overdragelse til St. Olaf ganske maatte bortfalde, da Magnus ingen Ret havde til at bortgive, hvad der ikke var hans. Men med Fiktionen selv maatte da ogsaa alle de Forpligtelser og Indrømmelser, der ledsagede den, ophøre. Sverre kunde fra sit Standpunkt ingen andre kongelige Forpligtelser erkjende, end dem, der havde været til fra gammel Tid, og dem, som hans Fader Kong Sigurd Mund med dennes Medkonger senere havde indgaaet ved Rigsmødet i Nidaros da Erkestolen oprettedes. Hele den kunstige Bygning, som Geistligheden og Aristokratiet i Forening havde opført paa hiin Fiktion, under hvis Beskyttelse de havde haabet aldeles at tilrive sig Magten, og som mueligviis vilde have medført Rigets fuldstændige Sønderlemmelse eller Underkastelse under fremmed Magt – Begyndelsen var allerede gjort med Viken,– styrtede nu med eet Slag overende. Det har vist mere været Erkjendelsen af den Fare, hvori Landets Eenhed og Selvstændighed svævede, end nogen synderlig Forkjærlighed for Sverre, eller Overbeviisning om Rigtigheden af hans Herkomst, der bevægede Thrønderne, hvis Nationalfølelse og Iver for Rigets Eenhed og Uafhængighed i hine Tider unegtelig var kraftigere og mere levende, end hos Indbyggerne i Rigets sydligere Landskaber, til at tage Sverres Parti, og holde saa ivrigt paa ham imod den af Vikens og Gulathingslagens Høvdinger saavel som den danske Konge understøttede Magnus. Herved maa det dog rigtignok ej glemmes, at Skinsyge over den Anseelse, hvori Viken og Gulathingslagen som de af Erling og Magnus mere begunstigede Egne nu vare komne, sikkert har bidraget meget til at holde hiin Erkjendelse i Virksomhed.

Ved Sverres Sejr var altsaa Kongemagten emanciperet fra Høvdingernes Aag, og en af Landets vigtigste Dele, Viken, befriet fra den danske Lenshøjhed og atter forenet med det øvrige Rige som en af dets integrerende Dele. Dette behøvede ikke engang udtrykkeligt at udtales, uagtet der neppe er nogen Tvivl om at en formelig Udtale deraf og Kundgjørelse om det danske Herredømmes Ophør har fundet Sted, da Sverre nu rejste om i Viken og lod sig hylde. Det var kun en ligefrem umiddelbar Følge af Magnus’s Fald, og af at den hele Tingenes Orden, der ved hans Ophøjelse paa Tronen var indført, nu aldeles var omstyrtet. Men det fulgte ogsaa heraf, at Sverre nu var indtraadt i et aldeles fiendtligt Forhold til den danske Krone, i hvis Interesse det laa ikke mindre end i det norske Aristokraties, at gjenoprette hiin Tingenes Orden og bringe det samme Forhold til Veje, som før.

Det laa derfor i Sagens Natur, at Sverre arbejdede i en aldeles modsat Retning. For at hindre Aristokratiets Levninger, eller det nye Aristokrati, der i Tidens Løb maatte danne lig, fra at drive en Statens Sammenhold og Uafhængighed saa undergravende Virksomhed, som den, hvortil man i den sidste Tid havde været Vidne, søgte han, som vi allerede have antydet, konsekvent og systematisk at grundlægge en sterk Kongemagt. Det svævende og ubestemte i de statsretslige Forhold kom ham her godt tilpas. Uden umiddelbart at saare Folkets Frihedsfølelse eller at gaa dets Rettigheder aabenbart for nær, kunde han i mange Dele omgaa dem, og under Skin af at skaffe Folket flere Lettelser, fremkalde en Retshevidsthed, der var Kongevældet mere gunstig. Det vigtigste Skridt i saa Henseende var den allerede før omtalte Oprettelse af Lagmands-Institutionen, om hvis Tilbliven vi vel savne udtrykkelige og nøjagtige Oplysninger, men som ikke desto mindre tydeligt kan skjønnes at være opstaaet paa denne Tid, og som ej kan skyldes nogen anden end Sverre. Medens der nemlig lige indtil Kong Sverres Dage ikke nogensinde er Tale om Lagmænd[4], – hvilket dog med Embedsmænd af den Betydenhed ganske vist vilde have været Tilfældet, dersom de havde været til, – nævnes de derimod efter den Tid hyppigt, saavel i Sagaerne som siden i Diplomerne. Ved det Rigsmøde, der holdtes i Bergen 1223 (hvorom der paa sit Sted udførligt vil blive Sum, ytrede Kong Haakon om Gunnar Grjonbak, Thrøndernes Lagmand, at „han var den ældste Lagmand i Landet, thi han tog ved Embedet i Kong Sverres og Erkebiskop Eysteins Dage;“ ligesom ogsaa Gunnar selv sagde, „at da Kong Sverre overdrog ham dette Embede, bød han ham at skifte Ret mellem Kotbønder, ej mellem Høvdinger[5]“. Alt dette viser paa den ene Side, at Institutionen ikke kan være yngre end 1188, i hvilket Aar Erkebiskop Eystein døde, medens det paa den anden, om end ikke udtrykkeligt, dog, i Forbindelse med den nys paapegede Omstændighed, at Lagmænd ikke tidligere omtales, temmelig utvetydigt giver at forstaa, at det var Sverre selv, som aller først gav disse Embedsmænd deres Instruktion, at Gunnar altsaa ej havde nogen Formand i Embedet, og at saaledes hans Udnævnelse dertil var samtidig med selve Institutionens Oprettelse. Vi kunne vel og deraf, at ved denne Lejlighed ikke Kong Magnus Erlingssøn, men alene Sverre og Erkebiskoppen nævnes, uddrage den Slutning at Institutionen først er oprettet efter Magnus’s Død eller i Tidsrummet mellem Aarene 1184 og 1188. Tidligere kan det ej have været, thi Sverre havde da endnu ikke Myndighed over hele Riget, og selv i Thrøndelagen har han neppe havt tilstrækkelig Rolighed til at beskjeftige sig med saadanne Anliggender, ej at tale om, at Erkebiskop Eystein, der efter det foranførte synes at have havt nogen Deel i denne Foranstaltning eller i det mindste givet sit Samtykke dertil, ikke var kommen tilbage fra England førend i 1183.

At Lagmands-Embedernes Oprettelse ene og alene udgik fra Kongen, og kun betragtedes som en administrativ Foranstaltning, hvorved der ej, som ved virkelige Lovgivningsforandringer, var Tale om Folkets Samtykke, kan man slutte saavel af Maaden, hvorpaa Embedet udøvedes, som af hvad der udtrykkeligt ytres i en senere af Kong Haakon Haakonssøn given Retterbod, hvor der er Tale om fleres Uvillighed til at efterkomme Lagmændenes Kjendelser: „vi troede dog i den Hensigt at have indsat Lagmændene og tildeelt dem deres Embedsindtægter af vort eget Gods og Fædrenearv, at enhver skulde kunne bringe sin Sag til Endskab efter den hellige Kong Olafs Lovgivning og Lagmændenes Kjendelser[6].“ Dette maa man vel merke sig, for ret at kunne forstaa Lagmands-Embedets oprindelige Betydning i Norge. Uagtet man ved Oprettelsen deraf vistnok havde saavel den svenske Lagmands-Institution, som det islandske Lovsigemands-Embede for Øje, ja uagtet der vistnok allerede inden Norges Riges Omraade fandtes saavel en Lagmand – nemlig i Jemteland efter svensk Viis – som en Lovsigemand – nemlig paa Færøerne, var dog den norske Lagmands-Indretning, og maatte være væsentlig forskjellig fra dem begge. Om Lagmændene i Sverige er der allerede ovenfor talt[7], de udvalgtes ej af Kongen men valgtes af alle Bønderne[8], og deres Embede bestod ej alene i at forkynde Loven og dømme, men ogsaa, naar Kongen, Jarlen eller Biskoppen rejste gjennem Landet og holdt Thing med Bønderne, at svare og tale paa Bøndernes Vegne, som beskikkede Forsvarere af Folkets Rettigheder, hvorhos man finder, at de udøvede en temmelig udstrakt Politimyndighed[9], omtrent som Lendermændene i Norge. Alt dette gav dem stor Magt og politisk Betydning og man seer derfor ogsaa, at Lagmandsembederne i Sverrig attraaedes og beklædtes af de fornemste Mænd: saaledes ville vi i den Tidsperiode, hvortil vi nu ere komne, hyppigt finde Medlemmer af Folkunga-Ætten, den ypperste i Sverige næst de kongelige Ætter, som Lagmænd i Østergautland og Vestergautland. Lovsigemanden paa Island havde, som vi vide, intet med hvad der i vore Sagaer kaldes „at skifte Ret,“ eller umiddelbart at afgjøre Retstrætter mellem Mand og Mand: hans Embede bestod fornemmelig kun i at oplæse og foredrage Loven, og, som det synes, paa Forespørgsel at afgive Betænkning om, hvad der i hvert givet Tilfælde var Lov[10]. Lagmændene i Norge udnævntes derimod, som vi have seet, af Kongen; og deres Embede bestod netop i „at skifte Ret,“ det vil sige, at afgjøre Retstrætter[11]. Nu havde vel ikke Kongen selv nogen egentlig dømmende Myndighed, og kunde derfor heller ikke udøve nogen saadan gjennem andre, men det bar dog sædvanligt – og vi have seet hyppige Exempler derpaa, – at Retstrætters Afgjørelse blev henskudt til Kongen, halv som et Slags Voldgift, halv fordi man under de uklare Forestillinger, der herskede om de statsretlige Forhold, ligefrem ansaa Kongen, ifølge hans ophøjede Stilling, baade forpligtet og beføjet til at kunne give en saadan Afgjørelse; og denne Forpligtelse eller Beføjelse, hvad man nu vil kalde den, maatte han ogsaa kunne udøve gjennem Befuldmægtigede, naar disse vare udrustede med de fornødne Kundskaber og besad almindelig Tillid. Hertil kom den Ærefrygt, man bar for Loven, saaledes at hvad der i ethvert Tilfælde godtgjordes, ligemeget hvorledes, at være Lov, ogsaa allerede blot som saadant, uden nogen egentlig Mellemkomst fra Statens Side, burde efterleves. Ny var det netop den Lagmændene tildeelte Forretning, i ethvert Tilfælde at forkynde, hvad der var Løv, og for saa vidt der ej næredes nogen Tvivl om deres Kyndighed og Redelighed – og det ligger i Sagens Natur, at man, i det mindste i Førstningen, har søgt til disse Embeder kun at udnævne Mænd, hvis Retskyndighed og Redelighed var hævet over enhver Tvivl – faldt det af sig selv, at deres Udsagn, afgivet under den dem af Kongen meddeelte Autoritet, næsten maatte blive respekteret som en virkelig Dom, om det end ikke, som denne, kunde medføre øjeblikkelig Exekution. Dog gjordes der ej nogen Paastand paa, at Lagmandens Kjendelse skulde betragtes som en Dom; den kaldtes kun „Orskurd“ d. e. Afgjørelse, Betænkning[12], og den hele Indretning fremstillede sig, som man tydeligt kan see, fra først af kun som en af Kongen truffen Foranstaltning til at skaffe Folk i ringere Kaar, der deels ikke vare oplyste nok til at have tilstrækkelig Lovkundskab, deels vare for ubemidlede til at søge deres Ret ad den sædvanlige, langvarigere og mere kostlige Vej, Adgang til i Hast og uden Byrder eller Bekostning at faa deres Retstrætter afgjorte. Derfor taler og Gunnar Grjonbak i den nys ovenfor anførte Ytring om at Kongen egentlig kun havde beskikket ham til at skifte Ret mellem Kotkarle, ikke mellem Høvdinger: disse forudsattes nemlig selv at have Lovkundskab nok til at vide, hvad der i ethvert Tilfælde var Ret, og fornødne Midler til at bestride Omkostningerne ved formelige Søgsmaal. Vel kunde der her egentlig kun være Spørgsmaal om at oplyse, hvad Lovene bestemte for et givet Tilfælde, ej om at afgjøre, hvorvidt dette Tilfælde virkelig var for Haanden; men for saa vidt Bevisets Gyldighed selv var et Retsspørgsmaal, ligger det i Sagens Natur, og i hine Tiders mindre klare Forestillinger om deslige Materier, at der ej skjelnedes strengt mellem Lovspørgsmaalet (jus) og Sagspørgsmaalet (factum), og at Lagmanden i mange, maaskee de fleste Tilfælde afgjorde dem begge. Idet Lagmands-Institutionen saaledes anmeldte sig som alene sigtende til at skaffe de Ringere og Ubemidlede en Lettelse, var det ogsaa at vente, at den med Glæde vilde blive modtagen, og at Lagmændenes Kjendelser vilde vinde des større Anseelse. Man erfarer imidlertid, at denne Forventning ingenlunde strax gik i Opfyldelse, men at der i lang Tid gaves Mange, der ikke vilde indfinde sig hos Lagmændene, uagtet de af deres Modpart udtrykkeligt vare indstevnede dertil, og heller ikke efterleve de Kjendelser, Lagmændene – formodentlig i saadanne Tilfælde – havde givet[13]. Der var nemlig endnu intet Lovbud, som forpligtede dertil, og Kjendelsen kunde ej engang ansees fem en Voldgifts-Afgjørelse, naar begge Partier ikke havde været tilstede. Denne Omstændighed, saavel som den synlige Omhu, hvormed Kongemagten søgte at holde Lagmændenes Myndighed oppe og skaffe deres Afgjørelser Retskraft, gjøre det især sandsynligt, at Hovedøjemedet med denne Institution har været at berede Kongemagten en Udvidelse, medens det, at skaffe de Ubemidlede en større Lettelse, mere har været en Bihensigt, eller maaskee endog kun været anseet som et Middel til at gjøre Indretningen populær. Thi der behøvedes ej saa megen Fremsynethed til at skjønne, at naar det først blev almindeligt, at Retstrætter, som ej kunde komme til Endskab hjemme ved de mindre Thing, afgjordes af Lagmændene, ikke paa de store Lagthing, vilde Følgen omsider blive, at en væsentlig Spore for Folket til at besøge disse ophørte, hvorved igjen Folkets Interesse for og Indflydelse paa de offentlige Anliggender vilde aftage, og Kongemagten faa friere Hænder. Saaledes gik det og i Tidens Løb.

Hvor mange Lagmænd Sverre udnævnte, siges ikke, men da deres Antal allerede i 1223 angives til ni[14], og Institutionen vilde have forfejlet sin Hensigt, hvis de vare saa faa, at Adgangen til dem blev alt for besværlig, kan man vistnok antage hiint Antal for det oprindelige. Af disse vare tre for Thrøndelagen, det vil her sige, de Landskaber, der løde under Thrøndernes Lov, eller Frostathingsloven. En af disse tre, den nysnævnte Gunnar Grjonbak, var for det egentlige Throndhjem, nu en for Haalogaland, om den tredie derimod var for Jemteland tilligemed Herdalen, eller for Naumdal m. m., er uvist. For Gulathingslagen var der to, en for det nordre Distrikt eller den egentlige Gulathingslag, (Hørda-Sygna- og Firda-Fylke med Søndmøre, Valdres og Hallingdal), og en for det sydlige (Rygja- og Egda-Fylke). For Oplandene var der to, en for den nordre Deel, Hedemarken iberegnet, een for den søndre (rimeligviis Raumafylke og Hadafylke); for Viken ligeledes to, en for den sydlige Deel eller Ranafylke, en for den nordlige. Stundom var der ogsaa Lagmænd i enkelte Byer. Om der allerede strax anvistes Lagmændene nogen saadan Funktion ved Lagthingene, som de siden udøvede, da de bleve Thingenes Bestyrere, siges ej, og det er heller ikke sandsynligt, medens det dog næsten ligger i Sagens Natur, at deres Nærværelse paa Lagthingene, for at gaa til Haande med deres Raad, maatte gjøres dem til Pligt. Man seer ogsaa at Embederne i Førstningen ikke besattes med særdeles fornemme Mænd, hvilke vel heller ikke attraaede dem; Gunnar Grjonbak kaldtes saaledes endnu i 1223 Gunnar Bonde og kalder sig selv en „Kotkarls Søn“; flere andre Lagmænd kaldes ligeledes slet og ret „Bønder“[15].

Medens Lagmands-Institutionen saaledes var beregnet paa eller idet mindste skikket til, efterhaanden at bringe den dømmende og lovgivende Myndighed over i Kongemagtens Hænder, var Sysselmands-Institutionen, om hvilken der forhen er talt, ikke mindre skikket til at berøve Lendermændene den Deel i Statsstyrelsen, og den Politi-Myndighed, de hidtil havde udøvet. Sysselmændene forenede, som ovenfor nævnt, alle Aarmændenes egentlige administrative Funktioner med Lendermændenes; hvad de af hines Stilling ej beholdt, var kun det, der nedværdigede dem i Folkets Øjne, nemlig den underordnede Gaardsfoged-Bestilling paa de kongelige Godser, medens de igjen ikke havde Lendermændenes personlige Værdighed, uden for saa vidt de selv vare Lendermænd; men Forpligtelsen til at holde et vist Antal Krigsfolk og efter Opbud tjene med dem i tre Maaneder synes at have paahvilet dem lige saavel som Lændermændene[16]. Landet synes endnu ikke at have været inddeelt i bestemte afgrændsede Sysler, som senere, men Kongen gav, rum det heder, en eller anden Mand sin Syssel, d. e. sit Ombud paa dette eller hiint Sted, saaledes at Syslens Omfang for hver Gang bestemtes, og snart var større, snart mindre. For Resten omtales, som vi have seet, Sysselmænd ogsaa tidligere, men ikke som sædvanlige Embedsmænd over det hele Land, kun i særegne Stillinger, som kongelige Befuldmægtigede i Skatlandene[17], eller som de, der i Kongens Navn oppebare Finneskatten og handlede med Finnerne.

Overhoved søgte Sverre, som man seer, ivrigt at gjøre strengt monarchiske Principer gjeldende, som om Kongedømmet var indstiftet af Gud selv, og alene deraf udledende sin egen Magt, uden engang at staa i noget Afhængighedsforhold til Gejstligheden, som tvert imod selv i alle verdslige Anliggender var Kongemagten underordnet. Denne Lære stillede sig som en skarp Modsætning mod det Princip, hvorpaa Magnus Erlingssøns Kongedømme havde beroet, og som Prælaterne i Forening med de verdslige Høvdinger søgte at forfegte. Den stod i umiddelbar Forbindelse med Sverres Benegtelse af at Magnus’s Kroning og Overeenskomst med Gejstligheden skulde kunne skaffe ham nogen Ret til Kronen, der kunde opveje den nedarvede Byrdsret; og jo sterkere Gejstligheden og Magnus’s forrige Tilhængere forsvarede hiint Princip, desto yderligere gik og paa den anden Side Sverre og hans Venner i at forfegte deres. Dette blev saaledes nu Stridspunktet, som foruroligede Sverres øvrige Dage, og som først tinder hans Sønnesøn afgjordes til Kongemagtens Fordeel.

At Sverre dog, for at forøge sin Anseelse, og bøde paa den Mangel ved hans Adkomst til Tronen, som saa mange endnu fandt i Usikkerheden af hans foregivne Byrd, intet heller ønskede end at lade sig krone, kan man visselig slutte af den Iver, hvormed han siden drev dette, og virkelig opnaaede det. Men han maa have indseet, at der ikke i mindste Maade var at tænke paa dette, saa længe Eystein, der havde kronet Magnus, var Erkebiskop, og han lod Sagen derfor saa længe hvile.

Nu opfyldte Sverre ogsaa de Løfter om Belønninger og Forfremmelser, han havde givet sine tro Mænd. Han gjorde, siges der, mange til Høvdinger, flere endog til de fornemste Mænd, skjønt det hed at de ingen Æt havde dertil; men de vare ham og siden desto urokkeligere hengivne. Mange, som før ikke ejede noget, skjenkede han nu store Besiddelser, sandsynligviis af det Jordegods, der havde tilhørt dem af Magnus’s forrige Tilhængere, der ej havde villet underkaste sig ham. Saaledes fandt virkelig et Slags ny Ejendomsfordeling Sted. Navnene paa dem, som paa denne Viis kom til Hæder og Anseelse, angives ikke, men man kan være vis paa, at til deres Tal hørte i det mindste alle de af Birkebeinernes Høvdinger, som i det foregaaende ere omtalte, for saavidt de havde overlevet Slaget i Sogndalsfjorden. Mange forhjalp han ogsaa til gode Giftermaal, saaledes fik Ivar Selke Skjaldvar, en Datter af Andres Skjaldvarssøn, hvilken sandsynligviis var en Broder af den i 1176 dræbte Nikolas Skjaldvarssøn og Søn af Sigurd Ranessøn; en anden, ved Navn Peter Range, fik Ingebjørg, Enke efter hiin Ivar Elda fra Sogn, der i en uheldig Stund var kommen ombord paa Magnus’s Skib umiddelbar for Slaget, og faldt i dette. Man seer saaledes, at Sverre tog sig Ret til at bortgifte sine faldne Fienders Enker eller Døtre. Nu bejlede ogsaa Baard Guthormssøn, der tidligere havde været gift med Ulfhild, en Datter af Biskop Paal i Bergen[18], til Sverres Syster, Cecilia paa Gelmin. Kongen havde intet derimod, men Erkebiskoppen vilde ikke tillade det, fordi hendes forrige Mand, Folkvid Lagmand, med hvem hun havde en Søn, Haakon, endnu levede. Men Cecilia beviste, at hun aldrig havde været gift med Folkvid, og nu tillod Eystein Giftermaalet. Kongen selv holdt Brylluppet med megen Stads. Den eneste, der ingen synderlig Forfremmelse fik, var Kongens Broder Erik: han bad vel om højere Titel og et Stykke Land i Forlening, men maatte nøje sig med Lendermandstitel og for Resten vedblive at være Høvding inden Hirden. Selv søgte Kongen ved et Giftermaal med den svenske Konge Knut Erikssøns Syster Margrete[19] at befæste sin Anseelse og Magt. Vel levede endnu hans forrige Hustru Astrid Roedatter, men da han, som ovenfor nævnt, skal have mistænkt hende for Utroskab, lod han hende ikke komme over til Norge; sandsynligviis var han vel heller ikke formelig gift med hende, da der intet tales om, at Eystein eller den svenske Erkebiskop havde noget imod hans Giftermaal med Margrete at erindre[20]. Heller ikke tales der om, at Kong Knut eller Margrete selv gjorde Vanskeligheder, nu da Sverre var kommen i Besiddelse af Norges Rige, skjønt de vist faa Aar i Forvejen, da han endnu betragtedes som en usel Æventyrer, med Foragt vilde have bortviist et saadant Tilbud fra hans Side. Giftermaalet sluttedes allerede Aaret efter Kong Magnus’s Fald (1185). Sverre havde med hende kun en Datter, Christina. Med Astrid havde han foruden den allerede nævnte Søn, Unas, hvis Navn rimeligviis nu forandredes til Sigurd, ligesom han selv antog Navnet Magnus[21], ogsaa Sønnen Haakon, der maaskee ligeledes tidligere havde baaret et andet Navn, og Døtrene Cecilia og Ingebjørg[22].

  1. ↑ Om dette Dokument er der allerede talt foreløbigt ovenfor II. S. 936. Den urigtige Datering 23de Marts 1276, eller, som den paa Latin lyder, mcclxxvi x. kal. Aprilis, er i Særdeleshed en af Grundene mod dens Egthed, thi om man end vilde antage, hvad der let kunde skee, at der i Afskriften var kommet et dobbelt c, istedetfor et enkelt, og at der skulde læses mclxxvi (1176), er dog Dagen, kal. Apr. (23de Marts) ikke Paaskedagen i dette Aar, skjønt det i Dokumentets Intimation udtrykkeligt staar at „dette udstedes“, eller at „Afstaaelsen skeer“ in hac die gloriosæ resurrectionis (paa denne hellige Paaskedag); Paasken 1176 faldt nemlig paa 4de April. Ja hvad mere er, i alle de 163 Aar mellem 1068 og 1231 faldt Paasken ikke en eneste Gang paa 23de Marts. Heller ikke kan man henføre det sidste „I“ Ziffer til Dagsbetegnelsen og læse mclxxsv. ix. kal. Apr. (24de Marts 1175), da Paaskedag 1175 faldt paa 13de April. Arne Magnussøn har derimod foreslaaet at læse mclxxiv in. kal. Apr. (28de Marts 1174), hvilket slaar rigtigt ind med Paaskeberegningen for dette Aar. Som Grund til Mistanke mod Dokumentets Egthed kan det ogsaa anføres, at det slet ikke omtales, førend da Erkebiskop Jon i Aarene 1273–77 paaberaabte sig det under sine Stridigheder med Kong Magnus Haakonssøn om Kirkens Rettigheder (se Norges gl. Love II. S. 457 og 462): man kunde da formode, at det senere var blevet forfærdiget, og at ved den Lejlighed vedkommende Forfalsker rimeligviis havde beregnet Paasken urigtigt. Merkeligt er det især, at en af Pave Coelestin den 3die 1194 til Fordeel for Erkebiskop Erik udstedt Bulle (hvorom nedenfor), der i det Væsentlige, endog Ord til andet, ligger til Grund for de senere Overeenskomster af 1273 og 1277, og hvis Text vel for det meste er den samme, som den, der indeholdtes i den oprindelige, nu tabte, Overeenskomst mellem Kongerne Sigurd, Inge og Eystein, og Kardinal Nikolas, og som siden gjentoges i Kong Magnus’s Overeenskomst med Legaten Stefanus, udtrykkeligt omtaler „Kongernes, især Magnus Indrømmelser“, og særskilt anfører et Par Artikler, der forekomme i det her omspurgte Brev, men uden at omtale den aller vigtigste, nemlig Kongedømmets Underkastelse, m. m. og ligeledes udeladende Forpligtelsen for Kongen og Hirdmændene til at betale Tiende, der findes i hiint; ligesom ogsaa Kong Haakon Sverressøn siden, i 1202 eller 1203, bekræfter Kardinal Nikolas’s Bestemmelser og hine tre Kongers Indrømmelser, saa vel som de Eder, der bleve svorne for Legaten, da Jarlen (Erling) havde begyndt Trætte med Erkebiskop Eystein om Kirkens Friheder, men uden at der paa begge Steder med et eneste Ord tales om den her omhandlede Akt, der dog, hvis den havde været til, i alle Fald maatte være bleven berørt. Der mangler saaledes ej Sandsynlighed for, at den senere er sammensmedet, og denne Formodning bestyrkes ogsaa derved, at Jarlen, Magnus’s Fader, uden hvilken han neppe vilde have afsluttet en saa vigtig Akt, ingensteds er nævnt. Og er den ikke forfalsket, maa den dog i alle Fald, hvad der her næsten kommer ud paa det samme, have været udstedt i dybeste Hemmelighed. Men hvorledes den i saa Fald skulde kunne have været skjult lige til 1273, og hvorfor den ikke tidligere er fremdragen, saa ofte som der dog var Anledning dertil, bliver højst vanskeligt at forstaa. Man maa da næsten gjette paa, at Eystein har ført den med til England i 1180, men ej bragt den tilbage, og at den er bleven liggende der indtil Erkebiskop Jons Tid, eller og at Eystein, da han, som det nedenfor vil sees, paa sit Yderste havde mange Forhandlinger med Sverre, har overgivet ham dette Dokument, som senere har hvilet ukjendt i det kongelige Arkiv, indtil Erkebiskop Jon ved en eller anden List har opdaget dets Tilværelse og faaet fat paa det. Hvad ellers Aarstallet angaar, da kan endnu den Formodning fremsættes, at Ordene „Actum – in vestiario ecclesiæ Nidrosiensis“ slet ikke har tilhørt dette Document, men derimod har dannet Slutningen af et Bekræstelsesdokument, som Erkebiskop Jon den 23de Marts 1276 har ladet oprette, og hvori hiint var indtaget. Det kjendes nu kun efter en, uvist hvorfra, tagen Kopi, hvis Afskriver let har kunnet henføre Vidissens Datum til det indtagne Aktstykke.
  2. ↑ Se ovenfor S. 33.
  3. ↑ At han senere, paa Grund af sin særegne Stilling og de Tvivl, der fremsattes mod hans Byrd, fandt det politisk rigtigt ogsaa at skaffe sit Kongedømme den Sanktion, Kroningen kunde yde, er en anden Sag.
  4. ↑ Flere have vistnok antaget Institutionen for meget ældre, eller rettere existerende fra umindelige Tider, af den Omstændighed, at „lögmenn“ et Par Gange tidligere nævnes, navnlig i Beretningen om Sigurd Ranessøns Proces (se ovenfor II. S. 643 flg. jvfr. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 30), især er dette udtalt af Maurer, Beiträge zur Rechtsgesch. des germ. Nordens, I. S. 137. Men af den Forbindelse, hvori Ordet „lögmenn“ paa disse Steder staar, seer man at det kun betegner det samme som lagamenn det er lovkyndige Mænd, der konsuleredes, og at der ikke er Tale om nogen Embedsmyndighed. I denne Betydning, aabenbart den ældste og oprindelige, forekommer lögmenn, i den gamle islandske Lov (Graagaas, lögsögum. þ. I), hvor det udtrykkeligt heder: om han (Lovsigemanden) ikke har Kundskab dertil (nemlig at fremsige alle Lovens Stykker nøjagtigere end nogen anden), da skal han komme sammen med fem eller flere „lögmenn,“ saa mange han kan faa fat paa, og raadføre sig med dem, førend han fremsiger hver Deel. Man seer ogsaa paa hiint Sted (Fornm. S. VII. 133.) at „lögkœnir menn“ bruges eenstydigt med „lögmenn“, ligesom det er at merke, at paa det Sted i den vidtløftige Saga, hvor Eystein opfordrer „lögmenn“ til at fælde endelig Dom (S. 142), har Snorre i sit Uddrag (Cap. 26) „lögréttumenn.“
  5. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 90, 91.
  6. ↑ Ældre Frostathingslov, Indledning, Cap. 16. Egentlig staar der kun: „at vi have tillejet (engageret) Lagmændene for vore Penge og Fædrenegods“ men dette gjengives mest passende saaledes som ovenfor.
  7. ↑ Se ovenfor I. 2. S. 555.
  8. ↑ Se ældre Vestgøtalag, Retl. B. Cap. 3 (Schlyters Udg. S. 37, 151): „Bondes Søn skal Lagmand være; derfor (d. e. for hans Valg) skulle alle Bønder raade med Guds Miskund“.
  9. ↑ Se Vestgøtalag, Lagmandsrække (S. 246) hvor der handles om Karle af Edsvær: „han spurgte nøje efter de Mænd som gjorde Lovspilde i vort Land, refsede enhver efter hans Gjerninger, og frelste sit Land for onde Mænd og Uskikke.
  10. ↑ Se herom Njaalssaga, Cap. 143. Jvfr ovenfor I. 2. S. 436.
  11. ↑ Nogen Oplæsning af Loven, som paa Island, synes aldrig at have paahvilet vore Lagmænd, imidlertid er det dog merkeligt, at deres Embede kaldes „lagsagn“ lige saavel som de svenske Lagmænd, der endnu kaldes saa.
  12. ↑ Orskurd kommer af at skera or, egentlig, skjære ud af, dernæst, afgjøre, Tydsk „urtheilen“.
  13. ↑ Ældre Frostathings Lov Indl. 16.
  14. ↑ Haakon Haakonssøns S. Cap. 85.
  15. ↑ Saaledes „Dagfinn Bonde“ i Gulathingslagen, „Aamunde Bonde“ i Ryfylke.
  16. ↑ I Hirdskraa Cap. 36, er der fuldstændigt optaget en Bestemmelse af Kong Magnus Haakonssøn fra Aaret 1273 om Lendermændenes og Sysselmændenes Forpligtelser, hvor denne Pligt, i tre Maaneder at holde et vist Antal Tropper, udtrykkeligt omtales, og Troppernes Antal nøje bestemmes; man kan visselig ikke se heraf om Forpligtelsen først da paalagdes Sysselmændene, eller om den allerede tidligere var tilstede; det sandsynligste er dog, at Forpligtelsen allerede forhen var der, men at der kun ved denne Forordning, blev truffet nye Bestemmelser med Hensyn til Troppeantallet. Thi at Sysselmændene i alle Fald i Borgerkrigens urolige Tider maatte holde Krigsfolk, falder af sig selv, og nævnes mange Steder udtrykkeligt.
  17. ↑ F. Ex. Sysselmanden paa Færøerne, se ovenfor S. 56.
  18. ↑ Fagrskinna, Cap. 214.
  19. ↑ Margrete var en Datter ak Kong Erik den hellige og Christine, der igjen var en Datter af Bjørn Jernside, Harald Kesjas Søn, og Katharina, en Datter af Kong Inge Steinkelssøn.
  20. ↑ Efter Eysteins Død benyttede, som vi ville se, Gejstligheden den Omstændighed, at Sverres forrige Hustru endnu var i Live, som en Grund til at negte ham Kroningen. Aarsagen til, at Sverre mistænkte Astrid for Utroskab var, ifølge det færøiske Sagn, at hun 42 Uger efter hans Afrejse fra Færøerne havde født en Søn, Erling, til Verden. Om denne Erling vil der i det følgende blive Tale.
  21. ↑ At Sverre antog Navnet Magnus, og det ikke simpelt hen i Betydningen „den Store,“ men som et virkeligt Navn, efter de ældre Konger, der hed saaledes, sees fornemmelig af Intimationen til den Christenret, der bærer hans Navn, og som, skjønt forfattet i det norske Sprog, dog begynder saaledes: Sverrir Magnus konungr sun Sigurðar konungs. Ogsaa paa hans Mynter staar „Sverus rex Magnus“, ligesom og Omskriften paa hans Segl, ifølge Villjam af Newbury, lod „Rex Sverus Magnus, ferus ut leo, mitis ut agnus.“ Man kan ogsaa lettelig forstaa, at han selv har fundet det hidtil næsten ukjendte Navn „Sverre“ altfor plebejisk, og ønsket at ombytte det med et, der var brugeligt i Kongeætten, ja at han endog kan have paastaaet, at Magnus var hans rette Navn. Hans Berømmelse hædrede dog tilsidst saaledes „Sverre“-Navnet, at hans Efterkommere foretrak at benavne ham dermed.
  22. ↑ Sverres Saga Cap. 100. Den svenske Historiker Ørnhjelm har i sin Kirkehistorie S. 602 kaldet Sverres første Hustru Christine, men uden at opgive Kilden, hvorfra han har dette, og, som det synes, uden mindste Hjemmel.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/37&oldid=81374»