Det norske Folks Historie/4/36
Ikke længe efter indtraf Sverre i Bergen. Ved Indsejlingen lod han Skibene indtage en saadan Stilling, at deres Antal skulde forekomme Bymændene saa stort som muligt, „hvad enten de,“ sagde han, „synes godt om det eller ej.“ Men Bymændene holdt nu særdeles gode Miner; de ringede med alle Klokker til Ære for ham, og modtoge ham med en højtidelig Procession. Der blev strax gjort Foranstaltninger til Magnus’s Begravelse. Liget blev lagt i en Steenkiste, og jordet i Christkirken nedenfor Choret, lige ved den søndre Vegg. Førend Liget lagdes i Kiste, lod Kongen endnu engang flere gaa hen og tage det i Øjesyn, for at ingen skulde finde paa at sige, at Kong Magnus endnu var i Live. Nu, som før, gik mange grædende fra hans Leje, en af hans forhenværende Gjester gik endog hen og kyssede Liget, idet han fældte Taarer. Sverre saa efter, ham og sagde: „kun seent kan man tro slige!“ Ved Jordfæstelsen var Sverre selv tilstede, saavel som Biskop Paal og hele Mængden i Byen. Der holdtes flere fagre Taler, navnlig af Kong Sverres Morbroder, Nikolas Sultan, en meget veltalende Mand, og endelig af Kongen selv. Denne gav sin faldne Fiende det Lov, at han var god og kjærlighedsfuld mod sine Frænder og Venner, en hæderlig Høvding i mange Stykker, og prydet med kongelig Æt; han beklagede kun, at der ej havde været det Frænde-Samtykke mellem dem, som det burde, og bad Gud tilgive ham for den Haardhed, han havde viist mod ham selv og hans Mænd. Han talte, siger Sagaen, mange fagre Ord, da han hverken manglede Ord eller Fiinhed til at give Talen den Vending, han vilde. Han hædrede ligeledes Magnus’s jordiske Levninger, ved at indrette hans Gravsted paa det sømmeligste, lod et Teppe brede over Stenen, og opsætte et Gitter udenom[1]. Men under al denne rosværdige og tillige politisk kloge Bestræbelse for at vise sin faldne Fiende al sømmelig Ære, undlod han dog heller ikke at tale de nødvendige Alvorsord til de Levende, skildre sit Forhold til Magnus saaledes, som han betragtede det, eller ønskede det betragtet, og lade dem føle, at han paa det nøjeste kjendte til den herskende ham ugunstige Stemning, idet han tillige gav dem tilstrækkelige Vink om, at alle nu gjorde bedst i at finde sig i den nye Tingenes Orden, som det ej vilde nytte dem at forsøge paa at ændre. Han lod i den Anledning blæse til almindeligt Møde for hele Byfolket ude paa Christkirkegaarden. Da Mængden her var samlet, stod først Haavard Jarlssøn, der sandsynligviis var bleven Stallare efter Gudlaug Vale, op, og talte saaledes: „Det er nu alles Skyldighed at modtage Kongen venligen og hæderligen, thi han kan gjøre os godt og hædre os i mange Stykker. Det var ønskeligt og passende, om han nu vilde vorde vort Værn og Skjold, som det sømmer sig for ham, og vi derimod ærligt og trofast understøtte ham og yde ham alt, hvad han af os med Rette har at fordre. I vide nu, hvor meget han har kostet paa, for endelig at naa det ham tilkommende Kongedømme, hvor megen Modgang og Fare han har døjet, og hvor han har vovet saavel sit eget, som mange andre gode og gjæve Drenges Liv. Men nu har Gud frelst ham af mangen Fare, som I vel noksom have erfaret. Alle og enhver indsee nu fuldkommen det fornuftige i at vise Venlighed mod Kongen, om man end før har været ham ugunstig; han vil og visselig være en naadig Fyrste mod alle dem, der ærligt og redeligt, uden Svig, ville tjene ham. Tænker nu over, hvem det vil gaa bedst, dem der søge hans Venskab, eller dem der sætte sig op mod hans Vilje. Gjører nu som Gud lærer Eder, og seer til at Eders Sag faar en god Ende.“ Derpaa stod Kongen selv op, saa sig længe om ganske taus, og tog endelig saaledes til Orde: „Jeg begynder min Tale med Psalmistens Ord: miserere mei deus, quoniam conculcavit me homo, tota die expugnans tribulavit me!“ Det er udlagt; „Forbarm dig over mig, Gud, fordi Mennesket traadte mig under Fødder, stred imod mig den hele Dag og plagede mig[2]!“ Denne Spaadom, der blev spaaet for mange Aarhundreder siden, er nu i vore Dage gaaet i Opfindelse, saasom min Frænde Magnus stred imod mig, og stræbte mig efter Livet, men Gud frelste mig nu som før, og overantvordede mig hans Rige. Til alle Tider har intet været Gud mere forhadt end de Overmodige, og dem har han refset haardeligt. Første Gang, da Englen vilde gjøre sig til hans Ligemand, drev han ham fra sig, og straffede ham ved at gjøre ham til den værste Djævel. Siden, da vor første Stamfader Adam handlede mod Guds Vilje, blev han jagen ud af Paradiset til denne Verdens Sorg og Elendighed. Da Rigerne opstode, og Farao undertrykte Guds Lov og Folk, kom de ti Landeplager, hvis Lige man hidtil ej havde seet i Verden, over Landet. Bedre gik det ej heller Kong Saul, da han satte sig op mod Gud; da flakkede han om, besat af den ureene Aand. Og hvor vi see hen til forrige Tiders Begivenheder, finde vi at det altid gik saaledes i Verden. Det kan vel hænde sig, at vor Tale nu synes Eder at skride nærmere ind paa vore Enemerker; det har nemlig ganske vist ogsaa gaaet saaledes til her i Landet, at de have ophøjet sig, som ej vare af Kongeæt, idet nemlig Erling Skakke, Søn af Kyrpinga-Orm, lod sig selv give Jarlsnavn, og sin Søn Kongenavn. Siden undertrykte de alle Kongeætter, og ingen maatte kalde sig Konge-Ætling under Dødsstraf. De havde om sig de bedste Raadgivere i Landet, og toge under sig de ættebaarne Kongers hele Rige. Og alt dette gik hen, indtil Gud fra nogle Ud-Skjær sendte en liden og lav Mand, for at knække deres Overmod, og den Mand var jeg. Ikke tog vi det af os selv, men Gud vilde derved vise, hvor lidet det kostede ham at knække deres Overmod. Dette siger jeg dog ikke, som om jeg ej havde noget udestaaende med Kong Magnus og Erling Jarl, hvilket mange paastaa, beskyldende mig for at have væltet os ind paa dem uden al Ret. Vi ere ikke saa kortmindede, at vi ikke skulde erindre, hvad der er gjort imod os, først at Bergensmændene dræbte min Fader Kong Sigurd, der var ættebaaren til dette Land, siden, at de rejste en Flok med Erling Jarl mod min Broder Kong Haakon og fældte ham; at Erling siden tog mine to Brødre og lod den ene hænge som en Kraakeunge, den anden henrette; endelig nu hvad jeg sidst omtalte, og hvad der seent kan glemmes, at vi have lidt saa megen Overlast og Nød, at vi helst havde ladet det Hele fare, hvis vi ikke ynkedes over vort Folk, eller hine herskede over det, der ingen Ret havde dertil. Nu er det befriet, men dog lønne I dette med et Fiendskab, hvortil man kun sjelden seer Magen. Nogle sige: Sverre er sejrsæl, Sverre er forstandig, men faa svarer man: hvad er det at undres over? Han har gjort nok for det, givet sig selv Djævelen i Vold. Nogle sige endog, at jeg er den skinbarlige Djævel, kommen lige fra Helvede, og sluppen løs i min Skikkelse. Men hvad ere I da selv, som maa lystre mig, andet end Djævelens Trælle, og saa meget ulykkeligere end andre Folk paa denne Jord, som I ej alene nu maa tjene ham, men dertil brænde med ham i den anden Verden? Har man hørt noget saa gyseligt dumt, at sige saadant om hvem det saa er, og aller meest om sin Konge, at han skulde have solgt sig til Djævelen? Nej, da var Sverre dum, om han vilde ofre saa meget for dette usle Rige, der ikke engang vilde være saa meget værdt, om han havde det i Fred, end sige nu, da han ej kan beholde det i Ro, at han for dets Skyld skulde forspilde sin Sjæls Salighed. Her forekommer det mig, som om jeg paa een Gang seer Kalve og Ulve tilsammen, og det kan hænde at I finde mit Sold noget storhullet. Mangen bøjer sig for den Haand, han ønskede var af, og kalder den Frænde, han nys kaldte Fiende. Kunde man nu skue ind i Hjertet paa hver den som staar her, og stod der et Horn ud af Panden paa hver den, der vil mig ilde, tror jeg nok at mangen En vilde komme til at gaa hornet herfra. Endog Barnet siger, naar det gaar ud og slaar en Steen paa en anden: „her burde Sverres Hoved være under!“ Saadant lære I Eders Børn. Endog hver usel Tjenestepige, som gaar ud af Stuen med Banketræ i Haanden, siger naar hun slaar det mod Hellen: „her burde Sverres Hoved være under.“ Men det kan nok hænde, at Sverre lige fuldt kommer til at dø Straadød. Og vider det alle I Kong Magnus’s Mænd, som have været tilstede ved dette Møde, at inden tre Solemerker skulle I være ude af Byen. Men alle vore Venner, der have indfundet sig her, have Guds Tak derfor[3]!“
Kong Magnus var ved sin Død, som han selv sagde, 28 Aar gammel eller i sit 28de, altsaa i sin fagreste Alder. Han var da, efter Beskrivelsen, temmelig høj af Væxt, smal i Midje, tætvoxen, særdeles velskabt, smuk af Ansigt, naar undtages at Munden var noget styg. Han var meget nedladende, spøgsom og overgiven, som unge Mennesker pleje at være; han var en stor Elsker af Drik og af Kvinder, og yndede meget alle Slags Lege, da han gjorde sig til af sin Styrke og gjerne vilde være alles Mester i Legemsfærdigheder. Han klædte sig, som ovenfor omtalt, meget prægtigt og stadseligt, og satte maaskee saa meget mere Priis derpaa, som hans Fader havde holdt ham saa strengt i dette Stykke. Han var beleven i sin Tale, rundhaandet og dertil overflødig i sine Gaver. Lægger man nu hertil at han var tapper og vaabendjerv, saa indsees det let, at han besad en Mængde Egenskaber, der maatte gjøre ham ej alene til hans nærmeste Omgivelsers, men og i Almindelighed til Folkets Yndling. At han, som man tydeligt kan see, manglede den rette Klogskab og Modenhed til at redde sig ud af sin vanskelige Stilling, men desuagtet maaskee paa Grund af den Umyndighed, hvori Faderen havde holdt ham, viste en ikke ringe Grad af Paastaalighed mod ældre og erfarne Raadgivere, var Fejl, der ikke saa let faldt i Øjnene, og som desuden hans egne Venner vistnok dækkede til med Kjærligheds Kaabe. Det var, heder det i Sagaerne, et Beviis paa hans Yndest, at saa stor Skade man end havde af at følge ham, manglede han dog aldrig Folk til sin Hær, saa længe han levede; det samme viste sig endog senere, da der fremstod Mænd, som udgave sig for hans Sønner. Som medvirkende Aarsag hertil angives den Kjærlighed, Folket havde til Sigurd Jorsalafarers og hans Broder Eysteins Afkom, medens de derimod hadede Harald Gilles Æt, og kaldte ham den værste Sending, der nogensinde kom til Norge. Men dette forholdt sig dog ikke ganske saaledes: Kong Inge var jo ogsaa en Søn af Harald Gille, og dog overmaade yndet, endog af det Parti, der siden sluttede sig om Magnus, medens Olaf Ugæva, Eysteins Dattersøn, alene kunde skaffe sig et meget lidet Parti, hvilket for største Delen bestod af de samme Mænd, der senere fremstode som Birkebeiner. Den sande Aarsag til den overordentlige Hengivenhed, hvormed Magnus’s Parti eller Aristokrat-Partiet hang ved ham, var den klare Erkjendelse af, at nu gjaldt det at kæmpe til det yderste for Aristokratiet, og denne Erkjendelse bragte Aristokraterne, som vi i det følgende ville see, til at vedligeholde eller ideligen fornye Kampen endog efter Magnus’s Død, temmelig ligegyldige for, hvem de erkjendte som deres Høvding, naar de alene kunde faa Bugt med Sverre, hvis hele Tilværelse var grundet paa, og hvis hele System gik tid paa, en fuldkommen Tilintetgjørelse af de gamle aristokratiske Traditioner. Og det var desuden, som man noksom merker, egentlig kun Vikens og Gulathingslagens Folk og Høvdinger, eller Kong Inge Haraldssøns forrige Parti, der hang saa ivrigt ved ham. Thrønderne, endog deres Høvdinger, besjæledes endnu af Partiaanden fra Sigurd Munds og Eysteins Dage, og sluttede sig derfor saa gjerne om Sverre, saasnart det viste sig, at han baade havde Vilje og Evne til at overholde Lov og Ret. Krigen var og, som vi have seet, i den sidste Tid nærmest en Krig mellem Thrønderne paa den ene, og Gulathingsmændene tilligemed Vikverjerne paa den anden.
Magnus var, som det i et Slægtregister nævnes[4], gift med Eldrid, en Datterdatter af Guthorm paa Stein af dennes første Egteskab med Jon Smjørbaltes Datter af samme Navn[5]. Han var derved besvogret baade med Reins-Ætten og Blindheims-Ætten, thi Eldrids Moder Rangrid var vaade Syskendebarn til Jon Hallkellssøn, og Halvsyster af Baard Guthormssøn[6]. Men mellem hende, en Datter af Guthorms første Egteskab, og Baard, en Søn af det tredie, maa der have været saa mange Aar, at hun vist godt kunde have været hans Moder. Dronning Eldrid havde tidligere været gift med en Thore Skindfeld, og havde med ham to Sønner[7]. Med Magnus havde hun Datteren Christina. Hun kan ikke have spillet nogen betydelig Rolle, ja har maaskee ikke engang opholdt sig i Norge, siden hun aldrig omtales. Efter Magnus’s Død blev hun gift med en Lagmand i Gautland – det siges ikke, om det er Vester- eller Øster-Gautland, der her menes. I første Tilfælde maa det have været med Algaut Sigtryggssøn, der var Lagmand i Vester-Gautland paa den Tid[8], i det sidste med Magnus Minneskjold, en Broder af Jarlen Byrge Brosa. Med Gyrid, Datter af en Aslak unge, havde Magnus en Søn ved Navn Sigurd, ligeledes havde han en Datter ved Navn Ingebjørg, om hvis Herkomst der ej synes at have hersket nogen Tvivl. Desforuden fremstode, som vi ville see i det følgende, flere, der udgave sig for hans Sønner, men ere blevne anseede for Bedragere.
- ↑ Kong Magnus hviler i den Kirke, hvor han kronedes, heder det i en Kod. af Sverres Saga; men det kan ej være rigtigt, da Christkirken i 1164 neppe endnu var færdig.
- ↑ Davids Ps. 56, 1ste Vers. Stedet, som her er citeret efter den latinske Bibeloversættelse, kaldet Vulgata, lyder ikke ganske saaledes i vor Bibeloversættelse, der har: „Gud vær mig naadig, thi et Menneske søger at opsluge mig, han vil den ganske Dag fortrænge mig med Strid.“
- ↑ Sverres Saga Cap. 97, 99.
- ↑ Fagrskinna, Cap. 214, Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 103.
- ↑ Se ovenfor II. S. 809, jevnfør Slægttavlen No. 5.
- ↑ Som Rangrids Fader nævnes en Bjarne Burdarsvein, der ellers ikke omtales, og derfor af Enkelte, dog neppe med Rette, har været antagen for den samme som Peter Burdarsvein, Søn af Sauda-Ulv, der igjen var en Dattersøn af Ulv Stallare. Rangrid var, som det ovenfor er nævnt, siden gift med Frederik Køna, og havde med ham Datteren Astrid, der gik i Kloster. At Rangrid maa have været meget ældre end Baard, kan alene skjønnes deraf at hendes Datter Eldrid kunde være samtidig med ham og Magnus.
- ↑ En Søn af Eldrids første Egteskab med Thore Skindfeld, Kinad,, omtales allerede som Høvding 1198 (Sverres Saga Cap. 152).
- ↑ Den bekjendte Æskil, Søn af Magnus Minneskjold, var Lagmand i Vester-Gautland omkring Aarene 1215–1227; som hans Formand nævner Vestergøtalovens Lagmandsrække Algaut Sigtryggssøn, der altsaa omtrent maa have været samtidig med Eldrid. Men omtrent paa samme Tid synes ogsaa Magnus Minneskjold, Byrge Brosas Broder og Æskil Lagmands Fader, at have været Lagmand i Øster-Gautland, og hans Æt var visselig langt mere agtet end Algauts, saa at det nok kunde synes rimeligt at Enkedronningen havde egtet ham.