Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/4/35

Legg til lenke
Fra Wikikilden

  Imidlertid var Kong Magnus langt nærmere, end Sverre og Birkebeinerne forestillede sig. Han havde tilbragt Vintren i Danmark, men begav sig om Vaaren til Viken, hvor han den 8de April ankom udenfor Kongehellen med 24 Skibe. Her havde en af hans Høvdinger, Asbjørn Jonssøn fra Thjørn, allerede fire Dage forud bebudet hans Ankomst, og opfordret alle Indbyggerne til at tage vel imod ham, da han nu højtigen kunde tiltrænge deres Hjelp, ligesom ogsaa Danekongen havde lovet ham sin kraftige Bistand, og allerede understøttet ham med et betydeligt Antal Hjelpetropper: Kongen ventede sikkert, sagde han, at alle Høvdinger der øster i Landet vilde vise sig som hans Venner, og lovede dem til Belønning store Len og sin Understøttelse. Hertil havde baade Bønder og Bymænd ytret lydeligt deres Bifald, og da nu Magnus kom – det var just Søndag efter Paaske – gjorde de en fager Procession imod ham, og modtoge ham paa det venligste. Han tog ind i en Gaard, der tilhørte en Kone ved Navn Ragnhild[1], og forblev der i 3 Uger (altsaa omtrent til Maanedens Ende) Der var da mange Lendermænd i hans Følge, hvoriblandt Orm Kongsbroder, Nikolas Kuvung, Munan Gautssøn fra Ænes, Asbjørn Jonssøn, og Hallkell Jonssøn, der maaskee paa denne Tid, eller under Opholdet i Danmark, havde egtet Kongens Syster Fru Ragnhild, der havde været bestemt for Vidkunn Erlingssøn[2]. Blandt andre Høvdinger i Magnus’s Følge nævnes en Harald, der skal have været en Søn af Kong Inge, saa utroligt det end synes, at denne skulde have efterladt sig Børn. Overhoved havde Magnus alle sine bedste Folk med. Ofte holdt han Huusthing og talte for sine Mænd; hans Taler vare just ikke lange, men hvad han sagde, var godt og fremført med Værdighed; det optoges ogsaa med meget Bifald. Her i Kongehelle fik Kongen ogsaa Besøg af den islandske Skald, Maane, der just var kommen tilbage fra en Pilegrimsrejse til Rom, og i en yderst daarlig Forfatning, uden Klæder og Penge, saa at han havde maattet betle sig frem. Men han hilste Kongen meget høvisk, og gav ham strax en Prøve paa sin Dygtighed, deels ved strax at kvæde Halldor Skvaldres „Utfare-Draapa“ om Kong Sigurd Jorsalafarers Korstog, deels ved at improvisere nogle Skjemtevers om et Par omrejsende Spillemænd, der just vare inde i Stuen med Smaahunde, som de havde afrettet til at gjøre Kunster, medens den ene spillede paa Gige, den anden paa Pibe. Magnus tillod Maane at følge med til Bergen, hver han agtede sig hen[3]. Fra Kongehelle, hvor Flaaden forøgedes med tvende Islandsfarerskibe[4], drog Magnus først nordover til Tunsberg, hvor han ligeledes fandt den bedste Modtagelse, og hvor mange Folk kom ned fra Landet til ham. Ogsaa her holdt han Thing, og bad om Mandskab og Skibe, idet han lovede, hvad der kunde synes vel dristigt, ikke oftere at plage dem med slig Anmodning. Han undrede sig ikke, sagde han, om man tilsidst blev kjed af at ro Leding med ham, saa ofte som dette løb uheldigt af, men siden han nu engang var salvet og kronet til Kongedømmet, vovede han ej at bryde de Eder, han ved den Lejlighed havde aflagt, men vilde see til med Odd og Egg at vinde Riget tilbage, saa længe Gud forundte ham at leve og Landets Folk gjorde fælles Sag med ham. Ellers var det jo langt mageligere og sikrere for ham at modtage Len af sin Frænde Valdemar[5]. Disse hans Ord vandt alles Bifald. De vilde, sagde de, tjene og følge ham, og heller dø med ham, den rette Konge, end at tjene hiin Prest, der ingen Æt havde til at være Konge. Tunsbergs Borgere viste ogsaa deres Iver for ham i Gjerningen ved at udruste og bemande et Langskib, som de lode stode til hans Flaade[6]. Efter et Ophold der i Byen af en 14 Dages Tid (altsaa omtrent til midt i Mai Maaned) fortsatte Magnus Rejsen vestover, men da han fik daarlig Vind, blev han ofte liggende vejrfast i Havnene. Saaledes har han vist ligget en Dags Tid ved Langesund, thi ved denne Lejlighed var det rimeligviis, at hans Mænd fik fat paa en heel Mængde Hardstene (haarde Hvessestene) fra Thelemarken, der allerede i den Tid var en betydelig Udførselsartikel fra Skien (Skíðan) men som de nu – og dette var maaskee ikke usædvanligt – anvendte til Vaaben[7]. I Unnardys (Hummerdus) paa Lister laa de en heel Uge. Disse Ophold nedsloge dog ikke Modet paa hans Folk; de vare tvertimod heel lystige og glade, og fornøjede sig ved alskens Leg, hvor de laa inde; kun Kongen var noget stille[8]. I Karmsund, hvor de laa to Nætter 18de–10de Juni), fik han de første sikre Efterretninger om Sverres Rejser af Fragtemænd, der kom fra Bergen, og som nu hver Dag sejlede dem forbi. Han sendte da to Mænd, der selv synes at have havt hjemme i Bergen[9], op til Byen, for nærmere at udspejde Forholdene. De rejste afsted Tirsdag Nat (d. 12te) og kom tilbage Dagen efter, med den Besked at tre af Birkebeinernes Skibe under Anførsel af Svina-Peter laa i Byen. Magnus bød da sine Mænd at tage Tjeldingerne ned saa fort som muligt og skynde sig afsted. „Birkebeinerne,“ sagde han, „ere just nu i Bergen og ville nok gjerne helde Drikkelag med Eder, men synes vel at det tilkommer Eder at skjenke i Bægrene for dem.“ Ved disse Ord bleve alle glade, enhver skyndte sig at indtage sin Plads, Sejlene bleve hejsede og derforuden brugte man Aarerne, thi Vinden var svag Sidevind, og det regnede. Kong Magnus selv styrede „Skeggen“, som sædvanligt, Orm Kongsbroder „Skjoldmøen,“ Nikolas Kuvung „Erkesuden,“ (en Tyvesesse, som han havde faaet af Erkebiskoppen), Munan Gautssøn „Reinen,“ og Gjesterne havde „Mykle-Fløyet,“ et stort Østerfarerskib. Da de kom et Stykke paa Vejen, begyndte det at kule sterkt, paa Munans Skib gik Masten af og slog en Mand ihjel, og Kongens Skib satte saa svært, at en af Stavnboerne, ved Navn Thoralde Thrym, sagde: „det bliver vaadt her forud paa Dækket, og det spruder endog om Saxene; Frembyggerne saa helst, at man sejlede mindre skarpt.“ Kongen rejste sig og svarede: „jeg vidste ikke, at der skulde gjøres Ild op paa Dækket eller forud paa Saxene,“ og bød at man ikke skulde tage mindste Svoft ind, men heller sætte til hvad Reb man havde. Thorsdagen (den 14de Juni) ved Midmundetid (omtrent Kl. halv to) sejlede Kongen ind paa Vaagen, og lagde til lige ved Bryggerne, hvor hans Mænd øjeblikkelig sprang op. Birkebeinerne, som ikke havde hørt det mindste til Magnus, og ej havde nogen Anelse om hans Komme, førend han nu med Eet var dem lige ind paa Livet, fore forfærdede hid og did, nogle efter sine Vaaben, andre kun for at frelse sig; alle sammen søgte de ud af Byen, og op i Fjeldet, hvor det snart var ganske rødt af deres Skjolde; men Heklungerne fik dog indhentet og dræbt Tredive af dem, deels i, deels ovenfor Byen. De toge i Hast Klæderne af dem, og lode Kroppene ligge nøgne efter; Magnus forbød endog udtrykkeligt at begrave dem, førend han kom tilbage igjen, da det, som han sagde, passede sig bedst for dem at ligge der til Ravn og Hund. Det var nemlig nu først og fremst hans Hensigt, at opsøge og gjøre det af med Sverre, medens denne endnu laa inde i Sognefjorden og saaledes ej kunde undslippe. Derfor havde han ikke mange Timer at bortgive. Han lod strax blæse til Things, og talede saaledes: „Her i Byen venter jeg nu den samme Hjelp og Bistand af Indbyggerne, som I forhen altid have været saa villige til at yde baade min Fader og mig; her var desuden mit stadige Hjem, saalænge jeg sad i Fred og Ro; her har jeg ogsaa mange Frænder og Fostbrødre. For det første agter jeg nu at opsøge Sverre og prøve en Dyst med ham; naar det er gjort, tænker jeg at komme tilbage hid til Byen, idet jeg bringer Fred og Glæde for os alle.“ Disse Ord besvaredes med ivrige Blfaldsraab, og alle sagde: „Gud lade Eder komme tilbage i god Behold, Herre, og i denne Ferd opnaa Alt, hvad I maatte ønske“. Derpaa gik Kongen atter ombord, lod blæse til Afsejling, og forlod Havnen endnu samme Aften med den hele Flaade, paa Gjesteskibet, det store Fløy nær, som imidlertid var kommet paa Grund ved Fjæren, og ikke kom af førend ud paa Natten. For Resten lagde man Merke til, og betragtede det vistnok som et slemt Varsel, at Kongens Skib ved Udsejlingen var saa besat med Kraaker, at næsten hvert eneste Toug var bedækket af dem. Om Natten sejlede Kongen nord igjennem Leden, og da han kom til Sognsø, drejede han ind i Fjorden. Vinden var da kun svag. Saasnart Sogningerne saa, at det var ham, kom de i Mængdeviis roende tid til ham og gave sig i Følge med ham. Af dem fik Magnus Underretning om at Sverre havde sendt sine bedste Folk fra sig, og selv laa med faa Skibe inde i Norefjorden, hvor han, som de sagde, havde gjort mangt og meget ondt. Dette Budskab vakte almindelig Glæde i Hæren. „Nu,“ hed det, „var da endelig Tiden kommen, da det viste sig at være Guds egen Vilje, at denne Ufredsflok skulde blive tilintetgjort, der havde øvet saa meget ondt i Norge, at det først seent vilde kunne oprettes.“ Blandt dem, der sloge sig i Følge med Magnus, nævnes Ivar Elda, en anseet Mand, der boede paa Surstrand. Han sad just til Bords, da man saa Magnus’s Flaade komme sejlende, ilede strax ned til Stranden, og roede ud til Kongeskibet, hvor Magnus tog imod ham med aabne Arme. Da Flaaden kom til det Sted, hvor Fjorden deler sig, styrede Magnus strax ind i Norefjorden. Hans Flaade var da 26 Sejlere sterk. De fleste af Skibene vare store, vel bemandede og i enhver Henseende godt udrustede.

Kong Sverre var imidlertid, som ovenfor er omtalt, nys kommen tilbage fra Toget til Sokndalen, og laa ved Hugastranden, i Nærheden af Femreite. Han og hans Mænd sad just ved deres Middagsmaaltid, da han hørte Vagtmændene, der stode oppe paa Land, tale mellem sig om at de saa en heel Deel Sejl komme ind ad Fjorden: stundom forekom det dem kun at være sex eller syv, men stundom spredte de sig mere ad, og da kunde man tælle ti, tolv, ja endnu flere. De talede imellem sig om, hvad Skibe dette kunde være: nogle paastode, at det kun var Sognejægter, der kom i een Flok sejlende fra Bergen, men andre syntes at det saa ligere ud til at være Langskibs-Sejl. Ved at høre denne Tale stod Kongen op fra Bordet, og gik selv op til Vagten, for at see hvad det var; der flokkede sig strax flere til, og enhver fremsatte sin Gjetning. Da Sverre en Stund havde betragtet de sig nærmende Sejl, sagde han: „det er ikke at dølge for, at her er Ufred for Haanden, thi dette er ganske vist Langskibe.“ Han lod strax blæse til Landgang, og da alt Mandskabet var forsamlet paa Stranden, tog han saaledes til Orde: „Endnu engang tør det gaa os Birkebeiner som før, at vi faa et alvorligt Arbejde at drages med, thi her nytter det ikke at negte for, at Kong Magnus snart kommer for at see til os. I vide alle, at en stor Deel af vort Mandskab er draget bort, nogle til Bergen – og Gud veed, hvorledes det nu er gaaet dem, – andre ind til Kaupanger for at brænde der; deres Hjelp maa vi saaledes undvære. Oppebie vi nu Kong Magnus her, da ville vi faa en Overmagt at stride mod, der er større end nogensinde forhen, saa ofte som vi ellers have kjæmpet mod en større Styrke. Jeg vil derfor, at vi nu tage vor Beslutning, om vi skulle vove Kampen ikke mandsterkere end vi nu ere, eller vi skulle gaa i Land og lade Skibene i Stikken. Men i saa Fald er det vel at merke, at vi just ikke have gjort os til Vens med Folket her i Sogn, og Kong Magnus vil da visselig sætte efter os med alt sit Mandskab, og med ham den hele Almue, hvorhen vi nu vende os. Og sandt at sige, skal jeg nu miste disse Skibe, som jeg med saa stor Møje, og saa mange Farer har erhvervet, da anseer jeg det ikke rimeligt at jeg nogensinde mere prøver paa at faa mig Skibe i Norge, og enhver af Eder faar da sørge for sig selv, som han bedst kan. Imidlertid vil jeg ikke ved min Egensindighed udsætte Eder for saa stor Fare, hvis I Alle skulde antage den for uovervindelig, men paa den anden Side vil jeg heller ikke forfærdes eller beslutte noget andet, hvis Høvdingerne og de øvrige Krigere see nogen Mulighed til at vove denne Dyst.“ Da Kongen havde endt sin Tale, kunde Alle godt skjønne, hvad han helst vilde, og saa svagt Haab de end havde om at det vilde gaa godt, nennede de dog ikke andet end at give deres Bifald dertil. De svarede derfor næsten alle paa een Gang, at de visselig vilde slaas og ikke tage Flugten uforsøgt; det havde ingen Nød, de vare saa ofte vante til at stride mod Overmagt og enda vinde Sejr. „Ja,“ svarede Kongen, „nu have I valgt, hvad der mest stemmer med mit Ønske, og det kan jeg sige Eder, at I maa slaa saa meget bedre og mandeligere, som I denne Gang skulle ofre en Konge til Døden[10].“ Disse Ord vakte megen Bekymring hos Birkebeinerne, thi de kunde ikke vide, hvilken Konge han meente. Sverre gav derpaa Befaling til at tage Tjeldingerne ned, og ro ind ad Fjorden langs med Landet, for at møde de to Skibe fra Sokndal, efter hvilke en Skude sendtes ind i flyvende Hast. Han forordnede, at Roningen i hvert Halvrum kun skulde forrettes af een Mand; den anden skulde idelig ro med Baad til og fra Land og bringe Stene ombord; den tredie og alle de øvrige, der ingen anden Beskjeftigelse havde, skulde sætte Viggurdler op og gjøre Skibet slagfærdigt. Alt dette skede nøjagtigt som han havde befalet; de Søm, han havde ladet uddele, kom nu vel tilpas for at befæste Viggurdlerne, og det var, siger Sagaen, let at see paa Birkebeinerne, at de vare vante til sligt. Da hiin Skude var kommen et Stykke ind i Fjorden, mødte den allerede Skibene, som den skulde hente, og da Folkene ombord paa disse fik at vide hvad der var paafærde, gave de sig til at ro saa voldsomt, at de, idet de nærmede sig Flaaden, og enhver vilde være den første, kom hinanden for nær, saa at Aarerne gik af. „Vi have nu andet at bestille,“ raabte Sverre, „end at spilde Roningen for hinanden;“ gav derpaa Befaling til at dreje ind mod Land, og der at oppebie Kong Magnus. Da var man ogsaa bleven færdig med at viggyrdle Skibene, og den Masse Stene var bragt ombord, som ansaaes nødvendig. Hans næste Befaling var at føre Landtoug op fra Bagstavnen, vende Fremstavnen ud, og lægge Aarerne færdige til Roning. Og endelig befalede han at alle skulde væbne sig og tage Plads, hver i sit Rum. Da dette var skeet, gik han i Land, og hen til en liden Bekk, som randt paa det Sted: her lod han sig række Vaskevand, og sine Klæder børste, som om han skulde gaa til et Gjestebud. Hans Dragt var bruunagtig fra Top til Taa. Derpaa gik han ned til en liden Klippe, under hvilken hans Skib laa, for endnu at tale nogle Ord til fine Mænd. Han vilde holde sig i Skibsstavnen, men Folkene toge hans Hænder bort, fordi den ganske nylig var tjærebrædt og endnu ikke tør. „Vi ville ej,“ sagde han, „tenge vore Skibe sammen; skal det gaa os godt, da maa vi benytte os deraf, at vore Skibe ere bordhøje, og vort Mandskab kjekt og krigsvant. Vi have kun een Udvej, og det er at sejre over vore Fiender; det nytter os hverken at flygte eller at bede om Grid; passer godt paa Eders Vaaben, og kaster dem ej overbord til ingen Nytte, søger først og fremst at dække Eder, hjelper hinanden indbyrdes, men Gud hjelpe os alle!“ Derefter lod han Merkerne sætte op. Et lidet Klippenes stak ud et Stykke foran Skibene, saa at man ikke godt kunde see ud paa Fjorden. Han lod derfor nogle Folk ro ud paa en Skude for at see, hvorledes det led med Magnus’s Flaade. Men neppe vare de komne nogle faa Aaretag frem, førend de øjeblikkelig vendte tilbage, og meldte at hele den fiendtlige Flaade var i Hælene paa dem. Da blev der strax blæst, Birkebeinerne roede alle Skibene ud mod Fienden, og istemte Hærskrig. De havde kun fjorten Skibe, og, efter den sandsynligste Beregning, omtrent 1900 Mand at sætte mod Fiendens sex og tyve Skibe, hvis Besætning neppe var under 3200 Mand. Den egentlige Befalingsmand paa Mariesuden var Thord Finngeirsbroder[11].

Da Heklungerne kom længer ind i Fjorden, hvor de vidste at de om faa Øjeblik vilde see Birkebeinernes Flaade lige for sig, firede de Sejlene ned, og lode Skibene drive ind for Farten. Da vare ogsaa de fuldt væbnede og slagfærdige. Kong Magnus forordnede, at de to store Skibe i Flaaden, der egentlig vare Kjøbmandsskibe, og ikke saa godt skikkede til Roning, nemlig Gjeste-Fløyet og Asbjørn Jonssøns Skib, skulde bindes sammen mellem hans eget, Skeggen, og Orm Kongsbroders Skib, og disse fire Skibe, der saaledes dannede en eneste sammenhængende Masse, skulde lægge sig imod Mariesuden og bage sig fast i den. „Jeg ønskede helst, sagde han, „at de ikke løstes derfra, førend enten den, eller vore Skibe vare ryddede. Jeg veed, at de fleste ville ansee det for en god Ende paa den hele Strid, om dette var den sidste Gang, Sverre og jeg behøvede at kræve denne Leding og Møje; det er vel værdt at bede Gud om, og dertil staar mit Haab. Jeg var kun fem Aar gammel, da Høvdingerne og Landets Folk gave mig Kongenavn, og syv Aar, da Erkebiskop Eystein tilligemed Legaten fra Rom og alle Landets Lydbiskopper indviede mig til Konge: da var jeg saa barnslig, at jeg hverken kunde raade for Ord eller Ed, og syntes bedre om at lege med andre Smaadrenge, end at sidde mellem Høvdinger. Ikke attraaede jeg Kongedømmet, og liden Glæde har jeg havt af det. Nu er jeg 28 Aar gammel, og i de sidste 8 Aar har mit Regimente været baade mig selv og alle Landets Indbyggere til Skade[12]; men den almægtige Gud lønne mine Venner og Høvdinger, saavel som hele Almuen, at de desuagtet saa kjærligt have staaet mig bi, og troligen hjulpet mig i saa mange Farer. Her behøves ikke mange Opmuntringsord. I see alle, hvor nødvendigt det er, at enhver bruger sig som han bedst kan, og vi have nu, Gud skee Lov, overflødig Folkestyrke, da der overalt, hvor vi anløb Kysten, er kommet Folk til os, medens Sverre derimod har adspredt sine Folk hid og did, og nu kun har en liden Deel tilbage, der desuden ligger her indelukt og stængt i Fjorden foran os som Sauder i en Kvi. Gud lade os komme saaledes fra dette Møde, at vi siden kunne være i Fred og Ro for vore Fiender, hvad enten vi ere i Live eller døde!“ En stærk Bifaldsmumlen lød over den hele Hær, og alle svarede paa een Gang: „Tak for hvert et Ord, ædle Konge, Gud lade dig fælde dine Fiender!“ Orm Kongsbroder raadede nu, som forrige Gang ved Nornes, til først at angribe de mindre Skibe, der ej kunde forsvare sig saa godt: det store Skib vilde blive vanskeligt at faa Bugt med, saalænge de øvrige kunde komme det til Hjelp. Men Magnus, ligesaa paastaaelig som før, vilde intet Ord høre herom, og meente, at naar først det store Skib var vundet, da var det saa godt som gjort med alle de øvrige. De fire Skibe bleve altsaa bundne sammen, som Kongen havde befalet. Kongeskibet laa nærmest Stranden, derefter Gjeste-Fløyet, saa Asbjørns, og Orms yderst. Idet Asbjørn lod sit Skib tenge fast ved Orms, talte han saaledes: „Nu er Dagen kommen, som vi alle have længets efter, at have faaet Sverre og Birkebeinerne jagede ind som Sauder i en Kvi. Nu er det forbi med hans Kneb og Kunster, thi den Mand har nu slaaet Haanden af ham og Birkebeinerne, som han har faaet alle sine Raad af, nemlig Fanden selv, som han tror paa, men som altid handler saaledes med sine Venner, nemlig at han giver dem Fremgang en Tid, men derpaa slaar Haanden af dem. Sverre er nu raadløs, thi han har sendt Svina-Peter fra sig til Bergen, hvor denne og hans Flok fik Bekomst som forskyldt; og de værste af dem alle, de Djævels Kroppe, Gjesterne, ere sendte ind i Fjorden tilligemed den, der har gjort allermest ondt, Torpersønnen Ulf[13]. Til sine øvrige Misgjerninger og Grusomheder har Sverre nu og føjet denne, at han har ødelagt et christent Land med Ild, og hvad lidet ondt han endnu har ugjort, skal han nu idag komme snart til at undgjelde. Lader os nu angribe Birkebeinerne, to eller tre om een, hvis det falder lettere; lader os hugge vældige Hugg paa enhver, der gjør os Modstand, uden at ense hvo det er, thi man regner det ikke saa nøje, naar man skifter Mad for Hunde.“ Dette, sagde alle, var vel talt. Derpaa tengedes ogsaa de øvrige Skibe sammen, i Partier paa fem eller sex; alle førtes i en Linje Side ved Side, ind ad Fjorden, dog nærmest den sydøstlige Bred. Magnus havde en Kjortel, halv hvid, halv skarlagenrød. En lignende Kjortel, baade af Farve og Stof, havde Magnus Mange fra Orknøerne, Rangvald Jarls for omtalte Dattersøn[14], der synes at have været ombord paa Kongens Skib. Magnus havde et ypperligt Sverd, kaldet „Fiskerygg.“

Da Magnus’s Flaade nærmede sig Birkebeinernes, saa det i Førstningen ud paa Søen imellem dem, som naar der falder en stærk Regnskuur paa Vandet i stille Vejr: det var Pileregnen, og den varede kun kort, da Skibene strax efter mødtes. Da Mariesuden skulde svaje med Forstavnen mod Fienden, gjorde den en lang Krog, og førend den havde faaet vendt, tørnede allerede Magnus’s Skibe med Forstavnen mod dens Bagbordsside. Skeggen laa ved det fremmerste Øserum, og dernæst de øvrige længer forover, efter som de fik Rum til. Strax begyndte her en heftig Kamp, da Heklungerne vare meget hidsige til at angribe. Birkebeinerne fegte mest at dække sig, thi i Førstningen faldt det dem noget ugreidt med Angrebet, hele Flaaden drev efterhaanden ind mod Stranden, og Mariesuden kom imellem de fiendtlige Skibe og Landet[15]. Da sprang Sverre, ledsaget af sin Frænde Peter Roessøn, i en Baad, roede hen til Erik Kongssøns Skib, og raabte derop, at de bare sig daarligt og modløst ad; de skulde ro uden om det store Skib, til Fiendens mindre Skibe, og see til at gjøre sig til Herre over dem. Derpaa roede han fra Skib til Skib, satte Mod i sine Mænd, og sagde hvor enhver skulde lægge til. Da toge Birkebeinerne Mod til sig, lagde kjekt frem, og gjorde et heftigt Anfald, der ikke besvaredes med mindre Heftighed af Heklungerne. Net vilde Kongen tilbage til Mariesuden. Paa Farten derhen slog en Piil ned i Stavnen lige over hans Hoved, og i samme Øjeblik en anden i Kanten lige ved hans Knæ, men han blev siddende uden at forandre en Mine. „Et farligt Skud, Herre,“ sagde Peter. „Det rammer ikke, førend Gud vil,“ var Sverres Svar. Imidlertid var Pile- og Steen-Regnen paa Mariesuden saa stærk, at han ikke kunde komme ombord, men maatte ro i Land. Paa samme Tid lagde Munan Gautssøn i den fiendtlige Flaade til Land med sit Skib, hentede en Mængde svære Stene, og lod dem dynge i Masseviis paa Mariesuden, heelt fra Forrummet og til Øserummet, saa at Besætningen fik en slem Medfart. Især var det dog Frembyggerne paa Mariesuden, der havde den haardeste Dyst at bestaa, thi det var denne Deel af Skibet, der fornemmelig var besat af de fiendtlige Skibe. De talte da imellem sig om, at nu ogsaa Forrumsmændene[16] burde lønne Kongen for den Mjød og de fagre Kjortelklæder, han havde givet dem. De, som vare i Bagstavnen, raabte da til Styrbordingerne at de skulde ro frem: disse gjorde saa, og derved kom Skibet saa langt frem, at Skeggen nu laa ved det agterste Øserum[17], derved fik ogsaa Forrumsmændene og alle Bagbordingerne nok at bestille, da der ikke laa færre end 13 Skibe paa denne Side af Mariesuden. Heklungerne brugte Pile, Kesjer, og en heel Deel af de før omtalte Hardstene fra Skien; de kastede Haandsaxe og Paalstave, og anrettede stor Skade, men de vare ikke nær nok til at komme i egentligt Haandgemæng, thi da deres Skibe vendte Forstavnen, ikke Siden, mod Mariesuden, var det vanskeligt at entre. Birkebeinerne fik ikke andet bestilt end at dække sig; flere af dem sank døde ned af Anstrengelse alene, uden at have faaet noget Saar.

Men medens Kampen rasede saa heftigt omkring Mariesuden, havde imidlertid Erik Kongssøn med de øvrige 13 Skibe efter Sverres Befaling roet uden om den, og givet sig i Kast med de mindre Skibe, af hvilke strax tretten, eller alle de, der ikke vare beskjeftigede med Mariesuden, vendte sig imod ham. Her havde Birkebeinerne Fordelen paa sin Side, da deres Skibe vare større og talrigere besatte. Men ikke desto mindre forsvarede Heklungerne sig med den største Tapperhed, saa at det en Stund var meget tvivlsomt, hvo der vilde faa Overhaand, og de understøttedes derhos af en Mængde Sogninger, der laa i Baade og skøde paa Birkebeinerne. Da lagde Erik sig Side om Side med det yderste af de fiendtlige Skibe, og efter en yderst haardnakket Kamp maatte endelig Besætningen give tabt. Nogle faldt, andre forlode deres Halvrum, og Birkebeinerne entrede. Den første, som kom op, var Eriks Merkesmand, Benedikt Hoved, ham fulgte en Deel andre. Da Heklungerne saa det, styrtede de imod dem, dræbte Benedikt med nogle flere, og dreve de øvrige tilbage. Men Erik eggede sine Mænd til at gjøre et nyt Forsøg, de stormede atter over i det fiendtlige Skib, erobrede Merket tilbage, og trængte nu saa haardt ind paa Heklungerne, at disse omsider maatte vige, og sprang over paa det Skib, der laa dem nærmest. Dette vakte Forvirring og Skræk; Birkebeinerne trængte fremdeles paa, og fandt nu kun liden Modstand. Saaledes gik det fra Skib til Skib, idet de dreve Heklungerne foran sig med Raab og Hugg, og fældte en Mængde. Hele den flygtende Menneskemasse styrtede omsider ind paa de fire store Skibe, der ikke engang kunde rumme dem. Fra Skeggen, Magnus’s eget Skib, der laa nærmest Land, løb en heel Deel overbord; de tre øvrige, nemlig Orms, Asbjørns og Gjesternes, sank under den overvættes Mængde. Da Sverre, som hidtil havde maattet holde sig paa Land, saa den heldige Vending, Slaget havde taget, skyndte han sig med Peter ned til Baaden, for at ro ombord. I det samme kom en Skude roende til Land nær ved: man kunde i Hast ikke see, om det var Venner eller Fiender. Men Sverre raabte til dem: „vend om, thi nu flygte de!“ De gjorde saa, roede tilbage og toge strax Vejen udefter Fjorden. „Kjendte I disse Folk. Herre,“ spurte Peter, „eller hvorfor talte I saaledes til dem?“ „Var det da ikke,“ svarede Sverre, „det eneste, jeg kunde sige, ihvem det saa var?“ Han styrede nu lige til sit Skib, gik op i Løftingen, og istemte strax Kyrie eleíson, af Glæde over sin Sejr; de øvrige stemte i med ham. Imidlertid sprang Kong Magnus og hele Mandskabet paa hans Skib over Borde; de fleste, hvoriblandt Magnus selv, druknede, de, som kom til Land, bleve dræbte af en Deel Birkebeiner, der allerede stode færdige paa Fjæren til at modtage dem: kun meget faa undgik her Døden. Nogle Skuder undkom ved at ro ud af Fjorden. Birkebeinerne roede omkring paa Smaabaade, og dræbte mange Fiender, der søgte at redde sig ved Svømning; nogle fik ogsaa Grid, blandt dem alle de, der vare heldige nok til at treffe paa Kongen selv; ligeledes skaanede Skibsstyrerne deres Frænder og Venner.

Slaget havde taget sin Begyndelse om Eftermiddagen. Ved Soleglads Tid (omtr. Kl. 9) begyndte Striden for Alvor, ved Midnat var alt forbi, og Skibene fortøjede og tjeldede. Den Sejr, Sverre nu havde vundet, overtraf vist hans og hans Mænds dristigste Forventninger. De havde kjæmpet mod en næsten dobbelt Overmagt af tapre, krigskyndige og forbitrede Fiender, der allerede ansaa sig næsten visse paa Sejren; her fandt ingen Overrumpling Sted, heller ikke indtraf, som ved Nornes, noget uforudseet Tilfælde, der udbredte panisk Skræk blandt Fienden; men alligevel blev Enden paa Kampen den, at Fiendens Magt aldeles knustes, Kong Magnus faldt eller omkom med sine fornemste Høvdinger og en Mængde Folk, og alle hans Skibe enten sank eller erobredes. De Faldnes Antal angives til 2000[18], altsaa et større Antal end Birkebeinernes hele Hær. Af de faldne eller omkomne Høvdinger nævnes foruden Magnus den før omtalte Harald, Kong Inges Søn, Magnus Mange, Orm Kongsbroder og hans Søn Ivar Steig, Asbjørn Jonssøn fra Thjorn, Ragnvald, Søn af Jon Hallkellssøn, Paal Smaat-auga, Lodin af Manvik (fra Brynlanesset), Olaf Gjavvaldssøn, Eindride Torve, Søn af Jon Kutiza, Ivar Elda (den samme anseede Bonde fra Syrstrand, der nys saa ivrigt havde sluttet sig til Magnus), Villjam af Torge paa Haalogaland, Andres Erikssøn, Hallstein Botulfssøn Snaak, en Frænde af Kong Magnus, Ketil Lavrantssøn, Sigurd Hiit, Ketil Fluga. Ere end flere af disse Navne mindre bekjendte, see vi dog af de øvrige, som vi noksom kjende, at Blomsten af Norges Aristokrati, især fra Gulathingslagen og Viken, her fulgte Kong Magnus i Døden. Birkebeinerne maa i dette Slag have kjæmpet med en aldeles uimodstaaelig Heftighed og Tapperhed. Vel havde de den Fordeel, at deres Skibe vare større og højere, end de fleste af Fiendens, men dette alene kunde dog ikke opveje den store Folkemon. Erik Kongssøn, der var den, som nærmest ledede det Angreb paa de mindre Skibe, der gik saa heldigt fra Haanden, og omsider gjorde Udslaget, aftvættede her fuldeligen den Plet, der klæbede ved ham siden hans Flugt fra Nidaros to Aar forud; men aller mest skyldtes dog vel Sejren Sverres egne vise Foranstaltninger og den Iver, hvormed han i Slagets Begyndelse opmuntrede sine Mænd og foreskrev Enhver, hvad han havde at gjøre. Uagtet han siden under den største Deel af Slaget ufrivilligt maatte staa paa Land som en ledig Tilskuer, havde han dog allerede ordnet det Hele saa vel, at det øvrige gik af sig selv. Men alligevel var hans Held saa uformodet og paafaldende, at hans Fiender seen endog udspredte, at han skulde have havt en Hex med sig paa Toget, og at hun ved sine djævelske Kunster skulde have faaet Havet til at opsluge Kong Magnus med hans. Flaade[19].

Tidligt den næste Morgen (Løverdag d. 16de Juni) lod Kongen blæse til Huusthing. Her stod han op og talte saaledes: „Gud selv skulle vi takke for vor Sejr, thi han har nu i dette Slag meget tydeligere end for rakt os sin hjelpende Haand. Vi kunne ikke tilkjende os Sejren anderledes, end at den fornemmelig skyldes Guds Vilje og hans Tilskikkelse. Til Gjengjeld skulle vi ogsaa takke ham, som det sig her og bor, i Ord og Gjerning. Dette skeer først og fremst ved at vi holde vort Løfte til alle dem, vi have skjenket Grid, dernæst, at vi komme de Saarede til Hjelp, og endelig at vi skaffe alle de Lig, vi finde, en christelig Begravelse. Jeg befaler paa det indstændigste alle mine Mænd, at de lede efter Ligene her ved Stranden, paa hvilken Maade og med hvilke Redskaber, Enhver veed eller kan anvende. Derved handler man ej alene Gud til Velbehag, men har endog selv Udsigt til at vinde Gods eller Guld, thi alle have vel havt noget Gods paa sig, enkelte endog meget. Nu formoder jeg dog, at vi endelig engang have faaet Herredømmet her i Landet, hvad enten vi store det vel eller ilde, og Gud være takket, hvis vi nu kunde være fredsommelige og retfærdige, thi derefter længes de fleste. Eder, mine Mænd, ønsker jeg Guds Len for Eders ufortrødne og kjærlige Bistand. Jeg skal ogsaa selv lønne Eder godt, og efter min bedste Evne. Godt er det nu at vide, at de Ejendomme og alt det Gods, disse Guldhalse have havt, der nu ligge her foran Stranden, skulle blive Eder til Deel og derhos de bedste Giftermaal i Landet, foruden de Titler og Værdigheder, I maatte attraa, thi det er store Ting, I have udrettet i denne Strid. Noget er dog endnu tilbage, det er vore Avindsmænd, og mod dem skulle vi vel vogte os, men Gud vogte os alle.“ Denne Tale vandt almindeligt Bifald, og Tilhørerne takkede Kongen for hans Ord. Siden lod han alle Skibene ro længer ind langs Stranden, indtil man kom saa langt, at Lugten af Ligene, naar de gik i Forraadnelse, neppe vilde naa derhen. Nu kom Raden til Sokndølerne, der før havde trodset ham, at ydmyge sig; saavel de, som Kaupangersmændene indfandt sig hos ham, faldt aldeles til Fode, og maatte nu uden at kny endeligen forpligte sig til at udrede hine femten Merker Guld, for hvis Udbetaling de til saa stor Skade for sig selv havde søgt at unddrage sig. Da viste det sig, heder det i Sagaen, som Ordsproget siger, at mangen En kysser paa den Haand, han helst ønskede var af. Dem, saavel som de andre Bønder i Nærheden, satte han til at skaffe Ligene i Jorden; Enhver fik frit Lov til at stelle om sine Frænders og Venners Lig, som han ønskede. Hver Dag var derfor mange Folk, saavel af Kongens Krigere som af Bønderne ude paa Baade, for at lede efter Ligene, af hvilke mange bleve opfiskede. En Dag fandt man Orm Kongsbroders Lig; hans Venner lode det derfor først bringe til Bergen, der blev det siden af Vikverjer bragt til Oslo, og begravet i Steenveggen i Hallvardskirken ved Siden af hans Broder Kong Inge og Kong Sigurd Jorsalafarer[20]. Ogsaa mange andre Stormænds Lig bleve efterhaanden dragne op. Magnus’s Lig blev ikke fundet førend anden Søndag (24 Juni) efter at Slaget havde staaet. Sverre havde just om Aftenen paa en liden Skude begivet sig hen til Slag-Stedet, hvor flere Baade fremdeles vare beskjeftigede med Lig-Optagningen. I en af Baadene sad tre Mænd, Ljot Haraldssøn, Arne Gudmundssøn og Jon Koll. Til dem sagde Kongen: „sidde I fast her med Fisket, eller hvor gaar det med Fangsten?“ I samme Øjeblik droge de et Lig op. „Det var en dyrebar Dræt,“ sagde Sverre, „I have da været saare heldige!“ „Ja,“ svarede de, „er dette Kongens Lig, da har der bidt en god Fangst paa vor Krog.“ „Dette er visselig Kong Magnus’s Lig,“ sagde Sverre. De skøde nu et Skjold under Liget, og løftede det over i Skuden til Kongen, som strax lod ro i Land, og Liget bringe op. Der gjenkjendte man det strax, thi det havde endnu ikke forandret sig det mindste; ja det var ikke engang blevet stivt, eller Rødmen borte af Kinderne. Allerede den følgende Dag var Kisten færdig, og førend Liget blev svøbt i Dug, lod han alle de tilstedeværende, som forhen havde været Magnus’s Mænd, gaa hen at betragte det, og forvisse sig om, at det virkelig var Magnus’s Lig: det var ikke, sagde han, for at være haard imod dem, men for at de siden kunde bære Vidne derom, hvis det skulde hænde sig, at Vikverjerne udspredte noget Rygte om at Magnus endnu var i Live, og deraf toge Anledning til at rejse en Oprørsflok. De gik da derhen, og næsten ingen af dem kunde holde Taarerne tilbage, flere kyssede det endog, førend de gik bort. Derpaa blev det svøbt, lagt i Kiste, og efter Sverres Befaling ført til Bergen. Strax derpaa fulgte han selv efter, men modtog før sin Afrejse de femten Merket Guld, som Sokndølingerne havde at udrede[21].

Efterretningen om Magnus’s Fald var imidlertid allerede Dagen efter Slaget bragt til Bergen, og det med den samme Svina-Peter, der to Dage forud saa haanligt var bleven jagen derfra. Løverdag Eftermiddag den 16de blev man nemlig i Bergen overrasket ved at see et vel udrustet, og med Skjolde fra Stavn til Stavn prydet Skib komme ind paa Vaagen og lægge til ude ved Kongsgaarden. Flere troede, at det var Kong Magnus selv, men kort efter lød Hornet i Gaderne, og man erfarede nu, at det var Svina-Peter, der ufortøvet lod Borgerne sammenkalde til Møde. De indfandt sig alle, heel nysgjerrige efter at høre hvad det kunde være. Da stod Peter op og talte saaledes: „Nu skeer det, som Ordsproget siger, at ofte kommer det samme Sviin i Ageren. Jeg heder og Svina-Peter; det er ikke længe siden vi bleve jagne og kjørte ud af Byen her, og det haanligt: ikke desto mindre have I os nu her igjen. Store Tidender have vi at melde: Kong Magnus er falden, saavel som Harald Ingessøn, Orm Kongsbroder, Asbjørn Jonssøn, og mange Lendermænd. I kunne nu med det første vente Kong Sverre hid til Bergen, naar han kommer fra Sogn, og han bad mig sige Eder, at I skulde modtage ham sømmeligt, som det tilkommer hans høje Værdighed. Men hvad skal det betyde, at Alle hænge med Hovedet, eller holde Klæde for Ansigtet? Det veed da Gud, at jeg aldrig før har seet alle Mand bære sig saa underligt ad, som nu her. Det kan jeg dog sige Eder for vist, at om I bære Eder aldrig saa ilde, eller snøfte og sørge aldrig saa meget, er det dog lige fuldt saa, at Kong Magnus nu er død med hele sin Hær. Heller end at hyle og klage, var det mere passende, om I lode ringe eller synge for deres Sjæle, eller gave Fattigfolk Almisse og Prester Penge for at holde Bøn. Det nytter Eder ikke nu at trodse eller tutle Sverre fra Kongedømmet, thi han bar bøjet Halsen paa større Blikke end Eder, der kun ere Kjøbmænd og Bønder, som kvide sig, hine for sit Gods og sine Penge, disse for Vind og Væde. Jeg vil give Eder et godt Raad: lader nu Kong Magnus ligge som han har redet, og underkaster Eder Kong Sverre, som Gud har sendt Eder. I ham have I en Høvding, der baade er mægtig og forstandig, mild og maalsnild, retfærdig og fredsommelig, en berømmelig Sejrherre, og dygtig saavel til at forsvare som til at store Landet. Borte er nu den Sverre, der kom med Hærskjold til Kjøbstæderne, borte ere nu ogsaa de Birkebeiner, som sværmede om her i Buen, og graadigt ransagede Gjemmerne for Eder, Bønder, men i deres Sted komme nu med vor Konge fine og stilfærdige Hirdmænd, der nu skulle være Laas og Nøgle for Frihed og Fred saavel i denne Kjøbstad som i de øvrige. Lader altsaa Bedragere, Falsknere og Drottins-Svigere fare bort, og vorder Eders Konge hulde, troe og tjenstagtige. Lader ogsaa, naar Kongen kommer til Byen, alle dem fare bort, som ere overbeviste om at have lagt svigagtigt Raad op mod Kongen, uden senere at have gaaet til Forlig med ham: eller ogsaa passe de sig for Kongens Udsendinger, thi disse see Folk ikke længe i Øjnene og deres Vaaben forstaa sig ikke paa Slægtregistre. Men Kongen tilbyder selv alle dem Grid og Forlig, der komme til ham og anholde derom, og derfor ønske vi nu, at Gud med alle sine hellige Mænd vil være ham gunstig og forunde ham Fred[22]“

  1. ↑ Aarsagen, hvorfor han tog ind i denne Gaard, var maaskee den, at der siden Kastellets Indrettelse til Kloster endnu ikke var nogen ordentlig Kongsgaard kommen i Stand. Det var maaskee just paa denne Tid, at Abbed Viljam i Ebelholt tilskrev Prioren i Kastelleklosteret, Laurentius, samt de øvrige Brødre, et Brev, hvori han, næst at indskjærpe dem indbyrdes Kjærlighed, og spørge om hvorledes de havde det, underretter dem om at han agter at sende en Ladning Malt der op til Forhandling, men beder dem, hvis det paa Grund af Fejden mellem Kongerne skulde være utilraadeligt at lade Skibet gaa til Kongehelle, da at opgive et sikrere Sted. (Langebek Scr. R. D. III. 55. Liljegrens Dipl. Svec. I. 115). Maaskee Ragnhild-Holmen lige ved Broen, hvor Kong Haakon Haakonssøn siden lod opføre en Borg, har tilhørt den oven nævnte Ragnhild og faaet Navn efter hende.
  2. ↑ Man finder ikke Ragnhild omtalt i Sagaen efter Beretningen om Vidkunns Død førend ved 1191: da heder det, at Hallkell var gift med hende, Sverres Saga Cap. 118.
  3. ↑ Sverres Saga Cap. 85. Dette omtales ellers kun i et eneste Haandskrift.
  4. ↑ At de vare Islandsfarerskibe siges kun i Flatøbogen. De hed Keipan og Vallabussen.
  5. ↑ Her staar der atter i Sagaen „Kong Valdemar;“ men efter hvad ovenfor er anført skulde det enten være „Kong Knut,“ eller, hvad der er rimeligst, Hertug Valdemar, der, skjønt endnu ikke formelig udnævnt til Hertug, dog i Diplomer fra denne Tid fører Hertugstitlen.
  6. ↑ Sverres Saga Cap. 83, 84.
  7. ↑ Herom se længer nede, S. 173 jfr. Sverres Saga Cap. 91. De her nævnte „Hardstene,“ som de endnu kaldes, komme fornemmelig fra Eidsborg i øvre Thelemarken, og udføres endnu i betydelig Mængde fra Skien. I de ældste Privilegier for Skien, der nu kjendes, nemlig Kong Haakon Magnussøns af 1358, nævnes disse „Hardstene,“ som en Udførselsartikel, „fra gammel Tid.“ Jvfr. ovenfor II. S. 627.
  8. ↑ Hummerdus, fortælles der, kvad Maane et Vers, hvori han indstændigt anraabte Gud om at skaffe gunstig Vind. „Vi ere saa bedrøvede,“ heder det i Verset, „fordi Nordvestvinden saa længe holder os tilbage her i Unnardys: Søndenvinden er altfor seen til at komme.“ Kongen roste Verset og sagde, at han til Belønning kunde tage sig en Skjorte blandt nogle flere, der just vare vaskede og laa nær ved i en Bunke, – en for den pjaltede Maane vistnok højst beleilig Gave.
  9. ↑ Der staar nemlig i Flatøbogen, hvis Læsemaade vi her følge: Eilif Arnessøn og Klement af Gravdal. Ellers læses: Eilif Orre, Søn af Klement af Grande.
  10. ↑ I Sagaen: konung í hel setja, d. e. sætte en Konge i Hel (i de Dødes Rige); Talemaaden „i Hel“ er den som endnu bruges under Formen „ihjel,“ som „at slaa ihjel,“ og „i Hel“ d. e. til de Dødes Rige.
  11. ↑ Mariesuden havde, som oven nævnt, 320 Mand; regner man i Gjennemsnit 120 for hvert af de øvrige 13, bliver Totalsummen 1860, hvilket vist kommer Sandheden meget nær. Magnus havde 26 Skibe, hvoraf enkelte temmelig store og alle sterkt bemandede. Regnes 1 Gjennemsnit for hvert 120 Mand, bliver dette tilsammen 3120, hvortil endnu kommer Besætningen paa Sogningernes Baade. – Thord Finngeirsbroder vil ogsaa i det følgende blive nævnt som Befalingsmand paa Kongens Skib, og det synes, som om han har været meget kyndig i at styre Skibe og manøvrere med dem.
  12. ↑ Alle disse Aar-Angivelser passe ret godt med Tidsregningen. Magnus var, som ovenfor viist (II. 812) fød 1156, han blev tagen til Konge 1161, altsaa fem Aar gammel; ved sin Kroning 1164 var han egentlig 8 Aar gammel, men han havde maaskee (se ovenfor II. S. 938) i Septbr. 1164 endnu ikke fyldt sit 8de Aar.
  13. ↑ Nemlig Ulf af Lauvnes, hvis ringe Herkomst altsaa her udtrykkeligt omtales.
  14. ↑ Om Magnus Mange se ovenfor S. 41.
  15. ↑ De her anførte Enkeltheder kunne give os en ret klar Forestilling om Skibenes Stilling under Slaget. Dette foregik ikke, som det almindeligviis plejer at siges, ved Femreite, thi der staar udtrykkeligt at Flaaden roede derfra længer ind i Fjorden, indtil den mødte de to Skibe fra Sokndal, og dette kan ej have været længer ude end halvvejs mellem Nornes og Ylmen. Neset, der tog Udsigten bort til Hovedfjorden, var Nornes. Sverres Skibe laa i en Række med Bagstavnen mod den sydøstlige Bred, og roede derfra først lige ud, for siden at drage til Venstre, for at møde Fienden; men det var denne Vending, som det ej lykkedes at faa udført, og Mariesuden, der, som det udtrykkeligt siges, laa yderst, altsaa længst til Bagbord af Sverres Skibe, vendte endnu Bagbordsiden til, da Magnus’s Skibe, hvis Række dannede en ret Vinkel med den, Sverres Skibe først havde indtaget, tørnede imod Mariesuden, dog som man seer, kun dennes forreste Deel, da hele Stykket fra det fremre Øserum og agter over endnu var bart; Skeggen, Magnus’s yderste Skib mod Styrbord eller nærmest Kysten, naaede ej længer end til hiint Øserum. I denne Stilling dreve begge Flaader mod Sydøstkysten, idet de svajede mere og mere mod Styrbord, faa at Mariesuden, hvis hele Forpart fiendtlige Skibe havde haget sig fast, og som mere og mere kom til at vende Styrbordsiden mod Land, derved næsten afskares fra Sverres øvrige Flaade. Sverre gik nu fra Borde paa Styrbordside, og gav Erik Kongssøn, der rimeligviis var dreven med Bagstavnen mod Kysten, Ordre til at ro uden om og angribe Fiendens mindre Skibe.
  16. ↑ Forrummet var, som bekjendt, strax nedenfor Løftingen, eller i den agtere Deel af Skibet.
  17. ↑ Begge Øserum (austrrúm), vare i den agtere Deel af Skibet, det ene fremmenfor det andet.
  18. ↑ Nemlig atten Hundreder, altsaa nøje beregnet 2160.
  19. ↑ Villjam af Newbury, VI. 3. Da dette Kapitel øjensynligt indeholder den Fremstilling af de hidtil fortalte Begivenheder, som Sverres Fiender eller Magnus’s Tilhængere gave til Bedste, og som rimeligviis en eller anden norsk Gejstlig i England har medeelt den samtidige Villjam, anføre vi her følgende Uddrag deraf, som et ikke uvigtigt Bidrag til at belyse Stemningen hos Folket og de paa den Tid herskende Rygter: „Omtrent paa samme Tid (c. 1180) var det at hiin saa berygtede Prest Sverre, der kaldes Birkebein, fremstod som Kronprætendent i den Deel af Germanien, der kaldes Norge, og efter at have herjet en Tidlang som saadan, endelig efter Kongens Fald erholdt Kongedømmet, som om det var paa lovligt Viis; skjønt det er at haabe at det med Guds Vilje tager samme Ende med ham, som med andre Konger i hiint Land. Der fortælles nemlig, at i de sidste 100 Aar, ja længere tilbage, have Konger i Mængdeviis fulgt paa Konger, uden at nogen af dem er død af Alderdom eller Sygdom, men alle ere faldne for Staalet, efterladende Tronen som Bytte for deres Drabsmænd, som om de vare deres lovlige Arvinger, saa at man om alle dem, der i den lange Tid herskede der, kan sige som der staar skrevet: Du har ihjelslaaet og tilmed taget en Ejendom (1 Kongernes Bog 21, 19). Da dette skjendige Uvæsen ved den langvarige Sædvane ligesom var blevet en Lov, søgte endelig Rigets Stormænd i deres fromme Iver at raade Bod derpaa, idet de lode en ny Konge højtidelig salve, indvie og krone, for at ingen efterdags skulde vove at lægge Haand paa Herrens Salvede. Hidtil havde endnu ingen der været indviet til Fyrste paa kirkelig Viis, men enhver, der i Spidsen for en Oprørsflok havde dræbt Kongen, tiltog sig netop derved den kongelige Magt og Værdighed, som han en føje Tid derefter igjen paa samme Viis maatte efterlade sin Drabsmand. Nogle have troet, at hiin Undladelse af Kroning havde sin Grund i christelig Eenfold, saasom nemlig ingen af de foregaaende Konger havde fortjent at krones. Saaledes, da Haakon, som havde fulgt efter den af ham fældede Kong Inge, var dræbt, og Tronen fandtes at tilkomme en Dreng ved Navn Magnus, Inges Frænde, lode Rigets forstandigste og mest anseede Mænd denne Dreng højtideligt indvie til Herrens Salvede, og krone. Derved troede de at have faaet en retlig beskikket Fyrste, og at den gamle Uskik var afskaffet. Men da samme Magnus allerede var bleven voxen, og med megen Dygtighed og Held havde regjeret i nogle Aar, saa at man allerede troede sig sikker mod alle Oprørs-Uroligheder, da var det, at Djævelens Ondskab indgav hiin Prest, som hans eget Redskab, at forstyrre det christne Folks Fred. Efterat han en Tidlang havde gjort Tjeneste i den hellige Orden, han i Kirken havde faaet, begyndte den højst forvovne og forslagne Mand med den ham egne Selvtillid at tragte efter Kongedømmet. Snart havde han gjennemrejst det hele Land, og var ikke seen til at udføre sin Plan; han famlede ved de listigste Kneb en stærk Hob af forvovne Røvere og slette Karle, hvormed han, søgende Skjuul og Værn i uvejsomme Ødemarker, foruroligede Kongen ved hyppige Overfald. Da Kongen forfulgte ham med en ordentlig Hær, tog han paa Skrømt Flugten, men lagde sig i Baghold ved et Pas, hvor han var godt kjendt: der overrumplede han den kongelige Hær og tilføjede den, indkneben som den var, et saadant Nederlag, at Kongen selv maatte skjule sig blandt de Faldnes Dynger, og med Nød og neppe undkom, da Fienderne droge bort. (Her sigtes, som man seer, til Slaget ved Hirtebro.) Ved dette Held steg hans Mod, og hans Kræfter tiltoge Dag for Dag, indtil han omsider endog fik sig en Flaade, med hvilken han saa sig i Stand til at herje paa flere Steder i Landet. Kongen bragte imidlertid sin Hær paa Fode igjen, udrustede en Flaade, og drog mod Fienden. Ved Efterretningen herom lod Sverre atter listigt, som om han flygtede, og begav sig ud paa det store Hav; da Kongen hørte det, troede han at Røveren virkelig var flygtet, og løb med Flaaden ind i en Havn. (Her sigtes til Undvigelsen 1179, se ovenfor S. 96.) Men da Hæren her, af Glæde over Fiendens Forjagelse, overlod sig til en fordærvelig Sikkerhed, kom Natten efter hiin forbandede Prest med sine Folk ind i Havnen, angreb de drukne og søvnige Krigere, og ødelagde med Møje saa godt som den hele Hær, hvoriblandt Kongens Fader og flere Stormænd. (Her, sigtes, som man seer, til Slaget paa Kalvskindet 1179, men Fremstillingen er ikke nøjagtig) Kongen skal, undkommen fra Blodbadet, have holdt sig skjuult i nogle Dage i et nær liggende Nonnekloster, og ved Guds Beskyttelse være undsluppen, uagtet Fienden søgte efter ham. Modig ved dette Fiendernes Uheld og Nederlag drog nu Tyrannen, ligesaa fræk som blodig, rundt omkring ligesom i Triumf, idet han viste sig som en ublid Herre for de ynkeligt undertrykte Bønder. Kongen, der efter at have holdt sig skjult atter kom frem og til sine Venner, begyndte efterhaanden at samle nye Kræfter, skaffe sig Hjelpetropper allevegne fra, og med større Varsomhed at forberede sig mod de fiendtlige Anslag. Endelig drog han med en ordentlig udrustet Hær mod Fienden. Saasnart hiin erfarede dette, og saa at Ynglingen, klog af tidligere Skade, nu gik forsigtigere til Verks, ligesom han og var ham overlegen i Skibe og Stridskræfter, tog han sin Tilflugt til Trolddom. Han havde nemlig hos sig en Djævelens Datter, mægtig i Hexeri, og med Rette at stille ved Siden af hiin Oldtidens Troldkvinde, om hvilken den herlige Digter siger (her følger et Citat af Virgils Æneide IV. v. 487–490). I forunderlig Tillid til sin sædvanlige Kunst spurte hun nu sin Ven Tyrannen, paa hvad Viis han ønskede at hans Fiende, der allerede var lige for hans Øjne, skulde forgaa. Da han valgte „ved Drukning,“ skede det pludselig ved Hjelp af Djævelen, – der formedelst sin Engle-Naturs Kraft formaar saa meget over Jordens Elementer, naar den højere Magt tillader det – at det rolige Hav aabnede sit Gab og i Fiendens Paasyn opslugte den største Deel af Kongens Flaade. Ved Synet heraf sagde den skjendige Prest: Seer, mine Venner, hvor virksomt Elementerne kjæmpe for os; passer nu paa, at ingen af dem undslipper, hvis visse Undergang Havet har overladt Eder at besørge, at det ej skulde synes, som om det havde alene gjort Alt sammen. Saaledes blev den øvrige Deel af den kongelige Hær, som desuden allerede var skrækslagen over Kammeraternes pludselige Undergang, let overvældet, og Kongen selv omkom.“ Fra Erling Jarls Død af er Beretningen, som man seer, meget kort og unøjagtig. Navnlig skjulte Magnus sig efter Kalvskind-Slaget ikke i noget nær liggende Nonnekloster, (her maa Bakke Kloster være meent), men drog lige til Bergen. Sandsynligviis har det foresvævet Fortælleren, at Magnus siden oftere havde sit Tilhold ved eller i Munkholmens Kloster, og dette har han forvexlet med hiint.
  20. ↑ Om disse Kongers Begravelse i Hallvardskirken, se ovenfor II. S. 711, 907.
  21. ↑ Sverres Saga Cap. 86–95. Foruden paa det oven anførte Sted hos Villjam af Newbury omtales ogsaa Magnus’s Fald, og for dette Aar, af Roger Hoveden S. 624.
  22. ↑ Sverres Saga Cap. 96.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/35&oldid=81346»