Det norske Folks Historie/4/34

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 159-163).

Strax over Juul fik Kong Sverre ubehagelige Efterretninger fra Sogn. Sogningerne syntes ikke om de Sysselmænd, han havde sendt dem, af hvilke en ved Navn Ivar Dave^[1] i indre Sogn, udtrykkeligt nævnes. Lidt før Juul krævede Sysselmændene Udredsler til Juleveitsle, som de agtede at holde i Kaupangr (Kopanger) eller, som den ogsaa kaldtes, Lusakaupang. Bønderne bleve rasende herover; Sokndølerne og Eidbyggerne^[2] flokkede sig sammen, og kom Juleaften til Kaupang, hvor Indbyggerne sloge sig til dem og i Forening med dem angrebe Sysselmændene. Som Hovedmand før dette Opløb nævnes Bønderne Arnthor af Hval og Isak Thorgilssøn, saavel som Arngeir Prest’s Sønner Gaut og Karlshoved^[3]. Ivar Dave bad for sig, og tilbød sig at drage bort med alle sine Mænd, men Bønderne vilde intet høre derom, og dræbte ham tilligemed de øvrige Sysselmænd og hele deres Følge. Nogle faa undkom, og flygtede til Throndhjem, hvor de berettede Sverre hvad der var skeet, saavel som at Sogningerne kaldte de Dræbte Tyve og Stimænd, der kun laa paa sine Gjerninger^[4]. Hvis man kan tro et Sagn, der skal gaa i Egnen og udgives for at være gammelt, havde Ivar ved sin slette Fremfærd selv forskyldt sin Død, og vist er det, at Birkebeinerne, naar de raadede sig selv, neppe vare skaansomme, saa at det er meget muligt, at han ved en eller anden Voldsgjerning kan have opbragt Sokndølerne mod sig; men Sagnet er dog for Resten højst mistænkeligt, og for Sogningerne, ivrige Tilhængere af Magnus Erlingssøn, var det sikkert allerede nok at Ivar og de øvrige Sysselmænd vare Birkebeiner, og stode i Sverres Tjeneste, til at hade og forfølge dem H. For disse Forbrydelser besluttede Sverre at tage en alvorlig og exemplarisk Straf over Sokndølerne. Om Vaaren, efter Paaske (1ste April), afsejlede han fra Nidaros med en Flaade af 23 mestendeels store Skibe og en betydelig Mængde Folk. Af Høvdingerne, der fulgte med ham, nævnes Erik Kongssøn, der styrede Skibet Oskmeyen^[5], paa 25 Rum, Ulf af Lauvnes, Ulf Fly, Ivar Silke, og Haavard Jarlssøn. Kongen selv styrede Mariesuden, hvis Besætning udgjorde 320 Mand. Han lod bringe ombord tre Kister, faa tunge, at der maatte fire Mand til at bære enhver af dem; ingen vidste, hvad de indeholdt, lige saa lidet som det overhoved var bekjendt paa Flaaden, hvad Bestemmelse han havde med dette Tog. De sejlede ud af Fjorden og sydefter forbi Nordmøres Kyster. Da de laa i Steinavaag paa Søndmøre, holdt Kongen Huusthing, og indskjærpede sine Mænd, at de maatte være spagfærdige og fredsommelige, og skjønt han endnu intet havde vort fra Magnus, hvoraf han kunde slutte at denne snart vilde fornye Ufreden, var det dog bedst at de lagde nøje Merke til alt hvad de hørte, fornemmelig Folks Samtaler, Højes eller Laves, og at de meldte ham enhver Nyhed, de erfarede, hvor ubetydelig den end maatte forekomme dem. I Herøerne, hvor de ogsaa laa, havde Kongen ligeledes Huusthing og foreholdt dem det samme, men endnu nævnte han intet om Togets Bestemmelse. Udenfor Stad fik de haardt Vejr, hvilket Mariesuden viste sig heel daarlig til at taale, og gav sig sterkt i Sammenføjningerne. Kongen lod lægge ind i Ulvesund, og her fik man see, hvad der var i de store Kister, det var Skibssøm, der nu blev uddelt til hvert Halvrum paa den hele Flaade, for at man strax kunde have dem ved Haanden, naar de behøvedes til at udbedre en eller anden Skade. Derpaa fortsattes Toget sydefter. Da man havde naaet Sognsøen, aabenbarede Sverre endelig, hvad han for det første havde i Sinde. Det var hans Agt, sagde han, at styre ind i Sogn, og tage Bod for sine Sysselmænd, som Sokndølingerne havde taget af Dage. Da hans Mænd hørte dette, bade flere af dem om Tilladelse til at drage til Bergen, hvor de foregave at have nødvendigt Erende. Da Sverre havde Folk nok, og desuden ikke troede at der var nogen overhængende Fare, samtykkede han i deres Begjæring, og tillod dem at drage sydefter paa tre Skibe, under Svina-Peters Befaling, og der skede saaledes en ny Fordeling af Mandskabet paa Flaaden, da der kom andre i de Bortdragendes Rum.

Med de øvrige 20 Skibe styrede nu Sverre ind i Sognefjorden, og kastede først Anker ved Rutle. Derfra sendte han Bud ind til Sokndal, og lod Bønderne hilse, at hvis de ønskede mindeligt Forlig med ham, skulde de møde ham paa Hvamsø^[6], hvor han til den bestemte Tid (Løverdag d. 9de Juni)^[7] begav sig. De vovede ikke at udeblive, og Kongen lagde dem i en Bod af 15 Merker Guld (120 Merker Sølv), som de maatte forpligte sig til at udrede og overbringe ham der paa Stedet efter tre Nætters Frist. Men da de kom hjem, og de fortalte hvad de havde maattet love paa samtlige Bønders Vegne, blev der en almindelig Bestyrtelse; endelig enedes de om, slet ikke at udrede noget, men begive sig til Fjelds med alt deres Gods, saa at Sverre, om han kom, skulde finde Bygden ganske øde. Kongen ventede ved Hvamsø, indtil den aftalte Tid var forløben, men der kom ingen Bønder (Tirsdag d. 12te Juni). Da han saaledes kunde skjønne, at det var deres Hensigt at bryde Forliget, lettede han Anker, og sejlede ind efter Fjorden. Da han kom forbi Syrstrand til det Sted, hvor Fjorden deler sig, sendte han Ulf af Lauvnes og Thorolf Rympel, der nu var Høvding for Gjesterne, med ti Skibe ind til Kaupanger, for, som han sagde, „at gjøre Ild paa i Badestuerne der, og tage sig betalt for Arbejdet som de bedst kunde og vilde“. Dette lode de sig ikke sige to Gange, og da de kom til Kaupanger, plyndrede de alt hvad de kunde overkomme, og stak derefter Ild paa Byen, men af Folk traf de ingen. Sverre drejede selv ind i Norefjorden med 14 Skibe og lagde sig ved Sokndal. Dette var Onsdag Aften. Thorsdagen den 14de om Morgenen lod han blæse til Møde, og foreskrev nu sine Mænd, hvorledes de skulde bære sig ad. Paa hvert Skib skulde de dele sig i Hobe paa tre og tre; af hver Hob skulde der to gaa i Land, men den tredie blive tilbage og passe paa Skibene; de som gik i Land, skulde drage op igjennem Dalen, men meget varligen, især naar de kom i Nærheden af Skove eller andre Steder, hvor der kunde ligge Folk i Baghold; de kunde plyndre, hvor de vilde, men maatte ikke dræbe noget Menneske, uden dem, der forsøgte paa at overfalde dem. „Hvis da Bønderne“, sagde han, „forstikke sig for os, og ikke ville indgaa noget Forlig med os, skulle vi fare saaledes herfra, at de nok ikke skulle savne Bage-Ild eller Smedekul, hvor deres Gaarde nu staa: I skulle ikke lade saa meget som et Kot tilbage, men alene skaane Kirkerne, saavidt det lader sig gjøre. Farer nu kun frem paa Hærmænds Viis, nu da I have Lov, ja Besaling dertil; der er mange nok iblandt Eder, der fare frem som Voldsmænd, om jeg end forbyder det under Livs og Lemmers Tab.“ Derpaa lod han Merket rejse, og begav sig paa Marschen. Men hele Hoben styrtede efter, og da han skulde see sig om, var der kun faa tilbage paa Skibene. Han raabte da, at det slet ikke gik an, at alt Mandskabet gik fra Borde og lod Skibene øde, saa at den første den bedste Fiende imidlertid kunde komme og snappe dem bort, dertil havde deres Erobring kostet for megen Fare og Anstrengelse. Men Folket var saa hidsigt paa denne Plyndringsfart, at kun faa lode, som de hørte hvad Kongen sagde. Han maatte da selv forføje sig ned til Skibene, og lod dem for Sikkerheds Skyld lægge ud for Anker. Hele Thorsdagen og den følgende Nat vandrede Birkebeinerne op ad Dalen, og fandt hverken Folk eller Fæ, kun de tomme Huse. Endelig traf de en Mand, der sagde dem at alt Folk og Fæ var flygtet op paa Fjeld og Hejder. Fredag Morgen (15de Juni) ved Solopgang tiltraadte de da Tilbagetoget, fordelende sig i enkelte Flokke, der planmæssigt gik fra Gaard til Gaard og satte Ild paa ethvert Huus, begyndende fra det øverste af Dalen og fortsættende Ødelæggelsesverket efter som de kom ned over. Vinden var kun svag, og den stærke Røg lagde sig i en sammenhængende Masse over hele Dalen. Den sidste Gaard, Birkebeinerne brændte, var Stedje, hvor de dvælede meget længe, fordi Ilden vilde tage fat i Kirken, som de maatte beskytte med vaade Sejl^[8]. Da Husene vare faldne ned, vendte alt Mandskabet tilbage til Skibene, med hvilke Kongen nu, paa to nær, som bleve tilbage, lagde ud til Hugastranden, tætved Femreite. Hundrede Gaarde skulle saaledes have været opbrændte, og den forhen saa fagre Bygd var forvandlet til en eneste Samling af rygende Gruushobe^[9].

1. Saaledes Flatøbogen, der plejer at have Navnene rigtigst; de øvrige have dápi, Daape.
2. Saaledes kaldes Beboerne af Eid, eller Strækningen mellem Kopanger og Eidsfjorden.
3. Hval, nu udtalt Kvaal, ligger i Stedje Sogn, og var en af de største Gaarde i den Egn. „Karlshoved“ synes at have været et almindeligt Navn i og ved Kaupanger; i Aarene 1322 og 1323 omtales saaledes en „Karlshoved“ i Kaupanger (Dipl. Norv. I. 174; II. 146), maaskee han kan have været en Descendent eller Frænde af den oven nævnte, og været opkaldt efter ham. Hans Søn hed Josef og omtales i flere Diplomer.
4. Sagnet anføres hos Faye, S. 179, efter Budstikken, V. 418. I Følge dette skulde „Ivar Dapi“, som han kaldes, have villet forføre en Bondes Hustru oppe i Fylkesbygden (Hafslo), men blev overrasket af Manden selv, der strax slog ham ihjel med sin Hammer. Dog saavel Afvigelsen fra Sagaens Beretning, som den underlige Form „Dapi“, der ikke passer til Sprogformen, men derimod minder om Th. Torvessøns Dapius, gjør Sagnet højst mistænkeligt.
5. Óskmeyin d. e. Ønskemøen, saa kaldes fornemmere Terner.
6. Hvamsø, nu omstunder urigtigt skrivet „Kvamsø“ efter Udtalen, ligger, som bekjendt, strax udenfor Balestranden, skraas ovenfor Vik, til hvis Prestegjeld det hører, men har selv Annexkirke.
7. Dagen nævnes ikke udtrykkeligt i Sagaen, men da det siden heder, at han efter at have oppebiet den bestemte Termin af tre Nætter ved Hvamsø, endelig begav sig videre og kom om Onsdag Aften til Sokndal, maa hine tre Nætter have været fra Løverdag – Søndag, Søndag – Mandag, og Mandag – Tirsdag. Mødet paa Hvamsø var altsaa om Løverdagen d. 9de.
8. Kirken er sandsynligviis den samme, som endnu staar der, en ældgammel Stavekirke. Stedje Kirke er, som bekjendt, Hovedkirken i Sokndal.
9. Sverres Saga Cap. 81, 82. Efter det oven anførte Sagn skulde en stor Deel af Sverres Mænd være blevne knuste paa Gildreskreden af Bønderne, der havde forskandset sig paa et Sted, som endnu kaldes Borgarbjerget. Men Sverres Mænd kom ikke til Hafslo, og havde saaledes intet med Gildreskreden at gjøre. Dette viser, at Sagnet enten maa være uegte, eller og handle om en anden, nu ikke længer bekjendt Tildragelse.