Hopp til innhold

Det norske Folks Historie/4/3

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Valdemars Besøg blev dog, som man seer, ikke uden Følger, idet Erlings Modstandere paa Oplandene nu atter begyndte at rejse Hovedet i Vejret. Sandsynligviis have ogsaa deels de danske Udsendinger Vintren forud, deels flere af Sigurd Markusfostres forrige Tilhængere i Viken, under Valdemars Ophold i og ved Sarpsborg bearbejdet Gemytterne i de nærmest tilgrændsende Dele af Oplandene. Thi just i disse Egne stod der i Løbet af Vintren mellem 1165 og 1166 en Tronprætendent, nemlig Olaf, Søn af Kong Eystein Magnussøns Datter Maria og hiin Gudbrand Skavhoggssøn, der faldt tilligemed Kong Inge i Slaget ved Oslo 1161[1]. Olaf opfostredes hos en mægtig Mand ved Navn Sigurd Agnhatt, der efter en Beretning skal have havt hjemme øster i Viken, efter en anden paa Oplandene, altsaa rimeligviis – hvad ogsaa de følgende Begivenheder vise – etsteds i den Egn, hvor Oplandene og Viken, eller Raumarike og Borgarsyssel støde sammen, i Nærheden af Øyeren[2]. Olaf, der paa denne Tid maa have været voxen, fik ved sin Fosterfaders Hjelp en Flok bragt paa Benene, til hvilken mange Mænd sluttede sig; de droge sig op til Marker og derfra til Oplandene, hvor Olaf skal have faaet Kongenavn. De bleve snart temmelig mandsterke, men vovede sig dog ikke ned til Kysten, da Lendermændene og Kjøbstædernes Befalingsmænd vare ivrige Tilhængere af Magnus. I det hele taget synes Flokken kun at have bevæget sig i en snæver Kreds.

Da Erling fik Efterretning om denne Opstand, traf han først og fremst Forholdsregler til at sikre Kjøbstaden og Skibene for det Tilfælde, at Oprørsflokken skulde vove at angribe dem. Ud paa Sommeren begav han sig selv til Viken[3], og tilbragte nogen Tid ombord paa sine

Skibe, snart for det meste, som det synes, krydsende mellem Oslo og Tunsberg, i hvilke Byer han ogsaa af og til opholdt sig. At Opstanden betragtedes som temmelig farlig, kan man slutte deraf, at da den tidligere omtalte Islænding Are Thorgeirssøn, Hvamm-Sturlas Svoger, der efter sin Broder Thorvards udtrykkelige Paalæg havde taget Tjeneste hos det Parti, der hevnede Kong Inges Død, altsaa hos Erling og Magnus[4], om Vaaren 1166 gjorde sit Skib rede for at rejse hjem til Island, maatte han høre meget ilde, fordi han vilde forlade sin Herre just paa en Tid, da denne havde Ufred i Vente og kunde trænge til saa mange tapre Mænd som muligt. Den brave Are kunde ikke taale at høre disse Bebrejdelser, men lod sine Sager bringe fra Borde og sluttede sig atter til Hirden, medens hans Broder, Presten Ingemund, med flere Islændinger sejlede hjem paa hans Skib. Ud paa Høsten begav Erling sig til Oslo, hvor han agtede at tilbringe Vintren. Imidlertid lod han altid holde Øje med Oprørsflokken oppe i Landet, og gjorde selv tilligemed Orm Kongsbroder, som det synes, flere Strejftog for at opsøge og adsplitte den. Paa et af disse Tog var han og hans Mænd paa et hængende Haar blevne Offer for et lnmskt Forræderi. De opholdt sig jnst i Nærheden af Sudreim, strax nordenfor Øyeren, da Presten paa Stedet indbød dem til sig paa sin Gaard Rydjøkel[5] strax ved Kirken. Det var strax før Allehelgensdag, 1ste Novbr.[6], og Erling, som fandt det belejligt, ved samme Anledning at lyde Messe, modtog Indbydelsen. Han roede over Vandet med sit Følge, og kom til Rydjøkel om Aftenen før Festdagen. Men Presten, som var en hemmelig Tilhænger af Olaf Gudbrandssøn, havde allerede sendt Bud til denne, at Erling vilde tilbringe Festdagene paa Rydjøkel, og at dette var den ypperligste Lejlighed til at overrumple ham. Olaf, som laa omtrent 6 eller 7 Mile derfra, satte sig endnu samme Aften i Bevægelse med hele sin Flok. Imidlertid lod Presten Erling og hans Følge beverte paa det bedste, og sørgede især for at de fik megen og sterk Drik. Der blev beredt Natteleje for dem i Gjestebudsstuen. De havde ikke sovet længe, førend Erling vaagnede, og spurgte om det ej var Tid at til at gaa i Ottesang. Presten svarede, at det endnu kun var ledet lidt af Natten, og bad ham slaa sig til Ro. Jeg drømmer meget i Nat, og sover uroligt, sagde Erling. Han sovnede dog ind igjen, men vaagnede atter strax efter, og bad Presten staa op for at holde Messe. Presten svarede at det kun var Midnat, og at han endnu kunde sove trygt. Erling lagde sig paa ny til Ro, men sov ikke længe, stod hastigt op og bød sine Mænd klæde sig paa, for at gaa i Kirke. Da var det Ottesangstid. Presten gik til Kirke, og Erling fulgte strax efter med en Deel af sit Følge, hvoriblandt hans Systersøn Bjørn Bukk, Orm Kongsbroder, Are Thorgeirssøn o. fl. Endeel bleve tilbage, og stode ikke engang op. Erling og de, som fulgte ham til Kirke, havde vel sine Vaaben med, men lagde dem efter Skik og Brug uden for Kirken under Messen. Da Ottesangen var forbi, blev Erling endnu siddende og sang en Psalme, da der med eet hørtes Luurgang og Krigsraab udenfor. Det var Olafs Flok, der kom stormende ind paa Gaarden, og som den Nat, til alles Forundring, havde tilbagelagt hele sex eller syv Raster (Mile). Heldigviis for Erling vendte Olaf sig først mod dem, som vare inde i Stuen, saa at han og hans Mænd fik Tid til at komme ud af Kirken og tage sine Vaaben. Det var saa mørkt, at man neppe kunde see en Haand for sig. Erling vilde først tilbage til sine Mænd paa Gaarden, men Bjørn Bukk forestillede ham, at Gaarden nu var fuld af Fiender, og at det eneste, man kunde gjøre, var at skynde sig ned til Baadene. Dette skede, men de standsedes ved en Skidgard, og indhentedes her af Olaf og hans Flok, som efter at have dræbt nogle af Erlings Folk inde i Stuen, atter havde forladt den for at opsøge ham selv. Der ved Skidgarden blev der en hidsig Fegtning, og da Olafs Flok var langt mandsterkere, faldt og saaredes mange af Erlings Mænd. Nærmest Erling vare Lendermændene Bjørn Bukk og Ivar Gille, Stallaren Bjørn og Are Thorgerssøn. Bjørn Bukk og Ivar kom først over Skidgarden, og hjalp siden Erling over, men da han var tung paa Foden, gik dette noget langsomt. Imidlertid stillede den tapre Are sig ene mod Fienderne, for at holde dem tilbage. Derved frelste han Erling, men selv blev han truffen af en Gavlak, der spiddede ham mod Gjerdet. Erling havde faaet et Saar i den venstre Side eller Laar, dog, som nogle troede, af sit eget Sverd, idet han drog det ud. Beskyttede af Skidgarden og Belgmørket lykkedes det Erling og hans Mænd at komme ned til Baadene og ud paa disse, men kun med Nød og neppe, og med det forholdsviis store Tab af ti dræbte foruden Are, og flere saarede, hvoriblandt Orm Kongsbroder. Der fortælles, at da Erling var kommen i nogenlunde Sikkerhed, spurte han allerførst efter Are Islænding, og da man svarede at han havde ladet sit Liv ved Gjerdet, sagde han: „visselig har han fulgt os hæderligt, og var den første til at ofre sit Liv for os: jeg har ingen saa kjek Mand tilbage, og kan aldrig faa erstattet hans Frænder den Skade, de have lidt ved Tabet af ham.“ De roede nu i al Hast tilbage over Vandet, og slap saaledes nogenledes vel fra Faren. Olaf maa umiddelbart efter det mislykkede Overfald have skyndt sig bort med sin Flok, da det udtrykkeligt fortælles, at Erling strax efter kom tilbage til sine Mænd og lod sine faldne Krigere begrave. Men Olaf, der havde ham saa godt som i sin Vold, men dog gik Glip af Fangsten, fik formedelst dette Uheld Tilnavnet „Ugæva“ (Ulykke). Hans Flok kaldte nogle ellers Hettesveinerne, maaskee efter hans Fosterfader Sigurds Tilnavn „Agnhatt“[7].

Olaf vedblev, som forhen, at drage om med sin Flok, deels paa Oplandene, deels øster paa Marker, uden, som det synes, at vove sig ned til Kysten, idetmindste saa længe Erling var i Nærheden. Denne var imidlertid ikke ledig, men benyttede Opholdet i Viken til hemmelige Underhandlinger med Buris Henrikssøn i Danmark, der, selv en Ætling af Sven Ulfssøn i tredie Led, og begjærlig efter Tronen, kun slet dulgte sin Misfornøjelse med at Valdemar havde faaet sin spæde Søn Knut udnævnt til Konge og Tronfølger, og fandt det ej tilstrækkelig Erstatning, at Valdemar havde givet ham den største Deel af Jylland i Len[8]. Underhandlingerne gik derfor hverken ud paa mere eller mindre end at tage Kong Valdemar af Dage, og sætte Buris paa Danmarks Trone. Sandsynligviis gik disse Underhandlinger gjennem Buris’s Halvbroder Orm, eller Stiffaderen Arne Kongsmaag. Det aftaltes, at Erling skulde indfinde sig i Danmark med en Flaade, medens Valdemar var paa et Tog mod Venderne, for med Buris’s Hjelp at overfalde ham og tage ham til Fange, naar han vendte tilbage fra dette. Erling begav sig derfor om Vaaren atter til sine Skibe, og sejlede med en betydelig Flaade, der dog ikke bestod af Ledingsskibe, men af hans egne, Orm Kongsbroders og endeel Lendermænds vel bemandede Langskibe, sydover til Danmark. Der omtales ikke, hvad Forholdsregler han tog mod Olaf Ugæva, men sandsynligviis lod han flere Lendermænd blive tilbage for at holde Øie med ham, og meente desuden vel, at naar han først havde faaet Bugt med den mægtige Danekonge, vilde den lille Oprørsflok i Norge vorde let at bekæmpe. Valdemar tiltraadte Vendertoget om Sommeren, fornemmelig mod de saakaldte Leutitier i Forpommern, og Wolgastingerne. Men da han var paa Vejen mod Leutitierne, fik han et Brev fra den saxiske Hertug Henrik Løve, hvori Buris’s Forræderi aabenbaredes, med Tilføjende, at Kongen selv kunde overbevise sig om Sandheden af denne Angivelse, hvis han paa sit Tilbagetog mødte den norske Flaade. Valdemar behøvede ikke engang at oppebie dette Beviis, thi saa godt som paa samme Tid opsnappede hans Mænd et Brev fra Norge, rimeligviis til Buris, der tydeligen lagde Forræderiet for Dagen[9], og da han i al Stilhed raadførte sig med nogle faa Fortrolige herom, fik han af Biskop Tuke i Børglum at vide, at Buris havde taget sine Mænd i Ed paa at følge ham i eet og alt, hvad han saa tog sig til. Uden forøvrigt at lade sig merke med noget, skyndte han sig med sin hele Flaade tilbage, først til Ostrosna (det vestlige af Usedom), og siden over til Vordingborg. Her, i sit eget Land, hvor han var sikker for Overfald af Venderne, sammenkaldte han de fornemste Mænd i Hæren, blandt disse Buris, aabenbarede hans forræderske Planer, og anklagede ham som deres Ophavsmand. Buris negtede aldeles at have gjort sig skyldig i nogen saadan Brøde, og vilde, som det synes, strax drage hjem til Jylland med de jydske Skibe. Men Valdemar bød, at han skulde forblive hos ham, indtil man ved Sendebud havde bragt i Erfaring, hvor vidt der var nogen norsk Flaade i Farvandet eller ej; i sidste Fald skulde han frigive ham uskadt. Da Buris protesterede herimod, og kaldte det en Urimelighed, at søge Beviserne for hans Brøde eller Uskyld i Fremtidens tilfældige Begivenheder, erklærede Kongen saavel som de øvrige, at denne Protest i og for sig var tilstrækkelig til at bestyrke Mistanken imod ham. Han fik derfor ikke engang Tilladelse til at vende tilbage til sit Skib eller tale med sine Folk, men maatte følge med Kongen til Sjøborg Slot i det nordlige Sjæland, hvor han blev sat i streng Forvaring. Imidlertid ankom Erling og Orm Kongsbroder med den norske Flaade udenfor Jyllands Kyst, og traf de jydske Ledingsskibe, der just vare komne tilbage og endnu laa samlede udenfor Dyrsaa[10]. De angrebe dem strax, og vandt en let Sejr over dem, da Skibsstyrerne, som Saxo siger, vare borte, enten nu fordi de allerede vare dragne hjem, eller de, hvad der er rimeligere, endnu opholdt sig hos Kongen[11]. De Danske mistede mange Folk og en heel Deel Skibe, hvoriblandt Buris’s eget, faldt i Nordmændenes Hænder. Disse gik derpaa i Land, og plyndrede den nærliggende lille Kjøbstad Grindhøg (Grenaa), hvor de gjorde et stort Bytte[12]. Derfra sejlede de over til Sjæland, og styrede ind til Kjøbenhavn. Men her var den aarvaagne Biskop Absalon tilstede med endeel sjælandske Krigere, og forsvarede Kysten saa godt, at Nordmændene ingensteds kunde gjøre Landgang. Absalon, fortæller Saxo, vidste at Nordmændene vare udmerkede Bueskytter, men for at vise, hvor lidet han frygtede dem, stillede han sig paa Stranden selv femtende, og blev staaende der, uagtet der fra de norske Skibe kom Baade, fulde af Bueskytter, imod ham. Disse sendte ham og endeel Pile, men uden at treffe, da Søgangen hindrede dem i at tage ordentligt Sigte, og de maatte under Danernes Latter vende tilbage til deres Skibe. Kort efter kom der nogle Nordmænd i Land for at tale med Absalon, efter tilsagt Trygd paa begge Sider, men de vilde snart bort igjen, uagtet han bad dem at bie længer, og de vare ej at overtale hertil, førend Absalon havde lovet at han hverken til Lands eller Vands vilde svige dem. Sandsynligviis har der da været et og andet i Absalons og hans Mænds Fremfærd, som forekom Nordmændene mistænkeligt, men hvorom Saxo tier. Ellers skjønnes det vanskeligt, hvortil de fornyede Tilsagn om Trygd skulde behøves. Det afgjordes, at Erling og Absalon Dagen efter skulde mødes med et lige Antal Folk og lige Vaaben paa begge Sider. Erling kom, men Absalon merkede, at han havde een Mand flere, og satte ham alvorligt til Rette derfor. „Det forundrer mig,“ sagde han, „at du, som er saa gammel og har prøvet saa meget, ikke er saa klog, som du er gammel til, men kommer mandsterkere end Aftalen var, og giver os derved Anledning til at bryde Freden, uagtet vi, der ere til Hest, let kunde overvælde Eder, der komme til Baads. Hvis vi ikke vare desto ærligere, kunde du lettelig med dit Liv komme til at bøde for at du har brudt Aftalen“. Erling, heder det, blev baade skamfuld og bange, og da han ved et Blik paa sit Følge havde overbeviist sig om at Absalon havde Ret, gav han sig til skjende paa en af dem, der, som han sagde, uden Tilladelse havde fulgt med, og gjorde siden mange Undskyldninger. Han anholdt nu om Tilladelse til at hente Ferskvand, da hans Folk lede af Tørst; det blev ham tilstaaet, hvilket han betragtede som en stor Velgjerning, og skyndte sig at tiltræde Tilbagerejsen, glad over at være sluppen uskad fra Danmark. Saaledes fortæller Saxo om dette Møde, og hvorvel Beretningen i Hovedsagen kan forholde sig rigtig, maa han dog have udeladt flere væsentlige Biomstændigheder, der kunne forklare, hvad der nu er vanskeligt at forstaa, nemlig hvorledes det gik til, at Absalon viste sig saa føjelig mod Fiender, der havde havt til Hensigt at støde hans Konge fra Tronen, og som nu, belæssede med Bytte fra det plyndrede Grindhøg, vistnok havde tiltænkt Kjøbenhavn den samme Skjæbne, om Lejlighed dertil havde været. Man maa derfor antage, hvad der ogsaa i sig selv er rimeligt, at Absalon neppe har foragtet Nordmændene saa meget som Saxo siger, og som han selv maaskee har givet sig Mine af for sine Folk, men at han har frygtet et alvorligt Angreb af dem, og derfor ved Føjelighed og mindelige Underhandlinger søgt at faa dem bort. Saxo tilføjer selv, at da Erling siden paa Tilbagerejsen lagde til etsteds yderst paa Nordkysten af Sjæland, og gik til nærmeste Kirke for at høre Messe, blev han paa Tilbagevejen overfalden af Absalons Ryttere, der dræbte endeel af hans Følge; og ligeledes, at han siden forsøgte et Angreb paa Halland ved Nisaaen, men her blev slagen tilbage af Hallændingerne, som erobrede et af hans Skibe med dets hele Besætning[13]. Dette viser, at Erling efter Forhandlingerne i Kjøbenhavn slet ikke havde slaaet ethvert Besøg eller Angreb paa de danske Kyster af Tankerne, hvilket man af Saxos tidligere Ytringer skulde tro. Men i Fortællingen om alle disse Begivenheder mistænkes Saxo sterkt for at have fortiet mangt og meget, der kunde stille Valdemar og Absalon i et mindre fordeelagtigt Lys. Vist er det, at han, ved at berette om den Straf, der nu blev Buris til Deel, efterat Kongen havde overbeviist sig om hans Forræderi, kun taler om Fængsel i Lænker, og ikke nævner et Ord om, hvad man af andre Kilder veed, at Buris paa Kongens Befaling blev blindet og grumt lemlæstet[14]. Og naar man af Saxo erfarer, at Absalon endnu i samme Aar anlagde eller forbedrede Borgen ved Kjøbenhavn, medens hans Broder Æsbern Snare anlagde Kalundborg, skulde man næsten formode, at disse Befæstninger fornemmelig sigtede til at værne Kysten mod nye Angreb af Nordmændene[15].

Valdemar havde først i Sinde, strax at gjøre et Tog til Norge for at hævne sig paa Nordmændene, men hindredes derfra ved en Tvist, der udbrød mellem ham og Hertug Henrik. Danmark havde nu tre Fiender paa een Gang, og truedes hvert Øjeblik med fiendtlige Indfald, saavel nordenfra, som søndenfra; af den Grund, siger Saxo, havde man ikke ret Mod til at binde alvorligt an med nogen enkelt Fiende, thi det var at befrygte, at medens man bekrigede den ene, vilde man blive overvældet af den anden. Man skulde saaledes tro, at Erling fik frie Hænder til at vende sig mod Olaf Ugæva. Imidlertid lader det ikke til, at Erling den Vinter foretog sig synderligt imod ham, og sandsynligviis har Olaf da, som for, holdt sig saa langt afsides,,oppe i Grændse-Egnene, at man ej engang godt kunde opsøge og angribe ham[16]. Den følgende Vaar (1168) fik Erling en alvorligere Fare at afværge, thi Valdemar, hvis Trætte med Hertug Henrik imidlertid var bilagt, og som tillige havde ydmyget Venderne, opsatte nu ikke længer sit Tog til Norge, men rustede sig af alle Kræfter, og sejlede tidligt om Vaaren op til Viken med en stor Flaade. Det synes næsten utvivlsomt, at han om Vintren har staaet i Underhandlinger med Olaf Ugæva, og aftalt med ham, at de skulde mødes og virke i Forening. Thi Olaf, som hidtil ikke havde vovet at nærme sig Kysterne, kom just denne samme Vaar ned til de ydre Dele af Viken, hvor han oppebar alle kongelige Indtægter og opholdt sig langt ud paa Sommeren[17], medens Valdemar, som Saxo fortæller, blev modtagen med aabne Arme af Vikverjerne, underhandlede med dem ej som Fiende, men snarere som Høvding, og tingede med Bønderne istedetfor at stride[18]. Disse Vikverjer have vist ikke været andre end Olaf og hans Tilhængere, der nu under Valdemars Beskyttelse spillede Mester, medens Erlings Venner og Tilhængere rimeligviis flygtede bort. Med glad Beundring, siger Saxo, betragtede Vikverjerne Danekongens store Flaade, og hvor Sejladsen faldt igjennem smale Sund, saa at Skibene maatte sejle eet for eet i Rad, flokkede Indbyggerne sig i mængdeviis sammen paa de omliggende Klipper, for at fryde sig ved det prægtige Syn, og tælle Skibenes Antal. Tunsbergs Borgere viste sig endog saa underdanige og ivrige i at tækkes ham, at de modtoge ham ved Indgangen til Byens Takmarker med en højtidelig Procession[19]. Erlings Krigere, som forrige Gang havde holdt sig paa Borgen, fandt det, underligt nok, denne Gang raadeligst at tage Flugten, uden engang at efterlade nogen til dens Forsvar, thi Kongen, fortæller Saxo, gik op og besaa den, og udtalte sin Forundring over dens Styrke, da Naturen her havde gjort mere end Kunsten. Men medens Valdemar udvexlede alle disse Venskabsbeviser med Indbyggerne af Borgesyssel og Vestfold, og behagede sig i at lade dem beundre sin Flaade, forsømte han at gaa lige løs paa Erling, der imidlertid havde faaet en Hær samlet, med hvilken han besatte et trangt Sund – rimeligviis Grindholmesund[20] – som den danske Flaade vestefter Kysten havde at passere, hvorhos han lod det spærre ved Tømmerflaader og befæste ved Skandser og allehaande Krigsmaskiner. Da Valdemar erfarede dette, fortrød han bitterligt at han til Unytte havde bortødslet saa megen Tid, sammenkaldte sine Venner, og forestillede dem at man nu maatte søge at oprette Tidstabet ved desto større Raskhed og Hurtighed, især da man allerede led Mangel paa Levnetsmidler. Men nu yttredes der mange og forskjellige Meninger. Nogle foresloge, at man skulde sætte Rytteri i Land og forjage dem, der forsvarede Befæstningerne, medens man til samme Tid ryddede Tømmerflaaderne til Side. Andre fandt det under alle Omstændigheder altfor dumdristigt, at vove sig ind i saa trangt et Sund med saa stor en Flaade. Nogle vilde, at man skulde omgaa den fiendtlige Hær ved at tage Vejen gjennem et bredere Farvand (det vil vel sige at sejle udenom Tjømø, forbi Færder), og derpaa fiendtligt besætte Landet, (Fastlandet?) thi derved vilde Erling i ethvert Tilfælde blive nødt til at forlade sin faste Stilling, hvad enten han indlod sig i Kamp, eller tog Flugten. Men andre spottede over, at man gjorde Ophævelser over Ting, som man endnu ikke havde undersøgt, og paastod, at man først burde tage Befæstningerne i nærmere Øjensyn, førend man raadslog om hvad herved var at gjøre. De raadede følgelig til ufortøvet, og saa hastigt som muligt at drage derhen. Idet nu een foreslog eet, en anden et andet, fremstod en ved Navn Nikolas Oxe, om hvilken Saxo siger at han mere udmerkede sig ved sin Byrd, end ved sin Tapperhed, og ytrede sin Forundring over, at fornuftige Folk, der beboede et herligt, frugtbart Land, kunde finde paa at forlade dette for at gjennemstrejfe Ødestrækninger, hvor man kun fandt Skjær og uvejsomme Klipper. Man, var, sagde han, nu kommen saa vidt i Galskab, at man regnede den yderste Nød og Elendighed for den største Herlighed og Glæde; thi om det end lykkedes at fange Norges Konge, vilde man have mere Ulempe af begge Riger end man nu havde Glæde af det ene. Derhos vilde man, ved at fortsætte Toget, efterat Levnetsmidlerne havde begyndt at gaa op, komme til at lide fuldkommen Mangel. Ingen ytrede sig herimod, og den almindelige Taushed syntes at vidne om stiltiende Bifald. Men anderledes tænkte Absalon, der, saasnart Mødet var hævet og han befandt sig ene med Kongen, bebrejdede denne alvorligt, at han ved sin Taushed ligesom havde bifaldt Nikolas Oxes fejge Tale, og ikke ladet ham undgjelde derfor med tilbørlig Forhaanelse. Thi da vilde alle de Øvrige have skammet sig ved at følge hans Exempel, medens hans Ord derimod nu neppe vilde undlade at gjøre sin Virkning paa Mængden. Absalon spaaede rigtigt. Høvdingerne, af hvilke de fleste havde Lyst til at drage hjem, opsatte hemmeligt de menige Krigere, der snart begyndte at knurre aabenlyst, især mod Absalon, hvilken de med Rette betragtede som den, der ivrigst raadede til at fortsætte Toget.; De heftigste begyndte endog at kaste Stene paa hans Skib, men bleve snart, uagtet de vare flere i Tallet, drevne paa Flugten af hans Folk, medens Kongen, som syntes at de havde faaet nok i denne skammelige Flugt, lod dem løbe. Flaaden sejlede nu til Havnen Portyrja, hvor der atter skede Mytteri: endeel af Jyderne, ophidsede af deres Skibsstyrere, flokkede sig sammen, og fordrede med heftige Raab at man skulde drage hjem. Men denne Gang lod Kongen de værste Skraalere gribe og haardt afstraffe, saavel ved Slag som ved Neddykning i Søen. Toget fortsattes, indtil man kom saa langt nordpaa, at det om Natten ved Solhvervstid var næsten lige saa lyst som om Dagen, og at man ved Midnat uden synderlig Anstrengelse kunde læse den fineste Skrift. Det kan altsaa neppe have været sydligere end henimod Bergen, maaskee man endog var kommen lige til Stadland[21]. Der henvendte de jydske Høvdinger sig ligefrem til Kongen med alvorlige Forestillinger mod at drage videre, saa daarligt som Hæren nu var forsynet med Levnetsmidler; de tilbøde sig heller til næste Aar, om han da ej havde fattet anden Beslutning, at ledsage ham paa et nyt Tog, og da sejle lige fra Vendsyssel over til Agder, uden at gjøre den lange Omvej om Viken. Den forhungrede Mængde forenede fine Klager med Høvdingernes, og Valdemar saa sig endelig nødt til at give efter og vende tilbage. For dog ikke at lade sin Fiende aldeles uskad, medtog han endeel Skibe – Saxo kalder dem de ypperste Skibe i hele Norge – der altsaa maa være faldne i hans Vold[22]. Derhos udstedte han et strengt Forbud mod al Skibsfart fra Viken, eller rettere fra hele Norge, til Danmark og omvendt[23].

Da Valdemar var borte, vendte Erling sig atter mod Hettesveinerne, hvilke Saxo aabenbart har for Øje, naar han fortæller, at de fornemme Nordmænd, der ved Valdemars Ankomst til Landet havde sluttet sig til ham, undsaa sig ved at forlade deres Fædreland og derfor heller vilde blive tilbage end følge ham. Sandsynligviis har det ej saameget været Undseelse, som Haab om Sejren, der holdt dem tilbage. Thi forrige Gang, da Valdemar var i Viken, og endnu ingen Oprørsflok havde viist sig, vovede de, der havde kompromitteret sig ved at hylde ham, ikke at blive tilbage i Norge, men fulgte ham til Danmark. Nu derimod havde de en Hær samlet, og svævede maaskee endog i den Tro, at Erlings Magt havde faaet et alvorligt Stød. De forbleve endog i Kystegnene, uden, som tidligere, at trække sig tilbage til de øvre Egne. Men det viste sig snart, at Erling i alle Fald var mægtig nok til at overvinde dem. Han opsøgte dem og fandt dem ved Stanger, en Gaard lidt østenfor Vaaler Kirke i Borgesyssel[24], angreb dem med stor Overmagt, og slog dem aldeles. Sigurd Agnhatt faldt, og mange Mænd med ham; Olaf flygtede længer op i Landet (1168.) Men Erling forfulgte ham, og slog ham paany ved et Sted, kaldet Dav (Döf) saa eftertrykkeligt, at hans Flok aldeles opløstes, eg han selv maatte flygte til Danmark, hvor han tilbragte Vintren i Aalborg. Her blev han om Vaaren syg og døde (1169). Han blev begraven i Mariekirken, og ansaaes af Danerne for en Helgen[25].

  1. ↑ Se ovenfor II. Side 663, 707.
  2. ↑ Magnus Erl. Saga Cap. 22, Snorre Cap. 31 nævner „Oplandene,“Fagrskinna Cap. 275 derimod „øster i Viken“. Naar man tager Hensyn til, at de Steder, hvor Erling ifølge Sagaerne kjæmpede med Olaf, nemlig Rydjøkel og Stanger, laa, det første strax nordenfor Øyeren, men sex Mile fra det Sted, hvor Olaf dengang havde sit Tilhold, det andet et Par Mile sydvestenfor Øyeren, men længere nede mod Kysten end Flokken sædvanligviis plejede at vove sig; at den for Resten holdt til oppe i Marker, og tildeels i Oplandene (altsaa de nærmest tilgrændsende Egne, som Høland og Sitskogen), og at Saxo, hvor han umiskjendelig har denne Flok for Øje, taler om „Vikverjerne“, da faar man et bestemt Indtryk af, at Sigurds Bolig og Olafs Hjem maa have været etsteds i den nordøstlige Deel af Viken, f. Ex. Askeim, Eidsberg, Thrykstad, Rødenes, eller maaskee det allersydligste af Høland, der hørte til Oplandene. Fra dette Middelpunkt synes Flokken aldrig at have fjernet sig i mange Miles Afstand.
  3. ↑ Saaledes Sturl. Saga I. Side 111. Man seer heraf, at Erling havde opholdt sig om Vaaren og Vintren forud etsteds paa Vestkanten; da man nu af Kongesagaerne erfarer, at han de foregaaende Vintre opholdt sig i Bergen, og at dette var at ansee som hans sædvanlige Vinterresidents, maa man ogsaa antage det samme for Vintren 1165–66, som overhoved for enhver Vinter, hvor det ej udtrykkeligt siges, at han opholdt sig andensteds.
  4. ↑ Se ovenfor II. Side 908 og 959–961.
  5. ↑ Om Beliggenheden af Rydjøkel nævne Sagaerne intet; det heder kun at det laa etsteds i Nærheden af et Vand; kun nogle Haandskrifter af Snorre kalde dette Vand „Væneren i Sverige“, er nyt Exempel paa, hvorledes de ældre Afskrivere eller Bearbejdere af Sagaerne forvexlede de større Indsøer i det indre af Norge og Sverige med hinanden, se f. Ex. I. 2. S. 779, hvor det er paapeget, at „Mjøsen“ etsteds sættes for „Siljan“, paa et andet Sted for „Tyrifjorden“. Ligeledes forvexles maaskee Randsfjorden med Øyeren i Beretningen om Olaf Tryggvessøns Fødsel. At Rydjøkel ikke kan ligge saa meget langt fra Oslo, viser den hele Beretning, og Munthe har i Anm. til Aalls Snorre, II. S. 205, paaviist at den ej kan være nogen anden Gaard end den i Diplomer fra 14de Aarhundrede og Biskop Eysteins Jordebog (fol. 123 a) forekommende Rjodokul ganske vær ved Sudreim (Sørum) og nu maaskee forenet med denne Gaard, hvor Kirken staar. „Vandet“ bliver da saaledes Glommen, der her, strax ovenfor Øyeren, er meget bred.
  6. ↑ Denne Dag nævnes i Sturlungasaga, medens Kongesagaerne nævne Kyndelmisse, altsaa 2 Februar 1167. Men foruden at Sturlungasagas Beretning maa have Præsumtionen for sig, da den indeholder flere Detailler end Kongesagaernes, og disse desuden, som nys paaviist, ved dette Tidspunkt ere heel mangelagtige, ere desuden deres egne Angivelser, at Erling drog til og fra Stedet til Baads, og at det tidligt om Morgenen, da Kampen foregik, var aldeles belgmørkt, tilstrækkelige til at vise, at der her ej kan være Tale om Februar 1167. Thi for det første maa Vandet d. 2 Februar have været tilfrosset, saa der ej kunde være Tale om at bruge Baade, især da Kulden den Vinter synes at have været meget streng, (se Saxo S. 807); for det andet kan der d. 2 Februar om Morgenen ved Ottesangstid ej have været mørkt, saasom Maanen var i 1ste Kvarteer og havde nordlig Brede, medens dens Alder d. 1 November 1166 kun var 3 Dage, og den havde sydlig Brede, følgelig stod op efter Solen.
  7. ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 23, 24, Snorre Cap. 32, 33, Fagrskinna Cap. 275, Sturlungasaga I. S. 111, 112. Denne opregner endog Navnene paa 7 af Erlings Mænd, der faldt, efter Opgivelse af en Thorkell Hage, sandsynligviis en Islænding, der enten var med i Kampen, eller i alle Fald paa den Tid i Norge, og maaskee den samme, der aller først bragte Efterretningen til Island, da den, som Sturlungasaga beretter, Sommeren efter kom der hen. De faldne vare Are Thorgilssøn, Einar Opinsjod (d. e. den aabne Pung, han har vel altsaa været meget gavmild), Bjørn skotske Jon Fjose, Ivar dølske, Gunnar Tjæreskind, Thorodd Jorsalemand (altsaa en forhenværende Korsfarer). Fagrskinna fortæller, aabenbart urigtigt, at Olaf selv havde ladet Gjestebudet paa Rydjøkel berede.
  8. ↑ Saxo, S. 805.
  9. ↑ Saaledes maa man vistnok forklare Saxos Udtryk: suscepta Norvagiensium epistola par proditionis indicium edidit, ikke som om der kun var kommet Brev fra Norge til Valdemar med Angivelse af Forræderiet.
  10. ↑ Det er dette Tog til Jylland, vore Sagaer, som ovenfor viist, sætte umiddelbart efter Valdemars Tog til Norge 1165, udeladende alt, hvad der ligger imellem. Men dette er alt for omstændeligt og nøjagtigt berettet hos Saxo, til at man kan slaa en Streg derover, og den Forbindelse, hvori Erlings Tog staar med Buris’s Affære i 1167, gjør at man ei kan henføre det til noget andet Aar. Vel have nogle søgt at svække Saxos Troværdighed paa dette Sted, fordi han, ved at tie med Buris’s Lemlæstelse o. a. d. skal vise aabenbar Partiskhed for Valdemar og Absalon; men om saa er, kan den dog ene ytre sig i enkelte Fortielser og Besmykkelser, ej i nogen Forrykkelse af selve Tidsregningen, eller af Begivenhedernes Orden. At Buris kunde være mere at undskylde, og Valdemars Fremfærd mod ham mere inhuman, end det af Saxos Beretning synes at fremgaa, er højst sandsynligt, men derved svækkes ikke Rimeligheden af at han har indladt sig i hemmelige Underhandlinger med Erling og sin Halvbroder Orm, og at disse paa Grund deraf have gjort Toget til Danmark. Endog Sagaens Ord, at de ved Dyrsaa traf den danske Flaade, som nys havde faaet Hjemlov, passer nøjagtigt til Saxos Fortælling, at Valdemar nys var kommen hjem fra et Tog mod Venderne og at Jydernes Skibe, hvoriblandt Buris’s eget Skib, til hvilket han ved Vordingborg ej havde faaet Lov at vende tilbage, ved Erlings Ankomst til Jylland laa ved Dyrsaa, altsaa „netop havde faaet Hjemlov“. Det er endog ikke usandsynligt, at just dette Tillæg har bragt Sagabearbejderne til at slaa de danske Skibes Hjemlov fra Toget til Vendland sammen med det tidligere fra Toget til Norge. Fortællingen, der i sin første Form sees at have været meget fragmentarisk og usammenhængende, har sandsynligviis blot indeholdt, at Erling „senere hen“ (uden nogen nærmere Tidsbesteminelse) har gjort et Tog til Danmark med Lendermændene, og truffet den fra Leding nys hjemkomne jydske Flaade ved Dyrsaa; og dette har en senere Bearbejder paa egen Haand henført til de samme Aar, da den sidst fortalte Begivenhed (Valdemars Tog til Norge) foregik, ligesom vi strax efter see, at Fredsunderhandlingerne og Hettesveinernes Opstand, der endnu i Fagrskinna staa uden Tidsbestemmelser, i Magnus Erlingssøns Saga ere henførte, begge Dele til den næst forud omtalte Begivenheds Aar.
  11. ↑ Fagrskinna Cap. 273 siger her at „Sigurd og mange af Danerne“ faldt. Hvilken Sigurd der her menes, vides ikke.
  12. ↑ Kjøbstadens Plyndring omtales kun i Magnus Erlingssøns Saga, ikke i Fagrskinna eller af Saxo.
  13. ↑ Saxo, 14de Bog, S. 809–810. Vore Sagaer fortælle intet om Erlings Besøg i Sjæland og Halland, og lade ham drage hjem umiddelbart fra Grindhøg. Men deres Beretninger ere fremdeles kun fragmentariske og yderst ufuldstændige.
  14. ↑ Se især Ryklosters Annaler (Langebek Scr. R. D. I. S. 163), hvor det heder ved 1167: Burisius captus est, et effosis oculis castratus. Derfra er det ordlydende optaget i de visbyske Minoriters Annaler (sammesteds S. 253. Esrom-Annalerne (sammesteds S. 240) sige kun at Buris blev fangen, man angav Aaret 1167. Ogsaa de islandske Annaler have ved dette Aar Burislafr; (her menes tydeligt Buris) hertekinn. Albert af Stade (ed. Reinecc. X fol. 191 b.) siger at Valdemar lod Buris drukne, hvilket maaskee er en Misforstaaelse af at han lod ham hensætte paa Sjøborg, der laa midt i en Sø.
  15. ↑ Saxo, S. 810, 813. Han taler kun om Værn mod „piratica,“ men derved forstaar han ikke ligefrem „Sørøveri“, kun „Angreb af en Krigsflaade“, og bruger det om Søtog, Absalon og de danske Krigere selv gjorde (f. Exp. S. 814.)
  16. ↑ Magn. Erl. Saga Cap. 24, Snorre Cap. 33, staar det kun: Erling var om Sommeren i Viken, men Olaf og hans Venner deels paa Oplandene, deels øster paa Marker, og holdt de Flokken saaledes den anden Vinter. Fagrskinna nævner intet derom.
  17. ↑ Magn. Erl. Saga Cap. 25, Snorre Cap. 34.
  18. ↑ Saxo, S. 817, 818.
  19. ↑ Saaledes maa vel Ordene „finibus suis exceptum honoratissimæ processionis officio venerati sunt“ forklares, og man maa deraf slutte, hvad det og i sig selv er rimeligt, at Valdemar, kommende østenfra, ikke har gjort Omvejen ind ad Tunsbergefjorden, men har sejlet forbi Jarlsø (Jersø) op ad Trælen, og med en Deel af sine Krigere er stegen i Land ved Gunnarsby, der netop betegnes som en af Grændsepunkterne for Byens Takmarker, og hvor han saaledes er modtagen med Procession.
  20. ↑ Saxo nævner ikke Sundet, og Suhm (Historie af Danmark VII. 251) tror derfor, at det Sund, her menes er i Opgangen til Oslofjorden, altsaa Drøbaksund. Men naar man seer hen til, at Valdemar, der dog tilsidst fortsatte Rejsen efter den oprindelige Plan, først kom til Portyrja, siden længer vest- og nordover langs Kysten, vil man lettelig skjønne at han enten allerede maa have været i Oslo, eller, hvad der er det rimeligste, aldrig har været der eller tænkt paa at vove sig derind, men denne Gang, som den forrige, har draget umiddelbart fra Onsø eller Jeløn over til Vestfold, enten lige til Jersø, eller først til Horten og derpaa videre sydefter. Sundet, Erling befæstede, maa saaledes være et af de flere Sund i Sejlleden mellem Jersø og Portør. Rimeligst bliver det da at gjette paa Grundholmesund eller Vrengen mellem Nøterø og Tjømø, da det af Fortællingen synes at fremgaa, at det ej kan have været saa meget langt fra Tunsberg, og dette er den sædvanlige Vej for dem, der fare indenskjærs, hvilket Valdemar, som man seer, gjorde, medens det dog tillige er saa trangt, at Farten derigjennem, selv om det ej var befæstet og spærret, for en stor Flaade kunde synes betænkelig. Derved bliver det ogsaa rimeligt, at enkelte kunde foreslaa at sætte Ryttere i Land og lade disse ødelægge Befæstningerne: de skulde da nemlig tage Vejen over Nøterø omtrent fra Teige ved Tunsberg til Sevik og Vrengen. Sandøsund eller Ryssesund paa hver sin Side af Hvasserlandet er det allerede, mindre sandsynligt at gjette paa, end mindre Langaarsund eller Korssund indenfor Jomfruland, thi paa de omliggende Klipper der kunde der neppe være Tale om at anvende Ryttere.
  21. ↑ Dette er for saavidt det rimeligste, som Forbjerget her afgav ligesom en bestemt Grændse for Indenskjærsfarten.
  22. ↑ Saxo, S. 817–821. Om dette Tog tie, som oven anført, vore egne Sagaer aldeles.
  23. ↑ Fagrskinna, Cap. 273.
  24. ↑ At Stedet er dette „Stanger,“ ej Stange paa Hedemarken, er viist af Munthe i Anmerkning til Aalls Snorre, II S. 206.
  25. ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 25, hos Snorre Cap. 34. Fagrskinna Cap. 276. Disse nævne kun Slaget ved Stanger og omtale ingen videre Kamp mellem Erling og Olaf, men lade denne „siden“ drage til Danmark, og Flokken opløses. Annalerne derimod have for 1168: Slag ved Stanger, Sigurd Agnhatts Fald; Slag ved „Döf;“ derfra flygtede Olaf til Danmark. Da Sagaernes Beretninger her ere saa mangelfulde, kan man ej tvivle om at Annalerne, naar de meddele flere Fakta, staa til Troende. Döf eller Dav maa søges etsteds længer inde i Smaalenene, i Rakkestad, Eidsberg eller der omkring.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/3&oldid=187461»