Det norske Folks Historie/4/2

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 6-13).

Det er ovenfor berettet, hvorledes Erling, strax efter at have faaet sin Søn Magnus tagen til Konge i Bergen, drog med ham, Dronning Ingerid, Arne Kongsmaag og flere af sine Tilhængere til Danmark, for at anmode Valdemar om Bistand imod Haakon Herdebreid og dennes Parti, og hvorledes Valdemar ogsaa lovede at hjelpe Magnus til at erhverve Norges Krone, imod at faa den Deel af Landet, som de ældre Danekonger, Harald Gormssøn og Sven Tjugeskegg havde havt, nemlig Viken indtil Rygjarbit. Der tales imidlertid intet om, at Erling virkelig fik en saadan Hjelp, og det synes overhoved, som om det ikke kostede ham saa megen Anstrengelse at overvinde Haakon. Muligt, at han ej behøvede større Bistand fra Valdemar, end den, som bestod deri, at denne ikke kom hans Modstandere til Hjelp; men for dette alene var rigtignok den betingede Priis altfor høj. Da Erling nu heldigt havde overvundet først Haakon Herdebreid, og siden Sigurd Markusfostre, uden nogen Hjelp fra Valdemar, lod han ogsaa sin Søn Magnus krone, uden at spørge Valdemar ad, eller at gjøre nogen Mine til at aftræde ham Viken. Valdemar var imidlertid ikke til Sinds at lade det bero hermed, men saa snart han hørte, at Erling havde adspredt alle sine Modstanderes Flokke, sendte han nogle af sine Mænd med Breve til Erling og Magnus, hvori han mindede dem om den trufne Aftale, og gjorde Fordring paa Viken. Dette Gesandtskab maa være indtruffet i Bergen strax efter Kroningen, altsaa paa en Tid, da Erling mindre end nogensinde kunde føle lig opfordret til at efterkomme Fordringer om at afstaa nogen Deel af Riget. Da Erling havde modtaget Brevene, raadførte han sig med sine Mænd om Sagen, men alle svarede eenstemmigt, at Danerne ikke skulde faa det aller mindste af Norge, og at den Tid havde været værst for Landet, da Danerne havde havt Magten. Erling holdt imidlertid gode Miner med de danske Sendebud, og da de trængte paa at han skulde give et endeligt Svar, bad han dem at vente lidt indtil Høsten, og da følge med ham til Viken, hvor han vilde give dette Svar, naar han først havde hørt de forstandigste Vikverjers Mening. Sendebudene fandt sig heri, og droge om Høsten i Følge med Erling til Tunsberg. Herfra sendte Erling Mænd over til Sarpsborg, og lod tilstevne Borgarthing for de fire Fylker, hvoraf Viken nu bestod. Til den bestemte Thingtid begav Erling sig derhen med sit Følge, hvoriblandt Danekongens Sendemænd. Da Thinget var sat, traadte Erling frem, underrettede Forsamlingen om, hvilken Aftale han tidligere havde indgaaet med Danekongen, og sagde, at han vilde holde den, hvis Bønderne i Viken samtykkede i, heller at tjene Danekongen, end Magnus, der nu var indviet og kronet til Riget. Bønderne svarede: „for ingen Priis ville vi blive Danekongens Mænd, saa længe en eneste af os Vikverjer er i Live.“ Og dermed løb hele Thingalmuen op med Raab og Skrig, bad Erling at holde de Eder, han havde aflagt til hele Landets Folk, om at forsvare Sønnens Rige, og sagde at de alle heri vilde staa ham bi. Nu hævedes Thinget, og med denne Besked maatte de danske Sendebud drage tilbage. Herover opstod der, som venteligt var, stor Harme ved Kong Valdemars Hof. Der hørtes mange haarde Udladelser om Erling, saavel som om Nordmændene i Almindelighed. Det viste sig altid, sagde man, at de opførte sig slet, naar det kom til Stykket, og der gik Ord om, at Kongen til næste Aar selv vilde drage med en Hær til Norge, for at tugte dem. Hertil opfordredes han ogsaa paa det ivrigste af Sigurd Markusfostres fordrevne Tilhængere, der, som vi ovenfor have seet, havde taget deres Tilflugt til ham, da det viste sig, at Kong Karl ej kunde udrette noget for dem^[1].

Valdemar behøvede neppe at overhænges af deres Bønner og Opfordringer, for at nære den største Lyst til at angribe Erling, men han fandt det nok ikke raadeligt at hjemsøge Nordmændene førend han underhaanden havde forvisset sig om, at Stemningen var saa gunstig for ham, som hine Flygtninger paastode. Han sendte derfor om Vintren 1164 nogle af fine Mænd,til Norge, for at undersøge Stemningen og bearbejde Gemytterne, fornemmelig i det Throndhjemske, hvor Erling, som Flygtningerne kunde fortælle ham, havde de fleste Modstandere. Udsendingerne viste sig naturligviis ikke i nogen offentlig Charakteer, men foregave kun at de droge Pilegrimsferd til St. Olafs Helligdom, hvilket i den Tid var sædvanligt over hele Norden. Men da de kom til Throndhjem, opsøgte de mange af de mægtigste Mænd, aabenbarede dem sit egentlige Erende, og bragte dem den Hilsen fra Danekongen, at hvis de vilde gjøre fælles Sag med ham, naar han kom til Landet, skulde han belønne dem med Penge og Forleninger. De fremlagde ogsaa Breve, udstedte af Kong Valdemar under hans Segl, hvori det hed, at han med det første vilde gjøre et Tog til Norge og underlægge sig Landet, hvilket han nu betragtede som sit Arvegods, men at han, hvis Thrønderne da vilde gjøre fælles Sag med ham, skulde gjengive dem den samme Anseelse, som de i fordums Dage havde havt fremfor Landets øvrige Indbyggere, ja maaskee endog udnævne en iblandt dem til Konge eller Landshøvding. Med Brevene fulgte tillige Foræringer. De fleste, til hvem Udsendingerne henvendte sig, laante et villigt Øre til disse Opfordringer, og gave endog Brev og Segl paa, at de vilde underkaste sig Valdemar, og at Erling, om han vovede at komme indenom Agdenes, ikke skulde slippe derfra med Livet. Med disse Breve og Hilsener droge de danske Sendebud sydover henimod Udgangen af Langefasten (1165).

Erling var om Høsten vendt tilbage til Bergen, hvor han tilbragte Vintren og i Kong Magnus’s Navn udbetalte Hirdmændene deres Sold. Henimod Vaaren, da der begyndte at komme Fragtskibe til Bergen fra det Throndhjemske, fortalte hans Venner ham, at de af Folk ombord paa disse Skibe havde hørt, at Thrønderne nu vare fiendtligt stemte mod ham, og lagde saa lidet Dølgsmaal paa deres Fiendskab, at de endog paa Thingene lode falde Trusler om at hevne Frederik Kønas Drab, og at det ikke skulde bekomme Erling vel at gjeste dem. Men Erling vilde ikke høre noget herom, og paastod at det maatte være Løgn og Opdigtelse. Han tilkjendegav, at han vilde drage syd til Gagndagething paa Onarheim og lod til den Ende Bøkesuden og en Femtensesse fuldstændigt udruste og bemande. Mandskabet knurrede herover, thi der blæste en haardnakket Søndenvind, mod hvilken de gruede for at ro, og de ytrede at Erling gjerne kunde have spart sig denne Rejse, da han intet havde paa Thinget at bestille. Uden at ænse dette, lod han Mandagen i Gagndagene (10de Mai) efter Messen blæse til Indskibning, under Straf paa Liv eller Lemmer for enhver af de indskrevne, der ej indfandt sig: han vilde nemlig, hed det, lægge ud fra Byen strax efter Noon. Der blev dog ej af nogen Udsejling førend Tirsdag Morgen tidligt. Da først var alt Mandskabet samlet og ordnet. De roede ud til Biskopshavn, en Fjerdingsvej nordenfor Bergen. Her sagde kan til sine Mænd: „jeg hører saa megen Knurr iblandt Eder, fordi I skulle ro mod Vinden. Sætter derfor Masten op, og lad os see, hvor hurtigt Snekken gaar under Sejl!“ Det skede, og nu gik Farten nordefter for strygende Medbør hele Tirsdagen og den paafølgende Onsdag (d. 12te), saa at de allerede om Natten mellem denne og Thorsdagen (Christi Himmelfartsdag) sejlede ind om Agdenes. Der traf de mange andre Fartøjer, større eller mindre, med Folk, der agtede sig ind til Byen for Festens Skyld. Blandt denne Mængde Sejl lagde man ikke synderligt Mærke til Langskibene, og Erling kom saaledes ganske uventet og ubemerket op i Elven, just som der blev sunget Ottesang oppe i Christkirken. Han fik snart Nys om, at Alf Rode ikke var i Kirken, men endnu sad hjemme og drak med fine Mænd. Did ilede han da først med en Skare Bevæbnede, kom aldeles uforvarende over Alf, og dræbte ham med de fleste at de tilstedeværet1de. Siden gik han omkring og ransagede i andre Gaarde efter Fiender. Man traf nogle faa, der bleve dræbte; de fleste vare i Kirke. Nogle reddede sig ved Flugten. Endnu den samme Morgen lod Erling blæse til Ørething, hver en Mængde Folk indfandt sig. Her anklagede han Thrønderne reent ud for Landraad og mordisk Anslag mod Kongen og ham selv, og nævnte som Hovedmænd den oven omtalte Baard Standhale saavel som en Paal Andressøn og en anden mægtig Mand, kaldet Rasse-Baard, der paa den Tid var Gjaldkere i Byen^[2], foruden flere Andre. .De anklagede erklærede Beskyldningerne for falske, og Rasse-Baard, en meget veltalende Mand, forsvarede sig og de øvrige i et længere Foredrag, der sluttede med, at Erling nok skulde komme til kort, naar de med Vidner og Ed godtgjorde sin Uskyldighed. Da bød Erling sin Kapellan træde frem. Han gjorde saa, og holdt en heel Deel Breve, forsynede med Indsegl, i Vejret, idet han spurgte om Thrønderne kjendte sine Indsegl igjen. Brevene, de selvsamme, som de danske Sendebud havde faaet, bleve oplæste, og de indeholdt alle, at Thrønderne forenede sig om at dræbe Kongen og Erling, hvis de saa sit Snit dertil. Erling tog derpaa igjen Ordet, og sagde: „du forsikrede nys din Uskyld, Rasse-Baard, idet du slog dig for Brystet; men af dit Bryst udgik dog aller først disse Raad!“ Baard kunde ikke længer sige noget til sit Forsvar, men faldt aldeles til Fode paa Naade og Unaade, med disse Ord: „Dengang, Herre, var jeg ør i Hovedet, men angrer det nu: alt staar nu i Guds og Eders Vold.“ De øvrige havde ligeledes ingen anden Udvej end at voldgive hele Sagen ubetinget til Erlings Dom. Og da Skaansomhed just ikke hørte til hans Egenskaber, maatte de fleste betale overvættes store Pengesummer, og Alf Rode tilligemed de andre dræbte bleve dømte ugilde. Derpaa vendte han i Hast tilbage til Bergen. Thrønderne, tagne ved Overraskelse, vare vel, blevne straffede og tildeels ydmygede, men desto mere steg deres Had til ham, og det vilde neppe engang have været raadeligt ser ham at opholde sig længere iblandt dem^[3].

Efter en Beretning, der tillige gjengives af Snorre Sturlassøn, skulde den hele foregivne Budsending fra Danmark være et listigt Spil af Erling, forat opstille en Snare for de af ham mistænkte throndhjemske Høvdinger; Sendebudene skulle have været udsendte af ham selv, og siden have ledsaget ham paa Rejsen til Nidaros, hvor de paa hans Bud skulle have traadt frem paa Thinget og gjentaget Ord for Ord, hvad enhver af Høvdingerne, navnlig Rasse-Baard, skulde have sagt^[4]. Men den ældste Beretning, der næsten maa ansees samtidig med Begivenheden^[5], indeholder intet herom, og den ligeledes samtidige Saxo siger udtrykkeligt, at Valdemar ved et „hemmeligt Gesandskab“ følte sig for hos Nordmændene, og, da han erfoor at Stemningen var gunstig for ham, strax tiltraadte sit Tog til Norge^[6]. Det rimeligste er derfor, at hine danske Mænd virkelig vare udsendte af Valdemar, men at enkelte af dem ere blevne opsnappede paa Tilbagerejsen efter hemmelig Foranstaltning af Erling, der vist ikke har undladt, den hele Tid at bolde vaagent Øje med Valdemar, og som nok kunde have de Venner ved dennes eget Hof, der ej undlode at give ham Nys om Valdemars Planer. Man maa her først og fremst tænke paa Orm Kongsbroders Halvbroder Buris Henrikssøn, der stod i et spendt Forhold til Kongen, og i det mindste et Par Aar senere, som det i det følgende vil sees, beskyldtes for at staa i forrædersk Forbund med Erling skakke. Det synes ogsaa næsten utroligt, at saa mange Høvdinger i Thrønderlagen tilhobe skulde have ladet sig i den Grad føre bag Lyset af falske Udsendinger og Breve, at de endog skulde kompromittere sig ved skriftlige Tilsagn. Men Erling gik i eet og alt saa hemmelighedsfuldt til Verks, at Mængden neppe nogensinde blev ret klog derpaa, saa at forskjellige Beretninger derom opstode. De fleste have vel nærmest havt Harald Haardraades bekjendte List for Øje, og tænkt sig Sagen tilgaaet omtrent paa lignende Maade^[7].

Valdemar havde imidlertid samlet en betydelig Flaade, med hvilken han drog nord til Viken. Han og hans Mænd stode, som man af Saxos Ord maa slutte, i den Tro, at Erling ikke have tordet oppebie dem, men af Frygt begivet sig til Rigets nordligste Egne^[8]. Der skal endog have været Spørgsmaal om at forfølge ham, men deres Mening have sejret, som fandt det raadeligst, først at dagthinge med Landets Indbyggere. Valdemar lagde saaledes ind i Elven, og lod Budstikken gaa for at kalde Almuen til Things, sandsynligviis paa Elvebakken ovenfor Kongehelle, hvor Hyldingsthingene for Ranafylke plejede at holdes. De fremmødende Bønder opfordrede han til at hylde sig som Konge. Men Elvboerne svarede forsigtigt, at de i dette Stykke vilde rette sig efter, hvad Indbyggerne i den nordre Deel af Viken besluttede, og tjene den Konge, de antoge^[9]. Valdemar drog derfor nordefter til Sarpsborg, og lod tilstevne Borgarthing. Her, siger Saxo, fik han Kongenavn af Vikverjerne, og usandsynligt er det ikke, at endeel af Sigurd Markusfostres Tilhængere have været tilstede og hyldet ham. De egentlige Bønder vilde dog intet høre om at underkaste sig Danekongen, men samlede sig i bevæbnede Flokke i de øvre Egne, medens der sendtes Iilbud nord til Erling, for at underrette ham om Valdemars Nærværelse^[10]. Valdemar drog op over Folden til Tunsberg, uden nogensteds at øve Fiendtligheder. Men overalt lagde Indbyggerne det heftigste Fiendskab for Dagen, og hvor som helst hans Skibe nærmede sig Kysten, kom de, som befandt sig i Nærheden, om det saa kun var een eller to, løbende til og skjød paa dem. I Tunsberg flygtede Erlings Tilhængere op paa det høje Bjerg nordenfor Byen, hvor der allerede da var en Befæstning. Og at disse, som Saxo kalder „nogle faa,“ i Virkeligheden maa have været de fleste af Byens Borgere, sees af hvad han selv fremdeles beretter, nemlig at Valdemar, „tilsidesættende Grumhed for religiøse Hensyn, ikke tillod at man satte Ild paa Byen, af Frygt for at ogsaa Kirkerne derved vilde blive ødelagte.“ Der var nemlig altsaa Tale om at opbrænde Byen, hvilket der dog ej kunde have været, hvis Fleerheden af Borgerne vare forblevne i deres Huse, og havde hyldet Valdemar. Valdemar lod tilstevne Haugathing, men ingen af Heredernes Indbyggere fremmødte^[11], ligesaalidt som nogen af Gejstligheden, hvilket sidste dog Saxo mere tilskriver Fædrelandskjærlighed, end Hengivenhed for Erling. Derimod kom, siger han, Orm Kongsbroder, og tilsagde Valdemar sin Lydighed, dog den Troskab uforkrænket, han skyldte Kong Magnus^[12]. Dette kan neppe ferstaaes anderledes, end at Orm Kongsbroder, der, som ovenfor nævnt, synes at have været Befalingsmand i Viken under Erlings Fraværelse nordenfjelds, havde begivet sig til Valdemar for at underhandle med ham og ved Trusler eller Overtalelser faa ham til at drage bort med det Gode. Vist er det, at Valdemar forføjede sig bort. Vore egne Sagaer melde kun, at da han merkede, hvor fiendtligt Indbyggerne vare stemte mod ham, erklærede han selv for sine Mænd, at han heller vilde drage hjem til Danmark, end herje i et christent Land, saa meget mere som der var Lande nok at herje og Rigdomme nok at vinde hos Hedningerne i Austrveg. Saxo siger derimod, at det var Mangel paa Proviant, som nødte ham til at vende tilbage. Hvorledes det end forholder sig, er det temmeligt klart, at Orms foregivne Lydighedsløfte kun har været en almindelig Høflighedsform, paa hvilken Saxo og andre, der ikke kjendte saa nøje til Sagen, have lagt en altfor stor Vegt. Valdemar vendte tilbage, som det siges til stor Utilfredshed for hans Mænd, der havde den største Lyst til at herje, men som nu maatte nøje sig med at plyndre paa de Udøer, de kom forbi, og for Resten hist og her, hvor Kongen selv ej var tilstede. Med Valdemar fulgte de Vikverjer, der havde ladet sig forlede til at hylde ham, og som nu ikke vovede at blive tilbage, af Frygt for den Straf, de af Erling kunde vente sig.

Erling havde ved Efterretningen om Valdemars Ankomst strax ladet udbyde Almenning i hvert Fylke, og blev der, heder det, da i ethvert Fylke bygget mange Langskibe, saa at hvert Langskib, som udrustedes, var nyt, om end ikke ganske fuldfærdigt^[13]. Men hvor hurtigt man end i hine Dage kunde bygge et Skib, er det dog aabenbart, at den Flaade af nye Skibe, som saaledes tilvejebragtes, ej kunde komme istand førend henimod Sommerens Ende, da Valdemar for længe siden var hjemme, og da der neppe længer kunde være Tale om at foretage et Tog til Danmark. Erling gav derfor Ledingshæren Hjemlov, da han kom til Lindesnes, og her fik høre at Danehæren allerede var borte. Vore Sagaer fejle aabenbart, naar de lade Erling med en Deel Lendermænd umiddelbart derfra sejle over til Jylland, og der endnu finde en Deel af Valdemars Flaade samlet. Dette Tog foregik, som det i det følgende vil sees, først to Aar senere. Erling selv begav sig til sit Hjem, enten i Bergen eller paa Stødle, idet han vel troede den Fare, der truede Viken, for det første afværget^[14].

1. Disse Flygtninger ere sandsynligviis de Nordmænd, der i stor Mængde (innumerabiles viri boni & honesti, Dani & Normanni) undertegnede, som Vidner et Gavebrev, Biskop Absalon omkring 1164 udstedte til Esrom Kloster. Særskilt nævnes af disse Anund og Finn med Følge (ego Anund et Fint frater meus, Normanni ambo, et homines nobis attinentes), af hvilke man ved Anund kunde tænke paa Høvdingen Anund Simonssøn, hvis han foruden sin i 1160 afdøde Broder Andreas endnu har havt en yngre Broder, Finn, hvilken Sagaerne ej omtale.
2. Saaledes maa vel Ordene hann hafði þá bœjarbygð forklares. Disse Ord findes for Resten ikke i Fagrskinna, der heller ikke nævner Baard Standhale og Paal Andressøn, men hvis Beretning ellers i alt dette er fulgt som den sandsynligste.
3. Af Fagrskinnas Ytringer fremgaar det tydeligt, at han skyndte sig tilbage førend Thrønderne kom til Besindelse efter Overraskelsen.
4. Magnus Erlingssøns Saga i Hrokkinskinna Cap. 15–17; Snorre Cap. 23–26. Denne Beretning lægger ogsaa en særskilt Bebrejdelse til Rasse-Baard i en af de Danskes Mund, der skulde have sagt: „saaledes talte du, Rasse-Baard, og slog dig for Brystet: fra dette Bryst kom aller først alle disse Raad“. Det er imidlertid vanskeligt at skjønne, hvorledes Baard skulde komme til at ytre disse Ord for Udsendingerne, derimod har han aabenbart, da Beskyldningen blev fremsat, først slaaet sig for Brystet og anstillet sig ganske uskyldig, men Erling siden spottet derover, da Beviserne mod ham vare fremlagte.
5. Nemlig i Fagrskinna, Cap. 272. Denne har vistnok her, som ellers, paa det nærmeste stemmet med Morkinskinna, hvis oprindelige Text maa antages samtidig med disse Begivenheder, men hvor de Blade, der indeholdt Beretningen derom, nu ere tabte. Fagrskinna viser sig overhoved her, hvor der i Sagaerne hersker megen Forvirring, rimeligere og mere stemmende med Saxo, end de større Kongesagaer, som det i det følgende vil sees.
6. Saxo, S. 793.
7. Se ovenfor II. S. 247–249.
8. Saxo, S. 793. Denne tilføjer, at han til denne Reise havde udrustet nogle faa og letsejlende, mere til Flugt end til Strid passende Skibe.
9. Fagrskinna Cap. 273. Dette synes rimeligere, end hvad Saxo fortæller, at han strax blev modtagen af Folket med den største Enthusiasme (magnâ plebis alacritate).
10. Saxo, S. 794, Fagrskinna Cap. 273. Denne omtaler Borgarthing, uden at melde noget om hvad der paa dette besluttedes. Magnus Erlingssøns Saga i Hryggjarstykke og hos Snorre nævner hverken om Thinget ved Elven eller Borgarthing.
11. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 181, Snorre Cap. 27.
12. Saxo, S. 794, 795.
13. Fagrskinna, Cap. 273. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 18, Snorre Cap. 27.
14. Ved dette Tidspunkt begynder Kongesagaernes Beretninger for de følgende fem Aar, indtil Fredsslutningen med Danmark, at blive faa forvirrede og ufuldstændige, og deres Ordning af de faa Begivenheder, som fortælles, saa stridende mod den rette Tidsregning, at man alene kan finde Rede deri ved at tage andre Kildeskrifter, fornemmelig Saxo og Sturlungasaga, til Hjelp. Det er derfor her det mest passende Sted, i Korthed at paapege Kongesagaernes Vildfarelser, og antyde Maaden, hvorpaa de maa berigtiges.
    Magnus Erlingssøns Saga i Hryggjarstykke og hos Snorre omtale, som oven anført, strax efter Kroningen 1164 Kong Valdemars Gesandtskab til Erling og dennes Besøg i Viken samme Aars Høst, samt derefter de danske Sendebuds Ankomst til Throndhjem den følgende Vinter (1164–65), Erlings Besøg der og Forhandlinger med Thrønderne ved Christi Himmelfarts Tid (1165) og Valdemars Tog til Viken samme Aar. Hidtil er alt rigtigt. I samme Orden, men med nogle faa Afvigelser, fortælles de samme Begivenheder i Fagrskinna. I begge Sagaer tales derpaa om Ledingen, som Erling udskrev, og som han gav Hjemlov, da han ved Lindesnes fik høre at Valdemar allerede var borte. Ogsaa dette er rigtigt. Thi at denne Leding, med paafølgende Hjemlov, maa staa i Forbindelse med et af Valdemars Tog til Norge, er klart, og at dette ej kan være hans andet Tog, sees af de Begivenheder, som da forefaldt, hvorom mere i det følgende. Men her begynder Forvirringen. Begge Sagabearbejdelser lade Erling umiddelbart fra Lindesnes gjøre Toget til Jylland og holde Slaget ved Dyrsaa, hvilket de følgelig henføre til Aaret 1165. Derfra lade de Erling strax vende tilbage til Norge, og den udførligere Bearbejdelse siger nu, at der en Tidlang (um hríð) var Ufred mellem Danmark og Norge, Fagrskinna, hvad der omtrent kommer ud paa det samme, at Kong Valdemar forbød al Skibsfart mellem Danmark og Viken, hvilket Vikverjerne ej kunde udholde. Men endnu samme Høst (1165) lader den udførlige Bearbejdelse Fru Christina gjøre hiin Rejse til Danmark for at mægle Fred, som vi omtale nedenfor. S. 30, og opholde sig der om Vintren (1165–1166); den følgende Vaar (1166) lader den Erling drage til Danekongen, opholde sig hos ham en Stund, slutte Fred, og drage hjem. Under hans Ophold i Danmark, heder det videre, begyndte Hettesveinernes Opstand; Erling begav sig til Viken og opholdt sig der om Vintren; den følgende Kyndelmesse (Febr. 1167) skede Overfaldet ved Rydjøkel; Sommeren (1167) opholdt han sig i Viken, mest ombord paa Skibene (Cap. 24, Snorre 38); endnu en Vinter forløb, hvor der ej tales om hvad Erling tog sig til (1167–68); men om Vaaren (1166) drog han øster til Viken, og slog Olaf ved Stanger, hvorefter Flokken opløste sig, og Olaf flygtede til Danmark. Fagrskinna (Cap. 273–276) nævner intet om Fru Christinas Rejse, men fortæller kun, uden nogen nærmere Tidsangivelse, at Vikverjerne opfordrede Erling til at slutte Fred, og at han begav sig til Kong Valdemar, hos hvem han opholdt sig hele Vintren, hvorpaa Freden sluttedes den følgende Vaar. Derpaa, ligeledes uden Tidsangivelse, fortælles der om Hettesveinernes Opstand, Erlings Ophold i Viken den følgende Vinter, Kampen ved Rydjøkel den paafølgende Kyndelmesse, og derpaa, fremde- les uden nærmere Tidsangivelse, end at det skede „noget senere“, om Slaget ved Stanger og Olafs Flugt.
     I den udførlige Sagas Fremstilling sporer man allerede en Selvmodsigelse hvor det heder, at der „en Tidlang“ var Ufred mellem begge Riger, uagtet der dog allerede samme Høst underhandledes om Fred, der kom istand næste Aar, hvorved der altsaa ej kunde være nogen Anledning til Krigsforetagender, og følgelig heller ikke „en Tidlang“ være Ufred. Fagrskinna har her et Fortrin, for saa vidt som den ikke nøje betegner Tiden, da Erling rejste til Danmark, hvilket efter dens Ord lige saa godt kan have fundet Sted i 1169 eller 1170, som i 1165. Heller ikke sætter den Beretningen om Hettesveinerne i nogen chronologisk Forbindelse med den danske Krig og Fredsforhandlingerne. Saaledes som begge Dele fortælles i Fagrskinna, kunde de meget gjerne være samtidige Begivenheder, af hvilke Fortælleren først har villet berette den ene til Ende, førend han begyndte paa den anden.
     Men om endog Fagrskinna for saa vidt er rigtigere, har den dog lige fuldt de samme Huller og Mangler i Fortællingen, som den anden Bearbejdelse. Gjennemgaar man nemlig Saxo for disse Aar, vil man finde, at Kong Valdemar ikke gjorde eet, men to Tog til Norge, det ene i 1165, det andet i 1168 (s. nedenfor S. 24), at Erlings Tog til Jylland og Slaget ved Dyrsaa ej foregik i 1165, men i 1167, og stod i den nøjeste Forbindelse med Buris Henrikssøns Forræderi og Straf, samt endelig, al Erlings Rejse til Danmark og Fredsslutningen samme Aar forberededes paa Rigsforsamlingen i Ringsted 1170, og fandt Sted strax efter denne. Alt dette fortæller Saxo saa omstændeligt, og i det hele taget med saadan Sagkundskab (han havde for en stor Deel været Øjevidne til det meste, og havde Lejlighed til at erfare alt fra første og bedste Haand), at man ej kan tvivle om Rigtigheden deraf i det Væsentlige, fornemmelig hvad Tidsregningen angaar. Ogsaa Knytlingasaga Cap. 124 henfører Fredsslutningen til samme Aar som Mødet i Ringsted, altsaa 1170; Buris’s Afstraffelse omtales i Ryklosters Annaler ved 1167, ja endog de islandske Annaler, som for øvrigt i de dansk-norske Anliggender følge Kongesagaernes Tidsregning, lade dog Buris blive afstraffet 1167.
     Ogsaa Sturlungasaga II. 40 kommer, ved nøjagtigt, Aar for Aar, at omtale Islændingen Are Thorgeirssøns Hændelser, til at indeholde vigtige Data til Berigtigelse af Tidsregningen. Are, siges der, tog Tjeneste hos Erling og deeltog med ham i Slagene ved Tunsberg, ved Sekken og paa Ree (Febr. 1163.) Vaaren efter rejste Are til Island, og tilbragte der to Vintre (1163–64 og 1164-65.) Sommeren derefter drog han med sin Broder Ingemund til Erling, hos hvem de opholdt sig om Vintren (1164–66) i hans Hird. Her er der saaledes ikke nogen Tale om at Erling skulde have tilbragt denne Vinter i Danmark. Samme Vinter begyndte Hettesveinernes Opstand; Are indstillede sin paatænkte Rejse til Island, og ledsagede Erling om Sommeren øster til Viken: dette forudsætter, at Erling havde tilbragt Vintren og Vaaren i den vestlige Deel af Landet, sandsynligviis i Bergen. Slaget paa Rydjøkel, hvor Are faldt, fandt efter Sturlunga-Saga Sted Allehelgensdag (1 Novbr.) om Høsten i samme Aar (1166,) ikke, som Kongesagaerne have det, i Febr. 1167; at Sturlungasagas Angivelse her er den rette, vil strax nedenfor blive viist, og dette, i Forening med den nøjagtige Fordeling af Begivenhederne paa hvert Aar, give Sturlungasagas Angivelser her mere Tiltro end Kongesagaernes.
     Det er saaledes klart, at Kongesagaernes Beretninger om Forhandlingerne med Danmark ej kunne benyttes anderledes, end som Materialier til at fuldstændiggjøre og i enkelte Biting at berigtige Saxos nøjagtigere Fortælling, og at navnlig deres Tidsregning, især saadan som den opstilles i den udførligere Bearbejdelse, aldeles maa tilsidesættes. For det første er der mellem Erlings Ledningsudbud i 1165 og Slaget ved Dyrsaa et Hul af hele to Aar, hvilket Kongesagaerne ganske have oversprunget, og sat Toget til Jylland i umiddelbar Forbindelse med hiint. For det andet tie de aldeles stille om Buris’s Affærer, Erlings Besøg i Sjæland og Halland m. m., og endelig om Valdemars Tog til Norge 1168, hvorved de atter komme til at gjøre et Spring lige fra Dyrsaa-Slaget til Fredsunderhandlingerne. Og hvad der endelig fuldstændiggjør Forvirringen i den udførlige Saga, er at Hettesveinernes Opstand her siges at være begyndt efter Erlings Ophold i Danmark, hvorved enten dette maa henføres til 1166, eller Opstandens Begyndelse til 1170, begge Dele lige urigtigt. Den oven antydede Omstændighed, at Fagrskinna, hvis Text her, som andensteds, maa ansees ældre og mindre bearbejdet end den anden, og mere er mangelagtig, end den egentlig fejler mod Tidsregningen, giver her nogenledes Nøglen til at forklare den vidtløftige Kongesagas chronologiske Fejl. Fortællingen om Krigen og Forhandlingerne med Danmark har, det lader sig nu vanskeligt sige hvorfor, været saare mangelagtig, men ikke nok med, at Hullet mellem 1165 og 1167 er sammendraget ved at henføre Dyrsaaslaget til 1165, har Kongesagaens Bearbejder endog ladet Fredsunderhandlingerne begynde samme Høst, medens Fagrskinna dertil ej nærmere angiver Tiden. Thorlacius har i Fortalen til 3die Birid af Folioudgaven af Snorre fremsat den ikke usandsynlige Gisning, at der i det oprindelige Haandskrift af denne Bearbejdelse ikke har staaet um haustit (om Høsten d. e. den bestemte Høst 1165,) men um haaust eitt (en Høst uden nærmere Angivelse af Aaret), men vist er det, at alle de nu existerende Haandskrifter have haustit. Fejlen er derpaa bleven gjort end værre, idet Bearbejderen, forledet deraf, at den af Fortællingen om de dansk-norske Anliggender (som det af Fagrskinna sees) aldeles uafhængige og dermed parallel løbende Beretning om Hettesveinernes Opstand, rimeligviis ogsaa i den af ham benyttede Sagaskriit har fulgt bagefter hiin, – uden Videre og paa egen Haand (thi i Fagrskinna er det ej skeet, altsaa vel heller ikke i den ældste Sagatext) har indflikket en urigtig chronologisk Bestemmelse, nemlig at Opstanden begyndte, medens Erling var i Danmark. Men da man nu, som det af de islandske Annaler sees, var temmelig paa det Rene med Tidsregningen for Opstanden, kom altsaa Fejlen paa Fortællingen om den danske Krig, og sneg sig fra Sagaerne ind i Annalerne. At Opstanden begyndte 1166, bliver af Stort. Sagas Angivelser utvivlsomt, og at Valdemars Tog 1168 stod i den nærmeste Forbindelse med Hettesveinernes Ophold i de ydre Egne af Viken, hvilken Sagaerne ogsaa henføre til dette Aar, ja at Saxo endog, skjønt i dunkle og mere almindelige Udtryk, omtaler dem, vil i det følgende blive paapeget.
     Efter disse Momenter er Tidsregningen i den her følgende Fremstilling ordnet.