Det norske Folks Historie/4/4

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 28-34).

Valdemar fornyede vel ikke sit Angreb paa Norge, da han det følgende Aar, (1169) havde nok at bestille med sit navnkundige Tog til Rügen, hvorved denne Ø blev erobret og Indbyggerne omvendt til Christendommen. Han maa ogsaa have staaet paa spændt Fod med Sverige, hvor Kong Karl i April 1167 paa Visingsø var bleven overfalden og dræbt af den ovenfor omtalte Knut Erikssøn^[1], der nu opkastede sig til Konge, men ej kom i rolig Besiddelse af Riget førend han efter langvarig Krig ogsaa havde fældet den dræbte Konges Brødre, Kok og Boleslav, der ligeledes, den ene efter den anden, antoge Kongenavn^[2]. Da Karl, som ovenfor omtalt, var gift med Kong Valdemars Systerdatter Christina^[3], og Boleslav paa mødrene Side var en Broder af Valdemars Dronning Sophie^[4], var ingen nærmere til at optræde som deres Hevner, end Valdemar, til hvem Karls og Christiane spæde Søn Sverke efter Faderens Drab i al Hemmelighed og under mange Farer blev sendt, aabenbart for at sikre ham mod Knuts Efterstræbelser. Det faldt saaledes næsten af sig selv, at der udbrød Krig imellem Knut og Valdemar, og om den end, som det synes, ej førtes med synderligt Eftertryk, og maaskee kun har bestaaet i at Valdemar af og til har sendt Kol og Boleslav nogen Hjelp af Folk eller Penge^[5], maa den dog have bidraget sit til at vanskeliggjøre et nyt Tog til Norge. Men det Forbud, Valdemar havde udstedt mod gjensidig Skibsfart mellem begge Lande, vedblev, og dette var allerede i og for sig tilstrækkeligt til at gjøre Nordmændene kjede af Ufreden. Thi Korntilførselen fra Danmark var i hine Tider maaskee endnu langt vigtigere for det sydlige Norge, end nu omstunder. Vikverjerne, siger Sagaen, kunne ikke undvære Handelsforbindelsen med Danmark, og derfor overhang man Erling med Bønner om at slutte Fred med Danekongen. Erling maatte nu kunne have grundet Haab om at faa Fred paa gode Vilkaar, og havde desuden, som det af det følgende sees, udkastet en Plan, der, om den just ikke kan kaldes patriotisk, dog baade var i hans egen og Valdemars Interesse. Han lyttede derfor til Vikverjernes Ønske, og aabnede Underhandlinger med Valdemar, allerførst, men, som det af en Sagaberetning erfares, i Stilhed eller underhaanden gjennem sin Hustru Christina. Thi som Kvinde og Valdemars Syskendebarn maatte hun endog, uagtet Krigen, under Paaskud af et eller andet Familie-Anliggende, have Adgang til at besøge det danske Hof uden at dette Besøg kunde synes noget paafaldende. Hun begav sig derfor om Høsten 1169 ned til Danmark, og blev meget venskabeligen modtaget af Valdemar. Det er endog ikke usandsynligt, at hun har foregivet at være kommen i Uenighed med sin Mand, thi der tilføjes, at Valdemar gav hende Forleninger, tilstrækkelige til at hun deraf kunde underholde sit Følge^[6]. Hun tilbragte Vintren ved det danske Hof, og samtalede ofte med Kongen, der var meget venlig mod hende. I disse Samtaler er da rimeligviis noget af det blevet forberedt og aftalt, som siden blev Gjenstand for mere formelige Underhandlinger. I Begyndelsen af Aaret 1170 sammenkaldte Valdemar en stor Rigsforsamling til Midsommerstid i Ringsted, deels for at lade skriinlægge sin Fader, Hertug Knut, der i November 1169 af Paven var bleven ophøjet i Helgenernes Tal, deels for at lade krone sin Søn, den syvaarige Knut, der allerede var udnævnt til Tronfølger og havde faaet Kongenavn. Paa denne glimrende Forsamling, hvor Kongen, alle Danmarks Stormænd, gejstlige og verdslige, og en Mængde af Almuen mødte frem, indfandt sig ogsaa Sendebud fra Erling, nemlig den udvalgte Biskop i Oslo, Helge, og Erkebiskop Stephanus i Upsala, der faa Maaneder forud var kommen tilbage fra Rom, hvor han havde været sendt af Valdemar for hos Pave Alexander at udvirke Hertug Knuts Kanonisation, hvilket som vi have seet, lukkedes ham, og hvorom han selv medbragte den pavelige Bulle^[7]. Den 25de Juni, efter at Skriinlæggelsen og derpaa Kroningen havde fundet Sted, steg Stephan og Helge op paa en Forhøjning, og henstillede med mange venlige Ord til Kongen at slutte Fred med Norge, helst paa en Dag som denne, da han saa sin Søn hædret med Kronen og sin Fader med Helgen-Alteret. Valdemar gav dem strax Tilsagn om sit Lejde for Erling til at indfinde sig hos ham, for nærmere, og i Fortrolighed, at afhandle Sagen. Deres Fremtræden i Forsamlingen, saa vel som Valdemars offentlige Svar, har sandsynligviis været en forud aftalt Formalitet, men Saxo fortæller det som om det alene var deres Veltalenhed, der stemte Valdemar saa forsonligt. Efter Helges Anmodning blev nu Æsbern Snare, Biskop Absalons Broder, sendt til Erling for at overbringe denne Besked, medens tvende Nordmænd, Erling og Ivar, der maa have været anseede Mænd i Biskop Helges Følge, bleve tilbage hos Kongen som Gisler for hans Sikkerhed. Ogsaa Fru Christina lod Erling, enten ved de tilbagevendende Biskopper, eller ved egne Sendebud, hilse at han endelig maatte komme og forlige sig med Danekongen^[8]. Æsbern traf Erling i Viken, hvor han den Sommer opholdt sig. Erling maa ikke have været ret tilfreds med de Fordringer, han opstillede, thi Saxo fortæller, at paa et Thing, der afholdtes, maaskee for at raadslaa om Freden, lod han mange overmodige Ord falde mod Æsbern, der heller ikke blev ham Svar skyldig. Erling besluttede ikke destomindre at begive sig til Valdemar, og drog i Følge med Erkebiskop Stephanus paa et vel udrustet og med hans bedste Folk bemandet Langskib, ledsaget af tre andre, ned til Sjæland, idet han lod Æsbern blive tilbage som Gissel. Biskop Absalon var just kommen tilbage fra Jylland, hvorhen han med en betydelig Flaade havde ledsaget Kongen, da han saa Erlings Skibe sejle ind ad Isefjorden. Han forbød strax sine Mænd strengeligen at øve Fiendtligheder mod Nordmændene^[9], modtog Erling venligt, og fulgte ham, efter at have ladet de fleste af sine Skibe drage bort, over til Randers i Jylland, hvor Kongen da opholdt sig, og just sad til Bords, da Skibene landede. Erling, som ikke ret troede paa Freden, gik, strax Skibet var fæstet og tjeldet, i Land selv tolvte, alle med Ringbrynjer og dragne Sverd under deres Kapper, og Hjelmen under Hatten; de stevnede lige op til Kongens Herberge, og gjennem de aabenstaaende Døre ind i Hallen, hvor ingen lagde Merke til dem, førend de vare komne heelt frem for Kongens Højsæde. Erling sagde da: „Grid ville vi have, Herr Konge, baade her og til Hjemrejsen.“ Kongen saa paa ham og sagde: „er du der, Erling?“ „Ja“, svarede han, „Erling er her, og sig os nu i Hast Besked, om vi skulle have Grid eller ej“. Der var i alt 80 af Kongens Mænd derinde, men alle vaabenløse. Kongen sagde: „Grid skal du have, Erling, og jeg har aldrig sveget nogen, som kommer for at tale med mig: tal du og med mig, hvad du vil, og gak bort igjen med dine Mænd, som du kom.“ – „For det første,“ svarede Erling, „vilde jeg sikre mig Grid, som jeg ogsaa har faaet: siden vil jeg tale i bedre Mag og udførligere med eder, thi jeg kommer i Kong Magnus’s og de øvrige norske Høvdingers Erende.“ Derpaa kyssede han Kongen paa Haanden, og gik tilbage til sit Skib. Ved den første Samtale, han siden havde med Kongen, fik han dog høre saa mange Bebrejdelser af denne, at han mistvivlede om at komme til Enighed med ham, og anmodede Absalon gjennem Stephanus om at maatte drage bort i Fred. Men Absalon forsikrede, at han kunde være lige saa tryg som om han var hjemme, og dette beroligede ham. Han blev der nu en Stund, og fik efter flere Samtaler og Forhandlinger med Kongen endelig sluttet Fred og Forlig til begge Parters Tilfredshed. Erling erklærede sig vistnok villig til at erkjende Valdemar for Herre over Viken, som det tidligere havde været aftalt, men spurgte ham tillige, om han agtede at sende nogen dansk Mand til Høvding derover i sit Navn, og erindrede ham om, hvad der var skeet ved lignende Tilfælde i ældre Tider, navnlig om hvorledes Harald Gormssøn i sin Tid vel havde erhvervet Kongemagten i Norge, men dog fundet det raadeligst at bortforlene det til indfødde Normænd, fornemmelig til Haakon Jarl. Valdemar indrømmede, at det ej var raadeligt at sende nogen dansk Mand derhen, ja fandt det endog usandsynligt, at nogen dansk Høvding vilde gaa til Norge og drages med et haardt og ulydigt Folk, i Stedet for at have det godt hjemme. I saa Fald, meente Erling, var det rimeligt at Kongen gjorde ham selv til Jarl, og at udvirke dette, tilstod han nu, var hans Hovedhensigt med Rejsen til Danmark. Man havde ogsaa før, sagde han, havt Exempler paa, at norske Mænd havde begivet sig til Danmark og faaet Jarlsnavn, nemlig Finn Arnessøn og Haakon Ivarssøn, hvilke begge Sven Ulfssøn, Valdemars Oldefader, havde udnævnt til Jarler i Halland, og han havde nu vel saa megen Magt i Norge, som de. Hvis Kongen vilde opfylde denne hans Betingelse, og forlene ham ved Viken, erklærede han sig villig til at gaa ham tilhaande som hans Vasal, og være rede til al den Lenstjeneste, som dette Forhold medførte. For sin Søn Magnus’s Samtykke kunde han naturligviis paa Forhaand indestaa. Flere understøttede hans Forslag, og Valdemar gik tilsidst ind derpaa. Dog blev, som det synes, Kong Magnus’s Samtykke indhentet, førend den endelige Fredsslutning kom istand, da denne uden dette neppe kunde have nogen Gyldighed. Imidlertid opholdt Erling sig hos Valdemar. Efter en enkelt Beretning^[10], skulde han have tilbragt hele Vintren hos ham, saavel som Æsbern Snare i Norge, og Fredsslutningen ej være kommen istand eller ratificeret førend om Vaaren 1171. Sandsynligt er dette visselig ej, og det omtales heller ikke andetsteds, men det modsiges heller ikke udtrykkeligt, og Tidsregningen er ogsaa hos Saxo paa delte Sted noget forvirret, saa at man ej med Bestemthed kan anføre den mod hans Angivelse^[11]. Dette faar saaledes staa ved sit Værd. Freden, hvad enten den kom istand 1170 eller i 1171, sluttedes paa de Vilkaar, at Viken vel afstodes til Valdemar, som den første Aftale lød, men at Erling fik den til Len som Valdemars Jarl med den Forpligtelse, at han, naar det paafordredes, skulde stille 60 Skibe til Danekongens Flaade. Derhos skulde han opfostre Kongens anden Søn, den i Begyndelsen af 1170 fødte Valdemar, (siden navnkundig som Valdemar II) og i sin Tid udnævne ham til Jarl med Berettigelse til at følge Kong Magnus i Kongedømmet, hvis denne døde uden egtefødte Arvinger^[12]. Denne for Erling selv mere nyttige end for Landet hæderlige Fred blev besvoren af Erling tilligemed alle de norske Høvdinger i hans Følge, og Erling aflagde Valdemar derhos Troskabsed som hans Jarl og Vasall Derpaa vendte Erling tilbage, ledsaget af den danske Høvding Tove Lange, der skulde bringe Æsbern hjem. Ved Tilbagekomsten sammenkaldte Erling et Thing, hvor han, som det beder, roste Danernes Ordholdenhed og bekjendtgjorde Fredsbetingelserne^[13]. Neppe har han dog bekjendtgjort dem i deres hele Udstrækning, da vore Sagaer kun tale om Lensforholdet i almindelige Udtryk, og nævne intet om Forpligtelsen til at stille Skibe eller at opfostre Kong Valdemars Søn, hvilket kun omtales af Saxo. Man maa derfor antage, at disse Betingelser have været aftalte i Hemmelighed mellem Valdemar og Erling, og at de med Flid have været holdte skjulte for Nordmændene, hvis Misnøje de upaatvivlelig i højeste Grad vilde have vakt, om de vare komne til almindelig Kundskab. Nu derimod synes alt at være gaaet af paa den fredeligste og venskabeligste Maade, og man viste Æsbern ved Afrejsen sin Velvilje ved at give ham en heel Mængde Buer og Pile til Foræring^[14].

Saaledes var da Erling bleven dansk Jarl, og det gamle Forhold, der i tidligere Dage havde forvoldt saa mange Ubehageligheder, og – hvad der end kan siges om dets ældre historiske Berettigelse, – fra Olaf den helliges Tid ej længer var paa sin Plads, og efter Magnus den Gode og Harald Haardraades Krig maatte betragtes som begravet, for aldrig mere at fremmanes, var dog atter kaldt tillive. Vel var det nu kun kortvarigt, og Betingelserne kom ej engang til Udførelse, men de derpaa grundede Fordringer undlode ej, som vi i det følgende ville see, i Tidens Løb at medføre Ulemper. I sig selv gjorde det ingen Forandring i Norges indvortes Forhold, thi Erling, der nu styrede Viken som dansk Jarl, styrede ogsaa det øvrige Norge som sin Søn Magnus’s Formynder. Hans Magt og Anseelse, heder det i en Saga, tiltog med hans Ophøjelse i Rang. Dette torde dog være tvivlsomt, thi en dansk Jarletitel kan dog vel ikke have havt saa meget at betyde i Norge, i det mindste det nordlige. Men det er et Spørgsmaal, om Erling ikke ogsaa har ladet sig udnævne til norsk Jarl, og det tidligere, end han blev dansk Jarl. Han kaldes i det mindste i een Saga Jarl flere Aar før Fredsslutningen med Danmark^[15], og da han som Fader og Formynder forskrev Magnus ethvert af hans Skridt, vilde det da ogsaa kun have kostet ham et Ord at lade sig udnævne til Jarl, hvilken Værdighed Magnus som Konge var fuldkommen berettiget til at meddele.

1. Annaler i Fant’s Scr. r. Sv. I. 51. 83.
2. Kongerækken i Vestgøtaloven, Schlyters udg. S. 301, 302. At Kol var Karls Broder, siges ikke udtrykkeligt, men Navnet, som han havde tilfælles med Sverkes Fader, viser det noksom.
3. Se ovenfor S. 5.
4. Sophias Moder, Richiza, Datter af Kong Boleslav III (krzivuski), Hertug af Polen, var nemlig tre Gange gift, først med Magnus den sterke, Nikolas’s Søn, og havde med ham Sønnen Knut, dræbt som Valdemars Medkonge i Danmark; dernæst med Volodar Glebovitsch, Fyrste af Minsk (i Sagaerne kaldet Valadar Konge af Pulinaland,) og havde med ham Datteren Sophia der blev Valdemars Dronning; tredie Gang med Kong Sverke i Sverige, og havde med ham Sønnen Boleslav, der i Valdemars Jordebog udtrykkelig siges at være Sverkes Søn og Sophias Broder (se Antiqq. Russes I. S. 452–485), Vestgøtalagen, l. c. At man her skal læse „sun hans Sverkir,“ ikke „sun Sverkis,“ er paaviist af Ihre, Diss. Cat. Reg. Sv. p. 93.
5. At der i 1170 var Fejde mellem Danmark og Sverige, sees hos Saxo S. 848, hvor det synes, som om Fejden havde varet i længere Tid.
6. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 20, Snorre Cap. 29. At Christinas Rejse til Danmark kun omtales her, er forhen paapeget.
7. Udstedt i Benevent, 8 Novbr. 1169, og meddeelt i Thorkelins Dipl. Arnam I. 27 efter en Afskrift, hvor Aarstallet 1170 er fejlagtigt tilføjet. Helges Nærværelse og Virksomhed for Fredsslutningen omtales ogsaa i de esromske Annaler (Langebek Scr. I. 242,) men Aaret angives urigtigt 1171.
8. Der staar kun i Sagaen: siden efter om Vaaren sendte Christina Mænd til Erling og bad ham begive sig til Danekongen. Paa Angivelsen „om Vaaren“ kan man her ikke lægge nogen Vegt.
9. Dette Erlings Sammentref med Absalon i Isefjorden omtales ikke i Sagaerne, der lade Erling rejse lige over til Jylland, og komme ganske uventet til Valdemar. Magnus Erlingssøns Saga nævner heller intet om, at han havde flere Skibe end eet Langskib, og Fagrskinna siger udtrykkeligt, at Erling gjorde det vovelige Skridt, med et eneste Skib at begive sig til Danmark. Men Saxo synes dog her bedst underrettet, og maa staa mest til troende, Muligt at Erling, for at undgaa Opsigt, ikke med mere end det største af sine Skibe har draget til Randers, og har ladet de tre andre blive tilbage et Stykke derifra. Det er ellers kun Magnus Erlingssøns Saga, der angiver Randers som Stedet, hvor han fandt Valdemar.
10. Fagrskinna, Cap. 273. Kongesagaerne tale ej om noget Vinterophold.
11. Hos Saxo, der her er saagodt som den eneste danske Kilde, fortælles netop Begivenhederne strax efter Freden yderst forvirret. Først tales der om et Tog til Vendland, der efter Nogles Mening allerede skulde have foregaaet om Hesten 1169, efter andres 1170; derpaa (S. 866–877) fortælles der om Begivenheder 1175 og 1176, og først derfra (S. 866) kommer man tilbage til Begivenheder fra 1171. Knytlinga-Saga, (Cap 124)der udtrykkeligt nævner at hiint Tog til Vendland foregik Hesten samme Klar, Erling blev Jarl, melder dog intet om, hvor længe Erling opholdt sig der.
12. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 21, Snorre Cap. 30, Fagrskinna Cap. 273, Saxo S. 853. Saxo taler ej om Viken eller Jarldømmet, men siger kun at Erling blev Valdemars haandgangne Mand (miles), og omtaler de specielle Betingelser, der igjen ej findes i Sagaerne.
13. Saxo S. 854.
14. Saxo, l. c.
15. Nemlig i Sturlungasagaen, hvor han allerede paa Haakon Herdebreids Tid, strax efter Inges Fald og Magnus’s Ophøjelse paa Tronen, kaldes „Erling Jarl.“ Dette kan nu vistnok hidrøre fra at Sagaen er nedskreven paa en Tid, da man allerede var vant til at give Erling denne Titel, og saaledes af Skjødesløshed overførte den paa en Tid, da han ej bar den, men en saadan Forglemmelse er dog yderst sjelden i Sagaerne. Og besynderligt er det, at Saxo slet ikke omtaler Erlings Jarletitel, der dog maatte være bekjendt i Danmark, naar Erling alene ifølge Valdemars Udnævnelse bar den.