Det norske Folks Historie/4/19
Efter dette uheldige Slag søgte Sverre atter til Fjelds, for gjennem Oplandene at drage til Viken, men nogle af hans Mænd gjorde en Afstikker til Nordmøre[1], hvor de dræbte den før omtalte Serk paa Rjod med flere af hans Folk; dette skulde vel være til Hevn, fordi han havde saaret Kongen. Der nævnes intet om Birkebeinernes videre Æventyr, førend de kom til Viken, det vil sige – som det af den følgende Beretning tydeligt viser sig – den nordvestlige Deel, i Nærheden af Drams-Elven; de have vel saaledes nu, som før, taget Vejen over Land, Hadeland og Ringerike[2]. Da Kong Magnus, der laa i Tunsberg[3], hørte dette, drog han i Forening med Orm Kongsbroder afsted for at opsøge dem, og Birkebeinerne, hvis Styrke ikke paa langt nær kunde maale sig med hans, vege i Førstningen undan[4]. Sverre, som skjønnede at dette ikke i Længden kunde gaa saaledes, og var ked af den idelige Omflakken, forestillede nu sine Mænd, hvilken fordærvelig Virkning det Nederlag, de ved deres Gjenstridighed og Uforsigtighed havde lidt i Throndhjem, vilde have, hvis de ikke ved en eller anden kraftig og heldig Daad gjenoprettede deres Anseelse. „Forhen“, sagde han, „havde vi altid Sejr og Overhaand, og de fleste vare bange for at binde an med os; nu derimod have vi ej alene mistet mange brave Gutter af vor Flok, men den Respekt, man havde for os, er ogsaa ødelagt, thi hvor vi komme,“ har man hørt om bort Uheld, og ingen tror os længere istand til at udrette noget. Hvis vi nu dertil lade Kong Magnus jage os fra Bygd til Bygd, ville vi snart have alle Mand, høje og lave over os, og vi ville blive dræbte med liden Berømmelse, ligesom alle de, der falde paa Flugten. Nu forekommer det mig hæderligere, saa liden end vor Trop er, at gaa vore Fiender djervt under Øjnene. Blive vi da overmandede, saa falde vi i det mindste med Ære, siden det er i Kampen mod Kong Magnus selv, men sejre vi, vil vor Magt blive saa meget større. Vi kunne desuden ikke vente at vinde Herredømmet her i Landet, uden i det mindste een Gang at see Kong Magnus’s Merke knejse imod os, og længe nok have vi ladet os jage rundt om i Landet af vore Fiender“. Ved disse og lignende Opmuntringsord satte han Mod i sin lille Flok, og under tillidsfulde Bifaldsraab vendte den om, for at vove den ulige Kamp. De befandt sig da, som man kan see, etsteds paa Sydsiden af Tyrifjorden, enten i den østlige Deel af Modum, eller den nordøstlige Deel af Sylling, medens Magnus nærmede sig søndenfra, gjennem Lider. Birkebeinerne stevnede frem langs Holsfjorden, indtil de kom til Broen ved Hirta (Hyrte i Sylling); her fik de høre, at Kong Magnus ikke var langt borte. Sverre lod dem lægge sig i et Krat nær ved Broen, for her at oppebie Fienden[5]. Magnus og Orm Kongsbroder havde ligeledes af deres Kundskabsmænd erfaret at Birkebeinerne vare i Nærheden, og ilede dem imøde. Da de kom til Broen, gik Magnus strax over med sit Merke i Spidsen, dernæst Orm Kongsbroder. Birkebeinerne ventede, indtil endeel af Magnus’s Tropper havde passeret Broen. Da brøde de frem af deres Baghold, og gjorde et saa heftigt Angreb, at Magnus og Orm efter en kort Kamp, og med betydeligt Folketab maatte fly tilbage over Broen, begge saarede. Efterat derpaa begge Hære en Tidlang havde vexlet Skud med hinanden tvers over Aaen, drog hver sin Vej: Magnus tilbage til Tunsberg, og Sverre nordefter. At forfølge Magnus kunde der ej være at tænke paa, saa stor Overmagt som han havde, men det var allerede store Ting, at Birkebeinerne trods denne Overmagt havde kunnet tilføje ham et føleligt Tab. Sverre tog Vejen til Raumarike[6], og derfra gjennem de øvre Grændse-Egne til Ljodhuus i Vestergautland, medens Magnus fra Tunsberg sejlede østover, og ned til Kongehelle. Da Sverre hørte, at han var der, forsøgte han et uventet Overfald paa ham. I den Fegtning, som herved opstod, faldt der just ikke mange Folk, men Sverre fik dog erobret og opbrændt endeel af Magnus’s Skibe, medens han med de øvrige flygtede ned ad Elven. Han tog siden Vejen nordefter ind til Oslo, og sad der en Tidlang, idet han jevnlig sendte Kundskabsmænd lige til Elven. Men Sverre underlagde sig de sydøstlige Sysler af Viken, eg tog Skat deraf. Altsaa holdt nu begge Konger til i Viken, og hævede Skatter, hver paa sin Kant, medens deres Mænd hyppigt overfaldt hinanden. Blandt andet hændte det sig engang, da Sverre opholdt sig i Saurbygden[7], at han selv en mørk Nat med sex Mand drog ud for at spejde i en nærliggende Skov, medens en af Kong Magnus’s Høvdinger var dragen ud med 50 Mand, for at forsøge om han kunde faa overrumplet og dræbt nogle af Sverres Folk syd i Heredet. De kom til den samme Skov, og Sverre hørte dem komme ridende; de vare beskjenkede, snakkede en heel Deel og ventede sig ingen Fare. Vejen gjennem Skoven var saa trang, at de alene kunde ride een og een ad Gangen. Sverre bød sine Mænd i al Stilhed fordele sig paa begge Sider af Vejen med sine Buer og Pile, og naar de da kom nærmere, skyde Skud paa Skud i den Retning, hvor de hørte dem tale, saa tidt som muligt; de vilde da maaskee, troede han, antage sin useede Fiende for mandsterkere end han virkelig var, og lykkedes ikke Forsøget, kunde man jo altid i Mørket undløbe dem. Birkebeinerne gjorde som Sverre bød, og hine, der ikke vidste, hvorfra Pileregnen kom, standsede i den største Forvirring, og toge tilsidst Flugten, idet de troede hele Skoven fuld af Fiender. Birkebeinerne forfulgte dem en Stund, og om Morgenen, da det var lyst, fandt de ikke færre end 18 Mand og mange Heste liggende dræbte[8].
Der nævnes intet om, hvor Erling Jarl opholdt sig i denne Tid, thi at han ej var i Viken, eller i Nærheden deraf, maa antages som vist, da han slet ikke nævnes som Deeltager i disse Begivenheder, hvilket dog sikkert vilde have været Tilfældet, om han havde været med; og man kan være forvisset om, at hvor som helst han havde opholdt sig i Viken, Oplandene eller paa Agder, vilde han ved Efterretningen om Sverres Ankomst strax havde ilet Magnus til Hjelp; i saa Fald vilde vel ogsaa Tingene have faaet en anden Gang, og Birkebeinerne ikke saaledes have spillet Mester, som de nu gjorde. Det er derfor sandsynligt, at Erling denne Sommer opholdt sig i Bergen, hvor han maaskee ved Efterretningen om Sverres Ankomst til det Throndhjemske har begivet sig hen, for at være paa sin Post, om Sverre maaskee skulde komme did[9]. Men havde han kunnet ane, hvor daarligt Magnus, overladt til sig selv, vilde forsvare sig mod Birkebeinerne, og hvilke Følger de Fordele, de saaledes tilkjæmpede sig, vilde have for Fremtiden, da havde han neppe under nogen Omstændighed været borte. Thi det er tydeligt at see, at fra dette Øjeblik af gik alt lettere for Sverre end forhen, og at disse smaa Sejrvindinger over Magnus, formedelst den Indflydelse, de udøvede paa Opinionen, virkelig dannede et Vendepunkt i hans hidtil saa tornefulde Bane.
- ↑ Dette kan, som man lettelig seer, kun have været den øverste og Vejen til Opdal nærmeste Deel af Nordmøre, thi nogen lang Afstikker kunde en liden Afdeling af den i sig selv ubetydelige Flok ej tænke paa at gjøre. Stedet, hvor Serk boede, har saaledes vel været det nuværende Røen (Rjóðr) i Rindals Annex til Surndal. Hid ere Sverres Mand maaskee komne over Surndalsskoven, og have derpaa taget Vejen op forbi Romundstad og gjennem Vaalaaskardet til Rennebu, hvor de atter sluttede sig til Hovedtroppen. Det er imidlertid højst rimeligt, at de ikke engang kom saa langt som til Gaarden, da det er vanskeligt at forstaa, hvorledes Serk, der selv deeltog i Slaget, skulde være kommen der før dem, men at de alene have lagt sig i Baghold for ham paa Surndalsskoven, og overfaldt ham, da han vendte tilbage.
- ↑ Se o.f. S. 48. Da Hirta eller Hyrte, hvor Slaget siden stod, ligger i Sylling, og Magnus kom søndenfra, maa Birkebeinerne, der i Førstningen vege tilbage for ham, ligeledes have været nede i Sylling eller Lider. Altsaa maa de være komne over Ringerike og Modum. Længer øst eller syd i Viken kunne de ej have været, siden Magnus fra Tunsberg af drog dem imøde.
- ↑ Dette siges ej udtrykkeligt i Sagaen, men man kan slutte det deraf at Magnus efter Slaget drog „tilbage til Tunsberg“, som det siden heder.
- ↑ Det siges ikke i Sagaen, om Orm ved Efterretningen om Birkebeinernes Ankomst opholdt sig hos Magnus i Tunsberg. Snarere skulde man formode, at han, som sædvanligt, har holdt til i Oslo, men har mødt ham i Drammen, og at derfor begge i Forening droge op igjennem Lider og Sylling.
- ↑ Ved Hyrte er der en ikke uanseelig Elv, der falder ud i Holsfjorden. Det er Broen over denne Elv, hvortil der her sigtes.
- ↑ Sandsynligviis over Modum, Ringerike og Hadeland.
- ↑ Saurbygden eller Sørbygden, nu bestaaende af Krokstads, Hede og Sanne Sogne, nordøstligt i Baahuuslehn mod Valbohered.
- ↑ Sverres S. Cap. 29, 30, 31.
- ↑ I det følgende, hvor Erling dernæst omtales, kommer han ogsaa fra Bergenskanten af.