Det norske Folks Historie/4/20

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 95-108).

Under disse Smaafegtninger i Viken gik hele Sommeren hen. Om Høsten vendte Sverre tilbage til Throndhjem, formodentlig samme Vej, han var kommen, tilføjede Kong Magnus’s Mænd her et Nederlag, og tog ti Skibe. De nærmere Omstændigheder herved omtales ej, ligesaa lidt som det fortælles, om Sverre tilbragte Vintren i Byen eller andetsteds i Thrøndelagen. Man erfarer kun, at han forblev Vintren over i det Throndhjemske, og var det i Byen, som man næsten maa formode, maa dette betragtes som et umiskjendeligt Tegn paa, at –hans Anseelse atter havde hævet sig, og i saa Fald alene formedelst Sejrvindingerne i Viken. Men rigtignok var heller ikke Erkebiskop Eystein paa denne Tid i Nidaros. Han havde begivet sig til Erling Jarl, ligesom og Kong Magnus og Orm Kongsbroder fra deres Kant, og de samlede en stor Hær og Flaade, for med den om Vaaren (1179) at drage mod Sverre. Denne sejlede med sine Mænd ud af Fjorden, forbi Nordmøre, Raumsdal og Søndmøre, idet han holdt udenskjærs, efter som han kom længer sydpaa. Men da han nærmede sig Stadland, kom Kongen og Jarlen med hele deres Flaade sejlende imod ham. Der var tillige Erkebiskoppen, Orm Kongsbroder, og en Mængde Lendermænd; de havde store Skibe og en vældig Hær. Ved Synet af denne Overmagt lod Sverre styre ud til Havs, men den fiendtlige Flaade fulgte efter, baade for Sejl og Aarer, saa hurtigt skee kunde, og kom efterhaanden nærmere og nærmere. Erling Jarls Skib var det forreste; da han var kommen Sverres bagerste Skib saa nær, at man kunde see Folkene ombord, lagde han bi, for at oppebie de øvrige, og da disse vare komne til, ordnede han dem til Angreb, opeggede sine Folk, og bad dem vel at mindes al den Skade, Birkebeinerne havde tilføjet dem i Ran og Manddrab: Ingen, sagde han, skulde understaa sig at give Birkebeinerne Grid, dog ønskede han helst at faa Sverre levende i sin Vold. Dette sagde alle ja til, og fortsatte derpaa Jagten. Sverre, som saa, at Magnus’s Skibe vare langt bedre Sejlere end hans, og mere og mere halede ind paa ham, blev ilde til Mode, thi her var ingen Udsigt til at slippe bort, uden næsten ved et Underverk. Men han faldt paa Knæ i Bøn, gjorde Løfter til St. Olaf, om han vilde redde ham af denne Nød, og talte mange fagre Ord for sine Mænd. Og se, der lagde sig en Taage over Søen, saa tyk, at man ej kunde see fra Skib til Skib. For Jarlen og Kongen var der da intet andet at gjøre, end at vende Stavnen og dreje ind under Land, men Jarlen sagde ærgerlig: „saaledes gik det ikke den Tid, Lykken var med os.“ Flaaden samledes ved Herø. Dagen efter spurte de til Birkebeinerne, at to af deres Skibe havde gaaet gjennem Sundet (Bredsund), og stevnet ind i Fjorden. Da forsamlede Jarlen Høvdingerne til Krigsraad, og sagde, at da man nu ikke vidste, hvor Birkebeinerne vare, om de havde søgt mod Nord eller Syd, var der ikke andet for, end at være belavet paa at tage imod dem paa begge Kanter: han vilde derfor, at Erkebiskoppen og Orm Kongsbroder med flere Lendermænd og Skibsstyrere, som han opnævnte, skulde gaa til Bergen for at være ved Haanden paa den Kant, medens han og Kong Magnus med den største Deel af Hæren skulde drage nordefter. Dette skede. Da han og Magnus kom til Nordmøre, fik de spurt at Sverre var sejlet ind fra Havet mellem Smølen og Ædø, og derfra lige ind til Knarreskeid, der maa have ligget nær ved Knarrevik paa Tustern, ved Sundet mellem denne og Stabben^[1]. Derfra fortsatte han Farten langs Throndhjemsleden, og ind ad Fjorden lige til Byen, hvor han strax lagde til ved Bryggerne. Magnus og Erling fulgte efter.

Da Sverre og hans Mænd saa de fiendtlige Sejl, og at de allerede vare temmelig nær Byen, lod han blæse til Troppe-Møde, og sagde til sine Mænd, at han vilde gaa fra Skibene, og at ingen skulde understaa lig at tage mere med end sine Vaaben og Klæder, som han gik og stod i. Birkebeinerne adløde uden Knurr, væbnede sig, og gik op i Byen, medens Skibene laa fuldt tjeldede ved Bryggerne, med Køjerne i Rummet og Halvrumskisterne med Nøglerne i Laasene paa Dækket. Sverre roste ogsaa sine Mænd for den hartad exempelløse Uforsagthed, hvormed de havde forladt deres Gods og Skibe, og sagde, at det enda ikke var saa vist, hvo af begge Parter der vilde nyde godt af den andens Gods eller Klæder. Da Magnus og Erling roede ind i Elvemundingen, gik Birkebeinerne over Broen^[2]. Magnus’s og Erlings Mænd lagde ikke til ved Bryggerne, men ude ved Bratøren, nedenfor Skibekrogen^[3]; der gik de i Land. Ved Landstigningen snublede Jarlen saa at han faldt paa Knæ, og tog for sig med Hænderne, men sagde strax, efter det gamle Ordsprog: „Fald er Fartens Held.“ Siden gik de, efter som enhver kom i Land med sit Mandskab og var marschfærdig, op ad Gaden (Kjøbmandsgaden), Jarlen var den første, og da han kom op om Christkirkegaarden og videre forbi Biskopsgaarden til Broen, saa han Sverres Merke stevne raskt hen ad Alfarvejen, der førte op til Klæbo. I den Tanke at Sverre og de fleste af hans Folk fulgte med, søgte Jarlen op over Broen til Sprotevollene, som Sletterne ved Elgeseter da kaldtes, for om muligt at indhente Troppen og faa fat paa nogle af de bagerste. Men han tog Fejl; thi Sverre havde med sin Hovedstyrke lagt sig i Bagbold i et lidet Dalføre strax ovenfor den nedre Sandbrink, og Erling vidste ikke af, førend Birkebeinerne med eet løb op og angrebe ham. Han maatte da vige tilbage til Broen, og over denne, men Birkebeinerne forfulgte ham hiinsides Broen ligetil Gjerdet mellem Bro-Enden og Byen. Her kom Kong Magnus til med sin Trop, og Birkebeinerne nødtes derved til at trække sig tilbage over Broen. Begge Parter begyndte nu at skride paa hinanden over Elven, men Jarlen befalede sine Mænd at sætte sig ned paa Kalvskinds-Ageren udenfor Skudvidde, og see til, hvad Birkebeinerne toge flg fore. Sverre og hans Mænd satte sig ligeledes ned hiinsides Elven langs Bakken ved Sandbrinken, og saaledes blev man paa begge Sider siddende langt ud paa Dagen. Kong Magnus’s Mænd lode sig bringe Øl fra Byen. Mange af dem, der havde Buer, gik saavel paa den ene som paa den anden Side frem og skøde over Elven paa hinanden, saa at nogle bleve saarede paa begge Sider. Da det var ledet heelt til Noon (Kl. 3), gik Gudlaug Vale, Sverres Stallare, med et Skjold foran sig hen til Bro-Enden, og raabte over til Kong Magnus’s Mænd, at han havde et Par Ord at sige dem, om Nogen vilde høre ham. Ivar Horte gik ned til Broen og sagde at han var rede til at høre. Gudlaug bad ham da i Kong Sverres Navn forelægge Kong Magnus og Erling Jarl følgende tre Forslag: enten at de, efter at Sverre behørig havde trukket sig tilbage, gik over Broen til Sprotevollene, hvor begge Parter siden skulde stille sig i Fylking som de bedst kunde, og prøve Lykken i aaben Kamp; eller, om Magnus og Erling ikke vilde dette, at de da gik ud til Borgen – saa kaldtes en Befæstning, fornemmelig af Træ, som Erkebiskop Eystein, sandsynligvis strax efter Sverres første Besøg i Throndhjem 1177, havde ladet opføre paa den smale Hals ude ved Ilen^[4] – og fylkede der i god Ro, hvorpaa Birkebeinerne skulde gaa over Broen og holde Slag med dem; eller endelig, hvis dette heller ikke fandt Bifald, at de gik ud til Øren til sine Skibe, fylkede der, og ventede paa Birkebeinernes Angreb, thi Kong Sverre ønskede under alle Omstændigheder helst at holde et ordentligt Slag. Da Gudlaug havde endt sin Tale, gik Ivar tilbage til sin forrige Plads og derfra til Jarlen, ved hvis Side Kong Magnus laa og var falden i Søvn. Ivar fremførte det ham overdragne Erende: Jarlen klappede sin Søn paa Ryggen og bad ham vaagne, for at høre nogle Forslag fra Sverre Prest. Da Magnus havde hørt dem, bad han sin Fader vælge. Jarlen sagde det var rimeligere at han satte Sverre Prest Vilkaar, end denne ham, og at han ikke vilde vælge nogen af Delene. Med denne Besked gik Ivar tilbage til Gudlaug, som igjen overbragte Sverre Jarlens Svar. Da flokkede Birkebeinerne sig sammen og forlode Stedet. Sverre stevnede op ad Klæbo-Vejen paa Østsiden af Elven, idet hans Mænd gik een for een, saa at deres Række syntes meget lang. De fulgte Elven indtil en Gaard, der hed Kot^[5], og maa have ligget noget ovenfor Leren. Der reve de ned et Huus og gjorde en Flaade af Tømmeret. Paa denne Flaade satte de over Nidelven, og droge derpaa, ved Midaftens Tid, ud over Thjodmyrene (nu Sjetne- og Ust- Myrene) ned til Stav paa Leinstranden, hvor de satte over Gaul-Elven paa Eker. Da de nu vare komne over, bad Sverre dem at hvile sig; han selv lagde sig til at sove. Ved Nattetid kom en Bonde forbi med en Kløvhest belæsset med Malt, som han vilde sælge i Byen. Birkebeinerne stimlede om ham og bøde for Løjers Skyld paa Maltet. Herved vaagnede Sverre og spurte hvad der var paa Ferde. Da han hørte at det kun var en Bonde med Malt, lod han ham bringe for sig, og sagde: „vi ville ikke gjøre dig nogen Fortræd, men sig kun, naar du kommer til Byen, som sandt er, at du traf Birkebeinerne, og at de vare komne over Gaulelven, men vilde tilbringe Natten paa Medalhuus.“ Bonden drog videre, og Sverre tilbragte ikke alene den Nat, men tre eller fire Nætter til der i Egnen, inden han atter søgte til Byen. Dog vidste man her ikke nøje Besked om hans Bevægelser.

En Aften (den 18de Juni), da Jarlen havde spiist, kom hans Svigersøn Jon Thorbergssøn af Randeberg^[6], og Sigurd Nikolassøn til ham. Sigurd spurte om der var udstilte Udposter, thi, sagde han, „efter hvad vi bore, kunne vi med det første vente os et Besøg af Birkebeinerne, og jeg vilde derfor raade til at der blev blæst til Samling, og at Mandskabet beordredes fuldt væbnet ud til Borgen, thi da vilde vi være beredte til at tage imod dem. Det er aldeles vist, at Birkebeinerne holde til i Gauldalen; nogle tro rigtignok, at de ville søge op til Fjelds, men det er os berettet som fuldkommen paalideligt, at det lige saa gjerne kan hænde at de komme hid.“ „Gid det var saa vel, at det var sandt,“ sagde Jarlen; „da skulde de nok faa sin Bekomst, men for den Sags Skyld kunne I nok sove trygt i Nat, thi mig har man fortalt, at de allerede have taget Vejen ad Fjeldet til, og Sverre vover vist ikke at angribe os her, naar vi passe saa godt paa som nu.“ „Det vilde visselig,“ sagde Jon, „være en herlig Sag, om det forholdt sig saaledes som Jarlen forsikrer, nemlig at vi ikke behøvede, at vogte os for Birkebeinerne; men der er dem, Herre, som sige, at I lægger mere Vind paa at drikke Eder fuld i Viin og Mjød, end at treffe de bedste Foranstaltninger til Mandskabets Sikkerhed.“ Da blev Jarlen vred og sagde: „sjelden har man hidtil beskyldt mig for ikke at være forsigtig nok, men enten maa nu jeg med eet være bleven aldeles uduelig til at sørge for mit Mandskab, som I sige, eller I ere ræddere end I burde være; i Nat kunne I dog ganske vist ligge urædde, thi jeg skal selv holde Vagt, om I derved ansee Eder betryggede; før har man dog havt Tillid til min Aarvaagenhed, skjønt vi da havde med sterkere Fiender at bestille end nu“. Med denne Affærdigelse maatte Jon og Sigurd gaa, og begave sig til sine Skibe. Jarlen derimod holdt slet ingen Vagt, som han sagde, men klædte sig af og gik til Sengs, ligesaa alt hans Mandskab. Det lader ikke engang til, at man lagde nogen Besætning i Borgen. Kun blev der, som sædvanligt, stillet Udposter.

Samme Aften eller Nat brød ikke des mindre Sverre op fra Gauldalen, for ad den almindelige Vej over Byaasen at trænge frem til Byen og overfalde Jarlen. Hans Flok var forøget med 360 eller flere Gauldøler, som paa hans Opbud havde været stillede; men de vare kun daarligt bevæbnede, thi de bestode for det meste blot af Arbejdsmænd, hvilke Bønderne havde sendt i sit Sted, da de af Frygt for Erling Jarls Hevn ikke selv vovede at fare. Ved Daggry kom man over Aasen til Feginsbrekka – det Sted ved Steenbjergene, hvor Udsigten aabner sig til Byen –; her steg Sverre af Hesten, faldt paa Knæ, og gjorde en Bøn. Derpaa holdt han følgende Opmuntringstale til sine Mænd: „Nu gjelder det at stride godt og tappert, thi der er en fager Sejr at vinde. Jeg behøver ikke udførligt at bringe Eder al den Nød og Møje i Erindring, som I hidtil have havt at bestaa, medens I derimod have nydt liden Glæde og Hygge. Skal jeg dømme efter mig selv, maa jeg og antage, at I nok kunde synes, det ej var for tidligt at høste større Løn for alt Eders Slæb og store Fare, end det hidtil har været muligt. Ny er dog Udsigten dertil bedre end før. Thi her i Byen foran os ligge Kong Magnus og Erling Jarl, foruden mange Lendermænd og Hirdmænd. Nu er der virkelig større Hæder at vinde, end der som oftest byder sig Lejlighed til, og jeg tror forvist, efter hvad jeg har drømt^[7], at vi ville faa Sejr. Lader os derfor nu gaa saameget fastere frem, som vi vente at høste større Fordele deraf end før. Jeg skal ogsaa sige Eder, hvad I ved Eders Tapperhed skulle opnaa. Den, der med sande Vidner kan godtgjøre, at han har fældet en Lendermand, skal selv blive Lendermand, den der dræber en Hirdmand, skal blive Hirdmand, og overhoved skal enhver faa den Mands Titel og Værdighed, der falder for hans Haand. Om saadan Priis have I nu at stride. Jeg tror neppe at vore Fiender vide rigtig Besked om vore Bevægelser, og det aner mig derhos at Lykken nu har forladt dem, medens vi derimod have Sejren i Vente, og den Hæder der tilkommer os. Saaledes vil Gud nok skifte mellem os. Længe nok have hine forholdt os vor Magt og Hæder, men nu kan det være, at de maa give Slip paa alt, hvad de med Urette have tilvendt sig, baade Magten og Hæderen, ja det er endog ikke usandsynligt, at de tilmed miste Livet. Gjører nu det første Anfald saa heftigt som muligt, saa vil det øvrige nok føje sig. De ere drukne, søvnige og aldeles raadløse, nogle ombord paa Skibene, andre hist og her i Byen, de vide neppe, hvorhen de skulle vende sig, eller hvad de skulle tage sig til.“ Denne Tale blev vel optagen, og man saa snart Beviis paa dens Virkning, idet de ilede ned ad Steenbjergene. En af hine Gauldøler løb foran de øvrige; han var baade stor og sterk, men havde intet andet Vaaben end en vældig Trælurk eller Knippel, som han bar paa Axlen. Hjarrande Hvida^[8], en af Birkebeinernes Høvdinger, spurte ham forundret: „hvad vil du, Mand, siden du løber saa med Trælurken? hvor ere dine Vaaben? Det er noget ganske Andet at slaas med Erling Jarl end at træske Korn!“ Gauldølingen, der hed Eyvind, svarede: „De Vaaben, jeg agter at bruge, komme mig først imøde fra Byen, thi Jarlsmændene bære dem endnu.“ „Slig Tale kan jeg lide“, sagde Hjarrande; „du er en tapper Mand, tag her min Kesje og Haandøx, og brug dem i Striden!“ Saadan Stemning raadede i Birkebeinernes Hær.

Nogle af Kong Magnus’s Mænd holdt Natte-Vagt ude paa Øren, og fordreve Tiden med Leg. De saa Birkebeinerne komme ned af Steenbjergene, og blæste strax Allarm. Men uheldigviis havde Kong Magnus Dagen forud havt Gjestebud, og bevertet sine Folk saa godt, at en stor Deel af dem laa aldeles drukne i deres Kvarterer rundt om i Byen. Jarlen, der laa ombord paa sit Skib, var strax paa Færde, klædte sig paa og befalede alle Mand at væbne sig. Da kom hans Frænde, Ivar Horte, hen til ham, og ytrede sin Bekymring over at Mandskabet var alt for omspredt oppe i Byen, og søvndrukkent, til at man i Hast kunde faa det samlet. Han foreslog derfor, at man skulde blæse almindeligt Signal til at gaa ombord, saa kunde man lægge Skibene lidt ifra Bryggerne og gjøre sine Forberedelser i god Mag. Man havde da Valget, om man vilde lade det komme til Strid, hvis dette ellers var raadeligt, saasom Bymændene neppe vare at lide paa, eller i modsat Fald ro ud af Elven. „Jeg vil ikke negte,“ sagde Jarlen, „at dette maaskee vilde være bedst, men jeg kan ikke bære over mit Hjerte at vide, at denne Djævels Prest, Sverre, skal sætte sig i min Søns Plads.“ Med disse Ord rejste Jarlen sig, raabte højt paa sine Mænd, og bød dem strax at følge ham. Da han var kommen i Land med sit Merke og hele sit Skibsmandskab, stevnede han op ad Gaden til Christkirken, som han hilsede med Kys. Her kom Kong Magnus til ham med sin Trop og Merke, ligesaa Jon af Randeberg, Sigurd Nikolassøn og Ivar Horte, hver med sin Skare. De faldt alle paa Knæ foran Kirken, og gjorde deres Bøn. Derefter vendte Jarlen sig fra Kirken, og sagde til sine Mænd: „staar op og tager Eders Vaaben, om en kort Tid kan det vel falde i Eders Lod at ligge her længe nok. Han havde en rød Fustans Kjortel^[9], Silkehue og Spangebrynje, som dog ikke ganske var spændt sammen om ham. I Haanden holdt han sit dragne Sverd, som han kastede i Vejret og greb igjen, med de Ord: „Endnu skulle I sige, at den gamle Knark kan faa Sverdet til at bide.“ Imidlertid befalede han Ludrsvendene at blæse som tidest. Men da de kom forbi Kirketaarnet og ud paa den aabne Mark, hvor han ganske kunde oversee sine Rækker, kastede han Blikket til højre og venstre, og kunde ikke tilbageholde det Udbrud: „hvor ere vi nu alle?“ Det hele Antal, som man havde faaet samlet, var nemlig ikke større end 600 Mand.

Birkebeinerne kom nærmere. De stormede over Ilevolden og frem paa Kalvskindet, uden at der tales om at Træborgen lagde dem nogen Hindring i Vejen, skjønt deres Vej dog faldt tæt forbi den. De mødte Fienden paa Kalvskinds-Ageren, strax vestenfor Taarnet. Sammenstødet var voldsomt, og Striden heftig, men ikke langvarig. Der faldt endeel paa begge Sider, dog flest af Jarlsmændene. Birkebeinerne stormede især hen mod Jarlens Merke. Thore Spøla, der bar det, kom i saadan Nød, at han undveg, efter at have stødt Stangen fast i Jorden. Hele Jarlens Fylking begyndte da at rykke tilbage, medens Birkebeinerne fremdeles trængte frem, saa at Merket tilsidst kom til at staa bagenfor deres Rækker. Dette vakte imidlertid nogen Uro blandt dem, der stode længere tilbage og endnu ikke vidste andet end at Jarlen selv var der, hvor hans Merke vajede; Sverre lod det derfor hugge ned. I samme Øjeblik fik Erling et Stik midt paa Livet af en Kesje. En Mand, som stod nær ved og saa det, sagde: „farligt Stik, Herre!“ „Følger I kun Kongens Merke vel“, sagde Jarlen, „mig skader intet.“ Strax derpaa kom to af Birkebeinernes Høvdinger, Asser, med Tilnavnet Prest, og Helge Thorfinnssøn fra Snas, nær hen til Jarlen; han samlede sine sidste Kræfter, og hug Asser tvers over Ansigtet, saa det baade blev et stort og stygt Saar, derpaa satte han sig ned, og segnede bag over. De fleste af dem, der stode ham nærmest, faldt ligeledes. Flugten blev almindelig over den hele Hær. Kong Magnus kom, idet han flygtede, forbi det Sted, hvor hans Fader laa, med Ansigtet op ad. Han bøjede sig over ham, og kyssede ham, med de Ord: „vi skulle samles igjen, Fader min, paa Glædens Dag.“ Jarlen rørte paa Læberne, men mægtede ikke at tale, og Magnus maatte skynde flg bort, for at frelse sit Liv, efterladende sin Fader, som strax derpaa udaandede sit sidste Suk, blandt Fienderne. Han og en Deel af hans Krigere søgte ned til Byen, hvor han var heldig nok til at slippe ud paa sin Faders Skib, Roden, og undkom paa det ud af Elven. En heel Deel derimod naaede ikke Skibene, men bleve trængte lige ned mod Elven, hvor nogle faldt, andre sprang ud og druknede, nogle fik beholde Livet. Bjørn Bukk vilde svømme over til Skellinghellen, men tyngedes ned af sin Brynje og sank^[10]. Overhoved var Mandefaldet i Kongens og Jarlens Hær forholdsviis stort, især mellem Høvdingerne. Blandt dem, som faldt paa Ageren, nævnes Lendermændene Sigurd Nikolassøn, Jon af Randeberg, Ivar Herre, Botulf af Fjordene med sine tvende Sønner, Ivar Sveinssøn, Guthorm Snerill, og henved 60 Hirdmænd^[11]. Sverre tog de fleste af de fiendtlige Skibe, deriblandt ogsaa Olafssuden, som Kong Magnus selv havde styret, ligeledes fik Birkebeinerne nu de Skibe tilbage, som de selv for faa Dage siden havde forladt. Sverre havde vundet den fuldstændigste Sejr (19de Juni 1179)^[12].

Hvor gammel Erling Jarl var, da han faldt, siges ikke nogensteds. Det heder saavel hvor hans Tog til Danmark i Aaret 1167 omtales, at han allerede da var gammel, som i Beskrivelsen over Slaget paa Rydjøkul Aaret forud, at han var tung paa Foden^[13]; derfra skulde man da slutte at han i Aaret 1179 var en meget bedaget Mand. Men da han paa den anden Side ved sin Deeltagelse i Ragnvald Jarls Korstog 1152–1155 endnu synes at have været en yngre Mand, og navnlig ikke giftede sig førend ved sin Tilbagekomst, maa hine Udtryk ikke være at tage saa nøje, og kun betegne at han havde naaet en mere fremrykket Alder, uden just egentlig at være en Olding. Ved sin Død kan han saaledes neppe have været 60 Aar gammel^[14]. Hans Lig blev, som det synes ved Sverres Foranstaltning, højtideligt begravet ved Sydsiden af Kirken, men ved dennes senere Udvidelse kom det indenfor Kirkevæggen. Ved hans Jordfæstelse holdt Sverre en Tale til de Omstaaende, hvis Indledning fuldstændigt, og som, man har al Grund til at tro, nøjagtigt meddeles i hans Saga, og giver saavel en god Prøve paa Sverres lunefulde Veltalenhed og skarpe Ironi, der stundom vel endog gik saa vidt, at den ej kunde undgaa at vække Forargelse, – som den aabner os et ret godt Indblik i den daværende Folkestemning og de politiske Forhold. „Det vilde“, begyndte han, „være upassende, om der ikke blev talt nogle Ord over en saa anseet Mands Grav, som hans, over hvilken vi nu stande. Der er skeet en stor Tidernes Omskiftning, som I her kunne see, og det har skikket sig underligt, at en eneste Mand nu staar i Stedet for trende, for Konge, for Jarl, for Erkebiskop, og den Mand er jeg. Her ere nu mange Tidender at see og erfare, som ere højst merkværdige, og for hvilke jo Alle maa være takskyldige, nemlig at baade til denne Kirke og andre bæres Ligene af saamange Mænd, der strede under Kong Magnus’s Banner. Thi Erkebiskop Eystein og mange andre lærde Mænd have jo, som saa mange vide, tidt og ofte sagt, at alle de Mænds Sjæle, der falde i Kampen for Kong Magnus og hans Kongedømme, skulde komme i Paradiis førend deres Blod endnu er koldt paa Jorden. Her maa vi altsaa glæde os over en stor Tilvæxt i Helgenernes Tal, hvis det er saaledes som Erkebiskoppen har sagt, nemlig at alle de ere hellige, som have fundet Døden med Erling Jarl. Og saa kunne vi da end videre let skjønne, hvor hellig Erling selv maa være bleven, han som aller først magede det saaledes, at Magnus blev tagen til Konge, da han endnu kun var et Barn, og som siden den Tid indtil nu stedse har befordret og understøttet hans Kongedømme. Hans Forbønner hos den almægtige Gud maa da vel især være kraftige, hvis ellers ikke Erkebiskoppen har været noget vel partisk for sine Venner, da han sagde dette. Men nu er den Omskiftning skeet, at vi staa her over deres Grav, der længe bare Øgeshjelm^[15] over os og mange andre. Jeg seer mangen En staa sorgfuld ved denne Grav, der vilde være heel lystig, om han stod saaledes ved min Grav, var der end ikke gjort saa megen Stads dermed. Sligt forekommer mig dog baade kortsynet og ondskabsfuldt, siden man saa ofte bar gjort Eder viis paa, hvad den havde at vente, der lod Livet under saadanne Omstændigheder. Mig synes, som om det maatte være os paa begge Sider saare glædeligt, at det bar taget den Ende med disse Mænds Liv, som Gud selv vilde; thi vi kunne nu leve os selv til nogen Baade, og med mindre Uro end hidtil, da vi ej længer behøve at ræddes for dem, ved hvis Grav vi nu stande; og end større Glæde maa I føle over de Mænds Død, fra hvis legemlige Samvære I nu ere skilte. Lægger kun Erkebiskoppens Løfter omhyggeligt paa Hjertet! Allerede er saa lang Tid forløben, at Blodet er koldt, og skjønt vi just endnu ikke kunne fryde os ved noget Jertegn fra dem, have I dog faaet Overflod paa hellige Mænd her i Byen: de ville vel snart vise Eder de herlige Frugter af sine Gjerninger, hvis I dyrke dem som Helgener, hvilket jo var Eders Tanke. Men er det saa ilde – hvad jeg rigtignok frygter for – at alle hine herlige Løfter ej ere gangne i Opfyldelse, da have de saavel som alle, der troede derpaa, alt længe nok undgjeldt for disse Løgne. Mit Raad er derfor, at I tage Sagen fat paa en anden Maade, nemlig at I bede for dem, der have sagt denne Verden Farvel; at I anraabe Gud om, at han vil tilgive Erling Jarl alle de Synder, han begik medens han levede her paa Jorden, fornemmelig, at han, kun en Lendermand, tiltog sig den Frækhed at give sin Søn Kongenavn, og oven i Kjøbet at rejse Flok og Merke mod Kongers Sønner, nemlig Kong Haakon og Kong Eystein, hvilke begge han fældte fra Riget, og derimod forsvarede Kong Magnus i Besiddelsen deraf, uden bedre Ret, end I nu høre. Vi skulle derhos bede for alle de Mænds Sjæle, der ere komne af Dage i denne uretfærdige Strid, baade nu og før; bede Gud, at han tilgiver dem alle deres Synder, og er deres Sjæle naadig. Jeg vil ogsaa for Guds Skyld tilgive dem alt det Onde, de have gjort mod mig. Enhver gjøre nu, som han finder for godt, og som han tror meest gavnligt baade for sig, og for de Afdøde, der bleve saa bradt kaldte derfra, at de hverken fik Tjeneste^[16] eller Skrift, og mindre forberedte og med større Grumhed i deres Hu, end de nu selv monne ønske. Heller vil jeg indestaa Eder for at alt, hvad I nu gjøre for deres Sjæle, skal vorde Eder til stor Hjelp og fuldkommen Miskund, end at man skal være enig om, at de ingen Forbønner behøve“. Efter denne Indledning, der, saa fornuftig den end i sig selv var, dog heelt igjennem var holdt i en saa drillende og ironisk Tone, at den snarere maatte sætte ondt Blod, end formilde Gemytterne, ej at tale om den aabenbare Fordrejelse af Sandheden, han tillod sig ved at omtale Erling Jarls Forhold til Haakon Herdebreid og Eystein Meyla, slog han ind i en mere forsonlig og beroligende Tone. Efter den sædvanlige Skik, naar der holdtes Tale ved fornemme Mænds Grav, takkede han nemlig de tilstedeværende Prester for deres Sang og vakre Ord ved Graven, og hele den forsamlede Almue for deres Bønner, ligesom han og opmuntrede hver især til at sørge saa omhyggeligt, han vilde eller formaaede, for sine Venners, Frænders eller Paarørendes Jordefærd, tilføjende, at var der nogen af de Faldne, for hvem ingen meldte sig til at vise dem den sidste Ære, skulde han selv skaffe Folk dertil. Han endte sin Tale saaledes, at den vandt Alles Behag, og mange ytrede lydeligt deres Bifald.

Med Erling faldt Sverres mægtigste Modstander i Norge, og fra den Tid af, siger ogsaa Sagaen, voxede hans Magt saaledes, at der ikke fandtes nogen i hele Riget, der negtede ham Kongetitel, uden Magnus selv og dennes Mænd. Forhen havde ogsaa „Birkebeiner“ været et Spottenavn: nu derimod blev det et Hædersnavn, hvoraf de, som bare det, selv vare stolte. Man kunde nu ogsaa see Folk, der forhen kun havde været ringe Arbejdsmænd, ja endog Ransmænd og Landstrygere, men efterat have tjent i Sverres Hær og tilkjæmpet ham Sejren, gik stolt omkring i Skrud og Skarlagen og med gode Vaaben, der forhen havde prydet Magnus’s Hirdmænd. Og de, som før havde seet dem i deres ringe og daarlige Forfatning, fandt det nu raadeligst at lade som om de ej kjendte dem igjen eller antoge dem for de samme; ja – heder det charakteristisk nok i Sagaen – de gjenkjendte neppe sig selv. Det er ogsaa betegnende nok, at medens de faatallige Birkebeiner hidtil kun betragtedes som en Oprørsflok, og i denne Egenskab havde faaet deres Partinavn, Magnus’s Tilhængere derimod, som loyale Undersaatter, og udgjørende den større Deel af Befolkningen, ikke benævnedes med noget særegent Navn, maatte nu ogsaa disse finde sig i en saadan Betegning, først af Birkebeinerne, siden, som det synes, af Folket i Almindelighed. Man kaldte dem Heklunger, ifølge en Historie, der fortaltes i Viken, at Kong Magnus’s Mænd havde ranet og skiftet mellem sig en Deel Sølvpenge, der fandtes indsyet i en Hekle eller Kappe, som en gammel Tiggerkjærling havde efterladt^[17]. Dette viser noksom, at deres Antal maa have aftaget saa meget, efter at Lykken begyndte at erklære sig for Sverre, at ogsaa de kun betragtedes som en saakaldet „Flokk“, hvis Berettigelse til at fordre sin Konge almindelig anerkjendt ikke var større end den andens. Men idet nu saaledes tvende omtrent lige sterke Partier stode overfor hinanden, antoge ogsaa Tronkrigene selv en blodigere og mere haardnakket Charakteer; og formedelst den Maade, paa hvilken Partierne nu vare fordeelte, udartede den til formelig Borgerkrige, og lagde Grunden til en fuldkommen Omdannelse af Statsforholdene. Magnus og hans Tilhængere repræsenterede den gamle Tingenes Orden: et svagt Kongedømme ved Siden af et Slægt-Aristokrati, hvis ypperste Forkjæmper, Erling Jarl, nu var falden. Sverre og Birkebeinerne søgte derimod at hæve sig selv, hidtil alle sammen ubekjendte Mænd, ja tildeels af de ringere Samfundsklasser, paa Aristokratiets Ruiner. Hvad de tilsigtede, om de end ikke selv havde gjort sig klart Rede derfor, var en Revolution, grundet paa Principer, der kunde kaldes de Tiders Kommunisme. Dette Princip kunde ikke tydeligere udtales, end i Sverres højtidelige Løfte før Slaget paa Kalvskindet, at enhver af hans Mænd skulde opnaa den samme Rang og Værdighed, som den indehavde, der faldt for hans Haand. Dette var en Krigserklæring paa Liv og Død mod de gamle Slægter, der nu kjæmpede for sin Tilværelse. Det kastede Ufredens og Tvedragtens Brand over det hele Land, og den Kamp som deraf opstod, rystede Riget til dets inderste Marv. Enhver kan lettelig forstaa, hvor haardt og modbydeligt det maatte være for de højbyrdige, stolte Aristokrater, hvis Forfædre siden umindelige Tider havde hørt blandt Landets Ypperste, nu med eet at skulle see raa Æventyrere af de laveste Klasser, simple Arbejdsmænd, Huusmandssønner^[18], ja endog forhenværende Ransmænd, og Folk, hvis blotte Navn havde en besynderlig simpel Klang, med eet stillede ved deres Side eller over dem i Værdighed. Førend de for Alvor bekvemmede sig dertil, maatte de gamle Slægter enten aldeles vorde tilintetgjorte, eller saaledes svækkede, at de aldrig kunde optræde med nogen synderlig Kraft. Men inden dette skede, gik der en lang Tid hen, i hvilken Landet sønderreves af de blodigste Fejder. Maa vi end erkjende, at den forrige Tingenes Orden ikke i Længden vilde have kunnet lede til andet end Rigets Søndersplittelse og de lavere Klassers fuldkomne Undertrykkelse, og maa vi end af Hjertet beundre de Kongers overlegne Dygtighed, der af al denne Kamp og Forvirring fik et sterkt og vel ordnet Kongedømme til at udgaa, kunne vi dog ikke undertrykke en vis Vemod ved at see de gamle, berømmelige Ætter gaa under, der nu i saa mange Aarhundreder havde været Landets Stolthed, lige saa lidt som vi kunne negte dem vor Deeltagelse under deres langvarige, men uheldige Kamp for, hvad der visselig var deres vel erhvervede, historiske Ret, men som ikke des mindre maatte vige for nye Tiders mægtigere Fordringer^[19].

1. Der staar nemlig i Flatøbogen, hvis Læsemaader i geografisk Henseende som oftest ere de bedste: „udenfra forbi Ædø og laa nordenfra til Knarreskeid“.
2. Det maa fremdeles erindres, at Broen dengang laa længer oppe end nu, nemlig lidt østenfor Biskopsgaarden (ved Kongsgaarden) og over til Sletten ved Elgeseter, de saakaldte Sprotevolle.
3. Skibekrogen var, som det tidligere er viist, strax nedenfor Bryggerne, mellem dem og Bratøren, der igjen var den yderste, østligt mod Elven vendende Deel af Øren.
4. Det vil sige, hvor Volden og Skandsporten endnu ere. Det siges udtrykkeligt i Sverres Saga Cap. 58, at Erkebiskop Eystein havde opført Træborgen, og eftersom der ved Sverres andet Besøg i Nidaros 1178, da Eystein forsvarede Byen, ikke var Tale om at angribe denne fra Landsiden, medens Sverre derimod første Gang netop kom ind fra den Kant, maa man antage at Befæstningen i Mellemtiden er bleven anlagt.
5. Gaarden nævnes ogsaa i Aslak Bolts Jordebog S. 43, men forekommer nu ikke længer i Matriklen.
6. Jon var gift med Ragnhild, Kong Magnus’s Heelsyster. Randeberg ligger, som bekjendt strax nordvestenfor Stavanger. Jon har vel altsaa været en af de fornemste Lendermænd i Ryfylke.
7. Denne Drøm beskrives fulstændigt i Sverres Saga Cap. 42.
8. Efter den Læsemaade, der er optegnet i Texten af Formn. Sögur (VIII. 66) var det Asser Prest, der først tiltalte Eyvind, medens Hjarrande først siden tog Ordet og gav ham Vaaben, men Flatøbogen, hvis Læsemaader her pleje at være de bedste, nævner kun Hjarrande.
9. Fustan (engelsk fustian) er et Slags tyndt Bomuldstøj.
10. Det er tydeligt nok at see, at den Deel af Magnus’s Hær, der ikke med ham kom ned i Byen og naaede Bryggerne, trængtes af de fremstormende Birkebeiner forbi Kirken lige ned til Elven ovenfor den daværende Kongsgaard, eller til den ydre Deel af det nuværende Marine-Etablissement, siden det heder, at Bjørn Bukk vilde svømme over til Skellinghellen: dette er nemlig det Klippeskjær over paa Baklands-Siden, strax søndenfor Broen, hvis nuværende Navn „Skjeringhylla“ eller „Skjelinghylla“, kun er en Forvanskning af hiint. Dette Skjer ligger omtrent lige overfor Indgangen til Marine-Etablissementet, eller i Forlængelsen af den Linje, Domkirken danner fra Vest mod Øst. Da Jarlens Skib, som det synes, laa øverst, har dette været Aarsag til, at Magnus kunde naa det og slippe bort derpaa. Fra de fleste øvrige Skibe maa derimod de Flygtende være blevne afskaarne.
11. Blandt dem, der faldt paa Ageren med Jarlen, nævner Orkneyingasaga S. 406 ogsaa Ivar Galle, hvis Moder var en Datter af den orkneyske Høvding Haavard Gunnessøn. Dette er dog urigtigt, da Ivar faldt Aaret efter paa Ilevollene, se nedenfor, S. 114.
12. Sverres Saga, Cap. 32–36. Dagen, naar Slaget stod, nævnes ej i Sagaen, men derimod i det gamle islandske Kalendarium, der er aftrykt bagved 1ste B. af Finn Jonssøns Kirkehistorie saa vel som i Langebeks Script. rer. Dan. II. S. 502 flgg. Ogsaa Benedict af Peterborough (S. 353) og efter ham Roger Hoveden (S. 600), siger at Sverre kom ind i Byen Natten efter St. Botolfs Dag, altsaa mellem 17de og 18de, hvoraf da skulde følge, at Slaget stod den 18de, men muligt at Udtrykket sequenti nocte post festum betegner „anden Nat derefter“. Her nævnes ogsaa blandt de faldne Jon af Randeberg „som var gift med Kongens Syster“, og Sigurd Nikolassøn. Efter al Sandsynlighed er det Erkebiskop Eystein selv, fra hvem, middelbart eller umiddelbart, Benedict af Peterborough har faaet Beretningen herom.
13. Se ovenfor S. 19, 22.
14. Af hvad der fortælles om ham strax før Slaget og overhoved i de sidste Aar af hans Liv, faar man og Indtrykket af at han var for rørig til at være stort over en 55 Aar.
15. „At bære Øgeshjelm“ er et billedligt Udtryk, hentet fra Hedendommens Gudelære, og betyder omtrent det samme som „at være Bussemand“, eller „indjage Skræk.“ Øgeshjelmen (Œgishjalmr) kaldtes nemlig Ormen Favnes Hjelm, der havde den Egenskab ved sig, at den, der bar den, indjog alle en panisk Skræk.
16. Ved „Tjeneste“ (þjónosta) forstaaes her hele den i Katholicismen brugelige Beredelse til Døden, navnlig den sidste Olje.
17. Sverres Saga, Cap. 41. Om det Slags Klædningsstykke, der kaldtes hekla, se ovenfor II. S. 1024.
18. For Ex. Ulf af Lauvnes, der udtrykkelig kaldes „Thorparesøn“; efter al Rimelighed bleve vel ogsaa flere af de mange Arbejdsmænd fra Gauldalen, navnlig den oven omtalte Eyvind, befordrede til højere Værdigheder. Man behøver desuden kun at see Navnene paa flere af Birkebeinernes Høvdinger, for strax at føle, at de maatte have sin Oprindelse fra de lavere Klasser, f. Ex, Hide, Hjarrande Hvida og deslige.
19. Sverres Saga Cap. 32–43.