Det norske Folks Historie/4/18

Fra Wikikilden

Her, mellem disse Udøer, holdt Sverre Huusthing med sine Folk, da han ikke ønskede at Indbyggerne i Egnen skulde høre hvad der forhandledes, og raadslog med dem om hvad der nu var at gjøre. Han forelagde dem trende Vilkaar, der saa temmeligt lagde for Dagen, hvor fortvivlet han nu ansaa sin Stilling at være, og hvor svagt Haab han havde om at kunne udrette noget. Enten, sagde han, burde man drage til Haalogaland, for der at skaffe sig Gods og ordentlige Skibe, og siden paa disse søge ned til Bergen for at prøve om man der kunde tilføje Fienden nogen Skade; eller man skulde forlade Landet og sætte over til Øerne vester[1], hvor det ej var saa usandsynligt, at man kunde faa nogen Folkehjelp; eller ogsaa skulde man for det første lade alle Forsøg paa at skaffe sig Hjelp mod Magnus fare, men drage over til Irland eller andre Lande i Vesten og herje der[2], i Haab om at Magnus’s og Erlings Yndest efterhaanden vilde aftage, jo længere de herskede i Landet, og at saaledes endelig den Tid vilde komme, da det ej var saa vanskeligt at binde an med dem, som nu. Men intet af disse Forslag behagede hans Mænd. De vilde alle sammen ind til Nidaros, som de med Lethed troede at kunne faa i deres Vold, siden hverken Magnus eller Erling laa der med Tropper, og Sverre selv havde mange Venner i Byen. Sverre fraraadede det højligt, skyldte paa en Drøm, han havde havt, og bad sine Mænd følge hans Raad. Men forgjæves; mod hans Vilje styrede de sydefter til Throndhjemsfjordens Indløb. Da de kom til Storfosen, bad han dem i det mindste at fare til Bergen, men kun ikke ind i Throndhjemsfjorden, da det vist vilde løbe uheldigt af. Men det hjalp ikke, hvad Sverre sagde: ind til Nidaros vilde de, og da han var ene mod dem alle, maatte han finde sig deri. De roede da ind ad Fjorden, og lagde til ved Rødberget. Sverre lod nu sine Mænd kalde tilsi sig, og spurgte dem i al Stilhed, paa hvad Maade de da tænkte at angribe Byen, siden de vare saa forhippede derpaa. De tænkte kun, sagde de, at ro lige til Bryggen, og see til at komme op der. „Dette“, sagde Sverre, „duer ikke, thi Bymændene ville nu neppe godvillig give Staden i vor Vold, eftersom vi Birkebeiner just ikke have faaet det bedste Ord paa os for Ran og Plyndring. Jeg raader til, endnu for det lysner, at sende en Skude ind forbi Stadsbygden, over Fjorden inden om Munkholmen, og lige til Ladehamren: der skal den lægge sig, tjeldet paa det bedste, saa yderligt at man godt kan see den fra Byen, naar det er lyst. Men alle de, som ere ombord, skulle gaa i Land, op i Skoven, og videre frem ovenfor Lade langs Aasen indtil de komme strax ovenfor Broen[3], der skulle de forblive indtil det lysner. Vi skulle imidlertid ro ind over Fjorden til Flak, og langs med Bjerget til Gullhamar, hvor vi skulle lægge bi. Naar det da begynder at lysne, og de i Byen see Skibet ved Ladehamren, ville de, som jeg formoder, antage, at vor hele Styrke ligger der i Nærheden, og ro imod den med alle sine Skibe; men medens de saaledes ro ud til Ladehamren, skulle vi ro om Hevringen[4] og ind til Øren. Da tør det nok hænde, at det bliver os, som komme til at forbyde dem Adgangen til Byen, ikke omvendt.“ Imod dette kloge Raad indvendte Gudlaug Vale, Sverres Stallare, at det var alt for voveligt at dele deres alligevel højst ubetydelige Styrke. Det samme sandt ogsaa flere, og Sverre blev overstemt, saa at det omsider blev afgjort, at de skulde ro lige til Byen saa snart det blev lyst. Sverre sagde, at han slet ikke syntes om dette, og at det vilde bekomme dem ilde at fatte Beslutninger mod hans Vilje, men at han ikke desto mindre var rede til at dele Faren med dem.

Da Birkebeinerne fattede den dumdristige Plan, tænkte de neppe paa, at der denne Gang var en Mand tilstede i Nidaros, som ikke gav Jarlen selv stort efter i Magt og Dygtighed, og som ej alene havde Evne, men ogsaa den ivrigste Vilje, til at forsvare Byen og Kirken mod saadanne ubudne Gjester. Dette var Erkebiskop Eystein. Han havde allerede Dagen forud ladet blæse til Mode i Byen, for at sætte Mod i Bymændene og opmuntre dem til et kraftigt Forsvar. Her fortalte han, hvorledes han havde faaet Underretning om at Birkebeinerne vare komne ned til Naumdal, og havde taget Søvejen sydefter[5]. „Det er“, sagde han, „højst rimeligt, at de gjeste os, men jeg har tillige hørt, at de kun have smaa Skibe og lidet Mandskab, hvilket tilmed er udmattet og i usel Forfatning, og det passer sig ikke for Bønder og Kjøbmænd, at give Slip paa Gods og Fæ for slige Tyve og Ugjerningsmænd som Sverre har harket sammen. Ville I derfor byde til at forsvare Byen efter Evne, skal jeg understøtte Eder med mit Skib og alle de Huuskarle, jeg har i Biskopsgaarden“. Dette Forslag antoge alle med Takke, og sagde at de heller vilde slaas, end taale Birkebeinernes Voldsomheder. Der blev da i Hast udrustet fem Skibe, de fire af Bymændene og Kjøbmændene, det femte af Erkebiskoppen; dette var bedst bemandet, thi Besætningen bestod af hans Huuskarle, under Anførsel af Sigurd, en Søn af Asser Bilse. Paa Digermulen sattes en Veie med tilhørende Udkigsvagt. Saa snart denne om Morgenen i Lysningen fik Øje paa Skibene ved Rødbjerget, satte den Ild paa Veten, og da Bymændene saa dette Tegn, løde de blæse til Indskibning, og roede ud af Elven. Birkebeinerne toge imidlertid Tjeldene ned, og roede over Fjorden ind under Bjerget, medens Bymændene kom imod dem uden om Ilsvigen. Da de kom ud for Digermulen, saa de hinanden, og mødtes paa Vigen indenfor Hattehammeren. Her begyndte nu en heftig Kamp. Bymændene havde endnu kun fire Skibe, da Erkebiskoppens Skib ikke var kommet saa hurtigt afsted; Sverre havde ogsaa fire Skibe, men kun eet af dem var en Tyvesesser. Det var godt Vejr, og der blæste en svag Nordøstvind, der under Striden drev Skibene nærmere og nærmere mod Kysten, indtil de kom tæt ind paa Land. Da Kampen havde varet en Stund, og Birkebeinerne allerede havde ondt for at klare sig nogenledes, kom Erkebiskoppens Skib til. Ved Synet deraf tabte Birkebeinerne Modet, og flygtede fra Skibene op i Land. Sverre blev reven med i den almindelige Flugt. Da han løb forud i Skibet, gik en af Dæksplankerne foran Masten løs under ham, og han faldt ned i Rummet; de øvrige løb saa tykt over ham, at han en lang Tid ikke kunde komme op. Endelig fik en af de bagerste, ved Navn Helge Bygvom, see ham, greb ham i Axlen og hjalp ham op med de Ord: „ilde skilles vi ved vor Konge, naar han skal ligge her i Pumpevandet.“ „Vær du kun for det første lidt sparsommere med Kongetitlen, min gode Helge,“ sagde Sverre, og sprang i Land med ham. I det samme kom tre af Bymændene hen imod dem. Helge løb dem imøde, og gav sig i Kamp med dem, men Kongen kløv op ad en bradt Bakke. Uheldigviis var han iført en sid blaa Kufl (Hettekappe); den kom han til at træde i, saa at han snublede og gled ned paa Fjæren igjen. En af dem, der kjæmpede med Helge, løb strax til for at give ham Dødshugget, men Helge, som saa, i hvilken Nød Kongen var stedt, sled sig bort fra de to andre, ilede hen til hiin, og hug ham ned. De tvende fandt det raadeligst, ikke at fornye Kampen med Helge, og begave sig bort; Helge kunde saaledes uhindret hjelpe Sverre, der atter søgte at komme op ad Bakken, men havde ondt for at gaa formedelst et Saar, han under Kampen havde faaet paa Foden af en Gaflak, som Serk paa Rjod, en Bonde fra Nordmøre, havde kastet paa ham. Ved Helges Hjelp lykkedes det ham endelig at komme op paa Aasen, hvor efterhaanden de af hans Mænd, der var undkomne fra Nederlaget, samlede sig til dem. Sverre gik noget længere frem paa Fjeldet og hvilede sig paa et Sted, hvorfra de tydeligt kunde høre Bymændene tale imellem sig om „hvor vidt han Sverre var falden eller ikke.“ Da kunde Helge ikke bare sig for at raabe ned til dem: „Kong Sverre vover nok en værre Dyst med Eder, inden han er død.“ Bymændene gjorde dog intet Forsøg paa at komme op til ham. Men mange af hans bedste Mænd vare faldne, blandt dem de tre Saltnesgutter, af hvilke Sigurd og Jon Kettling fik deres Banesaar nede paa Fjæren, Villjam, den tredie, søgte at undkomme paa et af Skibene, men indhentedes af Bymændene ved det nærmeste Nes, hvor han sprang i Land, og blev fældet lige paa Stranden. Ogsaa Gudlaug Stallare blev haardt saaret, men kom dog op paa Aasen. Her mødte han en Bonde, der af hans Skarlagens Kjortel kunde skjønne at han hørte til Birkebeinerne, og hug ham i Halsen med en Øxe, han havde, saa at han styrtede. Bonden troede ham død, tog Klæderne af ham, og dækkede ham til med Riiskviste. Men efter nogen Tid kom han til sig selv igjen, og havde endnu Kræfter nok til at gaa hen til en Gaard, hvor man tog vel imod ham. Siden rejste han efter Kongen, og hans Saar lægedes, men fra den Tid kaldte Birkebeinerne ham for Spøg Gudlaug Gnitaskar (d. e. Nakkeskaar).

  1. Man maa vel antage,; at der ved „Øerne“ paa dette Sted menes Færøerne, Sverres Hjemsted, thi kun her synes det rimeligt, at han kunde vente Understøttelse.
  2. Det er højst rimeligt, at Sverre her har havt den Krig for Øje, som paa denne Tid (fra 1177) førtes i det nordlige Irland, af den engelske Ridder John de Curry, der omsider underkastede sig hele Ulster. Samkvemmet mellem Norge og de vestlige Øer var da saa hyppigt, at man neppe i Norge kunde være uvidende om Begivenhederne paa Irland.
  3. Det maa erindres, at Broen dengang gik lige ud for Biskopsgaarden over til Elgeseter.
  4. Det sees heraf, at Gullhamar, hvilket Navn nu ikke er brugeligt, maa være beliggende strax udenfor Hevringen.
  5. Denne Efterretning maa være kommen over Naumdalsejdet.