Det norske Folks Historie/4/132

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 888-907).

Det viste sig ogsaa snart, at Jarlens Løfter vare intet mindre end oprigtige, og at han, om end hans Hænder vare mere bundne end forhen, dog lige fuldt søgte i Smug at virke til Kongens Skade for derved at befordre sine egne politiske Interesser. Lejlighed dertil fik han (eller skaffede sig maaskee selv) allerede Aaret efter ved en Tvist, hvor i Kongen kom med Biskop Paal i Hamar, den i Aaret 1231 afdøde Biskop Hallvards Efterfølger. Kongen begav sig nemlig, efter at have tilbragt Vintren i Bergen, hvor Dronning Margrete strax efter Juul fødte ham Datteren Christine, henimod Fasten til Sogn, og derfra over Valdres til Oplandene, hvor han gjorde Fordring paa Helge-Øen i Mjøsen, der tidligere havde været Kronens Ejendom, men som Baglerkongen Inge, der selv fandt sit Endeligt paa Øen, havde skjenket til Biskopsstolen i Hamar. Kongen meente, at da Inge ikke var nogen retmæssig Konge, men kun en Bedrager, der efter Birkebeinernes Forsikring ej engang var en Nordmand, men en Dansk ved Navn Thrugils Tveskider^[1], kunde han heller ikke bortskjenke noget af Krongodset: enhver saadan Gave fra hans Haand maatte være ugyldig, følgelig krævede Kongen nu Øen som sin Fædrenearv. Da der ikke findes mindste Spor til, at Kongen tidligere er fremkommen med denne Fordring, ja da Øen endog synes at have været i Kongens Værge, siden vi finde kongelige Sysselmænd stationerede der med deres Tropper og Skibe under Ribbungefejden 1226^[2], maa man næsten antage, at det Brev, hvorved Inge Baglerkonge bortskjenkede Øen, enten tilfældigviis eller med Plan har henligget ubenyttet i Archivet, indtil Biskop Paal 1232, efter modtagen Indvielse, tiltraadte Biskopsstolen og drog det frem af dets Skjul; ja man kunde endog lettelig falde paa at antage at det var falskt, hvis Kongen ikke, ved kun at bestride Udstederens Kompetence, ej dets Egthed i sig selv, havde erkjendt at det neppe i saa Henseende havde nogen Mangel. Det var for øvrigt et almindeligt Fif i hine Tider, i Særdeleshed af Forstandere for gejstlige Stiftelser, der forudsattes altid at ville vedvare ud over den menneskelige Levealders Periode, at lade sig, naar Lejlighed dertil gaves, meddele Gave- eller Friheds-Breve, hvoraf de ikke strax agtede eller vovede at gjøre Brug, men som deres Eftermænd længere hen i Tiden, naar Omstændighederne vare gunstigere, kunde gjøre gjeldende^[3]. Og meget tyder paa, at et saadant Tilfælde netop her var forhaanden. At Kong Haakon, som det lader, i Skynding, og paa en ubelejlig Tid, næsten i Førefaldet, foretog den i hine Dage for en Konge temmelig usædvanlige Rejse over Fillefjeld, synes ogsaa at vise, at Sagen i Hast var kommen paa, og at Efterretningen om at Biskoppen havde taget eller villet tage Øen i Besiddelse maa have forekommet Kongen saa betænkelig, at han strax brød op, for ved sin personlige Nærværelse at gjøre Biskoppens Planer til Intet. Biskoppen negtede imidlertid reent ud at ville give Slip paa Øen, og Kongen synes denne Gang at have maattet drage bort uden at faa Øen tilbage. Han begav sig til Tunsberg, hvor han tilbragte Vaaren beskjeftiget med at forbedre Steenmuren om Slotsbjerget, og med at lade et stort Skib, kaldet Olafssuden sætte i Verk. Desuden lod han, rimeligviis for at have en Klemme paa Biskoppen og et sikkert Tilhold i Mjøsen, paabegynde Opførelsen af et Kastel paa den lille Holme ved Steen strax nordenfor Ringsaker^[4], hvilket ogsaa efter Biskoppens Sigende skulde tilhøre Biskopsstolen. Biskoppen havde imidlertid tilskrevet Erkebiskoppen og Skule Jarl for at indhente deres Raad, og ifølge dette besluttede han at bringe sin Sag ind for Pavens egen Domstol samt i den Anledning personligen rejse til Rom. Han tog den nærmeste Vej over Vestergøtland, Danmark og Tydskland, og standsede ikke, heder det, førend han kom til Paven. I Tydskland traf han sammen med Sturla Sighvatssøn, som det nedenfor nærmere skal omtales, og rejste i Følge med ham den øvrige Deel af Vejen. At Biskop Paal fandt et gunstigt Øre hos Paven, med hvem Haakon ellers hidtil havde staaet paa en god Fod, sees af en tordnende Skrivelse, som Paven udfærdigede til denne fra Perugia, endnu samme Aars Høst, den 5te Oktober. „Paa det at Kongernes Konge, heder det her, kunde bøje dine Fienders Nakke under dig og hædre dig med Kongedømmets Ære, var det ikke mere end din Skyldighed, ogsaa at bøje dig med Ærefrygt for hans Kirker, og efter Evne hædre deres Bestyrere. Men tvert imod – som vor ærværdige Broder Biskop Paal af Hamar personligt har udviklet for os – forfølger du ham uden Grund, og i Stedet for at vise Hamars Kirke den skyldige Ærefrygt, undertrykker du den utaaleligt, idet du paa dens Territorium, som du ganske søger at underkaste dig, har ladet fra ny af opføre en Borg uden Biskoppens Samtykke, og derved berøver den de Jordegodser, som den fra gammel Tid lige indtil nu bar besiddet; for at undertrykke den ved end flere Forfølgelser, viser du de Mænd Yndest, om hvem du veed, at de ere hiin Kirkes Forfølgere; du plejer Omgang med dem, skjemt de ere bansatte, og for at de endnu tryggere kunne fornærme Kirken, benaader du dem med kongelige Beskyttelsesbreve. Derhos søger du ogsaa at afdrage Folket i Hamars Biskopsdømme fra deres skyldige Ærefrygt for Biskoppen, og giver Aarsag til stor Forargelse iblandt dem, uden at anse, hvor usømmeligt det er, at den, der veed at han er sat til at overholde Freden, befatter sig med at opvække Splid. Endelig drager du hans Mænd fra hans Tjeneste, og forbyder Bønderne at bygge de Kirken i Hamar tilhørende Marker; ja, hvad der end mere bidrager til at kaste Skygge paa Kongenavnet, endog angaaende Patronatsretten til samme Kirke, paa hvilke du og dine Forgængere siges at have gjort frivilligt Afkald, ypper du nu, ked af Fromhedens Gjerninger, Kiv med Biskoppen og Kirken, og erklærer offentligt, at de, der uretfærdigen forulempe ham og hans, ej derfor skulle paadrage sig Kongens Vrede. Dette har ogsaa givet Anledning til at nogle frækt have fremført mange og haarde Fornærmelser saavel mod ham som mod andre kirkelige Personer, og vovet at trænge ind paa Kirkens Ejendom, slaa Biskoppens Tjenere, krænke Kirkens Immunitet, borttage det i den til Forvaring nedlagte Gods, og røve Tienden. Enkelte Lægmænd indkalde ligeledes trods Forbudet Gejstlige for deres Domstol, og tvinge dem til her at svare for kirkelige Sager. Hertil kommer, at du, for at lade Biskoppen føle din Vrede uden Maal og Grændse, har givet Befaling til at aflive nogle af hans Mænd, og, da dette ej kunde skee, har ladet dem fratage alt deres Gods. Og paa den Maade lider samme Biskop under saa mange Tryk, hans Kirke hjemsøges med saamange Sorger, at de saa at sige ville komme til at opgive Aanden under Forurettelsernes Vegt, hvis ikke Herren vil tage disse Tryk fra dem og atter lade dem komme til Aande; hvorfor han ogsaa har seet sig nødsaget til at forlade sit Fædreland, og indanke sin Sag til vor Afgjørelse. Men foragtende denne Appel har du, som man siger, efter hans Afrejse hid til det apostoliske Sæde, taget Helgeøen saavel som nogle andre Ejendomme fra ham og hans Kirke. Vi have derfor troet indstændigt at burde bede og advare eders kongelige Naade om, at du, som du er forpligtet til, lader samme Biskop nyde tilbørlig Oprejsning af dine Mænd for al lidt Skade og Fornærmelse, at du giver ham det ham fratagne tilbage, og at du, ophævende det før omtalte Forbud, for Fremtiden ophører at forulempe ham, samt ligeledes med den dig givne Magt tvinger dine Mænd til at ophøre dermed. Ellers maa vi, saa meget vi end elske dig og ønske at befordre dit Gavn og din Hæder, da vi dog ej kunne føje et Menneske tvert imod Gud, give vor ærværdige Broder Erkebiskop Uffe i Lund, samt vore kjære Sønner Erkediakonen i Lund og Abbeden i Herisvad ved en af os udstedt Skrivelse det Hverv, at de efter forudgangen Paamindelse tvinge dig dertil ved Trusel om Kirkens Straf, uden Appel, og, om det skulde behøves, endog dertil paakalde den verdslige Arms Hjelp^[5]“. En saadan Skrivelse udfærdigede Paven endnu samme Dag til hine danske Prælater, uden at afvente hvad Kongen vilde gjøre^[6]. Om alle de her opregnede Ankeposter, Tvisten angaaende Helgeøen undtagen, nævner Sagaen ikke et eneste Ord. Men da der ikke synes at være nogen Grund forhaanden, hvorfor Sagaskriverne skulde tie stille med det alt sammen, hvis det virkelig forholdt sig saaledes, og da derhos en saadan Fremgangsmaade, som den paaklagede, er saa merkelig forskjellig fra Kongens sædvanlige Humanitet og Eftergivenhed, at vi her neppe kjende ham igjen, er det vanskeligt at tilbageholde Formodningen om grove Overdrivelser og Fordrejelser, ja maaskee endog ligefremme Opdigtelser fra Paals Side. Noget kan nu vel maaskee hidrøre fra en mindre rigtig Opfatning af de forebragte Beretninger fra det pavelige Kancellis Side, og meget maa derhos skrives paa den sædvanlige stortalende Kurialstiils Regning. Men flere virkelige Fakta, som at Kongen skulde have opmuntret andre til at forfølge Biskoppen, ja endog have stræbt flere af Biskoppens Mænd efter Livet, og, da dette mislykkedes, ladet dem berøve alt deres Gods, staa dog tilbage, yderst vanskelige at rime sammen med Kongens Handlemaade i andre Tilfælde. Man kunde næsten fristes til at tre, at Biskoppen har opkogt Historier fra Ribbungefejdens Tid, da hans Formand endnu levede, og udlagt de Krigsforetagender, der dengang fandt Sted paa Hedemarken, som rettede mod Biskopsstolens Fred og Sikkerhed. Det er dog ikke saa vanskeligt at see, hvo det var, efter hvis Raad Biskop Paal her handlede, og hvo der maaskee fra først af havde faaet hele denne Røre bragt til Veje, for derved at kunne virke des bedre i egne Interesser. Naar nemlig Paven, hvad man i en Sag som denne skulde have ventet, ej overdrog Norges Erkebiskop i Forening med norske Prælater, men derimod Erkebiskoppen i Lund med tvende danske Prælater at kræve Norges Konge til Regnskab og true ham med Straf, kan dette ej have været af anden Grund, end den, at Biskop Paal selv har bedet derom, af Frygt for at Erkebiskop Sigurd, der kjendte nøjere til Sagen, og desuden stod paa en god Fod med Kongen ikke vilde tage sig saa ivrigt af den, som han ønskede. Men da det nu alligevel, som vi have seet, beder at Paal i at appellere sin Sag for Paven og selv drage til Rom, handlede efter Erkebiskoppens og Jarlens Raad, kan hiint ikke have haft stort at betyde, og maa mest have bestaaet i, at Metropoliten i almindelige Udtryk tilraadede, hvad han ej vel kunde modsætte sig, medens derimod Jarlen bliver den egentlige Raadgiver, med hvem Paal i Forvejen hemmeligt har aftalt, hvorledes han skulde bære sig ad. Dette sees endnu tydeligere af et Brev, som Paven fem Dage senere (10de Oktober) skrev til Jarlen om at antage sig Biskoppens Sag, „da han vidste at han var en andægtig Mand, som søgte at befordre Kirkens Bedste^[7]“. Thi denne Anmodning viser noksom, at det fornemmelig var Jarlen, til hvem hine danske Prælater ifølge Pavens Skrivelse havde at henvende sig, hvis de fandt det nødvendigt at „paakalde den verdslige Arm“, og Jarlen maa saaledes ej alene for Paal have erklæret sig villig til at føre Vaaben mod Kongen, naar det kunde skee under Kirkens Sanktion, men han har rimeligviis endog ligefra først af søgt at skaffe sig Anledning dertil. Vi have ogsaa fuldkommen Vished for, at Skule Jarl havde medgivet Biskop Paal særskilte Erender til Paven, og at han benyttede sig af denne Lejlighed til at indsmigre sig hos Paven og paakalde hans umiddelbare Bistand mod Kongen. Under 11te Oktober tilskrev Gregorius nemlig Erkebiskop Sigurd, Biskop Arne i Bergen og Biskop Orm i Oslo, hvorledes det paa Stille Jarls Vegne var blevet ham meldt, at efter at der havde været nogen Tvist mellem Kong Haakon og ham om Rigets Deling, var den nu endelig ved gode Mænds Mellemkomst bleven venskabeligen bilagt, hvorfor Jarlen nu ydmygt anholdt hos Paven om, at han vilde drage Omsorg for denne Overeenskomsts ubrødelige Overholdelse; af denne Aarsag, heder det, befaler Paven de Tilskrevne, at paasee Overeenskomsten, der fra begge Sider frivilligt var indgaaet, strengt overholdt, under kirkelig Straf, uden Appel^[8]. Naar Skule fordrede dette, der virkelig var overflødigt, og hvad Kongen langt heller havde haft Grund til at fordre med Hensyn til ham, er det tydeligt, at han enten i en Skrivelse eller gjennem Biskop Paals Mund har fremstillet Kongen som den, der svigagtigt pønsede paa at bryde sine Løfter, og i Forening med Biskop Paal søgt at indtage Paven imod ham saa meget som muligt. Dette Indtryk faar man ogsaa til Overflod af et Par Skrivelser, som Paven endnu samme Dag udfærdigede, den ene til Kong Valdemar i Danmark, om at forunde Biskop Paal Ophold i hans Lande, da han frygtede for at opholde sig i sit eget, og „flyede for sin Forfølgeres Aasyn“^[9]; det andet til Erkebiskoppen af Nidaros og hans Lydbiskopper om at staa Biskop Paal bi, „da Raden til at blive forfulgte ogsaa tilsidst kunde komme til dem“^[10]. Den godmodige, humane Konge er aabenbart bleven skildret Paven som en forfærdelig Bussemand, og Paven, der hidtil kjendelig har haft andre Tanker om ham, maa, overdøvet af alle disse Klager, tilsidst have taget Fornuften fangen og virkelig have troet, at Kong Haakon havde skiftet Natur. Jo mere man sammenholder og overvejer alle de her anførte Oplysninger, des mere bliver det klart, at det hele maa have været et dybt udtænkt og fiint anlagt Spil af Skule Jarl, der paa denne Maade søgte at sikre sig Kirkens Bemyndigelse til at begynde et Oprør. Og naar vi see hen til den Omstændighed, at Kong Valdemar i Danmark opfordredes til at tage Biskop Paal i sin Beskyttelse, og sammenholde dette med Skules besynderlige Tog til Viken, der i det følgende skal omtales, opstaar endog den Formodning, at heller ikke han var udenfor Planen, men at vi her tildeels have Resultaterne af Skules hemmelige Forhandlinger med ham i Aaret 1227 for os, og at han maaskee, hvis den verdslige Arm opfordredes til at staa Kirken bi, skulde forene sine Vaaben med Skules for at overvælde Kong Haakon og siden dele Byttet med Jarlen^[11]. Jarlen har vistnok en Tidlang seet sig om efter et villigt og dueligt Redskab til at udføre sine Planer, indtil han endelig fandt et saadant i Biskop Paal, der, hvis han tidligere havde været Chorsbroder enten i Hamar eller i Oslo, var oplært i Biskop Ivars eller Biskop Nikolas’s mod Sverres Æt saa fiendtlige Skole. Det rimeligste havde været, om Jarlen havde søgt at faa Erkebiskoppen selv paa sin Side, deels fordi denne var nærmere ved Haanden end Biskoppen i Hamar, deels fordi hans Autoritet maatte kunne udrette saameget mere. Men det er aabenbart, at Jarlen ikke har kunnet komme nogen Vej med Erkebiskop Sigurd. Dette sees saavel af den ovenfor paapegede, pavelige Henvendelse til de tre danske Prælater, hvor man skulde have ventet, at han havde henvendt sig til norske, som af den Omstændighed, at det ansaaes nødvendigt, ved en egen Paveskrivelse at opfordre Erkebiskop Sigurd med Lydbiskopper til at staa Paal bi, som om man havde en Anelse om, at han ellers ikke agtede at gjøre det, hvad ogsaa den indstrøede Paamindelse om at Forfølgelserne ogsaa kunde ramme dem, synes at antyde. Erkebiskop Sigurd stod vistnok lige saa ivrigt paa sin Kirkes Ret, som nogen af hans Forgjængere, men alt, hvad der berettes om hans Ferd, viser at han var en sindig, maadeholdende patriotisk Mand, der helst ad fredelig Vej søgte at opnaa, hvad han til Kirkens Bedste ansaa nødvendigt; han var derhos som Thrønder og Søn af en tapper Birkebeinerhøvding^[12] opdragen uden Fordom mod, ja maaskee endog med Forkjærlighed for Kong Sverres Æt, og maa have haft en medfød Modbydelighed for alt, hvad der mindede om Baglervæsenet, og Forsøg paa at sønderlemme Landet eller bringe det under dansk Herredømme. Derfor maatte han vel ogsaa føle sig dobbelt krænket over at Paven, øjensynligt efter Paals og Skules Raad, med Forbigaaelse af ham, Rigets Metropolitan, og de øvrige Biskopper, gav en dansk Erkebiskop og danske Gejstlige kirkelig Straffemyndighed i Norge. Og kunne vi nu føje hertil, at de fleste af Biskop Paals Beskyldninger mod Kongen savnede al Grund, maatte dette blive en Opfordring mere til ham om at holde sig ham og hele denne Sag fra Livet. Alle de her nævnte Breve, hvortil der ogsaa føjedes et, ligeledes under 11te Oktober udstedt, paveligt Beskyttelsesbrev for Hamars Biskop, Kapitel og Kirke med deres Gods og Rettigheder – ved hvilken Lejlighed ogsaa Kirkens Jordegods, og først og fremst Helgeøen, opregnes^[13] –, fik sandsynligviis Biskop Paal selv med, da han, som vi erfare, umiddelbart derefter tiltraadte Tilbagerejsen, fremdeles i Følge med Sturla Sighvatssøn. Om Biskop Paal drog lige hjem til Hamar, eller indtil videre forblev i Danmark, vides ikke; saa meget er kun vist, at han og Sturla maa have rejst usædvanlig hurtigt, da Sturla endnu samme Høst kom til Norge og traf Kongen^[14]. Heraf kunde vi da slutte, at Kongen allerede før Vintrens Begyndelse maa have erfaret noget om, hvad Paal havde taget sig fore i Rom. Sommeren havde Kongen og Jarlen tilbragt sammen i Bergen, tilsyneladende ret venskabeligt „som det oftest var Tilfældet naar de vare tilsammen“, men alligevel, siges der, „gik deres Uvenner stundom mellem dem og stiftede Fortred, som det siden viste sig“. Jarlen har vel nu, i Forventning om hvad Biskop Paal skulde udrette i Rom, saavidt muligt holdt gode Miner, for at Kongen ikke skulde merke Uraad. Da Høsten kom, vendte Jarlen tilbage til Nidaros; Kongen derimod drog til Viken, for at tilbringe Vintren i Oslo. Maaskee havde han allerede nu faaet Nys om Jarlens og Biskop Paals Stemplinger, og begav sig til Viken i den Hensigt, at være nærmere ved Haanden, om der skulde være nogen Fare paa Ferde fra Danmarks Side; thi efter flere Beretninger skal Sturla Thordssøn have truffet Kongen i Bergen, og siden være bleven i Følge med ham til Viken, medens det andetsteds heder han traf Kongen i Tunsberg^[15]. I alle Fald erfarede han vel alt sammen her, og har sandsynligviis endog faaet Pavens truende Brev tilsendt. Thi om Vintren, berettes der, medens Kongen opholdt sig i Oslo, opkom der atter mange Tvistemaal mellem Kongen og Jarlen. Der skyldes ogsaa nu paa de geskjeftige Aander, der vare vante til at forstyrre deres Venskab, men dette kan da kun forklares saaledes, hvad Kongens Venner angaar, at de have advaret ham for Jarlens listige Planer, og opfordret ham til at sikre sig mod dem, og ej lade slig Ferd gaa upaatalt hen. Om Vaaren 1235 tilskrev han Jarlen, og stevnede ham til et nyt Møde med sig i Bergen anstundende Sommer. Skule var tvivlraadig, hvad han skulde gjøre. Kongen havde aabenbart gjennemskuet ham for tidligt: han var neppe belavet paa en saadan Sammenkomst, og havde vel tænkt, naar Kongen, som sædvanligt, drog til Bergen om Sommeren, i al Hast og uformodet at begive sig til Oplandene, for at være Danmark saa meget nærmere og virke i Forening med Biskop Paal. Han kaldte sine Venner sammen, for at høre deres Raad. „Haakarlehøsten“, sagde man, „gik man mig haardt paa Klingen efter Lendermændenes Tilskyndelse, og saa vidt jeg har hørt, ville de neppe nu blive føjeligere end da; desuden er der jo nu, som I vide, skeet en Forandring, der gjør det end betænkeligere for mig at begive mig i deres Vold end før; thi hiin Høst vare baade Arnbjørn Jonssøn og Gregorius, Hr. Andres’s Søn^[16], der, og gik da Kongen alene til Haande samt svore ham Troskabsed, i Stedet for at alle hidtil havde aflagt Ed til os begge; det samme gjorde Brynjulf, Jon Staals Søn, og mange andre, til hvilke jeg derfor har langt mindre Tillid, end til dem, der har svoret til os begge. Gregorius og Brynjulf have dertil store Skarer om sig.“ End flere Grunde anførte han, hvorfor han ikke fandt det raadeligt at rejse, men hans Venner opmuntrede ham dertil, og meente at det ikke havde nogen Fare. Han gjorde sig da rejsefærdig, lod sine Lendermænd indkalde, og drog temmelig langt ud paa Sommeren afsted med henved 20 Skibe. Imidlertid havde han, rimeligviis for at besmykke denne store Udrustning, der egentlig var unødvendig, paany foregivet en Pilegrimsrejse, denne Gang lige til det hellige Land og i den Anledning atter ladet anholde hos Kong Henrik i England om et Grid- eller Lejdebrev til at lægge Vejen over hans Rige, og opholde sig der nogen Tid, hvilket Lejdebrev ogsaa ganske rigtigt udstedtes af Kong Henrik i Woodstock den 22de Juni, og erklæredes at skulle gjelde til Michelsdag det følgende Aar^[17]. Sandsynligviis var det ogsaa paa denne Tid, at baade Kongen og Jarlen søgte at henvende sig til Kejser Frederik med en Fremstilling af deres Sag, aabenbart for at vinde hans Medhold og Hjelp; Kongen sendte Roe Kongsfrænde, og Jarlen Baard, en Broder af Isak i Bø, Sysselmanden i Sogn, da han, som det udtrykkeligt siges, fandt at Roe ej fremstillede hans Mellemværende med Kongen rigtigt eller sandfærdigt^[18]. Baard var, som vi ville see, kommen hjem fra denne Sendelse i 1236. Men Jarlen vovede sig dog, da det kom til Stykket, ikke til Mødet. Han blev liggende i Steinavaag paa Søndmøre indtil langt ud paa Høsten, og lod Kongen forgjeves vente paa sig. Denne, der med alle Lendermændene fra Viken og paa det før omtalte store, just nu færdigbyggede Skib Olafssuden, havde begivet sig til Gulathingslagen, sendte Klemet af Holm til Frostathing for der at melde, at hvis Jarlen ikke indfandt sig til det berammede Møde i Bergen, vilde Kongen komme nord til Throndhjem. Imidlertid lod han opbyde Folk fra alle Fylker i Gulathingslagen, og satte dem Stevne i Bergen om Høsten, for derfra at følge ham nordefter. Skule laa endnu i Steinavaag, da han fik Nys om, at Kongen var i Vente med en betydelig Hær. Atter sammenkaldte han nu sine Mænd til Raadslagning, og atter var han tvivlraadig. Paal Vaagaskalm, der nylig var indtruffen fra Haalogaland, raadede ham paa det indstændigste til at drage Kongen i Møde, sigende at alt endnu kunde blive godt, naar de kun kom sammen. Med Paal forenede nu Fleerheden af de øvrige sig. Men de, til hvem han havde større Tillid, fandt det raadeligst at han vendte tilbage til Throndhjem og oppebiede Kongen der hvor han var opvoxet og havde de fleste Venner^[19]. Dette Raad, som stemmede mest med hans egen Tilbøjelighed, blev fulgt, for saa vidt som han virkelig drog tilbage til Nidaros. Men i Stedet for at oppebie Kongen her, lod han tilsige Heste, og beredede sig til at drage over Fjeldet til Oplandene med hele sit betydelige og vel rustede Følge. Paal Vaagaskalm og flere andre søgte vel at afsnakke ham med dette uheldige Forsæt, der ikke var stort bedre end at begynde aabenbar Krig. Men forgjeves. Hans Hu stod til at komme sydefter, rimeligviis for at være ved Haanden, om den pavelige Trusel virkelig skulde give ham Anledning til at udstikke Oprørsfanen. Og selv om han ingen saadan Plan længer nærede, maatte den onde Samvittighed gjøre ham Tanken om at mødes Ansigt til Ansigt med sin forurettede Svigersøn utaalelig. Paal Vaagaskalm besluttede nu, efter Overlæg med de andre, paa egen Haand at drage Kongen imøde og faa ham til at skynde sig, for, om muligt, endnu at træffe Jarlen, endog mod dennes Ønske. Ved Solskel paa Nordmøre mødte han den kongelige Flaade, bestaaende af 40 store Skibe, men fik ikke Kongen selv i Tale, da han allerede var ifærd med at sejle videre. Han havde derfor intet andet at gjøre, end at slaa sig i Følge med Flaaden, og oppebie den første den bedste Lejlighed til at faa en Samtale med Kongen. I Følge med denne var Arnbjørn Jonssøn, Lodin Gunnessøn, Simon Kur, Hallvard Bratte, Erik Stilk, Gaut paa Mel, samt, hvad der er merkeligt nok, Ivar Nev, Nikolas, Paal Vaagaskalms Søn, og Peter i Giske, hvilke tidligere havde været Jarlens Lendermænd, og altsaa nu maa have forladt hans Parti. Omsider faldt Natten paa, og man lagde ind til Leirangen, strax indenfor Agdenes: her lykkedes det endelig Paal at opnaa den forønskede Samtale. Kongen var ganske enig med ham i, at alt vilde gaa godt, naar kun han og Jarlen fik tale sammen. Men det var dog nu for silde. Jarlen havde allerede forladt Byen. Samme Nat, Kongen tilbragte i Leirangen var Jarlen paa Medalhuus, og rejste strax videre, idet han lagde Vejen over Orkedalen. Imidlertid havde en heel Deel af hans Venner og haandgangne Mænd, som det synes, overvejet og indseet det vovelige i at være med paa et saadant Tog som dette; nogle af dem forlode ham ved Orknebroen i Rennebo^[20], andre paa Opdalsskogen, og det blev, heder det i et samtidigt Vers, der blev digtet i den Anledning, tyndt om Jarlens Bannerstager^[21]. Merkeligt nok, skulle flere af disse Mænd have været Danske. Maaskee de vare fra Halland, maaskee ogsaa opsendte af Valdemar^[22]. Da Kongen kom til Nidaros og hørte at Jarlen var borte, sendte han strax efter Overlæg med sine Venner Paal Vaagaskalm og Ivar Nev skyndsomst efter ham, før at overtale ham til at vende om, medens det endnu var Tid, og foreslaa ham i Kongens Navn, at tilbringe Vintren sammen med ham i Throndhjem. De traf Jarlen i Opdal, og fremførte deres Erende. Jarlen raadførte sig fremdeles med sine Venner, af hvilke de fleste raadede ham til at modtage Kongens Tilbud. Men andre sagde at man vilde spotte over ham, hvis han saa snart skiftede Forsæt, og uagtet Jarlen selv erkjendte, at det unegteligt var raadeligere at vende tilbage, havde han dog ikke moralsk Kraft nok til at hæve sig over en saadan Spot: han fortsatte Toget sydefter, og Kongens Udsendinger maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Kongen blev ilde tilmode derover, og raadførte sig med Erkebiskoppen og sine andre Raadgivere om, hvad herved var at gjøre. Det saa farligt ud, thi ved at drage med en Krigshær ind i Kongens udelukkende Deel af Landet havde Jarlen egentlig allerede brudt Freden. Men Erkebiskoppen, hvem det laa alvorligt paa Hjerte at forebygge Blodsudgydelse, bad Kongen indstændigt finde paa et Middel til at Freden i det mindste kunde vare Vintren over. Kongen var villig hertil, og efter fælles Samraad mellem dem sendte han den før omtalte Bjørn, Abbed i Nidarholm^[23], Sysselmanden Ivar af Skedjehov og en vis Vilmund Pilt til Jarlen, for i Kongens Navn at tilbyde ham Trediedelen af alle Sysler i Viken og paa Oplandene, imod at han skulde holde Fred saalænge Vintren varede, indtil man kunde aabne ordentlige Underhandlinger. Men da Kongen, der ikke kunde være sikker paa, hvorledes Jarlen vilde optage hans Tilbud, maatte være belavet paa ethvert Tilfælde, gav han tillige Arnbjørn Jonssøn og de øvrige Lendermænd, der havde fulgt ham fra Viken, den Befaling, at vende tilbage langs Kysten med deres hele Styrke, for at kunne være ved Haanden til Landets Forsvar, hvis Jarlen yppede Ufred i Viken. Arnbjørn skulde i saa Fald føre Overbefalingen, og de øvrige rette sig efter ham^[24]. Skule Jarl var imidlertid kommen til Hamar, medens de kongelige Sysselmænd og Høvdinger paa Oplandene, Gregorius Andressøn, Haavard af Sundbu, Aslak Smjørstakk, Jon Ketling, Aamunde af Folevold, Dag af Grova^[25], Odd Erikssøn, og Saxe Bladspjot, samt nogle flere, i alt elleve, allerede ved den første Efterretning om at han var kommen nordenfra over Fjeldet, toge alle de Skibe, der laa i Mjøsen, og gik ombord paa dem med deres talrige Skarer. Da Kongens Udsendinger kom til Hedemarken, sendte de strax Bud til Sysselmændene for at underrette dem om deres Erende og bede dem holde inde med alle Fiendtligheder, indtil de havde haft en Sammenkomst med Jarlen, og hørt, hvorledes han optog Kongens Tilbud. Det var paa høj Tid, thi Jarlen havde sendt en vis Nikolas af Mors op paa Hedemarken for at oppebære alle kongelige Indtægter, og Sysselmændene, som vidste om dette, agtede sig just imod ham: var Abbeden kommen to Dage senere, vilde der allerede have flydt Blod. Dette blev nu forebygget. Da Abbeden kom til Hamar og fremførte Kongens Forslag for Jarlen, gik denne strax ind derpaa, og lovede Fred for Vintren, indtil begges Venner kunde mægle Forlig. Derpaa vendte Abbeden tilbage, medens nogle af deres Følge fortsatte Rejsen til Viken, hvor de havde et vigtigt Erende for Kongen at besørge, nemlig, uden Skules Vidende, at udtage og siden overbringe Kongen en betydelig Sum Penge, som Kongen havde indsat til Forvaring i St. Laurentii Kirke i Tunsberg, og som ellers lettelig kunde falde i Jarlens Hænder^[26]. Skule Jarl beskikkede nu Sysselmænd for sin Trediepart af alle Fylker paa Oplandene og i Viken, og begav sig over Oslo til Tunsberg.

Kort efter ankom de kongelige Lendermænd til Grindholmesund, og da de hørte, at Jarlen ikke øvede Fiendtligheder, besluttede de at drage hver til sin Syssel. Ved Efterretningen om deres Ankomst vilde Jarlen sende de før omtalte kongelige Sendemænd, som just nu opholdt sig i Tunsberg, hen til dem med Anmodning om at indfinde sig hos ham; men han fik til Svar, at Kongen udtrykkeligt havde sagt, at kun Erik Stilk, ikke de øvrige Lendermænd, skulde komme til Jarlen, og at derfor ogsaa kun han havde Kongebreve med. Saaledes skiltes Lendermændene ad, uden at faa tilstrækkelig Underretning om, hvilke Indrømmelser der ved den paa Hamar sluttede Overeenskomst eller rettere Stilstand var tilstaaet Jarlen, og hvorom de, besynderligt nok, ved deres Afrejse fra Throndhjem ikke synes at have faaet det mindste Vink. Dette havde betænkelige Følger. Thi da Arnbjørn Jonssøn kom hjem til Valdensholm, og fik høre, at der havde indfundet sig tvende, af Jarlen beskikkede Sysselmænd, Arne Ruva og Finn Knatt, for at tage en Trediedeel af Borgesyssel i Bestyrelse, lod han dem strax vide, at de skulde forføje sig bort, da han ikke agtede at give Slip paa nogen Deel af Borgesyssel, førend han havde Kongens udtrykkelige Befaling dertil. Hine Sysselmænd, der ej vovede at trodse den mægtige Arnbjørn, vendte tilbage til Jarlen, og meldte, hvad Arnbjørn havde sagt. Jarlen, der nu kun lagde lidet Dølgsmaal paa sine oprørske Hensigter, kunde vistnok, om det havde været ham belejligt at begynde Fejden, strax have taget Anledning dertil af Arnbjørns Ferd, der tilsyneladende indeholdt en Krænkelse af Overeenskomsten. I alle Fald fik han derved et Paaskud mere til at klage over Forurettelser og besmykke sin Fremgangsmaade. Han benyttede Stilstanden til at vinde saa mange Tilhængere som muligt. Strax efter Juul (1236) drog han øster til Elvesyssel, og opholdt sig en Tidlang i Kongehelle, hvor en heel Deel strømmede til ham og gik ham til Haande, saavel som flere andre, der tidligere vare komne til ham, og af hvilke Alf af Leivastad, (paa Vente i Borgarsyssel), Thorgils Slydra, Vesete litle eller unge, samt hans Broder Algaute udtrykkelig nævnes. De trende sidst nævnte hørte egentlig hjemme i Vermeland^[27]. Alf af Leivastad havde tidligere staaet i Arnbjørns Tjeneste som Huuskarl^[28], og bragte nu en heel Skare Folk med sig til Jarlen. Birkebeinerne kaldte dem alle tilsammen Varbelger, og dette Navn, der forhen havde været tillagt en Oprørsflok paa Kong Sverres Tid, blev siden en almindelig Benævnelse paa Skule Jarls hele Parti^[29]. De opfordrede Jarlen paa det ivrigste til ufortøvet at begynde Krig, og ej længer finde sig i at man forholdt ham hans rette Broderarv: det var desuden, sagde de, højst usikkert, hvor vidt Kongens Mænd overholdt Freden hele Vintren over; derfor var det lige saa godt at begynde strax, og først angribe Lendermændene i Viken, siden, naar de vare overvundne, at drage mod Kongen. Disse Ord faldt alt for vel i Jarlens Øre, til at han ej med Begjærlighed skulde have lyttet dertil. Og sandsynligviis vilde han vel ogsaa have handlet efter disse Indskydelser, hvis ikke nye Fredstilbud fra Kongens Side, fremkommende i den aller yderste Stund, endnu for en Tid havde holdt Sverdet i Skeden^[30].

I Nidaros havde man nemlig fra forskjellige Kanter faaet Underretning om at det saa farligt ud i Viken. Juleaften ankom de før omtalte Sendebud, der heldigt havde udført deres Erende og nu bragte Kongen hans Penge i god Behold; de forsikrede at Jarlen var omringet af Ildesindede, der uophørligt søgte at egge ham til Ufred. Derhos fik man høre, at Varbelgerne havde udstødt allehaande Trusler, og Sendemændene kunde desuden fortælle, hvad Arnbjørn Jonssøn havde gjort. Erkebiskoppen bad derfor Kongen paany at sende et Gesandtskab til Jarlen, for at faa Stilstanden forlænget; og Kongen, hvem Freden laa ligesaa meget paa Hjertet, sendte atter Abbed Bjørn, ledsaget af Vilmund Pilt, med Forligstilbud til Jarlen og de udtrykkeligste Befalinger til Arnbjørn og de øvrige Lendermænd, at gjøre alt hvad der stod i deres Magt for at gjenoprette en god Forstaaelse. Ingen kunde heller bedre end Bjørn underrette Arnbjørn om, at det virkelig havde sin Rigtighed med Overdragelsen af en Trediedeel af Syslerne til Jarlen. Dog sendte Kongen ogsaa Bud til Munan Bifkopssøn^[31] og de øvrige Sysselmænd paa Oplandene, at de alle tilsammen skulde begive sig til Arnbjørn Jonssøn og stille sig under hans Befaling, indtil man fik vide hvad Svar Jarlen gav. Abbeden kom heldigviis til Kongehelle i Fasten, førend Jarlen endnu var dragen derfra, men just som han stod færdig til at begynde Ufred. Det Forslag, han overbragte, var at Freden endnu skulde vedvare paa de samme Vilkaar, som hidtil, men at Jarlen og Kongen skulde mødes førstkommende Sommer, for personligt at underhandle nærmere med hinanden, og at de imidlertid til gjensidig Sikkerhed skulde stille hinanden Gisler. Fælles Venner af Kongen og Jarlen forenede deres Forestillinger med Abbedens, og Skule, hvem det egentlig kun synes at have været om at gjøre at vinde Tid, antog Forslaget. Han lod nu Arnbjørn Jonssøn tilsige at møde ham paa Eidsberg, for at faa den mellem dem opstaaede Tvist afgjort, og forlod henimod Udgangen af Fasten (altsaa sidst i Marts) Kongehelle i Følge med Abbeden. Arnbjørn, der kun havde kort Vej til Eidsberg, indtraf tidligere til Mødet end Jarlen. Han medbragte en Styrke af flere end 360 vel rustede Mænd, og i hans Følge var Munan Biskopssøn, Erik Stilk og mange andre oplandske Sysselmænd. Han lod dem sætte sig udenfor Kirkegaarden strax nedenunder Muren, og sagde, at han før vilde lade det komme til Kamp med Jarlen, end samtykke i noget, han havde Vanære af. Strax efter kom Jarlen med 420 Mand, dog ikke saa vel udrustede, ligesom han selv ikke var hærklædt: paa Hovedet havde han kun en hvid Filtes Hat, og sad paa en meget smuk Hest. Efter nogle Øjebliks Stilhed tiltalte Jarlen Arnbjørn med disse Ord: „hvi jog du, Arnbjørn, de Sysselmænd bort, som jeg havde beskikket i den Treding af Borgesyssel, Kongen selv overdrog mig i Vinter?“ Arnbjørn, der forhen havde bedet sine Mænd forholde sig tause og overlade ham alene at svare paa Jarlens Bebrejdelser, sagde: „jeg gjorde det, fordi jeg var fast bestemt paa, ikke at afstaa til nogen Anden det Len, Kongen har overdraget mig, saa længe jeg ikke med Vished veed, at det er hans Vilje“. „Modtog du da ikke“, vedblev Jarlen, „engang før halve Borgesyssel af mig, og gav du mig ikke dengang gode Løfter, skjønt du maadeligt nok har holdt dem?“ Arnbjørn negtede ikke dette. „Men“, sagde Jarlen, „dengang var dog Haakon ligesaavel Konge som nu, skjønt han nu er voxet mere til; hans Ord om de Len, han tildeler mig, agter jeg nu ikke mindre end da; og om du end er fremfor andre Mænd heri Norge, synes det mig dog alt for dristigt af dig eller nogen anden, at forholde mig, hvad Kongen vil at jeg skal have“. „Det er vist og sandt,“ svarede Arnbjørn, „at ingen Lendermand skal kunne fratage mig, hvad Kongen gav mig, og jeg agter ikke at bøje min Hals for nogen Mand i Norge, uden for Kong Haakon, ikke engang for den hvide Hat, som nu er at see her paa Thinget“. Da tog Bjørn Abbed Ordet, og sagde at han havde et Brev fra Kongen, som han havde Befaling til ikke at oplæse uden i Jarlens og Arnbjørns Nærværelse alene. De fulgte ham derfor begge ind i Kirken. Han kundgjorde nu Kongens Hilsen og Besaling til Arnbjørn og de øvrige Sysselmænd, at de alle skulde bidrage til at faa Trætten med Jarlen bilagt, samt at Kongen vilde være hver den taknemlig, der lagde et godt Ord ind; han forsikrede derhos, at det forholdt sig ganske rigtigt, som Jarlen sagde, at Kongen havde overdraget ham Trediedelen af Borgesyssel, saavel som af alle andre Sysler i Viken og paa Oplandene for den Vinter^[32]. Da, heder det, begyndte Arnbjørn at blive noget mygere i Ordene, og vægrede sig ikke længer ved at overlade Jarlen den omtvistede Trediedeel. Da denne Sag saaledes efter Ønske var ordnet, vendte Abbeden tilbage til Throndhjem med Jarlens Tilsagn om at indfinde sig til Mødet i Bergen. Med ham fulgte sandsynligviis de af Jarlen stillede Gisler, nemlig Aasulv, hans Frænde, der sikkert med Glæde greb denne Lejlighed til at vende tilbage til sin Hjemstavn, Thrøndelagen, og see til sin Gaard Austraat, og Islændingen Jatgeir Skald, en af Jarlens højt betroede Mænd^[33]. Kongen sendte derimod sin uegte Søn Sigurd, og en vis Ingemund Pus, hvilke dog ikke ankom til Jarlen førend ud paa Sommeren, og sandsynligviis vare i Følge med Kongen, da han drog sydover^[34].

Imidlertid fortsatte Jarlen lige fuldt sine Rustninger i Viken, antog fremdeles en Mængde Folk i sin Tjeneste, og lod dem gaa sig til Haande. For at skaffe sig en Flaade tog han Skibe, som tilhørte Bønderne, uden at spørge dem om deres Samtykke. Margretemesse (20de Juli) holdt han Thing paa Sarpsborg, eller det saakaldte Borgarthing, rimeligviis for at fordre Bidrag til Rejsen og aftale, hvorledes der skulde forholdes under hans Fraværelse. Her vilde han ogsaa tage Arnbjørn Jonssøns Skibe, som sandsynligviis stode opstillede ved Sandesund^[35]. Men denne, der havde forudseet saadant, havde allerede ladet bore Huller i dem og Indholtene hugge over, saaat de løb fulde af Vand saa snart de kom ud; man maatte derfor lade dem i Fred, og de bleve atter satte op. Paa denne Tid var det, at Kongens Gisler indfandt sig. Kongen var da sandsynligviis allerede ankommen til Bergen.

Jarlen begav sig nu ogsaa paa Vejen nordefter. Men da han nærmede sig Bergen, lagde han sig ude i Kongshavn, ved Alvøen, i Stedet for at løbe ind til Byen. Der blev sendt Bud til ham, for at høre Aarsagen, og han sagde da, at han ikke vilde lægge ind til Byen, førend han havde faaet Forsikring om, at den Deel af Landet, han havde faaet, efter hans Død skulde tilfalde hans Søn Peter. Men herpaa vilde Kongen ikke under nogen Omstændighed indlade sig, og sagde at aldrig anden Afkom af Jarlen skulde arve Norge, end den som nedstammede fra hans Datter Margrete. Da traadte Erkebiskoppen atter mæglende imellem dem. Sandsynligviis havde han i denne Hensigt ledsaget Kongen fra Nidaros, og hans Bestræbelser kronedes ogsaa denne Gang med Held. Jarlen lod sig overtale til at lægge ind til Byen; der blev holdt flere Møder mellem ham og Kongen; andre velsindede Mænd brugte ligeledes deres Overtalelsesgaver saa godt de kunde, og endelig blev et nyt Forlig oprettet. Ved dette bestemtes der en ny Deling af Landet, i Lighed med den, som allerede den sidste Vinter havde fundet Sted i Oplandene og paa Viken. Jarlen fik nemlig en Trediedeel af alle Sysler i hele Landet, i Stedet for at han tidligere havde haft en særskilt Trediedeel af Riget, først Viken med Oplandene, siden Frostathingslagen med Søndmøre. Dette stemmede aabenbart mere med de ældre statsretlige Begreber om en Samstyrelse^[36], og tjente til at forebygge en enkelt Landsdeels Løsrivelse fra det øvrige Rige. For saa vidt var det altsaa ikke ilde udtænkt. Men det medførte den Mislighed, at Kongen og Jarlen nu i hver Syssel maatte holde hver sine særskilte Sysselmænd, mellem hvilke der under Udførelsen af deres Embedspligter let kunde opstaa, og, som det vil sees, virkelig opstod Rivninger, idet enhver arbejdede i sin Herres Interesser. Sandsynligviis var det som en Modvegt herimod, at det tillige bestemtes, at Kongen og Jarlen for det første skulde opholde sig paa samme Sted, ja endog holde fælles Bord, hvortil Jarlen skulde bestride Bekostningerne hver tredie Dag, Kongen de øvrige Dage. Thi paa denne Maade, meente man, kunde der vanskeligere bæres Løgn imellem dem, naar de selv strax kunde forfølge al Sladder til dens Kilde, og personlig opgjøre enhver ny Misforstaaelse. Det lod ogsaa virkelig til at man her havde beregnet rigtigt, thi hele Høsten og den følgende Vinter, som de tilbragte i Bergen, forligedes de noksaa godt^[37]. Om Vaaren (1237) rejste de paa een Gang til Throndhjem^[38], og bleve fremdeles samlede i Nidaros, med Undtagelse af at Jarlen tilbragte Paasken paa sin Ættegaard Rein, sandsynligviis for at lægge sidste Haand paa Oprettelsen af Klostret, hvor hans Syster Fru Sigrid, Enke efter Jon paa Austraat, skulde raade som Abbedisse. Det viste sig imidlertid under dette deres fælles Ophold i Nidaros, ved en enkelt Lejlighed, hvor huult Venskabet var imellem dem, og hvor gjerne Øretudere vilde benytte sig af den mindste Ubetydelighed til at stifte Splid. Gunnar, Kongens Frænde, havde været i Klammeri med Jarlens Gjester, der syntes at have lidt Overlast af ham. Gunnar rejste kort efter ud til Bynesset, hvor Kongen havde givet ham Syssel. Da Kongen savnede ham, blev der sagt, at Jarlen havde sendt Gjester efter ham og ladet ham dræbe. Øjeblikkelig kom Kongen i Fyr og Flamme, lod Luursvenden kalde, væbnede sig selv med sine Mænd, gik ud med i Gaarden, og lod Merket rejse. Jarlen, der sov i en anden Fløj, vaagnede ved Larmen og løb ud paa Svalen. Han fik da see sin Datter, Dronningen, der forskrækket var kommen ud i Gaarden, og spurgte hende, hvad det alt sammen skulde betyde. Hun sagde hvad det var. Da bad Jarlen hende berolige sig: der var ingen Fare paa færde. Strax efter kom Sigurd Kongssøn til ham og gik ud med ham: det viste sig da, at hele Fortællingen om Gunnars Drab kun havde været et Opspind, og Gemytterne bleve atter beroligede^[39]. Denne Gang var det Kongen, som havde ladet sig forlede til en Ubesindighed, og det var maaskee tildeels for at udslette Indtrykket deraf, og i det hele taget for at vise Skule, hvor oprigtigt han meente det med Forliget, at han endnu samme Vaar paa et, som det synes, ene i den Anledning sammenkaldt Ørething, hvortil mange Folk indfandt sig, gav Skule Titel af Hertug, hvilken ingen Mand i Norge havde baaret for ham^[40]. Egentlig var den ogsaa kun en Tillempning af udenlandske Former, og i Virkeligheden bar Skule den allerede, for saa vidt Titlen „Jarl“ i alle paa Latin saavel indenlands som udenlands affattede Dokumenter, Pavebreve iberegnede, gjengaves ved Ordet Dux, der, som bekjendt, er den sædvanlige latinske Form for „Hertug^[41]“. Heller ikke synes den Anseelse og de ydre Ærestegn, Skule nød, derved at være synderligt forøgede, ligesaa lidet som der findes Spor af at hans Magt eller Besiddelser udvidedes^[42]. Men han var dog stegen et Trin højere; han var nu virkelig Rigets første Mand næst Kongen, og havde ikke længer nogen Sideordnet i Jarlen af Orknø; han stod i Rang ved Siden af de danske Hertuger, Kong Valdemars Sønner, saavel som med de tydske Hertuger, og kunde, hvor han traf sammen med udenlandske Fyrster, gjøre Fordring paa næsten kongelige Æresbeviisninger. Det lader ogsaa til at Ophøjelsen, hvilken Kongen ledsagede med passende Gaver, har tilfredsstillet ham for en Tid; thi, siges der, nu blev det paany blidt imellem dem begge. Men alligevel viste det sig tydeligt, at dette venskabelige Forhold var alt for meget betinget af deres personlige Samvære.

Strax førend Skules Ophøjelse til Hertug var der ogsaa kommet et Forlig i Stand mellem Kongen og Biskop Paal. Dennes Sag, der egentlig som det synes, var kunstigt udtænkt af ham og Skule, for at give den sidstnævnte Anledning til at gribe til Vaaben og sætte sig fast i den kongelige Deel af Landet, havde nu, efter Forliget mellem Kongen og Skule, for en stor Deel tabt sin Betydning. Skule selv kunde ikke længer være bekjendt, i det mindste aabenbart at staa ham bi, og hos Erkebiskoppen saavel som de øvrige Biskopper i Norge maa han vel forlængst have erkjendt at der ikke var nogen synderlig Hjelp at vente. Han var nu hjemme paa Hamar, hvor han sandsynligviis havde været i det mindste saa længe Skule havde holdt til søndenfjelds, ventende paa at denne skulde gribe til Vaaben, for da ogsaa at paakalde den Banstraale, som Paven havde givet de danske Prælater Fuldmagt til at udslynge. Erkebiskop Sigurd, hvem det laa paa Hjertet, fra Roden af at ødelægge alle Spirer til Tvistemaal, raadede til at sende Bud til Hamar for at anmode Biskoppen om at indfinde sig til et Forligsmøde i Nidaros. Han kom strax, og der holdtes flere Sammenkomster for at faa Sagen bilagt, hvilket dog ikke gik saa ganske glat, og man merkede, heder det i Sagaen, at Biskoppen altid var haardere paa de Stevner hvor ogsaa Jarlen var tilstede. Endelig opnaaedes dog et Forlig, paa det Vilkaar at Kongen beholdt Helgeøen, imod at give Biskopsstolen nogle andre Ejendomme i Stedet, med hvilke Biskoppen erklærede sig tilfreds^[43]. Om de øvrige af Biskoppen paaklagede Sager, navnlig om Kongens Indgreb i Patronatsretten, synes der ej at have været Tale, og derved bestyrkes det, at Klagen herover neppe har medført Sandhed, eller i alle Fald har indeholdt betydelige Overdrivelser. Heller ikke var deri Unaade, den havde paadraget Kongen ved Pavestolen, langvarig, thi i Aaret 1241 omtalte Gregorius selv, som vi ville see, Haakon med særdeles Kjærlighed som en katholsk og det apostoliske Sæde hengiven Fyrste^[44]. Og ti Aar efter Forliget finde vi Paal selv blandt de ved Kongens Kroning assisterende Biskoppers Tal. Til denne hurtige Gjenoprettelse af det gode Forhold med Kurien har det dog vel ogsaa bidraget meget, at Kongen enten ved eller strax efter Forliget tog Korset^[45], hvorvel neppe i den alvorlige Hensigt, nogensinde at bringe Korstogsløftet i Udførelse, men, som det synes, deels for at formilde Paven, deels for at nyde de samme Fordele og den samme Beskyttelse af Kirken, som Hertug Skule, der allerede for mange Aar tilbage havde aflagt Løftet.

Den samme Vinter, Kong Haakon ved Begyndelsen af disse Ubehageligheder opholdt sig i Oslo (1235), døde hans Moder Fru Inga, efter en langvarig Sygdom, under hvilken han viste hende al sønlig Kjærlighed^[46]. Tre Aar i Forvejen (1232) var den gamle, ærværdige Lagmand i Thrøndelagen, Gunnar Grjonbak, død^[47]. Kongen tabte i ham en anseet og formaaende Tilhænger, thi Gunnars Eftermand, Ivar, stod paa Skules Parti^[48]. Gunnar efterlod en Søn, Einar Smjørbak, der var gejstlig, og studerede ved Universitetet i Paris; han blev siden Erkebiskop, som det i det følgende vil sees. Et tredie føleligt Tab led Kongen ved den troe, højt fortjente Dagfinn Bondes Død i Aaret 1237^[49].

1. Se ovenfor S. 293.
2. Se ovenfor S. 726.
3. Dette har nemlig maaske været Tilfældet med det ovenfor omtalte, tvivlsomme Frihedsbrev for Nidaros Kirke af Magnus Erlingssøn, for saa vidt det var egte, se ovenfor S. II. 936. III. 186, 187.
4. Da det i Haakon Haakonssøns Saga Cap. udtrykkelig siges, at Haakon byggede Borgen i Mjøsen, og der aldrig har været Tale om nogen Borg paa selve Helgeøen, maa det nødvendigviis være hiin Borg, hvortil Paven sigter i Brevet, hvis Indhold nedenfor angives.
5. Dipl. Norv. I. 13.
6. Suhm. Hist. af Danm. IX. 644.
7. Suhm IX. 644.
8. Dipl. Norv. I. 15.
9. Suhm, Hist. af Danm. IX. 645, 677.
10. Sammesteds.
11. Se ovenfor S. 745. Her bliver Foreningen med Nordre-Halland af betydelig Vegt.
12. Eindride Peim, se ovenfor S. 749, 324.
13. Dipl. Norv. I; 14. De her opregnede Godser ere foruden Helgenen endeel Gaarde paa Hedemarken, fornemmelig i Stange, Vang og Nes.
14. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 180, jvfr. Sturlungasaga V. 23. Her siges der at de ved Afskeden skiltes heel venskabeligt ad og gave hinanden gode Gaver, uden at man kan see om Skilsmissen foregik i Danmark eller Norge.
15. Af de 8 ved Udgaven af Sturlungasaga fulgte Haandskrifter er der syv, som lade Sturla træffe Kongen i Bergen og fulgte med ham til Viken; kun eet, det hvis Text er benyttet; lader ham træffe Kongen i Tunsberg. Dette siges ogsaa i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 180.
16. Denne Hr. Andres er den før omtalte Andres Simonssøn, Kong Philips Broder, død efter Slaget paa Gunnarsbø 1218, se ovenfor S. 602. I Fornm. S IX 337, Not. staar der, rimeligviis ved Fejllæsning, Gregorius ok herra Andrés istedetfor Gregorius sunr herra Andréss.
17. Rymeri Foedera, I. 1. S. 218. At Aarstallet, 1235, er det rette, sees af at Brevet selv siges at være udstedt i Kongens 19de Aar og Griden at gjelde til Michelsdag i det 20de. Henrik den 3dies Aar regnedes nemlig fra 28de Oktober 1216, se Sir Harris Nicholas Chronology of history S. 291.
18. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 291.
19. Muligt at Jarlen og hans intimeste Venner mistænkte Paal, fordi dennes Søn Nikolas, som det strax nedenfor vil sees, nu var traadt over fra Jarlens Tjeneste til Kongens.
20. Det maa være Broen ved Vangsgraven, som her menes.
21. Verset lyder nemlig saaledes i Oversættelse: „Skules Hirdmænd pralede nok, og vare nok saa modige, saa længe Skrukken var fuld; hine Helte fra Danmark kunde drikke godt nok, men vilde nødig fare over Fjeld og gjennem Skove. Derfor, da Rejsen skulde tiltrædes, blev der en slem Knurren og tyndt om Mærkestengerne; man brød sin Ed til Inges Broder (Skule), og ingen vilde følge længere“. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 182.
22. Navnene paa tre af disse Høvdinger anføres, nemlig Andott Skakalokk, Bjarne, og Reidar Dyn.
23. Om Bjørn, ogsaa kaldet Rita- eller Skriver-Bjørn, fordi han var ualmindelig dygtig i at føre Pennen, se ovenfor S. 875. Han blev indviet til Abbed 1232.
24. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 185.
25. Aamunde havde før hørt til Ribbungernes Parti, se ovenfor S. 677. Dag var fra Grova, nu Grue paa Soløer. Odd Erikssøn var egentlig en Vermelænding og boede paa Medalby i Eda, se ovenfor S. 686.
26. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 185.
27. Leivastad, det nuværende Løvestad i Spydebergs Sogn (det gamle „Vimai“ eller Veme Skibrede) ligger nemlig ¾ Miils Vej fra Vambenes, mellem hvilket og Lindhool Valdensholmen er beliggende.
28. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 288.
29. Se ovenfor S. 219.
30. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 185.
31. Af hvilken Biskop denne Munan var en Søn, er vanskeligt at sige. Da han allerede paa den Tid var Sysselmand, og i 1247, som det vil sees, Lendermand, kan han vel neppe være fød senere end omkring 1190; da han derhos synes at have haft hjemme paa Oplandene, maa man snarest gjette paa den i 1197 afdøde Biskop Thore i Hamar, eller dennes Forgænger Ragnar (se S. 261) som hans Fader.
32. Det lader til, at Bjørn kun har foregivet at have et hemmeligt Brev med, for at lokke den hidsige Arnbjørn ind i Kirken.
33. Jatgeir (egentlig det angliske Navn Eadgar) nævnes aller først i Sturlungasaga IV. 39, da det heder at han 1224 kom til Island i Følge med Arne Øreyda, Jon Murte, Kolbein Arnorssøn og flere andre islandske Mænd.
34. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 187.
35. Stedet angives ej i Sagaen, men man seer tydeligt, at Skibene maa have staaet nedenfor Fossen, og da naturligviis ved Sandesund, det fornemste Skibsleje paa denne Kant.
36. Se ovenfor II. S. 129, hvor der handles om Overeenskomsten mellem Magnus den Gode og Harald Sigurdssøn.
37. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 187.
38. Paa denne Rejse døjede Kongen Ubehageligheder af haardt Vejr; Kærslesøndagsaften (Lørdag den 4de April) sejlede han forbi Stad, og fik Modvind, saa at de maatte lægge ind til Anger; Jarlen sejlede om Søndagen forbi Silden, og fik saadan Modvind at han endnu samme Dag landede ved Sandulvsstad (Sandstad) paa Hiteren.
39. Haakon Haakonssøns Saga Cap 189.
40. Sammesteds Cap. 190. Skules Ophøjelse til Hertug henføres i Annalerne til 1238.
41. Se f. Ex. de før omtalte Pavebrev til Skule af 5te Decbr. 1220, 3 og 4 Aar 1226, 11te Oktober 1234, Dipl. Norv. 6, 9, 10, 34, ligesaa den engelske Konges Brev af 22de Juni 1235.
42. I Hirdskraa, saaledes som den haves fra Kong Haakons Søn, Magnus’s, Haand, opregnes i Cap. 13 og 17 de Hertugen og Jarlen tilkommende Værdigheder og Rettigheder eenstydende; den eneste Forskjel synes at være den, at Hertugen i Kongens Nærværelse kan have indtil sex, Jarlen indtil fem Drabanter.
43. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 188.
44. Dipl. Norv. I. 25.
45. Annalerne ved 1237.
46. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 179. Fru Inga blev sandsynligviis begraven ved St. Hallvards Kirke, siden hun døde i Oslo.
47. Annalerne ved 1232.
48. Det var nemlig ham, der, som vi ville see, gav Skule Kongenavn efter at han i et længere Foredrag havde udviklet hans Rettigheder til Kronen.
49. Annalerne ved 1237.