Det norske Folks Historie/4/131

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 881-888).

Da Ribbungernes Flok var opløst og Junker Knut havde underkastet sig Kongen og besvogret sig saavel med ham, som med Skule Jarl, tegnede det sig, som det ovenfor er viist, ret godt til Fred og Enighed i Landet. Forstaaelsen mellem Kongen og Jarlen syntes at være den bedste, trods det nærmere, mistænkelige Forhold, hvori denne var traadt til den danske Konge, og man havde endog kunnet sende en Hær og Flaade til Skatlandene i Vesterhavet, for at holde dem i Lydighed og ordne Forholdene der. Men Ilden ulmede lige fuldt under Asken, og om Jarlen end for en Tid syntes at have ladet sine Planer med Hensyn til Kongedømmet fare, eller at nøje sig med den Udsigt, som Fødselen af hans Dattersøn Olaf aabnede ham til at see Kongedømmet vedligeholdt i sin egtefødde Æt, nøjedes han dog ikke dermed: han vilde selv have Kongeværdigheden; som Broder af en Konge og Hoved for en af Norges ypperste Slægter kunde han ej finde sig i at erkjende en yngre Mand, hvis Herkomst han vistnok betragtede med højst tvivlsomme Øjne, for sin Overmand. Men hertil kommer endelig, at han just nu virkelig havde faaet en Søn at arbejde for, paa hvem han, skjønt han var uegte, ja endog fød i Egteskabsbrud, ganske synes at have lagt hele sin Faderkjærlighed, med fuldkommen Tilsidesættelse af sin ældste, egtefødde Datter, saa at han fuldt og fast foresatte sig, ved hvilke som helst Midler at sikre ham Tronfølgen. Denne Søn var Peter, der en Tidlang havde været anseet for en Søn af Andres Skjaldarband, med hvis Hustru Ingebjørg Skule, som det tidligere er berettet, havde staaet i en utilladelig Forbindelse^[1]. Efter Vegard Veradals Drab havde Andres, som vi vide, faaet Syssel af Jarlen oppe i Haalogaland, hvor han, med Undtagelse af at han gjorde hiint Tog til Bjarmeland 1222, synes at have levet ganske stille, da han ingensteds nævnes som ledsagende Jarlen paa dennes Rejser til de sydligere Egne. Men i Aaret 1229 besluttede han, sandsynligviis for at afbøde sin Synd, at gjøre en Pilegrimsrejse til det hellige Land. I den Hensigt begav han sig om Høsten til Oslo, hvor han traf sammen med Kongen, rejste derfra om Vintren til Lands til Halland, og videre over Sjæland og de øvrige danske Lande til Hwitsand i Flandern, hvorfra han tog den sædvanlige Pilegrimsvej til Middelhavet; her, det siges ikke i hvilken Havn, indskibede han sig paa en Dromund, for at sejle lige til Palæstina^[2]. Men man hørte aldrig mere til ham, uagtet Kongen gjorde sig al optænkelig Umag for at opspørge ham, og i den Anledning tilskrev baade Kejser Frederik og andre udenlandske Herrer, med hvem han stod i venskabelig Forbindelse^[3]. Imidlertid var hans Hustru Ingebjørg bleven tilbage med den under deres Egteskab fødde Søn Peter, og endnu førend man paa nogen Maade kunde have opgivet Haabet om hans Tilbagekomst, erklærede Ingebjørg at Peter ikke var hans, men Jarlens Søn, og denne erkjendte ham ogsaa som saadan, tog ham til sig, og viste ham megen Kjærlighed^[4]. Det er heraf tydeligt nok, at Skule og Ingebjørg alene havde ventet paa Andres’s Død eller Bortrejse for at komme frem med denne Erklæring, og dette vækker igjen Formodningen om, at hans Rejse for en stor Deel har været bevirket, eller i det mindste fremskyndet, ved Jarlens og Ingebjørgs Bestræbelser. Paa Peter overførte nu Jarlen al den Kjærlighed, hvormed han tidligere omfattede eller i det mindste burde have omfattet sine egtefødde Børn: ham bestemte han til Arving, og Udsigten til, gjennem ham, trods hans uegte Fødsel, at kunne stifte en ny Kongeslægt, var, som man tydeligt kan see, den fornemste Spore, der nu atter satte hans Ærgjerrighed i Bevægelse, og drev ham til, med fornyet Iver at stræbe efter Kongetronen, uden Hensyn til Freden i Landet og til sin Datters og hendes Børns Rettigheder.

Det første Tegn til forræderske Anslag fra Jarlens Side opdage vi i Sommeren 1232, da han foregav at ville gjøre en Pilegrimsrejse til den hellige Thomas Beckets Grav i Canterbury, og i den Anledning erhvervede et Lejdebrev for sig og Følge af den engelske Konge Henrik den 3die, der skulde gjelde fra Udstedelsesdagen, 25de Juni, til det følgende Aars Paaske^[5]. Dette lod nu vel i og for sig nok saa uskyldigt. Men vi have allerede tidligere seet, hvorledes Skule havde tage Korset, og i den Anledning faaet pavelig Tilladelse til at oppebære den Gejstligheden paalagte Korstogshjelp, uden at han dog nogensinde gjorde Mine til at opfylde Løftet, ja uden at han engang, som det synes, fra Gejstlighedens Side blev mindet derom, saa at der opstaar sterk Mistanke at han – hvor oprigtige end hans Hensigter kunne have været, da han laa paa Sygelejet og aflagde Løftet – dog senere kun har betragtet det som en god Lejlighed til at skaffe sig Penge, og som et Paaskud til at gjøre overordentlige Udrustninger, dem han ogsaa virkelig foretog, og som vistnok alene uforudseede Omstændigheder hindrede ham fra at anvende til Kongens Skade^[6]. Og en lignende Formodning bliver næsten til Vished, hvad hiin foregivne Englandsrejse angaar, thi da Jarlen om Høsten 1232, efter at Orknøingernes Sag var tilendebragt, var vendt tilbage til Throndhjem, fik han det meget travlt med at lade bygge Skibe, og havde tillige meget andet fore, som hans Uvenner fandt mistænkeligt og betragtede som Tegn paa svigagtige Anslag mod Kongen. Der findes heller ingen Spor til, at han siden efter tænkte paa at gjøre Alvor af Rejsen. Dette, og sandsynligviis meget andet dertil, bidrog til allerede i Løbet af Vintren at gjøre Forholdet mellem Kongen og Jarlen meget spendt. Hvad der under sædvanlige Omstændigheder maatte antages at burde have knyttet Baandet fastere mellem dem, nemlig at Dronning Margrete om Høsten (9de Novbr.) fødte sin anden Søn, Haakon, til Verden, gjorde vel kun ondt værre, thi desto ringere Udsigt havde Peter til at kunne erhverve Tronen. Sagaskriverne nævne som de første Ophavsmænd hertil flere Lendermænd, der havde Ord for at de ved enhver Lejlighed heller søgte at sætte Splid imellem dem, end at mægle Fred, og han synes endog nærmest at sigte de kongelige Lendermænd for utilbørligt at have bagvasket Jarlen. Det er vist ingen Tvivl om, at Øretudere og Bagvaskere paa begge Sider have søgt at udvide Bruddet, og at Kongens Venner ved tidligere Lejligheder kunne have været for geskjeftige til at sætte Jarlens Handlinger i et mistænkeligt Lys. Men denne Gang havde de dog vistnok i Virkeligheden Ret, og man kan ikke et Øjeblik tvivle om, at den egentlige Rod til Ondet maa søges i Skules uudslukkelige Ærgjerrighed og Mangel paa Loyalitet. Blandt de Lendermænd, der skulle have søgt at sætte Splid mellem Kongen og Jarlen, nævnes i Særdeleshed den før omtalte Gaut Jonssøn paa Mel, i Søndhordeland, en af de mest anseede Høvdinger i Gulathingslagen, og meget formaaende hos Kongen. Det er heller ikke usandsynligt, at Dagfinn Bonde har haft nogen Skyld; thi i det mindste skyldte Jarlen ved en tidligere Lejlighed udtrykkeligt paa ham som en af dem blandt Kongens Raadgivere, der søgte at stifte ondt mellem dem, og Dagfinn synes ogsaa at have været en alt for heftig Mand, til at han i sin Kjærlighed til Kongen og Iver for hans Bedste skulde have overvejet sine Ord og viist tilbørlig Forsigtighed, naar Jarlen og hans Foretagender vare paa Bane. Fremdeles bidrog ogsaa Junker Knut til at forøge Misstemningen. Hans Hustru Ingerid, Jarlens Datter, var nu død, og dermed var, siges der, ogsaa hans Venskab med Jarlen ude^[7]. Kongen havde af sin Part givet ham Halvdelen af Sogn og Rygjafylke i Forlening, men han og hans Mænd fandt det for lidet, og meente at Jarlen ogsaa burde afgive noget af sin Part^[8], da denne, saaledes som den ved Forliget i Bergen 1223 var bestemt, aabenbart var alt for stor, og snarere indbefattede Halvdelen, end Trediedelen af Landet. Hvis Skule Jarl skulde blive erkjendt skyldig i Forræderi, og derved komme til at miste alle sine Forleninger eller en Deel af dem, vilde dette være den bedste Lejlighed for Knut til at faa sine Besiddelser udvidede, og derfor har han vistnok gjort alt sit for at sværte Jarlen hos Kongen. Der manglede ham vel heller ikke paa noget at fortælle, især fra hans og Jarlens fælles Ophold i Danmark. Kongen blev virkelig, som man ser, denne Gang aldeles forbitret paa Jarlen, og lod ham om Vaaren 1233 indkalde for at stande til Rette og forsvare sig paa et Møde, der om Sommeren skulde holdes i Bergen, og hvortil han ogsaa indstevnede alle Lendermænd og Sysselmænd saavel fra Gulathingslagen, som fra Viken. Herhen gjorde han selv en kort Rejse, kaldte Lendermændene til sig, og vendte tilbage i Følge med Arnbjørn Jonssøn, Simon Kyr, Lodinn Gunnessøn og Gunnbjørn Bonde, der alle ledsagedes af et talrigt Mandskab. Allerede tidligere i Løbet af Vintren havde Erkebiskop Sigurd indkaldt alle Rigets Biskopper til et Provincialkoncilium, der ligeledes skulde holdes i Bergen paa samme Tid. Det forestaaende Møde var saaledes et formeligt Rigsmøde, og der er al Sandsynlighed for, at Sammentræffet ej var tilfældigt, men at Kongen og Erkebiskoppen have handlet efter fælles Overlæg, og at det var den sidstes fornemste Øjemed at mægle Forlig mellem Fyrsterne. Da Kongen kom tilbage til Bergen, medbragte han et saa stort Følge af Lendermænd, at hans og deres, saavel som de fra Gulathingslagen ankomne Høvdingers Langskibe optoge Pladsen langs med alle Bryggerne i den indre Deel af Vaagen. De maatte imidlertid vente længe paa Jarlen, der sandsynligviis ventede paa, at et usædvanligt stort Skib, han om Vaaren havde ladet rejse ude ved Øren, og givet det besynderlige Navn „Langfredag^[9]“, skulde blive færdigt, for at han kunde benytte det til Rejsen, hvilket dog ikke blev Tilfældet. Hvorom alting er, blev han først seent rejsefærdig, og kom ikke afsted førend ud paa Høsten. Han havde ikke færre end 25 tildeels store Skibe og ifølge med ham vare Lendermændene Alf af Thornberg^[10], hans Svoger; Aasulf paa Austraat, hans Frænde; Paal Vaagaskalm, dennes Søn Nikolas, Baard Bratte, og Eiliv af Vold, foruden mange Sysselmænd. Han sendte Paal Vaagaskalm i Forvejen til Kongen for at bebude sin Ankomst. Som et Beviis paa, i hvilken oprørt Stemning mod Jarlen de forsamlede kongelige Lendermænd befandt sig, kan det tjene, at Paal aldrig saa snart var kommen til Bergen, førend de overfusede ham med Bebrejdelser, fordi han, som de sagde, var med Jarlen mod Kongen; dette var, meente de, heel underligt, baade af ham og de øvrige Lendermænd der nordenfra, og de burde snarest muligt forlade Jarlen og slutte sig til Kongen. Paal svarede roligt, at han ikke kunde indsee, hvad Tegn det var paa Fiendskab mod Kongen, at han fulgte Jarlen, naar denne paa Kongens egne Bud drog nordenfra; hverken jeg, sagde han, eller de øvrige Lendermænd der nordfra ere saadanne Uslinger, at de alene for eders Heftigheds Skyld ville forlade Jarlen. Da Paal siden kom til Kongen, talte de nok saa venskabeligt sammen. Paal drog derpaa Jarlen i Møde, og underrettede ham om, at Pladsen udenfor Bryggerne i selve Vaagen var saaledes optagen, at hans Skibe neppe vilde faa Rum. Jarlen fortsatte ikke des mindre Sejladsen, og ordnede Indsejlingen saaledes, at hans to største Skibe sejlede forrest, derpaa tre, saa fire og fremdeles i samme Forhold, saa at den lange Rad af Skibe afgav et prægtigt Skue. Ligesom dette vistnok var beregnet paa at indgyde hans Modstandere Respekt, saaledes var det vel og at betragte som et Tegn paa Kongens Unaade og Lyst til at drille ham fra dennes og Lendermændenes Side, at ingen af dem veg Pladsen for ham, hvilket dog kun vilde have kostet Kongen et Ord. Han maatte derfor lægge sine Skibe ved den saakaldte Haakarlestrand mellem Munkeliv og Nordnes, hvor de havde et daarligt og usikkert Leje, saa at flere af dem endog beskadigedes af Storm og Søgang. Dette har givet Anledning til, at denne Høst i Sagaerne og Annalerne sædvanligviis kaldes Haakarlehøsten. (1233)^[11].

Faa Dage efter Jarlens Ankomst havde han og Kongen en foreløbig Sammenkomst i Skrudhuset ved Christkirken, hvor Kongen allerede gjorde ham mange Bebrejdelser og fremsatte store Anklager imod ham. Hvori disse bestode, nævnes ikke, lige saa lidt som hvad Jarlen svarede dertil. Siden blev det almindelige Møde afholdt paa Christkirkegaarden. Her vare, foruden Kongen, Jarlen, Junker Knut og de verdslige Høvdinger, ogsaa Erkebiskoppen og alle Lydbiskopperne tilstede. Ved denne Lejlighed ytrede der sig fremdeles en umiskjendelig Stræben fra Kongens og hans Omgivelsers Side efter at lade Jarlen føle hans Unaade. Erkebiskoppen, Biskopperne, Junker Knut og den øvrige Forsamling var allerede tilstede, da Kongen kom med sit Følge, og tog Plads paa en Stol, medens hans Lendermænd og Raadgivere satte sig omkring ham, og hans Frænde Gunnar stillede sig bagenfor Stolen^[12]. Siden kom Skule Jarl med alle sine Mænd, og vilde som sædvanligt tage Plads ved Kongens Side paa samme Stol, men der var ikke Rum til ham, og han maatte blive staaende, indtil hans Mænd fik hentet ham en anden Stol. Stallaren Dagfinn Bonde aabnede, efter Embeds Medfør, Forhandlingerne med en lang Tale, hvori han efter Skik og Brug bød Kongen velkommen, og sluttede med at anbefale begge de saa nær besvogrede Fyrster at holde Fred og Enighed med hinanden. Derpaa stod Kongen op og gjentog i et veltalende Foredrag de samme Beskyldninger, som han i det foreløbige Møde havde fremsat. Siden rejste den ene Lendermand sig efter den anden, og fremkom, hver for sig, med store Klager over Jarlens Ferd. Endelig, langt om længe, fik Jarlen Ordet. Han begyndte saaledes: „jeg kan en Vise:

Ari sat á steini (d. e. Ørnen sad paa Stenen)

og en anden, der ogsaa lyder

Ari sat á steini,

og saa fremdeles, alle som een. Saaledes gaar det ogsaa her i Dag: enhver taler paa sin Viis, men alle ende med den samme Vise, at bære Beskyldninger paa mig.“ Derpaa tog han alle disse Beskyldninger enkeltviis for sig, og søgte med megen Veltalenhed, og, som det synes, ikke uden Held, at vise, hvor ugrundede de vare. Han sluttede med at erkjende sin Skyldighed at tjene Kongen, og give efter for ham, men Lendermændene, sagde han, skulde derimod have megen Utak for deres Bagvaskelser og Mellemgang. Da tog Gunnar, Kongens Frænde, Ordet og sagde: „den eneste Maade, hvorpaa du efter vor Mening kan vise Kongen den skyldige Tjeneste, er, naar du lægger dine Æresklæder af dig, falder Kongen til Fode, og overgiver hele din Sag til hans Vold og Naade“. Jarlen svarede vred: „jeg forstod mig paa at tjene Høvdinger, da du, Gunnar, gjorde ganske andet Arbejde!“ Ved disse Ord, der umiskjendeligt indeholdt Hentydninger til Kongens ringe Familieforbindelser, enten paa fædrene Side, gjennem Sverres Halvsyskende, eller paa mødrene Side, stod Kongen op, og gik ind i Kirken, idet han bad alle dem, der vilde tjene ham, at gaa med. Hele Forsamlingen fulgte ham, undtagen Jarlen og dennes Mænd, der vendte tilbage til deres Skibe, og saaledes blev Mødet afbrudt uden noget Forlig. Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper lagde sig dog imellem, og bragte det ved deres ivrige Bestræbelser dertil, at et Forlig omsider kom i Stand til Kongens Tilfredshed, nemlig saaledes at Jarlen, som Olaf Thordssøn Hvitaskald siger i den Flokk, han digtede til Kongens Ære, „gav Kongen ganske sin Sag i Vold og stillede Sikkerhed“. Kongen maa altsaa ene have raadet for Betingelserne. Hvilke disse vare, siges ikke, men af senere forekommende Ytringer seer man at Kongen har benyttet denne Lejlighed til at raade Bod paa en Mislighed, der hidtil havde fundet Sted siden hans Mindreaarigheds Tid, og som, besynderligt nok, ikke engang ved Forliget i 1223 var bleven fjernet, nemlig at Lendermændene og vistnok tillige mange andre haandgangne Mænd ved deres tidligere til Kongen og Jarlen i Fællesskab aflagte Troskabs- og Hirdmands-Ed vare begge lige meget forbundne^[13], og saaledes i Tilfælde af aabenbar Fejde mellem begge Fyrster ikke uden at bryde denne Ed kunde yde Kongen den tilbørlige Hjelp mod Jarlen. Dette forandredes nu, som man kan skjønne, derhen, at Jarlen maatte løse alle Lendermænd og haandgangne Mænd i Kongens Deel af Landet fra deres Troskabsløfte til ham, og at de derefter aflagde Troskabsed til Kongen alene, medens det derimod faldt af sig selv, at Jarlens Mænd ikke til Gjengjeld løstes fra deres Forpligtelse til Kongen, Jarlens Lensherre^[14]. Derved vilde det i Tilfælde af Fejde endog blive de kongelige Lendermænds Pligt at forene sig med deres Herre mod Jarlen, medens dennes Lendermænd fremdeles vare bundne ved deres Ed til Kongen: et Forhold, der, idet det langt mere end hidtil bandt Jarlens Hænder og svækkede hans Magt, syntes at maatte kunne bidrage særdeles meget til at forebygge fremtidige Fejder. Derhos maa man vel antage, at Jarlen har maattet love at indstille sine mistænkelige Rustninger, og for Fremtiden at vise Troskab og overholde Rolighed. Den Sikkerhed, som han maatte stille, bestod vel som sædvanligt i Ed og Gisler. For øvrigt lader det ikke til, at hans Forleninger blevne indskrænkede, som Junker Knut vilde, og Kongen synes efter Omstændighederne at have behandlet ham med saa megen Humanitet, som han kunde forlange. Alligevel begriber man nok, at Jarlen maatte være heel utilfreds med alt sammen, saavel Betingelserne hvorunder, som den Maade hvorpaa Forliget sluttedes. Og uagtet han og Kongen nu atter tilsyneladende omgikkes paa en venskabelig Fod, og gjensidigt beærede hinandens Gjestebud med deres Nærværelse, var dog den indbyrdes Tillid mellem dem uigjenkaldeligen forstyrret^[15].

1. Se ovenfor S. 620, 621.
2. Da han tog Vejen over Flandern eller Nordfrankrige, altsaa den saakaldte vestre Vej, er det sandsynligt at han har indskibet sig i Marseille; dog kunde han vel ogsaa være dragen til Venedig, eller lige til Rom og derfra til Bari. Om disse Pilegrims-Veje se Werlauffs Symbolæ jvfr. Njáls S. Cap. 160. I Annalerne siges der lige frem ved 1230: Andres Skjaldarband omkom paa en Dromund i Grækenlandshavet.
3. Da der altid maatte hengaa en Tid, inden man fandt Andres’s Udeblivelse saa langvarig at den kunde vække Betænkeligheder, er det ikke usandsynligt at det Brev, Kongen skrev til Kejser Frederik, har været overbragt af Nikolas Paalssøn, da denne, som det nedenfor vil sees, omkring 1234 sendtes som Gesandt til Kejseren.
4. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 164.
5. Brevet er dateret fra Ely, se Rymers Foedera, I. 1. S. 205.
6. Se ovenfor S. 722. Den Flaade, Jarlen agtede at bringe til Danmark 1227, og med hvilken Kongen traf ham i Seløerne, da Efterretningen om Danekongens Nederlag ved Bornhovede nødte ham til at vende tilbage, var upaatvivlelig for en stor Deel udrustet ved Hjelp af hine Penge.
7. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 174.
8. Dette siges vel ikke udtrykkeligt, men ligger dog aabenbart i Sagaens Ord.
9. Hvis Langfredag ej var Helligdag, skulde man næsten tro at Skibet havde været paabegyndt den Dag, og havde faaet Navn derefter. Men maaske det kun er bleven kaldt saaledes efter sin Længde, da det, som Sagaen siger, var meget større end andre Skibe.
10. Om Alf af Thornberg og hans Giftermaal med Skules Syster, se ovenfor S. 631, 632.
11. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 176. Sturlungasaga V. Cap. 23.
12. Hvo denne Gunnar var, eller hvorledes han var beslægtet med Kongen, siges ikke, men af Jarlens Ytring til ham maa man slutte, at han var af ringe Herkomst, og tidligere havde forrettet simpelt Arbejde.
13. Derfor heder det stedse: „Kongen og Jarlen gjorde N. N. til Lendermand“, f. Ex. Jon Staal og Ivar Nev 1217, Haakon Haakonssøns Saga Cap. 31, Snorre Sturlassøn 1220, Sturlungasaga Cap. 25.
14. Alt dette fremgaar udtrykkeligt af Jarlens Ord til sine Venner Aaret efter, se nedenfor, jvfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 181. Naar Jarlen her siger, at han tror dem bedre, der fremdeles ere begges Lendermænd, mener han med disse aabenbart kun dem i hans Deel af Riget.
15. Haakon Haakonssøns Saga 177. At Jarlen ærgrede sig over dette Forlig, siges udtrykkeligt i Sturlungasaga Cap. 83.