Det norske Folks Historie/4/133

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 907-918).

Vi maa nu atter for et Øjeblik vende tilbage til Begivenhederne paa Island, der med sterke Skridt nærmede sig sin Selvstændigheds Ophør. Vi have seet, at Sturla Sighvatssøn om Høsten 1233 havde tiltraadt sin Pilegrimsrejse, uagtet han havde al Aarsag til at nære Bekymringer for at den voldsomme Urøkja Snorressøn, der nu var bleven Herre i Vatnsfjordingernes Distrikt, vilde benytte flg af hans Fraværelse til at skade ham og hans Undergivne. Han indsatte derfor sin Ven Odd Olessøn, Ravnssønnernes Svoger, til at varetage sit og sines Tarv der vester, og lod sin Kone og sine Børn flytte til hans Fader paa Grund. Sturla, der sejlede ud fra Havnen Gaase i Eyjafjorden, landede ved Borgund paa Søndmøre, just som Mødet mellem Kong Haakon og Skule Jarl i Bergen skulde holdes. Jarlen selv var endnu ikke kommen nordenfra, men hans Svoger Alf af Thornberg, der skulde være i Følge med ham, og som laa og oppebiede ham i Borgund, hvor han maaskee havde sin Syssel, tog særdeles venligt mod Sturla, bad ham endelig at vente indtil Jarlen kom, og sagde at han skulde gjøre sig en Fornøjelse af at skaffe ham Jarlens Venskab: denne vilde da upaatvivleligt gjøre ham til en højfornem Mand, saa udmerket som han var fremfor andre, især da Jarlen var en stor Ven af alle Islændingerne, og fornemmelig af Sturlungerne. Sturla havde dog ingen Ro, førend han kom til Bergen for at hilse paa Kongen^[1]. Hvilken Modtagelse han denne Gang fandt hos ham, siges ikke, men man maa formode, at Kongen just ikke kunde være ham synderligt god. Thi aldrig saa snart var Sturla kommen til Byen, førend han spurgte om Aron Hjorleifssøn var der, og, da han fik et bekræftende Svar, søgte han strax Lejlighed til at overfalde og dræbe ham. Aron Hjørleifssøn havde nu allerede i en Række af Aar staaet højt i Kongens Gunst, var ved hans Medvirkning bleven gift med en Enke, ved Navn Ragnhild, der var beslægtet med Kongen, og nød desuden mange andre Beviser paa hans Naade og Velvilje^[2]. Aron blev i Tide advaret for Sturlas Efterstræbelser, og denne traf ham derfor saa vel rustet og omgiven af haandfaste Venner, at han ikke vovede at begynde nogen Kamp med ham, især da Mængden stimlede til og hindrede hans Bevægelser^[3]. Men et saadant Forsøg paa at tage sig selv til Rette i fremmed Land og krænke Gadefreden lige under Kongens Øjne maatte nødvendigviis have mishaget denne, om Forsøget end ikke havde været rettet mod en af hans Yndlinger. Der tales heller ikke noget om at Sturla senere før sin Afrejse havde nogen Sammenkomst med Kongen. Ud paa Vintren drog han – som det synes over Land – til Danmark, hvor han gjorde sin Opvartning hos Kong Valdemar, der tog særdeles venligt imod ham, beholdt ham hos sig en Stund, og gav ham ved Afskeden en god Hest foruden mange andre herlige Gaver. I Tydskland stødte han, som det tidligere er nævnt, sammen med Biskop Paal, og fulgtes ad med ham den øvrige Deel af Rejsen. Biskoppen tog sig, ved Ankomsten til Rom, særdeles ivrigt af hans Sag, og han erholdt ogsaa fuldstændig Absolution, men rigtignok kun efter at have underkastet sig en meget haard Poenitens: han skal nemlig være bleven fort barfodet fra Kirke til Kirke rundt om i hele Rom, og have modtaget Pidskeslag udenfor de fleste Hovedkirker, „saa at en Mængde Folk stod ude og undredes, slog sig for Brystet og beklagede at en saa dejlig og statelig Mand skulde lide saa haard Behandling; ja hverken Mænd eller Kvinder kunde holde Taarerne tilbage“. Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes han efter erholdt Absolution rejste hjem igjen til Norden, fremdeles i Følge med Biskop Paal, tog en kjærlig Afsked med ham under gjensidige Foræringer, og derpaa kom til Kong Haakon enten i Tunsberg eller i Bergen, og fulgte med ham til Tunsberg. Den Modtagelse, han nu fandt hos Kongen, var meget venlig, og bestemte ham, som det synes, til at tage sit Vinterophold i Oslo, da det var for seent paa Aaret til at vende tilbage til Island, skjønt de Efterretninger, han modtog om hvad der var skeet under hans Fraværelse, visselig vare af den Natur, at han maatte have givet meget for, strax at kunne komme hjem^[4].

Urøkja Snorressøn traadte nemlig, som Bestyrer af Vatnsfjord-Godset, ganske i sine Forgængeres Fodspor, ja lod endog til, at ville opkaste sig til Ene-Herre paa Vesterlandet. Han tog, fortælles der, hver frels Mand, som vilde til ham, i sin Tjeneste, saa at der samledes en heel Mængde Karle paa Gaarden, og det varede ikke længe førend man med voldsomme Midler maatte skaffe den nødvendige Kost tilveje, saaledes som det længe havde været Skik og Brug i Vatnsfjord^[5]. Egnens af Naturen mindre begunstigede Beskaffenhed maa vel have bidraget noget dertil. Men det er tydeligt nok, at Gaarden under disse Omstændigheder ikke kan have været stort bedre end en Røverrede. Blandt hans uregjerlige Svende nævnes især en vis Bjørn, kaldet Mave-Bjørn, fra Nordlandet, en af Biskop Gudmunds Mænd fra Grimsø; han gik strax efter Sturlas Afrejse om Høsten 1233 med en Skare Folk lige til Breidafjorden, hvor han drog langs Kysten fra Gaard til Gaard, saavel som til Øerne, for at afpresse Bønderne Gods. Fik man det ej med det Gode, tog man det med Magt; et Steds blev en Bonde dræbt, paa et andet Sted tog man et Skib, og tilsidst maatte der sendes Bud efter Thord Sturlassøn om Hjelp, men da han kom, vare Voldsmændene allerede borte. Ved deres Hjemkomst var Urøkja vel tilfreds med deres Ferd: sandsynligviis vare de endog dragne ud paa hans Befaling^[6]. Paa alt dette kunde Odd Olessøn, som Sturlas Repræsentant, ej see med Rolighed. Der var ogsaa en anden Omstændighed, der maatte bringe ham i et ubehageligt Forhold til Urøkja; han var nemlig for Øjeblikket hans Halvsyster Thordis’s erklærede Elsker; og havde endog en Datter med hende^[7], hvilket Urøkja, om han vilde, nok kunde være berettiget til at paatale; derhos var Thordis selv højst utilfreds med at have maattet overgive Urøkja Bestyrelsen af Gaarden, og var i Uvilje flyttet derfra. Alligevel var Venskabet tilsyneladende nok saa godt mellem Odd og Urøkja^[8], indtil denne fik fat paa et Brev, skrevet i Odds og Thordis’s Navn til en Bonde i Steingrimsfjorden, med Anmodning til denne om, i Forening med dem, at paasee Sturlas Tarv, og lægge sig i Vejen for Urøkja baade paa Nordsiden og Sydsiden, saa at han eller hans Folk ingensteds kunde komme og gjøre Skade. Herover blev Urøkja saa forbitret, at han slog sig sammen med Thordis’s forrige Elsker, Olaf paa Ædø^[9], og en heel Deel andre, om at overfalde og dræbe Odd, der siden Vaaren havde opslaaet sin Bolig paa hans forrige Svigerfaders Gaard Eyre, og levede her paa en meget stor Fod. Odd og hans Mænd forsvarede sig særdeles kjekt, og fældte et Par af Angriberne, men disse satte Ild paa Gaarden, og nødsagede derved Beboerne til at komme ud. Flere af dem overgave sig og fik beholde Livet, men Odd, allerede haardt saaret, blev dræbt paa Urøkjas Befaling. Siden opkom det neppe ugrundede Rygte, at det ulykkelige Brev ikke engang var skrevet af Odd og Thordis, men derimod ved hans Medbejlers og Dødsfiendes, Olafs og dennes Venners, Foranstaltning^[10].

Medens Urøkja paa denne Maade greb om sig i Vestfjordene, Sturlas Vælde til Fortrængsel, havde dennes Fader Sighvat ogsaa faaet en farlig Medbejler eller reentud Fiende i sin forrige Myndling Kolbein unge, der nu ret vilde vise at han kunde staa paa egne Fødder og derhos af ildesindede Folk opfyldtes med Mistanke om, at Sighvat hemmelig arbejdede paa at lokke hans Thingmænd fra ham, hvilket klang saa meget rimeligere, som de fleste Storbønder i Skagafjorden virkelig vare særdeles gode Venner af Sighvat fra den Tid af da denne ogsaa førte Befalingen her. Det spendte Forhold gav Anledning til at de, som gjorde Uvæsen i Eyrafjorden, toge og fandt deres Tilflugt hos Kolbein, og omvendt de fra Skagafjorden hos Sighvat. Endelig troede Kolbein at have faaet fuldkommen Vished for at Sighvat nærede hine Planer^[11], og besluttede at forekomme ham ved at angribe ham med en betydelig Overmagt. For at skaffe sig denne sendte han Bud til sin Svoger Urøkja om Hjelp, og Urøkja var dertil lige saa villig som skyldig. Han indfandt sig hos Kolbein med henimod 30 Mand, og de droge begge tilsammen ud med henved 300. Alligevel blev der ikke noget af Overfaldet, da Kolbein ved at komme over til Yxnadal fik høre, at Sighvat havde faaet betimelig Underretning om Faren og derfor rimeligviis var belavet paa Forsvar; han vendte om igjen, men lod sin Harme gaa ud over den tidligere omtalte Kalv Guthormssøn, den samme, der for 20 Aar siden havde dræbt Hall Kleppjarnssøn, og nu, skjønt bosat i Skagafjorden, havde negtet Kolbein at staa ham bi mod Sighvat. Kalv og hans Søn Guthorm bleve begge dræbte, den sidste i det mindste uden Skyld (21de Febr. 1234). Det er charakteristisk for den Tid, at saavel Fader som Søn havde en gejstlig Grad; hiin var Akoluth, denne Diakon^[12].

Men Sighvat var en mægtig og farlig Modstander, og Kolbein og Urøkja følte selv deres Stilling saa betænkelig, at de fandt det raadeligst at ride syd over Fjeldet til Reykjaholt for at høre Snorre Sturlassøns Raad og sikre sig hans Hjelp. Snorre svarede forsigtigt, at han ej plejede at befatte sig med Heredsfejder, men derimod skulde komme til Althinget og her yde dem al den Bistand, som deres Ære fordrede^[13]. Siden vendte de tilbage til Skagafjorden, og krævede Bønderne til at holde de fra Eyjafjorden ledende Passe besatte, for at hindre Overfald fra den Kant. Bønderne maatte lystre, og da de foruden Umagen ogsaa havde at holde sig paa egen Kost, maa Tjenesten, især paa den Tid af Aaret, have været dem yderst byrdefuld. Da Sighvat hørte om Kolbeins Foranstaltninger, lod han ligeledes sine undergivne Bønder lægge sig paa Post hist og her i Egnen, men paa den Maade at han selv skaffede Kost og Underhold^[14]. Begge Hereder stode saaledes paa fuldkommen Krigsfod mod hinanden. Ved denne Lejlighed var det, at Sighvat og Kolbein, som det tidligere er berettet, hver paa sin Side søgte at faa Biskop Gudmund, der opholdt sig hos Brand paa Høvde, til at tage sit Parti; begge havde været hans bitreste Modstandere, men enhver af dem fandt det dog nu højst ønskeligt at have den for sin Hellighed af Mængden saa anseede Mand i sin Flok^[15]. Gudmund havde vel lige meget imod dem begge, men da han altid havde været en Ven af Snorre Sturlassøn, og dennes Søn Urøkja var sammen med Kolbein, bestemte dette Gudmund til at erklære sig for Kolbein, og begive sig til ham paa hans Gaard Flugumyre. Efter Paasken samlede Kolbein og Urøkja Folk til sig fra alle Kanter, baade Undergivne og Venner, indtil de fik en Hær af 720 Mand, med hvilken de agtede sig over til Eyjafjorden. Sighvat samlede ved Efterretningen herom ligeledes Folk, og drog med 480 Mand, hvoriblandt hans Sønner Kolbein og Thord Kakale, samt Ravn Sveinbjørnssøns Sønner Sveinbjørn og Kraak, over til Skagafjorden, hvor han indtog en fast Stilling paa Flatatunga, ved Sammenløbet af Jøkulsaa og Norderaa, medens Kolbein stod lige overfor paa Silvrastad, rede til at begynde Angreb, og lod Biskop Gudmund, som fulgte med ham, skrifte sine Krigere. Biskoppen troede dog ikke at det vilde komme til Slag, og havde ogsaa Ret, thi da Kolbeins Mænd skulde begynde Angrebet, fandt de, som der fortælles, Sighvats Hær sterkere end de havde ventet, og standsede. Sighvat sagde roligt: „nu behøve vi ikke at frygte dem siden de standse strax i Begyndelsen.“ Flere anseede Mænd af begge Hære lagde sig nu imellem, og fik sluttet et midlertidigt Forlig, hvorved Sagen henskødes til Biskop Magnus’s Afgjørelse paa forestaaende Althing. Kolbein og Urøkja vare visselig heel utilfreds hermed, men maatte finde sig deri. Enhver drog nu til sit, og Urøkja vendte saaledes tilbage til Vestfjorden. Paa Vejen tillode hans Folk sig de største Voldsomheder, røvede Heste og Mad, m. m., og da de kom ned til Brejdafjorden, benyttede de Lejligheden til at lade Thord Sturlassøn, Urøkjas egen Farbroder, undgjelde at han tidligere havde søgt at hindre deres Voldsferd: de rede ind paa Hvamm, hvor han tilfældigviis ej var hjemme, toge Hø og meget andet, slagtede en Oxe, og opførte sig i det hele taget højst uforsvarligt. Ja, hvad end mere var, Urøkja satte sig nu ret fast paa den Kant, og satte Bo, heder det, det vil egentlig sige, oprettede nye Rans-Tilhold paa Stadarhool ved det østlige, og Reykjahole ved det vestlige Indløb til Kroksfjorden, inderst i Breidafjorden^[16]. Fra disse tvende Punkter, saavel som fra Vatnsfjord ved Isafjorden, beherskede han næsten det hele Strøg ved og imellem begge Hovedfjorde, og var saavel Thords, som Sturlas Thingmænd til stort Besvær. Derfor betragtede ogsaa Sighvat hans Ferd som et aabenbart Brud paa Forliget til Flatatunga, og vilde ikke drage til Things for at underkaste sig noget endeligt Opgjør.

Venskabet mellem Kolbein og Urøkja fik dog en uventet Afbrydelse. En af Sighvats Venner i Skagafjorden, Presten Jon Markussøn, flygtede, af Frygt for at dele Kalv Guthormssøns Skjebne, med sin Søn til Snorre Sturlassøn, der for gammelt Venskabs Skyld tog dem begge i sin Beskyttelse. Allerede herover blev Kolbein meget forbitret. Og paa Althinget, hvor han indfandt sig med 000 Mand, Snorre og dennes Tilhængere med henved 800, blev det endnu værre, da Jons Søn dræbte en af Kolbeins Mænd til Hevn for at denne efter deres Flugt havde ladet gjøre Indførsel i deres Ejendomme. Kolbein lod sine Mænd træde under Vaaben og vilde angribe Snorre. Snorre beredede sig til Forsvar. Begge Hære opstillede sig paa Sletterne nedenfor Lagretten. Kolbein opfordrede ogsaa Urøkja til at forene sig med ham om at søge Hevn for Manden, men Urøkja svarede at det ej passede sig for ham at stride mod sin Fader, og sluttede sig med sine Folk til Snorre. Nei var det nær kommet til et formeligt Slag paa selve Thingpladsen, hvis ikke Brødrene, Biskop Magnus og Thorvald Gissurssøn, havde lagt sig imellem, og med et stort Følge af Gejstlige begivet sig hen til Kolbein for at tale ham til Rette. Det hjalp betydeligt, at Gissur Thorvaldssøn, med 240 Mand under sin Befaling, efter Biskoppens Anmodning holdt sig strengt neutral. Kolbein lod sig overtale til at holde Fred og Ro, imod at Thorvald indestod for at Dom blev sat og Drabsmanden dømt fredløs, hvilket ogsaa skede. Saaledes forebyggedes Blodsudgydelse, uden at det dog egentlig kom til noget Forlig. Biskop Magnus kunde ingen Kjendelse afsige i Sagen mellem Kolbein og Sighvat, da denne ikke viste sig paa Thinget. Derimod bestemte han en Bod for Kalv Guthormssøns Drab, hvilken Kolbein uvægerlig betalte. Alligevel var Kolbein ved Snorres Optræden til Fordeel for Presten, og ved Urøkjas Vægring ved at staa ham vi, bleven saa opbragt paa begge, at han pønsede paa Hevn, og dette gjorde ham igjen forsonligere stemt mod Sighvat. Han lukkede ikke længer sit Øre for fælles Venners Bestræbelser for at megle Forlig mellem dem; de havde et Møde med hinanden, og afgjorde her, at En af dem, efter forudgangen Lodkastning, skulde bestemme Forligsvilkaarene. Disse kjendes ej, men et af dem synes at have været dette, at Kolbein skulde drage i Pilegrimsferd til Rom, samt under sin Fraværelse overdrage Sighvat Bestyrelsen af alt sit Gods og Herredømme. Derved vilde Sighvat atter faa saa godt som udelukkende Magt paa Nordlandet. Dog skulde Kolbein, tilligemed hans Fætter af samme Navn, for det første med en betydelig Skare Bevæbnede ride over til Sønderlandet, og sætte sig fast i nogle Snorre tilhørende Gaarde i Rangaarvalle-Egnen, til Hevn for den Hjelp, han havde ydet Jon Markussøn og hans Søn. Beslutningen blev strax udført, og begge Kolbeinerne holdt et slemt Huus paa Snorres Gaarde den Sommer, ja plyndrede endog vidt og bredt i Omegnen. Den Skade, de anrettede for Snorre, ansloges til mere end 60 Hundreder. Da Høsten kom, og de ubudne Gjester endnu ej gjorde Miner til at drage bort, maatte Snorre endelig sætte sig i Bevægelse for at frelse sin Ejendom, og drog afsted med over 500 Mand, idet han derhos sendte Bud til Urøkja, at han skulde komme ham til Hjelp. Urøkja fulgte strax Opfordringen, og begav sig paa Vejen sydefter, men mødte allerede i Dale nogle Sendebud fra sin Fader, der meldte ham, at Kolbeinerne nu vare borte, og at hans Nærværelse saaledes for Øjeblikket var overflødig. Urøkja drog derfor ikke længer sydover, men gjorde derimod et stort Røvertog rundt om i Breidafjorden, fornemmelig i den Hensigt at lade sin Farbroder Thord undgjelde Toget til Reykjaholt og den øvrige Modstand, han ved flere Lejligheder havde søgt at gjøre ham. Især holdt han et slemt Huus i Bjørnshavn, hvorhen Olaf Thordssøn havde bragt alt Ransgodset fra Reykjaholt^[17]. Siden bragte han Thords ældste Søn, Bødvar,i saadan Knibe, at han denne Gang maatte prise sig lykkelig ved at gode Venner søgte at megle Forlig. Urøkja tilbød gode Vilkaar, hvis man kun vilde tilstaa ham den Ære, selv at afsige Dommen. Og tragtet Thord harmfuld raabte at det aldrig skulde skee, var dog Urøkjas Overmagt saa stor, at Bødvar maatte finde sig deri. Negtes kan det heller ikke, at Urøkja ved denne Lejlighed virkelig viste, at det kun var ham om Æren, ej om Fortjenesten at gjøre, thi han forlangte ingen Bod, og lovede derimod Thords Sønner sit fuldkomne Venskab^[18]. Med dette Venskab blev det dog i Førstningen ikke stort bevendt. En af Thords Sønner, Thord Tigge, der havde modtaget Urøkjas Indbydelse til at opholde sig hos ham, deeltog i en Sammensværgelse mod hans Liv, som et anseeligt Parti blandt hans talrige Huusfolk havde stiftet, men som Urøkja opdagede, og hevnede med blodig Strenghed. Thord Tigge frelste sig ved Flugten, men Urøkja drog som en fortærende Brand rundt om langs Breidafjorden, og nøjedes ej med alene at tage Løsøre fra alle dem, han beskyldte før at have været i Ledtog med de Sammensvorne, men tilkjendte sig hele Gaarde, forjog Folk fra Egnen, og opførte sig ganske som om han vilde gjøre sig til arvelig Herre over Vestfjordingerne^[19]. Ikke engang Udlændinger, der for Handelens Skyld kom til Island, vare sikre for hans Voldsomheder. Tvende anseede Orknøinger, nemlig Andres Gunnessøn, Sønnesøns Søn af Svein Asleivssøn, og Andres Ravnssøn, Søn af den før omtalte Ravn Lagmand paa Katanes^[20], tilbragte just Vintren 1234–35 paa Island; fra den første lod Urøkja tage ikke mindre end 60 Vætter Meel. Hans Fader Snorres Forhold under alt dette var som man kunde vente det. Thi medens han, hvad der er rimeligt nok, i Hjertet ønskede sin Søn alt muligt Held, følte han dog at Sønnens Ferd var for uforsvarlig til at han aabenbart kunde give ham Medhold, og han maatte derfor tilsyneladende fornegte ham, men lagde ved sin Ængstlighed og Vaklen noksom for Dagen, at dette ikke skede med hans gode Vilje. Hans Broder Thord indbød ham om Sommeren 1235 til en Sammenkomst ved Sandbrekka, mellem Borgar- og Breida-Fjorden, for at overlægge om hvad der kunde gjøres for at standse Urøkjas Uvæsen. Snorre lovede at komme, og begav sig ogsaa paa Vejen. Men da han og hans Mænd nærmede sig det bestemte Sted og saa en ikke ubetydelig Skare Folk oppe rinder Brekken, bleve de saa bange, at de øjeblikkelig kastede Hestene om og red afsted alt hvad de kunde. Thord, som aldrig havde tænkt paa at svige sin Broder, sendte strax nogle af sine Mænd efter ham; det lykkedes disse at indhente ham, men kun med stor Nød fik de ham saa vidt beroliget, at han fulgte med dem til Thord. Denne tog meget vel imod sin Broder, og de skulle nu endog have beseglet deres Frændskab og Venskab med de helligste Forsikringer, hvoraf man maa slutte, at Snorre har lovet at anvende sin fædrene Myndighed for at faa Urøkja til at holde lig inden de tilbørlige Skranker. I det mindste synes det at være blevet aftalt, at Snorre skulde kalde ham tilbage fra Vatnsfjord. Det bestemtes end ydermere, for at knytte dem endnu nærmere til hinanden, at Thords Søn Sturla skulde opholde sig hos Snorre indtil videre^[21]. Dette Forbund synes at have gjort Urøkja noget bange, saa meget mere som ogsaa Sighvat Sturlassøn havde ladet Ytringer falde om, at han i Forening med Thord vilde gjøre alvorlige Skridt til at sætte en Grændse for hans Voldsomheder^[22]. Urøkja, der havde alt at frygte af et Forbund mellem Sighvat og Thord, saa længe han ikke selv var forligt med denne, gjorde nu selv Sighvat Venskabs- og Forligs-Tilbud, og anmodede ham om ogsaa at paatage sig at forlige ham med hans Fader og Farbroder; han skulde, sagde han, i alle Dele føje sig efter hvad Sighvat bestemte. Sighvat lod svare, at Urøkja for det første skulde forlade Vatnsfjord og begive sig til sin Fader i Borgarfjorden, saa kunde der senere underhandles om ordentligt Forlig. Urøkja føjede sig derefter, og begav sig ned til Borgarfjorden, men rigtignok med 80 Mand, hvoriblandt flere anseede Bønder fra Vestfjordene. Snorre indsluttede sig i Reykjaholt med 240 Mand, og lod Virket om Gaarden besætte med Vagter, medens Urøkja og hans Folk gik udenfor, som om N vilde angribe det. Dog var det neppe nogensinde enten Faderens eller Sønnens Hensigt at lade det komme til Kamp, og inden man vidste Ordet af, var Urøkja med alle sine Mænd indenfor Virket, da det allerede var aftalt at Urøkja for det første skulde tage sin Bopæl paa det nærliggende Stavaholt. Man synes derfor at maatte formode, at Urøkja er kommen ind med Snorres eget Vidende og Samtykke, skjønt Loft, Biskop Paals Søn, og Høvdingen Thorleif fra det nærliggende Garde nævnes som de egentlige Forligsmeglere^[23]. Dagen efter drog Urøkja efter Bestemmelsen til Stavaholt, og opslog sin Bolig der, medens de Bønder, der havde ledsaget ham fra Vestfjordene, rejste hjem. Altsaa var nu et Slags Forlig virkelig oprettet mellem Urøkja og Thord samt dennes Sønner. Forstaaelsen mellem dem alle, Thord, Snorre, Urøkja og Thords Sønner, lod til at være nok saa god, og da Urøkja uimodsigeligt havde opfyldt den af Sighvat aller først fremsatte Betingelse, at forlade Vatnsfjord, var der saaledes grundet Haab om at han nu ogsaa kunde opnaa det endelige Forlig med Sighvat, hvorom denne tidligere havde givet Haab. Et saadant Forlig maatte være Urøkja saa meget mere ønskeligt, som Sturla Sighvatssøn, hvis Thingmænd han saa groveligen havde forurettet, hvert Øjeblik kunde ventes hjem, og Sighvat selv desuden paa denne Tid havde mere at sige end nogensinde, eftersom Kolbein unge samme Vaar havde tiltraadt sin Pilegrimsrejse til Rom, og imidlertid, som oven meldt, overladt ham Bestyrelsen af sit Høvdingedømme og alle fine Ejendomme. Efter fleres Anmodning begav Urøkja sig om Høsten personligt til Sighvat, kun ledsaget af 8 Mænd. Sighvat tog særdeles vel mod ham og hans Følge, og bevertede dem paa det ypperligste. Men da Urøkja begyndte at tale om Forlig, gjorde Sighvat Udflugter. Det hjalp ikke, at Urøkja tilbød ham alene at afgjøre alt sammen, da han havde fuldkommen Tillid til hans Humanitet. Sighvat svarede at han ej var belavet paa en saadan Afgjørelse, og maatte have.Betænkningstid. Urøkja blev der i to Nætter; den tredie Dag lod han sine Heste sadle for at drage bort. Før Afrejsen spurgte han Sighvat, om han dog ikke nu havde betænkt sig; selv gjentog han sit tidligere Tilbud. Sighvat svarede at der ej var mere imellem dem, end hvad de godt kunde blive forligte om; men hvad Urøkja derimod havde forbrudt sig mod hans Søn Sturla, derom fik denne selv indgaa Forlig. „Nu er det dig, til hvem jeg henvender mig“, sagde Urøkja, „og med hvem jeg ønsker at forlige mig; ved Sturlas og mit Mellemværende gjør jeg intet, førend han selv kommer“. Under denne Samtale kom en Mand ind og hviskede Sighvat et Par Ord i Øret. Strax efter spurgte Sighvat Urøkja, hvad Vej han vilde tage hjemover. Da Urøkja svarede at han vilde lægge Vejen over Gaase, Havne- og Handelspladsen i Eyjafjorden, for at gjøre nogle Indkjøb, raadede Sighvat ham at tage en anden Vej, og øjeblikkelig at begive sig afsted, „thi“, sagde han, „hvad vi ikke hidtil have greidet, komme vi ikke herefter til at greide“. Urøkja skjønnede rimeligviis, hvad Sighvat meente, og fulgte hans Raad. Hvad Manden havde hvisket Sighvat i Øret, var at hans Søn Sturla netop var landet ved Gaase, og ham var det ej raadeligt for Urøkja at møde. Skjønt det er aabenbart, at Sighvat søgte at udhale eller hindre Forliget, i Forventning af Sturlas nær forestaaende Hjemkomst, var han dog ærlig nok til advare sin Brodersøn for den Fare, der truede ham, hvis han personligt stødte sammen med Sturla. Urøkja red først lige til Stavaholt, men da det forventede Forlig ej var kommet i Stand, og han nu hvert Øjeblik maatte være belavet paa et Overfald af Sturla, vendte han endnu før Vintrens Begyndelse tilbage til Vatnsfjord, hvor han følte sig mere tryg. Nu var Venskabet mellem ham og Farbroderen Thords Familie saa godt, at han paa Vejen endog gjestede paa Hvamm, og at Sturla Thordssøn efter hans Indbydelse fulgte med ham til Vatnsfjord. Det samme gjorde ogsaa Andres Ravnssøn fra Katanes, der nu, efter allerede at være afsejlet, ved Modvind var dreven tilbage til Island og ej synes at have taget sig synderligt nær af den Mishandling, Urøkja havde ladet overgaa hans Stalbroder^[24].

1. Sturlungasaga V. 23.
2. Aron Hjørleifssøn, hvem det i Aaret 1224 endelig havde lykkets at komme over til Norge, fandt først en venlig Modtagelse hos Skule Jarl, der tog ham i sin Tjeneste, og beholdt ham hos sig om Vintren. Sommeren efter tilkjendegav han, at han ønskede at foretage en Pilegrimsrejse til Jerusalem, hvilket han under en stor Fare paa Island havde lovet. Jarlen negtede ham det, uagtet ogsaa Biskop Gudmund, som just da opholdt sig i Throndhjem, bad for ham; saaledes gik hele Aaret hen. I det følgende Aar tog han sig selv den Frihed, Jarlen uadspurgt, at drage afsted. Han havde mange Gjenvordigheder at døje, men kom dog næste Aar vel beholden tilbage til Norge, og fandt Kongen i Viken. Siden, da Jarlen kom til Oslo og var der tilsammen med Kongen (Arons Saga siger urigtigt at det var i Throndhjem, hvor Kongen og Jarlen aldrig vare tilsammen lige fra 1220 til 1237) spurgte denne Jarlen, om han vilde tage Aron tilbage i sin Tjeneste; da Jarlen vægrede sig derved paa Grund af Arons Bortrejse mod hans Samtykke, antog Kongen ham selv, lod han følge med til Bergen, skaffede ham sin Frændkone, Enken Ragnhild, til Egte, gav ham Tomt til at opføre et Huus teet ved Kongsgaarden, og overlod ham desuden et Badehuus, med tvende Stuer, hvor Kongen og Hirdmændene plejede at bade sig mod en Afgist af en Penning for hvert Bad, en ej ubetydelig Indtægt. End et Tegn paa Kongens Velvilje for Aron var, siges der, at han anviste ham Plads paa sit eget Skib, og bestemte, at Arons Sverd altid skulde ligge ved Siden af hans, men kun faa andre. Aron Hjørleifssøns Saga Cap. 19–21.
3. Aron Hjørleifssøns Saga Cap. 22. Aron var just i Bad, da han advaredes, klædte sig hurtigt paa og gik bevæbnet med sit Følge til Gaden udenfor sin Huusdør. Sturla kom selv fjerde derhen, og stirrede længe paa Aron, men vovede ikke at angribe ham. Aron henkastede nogle spottende Ord til ham.
4. Sturlungasaga V. 23.
5. Sturlungasaga V. 21.
6. Sturlungasaga III. 24.
7. Sturlungasaga V. 22.
8. Odd besøgte, heder det, endnu om Høsten 1233 Urøkja, ved hvilken Lejlighed de udvexlede Venskabsbeviser og Gaver. En af disse var Sverdet Steyper, der havde tilhørt Peter Stepper; men hvo der gav, og hvo der fik det, nævnes ej. Sturlungasaga III. 24.
9. Olaf paa Ædø og en Snorre Magnussøn havde om Vaaren s. A. søgt at overfalde og dræbe Odd paa Gaarden Eyre, men forgjæves. Sturlungasaga V. 20.
10. Sturlungasaga III.
11. Dette erfarede han ved at lægge sig paa Luur og høre en om hans Nærværelse uvidende Jon Prests Ord. Sturlungasaga V. 27.
12. Sturlungasaga V. 27.
13. Sturlungasaga I. 27.
14. Sturlungasaga V. 28. Dette omtales og i Annalerne for 1224, med Ordene „at Bønderne havde 11 setur“ (Posteringer).
15. Sturlungasaga V. 29.
16. Sturlungasaga V. 29.
17. Sturlungasaga V. 31–33.
18. Sammesteds Cap. 34.
19. Sammesteds Cap. 36, 37. Her fortælles, hvorledes Urøkja lod dræbe den fornemste af sine forrige Tilhængere, men nu Ophavsmand for Sammensværgelsen, Snorre Magnussøn. Se øvrige Sammensvorne, til hvilke ogsaa den sør omtalte Mave-Bjørn hørte, flygtede bort, men fortsatte dog, som det synes, deres tøjlesløse Levemaade, og Thord Sturlassøn lod ogsaa Mave-Bjørn dræbe som Ugjerningsmand, skjønt han nu egentlig maatte være at ansee som hørende til hans.Parti, og skjønt Thords Søn Sturla selv var misfornøjet dermed.
20. Om Ravn Lagmand paa Katanes, se ovenfor S. 450, 752.
21. Sturlungasaga V. 40.
22. Sturlungasaga V. 38. Sighvat lød Thord melde, at han agtede til Vaaren at komme til Dale, og da gjerne ønskede at at træffe sammen med Thord for at raadslaa om hvad der var at gjøre i Anledning af Urøkja. Sighvat kom dog ej.
23. Sturlungasaga V. 41.
24. Sturlungasaga V. 42. Andres Ravnssøn havde rinder Urøkjas Ophold nede i Borgarfjorden om Sommeren, foræret ham et Sverd, kaldet Sættespille (Forligsbryderen) der stod i stort Ry, og hvorom flere havde bedet ham.