Det norske Folks Historie/4/128
Erkebiskop Thore, Peters Eftermand, blev, som det ovenfor er nævnt, ved sin Tilbagekomst til Norge om Vaaren 1228 venskabeligt modtagen af Kongen, som paa den Tid opholdt sig der tilligemed Jarlen, og fik strax efter Lejlighed til at optræde som Fredsmægler, da der var opstaaet blodigt Slagsmaal mellem Kongens og Jarlens Mænd[1]. Dette synes at være den eneste Lejlighed, hvorved han blandede sig i verdslige Anliggender. Der var liden Anledning dertil under det nærværende Havblik i de sædvanlige Rivninger mellem Kongen og Jarlen, og han sad for kort Tid paa Erkestolen til at opleve nye Splittelser; han døde nemlig allerede Paaskedag den 7de April 1230[2], og hans Embedstid, der saaledes kun varede omtrent et Aar, var, som det synes, fornemmelig optagen af Foranstaltninger til at faa den for 41 Aar siden afdøde Erkebiskop Eystein erklæret for en Helgen. I den Anledning var det vel at han om Sommeren 1229 sammenkaldte alle Landets Biskopper til et Provincial-Koncilium i Nidaros[3], thi Annalerne berette for dette Aar, at Eysteins Hellighed da blev anerkjendt, hvilket neppe kan være skeet paa anden Maade, end ved en Dom eller Erklæring af de ved dette Mode forsamlede Biskopper. Paven, hvis Samtykke dertil egentlig udfordredes, var endnu ikke bleven adspurgt derom, som man seer af et Brev fra Pave Gregorius af 1241, hvor det paalægges enkelte navngivne Prælater at undersøge, hvorledes det forholder sig med Eysteins Liv og foregivne Mirakler, samt derpaa at indberette derom til Paven, for at denne derefter kan bestemme sig, om han vil opfylde Erkebiskoppens, Lydbiskoppernes og Kongens Ønske om at faa Eystein optagen i Helgenernes Tal[4]. Endnu i 1268 var ingen Bestemmelse tagen, da man for dette Aar ogsaa har et Brev af lignende Indhold fra Pave Clemens den 4de til nogle andre norske Prælater[5]. Det er endog uvist, om Pavens Stadfæstelse af Kanonisationen nogensinde er erhvervet. Dette hindrede imidlertid ikke den norske Gejstlighed og hele det norske Folk fra at erkjende Eystein for en Helgen (St. Augustinus); hans prægtige Skriin opbevaredes i Throndhjems Christkirke lige til Reformationen, og der er al Grund til at antage, at Optagelsen og Skriinlæggelsen af hans jordiske Levninger allerede fandt Sted under selve Mødet i 1229. Hvor vidt Kongen var tilstede ved denne Højtidelighed, eller i det mindste ved Helligheds-Erklæringen, kan af Sagaen ikke sees; rimeligviis tilbragte han dog hele Sommeren i Bergen[6]; men at Jarlen paa den Tid var i Throndhjem, synes at være vist, og han maa vel derfor ogsaa have været enig med Erkebiskoppen i denne Foranstaltning, der unegteligt vidner om en fortsat Stræben efter forøget Magt og Indflydelse fra den norske Kirkestyrelses Side, og hvortil Kongen, da den først var kommen paa Bane, ikke godt kunde negte sit Samtykke. Heraf kan man vel ogsaa slutte, at hvis et længere Liv havde været Thore forundt, vilde han have optraadt med temmelig Myndighed, ogsaa hvor det gjaldt den verdslige Politik. Men hvor vidt dette vilde være blevet til Fordeel for Skule, er et andet Spørgsmaal, som vanskeligt kan besvares, især da han ikke engang fik Anledning til at vise, hvad Side han heldede til med Hensyn til Spørgsmaalet om Kongens Kroning: thi det Brev, hvorved Paven udnævnte ham til Kommissær, indløb neppe engang til Norge, førend efterat han var død, eller i alle Fald kun faa Dage før[7]. Da Biskoppen af Bergen ikke ansaa sig kompetent til at fortsætte Undersøgelserne alene, anmodede Kongen Paven om at udnævne en eller flere nye Kommissærer i Erkebiskoppens Sted, hvilken Anmodning ogsaa blev opfyldt, idet Pave Gregorius ved Skrivelse af 9de September 1241 udnævnte Biskop Askell af Stavanger og Abbeden i Stanley Cistercienserkloster i England[8]. Til Erkebiskop efter Thore valgtes Chorsbroderen i Nidaros Sigurd Tavse eller Sine[9], Søn af den ved et Udfald fra Bergen under Bergenssommeren 1198 faldne tapre Birkebeinerhøvding Eindride Peine, og Brodersøn af hiin Eystein Raadsmand, der var tilstede paa Rigsmødet i Bergen blandt de Gejstlige fra Nidaros[10]. Han drog samme Sommer til Rom for at indvies, og kom ikke tilbage førend den følgende Aars Høst[11]. Imidlertid var der forefaldet vigtige Begivenheder i Skatlandene hiinsides Havet, der for nogen Tid optoge Kongens hele Opmerksomhed og udkrævede hans umiddelbare Indskriden, saaledes som det nu skal berettes.
- ↑ Se ovenf. S. 744.
- ↑ Haakon Haakonss. Saga Cap. 165.
- ↑ Sammesteds 162.
- ↑ Dipl. Norv. I. 23.
- ↑ Suhms Hist. af Dan. X. 623.
- ↑ Det heder nemlig udtrykkeligt i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 162, at Kongen tilbragte Vintren 1228–29 i Bergen, og i Cap. 164, at han om Høsten drog fra Bergen til Oslo.
- ↑ Det var nemlig dateret 13de Februar, og han døde allerede 7de April, 53 Dage derefter.
- ↑ Dipl. Norv. I. 12.
- ↑ Navnet kan og læses „Suun“; det forekommer i Haakon Haakonss. Saga Cap 165; „Tavse“ derimod i Annalerne saavel som i Underskrifterne paa Skule Jarls før omtalte Brev af 29de Septbr. 1225.
- ↑ Om Eindride, se overf. S. 324. Han var Søn af Hallkell paa Bo, og Philip Jarls Merkesmand.
- ↑ Haakon Haakonss. Saga Cap. 168.