Det norske Folks Historie/4/127

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 742-747).

Under Kongens og Jarlens samtidige Ophold i Bergen gik det nok saa venligt til mellem dem selv; de holdt begge til i Kongsgaarden, og vare hver Dag skifteviis Gjest hos hinanden. Men det mislige Forhold, som herskede mellem dem, aabenbarede sig dog lige fuldt ved idelige Slagsmaal mellem deres Folk, hvortil der var alt for god Anledning, da Drik og Sviir hørte til Dagens Orden, og saavel Kongen, som Jarlen, havde en Mængde af sine Mænd om sig, hvilke igjen, fornemmelig Lendermændene, holdt betydelige Skarer af Krigere. Man kan saaledes let forestille sig, hvor uroligt det denne Sommer gik til i Bergen, og hvor stor Anstrengelse der behøvedes fra de Styrendes Side, for nogenlunde at holde Orden. Et Exempel er os opbevaret. Det er ovenfor nævnt, hvorledes Thord Prest, Søn af Birkebeinen Erik Bagge, havde været med at dræbe Hirdmanden Arne Herjardal, Paal Vaagaskalms Frænde, nord i Vaagen 1224^[1]. Dette Drab søgte nu Paal Vaagaskalms Søn Ivar Grette at hevne ved at dræbe den gamle, uskyldige Erik Bagge, men herover bleve Kongens Hirdmænd saa forbitrede, at de væbnede En, og vilde have fat paa Nikolas, Ivars Broder. Nikolas og hans Fader Paal (og sandsynligviis Ivar Grette selv) toge deres Tilflugt til Nikolaikirkens Taarn, men Hirden stormede efter, og vilde bryde Kirken op. Da blev Kongen, som den Dag var Jarlens Gjest, kaldet til( og ilede med Skule derhen: det var paa høj Tid, thi Hirdmændene havde nu faaet fat paa Lendermanden Ivar Nev, Paals Frænde, og vilde dræbe ham, alt efter den gamle, fordærvelige Skik, at man, som det i Loven heder, i Drabstilfælde ej holdt sig til Banemanden selv, men til den bedste og mest anseede af hans Æt, lige meget om denne var ganske uskyldig i Drabet. Kongen tog strax Ivar i sin Beskyttelse, forbød Hirden at krænke Kirkefreden, lod Drabsmanden, Ivar Grette, hemmelig bringe over til Munkeliv Kloster, hvorfra han siden kom ud af Landet, og erklærede paa en Hirdstevne Dagen efter, at Nikolas ej skulde undgjelde for en Handling, hvori han ej havde haft den mindste Deel. Men dette viser noksom, hvor fiendtlig Stemningen var mellem begge Fyrsters Tilhængere^[2]. Den venlige Omgang mellem Kongen og Jarlen vedblev imidlertid uforandret lige til dennes Afrejse til Throndhjem, og Vintren gik roligt hen. Den paafølgende Vaar, da Skule, efter som det var bestemt, med Junker Knut og li stort Følge begav sig over Land til Oslo, for siden at drage til Danmark, og Kongen strax efter ankom til Søs fra Bergen, var Forholdet mellem dem selv fremdeles tilsyneladende nok saa godt. Kongen, der paa sine Skibe havde medbragt fuldt op af alle Fornødenheder, medens Jarlen, der var dragen over Land, ikke havde kunnet føre stort med sig, bevertede ham de fleste Aftener hos sig, skjønt de for øvrigt ikke boede sammen, da Kongen holdt til i den Gaard, der kaldtes Digreskytningen, Staden derimod i Skartbælen^[3], medens Kongsgaarden, der maaskee endnu ikke var fuldt færdig, beboedes af den nye Erkebiskop Thore, der just var kommen tilbage fra Rom, og var bleven modtagen af Kongen med den største Forekommenhed. Men Voldsscenerne mellem Kongens og Jarlens Mænd fornyedes. En af Jarlens Folk, Roe Hallkellssøn, dræbte en Aften en af Kongens Hirdmænd, Olaf hvite, men var fornuftig nok til, strax at ile lige hen til Kongens Herberge og bede ham om Tilgivelse, hvilken han ogsaa strax fik. Kongens Lendermænd og Hirdmænd, der ikke vidste dette, stormede imidlertid hen til Jarlsmændenes Herberge, for at tage Hevn, og da Kongen, paa Jarlens Anmodning, i egen Person begav sig derhen for at tale de Forbitrede til Rette, og med Nød og neppe havde banet sig Vej over sine egne Hirdmænds Hoveder ind i Gaarden, var en af Jarlsmændene^[4] fræk nok til at foreslaa sine Kammerater, uden Videre at slaa ham ihjel, „da havde de dog noget for al denne Uro“. De andre skammede ham rigtignok ud for dette nederdrægtige Raad, men man seer dog heraf, hvilke Følelser der kunde besjæle enkelte af Jarlsmændene, og som aabenbart havde deres Udspring fra Jarlen selv. Kongen, der fremdeles kun søgte at overholde Fred og Ro, uden enten at see til højre eller venstre, stevnede alle de Tilstedeværende til Mode paa Hallvards Kirkegaard, og gik imidlertid med Jarlsmændene et Stokke udenfor Byen, da de ellers ikke kunde være sikre for Birkebeinerne; derpaa gik han hjem, og sorte med egen Haand Roe ind i Hallvardskirken. Erkebiskoppen blandede sig ogsaa i Sagen, idet han sendte Bud til Kongen, med Bøn om at han vilde forebygge yderligere farlige Følger af Slagsmaalet. Anmodningen var vistnok overflødig, da det netop var herpaa, at Kongens Bestræbelser gik ud; han lovede imidlertid at efterkomme den, og saa vidt man kan skjønne, lykkedes det ham. Da Skule strax efter skulde tiltræde sin Rejse til Danmark, hvilket han havde tænkt at gjøre paa lejede Kjøbmandsskibe, viste Kongen ham strax den Opmerksomhed at laane ham Skibe og skjenke ham Ledingen af 12 Skibreder, saa at han kunde rejse standmæssigt. Denne Opmerksomhed er saa meget mere at beundre, som Kongen umuligt kan have betragtet Jarlens Rejse med gunstige Øjne, eller endog kun med Ligegyldighed. Han maa have næret Mistanke om, at Skule vilde virke i sin egen, og mod hans, Interesse, om ikke i anden Henseende, faa dog i det mindste for at hindre hans Kroning, der nu paa en Maade var afhængig af den danske Erkebiskops Godtbefindende, og i hvilken Anledning han enten nys havde afsendt, eller just nu afsendte den for omtalte Befuldmægtigede eller paalidelige Agent til Paven, for at anmode denne om at fratage Erkebiskoppen af Lund det ham overdragne Undersøgelses-Hverv og udnævne en anden Undersøgelses-Kommissær i hans Sted, da Kongen, som Paven selv siden udtrykker sig, „af klækkelige Grunde havde ham mistænkt for at være sig imod“^[5]. Jarlen begav sig virkelig med et glimrende Følge, hvoriblandt Junker, eller, som han nu kaldtes, Herr Knut, Gregorius Jonssøn, og Aasulf Jarlsfrænde, ned til Kong Valdemar, hvilken han traf i Kjøbenhavn, fandt en venlig Modtagelse, forblev hos ham en Stund, og havde, siges der, mange hemmelige Samtaler med ham, hvorhos Danekongen, da de omsider skiltes ad, gav ham mange og store Gaver, og forlenede ham med Halvdelen (sandsynligviis den nordlige Halvdeel) af Halland. Om dette ikke var mistænkeligt, maatte intet være det. De hemmelige Forhandlinger med Valdemar, som ej alene ikke havde lagt Dølgsmaal paa, men endog med væbnet Haand havde søgt at gjennemføre sine foregivne Fordringer paa Lensherredømmet over Norge, eller i det mindste over Viken; disse Forhandlinger just paa denne Tid, da de foreløbige Undersøgelser med Hensyn til Haakons Kroning stode paa, og nu endelig Forleningen med halve Halland, der for Enhver maatte see ud som om den var myntet mod Vikens Sikkerhed og Rolighed, ej at tale om de ubehagelige Minder fra Finn Arnessøns og Haakon Ivarssøns Dage, som den opfriskede: alt dette kunde umuligt andet end vaade vække Mistanke og Misnøje. Hvad der end mere bestyrker, at Jarlens Bedrift i Danmark maa have gaaet ud paa Landets eller i det mindste Kongens Skade, og saaledes været af den Natur, at ingen loyal Patriot eller Kongeven kunde være tjent med at ansees deelagtig deri, er den Omstændighed, at saavel Hr. Knut, som Gregorius Jonssøn, ved Tilbagekomsten til Norge, hvor Jarlen og de aller først løb ind til Tunsberg, strax skilte sig fra denne, for at begive sig til Kongen, der imidlertid var rejst til Bergen. Skule, der selv blev tilbage i Viken og tilbragte Høsten der, kunde ikke vel negte dem Orlov til Rejsen. De havde allerede næsten tilbagelagt den, og vare komne lige til Hvarven udenfor Bergen, da Skibet, hvorpaa de befandt sig, stødte mod en Bode og forliste, hvorved Gregorius og flere andre omkom, medens Knut kun med Nød og neppe blev reddet, og mistede mange kostbare Ejendele^[6]. Med Gregorius uddøde i lige nedstigende Linje den gamle Blindheims-Æt paa Søndmøre, der ansaaes for den ypperste af alle Lendermands-Ætterne^[7]. Kongen tog meget venligt imod Knut, der fra denne Tid, som det synes, forblev hos ham eller i det mindste ikke vendte tilbage til Jarlen; og da ikke længe efter Jarlens Datter Ingerid, Knuts unge Hustru, afgik ved Døden, var det, som Sagaen udtrykker sig, aldeles forbi med deres Venskab, og Knut optraadte endog aabenbart som hans Modstander^[8]. Den ærlige Knut maa have seet og hørt saa meget under Opholdet hos ham den sidst forløbne Vinter og under Besøget i Kjøbenhavn, at han ej skjøttede om at have videre med ham at skaffe. Paa hvilket Sted i Viken Skule Jarl opholdt sig denne Høst, eller hvad han tog sig for, omtales ikke. Snarest skulde man formode at han bar opholdt sig i den aller sydligste Deel, nærmest Halland, og maaskee endog af og til i dette Landskab, for at tage sit Len i Besiddelse og treffe de i den Anledning nødvendige Foranstaltninger. For Resten havde han, hvis han virkelig havde sat sit Haab til at den danske Erkebiskop som Undersøgelses-Kommissær kunde tilføje Kongen nogen Skade, den Ærgrelse, at han døde maaskee endnu inden han selv havde forladt Danmark, eller strax efter (10de Juli); og da ligeledes Biskoppen af Skara omtrent paa samme Tid, eller kort efter, var afgaaen ved Døden, overdrog Paven, underrettet derom af Kongens Agent, Undersøgelseshvervet til Erkebiskop Thore af Nidaros og Biskop Arne i Bergen ved en Skrivelse af 13de Februar 1229^[9]. Henimod Vintren vendte Jarlen atter tilbage til Throndhjem og forblev der, medens Kongen tilbragte Vintren i Bergen. Da, heder det, var der god Fred i Landet og godt Samtykke mellem Kongen og Jarlen. Det sidste vil vel da kun sige, at Jarlen endnu ikke har fundet det belejlige Øjeblik at være kommet, til at tage Masken af, og at den humane, forsonlige Konge, skjønt han vistnok gjennemskuede ham, fremdeles, saa længe det var muligt, søgte at overholde idet mindste det ydre Skin af sømmelig Enighed og god Forstaaelse. Heller ikke fra Naboriget Sveriges Side behøvede Haakon for det første at frygte nogen Ufred. Efter Forliget med Junker Knut maa man antage at Æskil Lagmand var kommen paa en venskabelig Fod med ham, og da kunde han nok være sikker med Hensyn til Vestgøterne. Derforuden havde de svenske Stormænd nu nok at bestille med indbyrdes Fejder, idet de herskesyge Folkunger i Aaret 1229 satte en af deres egen Midte, Knut den lange, paa Tronen^[10]; den trettenaarige Erik Erikssøn eller rettere hans Formyndere, søgte at dæmpe Oprøret, men bleve aldeles slagne ved Alvastra^[11] og Erik maatte flygte til sin Morbroder, Kong Valdemar i Danmark; først efter fem Aars Forløb, i hvilken Tid Sejrherrerne synes at have anrettet frygtelige Ødelæggelser^[12], kom han tilbage, fældede Knut lange i Slaget ved Sparsetra (1234), og satte sig paa ny i Besiddelse af Tronen, uden at dog de andre Fejder derfor endnu paa lang Tid ophørte. Men saa meget maa ansees vist, at de svenske Magthavere i disse Aar ikke kunde tænke paa at yppe Kiv med Norge. Og der blev heller ikke Tale om at fordre Fyldestgjørelse for Haakons Vermelandstog førend i 1241. Om Vintren, i Begyndelsen af Aaret 1230, da Haakon opholdt sig i Oslo, kom hans Frænde, Folkungen Magnus Broke, Søn af Knut Jarl, Byrge Brosas Søn, til ham, uvist i hvilket Øjemed, blev vel modtagen, og opholdt sig nogen Tid hos ham^[13]. Da Magnus hørte til de sejrende Folkungers Parti, maa dette ansees som et Tegn paa, at de, som da stode ved Roret i Sverige, holdt Fred og Venskab med Haakon. Og saaledes vedvarede Forholdet, indtil Borgerkrigene i Sverige ophørte, og Byrge Jarl den yngre fik Magten.

1. Se ovenfor S. 675.
2. Haakon Haakonss. Saga Cap. 157.
3. Begge disse Gaarde omtales oftere, ogsaa i Diplomer. „Digreskytningen“ vil egentlig kun sige „den digre eller store Skytningsstue“. Skarthælen tilhørte rimeligviis en Mand med Tilnavnet Skarthæl, der siden nævnes i Haakon Haakonssøns Saga.
4. Han hed, ifølge Sagaen, Sigurd, men hans Tilnavn eller Faders Navn angives ikke.
5. Se det oven anførte Brev, Dipl. Norv. I. No. 11. Hvo den Agent eller procurator var, som Kongen sendte, siges ikke; man kunde formode, at han tillige har været Gesandt hos Kejseren, og saaledes kunde det vel være den før omtalte Gudleik af Ask, Stallaren. Samme Agent maa have været afsendt aller senest i Begyndelsen af 1228, da hans Erende var at faa Erkebiskoppen af Lund removeret fra Undersøgelseshvervet, og denne døde allerede 10de April 1228, hvorom Agenten underrettede Paven, der da, som det nedenfor vil sees, overdrog Hvervet til Erkebiskop Thore og Biskop Arne i Bergen. Naar Paven selv fandt, at Haakon havde klækkelige Grunde (rationabilis caussa) til at holde Erkebiskop Peter ak Lund mistænkt, kan man neppe tvivle paa at han var Kongens Fiende, og af alle Kræfter virkede imod ham, eller til Gunst for Skule.
6. Haakon Haakonss. Saga Cap. 161.
7. Dette er Sagaens udtrykkelige Ord. Den bekjendte Deel af Ætten gaar, som det af Slægttavlen No. 13 i forrige Bind viser sig, ikke længer op end til Gregors Plejefader Jon Smjørbalte, der maa have levet omkring 1100, men der er al Sandsynlighed for, at den ovenfor I. D. 1. B. S. 739 omtalte Thorgeir paa Blindheim, der af Egil Skallgrimssøn frelstes for at kæmpe med Berserken Sjur, var samme Æt.
8. Haakon Haakonss. Saga Cap. 171. Dette fortælles ved 1232–33, uden at det udtrykkeligt Hans, naar Fru Ingerid døde.
9. Dipl. Norv. I. 11.
10. Man kjender ikke ret Knut den langes Slægtsskabsforhold. Kun i en eneste Kongerække, der antages at være fra c. 1380, kaldes han Knut Joanssøn (Fant. Scr. r. Sv. I. 20), og er dette rigtigt, har han maaske været Søn af den ved Aspenes faldne Jon Jarl, se ovenf. S. 672, jvfr. Lagerbring II. S. 327. Men rimeligere er det at antage ham for den i flere Diplomer fra 1222–24 forekommende Knut Holmgerssøn, Kongens Frænde og Raadgiver, se ovenf. S. 672.
11. Navnet angives forskjelligt, Olustrum, i de islandske Annaler Alangrar.
12. Gregor den 9des Skrivelse af 17de Februar 1232, Liljegrens Dipl. Sv. I. 264.
13. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 165, jvfr. 2693 Læsemaaderne paa disse Steder ere i de forskjellige Haandskrifter heel forskjellige, hvilket ogsaa har givet Anledning til højst afvigende Angivelser af de her nævnte Folkungers Slægtsforhold. Paa første Sted staar: „Magnus Broke, Søn af Knut Jarl, Byrge Brosas Søn, Kong Haakons Frænde; han var gift med Sigrid, Sviakongen Knuts Datter, deres Søn hed ogsaa Knut.“ Dette er af flere navnlig Langebek II. 467, forstaaet som om det var Magnus Broke, der var gift med Sigrid, og denne har man da, efter Chronologien, antaget for Knut den lange-s Datter. Men efter Haandskriftet er det langt rimeligere at henføre Ordene „han var gift“ til Knut Jarl, hvorved Sigrid blev Magnus’s Moder, og derved tillige Kong Knut Erikssøns Datter. Dette bestyrkes af Cap. 269, hvor der staar: „Magnus Broke (eller Knut, Søn af Magnus Broke) tyktes ogsaa at være nær berettiget til Kongedømmet, da han (dette „han“ maa i alle Tilfælde gaa paa Magnus) var Dattersøn af Kong Knut Erikssøn“; hvad der fortælles om Magnus’s Giftermaal med Knut langes Datter er altsaa en fuldstændig Misforstaaelse.