Det norske Folks Historie/4/126

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 735-742).

Da der nu ikke længer var nogen aabenbar Kronprætendent eller Modkonge, mod hvilken Haakon havde at kæmpe, – og han saaledes bogstaveligen kunde siges at være Landets Enevoldskonge, var det ham ogsaa magtpaaliggende, at erhverve den højere Bekræftelse og guddommelige Sanktion paa sin legitime Berettigelse til Tronen, som Kroningen ansaaes at meddele. Han tilskrev desangaaende Pave Gregorius den 9de, der faa Maaneder forud havde fulgt Honorius den 3dje som Kirkens Overhoved^[1]. Thi da han som udenfor lovligt Egteskab efter den kanoniske Regel strengt taget ej kunde modtage nogen Indvielse^[2], maatte han, førend han, som det heder, kunde vies under Kronen, have pavelig Dispensation; hertil kom, at medens han paa den ene Side erkjendte Nødvendigheden af, til Forebyggelse af Tronstridigheder for Eftertiden, at give egtefødde Kongeætlinger absolut Forret for uegte, maatte han paa den anden Side føle, at han derved middelbart svækkede sin egen Adkomst til Tronen, med mindre at han erhvervede en Legitimitet, der fuldkommen udslettede Mangelen ved hans egte Fødsel; og denne Legitimitet kunde alene Kroningen give. Man kan være forvisset om, at den rastløse Skule Jarl paa alle Maader har søgt at modarbejde dette, og at han, for saa vidt Kongen allerede tidligere har ytret sit Ønske derom, ogsaa heri har været understøttet af Erkebiskoppen. En Virkning af disse Bestræbelser var det upaatvivlelig, at Paven overdrog de foreløbige Undersøgelser angaaende denne Sag til Erkebiskop Peter Saxessøn i Lund og Biskoppen af Skara^[3], hvilken førstes Valg var Kongen saa ubehageligt, at han som det nedenfor skal vises, endog fandt det nødvendigt, i den Anledning at sende en Gesandt eller Befuldmægtiget til Pavestolen, der paa hans Vegne ligefrem anmodede Paven om at vælge en anden i hans Sted. Thi hvis ikke Skule og Exkebiskoppen her havde hast sin Haand med i Spillet,vilde vel Paven snarere have overdraget Hvervet til Prælater i Landet selv, og navnlig til Peters Efterfølger, Thore^[4], der, udvalgt af sine Kolleger, Chorsbrødrene i Nidaros, netop paa denne Tid maa have opholdt sig i-Rom for at modtage Indvielsen, og til hvem, som vi ville see, Hvervet virkelig blev overdraget efter at de nys nævnte udenlandske Biskopper vare døde^[5]. Med alt dette staa igjen uden al Tvivl de Tilnærmelser og ivrige Forhandlinger i Forbindelse, som nu fandt Sted mellem Jarlen og Kong Valdemar i Danmark. Vi have seet, hvorledes Skule allerede tidligere, umiddelbart efter at han havde faaet Sigurd Ribbung til at underkaste sig, havde søgt at nærme sig Kong Valdemar, men at der ikke blev noget deraf, formedelst dennes uventede Tilfangetagelse ved Grev Henrik af Schwerin. At Skule allerede da pønsede paa Planer til at bringe Viken, eller hele Norge, under Valdemars Overherredømme, men selv herske som hans Vasall, er allerede ovenfor omtalt som højst sandsynligt. Valdemar sad i Fængsel indtil 21de December 1225, og begyndte ikke længe derefter at rejse sig igjen, for at vinde de under sit Fangenskab tabte Besiddelser tilbage. Skule Jarl fornyede ligeledes sine Forsøg paa at knytte Forbindelser med ham. Det er ovenfor berettet, hvorledes han allerede om Høsten 1226 sendte Kolbein Ketturygg og Grunde Fehirde ned til ham, og hvorledes disse, da de paa Tilbagevejen laa indfrosne i Marstrand, bleve overfaldne og dræbte af Ribbungerne^[6]. Hvilket Erende disse Udsendinger egentlig havde haft, siges ikke, men at det maa have været et Erende af Vigtighed, kan skjønnes deraf at saa højtstaaende Mænd valgtes dertil; og hvad særskilt Grunde Fehirde angaar, da havde han, som vi vide, været en af de fornemste blandt Baglerne; han havde allerede ved Philips Hof beklædt det vigtige Fehirde-Embede, og ligesom man maa antage, at han fra denne Tid havde mange og vigtige Forbindelser ved Kong Valdemars Hof, saaledes viser den Omstændighed, at han ej, som de øvrige Baglerhøvdinger, gik i Kongens Tjeneste, men i Jarlens, temmelig klart, at han maa have været mere fiendtligt sindet mod Kongen end disse, og hørt til den engere Kreds af dem, der efter Kong Philips Død sluttede sig om hans Broder, Hr. Andres Simonssøn, hvilken igjen, som vi have seet, traadte i et Slags intimere Forhold til Skule. Da Krigen mod de nordiske Smaafyrster og Gjenerobringen af de frafaldne Landskaber paa denne Tid var Valdemars Hovedformaal, og det derfor var ham om at gjøre at samle saa mange Tropper, som muligt, under sit Banner, have vel ogsaa hans Forhandlinger med Skule Jarl fornemmelig drejet sig om at denne skulde deeltage i Krigen. Men en saadan Understøttelse tilsagde eller gav Skule neppe for intet, og man kan være temmelig vis paa, at hvis Skule har forbundet sig til at yde ham Hjelp, har Valdemar ogsaa paa sin Side givet Skule Tilsagn om Gjentjenester, der ej godt kunde bestaa med Haakons Interesser, og neppe sigtede til mindre end at støde ham fra Tronen. At Skule virkelig har lovet at komme Valdemar til Hjelp med Folk og Skibe, kan man med Sikkerhed slutte deraf, at da Kong Haakon, strax efter den sidste, fuldstændige Opløsning af Ribbungernes Flok, begav sig til Bergen i Følge med Junker Knut, mødte han i Seløerne ved Lindesnes Skule Jarl, der med mange og store Skibe agtede sig ned til Danmark^[7]. En saadan Udrustning vilde Jarlen fornuftigviis ikke have gjort, naar det ej var for at tage Deel i Krigen. Heraf blev der dog intet, og i dets Sted vendte Jarlen om, og fulgte med Kongen til Bergen. Aarsagen er let at indsee. Kongen, hvis seneste Forhandlinger med Ribbungerne og Beskjeftigelse med at ordne Vikens og Oplandenes Anliggender maa have optaget Juni sig Juli Maaneder, saa at han omtrent i de første Dage af August tiltraadte Bergensrejsen^[8], har vistnok enten allerede ved Afrejsen fra Oslo, eller ogsaa undervejs, ved Tunsberg, Sandesund eller andensteds sydligt i Viken, af danske Skippere faaet Efterretning om Kong Valdemars store og afgjørende Nederlag ved Bornhøvede den 22de Juli, og har siden ved Mødet med Skule i Seløerne fortalt det, som Dagens vigtigste Nyhed, til denne, der umuligt kan have vidst noget derom, da han forlod Throndhjem, men som strax maatte indsee, at han nu vilde komme for seent til Danmark, og at der for det første ikke der var noget for ham at gjøre, og endnu mindre at vente, hvorfor han lige saa godt kunde vende om med det samme, og følge Kongen til Bergen. Der tales ikke om, at Kongen gjorde Skule nogen Bebrejdelser, fordi han saaledes paa egen Haand indlod sig med en fremmed Konge, hvis Sindelag mod Haakon umulig kunde være gunstigt, men han synes fremdeles at have gjort sig til Regel, saa længe det paa nogen Maade kunde skee, at holde gode Miner med Jarlen, og denne, der i det mindste for en Tid ej havde Udsigten til Valdemars mægtige Hjelp for Øjnene, fandt ogsaa bedst sin Regning ved at vise Blidhed og Venlighed mod Kongen. – Det skulde synes, som om det ogsaa maatte være blevet et nyt og sterkere Baand imellem dem, at Dronning Margrete. Jarlens Datter, netop under hans Ophold i Bergen denne Høst fødte sin første Søn, Olaf, til Verden^[9], og det maatte derhos bebude de bedste Udsigter for den fremtidige gode Forstaaelse mellem Kongen og begge de øvrige forrige Kronprætendenter indbyrdes, at Junker Knut, sandsynligviis efter Kongens Tilskyndelse, bejlede til og egtede Jarlens anden Datter, Ingerid. Men mod Skules umættelige Ærgjerrighed og aldrig hvilende Lyst til politiske Machinationer formaaede ingen saadanne Hensyn at danne nogen Modvegt. Ved at skjenke Knut sin Datters Haand havde han vistnok kun de politiske Fordele for Øje, som denne Forbindelse, der i sig selv maatte være ham ubehagelig, kunde bringe ham, og han haabede vel at kunne benytte den unge, charakteersvage Mand som et Redskab for sine Interesser. Han fik det ogsaa maget saaledes, at Knut skulde følge med ham til Throndhjem, og udvirkede derhos Kongens Samtykke til, at han selv den følgende Vaar, ledsaget af Knut og flere andre Herrer, maatte drage over Land til Kong Valdemar, hvilken han vel haabede da var kommen nogenlunde til Kræfter efter Nederlaget, og ved hvis Hof han desuden havde lettere ved at virke paa Erkebiskoppen af Lund til Skade for Kong Haakons Ønsker.

At Kong Haakon og hans forstandige Raadgivere skulde have næret Tillid til Skule, og ikke gjennemskuet de fleste af hans Planer, synes lidet troligt. Men at Haakon desuagtet, som det synes, gjorde saa lidet for at hindre disse Planer, og tillod ham saa uhindret at gjøre og lade hvad han vilde, endog naar han næsten aabenlyst gjorde Forberedelser til at støde ham fra Tronen, kan neppe forklares af anden Aarsag, end at Haakon engang for alle havde besluttet, for Fredens og Sømmelighedens Skyld at taale talt hvad der paa nogen Maade kunde taales, og ikke at være, ja endog at undgaa Skinnet af at være, den angribende Part, saa at Ansvaret og Bebrejdelsen for at have yppet ny Borgerkrig alene maatte hvile paa Jarlen. Han har vel ogsaa nu følt sig saa sikker paa Tronen og ved Undersaatternes Yndest, at han ikke synderlig frygtede Jarlen. Men som et Tegn paa, at Haakon dog var forberedt paa det værste, og betænkt paa at skaffe sig Venner, ved hvis Hjelp han kunde holde et Forbund mellem Skule Jarl og Valdemar Stangen, kan man vel betragte den venskabelige Forbindelse, som han paa denne Tid indledede, eller maaskee – allerede havde indledet, med Europas mægtigste, talentfuldeste og statsklogeste Monarch paa den Tid, Kejser Frederik den 2den i Tydskland. Deres Stilling med Hensyn til Europas daværende politiske System maatte allerede i og for sig danne mange Berøringspunkter mellem dem. Skjønt i sin Barndom understøttet og saagodtsom opdragen af Pave Innocentius den 3die, kunde Frederik dog, som Hohenstaufer, da han kom til Skjels Aar, ikke fornegte sin Æts traditionnelle Principer, eller indtage en anden Stilling end den, hvori hans politiske Interesser satte ham: senere eller tidligere maatte han komme paa en spendt Fod med Pavestolen, der umuligt kunde taale, at han befæstede sin Magt saaledes i Italien, som han med særdeles Klogskab og Kraft lagde an paa; som hohenstaufisk Kejser, med dynastiske Planer, sigtende til at danne et eneste samlet Monarchi af alle de ham undergivne Lande, var og blev han Ghibellinernes Hoved og det pavelige Herredømmes Modstander; forud for sin Tid i Dannelse og aandelig Udvikling, mere liberal og tolerant end de fleste af hans Samtid, betragtedes han som en Fritænker, ja tildeels endog som en Gudsfornegter, eller omtrent som Kong Sverre betragtedes af Gejstligheden for tredive Aar tilbage. I Tydskland havde han som Hohenstaufer arvet sin Æts Familiefiendskab med det welfiske Huus. Fejder med dette havde foruroliget hans tidligste Umyndigheds-Aar, og af disse tvende stridende Hoved– Interesser, de welfiske og de hohenstaufiske, bestemtes alle de vigtigste politiske Bevægelser i det tydske Rige. De danske Konger afValdemarernes Huus havde for det meste sluttet sig til de welfiske og de pavelige Interesser. Lige saa vist som de hohenstaufiske Kejsere, med deres vidt svævende Herskerplaner, ogsaa strakte deres Hænder tid efter Danmark og søgte at gjøre det til et Lyd- eller Lensrige rinder Tydskland, lige saa vist maatte fælles Fare og fælles Fordeel bringe Danmarks Konger og Welferne, der desuden paa det nærmeste vare Naboer, til at slutte sig sammen mod hine, og søge Pavestolens mægtige Venskab. Det var kun Valdemar den 2den, som for en kort Tid, da den welfiske Kejser Ottos Magt var knækket, gjorde et Brud paa det gamle System og traadte over paa den hohenstaufiske Frederiks Side, hvorved han erhvervede Bekræftelse paa sit Herredømme over Nordalbingen m. m.; men dette, næsten unaturlige, Forhold varede ikke længe, og da Valdemar, løsladt fra sit Fangenskab, rustede sig til at hevne den lidte Fornærmelse og gjenvinde de tabte Lande, var Kejseren atter fiendtligt stemt mod Danmark og opfordrede alle tydske Fyrster til Kamp mod dette Land, medens Welferne derimod, som just paa denne Tid kom i Strid med Frederik om deres Besiddelser, og desuden bare nær beslægtede med det danske Kongehuus, stode paa Valdemars Side, og kæmpede for det danske Herredømme i Tydskland. Men paa samme Maade, som de hohenstaufiske Kejsere strakte deres Hænder efter Danmark, paa samme Maade strakte de danske Konger Hænderne efter Norge: Kong Valdemar betragtede ganske vist endnu Sverres Ætlinger som aldeles uberettigede til Tronen, eller som Usurpatorer, hvilke han neppe engang tilstod Kongenavn, og som han forlængst vilde have forjaget, hvis ikke Omstændighederne havde hindret ham fra at blande sig umiddelbart i Norges Anliggender, flere end den ene Gang da han var oppe i Norge og indsatte Erling Steinvegg. Allerede derved maatte Haakon Haakonssøn, simpelt hen efter den sædvanlige Tingenes Gang, at man er sine Fienders Fiendes Ven, føle sig hendragen til Kejser Frederik, og betragte ham som den: paa hvis Bistand han i en muligt forestaaende Krig mod Danmark kunde regne Men tillige maatte han føle, at de lige overfor Pavestolen havde Interesser tilfælles. Norge, eller rettere Sverres –Æt, repræsenterede i Norden de ghibellinske, Danmark de welfiske Tendenser^[10]. Hvor tidligt Frederik og Haakon traadte i umiddelbar Forbindelse med hinanden ved Gesandtskaber og Udvexling af Gaver, siges ikke; vi erfare kun saa meget, at Kejseren allerede omkring 1229–1230 kaldes Haakons Ven^[11] hvilket forudsætter at en saadan Forbindelse allerede var opstaaet, og at det var Kejseren, der gjorde det første Skridt til at bringe denne Forbindelse i Stand, idet han – Tiden angives ikke anderledes, end at det var „længe før“ 1237 – sendte et Gesandtskab, i hvis Spidse der stod en Herre ved Navn Vilhelm, til Kongen og Jarlen med mange Foræringer, hvorimod disse til Gjengjeld sendte ham mange andre Gaver, af det Slags, „som der syd paa vare vanskelige at erholde“, og derfor betragtedes som Kostbarheder. Fra den Tid af, siges der, begyndte Sendeferder mellem Kongen og Kejseren, og den første Gesandt, Kongen sendte, var Stallaren Gudleik af Ask, der traf Kejseren paa Sicilien, og blev venskabeligt modtagen af ham. Denne første Tilnærmelse fandt maaskee allerede Sted i Aaret 1224, da Kejser Frederik opholdt sig paa Sicilien for at undertvinge de oprørske, der boende Saracenere, og da han udtrykkeligt opfordrede Pave Honorius til at sende Gesandter saavel til Frankrig og England, som til de øvrige europæiske Fyrster, for at virke til Korstogets Fremme^[12]. Man seer ellers -heraf, at Norge allerede i de første Aar efter Kong Haakons Optræden 1som myndig, og endnu førend den farlige Ribbungefejde var endt, havde begyndt at tildrage sig Udlandets Opmerksomhed.

Norges Forhold til England synes paa denne Tid i det hele taget at have været venskabeligt, da begge Lande gjensidigt tiltrængte hverandre. Allerede i 1217, da Kong Haakon havde besteget Tronen, tilskrev Kongen eller vel rettere Jarlen, som hans Formynder, den ligeledes umyndige Kong Henrik, og foreslog et Freds- og Enigheds-Forbund. Overbringeren af Brevet var Abbeden i Lysekloster, der altid havde staaet i nøjeste Forbindelse med England, fra hvilket det var blevet stiftet, og hvis Skibe endog for faa Aar siden havde faaet Fritagelse indtil videre fra alle sædvanlige Afgifter i engelske Havne^[13]. Kong Henrik svarede særdeles venligt, udtrykte det Stille at begge Riger skulde være „fælles“, og samtykkede i at Handelsmænd fra det ene Rige frit og uhindret skulde kunne besøge det andet. Han beholdt endog Abbeden en Stund hos sig, for efter Evne at erstatte nogen Skade, der af hans Undersaatter synes at have været tilføjet et af Kongens Skibe. Det lader ikke til, at dette venskabelige Forhold er rokket under de politiske Storme, som i denne Tid rystede England^[14].

1. Honorius døde den 18de Marts 1227, og allerede Dagen efter valgtes til hans Eftermand den gamle, men raske, rørige og lærde Ugolino, Kardinal-Biskop af Ostia, der antog Navnet Gregorius den 9de.
2. Dispensationen erholdtes først langt senere, under Innocentius den 4de, og af Brevet, der er aftrykt i Dipl. Norv. I. No. 38, sees tydeligt, hvorledes den uegte Fødsel i og for sig betragtedes som en Mangel.
3. Dipl. Norv. I. No. 11. I dette Pavebrev er der, som sædvanligt, Rum aabent for begge Biskoppers Navne, og hvad Biskopperne i Skara angaar, kjender man ikke saa nøje til deres Tiltrædelses- og Afgangs-Aar, at man veed, om den her meente er Benedikt den Yngre, eller hans Eftermand Stenar. Erkebiskoppen i Lund var Peter Saxessøn, forhen Domprovst i Lund, der valgtes til Andreas Sunessøns Eftermand, da denne formedelst Spedalskhed i klaret 1222 tog sin Afsked; Peter fik dog ikke Pallium førend i 1224; han døde 10de Juli 1228, kort efter Andreas, der døde 4de Juni.
4. Denne Thore, der til Forskjel fra den første, osloiske Thore kaldes „Thore thrøndske“, er sandsynligviis den „Sira Thore“ der nævnes i Skules Gavebrev af 1225, se ovenfor S. 703.
5. Alt dette sees af det ovenfor anførte Diplom.
6. Se ovenfor S. 651.
7. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 157.
8. Efterat Kong Haakon havde jaget Ribbungerne over Grændsen ved Vinger den 17de Mai, tilbragte han, som vi have seet, Himmelfartsdagen den 20de hos Biskoppen paa Hamar, og ordnede Oplandenes Anliggender. Dette har vel optaget et Par Dage, saa at han omkring 23de Mai kom tilbage til Oslo. Her blev han en halv Maaned, inden han tiltraadte Rejsen til Kongehelle, hvilket altsaa skede omkring 7de Juni. Ankommen til Kongehelle omkring 9de Juni, sad han atter der en halv Maaned, altsaa omtrent til St. Hans Dag, da han drog tilbage til Oslo, hvor han vel kom omkring den 27de. Kort efter kom Harald af Lauftun til ham, og Underhandlingerne med Knut begyndte; disse, saavel som Forliget og de deraf flydende Foranstaltninger medtoge dog vel mindst en Uge, altsaa indtil 4de Juli. Derpaa beskikkede Kongen atter sit Rige, som det heder, over alle Oplandene, sendte Harald af Lauftun efter Magnus Bladstakk, skrev til Vermelændingerne om ham, og maatte, som det er let at skjønne, holde sig færdig til et nyt Tog imod dem, indtil han erfarede Magnus’s Aflivelse; til alt dette kan man ikke regne mindre end 3 a 4 Uger, eller til de aller sidste Dage af Juli, faa at Afrejsen skede omkring 1ste August. Men Efterretningen om Slaget ved Bornhøvede den 22de Juli, der var en for hele Danmark saa vigtig Begivenhed, kunde da let, og maatte vel verre kommen til Oslo eller Tunsberg, der stod i saa levende Handelsforbindelse baade med Danmark og Nordtydskland. I alle Fald kunde Kongen erfare det af de Handelsfartøjer fra Danmark og Tydskland, som han mødte paa sin Vej. Men derimod kan Skule intet have hørt derom, førend han – omkring 3die August – mødte Haakon ved Seløerne.
9. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 158.
10. Haakon Haakonss. Saga Cap. 191.
11. Haakon Haakonss. Saga Cap. 164.
12. Raynaldus, ved 1224, No. 11, 12.
13. Rotuli lit. pat. London 1835 I, 1. 95.
14. Rymeri foedera, nyeste Udgave I. 149. Brevet, hvoraf ogsaa en ligelydende Gjenpart udstedtes til Skule Jarl, er dateret 10de Oktober 1217. Det er vistnok en Misforstaaelse, naar man forklarer Slutningsordene, som om Kongen af England vilde søge Regres hos Abbeden og Kongens Skib for Skade, han selv eller hans Undersaatter havde lidt. Der staar: „retinuimus abbatem prædictum, ut de navi vestra et rebus in ea contentis pro posse nostro restitutionem de ceteris negotiis nostris fieri faciamus,“ hvilket neppe kan gjengives anderledes end: „vi have holdt bemeldte Abbed tilbage, for med Hensyn til eders Skib og Ladning, efter Evne, at skaffe Erstatning af vore Ejendele.“ Det er især Udtrykkene pro posse nostro og fieri, som vise dette. Kongens Skib har rimeligviis under Forvirringen i England været blevet ilde medhandlet.