Det norske Folks Historie/4/125
De Ribbunger, som Junker Knut havde efterladt paa Oplandene, holdt sig, for saavidt som de ej gik over til Kong Haakon, samlede i Mjøsen, sandsynligviis paa Helgeøen, og droge alle de Fartøjer til sig, de kunde faa fat paa. Men i Begyndelsen af Marts 1227 begave de fleste af dem sig øster til Marker, for at møde Knut, der kom fra Ljodhuus, og heraf søgte Kongen, som det lader, at benytte sig, idet han atter lod nogle Skibe drage fra Oslo op i Vormen, under Ivar af Skedjehov og Saxe Bladspjot, hvorpaa han siden selv fulgte efter til Eidsvold, holdt Thing med Bønderne, og fornyede Forbundet med dem imod Oprørerne. Men hine Høvdinger vare dog ikke mandsterke nok til at bemægtige sig Ribbungernes Flaade; tvertimod siges der om dem, at de vogtede sig vel paa sine Skibe i Elven, hvilket viser at de havde nok med at passe paa sig selv. Det varede ikke længe, førend de ej engang vare i Stand dertil. Det blev meldt Kongen, at Knut var ifærd med at lade Skibe slæbe op fra Helles- eller Idefjorden op til Glommen. Han begav sig strax over Raumarike ned til Borgesyssel, for at hindre dette Foretagende, men da han kom til Heggen, blev det ham sagt, at det ej forholdt sig saaledes, og stolende paa vendte han sidst i Marts[1] tilbage til Oslo. Det var dog alt for fandt, at Knut havde en saadan Plan fore, og nu, da han hørte at Kongen var vendt om igjen, bragte han den ogsaa til Udførelse. Der havde aldrig før været slæbt Skibe ad den Vej, men han fik dem dog heldigt op paa Marker og derfra til Glommen eller maaskee rettere Vormen[2], hvor han kom ganske uventet over Birkebeinerne, og jagede dem fra Skibene ned til Os Kongen lod nu drage 25 Fartøjer fra Oslo over til Øyeren, og fulgte selv med, idet han, ligesom tidligere, lod Arnbjørn Jonssøn og Lendermændene i Borgesyssel tilsige at gjøre det samme fra deres Kant, hvilket ogsaa skede, saa at hele Flaaden samledes i Øyeren. Her bragte man i Erfaring at Harald af Lauftun og mange Ribbunger havde sit Tilhold i Bygden Skaun eller Sudrheims (Sørums) Sogn. Kongen sendte strax nogle Skarer imod dem, og det kom til en Kamp, hvori Ribbungerne bleve drevne paa Flugten med et Tab af 50 Mand. For at omgaa dem, og tage dem fra en anden Kant, lod Kongen nu sine Fartøjer drage op ad Kjenna- eller Slora-Aaen, forbi Raanaasfossen, og ned i Elven igjen, altsaa gjennem den saakaldte Aulin-Bing[3]. Men her fik han høre, at Ribbungerne allerede havde forladt Elven med deres Fartøjer, og draget sig længer østover. Birkebeinerne fulgte dem i Hælene. Skibene bleve paany dragne over det saakaldte Fundeid forbi Fossen, og videre op ad Glommen. Da man var kommen til Gaarden Fala (nu Fulu i Strøms Sogn i Odalen), blev det meldt, at Ribbungerne vare paa Vinger. Kongen lod da Skibene blive liggende, under Gunnbjørn Jonsbroders og Saxe Bladspjots Varetægt, og bød dem ikke at forlade Nordsiden af Elven, langs hvilken han nu selv, med Hovedstyrken, drog hen ad Vinger til for at opsøge Fienden, medens han sendte nogle Skarer over paa den anden Side for at overfalde Aamunde af Folavoll, der, som han havde hørt, skulde opholde sig etsteds i Nærheden. De traf ham ogsaa, og dræbte endeel af hans Folk, medens andre blev jagede ud i Elven, og alle mistede deres Vaaben. Dette var Natten mellem Løverdagen den 15de og Søndagen den 16de Mai. Søndag Morgen i Lysningen kom Kongen lige for Vinger Kirke. En paa Stedet boende, Kongen meget hengiven Bonde ved Navn Gunnar, fortalte ham at Ribbungerne laa paa den anden Side af Elven, men plejede hver Dag at ro over for at indhente Efterretninger. I Haab om, ved slig Lejlighed at kunne overrumple dem, lod Kongen sine Mænd skjule sig i Skoven ovenfor Gaarden. Men da Solen begyndte at skinne, fik Ribbungerne see Glimt af de hærklædte Krigere, merkede Uraad, og gave sig til af alle Kræfter at ro ud efter Elven langs Sydsiden, hvorfor ogsaa Birkebeinerne maatte skynde sig.tilbage alt hvad de kunde, for at Ribbungerne ikke skulde tage deres Fartøjer. Saaledes løb de ligesom om kap med hinanden paa hver sin Side af Elven. Ved at see Birkebeinerne komme frem af Skoven antoge Ribbungerne dem mandsterkere end de virkelig bare, Harald af Lauftun gik frem paa Elvebredden, raabte over til dem, og spurgte, hvo der anførte Sønnen. Harald Stangarfylja svarede: „bi skulde nok kjende hinanden, Frænde, da vi jo ere af eet Kuld og Sysselmænd paa Oplandene“. Hiin sagde: „det er sjelden at I have saa meget og saa vel udrustet Mandskab, men hvor er Kong Haakon?“ „Han er her“, var Svaret. Da Ribbungehøvdingerne nu udtrykte sin Forundring over at Kongen gad paatage sig saa stor Umag, som at forfølge dem heelt til Grændsebygderne, svarede Harald, at det nok ikke var for Moro Skyld, men af Nødvendighed, for at faa en saadan Ulykkesflok jaget ud af Landet. Imidlertid fortsattes Veddeløbet, idet man skød paa hinanden, hvor Elven var smal nok dertil. De, som Kongen havde sendt over paa den anden Side var nær komne i Stikken, thi de stødte paa en Flok Ribbunger, som de vel fuldstændigt nedsablede, men tabte derved saa megen Tid at Ribbungernes Hovedstyrke allerede var ganske i Nærheden. Dog lykkedes det dem, i yderste Tid, at komme over igjen til Kongen, der ikke mindre glædede sig derover end de[4]. Da Ribbungerne saa, at det ej vilde lykkes dem at faa Kongen afskaaren fra sine Skibe, vendte de atter østover. Kongen søgte, saa vidt muligt, at følge efter. Paa begge Sider halede man Skibene op ad den stride Strøm, forbi store Stene, der laa i Elben, og som truede at knuse ethvert Fartøj, hvis Touget brast. Det var et meget møjsommeligt Arbejde, og da man var kommen til det smaleste Sted af Elven, satte begge Parter sig til at hvile, ligesom efter fælles Overlæg. Kongen vilde nu lade sine Folk spise, da de formedelst den Iver, hvormed Forfølgelsen skede, ikke havde faaet Mad siden Dagen forud. Men Ribbungerne begyndte at skyde paa dem, saa at der ej blev noget af Spiisningen, og begge Parter fortsatte deres Nej saa hurtigt de kunde. Ribbungerne, som havde et lidet Forspring, lagde først hen til Kirkebøen og gave sig herfra til at udskjelde Birkebeinerne, efter som disse nærmede sig. Da Kongen kom, bød han dem holde op med slig Daarskab, og heller vente indtil hans Skibe kom, thi da kunde man strides med andet end Ord[5]. Ribbungerne svarede, at det vilde de gjerne. Men aldrig saa snart havde Kongen faaet 14 Skibe samlede, og lavede sig til at drage imod dem, førend Ribbungerne sluttede sine Skibe østen om Kirken, og droge dem op i Vingersøen. Birkebeinerne roede efter, og uagtet Ribbungerne havde indtaget en meget fordeelagtig Stilling øverst paa den høje, men største Delen af blød Leer bestaaende Aabred, styrede de dog lige imod dem. Ribbungerne toge fremdeles Flugten, og roede langs efter Vingersøen, medens Kongen forfulgte dem paa Landsiden; da de vare komne til den anden Ende, sprang de i Land, og satte til Skovs, men Kongen var saa nær efter dem, at han fik fældet flere af de bagerste. Han fortsatte ikke Forfølgelsen længer for denne Gang, men tog alle deres Skibe og vendte tilbage til det Sted, hver han havde forladt sine; her led han gjøre Holdt, for at hans Folk endelig kunde faa sig Mad og nødvendig Hvile, thi det var nu Mandag Morgen (17de Mai), og de havde uafladelig været paa Ferde heelt siden Løverdagen. Dog udsendtes der Mænd for at holde Øje med Fiendens Bevægelser, og disse kom snart tilbage med den Efterretning, at han havde taget den korteste Vej over Grændsen. Kongen vendte sig da atter vestover, lod sine Skibe paany slæbe over Fund-Eidet, derpaa op i Vormen, og videre til Mjøsen. Han tilbragte Christi Himmelfartsdag (20de Mai) paa Hamar hos Biskop Hallvard, og ordnede atter de nu fra Ribbungerne befriede Oplandes Anliggender. Endelig satte han, som forrige Gang, Mænd til at bevogte Skibene, og begav sig derpaa tilbage til Oslo, hvor han efter 14 Dages Forløb, altsaa i den første Halvdeel af Juni, beredede sig til at drage øster til Elven, hvor han vel maatte formode at Fiendens Hovedstyrke nu var at finde[6].
Men endnu førend han havde forladt Oslo, kom der Brev fra Knut, Fru Christina og Æskil Lagmand med Bøn om, at hun vilde tilstaa Knut Lejde, for at han kunde indfinde sig hos ham, saa snart han var kommen østerpaa, men de bade derhos, at dette maatte holdes hemmeligt, da man ellers kunde befrygte at Ribbungerne vilde dræbe Knut, hvis de erfarede at han vilde forlade dem. Kongen havde al Grund til at antage dette Tilbud for oprigtigt, thi Knuts Sager stode nu heel daarligt; .forfulgt fra Bygd til Bygd, og omsider jaget ud af Landet, havde han mistet alle sine Skibe og mange af fine bedste Folk, saa at der ikke syntes at være anden Frelse for ham, end enten at forlige sig med Kongen og modtage de gode Tilbud, denne saa ofte havde gjort ham, eller slaa alle Tanker om Magt og Anseelse i Norge af Hovedet. Kongen skrev derfor med Glæde tilbage, at hans Frænde Knut skulde være ham velkommen, og lovede ham baade Lejde og hæderligt Forlig. Derpaa sejlede Kongen afsted. Biskop Orm saavel som mange Lendermænd ledsagede ham, da han ønskede, at de skulde være tilstede ved Forligsmødet. Men ved Ankomsten til Gøta-Elven blev det Kongen meldt, at Ribbungerne endnu laa heelt oppe i Væneren[7]. Han sendte derfor Bud til Fru Christina, for at erfare, om Knut agtede at helde sit Tilsagn. Fru Christina lod svare, at hun selv skulde komme og slutte Fred paa sin Søn Knuts Vegne. I Forventning heraf sad Kongen hele 14 Dage i Kongehelle, men uden at see noget enten til hende eller Knut. Dog kom der Dag for Dag Bud fra hende, som meldte at Knut strax vilde indfinde sig[8]. Saaledes blev Kongen holdt fast med tomme Løfter, medens Knut derimod havde langt andet fore; ad Veje, hvor Skibe aldrig for havde været dragne, lod han Fartøjer slæbe fra Væneren over Eidskogen til Glommen, og derfra op i Vormen[9]. Nær havde hans Nidingsstreg løbet heldigt af, thi han kom heel uforvarende over nogle af Birkebeinerne, der laa med nogle Fartøjer udenfor Eidsvold, og uagtet disse i Hast fik sendt Bud til den endnu ved Eidsvold forsamlede Bondehær, af hvilken de kjekkeste kom dem til Undsætning, fik Ribbungerne dog, især ved deres større Skibe, saaledes Overhaand, at Birkebeinerne efter en hidsig Kamp hvorved mange af dem bleve saarede[10], vare nær ved at tage Flugten. Men da kom Jon Ketling og Erling Rumstav dem til Undsætning paa en Karve, og dette gav Slaget en anden Vending. Mandfaldet blev størst paa Ribbungernes Side, og førend man ventede det, gave de sig paa Flugten. Knut styrtede sig i Vandet og reddede sig med Nød og neppe, mange af Ribbungernes bedste Folk bleve dræbte, og alle deres Skibe faldt i Birkebeinernes Hænder. Sejren var fuldstændig, og satte saadant Mod i Bønderne omkring Øyeren, hvor Ribbungerne holdt sig, at de nu paa egen Haand dristede sig til at gjøre idelige Angreb paa dem, og dræbte mange af dem. Da Ribbungerne saaledes saa sig betrængte paa alle Kanter, erkjendte de omsider at deres Spil var ude, og aabnede oprigtige Underhandlinger om Fred. Først sendte de Bud til Birkebeinernes Høvdinger paa Oplandene, og tilkjendegave dem deres Ønske om at indgaa Forlig. Hine optoge Tilbudet vel, og sluttede en foreløbig Vaabenstilstand, til hvis Sikkerhed der gjensidigt stilledes Gisler; siden afsejlede Klemet af Holm med Ribbungernes Gisler fra Oslo for at opsøge Kongen, som nu var paa Tilbagerejsen fra Kongehelle, efter forgjæves at have ventet paa Knut eller Fru Christina. De traf Kongen i Hornboresund, og meldte ham hvorledes Sagerne stode. Denne modtog Gislerne venligt, og da han længer ud paa Dagen lagde ind i Usvikskilen[11], sendte han derfra paany Bud til Knut, og tilsagde alle Ribbungerne Grid, hvis de vilde give sig i hans Vold. Svaret paa dette Tilbud bragte Harald af Lauftun, strax efter at Kongen var kommen tilbage til Oslo. Knut havde sendt ham for at slutte fuldkommen Fred og Forlig med Birkebeinerne. Kongen lod i denne Anledning blæse til Hirdstevne, og talte saaledes for sine Mænd: „De fleste vide, hvilken Ingen og hvilket Bryderi vi have haft for Ribbungernes Skyld, og hvor mangfoldig Skade vi have lidt ved gode Drenges Fald, skjønt hine, hvad der enda er en Trøst, have seet endnu flere falde for vor Haand. Nu bede de os om Fred. Give vi dem den, da bør vi ogsaa, som alle gode Høvdinger pleje, fritage dem fra alt Ansvar for hvad de have forbrudt imod os; ellers bør vi ingen Fred tilstaa dem, men trænge ind paa dem af al Magt, især da deres Styrke nu er aftagen. Jeg er ikke mindre tilbøjelig til det sidste, end til det første, men I skulle dog raade.“ Birkebeinerne erklærede strax, at de heller vilde tilgive Ribbungerne alt det Tab, de ved dem havde lidt paa Gods og Folk, end længer plages med at jage efter dem. Kongen sendte nu Eystein Roessøn, Guthorm Erlendssøn og Frederik Slafse op til Øyeren efter Knut, der med en Mængde af Ribbungernes ypperste Folk strax fulgte dem til Oslo. Her blev der nu sluttet Forlig. Betingelserne for dette angives ikke, men man kan skjønne saa meget, at Knut foruden Straffrihed ogsaa har faaet Tilsagn om betydelige Forleninger, og at de øvrige af Ribbungerne enkeltviis have faaet Fred, ja endog tildeels Ansættelse i Kongens Tjeneste, da vi ikke mange Aar efter finde en af deres Høvdinger, Aamunde af Folevold, som kongelig Sveite- eller Troppehøvding. Og nu tog Kongen hele Oplandene i Besiddelse[12]. De af Ribbungerne, som vidste, at de ikke kunde gjøre sig Haab om Fred, flygtede over Grændsen og tog en vis Magnus Bladstak til Konge. Ved Efterretningen herom sendte Kongen Harald af Lauftun for at bemægtige sig ham, men denne, som kunde skjønne at Harald ikke meente ham det godt, forekom ham ved at overfalde og dræbe ham. Men Kongen havde ogsaa sendt Brev til Vermeland med Trusel til Indbyggerne, at hvis de ikke jagede denne Ugavnsflok fra sine Bygder, vilde han hjemsøge dem med en Brand, der ikke skulde give den forrige noget efter. Vermelændingerne havde faaet nok af den første Brand, og vilde ikke udsætte sig for nogen ny. De sloge sig sammen, gik løs paa Magnus, fik ham fat og hængte ham tilligemed nogle andre. Hermed ophørte Ribbungernes Flok og Navn, og det i ti Aar af uafladelige Borgerkrige hjemsøgte søndenfjeldske Norge havde endelig faaet Ro[13]. Junker Knut, hvilken Kongen stedse behandlede med største Venlighed og Opmerksomhed[14], gjorde sin tidligere Ferd, hvortil han vel for en stor Deel var forført af sin rænkefulde Moder, god igjen ved at vise Kongen ubrødelig Troskab, saa længe han levede.
- ↑ Der siges udtrykkeligt „½ Maaned før Paaske“, og denne faldt ind paa 11te April.
- ↑ Navnet Hellesfjord maa den nuværende Iddefjord have haft efter Gaarden Helle i Lomeland, over hvilken Vintervejen gaar til Frederikshald. Knut maa have ladet sine Skibe slæbe op ad det saakaldte frederikshaldske Vasdrag, Tistedalselven, Fem-Søen, Aspersøen og videre op ad til Rødenes, derfra til Ygderen, og fra denne til Øyeren, eller ogsaa maaskee op ad Hølands og ned ad Urskogs Vasdrag til Glommen.
- ↑ Hvor Gaarden Auli og Grøndalen ligge.
- ↑ Hele Beretningen om denne Fart paa og ved Glommen er noget uklar i Sagaen, i Særdeleshed i Texthaandskriftet, hvor Læsemaaderne ere aabenbart fejlagtige. I Fremstillingen ovenfor ere, saa vidt muligt, de i Sagaen angivne Fakta ordnede saaledes som de lokale Forhold tilsige. Det maa erindres, at Vinger Kirke paa den Tid laa paa Prestegaardens Grund østenfor Elven.
- ↑ Det var fornemmelig Harald af Lauftun, som skjeldte Birkebeinerne ud. Efter en anden Beretning lod Kongen Olaf Sundramme, i Arnbjørns Trop, bede Birkebeinerne ikke at svare paa Ribbungernes Grovheder.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 154.
- ↑ Hid hen havde de vel begivet sig paa sine Skibe ad Vrangselvens Vasdrag.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 154.
- ↑ Sagaskriveren ytrer sin Misbilligelse af denne troløse Ferd saaledes: „Hr Knut brugte da et Kneb, som hans Fader Haakon Jarl aldrig vilde have tilladt sig, og som var forbundet med „megen Svig“.
- ↑ Blandt de saarede vare ogsaa Ivar af Skedjehov, der fik en Skade i Foden, hvoraf han siden stedse haltede.
- ↑ Sandsynligviis den saakaldte Isvikskile i Tanum Prestegjeld. Hornboresund er, som tidligere meldt, det nu saakaldte Hommerø-Sund, noget sydligere.
- ↑ Se nedenfor, jvfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 183.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 155, 156.
- ↑ Hin forærede ham saaledes strax efter paa Henrejsen til Bergen tvende Langskibe med fuldt Tilbehør.