Det norske Folks Historie/4/124
Kongens Ophold i Bergen blev ikke langvarigt. Junker Knut tog, efter at være kommen til sine Venner i Vermeland, atter Mod til sig, samlede Folk paa ny, og gjorde et Indfald i Borgesyssel, fornemmelig paa Skaun (Rakkestad) og Heggen (Eidsberg), hvor han øvede meget Herverk, og fældte mange brave Bønder, der satte sig til Modværge. Arnbjørn Jonssøn, der forestod denne Syssel, skrev derfor til Kongen, at han endelig saa snart som muligt maatte komme til Viken igjen, for at Ribbungerne ikke alt for meget skulde voxe dem over Hovedet. Skjønt det allerede var seent paa Aaret, drog .Kongen strax afsted, og Jarlen vendte tilbage til Throndhjem. Da Kongen kom til Tunsberg, satte han Erling Ljodhorn til Befalingsmand paa Slotsbjerget, med Ordre til at forberede det nødvendige til Jule-Opholdet, medens han selv fortsatte Rejsen indover til Oslo. Da han om Natten laa ved Jarlsø (Jersø), kom de hadelandske Sysselmænd Thorgeir Biskopsmand og Frederik Slafse til ham med den foruroligende Efterretning, at Ribbungerne nu ogsaa spillede Mester paa Oplandene, hvorfra de saa nylig havde været forjagne. De havde slæbt Skibe lige fra Eidskogen til Mjøsen, det vil vel sige fra Veneren i Sverige til Glavsfjorden og Elgaafjorden, og derfra med Benyttelse af Vrangselvens Vasdrag og Vingersøen til Glommen, samt videre ned ad denne og op ad Vormen. De vare komne aldeles uforvarende paa de kongelige Sysselmænd, der laa paa Helgeøen for at passe paa Skibene; de havde omringet Huset, hvor de opholdt sig, og fældet dem med den største Deel af deres Folk[1], hvorefter de havde bemægtiget sig alle Fartøjer, saavel i Mjøsen, som de øvrige Søer, og de skrækslagne Bønder havde overgivet Landet i deres Vold, saa at de nu vare Herrer over alle Oplandene lige til Lillehammer[2]. Da Haakon længer ud paa Dagen kom til Oslo, forefandt han en Mængde Bønder, der laa paa Feltfod, og tilligemed Borgerne i alt udgjorde henimod 1500 Mand. Kongen lod dem sammenkalde til et Mode, og her forestillede de ham hvorledes de nu havde holdt fra samlede lige siden de sloges med Ribbungerne paa Aker, men at disse nys havde truet med at brænde deres Bygder, hvis de ej opløste sig og faldt dem til Fode: enten maatte derfor Kongen love dem at forblive i Oslo den Vinter, og hjelpe dem til at forsvare deres Bygder – i saa Fald tilbøde de ham fuld Almenning strax, og ligeledes efter Julen[3], ja endog, hvis dette ikke var tilstrækkeligt, Halvdelen af deres Kvægbesætning og Forraad af Levnetsmidler – eller ogsaa havde ingen anden Udvej, end at bede Ribbungerne om Naade, og slutte Forlig med dem. Kongen takkede dem for deres Tilbud, men gav dem ikke strax Svar paa deres Anmodning, da han først ønskede at høre sine Hirdmænds Raad. Disse fraraadede ham paa det alvorligste at blive i Oslo og betro sig til Bønderne, idet de erindrede ham om den Fare, hvori Kong Sverre var stedt, da Bønderne angrebe ham i Oslo. Kongen lod sig i Førstningen afskrække ved disse Forestillinger, og gav Bønderne det Svar, at han dog nok helst vilde tilbringe Vintren paa Slotsbjerget, som han fra først af havde bestemt, men efterlade sine Lendermænd i Oslo til deres Forsvar. Bønderne, som merkede, hvorledes Sagen var fat, tilbøde da at stille de bedste Bønder af hvert Kirkesogn som Gisler, hvis han ikke havde rigtig Tro til dem. Kongen overlagde paany med sine Mænd, der fremdeles fraraadede ham at betro sig til Bønderne; men imidlertid havde han overvundet alle smaalige Betænkeligheder og fattet sin Beslutning: han erklærede at han vilde blive hos de brave Bønder, der gjorde ham saa hæderlige Tilbud, og vare saa villige til at ofre Liv og Blod for ham. Derved blev det, og han fik ingen Aarsag til at angre det. Han opslog sin Residens i den saakaldte Haakonsgaard[4], og lod det fornødne til Vinteropholdet hente fra Tunsberg, ja endog fra Bergen. Arnbjørn Jonssøn sad derimod om Vintren paa Valdensholm for at værge Landet, og holde Øje med Fiendens Bevægelser[5].
Den strengeste Deel af Vintren tilbragte Junker Knut hjemme i Gøtaland, efterladende nogle Skarer Ribbunger som Besætning i Mjøsen. Herved skadede han sin Sag i en ikke ringe Grad, thi Kongen benyttede lig af hans Fraværelse til at svække og adsprede Ribbungerne baade ved List og Magt. Han sendte hemmelige Breve til deres Troppehøvdinger saavel som andre formaaende Mænd iblandt dem, og tilbød Grid og gode Vilkaar, hvis de kom og indgik Forlig med ham. Og den, som aller først benyttede sig af dette Tilbud, var den dygtigste og virksomste af dem alle, nemlig Erling Rumstav, Sigurd Ribbungs forrige Merkesmand og Raadgiver. Han begav sig til Kongen, fik Fred paa hæderlige Vilkaar, traadte i hans Tjeneste, og hædredes strax med saa stor Tillid, at Kongen betroede ham nogle Skarer, for at søge efter Ribbungerne paa Soløer. Han svigtede heller ikke denne Smil» men gjorde sine Sager saa godt, at 40 Ribbunger bleve fældede, og Kongen, som fra nu af satte fuldkommen Lid til hans Troskab, sagde at han havde tilkæmpet sig Lendermands Ret[6]. En anden Trop paa 360 Mand, alle til Hest, blev under Simon Kyr sendt ned til Ranafylke, for ogsaa her at ransage efter Ribbunger, der fra Ljodhuus, hvor Knut havde sit Hoved-Tilhold, med Lethed kunde forurolige de nærmeste Egne vestenfor Elven. En heel Deel af dem laa just i Bevje Sogn, da de fik Nys om at Birkebeinerne nærmede sig. De toge vel strax Flugten; men vist og her bleve dog flere af dem fældede, og Simon vendte med i det Hele taget vel forrettet Sag tilbage til Kongen. Knut søgte at hevne sig ved at sende en Deel Ribbunger paa letsejlende Fartøjer til Marstrand,[7] hvor han vidste at Kolbein Ketturyg og Grunde Fehirde, hvilke Skule Jarl Høsten forud havde sendt i et vigtigt Erende til den danske Konge Valdemar – hvorom mere nedenfor – laa indfrosne paa Tilbagerejsen. Ribbungerne kom ganske uventet over dem, og fældte dem efter yderst tappert Forsvar med saa godt som hele deres Mandskab, medens de mange Kjøbmænd, der tillige laa i Havnen, skammeligen stode og saa til, uden at røre sig for at hjelpe dem. Men ved Efterretningen herom lod Kong Haakon Isen i to Dage ophugge lige fra Oslo til Iiskanten udenfor Holmene, og sendte en heel Mængde lette Skibe, vel bemandede, tinder Lodin Gunnessøn, Simon Kur, Hallvard Bratte, Gunnbjørn og Olaf Ingassøn, ned til Viken for at opsøge Knut i Staden Ljodhuus selv, og angribe ham. Da de kom, var Knut vistnok allerede borte med den største Deel af sin Hær, men nogle faa vare dog blevne tilbage i et Kastell, der i den Tid stod norden for Byen, under Befaling af en Bjørn Pakke. Birkebeinerne belejrede Kastellet, der snart overgav sig, imod at Forsvarerne fik beholde Livet, men et betydeligt Bytte faldt i Birkebeinernes Hænder, og de brændte Kastellet, ligesom de ogsaa lagde en betydelig Brandskat paa de vestgøtiske Bønder, der havde været i Ledtog med Knut[8].
Allerede Sommeren forud var den egentlige Stifter af Ribbungernes Parti, Gudolf af Blakkestad, bleven dræbt. Efter Sigurd Ribbungs Død skilte han sig, uvist af hvad Grund, fra Flokken, og drog hjem til sin Gaard Blakkestad, men da han var særdeles forhadt blandt Bønderne for alle de Voldsgjerninger, han havde begaaet der i Bygden, og derhos vel ogsaa efterstræbtes af de kongelige Sysselmænds Folk, fristede han en højst usikker Tilværelse, og maatte tilbringe den længste Tid i en Kirke, som den Gang stod i Nærheden af Gaarden. Men ikke en Gang Kirkefreden kunde beskytte ham mod Bøndernes Had. Han havde i sin Tid ladet en Bonde ved Navn Utrygg grumt mishandle med Slag og frataget ham en god Hest; den samme Utrygg satte sig nu tilligemed sine Svaner Aasulf og Gudleif i Spidsen for en Hob Folk, drog med dem til Blakkestad, omringede Kirken, satte Stiger til Veggen, og brød Taget op, saa at de kom ind ovenfra, og dræbte ham. Og, heder det, der var kun liden Sorg over hans Død[9]. Hvor der blev af hans Søn, der ogsaa var med at stifte Ribbungepartiet, siges ikke, men da vi ikke mange Aar derefter finde hele Blakkestad i Oslo Nonneklosters Besiddelse[10], skulde man næsten formode at Ætte-Gaarden er bleven inddragen under Kronen som forbrudt ved Gudolfs Landsforræderi, og siden efter, enten af Kong Haakon eller en af de følgende Konger, skjenket til Nonneklostret.
- ↑ Guthorm Fjonk, fortæller Sagaen, blev dræbt inde i Huset; Arne arbejdede sig ud, men blev dræbt paa Ageren.
- ↑ Der staar: „lige til Oos“, hvilket ej kan betegne andet end Logens Udløb i Mjøsen, lidt ovenfor Lillehammer.
- ↑ Saaledes heder det i Skaalholts-Haandskriftet; den til Saga-Udgavens Text benyttede Kodex har kun „heel Almenning efter Juul.“
- ↑ I Peder Claussøns Oversættelse af Sagaen kaldes denne Gaard Haakon Griis’s Gaard, en Læsemaade, som da maa have staaet i hans Kodex; er den rigtig, har Gaarden saaledes tilhørt Haakon Griis, en af Birkebeinernes Høvdinger, der faldt i Oslo 1210, se nedenfor, jvfr. Haakon Haakonss. Saga Cap. 219.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 148.
- ↑ Det vil vistnok sige, at Kongen udnævnte ham til Lendermand, eller lovede at udnævne ham dertil.
- ↑ Dette er fødte Gang, Marstrand omtales som Handelshavn. Kong Haakon anlagde Byen, som det paa sit Sted skal omtales, men uvist hvad Tid; at der imidlertid endnu ikke i 1227 var begyndt paa noget saadant Anlæg, maa vel ansees sikkert.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 150.
- ↑ Sammesteds, S. 149.
- ↑ I Fortegnelsen over Nonneklostrets Gods i 1396, optagen i Erkebiskop Eysteins Jordebog, fol. 144, staar der udtrykkeligt: „i Asker Sogn, hele Blakkestad, 8 Mks. Bool.“ Men af Registraturen over de Breve, der 1624 fandtes paa Akershuus, sees, at Nonneklostret ejede Blakkestad allerede i det 1339 Aarhundrede. Den ovenfor omtalte Kirke ved Blakkestad er forlængst ødelagt, men har vel nogen Sammenhæng med Sagnet om at der paa Gaarden skulde have været et Kloster.