Det norske Folks Historie/4/123
Hvad Jarlen havde foretaget sig i Nidaros siden han forlod Hedemarken seenhøstes det forgaaende Aar, nævnes ikke i Sagaen, hvilken, da den egentlig kun er Konst Haakons Livshistorie, desværre beretter lidet eller intet om hvad der foregik i det Throndhjemske, faa længe Kongen ikke havde noget med dette Landskab umiddelbart at bestille, skjønt der ej kan være nogen Tvivl om, at der her forefaldt mangt og meget, som det vilde være af stor Vigtighed at erfare. Navnlig kunde man ønske nøjagtige Underretninger om alle Skule Jarls hemmelige og aabenbare Stemplinger, saavel med Mænd indenlands, som med Ribbungerne og udenlandske Magter. At han saavel som Chorsbrødrene snart vare komne paa den venskabeligste Fod med „den Bedrager Peter“, som de før kaldte Erkebiskoppen, have vi tidligere seet. Og det kunde ikke gaa anderledes. Thi naar man i sin Tid kunde vælge Peter til at rejse til Rom og tale Abbed Sigurds Sag, er det tydeligt at han hørte til samme Parti, og alene for Kongen paatog sig en Maske, som han aftog ved sin Tilbagekomst, da han havde opnaaet, hvad han ønskede. Peter havde her endog just handlet i sit Partis Interesse, idet han ved at tilvende sig Kongens Anbefaling hindrede at dennes Valg faldt paa nogen paalideligere Ven; og den, som blev bedragen, var Kongen, ikke Jarlen og Chorsbrødrene. Derfor er det heller intet Under, at Kongen blev opbragt paa ham. Kort efter at Kongen havde skrevet sit skarpe Brev, blev Jarlen farligt syg, saa at han endog selv var forberedt paa Døden, og allerede havde ladet sig give den sidste Olje, da han uventet kom sig igjen[1]. Det lader til, at Gejstligheden, især som man maa formode, Erkebiskoppen, har benyttet sig af denne hans Sygdom til at aflokke ham flere Løfter eller Gaver til Kirken og kirkelige Formaal, og til overhoved at knytte ham nærmere til sig. Man finder saaledes, at Skule omtrent paa denne Tid har taget Korset. I et Brev til Erkebiskoppen, dateret Lateran den 4de November 1226, paalægger nemlig Pave Honorius denne at prædike Korstog i hele sin Provins, og giver ham apostolisk Myndighed til at absolvere alle dem, der lade sig korsmerke, fra den Exkommunikation, hvori de til Straf for begangne Voldsgjerninger kunde være forfaldne, alt sammen fordi han, som han udtrykker sig, af et Brev fra Erkebiskoppen har erfaret, at „hans kjære Søn, den ædle Jarl“, har taget Korset, og med en talrig Skare af korsmerkede Folk herligen ruster sig til det hellige Lands Befrielse, tilbydende alle dem, der ville drage med ham, fri Overfart uden Betaling. Intet er sandsynligere, end at Skule under sin haarde Sygdom efter Erkebiskoppens Tilskyndelse har aflagt Løftet om at tage Korset, som han siden, efter sin Helbredelse, har maattet gjentage, uden at det nogensinde var hans oprigtige Hensigt at bringe det i Udførelse[2]. Men imidlertid var det ikke uden sine Fordele, thi ej at tale om at han derved fik Paaskud til at gjøre overordentlige Udrustninger, tilstod Paven ham ved samme Lejlighed, som en passende Hjelp fra sin Side, Ret til at oppebære i hele Nidaros’s Provins – det siges ikke i hvor lang Tid, men det maa i det mindste have været for eet Aar – hele den Tyvendedeel af alle gejstlige Embedsindtægter, som det ved General-Konciliet i Lateran var paalagt Geistligheden at udrede til Korstogshjelp[3]. Vi have endnu et Brev, som Paven desangaaende skrev til Erkediakonen Nikolas paa Hjaltland, og hvori han bød ham, i sit Distrikt at opkræve og til Jarlen troligt at indbetale samme Tyvendedeel[4]. Sandsynligviis have lignende Breve været skrevne til alle Biskopper i Provinsen. Derved maatte Jarlen faa en Deel rede Penge under Hænder, som, efter de senere forefaldne Begivenheder at dømme, vist ikke bleve anvendte efter Bestemmelsen. Et andet, endnu mere storartet, eller i alle Fald om stor Hengivenhed for Kirken vidnende Løfte, der ligeledes med største Rimelighed synes at kunne henføres til denne Sygdomstid, om endog Udførelsen skede senere, er Løftet om at oprette et Nonnekloster af hans Fædregaard Rein med Tilliggelser. At Jarlen oprettede Klostret, doterede det, og lod opføre den herlige Steenkirke der, hvoraf der endnu sees betydelige Ruiner, er vist nok[5], men man kjender ikke ret Tiden, da Klostret kom i Stand og blev indviet. Det omtales for første Gang i Aaret 1238, men da allerede som bestaaende, og med hans Syster Fru Sigrid, Enke efter Jon paa Austraat, som Abbedisse[6]. Oprettelsen falder altsaa i Mellemtiden, og da de dertil nødvendige Forberedelser, Bygningsarbejder o. s. v. maatte medtage lang Tid, saa at man dertil vistnok aller mindst kan regne ti Aar, komme vi derved saa nær henimod Aaret 1226, at Sandsynligheden for, at Beslutningen om et saa vigtigt Skridt just da, under hans Sygdom, kom til Modenhed, bliver overvejende. Det maa vistnok betragtes som noget højst usædvanligt, at han paa denne Maade bortskjenkede sin Æts Hovedgaard, men det finder sin Forklaring i den Omstændighed, at han ikke havde nogen egtefød Søn at overlade den til[7], og at den derfor efter den almindelige Arvegang maatte komme til at tilfalde hans Datter, Dronning Margrete, og derved ogsaa Kongen. Thi ham undte han den vistnok saa lidet, at han langt heller saa den i Kirkens Hænder, især naar han derved ganske kunde vinde Gejstligheden for sig, medens tillige hans Navn ved en saa storartet Gavmildhed kom til at glimre. I og for sig indeholder saaledes denne Stiftelse fra hans Side unegtelig en Aabenbarelse af det ukjærlige Sind, han bar til sin Svigersøn. Med Hensyn hertil traf det ret heldigt, at Sigurd Ribbung var bleven afløst af Junker Knut i Anførselen for Ribbungerne. Thi Sigurd stod, som vi have seet, ganske vist paa en venskabelig Fod, ja efter al Sandsynlighed endog i hemmelig Forstaaelse med Skule, og der er endog Grund til at antage, at de tilsammen havde aftalt en Plan, der stod i Forbindelse med de foregivne Korstogsrustninger, og som alene Sigurds uformodede Død hindrede fra at komme til Udførelse. Men Knut, Haakon Jarls Søn og Repræsentant, maatte have Interesser og Sympathier, der laa alt for meget i Strid med Jarlens, til at endog det fælles Uvenskab med Kongen kunde knytte dem sammen, og derved bragtes Jarlen atter til, om end mod sin Tilbøjelighed, for en Tidlang at nærme sig Kongen og lade sine Planer mod ham hvile.
Saaledes vare Forholdene beskafne, da Merkesmanden Thorstein Heimnes, som Kongen havde afsendt fra Oslo, efter 8 eller 9 Dages Rejse ankom til Bergen, bebudede Kongens nær forestaaende Ankomst, og bad dem at oppebie ham. Uagtet de i Førstningen nok saa djervt havde efterkommet hans Anmodning om at indfinde sig hos ham, bleve de dog nu noget forknytte ved at høre, at han saa snart var i Vente, thi de havde, synes der, faaet et Nys om, maaskee gjennem Thorstein selv, om at Kongen medbragte Breve, hvorved de vare temmelig kompromitterede[8]. Hvad dette var for Breve, siges ikke, om det skulde være de samme, som de ovenfor omtalte, hvorved Biskop Nikolas’s Falskhed røvedes, eller andre, han efter Sigurd Ribbungs Død havde faaet fat paa, og som vidnede om hemmelig Forstaaelse mellem Sigurd og dem. De raadsloge med hinanden om, hvad der herved var at gjøre, og Enden blev, at Erkebiskoppen, der især havde en ond Samvittighed, strax rejste hjem igjen til Throndhjem, hvor han ikke længe efter afgik ved Døden (9de Oktober 1226), og Kongen saaledes snarere, end man skulde have ventet, befriedes fra denne Fiende, der sikkert med Tiden vilde være blevet ham farlig[9]. Jarlen derimod blev tilbage i Bergen, da han vel stolede paa Svogerskabet og Kongens sædvanlige Godmodighed. Thorstein Heimnes opholdt sig kun to Dage i Bergen, og vendte derpaa tilbage igjen. Da han efter den korte Rejse af kun 3 Dage kom til Portyrja, mødte han Kongen, som allerede var kommen hid paa sin Rejse til Bergen. Han fortalte ham, hvorledes Erkebiskoppen, der først havde tænkt at oppebie ham, efter Samtale med Jarlen havde betænkt sig, og ilet nordefter; men han bad ham ikke desto mindre skynde sig videre, da Jon Jarl fra Orknøerne, Biskop Simon af Syderøerne, Abbeden paa Icolmkill og mange andre Mænd fra Øerne der vester vare komne til Bergen, forat tale med ham. Kongen rettede sig herefter, og kom derfor snart til Bergen, hvor han, som man af Sagaens Taushed maa slutte, ikke sagde et eneste ondt Ord til sin Svigerfader. Ja han tog ham endog paa Raad med, ved Afgjørelsen af hine orknøiske og syderøiske Herrers Anliggender[10], hvorom der i det følgende skal handles. Saa meget fandt han sig i, for at holde Fred og sømmelig Enighed.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 114. Der kom Brev til Bergen fra Jarlen, heder det, „som meldte at han havde faaet en haard Sot, saa at han endog havde taget al christelig Tjeneste, men Gud lod ham dog komme sig“.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 10.
- ↑ Se ovenfor S. 568.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 9. Brevet er dateret 3die Novbr. Dagen før Brevet til Erkebiskoppen. I dette Brev heder det, at baade Skule selv og Erkebiskoppen saavel som de øvrige Biskopper havde tilskrevet Paven og underrettet ham om Jarlens Løfte.
- ↑ Det nævnes udtrykkeligt i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 242.
- ↑ Det omtales, som det nedenfor vil sees, i Anledning af en mellem Skule og Aasulf paa Austraat opkommen Strid om den sidst nævnte Gaard, hvilken Skule vilde have erklæret for Klostrets Ejendom. Men den Omstændighed, at Skule først da fremsatte Paastanden, og indtil da havde ladet Aasulf (der allerede i 1223 skrives til Austraat) beholde Gaarden i Fred, kan vel betragtes som et Tegn paa, at hans Svigermoder, Fru Sigrid, indtil da havde opholdt sig hos ham, og ej førend i hiint Diar som Abbedisse flyttede til Rein, med andre Ord, at Klostret først da traadte i Virksomhed; dette bestyrkes ogsaa deraf at Jarlen endnu i Paaske 1237 opholdt sig paa Rein (.Haakon Haakonssøns Saga Cap. 188), som om Klostret endnu ikke var organiseret; men alt dette hindrer ikke at Løftet derom kan være aflagt i 1226. I Langes Klosterhistorie S. 388, er ogsaa den Mening antydet, at den første Beslutning om Klostrets Oprettelse er tagen under Jarlens Sygdom 1226.
- ↑ Hans uegte Søn Peter, med Andres Skjaldarbands Kone, (se ovenfor S. 621) var da endnu ikke anerkjendt.
- ↑ I Sagaen staar: „Da Thorstein kom nord, tyktes Jarlen og Erkebiskoppen bane spurgt at Kongen monne vilde komme frem med Breve, som han fandt ikke ganske at vidne om Troskab fra deres Side mod ham.“ Dette synes at antyde, at Thorstein selv har ladet dem forstaa, hvad der ventede dem.
- ↑ Peters Død henføres til 1226 i Annalerne, og ligeledes i H. H. S. Cap. 159, hvor der for Vinteren 1227–28 er antegnet, at Peter døde den anden Høst forud, Dionysiusmesse. Dette har imidlertid af Flere været misforstaaet som om han døde i 1227.
- ↑ Haakon Haakonss. Saga Cap. 147.