Det norske Folks Historie/4/129

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 750-781).

Af en Konge med Haakons Dygtighed og Omhu for Rigets Velvære og Hæder var det at vente, at han ogsaa vilde ofre Forholdet til Skatlandene den tilbørlige Opmerksomhed, og sørge for, at disse Rigets fjernere Besiddelser, der alt for gjerne vilde løsrive sig, naar de sporede den mindste Svaghed hos Moderlandet, holdtes i den tilbørlige Lydighed. Denne Sag laa Haakon endog mere paa Hjerte, end hans nærmeste Forgængere, og hans Bestræbelser i dette Øjemed danne en væsentlig Deel af hans lange, rastløse og fortjenstfulde Regent-Virksomhed. For ret at forstaa dem, og betragte dem i deres Sammenhæng, er det nødvendigt at gaa noget tilbage i Tiden. Hvad nu først Orknøerne angaar, have vi seet, at Jarlerne Jon og David, Sønner af Harald Madadhssøn, i Aaret 1210 havde gjort Afbigt og udredet Bøder for deres tidligere Frafald, og at de havde svoret Kong Inge og Haakon Jarl Troskabsed samt stillet Gisler til Pant paa deres fremtidige Troskab^[1]. Siden den Tid synes Jon, der siden Davids Død 1214 herskede ene, nogenledes upaaklageligt at være bleven den norske Krone tro, hvortil Aarsagen maaskee fornemmelig var den, at han, som det synes, stod sig mindre godt med Kongen af Skotland, sin.Lensherre for Katanes. Efterretningerne om de indre Begivenheder i Skotland paa denne Tid ere ellers saa magre, at man mestendeels maa gjette sig frem. Da den syttenaarige Alexander den 2den havde fulgt sin i Aaret 1213 (den 13de December) afdøde Fader, Kong Villjam paa Skotlands Trone, gjorde en ny Donald Bane, Søn eller Broder af den i Aaret 1212 fangne og henrettede Guthred kaldet Mac Villjam, den ældre Donald Banes Søn, og den før omtalte Kenedh, Søn af Mælkolm Mac Heth, i Forening med en irsk Kongesøn og „en stor Hob Ildesindede“, et Indfald i Moray, men bleve slagne af Ferehard Mac Intagart, Jarl af Ross, der fangede Oprørerne, lod dem henrette, og deres Hoveder overlevere til den unge Konge (15de Juni 1215)^[2]. Da Kenedh, Mælkolms Søn, Syster af Hvarflad, Harald Jarls Hustru, var Jon Jarls Morbroder, og da Donald Banes eller den egremontske Æt, hvilken nu altsaa fælles Interesser havde forenet med det Mac-Hethske, ved at nedstamme fra Kong Duncan, Ingebjørg Jarlemoders Søn, var nær beslægtet med den orknøiske Jarle-Æt, er intet rimeligere end at Jon Jarl, efter sin Faders og sine Forgængeres Exempel, har understøttet Donald og Kenedh, og saaledes selv været et Medlem af hiin „store Hob Ildesindede“. Har han saaledes staaet paa en spendt Fod med Kong Alexander, faldt det af sig selv, at han maatte søge Beskyttelse ved at holde sig saa meget fastere ved Norge; og at han virkelig holdt fast ved sin Forbindelse med dette Land, sees deels af den Omstændighed, at Skule Jarl fandt det nødvendigt at tilskrive ham hiint hemmelighedsfulde Brev under Opholdet i Bergen 1217, deels deraf, at Jon Jarl selv indfandt sig i Norge 1218, og maaskee allerede da aflagde Kongen Troskabs-Ed^[3]. Snart opstod der ogsaa en ny Anledning til Uvenskab mellem Jon Jarl og Kong Alexander. Biskoppen i Katanes siden 1214, Adam, forhenværende Abbed i Melrose, og, som det etsteds angives, nær beslægtet med det skotske Konge-Huus^[4], var en ivrig Hierarch, der med alt for stor Iver og Haardhed søgte at gjøre Kirkens virkelige eller foregivne Rettigheder gjeldende, ja endog, efter hvad det lader, at udstrække sine Fordringer langt ud over Ret og Billighed. Det var en gammel Skik, at Biskoppen skulde have et Spand Smør for hver 20de Ko, et Slags Reide, der synes at være traadt i Stedet for Tiende^[5], men Biskoppen var ikke fornøjet dermed, og fordrede Rettigheden til et Spand for hver 15de Ko. Dette blev vedtaget, og ligesaa et nyt Forslag, der forhøjede Ydelsen til et Spand for hver 12te; men da han nu gik saa vidt, at fordre et Spand for hver Moe, altsaa netop det dobbelte af hvad Ydelsen oprindelig var, tabte Katnesingerne Taalmodigheden, og klagede til Jon Jarl, der just befandt sig paa Katanes, ikke langt fra Hawkirk i Thorsdal, hvor Biskoppen var^[6]. Jarlen sagde at han i denne Sag hverken vilde raade dem fra eller til; her havde man to Vilkaar for Haanden, begge lige slemme: at underkaste sig Fordringen var utaaleligt. det andet Vilkaar vilde han ikke nævne. Katnesingerne samlede sig da til Thing eller Raadslagning paa Fjeldet ovenfor Hawkirk. Ravn Lagmand, hvorom der ovenfor er talt, var hos Biskoppen og bad ham indstændigt om at give efter, ellers vilde det neppe gaa godt. Biskoppen meente, at det ej havde nogen Nød, og at Bønderne nok af sig selv vilde komme til Ro. Imidlertid sendte man Bud til Jarlen, om at han vilde komme og mægle Forlig, men han undslog sig med de Ord: „er Biskoppen bange, kan han jo komme til mig“. Strax efter saa man en stor Skare Bønder – det skal have været over 300 – ile rasende ned ad Fjeldsiden. Ved dette Syn bad Lagmanden Biskoppen at sørge for sin Sikkerhed, men det var allerede for silde; den rasende Skare omringede Huset, hvor Biskoppen. Lagmanden og flere sad til Bords ovenpaa. Munken Sørle fra Newbottle, Biskoppens fornemste Raadgiver og mere forhadt end han selv, da han betragtedes som den egentlige Ophavsmand til hans Udpresninger, gik ud i Døren, for at tale til de Forbitrede, men fik i det samme et Hugg i Ansigtet, saa at han faldt død tilbage i Stuen. Biskoppen skal selv have erkjendt, at dette paa en vis Maade var Løn som forskyldt, da Sørle altid havde søgt at ophidse ham mod Bønderne. Han bad nu Ravn gaa ud til disse og tilbyde Forlig. De forstandigste blandt Bønderne bleve meget glade over dette Tilbud, og Biskoppen begav sig ud til dem, men der var en heel Deel, som slet ikke vilde lade sig store, og som ved Synet af Biskoppen bleve saa rasende, at de styrtede ind paa ham, reve Klæderne af ham, bandt, sloge og paa andre Maader mishandlede ham, indtil de endelig slæbte ham ind i Ildhuset og satte Ild paa dette, alt sammen i saadan Hast at han allerede var indebrændt, førend nogen kunde komme ham til Hjelp (11te September 1222)^[7]. Da Efterretningen herom naaede Kong Alexander, der just stod paa en Rejse til England, lod han strax denne fare, samlede en Hær, og drog til Katanes, hvor han herjede vidt og bredt, og tog den haardeste Straf over Indbyggerne, hvoraf en Mængde bleve dræbte, lemlæstede eller forjagne^[8]. Jarlen søgte ved „gode Mænds“ Vidnesbyrd at fralægge sig al Deelagtighed i Drabet, men det var allerede nok, at han ikke havde søgt at hjelpe Biskoppen eller efter hans Død at straffe de skyldige: han maatte udrede en svær Pengebod, og dertil en stor Deel af sit Len, sandsynligviis den sydlige Deel, eller det egentlige Sutherland. Til Biskop i den dræbte Adams Sted udvalgtes, endnu i Kongens og hans Krigshøvdingers Nærværelse, Gilbert, Erkediakon af Moray, og det fortælles, charakteristisk nok, at Skotlands Prælater selv sendte Gesandter til Paven, for at underrette ham om det forefaldne og om den Iver, hvormed Kongen søgte at straffe Misgjerningen, alt sammen for at hindre, at Paven, hvis han kun rygtes-viis erfarede Sagen, skulde sende en Legat for at anstille Undersøgelser derom; da de nemlig af nys gjorte Erfaringer kjendte slige Legaters umættelige Begjærlighed^[9]. Paven roste ogsaa i sin Svarskrivelse, dateret 13de Februar 1223, Kongens kirkelige Iver i særdeles sterke Udtryk, og opfordrede ham til, fremdeles at vedblive med at tage Hevn over de frække Forbrydere^[10]. Under disse Omstændigheder saa det ilde nok ud for Jon Jarl, og det maatte derfor være ham mere end nogensinde magtpaaliggende at sikre sig Rygstød fra Norge. Saaledes indfandt han sig da ogsaa pligtskyldigt ved Rigsmødet i Bergen samme Aar, tilligemed Biskop Bjarne, og har rimeligviis, som det forhen er nævnt, strax efter Modet aflagt Kongen sin Hylding^[11]. Imidlertid søgte han dog ogsaa at blive forligt igjen med den skotske Konge, aabnede, som det synes, Underhandlinger med ham, og indfandt lig omsider hos ham ved Juletid i Forfar, hvor han mod en Pengesum blev tagen til Naade igjen og fik det Stykke Land tilbage, som Aaret forud var blevet ham frataget^[12]. Det synes fremdeles at bekræfte sig, hvad vi ovenfor have seet Exempler paa, at Orknø-Jarlerne, i samme Forhold som de stode sig godt med Kongen i Norge, stode paa en spændt Fod med Kongen i Skotland, og omvendt; thi medens der ikke fortælles om noget yderligere Uvenskab mellem Jon Jarl og Kong Alexander, og det uagtet endnu nogle Medlemmer af det Macwilliamske Huus, nemlig en vis Gillescop med Sønner, og Ruaidhri, stiftede Oprørsflokke i det nordlige Skotland, og vakte Uroligheder der, lige indtil 1229, da Gillescop og hans Sønner bleve dræbte, maa der have været Misforstaaelser af en temmelig alvorlig Natur mellem Jon og Kong Haakon, da der fortælles, at Jon Jarl om Sommeren 1224 indfandt sig i Bergen hos Kongen, da denne var kommen tilbage fra Oslo, forligtes med ham om de Sager, der vare imellem dem, opholdt sig hos ham en Tidlang, og efterlod sin Søn Harald som Gissel^[13]. Men hvilke disse Sager vare, nævnes ej. Man seer kun saa meget, at Kongen maa have haft Mistanke til Jarlens Troskab, siden denne maatte stille ham Gissel. For øvrigt er det ikke hermed sagt, at Kongen mistænkte ham for at ville løsrive sig; muligt, at han alene frygtede for, at han vilde slutte sig nærmere til Skule Jarl, end til ham. Der manglede heller ikke i Orknøerne paa Prætendenter til Herredømmet, som kunde tage Skules Parti, hvis Jarlen holdt sig til Kongen, eller omvendt. Navnlig var der en højbyrdig Mand. Snækoll Gunnessøn, hvis Moder Ragnhild var Datter af Erik Slagbrelle og Ingegerd. Ragnvald Jarls Datter, og hvis Fader Gunne sandsynligviis nedstammede fra Svein Asleifssøn^[14]: han gjorde i det mindste Fordring paa flere Gaarde, som hans Frænder havde ejet, men som Jarlen nu havde i Besiddelse, og da Jarlen negtede at aftræde dem, fremsatte han Fordringen saa hyppigt og med saadan Heftighed, at Jarlen blev vred, og spurgte om han vilde efterligne sin Morbroder Harald unge i at fordre Deel i Jarledømmet: i saa Fald skulde det ikke nytte ham noget, da han selv agtede til det yderste at forsvare Besiddelsen af sit Rige. Snækoll svarede dertil, at han nok ikke kunde vente at han vilde unde ham nogen Deel af Jarledømmet, naar han ikke engang vilde rinde ham hans rette Mødrenearv. – Derved opstod et heftigt Fiendskab mellem Jarlen og Snækoll samt dennes talrige Frænder, og dette Fiendskab vel igjen har haft stor Indflydelse paa enhver af Parternes politiske Stilling lige overfor Partierne i Norge. Skjønt Beretningerne om disse Forhold og Begivenheder ere høit ufuldstændige, erfarer man dog saa meget, at Jarlen efterhaanden nærmede sig mere Kongen, medens hans Fiender heldede mere til Skules Side. I Aaret 1226 druknede Jarlens, som det synes, eneste Søn Harald, rimeligviis ved Tilbagerejsen fra Norge, hvor han havde opholdt sig som Gissel hos Kongen^[15]; om det var dette, eller andre Omstændigheder, som samme Aar kaldte Jon Jarl over til Norge, vides ikke; det er kun vist at Jon Jarl, saaledes som ovenfor berettet, den Høst kom til Bergen^[16], og at Kongen underrettet af Thorstein Heimnes om hans og flere vesterlandske Herrers Ankomst, skyndte sig til Bergen, for at træffe saavel dem som Skule Jarl og Erkebiskoppen, og afgjorde, som det heder, deres Anliggender med Skule Jarls Raad. At Venskabet fra denne Tid af var meget godt mellem Jon Jarl og Kongen, sees deraf at hiin i Aaret 1228 sendte ham mange herlige Gaver, og at Kongen til Gjengjeld sendte ham et godt Langskib, foruden mange andre Foræringer^[17].

Allerede ved Betragtningen af disse Forhandlinger ligger den Slutning temmelig nær, at Norges Forhold til Skotland ej kunde være det venskabeligste, thi havde begge Magter været enige, da vilde heller ikke Orknøernes Jarler have kunnet finde nogen Hjelp i, snart at holde sig til den ene, snart til den anden. Men vi erfare derhos udtrykkeligt, at der vare Rivninger mellem Kongerne Alexander og Haakon, som sandsynligviis allerede havde taget deres Begyndelse fra disse Kongers tidligste Regjeringsaar, og som omsider, længe efter, tinder Kong Alexanders een og Efterfølger, gik over til virkelig Krig. Tvistens Æble var Syder-Øerne. Det var naturligt, at en skotsk Konge med Kraft og Dygtighed – og en saadan var Alexander – ikke med Rolighed kunde see paa at hele den lange Række af Øer, der ligesom gjerdede for hele Skotlands Vestkyst, ja endog paa flere Steder naaede langt ind i Landets egne Fjorde, og hvis Befolkning var væsentlig skotsk og med skotske Interesser, skulde tilhøre et fremmed, hiinsides Havet liggende Rige. Med Orknøerne, skjønt de ogsaa laa Skotland saa nær, var det anderledes. Her var Befolkningen norsk; Øgruppen selv var mere samlet, og laa den skotske Kyst nær kun paa et enkelt Punkt; den nærmeste Deel af Skotland, Katanes, var selv mere et norskt end et skotsk Landskab, og kunde ikke være af den Betydning for Riget, som de vestlige Landskaber, med deres dybt i Landet indgaaende Fjorde, hvortil Adgangen saa godt som ganske beherskedes af de under norsk Lenshøjhed staaende Øer, saaledes at man f. Ex. fra Mull med Lethed kunde trænge lige ind til Lochaber, fra Arran og Bule til Clydefjordens frugtbare Omgivelser og saaat sige til Hjertet af Lavlandene, og fra Man til hvilket som helst Punkt af Galloway og Annandale. Dette Forhold vilde maaskee ikke ennu have været saa utaaleligt for Skotland, hvis den norske Konge havde været Syderøernes umiddelbare Behersker, og saaledes med større Strenghed kunde have overholdt Fred og Ro; men de egentlige Herrer vare de tøjleløse Lenskonger, der ej vare stort bedre end Vikinger, og kun alt for godt forstode at benytte sig af deres fordeelagtige Stilling til at gjøre Fortred^[18].

Det er i det foregaaende^[19] viist, hvorledes Ragnvald Gudrødssøn, Konge paa Syderøerne, i Aaret 1210, tilligemed sin Søn og Medregent Gudrød svarte, advarede ved det Tog, som Birkebeiner og Bagler i Forening havde gjort til Øerne, fandt det raadeligst at drage over til Norge, erkjende den norske Konges Lenshøjhed, og udrede den forfaldne Skat. Det er ligeledes omtalt, at Ragnvald to Aar efter (16de Mai 1212), udstedte et Hyldingsbrev til den engelske Konge Johan, uanseet at denne, som man maa formode, stod i et venskabeligt Forhold til Kong Inge^[20]. Men denne Hylding, hvorved han erklærede sig for hans Vasall saa længe han levede, og som er udstedt i Lambeth, tæt ved London^[21], og paategnet af en Deel engelske Magnater, har maaskee enten, som ovenfor bemerket, været ham aftvungen, eller ogsaa har den sigtet til et af Ragnvald overtaget Hverv at forsvare de engelsk-irske Farvande^[22]. Ved Siden heraf maatte det ogsaa være ham magtpaaliggende fremdeles at beholde den skotske Kong Villjams Yndest, for at denne ikke skulde slippe hans Broder og Medbejler Olaf løs. Villjam stod vel tilsyneladende i venskabelig Forbindelse med den engelske Konge, hvis Lenshøjhed han endog havde anerkjendt, men egentlig betragtede han dog Kong Johan som sin Fiende, mod hvem han nærede stor Mistanke, især paa denne Tid, og en Forbindelse mellem ham og Kongen af Man kunde derfor neppe være ham behagelig. Paa sin Dødsseng forordnede Kong Villjam, at alle, der holdtes fængslede hos ham, skulde sættes paa fri Fod. Som en Følge deraf ophørte ogsaa Kong Olafs henved syvaarige Fangenskab, og Ragnvald havde paany i ham en Medbejler at frygte. I Førstningen synes dog Olaf, nedslagen og modløs efter det lange Fangenskab, ej at have vovet at sætte sig op mod Ragnvald; han gjorde, ledsaget af mange højbyrdige Mænd, en Pilegrimsrejse til St. Jago de Compostella, og da han kom tilbage fra denne, begav han sig fredeligt til sin Broder, der atter affandt ham med Øen Ljodhuus, og dertil gav ham sin Hustrues Syster, Datter af en fornem Mand paa Cantire, til Egte. I alt dette synes Olaf roligt at have fundet M. Hans Tid var endnu ikke kommen^[23].

Imidlertid døde Biskop Nikolas 1217, og til hans Efterfølger valgtes en vis Ragnvald, Systersøn af Kongerne. Da han paa sin Visitats kom til Ljodhuus, og Olaf med aabne Arme kom ham imøde, erklærede han med Strenghed, at han intet Samkvem vilde have med Olaf, saa længe han levede i forbudt Egteskab: Olaf havde nemlig tidligere haft sin daværende Hustrues Syskendebarn til Frille. Olaf erkjendte strax, maaskee ikke saa ugjerne, Rigtigheden af Biskoppens Ord, lod sig paa et Prestemøde formelig skille fra sin Hustru, og egtede en Datter af den forhen omtalte, mægtige Ferehard Mac Intagart, Jarl af Ross^[24]. Fra denne Tid af var det forbi med Venskabet mellem Brødrene. Dog skal det især have været Ragnvalds Hustru, som af Harme over Olafs Skilsmisse fra hendes Syster søgte at udsaa Tvedragt mellem dem. I al denne Tid fortsatte Ragnvald sit tilvante Vikingeliv, og i det mindste skulle hans Undersaatter have herjet baade paa Irlands og Englands Kyster. At han havde erkjendt Kong Johan for sin Lensherre og svoret ham Hyldingsed, har han efter dennes Død (1216) maaskee ikke længer taget i Betragtning, især da Johans Søn og Efterfølger Henrik ej alene var mindreaarig, men derhos laa i Strid om Kronen med Baronerne saavel som den franske Kongesøn Ludvig. Men da Henriks Parti havde faaet Overhaand, og Ludvig var udjagen af Landet, maa ogsaa Ragnvald enten være bleven ydmyget ved Vaabenmagt, eller have frygtet for en haard Straf, thi i Aaret 1218 fik han, som man erfarer, et Lejdebrev, udstedt i Kong Henriks Navn, der skulde vare fra 16de Januar til Paaske, for at han kunde indfinde sig hos Kong Henrik, aflægge ham sin Hyldest, og give Fyldestgjørelse for de i England og Irland udøvede Fiendtligheder^[25]. Om Ragnvald da virkelig indfandt m, vides ikke; men det er vist, at han indfandt sig i London det følgende Aars Høst, da imidlertid den myndige Pandulf, udvalgt Biskop til Norwich, var kommen til England som pavelig Legat og Befuldmægtiget, hvilket med Hensyn til Englands daværende Lensforhold under Pavestolen omtrent var eenstydigt med at føre den virkelige Overbestyrelse af Landet. Ragnvald kom, som det i et af Kong Henrik udstedt Brev heder, for at tilbyde sin troe Tjeneste, og aflægge sin Hylding. Men til samme Tid udstedte han, opfordret af Pandulf (21de September 1219), en Erklæring, hvorved han tog Øen Man til Len af Pavestolen, lovede at betale en aarlig Skat, og lod sig belene dermed af Pandulf paa Pavestolens Vegne. „Eders hellige Faderlighed“, heder det i dette, til Pave Honorius selv udstedte, Brev, „underrettes herved om, at vi, før at nyde Godt af de Æresbeviisninger, der gives i den romerske Kirke, og efter Paamindelse og Opfordring af vor kjære Fader, Hr. Pandulf, udvalgt Biskop til Norwich, eders Kamerarius og Legat, have givet og tilbyde den romerske Kirke og eder, saavel som eders rette Efterfølgere, vor Ø Man, der tilhører os med Arveret, og for hvilken vi ikke skylde Nogen som helst Mand Lenstjeneste; hvorfor vi, saavel som vore Arvinger, herefter for stedse ville holde denne Ø som et Len af den romerske Kirke, og herved aflægge den vor Hylding og Troskabsløfte. Til Erkjendelse af dette Herredømme ville vi og vore Arvinger under Navn af Skat betale den romerske Kirke hvert Aar 12 Mkr. Sterling i England ved Furnes Kloster^[26], paa Marie Renselsesdag. – – – – Denne vor Gave og Offring har bemeldte Herr Legat modtaget efter eders Vilje og Behag, og efter Modtagelsen har samme Herr Legat overantvordet mig og mine Arvinger bemeldte Ø til stedsevarende Besiddelse som Len af den romerske Kirke, samt investeret mig dermed ved en Guldring^[27]“. Denne Erklæring og Lensoverdragelse stemmer just ikke synderlig vel med den aldeles ubestridelige Sandhed, at Øen Man var et norskt Landskab og stod under norsk Lenshøjhed. Men deels var Ragnvald allerede traadt i Lensforhold til den engelske Konge, og deels har vel Pandulf ej kjendt saa nøje til Sammenhængen, men meent som faa, at naar Paven var Englands Overlensherre, havde han ogsaa Ret til at forføje efter Godtbefindende over hans Vasallers Lande. Og øm det endog ej var Legaten ubekjendt, at Man egentlig var et norskt Len, og at Ragnvalds Ytring om at besidde den aldeles frit ikke medførte Sandhed, saa har han dog under de daværende Forhold ikke følt sig synderlig opfordret til at varetage den norske Konges Interesse. Heller ikke gjorde Paven sig nogen Samvittighed af at modtage Tilbudet, men vedtog det formeligt ved Skrivelse af 23de Mai 1223, og tog Ragnvald og hele hans Rige i sin og St. Peters Beskyttelse^[28], ligesom ogsaa Kongen af England udstedte Lejde- og Beskyttelses-Breve for ham og tilsagde ham sin Understøttelse, hvis deres fælles Uvenner gjorde ham Fortred^[29]. Omtrent samtidigt med disse Begivenheder underhandledes der om Giftermaal mellem Kong Alexander i Skotland og Kong Henriks Syster Johanna, hvilket ogsaa sluttedes i 1222. Derved traadte begge Konger i et nærmere Venskabsforhold til hinanden, og Ragnvald kunde saaledes ogsaa gjøre Regning paa Understøttelse af dem begge. Under disse Omstændigheder maatte Olaf føle sig desmere opfordret til at holde fast ved Forbindelsen med Norge, thi ene herfra kunde han nu vente sig Bistand mod Ragnvald, der havde Skotlands og Englands forenede Kræfter i Baghaand. Vi finde derfor ogsaa fra denne Tid af Olaf som Kong Haakons ivrige Tilhænger.

Den første aabenbare Fejde, der udbrød mellem Brødrene Ragnvald og Olaf, skal være udgaaet fra Ragnvalds Dronning, der ikke kunde glemme Olaf, at han havde forskudt hendes Syster. Hun sendte, fortælles der, hemmelig et Brev i Ragnvalds Navn til deres Søn Gudrød, der just opholdt sig paa Øen Sky, at han skulde overfalde og dræbe Olaf. Gudrød samlede strax Folk og satte over til Ljodhuus, for at udføre den forræderske Plan. Det lykkedes dog Olaf med Nød og neppe at undkomme paa en liden Baad over til den skotske Kyst, hvor han tog sin Tilflugt til Svigerfaderen, Jarlen af Ross, medens Gudrød herjede Ljodhuus, og dræbte flere af Indbyggerne. Men blandt dem, som Gudrød havde opfordret til at være med paa Toget, var ogsaa den tapre og indflydelsesrige Paal Baalkessøn, Befalingsmand^[30] paa Øen Sky. I Stedet for at adlyde Gudrød, begav han sig ligeledes til Jarlen af Ross, og aftalte her med Olaf en Plan til at tage Hevn over Gudrød for det lumske Angreb. De gik begge ombord paa et Skib, og begave sig først til Sky, hvor de skjulte sig paa et afsides Sted, men sendte Spejdere ud for at erfare, hvor Gudrød var. Spejderne kom tilbage med den Efterretning, at Gudrød opholdt sig med nogle faa Folk paa Øen Icolmkill, uden at ane den mindste Fare. Nu samlede. Olaf og Paal i al Stilhed alle deres Venner og Tilhængere, begave sig til Mull, trak her midt om Natten fem Fartøjer i Søen, roede over det smale Sund til Icolmkill, og besatte Øens Landingssteder. Om Morgenen gik de i Land med deres hele Styrke. Gudrød søgte med sine faa Folk at slaa sig igjennem, men blev overmandet og tagen til Fange. Alle de af hans Mænd, der ikke fik frelst sig indenfor Enemerkerne af Kirkens Helligdom, bleve dræbte, og han selv blev blindet og gildet, mod Olafs udtrykkelige Forbud, men paa Befaling af Paal Baalkessøn, der maa have næret et heftigt Had imod ham (1223)^[31]. Olaf underlagde sig nu alle Norderøerne, hvis Indbyggere stillede ham Gisler for deres Troskab, samlede det følgende Aar en Flaade paa 32 Skibe, og sejlede til Man, hvor han tvang Ragnvald til at indgaa et Forlig med sig om en Deling af Riget, saaledes at Ragnvald skulde beholde Man tilligemed Kongenavn, og Olaf derimod de øvrige til denne Linje hørende Øer (1224). Dette var dog ikke alle Syderøerne, thi nogle af dem, sandsynligviis de sydøstligste, eller de der laa Argyll nærmest, tilhørte endnu Sumarlides Ætlinger, nemlig Duggal Skrøk og Duncan, Sønner af Duggal Sumarlidessøn^[32], ligesom og en Frænde af dem, Sumarlide den yngre af Argyll, ligeledes synes at have kaldt sig Konge^[33], endog efterat Kong Alexander i Aaret 1221 havde frataget ham Argyll og nødsaget ham til at flygte over til Øerne, som man formoder, fordi han havde gjort Oprør imod ham til Fordeel for den ovenfor omtalte Gillescop, Ætling af Kong Duncan^[34]. Disse Ætlinger af Sumarlide vare vistnok Haakons Vasaller, og havde, som det synes, aflagt ham Troskabsed, men vare ham dog, som Sagaen udtrykker sig, meget utrygge^[35]. Dette kan kun forstaaes saaledes, at de egentlig stræbte efter Uafhængighed, og efter Omstændighederne snart erkjendte hans, snart Skotlands Højhed, alt som det bedst stemmede med deres egen Fordeel. Deres store Besiddelser paa Skotlands Fastland knyttede dem dog nærmest til dette Lands Interesser, og det var fornemmelig gjennem dem, at Vejen banedes for skotsk Indflydelse paa de øvrige Øer.

Som Haakons Tilhænger og den, der anerkjendte hans Lenshøjhed, kunde Olaf ikke undlade at melde Kongen denne vigtige Begivenhed, og anholde om hans Samtykke dertil. Vi erfare ogsaa af Kongesagaen, at i dette selvsamme Aar (1224), just som Haakon havde forladt Viken efter det første Forlig med Vermelændingerne, indfandt der sig hos ham i Bergen, samtidigt med Jon Jarl, mange Syderøinger, og blandt dem de tvende Høvdinger, Gillechrist Muirchertachs Søn og Ottar Snækollssøn, med mange Breve, som det heder, om deres Landes Anliggender^[36]. Da Ottar var en af Olafs og Paal Baalkessøns Tilhængere, kan der neppe være nogen Tvivl om at han og Gillechrist have været afsendte af Olaf i det oven angivne Erende, og at de vel endog paa hans Vegne have svoret Haakon Troskabs-Ed. For Haakon maatte denne Forandring være særdeles velkommen, og han har vistnok øjeblikkelig tilsagt Olaf sin Beskyttelse.

Ragnvald fandt sig ikke fænge i det Tab, Olaf havde tilføjet ham. Han havde derhos sin Søns Mishandling at hevne. Han søgte og fik Hjelp hos den mægtige og krigerske Jarl Alan af Galloway, Konnetabel af Skotland, der paa denne Tid havde mest at sige blandt alle Skotlands Magnater; han var gift med Kongens Syskendebarn, Margrete af Huntingdon, .og havde foruden sit Ættegods i Skotland ogsaa betydelige Forleninger paa Irland, hvilke Kong Johan havde givet ham^[37]. Hans Broder, Thomas, var ved Giftermaal bleven Jarl i Atholl. Ragnvald famlede en Hær paa Man, og drog i Følge med Alen, der vist ogsaa medbragte en betydelig Skare, til Øerne, for at tilbageerobre dem. Men da det kom til Stykket, vilde Manværingerne ikke stride med Olaf og Sudrøingerne^[38], „fordi de holdt af dem“ – saaledes havde nu Bladet vendt sig siden Ragnvalds Tronbestigelse – og Ragnvald saavel som Alan maatte vende tilbage hver til sit med uforrettet Sag. Siden forlangte Ragnvald hundrede Merker Sølv af fine Undersaatter som Reisepenge for at begive sig til den engelske Konges Hof. Han fik dem, men i dets Sted begav han sig kun til Alan, og gav hans uegte Søn Thomas sin Datter til Egte^[39]. De hundrede Mark skulde vel saaledes kun være et Slags Brudeskat. Herover bleve Manværingerne saa forbitrede, at de strax indkaldte Olaf, og hyldede ham som deres Konge (1226). Det var sandsynligviis for at underrette Kong Haakon om denne vigtige Forandring, at Biskop Simon af Suderøerne tilligemed Abbeden af Icolmkill begave sig til Bergen hiin samme Hest 1226, da ogsaa Jon Jarl indfandt sig der, og Kongen, efter at have kæmpet med Junker Knut og Ribbungerne paa Oplandene. skulde have en Sammenkomst med Skule Jarl og Erkebiskop Peter^[40]. I Sagaen tales der vel intet om, at de vare afsendte af Kong Olaf, men der kan vel neppe være nogen Tvivl om, at dette var Tilfældet. Det siges heller ikke om Gilchrist og Ottar Snækollssøn i 1224, men kan lige saa lidet betvivles om dem. Kongen, fortælles der, afgjorde deres Anliggender, idet han tog Skule Jarl med paa Raad. Man maa fremdeles antage, at han har godkjendt, hvad der skede, thi Ragnvald havde ved hele sin Ferd noksom lagt for Dagen, at han ikke vilde erkjende hans Overherredømme. Af den Omstændighed, at de syderøiske Sendemænd saavel denne som forrige Gang kom i Følge med Jon Jarl, skulde man fristes til at antage, at han har haft noget med deres Anliggender at skaffe, hvilket i sig selv er rimeligt nok i Betragtning af hans Naboskab, og maaskee endog Slægtskab, med Jarlen af Ross, Kong Olafs Svigerfader, der selv greb saa betydeligt ind i Skotlands politiske Begivenheder. Men i hvilken Udstrækning og Retning Jon Jarl har taget Deel i alt dette, vil vel neppe nogensinde blive tilstrækkelig oplyst.

Det er forhen omtalt, at Erkebiskop Peter havde opholdt sig en Stund i Bergen for Kongens Ankomst, men at han, da han havde ond Samvittighed, ikke vovede at oppebie ham. I de Dage, Biskop Simon og han tilbragte tilsammen der, har han sandsynligviis meddeelt denne den biskoppelige Indvielse, hvis ikke Simon allerede engang for i dette samme Aar for den Sags Skyld havde været i Norge, thi det er vist, at han indviedes i 1226. Han fulgte ikke umiddelbar efter den nidkjære Ragnvald, men imellem dem var, dog som det synes ganske kort, en vis Jon, der omkom ved et Ulykkestilfælde, sandsynligviis endog førend han havde tiltraadt sit Embede. Da Simons Valg maa være indtruffet efter Erkebiskop Guthorms Død 1224, siden han ikke indviedes af ham, maa man formode, at Kong Olafs Indflydelse har været virksom derved; dette bestyrkes ogsaa deraf, at han søgte sin Indvielse i Norge, hvilket neppe var Tilfældet med hans nærmeste Forgængere^[41]. Det er derfor at formode, at Simon lige saavel som Kong Olaf efter Evne arbejdede for de norske Interesser, og saa meget som muligt søgte at befæste Baandet mellem Øerne og Moderlandet. Men det er ogsaa heel sandsynligt, at han under sit Ophold i Bergen tilsammen med Skule Jarl og Erkebiskoppen har været sterkt paavirket af denne til Fordeel for hiin, og at han igjen senere bar bearbejdet Kong Olaf i samme Retning.

Olaf, kaldet den svarte, herskede to Aar i Ro og Fred, da endelig Ragnvald, som vel imidlertid havde opholdt sig hos Man i Galloway, gjorde et Forsøg paa at gjenvinde sit Rige. I Forening med Alan og hans Broder Thomas af Atholl med en stor Styrke satte han over til Man, just som Olaf med de fornemste Mænd og en stor Deel af de kampdygtigste Folk paa Øen var dragen hen til Norderøerne. De herjede hele den sydlige Deel af Øen, plyndrede Kirker, og dræbte alle de Folk, de traf paa, saa at et Stykke af Øen, som det fortælles, næsten forvandledes til en Ørken. Derpaa vendte Alan, der synes at have været den egentlige Formand paa Toget, tilbage til Galloway, efterladende Sysselmænd for at inddrive Skat. Altsaa fulgte ogsaa Ragnvald tilbage med ham, men synes dog at have benyttet sig af sit øjeblikkelige Held til et Forsøg paa at opnaa en fordeelagtig Fred under engelsk Mægling. Der findes nemlig et Brev, udstedt til Olaf af den engelske Konge under 12te April 1228, hvorved der tilstaaes ham Grid og Lejde for ham selv og hans Folk, i 15 Dage fra Michelsdag samme Aar at regne, for at begive sig til England, hvor der da skulde stiftes Fred mellem ham og hans Broder^[42]. Man kan neppe antage, at disse Underhandlinger have været aabnede og Lejdebrevet tilsendt Olaf, førend Ragnvald og Alan overfaldt ham, da dette Overfald i saa Tilfælde vilde have været en alt for stor Troløshed, og den engelske Konge selv derved vilde være bleven kompromitteret. Der findes intet Tegn til, at Olaf modtog Fredstilbudet, og begav sig til England. Tvert imod kom han snart efter tilbage til Man, jagede Alans Sysselmænd bort, og tog sit Rige igjen, medens ogsaa de Manværinger, der tidligere havde flygtet for Ragnvald og Alan, efterhaanden kom tilbage og sloge sig til Ro, i den Tanke at al Fare nu var over for det første^[43]. Men en mørk Vinternat, i Julen^[44] kom Ragnvald ganske uventet med fem Skibe fra Galloway, landede ved Holm Peel, og opbrændte alle sin Broders og de manske Høvdingers Skibe, der laa i Havnen. Siden sejlede han om til den anden Side, og laa i 40 Dage ved Ragnvaldsvad, idet han for et Syns Skyld fornyede Fredstilbudet, men underhaanden søgte at vinde alle Indbyggerne af Øens sydlige Deel for sig. Det lykkedes ham ogsaa med mange, skjønt man skulde formode at han netop havde været forhadt paa denne Kant, hvor han for faa Maaneder siden havde faret saa grumt frem. Men han har vel gjort dem saare glimrende og forføreriske Løfter. Nogle svore endog at de, om det behøvedes, gjerne skulde ofre deres Liv for at skaffe ham Herredømmet over Halvparten af Øerne. Men Olaf havde imidlertid været virksom i den nordlige Deel af Øen. Han samlede Indbyggerne om sig, og opfordrede dem paa en saa indtrængende Maade til at gjøre fælles Sag med ham, at deres Sjæle, som det heder, aldeles sammenføjedes med hans. Omgiven af deres Skarer begav han sig paa Thingvolden, og oppebiede sin Broder Ragnvald, som ikke længe efter indtraf i Spidsen for sin Hær (14de Februar 1229). Medens Ragnvald ordnede sine Folk, gjorde Olaf et pludseligt Angreb, og drev dem – heder der – paa Flugten som Faar. Ragnvald selv blev dræbt paa Flugten, Olaf uafvidende, der skal have ytret megen Utilfredshed dermed, da han hørte det, men, tillægger Krøniken, han hevnede dog aldrig hans Død, saa længe han levede. Ragnvalds Lig blev af Munkene i Russin bragt over til Furnes, og begravet der paa et Sted, han allerede i sit levende Liv havde udseet sig. Den ulykkelige søndre Deel af Man blev atter herjet og næsten lagt øde, til Straf for at Indbyggerne havde taget Parti med Ragnvald^[45].

Da dette skete, synes Alan Jarl at have været fraværende paa et Besøg over i Irland med en talrig Skare af sine bedste Krigere, for at egte en Datter af den mægtige Hugo af Barn. Paa Tilbagevejen led han Skibbrud, hvorved de fleste af hans Folk omkom, og han selv tilligemed nogle faa reddedes kun med Nød og neppe^[46]. Dette forklarer, hvorfor han ikke strax tog Hevn for sin Ven og Svoger Ragnvalds Død, og hvorfor ikke engang Ragnvalds Søn, den ulykkelige, blinde Gudrød, tog sin Tilflugt til ham, men derimod flygtede over til Norge, hvor vi senere finde ham^[47]. Olaf har sandsynligviis netop passet Tiden, da Man var borte, og Skjebnen har end ydermere begunstiget ham ved at lade Alan lide hiint Skibbrud, der for længere Tid maatte hindre ham fra at øve Fiendtligheder. Men det var ingenlunde Alans Hensigt at lade Olaf sidde i Ro. Saa snart det var ham muligt, gjorde han nye Udrustninger, og lagde ikke Skjul paa, at disse vare rettede mod Olaf og Nordmændene. Se syderøiske Konger af Sumarlides Æt synes, stiltiende eller aabenbart, at have gjort fælles Sag med ham, og navnlig enten nu eller tidligere at have modtaget skotsk Besætning i Rothsay Slot paa Øen Bule, der hørte til deres Besiddelser^[48]. Overhoved traadte det sande Forhold i alt dette Røre tydeligere frem, nemlig den skotske Krones Bestræbelser for at underlægge sig Øgruppen, og Nødvendigheden af en alvorlig Indskriden fra Norges Side, hvis det ønskede at beholde disse Besiddelser, blev mere og mere indlysende.

Efterretningerne om alle disse vigtige Tildragelser kom til Norge samme Aars Vaar eller Sommer^[49]. Det er ikke usandsynligt, at de kunne være overbragte af Gudrød Ragnvaldssøn selv, thi det rimeligste er, som nys nævnt, at han flygtede til Norge strax efter Faderens Fald, medens Alan endnu var borte. Paal Baalkessøn kom ligeledes til Norge, sandsynligviis afsendt af Kong Olaf, for at underrette Kongen og Jarlen om det Forefaldne, og bede om deres Bistand. Men saa vidt man kan see, holdt Paal Baalkessøn sig mere til Jarlen, end til Kongen, og dette har rimeligviis skadet Kong Olafs Sag^[50]. At Haakon er bleven paavirket til Fordeel for Gudrød, og deels har følt nogen Medlidenhed for ham, deels fattet nogen Mistillid til Olaf, er umiskjendeligt; thi vi erfare, at han i Stedet for at lade Olaf beholde hele Riget, hvad man snarest kunde have ventet, søgte at bringe en Deling i Stand, hvorved ogsaa Gudrød fik sin retmæssige Part^[51].

Dette forklares bedst saaledes, at Gudrød endelig, dreven af Nøden, har bekvemmet sig til at søge sin rette Lensherre og ganske at overlade lig til hans Naade; at han har opvakt hans Medynk, og ved bestandige Klager over Olafs og dennes Tilhængeres Ærgjerrighed og Herskesyge faaet Kongen til at betragte dem med mistænkelige Øjne, især hvis de, som man har Anledning til at tro, mere heldede til Skule Jarl, end til Kongen^[52]. Det lader ikke til at Kongen har været tvivlraadig om, hvor vidt han skulde sende en Flaade til Syderøerne, for at sikre Norges Herredømme over dem, eller ej. Deels vilde det overhoved have været en Skam for ham, om han nu, da han havde Fred og Ro hjemme, sad roligt og saa paa, at Norge mistede dem, uden at gjøre et eneste Skridt til at hindre det; deels see vi og, at Bibeholdelsen af Herredømmet over disse Øer ganske særdeles, og væsentligt laa ham paa Hjertet, saa længe han levede. Hvad han her især havde for Øje, er vanskeligt at lille. Indtægterne af disse Lande vare neppe saa store, at de kunde opveje kostbare og hyppige Krigsrustninger. Enten har han anseet dette Fodfæste nødvendigt for at sikre Norges Anseelse som Sømagt og forsvare dets Handel med de britiske Øer, eller han har slet hen meent som saamange, især paa de Tider, at det er baade ærefuldt og nyttigt for et Land at have saa mange og store Besiddelser som muligt. Naar man med alvorligt og uhildet Blik betragter Forholdene, synes det som om Herredømmet over disse Øer, saa længe efter at Vikingetiden og Faren for Vikingeangreb derfra var ophørt, ikke kunde være Norge til egentligt Gavn, men snarere til Skade, for saa vidt som det indviklede Riget i unødige Krige og allehaande andre Ubehageligheder. Paa den anden Side er det unegteligt, og det vil af det følgende erfares, at da Norge mistede disse Besiddelser, tabte det temmelig snart sin Anseelse som Sømagt, og den Evne til at opretholde sin kommercielle Selvstændighed, som det hidtil havde lagt for Dagen. Muligt, at Haakon med sin sjeldne Statsklogskab og politiske Fremsynethed anede noget saadant. Nøk er det, at han besluttede at sende en Hær og Flaade til Øerne. En Anfører var.snart funden. Det synes, besynderligt nok, først for kort Tid tilbage at være blevet oplyst, at den gamle Birkebeinerhøvding Uspak, kaldet den syderøiske eller Agmundssøn, var en Søn af Duggall Sumarlidessøn, og saaledes arveberettiget til den sumarlidske Linjes Besiddelser, til hvilke hans Brødre Duncan og Duggall Skrøk ved deres Utroskab maatte ansees at have forbrudt deres Ret. Ved at udnævne ham til Konge i deres Sted, vilde Kongen ej alene faa en sikker og paalidelig Vasall i Stedet for to højst usikre, men han vilde i ham endog kunde have, hvad der just nu tiltrængtes, en tro, aarvaagen og uegennyttig Vogter og Forsvarer af sine og Norges Interesser i hine Egne, med andre Ord, en virkelig Statholder, paa hvem han kunde stole. Thi Uspak hørte til de samme selvopofrende, trofaste Veteraners Tal, som Helge hvasse, Dagfinn Bonde og alle hine saakaldte „gamle Birkebeiner“ fra Kong Sverres, Haakon Sverressøns og Haakon Jarls Dage, hvis Interesser aldeles vare sammenvexede med Kongehusets, og som i Haakons Barndom med saa megen Længsel havde ventet paa hans Myndighedsalder, for at de kunde tage ham til Konge og kæmpe tinder hans Banner^[53]. Han var altsaa selvskreven til at føre Overbefalingen paa et Tog, der, om det gik heldigt, ikke vilde skaffe ham selv mindre Fordele end Norge. Paa et Thing, som Kongen holdt i Oslo henimod Vaaren 1230 samme Dag som den før omtalte svenske Herre, Magnus Broke, kom til Byen, gav Kongen Uspak Kongenavn, og bekjendtgjorde, at han, naar Sommeren kom, vilde sende ham vester til Syderøerne med en tilstrækkelig Troppestyrke. Han forandrede derhos hans Navn til Haakon, hvad enten det nu bar, fordi det paa samme Tid, som hans rette Byrd blev bekjendt, ogsaa oplystes at han oprindelig havde faaet dette Navn, eller han vilde vise ham en Ære ved at give ham sit eget Navn^[54]. Hvor stor Deel af Øerne han tiltænkte ham, siges ikke; sandsynligviis var det fornemmelig den Deel, som tilhørte den sumarlidske Linje, og hvortil hans Brødre maatte ansees at have forbrudt al Ret ved deres Utroskab. Om Vaaren begav Haakon sig til Bergen, og skred der strax til Udrustningen af den Flaade, der skulde stilles tinder Uspaks Befaling. Ogsaa Skule Jarl fandt sig opfordret, eller fik Befaling til at skaffe Folk og Skibe: et Beviis paa, hvor vigtigt dette Anliggende ansaaes at være. Der udrustedes i alt 11 Skibe, af hvilke Jarlen leverede trende; til Befalingsmand paa et af disse udnævnte han Paal Baalkessøn, hvoraf man altsaa kan slutte, at denne, som det ovenfor antydedes, nærmest havde holdt sig til ham, ikke til Kongen^[55]. Blandt de af Kongen udnævnte Skibsstyrere vare foruden Kong Uspak eller Haakon selv Ølve Illteit, Paal Gaas, og flere, der ogsaa siden efter omtales^[56]; alle sammen synes de at have hørt til hans Hirdmænd. Da Flaaden var fuldt udrustet og sejlfærdig, kom Kong Olaf selv uformodet til Bergen. Han havde maattet flygte fra Man, fordi Alan Jarl havde samlet en vældig Hær, hvormed han agtede at angribe Øen; ja han truede endog med at gjøre et Tog til Norge, sigende at det ikke var vanskeligere at sejle over Havet fra Skotland til Norge, end fra Norge til Skotland, og at en fjendtlig Flaade lige saa godt kunde finde Havne der, som i de skotske Fjorde. Men dette, tilføjer Sagaen blev kun sagt, ikke gjort^[57]. Aarsagen hertil var maaskee, at der i dette Aar endnu maatte strides med Levningerne af det macvilljamske Parti, der kun, som det synes, med Møje blev kuet^[58]; thi som Konnetabel af Skotland kunde Alan neppe undlade at deeltage i denne Fejde. For Olaf var der nu ikke andet at gjøre, end strax at følge tilbage til Syderøerne med Flaaden, som afsejlede fire Dage efter hans Ankomst. Sandsynligviis har han i denne korte Mellemtid maattet fornye sin Troskabsed til Kongen, og efter dennes Forskrift slutte et Forlig med Gudrød, hvorved han gik ind paa, hvad Kongen vistnok allerede havde forordnet om Delingen af Øerne mellem dem, thi under de nærværende Omstændigheder var han visselig nødt til at finde sig i alt, hvad Kongen fandt for godt at bestemme. Paa Rejsen fra Bergen til Orknøerne, som Flaaden først anløb, for at forsterkes med en Deel Folk og Skibe, var han ombord hos Paal Baalkessøn; siden gav Jon Jarl ham et af sine Skibe at fore. Ved Afrejsen fra Orknøerne var Flaaden 20 Sejlere sterk; de 9 vare saaledes stillede enten af Jon Jarl alene, eller af ham og de kongelige Sysselmænd paa Orknøerne og Hjaltland i Forening. Det var altsaa en formelig National-Expedition, man nu havde fore, i den Hensigt at opretholde det vaklende norske Herredømme i det fjerne Vesten. Flaaden styrede aller fersk ned mod Ila-Sund^[59], hvor Kongerne Duggall og Duncan, saavel som Sumarlide af Argyll, laa med en betydelig Hær. Imidlertid droge Baalke den unge, Søn af Paal Baalkessøn, og den før omtalte Ottar Snækollssøn, som det synes paa egen Haand til Skoe, og angrebe en Høvding, ved Navn Thorkell Thormodssøn (Torquill Mac Dermot), der enten har været en Udsending af Alan, eller ligget i Privatfejde med Paal Baalkessøn. Thorkell faldt med to af sine Sønner, den tredie, ved Navn Thormod, undkom til Skotland^[60]. Siden stødte Baalke og Ottar til Hovedflaaden i Ilasund. De nys nævnte syderøiske Fyrsters Holdning var fremdeles heel tvetydig. Sumarlide kunde vel ikke have synderligt tilovers for den skotske Konge, men maatte ogsaa finde det ubehageligt at faa Uspak til Herre; Duncan og Duggall, der havde modtaget Len af Alexander, og i det hele taget vundet ved Delingen af Argyll, kunde neppe betragte Uspak med gunstige Øjne. Men da Nordmændene for Øjeblikket havde Magten, nyttede det ikke at byde Trods; de viste sig tilsyneladende nok saa venskabelige, indbøde endog de norske Høvdinger til et Gilde, og Duncan, en af Fyrsterne, begav sig ombord paa sin Broder Uspaks Skib, sandsynligviis som et Slags Gissel til Sikkerhed mod svigagtige Anslag fra deres Side. Alligevel vilde Nordmændene ikke ret tro dem, men paastode at det var deres Hensigt at beruse dem med sterke Drikke, for siden at overfalde dem. De vægrede sig derfor ved at komme til Gildet, og tinder gjensidig Mistanke droge begge Parter deres Stridskræfter sammen. Alligevel synes det, som om Uspak helst vilde have undgaaet aabenbare Fiendtligheder; men mod hans Vidende og Vilje gjorde de øvrige norske Høvdinger et Angreb paa den syderøiske Flaade, fældte Sumarlide med mange Folk, og fangede Duggall, medens de selv forholdsviis kun lede et ubetydeligt Tab. Da Uspak, der maaskee ikke engang var nærværende ved denne Kamp, hørte hvad der var skeet, lod han sin Broder Duncan hemmeligt undvige, sandsynligvis til sine Fastlandsbesiddelfer i Lorn, og tog Duggall, hvilken Nordmændene havde lagt i Lænker, i sin egen Forvaring^[61]. Forsterket med Folk og Skibe fra Øerne, saa at Flaaden i Alt udgjorde 80 Fartøjer, sejlede Nordmændene nu forbi Cantire ind til Bute, der, som det ovenfor er nævnt, var i Skoternes Vold, og hvor der laa en skotsk Besætning i Rothsay Slot^[62]. Dette belejredes, og blev taget med Storm efter et tappert Forsvar i trende Dage, hvorved Nordmændene mistede henved 300 Mand, hvoriblandt en af Skibsstyrerne, Sveinung svarte; ligeledes blev Kong Uspak farligt saaret af et Steenkast. Paa skotsk Side faldt Befalingsmanden, og Nordmændene vandt et stort Bytte, hvortil ogsaa kom 360 Mk. Sølv, som en skotsk Ridder, der blev tagen til Fange, betalte i Løsepenge. Strax efter Slottets Indtagelse havde de det Uheld, at tre af Skibene i en heftig Storm gik under med Mand og Gods, og da de tillige hørte, at Adam Jarl skulde ligge med en Flaade paa 180 Skibe syd ved Galloway-Neset, færdig til at drage imod dem, sejlede de hen under Cantire, hvor de i nogen Tid bleve liggende, og gjorde hyppige Landgange. Her blev Kong Uspak saa syg af det Saar, han havde faaet ved Belejringen af Rothsay, at han døde, meget begrædt af sine Mænd, der førte hans Lig til Icolmkill og begravede det der. Hans Død var dog neppe uvelkommen for Kong Olaf, der nu fik Overbefalingen over Flaaden, og, stundende efter at gjenerobre Man^[63], førte den sydover til den irske Kyst, hvor den dog maatte blive liggende ved „Kjøbmandsøen“^[64] i den strengeste Vintertid; siden styrede han til Man, hvor en Høvding, ved Navn Thorkell Njaalssøn (Torquill Mac Neal), nu førte Befalingen. Denne Thorkell saavel som hans Brødre Duggall og Malmor synes at have hørt til de Høvdingers Tal, der havde vundet ved Delingen af de argyllske Lande, og navnlig at have faaet Knapdale i Forlening; sandsynligviis hørte de til en af de fornemste Ætter, enten paa Man eller paa de nordlige Øer; vi ville senere gjenfinde dem som Venner af Olafs Søn og Efterfølger Harald, nu derimod maa Thorkell enten have staaet i Forbund med Man, eller have benyttet sig af Forvirringen efter Olafs Flugt til at sætte sig i Besiddelse af Øen paa egen Haand^[65]. Han havde samlet en Deel af Øens Folk, med hvilke han søgte at hindre Nordmændene fra at gjøre Landgang. Men da Manværingerne fik bore at Kong Olaf selv anførte Flaaden, vægrede de sig, ligesom før, for at stride mod ham, og gik hver til sit. Thorkell selv blev tagen til Fange og lagt i Lænker. Manværingerne havde dog ingen Aarsag til at glæde sig over deres Troskab mod Kong Olaf, thi der blev paalagt dem en Brandskat af tre engelske Penninge for hver Ko, hvorhos de maatte føde hele Hæren i den øvrige Deel af Vintren. Nu blev, rimeligviis under de norske Krigshøvdingers Opsigt, Delingen af Riget mellem Olaf og Gudrød iverksat. Olaf beholdt Man, og Gudrød fik de nordlige Øer^[66]; de østlige derimod, eller i det mindste flere af dem, forbleve endnu i den sumarlidske Linjes Besiddelse^[67], uden at det dog kan sees, om Duggall Skrøk efter Uspaks Død kom paa fri Fod og herskede sammen med Duncan, eller lign blev dræbt. Foruden disse vare der endnu et Syskendebarn af dem, Ruaidhri Ragnvaldssøn^[68] der efter Sumarlides Fordrivelse skal have faaet det sydligere Cantire, og om hvis Sønner Duggall og Alan vi i det følgende tomme til at handle. Man maa formode at Duncan efter Flugten fra Uspaks Skib og maaskee ogsaa Duggall, hvis han undslap efter Uspaks Død, have tyet hen til deres Besiddelser paa Fastlandet, deels ogsaa til Ruaidhri paa Cantire, men, at de saa snart Nordmændene havde forladt Farvandet, indenfor Cantire, igjen satte sig i Besiddelse af Øerne, og navnlig Beite, hvor det ej lader til at Nordmændene efterlode nogen Besætning. Fra Man droge Nordmændene om Vaaren atter mod Cantire, for rimeligviis at fortsætte den Høsten forud afbrudte Kamp med de sumarlidske Fyrster. Men førend de forlode Øen slap tvende af Skule Jarls Skibsstyrere Thorkell Njaalssøn løs, en Handling hvormed de andre vare meget misfornøjede, og som upaatvivleligt staar i Forbindelse med hemmelige Aftaler eller Intriger mellem Skule Jarl. Kong Olaf, Paal Baalkessøn o. fl., uden at det dog nu længer er muligt at paavise den egentlige Sammenhæng. Nordmændene landede ved den nordlige Deel af Cantire, hvor en Skare Skoter mødte dem og vare, som det heder „meget løse i Striden, idet de løb til og fra,“ og der faldt mange paa begge Sider. Medens Nordmændene, som det synes, forfulgte af en Hob flygtende Skoter, havde en anden overfaldt og dræbt deres Svende, der vare ifærd med at tilberede Maden, og borttaget alle deres Madkjedler. De landede paa flere Steder i Cantire, og herjede Omegnen, uden dog formelig at besætte eller erobre nogen Deel deraf; siden sejlede de til de nordlige Øer, for, som man maa antage, at hjelpe Kong Gudrød med at undertvinge dem; de havde i det mindste en Kamp at bestaa paa Ljodhuus med den før omtalte Thormod Thorkellssøn, der imidlertid var kommen tilbage, og som man maa antage havde gjort sig til Herre over Øen. Men nu maatte han flygte, efterladende sin Hustru og alt sit Gods, hvilket Nordmændene bemægtigede sig, medens de bortførte hende i Fangenskab. De droge derpaa til Orknøerne, idet de rimeligviis meente at Gudrød nu var befæstet i Regjeringen over sin Deel af Riget. Men aldrig saa snart vare de borte, førend der, som man af de mangelfulde Efterretninger maa slutte, udbrød en blodig Kamp mellem Gudrød og Olafs Tilhængere; Paal Baalkessøn, fortælles der, faldt faa Dage derefter for Gudrød^[69], og Gudrød selv blev siden dræbt paa Ljodhuus^[70], hvorpaa Olaf underkastede sig hans Deel, og saaledes herskede over hele Riget. Alligevel var Kong Haakon ved sine Krigeres Hjemkomst, der skede endnu samme Sommer, vel tilfreds med hvad de havde udrettet, og bevidnede dem megen Tak derfor. Ogsaa Sagaen, der beretter om alt dette, siger, at de havde vundet Kongen megen Hæder i denne Ferd. Det kan heller ikke negtes, at om de end ikke havde formaaet ganske at frarive Sumarlides Linje de østlige Øer, for en stor Deel rimeligviis paa Grund af Uspaks tidlige Død, saa havde de dog tilføjet Kongens Fiender betydelig Skade, og idet mindste for en Tid sikret Norge Herredømmet over Man og de nordvestlige Øer. Endogsaa Alan af Galloway synes af Frygt for de norske Vaaben at være bleven holdt tilbage fra at vove noget nyt Forsøg paa Man, thi der tales ikke om noget saadant. Han døde 4 Aar efter, og hans store Besiddelser deeltes mellem hans tre Døtre, hvorover Sønnen, den før omtalte Thomas, gift med Kong Ragnvalds Datter, blev saa forbitret at han gjorde en farlig Opstand, som dog Aaret efter dæmpedes. I al denne Tid kunne de skotske Vaaben ej have været farlige for de norske Besiddelser, og hertil havde dog den sidste Expedition fra Norge bidraget ikke ubetydeligt^[71].

Naar Virkningen af den mislige Stemning, der herskede mellem Kong Haakon og Skule Jarl, gjorde sig gjeldende saa langt mod Udkanterne af den norske Konges Omraade, som til Syderøerne, er det let at forstaa at de endnu mere maatte spores paa Orknøerne. Hermed er det ikke sagt, at de formaaende Mænd ganske bestemt deelte sig i to Partier, hvoraf det ene erklærede sig for Kongen, det andet for Jarlen, men det gik kun her, som paa Syderøerne og andensteds, at naar der først gaves Partier i Landskabet selv, eller to mægtige Medbejlere laa i Strid med hinanden, og Kongen begunstigede den ene Part, kunde man være vis paa, at den anden søgte Trøst hos Jarlen, eller dennes erklærede Tilhængere. Det kunde ikke anderledes være, saa længe Kongen og Jarlen stode ved Siden af hinanden som omtrent lige mægtige, og af hinanden indbyrdes saa godt som uafhængige Fyrster. Jon Jarl havde, som det ovenfor er nævnt, i sin Tid umiskjendeligt heldt mest til Jarlens Parti, men var i den senere Tid kommen paa en meget venskabelig Fod med Kongen; heraf fulgte igjen, at hans Avindsmænd nu heldte saa meget mere til Skules Side. Dette aabenbarer lig paa det bestemteste af de merkelige Begivenheder, som vi nu ville berette, og som indtraf umiddelbart efter at den norske Flaade var dragen hjem. Kong Haakon havde til sin Sysselmand paa Orknøerne udnævnt en vis Haanev, kaldet den unge, hvilket Tilnavn han sandsynligviis havde faaet for at adskille ham fra den ovenfor omtalte Haanev Ingemundssøn, der i saa Fald maa have været hans Frænde, maaskee endog hans Fader. Haanev synes tilligemed sine Brødre Kolbein og Andres at have hørt til en af de fornemste Slægter paa Øerne, hvilket ogsaa kan skjønnes deraf at Kongen havde givet ham Skutilsveins Titel; efter Navnene, saavel som tindre Omstændigheder^[72] at omme, skulde man snarest formode, at han har hørt til Kolbein Rugas mægtige Æt, der var nær beslægtet med Jarleætten selv. Han var saaledes, hvad enten man regner det paa den ene eller den anden Side, ogsaa nær beslægtet med den for omtalte Snækoll Gunnessøn, Ragnvald Jarls Sønnedattersøn. Vi have idet Foregaaende omtalt den Tvist, der herskede mellem Jon Jarl og Snækoll om de Ættegaarde, hvortil denne sidste ansaa sig berettiget, men som Jarlen forholdt ham. Denne Tvist gik omsider saa vidt, at Snækoll ikke længer troede sig sikker for Jarlens Efterstræbelser, men tog sin Tilflugt til Haanev, der, om han end ikke havde været Snækolls Frænde, alligevel, paa Grund af sin blotte Stilling som kongelig Sysselmand og beskikket til at see Jarlen paa Fingrene, altid maatte befinde sig i større eller mindre Opposition med denne, om han end ikke, hvad der udtrykkeligt berettes om ham, havde været vanskelig at komme til Rette med, og holdt en stor Skare Bevæbnede; altsammen Omstændigheder, hvoraf man paa Forhaand kan slutte, at der mellem ham og Jarlen maa have været en yderst slet Forstaaelse. Det bidrog neppe til at forbedre den, at en af de kongelige Skibsstyrere paa Syderø-Toget, Hirdmanden Ølve Illteit, var bleven tilbage paa Øerne og havde sluttet sig til Haanev, thi Ølve var et ondskabsfuldt Menneske^[73], der snarere pustede til Trætten, end bilagde den. Ølve, Halmen og Snækoll, saavel som hele det øvrige Slæng bleve gode Venner og Stalbroder, og det synes som om de temmelig snart begyndte at lægge Hovederne sammen om at rydde Jarlen af Vejen: et Foretagende, hvorved de ogsaa maatte kunne regne paa Medhold af den skotske Konge og især af Gejstligheden, der siden Biskop Adams Drab, som man let kan begribe, betragtede ham med højst ugunstige Øjne. Om Høsten 123l drog baade Jarlen og Haanev med sit Følge over til Thorsaa paa Katanes. Hvad Haanev havde der at gjøre, siges ikke; rimeligviis havde han, som saa mange andre Orknøinger, Besiddelser over paa Katanes, thi den Omstændighed, at Orknøerne stode under norsk, Katanes under skotsk Lenshøjhed, ensedes kun lidet af Indbyggerne selv, der i al daglig Handel og Vandel betragtede begge Landskaber som eet; de stode under een Herre, havde een og samme Slags Befolkning og Lensforholdet havde endnu ikke stort at betyde. Saavel Jarlen, som Haanev, havde en stor Trop øm sig, og naar Jarlens og hans Krigere om Aftenen efter Drikkelag stødte paa hinanden, vankede der Slagsmaal ved slige Lejligheder. En Aften, da Haanev og hans Venner sad ved Drikkebordet under megen Lystighed, kom en Mand løbende ind, og bad Haanev tage sig i Vare for Jarlen, som denne Nat nok vilde angribe ham, for at forekomme et lignende Angreb af ham. Om det virkelig forholdt sig saa, siges ikke; men der tilføjes, at hans Broder Kolbein, saavel fem Snækoll, med hvilke han raadførte sig i den Anledning, „toge det for Sandhed“^[74], og dette antyder umiskjendeligt, at i alt Fald Sagaskriveren betragtede det som en Tilstelning enten af Haanev selv, eller af Ølve. Der blev strax givet Befaling til at man skulde væbne sig for at angribe Jarlen og komme ham i Forkjøbet; og berusede, som alle vare, fandt de dette at være et meget godt Raad. Saa snart de havde væbnet sig, stormede de hen til Jarlens Herberge, anfaldt Vagterne, og fatte Ild paa Huset; Jarlen skjulte sig i en Kjelder, men Angriberne fik vide hvor han var, og Snækoll, Ølve Jllteit, og flere andre trængte ned til ham, fandt ham bag en Tønde, og strakte ham til Jorden med ni Saar. Flere af Jarlens Mænd, der havde villet forsvare deres Herre, bleve ligeledes dræbte, dog ikke uden at ogsaa enkelte af Haanevs Folk havde maattet bide i Græsset. Drabsmændene skyndte sig strax over til Orknøerne, og kastede sig ind i det Kastell, som Kolbein Ruga havde ladet opføre paa den lille Ø Vigr; her forberedte de sig paa en langvarig Belejring ved at samle al den Proviant, de kunde overkomme, og især en heel Deel levende Kvæg, som de forvarede i den ydre Deel af Kastellet. Jarlens Frænder og Venner^[75] samlede vel en ikke ubetydelig Styrke, og begyndte at belejre Borgen, men udrettede intet, da den var meget vanskelig at angribe. Imidlertid samlede Kolbein i Rennadal og Haanevs øvrige Frænder sig sammen, og søgte at stifte Forlig. Dette kom i Stand paa de Vilkaar, at Drabsmændene for det første skulde faa beholde Livet, og tilbringe Vintren paa Orknøerne, men den følgende Sommer skulde de drage til Norge og underkaste sig Kong Haakons Dom. Dette Forlig blev rigtigt opfyldt. Vintren gik hen uden videre Uro, og da Sommeren kom (1232), begave Jarlens Frænder og Venner sig til Norge paa et Skib, Haanev og hans Venner paa et andet. Da de kom til Bergen, var Kongen endnu ikke kommen tilbage fra en Rejse, han om Vaaren havde foretaget øster til Viken; derimod kom Skule Jarl fra Throndhjem, og gav sig i Førstningen, som det syntes, ikke synderligt af med Haanev og dennes Venner, der havde deres Tilhold i den efter Aura-Paal benævnte Gaard, sandsynligviis under et Slags Bevogtning^[76]. Lidt senere kom Kongen tilbage, ledsaget af Herr Knut. Man maa, fornemmelig af det følgende, formode, at han allerede Hoften eller Vintren forud var bleven underrettet om det forefaldne, og at han allerede da i den Anledning fornemmelig havde tilkaldt saavel Skule Jarl som Knut, for at være tilstede ved Afgjørelsen. Og denne maa han i al Stilhed have fældet strax efter sin Ankomst i et Slags Kabinetsraad, thi kun faa Dage senere lod han blæse til Hirdstevne for alle haandgangne Mænd, blandt hvilke da ogsaa Haanev og alle hans Stalbrødre maatte indfinde sig, og saa snart de kom til Modet, toge Skutilsvendene strax Haanev, Kolbein, Snækoll og et Par andre i sin Forvaring, og bragte dem op paa Borgen, som Kongen, rimeligviis i de sidste Aar, havde ladet gjenopføre^[77], medens derimod Ølve Illteit og de øvrige umiddelbart fra Modet bleve førte ud til Toluholmen, for strax at henrettes. Der tales ikke med et eneste Ord om nogen Domsafsigelse, og det synes endog, som om de Angjeldende intet vidste om hvad der forestod dem, da de begave sig til Hirdstevnen, thi der fortælles, at da en Gjest ved Navn Bjørn, der ogsaa havde deeltaget i Drabet, paa Vejen til Hirdstevnen kom forbi Mariekirken, hvor Messen just begyndte, gik han derind, med de Ord: „jeg anseer det for en helligere Pligt at gaa i Messe, end til Hirdstevne“, og dette, tilføjes der, frelste hans Liv; thi endnu førend Messen var til Ende, fik han høre at Ølve Illteit og de øvrige vare grebne. Den, som ivrigst drev paa at Jarlens Banemænd bleve afstraffede, var en Svoger af Jarlen, ved Navn Sigvalde Skjaalgssøn. Han fik grebet en af dem, Thorkell Bækil, der sandsynligviis havde søgt at undfly, inde paa et Sted, kaldet Svarteboderne, og førte ham derpaa ud efter Gaden, for at bringe ham til Holmen. Da han kom forbi den Gaard, hvor Skule Jarl boede, stod denne selv ved en Loftglugge, og raabte til ham at han eje skulde lade Thorkell aflive, hvis han ikke var altfor strafskyldig. „Han er saa meget mere strafskyldig end de andre“, var Sigvaldes Svar, „som han endog forgreb sig paa Jarlens døde Legeme“. Thorkell blev henrettet med Ølve og de øvrige, i alt fem; Haanev, Kolbein og Snækoll fik derimod beholde Livet, ja synes endog ganske at være blevne benaadede, og fulgte alle tre med Skule Jarl, da han om Høsten begav sig til Throndhjem. Siden tilbragte Haanev og Kolbein Vintren paa Dynnes hos Paal Vaagaskalm. Vaaren efter rejste Haanev til Kongen, og fik Tilladelse til at drage hjem: han tiltraadte ogsaa Rejsen, men blev af Modvind dreven tilbage til Hernøerne, hvor han blev syg og døde; Kolbein, hans Broder, døde ikke længe efter i Throndhjem. Snækoll derimod blev længe i Skule Jarls Tjeneste^[78].

Alt dette viser tydeligt, at Skule Jarl har taget sig paa det ivrigste af Drabsmændene og anvendt hele sin Indflydelse for at redde saa mange som muligt af dem fra Dødsstraf, og at dette har lykkets ham med de tre højbyrdigste og mest anseede af dem, medens det derimod, trods alle hans Anstrengelser, ikke var ham muligt med de ringere, da Jarlens tilstedeværende Venner og Frænder, og vel ogsaa Kongens egen Retfærdighedsfølelse, ikke kunde tillade at en saadan Gjerning gik aldeles ustraffet hen. Der synes endog fra Skules Side at være spillet et aftalt, underfundigt Spil i denne Sag, thi medens han i Førstningen, før Kongens Ankomst, lod som om han ikke vilde have noget med Haanev at skaffe, viste han ham dog siden saa megen Velvilje, at han endog tog ham og hans Stalbrødre med sig til Throndhjem. Dette vækker igjen Formodning om, at han allerede tidligere, medens Drabsmændene opholdt sig i Aura-Paals Gaard, har haft hemmelige Sammenkomster med dem for at lægge Planer til deres Frelse, og det er ej usandsynligt, at den besynderlige, næsten forræderske Maade, paa hvilken de bleve lokkede til Hirdstevnen, for strax derfra at føres enten i Fangenskab eller til Retterstedet, har været en Forsigtighedsregel, aftalt mellem Kongen og den dræbte Jarls Frænder, der maaskee have merket Uraad, og formodet at en Plan var i Gjære for at frelse alle Forbryderne fra Straffen. At alt dette staar i den nøjeste Forbindelse med Skule Jarls Machinationer mod Kongen, der i det følgende Aar kom til virkeligt Udbrud, er umiskjendeligt, om end den egentlige Sammenhæng nu ikke let lader sig paavise. Saa meget er imidlertid vist, at om Skule ikke havde haft andre Grunde for at begunstige Jon Jarls Mordere, maatte han være tilbøjelig dertil alene som Gejstlighedens Yndling eller rettere som den, der altid søgte at staa paa en god Fod med denne. Thi siden Biskop Adams Drab var Jon Jarl i Gejstlighedens Øjne et Uhyre, for hvem ingen Straf var for haard, og flere af den Tids gejstlige Annalister sige endog udtrykkeligt, at hans Drab var en fortjent Straf fra Gud^[79]. Derfor er det heller ikke usandsynligt, at ogsaa Biskop Arne i Bergen og flere andre Gejstlige have gjort alt hvad de kunde for at frelse Jarlens Drabsmænd fra Straf; og det gik da her, som det gaar saa ofte, at de fornemste og mægtigste bleve skaanede, medens de ringere derimod maatte lide Straffen i hele dens Strenghed. Som Undskyldningsgrund har man vel anført, at hine vare berusede, og derfor ikke fuldkommen ansvarlige for deres Handlinger.

Om Begivenhederne paa Orknøerne nærmest efter Jarlens Drab vides der saa godt som aldeles intet. Hans Eftermand hed Magnus, og døde 1239, men om denne Magnus var en Søn, eller en Frænde af Jon Jarl, vides ej. Det sidste synes rimeligst, da Sagaen ellers upaatvivleligt havde omtalt ham som Jarlens Søn og nærmeste Eftermaalsmand. Men hvis Søn han var, eller i hvad Slægtskabsforhold han i saa Fald stod til den dræbte Jarl, angives ingensteds; det er imidlertid højst sandsynligt, at han var en Søn af Gilbrigid eller Gilbert, Jarl af Angus, og enten en Systersøn eller Dattersøn af Jon Jarl. At han paa mødrene Side var beslægtet med Jarleætten, viser allerede Navnet Magnus, thi det er tydeligt nok at han maa være bleven opkaldt efter den hellige Magnus Jarl^[80]. At Sukcessionen ved denne Lejlighed maaskee gik langt hen i Sidelinjen, finder sin Forklaring ved de tvende Ulykkestilfælde at først Jon Jarls Søn Harald, sandsynligviis hans eneste Søn, druknede i Aaret 1226, som det ovenfor er nævnt, og at siden alle de fornemme Orknøinger, Jarlens Venner og Frænder, der havde fulgt med Drabsmændene til Norge, paa Tilbagerejsen til Orknøerne samme Høst forliste og omkom, uden at nogen af dem reddedes. Blandt dem vare maaskee flere, der kunde gjøre Fordring paa Jarleværdigheden, og det er maaskee med Hensyn hertil at Sagaskriveren tilføjer: „mange Mænd have seent faaet Erstatning for dette Tab“^[81]. Sandsynligviis var det ogsaa Haanevs Hensigt, da han den følgende Vaar vilde drage hjem, at fordre Jarldømmet enten før sig eller Snækoll, da Døden overraskede lunt. Den nye Jarl, Magnus, havde sin Ophøjelse paa Orknøernes Jarlestol maaskee alene den Omstændighed at takke, at den skotske Konge forlenede ham med Katanes; men dette fik han ikke ubeskaaret, da Kong Alexander, stedse troligt følgende den Politik, naar Lejlighed gaves, at dele de store Len i flere, nu ogsaa skilte den sydlige Deel eller Sutherland, mellem Hjalmundal og Ekkjal (Ochiell) fra Katanes, og gav det til Villjam Freskyn, fra hvem de følgende Jarler af Sutherland nedstammede. Om Magnus Jarl nogensinde kom til Norge og hyldede Haakon, nævnes ej; det synes heller ikke at være skeet, uden at man derfor just kan antage, at han har søgt at løsrive sig fra Norges Herredømme. Men Orknø-Jarlerne bleve nu mere og mere dragne ind i Skotlands Interesser; og Jarldømmet hver Katanes blev mere og mere Hovedsagen, Herredømmet over Orknøerne kun en Bisag, og gjennem Jarlehuset og dets Omgivelser fremskyndedes igjen Befolkningens egen Denationalisation, saa at en Mængde skotste Familier allerede havde nedsat sig paa Øerne, og skotsk Sprog og Leveskik allerede herskede ved Siden af det norske Element og truede med at fortrænge det, længe førend det politiske Baand med Norge løsnedes, hvilket endnu ikke skede førend over to hundrede Aar efter det Tidsrum, vi her have for os.

1. Se ovenfor S. 543.
2. Dette fortælles, saa vidt vides, alene i den melrosiske Krønike ved 1215. Til Navnet „Bane“ var her oprindelig ladet aabent Rum, og det er senere tilføjet med rødt Blæk; dette viser, at nogen Uvished derom maa have hersket. Donald kaldes filius Macwillelmi, og denne Macwillelmus kan vanskelig være nogen anden end den før omtalte Guthred Mai: Villjam tie ovenfor S. 445), Søn af den i 1187 dræbte Donald Bane, der igjen var en Søn af Villjam af Egremont, Sønnesøn af Kong Duncan, Ingebjørg Jarlemoders Søn (se ovenfor S. 288). Denne Guthred havde i Aaret 1211 begyndt en Opstand mod Kong Villjam, indkaldt af Høvdingerne i Ross, og beskjeftigede Kongen, der selv drog imod ham med en stor Hær, hele Sommeren og Høsten, indtil Vintren hindrede alle Krigsforetagender; den følgende Sommer (1212) drog Alexander, Kongens Søn i Felten mod ham, og Kongen selv agtede med det første at følge efter, da Guthred ved et Forræderi af sine egne Folk blev tagen til Fange og udleveret til Villjam Cuntyn, Jarl af Buchan og Befalingsmand i Moray; denne lod Guthred, der allerede havde forsøgt at hungre sig til Døde, halshugge (Fordun VIII 76).
3. Se ovenfor S. 609, 663.
4. Ifølge Orkneyinga Saga skal Adam have været et Hittebarn; ifølge nogle haandskrevne Optegnelser (Erroll MS), skulde han være Søn af Kong Alexander i hans andet Egteskab; dette er vel en komplet Anachronisme, men Fejlen torde dog alene ligge i en Navn-Forvexling.
5. Hos Fordun og i den melrosiske Krønike heder det kun, at han inddrev „Tiende og andre kirkelige Rettigheder“.
6. Stedet kaldes i Orkneyinga Saga Hákirkja. Jarlen har rimeligviis været i Thorsaa.
7. Fordun. IX. 37. Den melrosiske Krønike. Orkneyinga Saga, Slut.
8. Ifølge de islandske Annaler ved 1222 lod den skotske Konge afhugge Hænder og Fødder paa 80 af dem, der havde været med at indebrænde Biskoppen. Blandt de Brevskaber, der 1282 fandtes i det skotske Rigsarkiv, var ogsaa en quietaclamatio terrarum bondonum Catanniæ pro interfectione episcopi. Acts of Parliaments of Scotl. I. 4.
9. Fordun, IX. 38.
10. Raynaldi Annales, Aar 1223, No. 59, 60. I dette Brev heder det ogsaa at Tvisten mellem Biskoppen og Katnesingerne drejede sig om Tienden og andre den katnesiske Kirke tilkommende Rettigheder, og at der engang i Kongens egen Nærværelse, ved Mægling af nogle gejstlige Personer, var bragt et Forlig tilveje, men at ikke desto mindre hine, da Biskoppen var vendt tilbage og Kongen skulde rejse til England, overfaldt, mishandlede og dræbte ham.
11. Se ovenfor S. 663.
12. Dette fortælles udtrykkeligt hos Fordun, IX. 38. Det er saaledes neppe rigtigt, hvad enkelte have antaget, at Sutherland nu strax for stedse blev skilt fra Katanes; dette siges ogsaa i Diplomet om de orknøiske Jarler først at være skeet under Jons Søn Magnus, se nedenfor.
13. Haakon Haakonss. Saga Cap. 101.
14. Se ovenf. S. 448. Det er her viist, at Snækolls Fader Gunne sandsynligviis var den andensteds nævnte Gunne, Søn af Andres, Svein Asleifssøns Søn, med Frida, Biskop Bjarnes Syster.
15. De islandske Annaler.
16. Se ovenfor S. 725.
17. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 162. Med Hensyn til hvad der ovenfor er bemerket om Jon Jarls sandsynlige Deeltagelse i Bevægelserne til Bedste for den Macwilljamske Æt, bør det erindres, at blandt de skotske Archivsager, der udleveredes af Kong Edward I. til Skotland 1292, var der og nogle Breve, der handlede om de Herrer, der havde taget Parti med „Mac Villjam“, og hvilke Kongerne Villjam og Alexander havde skjenket Fred.
18. Om Ragnvalds krigerske Ferd og Ord for at leve paa de gamle Vikingers Viis, se ovenfor S. 441.
19. Se ovenfor S. 541.
20. Han havde nemlig sendt Kong Inge Foræringer, se ovenfor S. 572.
21. Rymeri foedera, ny Udgave, I. 1. S. 105.
22. Vi erfare nemlig af et senere Brev fra den engelske Konge til Befalingsmændene paa Irland, Kong Olaf vedkommende, at han havde tilstaaet denne 40 Mark Sølv saavel som en Deel Naturalpræstationer af de irske Indtægter, for hans „homagium“ og Tjeneste ved at bevogte saavel den irske som den engelske Kyst paa begge Sider af Øen Man, saa længe „han tjener Kongen vel og troligen“. Naar Olaf, der dog i det hele taget var den norske Konge tro, kunde indlade sig herpaa, da kunde dette endnu lettere skee med Ragnvald, og intet er rimeligere, end at Ragnvald netop har ladet sig samme Hverv og Indtægt overdrage.
23. Den manske Krønike, hos Johnstone, Antiqq. Celto-Norm. S, 26. Langebek Scr. Rer. Dan. III. 227. Besynderligt nok er her Krønikens Text meget forkortet.
24. Om ham, se ovenfor, S. 457.
25. Rymeri Foedera, nyeste Udgave I. 1. S. 150.
26. Furnes var, som ovenfor vist, Moderklostret for Russin paa Man.
27. Brevet, udstedt i Tempelherrernes Huus i London, findes saavel hos Ravnaldus, 1219 No. 44, som i Rymeri foedera I. 1. S. 156. Af 24de September, altsaa 3 Dage efter, findes sammesteds S. 147 et Lejdebrev for Ragnvald udstedt af Kong Henrik, og lydende til Juul.
28. Raynaldus, for 1225, No. 53.
29. Breve af 24de September 1219 i Rymeri foedera I. 1. S. 158. Det sidste af de anførte Breve er udstedt til Institiarius og Baroner paa Irland. Af denne Grund er det, som nys bemerket, højst rimeligt at Ragnvald har faaet Forleninger paa den irske Kyst.
30. Han kaldes i Krøniken Pol filius Boke (Bálki udtalt „Baake“) Vicecomes de Sky; den tilsvarende norske Titel er vanskelig at paapege. Maaskee det alene betegner „Sysselmand“.
31. Den manske Krønike, hos Johnstone S. 28. Ogsaa de islandske Annaler fortælle ved dette Aar 1223, at Kong Olaf, Syderøernes Konge, lod blinde Gudrød, sin Broder Ragnvald, Mankongens Søn.
32. Se ovenf. S. 440, jvfr. 443.
33. Haakon Haakonss. Saga Cap 163.
34. Skene, Thi Highlanders in Scotland II. S. 45. Det antages her, med stor Rimelighed, at Sumarlide var en Søn af Gillecolum, Sumarlide den ældres Søn af første Egteskab, der tilligemed faldt ved Renfrew 1164, se ovenf. II. S. 912.
35. Haakon Haakonss. Saga Cap. 163.
36. Sammesteds Cap. 101; jvfr. ovenf. S. 674.
37. Fordun, VIII. 73, 77. IX. 27, 48. Han var, siger Sagaen, den største Krigsmand paa denne Tid, havde en stor Hær og mange Skibe, herjede paa Syderøerne i Irland, og krigede meget paa Vesterlandene. – Haakon Haakonss. Saga Cap. 163.
38. Se ovenfor S. 441, hvor det berettes, at Manværingerne netop langt heller ønskede den voxne Ragnvald til Konge, end den halvvoxne Olaf. Men de havde nu lært Ragnvald til Gavns at kjende.
39. Den manske Krønike, jevnf. Fordun, IX. 49.
40. Haakon Haakonss. Saga Cap. 147.
41. Det siges vistnok ikke udtrykkeligt i Annalerne, at Simon indviedes af Erkebiskop Peter, men hans Indvielse nævnes under eet med Arnes, Askells og Orms, saa at man tydeligt kan see, at Nedskriveren har meent at den foregik i Norge. Ellers vilde den endog neppe engang være bleven omtalt.
42. Rymeri foedera, nyeste Udgave, I, 1. S. 190. Under den Forudsætning, at Fredsunderhandlingerne først begyndte efter Ragnvalds Tog til Man, maa dette have fundet Sted for den 12te April, hvilket og i og for sig er rimeligt, især da der maatte gaa nogenlunde lang Tid hen mellem Olafs Tilbagekomst og Ragnvalds andet Overfald, henimod Juul, siden Indbyggerne begyndte „at bo tillidsfuldt“.
43. Den manske Krønike. Det heder her udtrykkeligt: coeperunt Manenses, qui antea circumquaque dispersi fuerant, congregari et confidenter habitare.
44. Det var, som man af det følgende seer, noget over 40 Dage før 14de Februar.
45. Den manske Krønike, hos Johnstone, S. 30. Ogsaa i de islandske Annaler omtales dette Slag og Ragnvalds Fald ved 1229.
46. Fordun, IX. 47. Chronicon de Lanercost, ved 1229.
47. Den manske Krønike beretter nemlig, at han i 1230 fulgte med Uspak fra Norge til Syderøerne, og da der ingensteds omtales at han blev fangen af Olaf, ligesom man heller ikke kan antage at han godvillig gav sig i hans Vold, staar det kun tilbage at slutte, at han tidligere er dragen til Norge. Var dette ikke skeet strax efter Faderens Fald, vilde det neppe engang være skeet, thi han havde da vistnok langt heller tyet til man. Hans Rejse til Norge maa derfor falde i den Tid, da der ingen Hjelp fra Man var at faa. For Resten nævner Haakon Haakonss. Saga intet om hans Nærværelse i Norge, men den fortæller heller intet om Paal Baalkessøns Ankomst, og den manske Krønikes Paalidelighed er her hævet over enhver Tvivl.
48. Dette sees af hvad der strax nedenfor berettes om Belejringen af Slottet. At Bule hørte til de sumarlidske Besiddelser, siges saa godt som udtrykkeligt i Haakon Haakonss. Saga Cap. 32l, hvor det heder at Rudre, der maa have hørt til denne Linje, ansaa sig ættebaaren til Bute.
49. Denne Sommer, heder det i Haakon Haakonss. Saga Cap. 162, spurgtes stor Ufred vestenfra Syderøerne.
50. At Paal Baalkessøn var i Norge, førend Kong Olaf selv ankom om Sommeren 1230, og Udrustningerne endnu vare tilendebragte, sees af Sagaens Udtryk i Cap. 166, hvor det siges, at han var en af de Skibsstyrere, som Skule Jarl udnævnte; og heraf maa vi igjen slutte, at han den længste Tid har opholdt sig i Throndhjem hos Jarlen, og paa det Skib, som denne betroede ham, er sejlet til Bergen, hvorfra Expeditionen skulde udgaa; thi det er ikke rimeligt, at Jarlen først skulde sende Skibet til Bergen, og siden beskikke Paal til dets Styrer. Med Hensyn til Tiden, naar Paal ankom til Norge, er det ogsaa for hans Vedkommende rimeligere, at Olaf sendte ham strax efter sin Sejr, eller i det mindste endnu i 1229, end at det skulde være skeet senere.
51. En saadan Deling kom, som det nedenfor vil sees, virkelig i Stand, og da man umuligt kan antage, at Olaf af sig selv fandt derpaa, maa det ansees for afgjort, at Kongen allerede foreløbigt, da han gav Uspak Kongenavn, har truffet denne Bestemmelse.
52. Det vil strax nedenfor sees, at foruden den Omstændighed, at Paal Baalkessøn udnævntes til Skibsstyrer af Jarlen, og saaledes efter al Rimelighed havde opholdt sig hos ham, tiltraadte Olaf Tilbagerejsen fra Norge paa Paals, ej paa Uspaks eller nogen af de kongelige Høvdingers Skib. Dette røber unegtelig et nærmere Venskab med Jarlen. Det er og i sig selv rimeligt, at Olaf i samme Grad søgte Jarlens Venskab, som han merkede at Gudrød havde vundet Kongens Medlidenhed og Tiltro.
53. Om Uspak og hans Slægtskabsforhold se ovenfor 443. Han nævnes aller først som Deeltager i Syderøtoget 1210, men ikke, som om han først da slog sig til Birkebeinerne; tvert imod er det tydeligt, at han hørte til deres Tal, som, vante ved langvarige Fejder, vare misfornøjede med Freden. Paa oven anførte Sted er det antydet, at han maaskee allerede kom til Norge i 1192.
54. Haakon Haakonss. Saga Cap. 165. De islandske Annaler, den manske og den lanercostske Krønike ved 1230.
55. De øvrige af Jarlen udnævnte Skibsstyrere vare Sigurd Sepil og Sigurd Smed.
56. De vare Thormod Thingskoren, Serk Sygnakjuka (der vistnok nedstammede fra den mægtige Serk i Sogn), Sveinung svarte.
57. Haakon Haakonss. Saga Cap. 166.
58. Gillescop Mac Villjam selv blev efter Fordun overvunden, og dræbt med to af sine Sønner i 1229, men den lanercostske Krønike fortæller endnu ved 1230 om en Opstand af Mac Villjams Søn og Roderik, der samlede en stor Skare om sig, m. m., men omsider bleve overvundne, og Deeltagerne i Opstanden grusomt straffede, idet endog Mac Villjams nyfødde Datter blev aflivet. Vel bruger Krøniken her i Førstningen de samme Udtryk som Fordun, hvor han omtaler Opstandens Begyndelse i 1223, og dette er maaskee derfor at henføre did, men hvad han nævner om Afstraffelsen, findes ej hos Fordun, og derfor har Krønikens Nedskriver øjensynligt forfulgt Begivenheden længere end denne, lige til Slutningskampen i 1230, idet han noget skjødesløst omtaler Alt under dette Aar.
59. Saaledes kaldes endnu Sundet mellem Ila og Jura.
60. Haakon Haakonssøns Saga Cap 266. Thormod, heder det, skjulte sig paa et Skjær, ved hvilket han fandt en Baad, og med denne kom han over til Skotlands Kyst nordenfor „Hattarskot“, hvilket vel neppe kan være andet end det fremspringende Nes af Gairloch, ved Loch Ewe. Den Fjord, hvor Thormod overfaldtes, kaldes Vestrefjord, og er sandsynligviis Loch Snizort. For Resten maa det engang for alle bemerkes, at her kun Flatøbogens og det skaalholtske Haandskrifts Læsemaader af Sagaens Text kunne benyttes.
61. At Duggall Sumarlidessøn ved de sumarlidske Besiddelsers Deling fik Lom, siges udtrykkeligt, men neppe efter anden Autoritet end Sagn, Skene’s Hoklanders in Scotland II. 48; Sagnet bestyrkes dog ved Genealogierne og er i det hele taget sandsynligt.
62. Dillon, i Archæol. Scot. II. S. 358, 397, tror at „Bute“ (Bót) her er sat fejlagtigt for Cantire, men denne Mening grunder sig alene paa Misforstaaelse af Sagaens Ytring om Sejladsen, der dog er tydelig nok: „syd forbi Satiesmule og ned til Bot“. Ogsaa den manske Krønike har „Both“. Da der kun fandtes et eneste Slot, Rothsay, paa Bute, maa det verre dette, som Sagaen mener, skjønt den ikke udtrykkeligt anfører Navnet.
63. Sagaen nævner kun at han blev syg, og taler, merkeligt nok, ikke om Saaret, han fik, hvilket blot omtales i den manske Krønike og Krøniken fra Lanercost.
64. Denne Ø kan ej være nogen anden end Copeland-Øen ved Overfartsstedet Donaghadee paa Irlands Nordøstkyst, ej langt fra Belfast, thi denne lille Ø (med en Holme ved Siden) ligger næsten lige i den rette Linje fra Cantire til Man. Det var sikkert Olafs Hensigt, strax at gaa til Man, men Storm eller Frost maa have overrasket Flaaden paa nys nævnte Sted og nødt den til at lægge bi for længere Tid.
65. Den manske Krønike kalder dem „filii Nel, Dufgallus, Thorquellus, Molmore;“ Skene oplyser i Th. Highl. in Scotl. II. 48, at ved Delingen af de sumarlidske Besiddelser i Skotland fik Stamfaderen for den Mac Neilske Familie Knapdale (den nordligste Deel af Cantire) ligesom man S. 116 seer at Navnet Torquill har været brugeligt i den Mac-Neilske Familie.
66. Denne Deling omtales ikke i Sagaen, men kun i den manske og den lanercostske Krønike.
67. Dette siges udtrykkelig i den lanercostste Krønike, hvor det heder at efter Gudrøds Drab herskede Olaf i Man „et super omnes Sodorenses insulas, exceptis his quas filii Sumerledi tenuerant“.
68. Han vil nedenfor blive omtalt, og nævnes i Sagaen under Navnet Rudre. At han var en Søn af Ragnvald Sumarlidessøn (se ovenf. S. 443), sees af skotske Haandskrifter Skim. (II. 54). Vi ville i det følgende ogsaa finde en Søn af Duncan, Jon eller Ewen, omtalt.
69. Haakon Haakonss. Saga, Cap. 167.
70. Den manske og den lanercosiske Krønike.
71. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 167. Fordun, I. 48, 49.
72. Fornemmelig, at Haanev, Kolbein og hans Forbundne efter Jarlens Drab toge sin Tilflugt til Kolbein Rugas Kastell paa Øen Vigr, thi dette maa saaledes have tilhørt Slægten. Kolbein af Rennadal kaldes ogsaa Haanevs Frænde, og Gaarden Rennadal (nu Rendal) ligger ikke langt fra Vigr (Weir;) saavel denne Kolbein, som Kolbein, Haanevs Broder, vare upaatvivleligt opkaldte efter Kolbein Ruga. Om denne se ovenfor S. 43.
73. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 168.
74. Sammesteds, Cap. 171.
75. En af de fornemste blandt disse var formodentlig den Sigvalde Skjaalgssøn, hans Svoger, der i det følgende omtales.
76. Aura-Paal eller Paal paa Mure, hvem Gaarden i sin Tid havde tilhørt, var den kjekke og raadsnilde Høvding, under hvis Varetægt Kong Sverre havde stillet Dronning Margrete, da han i 1198 drog til Throndhjem mod Baglerne, og som siden ved sin kloge List fik Sigurd Jarlssøn til at ophæve Borgens Belejring, se ovenfor S. 311–315.
77. Om Borgen, der, som vi have seet, i 1207 blev nedreven af Baglerne, og som da i det mtndste var Bergens Borgere en stor Torn i Øjnene, vide vi af Haakon Haakonss. Saga Cap 333, at Kongen lod den gjenopbygge, Murene rejse paa begge Sider, og forsyne med Vigskaar, samt opføre en Yderborg, men hvad Tid dette skede, siges ej; kun saa meget seer man af det ovenstaaende, at det maa været skeet før 1232; man gjetter da snarest, og vel rigtigst, paa Fredsaarene 1227–1231, da Kongen tilbragte hver Vinter, undtagen den mellem 1229 og 1230, i Bergen, og denne Stad saa godt som var hans faste Residens.
78. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 172–173.
79. Se den melrosiske Krønike ved dette Aar, saavel som Fordun, IX. 48.
80. Det paalideligste Aktstykke, man her har at holde sig til, er det oftere, senest i Symblæ ad hist. Norv. aftrykte Dokument af 1443 om de orknøiske Jarlers Descendens. Dette plejer udtrykkeligt at tilføje, naar nogen Jarl var Søn af sin Forgænger, og intet derom at ytre, naar det ej var Tilfældet. Da der nu staar: „Cui (Haraldo) successit comes Johannes ejus filius, cui Johanni successit comes Magnus secundus“ uden Tillægget ejus filius, har man allerede heri visselig al Grund til at antage at Magnus ej var Jons Søn. Hertil kommer, at Douglas, i sin Peerage of Scotland, udtrykkeligt opstiller Magnus, anden Søn af Gilbert Jarl af Angus, med en Datter af Patrik, Jarl af March, som Jarl af Katanes, med det Tillæg efter Lord Hailes: „det troes almindeligviis, at Alexander den II overlod Jarledømmet Katanes til Magnus i 1222, da det blev frataget Jon Orknø-Jarl til Straf for Biskop Adams Mord“, en Ytring, hvis Rigtighed dog Douglas selv betvivler, skjønt han siden, dog neppe efter nogen god Kilde, for fortæller at Magnus i 1222 fik Katanes i Len mod en Afgift af 10 Pd. Sterling aarlig. (I. 292). Her opføres ogsaa, som Magnus’s Søn, Mælkolm, Jarl af Katanes, og som dennes Søn Jon, Jarl af Katanes, hvis Datter Katharina egtede Magnus (den 5te). Dette har jeg ogsaa selv tidligere (i Anmerkningen til Orknødiplomet S. 53) antaget, men det kan dog neppe forholde sig saaledes. Thi deels seer man af det foregaaende, og saavel af norske som skotske Kilder, at Jon Jarl aldrig mistede hele Katanes, og at han endog fik den Deel tilbage, som efter l222 blev ham fratagen: deels omtaler Diplomet ogsaa flere af Magnus’s Efterfølgere, navnlig Gilbert den 2den og Jon den 2den, som Jarler over Katanes. Da imidlertid Douglas’s Angivelser sædvanligviis støtte sig til gode Aktstykker, hvilke han kun stundom har misforstaaet, tør man vistnok ansee det for sikkert, at Jarlen af Angus havde en Søn ved Navn Magnus, og naar denne forlenedes med Katanes, hvilket ej kan have været førend efter Jons Død, maa han nødvendigviis være den Magnus, hvorom her er Tale. Det er endog meget muligt, at han allerede i 1222 har været forlenet med det Stykke Land, Kong Alexander fratog Jon Jarl, og at han ved Tilbagegivelse har faaet Exspektance paa hele Katanes, hvis Jon, døde uden Børn, eller i Kongens Unaade, hvilken han ganske vist maa have paadraget sig ved sit venskabelige Forhold til Kong Haakon; og naar Slægt-Diplomet udtrykkeligt siger, at Kong Alexander fratog Magnus Sutherland, kan det i alle Fald være denne Omstændighed, der har foresvævet de skotske Genealogister ved hiin Angivelse. Hvad der end mere bestyrker den Angivelse, at Magnus var en Søn af Gillebrigid eller Gilbert af Angus, er den Omstændighed, at han efterfulgtes af en Gilbert, der enten var hans Søn eller Frænde, og som viser at Sukcessionen var gaaet over til en Æt, hvor Navnet Gilbert var almindeligt. Douglas anfører selv efter et Diplom i Arbroath Klosters Brevbog, at Magnus endnu i 1227 kun kaldtes Jarlen af Angus’s Søn, hvoraf man seer at han da endnu ej var forlenet med Katanes. Hvad der og viser at Douglas maa have misforstaaet sine Kilder, er at han opfører den oven omtalte Jon Jarl af Katanes, der omtales i Rymeri Foedera ved 1289–90, som Søn af Mælkolm Jarl af Katanes, og Fader til Katharina, Magnus den 5tes Hustru, samt henfører hans Død til 1330; thi denne Jon er ganske vist Jon Jarl af Orknø og Katanes, Søn af Magnus Gilbertssøn og Fader til Magnus den 5te, hvilken i et Diplom af 1312, optagen i Acts af Parl. af Scotl. I. 104 allerede kaldes „Jarl af Orknø og Katanes“, længe før den foregivne Jon af Katanes skulde være død. Det eneste Sted, hvor Magnus den 2den kaldes Søn af Jon Jarl, er nogle Optegnelser fra c. 1630 af Sir James Balfour, aftrykte i Barrys „Orknøernes Historie“ S. 420–424, men disse Optegnelser ere yderst fejlagtige; her gjøres saa godt som enhver Jarl til Søn af sin Forgænger, saaledes endog Ragnvald Kale til Søn af Haakon Paalssøn, om Harald Madadssøn heder det, at Forf. ej veed med hvem han var gift, og om Jon heder det ligesaa: „Endnu har jeg ikke opdaget, hvem han var gift med, men han havde en Søn, Magnus, der efterfulgte ham“; dette er siden udraderet, og en forskjellig Haand har tilføjet: „han egtede Blanc Basse, Datter af Kong Villjam, og havde med hende en Søn, Magnus Jarl af Orknø og Herre til Hjaltland“, hvilket alt sammen maa være urigtigt, thi Jon kunde neppe, i det Forhold, hvori han stod til Kongerne Villjam og Alexander, have været besvogret med dem uden at det udtrykkeligt havde været omtalt, og Herre til Hjaltland var han, som bekjendt, ikke. Det rimeligste er derfor simpelt hen at følge Slægt-Diplomet, i Forbindelse med de her ovenfor meddeelte Oplysninger, saaledes som det i Texten er skeet. Sandsynligviis har Gilbert af Angus, hvis Fader havde samme Navn, paa mødrene Side været af det orknøiske Jarlehuus, enten gjennem den athollske eller den rossiske Green. Vist er det, at Oprettelsen af Jarledømmet Sutherland skriver sig fra denne Tid.
81. Haakon Haakonss. Saga Cap. 173. Dette omtales ogsaa i Annalerne for dette Aar 1233, med Ordene „týndist gœðinga skip Orkneyja“. d. e. „omkom et Skib med Orknøingernes ypperste Mænd“; gœðingr, af góðr, betegner nemlig, „brav Mand“, „anseet Mand“. Besynderligt nok, har Th. Torvessøn her læst gœðinga som gýðinga, d. e. „Jøders“, og i sin Orcades S. 163 skrevet: Navis Judæorum in Orcadibus periit, hvilket igjen har givet Barry (hist. of Orkn. S. 190) Anledning til at skrive: in his time a Jewish ship was lost here, probably of great value; but we are not informed from what cuuntry she came, whither she was bound or what were the articlcs of her cargo (!)