Det norske Folks Historie/4/106
Kongen kom til Bergen lidt før Juul, og synes at have tilbragt Vintren i al Stilhed. Da Vaaren kom, begav han sig med Dagfinn Bonde, Baard Brimstein og Haakon Kaaviis til Throndhjem, og udstod paa Vejen meget af Storm; efter at have tilbragt Paaskedagene i Leirgulen, sejlede han 4de Dag Paaske (tredie April) forbi Stad; allerede da var Uvejret slemt, saa at han ikke førend tre Dage derefter kom ind om Agdenes. Da var Stormen saa heftig, at Sejlene blæste bort, og Skibene dreve i Land paa forskjellige Steder under Neset. Kongen fik med Nød og Neppe styret sit Skib hen til Nidelvens Munding, men det var just Flod, og den, saa vel som Stormen, gjorde det umuligt at slaa Landtoug. Skibet drev derfor op paa Sanden udenfor Bakke, men en Mængde Folk strømmede strax til fra Byen, og fik kastet Touge over til Skibet, saa at det omsider lykkedes at hale det fra Grunden og faa det fortøjet. Erkebiskoppen var i Byen og modtog nu Kongen saa hæderligt, som man kunde forlange det. De havde ofte, heder det, Samtaler mellem sig. Og saa vidt man kan skjønne, var det netop Hovedhensigten med dette Kongens Besøg i Nidaros, at udforske Erkebiskoppens Sindelag og vinde ham for m. Til Sommeren vilde Haakon nemlig komme til at fylde sit 18de Aar, og hvorvel det ingen Steds er tydeligt udtalt, seer man dog at denne Alder betragtedes som Myndighedsalder for Kongesønnerne i Norden paa denne Tid[1]. Altsaa skulde det Formynderskab, Skule hidtil havde udøvet, ophøre, og da det ej var at vente, at han godvillig gav Slip paa nogen allerede erhvervet Magt, eller i det mindste ikke lod den vigtige Akt, der nu skulde finde Sted, gaa hen uden at benytte Anledningen til at yppe nye Vanskeligheder, og derved om muligt skaffe sig nye Fordele, var det vigtigt at have Erkebiskoppen paa sin Side. Dette lykkedes ham ogsaa temmelig godt, dog ikke uden betydelig Opofrelse, da han maatte indrømme Erkebiskoppen den vigtige Myntrettighed, og derhos i de mest omfattende Udtryk tage Erkebiskopsstolen med alt dets Gods i sin kongelige Beskyttelse. Udtrykkene i det desangaaende udstedte Brev, der næsten kan kaldes hans første selvstændige Regjeringsakt, ere heel merkelige og fortjene at anføres. „Vi gjør,“ siger han, „herved alle vitterligt, at os selv til Sjælebod, vort Rige og vore Thegner til Gavn og Glæde baade her og hisset, have vi paa vore egne og den efter os til Landets Styrelse lovligen valgte Konges Vegne tilstaaet den hellige Kong Olafs Stift og Erkebiskop Guthorm saavel som alle, der efter ham gudeligen blive valgte til Erkebiskopper og ville være Kongedømmets Venner efter Guds og Menneskers Love, at han maa holde en „Sølvslaattemand,“ der forstaar sig vel paa det Arbejde, og en Haandlanger med ham, (hvad enten nu Erkebiskoppen finder det bekvemmere for sig at disse Folk ere hos vor Mynter og Tjenestesvende, eller i hans egen Gaard) for at slaa til St. Olafs Stifs Nødtørft Sølv af den Reenhed og Gehalt, som vi eller andre Konger bestemme at skulle gaa i Nidaros. Dette blive vi tilsagt, fordi vi tro dermed at have gjort Gud til Behag, og at det kan tjene den hellige Kong Olafs Stift til Nytte, uden at være nogen god Mand til Ulempe. Vi ansee os derhos aldeles overbeviste om at den Sølvmynt, vi ønske at skulle gaa i vort Land, holder sig saameget fastere og bedre, som saadanne Guds Venner forene sig desangaaende med os. Vi ville og lade alle vide at vi have taget Erkestolen og alt hvad den tilhører, mere eller mindre, nær og fjern, i vor Beskyttelse og vort fulde Værn, saa at vi skulle hævde den i Besiddelse af de Odelsgods og Ejendomme som den nu ejer og i vore Dage kan komme til at eje, saavel som de Rettigheder, den har haft til denne Dag og det tilkommer den at have efter Guds og Menneskers Love. Heller ikke skal vi lade det bekomme nogen vel at fornærme den eller gjøre den Afbræk i dens Hæder, hvor som helst vi kunne udøve nogen Indflydelse. Gud almægtige og den hellige Kong Olaf være deres Ven, der styrke og overholde denne vor Bestemmelse med redelig Vilje; men hver den, som bryder den, skal være hjemfalden til vor Refselse efter den Magt, Gud giver os, saa længe som han forunder os at leve.“ Da saavel Dagfinn, som Baard Brimstein vare med at undertegne dette Dokument som Vidner, kan man være vis paa, at Haakon her har handlet efter deres Raad, og at det maaskee allerede for Afrejsen fra Bergen var bestemt, hvad der skulde skee[2]. Saa længe Skule havde Erkebiskoppen paa sin Side, vilde det blive en vanskelig Sag for Haakon at holde ham Stangen, og det gjaldt derfor at sikre sig hiins Venskab, eller i det mindste Upartiskhed, om end med store Opofrelser. Erkebiskoppen havde al Aarsag til at være tilfreds med, hvad han nu havde opnaaet, thi Myntrettigheden gav ham ej alene betydelige Fordele, men forøgede dertil hans Anseelse, da hans fyrstelige Værdighed derved endnu mere blev gjort anskuelig i Lighed med hvad der fandt Sted i flere andre Lande. Han var ogsaa nu idel Venlighed imod Kongen, og da denne lige frem spurgte ham, hvorfor han havde viist sig saa fiendtlig mod ham i hans Barndom, svarede han at det mere var Andres Indskydelser, end nogen Uvilje fra hans Side, som var Skyld deri. Hele den egentlige Sammenhæng, siges der, kom nu op for Kongen, og Erkebiskoppen lovede ham næste Sommer at komme til Bergen og vise Kongen al den Hæder, der stod i hans Magt. Maaskee har der allerede nu været paa Tale, til den Tid at faa et almindeligt Rigsmøde i Stand, for at ordne de nye Forhold i Anledning af Kongens Myndighed. Endnu førend Vaaren var til Ende, vendte Haakon tilbage til Bergen, fremdeles efterladende Gregorius Jonssøn som Befalingsmand eller Krigshøvding over hele Thrøndelagen, hvor det nu gjaldt at være paa sin Post mod Ribbungerne, der strejfede vidt og bredt overalt paa Oplandene[3].
Aaret forud var en af Kongehusets mest afsagte Fiender blandt Gejstligheden, Biskop Ivar skjaalge af Hamar, død[4], og efterfulgtes af en Hallvard, om hvem der ej fortælles stort, men som synes at have været venskabeligt sindet mod Kongen. Saaledes var det lykkets Haakon, i Løbet af de sidste tre Aar at faa Fleerheden af Landets Biskopper paa sin Side. Haavard i Bergen havde allerede fra Begyndelsen af viist sig ham hengiven, Henrik af Stavanger havde sluttet sig til ham i 1220, Ivar i Hamar var død 1221, Erkebiskoppen var vunden i 1222, og kun den gamle, listige Nikolas i Oslo var endnu tilbage af den ældre kongefiendske Skole, men selv han vovede dog ikke andet end i det Udvortes at vise Kongen al mulig Høflighed. Kun underhaanden begunstigede han dennes Fiender, endog Ribbungerne, og det, som det synes, ej længer altid af politiske Hensyn, eller for at opnaa Fordele for fine Frænder, men alene fordi det nu engang var blevet ham til en anden Natur at intrigere, og fordi Forestillingen om at Sverres Æt skulde blive i rolig Besiddelse af Tronen var ham utaalelig.
- ↑ Saaledes f. Ex. Valdemar Valdemarssøn i Danmark, der ej fik Ridderværdigheden førend han blev myndig, se ovenfor S. 223, Not.; ligeledes er det tydeligt, at den svenske Kong Johan, skjønt han sukcederede Erik Knutssøn 1216, og ikke kronedes førend 1219, da han var 18 Aar gammel, først da blev myndig. For Private bestemtes i Frostathings Lov IX. 24, 25, 26 Femtenaarsalderen, i den senere Landslov (V. 22.) Tyve-Aars Alder som Myndighedsalder; men for Konger gjaldt altid særegne Regler, og alt tyder hen paa, at Bestemmelsen om Myndighedsalderen af 15 Aar for Private hidrører fra den fjerne Tidsalder, da Kongens Myndighed indtraadte med det fyldte 12te Aar, medens Forestillingen om det 18de Aar som Kongens og 20de som den Privates Myndighedsalder ved det 13de Aarhundredes Begyndelse allerede var den herskende.
- ↑ Norges gl. Love, I. S. 446, Thorkelins Dipl. II. S. 20. Brevet, der kun haves i en 103 Aar yngre Afskrift, er undertegnet af følgende Vidner: Paal (Flida) i Giske, Gregorius Jonssøn, Dagfinn, Mester Bjarne, Peter Brynjulfssøn, Aslak Pitlor, Mester Aslak, Baard Barre, Branstein, Viljam af Torge, Ivar i Berudal og Gunnar Grjonbak. Af disse var Aslak Pitlor, Mester Aslak og Baard Barre, som man af et senere Brev fra Skule Jarl seer, Chorsbrødre ved Christkirken, dette var vel og Tilfældet med den allerede ovenfor omtalte Mester Bjarne. „Branstein“ er aabenbart Skrivfejl for „Brimstein“, og Navnet „Baard“, eller Begyndelsesbogstavet B. er udeladt af Afskriveren. Ivar af Berudal var en anseet Mand, maaskee Lendermand, der boede oppe i Soknedalen (se nedenfor); Villjam i Torge (paa Haalogaland) var sandsynligviis en Søn eller Sønnesøn af den Lendermand af samme Navn, der faldt i Slaget i Sogn 1184; han selv faldt, som det vil sees, 1240, men der fremstaar endnu en senere Villjam paa Torge ved 1286. Da vi i dette Brev finde saavel Dagfinn som Baard Brimstein, der begge havde ledsaget Kongen fra Bergen, og vi derhos ikke finde Skules Navn, der dog ved en saa vigtig Akt som denne maatte have staaet ved Siden af Kongens, hvis Brevet havde været udstedt paa en Tid og et Sted, hvor han var nærværende, (om ej som Formynder, dog som Vidne) faa vi herved Brevets Udstædelsestid, der i dette selv ej angives, aldeles sikkert bestemt til Vaaren 1222. Thi at det er udstedt i Nidaros, sees deels af Chorsbrødrenes, deels af saa mange throndhjemske eller endog haalogalandske Herrers Nærværelse, blandt dem endog Lagmanden Gunnar Grjonbak. Da der nu ej kan være Tale om Vintren 1219–20, fordi Kongen og Jarlen da opholdt sig tilsammen i Nidaros, end mindre om Vaaren 1218, da Forholdet mellem Kongen og Erkebiskoppen var saa spendt, og Haakon ikke efter Besøget i 1222 kom til Nidaros saa længe Erkebiskop Guthorm levede, bliver altsaa Kongens Ophold i Nidaros Vaaren 1222 den eneste Tid, hvorom der her kan være Spørgsmaal, ligesom det passer bedst med Sagaens Beretning om den gode Forstaaelse eller rettere Forsoning mellem Kongen og Erkebiskoppen, at den store Gave netop da blev skjenket.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 76–77. I de trykte Udgavers Texter nævnes her Gunnbjørn Jonssøn som den i Throndhjem efterladte Befalingsmand i Stedet for Gregorius. At det er denne, og ej Gunnbjørn, see vi deels deraf, at Gregorius strax efter nævnes som Befalingsmand i Throndhjem, Gunnbjørn Jonsbroder derimod som Sysselmand paa Oplandene. Peder Claussøn har derhos rigtigt „Gregorius.“ I Originalhaandskriftet har der rimeligviis kun staaet et G.
- ↑ Hans Død omtales kun i Annalerne.