Det norske Folks Historie/4/107

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 641-647).

Medens Kongen overvintrede i Bergen, og siden om Vaaren underhandlede med Erkebiskoppen, udviklede Jarlen en betydelig Virksomhed i Viken og paa Oplandene, hvor det lader til han havde foresat sig at faa gjort Ende paa Ribbunge-Opstanden, lige meget paa hvilken Maade, førend der skulde handles om hvad der var at foretage, inden Kongen højtideligt erklæredes myndig. Naar Jarlen kunde lægge en saa stor Fortjeneste, som Tilintetgjørelsen af Ribbungernes Opstand, i Vegtskaalen, maatte dette nødvendigviis komme ham meget til Gode ved Bestemmelsen af hans fremtidige Forleninger og Myndighed, hvorhos han som faktisk Herre over Viken og Oplandene vilde være i Besiddelse af en Magt, der maaske gjorde det muligt for ham at tiltrodse sig, hvad man ej med det Gode vilde indrømme ham. Saaledes benyttede Kongen og Jarlen hver for sig Tiden paa det bedste, og dreve hver sit Spil, for, naar Tiden kom, at kunne overliste hinanden. Fra Kongens Side var dette kun at betragte som et uundgaaeligt Nødværge, og af hans hele Fremferd sees det endeligt, at det aldrig var hans Hensigt at berøve Jarlen den Magt og Anseelse, der tilkom ham, end sige at efterstræbe hans Liv, medens Jarlen derimod ikke tragtede efter ringere end Kronen selv, om end Vejen dertil skulde gaa over Haakons Lig: han var altsaa stedse at betragte som den angribende og fornærmende, Haakon som den angrebne, der forsvarede sit Liv og sit Kongedømme. Man erfarer af det følgende, at Jarlen ogsaa nu havde faaet Bemyndigelse til at oppebære alle kongelige Indtægter af Viken, ligesom da han Vintren forud, eller sidst i 1220, begav sig derhen, eller med andre Ord, at han indtil videre virkelig var forlenet med Viken og Oplandene, saaledes at dette nu udgjorde hans saakaldte Trediedeel af Riget, medens han derimod intet mere havde at skaffe med Kronindtægterne af de øvrige Landskaber^[1].

Allerede strax efter at Kongen havde forladt Tunsberg, maaske endnu for Juul 1221, fik Jarlen høre at Gudolf af Blakkestad var i Oslo-Hered med en betydelig Skare, og plejede om Dagen at holde til i selve Byen, men om Natten snart paa en, snart paa en anden Gaard i Nærheden. Han drog strax i al Stilhed afsted med nogle Skuder, for om muligt at overrumple ham, kom ved Nattetid til Hovedøen, og hørte her at Gudolf tilbragte denne Nat paa den, Munkene tilhørende Gaard Fors^[2] strax nordøstenfor Byen, ved den oftere omtalte Bro over Frysja. Han begav sig strax derhen, kom til Gaarden endnu lidt før Dag, og lod den strax omringe; det lykkedes alligevel Gudolf at undkomme, men 70 af hans Mænd bleve dræbte. Siden sendte Jarlen oftere Troppe-Afdelinger ud mod Ribbungerne, og fik fældet flere af dem, men uden dog endnu at kunne faa jaget dem ud af Oslo-Hered, hvor de fremdeles holdt sig, især i den vestlige Deel, hvor Gudolf havde sine Besiddelser. Hele Egnen lige til Dramns-Elven sees at have været i deres Vold, og det var rimeligviis i Egnene ved denne, enten østenfor Elven i Lider, Røyken og Hudreim, eller vestenfor, i de nuværende Skoge, Sanden eller Eker-Sogne, at Sammenstødene mellem dem og Birkebeinerne fandt Sted. Bønderne i Hadafylke og paa Hedemarken, der laa nærmest udsatte for Angreb af dem, deels fra Oslo-Hered, deels fra Raumarike, havde hidtil forsvaret sig saa godt, at Ribbungerne ej havde havde kunnet faa noget Fodfæste der. Men nu blev Sigurd Ribbung saa fræk, at han formelig udnævnte tvende Sysselmænd for Hadafylke Bergthor Lokk og Eystein Eng, og lod Fartøjer drage fra Dramns-Elven op i Tyrifjorden, ja endog lige op i Randsfjorden, for derved at beherske de omliggende Bygder. De kongelige Sysselmænd i Fylket, Gunnbjørn Jonsbroder paa Hadeland og Thorgeir Biskopsmand paa Thoten, ilede strax Bønderne til Hjelp, og slog i Forening med dem Ribbungerne paa Leinestranden^[3], hvor Sigurd maatte tage Flugten med Tabet af 240 Mand og alle sine ved Stranden liggende Fartøjer. Men derved bleve Bønderne altfor trygge, og skiltes ad, rimeligviis for at holde Juul, uden at passe tilbørligt paa sine Bygder og de nys erobrede Fartøjer. Og da de mindst anede det, viste Sigurd Ribbung sig atter heelt oppe paa Hadeland, hvor han overfaldt og dræbte Bonden Jon Kut paa hans Gaard Lunner. Dette satte Bønderne i saadan Skræk, at de underkastede sig Sigurd, udredede ham en betydelig Gjeld, og stillede ham Gisler. Han lod nu berede Juletilhold for sig paa Øen Frodung (Frognøen i Tyrifjorden, hvor han var nogenlunde sikker for Overfald), og havde virkelig den Tilfredsstillelse at kunne indsætte sine Sysselmænd i de dem allerede paa Forhaand tilstaaede Sysler. Endog Indbyggerne af det længer bortliggende Thoten, saavel som af den til Heinafylke hørende Vardal^[4] gik for en stor Deel Sigurd til Haande. For Resten bleve Heinerne, eller Hedemarkens Indbyggere, kloge af Hadernes Skade, og passede saa godt paa deres Bygd, at Ribbungerne ingen Vej kom der, ja de forfulgte dem endog lige ned paa Raumarike, og gjorde dem meget Afbræk. Overhoved førtes der nu paa disse Kanter en idelig Smaakrig, hvorved snart det ene, snart det andet Parti havde Overhaand. Det lykkedes omsider, som man erfarer, Arnbjørn Jonssøn atter at faa Fodfæste i sin gamle Syssel, Borgesyssel, ligesom ogsaa Harald Stangarfylja med en Deel Tropper besatte Oslo, men i den vestre Deel af Oslo-Syssel holdt Ribbungerne sig fremdeles. Noget efter Kyndelmisse (2den Febr. 1222) sendte Jarlen en af sine Høvdinger, Erik Siriz, afsted med hans Trop, for at han i Forening med Harald skulde søge at jage Ribbungerne derfra. De fandt dem ved Svang (paa Svangstranden), hvor man paa begge Sider kæmpede med saa stor Forbitrelse, at selve Merkesmændene mødtes; endelig bleve Ribbungerne slagne med stort Folketab, en af deres Merkesmænd faldt, den anden, Herbjørn, blev fangen og gik siden i Jarlens Tjeneste som Hirdmand. Imidlertid synes velter ikke dette Nederlag at have kunnet fordrive dem fra Oslo-Egnene, da det berettes, at Sigurd Ribbung paa Hallvardsmessedagen (15de Mai) lod 80 Mand dræbe i Oslo^[5]. Hvorledes dette gik til, siges ikke, men man maa formode at han har overrumplet Harald Stangarfylja, der efter de her angivne Tab af 80 Mand har maattet flygte op til Mjøsen, hvor vi gjenfinde ham, forenet med Sysselmændene Olaf Mook og Frederik Slafse, saavel som Thorgeir Biskopsmand fra Thoten og flere andre. Sigurd, hvis Dristighed synes at have tiltaget Dag for Dag, foranstaltede nu et Tog med disse. Han havde allerede en heel Deel Fartøjer oppe i Øyeren. Flere af dem lod han hale op ad Vormen til Mjøsen, bemandede dem sterkt, og roede afsted for at opsøge Birkebeinerne. Han traf dem ved Kornaholmen (nu Ekornholmen ved Feigringen), og angreb dem strax med den største Heftighed. Birkebeinerne vare vel ikke saa talrige som Ribbungerne, men de forsvarede sig saa tappert, at hine, der maaskee i deres Hidsighed alt for meget tilsidesatte Forsigtighedens Regler, bleve aldeles slagne, og tabte henimod 150 Mand, af hvilke fire Troppehøvdinger^[6], mens derimod kun faa faldt af Birkebeinerne. Sigurd flygtede først op paa Thoten, derfra til Fjelds, og gjorde nu et højst æventyrligt Tog heelt nord over Fjeldet lige ned til Soknedalen i det Throndhjemske, hvor de hjemsøgte den anseede Ivar i Berudal, og anrettede store Ødelæggelser^[7]. Da dette spurgtes til Nidaros, blev der stor Forskrækkelse. Gregorius Jonssøn sendte strax Iilbud til Bergen efter Kongen, der ufortøvet begav sig nordefter, som det nedenfor skal omtales. Det er ikke usandsynligt, at Sigurds Hovedhensigt med dette Tog var at naa frem til Nidaros, og lade sig give Kongenavn paa Ørething. Men Bønderne i Gauldalen skare strax op Hærør, og modtoge Ribbungerne saa mandsterke, hvor de viste sig, at de ej vovede at trænge længer frem, men vendte tilbage igjen. Man bar i Førstningen bange for, at de vilde hjemsøge Raumsdalen, men det viste sig at de ej toge denne Vej: de vendte tilbage over Østerdalen, hvorfra de, som det synes, i forskjellige Hobe, atter begave sig til Hadeland og derfra til Ringerike, hvor Sigurd paany tog sit Stade paa Øen Frodung i Tyrifjorden. Medens han gjorde Toget til Mjøsen og derfra nord over Fjeldet, var Beite Skindkniv, Slittungernes forrige Konge, bleven tilbage paa Raumarike med en stor Skare, sandsynligviis de gamle Slittunger, og gjorde megen Ustyr. Men Arnbjørn Jonssøn, som vidste, at Sigurd havde taget Vejen nordefter, benyttede sig af hans Fraværelse, og sendte en vis Helge Fleskhuun med en Deel af sine raskeste Folk op imod Bene, som de overrumplede ved Øyeren. Han løb ombord i et Fartøj, for at frelse sig, men de fik Tag i det, og holdt det fast; da styrtede han sig i Vandet, og søgte at skjule sig snart under eet, snart under et andet af Fartøjerne, saa at det varede længe, inden de fandt ham; endelig opdagede de ham og sloge ham ihjel med alle hans Mænd. Han endte sit Liv, siger Sagaen, med liden Berømmelse. Det lader,heller ikke til, at Ribbungerne toge sig synderlig nær af hans Død^[8].

Da Jarlen, som for det meste residerede i Tunsberg, fik høre at Sigurd Ribbung var kommen tilbage til Ringerike, foretog han i egen Person et Tog derhen, for at forsøge, om det dog ikke skulde lykkes at faa ham jaget bort. Med en Femogtyvesesse og mange Smaaskibe, alle vel bemandede, sejlede han ind ad Dramnsfjorden, i den Hensigt, siden at lade Skibene drage op i Tyrifjorden. Da Skibene bleve dragne op ad den ydre Strøm^[9], kom det største af dem paa Grund, og imidlertid samlede der sig en Deel Ribbunger ved Stranden (paa Hudreimssiden) og skød paa dem. Endelig kom Skibet løst, og nu spillede Jarlen fuldkommen Mester paa disse Kanter. Ribbungerne bleve fordrevne, ej alene fra Ringerike og Hadeland, men og, som det synes, fra Raumarike, saa at de atter maatte tage sin Tilflugt til Marker. Her, eller i den østlige Deel af Borgesyssel. sammentrængtes snart alle deres Skarer, thi Jarlen, som var vendt tilbage til Tunsberg, begav sig efter et kort Ophold i Tunsberg østover til Ranafylke, for ligeledes at rense dette Landskab for Fiender. Sigurd Ribbung havde udnævnt tvende Brødre, de saa kaldte Tobbesønner, til Sysselmænd i Elvesyssel, og de holdt sig endnu, som det lader, sydligst ved Elven. Men Jarlen sendte Simon Kur og to andre Høvdinger^[10] imod dem; de flygtede til Havs, maaske for at komme over til Jylland, men bleve indhentede ved Lesø, og dræbte. Men jo mere Ribbungernes Tumleplads indskrænkedes, desto større blev ogsaa deres paa et Sted sammentrængte Styrke; man beregnede, at Sigurd Ribbung havde ikke færre end 1700 haandgangne Mænd^[11] østen Fjorden, og skjønt Arnbjørn Jonssøn bibragte dem mange følelige Nederlag, saa det dog ud til at ville vare længe, inden man kunde faa dem aldeles undertvungne. Enkelte af deres Skarer vovede sig endog temmelig nær hen imod Tunsberg, hvor Jarlen fremdeles havde sit Sæde, saa at han af og til maatte sende Folk ud imod dem, for at faa jaget dem bort^[12]. For omsider at faa Ende paa alle disse Ubehageligheder sendte han allerede om Høsten Bud til Biskop Nikolas og bad ham at finde paa Raad til at faa deres Flok adspredt. Han kjendte sin Mand, og vidste meget vel, at om nogen var i Stand dertil, maatte det være Nikolas. Denne var ogsaa strax villig dertil, men da hans Magt og Indflydelse netop havde mest at betyde under en Borgerkrig, hvor det var vigtigt for enhver af Parterne at have ham til Ven, kunde han ikke være tjent med Ribbungernes fuldkomne Undergang, og det er lydeligt nok, at han kun søgte at bringe et saadant Forlig i Stand, hvorved han til enhver Tid vilde have det i sin Magt at opvække Striden paany, naar det kunde være ham til Fordeel. Den Vej, ad hvilken han indledede Underhandlingerne, er heel charakteristisk. Han henvendte sig til Gudolfs Frille, Aasa Blakk^[13], og bad hende bruge al sin Indflydelse for at stemme Gudolf og de øvrige Høvdinger til Fred og Forlig. Dette vækker Forestilling om et ret venskabeligt, ja endog intimt Forhold mellem Biskoppen og Gudolf, hvilken ogsaa hidtil i en lang Række af Aar havde været hans Ven og Nabo, og fremdeles, som det synes, opholdt sig uforstyrret paa Blakkestad, naar han ej har beskjeftiget med Krigsforetagender; sandsynligviis havde han endog ladet Sigurd Ribbung give sig sin gamle Syssel tilbage. Det varede dog en Tid, inden Ribbungerne lyttede til disse Fredsforslag, Vintren gik hen, og først ud paa Vaaren det følgende Aar^[14] sendte Sigurd Ribbung Mænd til Jarlen, for at høre hvad Betingelser han vilde unde ham, hvis han nedlagde Vaabnene. Jarlen modtog det i denne Forespørgsel indeholdte Forligstilbud venligt, men vilde først høre, hvad Sigurd fordrede. Denne forlangte ikke mindre end Trediedelen af Norge og Skules Datter til Egte. Dertil svarede Jarlen, at det blev Kong Haakons Sag, om han vilde tilstaa Sigurd nogen Sed af sit Rige; for sin Part vilde han hverken bortgifte sin Datter til Skogs eller afstaa noget af sin Trediedeel, men hvis Sigurd selv indfandt sig hos ham, skulde han sikre ham og alle hiins Mænd Grid, og ligeledes skaffe ham fuld Grid eller Lejde til at underhandle personligt mod Kongen; og hvis denne da undte ham nogen Hæder, skulde det ikke være Jarlen imod. Efter nogen Brevvexling og gjentagen Budsending herom besluttede endelig Sigurd sig, efter Raadslagning med sine Mænd, til at modtage dette Tilbud. Vel syntes de, at det var noget haardt, saaledes at nedlægge Vaabnene uden Løfte om andet end Sikkerhed paa Liv og Lemmer, men da der nu hverken var noget blivende Sted for dem i Viken eller paa Oplandene, og de end mindre kunde tænke paa at begive sig til det Nordenfjeldske, hvor Kongen var, valgte de det sikreste, og Sigurd Ribbung red saaledes, mod tilsagt Grid, til Jarlen, frasagde sig Kongenavnet, overgav Flokken i Jarlens Vold, og fik derimod Tilsagn om Jarlens Venskab og mægtige Bistand hos Kongen. Han blev for det første hos Jarlen, der viste ham al den Hæder, han kunde forlange. Dette, heder det i Sagaen, ansaaes for den fagreste Sejr, Jarlen nogensinde havde vundet, at han nemlig uden Sverdslag havde faaet opløst en saa sterk Flok som Ribbungernes, saa at der nu var Fred over hele Norge. I det Følgende vil det dog snart sees, at denne Fred ikke havde saa meget at betyde, og at Jarlen maaske ingensinde nærede ufredeligere Planer end nu; men at det kun var ham om at gjøre at faa frie Hænder for Øjeblikket, ja at han endog efter al Sandsynlighed har indgaaet et hemmeligt Forbund med Sigurd Ribbung og aftalt Planer med ham til Kongens Skade^[15].

1. Dette sees bedst af hvad der nedenfor berettes om Tvisten mellem Kongen og Jarlen i Anledning af Kronindtægterne paa Agder.
2. Nuværende nedre Foss. Møllen, tilhørende Klostret, blev som Klostergods efter Reformationen Kongegods, og saaredes „Kongens Mølle.“
3. I de bedste Haandskrifter staar udtrykkeligt: “paa den Strand der kaldes Leina“; altsaa mellem Gaarden Lene i Røysebygden og Vandet. Det kan tydeligt nok skjønnes, at Fartøjerne have ligget ved Stranden, og Sigurd har været i Land med sine Tropper. Siden der her ikke er tale om Vinter og Iis, skulde man formode, at dette endnu har tildraget sig seenhøstes 1221.
4. I Sagaens Text staar der, aabenbart urigtigt, Theler og Verdøler, i Stedet for Thotninger og Vardøler. Thelemarken laa for langt afsides til at der her kunde være Tale om dets Indbyggere, med mindre man ogsaa dertil kunde regne Nummedølingerne. Men Texten, der i Udgaverne er fulgt, vrimler her af Fejl.
5. Dette siges kun i Annalerne, og Sagaen nævner intet Ord derom. Af den Omstændighed, at her netop tales om 80 Mand, kunde man med første Øjekast fristes til at antage, at Annalisten her har tænkt paa Overfaldet ved Oslo Aaret forud, da Sigurd mistede 80 Mand; men en saadan Forvexling vilde dog være for stor, især da Annalerne, fornemmelig de saakaldte Annales regii, hvor Angivelsen ogsaa forekommer i denne Periode pleje at være temmelig nøiagtige, saavel hvad Aarstal, som Begivenhedernes Betegnelse angaar.
6. Deres Navne anføres: Styr Prest, Arnulf af Folevold, Audun af Austansjo og Thorbjørn Ring. Folevold ligger paa Raumarike, Austenfjø eller Østensjø strax østen for Oslo.
7. Ivar af Berudal er strax oven for omtalt som Paategner af Konge-Brevet angaaende Erkebiskoppens Myntret, udstedt samme Vaar. Berudal kaldes nu Bordal, og ligger paa venstre Side af Elven, en Fjerdingvej nedenfor Hov. Siden man var saa uvis om Vejen, Ribbungerne valgte paa Tilbagetoget, er det ej usandsynligt, at de saavel nord som sydefter for det meste holdt sig til Fjeldene; det havde vel desuden været dem vanskeligt at trænge frem gjennem den saa vel befolkede Gudbrandsdal.
8. Haak. Haakonssøns Saga Cap. 75, 78, 79.
9. Nemlig ved Strømmen og Sverdviken (urigtigt kaldet Svelviken).
10. Disse vare de ovenfor (S. 614) omtalte Thord Dravle og Thorfinn Ille.
11. I Sagaen staar „14 Hundreder,“ hvilket udgjør 1680. Som Ribbungernes Sysselmænd nævnes ved denne Lejlighed en Herjulf Dyntil og Erik Dregil.
12. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 83. Her omtales særskilt en Fegtning, der forefaldt ved et Sted, kaldet Kyrfjeld, fordi den islandske Skald Jatgeir, der stod i Skules Tjeneste, var med der, og har omtalt Striden i et humoristisk Vers til sin Sengkammerat Thore, der blev hjemme. Det er tydeligt at see, at dette Kyrfjeld ej er Fjeldet af dette Navn i Nærheden af Kvistrum langt nede i Ranafylke, men maa være at søge et Steds mellem Tunsberg og Drammen, skjønt Stedet nu ej kan paapeges.
13. Da Gudolf af Blakkestad oftere kaldes „Gudolf Blakk,“ maa man antage, at Aasa har faaet sit Tilnavn efter ham; det seer endog næsten ud som om Gaarden Blakkestad skulde have faaet sit Ravn efter Gudolf, da det ej er rimeligt, at han skulde være bleven kaldet Blakk efter Gaarden. Han kaldes ogsaa Gudolf Smjørtik (Smør-Tæve).
14. I Sagaen staar der „om Sommeren“, efter at Høsten (d. e. 1222) tidligere er nævnt; her kan altsaa kun „Sommeren“ 1223 være meent, men da vi i det Følgende erfare, at Jarlen og Sigurd efter sluttet Forlig begave sig ned til Danmark omtrent midt i Mai Maaned, maa „Sommeren“ paa hiint Sted kun betegne Tiden efter „Sommernat“ (14de April) eller den sidste Halvdeel af April Maaned.
15. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 82–84.