Det norske Folks Historie/3/99

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

der forrettedes af Erkebiſkoppen med megen Pragt, og med Biſtand af Legaten, de fire norſke Biſkopper, og den islandſke Biſkop Brand, der nys forud var bleven indviet. Man maa endog formode, at Kroningen fandt Sted ſamme Dag, ſom hans Indvielſe, umiddelbart efter denne, ſiden Indvielſen foregik paa en ſtor Feſtdag, nemlig den øvre Mariemesſe eller 28de Septbr[1]. Hvor Kroningen foregik, ſiges ikke. Den ſtore Chriſtkirke var da neppe endnu bleven færdig, ſaaſom det er viſt, at Sunnivas Levninger ej flyttedes til den førend ſex Aar ſenere, i 1170. Sandſynligviis er den da ſkeet i Apoſtelkirken, den kongelige Kirke i Staden. I Anledning af Kroningen ſkal Erling have ſtiftet Auguſtinerkloſtret paa Halsnø i Søndhordeland, der, beliggende i Nærheden af hans Ættegaard, efter al Rimelighed bar bort til hans Odelsgods[2]. Da Halsnø Kloſter ſiden ſtod i et Slags Forbindelſe med Jonskirken eller St. Johannes Auguſtinerkloſter i Bergen, og dette igjen med Bergens Domkapitel, kan begge disſe Kloſtres Stiftelſe rimeligviis antages ſamtidig, og ſynes nærmeſt at have været beregnet paa at faa et Konvent af regulære Auguſtinere iſtand under Bergens Domkapitel[3]. Dette er vel iſær ſkeet efter Erkebiſkop Eyſteins Foranſtaltning, da vi ſiden erfare, at han ej alene ſtiftede Elgeſeter Auguſtinerkloſter ved Nidaros, men endog oprettede et i Forbindelſe med Nidaros Domkapitel ſtaaende Auguſtinerkonvent ved Kaſtelkirken i Kongehelle, der maaſkee ved Kroningen er bleven bane ſkjenket[4]. Ligeledes er det at formode, at det bar ved denne højtidelige Lejlighed, at den forhen omtalte Overdragelſe Byen Stavanger til St. Svithun eller Biſkopsſtolen fandt Sted. Thi paa Kroningsdagen, beder det, bortſkjenkede Erling og Magnus ſtore Gaver. Erling havde paa denne Dag ladet berede et herligt Gjeſtebud i Kongsgaarden, boer den ſtore Hall var tjeldet med Peld og Bænkene belagte med koſtbare Klæder. Her beværtede Erling og den unge ſyvaarige Konge Erkebiſkoppen. Legaten, Biſkopperne, Høvdingerne, Hirden og alle haandgangne Mænd tilligemed en Mængde andre Indbudne. Saaledes, og med ſaa mange vigtige Forandringer i Norges ſtatsretlige og kirkelige Forhold, endtes den førſte norſke Kroningsfeſt. Erling ſkakke troede nu ſit Dynaſti fuldkommen befæſtet paa Tronen[5].

Paa Norges Forhold til Skatlandene ſynes Tronſtridighederne nu, ſom ellers, at have haft den Følge, at Afhængighedsbaandet ſlappedes, og Fyrſterne raadede ſig ſom de vilde, deels fordi Kongerne i Norge havde for fuldt op at beſtille hjemme til at kunne ofre Skatlandene-s Anliggender nogen ſynderlig Opmærkſomhed, deels fordi Skatlandenes Fyrſter ſelv ved at holde ſnart med den ene ſnart med den anden af de ſtridende Parter altid kunde ſikre ſig en i det væſentlige uafhængig Stilling. Saaledes have vi allerede ſeet, hvorledes Kong Gudrød paa Syderøerne gik over fra Inge til Haakon, og det midt under Slaget ved Oslo. For ham gjaldt det egentlig kun at faa Underſtøttelſe mod ſin Svoger, den mægtige Sumarlide af Argyll, der ſpillede Meſter i hine Egne. Det maa bare været denne, der i Aaret 1154 udruſtede hiin før omtalte ſtore men uheldige Expedition til Irland, for at ſtaa Muirkertach O’Lochlan bi mod Overkongen Tirdelvagh, thi Krigsmændene paa dette Tog ſiges udtrykkeligt at have været fra det ſydveſtlige Skotland, Syderøerne og Man, altſaa Lande, hvor Sumarlide havde Beſiddelſe-r eller Tilhængere. I Forbindelſe hermed ſtaar det øjenſynligt, at Gudrød enten i 1154 eller 1155 indkaldtes af Indbyggerne i Dublin, hyldedes ſom Konge, og vandt en glimrende Sejr over Muirkertachs Broder, ſytti denne med en Hær ſendte mod Dublin. Efter denne Sejr, heder det, vendte han tilbage til Man, ſendte ſine Stridsmænd fra ſig, og betragtede ſig nu ganſke ſikker paa Tronen[6]. Ved hiin Sejr maa han altſaa have tilføjet Sumarlide et føleligt Knæk. Men i Følelſen af ſin Sikkerhed blev han ſaa tyranniſk, at mange af de mægtigere Mænd i Syderøerne ej længer kunde finde ſig deri, og den meeſt anſeede af dem, Thorfinn Ottarsſøn, begav ſig til Sumarlide, for i deres Navn at bede om at de maatte faa hans Søn Duggall, Kong Olafs Datterſøn, til Konge. Sumarlide føjede dem med Glæde heri, og ſendte Duggall med Thorfinn, ſom førte ham om paa Øerne, og fik ham deels med det Gode, deels med Magt, tagen til Konge. Ved Efterretningen herom udruſtede Gudrød en Flaade, og holdt et blodigt Slag med Sumarlide (6 Jan. 1158), hvor ingen af Parterne ſejrede, men ſom endtes med at de næſte Dag ſluttede Fred paa den Betingelſe, at Riget deeltes, idet nemlig Duggal rimeligviis fik de Øer, der laa Argyll nærmeſt. Denne Deling vedblev ſiden efter, ſaalænge Kongedømmet beſtod i Man og Syderøerne[7]. Men allerede næſte Aar udbrød der Krig mellem Gudrød og Sumarlide paany. Denne hjemſøgte Øen Man med en Flaade paa 53 Skibe, overvandt Gudrød i et Slag, og herjede Øen, (1159). Gudrød flygtede, førſt til den ſkotſke Konge Mælkolm[8], ſiden til Kong Inge, hvem han tidligere havde ſvoret Lensed, og ſom nu ej alene bekræftede ham i Kongedømmet (1160)[9], men og, ſom vi have ſeet, viſte ham den ſtørſte Hæder og Tillid: Udmerkelſer, hvilket dog ikke hindrede ham fra at forraade ſin Lensherre. Forræderiet ſkaffede dog ikke Gudrød nogen Hjelp. Kong Haakon og Sigurd Jarl havde mere end nok at beſtille med at forſvare ſig ſelv, til at kunne underſtøtte andre, og der tales ikke engang om at Gudrød kæmpede i deres Flok. Han har ſaaledes rimeligviis allerede forladt deres Parti, da han ſaa, at Erling ſkakke fik Overhaand, uden dog maaſkee for det førſte at erklære ſig for denne. Hvorledes det end forholder ſig, er det viſt, at han blev i Norge lige til Sumarlides Død i 1164, og at denne imidlertid aldeles ſpillede Meſter i Syderøerne og den veſtlige Deel af Skotland, hvor han lige ſiden Kong Mælkolms Tronbeſtigelſe havde ligget i uafladelig Krig med denne for at underſtøtte ſine Datterſønner, Mælkolm Mac Heths Sønner. Uagtet denne allerede ſiden 1134 ſad fangen paa Roxburgh Slot, og Sønnen, Donald, i Aaret 1156 ligeledes blev fangen og henſat hos Faderen, ſaa den ſkotſke Konge ſig, aabenbart af Frygt for Sumarlide, nødſaget til at underhandle med Mælkolm og ſlutte en Overeenskomſt med ham, hvorved han ej alene ſattes paa fri Fod, men endog fik nogle Beſiddelſer i Cumberland. Her opførte han ſig ſaa tyranniſk, at flere af Indbyggerne ſammenſvore ſig mod ham, overfaldt og fangede ham, gjorde ham uſkadelig ved at blinde og lemlæſte ham, og fik ham derpaa, atter ſom Munk, ſat ind i Bellalands Kloſter i Yorksſhire, hvor han henlevede ſine øvrige Dage. Alt dette hindrede imidlertid ikke Sumarlide fra at fortſætte Krigen[10]. Han gjorde tilſidſt en ſtor Udruſtning, ſaavel fra ſine egne Beſiddelſer i Argyll, ſom fra Syderøerne og Irland, hvor han ligeledes fik Underſtøttelſe, ſandſynligviis hos Øſtmændene i Dublin, men da han landede ved Renfrew, ikke langt fra Glasgow, kom han, merkeligt nok, til kort mod Indbyggerne, ſom ſtimlede til, og nedſablede ham med en ſtor Deel af hans Hær (1 Jan. 1164)[11]. Da førſt vendte Gudrød tilbage fra Norge, medbringende, ſom det udtrykkeligt ſiges, en ſtor Krigsſtyrke, hvad enten han nu har faaet Underſtøttelſe af Erling ſkakke, og ſaaledes paany ſkiftet Parti — hvilket viſtnok er heel tænkeligt — eller han har ſkaffet ſig Krigere fra Levningerne af Sigurd Markusfoſtres Flok, og de urolige, byttelyſtne Elvegrimer, der, ſom vi have ſeet, endnu vedligeholdt et Slags Vikingeliv i Norden. Han kom til Man fire Dage efter at Ragnvald, en af hans Brødre, havde overvundet Indbyggerne og tiltvunget ſig Kongedømmet. Gudrød angreb ham, overvandt ham, lod ham ifølge de Tiders ſædvanlige, gruſomme Politik, blinde og gilde, og herſkede fra den Tid af i mange Aar, lige til 1187, medens derimod Sumarlides Søn Duggall vedblev at herſke i ſin Deel af Syderøerne[12].

I disſe Stridigheder, og Fiendtlighederne mod Skotland, havde viſtnok ogſaa Harald Jarl paa Orknøerne deeltaget, ſom Svigerſøn af Mælkolm Mac Heth, ſkjønt der rigtignok ikke meldes noget beſtemt derom. Vi ſee kun, ſom det ſtrax nedenfor vil viſes, at Svein Asleivsſøn, der li det hele taget ikke var Harald Jarl god, laa i Fejde med Sumarlide, der ſom Mælkolm Mac Heths fornemſte Støtte maa have været Haralds Ven. For øvrigt ſpillede Harald i ſit Forhold til Ragnvald Jarl en ſaa tvetydig Rolle, at det ej er let at vide, hvilket Parti, han til enhver Tid hyldede. At erholde Magten og Enevældet var for ham Hovedſagen. Da han om Sommeren 1156 kom tilbage til Orknøerne fra Norge, hvor han hele Vintren og Vaaren havde opholdt ſig, der ſiges ej hos hvilken af Kongerne, fandt han Ragnvald og Erlend i udelukkende Beſiddelſe af Øerne, ſom de havde deelt imellem ſig, ſaavel ſom af Katanes. Erlend og Svein havde taget ſit Stade paa Hjaltland, for at være paa deres Poſt mod ham, om han ſkulde komme did, medens derimod Ragnvald var dragen over til Thorsaa paa Katanes, for ogſaa her at verre rede til at modtage vant, om han ſkulde ville ſøge Hjelp hos ſine mange derværende Venner. Harald medbragte fra Norge ſyv Skibe. Tre af dem bleve drevne til Hjaltland og øjeblikkelig tagne af Erlends Mænd. Med de øvrige Skibe fortſatte han ſin Vej til Orknøerne, og da han her hørte, at Ragnvald var i Thorsaa, opſøgte han ham ſtrax her, ſer enten at angribe ham, eller aabne Underhandlinger med ham, inden Erlend og Svein kom nordenfra. Disſe havde i al Haſt ſat efter Harald, men en frygtelig Storm adſplittede deres Skibe; de ſamledes førſt, da det var for ſeent, og Harald allerede var kommen til Thorsaa. Ragnvald var da ikke tilſtede, men var dragen til Sutherland for at højtideligholde ſin Datter Ingebjørgs Bryllup med Erik Eriksſøn Slagbrelle, en Søn af hiin Audhild, der i ſin Tid havde været Sigurd Slembedjakns Elſkerinde, og var en Syſterdatter af Helga og Frakark.[13] Ved Efterretningen om Haralds Ankomſt ſkyndte Jarlen ſig med ſin Svigerſøn og et talrigt Følge ned til Thorsaa. Erik, der var Haralds Frænde, gjorde ſig megen Flid for at mægle Forlig mellem begge Jarler, og da nu derhos andre fælles Venner foreholdt dem nu deres Frændſkab, Foſterforhold og langvarige Forbindelſe, kunde Ragnvald ikke længer holde Stand, men aftalte at han og Harald ſkulde have en Sammenkomſt under fire Øjne i Kaſtellet, medens deres Mænd, der ſkulde være lige mange paa begge Sider, bleve udenfor. Sammenkomſten holdtes og begge Jarler talte længe ſammen. Men ud paa Dagen meldte man Ragnvald, at flere og flere af Haralds Mænd flokkede ſig bevæbnede til Kaſtellet. Harald ſagde vel at det intet havde at betyde, men ikke deſto mindre borte man ſnart Vaabenbrag: Thorbjørn Klerk havde med en overlegen Styrke angrebet Ragnvalds Mænd. Jarlerne raabte ud, at de ej ſkulde ſtride, og der kom Folk til fra Byen, ſom ſkilte dem ad; men 13 af Ragnvalds Huuskarle vare faldne, og det Hele havde unegtelig et Udſeende, ſom om Harald Jarl ej havde været ganſke uden Deeltagelſe i Planen. Ikke deſto mindre lod den godmodige Ragnvald ſig ved nye Beſtræbelſer af deres fælles Venner bevæge til at indgaa Forlig, der fra begge Sider blev bekræftet med Eder og Trygder. Der beſluttedes, at man endnu ſamme Nat (25de Septbr.) ſkulde ſætte over til Orknøerne for at overrumple Erlend og Svein, der imidlertid vare ankomne til Bardsvik paa Ragnvaldsø, den ſydøſtligſte af Øerne. Ragnvald og Harald landede paa den nordveſtligſte Side af Øen, og Erlend, der ej troede at kunne ſtaa ſig imod dem begge, ſatte efter Sveins Raad førſt over til Katanes, hvor de hugg Strandhugg, ſiden udſpredte de et Rygte om, at de vilde drage til Syderøerne, og ſtyrede virkelig veſtover. Men de vare ikke komne langt, førend de i al Stilhed vendte om, ſtyrede til Orknøerne, og overfaldt en Nat Jarlernes ſamlede Flaade, fjorten Skive ſterk, der laa udenfor Knarrarſtad ved Skalpeid. Ingen havde mindſte Tanke om, at de vare ſaa nær, og der opſtod ſaaledes en almindelig Forvirring, ſom ſkaffede dem en let Sejr, uagtet deres Styrke var langt mindre. Harald var ombord, og forſvarede ſig tappert, men maatte flygte, da der kun var fem tilbage af Beſætningen. Ragnvald havde gaaet i Land for at rejſe til Orfyri, men Uvejr havde bragt ham til at tage ind hos en i Nærheden boende Islænding.[14] Erlends Mænd kom paa Gaarden for at ſuge efter ham, og han frelſtes alene ved ſin Verts Aandsnærværelſe. Erlend ſatte ſig imidlertid i Beſiddelſe af alle Skibene, hvor han fik et meget rigt Bytte af Penge og andre Koſtbarheder (24de Oktb. 1151). Ragnvald ſkyndte ſig til Orfyri, hvor han traf Harald, ſom allerede var kommen der. De rejſte ſtrax paa ſmaa Baade over til Katanes. Imidlertid deelte Sejrherrerne det let erhvervede rige Bytte mellem ſig, og det er betegnende nok, at Svein magede det ſaa, at alle de Koſtbarheder, der havde tilhørt Ragnvald Jarl, faldt paa hans Parti, hvorefter han ſtrax ſendte dem over til Ragnvald. Trods Sveins Raad tog Erlend til Jule-Ophold ved Daminsø, hvor han og hans Mænd førte et ſorgløſt og lyſtigt Liv, uden tilbørligt at være paa deres Poſt. En Aften kort før Juul (20de Decbr.), da Svein var rejſt bort i et Erende, kom begge Jarler ganſke uventet over ham. Han ſov ombord paa ſit Skib, men var ſaa drukken at man ej engang kunde faa ham vækket. Førſt tre Dage efter fandt man hans Lig, gjennemboret af et Spyd. Svein Asleivsſøn hevnede ſiden hans Død ved at overfalde og med egen Haand at dræbe en Mand, der roſte ſig af at have givet ham Baneſaar, men laante dog Ragnvalds Mæglingsforſlag et villigt Øre, ja tilbragte endog Julen hos denne, ſom indbøde ham til ſig og foreſlog ham at forlige ſig med Harald. Dette Forlig mellem Svein og Jarlerne kom ogſaa virkelig iſtand, men paa Vilkaar, ſom Svein fandt alt for haarde, nemlig at han ſkulde udrede en Mark Guld til hver af Jarlerne, afſtaa Halvparten af ſit Jarlegods, og kun beholde den anden Halvpart tilligemed et godt Langſkib. Ragnvald erklærede ſtrax, at han intet vilde have af Svein, og gav Slip paa ſin Andeel. Ikke ſaa Harald, ſom drog over til Sveins Gaard paa Gaareksø, og der ſelv tog uden Skaanſel for flg af hans Korn og Forraad. Forbitret ilede Svein derhen, og vilde endog ſætte Ild paa ſin egen Gaard for at brænde Jarlen inde, uden Henſyn til at hans egen Huſtru og Datter ogſaa maaſkee derved vilde blive indebrændte; men han fik i rette Tid vide, at Jarlen juſt var dragen paa Jagt, og afſtod da fra ſit fortvivlede Forſæt.[15] Svein førte endnu i nogle Maaneders Tid Fejde med Harald, og tilſyneladende med Ragnvald, indtil denne omſider fik mæglet Fred, og Fiendtlighederne ophørte (1ſte Juni 1157), ja Svein, Thorbjørn Klerk og Erik Slagbrelle gjorde endog i Forening et lidet Søtog, omtrent paa de gamle Vikingers Viis, da de, efter at have anløbet Syderøerne, endog hjemſøgte Solungerne, vandt der, ſom der ſiges, en ſtor Sejr, og fik meget Bytte[16].

Forliget mellem Jarlerne indbyrdes, og mellem dem og Svein, overholdtes i nogen Tid ret godt, uagtet Thorbjørn Klerk, der havde indtaget ſin gamle Plads ſom Haralds Raadgiver, kjendelig ſøgte at ſtifte Splid. Anledning hertil fik han, da der udbrød Trætte og Slagsmaal mellem en af hans Venner og en af Ragnvalds Huuskarle. Den ſidſte blev ſaaret af hiin, der nu tog ſin Tilflugt til Thorbjørn; den anden hevnede ſig ved at dræbe ſin Modſtander, og da denne havde ſøgt Friſted i Magnuskirken, vilde Thorbjørn endog have ladet denne bryde op, derſom ikke Ragnvald havde ſat ſig derimod. Forbitret drog Thorbjørn over til Katanes, hvor han gjorde meget Uvæſen, og hvorfra han endog ſenere pasſede ſit Snit til i Haſt at ſnige ſig over til Orknøerne og fælde hiin Mand, ſom det var ham faa magtpaaliggende at faa taget af Dage. Ragnvald, ſom egentlig førte Regjeringen, erklærede ham nu utlæg. Thorbjørn tog førſt ſin Tilflugt til en Svoger, han havde paa Katanes, hvor han en Stund opholdt ſig hemmeligt, ſiden til Kong Mælkolm, der tog godt imod ham, og ved hvis Hof han forblev en Stund, medens han dog af og til gjorde hemmelige Beſøg hos ſine Venner paa Katanes. Rimeligviis var det et Slags Gjengjeld for det mindre venlige Sindelag, Mælkolm lagde for Dagen mod Ragnvald ved at antage ſig Thorbjørn, at Jarlerne, det vil ſige Ragnvald, der fremdeles var den raadende, antog ſig en af Mælkolm formedelſt mange utilladelige Handlinger fordreven Skoter af høj Bord, ved Navn Gilla-Odran, og fatte ham til Aarmand paa Katanes, indtil han ogſaa lagde ſig ud med Ragnvald ved at dræbe en af hans Venner, hvorefter han flygtede til Sumarlide i Argyll, ſom modtog ham med aabne Arme og gjorde ham til en af ſine Befalingsmænd. Ragnvald bad Svein, da han den følgende Sommer tiltraadte ſit ſædvanlige Vikingetog, at holde Øje med Gilla-Odran, vel ogſaa at dræbe ham, om han fandt Lejlighed dertil. Det lokkede-s virkelig Svein at opdage ham i en af Skotlands Fjorde, hvor han ſtyrede et af Sumarlides Skibe, og der at fælde ham. Efter Sagaen ſkulde Svein umiddelbar forud have holdt et Slag med Sumarlide ſelv, hvori denne faldt, men da Sumarlide, ſom vi have ſeet, førſt miſtede Livet ved Renfrew 1164, maa Sagaen have forvexlet en mindre Kamp, Svein maaſkee kan have beſtaaet mod ham, med dette, i hvilket det er meget ſandſynligt at Svein har deeltaget[17]. Henimod Høſten[18] droge Jarlerne, ſom de ofte plejede, over til Katanes paa Hjortejagt. Der gik det Rygte, at Thorbjørn Klerk juſt paa den Tid ſkulde holde ſig der, og det temmelig mandſterk, for, om Lejlighed gaves, at kunne vove et eller andet driſtigt Overfald. Dette bevægede Jarlerne til at forſtærke deres Følge, faa at de i Alt havde 120 Mand, hvoraf de 20 til Heſt. Om Aftenen, den 20 Auguſt, rede de op ad Thorsdalen (langs Thurſowater), og tilbragte Natten paa en der liggende Gaard, den følgende Dag fortſatte de Rejſen, og bøjede mod Veſt op ad Sidedalen Kalvedal (Caldale). Ragnvald red ſelv femte et godt Stykke i Forvejen; Harald var noget bagefter. Vejen faldt igjennem en Gaard, hvis Ejer, Høſkuld, juſt ſtod ude og læsſede Hø. Han hilſede Jarlen ved Navn, meget højt, ſaa at det endog kunde høres langt borte. Og da Jarlen nu gjennem nogle trange Indhegninger og op ad en ſtejl Bakke, nærmede ſig Enden af Stuebygningen, hvor der ej ſaa ud til at være nogen Dør, ſaa man pludſelig Væggen aabne nu, idet endeel ganſke løſe Stene ramlede ned, og ud ſtyrtede Thorbjørn Klerk, ſom havde lignet paa Luur derinde, og kun ventet paa hiint Tegn, med flere Ve-væbnede, ſtevnede lige mod Jarlen, og hug til ham. En af dennes Følgeſvende, den 18aarige Aasulf, holdt ſin Arm op mod Hugget, der tog den af, og rammede Jarlen i Hagen. Ragnvald vilde ſpringe af Heſten, men hans Fod hang faſt i Stigbøjlen, og i det ſamme gjennemborede en af Thorbjørns Mænd ham med ſit Spyd. Thorbjørn, ſom ogſaa havde faaet et Spydſtik i Underlivet, ſkyndte ſig nu bort med ſine Hjelpere, førſt bag om Huſene, og ſiden trods ſit Saar ned ad Bakken vel hentil en Blødmyr. De mødte Harald, hvis Mænd anede Uraad og vilde gribe ham, men Harald forbød dem det, ſigende at han førſt ønſkede at høre Ragnvalds Beſtemmelſe. Da Harald kom op paa Gaarden, var her ſaa ſtor Tummel og Forvirring, at det varede en Stund, inden han fik vide, hvad der egentlig var paa Ferde. Da maatte han, ſaa gjerne han end ønſkede at kunne frelſe Thorbjørn, holde gode Miner, og følge ſine efter Hevn tørſtende Mænd, der fatte efter Morderne, for om muligt at gribe dem. De traf dem ved Myren, hvor Thorbjørn havde taget Sæde bag en Dige og hvor han nu forſvarede lig længe og tappert mod Jarlsmændenes Angreb. Det førſte Øjeblik, da Kampen ſagtnedes, benyttede han til at bede Harald om Grid, erindrende ham om deres gamle Venſkab, og foreſtillende ham at han egentlig havde gjort ham den ſtørſte Tjeneſte ved at ſkille ham af med en Medherſker, der ſnarere maatte kaldes en Overherre. Harald laante disſe Ord et villigt Øre, da en af hans ypperſte Mænd, Magnus Haavardsſøn, foreſtillede ham det upasſende deri, og hvorledes det af alle vilde blive udlagt ſom om Drabet paa Ragnvald var ſkeet efter hans Foranſtaltning. Om end du, ſagde Magnus, giver ham Grid, ſkal han aldrig faa den af mig, ſaalænge der findes brave Mænd, ſom ville følge mig. Med disſe Ord ilede han, ledſaget af ſine Brødre og flere andre, omkring Diget for at anfalde Thorbjørn; og Harald, ſom ikke vovede andet end at holde gode Miner med ſine Mænd, ſatte med et vældigt Hop lige over. Ny adſpredte de fleſte af Thorbjørns Mænd ſig, efter hans eget Raad. Selv ilede han lige hen til Harald, faldt paa Knæ for ham og bad ham ſkjenke ſig Livet. Harald bad ham ſkynde ſig bort ſom han bedſt kunde, da han ej nennede at dræbe ham, men heller ikke for hans Skyld kunde ſtride med ſine egne Mænd. Da løb Thorbjørn, ſelv 9de, op i nogle tomme Selshuſe i Nærheden, og Forfølgerne efter; de ſatte Ild paa Huſene, ſaa at Flygtningerne efter et tappert Forſvar maatte gaa ud og alle bleve dræbte. Da ſaa man førſt, at Indvoldene den hele Tid havde hængt ud af det førſte Saar, Thorbjørn havde faaet. Jarlen tog nu Vejen ned ad Dalen, medens Magnus vendte tilbage til Ragnvalds Lig, for at ſyſle om det, og bragte det ſiden ned til Thorsaa, hvorfra Harald ſelv i et højtideligt Tog førte det over til Orknø, og lod det begrave ved St. Magnuskirken[19].

Ragnvald Jarls uventede Drab vakte almindelig Sorg, ej alene paa Øerne, men ogſaa hjemme i Norge og andenſteds, hvor han var kjendt, thi man behøvede kun at kjende ham for at holde af ham. Han var venlig, hjelpſom og gavmild mod alle, dertil beleven og aandfuld, og fremfor alt en ypperlig Skald, maaſkee en af de ypperſte og meeſt anſeede, ſom Norge og Island tilſammen have frembragt. Mange af hans Vers citeres ſom Mønſtre for Efterligning. Vi beſidde endnu en af ham i Forening med den islandſke Skald Hall Thorarinsſøn digtet ſaakaldet Háttalykill (Versartnøgel), en Draapa, hvis Vers ere Prøver paa alle brugelige Versarter, og ſom beſynger ſaavel de ældre heroiſke Sagn, ſom de norſke Kongers Hiſtorie[20]. Ragnvalds Yndeſt var ſaa ſtor, og Sorgen over hans Drab ſaa levende, at der endog opkom Tale om at han var hellig, og at der ſkede Jertegn ved hans Grav. Hans Hellighed blev ſenere endog anerkjendt af Pave Coeleſtin III og hans Levninger højtideligt optagne og ſkrinlagte ved Biſkop Bjarne Kolbeinsſøns Beſtræbelſer (1192)[21]. Ragnvald efterlod ingen Sønner, kun Datteren Ingegerd, der var gift med Erik Slagbrelle og med ham havde flere Børn, af hvilke Sønnerne Harald unge og Magnus i det følgende komme til at nævnes.

Harald Maddadhsſøn var nu Eneherre ſaavel over Orknøerne og Hjaltland, ſom over Katanes, og blev en mægtig Høvding. Der tales ikke om at han aflagde Magnus Erlingsſøn nogen Hylding, men man kan dog neppe antage andet, iſær da det ſenere erfares, at Magnus Erlingsſøn forlenede Harald, Ragnvalds Datterſøn, med den halve Deel af Øerne, hvilket viſer, at den anden halve Deel ogſaa af Magnus ſelv betragtedes ſom Haralds retmæsſige Beſiddelſe[22]. Harald levede nu i den bedſte Forſtaaelſe med den mægtige Svein Asleivsſøn, der endog opfoſtrede hans Søn af førſte Egteſkab, bed Navn Haakon, og indviede ham i Krigerlivet, idet hun, ſaa ſnart hans Alder tillod det, tog ham med paa de Vikingstog, han endnu regelmæsſigt foretog to Gange om Aaret, førſt om Vaaren, naar Kornet var faaet, tildeels under hans egen Opſigt, ſiden om Høſten, naar Agrene vare ſkaarne og Kornet bragt i Huus. Paa et af disſe Tog, hvilke iſær ſynes at have gjeldt Syderøerne og det veſtlige Skotland var det vel, at han var med at fælde Sumarlide ved Renfrew (1164). Da flere Aar ſaaledes vare gangne hen, og Svein en Sommer var kommen tilbage med et overordentligt rigt Bytte af Klædesvarer og Viin, ſom han havde taget fra nogle engelſke Skibe, der ſkulde til Dublin, og i den Anledning gjorde et prægtigt Gilde paa ſin Gaard, hvor ogſaa Harald Jarl var en af Gjeſterne, fraraadede denne ham i al Venſkabelighed at fortſætte det urolige Vikingeliv, der dog ſeent eller tidligt vilde bringe ham i Ulykke. „Du har“, ſagde Jarlen, „længe ernæret dig og dine Folk ved Hærferd, men Voldsmænd gaar det gjerne ſaa, at de ligge paa ſine Gjerninger, naar de ikke holde op i Tide-“. Svein takkede Jarlen for hans venſkabelige og velmeente Raad, men tilſtod, at han ikke kunde bare ſig for at ſmile ved at høre disſe Ord af Jarlen, der ſelv juſt ikke havde Ord for at være nogen fredelig eller billigt tænkende Mand. „Jeg ſvarer for mig ſelv“, ſagde Jarlen, „men det var nu engang en Trang for mig, at ſine min Mening herom“. Svein erkjendte i fuldeſte Maade hans gode Mening, lovede at han fra næſte Aar ſkulde høre op med Vikingelivet, iſær da han følte Alderens Tryk og Kræfternes Aftagen; men fra Høſtvikingen i dette Aar vilde han dog ikke afſtaa. Jarlen meente at Udfaldet kunde være uſikkert nok, men der blev ikke talt mere om den Sag, og Svein drog i Viking, førſt til Syderøerne, ſiden til Dublin, hvor han kom ſaa uventet, at Magthaverne der, rimeligviis den engelſke Beſætning under Milo Cogans Anførſel, ej vidſte Ord af, førend han allerede, ſom det heder, var indenfor Portene med ſine Mænd. Den ſkal derfor have tilbudt at overgive ſig, og udrede ſaa ſtor en Afgift, ſom han vilde paalægge, hvis han nu ſtrax vilde ophøre med Fiendtlighederne. Svein antog Tilbudet, Beſætningen aflagde Ed paa at opfylde det troligt, og han vendte tilbage til Skibene, for næſte Dag at modtage Giſler og tage Staden i Beſiddelſe. Men om Natten grove Forſvarerne forræderſk dybe Grave, ſom de løſeligen dækkede til, udenfor Portene og andenſteds, hvor hans Vej vilde falde, og lagde Bevæbnede i Baghold i de nærmeſte Huſe. Svein kom uden at ane nogen Fare, men faldt med ſine Mænd i Gravene; Bagholdet ſtyrtede frem, og nedſablede ham med en ſtor Mængde af hans Folk. De øvrige undkom til Orknøerne. Hans ſidſte Ord ſkulle have været disſe: „hvad enten jeg frelſer mig eller lader mit Liv, glæder jeg mig ved at jeg er den hellige Ragnvald Jarls Hirdmand, og haaber nu at nyde godt af hans Forbønner hos Gud“. Saaledes faldt den Mand, hvem man med Rette kan kalde Nordens ſidſte Viking, og ſom i fuldeſte Maal forenede de gamle Vikingers baade gode og ſlette Egenſkaber. Der ſiges og om ham, at han var den ypperſte og vældigſte Mand, der nogenſinde enten i ældre eller nyere Tider var fremſtaaet i Veſterlandene, og ikke har fyrſteligt Navn. Hans Sønner Olaf og Andres deelte hans Beſiddelſer og Efterladenſkaber mellem ſig[23].

Det angives ikke nøjagtigt, naar Svein faldt, og flere have derfor henført hans Fald til de dublinſke Øſtmænds ſidſte Kamp mod de engelſke Erobrere, ſom paa denne Tid havde begyndt at faa faſt Fod“paa Irland. Men denne Kamp beſkrives indtil de mindſte Enkeltheder ſaa aldeles forſkjelligt fra Sveins, at man ikke uden at ſnøre Vold paa authentiſke Efterretningers udtrykkelige Ord kan henføre begge Fortællinger til een og ſamme Begivenhed. Rimeligere derimod er det, ſom det nedenfor vil viſes, at Sveins Angreb paa Dublin forefaldt efter Stadens Erobring, og juſt i den Mellemtid, i Aaret 1171, da Milo Cogan var efterladt ſom Stadens Forſvarer, mens Erobreren ſelv, Richard Strongbow, var i Frankrige[24].

  1. Det paabydes nemlig i den ſenere Lovgivning, der, ſom man godt kan ſee, har laant denne Artikel fra den ældre, at Kongen helſt ſkulde hyldes paa en Feſtdag; det ſamme ſeer man ogſaa var Tilfældet med Kroningen (Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 252, 253).
  2. Halsnø Kloſter ſiges i Walkentofs utrykte Beſkrivelſe over Bergen at være ſtiftet i Anledning af Kroningen; vel nævnes urigtigt Aaret 1161, men dette er en let forklarlig og undſkyldelig Fejltagelſe.
  3. Se Langes Kloſterhiſtorie S. 507, 513.
  4. Samme Skrift, S. 728 flg.
  5. Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 13, 14. Snorre Cap. 21, 22.
  6. Den Manſke Krønike. De irſke Annaler tale ei herom. Krøniken henfører Begivenheden til hans Regjerings 3die Diar, altſaa 1156 eller 1157, men da den ſiden efter udtrykkelig omtaler Begivenheder for 1156, der indtreffe efter at Gudrød ſiden ſin Hjemkomſt var begyndt at blive tyranniſk, er det tydeligt nok, at hans Dublinstog maa have fundet Sted endnu i 1154 eller 1155, førend han ret havde befaſtet ſig paa Tronen, og at Angivelſen „tertio anno“ er fejlagtig.
  7. Den Manſke Krønike ſiger udtrykkeligt: „og blev Riget tvedeelt fra den Tid lige til nu, og dette blev Aarſag til Rigets Forfald, fra den Tid Sumarlides Sønner fik Fodfæſte deri“.
  8. Fra dette klar haves nemlig et Diplom, udſtedt af Mælkolm, hvor Gudrød nævnes ſom en af Vidnerne. (Anderſons Dipl. No. 25)
  9. Saaledes maa man nemlig forſtaa, hvad Annalerne ved dette Aar melde: „Gudrød tog Kongedømme i Syderøerne“. Inge maa, ſom man ſeer, højtideligt have givet ham Kongenavn.
  10. At dette fremgaar ved Sammenhold af Beretningerne hos Fordun (I. 448, 452), hos Viljam af Newbury, og i Chron. de Melrose.
  11. Saaledes baade Fordun og Chron. de Melrose. Orknøyinga Saga vil derimod vide at Svein Asleivsſøn fældede Sumarlide allerede i 1159 men dette maa være en Misforſtaaelſe, ſaaledes at Sumarlide er bleven udgiven for dræbt, hvor han blot lede Nederlag.
  12. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 163.
  13. Se ovenf. S. 683.
  14. Hans Navn var Botolf Beyla, og han var en god Skald.
  15. Svein, fortælles der, vilde opſøge Harald, og ſpurgte ſin Huſtru Ingebjørg, hvor han var, men da hun og par i Slægt med Harald, var hun ikke paa nogen Maade at formaa til at røbe hans Opholdsſted.
  16. Orkn. Saga, S. 378, 380.
  17. Orknøyinga Saga S. 376—384, jvfr. ovenfor S. 941, 942.
  18. I Orknøyinga Saga omtales dette, ſom det ſkulde have varet et andet Diar; der ſiges ikke engang at det var det næſt følgende. Overhoved omtales alle disſe Begivenheder, ſom om de ſkulde have optaget langt flere Aar end det virkelig var Tilfældet. Men at Ragnvald virkelig døde 1158, ſees ej alene af Annalerne, men ogſaa af Orknøyinga Saga S. 418, hvilket Sted allerede ovenfor (S. 833) er anført og gjennemgaaet. Begivenhederne maa ſaaledes trænges mere ſammen, end det i Sagaen er ſkeet. Det er et ſtort Spørgsmaal, om Svein virkelig, ſom Sagaen fortæller, var kommen hjem fra ſit Vikingetog, og havde fortalt Reſultatet deraf, førend denne tiltraadte Rejſen til Katanes.
  19. Orknøyinga Saga S. 386—394.
  20. Denne Háttalykill digtedes omkring 1142; de nærmere Omstændigheder derved ſe Orknøyinga Saga S. 240, 242. Den er aftrykt i Egilsſøns Udgave af Snorra-Edda.
  21. De islandſke Annaler.
  22. Orknøyinga Saga S. 408.
  23. Orknøyinga Saga, S. 396—404. Sveins Søn Andres egtede Frida, en Datter ak Kolbein Ruga, Broder til Biſkop Bjarne. En Sønneſøn af Andres, ved Navn Andres Gunnesſøn, omtales omkring 1233 i Sturlunga ſaga, V. 11.
  24. Se herom nedenfor S. 951.