Det norske Folks Historie/3/100

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Øſtmændenes Undertvingelſe paa Irland er en Begivenhed, ſom endog uden Henſyn til den mere eller mindre fremtrædende Rolle, Svein Asleivsſøn ſpillede derved, i og for ſig har Krav paa vor Opmerkſomhed, da den, om den end ikke medførte et umiddelbart Tab for den norſke Krone, dog forberedte den norſke Nationalitets Forfald i en oprindelig norſk Koloni, og tillige kan kaldes det førſte i Rækken af de Tab, der ſvækkede Norges og Nordmændenes Indflydelſe i hine veſtlige Egne, og gave Englænderne Herredømmet i deres Sted. Det var heller ikke for Irerne ſelv, men for Englænderne, at Øſtmændene paa Irland, bukkede under. Hvis Englænderne ikke, netop paa denne Tid, havde ſøgt at underkaſte ſig Irland, og drevet dette Foretagende med megen Kraft, vilde Irerne neppe nogenſinde have kunnet underkue Øſtmændene, og det var fornemmelig hos disſe at Englænderne ſandt den ſterkeſte Modſtand. Viſtnok erkjendte Øſtmændene, ſom vi have ſeet, ſtundom enkelte irſke Kongers Overhøjhed, men kun ligeſom i Forbigaaende, og naar de ſelv derved kunde opnaa en eller anden Fordeel. I Midten af det 12te Aarhundrede raſede Stridigheder værre end nogenſinde mellem Kongerne paa Irland. Fyrſt Tirdelvach af Connaught, der endelig drev det til at blive anerkjendt ſom Overkonge (1133) havde, ſom ovenfor (S 826) omtalt, mod Slutningen af ſin Regjering at kæmpe mod den mægtige Muirkertach O’Lochlan, der nogle Aar efter Tirdelvachs Død ogſaa tiltvang ſig Overkonge-Værdigheden (1161). Da han ſiden (1166) faldt i et Slag mod en af Smaafyrſterne, vendte Overherredømmet tilbage til den connaughtſke Æt, idet Ruaidhri O’Conner, Tirdelvachs Søn, blev erkjendt ſom Overkonge. Et af hans førſte Foretagender var at drage mod Dublin, hvis Øſtmænd hyldede ham ſom deres Konge. Nogle Aar i Forvejen havde de, ſom oven nævnt, indkaldt og hyldet Gudrød fra Man (1157), der igjen havde forladt dem; der maa ſaaledes vel have herſket Uroligheder og indvortes Stridigheder iblandt dem, hvilke de have ſøgt at forebygge ved at hylde Fyrſter udenfor deres egen Midte. Maaſkee ogſaa Ruaidhri ſelv var opfordret til at komme og modtage deres Hylding: at denne ikke var fremtvungen ved Magt, ſynes man at kunne ſlutte deels deraf, at det udtrykkeligt fortælles „at Ruaidhri hyldedes med lige ſaa mange Hædersbeviisninger ſom nogen af Øſtmændenes Konger“, deels af at han endog paalagde hele Irland en Skat af 4000 Kvæg, for at kunne udbetale Øſtmændene deres Sold eller Skat. Underkaſtelſen var ſaaledes kun af Navn, og den egentlige Fordeel paa Øſtmændenes Side. De vedbleve lige fuldt at danne en Magt for ſig ſelv, under Anførſel af den tapre Aſkell Ragnvaldsſøn, ſom i Aaret 1159, 1160 eller 1161 havde fulgt Broder Thorkelsſøn, der ſynes at have været hans Farbroder[1], i Regjeringen. Imidlertid havde der længe herſket en heftig Strid mellem Underkongerne Tighearnan O’Ruarc i Breifru og den gruſomme Diarmid Moe Murchada i Leinſter. Underſtøttet ſaavel af Ruaidhri, ſom af Øſtmændene i Dublin, lykkedes det Tighearnan at bringe Diarmid ſaaledes i Knibe, at han maatte ſøge ſin Frelſe ved Flugten, og begav ſig over til England, for at bede Kong Henrik II om Hjelp. Maaſkee han vidſte at denne allerede længe havde næret Planer til Irlands Undertvingelſe, ja endog udvirket en Bulle af Pave Hadrian (Kardinal Nikolas), der tillod ham at tage Landet i Beſiddelſe, imod at dets Kirkeforhold ordnedes ſom i de øvrige romerſk-katholſke Lande og Rumaſkatten eller den aarlige Afgift af Peterspening indførtes. Paven havde endog ſendt Henrik en Ring ſom Tegn paa Inveſtituren med Herſker-Retten over Irland. Diarmid traf ikke Henrik i England, men maatte opſøge ham i Akvitanien. Idet han nei klagede ſin Nød for Henrik, og anraabte ham om hans Hjelp, tilbød han ſig, ſom det næſten faldt af ſig ſelv, at tage ſit Rige til Len af ham, hvis han ved hans Biſtand vandt det tilbage. Henrik greb med ſtørſte Glæde den uventede Lejlighed, der ſaaledes med Eet tilbød ſig for ham til at bringe den Plan, der ſaa længe havde beſkjeftiget ham, til Udførelſe. Selv kunde han viſtnok ikke for det førſte ledſage ham, da han havde fuldt op at beſtille, deels med at undertvinge nogle Baroner i Bretagne, deels med den Strid, hvori han for Øjeblikket laa med Erkebiſkoppen Thomas Becket; men han modtog Diarmids Hylding, og medgav ham et aabent Brev, hvori han tillod enhver af ſine Mænd, der havde Lyſt, at ſtaa ham bi (1168). Med dette Brev ilede Diarmid tilbage til England, hvor den tapre Richard Clare, kaldet Strongbow, Jarl af Pembroke, ſaa vel ſom et Par andre tapre Riddere, tilſagde ham deres Biſtand, og lovede den førſt kommende Vaar (1169) at komme over til Irland med endeel engelſke og væliſke Krigere. I Haabet herom vovede Diarmid endog at vende tilbage til Irland, og allerede foreløbigt at begynde Kampen med ſine Modſtandere, ved Hjelp af nogle faa væliſke Krigerſkarer, ſom tidligere end de øvrige kom over. Dette var imidlertid forhaſtet, og han kom i den ſtørſte Knibe, men ſnart begyndte hans mægtige Hjelpere at komme, idet en af hine nys omtalte Riddere landede i Nærheden af Wexford (Mai 1169). Diarmid ilede dem ſtrax imøde, og rykkede i Fællesſkab med dem mod Wexford, hvis Indbyggere for Størſtedelen ſkulle have været Øſtmand. Disſe mødte Fienden kjekt udenfor Murene, men maatte give tabt for de krigsøvede, vel ruſtede Nordmanner, og trak ſig ind i Staden; her forſvarede de ſig tappert, og ſloge det førſte Angreb tilbage, men lode ſig dog ved gode Løfter overtale til at kapitulere og ſtille Giſler. Siden kom der flere og flere Fremmede til; Diarmid gjorde et heldigt Tog til den ſydveſtlige Deel af Øen, og indjog Ruaidhri ſaadan Skræk, at han aabnede Underhandlinger med ham, og ſluttede en Fred, hvorved han anerkjendte Diarmid for Konge i Leinſter, imod at denne erkjendte ham ſom Overherre: en Erklæring, hvorved Diarmid lige ſaa lidet agtede at lade ſig binde, ſom ved ſine andre Tilſagn. Et Beviis derpaa var, at Hjelpetropper fra England vedbleve at ſtrømme til ham. Allerede nu hjemſøgte de Dublin, hvis Omegn blev ſaa voldſomt herjet, at Indbyggerne tilbøde at erkjende Diarmids Herredømme, imod at Fiendtlighederne ophørte og der paa begge Sider ſtilledes Giſler. Dette Tilbud blev modtaget, da en Krig, Ruaidhri havde begyndt mod en Underkonge i det nordlige Munſter, kaldte Diarmid og hans Forbundne did hen. Medens Diarmid endnu befandt ſig paa disſe Kanter, landede den tapre Raimund le Gros, en af Richard Jarls Mand, i Nærheden af Waterford. Da Richard ſelv ſnart ſkulde følge efter, opkaſtede de i Haſt en liden Skandſe, for at kunne bolde ſig der indtil hans Ankomſt. Øſtmændene i Waterford, underſtøttede af endeel Irer, angrebe ham med en overlegen Styrke, men kunde intet udrette; efter nogle Timers Kamp bleve de drevne tilbage med ſtort Tab, 70 bleve fangne, og grumt henrettede. En Tid efter kom Richard ſelv med en betydelig Krigsmagt, og nu ſkred man ſtrax til at belejre Waterford. Indbyggerne forſvarede ſig tappert, og ſloge to Storme tilbage, da det lykkedes Raimund at faa nedbrudt et Stokke af Muren: gjennem Aabningen trængte Nordmannerne med uimodſtaaelig Kraft ind i Been, og anrettede et forfærdeligt Blodbad. Øſtmændenes Konge Ragnvald, der var tagen til Fange, ſkulde ogſaa have været dræbt, hvis ikke Diarmid, der juſt ankom, havde bedet om Naade for ham. Nu kom Raden til Dublin. Der indløb Efterretning om at Øſtmændene i Dublin under deres tapre Høvding Aſkell Ragnvaldsſøn havde gjort Opſtand og erklæret ſig uafhængige, medens Ruaidhri, viſtnok efter Aftale med Aſkell, havde opſtillet ſig med en ſterk Hær faa Mile ſøndenfor Staden. Richard gav ſig kun Tid til at holde Bryllup med Diarmids Datter Eva, hvis Haand var en af Betingelſerne for den Hjelp, han ydede Faderen, og rykkede nu, ledſaget af denne, tvers igjennem Landet lige til Dublins Mure, uden at komme i Berørelſe med Ruaidhri. Indbyggerne, ſom ej havde ventet at ſee Fienden ſaa pludſeligt for ſine Porte, bleve aldeles overraſkede, og aabnede Underhandlinger med Diarmid gjennem Erkebiſkoppen, den højſt agtede Lorcan eller Laurentius O’Toole. Men førend Underhandlingerne vare ſluttede, og Indbyggerne derfor endnu ikke ventede noget Angreb, ſtormede den tapre Milo af Cogan, en af Høvdingerne i den engelſke Hær, ind over et ſvagt eller ubevogtet Sted paa Muren, og fik i en Haandevending Staden i ſin Vold (21 Septbr. 1170). Det lykkedes dog Aſkell tilligemed endeel af de fornemſte Øſtmand at undkomme til Skibene, og paa dem at ſlippe bort til Syderøerne og Orknøerne, maaſkee i Følge med den orknøiſke Flaade, der juſt ved denne Tid herjede paa Irlands Kyſter, og neppe har tilhørt nogen anden end Svein Asleivsſøn[2]. Men en ſtor Mængde blev dræbt, og Byen plyndret af Sejrherrerne. Milo af Cogan udnævntes til Stadens Befalingsmand, og forblev der med en betydelig Styrke, medens Jarlen af Pembroke drog imod Kong Ruaidhri, der havde begivet ſig til Meath for at underſtøtte Tighearnan O’Ruarc. Imidlertid havde Kong Henrik II, ſkinſyg over Richard Jarls Fremgang, udſtedt et Forbud mod at underſtøtte ham, og befalet alle de engelſke Riddere, der allerede havde taget Tjeneſte hos intet, at vende tilbage, uagtet ikke alle rettede ſig herefter, forvoldte det dog betydelig Afgang i Richards Krigsmagt; og denne Afgang blev end ſtørre, da Kong Diarmid paa ſamme Tid døde, thi uagtet Richard, ſom Diarmids Svigerſøn, tilegnede ſig Arveretten efter ham, blev han dog forladt af alle dem, der kun af perſonlig Hengivenhed havde ſluttet ſig til Diarmid. Medens han befandt ſig i disſe mislige Omſtændigheder, kom Aſkell tilbage (ved Pindſetid 1171) med en Flaade af ikke færre end 60 Skibe, og en ſtor Mængde Krigere, ſom han iſær ſkal have faaet ſamlet paa Orknøerne, og bevæbnede, ſom det fortælles med Ringbrynjer og runde, røde Skjolde[3]; deres egentlige Anfører, en Høvding fra Orknøerne, kaldes Jon den ode eller raſende. Hvis Aſkell, ſom man maa formode, var en Slægtning ſaavel af Svein Asleivsſøns Huſtru Ingerid, ſom af Harald Jarl ſelv, er det højſt ſandſynligt, at disſe Hjelpetropper og Skibe under Jons Anførſel vare udruſtede af Jarlen og Svein i Fællesſkab: i det mindſte forklares det herved aller bedſt, hvorfor Aſkell tog ſin Tilflugt til Orknøerne[4]. Aſkell angreb Dublin med ſtor Heftighed, og havde nær overvældet Milo, men et pludſeligt Udfald, ſom dennes Broder gjorde netop i rette Tid, ſkaffede Englænderne Overhaand, og Øſtmændene flygtede. Jon den ode faldt efter et tappert Forſvar; Aſkell blev fangen, og henrettet, da han reent ud erklærede, at han vilde fornye Forſøget med ſtørre Eftertryk, om man ſatte ham paa fri Fod igjen. Hermed var imidlertid ikke al Fare forbi. Erkebiſkop Laurentius, der indſaa at ingen Tid var belejligere end denne til at blive af med de ubudne Gjeſter, havde ved ſine Overtalelſesgaver bragt flere af Smaafyrſterne til at tilſideſætte deres private Fejder, for med forenede Kræfter at angribe Englænderne; der hendtes ogſaa Geſandter i hans og Kong Ruaidhris Navn til Gudrød paa Man og Syderøernes Høvdinger, for at opfordre dem til Biſtand mod den fælles Fiende. Der ankom og en Flaade fra Øerne af 30 Skibe, og lagde ſig udenfor Dublin, medens en irſk Hær paa henved 30000 Mand omringede den fra Landſiden. Men i Stedet for at vove et kjekt Angreb blev denne hele ſtore Styrke liggende uvirkſom omkring Staden, indſkrænkende ſig til en ſimpel Blokade. Den engelſke Beſætning, over hvilken Richard Jarl nu ſelv havde overtaget Befalingen, kom vel i den yderſte Nød, og Richard begyndte allerede at underhandle, tilbydende ſig at tage Leinſter til Len af Ruaidhri. Men da denne, eller rettere Erkebiſkop Laurentius, ikke vilde indlade ſig herpaa, men derimod fordrede at Richard ſkulde overgive alle de Steder og Slotte, han holdt beſat, og forlade Irland med alle ſine Folk, vi-ſluttede Richard heller at lade det komme an paa et driſtigt og fortvivlet Udfald. Og dette kronedes med et ſaadant Held, at hele den fiendtlige Armee i faa Timer aldeles adſplittedes, og at Englænderne vendte tilbage til Staden med et overmaade rigt Bytte, og Levnetsmidler til at kunne underholde Beſætningen for et heelt Aar.

Imidlertid havde en Afdeling af Richards Hær været ſaare uheldig ved Wexford, og da han tillige fik foruroligende Efterretninger om Kong Henriks Vrede over hiins egenmægtige Fremgangsmaade, vovede han ikke andet end at drage over til England for at formilde ham, og anraabe ham om Hjelp. Til Befalingsmand i Dublin under ſin Fraværelſe udnævnte han atter Milo af Cogan. Kongen, lod ſig formilde, paa det Vilkaar at Jarlen, fornyende ſin Troſkabsed, overgav ham Dublin med tilliggende Diſtrikt og de øvrige allerede erobrede Søhavne, hvorimod han ſelv ſkulde beholde det øvrige ſom arveligt Len under den engelſke Konges Lenshøjhed. Han udruſtede derpaa en Flaade af 400 Skibe, med en Hær af 400 Riddere og 4000 Mand, og drog i Følge med Richard Jarl over til Irland, hvor han landede i Waterford (Oktober 1171). I Mellemtiden, under Richards Fraværelſe, omtale de irſke Beretninger kun et eneſte Forſøg paa at afkaſte det fremmede Aag, idet Tighearnan O’Ruarc med en i Haſt ſamlet Styrke gjorde et heftigt Angreb paa Dublin, men blev ſlagen tilbage med et ſtort Tab, da den tapre Milo af Cogan gjorde et uventet Udfald. Fra denne Forfatternes Taushed kart man dog neppe ſlutte, at der ikke ogſaa ſkede andre Forſøg mod Erobrerne i Dublin, aller mindſt, naar de udførtes af andre end Irlændere. Og til ingen Tid er det rimeligere at Svein Asleivsſøn paa Orknøerne gjorde hiint Tog mod Dublin, paa hvilket han faldt, end netop paa denne. At det ſkede efter at Englænderne havde ſat ſig i Beſiddelſe af Dublin, ſees ſaavel deraf, at han kort forhen havde angrebet og opbragt et engelſk Skib, der bragte en koſtbar Ladning til denne Stad, ſom af den fiendtlige Maade, paa hvilken han optraadte mod Stadens Magthavere, ſom Sagaen kalder dem[5]. At han ej deeltog i Aſkells ſidſte Kamp, ſees tydeligt nok af Beſkrivelſen over denne, der desuden forefaldt om Vaaren medens derimod Sveins Tog forefaldt ſeenhøſtes, og netop paa en Tid af Aaret, da Richard Jarl var borte. I ſig ſelv er det ogſaa højſt ſandſynligt, at Svein har ſøgt at hevne Aſkells Død, og at han dertil har villet benytte Lejligheden, medens Englændernes Magt, ſom man maa formode, var paa det ſvageſte; muligt endog, at Svein kan have været i Følge med O’Ruarc[6]; under alle Omſtændigheder ſynes hans Fald at maatte henføres til denne Mellemtid. Ikke længe efter kom Kong Henrik ſelv, hvis Tog ſnareſt lignede et Triumftog, idet Fyrſter og Stæder overalt underkaſtede ſig ham, til Dublin, hvis Indbyggere ligeledes modtoge ham med Glæde, haabende, ſom det ſynes, at han vilde beſkytte dem mod ſine Vaſallers Undertrykkelſer. Hvorledes ſiden efter ogſaa Kong Ruaidhri underkaſtede ſig, og de engelſke Kongers Herredømme i Irland befæſtedes, ſkjønt under idelig Kamp og kun med langſom Fremgang, hører ikke hid. Med Øſtmands-Stædernes Undertvingelſe ophører Irlands Hiſtorie at gribe ind i Nordens. Imidlertid ophørte ikke derfor Øſtmændene ſelv at danne en ſæregen Korporation, fornemmelig i Dublin, hvor de endnu lang Tid efter omtales ſærſkilt, endog ſaaledes, ſom om de fremdeles havde bibeholdt meget af deres Selvſtændighed. Endog den Dag i Dag benævnes en Afdeling i Dublin efter dem med Navnet Oxmantown, egentlig Oſtmanntown eller Øſtmænds-Byen[7].

  1. Broder kaldes nemlig Mac Torcaill (Thorkellsſøn), Aſkell derimod Mac Ragnaill Mac Torcaill. Aſkells Navn ſkrives ogſaa Aſkuldh, Aſkulf, Haſkulf; det er ſaaledes ikke ganſke afgjort, om han ej ſnarere har hedet Høſkuld.
  2. De fire Meſtres Annaler, ved 1170: Diarmid O’Hainfeth, Herre til Ui-Meith, og Anfører for Fyrſten af Oileaehs Rytteri, blev dræbt paa Inislachain (i Antrim) ved en Flaade fra Orknøerne.
  3. Giraldus, Pag. 772.
  4. Askell kaldes nemlig i de fire Meſtres Annaler en Søn af Ragnvald, Søn af Thorkell; denne Ragnvald Thorkellsſøn nævnes ſom Høvding allerede i 1146, og da nu ei alene „Thorkellsſønnerne“ omtales ſom mægtige paa Man og Suderøerne omkring 1142, men Svein Asleivsſøns højbyrdige og rige Huſtru Ingerid (ſe ovenfor S. 817) var Datter af en Thorkell, bliver det, ſom allerede her bemerket, højſt ſandſynligt, at hun var Ragnvalds Syſter, Aſkells Faſter.
  5. Orknøyinga Saga S. 402. De kaldes her valdsmenn, og omtales aabenbart paa en noget fremmed Maade, ſom om de ikke oprindelig hørte hjemme i Staden.
  6. At Giraldus’s Beretning her ikke nævner noget om at Staden eller Befalingsmæendene allerede ſkulde have kapituleret, hvilket Orknøyinga Saga beretter, kan godt forklarer-“ deraf, at Staden ikke engang efter denne endnu formelig var overgiven, men at Angriberne førſt ſiden efter ſkulde tage den i Beſiddelſe. Det har ſaaledes maaſkee ikke engang nogenſinde været Beſætningens oprigtige Henſigt at overgive den, og det hele kunde være en Krigsliſt for at overraſke Vikingerne. Thi forøvrigt ſtemmer Beretningen om O’Ruarcs ſidſte Kamp temmelig godt med hvad Orknøyinga Saga fortæller om Svein.
  7. Se herom iſær Giraldus Cambrenſis, de expugn. Hiberniæ, Camdens Samling, S. 755—811; Thomas Moores History of Ireland S. 199 flg. Jvfr. Worsaa, Minder om de Danſke og Nordmændene, S. 430—437, jvfr. S. 400—402.