Det norske Folks Historie/3/101

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 956-962).

Paa Island begyndte nu atter en urolig Tid. De gamle Slægter smeltede mere og mere sammen til faa, hvis Medlemmer derved bleve overhaands rige og mægtige, og tillige i samme Mon overmodige og trættekjære, som de følte sig i Besiddelse af overlegen Rigdom og Magt. Fejder bleve atter hyppige, og de førtes ikke længer, som i gamle Dage, kun mellem enkelte Høvdinger personligt, eller i det højeste med ubetydelige Følger af Tilhængere og Huusfolk. De store Høvdinger kunde nu langt heller kaldes lige saa mange uafhængige Fyrster, der førte Hundreder af Krigere mod hinanden, gjorde formelige Felttog, og voldte Forstyrrelse og Blodsudgydelse over det hele Land. Godordene, hvis Besiddelse var arvelig, men som ogsaa kunde kjøbes, kom paa denne Viis, ligesom Jordegodset, deels ved Arv, deels ved Kjøb, til at tilhøre nogle faa mægtige Ætter, hvis Medlemmer saaledes forenede flere Godord, og derved ej alene fik en Mængde afhængige Thingmænd rundt om i Landet, men ogsaa Godernes Net til at udnævne Lagrettens Medlemmer, erhvervede fuldkomment Herredømme paa Althinget, og der ganske kunde bestemme Tingenes Gang. Denne Høvdingernes store Magt betog ogsaa Biskopperne meget af den Indflydelse, de i saa lang Tid til Landets Held havde udøvet. Ja stundom toge de endog selv Deel i Fejderne, om ikke personligt, saa dog ved at understøtte en af de stridende Parter. Der tales især om en forfærdelig Kamp, der fandt Sted paa Althinget i 1163, i og omkring Lagretten; man sloges med Vaaben og Stene saa store at man siden efter neppe kunde begribe, hvorledes Folk i deres. Raseri havde kunnet løfte dem; Sommeren selv fik deraf Navnet „Steenkast-Sommeren“^[1]. Og denne stedse tiltagende Fejde-lyst og Urolighed er saa meget mere paafaldende, som vi erfare, at en Mængde af Høvdingerne, deels før Ærens Skyld, deels ogsaa før at nyde godt af de dermed forbundne Fordele, især som Kirke-Ejere, selv vare indtraadte i den gejstlige Stand, og havde modtaget Indvielse, enten til den prestelige Værdighed, eller til Diakonatet. Men de vedbleve i Regelen, med kun faa glædelige Undtagelser, at leve, færdes og stride som verdslige Høvdinger, uden at lægge Christendommens blidgjørende Virkninger, der skulde ytre sig sterkest hos dens beskikkede Forkyndere, for Dagen i deres Levnet. Det var tydeligt nok at see, at Religionen eller rettere Kirkevæsenet her saa godt som ganske var traadt i den verdslige Politiks Tjeneste. Og da Religionen saaledes ikke længer, gjennem sine Repræsentanter, Biskopperne, kunde lægge det Baand paa Høvdingernes Selvraadighed, som disse hidtil inden Øens egne Grændser formaaede, er det klart, at Anarchiet snart maatte vise sig i sin værste Skikkelse og sine sørgelige Følger, der tilsidst bragte det udmattede Folk til at tilkjøbe sig den Ro, efter hvilken det saa længe stundede, med Opgivelsen af sin Selvstændighed.

Blandt de Høvdinger, der ved Midten af det 12te Aarhundrede, og den nærmest følgende Tid maa ansees for Magthaverne paa Island, foruden Biskoperne Kløng og Bjørn, og efter dennes Død Brand, maa man først og fremst nævne den oftere omtalte Jon Loftssøn^[2] i Odde paa Sønderlandet, der omtrent paa den Tid havde tiltraadt sin Fædrenegaard, og i enhver Henseende udmerkede sig fremfor de øvrige, saa vel ved sin høje Byrd, sin Rigdom, sin Magt, og sin Lærdom, som ved sin Kjærlighed til Orden og Fred. Ogsaa han var Gejstlig, for saa vidt han havde modtaget Diakonat-Indvielsen. I den vestlige Egn af Landet var den gamle Thorgils Oddessøn paa Stadarhool fremdeles en af de mægtigste Høvdinger eller maaskee den mægtigste. Næst ham var der neppe nogen mægtigere og højbyrdigere Høvding paa Vestkanten, end Thord Thorvaldssøn i Vatnsfjorden, en Dattersøn af Halldor Snorressøn, og selv paa fædrene Side sandsynligviis en Ætling af den gamle mægtige Anund Træfot. Thord var selv gift med Havlide Maarssøns Datter. Han synes at være død omtrent ved Hoff, og efterfulgtes i Besiddelsen af Godset og Høvdingskabet af sine tvende Sønner Paal og Snorre^[3]. Paa Sønderlandet maa man og nævne den saakaldte Haukdøle-Æt, der nedstammede fra den allerede ovenfor nævnte Telt, Biskop Isleivs Søn († 1111) opdragen af den ypperlige Hall i Haukadal, hvis Arving han blev, og Fader til den udvalgte Biskop Hall († 1150). Hans Søn, Gissur Hallssøn, ligeledes en af Islands lærdeste og talentfuldeste Mænd, om hvem det endog siges, at han var den bedste Klerk, ɔ: i boglig Viden oplært Mand, der nogensinde havde været paa Island, var i titte yngre Aar Stallare hos Kong Sigurd Mund i Norge, og rejste overhoved meget udenlands, men tilbragte siden en lang Række af Aar († 1206) i Ro paa sin Fædreneø, højt agtet og hædret^[4]. Men foruden disse Høvdinger, der alle repræsenterede ældgamle Ætter og vare i Besiddelse af nedarvet Magt, rejste der sig ogsaa en Mand, der, tragtet han vistnok var af god Æt og ikke manglede mægtige Forbindelser, dog neppe i nogen af disse Henseender kunde maale sig med hine, men alligevel ved sin Klogskab og sine Talenter skaffede sig og sin Æt en Magt og Anseelse, der i det mindste for en Tid overfløjede alle andre Ætters paa Øen. Dette var Sturla Thordssøn paa Hvamm. Thord Gelles gamle Herresæde, hvilket han tilkjøbte ligt, og hvorefter han sædvanligviis kaldtes Hvamm-Sturla. Han var født 1151^[5], af Forældrene Thord Gilssøn og Vigdis Svertingsdatter. Thord nedstammede i lige Linje og 7de Led fra Landnamsmanden Thorbjørn Bødmodssøn af Skot (paa Eker) der bosatte sig ved Djupefjorden, vestenfor Borgarfjorden; Thords Moder Thordis var en Datterdatter af Halldor Snorressøn; hans Svigerfader Sverting Grimssøn nedstammede rimeligviis paa fædrene Side fra Lovsigemanden Grim Svertingssøn paa Mosfell, der var gift med Egil Skallagrimssøns Stifdatter; blandt hans Forfædre var ligeledes Asgrim Ellidagrimssøn^[6]. Sturlas første og som det synes heftigste Fejder vare mod Thorgils Oddessøns Søn Einar, der efter Faderens Død (1151) arvede hans Ejendomme og Magt, hvilken han i det Hele taget benyttede paa en overmodig og anmassende Maade. Blandt flere Tvistemaal synes især følgende at have vakt Fiendskab mellem dem. Einar havde en smuk Syster, ved Navn Yngvild, der efter at have forladt sin Mand, som hun ej trende elske, og som kort efter døde paa en Udenlandsrejse, flyttede til sin Svoger Bødvar, af hvem Sturla havde kjøbt Hvamm, men som nu boede paa Tunga, Bolle Thorleikssøns gamle Sæde. Sturla var for nogle Aar tilbage bleven gift med Ingebjørg, en Datter af den mægtige Høvding Thorgeir Hallssøn paa Hvassafell i Eyjafjorden, og Thorgeirs to unge Sønner, Thorvard og Are, Sturlas Svogre, opholdt sig en Tid hos ham paa Hvamm^[7]. De varme Bade i Sælingsdalen plejede Folk fra Omegnen hyppigt at besøge om Vintren, og saaledes fik Thorvard og Are Lejlighed til at gjøre Tunga-Folkenes Bekjendtskab (1158—1159). Engang, da Thorvard havde været ved Badet, og skulde ride tilbage til Hvamm, snublede Hesten med ham, og han saaredes derved saa slemt paa Foden, at han var nær ved at forbløde sig, og maatte bringes ind paa Tunga, hvor Yngvild forbandt ham, og hvor han i nogle Dage blev liggende. Allerede da, som det synes, elskede de hinanden; under dette Ophold knyttedes Forbindelsen end fastere mellem ham og hans smukke Sygevogterske, og da han endelig blev frisk igjen, vare hans Besøg paa Tunga og Samtaler med Yngvild saa hyppige, at man blev opmerksom derpaa. Deres Venner benegtede imidlertid at der var noget paa Ferde mellem dem; den følgende Vaar vendte Thorvard tilbage til Eyjafjorden, og Yngvild flyttede til en anden Gaard, hvor hun, foregivende en Sygdom i Foden, den meste Tid holdt sig stille og afsondret i sit Sovekammer. Om Høsten tog hun i Huset en Kone fra Eyjafjorden. Denne Kone fødte kort efter, som det hed, en Datter til Verden, der blev kaldet Sigrid, og rejste siden tilbage til Eyjafjorden; imidlertid begyndte man at tale meget om alt dette, og ytre Tvivl om, hvor vidt det forholdt sig saaledes med Sigrids Fødsel, som man havde foregivet. Yngvilds Broder, Einar Thorgilssøn, krævede Thorvald til Regnskab: denne negtede alt, og tilbød sig at bevise sin Uskyldighed ved Jernbyrd, der dog ikke skulde bestaaes af ham selv, men af en anden Mand paa hans Vegne. Biskop Kløng skulde bedømme, hvorledes Prøven bestodes. Prøven løb efter Biskoppens Erklæring heldigt af, og Einar blev derfor endog dømt til at udrede en Bod til Thorvard. Men om Sommeren tilbede Thorvard sig rede til at forlade Landet, og Yngvild drog hemmeligt til Eyjafjorden, efter at have overdraget Sturla at bestyre hendes Ejendomme. Hendes Plan var at flygte fra Landet med Thorvard, som allerede havde aftalt det nødvendige med en norsk Kjøbmand ved Navn Jon, der tillige var Hirdmand hos Kong Inge. Men Jon, som maaskee, da det kom til Stykket, frygtede for at lægge sig ud med Yngvilds mægtige Frænder, hvis han understøttede Thorvards Planer, sejlede til hans store Ærgrelse ifra ham, uden at tage ham med. Thorvard maatte da see til at tinge sig ind paa et andet Skib, hvilket ogsaa lykkedes ham, men han forsinkedes derved nogle Dage. Da han sejlede ud af Eyjafjorden, blev der paa et aftalt Sted sendt en Baad i Land fra Skibet: delt kom tilbage, medbringende Yngvild, forklædt i Mandsdragt. Hun fulgte Hu med over til Norge, hvor de ankom til Bergen ikke mere end tre Dage senere end Jon. Thorvard var saa opbragt paa denne, at han, strax han mødte ham, gav ham et Slag med sin Øre, saa at Skaftet gik af, og Jon selv fik en Stade, hvoraf han aldrig tom sig, men døde den følgende Vinter. Thorvard tyede til den anseede Ketil Kalfssøn^[8] om Bistand, medens Gregorius Dagssøn, som altid viste Islændingerne stor Yndest, tog Yngvild i sin Beskyttelse^[9]. Det lykkedes Thorvards mægtige Beskyttere ej alene at skaffe ham Kong Inges Tilgivelse, men ogsaa, som det tidligere er omtalt, Ansættelse som hans Hirdmand. Der lagdes nu ikke længer Dølgsmaal paa, at Barnet Sigrid har Yngvilds og Thorvards Datter, og det blev almindeligt antaget paa Island, at Sturla og hans Hustru Ingebjørg havde været indviede i den hele Plan, og at Jernbyrdsprøven var aflagt med Falskhed. Einar Thorgilssøn sagsøgte Sturla til næste Althing for Christendomsspilde, som den der havde raadet Thorvard til at gjøre en falsk Angivelse ved Jernbyrden. Sturla tilbød Tylfter-Ed paa, at han ej havde givet noget saadant Raad. Einar erklærede sig dermed tilfreds. Men da Sturla aflagde Eden paa „intet Raad“, fordrede Einar ogsaa tilføjet „og intet Medviderskab“. Herpaa vilde Sturla ikke indlade sig, men sagde ligefrem, at han ikke havde troet at skulle komme i Ulykke, fordi han ej uadspurgt aabenbarede sine Nærmestes Brøst. Derimod sagsøgte han igjen Einar, fordi han ikke havde udredet den oven nævnte Pengebod og fattedes sad en Althingsdom overhørig. Begge Søgsmaal bleve indladte til Doms, understøttede ved betydelig Folkestyrke paa begge Sider, og saavel Einar, som Sturla dømtes Fjorbaugsmænd, d. e. idømtes den mindre Fredløshedsstraf. Efter Thinget samlede hver af dem Folk om sig for at bringe Dommen i Udøvelse, eller bolde den saakaldte Feransdom. Einar red med 480 Mand til Hvamm, og besatte Gaarden, medens Sturla derimod ad Fjeldveje red med 60 Mand til Stadarhool, og afholdt Forretningen. Ved hans Hjemkomst til Hvamm var det nær kommet til Katten mellem begge Flokke, hvis ikke en velsindet Mand i Einars enige havde overtalt denne, som den mandsterkeste, til at forebygge Blodsudgydelse. Men den folgende Sommer, da Sturla allerede var dragen til Althinget, og Einar var paa Vejen derhen, gjorde denne, ledsaget af en stor Skare, en uventet Afstikker til Hvamm, jog de Folk, der vare paa Gaarden, ind i nærmeste Kirke, røvede alt det Gods, han forefandt, og satte tilsidst Ild paa Gaarden. Derpaa fortsatte han sin Vej til Thinget, i det han lige saa lidt som Sturla brød sig det mindste om den dem overgaaede Fjørbaugsdom. Man stræbte nu at bringe et Forlig istand mellem dem, og de samtykkede omsider i at undergive Sagen Biskop Kløngs Voldgift. Klang dømte Einar til at betale 60 Hundreder (Vaadmaal) for Branden og Skaden paa Sturlas Huse, samt til at gjengive det ranede Gods, Sturla derimod at betale Einar 50 Hundreder for hvad han havde forbrudt mod ham. Efter Sturlas Ønske aflagde Biskoppen Ed paa at han havde dømt efter bedste Overbeviisning. Sturla var alligevel ej ret tilfreds med Dommen. „Jeg agter Biskoppens Ed, sagde han, lige saa højt som en Paaskemesse, men de fleste ville vist finde Erstatningen liden og Udbetalingerne smaa“. Forliget stod ogsaa paa svage Fødder, og det varede ikke længe førend der atter udbrød endnu heftigere Stridigheder mellem Sturla og Einar, fornemmelig i Anledning af at denne opførte sig mere end sædvanligt nærgaaende og overmodigt mod Sturlas Stifsøn Einar Helgessøn^[10], og overhoved beskyttede mange Urostiftere og slette Personer, medens Sturla derimod søgte at overholde Fred og Orden. Det kom til blodige Fegtninger mellem begge Partier, og de mægtigste Mænd toge Parti med den ene eller den anden, saaledes Biskop Kløng, Gissur Hallssøn og flere med Einar Thorgilssøn, medens Biskop Brand, Thorvald Thorgeirssøn, der nu var kommen hjem, og Bødvar Thordssøn, med hvis Datter Gudny Sturla nu var gift, under-støttede denne. Forgjeves søgte fredeligsindede Mænd at stifte Forlig. Sagen blev bragt til Doms paa Althinget, og begge Partier gjorde hinanden fredløse, som før. Endelig fik man dem overtalte til at underkaste sig Biskop Stangs og Bødvar Thordssøns Afgjørelse, men da den blev afsagt, erklærede Sturla sig utilfreds dermed, og udredede ikke de bestemte Bøder. Den hele Vinter levede man saa vel hos Einar, som hos Sturla, paa et Slags Krigsfod, idet man hver Dag kunde vente Overfald, og Sturla lod endog opføre et Birke (Befæstning) omkring sin Gaard Hvamm. Ikke førend Aaret efter (1171) kom et Slags Forlig istand, og Thorvard Thorgeirssøn, der nødig vilde at hans Systersøn Einar Helgessøn oftere skulde ligge imellem, naar de store Høvdinger kivedes, fik ham med sig til Nordlandet, og lod ham siden rejse over til Norge, hvor han tog Tjeneste hos Kong Magnus. Sturla fandt imidlertid lige saa lidet Behag i dette Opgjør, som i det forrige, og han betalte intet. Derved kom det til at gaa ud over en af de Mænd, der havde gaaet i Borgen for ham, nemlig hans Svigersøn Ingjald, fra hvem Einar Thorgilssøn røvede det meste af hans Kvæg. Sturla satte tilligemed Ingjald selv 19de efter Ransmændene, der kun vare 14 Mand sterke, og indhentede dem paa Sælingsdals-Heiden, hvor han først opfordrede Einar til at tilbagegive det ranede Kvæg i Mindelighed. Da Einar vægrede sig herved, begyndte en heftig Kamp. Ingjald blev allerede i Førstningen dødeligt saaret, men forresten fik Sturla saa fuldstændig Overhaand, at Einar, selv truffen af et Spyd i Siden, maatte bekvemme sig til at bede om Grid, som han ogsaa fik, men kun efter at have lagt Vaabnene ned og givet alt det røvede Kvæg tilbage. Paa Althinget den følgende Sommer sluttedes der omsider et ordentligt Forlig ved Jon Loftssøns og Gissur Hallssøns Megling. Men fra denne Kamp paa Sælingdals-Heiden regnede man sædvanligviis, at Sturla havde erhvervet større Magt og Anseelse end Einar^[11]. Og med denne Sturlas, eller hans Æts, den saakaldte Sturlunga-Æts Overhaand begynder et nyt Tids-Afsnit i Islands Historie.

Om Begivenhederne paa Færøerne og Grønland i denne Tid vides saa godt som intet, uden at nu og da et eller andet Skib forliste paa Grønlands Kyst, at Jon Knut, saaledes som oven anført, efter Arnalds Fratrædelse blev indviet til Biskop paa Grønland, og at den før omtalte Biskop Matthæus paa Færøerne, efter i flere Aar at have været syg og sengeliggende, efterfulgtes (1157) af Roe, som i længere Tid havde været hans Kapellan^[12]. Ligeledes er det ved denne Tid, at Kong Sverres Ungdoms-Ophold paa Færøerne falder, men alt hvad der vedkommer ham, henhører først til det følgende Afsnit.

1. Sturlunga Saga II. 40; jvfr. de islandske Annaler ved 1163. Ved denne Kamp faldt en Prest, Halldor Snorressøn.
2. Se ovenfor S. 933.
3. Sturlunga Saga, II. 2. 33. Om Anund Træfot, se ovenfor I. 1. S. 499.
4. Sturlunga Saga, III. 5. Om Jons og Gissurs Slægt, se nærmere Slægtregistrene.
5. Sturlunga Saga III. 4.
6. Sturlunga Saga II. 2.
7. Thordard var da endnu kun 18 Aar, se Sturlunga Saga III. 39.
8. Ketil Kalfssøn havde tidligere været paa Grønland, og deltaget i Tvisten med Biskop Arnald og Einar Sokkessøn, se ovenfor S. 758.
9. Sturlunga Saga II. jvfr. 39.
10. Hans Moder Ingebjørg, Sturlas Hustrue, havde nemlig tidligere været gift med en Helge Erikssøn i Langelid.
11. Sturlunga Saga, II. 16—27.
12. Annalerne, jvfr. Antiqvarisk Tidsskrift for 1849—51, S. 153, 154.