Det norske Folks Historie/3/101

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Paa Island begyndte nu atter en urolig Tid. De gamle Slægter ſmeltede mere og mere ſammen til faa, hvis Medlemmer derved bleve overhaands rige og mægtige, og tillige i ſamme Mon overmodige og trættekjære, ſom de følte ſig i Beſiddelſe af overlegen Rigdom og Magt. Fejder bleve atter hyppige, og de førtes ikke længer, ſom i gamle Dage, kun mellem enkelte Høvdinger perſonligt, eller i det højeſte med ubetydelige Følger af Tilhængere og Huusfolk. De ſtore Høvdinger kunde nu langt heller kaldes lige ſaa mange uafhængige Fyrſter, der førte Hundreder af Krigere mod hinanden, gjorde formelige Felttog, og voldte Forſtyrrelſe og Blodsudgydelſe over det hele Land. Godordene, hvis Beſiddelſe var arvelig, men ſom ogſaa kunde kjøbes, kom paa denne Viis, ligeſom Jordegodſet, deels ved Arv, deels ved Kjøb, til at tilhøre nogle faa mægtige Ætter, hvis Medlemmer ſaaledes forenede flere Godord, og derved ej alene fik en Mængde afhængige Thingmænd rundt om i Landet, men ogſaa Godernes Net til at udnævne Lagrettens Medlemmer, erhvervede fuldkomment Herredømme paa Althinget, og der ganſke kunde beſtemme Tingenes Gang. Denne Høvdingernes ſtore Magt betog ogſaa Biſkopperne meget af den Indflydelſe, de i ſaa lang Tid til Landets Held havde udøvet. Ja ſtundom toge de endog ſelv Deel i Fejderne, om ikke perſonligt, ſaa dog ved at underſtøtte en af de ſtridende Parter. Der tales iſær om en forfærdelig Kamp, der fandt Sted paa Althinget i 1163, i og omkring Lagretten; man ſloges med Vaaben og Stene ſaa ſtore at man ſiden efter neppe kunde begribe, hvorledes Folk i deres. Raſeri havde kunnet løfte dem; Sommeren ſelv fik deraf Navnet „Steenkaſt-Sommeren“[1]. Og denne ſtedſe tiltagende Fejde-lyſt og Urolighed er ſaa meget mere paafaldende, ſom vi erfare, at en Mængde af Høvdingerne, deels før Ærens Skyld, deels ogſaa før at nyde godt af de dermed forbundne Fordele, iſær ſom Kirke-Ejere, ſelv vare indtraadte i den gejſtlige Stand, og havde modtaget Indvielſe, enten til den preſtelige Værdighed, eller til Diakonatet. Men de vedbleve i Regelen, med kun faa glædelige Undtagelſer, at leve, færdes og ſtride ſom verdslige Høvdinger, uden at lægge Chriſtendommens blidgjørende Virkninger, der ſkulde ytre ſig ſterkeſt hos dens beſkikkede Forkyndere, for Dagen i deres Levnet. Det var tydeligt nok at ſee, at Religionen eller rettere Kirkevæſenet her ſaa godt ſom ganſke var traadt i den verdslige Politiks Tjeneſte. Og da Religionen ſaaledes ikke længer, gjennem ſine Repræſentanter, Biſkopperne, kunde lægge det Baand paa Høvdingernes Selvraadighed, ſom disſe hidtil inden Øens egne Grændſer formaaede, er det klart, at Anarchiet ſnart maatte viſe ſig i ſin værſte Skikkelſe og ſine ſørgelige Følger, der tilſidſt bragte det udmattede Folk til at tilkjøbe ſig den Ro, efter hvilken det ſaa længe ſtundede, med Opgivelſen af ſin Selvſtændighed.

Blandt de Høvdinger, der ved Midten af det 12te Aarhundrede, og den nærmeſt følgende Tid maa anſees for Magthaverne paa Island, foruden Biſkoperne Kløng og Bjørn, og efter dennes Død Brand, maa man førſt og fremſt nævne den oftere omtalte Jon Loftsſøn[2] i Odde paa Sønderlandet, der omtrent paa den Tid havde tiltraadt ſin Fædrenegaard, og i enhver Henſeende udmerkede ſig fremfor de øvrige, ſaa vel ved ſin høje Byrd, ſin Rigdom, ſin Magt, og ſin Lærdom, ſom ved ſin Kjærlighed til Orden og Fred. Ogſaa han var Gejſtlig, for ſaa vidt han havde modtaget Diakonat-Indvielſen. I den veſtlige Egn af Landet var den gamle Thorgils Oddesſøn paa Stadarhool fremdeles en af de mægtigſte Høvdinger eller maaſkee den mægtigſte. Næſt ham var der neppe nogen mægtigere og højbyrdigere Høvding paa Veſtkanten, end Thord Thorvaldsſøn i Vatnsfjorden, en Datterſøn af Halldor Snorresſøn, og ſelv paa fædrene Side ſandſynligviis en Ætling af den gamle mægtige Anund Træfot. Thord var ſelv gift med Havlide Maarsſøns Datter. Han ſynes at være død omtrent ved Hoff, og efterfulgtes i Beſiddelſen af Godſet og Høvdingſkabet af ſine tvende Sønner Paal og Snorre[3]. Paa Sønderlandet maa man og nævne den ſaakaldte Haukdøle-Æt, der nedſtammede fra den allerede ovenfor nævnte Telt, Biſkop Isleivs Søn († 1111) opdragen af den ypperlige Hall i Haukadal, hvis Arving han blev, og Fader til den udvalgte Biſkop Hall († 1150). Hans Søn, Gisſur Hallsſøn, ligeledes en af Islands lærdeſte og talentfuldeſte Mænd, om hvem det endog ſiges, at han var den bedſte Klerk, ɔ: i boglig Viden oplært Mand, der nogenſinde havde været paa Island, var i titte yngre Aar Stallare hos Kong Sigurd Mund i Norge, og rejſte overhoved meget udenlands, men tilbragte ſiden en lang Række af Aar († 1206) i Ro paa ſin Fædreneø, højt agtet og hædret[4]. Men foruden disſe Høvdinger, der alle repræſenterede ældgamle Ætter og vare i Beſiddelſe af nedarvet Magt, rejſte der ſig ogſaa en Mand, der, tragtet han viſtnok var af god Æt og ikke manglede mægtige Forbindelſer, dog neppe i nogen af disſe Henſeender kunde maale ſig med hine, men alligevel ved ſin Klogſkab og ſine Talenter ſkaffede ſig og ſin Æt en Magt og Anſeelſe, der i det mindſte for en Tid overfløjede alle andre Ætters paa Øen. Dette var Sturla Thordsſøn paa Hvamm. Thord Gelles gamle Herreſæde, hvilket han tilkjøbte ligt, og hvorefter han ſædvanligviis kaldtes Hvamm-Sturla. Han var født 1151[5], af Forældrene Thord Gilsſøn og Vigdis Svertingsdatter. Thord nedſtammede i lige Linje og 7de Led fra Landnamsmanden Thorbjørn Bødmodsſøn af Skot (paa Eker) der boſatte ſig ved Djupefjorden, veſtenfor Borgarfjorden; Thords Moder Thordis var en Datterdatter af Halldor Snorresſøn; hans Svigerfader Sverting Grimsſøn nedſtammede rimeligviis paa fædrene Side fra Lovſigemanden Grim Svertingsſøn paa Mosfell, der var gift med Egil Skallagrimsſøns Stifdatter; blandt hans Forfædre var ligeledes Asgrim Ellidagrimsſøn[6]. Sturlas førſte og ſom det ſynes heftigſte Fejder vare mod Thorgils Oddesſøns Søn Einar, der efter Faderens Død (1151) arvede hans Ejendomme og Magt, hvilken han i det Hele taget benyttede paa en overmodig og anmasſende Maade. Blandt flere Tviſtemaal ſynes iſær følgende at have vakt Fiendſkab mellem dem. Einar havde en ſmuk Syſter, ved Navn Yngvild, der efter at have forladt ſin Mand, ſom hun ej trende elſke, og ſom kort efter døde paa en Udenlandsrejſe, flyttede til ſin Svoger Bødvar, af hvem Sturla havde kjøbt Hvamm, men ſom nu boede paa Tunga, Bolle Thorleiksſøns gamle Sæde. Sturla var for nogle Aar tilbage bleven gift med Ingebjørg, en Datter af den mægtige Høvding Thorgeir Hallsſøn paa Hvasſafell i Eyjafjorden, og Thorgeirs to unge Sønner, Thorvard og Are, Sturlas Svogre, opholdt ſig en Tid hos ham paa Hvamm[7]. De varme Bade i Sælingsdalen plejede Folk fra Omegnen hyppigt at beſøge om Vintren, og ſaaledes fik Thorvard og Are Lejlighed til at gjøre Tunga-Folkenes Bekjendtſkab (1158—1159). Engang, da Thorvard havde været ved Badet, og ſkulde ride tilbage til Hvamm, ſnublede Heſten med ham, og han ſaaredes derved ſaa ſlemt paa Foden, at han var nær ved at forbløde ſig, og maatte bringes ind paa Tunga, hvor Yngvild forbandt ham, og hvor han i nogle Dage blev liggende. Allerede da, ſom det ſynes, elſkede de hinanden; under dette Ophold knyttedes Forbindelſen end faſtere mellem ham og hans ſmukke Sygevogterſke, og da han endelig blev friſk igjen, vare hans Beſøg paa Tunga og Samtaler med Yngvild ſaa hyppige, at man blev opmerkſom derpaa. Deres Venner benegtede imidlertid at der var noget paa Ferde mellem dem; den følgende Vaar vendte Thorvard tilbage til Eyjafjorden, og Yngvild flyttede til en anden Gaard, hvor hun, foregivende en Sygdom i Foden, den meſte Tid holdt ſig ſtille og afſondret i ſit Sovekammer. Om Høſten tog hun i Huſet en Kone fra Eyjafjorden. Denne Kone fødte kort efter, ſom det hed, en Datter til Verden, der blev kaldet Sigrid, og rejſte ſiden tilbage til Eyjafjorden; imidlertid begyndte man at tale meget om alt dette, og ytre Tvivl om, hvor vidt det forholdt ſig ſaaledes med Sigrids Fødſel, ſom man havde foregivet. Yngvilds Broder, Einar Thorgilsſøn, krævede Thorvald til Regnſkab: denne negtede alt, og tilbød ſig at beviſe ſin Uſkyldighed ved Jernbyrd, der dog ikke ſkulde beſtaaes af ham ſelv, men af en anden Mand paa hans Vegne. Biſkop Kløng ſkulde bedømme, hvorledes Prøven beſtodes. Prøven løb efter Biſkoppens Erklæring heldigt af, og Einar blev derfor endog dømt til at udrede en Bod til Thorvard. Men om Sommeren tilbede Thorvard ſig rede til at forlade Landet, og Yngvild drog hemmeligt til Eyjafjorden, efter at have overdraget Sturla at beſtyre hendes Ejendomme. Hendes Plan var at flygte fra Landet med Thorvard, ſom allerede havde aftalt det nødvendige med en norſk Kjøbmand ved Navn Jon, der tillige var Hirdmand hos Kong Inge. Men Jon, ſom maaſkee, da det kom til Stykket, frygtede for at lægge ſig ud med Yngvilds mægtige Frænder, hvis han underſtøttede Thorvards Planer, ſejlede til hans ſtore Ærgrelſe ifra ham, uden at tage ham med. Thorvard maatte da ſee til at tinge ſig ind paa et andet Skib, hvilket ogſaa lykkedes ham, men han forſinkedes derved nogle Dage. Da han ſejlede ud af Eyjafjorden, blev der paa et aftalt Sted ſendt en Baad i Land fra Skibet: delt kom tilbage, medbringende Yngvild, forklædt i Mandsdragt. Hun fulgte Hu med over til Norge, hvor de ankom til Bergen ikke mere end tre Dage ſenere end Jon. Thorvard var ſaa opbragt paa denne, at han, ſtrax han mødte ham, gav ham et Slag med ſin Øre, ſaa at Skaftet gik af, og Jon ſelv fik en Stade, hvoraf han aldrig tom ſig, men døde den følgende Vinter. Thorvard tyede til den anſeede Ketil Kalfsſøn[8] om Biſtand, medens Gregorius Dagsſøn, ſom altid viſte Islændingerne ſtor Yndeſt, tog Yngvild i ſin Beſkyttelſe[9]. Det lykkedes Thorvards mægtige Beſkyttere ej alene at ſkaffe ham Kong Inges Tilgivelſe, men ogſaa, ſom det tidligere er omtalt, Anſættelſe ſom hans Hirdmand. Der lagdes nu ikke længer Dølgsmaal paa, at Barnet Sigrid har Yngvilds og Thorvards Datter, og det blev almindeligt antaget paa Island, at Sturla og hans Huſtru Ingebjørg havde været indviede i den hele Plan, og at Jernbyrdsprøven var aflagt med Falſkhed. Einar Thorgilsſøn ſagſøgte Sturla til næſte Althing for Chriſtendomsſpilde, ſom den der havde raadet Thorvard til at gjøre en falſk Angivelſe ved Jernbyrden. Sturla tilbød Tylfter-Ed paa, at han ej havde givet noget ſaadant Raad. Einar erklærede ſig dermed tilfreds. Men da Sturla aflagde Eden paa „intet Raad“, fordrede Einar ogſaa tilføjet „og intet Medviderſkab“. Herpaa vilde Sturla ikke indlade ſig, men ſagde ligefrem, at han ikke havde troet at ſkulle komme i Ulykke, fordi han ej uadſpurgt aabenbarede ſine Nærmeſtes Brøſt. Derimod ſagſøgte han igjen Einar, fordi han ikke havde udredet den oven nævnte Pengebod og fattedes ſad en Althingsdom overhørig. Begge Søgsmaal bleve indladte til Doms, underſtøttede ved betydelig Folkeſtyrke paa begge Sider, og ſaavel Einar, ſom Sturla dømtes Fjorbaugsmænd, d. e. idømtes den mindre Fredløshedsſtraf. Efter Thinget ſamlede hver af dem Folk om ſig for at bringe Dommen i Udøvelſe, eller bolde den ſaakaldte Feransdom. Einar red med 480 Mand til Hvamm, og beſatte Gaarden, medens Sturla derimod ad Fjeldveje red med 60 Mand til Stadarhool, og afholdt Forretningen. Ved hans Hjemkomſt til Hvamm var det nær kommet til Katten mellem begge Flokke, hvis ikke en velſindet Mand i Einars enige havde overtalt denne, ſom den mandſterkeſte, til at forebygge Blodsudgydelſe. Men den folgende Sommer, da Sturla allerede var dragen til Althinget, og Einar var paa Vejen derhen, gjorde denne, ledſaget af en ſtor Skare, en uventet Afſtikker til Hvamm, jog de Folk, der vare paa Gaarden, ind i nærmeſte Kirke, røvede alt det Gods, han forefandt, og ſatte tilſidſt Ild paa Gaarden. Derpaa fortſatte han ſin Vej til Thinget, i det han lige ſaa lidt ſom Sturla brød ſig det mindſte om den dem overgaaede Fjørbaugsdom. Man ſtræbte nu at bringe et Forlig iſtand mellem dem, og de ſamtykkede omſider i at undergive Sagen Biſkop Kløngs Voldgift. Klang dømte Einar til at betale 60 Hundreder (Vaadmaal) for Branden og Skaden paa Sturlas Huſe, ſamt til at gjengive det ranede Gods, Sturla derimod at betale Einar 50 Hundreder for hvad han havde forbrudt mod ham. Efter Sturlas Ønſke aflagde Biſkoppen Ed paa at han havde dømt efter bedſte Overbeviisning. Sturla var alligevel ej ret tilfreds med Dommen. „Jeg agter Biſkoppens Ed, ſagde han, lige ſaa højt ſom en Paaſkemesſe, men de fleſte ville viſt finde Erſtatningen liden og Udbetalingerne ſmaa“. Forliget ſtod ogſaa paa ſvage Fødder, og det varede ikke længe førend der atter udbrød endnu heftigere Stridigheder mellem Sturla og Einar, fornemmelig i Anledning af at denne opførte ſig mere end ſædvanligt nærgaaende og overmodigt mod Sturlas Stifſøn Einar Helgesſøn[10], og overhoved beſkyttede mange Uroſtiftere og ſlette Perſoner, medens Sturla derimod ſøgte at overholde Fred og Orden. Det kom til blodige Fegtninger mellem begge Partier, og de mægtigſte Mænd toge Parti med den ene eller den anden, ſaaledes Biſkop Kløng, Gisſur Hallsſøn og flere med Einar Thorgilsſøn, medens Biſkop Brand, Thorvald Thorgeirsſøn, der nu var kommen hjem, og Bødvar Thordsſøn, med hvis Datter Gudny Sturla nu var gift, under-ſtøttede denne. Forgjeves ſøgte fredeligſindede Mænd at ſtifte Forlig. Sagen blev bragt til Doms paa Althinget, og begge Partier gjorde hinanden fredløſe, ſom før. Endelig fik man dem overtalte til at underkaſte ſig Biſkop Stangs og Bødvar Thordsſøns Afgjørelſe, men da den blev afſagt, erklærede Sturla ſig utilfreds dermed, og udredede ikke de beſtemte Bøder. Den hele Vinter levede man ſaa vel hos Einar, ſom hos Sturla, paa et Slags Krigsfod, idet man hver Dag kunde vente Overfald, og Sturla lod endog opføre et Birke (Befæſtning) omkring ſin Gaard Hvamm. Ikke førend Aaret efter (1171) kom et Slags Forlig iſtand, og Thorvard Thorgeirsſøn, der nødig vilde at hans Syſterſøn Einar Helgesſøn oftere ſkulde ligge imellem, naar de ſtore Høvdinger kivedes, fik ham med ſig til Nordlandet, og lod ham ſiden rejſe over til Norge, hvor han tog Tjeneſte hos Kong Magnus. Sturla fandt imidlertid lige ſaa lidet Behag i dette Opgjør, ſom i det forrige, og han betalte intet. Derved kom det til at gaa ud over en af de Mænd, der havde gaaet i Borgen for ham, nemlig hans Svigerſøn Ingjald, fra hvem Einar Thorgilsſøn røvede det meſte af hans Kvæg. Sturla ſatte tilligemed Ingjald ſelv 19de efter Ransmændene, der kun vare 14 Mand ſterke, og indhentede dem paa Sælingsdals-Heiden, hvor han førſt opfordrede Einar til at tilbagegive det ranede Kvæg i Mindelighed. Da Einar vægrede ſig herved, begyndte en heftig Kamp. Ingjald blev allerede i Førſtningen dødeligt ſaaret, men forreſten fik Sturla ſaa fuldſtændig Overhaand, at Einar, ſelv truffen af et Spyd i Siden, maatte bekvemme ſig til at bede om Grid, ſom han ogſaa fik, men kun efter at have lagt Vaabnene ned og givet alt det røvede Kvæg tilbage. Paa Althinget den følgende Sommer ſluttedes der omſider et ordentligt Forlig ved Jon Loftsſøns og Gisſur Hallsſøns Megling. Men fra denne Kamp paa Sælingdals-Heiden regnede man ſædvanligviis, at Sturla havde erhvervet ſtørre Magt og Anſeelſe end Einar[11]. Og med denne Sturlas, eller hans Æts, den ſaakaldte Sturlunga-Æts Overhaand begynder et nyt Tids-Afſnit i Islands Hiſtorie.

Om Begivenhederne paa Færøerne og Grønland i denne Tid vides ſaa godt ſom intet, uden at nu og da et eller andet Skib forliſte paa Grønlands Kyſt, at Jon Knut, ſaaledes ſom oven anført, efter Arnalds Fratrædelſe blev indviet til Biſkop paa Grønland, og at den før omtalte Biſkop Matthæus paa Færøerne, efter i flere Aar at have været ſyg og ſengeliggende, efterfulgtes (1157) af Roe, ſom i længere Tid havde været hans Kapellan[12]. Ligeledes er det ved denne Tid, at Kong Sverres Ungdoms-Ophold paa Færøerne falder, men alt hvad der vedkommer ham, henhører førſt til det følgende Afſnit.

  1. Sturlunga Saga II. 40; jvfr. de islandſke Annaler ved 1163. Ved denne Kamp faldt en Preſt, Halldor Snorresſøn.
  2. Se ovenfor S. 933.
  3. Sturlunga Saga, II. 2. 33. Om Anund Træfot, ſe ovenfor I. 1. S. 499.
  4. Sturlunga Saga, III. 5. Om Jons og Gisſurs Slægt, ſe nærmere Slægtregiſtrene.
  5. Sturlunga Saga III. 4.
  6. Sturlunga Saga II. 2.
  7. Thordard var da endnu kun 18 Aar, ſe Sturlunga Saga III. 39.
  8. Ketil Kalfsſøn havde tidligere været paa Grønland, og deltaget i Tviſten med Biſkop Arnald og Einar Sokkesſøn, ſe ovenfor S. 758.
  9. Sturlunga Saga II. jvfr. 39.
  10. Hans Moder Ingebjørg, Sturlas Huſtrue, havde nemlig tidligere været gift med en Helge Eriksſøn i Langelid.
  11. Sturlunga Saga, II. 16—27.
  12. Annalerne, jvfr. Antiqvariſk Tidsſkrift for 1849—51, S. 153, 154.