Det norske Folks Historie/3/102

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 962-979).

Vi have Skridt for Skridt fulgt Norges Rige og Folk gjennem nærværende Tids-Afsnit i dets ydre Fremtræden, dets Stilling til andre Nationer, og det egne politiske Forhold. Det staar nu tilbage at kaste yderligere Blik paa dets indvortes Retsforfatning, Stats- og Kirke-Organisation, Kultur-Udvikling og Folkeliv, hvori den nu allerede i flere Generationer befæstede Christendom, og det deraf følgende hyppigere, fredelige Samkvem med fremmede, oplyste Nationer uundgaaeligt maatte fremvirke store Forandringer, af hvilke vi allerede have iagttaget flere. Først og fremst maa Trællevæsenets Ophør ansees som en af Christendommens bedste og vigtigste Virkninger. At denne Forandring maa sættes i umiddelbar Forbindelse med Christendommens Indførelse, skjønnes tydeligt nok af det allerede forhen omtalte Bud, som de ældste Christenretter indeholde, om aarligt at frigive et vist Antal Trælle^[1]. Var dette Bud ikke udgaaet fra Religionslærerne, der ansaa Trældommen uforenelig med Christendommens Aand, vilde det ej have faaet sin Plads i Christenretten, men derimod etsteds i den verdslige Lovgivning. Nøjagtigt at opgive, naar Trællevæsenet var saa aldeles ophørt, at der ikke fandtes en Træl tilbage i Landet, er vistnok umuligt, men flere Omstændigheder tyde dog hen paa, at dette Tidspunkt maa have været naaet henimod Slutningen af det 12te Aarhundrede. Thi i det hele Tidsrum fra Kong Harald Haardraades Tid omtales Trælle kun tvende Gange, nemlig, som vi have seet, først, hvor der berettes om Kong Magnus Blindes Mishandling, dernæst ved Fortællingen om Slaget paa Ree og Sigurd Jarls Fald; i det følgende er der aldrig Tale om Trælle^[2]. Og ved begge hine Lejligheder er det kun kongelige Kritik, hvorom der handles, og af den fuldstændige Taushed om private Trælle, som dog, om de havde været til, vistnok ved en eller anden Lejlighed vilde have været nævnte, maa man næsten formode, at det alene var Kongerne, og de aller fornemste Mænd, som, maaskee fordi det endnu ansaaes nødvendigt til en fuldstændig Hofholdning, havde enkelte Smule i sin Tjeneste. I den af de ældre Christenretter, af hvilken vi have den yngste Bearbejdelse, nemlig den ældre Frostathings-Christenret, der i den Skikkelse, hvori vi kjende den, synes at skrive sig fra den første Fjerdedeel af det 13de Aarhundrede, og som indeholder enkelte sildigere Bestemmelser, der lade til at have været gjeldende for det hele Land, findes det allerede ovenfor omtalte Paabud, at alle arbejdsføre Mænd i hvert Fylke skulde fremmøde paa en bestemt Dag for at udbedre Landevejene, hvilket Vejarbejde, tilføjes der, træder i Stedet for den Frigivelse af Trælle, som findes foreskreven i vore Love, og som alle Mænd havde vedtaget til Guds Tak. Det er altsaa klart nok, at da denne Bestemmelse om Vejarbejde blev vedtagen, — og den kan neppe sættes sildigere end 1200 — maa ingen Træl have været tilbage. Men man kan vel ogsaa slutte fra den Omstændighed, at Bestemmelsen om Trællefrigivelsen endnu findes uforandret i det bedste Haandskrift af Gulathings-Christenret, som dog indeholder Vedtagelsen af 1164 om Thronfølgen og Kronens Ofring, at der paa den Tid, i det mindste i Gulathingslagen, endnu var enkelte Trælle tilbage. Det var heller ikke at vente, at Trællevæsenet fuldkommen skulde ophøre, saa længe der endnu fandtes Levninger af Vikinge-Væsenet, der kan siges at have været dets fornemste Rod. Og disse Levninger af Vikinge-Væsenet ophørte ikke førend med Undertvingelsen af de nordiske Riger paa Irland ved Englænderne, og ved det syderøiske Riges nøjere Underkastelse under Norges Herredømme; hvilke Begivenheder, som vi have seet, netop forefaldt i det 12te Aarhundredes anden Halvdeel, og i det de begrundede en strengere Orden og større Fred, afskare Lejligheden til at herje og vinde Bytte paa egen Haand for saadanne Mænd som Svein Asleivssøn og hans Lige. Trællevæsenets Ophør synes derfor med et rundt Tal at kunne sættes til 1170. At Trællene, skjemt de strengt taget vare retløse, dog efter Omstændighederne synes at have haft det ret taaleligt, og langt bedre end f. Ex. de ældre romerske Trælle, er allerede ovenfor viist, og det oplyses aller tydeligst ved Erling Skjalgssøns Exempel. En Mand kunde vel dræbe sin Træl ustraffet, men kun for saa vidt han samme Dag gjorde Drabet bekjendt; ellers betragtedes og straffedes han som Morder^[3]: det forudsættes vel saaledes at det Drab, som strax oplystes, og for hvilket Drabsmanden blev straffri, bar været begaaet i Hidsighed, uden Overlæg, medens det overlagte Drab, endog paa en Træl, betragtes som Mord. Den fornemste Rettighed, en Træl erhvervede ved sin Frigivelse, var, som det synes, at han nu selv kunde raade for sine Kjøb og for sit Giftermaal^[4]. Men for at opnaa denne Ret maatte den, som selv havde løskjøbt sig, først have gjort sit saakaldte Frelses-Øl, eller et Gjestebud, hvorved Herren skulle indbydes, og hvor den Frigivne i Gjesternes Paasyn skulde tilbyde ham de saakaldte Levsings-Ører, nemlig 6 Ører Sølv^[5]. Det forstaar sig af sig selv, at Herren strax ved Frigivelsen kunde gjøre Afkald paa denne Afgift^[6], men ikke desto mindre synes det, som om den Frigivne, naar han vilde bosætte sig eller erhverve fast Ejendom, maatte gjøre Frelses-Ølet^[7], undtagen naar det var Kongen selv, der havde skjenket ham hans Frihed. Frelses-Ølet fritog imidlertid ikke den Frigivne fra mange Forpligtelser til og personlig Afhængighed af sin forrige Herre (skapdróttinn), hvis Vornede (varnaðarmaðr) han og hans Børn i flere Led fremdeles ansaaes at være^[8]. Den Frigivne kunde ikke engang forlade Fylket uden Herrens Tilladelse. Alle disse Forpligtelser eller saakaldte „Thyrnisler“ kunde den Frigivne imidlertid engang for alle frakjøbe sig af Herren^[9]. Frigivelsen selv skede med visse Ceremonier, enten derved at Herren bragte sin Træl til Kirken, og i Menighedens Paahør erklærede ham for fri, eller at han, som det heder, satte ham paa Kiste, maaskee som et Symbol paa at han nu kunde erhverve Ejendom.

Blandt Trællene selv betragtedes enkelte som bedre eller mere anseede end de øvrige; nemlig især den saakaldte Brytje (Huusforstanderen), eller Deigjen (den Pige, som havde Overopsigt med de kvindelige Sysler)^[10]. De kongelige Trælle kunde endog, som man seer, i Egenskab af Aarmænd eller Gaardsfogeder have stor Myndighed som Skatkrævere og Repræsentanter for den udøvende Magt, om de end med Hensyn til deres personlige Stilling vare lidet anseede^[11]. At de virkelig, i det mindste i ældre Tider, vare Trælle, sees deels deraf, at de oftere ligefrem benævntes saaledes af de fribaarne, deels deraf at de kongelige Gaardsfogder i Danmark, hvis Bestilling ganske svarede til Aarmændenes i Norge, kaldtes Brytjer. Man seer ogsaa, at Aarmænd ej længer omtales fra den Tid, da Trællevæsenet ophører. Denne væsentlige Forandring i de private Forhold, saavel som den Udvidelse, Kongemagten selv fik, medførte ogsaa, som det i det følgende Tidsrum vil vises, tilsvarende Forandringer i det Administrative, og kongelige Ombudsmænd eller Sysselmænd, højt betroede Mænd af de bedste Ætter, traadte nu paa en vis Maade i Aarmændenes Sted. Men saa længe disse existerede, kunne de siges at have dannet en egen Klasse, der paa det nærmeste svarede til de i Tydskland saakaldte Ministerialer. Hermed er det ikke sagt, at Aarmændene i de seneste Tider, de existerede, vare ufrie; man seer endog udtrykkeligt, at dette ej altid var Tilfældet^[12]; men kun at Aarmandsforholdet oprindelig var ufrit, at det stedse medførte et for de fribaarne foragteligt Begreb om personlig Afhængighed og Opvartning, og at det, som en Frugt af Trællevæsenet, ophørte med dette, især da der ikke i Norge blev noget andet ufrit eller Vorned-Forhold tilbage.

De Frigivne, der ikke erhvervede eller fæstede Jord, maa have ernæret sig deels ved at drive Handel, deels ved at thinge sig Arbejde; og af dem bestod derfor sandsynligviis den temmelig talrige Klasse af Verkmænd eller Arbejdsmænd, som vore ældre Love hyppigt omtale. Deres Kaar og Levemaade maa ogsaa paa det nærmeste have svaret til de nuværende Huusmænds, og den overmodige Behandling, som mangesteds i Landet endnu bliver disse til Deel fra Grundejerens Side, tør maaskee have sin Rod ej alene i det blotte underordnede Forhold, hvori de staa, men ogsaa i den tidligere Standsforskjel mellem fribaarne og trællefødte. Med Hensyn til deres smaa og daarlige Boliger kaldtes de ogsaa Kotbønder eller Kotkarle^[13], naar de boede i større Klynger, Thorpere^[14]. Først, naar alle af Frigivneforholdet udsprungen Afhængighed var ophørt, regnedes man i de saakaldte arbaarne^[15] Mænds eller de egentlige Bønders Tal; men dette indtraf i Frostathingslagen først med den fjerde, i Gulathingslagen allerede med den anden Generation. Imidlertid var enhver Bonde eller arbaaren Mand ikke derfor Hauld eller Odelsmand, selv om han havde erhvervet Jord. Dertil var det nødvendigt, at den Jord, han besad, var hans Odel, eller at han hørte til en Familie, hvis Hoved allerede havde erhvervet Odel. Haulde-Ætterne dannede .den egentlige Kjerne af Folket, hvem Grunden eller Jordegodset tilhørte med fuldkommen og uindskrænket Ejendoms-Ret. Blandt dem udnævnte Kongerne sine Lendermænd, der indtoge det nærmest højere Trin paa Rangstigen. Lendermandsværdigheden var egentlig ikke arvelig, men man seer dog at i Regelen en Lendermands Søn efterfulgte sin Fader, ja han beholdt endog, om han ikke selv endnu var ophøjet til samme Værdighed som Faderen, dog sin Rang eller Ret i Lendermandsklassen indtil sit 40de Aar; var han da endnu ikke bleven Lendermand, traadte han tilbage i Hauldernes Klasse^[16]. Lendermands-Ætterne dannede saaledes et højere Aristokrati, medens Haulde-Ætterne udgjorde det lavere; Massen af Folket dannedes af de forhen omtalte ringere Klasser. Til Aristokratiet hørte ogsaa de faa fyrstelige Personer, nemlig Jarlerne, af hvilke der dog, som vi have seet^[17], foruden Jarlen paa Orknø siden Magnus den godes Tid kun udnævntes een i Landet selv, og hvis Funktion nu atter blev den oprindelige som Kongens fornemste Medhjelper, Vikar og Krigsanfører, ikke, ligesom paa Harald Haarfagres Tid, Statholder eller Lensherre i et Fylke.

I Forbindelse med denne Klasseforskjel mellem Indbyggerne bestod endnu det ældgamle ovenfor skildrede Bods-System, hvorved Drab, ikke at tale om alle ringere personlige Fornærmelser, kunde afsones med en vis Pengebod, afpasset først og fremst efter Fornærmelsens Beskaffenhed, dernæst saavel efter Fornærmerens, som den fornærmedes Rang eller Samfundsstilling. Den nærmere Indretning ved dette Bodssystem, saa vel som de Principer, hvorpaa det var grundet, er allerede tidligere udviklet hvor der handledes om den ældre germaniske Samfundsorden i Almindelighed. Det er der viist^[18], hvorledes dette stod i umiddelbar Sammenhæng med den Ret til at tage Blodhevn og føre indbyrdes Fejder, som oprindeligen tilkom Familierne, og hvorledes derfor ogsaa Drab afsonedes med Bøder, ej alene fra Drabsmanden til den Dræbtes Frænder, men ogsaa fra Drabsmandens Frænder til disse, alt efter nøjagtigt udregnede Tabeller (Saktal). Hensigten, om den end mere ytrede sig som et Instinkt, end den var kommen til klar Bevidsthed, var aabenbart paa denne Maade, ved at dynge en Deel af Ansvaret paa den hele Familiekreds, at gjøre denne interesseret i at hindre ethvert af Medlemmerne fra at begaa Drab, og derved at forebygge Blodsudgydelse. Det ligger imidlertid i Sagens Natur, at da det hele System var grundet paa Blodhevn-Systemet, opnaaedes hiin Hensigt kun højst ufuldkomment, da der nemlig kunde indtræffe mange Tilfælde, hvor fuldstændigt betryggende Bod enten ikke kunde blive betalt, eller hvor man reentud negtede at betale den. Jo fornemmere en Familie var, desto større Hæder satte den i, ej at modtage eller yde Bod, men enten at tage fuldstændig Hevn, eller i det mindste lade Sagen afgjøre ved privat Voldgift. Derfor see vi ogsaa Familiefejder, saa lidet de end passede til det Kulturtrin, Nationen for øvrigt havde opnaaet, fremdeles omtalte, f. Ex. mellem hine mægtige Lendermands-Ætter i Sogn og paa Agder, der repræsenteredes af Jon Peterssøn og Kale Sæbjørnssøn; og Tronstridighederne mellem Kongerne gave, som man let kan forstaa, forøget Anledning dertil^[19]. Det var ogsaa en ligefrem Følge af Familiernes solidariske Ansvarlighed for Drab, begaaede af et enkelt Medlem, at Hevnen ofte ikke rammede Drabsmanden selv, men en anden af hans Frænder, der var aldeles uskyldig i Drabet, men som man netop udsøgte, naar han formedelst sin anseede Stilling eller andre Fortjenester antoges at ville blive mere savnet end hiin. Disse Ulemper af et System, som egentlig havde overlevet sin Tid, maa i det mindste ved Periodens Slutning alle fornuftige og tænkende Medlemmer af Samfundet have været sig fuldkommen bevidste, og været ivrigt betænkte paa at forebygge. Der gaves vist allerede da ikke faa, der nærede den samme Mening, som nogle Tiaar senere udtrykkeligt blev udtalt, „at de fleste Ætter i Landet lede stor og mangfoldig Skade af Mandslæt og de bedste Mænds Drab, hvilket her i Landet var mere sædvanligt end andensteds, isærdeleshed da den store og slemme Uskik herskede, at naar som helst nogen blev dræbt, vilde hans Frænder udsee sig som Offer for deres Hevn den bedste af Drabsmandens Æt, om han end hverken var vidende om eller raadende til Drabet, men de vilde derimod ikke hevne sig paa Drabsmanden selv, om de end havde Lejlighed dertil, hvorved den slette netop nyder godt af sin Slethed og Daarlighed, men den Uskyldige undgjelder for sin Bravhed og sit gode Forhold“^[20]. Principet, at den, der dræbte sagesløs Mand, skulde være fredløs og have forbrudt alt sit Løsøre til Kongen, var vistnok udtalt, men Spørgsmaalet, hvorvidt fuldkommen Sagesløshed var forhaanden, maatte i de fleste Tilfælde være yderst vanskeligt at afgjøre, og man kunde derfor løskjøbe sig fra Freldøshedsstraffen, naar Drabet ikke henhørte til de saakaldte Ubodemaals eller Nidingsverk Klasse^[21]. De egentlige Boder for et Drab, der ydedes til den Dræbtes Frænder paa Mandssiden, og hvori ligeledes Drabsmandens Frænder paa Mandssiden deeltoge, om de vare til, regnedes efter Bauger, en Levning fra den Tid, da man ej havde myntede Penge, men brugte Bauger, d. e. tynde spiralformigt oprullede Guld- eller Sølv-Stænger, hvoraf man hug saa meget, som man hver Gang behøvede, og vejede det til Modtageren. Ifølge Gulathingsloven skulde en Haulds eller Odelsbaarens Drab bødes med tre Bauger, en Hovedbaug paa 10 Mkr. til Sønnen, en Broderbaug til Broderen, paa 5 Mkr., og en Brødrungsbaug paa 4 Mkr. til Brødrungen eller Syskendebarnet paa fædrene Side^[22]. Frostathingslagen synes endog at have haft fire Bauger, den fjerde for Nærsyskendebørn^[23]. Alle de, som enten fik en Part af disse Bauger, eller deeltoge i deres Udredelse, kaldtes tilsammen „Bauggildesmænd“, og „Bauggilde“ var saaledes en Benævnelse for Frændskab paa Mandssiden i Almindelighed. Men derforuden skulde der ogsaa bødes fra og til Frænderne paa Kvindesiden, f. Ex. Morfader, Dattersøn, Systersøn o. s. v.; disse Bøder regnedes ikke efter Bauger, eller Klasser, men kun efter de Summer, der ydedes fra og til hver enkelt Person (Nev ɔ: Næse), og derfor kaldte man dette Slægtskab paa Kvindesiden Nevgilde, og slige Frænder Nevgildesmænd^[24]. Foruden disse Bøder til Bauggildesmænd og Nevgildesmænd havde man og at udrede de saakaldte Kvindegaver, eller Kjendelser til de nærmeste kvindelige Slægtninger, fremdeles til Naamaagerne eller de nærmest Besvogrede, til Sakaukerne d. e. den Dræbtes Halvbrødre eller nærmeste thybaarne Frænder; hertil kom Tryggvakaup, eller Haandsalspenge for Tilsikringen af Trygd, og Skogarkaup, eller Løskjøbelse fra Skoggangs- eller Fredløsheds-Straffen, og endelig Thegngildet til Kongen. Ved alt dette svulmede hele Udredslen saaledes op, at naar f. Ex. Hovedbaugen udgjorde 6 Mkr., blev den hele Sum, med Bauger, Tryggvakaup, Kvindegaver, Skogarkaup o. s. v., dog Thinggildet ej iberegnet, 20 Mkr., 2$\scriptstyle {\frac {2}{3}}$ Øre^[25]. For at raade Bod paa alle de Ulemper, som heraf fulgte, da Beregningen blev saa yderst vanskelig, opstillede man ej alene fuldstændigt beregnede Saktal, men man ordnede ogsaa disse,som det sees, efter andre og fornuftigere Grundsætninger. I Gulathingslovens Saktal^[26], der synes at hidrøre fra Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, sandsynligviis fra Kong Eystein, sees det saaledes tydeligt, at man har forladt Bauge-Principet, der dog for øvrigt opstilles i de fra ældre Afskrifter bibeholdte Bestemmelser. I Stedet for Bauggildes- og Nevgildes-Klasserne ordnes de ydende eller modtagende Frænder, uanseet om Slægtskabet er paa mødrene eller fædrene Side, i tre Klasser eller Upnam, der deels bøde til den Dræbtes nærmeste Arving eller modtage Bøder af Drabsmanden, deels bøde til hinanden indbyrdes (de saakaldte Tversaker). Ogsaa i Frostathingslagen forandredes det gamle, indviklede Saktal, uden at man dog gav Slip paa Inddelingen i Bauggildes- og Nevgildes-Klasserne^[27].

Det er allerede forhen nævnt, at visse Drab paa Grund af de Omstændigheder, under hvilke de udøvedes, betragtedes som Nidingsverk og derfor ej kunde afsones med Bøder, men følgelig uigjenkaldeligt medførte Utlegd; de kaldtes og Ubødemaal, fordi Drabsmanden, om han faldt paa sine Gjerninger, skulde ligge ubødet og uhevnet. Saadanne Nidingsverk eller Skemdarvig var det, naar man dræbte en Mand efter at have tilsagt ham Grid eller Trygd, eller myrdede (d. e. snigmyrdede) ham. For slige Drab forbrød Drabsmanden ej alene sit Løsøre, men og sit Jordegods til Kronen. Til denne Klasse af Forbrydelser, eller de saakaldte Nidingsverk, som medførte Fredløshed og Tabet af den hele Ejendom, saavel urørlig som rørlig, regnedes ogsaa Landraad, d. e. Højforræderi mod Kongen (at man raadede Land og Thegner under Kongen) Herjen indenlands, uden først at have opsagt Freden, Brud paa indgaaet Trygd, og Mordbrand. Den betragtedes tillige som Snigmorder, og blev følgelig Ubodemand, som ikke paa behørig Maade lyste Vig, d. e. bekjendtgjorde et af ham begaaet Drab^[28].

Hvorledes de mindre personlige Fornærmelser afsonedes paa lignende Maade, nemlig med ringere Bøder, der stode i samme Forhold til hinanden efter Klasserne, som Drabsbøderne, er allerede nævnt, ligesaa, hvorledes hver Klasses,.Ret“, d. e. Beregningsforholdet for de dens Medlemmer tilkommende Bøder, steg anderledes i Frostathingslagen end i Gulathingslagen. Paa Island fandt i Hovedsagen de samme Indretninger med Hensyn til Bøder og Saktal Sted. Den islandske Lovbogs Saktal opstiller, ligesom Frostathingsloven, fire Bauger, hvori dog ogsaa Frænder paa Kvindesiden ere medregnede, saa at følgelig Inddelingen i Bauggilde og Nevgilde her er opgiven^[29]. Det følger ligeledes af Forholdene paa Island, at der kun forudsættes en eneste Klasse af Borgere, saa at her ingen forskjellig Retsklasser opføres. Og endelig var det maaskee en Følge af det republikanske Forhold, og den større Skinsyge, hvormed Indbyggerne der gjensidigt vaagede over deres Ære og Rettigheder, at personlige Fornærmelser, som Slag, Haargreb, og anden Mishandling, straffedes eller bødedes langt haardere end i Norge. Fjørbaugsgard eller Skoggang anvendtes saaledes hvert Øjeblik, endog ved Fornærmelser, der nu til Dags vilde ansees lidet betydelige^[30].

Egteskaber stiftedes endnu kun paa den sædvanlige borgerlige Maade, da Vielsen, som overhoved først i det 12te Aarhundrede blev regnet blandt Sakramenterne, ej formeligen paabødes her i Landet, førend i Midten af det 13de, og før den Tid neppe hyppigt fandt Sted. Der er Spor til, at man i Hedendommens Tid virkelig havde en Art af Vielse^[31], men med Hedendommens Ophør maatte denne bortfalde, uden, som det synes, at nogen anden Højtidelighed for det første traadte i Stedet. Egteskabet var endnu kun en Kjøbekontrakt, idet Bejleren ved at slutte Festemaalet, til Giftingsmanden, det er Brudens Fader eller rette Værge, vidnesfast udredede eller forbandt sig til at udrede den saakaldte mundr^[32], som, i det mindste i Gulathingslagen, ikke maatte være under 1$\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mk., hvorimod Giftingsmanden vedtog at udstyre Bruden med en bestemt Medgift (heimanfylgja), saavel som at lade Brylluppet finde Sted til en aftalt Tid, senest inden et Aar. En Hustru, man saaledes havde faaet, sagdes at være „kjøbt med Mund“, og Børnene af et saadant Egteskab, bleve fuldkommen arveberettigede^[33]. Det var i saa Fald ikke engang nødvendigt at holde formeligt Bryllupsgilde, uagtet dette var det sædvanlige, og gav Forbindelsen større Højtidelighed. Først da blev „Munden“ Konens lovlige Ejendom. Om forbudne Led er der ovenfor talt. Fællesskab i Ejendom mellem Egtefolkene opstod ikke umiddelbart ved Giftermaalet, men ifølge Frostathingsloven naar de havde været et Aar gifte, ifølge Gulathingsloven derimod først naar Giftermaalet havde varet i 20 Aar; imidlertid kunde Manden ogsaa før denne Tid fordre Fællig, naar enten Konens Arvinger intet havde derimod, eller der fødtes Børn i Egteskabet^[34]. Paa Island opstod Hævds-Fælliget efter tre Aars Forløb^[35]. For øvrigt var den Grundsætning stedse gjeldende, at af hvad der var erhvervet i Fællesskab efter Giftermaalet, ansaaes Manden at eje to Tredjedele, Konen een (den saakaldte Tredingsauke); denne, saavel som Munden og Heimanfylgjen, beholdt hun efter Mandens Død, saavel som i Skilsmissetilfælde uden skjellig Grund^[36]. Til Skilsmisse udfordredes ellers kun, at Manden eller Konen i Vidners Overvær opsagde Egteskabet, eller som det hed, sagde sig skilt fra den anden. Allerede i de ældste Christenretter paabydes det, som ovenfor nævnt, at enhver Mand kun skulde have een Kone^[37], og formeligt Tvegifte, saaledes at en Mand paa een Gang og til samme Tid levede i Egteskab med to eller flere Koner, har vel neppe nogensinde efter Hedendommens Ophør fundet Sted. Derimod kan man tydeligt see, at man ikke regnede det saa nøje med at tage en anden Hustru, medens den første levede, uden at have gjort lovlig Skilsmisse med hende; paa en vis Maade kunde dette kaldes Tvegifte, og det var udtrykkeligt forbudt i Christenretterne; men Straffen bestod kun i en Bod af tre Mkr. til Biskoppen; kun naar man derefter fremdeles beholdt den anden Kone, forbrød man alt sit Løsøre og maatte gaa i Landflygtighed. Med fornemme og mægtige Folk har dog Bestemmelsen neppe været strengt overholdt; vi have saaledes seet at Kong Harald Haardraade egtede Thora Agmundsdatter medens hans første Dronning, Ellisiv, endnu levede, og siden efter atter tog denne tilbage^[38]. Heller ikke synes man at have regnet det saa nøje med Frille-Liv, at dømme efter de mange Exempler, som derpaa haves, uagtet Christenretterne forbøde det. Paa Island finde vi endog at Presterne selv, ikke at tale om de andre Høvdinger, stundom levede i aabenbart Konkubinat, uden at dette synes at have vakt mindste Forargelse^[39]. Man gjorde her, og med god Føje, stor Forskjel paa, om Manden var gift, eller ej. Saalænge Trællevæsenet herskede, gav dette, som man let kan forstaa, Anledning til hyppige Krænkelser af Egteskabets Hellighed, og deraf følgende Afbrydelser i Egtefolkenes gode Forstaaelse. Fra denne Tid af hidrører ogsaa de mange forskjellige Benævnelser paa uegte Børn, efter som Moderen var fribaaren eller ej. Man kaldte saaledes en Søn af en fribaaren Mand og en fribaaren Kvinde, der ej lagde Dølgsmaal paa deres Forbindelse, „Hørnung;“ var Forbindelsen hemmelig, kaldes han „Risung;“^[40]. „Thybaaren Søn“ kaldte man den, som var fød af en Trælkvinde. Ingen af disse uegte Børn vare arveberettigede efter Faderen, saa snart der tillige fandtes egtefødde Børn, uden for saa vidt de vare ætledede, d. e. lyste i Kuld og Kjøn, hvilket dog ej kunde skee uden nærmeste Arvingers Samtykke. Ætledningen foregik med flere Højtideligheder. Der skulde gjøres et Gilde; ved dette skulde der slagtes en treaars Oxe, og en Sko gjøres af Huden paa dens højre Forbeen: i denne Sko skulde først den ætledende stige, dernæst den, som ætlededes, og siden efter de, der samtykkede i Ætledningen, medens den første erklærede, at han ætledede Manden til alt det Gods, han gav ham, til Gjeld og Gave, til Sess og Sæde, til Bod og Bauger, og til al Ret som øm hans Moder var kjøbt med Mund. Skoen, om den opbevaredes, skulde siden tjene til Beviis paa at Akten havde fundet Sted^[41].

Arvegangen var ikke eens i alle Thingforeninger; i det mindste afvige Gulathingslovens og Frostathingslovens Arvetavler, de eneste vi kjende, noget fra hinanden, skjønt de i Hovedprinciperne ere lige. Fælles saavel for Norge, som Sverige, var den Hovedregel, at Søn udelukkede Datter, som først fik Arv, om Søn ej var til. Imidlertid torde det vel kunne ansees som det første Skridt til en Forandring i det ældre System, at vore Love satte Datter og Sønnesøn i anden Arveklasse næst Søn, og lode dem arve ligt med hinanden, samt derefter, i tredie Klasse, Broder og Syster, medens derimod saavel den ældre islandske Lov, som den ældre Vestgøta-Lov, der aabenbart følge ældre Arvegangs-Regler, lød Datter, næst Søn, udelukke alle andre fjernere Beslægtede, og næst Datter satte Fader. Men Gulathingsloven lader i tredje Arveklasse alle Syskende arve hinanden indbyrdes, medens Frostathingsloven kun stedet Syster til Arv, hvis Broder ikke findes. I de tre følgende Klasser afvige de ligeledes: Gulathingsloven sætter Moder i fjerde, Farbroder og Brodersøn i femte, og fædrene Fættere tilligemed sammødre Broder i 6te, medens Frostathingsloven sætter Farfader, Farbroder og Brodersøn i fjerde, sammødre Broder og fædrene Fættere i femte, Moder og Fadersyster i sjette, dog saaledes at hvis Farfader, Farbroder og Brodersøn ej fandtes, rykkede Moderen op i fjerde, udelukkende dem af femte Klasse, der ellers gik foran hende. Fra 6te Klasse af stemme igjen begge Arvetavler; som Arving i 7de Klasse opstilles Hornung, Risung og thybaaren Søn, der havde faaet Frihed førend han oplevede tredie Juul; i 8de Klasse Tre- og Firmenninger, i 9de Morfader og Dattersøn, i 10de Morbroder og Systersøn, o. s. v^[42]. Den islandske Arvetavle, der som nys antydet, sandsynligviis ogsaa en Tid var Norges, i det mindste Gulathingslagens, opstiller efter Fader følgende Klasser: 4) Broder, 5) Moder, 6) Syster, 7) sammødre Broder, 8) Hornung og Risung, 9) uegte Datter, 13) uegte Syskende, 14) Farfader, Morfader, Sønnesøn og Datterdatter^[43], Fandtes ingen lovlige Arvinger, da var det i Norge, som andensteds, den ældgamle Regel, at Arven tilfaldt Kongen. Som yderste Slægtled opstilledes her, ved en egen Bestemmelse af Kongerne Sigurd, Eystein og Olaf, det femte Led fra den fælles Stamfader; forhen gik det ikke længer end til fjerde^[44]. Paa Island tilfaldt slig Arv den nærmeste Slægtning, og en saadan kunde vel der, hvor saa godt som alle Ætter paa Øen vare beslægtede og besvogrede, altid findes^[45].

Værgemaalet for den Umyndige tilkom altid nærmeste Arving, og der var udførlige Bestemmelser, som sigtede til at forebygge Underslæb i saa Henseende. Men i samme Forhold som man havde Ret til Arv og til Værgemaal, i samme Forhold var man ogsaa forpligtet til at sørge for sine Forældre og Slægtninger, og opdrage disse om de vare ubemidlede og hjelpeløse Børn, indtil deres 15de Aar. Først og fremst maatte man sørge for sine egne Forældre og Børn. Alle saadanne, der formedelst Hjelpeløshed eller Umyndighed stode under andres Opsigt, kaldtes Umager^[46]. Børne-Udsættelsen var, som vi allerede have seet, ved Christendommens Indførelse bleven forbuden, og det var en Hovedbestemmelse, at alle Børn, der fødtes, ogsaa skulde opfødes. Den eneste Undtagelse herfra var, foruden Vanskabninger, ogsaa en Frigivens forældreløse Børn, der selv ingen Formue havde. Skapdrottnen var ej forpligtet til at sørge for mere end eet af dem; de bleve alle satte i en Grav paa Kirkegaarden, hvor man lod dem dø, indtil kun eet levede igjen; dette maatte Skapdrottnen tage til sig og forsørge^[47]. Man maa da haabe, at denne Bestemmelse kun yderst sjelden kom til Anvendelse.

Arven tiltraadtes ved et saakaldet Erve eller Arve-Øl, der tillige sædvanligviis var den Afdødes Gravøl. Under alle Omstændigheder skulde Hovedarvingen strax melde Arveladerens Død for alle dem, han skyldte Penge, og indkalde dem til den 7de Dag derefter for at modtage deres Tilgodehavende. Men derved blev det, som man kan see, Skik og Brug, at dette Syvendedagsmøde (Sjaund) tillige blev Grav- og Arve-Øl. Hvis Arveøllet ej kunde holdes den syvende Dag, holdtes det, som man maa formode, den 30te (Tretugt), hvilket, i det mindste i Gulathingslagen, var den sidste Termin, inden hvilken en fuldbyrdig Mand kunde gjøre Fordring paa Arv^[48]. Ved slige Arve- eller Grav-Øl gik det saa prægtigt til, som muligt, og meget ofte, som man maa formode, over Boets Evner, saa at der endog siden blev givet Forbud derimod, da, som det hed, Godset ved denne store Bekostning blev forødet, medens Gjelden ej engang blev betalt, og Slagsmaal og Manddrab opstod af den overhaands Drik^[49]. Ved Arveøl efter anseede, især fyrstelige Personer, blev der og, som vi have seet, aflagt højtidelige Løfter om en eller anden Stordaad. Men alle slige Gilder havde i de ældre Tider en større Betydning end senere; de tjente nemlig til at give visse Akter Retskraft formedelst den Offentlighed, de derved fik, omtrent som Thinglysning. Gjesterne, saavel ved Fester-Øl, som ved Bryllup, ved Ætlednings-Øl, ved Frelses-Øl, og ved Grav-Øl, var tillige for Fremtiden Vidner paa, at den Handling, de overvare, havde fundet Sted.

Om Odelsvæsenet i dets ældste Skikkelse er der allerede ovenfor talt^[50]. Odelsgodset betragtedes egentlig som fælles for den hele Familie (Odalsnauterne) men under Bestyrelse af een eller flere Medlemmer af Hovedgrenen; og dette var den egentlige Grund til Indløsningsretten, der ikke i og for sig var charakteristisk for Odelsbesiddelsen, men kun var en nødvendig Følge deraf. Salget af Odel betragtedes mere som Pantsættelse. Til Løsningsrettens Vedligeholdelse ved solgt Odelsgods udkrævedes dog, at man i Løbet af 20 Aar lyste til Thinge, og at saa vel Sælger som Kjøbet; eller deres Arvinger vedgik, at det omspurgte Gods virkelig var Odelsgods. Ellers betragtedes det som Besidderens Odel^[51]. Vilde Besidderen ikke selv erkjende Sagens rette Sammenhæng ved Lysningen, havde Odelsmanden Ret til at føre andre Vidner derpaa. Sædvanligt, eller i det mindste meget hyppigt synes det at have været, at den, der solgte sit Odelsgods, betingede sig selv Ret til at indløse det om 15 Aar; undlod han det, uden tillige at holde Lysning derpaa, og lod 20 Aar gaa hen, blev Godset Besidderens Odel^[52]. Forresten synes det rimeligt, eller at ligget Sagens Natur, at man ved at erhverve alle Odalsnauternes udtrykkelige Samtykke til at et Jordesalg skulde staa uryggeligt, strax kunde sikre sig mod al Indløsning: saa meget er vist, at man i Gulathingslagen opnaaede dette ved at lade sig Jorden formeligt til l skøde, og betinge dette i Kjøbekontrakten. I dette Tilfælde maatte Odalsnauterne, om de vilde indløse Jorden, have gjort dette inden et Aar efter Salget, ellers tabte de Retten dertil^[53]. Det Jordegods, hvorpaa Odel ej var erhvervet, betragtedes, paa Grund af den usikre Besiddelse, i alt Arveskifte kun som Løsøre^[54]. Uagtet det Jordegods, som Kongen skjenkede en Mand, strax blev dennes Odel, kunde man dog indløse Odelsgods ligesaa fuldt fra Kongen, som fra enhver Privatmand. Man henvendte sig i dette Tilfælde til den Aarmand, han holdt paa Gaarden. Haulderne eller de Odelsbaarne udgjorde Kjernen af Folket, og vare, tilligemed Kongen, de egentlige Grundbesiddere. Men derfor udgjorde de ikke den egentlige, eller talrigste Deel af Land-Befolkningen. Denne bestod, som alt tyder hen paa, af Lejlændinger eller andre Opsiddere af endnu ringere Kaar (de forhen nævnte Kotbønder e. a. d.), medens Odelsgodset selv var samlet i store Masser. Derfor indtager ogsaa Landslejebolken, eller de Bestemmelser, der handle om Forholdene mellem Grundejeren og Lejlændingerne, samt mellem disse indbyrdes, en stor, næsten uforholdsmæssig, Deel af vor ældre Lovgivning Denne forudsætter øjensynligt, at Massen af Landbønderne vare Lejlændinger. Men ved disse nøjagtige Bestemmelser bar ogsaa Lejlændingernes Stilling saaledes sikret mod altfor stor Vilkaarlighed, at deres Afhængighed ikke havde det mindste af Vornedskabets eller Livegenskabets Charakteer, men Lejlændingen var fuldkommen Frimand som før, og stod ikke i andet Forhold til Grundejeren end et simpelt Kontraktsforhold. Lejekontrakten eller Bygselen sluttedes i Regelen kun paa et Aar^[55], og vilde Landdrottnen ej holde den, kunde den anden ved Søgsmaal tvinge ham dertil. Lejlændingen havde temmelig fri Benyttelse af Jorden og dens Herligheder. Landskylden var, dog, som det synes, temmelig høj. En Gaard, af hvilken der svaredes 1 Mark i aarlig Landskyld, eller et saakaldet Merkrbol, var omtrent af samme Størrelse som nu til Dags en Gaard paa 6 Skylddalere, eller, efter nuværende Beregninger, af omtrent 240000 Spdlrs. Værdi; da nu en Mark i virkelig Værdi paa hine Tider næsten svarer til 100 Spdlr. i vor Tid, bliver Renten af Gaardens egentlige Værdi temmelig høj, især da denne visselig endog maa sættes meget lavere end den nuværende. Vift er det, at en Gaard paa Follo i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, da dette frugtbare Landskab rimeligviis var sterkere bebygget, og Jordegodsets Værdi følgelig maa have været højere end i det 12te, solgtes efter Beregningen af 12 Merker for 7 Øresbol^[56], eller ikke fuldt 14 for l Marks Bol, hvilket altsaa efter vore Forhold svarer til omtrent 100 Spdlr. aarlig Landskyld af en Gaard, der kunde sælges for 1400 Spdlr. Kommer hertil, at Lejlændingen ikke havde uindskrænket Besiddelse af Skoven, og ligeledes i andre Henseender var forhindret fra at gjøre sig Ejendommen saa frugtbringende som en Ejer, kan man ikke sige andet, end at de store Godsejere eller Haulderne vare særdeles vel farne, og efter de Tiders Forhold maa have haft betydelige Indtægter. Af Jordegodset tilhørte, som vi have seet, en stor Deel Kronen, og denne Deel maalte under de sidste Tronstridigheder betydeligt forøges ved Konfiskationer, da den Konge, som tilsidst sejrede, sædvanligviis betragtede eller var i det mindste berettiget til at betragte alle dem, der tidligere havde kæmpet imod ham, som Højforrædere, eller, som det hed, til at give dem Landraads-Sag; og „Landraad“, det største af alle „Nidingsverk“, medførte Forbrydelse ogsaa af Jordegods. Som Kongens, eller rettere Kronens, Ejendom regnedes ogsaa Almenningerne til hvilke dog Fylkets Bønder havde en temmelig udstrakt Brugsret, fornemmelig med Hensyn til Græsgang og Sæterdrift. Da en mere anseet Haulds Besiddelser vistnok udgjorde mange Merkersbol, at dømme efter hvad enkelte af Godsbesidderne kunde bortskjenke til Kirker og gejstlige Stiftelser, maatte hans samlede Indtægter være meget store^[57]. Sædvanligviis beboede han da og bestyrede selv en enkelt stor Gaard som den egentlige Ætte- eller Hoved-Gaard, og bortbyggede de øvrige. En Ejer af 20 Merkers Bol vilde, efter vore Forhold, have en Indtægt af 2000 Spd. aarlig; men de fleste Storbønder have vistnok ejet meget mere. For Lendermændene kom nu hertil ogsaa deres Indtægter af de kongelige Vejtslegaarde, der for hver af dem i det mindste udgjorde 15 Merkers Bol. Regner man, efter den ældre Matrikel, det samlede Jordegods i Norge til omkring 40000 Merkers Bol, giver dette, efter vore Forhold, en samlet aarlig Indtægt af 400000 Spdlr.; heraf kom rimeligviis mindst $\scriptstyle {\frac {1}{4}}$ paa Kongens Part, de øvrige 300000 paa Haulderne.

1. Ældre Gulathingslov IV. 5, jvfr. ovenfor I. 2. S. 633.
2. I hele den vidtløftige Sturlunga-Saga, der udførligt omhandler Begivenheder paa Island fra Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, omtales heller ikke nogensteds Trælle, uagtet der var Anledning nok dertil, hvis der havde været mange tilbage.
3. Ældre Frostathingslov II. 20. Gulathingslov 182.
4. Ældre Gulathingslov 61.
5. Ældre Gulathingslov 62; ældre Frostathingslov IX. 12.
6. Ældre Gulathingslov 61.
7. Ældre Frostathingslov IX. 12. „Hvis en Træl“, heder det, „kommer til Jord eller vor (d. e. bliver Bonde), skal han gjøre sit Frelses-Øl“.
8. Frostathingslov IX. 10. 11. Ældre Gulathingslov 65. 66. Thyrmslerne opregnes her fuldstændigt. I visse Tilfælde tog Herren endog Arv efter sin Frigivne. Forresten sees Bestemmelserne at have været noget forskjellige i begge Lagdømmer. Efter Frostathingsloven vedvarede Thyrmslerne lige til femte, efter Gulathingsloven kun til andet Led. Derhos maa det merkes at Bestemmelserne, saaledes som vi have dem, ofte ere meget dunkle og indviklede, saa at det ikke i alle Tilfælde er klart, naar Frelses-Øl maatte gjøres og hvilke dets Virkninger vare.
9. Ældre Frostathingslov IX. 14.
10. Ældre Gulathingslov 198. „Brytjen“ (bryti, anglisk brytta, af brjóta, bryde, anglisk breótan), betegner egentlig „den som bryder“, hvorfor ogsaa Angl. Digtere kalde den gavmilde Fyrste sinces brytta, beága brytta, d. e. Klenodiets, Ringenes, Bryder. Det er saaledes tydeligt, at man ved „Brytje“ nærmest har forstaaet Madens eller Brødets „Bryder“, Uddeler, den, der skiftede Maden mellem Trællene, og saaledes var saa vel betroet, at han havde Madvarerne under sin Opsigt, følgelig var de øvrige Trælles Overmand (jvfr. Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1847, Side 263). Den samme Stilling maa Deigjen formodes at have indtaget blandt det kvindelige Tyende. Dette indlyser især ved Sammenligning med de angliske Ord hláford, (egentlig hláfword, hláfweard) og hlæfdíge, der øjensynligen oprindeligt have haft tilsvarende Betydning. Hlæfdíge er nemlig sammensat af hláf, oldnorsk hleifr d. r. Søen, Brødleev, og díge, der svarer til deigja. Hláfword, af hláf, og weard, betegner „Brødlevens Vogter, Forvarer“. Da hláfword og hlæfdíge ere sideordnede, maa følgelig bryti, der hos os var sideordnet med deigja, svare til hláford. Men hláford, hvoraf siden laverd, loverd, lord, og hlæfdíge, hvoraf siden lafdie, lavdie, lady, betegne i Anglisk og nyere Engelsk stedse „Herre“ og „Frue“, saaledes at lavarðr og lafði endog findes optagne blandt de hos os i den senere Middelalder brugelige Ærestitler. Og dog maa de oprindelig kun have betegnet ufrie Folk, Gaardsfogeder e. a. d. Dette kaster et ikke uvigtigt Lys paa de ældste Forhold i England efter den angliske Erobring. — Af deigja og Ordet bú (Kvæg), dannedes Benævnelsen búdeigja, Budeje, Kvægvogterske.
11. Se Beretningen om Thore Sel, ovenfor I. 2. S. 617 flgg. Jvfr. ældre Gulathingslov 170, jvfr. 198. Ældre Frostathingslov IV. 57.
12. Se f. Ex. ældre Frostathingslov IV. 58.
13. Disse omtales oftere, ikke i Lovene, men desto mere i Sagaerne. Benævnelsen er, som man seer, dannet af kot, d. e. Kot, Hytte, Aflukke, for at betegne Husets Daarlighed. Anglerne havde ligeledes deres cotsetan, ligesom Tydskerne „Kotsassen“, hvilket saaledes ej, som mange troer, udledes af „Koth“.
14. Dette maa nærmest være Betydningen af Ordet, da „þorp“ i vore Oldskrifter stedse betegner en større Mængde (jvfr. Skráda 65), og þorpari derhos øjensynlig bruges i en halv foragtelig Betydning, som om det betegnede noget mindre end Bønder (f. Ex. ovenfor I. 2 S. 307, hvor Olaf Tryggvessøn taler om „Bønder og Thorpere“ i Throndhjem). Den Betydning af „enkelt, afsidesliggende Gaard“, som Ordet havde i Sverige, synes det hos os ej at have haft.
15. Ordet arborinn, der stundom ogsaa skrives árborinn, — men neppe rigtigt, da det egentlig synes at være forkortet af arfborinn — lader til at have været meest brugeligt i Frostathingslagen, medens det neppe engang findes i den ældre Gulathingslov, som paa de tilsvarende Steder, hvor Frostathingsloven har arborinn maðr, sætter bóndi. Ordet „arfborinn“ d. e. „baaren eller fød til Arv“, udtømmer netop Begrebet, da en Frigivens Ætlinger ikke i ethvert Tilfælde vare berettigede til at tage Men som andre fribaarne, førend i den Generation, hvor Thyrmslerne ophørte. Derfor opstiller ogsaa Frostathingsloven, som udstrækker Thyrmslerne indtil tredie Generation, flere Rets- eller Rang-Klasser, end Gulathingsloven, der ej lader Thyrmslerne naa længer end til anden; Gulathingsloven springer nemlig, som vi have seet, umiddelbart fra „Leysinge-Søn“ til Bonde, medens Frostathingsloven mellem Leysingssøn og arbaaren, der svarer til Gulathingslovens „Bonde“, opstiller „Reks-Thegn“, hvilket øjensynligt betegner en, der hører til de to følgende Led (d. e. enten en Sønnesøn, eller Sønnesøns Søn af en Frigiven), og hvilket enten maa udledes, saaledes som det ovenfor er antydet, af det mindre stadige Liv, disse Folk rimeligvis have ført, eller deraf, at Armod, naar Skapdrotnen var nødt til at tage sig af dem, kunde sætte dem tilbage i den forrige Afhængighedstilstand, eller, som det heder: „þrot rekr þá aftr í kyn sitt“. Jfr. 1 S. 137, 143.
16. Den ældre Gulathingslov Cap. 200, 206. Disse to Steder udfylde hinanden. Der staar nemlig først, at en Lendermands Søn tager Haulds Ret, hvis han ej faar Land, men siden, at en Lendermand, om endog Vejtslelandet er ham frataget, dog vedbliver at tage Lendermands-Ret, ligesaa hans Søn til sit 40de Aar. Altsaa traadte han først da tilbage i Hauldernes Klasse, rimeligviis fordi man antog, at hvis han ej før havde faaet Land, fik han det neppe siden.
17. Se ovenfor S. 273. Om Aarmændenes, Lendermændenes og Jarlernes statsretlige Stilling vil nedenfor blive talt.
18. Se ovenfor I. 1. S. 142, 143.
19. Se f. Ex. ovenfor S. 899.
20. Kong Haakon Haakonssøns Intimation til den ældre Frostathingslov Cap. 1, Cap. 8.
21. Frostathingsloven IV. 1, jvfr. Intimationen, Cap. 1, 2.
22. Gulathingsloven Cap. 218, 220. Men længere hen (Cap. 243—245) angives Hovedbaugen til 6 Mkr., Broderbaugen til 4, Brødrungsbaugen til 2½. Dette viser, at der paa dette Sted i Loven er optaget nyere Bestemmelser, uden at de ældre ere borttagne. En saadan senere Indskydelse er ogsaa aabenbart hele Saktalet, hvorom der strax nedenfor handles.
23. Dette maa man slutte af Overskrifterne til det ældre Saktal, der kun findes i et ubetydeligt Fragment, se Norges gamle Love, II. S. 520.
24. Ældre Frostathingslov VI. 1—3, 9, 8, jvfr. V. 9.
25. Ældre Gulathingslov Cap. 245.
26. Ældre Gulathingslov Cap. 224—237. Dette Saktal maa, som nys antydedes, være yngre end Lovens egentlige Text, da det endog ligefrem strider mod de der opstillede Beregningsforhold. Til den eneste fuldstændige Kodex af Gulathingsloven, som haves, er ogsaa føjet et Saktal, indrettet af den lovkyndige Bjarne Mørdssøn, der levede paa Kong Sverres og kun Haakonssøns Tider. Dette simplificerer Beregningen end mere, og maa, siden det er indført i Gulathingslagen, medens Bjarne hørte hjemme paa Haalogaland, have gjeldet for det hele Land.
27. Frostathingslov, 6te Part.
28. Frostathingslov IV. 1—4.
29. Vigslode, Cap 114. Her optages saaledes allerede Morfader og Dattersøn i anden Baug. Baugerne komme følgelig her til at svare til Gulathingslagens Upnam.
30. F. Ex. i Vigslode Cap. 92, hvor en Bod af 3 Mk. fastsættes for at rive Hatten af en Mand, naar den ej er fæstet om Halsen, men, hvis dette er Tilfældet, Fjørbaugsgard for at rykke Hatten fremover, Skogargang for at rykke den bagover; ligesaa Cap. 93, hvor Fjørbaugsgard sættes for at bide, rive eller klype en Anden, saaat det bliver rødt efter.
31. Se Thrymskvida, i den ældre Edda, hvor Thrym, der skal egte Freyja,siger: „Vier os sammen ved Vaars (Edsgudindens) Haand“.
32. Se ovenfor I. 1. S. 145.
33. Gulathingsloven Cap. 50, 124. Graagaas, Festaþáttr Cap. 7. Jvfr. Vestgøtalovens Arvebolk Cap. 7, 8.
34. Frostathingslov XI. 8.
35. Graagaas, Festaþáttr Cap. 22.
36. Gulathingslov 53. Frostathingslov X. 1. 8. Graagaas, Festaþáttr Cap. 22.
37. Gulathingslov Cap. 25. Frostathingslov III. 10. Vikens Chr. Cap. 17. Eidsivalov Chr. R. Cap. 22. 23, jvfr. ovenfor S. 706.
38. Se ovenfor S. 180.
39. Hvert Øjeblik heder det i Sturlungasaga, baade hvor Prester og Lægmænd omtales: da fulgte ham en Kvinde, der hed N. N. o. s. v.
40. Gulathingslov Cap. 104. Paa Island havde Benævnelserne hornungr og hrisungr en anden Betydning, se Graagaas, Arfaþáttr Cap. 4.
41. Gulathingslov Cap 58, Frostathingslov. IX. 1.
42. Gulathingslov Cap. 103, 104. Frostathingslov VIII. 114. Ældre Vestgøtalov, Arvebolk Cap. 1. Den yngre Vestgøtalovs Arvebolk sætter derimod Søn og Datter som Samarvinger, saaledes at Broder tager dobbelt Lod mod Syster. Det samme er Tilfældet i Østgøtalovens Arvebolk og i de ældre danske Love. Paa lignende Maade er Arvegangen forandret i Magnus Haakonssøns norske Landslov. Da denne skriver sig fra 1274, ligesaa og den yngre Vestgøtalov fra anden Halvdeel af 13de Aarhundrede, viser det sig saaledes, at den her omtalte Forandring i Principerne for Arvegangen er bleven indført i det mindste i Norge og Sverige først paa denne Tid.
43. Graagaas, Arvethaatt, Cap. 1.
44. Frostathingslov VIII. 15.
45. Graagaas, A. Th. Cap. 1, jvfr. 4, 13.
46. Den islandske Lovbog har derfor herom en heel Bolk, kaldet Umage-Bolken. Bestemmelserne om denne Materie indeholdes i Gulathingsloven Cap. 127, 130, i Frostathingsloven Cap, 22—28. Formen úmagi skrives i de svenske Love ovormagi, hvorfor endnu Benævnelsen öfvermägar bruges i Sverige om umyndige.
47. De kaldes derfor Gravgangsmænd, se Gulathingsloven Cap. 63, jvfr. 298.
48. Ældre Gulathingslov 115, 119, 121. Kun paa dette sidste Sted omtales „Tretugt“; men at ogsaa dette var etslags Arveøl, ligesom Sjaund, sees af Diplomer. „Sjaund“ bruges endnu i Betydning „Gravøl“.
49. Yngre Landslov, Arvebolk Cap. 52.
50. Se ovenfor I. 1. S. 118.
51. Gulathingslov 272.
52. Gulathingslov Cap. 276. En saadan Jord, solgt med Forbehold af Løsnings-Ret, kaldtes „Stevnejord“. For øvrigt er det kun i Gulathingsloven, at Bestemmelserne om Odel og Odelsløsning findes udtømmende. Frostathingsloven (XII Part) er mindre fuldstændig, og forudsætter mere som givet end den egentlig udtaler. Det er endog et Spørgsmaal, om Løsningsvæsenet var saa gjennemført i Frostathingslagen, som i Gulathingslagen.
53. Gulathingslov Cap. 278. Naar Kjøbet var sluttet med den Aftale at Skødning skulde finde Sted, men Sælgeren siden vægrede sig derved, kunde Kjøberen endog lade sig Jorden tilskøde til Thinge af den forsamlede Mængde.
54. Gulathingslov Cap. 270.
55. Gulathingslov Cap. 72. Man seer, at endog Odelsmanden til Jorden stundom lejede et Stykke af den Jord, hvortil han var odelsbaaren, og ak han endog dertil var fortrinligviis berettiget i Gulathingsloven Cap. 88.
56. Dipl. Norv. II. 98. Med Løsningsret solgtes Gaarde endnu tidligere, se Langes Klosterhistorie S. 254.
57. Man seer dette af det Antal Gaarde eller Gaardparter som flere fornemme Mand ved Testamenter bortskjenkede. Da Dag Eilifssøn grundede det rige Gimsø-Kloster, bortgav han dog ikke paa langt nær sin hele Ejendom, thi Sønnen Gregorius var endda en rig og mægtig Mand. For øvrigt synes først i senere Tider, da Landskylden sank ned til at blive en Ubetydelighed, de høje Bygsler og Tredieaarstagen at have været indført.