Det norske Folks Historie/3/102

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Vi have Skridt for Skridt fulgt Norges Rige og Folk gjennem nærværende Tids-Afſnit i dets ydre Fremtræden, dets Stilling til andre Nationer, og det egne politiſke Forhold. Det ſtaar nu tilbage at kaſte yderligere Blik paa dets indvortes Retsforfatning, Stats- og Kirke-Organiſation, Kultur-Udvikling og Folkeliv, hvori den nu allerede i flere Generationer befæſtede Chriſtendom, og det deraf følgende hyppigere, fredelige Samkvem med fremmede, oplyſte Nationer uundgaaeligt maatte fremvirke ſtore Forandringer, af hvilke vi allerede have iagttaget flere. Førſt og fremſt maa Trællevæſenets Ophør anſees ſom en af Chriſtendommens bedſte og vigtigſte Virkninger. At denne Forandring maa ſættes i umiddelbar Forbindelſe med Chriſtendommens Indførelſe, ſkjønnes tydeligt nok af det allerede forhen omtalte Bud, ſom de ældſte Chriſtenretter indeholde, om aarligt at frigive et viſt Antal Trælle[1]. Var dette Bud ikke udgaaet fra Religionslærerne, der anſaa Trældommen uforenelig med Chriſtendommens Aand, vilde det ej have faaet ſin Plads i Chriſtenretten, men derimod etſteds i den verdslige Lovgivning. Nøjagtigt at opgive, naar Trællevæſenet var ſaa aldeles ophørt, at der ikke fandtes en Træl tilbage i Landet, er viſtnok umuligt, men flere Omſtændigheder tyde dog hen paa, at dette Tidspunkt maa have været naaet henimod Slutningen af det 12te Aarhundrede. Thi i det hele Tidsrum fra Kong Harald Haardraades Tid omtales Trælle kun tvende Gange, nemlig, ſom vi have ſeet, førſt, hvor der berettes om Kong Magnus Blindes Mishandling, dernæſt ved Fortællingen om Slaget paa Ree og Sigurd Jarls Fald; i det følgende er der aldrig Tale om Trælle[2]. Og ved begge hine Lejligheder er det kun kongelige Kritik, hvorom der handles, og af den fuldſtændige Taushed om private Trælle, ſom dog, om de havde været til, viſtnok ved en eller anden Lejlighed vilde have været nævnte, maa man næſten formode, at det alene var Kongerne, og de aller fornemſte Mænd, ſom, maaſkee fordi det endnu anſaaes nødvendigt til en fuldſtændig Hofholdning, havde enkelte Smule i ſin Tjeneſte. I den af de ældre Chriſtenretter, af hvilken vi have den yngſte Bearbejdelſe, nemlig den ældre Froſtathings-Chriſtenret, der i den Skikkelſe, hvori vi kjende den, ſynes at ſkrive ſig fra den førſte Fjerdedeel af det 13de Aarhundrede, og ſom indeholder enkelte ſildigere Beſtemmelſer, der lade til at have været gjeldende for det hele Land, findes det allerede ovenfor omtalte Paabud, at alle arbejdsføre Mænd i hvert Fylke ſkulde fremmøde paa en beſtemt Dag for at udbedre Landevejene, hvilket Vejarbejde, tilføjes der, træder i Stedet for den Frigivelſe af Trælle, ſom findes foreſkreven i vore Love, og ſom alle Mænd havde vedtaget til Guds Tak. Det er altſaa klart nok, at da denne Beſtemmelſe om Vejarbejde blev vedtagen, — og den kan neppe ſættes ſildigere end 1200 — maa ingen Træl have været tilbage. Men man kan vel ogſaa ſlutte fra den Omſtændighed, at Beſtemmelſen om Trællefrigivelſen endnu findes uforandret i det bedſte Haandſkrift af Gulathings-Chriſtenret, ſom dog indeholder Vedtagelſen af 1164 om Thronfølgen og Kronens Ofring, at der paa den Tid, i det mindſte i Gulathingslagen, endnu var enkelte Trælle tilbage. Det var heller ikke at vente, at Trællevæſenet fuldkommen ſkulde ophøre, ſaa længe der endnu fandtes Levninger af Vikinge-Væſenet, der kan ſiges at have været dets fornemſte Rod. Og disſe Levninger af Vikinge-Væſenet ophørte ikke førend med Undertvingelſen af de nordiſke Riger paa Irland ved Englænderne, og ved det ſyderøiſke Riges nøjere Underkaſtelſe under Norges Herredømme; hvilke Begivenheder, ſom vi have ſeet, netop forefaldt i det 12te Aarhundredes anden Halvdeel, og i det de begrundede en ſtrengere Orden og ſtørre Fred, afſkare Lejligheden til at herje og vinde Bytte paa egen Haand for ſaadanne Mænd ſom Svein Asleivsſøn og hans Lige. Trællevæſenets Ophør ſynes derfor med et rundt Tal at kunne ſættes til 1170. At Trællene, ſkjemt de ſtrengt taget vare retløſe, dog efter Omſtændighederne ſynes at have haft det ret taaleligt, og langt bedre end f. Ex. de ældre romerſke Trælle, er allerede ovenfor viiſt, og det oplyſes aller tydeligſt ved Erling Skjalgsſøns Exempel. En Mand kunde vel dræbe ſin Træl uſtraffet, men kun for ſaa vidt han ſamme Dag gjorde Drabet bekjendt; ellers betragtedes og ſtraffedes han ſom Morder[3]: det forudſættes vel ſaaledes at det Drab, ſom ſtrax oplyſtes, og for hvilket Drabsmanden blev ſtraffri, bar været begaaet i Hidſighed, uden Overlæg, medens det overlagte Drab, endog paa en Træl, betragtes ſom Mord. Den fornemſte Rettighed, en Træl erhvervede ved ſin Frigivelſe, var, ſom det ſynes, at han nu ſelv kunde raade for ſine Kjøb og for ſit Giftermaal[4]. Men for at opnaa denne Ret maatte den, ſom ſelv havde løskjøbt ſig, førſt have gjort ſit ſaakaldte Frelſes-Øl, eller et Gjeſtebud, hvorved Herren ſkulle indbydes, og hvor den Frigivne i Gjeſternes Paaſyn ſkulde tilbyde ham de ſaakaldte Levſings-Ører, nemlig 6 Ører Sølv[5]. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Herren ſtrax ved Frigivelſen kunde gjøre Afkald paa denne Afgift[6], men ikke deſto mindre ſynes det, ſom om den Frigivne, naar han vilde boſætte ſig eller erhverve faſt Ejendom, maatte gjøre Frelſes-Ølet[7], undtagen naar det var Kongen ſelv, der havde ſkjenket ham hans Frihed. Frelſes-Ølet fritog imidlertid ikke den Frigivne fra mange Forpligtelſer til og perſonlig Afhængighed af ſin forrige Herre (skapdróttinn), hvis Vornede (varnaðarmaðr) han og hans Børn i flere Led fremdeles anſaaes at være[8]. Den Frigivne kunde ikke engang forlade Fylket uden Herrens Tilladelſe. Alle disſe Forpligtelſer eller ſaakaldte „Thyrniſler“ kunde den Frigivne imidlertid engang for alle frakjøbe ſig af Herren[9]. Frigivelſen ſelv ſkede med visſe Ceremonier, enten derved at Herren bragte ſin Træl til Kirken, og i Menighedens Paahør erklærede ham for fri, eller at han, ſom det heder, ſatte ham paa Kiſte, maaſkee ſom et Symbol paa at han nu kunde erhverve Ejendom.

Blandt Trællene ſelv betragtedes enkelte ſom bedre eller mere anſeede end de øvrige; nemlig iſær den ſaakaldte Brytje (Huusforſtanderen), eller Deigjen (den Pige, ſom havde Overopſigt med de kvindelige Syſler)[10]. De kongelige Trælle kunde endog, ſom man ſeer, i Egenſkab af Aarmænd eller Gaardsfogeder have ſtor Myndighed ſom Skatkrævere og Repræſentanter for den udøvende Magt, om de end med Henſyn til deres perſonlige Stilling vare lidet anſeede[11]. At de virkelig, i det mindſte i ældre Tider, vare Trælle, ſees deels deraf, at de oftere ligefrem benævntes ſaaledes af de fribaarne, deels deraf at de kongelige Gaardsfogder i Danmark, hvis Beſtilling ganſke ſvarede til Aarmændenes i Norge, kaldtes Brytjer. Man ſeer ogſaa, at Aarmænd ej længer omtales fra den Tid, da Trællevæſenet ophører. Denne væſentlige Forandring i de private Forhold, ſaavel ſom den Udvidelſe, Kongemagten ſelv fik, medførte ogſaa, ſom det i det følgende Tidsrum vil viſes, tilſvarende Forandringer i det Adminiſtrative, og kongelige Ombudsmænd eller Sysſelmænd, højt betroede Mænd af de bedſte Ætter, traadte nu paa en vis Maade i Aarmændenes Sted. Men ſaa længe disſe exiſterede, kunne de ſiges at have dannet en egen Klasſe, der paa det nærmeſte ſvarede til de i Tydſkland ſaakaldte Miniſterialer. Hermed er det ikke ſagt, at Aarmændene i de ſeneſte Tider, de exiſterede, vare ufrie; man ſeer endog udtrykkeligt, at dette ej altid var Tilfældet[12]; men kun at Aarmandsforholdet oprindelig var ufrit, at det ſtedſe medførte et for de fribaarne foragteligt Begreb om perſonlig Afhængighed og Opvartning, og at det, ſom en Frugt af Trællevæſenet, ophørte med dette, iſær da der ikke i Norge blev noget andet ufrit eller Vorned-Forhold tilbage.

De Frigivne, der ikke erhvervede eller fæſtede Jord, maa have ernæret ſig deels ved at drive Handel, deels ved at thinge ſig Arbejde; og af dem beſtod derfor ſandſynligviis den temmelig talrige Klasſe af Verkmænd eller Arbejdsmænd, ſom vore ældre Love hyppigt omtale. Deres Kaar og Levemaade maa ogſaa paa det nærmeſte have ſvaret til de nuværende Huusmænds, og den overmodige Behandling, ſom mangeſteds i Landet endnu bliver disſe til Deel fra Grundejerens Side, tør maaſkee have ſin Rod ej alene i det blotte underordnede Forhold, hvori de ſtaa, men ogſaa i den tidligere Standsforſkjel mellem fribaarne og trællefødte. Med Henſyn til deres ſmaa og daarlige Boliger kaldtes de ogſaa Kotbønder eller Kotkarle[13], naar de boede i ſtørre Klynger, Thorpere[14]. Førſt, naar alle af Frigivneforholdet udſprungen Afhængighed var ophørt, regnedes man i de ſaakaldte arbaarne[15] Mænds eller de egentlige Bønders Tal; men dette indtraf i Froſtathingslagen førſt med den fjerde, i Gulathingslagen allerede med den anden Generation. Imidlertid var enhver Bonde eller arbaaren Mand ikke derfor Hauld eller Odelsmand, ſelv om han havde erhvervet Jord. Dertil var det nødvendigt, at den Jord, han beſad, var hans Odel, eller at han hørte til en Familie, hvis Hoved allerede havde erhvervet Odel. Haulde-Ætterne dannede .den egentlige Kjerne af Folket, hvem Grunden eller Jordegodſet tilhørte med fuldkommen og uindſkrænket Ejendoms-Ret. Blandt dem udnævnte Kongerne ſine Lendermænd, der indtoge det nærmeſt højere Trin paa Rangſtigen. Lendermandsværdigheden var egentlig ikke arvelig, men man ſeer dog at i Regelen en Lendermands Søn efterfulgte ſin Fader, ja han beholdt endog, om han ikke ſelv endnu var ophøjet til ſamme Værdighed ſom Faderen, dog ſin Rang eller Ret i Lendermandsklasſen indtil ſit 40de Aar; var han da endnu ikke bleven Lendermand, traadte han tilbage i Hauldernes Klasſe[16]. Lendermands-Ætterne dannede ſaaledes et højere Ariſtokrati, medens Haulde-Ætterne udgjorde det lavere; Masſen af Folket dannedes af de forhen omtalte ringere Klasſer. Til Ariſtokratiet hørte ogſaa de faa fyrſtelige Perſoner, nemlig Jarlerne, af hvilke der dog, ſom vi have ſeet[17], foruden Jarlen paa Orknø ſiden Magnus den godes Tid kun udnævntes een i Landet ſelv, og hvis Funktion nu atter blev den oprindelige ſom Kongens fornemſte Medhjelper, Vikar og Krigsanfører, ikke, ligeſom paa Harald Haarfagres Tid, Statholder eller Lensherre i et Fylke.

I Forbindelſe med denne Klasſeforſkjel mellem Indbyggerne beſtod endnu det ældgamle ovenfor ſkildrede Bods-Syſtem, hvorved Drab, ikke at tale om alle ringere perſonlige Fornærmelſer, kunde afſones med en vis Pengebod, afpasſet førſt og fremſt efter Fornærmelſens Beſkaffenhed, dernæſt ſaavel efter Fornærmerens, ſom den fornærmedes Rang eller Samfundsſtilling. Den nærmere Indretning ved dette Bodsſyſtem, ſaa vel ſom de Principer, hvorpaa det var grundet, er allerede tidligere udviklet hvor der handledes om den ældre germaniſke Samfundsorden i Almindelighed. Det er der viiſt[18], hvorledes dette ſtod i umiddelbar Sammenhæng med den Ret til at tage Blodhevn og føre indbyrdes Fejder, ſom oprindeligen tilkom Familierne, og hvorledes derfor ogſaa Drab afſonedes med Bøder, ej alene fra Drabsmanden til den Dræbtes Frænder, men ogſaa fra Drabsmandens Frænder til disſe, alt efter nøjagtigt udregnede Tabeller (Saktal). Henſigten, om den end mere ytrede ſig ſom et Inſtinkt, end den var kommen til klar Bevidſthed, var aabenbart paa denne Maade, ved at dynge en Deel af Anſvaret paa den hele Familiekreds, at gjøre denne interesſeret i at hindre ethvert af Medlemmerne fra at begaa Drab, og derved at forebygge Blodsudgydelſe. Det ligger imidlertid i Sagens Natur, at da det hele Syſtem var grundet paa Blodhevn-Syſtemet, opnaaedes hiin Henſigt kun højſt ufuldkomment, da der nemlig kunde indtræffe mange Tilfælde, hvor fuldſtændigt betryggende Bod enten ikke kunde blive betalt, eller hvor man reentud negtede at betale den. Jo fornemmere en Familie var, deſto ſtørre Hæder ſatte den i, ej at modtage eller yde Bod, men enten at tage fuldſtændig Hevn, eller i det mindſte lade Sagen afgjøre ved privat Voldgift. Derfor ſee vi ogſaa Familiefejder, ſaa lidet de end pasſede til det Kulturtrin, Nationen for øvrigt havde opnaaet, fremdeles omtalte, f. Ex. mellem hine mægtige Lendermands-Ætter i Sogn og paa Agder, der repræſenteredes af Jon Petersſøn og Kale Sæbjørnsſøn; og Tronſtridighederne mellem Kongerne gave, ſom man let kan forſtaa, forøget Anledning dertil[19]. Det var ogſaa en ligefrem Følge af Familiernes ſolidariſke Anſvarlighed for Drab, begaaede af et enkelt Medlem, at Hevnen ofte ikke rammede Drabsmanden ſelv, men en anden af hans Frænder, der var aldeles uſkyldig i Drabet, men ſom man netop udſøgte, naar han formedelſt ſin anſeede Stilling eller andre Fortjeneſter antoges at ville blive mere ſavnet end hiin. Disſe Ulemper af et Syſtem, ſom egentlig havde overlevet ſin Tid, maa i det mindſte ved Periodens Slutning alle fornuftige og tænkende Medlemmer af Samfundet have været ſig fuldkommen bevidſte, og været ivrigt betænkte paa at forebygge. Der gaves viſt allerede da ikke faa, der nærede den ſamme Mening, ſom nogle Tiaar ſenere udtrykkeligt blev udtalt, „at de fleſte Ætter i Landet lede ſtor og mangfoldig Skade af Mandſlæt og de bedſte Mænds Drab, hvilket her i Landet var mere ſædvanligt end andenſteds, iſærdeleshed da den ſtore og ſlemme Uſkik herſkede, at naar ſom helſt nogen blev dræbt, vilde hans Frænder udſee ſig ſom Offer for deres Hevn den bedſte af Drabsmandens Æt, om han end hverken var vidende om eller raadende til Drabet, men de vilde derimod ikke hevne ſig paa Drabsmanden ſelv, om de end havde Lejlighed dertil, hvorved den ſlette netop nyder godt af ſin Slethed og Daarlighed, men den Uſkyldige undgjelder for ſin Bravhed og ſit gode Forhold“[20]. Principet, at den, der dræbte ſagesløs Mand, ſkulde være fredløs og have forbrudt alt ſit Løsøre til Kongen, var viſtnok udtalt, men Spørgsmaalet, hvorvidt fuldkommen Sagesløshed var forhaanden, maatte i de fleſte Tilfælde være yderſt vanſkeligt at afgjøre, og man kunde derfor løskjøbe ſig fra Freldøshedsſtraffen, naar Drabet ikke henhørte til de ſaakaldte Ubodemaals eller Nidingsverk Klasſe[21]. De egentlige Boder for et Drab, der ydedes til den Dræbtes Frænder paa Mandsſiden, og hvori ligeledes Drabsmandens Frænder paa Mandsſiden deeltoge, om de vare til, regnedes efter Bauger, en Levning fra den Tid, da man ej havde myntede Penge, men brugte Bauger, d. e. tynde ſpiralformigt oprullede Guld- eller Sølv-Stænger, hvoraf man hug ſaa meget, ſom man hver Gang behøvede, og vejede det til Modtageren. Ifølge Gulathingsloven ſkulde en Haulds eller Odelsbaarens Drab bødes med tre Bauger, en Hovedbaug paa 10 Mkr. til Sønnen, en Broderbaug til Broderen, paa 5 Mkr., og en Brødrungsbaug paa 4 Mkr. til Brødrungen eller Syſkendebarnet paa fædrene Side[22]. Froſtathingslagen ſynes endog at have haft fire Bauger, den fjerde for Nærſyſkendebørn[23]. Alle de, ſom enten fik en Part af disſe Bauger, eller deeltoge i deres Udredelſe, kaldtes tilſammen „Bauggildesmænd“, og „Bauggilde“ var ſaaledes en Benævnelſe for Frændſkab paa Mandsſiden i Almindelighed. Men derforuden ſkulde der ogſaa bødes fra og til Frænderne paa Kvindeſiden, f. Ex. Morfader, Datterſøn, Syſterſøn o. ſ. v.; disſe Bøder regnedes ikke efter Bauger, eller Klasſer, men kun efter de Summer, der ydedes fra og til hver enkelt Perſon (Nev ɔ: Næſe), og derfor kaldte man dette Slægtſkab paa Kvindeſiden Nevgilde, og ſlige Frænder Nevgildesmænd[24]. Foruden disſe Bøder til Bauggildesmænd og Nevgildesmænd havde man og at udrede de ſaakaldte Kvindegaver, eller Kjendelſer til de nærmeſte kvindelige Slægtninger, fremdeles til Naamaagerne eller de nærmeſt Beſvogrede, til Sakaukerne d. e. den Dræbtes Halvbrødre eller nærmeſte thybaarne Frænder; hertil kom Tryggvakaup, eller Haandſalspenge for Tilſikringen af Trygd, og Skogarkaup, eller Løskjøbelſe fra Skoggangs- eller Fredløsheds-Straffen, og endelig Thegngildet til Kongen. Ved alt dette ſvulmede hele Udredſlen ſaaledes op, at naar f. Ex. Hovedbaugen udgjorde 6 Mkr., blev den hele Sum, med Bauger, Tryggvakaup, Kvindegaver, Skogarkaup o. ſ. v., dog Thinggildet ej iberegnet, 20 Mkr., 2 Øre[25]. For at raade Bod paa alle de Ulemper, ſom heraf fulgte, da Beregningen blev ſaa yderſt vanſkelig, opſtillede man ej alene fuldſtændigt beregnede Saktal, men man ordnede ogſaa disſe,ſom det ſees, efter andre og fornuftigere Grundſætninger. I Gulathingslovens Saktal[26], der ſynes at hidrøre fra Begyndelſen af det 12te Aarhundrede, ſandſynligviis fra Kong Eyſtein, ſees det ſaaledes tydeligt, at man har forladt Bauge-Principet, der dog for øvrigt opſtilles i de fra ældre Afſkrifter bibeholdte Beſtemmelſer. I Stedet for Bauggildes- og Nevgildes-Klasſerne ordnes de ydende eller modtagende Frænder, uanſeet om Slægtſkabet er paa mødrene eller fædrene Side, i tre Klasſer eller Upnam, der deels bøde til den Dræbtes nærmeſte Arving eller modtage Bøder af Drabsmanden, deels bøde til hinanden indbyrdes (de ſaakaldte Tverſaker). Ogſaa i Froſtathingslagen forandredes det gamle, indviklede Saktal, uden at man dog gav Slip paa Inddelingen i Bauggildes- og Nevgildes-Klasſerne[27].

Det er allerede forhen nævnt, at visſe Drab paa Grund af de Omſtændigheder, under hvilke de udøvedes, betragtedes ſom Nidingsverk og derfor ej kunde afſones med Bøder, men følgelig uigjenkaldeligt medførte Utlegd; de kaldtes og Ubødemaal, fordi Drabsmanden, om han faldt paa ſine Gjerninger, ſkulde ligge ubødet og uhevnet. Saadanne Nidingsverk eller Skemdarvig var det, naar man dræbte en Mand efter at have tilſagt ham Grid eller Trygd, eller myrdede (d. e. ſnigmyrdede) ham. For ſlige Drab forbrød Drabsmanden ej alene ſit Løsøre, men og ſit Jordegods til Kronen. Til denne Klasſe af Forbrydelſer, eller de ſaakaldte Nidingsverk, ſom medførte Fredløshed og Tabet af den hele Ejendom, ſaavel urørlig ſom rørlig, regnedes ogſaa Landraad, d. e. Højforræderi mod Kongen (at man raadede Land og Thegner under Kongen) Herjen indenlands, uden førſt at have opſagt Freden, Brud paa indgaaet Trygd, og Mordbrand. Den betragtedes tillige ſom Snigmorder, og blev følgelig Ubodemand, ſom ikke paa behørig Maade lyſte Vig, d. e. bekjendtgjorde et af ham begaaet Drab[28].

Hvorledes de mindre perſonlige Fornærmelſer afſonedes paa lignende Maade, nemlig med ringere Bøder, der ſtode i ſamme Forhold til hinanden efter Klasſerne, ſom Drabsbøderne, er allerede nævnt, ligeſaa, hvorledes hver Klasſes,.Ret“, d. e. Beregningsforholdet for de dens Medlemmer tilkommende Bøder, ſteg anderledes i Froſtathingslagen end i Gulathingslagen. Paa Island fandt i Hovedſagen de ſamme Indretninger med Henſyn til Bøder og Saktal Sted. Den islandſke Lovbogs Saktal opſtiller, ligeſom Froſtathingsloven, fire Bauger, hvori dog ogſaa Frænder paa Kvindeſiden ere medregnede, ſaa at følgelig Inddelingen i Bauggilde og Nevgilde her er opgiven[29]. Det følger ligeledes af Forholdene paa Island, at der kun forudſættes en eneſte Klasſe af Borgere, ſaa at her ingen forſkjellig Retsklasſer opføres. Og endelig var det maaſkee en Følge af det republikanſke Forhold, og den ſtørre Skinſyge, hvormed Indbyggerne der gjenſidigt vaagede over deres Ære og Rettigheder, at perſonlige Fornærmelſer, ſom Slag, Haargreb, og anden Mishandling, ſtraffedes eller bødedes langt haardere end i Norge. Fjørbaugsgard eller Skoggang anvendtes ſaaledes hvert Øjeblik, endog ved Fornærmelſer, der nu til Dags vilde anſees lidet betydelige[30].

Egteſkaber ſtiftedes endnu kun paa den ſædvanlige borgerlige Maade, da Vielſen, ſom overhoved førſt i det 12te Aarhundrede blev regnet blandt Sakramenterne, ej formeligen paabødes her i Landet, førend i Midten af det 13de, og før den Tid neppe hyppigt fandt Sted. Der er Spor til, at man i Hedendommens Tid virkelig havde en Art af Vielſe[31], men med Hedendommens Ophør maatte denne bortfalde, uden, ſom det ſynes, at nogen anden Højtidelighed for det førſte traadte i Stedet. Egteſkabet var endnu kun en Kjøbekontrakt, idet Bejleren ved at ſlutte Feſtemaalet, til Giftingsmanden, det er Brudens Fader eller rette Værge, vidnesfaſt udredede eller forbandt ſig til at udrede den ſaakaldte mundr[32], ſom, i det mindſte i Gulathingslagen, ikke maatte være under 1 Mk., hvorimod Giftingsmanden vedtog at udſtyre Bruden med en beſtemt Medgift (heimanfylgja), ſaavel ſom at lade Brylluppet finde Sted til en aftalt Tid, ſeneſt inden et Aar. En Huſtru, man ſaaledes havde faaet, ſagdes at være „kjøbt med Mund“, og Børnene af et ſaadant Egteſkab, bleve fuldkommen arveberettigede[33]. Det var i ſaa Fald ikke engang nødvendigt at holde formeligt Bryllupsgilde, uagtet dette var det ſædvanlige, og gav Forbindelſen ſtørre Højtidelighed. Førſt da blev „Munden“ Konens lovlige Ejendom. Om forbudne Led er der ovenfor talt. Fællesſkab i Ejendom mellem Egtefolkene opſtod ikke umiddelbart ved Giftermaalet, men ifølge Froſtathingsloven naar de havde været et Aar gifte, ifølge Gulathingsloven derimod førſt naar Giftermaalet havde varet i 20 Aar; imidlertid kunde Manden ogſaa før denne Tid fordre Fællig, naar enten Konens Arvinger intet havde derimod, eller der fødtes Børn i Egteſkabet[34]. Paa Island opſtod Hævds-Fælliget efter tre Aars Forløb[35]. For øvrigt var den Grundſætning ſtedſe gjeldende, at af hvad der var erhvervet i Fællesſkab efter Giftermaalet, anſaaes Manden at eje to Tredjedele, Konen een (den ſaakaldte Tredingsauke); denne, ſaavel ſom Munden og Heimanfylgjen, beholdt hun efter Mandens Død, ſaavel ſom i Skilsmisſetilfælde uden ſkjellig Grund[36]. Til Skilsmisſe udfordredes ellers kun, at Manden eller Konen i Vidners Overvær opſagde Egteſkabet, eller ſom det hed, ſagde ſig ſkilt fra den anden. Allerede i de ældſte Chriſtenretter paabydes det, ſom ovenfor nævnt, at enhver Mand kun ſkulde have een Kone[37], og formeligt Tvegifte, ſaaledes at en Mand paa een Gang og til ſamme Tid levede i Egteſkab med to eller flere Koner, har vel neppe nogenſinde efter Hedendommens Ophør fundet Sted. Derimod kan man tydeligt ſee, at man ikke regnede det ſaa nøje med at tage en anden Huſtru, medens den førſte levede, uden at have gjort lovlig Skilsmisſe med hende; paa en vis Maade kunde dette kaldes Tvegifte, og det var udtrykkeligt forbudt i Chriſtenretterne; men Straffen beſtod kun i en Bod af tre Mkr. til Biſkoppen; kun naar man derefter fremdeles beholdt den anden Kone, forbrød man alt ſit Løsøre og maatte gaa i Landflygtighed. Med fornemme og mægtige Folk har dog Beſtemmelſen neppe været ſtrengt overholdt; vi have ſaaledes ſeet at Kong Harald Haardraade egtede Thora Agmundsdatter medens hans førſte Dronning, Elliſiv, endnu levede, og ſiden efter atter tog denne tilbage[38]. Heller ikke ſynes man at have regnet det ſaa nøje med Frille-Liv, at dømme efter de mange Exempler, ſom derpaa haves, uagtet Chriſtenretterne forbøde det. Paa Island finde vi endog at Preſterne ſelv, ikke at tale om de andre Høvdinger, ſtundom levede i aabenbart Konkubinat, uden at dette ſynes at have vakt mindſte Forargelſe[39]. Man gjorde her, og med god Føje, ſtor Forſkjel paa, om Manden var gift, eller ej. Saalænge Trællevæſenet herſkede, gav dette, ſom man let kan forſtaa, Anledning til hyppige Krænkelſer af Egteſkabets Hellighed, og deraf følgende Afbrydelſer i Egtefolkenes gode Forſtaaelſe. Fra denne Tid af hidrører ogſaa de mange forſkjellige Benævnelſer paa uegte Børn, efter ſom Moderen var fribaaren eller ej. Man kaldte ſaaledes en Søn af en fribaaren Mand og en fribaaren Kvinde, der ej lagde Dølgsmaal paa deres Forbindelſe, „Hørnung;“ var Forbindelſen hemmelig, kaldes han „Riſung;“[40]. „Thybaaren Søn“ kaldte man den, ſom var fød af en Trælkvinde. Ingen af disſe uegte Børn vare arveberettigede efter Faderen, ſaa ſnart der tillige fandtes egtefødde Børn, uden for ſaa vidt de vare ætledede, d. e. lyſte i Kuld og Kjøn, hvilket dog ej kunde ſkee uden nærmeſte Arvingers Samtykke. Ætledningen foregik med flere Højtideligheder. Der ſkulde gjøres et Gilde; ved dette ſkulde der ſlagtes en treaars Oxe, og en Sko gjøres af Huden paa dens højre Forbeen: i denne Sko ſkulde førſt den ætledende ſtige, dernæſt den, ſom ætlededes, og ſiden efter de, der ſamtykkede i Ætledningen, medens den førſte erklærede, at han ætledede Manden til alt det Gods, han gav ham, til Gjeld og Gave, til Seſs og Sæde, til Bod og Bauger, og til al Ret ſom øm hans Moder var kjøbt med Mund. Skoen, om den opbevaredes, ſkulde ſiden tjene til Beviis paa at Akten havde fundet Sted[41].

Arvegangen var ikke eens i alle Thingforeninger; i det mindſte afvige Gulathingslovens og Froſtathingslovens Arvetavler, de eneſte vi kjende, noget fra hinanden, ſkjønt de i Hovedprinciperne ere lige. Fælles ſaavel for Norge, ſom Sverige, var den Hovedregel, at Søn udelukkede Datter, ſom førſt fik Arv, om Søn ej var til. Imidlertid torde det vel kunne anſees ſom det førſte Skridt til en Forandring i det ældre Syſtem, at vore Love ſatte Datter og Sønneſøn i anden Arveklasſe næſt Søn, og lode dem arve ligt med hinanden, ſamt derefter, i tredie Klasſe, Broder og Syſter, medens derimod ſaavel den ældre islandſke Lov, ſom den ældre Veſtgøta-Lov, der aabenbart følge ældre Arvegangs-Regler, lød Datter, næſt Søn, udelukke alle andre fjernere Beſlægtede, og næſt Datter ſatte Fader. Men Gulathingsloven lader i tredje Arveklasſe alle Syſkende arve hinanden indbyrdes, medens Froſtathingsloven kun ſtedet Syſter til Arv, hvis Broder ikke findes. I de tre følgende Klasſer afvige de ligeledes: Gulathingsloven ſætter Moder i fjerde, Farbroder og Broderſøn i femte, og fædrene Fættere tilligemed ſammødre Broder i 6te, medens Froſtathingsloven ſætter Farfader, Farbroder og Broderſøn i fjerde, ſammødre Broder og fædrene Fættere i femte, Moder og Faderſyſter i ſjette, dog ſaaledes at hvis Farfader, Farbroder og Broderſøn ej fandtes, rykkede Moderen op i fjerde, udelukkende dem af femte Klasſe, der ellers gik foran hende. Fra 6te Klasſe af ſtemme igjen begge Arvetavler; ſom Arving i 7de Klasſe opſtilles Hornung, Riſung og thybaaren Søn, der havde faaet Frihed førend han oplevede tredie Juul; i 8de Klasſe Tre- og Firmenninger, i 9de Morfader og Datterſøn, i 10de Morbroder og Syſterſøn, o. ſ. v[42]. Den islandſke Arvetavle, der ſom nys antydet, ſandſynligviis ogſaa en Tid var Norges, i det mindſte Gulathingslagens, opſtiller efter Fader følgende Klasſer: 4) Broder, 5) Moder, 6) Syſter, 7) ſammødre Broder, 8) Hornung og Riſung, 9) uegte Datter, 13) uegte Syſkende, 14) Farfader, Morfader, Sønneſøn og Datterdatter[43], Fandtes ingen lovlige Arvinger, da var det i Norge, ſom andenſteds, den ældgamle Regel, at Arven tilfaldt Kongen. Som yderſte Slægtled opſtilledes her, ved en egen Beſtemmelſe af Kongerne Sigurd, Eyſtein og Olaf, det femte Led fra den fælles Stamfader; forhen gik det ikke længer end til fjerde[44]. Paa Island tilfaldt ſlig Arv den nærmeſte Slægtning, og en ſaadan kunde vel der, hvor ſaa godt ſom alle Ætter paa Øen vare beſlægtede og beſvogrede, altid findes[45].

Værgemaalet for den Umyndige tilkom altid nærmeſte Arving, og der var udførlige Beſtemmelſer, ſom ſigtede til at forebygge Underſlæb i ſaa Henſeende. Men i ſamme Forhold ſom man havde Ret til Arv og til Værgemaal, i ſamme Forhold var man ogſaa forpligtet til at ſørge for ſine Forældre og Slægtninger, og opdrage disſe om de vare ubemidlede og hjelpeløſe Børn, indtil deres 15de Aar. Førſt og fremſt maatte man ſørge for ſine egne Forældre og Børn. Alle ſaadanne, der formedelſt Hjelpeløshed eller Umyndighed ſtode under andres Opſigt, kaldtes Umager[46]. Børne-Udſættelſen var, ſom vi allerede have ſeet, ved Chriſtendommens Indførelſe bleven forbuden, og det var en Hovedbeſtemmelſe, at alle Børn, der fødtes, ogſaa ſkulde opfødes. Den eneſte Undtagelſe herfra var, foruden Vanſkabninger, ogſaa en Frigivens forældreløſe Børn, der ſelv ingen Formue havde. Skapdrottnen var ej forpligtet til at ſørge for mere end eet af dem; de bleve alle ſatte i en Grav paa Kirkegaarden, hvor man lod dem dø, indtil kun eet levede igjen; dette maatte Skapdrottnen tage til ſig og forſørge[47]. Man maa da haabe, at denne Beſtemmelſe kun yderſt ſjelden kom til Anvendelſe.

Arven tiltraadtes ved et ſaakaldet Erve eller Arve-Øl, der tillige ſædvanligviis var den Afdødes Gravøl. Under alle Omſtændigheder ſkulde Hovedarvingen ſtrax melde Arveladerens Død for alle dem, han ſkyldte Penge, og indkalde dem til den 7de Dag derefter for at modtage deres Tilgodehavende. Men derved blev det, ſom man kan ſee, Skik og Brug, at dette Syvendedagsmøde (Sjaund) tillige blev Grav- og Arve-Øl. Hvis Arveøllet ej kunde holdes den ſyvende Dag, holdtes det, ſom man maa formode, den 30te (Tretugt), hvilket, i det mindſte i Gulathingslagen, var den ſidſte Termin, inden hvilken en fuldbyrdig Mand kunde gjøre Fordring paa Arv[48]. Ved ſlige Arve- eller Grav-Øl gik det ſaa prægtigt til, ſom muligt, og meget ofte, ſom man maa formode, over Boets Evner, ſaa at der endog ſiden blev givet Forbud derimod, da, ſom det hed, Godſet ved denne ſtore Bekoſtning blev forødet, medens Gjelden ej engang blev betalt, og Slagsmaal og Manddrab opſtod af den overhaands Drik[49]. Ved Arveøl efter anſeede, iſær fyrſtelige Perſoner, blev der og, ſom vi have ſeet, aflagt højtidelige Løfter om en eller anden Stordaad. Men alle ſlige Gilder havde i de ældre Tider en ſtørre Betydning end ſenere; de tjente nemlig til at give visſe Akter Retskraft formedelſt den Offentlighed, de derved fik, omtrent ſom Thinglysning. Gjeſterne, ſaavel ved Feſter-Øl, ſom ved Bryllup, ved Ætlednings-Øl, ved Frelſes-Øl, og ved Grav-Øl, var tillige for Fremtiden Vidner paa, at den Handling, de overvare, havde fundet Sted.

Om Odelsvæſenet i dets ældſte Skikkelſe er der allerede ovenfor talt[50]. Odelsgodſet betragtedes egentlig ſom fælles for den hele Familie (Odalsnauterne) men under Beſtyrelſe af een eller flere Medlemmer af Hovedgrenen; og dette var den egentlige Grund til Indløsningsretten, der ikke i og for ſig var charakteriſtiſk for Odelsbeſiddelſen, men kun var en nødvendig Følge deraf. Salget af Odel betragtedes mere ſom Pantſættelſe. Til Løsningsrettens Vedligeholdelſe ved ſolgt Odelsgods udkrævedes dog, at man i Løbet af 20 Aar lyſte til Thinge, og at ſaa vel Sælger ſom Kjøbet; eller deres Arvinger vedgik, at det omſpurgte Gods virkelig var Odelsgods. Ellers betragtedes det ſom Beſidderens Odel[51]. Vilde Beſidderen ikke ſelv erkjende Sagens rette Sammenhæng ved Lysningen, havde Odelsmanden Ret til at føre andre Vidner derpaa. Sædvanligt, eller i det mindſte meget hyppigt ſynes det at have været, at den, der ſolgte ſit Odelsgods, betingede ſig ſelv Ret til at indløſe det om 15 Aar; undlod han det, uden tillige at holde Lysning derpaa, og lod 20 Aar gaa hen, blev Godſet Beſidderens Odel[52]. Forreſten ſynes det rimeligt, eller at ligget Sagens Natur, at man ved at erhverve alle Odalsnauternes udtrykkelige Samtykke til at et Jordeſalg ſkulde ſtaa uryggeligt, ſtrax kunde ſikre ſig mod al Indløsning: ſaa meget er viſt, at man i Gulathingslagen opnaaede dette ved at lade ſig Jorden formeligt til l ſkøde, og betinge dette i Kjøbekontrakten. I dette Tilfælde maatte Odalsnauterne, om de vilde indløſe Jorden, have gjort dette inden et Aar efter Salget, ellers tabte de Retten dertil[53]. Det Jordegods, hvorpaa Odel ej var erhvervet, betragtedes, paa Grund af den uſikre Beſiddelſe, i alt Arveſkifte kun ſom Løsøre[54]. Uagtet det Jordegods, ſom Kongen ſkjenkede en Mand, ſtrax blev dennes Odel, kunde man dog indløſe Odelsgods ligeſaa fuldt fra Kongen, ſom fra enhver Privatmand. Man henvendte ſig i dette Tilfælde til den Aarmand, han holdt paa Gaarden. Haulderne eller de Odelsbaarne udgjorde Kjernen af Folket, og vare, tilligemed Kongen, de egentlige Grundbeſiddere. Men derfor udgjorde de ikke den egentlige, eller talrigſte Deel af Land-Befolkningen. Denne beſtod, ſom alt tyder hen paa, af Lejlændinger eller andre Opſiddere af endnu ringere Kaar (de forhen nævnte Kotbønder e. a. d.), medens Odelsgodſet ſelv var ſamlet i ſtore Masſer. Derfor indtager ogſaa Landslejebolken, eller de Beſtemmelſer, der handle om Forholdene mellem Grundejeren og Lejlændingerne, ſamt mellem disſe indbyrdes, en ſtor, næſten uforholdsmæsſig, Deel af vor ældre Lovgivning Denne forudſætter øjenſynligt, at Masſen af Landbønderne vare Lejlændinger. Men ved disſe nøjagtige Beſtemmelſer bar ogſaa Lejlændingernes Stilling ſaaledes ſikret mod altfor ſtor Vilkaarlighed, at deres Afhængighed ikke havde det mindſte af Vornedſkabets eller Livegenſkabets Charakteer, men Lejlændingen var fuldkommen Frimand ſom før, og ſtod ikke i andet Forhold til Grundejeren end et ſimpelt Kontraktsforhold. Lejekontrakten eller Bygſelen ſluttedes i Regelen kun paa et Aar[55], og vilde Landdrottnen ej holde den, kunde den anden ved Søgsmaal tvinge ham dertil. Lejlændingen havde temmelig fri Benyttelſe af Jorden og dens Herligheder. Landſkylden var, dog, ſom det ſynes, temmelig høj. En Gaard, af hvilken der ſvaredes 1 Mark i aarlig Landſkyld, eller et ſaakaldet Merkrbol, var omtrent af ſamme Størrelſe ſom nu til Dags en Gaard paa 6 Skylddalere, eller, efter nuværende Beregninger, af omtrent 240000 Spdlrs. Værdi; da nu en Mark i virkelig Værdi paa hine Tider næſten ſvarer til 100 Spdlr. i vor Tid, bliver Renten af Gaardens egentlige Værdi temmelig høj, iſær da denne visſelig endog maa ſættes meget lavere end den nuværende. Vift er det, at en Gaard paa Follo i Begyndelſen af det 14de Aarhundrede, da dette frugtbare Landſkab rimeligviis var ſterkere bebygget, og Jordegodſets Værdi følgelig maa have været højere end i det 12te, ſolgtes efter Beregningen af 12 Merker for 7 Øresbol[56], eller ikke fuldt 14 for l Marks Bol, hvilket altſaa efter vore Forhold ſvarer til omtrent 100 Spdlr. aarlig Landſkyld af en Gaard, der kunde ſælges for 1400 Spdlr. Kommer hertil, at Lejlændingen ikke havde uindſkrænket Beſiddelſe af Skoven, og ligeledes i andre Henſeender var forhindret fra at gjøre ſig Ejendommen ſaa frugtbringende ſom en Ejer, kan man ikke ſige andet, end at de ſtore Godsejere eller Haulderne vare ſærdeles vel farne, og efter de Tiders Forhold maa have haft betydelige Indtægter. Af Jordegodſet tilhørte, ſom vi have ſeet, en ſtor Deel Kronen, og denne Deel maalte under de ſidſte Tronſtridigheder betydeligt forøges ved Konfiſkationer, da den Konge, ſom tilſidſt ſejrede, ſædvanligviis betragtede eller var i det mindſte berettiget til at betragte alle dem, der tidligere havde kæmpet imod ham, ſom Højforrædere, eller, ſom det hed, til at give dem Landraads-Sag; og „Landraad“, det ſtørſte af alle „Nidingsverk“, medførte Forbrydelſe ogſaa af Jordegods. Som Kongens, eller rettere Kronens, Ejendom regnedes ogſaa Almenningerne til hvilke dog Fylkets Bønder havde en temmelig udſtrakt Brugsret, fornemmelig med Henſyn til Græsgang og Sæterdrift. Da en mere anſeet Haulds Beſiddelſer viſtnok udgjorde mange Merkersbol, at dømme efter hvad enkelte af Godsbeſidderne kunde bortſkjenke til Kirker og gejſtlige Stiftelſer, maatte hans ſamlede Indtægter være meget ſtore[57]. Sædvanligviis beboede han da og beſtyrede ſelv en enkelt ſtor Gaard ſom den egentlige Ætte- eller Hoved-Gaard, og bortbyggede de øvrige. En Ejer af 20 Merkers Bol vilde, efter vore Forhold, have en Indtægt af 2000 Spd. aarlig; men de fleſte Storbønder have viſtnok ejet meget mere. For Lendermændene kom nu hertil ogſaa deres Indtægter af de kongelige Vejtſlegaarde, der for hver af dem i det mindſte udgjorde 15 Merkers Bol. Regner man, efter den ældre Matrikel, det ſamlede Jordegods i Norge til omkring 40000 Merkers Bol, giver dette, efter vore Forhold, en ſamlet aarlig Indtægt af 400000 Spdlr.; heraf kom rimeligviis mindſt paa Kongens Part, de øvrige 300000 paa Haulderne.

  1. Ældre Gulathingslov IV. 5, jvfr. ovenfor I. 2. S. 633.
  2. I hele den vidtløftige Sturlunga-Saga, der udførligt omhandler Begivenheder paa Island fra Begyndelſen af det 12te Aarhundrede, omtales heller ikke nogenſteds Trælle, uagtet der var Anledning nok dertil, hvis der havde været mange tilbage.
  3. Ældre Froſtathingslov II. 20. Gulathingslov 182.
  4. Ældre Gulathingslov 61.
  5. Ældre Gulathingslov 62; ældre Froſtathingslov IX. 12.
  6. Ældre Gulathingslov 61.
  7. Ældre Froſtathingslov IX. 12. „Hvis en Træl“, heder det, „kommer til Jord eller vor (d. e. bliver Bonde), ſkal han gjøre ſit Frelſes-Øl“.
  8. Froſtathingslov IX. 10. 11. Ældre Gulathingslov 65. 66. Thyrmſlerne opregnes her fuldſtændigt. I visſe Tilfælde tog Herren endog Arv efter ſin Frigivne. Forreſten ſees Beſtemmelſerne at have været noget forſkjellige i begge Lagdømmer. Efter Froſtathingsloven vedvarede Thyrmſlerne lige til femte, efter Gulathingsloven kun til andet Led. Derhos maa det merkes at Beſtemmelſerne, ſaaledes ſom vi have dem, ofte ere meget dunkle og indviklede, ſaa at det ikke i alle Tilfælde er klart, naar Frelſes-Øl maatte gjøres og hvilke dets Virkninger vare.
  9. Ældre Froſtathingslov IX. 14.
  10. Ældre Gulathingslov 198. „Brytjen“ (bryti, angliſk brytta, af brjóta, bryde, angliſk breótan), betegner egentlig „den ſom bryder“, hvorfor ogſaa Angl. Digtere kalde den gavmilde Fyrſte sinces brytta, beága brytta, d. e. Klenodiets, Ringenes, Bryder. Det er ſaaledes tydeligt, at man ved „Brytje“ nærmeſt har forſtaaet Madens eller Brødets „Bryder“, Uddeler, den, der ſkiftede Maden mellem Trællene, og ſaaledes var ſaa vel betroet, at han havde Madvarerne under ſin Opſigt, følgelig var de øvrige Trælles Overmand (jvfr. Annaler for Nordiſk Oldkyndighed og Hiſtorie 1847, Side 263). Den ſamme Stilling maa Deigjen formodes at have indtaget blandt det kvindelige Tyende. Dette indlyſer iſær ved Sammenligning med de angliſke Ord hláford, (egentlig hláfword, hláfweard) og hlæfdíge, der øjenſynligen oprindeligt have haft tilſvarende Betydning. Hlæfdíge er nemlig ſammenſat af hláf, oldnorſk hleifr d. r. Søen, Brødleev, og díge, der ſvarer til deigja. Hláfword, af hláf, og weard, betegner „Brødlevens Vogter, Forvarer“. Da hláfword og hlæfdíge ere ſideordnede, maa følgelig bryti, der hos os var ſideordnet med deigja, ſvare til hláford. Men hláford, hvoraf ſiden laverd, loverd, lord, og hlæfdíge, hvoraf ſiden lafdie, lavdie, lady, betegne i Angliſk og nyere Engelſk ſtedſe „Herre“ og „Frue“, ſaaledes at lavarðr og lafði endog findes optagne blandt de hos os i den ſenere Middelalder brugelige Ærestitler. Og dog maa de oprindelig kun have betegnet ufrie Folk, Gaardsfogeder e. a. d. Dette kaſter et ikke uvigtigt Lys paa de ældſte Forhold i England efter den angliſke Erobring. — Af deigja og Ordet (Kvæg), dannedes Benævnelſen búdeigja, Budeje, Kvægvogterſke.
  11. Se Beretningen om Thore Sel, ovenfor I. 2. S. 617 flgg. Jvfr. ældre Gulathingslov 170, jvfr. 198. Ældre Froſtathingslov IV. 57.
  12. Se f. Ex. ældre Froſtathingslov IV. 58.
  13. Disſe omtales oftere, ikke i Lovene, men deſto mere i Sagaerne. Benævnelſen er, ſom man ſeer, dannet af kot, d. e. Kot, Hytte, Aflukke, for at betegne Huſets Daarlighed. Anglerne havde ligeledes deres cotsetan, ligeſom Tydſkerne „Kotſasſen“, hvilket ſaaledes ej, ſom mange troer, udledes af „Koth“.
  14. Dette maa nærmeſt være Betydningen af Ordet, da „þorp“ i vore Oldſkrifter ſtedſe betegner en ſtørre Mængde (jvfr. Skráda 65), og þorpari derhos øjenſynlig bruges i en halv foragtelig Betydning, ſom om det betegnede noget mindre end Bønder (f. Ex. ovenfor I. 2 S. 307, hvor Olaf Tryggvesſøn taler om „Bønder og Thorpere“ i Throndhjem). Den Betydning af „enkelt, afſidesliggende Gaard“, ſom Ordet havde i Sverige, ſynes det hos os ej at have haft.
  15. Ordet arborinn, der ſtundom ogſaa ſkrives árborinn, — men neppe rigtigt, da det egentlig ſynes at være forkortet af arfborinn — lader til at have været meeſt brugeligt i Froſtathingslagen, medens det neppe engang findes i den ældre Gulathingslov, ſom paa de tilſvarende Steder, hvor Froſtathingsloven har arborinn maðr, ſætter bóndi. Ordet „arfborinn“ d. e. „baaren eller fød til Arv“, udtømmer netop Begrebet, da en Frigivens Ætlinger ikke i ethvert Tilfælde vare berettigede til at tage Men ſom andre fribaarne, førend i den Generation, hvor Thyrmſlerne ophørte. Derfor opſtiller ogſaa Froſtathingsloven, ſom udſtrækker Thyrmſlerne indtil tredie Generation, flere Rets- eller Rang-Klasſer, end Gulathingsloven, der ej lader Thyrmſlerne naa længer end til anden; Gulathingsloven ſpringer nemlig, ſom vi have ſeet, umiddelbart fra „Leyſinge-Søn“ til Bonde, medens Froſtathingsloven mellem Leyſingsſøn og arbaaren, der ſvarer til Gulathingslovens „Bonde“, opſtiller „Reks-Thegn“, hvilket øjenſynligt betegner en, der hører til de to følgende Led (d. e. enten en Sønneſøn, eller Sønneſøns Søn af en Frigiven), og hvilket enten maa udledes, ſaaledes ſom det ovenfor er antydet, af det mindre ſtadige Liv, disſe Folk rimeligvis have ført, eller deraf, at Armod, naar Skapdrotnen var nødt til at tage ſig af dem, kunde ſætte dem tilbage i den forrige Afhængighedstilſtand, eller, ſom det heder: „þrot rekr þá aftr í kyn sitt“. Jfr. 1 S. 137, 143.
  16. Den ældre Gulathingslov Cap. 200, 206. Disſe to Steder udfylde hinanden. Der ſtaar nemlig førſt, at en Lendermands Søn tager Haulds Ret, hvis han ej faar Land, men ſiden, at en Lendermand, om endog Vejtſlelandet er ham frataget, dog vedbliver at tage Lendermands-Ret, ligeſaa hans Søn til ſit 40de Aar. Altſaa traadte han førſt da tilbage i Hauldernes Klasſe, rimeligviis fordi man antog, at hvis han ej før havde faaet Land, fik han det neppe ſiden.
  17. Se ovenfor S. 273. Om Aarmændenes, Lendermændenes og Jarlernes ſtatsretlige Stilling vil nedenfor blive talt.
  18. Se ovenfor I. 1. S. 142, 143.
  19. Se f. Ex. ovenfor S. 899.
  20. Kong Haakon Haakonsſøns Intimation til den ældre Froſtathingslov Cap. 1, Cap. 8.
  21. Froſtathingsloven IV. 1, jvfr. Intimationen, Cap. 1, 2.
  22. Gulathingsloven Cap. 218, 220. Men længere hen (Cap. 243—245) angives Hovedbaugen til 6 Mkr., Broderbaugen til 4, Brødrungsbaugen til 2½. Dette viſer, at der paa dette Sted i Loven er optaget nyere Beſtemmelſer, uden at de ældre ere borttagne. En ſaadan ſenere Indſkydelſe er ogſaa aabenbart hele Saktalet, hvorom der ſtrax nedenfor handles.
  23. Dette maa man ſlutte af Overſkrifterne til det ældre Saktal, der kun findes i et ubetydeligt Fragment, ſe Norges gamle Love, II. S. 520.
  24. Ældre Froſtathingslov VI. 1—3, 9, 8, jvfr. V. 9.
  25. Ældre Gulathingslov Cap. 245.
  26. Ældre Gulathingslov Cap. 224—237. Dette Saktal maa, ſom nys antydedes, være yngre end Lovens egentlige Text, da det endog ligefrem ſtrider mod de der opſtillede Beregningsforhold. Til den eneſte fuldſtændige Kodex af Gulathingsloven, ſom haves, er ogſaa føjet et Saktal, indrettet af den lovkyndige Bjarne Mørdsſøn, der levede paa Kong Sverres og kun Haakonsſøns Tider. Dette ſimplificerer Beregningen end mere, og maa, ſiden det er indført i Gulathingslagen, medens Bjarne hørte hjemme paa Haalogaland, have gjeldet for det hele Land.
  27. Froſtathingslov, 6te Part.
  28. Froſtathingslov IV. 1—4.
  29. Vigſlode, Cap 114. Her optages ſaaledes allerede Morfader og Datterſøn i anden Baug. Baugerne komme følgelig her til at ſvare til Gulathingslagens Upnam.
  30. F. Ex. i Vigſlode Cap. 92, hvor en Bod af 3 Mk. faſtſættes for at rive Hatten af en Mand, naar den ej er fæſtet om Halſen, men, hvis dette er Tilfældet, Fjørbaugsgard for at rykke Hatten fremover, Skogargang for at rykke den bagover; ligeſaa Cap. 93, hvor Fjørbaugsgard ſættes for at bide, rive eller klype en Anden, ſaaat det bliver rødt efter.
  31. Se Thrymskvida, i den ældre Edda, hvor Thrym, der ſkal egte Freyja,ſiger: „Vier os ſammen ved Vaars (Edsgudindens) Haand“.
  32. Se ovenfor I. 1. S. 145.
  33. Gulathingsloven Cap. 50, 124. Graagaas, Festaþáttr Cap. 7. Jvfr. Veſtgøtalovens Arvebolk Cap. 7, 8.
  34. Froſtathingslov XI. 8.
  35. Graagaas, Festaþáttr Cap. 22.
  36. Gulathingslov 53. Froſtathingslov X. 1. 8. Graagaas, Festaþáttr Cap. 22.
  37. Gulathingslov Cap. 25. Froſtathingslov III. 10. Vikens Chr. Cap. 17. Eidſivalov Chr. R. Cap. 22. 23, jvfr. ovenfor S. 706.
  38. Se ovenfor S. 180.
  39. Hvert Øjeblik heder det i Sturlungaſaga, baade hvor Preſter og Lægmænd omtales: da fulgte ham en Kvinde, der hed N. N. o. ſ. v.
  40. Gulathingslov Cap. 104. Paa Island havde Benævnelſerne hornungr og hrisungr en anden Betydning, ſe Graagaas, Arfaþáttr Cap. 4.
  41. Gulathingslov Cap 58, Froſtathingslov. IX. 1.
  42. Gulathingslov Cap. 103, 104. Froſtathingslov VIII. 114. Ældre Veſtgøtalov, Arvebolk Cap. 1. Den yngre Veſtgøtalovs Arvebolk ſætter derimod Søn og Datter ſom Samarvinger, ſaaledes at Broder tager dobbelt Lod mod Syſter. Det ſamme er Tilfældet i Øſtgøtalovens Arvebolk og i de ældre danſke Love. Paa lignende Maade er Arvegangen forandret i Magnus Haakonsſøns norſke Landslov. Da denne ſkriver ſig fra 1274, ligeſaa og den yngre Veſtgøtalov fra anden Halvdeel af 13de Aarhundrede, viſer det ſig ſaaledes, at den her omtalte Forandring i Principerne for Arvegangen er bleven indført i det mindſte i Norge og Sverige førſt paa denne Tid.
  43. Graagaas, Arvethaatt, Cap. 1.
  44. Froſtathingslov VIII. 15.
  45. Graagaas, A. Th. Cap. 1, jvfr. 4, 13.
  46. Den islandſke Lovbog har derfor herom en heel Bolk, kaldet Umage-Bolken. Beſtemmelſerne om denne Materie indeholdes i Gulathingsloven Cap. 127, 130, i Froſtathingsloven Cap, 22—28. Formen úmagi ſkrives i de ſvenſke Love ovormagi, hvorfor endnu Benævnelſen öfvermägar bruges i Sverige om umyndige.
  47. De kaldes derfor Gravgangsmænd, ſe Gulathingsloven Cap. 63, jvfr. 298.
  48. Ældre Gulathingslov 115, 119, 121. Kun paa dette ſidſte Sted omtales „Tretugt“; men at ogſaa dette var etſlags Arveøl, ligeſom Sjaund, ſees af Diplomer. „Sjaund“ bruges endnu i Betydning „Gravøl“.
  49. Yngre Landslov, Arvebolk Cap. 52.
  50. Se ovenfor I. 1. S. 118.
  51. Gulathingslov 272.
  52. Gulathingslov Cap. 276. En ſaadan Jord, ſolgt med Forbehold af Løsnings-Ret, kaldtes „Stevnejord“. For øvrigt er det kun i Gulathingsloven, at Beſtemmelſerne om Odel og Odelsløsning findes udtømmende. Froſtathingsloven (XII Part) er mindre fuldſtændig, og forudſætter mere ſom givet end den egentlig udtaler. Det er endog et Spørgsmaal, om Løsningsvæſenet var ſaa gjennemført i Froſtathingslagen, ſom i Gulathingslagen.
  53. Gulathingslov Cap. 278. Naar Kjøbet var ſluttet med den Aftale at Skødning ſkulde finde Sted, men Sælgeren ſiden vægrede ſig derved, kunde Kjøberen endog lade ſig Jorden tilſkøde til Thinge af den forſamlede Mængde.
  54. Gulathingslov Cap. 270.
  55. Gulathingslov Cap. 72. Man ſeer, at endog Odelsmanden til Jorden ſtundom lejede et Stykke af den Jord, hvortil han var odelsbaaren, og ak han endog dertil var fortrinligviis berettiget i Gulathingsloven Cap. 88.
  56. Dipl. Norv. II. 98. Med Løsningsret ſolgtes Gaarde endnu tidligere, ſe Langes Kloſterhiſtorie S. 254.
  57. Man ſeer dette af det Antal Gaarde eller Gaardparter ſom flere fornemme Mand ved Teſtamenter bortſkjenkede. Da Dag Eilifsſøn grundede det rige Gimsø-Kloſter, bortgav han dog ikke paa langt nær ſin hele Ejendom, thi Sønnen Gregorius var endda en rig og mægtig Mand. For øvrigt ſynes førſt i ſenere Tider, da Landſkylden ſank ned til at blive en Ubetydelighed, de høje Bygſler og Tredieaarstagen at have været indført.