Det norske Folks Historie/3/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kongens regelmæssige Indtægter ere allerede ovenfor i det Væsentlige omtalte. Først og fremst var det de nys nævnte Indkomster af Jordegodset, der maaskee tilsammen kunde beregnes til 12500 Merkersbol; heraf afgik dog Lendermændenes Vejtslejorder, der, naar vi gjetningsviis ansætte Lendermændenes Tal til omkring 120 (eller 4 for hvert Fylke), beløber sig til mindst 1800, eller maaskee omkring 2000 Merkers Bol. De øvrige 10500 Merkers Bol bleve saaledes tilbage for Kongen som Grundlaget for hans Indtægt af Jordegodset[1]. Kongens andre Indtægter ere tidligere omtalte[2]. Den betydeligste af disse var vistnok Sag-Øren eller Sagefaldet tillige med de i Forbindelse dermed staaende Inddragningen Til at udtegne dens Størrelse er der dog ikke tilstrækkelige Data. Retten til Danefæ indbragte neppe synderligt. Ledingen, der, som det nærmere skal omhandles, endnu kun var en personlig Præstation, indbragte, som det vil sees, temmelig meget in natura, hvorimod de Distrikter, der ej laa under Skibrede-Inddelingen og ej svarede Leding, fremdeles maa have været pligtige at svare den ældgamle Nevgildes-Skat, enten under dette Navn eller under den senere Benævnelse „Vis-Øyre“. Kongens Forkjøbsret til Vinter, som bragtes til Landet, har maaskee kunnet skaffe ham enkelte Fordele, men ingen ligefrem paaregnelig Indtægt, da det endnu ikke synes at have været anvendt som Grundlag for Oppebørsel af Told. Derimod var Finneskatten med Finnehandelen, og Landslods-Afgiften ved de store Fiskerier neppe ubetydelig. At Bønderne vare pligtige til at beverte og skydse Kongerne med Følge paa deres Rejser rundt om i Landet, siges ingensteds udtrykkeligt i Lovene, men ikke desto mindre maa det antages som vist, og forudsættes øjensynligt i Sagaerne som en aldeles bekjendt Sag. Alene hertil kunne de Klager sigte, som stundom fremsattes, naar man fandt at Kongerne havde for stort Følge med sig, thi hvis det alene gik ud over hans egne Lejlændinger, vilde dette ej have vedkommet Bønderne i Almindelighed. Saa vidt man kan skjønne, maatte Bønderne efter Aarmandens Foranstaltning og Tilsigelse fremskaffe den nødvendige Kost til den Kongsgaard, hvor Kongen skulde tage Kvarteer; denne Præstation kaldtes Gegngerd, og blev i Tidens Løb, eller var maaskee allerede, en formelig Skat[3].

Forsvarsvæsenets Indretning kjender man ikke til fulde uden i Frostathings- og Gulathings-Lagen, hvis Lovbøger endnu haves, og hvor Ledings- og Skibrede-Indretningen fandtes. Men disse Distrikter indbefattede ogsaa den største Deel af Norges vidtløftige Kyst-Landskaber og i dem var, som ovenfor viist, Skibrede-Væsenet aller først indført. At Viken, som Kyst-Distrikt, ligeledes var indeelt i Skibreder, og gjorde Leding, kan man slutte — hvad tillige Sagaerne vise — af at Forsvarsvæsenet ogsaa her var ordnet omtrent paa samme Fod. Uvist er det derimod, hvorledes det forholdt sig hermed paa Oplandene, der ej berørte Kysten; da saa godt som al Krig udenfor Landet paa hine Tider var Søkrig, kunde der neppe engang være Spørgsmaal om at opbyde Folk udenfor Skibrede-Distrikterne. Selve Benævnelsen Leding (leiðangr) paa Udøvelsen af Værnepligten, forudsatte et Søtogt thi den sædvanlige Talemaade var „at ro Leding“. Ledingen var endnu kun en blot og bar personlig Præstation, der udrededes efter Mandtal og „Jevnet“. De Forpligtelser, den medførte, bestode deels i Opbyggelse og Vedligeholdelse af Ledings-Skibene med deres Naust, deels i Skibenes Bemanding med et vist Antal Folk, og fuldstændig Udrustning med Redskab, Vaaben og Proviant. Det almindelige Opbud af Leding fra alle Skibreder kaldtes, som oftere omtalt, Almenning, og de Præstationer, der ved en saadan Almenning skulde finde Sted, ligge til Grund for Lovbøgernes Bestemmelser og Beregninger desangaaende. Ved fuld Almenning kunde man, som tidligere viist, gaa saa vidt, at en Mand stilledes for hver syvende Næse; men var Mandtallet bedre, heder det, skulde man nyde godt deraf. Allerede, som det synes, paa Olaf den helliges Tid[4], var det bestemt, hvor mange Skibe ethvert Fylke skulde udrede ved fuld Almenning. Fra Haalogaland stilledes 13 Tyvesesser og 1 Tredivesesse, fra Naumdølafylke 9 Tyvesesser, fra Throndhjems 8 Fylker 80 Tyvesesser, fra Nordmøre 20 Tyvesesser, fra Raumsdal 10 Tyvesesser, fra Sunnmøre 16 Femogtyvesesser, fra Firdafylke 20 Femogtyvesesser, fra Sogn 16 Femogtyvesesser, fra Hørdafylke 24 Femogtyvesesser, fra Rygjafylke ligesaa, fra Egdafylke 16 Femogtyvesesser, og fra Viken 60 Tyvesesser, foruden Skibene fra Grønland, der dog neppe kunne have været flere end to eller tre[5]. Det hele Antal udgjør saaledes i det Højeste 312 Skibe, hvoraf 1 havde 30, 116 femogtyve, og 195 tyve Rum, tilsammen 6830 Rum. Beregner man nu hvert af disse Rum i Gjennemsnit besat med 4 Mand[6], og des foruden enkelte i Stavn og Løfting, faar man et rundt Tal af henved 30000 for den fulde Almenning, hvilket maaskee torde komme Sandheden temmelig nær, da en Optegnelse fra det 13de Aarhundrede angiver Antallet af samtlige Ledingsskibe 336 Tyvesesser (altsaa 6720 Rum) besatte med 33600 Mand, de indre Distrikter udtrykkeligt undtagne[7]. Tiden, i hvilken de udbudne Ledingstropper vare pligtige at tjene, var ialt 2 Maaneder, fra Udfarten til Hjemkomsten, hvoraf fulgte, at den egentlige Tid, i hvilken Tropperne stode til Kongens Disposition, ofte kun var een Maaned eller neppe det[8]. For disse to Maaneder skulde hver Skibredes Bønder efter Mandtal udstyre Skibets Besætning med Proviant og Vaaben, samt desforuden et Telt og en Aare til hver Hamle[9]. At denne Proviant har været temmelig betydelig, sees deraf, at en saakaldet Maanadar-Mat d. e. Portion pr. Mand for en Maaned, af Smør beregnedes til en Løb eller tre Bismerpund[10]. Desforuden skulde hver Mand have en Øre Sølv for Maaneden i Løn. Kongen, heder det i Loven, raader for Bud og Bann, (d. e. Opbud af Leding og Forbud mod Sejlads inden- og udenlands), og vi skulle ikke negte ham Leding til Lands-Enden, om han opbyder den sig til Tarv og os til Gavn. Men fuld Almenning opbødes, som man seer, kun naar Landet selv truedes med Angreb; til Leding udenfor Landet opbødes blot halv Almenning, altsaa i det højeste et Antal af omkring 150 Skibe, hvilke dog vistnok ikke alle fremkom, saa at man neppe kan regne den halve Almenning til mere end 120. Imidlertid seer man saa vel af Lovene som af Sagaerne, at Kongen hvert Aar var berettiget til at oppebære de Naturalpræstationer af Levnetsmidler m. m., som udfordredes til fuld Almenning, og denne Leding blev derved en regelmæssig Skat, som maa have udgjort en af Kronens betydeligste Indtægter[11].

Hvert Aar holdtes der Mandtalsthing i hver Skibrede, hvor alle Bønder, endog Lendermændene saa vel som Koner, der havde sit eget Bo, skulde indfinde sig og under Ed opgive for Aarmanden, hvor mange Personer der fandtes paa enhvers Gaard; disse Talangivelser bleve da skorede, som det heder, d. e. ridsede paa Karvestok, og efter dem bestemtes der videre saavel hvad enhver Bonde havde at udrede, som i Krigstid, hvor mange Mand skulde fare ud af Skibreden. Kongen selv udnævnte Styremanden paa ethvert Skib, og Styremanden udnævnte igjen Besætningen. Han skulde først opnævne løse og ledige Personer, og først naar de ej strak til, bosatte Mænd[12]. Af Sagaerne sees, at ikke alle de tilsagte Ledingstropper indfandt sig samtidigt, men derimod sluttede sig til Kongen, eftersom han drog langs med Landet og forbi hvert Fylke. Men heraf fulgte, at de først ankomne Troppers Tid stundom næsten kunde være til Ende, naar de sidste indfandt sig, og derfor har man saa ofte Exempel paa, at Kongen, naar han med Ledingen var dragen nordenfra og havde ligget en kort Tid ved Lands-Enden, maatte lade Thrønderne og Haaleygerne m. fl. drage hjem. En anden Sag var det, om Ledingsfolkene ved Haab om Bytte eller af Iver for Sagen lode sig bevæge til at blive længere end de egentlig vare pligtige. Saavel af denne Grund, fem fordi Ledingsskibene vare smaa, og Ledingstropperne, hvad man let kan forstaa, mindre krigsvante og øvede, samt derhos, som det nedenfor vil sees, kun tarveligt bevæbnede, kunne de aldrig have udgjort Hovedstyrken af Hæren eller Flaaden[13]. Denne bestod derimod deels af de Skibe, som Kongen selv ejede og bemandede med sine Hirdmænd, Gjester og Huuskarle, deels af dem, som Lendermændene ifølge deres Lenspligt maatte stille og bemande med deres Huuskarle. Disse Skibe vare nemlig sædvanligviis meget store, smukke, og i enhver Henseende vel udrustede, og saavel Kongens, som Lendermændenes Folk vare vel bevæbnede, øvede i Vaaben og dertil pligtige at tjene saa længe som deres Befalingsmand fordrede. Vi have derfor i det Foregaaende haft Exempler paa, at Kongerne stundom, naar Ledingstiden var forbi, have sendt alle Ledingstropperne hjem, og ført Krigen med Huus- og Lenstropperne alene[14]. Disse forholdt sig til Ledingstropperne aldeles som i vore Dage øvede Linjetropper til en i Hast opbudt Landstorm. Til at stille Lenstropper vare heller ikke blot Kysternes Lendermænd forbundne, men den samme Forpligtelse hvilede ogsaa lige fuldt paa Oplandenes Lendermænd. Amager man, at der i det Hele taget var omtrent 4 Lendermænd i hvert Fylke, altsaa tilsammen omtrent 120 Lendermænd, og at i alle Fald Halvparten af dette Antal indfandt sig — nogle maatte nemlig nødvendigviis blive hjemme for at holde Orden i Herederne —, bliver, naar man beregner mindst 50 Huuskarle for hver Lendermand, den Styrke af øvede Tropper, som de stillede, dog efter de Tiders Forhold ikke ubetydelig; men mange havde et langt større Antal, f. Ex. Gregorius Dagssøn, der havde to Langskibe og over 90 Huuskarle. Et Antal af sexti Lendermænd have saaledes vistnok skaffet mindst 60 Skibe og henimod 4000 Mand foruden de øvrige Tropper, hvormed Besætningen paa Skibene suppleredes. De kongelige Skibe vare endnu større end Lendermændenes, og enkelte af dem kunde, som vi have seet, rumme flere hundrede Mand. Ti til tyve kongelige Skibe indeholdt derfor maaskee lige saa mange Tropper, som Lendermændenes tilsammen, og det hele Antal regulære Tropper som Kongen kunde paaregne til et Krigstog udenfor Landet, beløb sig vel derfor sædvanligviis til henved 800[15]. Lægges hertil omtrent 15000 Ledingstropper, bliver den samlede Hærs Styrke over 20000[16].

Den her beskrevne Udrustning fandt som man seer, Sted ved formelig Krig med andre Magter, eller naar man, som det hed, skulde „fare ud“. Ved fiendtligt Overfald i Landet selv skulde baade Thegn og Træl, det vil sige alle vaabenføre Mænd, gribe til Vaaben. Opbudet eller Tilsigelsen skede da, som det oftere er omtalt, ved Opskærelse af Hærør eller Krigspiil. Ventedes Angrebet, forberedede man sig ogsaa derpaa ved at gjøre Veterne istand, og forsyne dem med Vagt. Naar fem mistænkelige Skibe eller flere nærmede sig Landet, skulde den Vete, hvorfra man først opdagede dem, antændes. Den, der bragte tilforladelig Efterretning om et forestaaende Angreb, fik til Belønning en Mark af hvert Fylke og tre Merker af Kongen; var han forhen utlæg, erhvervede han derved sin Landsvist igjen. Naar Efterretningen var kommen, sendtes en Hærør af Jern fra Lendermand til Lendermand, og gik paa et fuldt bemandet Fartøj langs Kysten ad den almindelige Sejl-Led Dag og Nat; men for hver Fjord, den kom til, sendtes en Træ-Øe ind i de indre Egne fra Gaard til Gaard, som sædvanlig Budstikke. Fra ethvert Huus, hvortil den kom, skulde Thegn og Træl inden fem Dage indfinde sig til Skibet paa egen Bekostning. Hvis det kom til Kamp, og en Træl nedlagde en Fiende, fik han til Belønning sin Frihed[17]. For at Alle tilbørligt skulde kunne bidrage til Landets Forsvar, var det foreskrevet, at hver fri og voxen Mand i det mindste skulde have Sverd eller Bredøxe med Skaft, Spyd med Skaft, og et rødt Skjold med tre Rader Jernbeslag og jernnaglet Haandtag. Andre Forsvarsvaaben fordredes ej, og denne, for de Tider tarvelige, Bevæbning tilligemed en Bue, og to Tylfter Pile for boer Tofte var vistnok ogsaa den, hvormed Ledingstropperne vare udrustede, naar de gjorde Tjeneste[18].

Kongens allerede omtalte Ret til Bud og Bann (Krigs-Opbud og Forbud mod Skibsfart eller Udførsel af visse Harer) vedkom især Krigsforholdene, og opføres derfor i Loven under Ledings-Bolken[19], men den sidst nævnte Ret udøvedes dog ogsaa, som vi allerede have seet Exempel paa, ved andre Lejligheder, og maatte, anvendt i et eget Øjemed, kunne skaffe Kongen store Fordele[20]. En Bestemmelse, som vel fornemmelig sigtede til Overholdelse af Landefreden, men som dog ogsaa vidner om den bestemte Hensigt at modarbejde Vikinge-Væsenet, og som derfor rimeligviis først er bleven til i Midten af det 12te Aarhundrede, er Indskrænkningen af Privatmænds Frihed til at bygge Langskibe. Naar en Mand i et Hered byggede et Langskib, skulde nærmeste Aarmand eller Lendermand strax fare til og spørge ham om Bestemmelsen dermed; vilde han ej angive denne, skulde han affordre ham en betydelig Kaution, og vægrede han sig ved at stille denne, skulde Aarmanden eller Lendermanden, eller, hvis disse undlode det, Bønderne selv forhugge Skibet og tage Sejlet bort[21]. For at sikre sig Indbyggernes Lydighed mod et forventet fiendtligt Angreb havde Kongen ogsaa Ret til at affordre hvilket som helst Landskab eller Fylke, han mistænkte, Gisler; men han maatte dog ikke beholde Gislerne længer end fem Dage, efter at den fiendtlige Flaade var ude af Sigte fra Landet. Den Bestemmelse, som gjaldt i Østergøtland og Vestergøtland, at enhver Konge ved sin Tronbestigelse skulde tage Gisler, og som vel oprindelig havde sin Rod i, at disse Landskaber betragtedes som erobrede af Sviarne, herskede saaledes ikke i Norge[22].

  1. Denne Beregning kan naturligviis kun blive højst usikker. Som Grundlag dertil er lagt den ældre Matrikel af 1667. Der er imidlertid al Grund til at tro, at Norge under dets Blomstringstid i det 12te Aarhundrede var langt bedre opdyrket og befolket end i det 17de. Men paa den anden Side havde Skoven langt mindre Værdi.
  2. Se ovenfor I. 1. S. 715 jvfr. 572.
  3. Benævnelsen kommer af „at gera ígegn“ d. e. „udrede imod eller til“ (nemlig Kongens Ankomst). Hvorledes Gegngerden senere præsteredes, sees især af Brevene i Saml. til d. n. F. H. I S. 41, 328. At den blev en formelig Skat, og udgjorde en Post i de saakaldte Jordebogs-Rettigheder, er bekjendt nok. Ogsaa i Vestgøtalagen opførtes „Laga-Gegngerd“ som en af Kongens regelmæssige Indtægter (V. L) Disse opregnes saaledes; Al Upsala Aud, (gammelt Krongods); Kongens Eensak (d. e. Sagefald der tilkom Kongen). Dulgadrap (Bøder for Drab, der erlagdes af Bygden, naar Drabsmanden ej lod sig finde), Daana-Arv (forladt Arv), Trediedelen af al anden Sagøre, Laga-Gegngerd, Almenningsøre (svarende til Nevgilde hos os). Disse Indtægtsposter vare saaledes omtrent de samme, som i Norge.
  4. Frostathingslov VII. 18.
  5. Opregnelsen findes i Gulathingsloven Cap. 315. Her staar der kun „foruden Grønernes Skibe“ (eller Skib); da det er øjensynligt, at denne Fortegnelse endnu skriver sig fra en Tid da Grønafylkes Landskaber ej vare blevne et Fylke, men Kystegnene, nemlig Vestmare m. m, regnedes til Vestfolden, kan der her saaledes kun være Spørgsmaal om det egentlige Grønland, der senere neppe indbefattede mere end een Skibrede, Lindheims Skibrede.
  6. Paa Ormen lange var hvert Halvrum besat med 8 Mand, altsaa Rummet selv med 16. Mindre end Fjerdeparten deraf kan man, hvor ubetydelige vel end Ledingsskibene vare, neppe regne paa andre Krigsskibe, især paa Grund af den ovenfor meddeelte Angivelse, der forudsætter 100 Mand paa hver Tyvesesse. Det synes ogsaa rimeligt, at der neppe kunde være mindre end 2 Mand om een klare. I Slaget ved Kongehelle 1159, forudsættes 3Mand i hvert Halvrum som det sædvanlige, s. o. S. 895.
  7. Nyere Landslov III Cap. 13.
  8. Dette sees tydeligt nok deraf, at Proviant-Udrustningen for hver Mand ved Udfarten beregnes til to Maaneders Kost, eller, som det kaldtes, to Maanadar-Matar; en Benævnelse, som siden, da Ledings-Udredselen blev en reel Præstation, der beregnedes efter Landskylden, kom til at betegne et vist Skyldspecies, særeget for Gulathingslagen. Gulathingslov. Cap. 300. 302.
  9. Gulathingslov Cap. 300. Frostathingslov Cap. 13.
  10. Se Udg. af Bergens Kalvskind S. 90.
  11. Se herom især Gulathingsloven Cap. 297; Frostathingslov VII. 10. 11. Der gjøres ogsaa tydeligt Forskjel paa at „gjøre“ Leding, d. e. at præstere Udredslen, og at „fare ud“ d. e. personlig at gjøre Tjeneste.
  12. Gulathingsloven Cap. 298, 299. Frostathingslov VII. 7. 8.
  13. Der omtales, som vi have seet, ved flere Lejligheder udtrykkeligt, hvorledes Ledingstropperne, som mindre krigsvante og slettere udrustede, ogsaa vare mindre at lide paa, og i Slag tidligere begyndte at vige, end Lenstropperne og de kongelige Huustropper.
  14. F. Ex. Olaf Tryggvessøn paa Toget til Pommern, Harald Haardraade paa flere Tog til Danmark, o. s. v.
  15. Se nedenfor S. 1007.
  16. Denne Styrke, fordeelt paa 160 Skibe, angiver ogsaa Fordun for Haakon Haakonssøn, da han 1263 bekrigede Skotland. Forholdene vare da vel neppe i det Hele taget saa meget forandrede fra hvad de vare 100 Aar forud, med Hensyn til Ledingsvæsenet, paa det nær, at Ledingsskibene da rimeligviis vare færre, men større, saasom man seer, at flere Skibreder undertiden forenede sig om et eneste Skib.
  17. Gulathingsloven Cap. 312. Frostathingslov.
  18. Gulathingsloven Cap. 309, Frostathingslov II. 13, 15.
  19. Gulathingsloven 295, 313, Frostathingslov VII. 27.
  20. F. Ex. Kong Olaf den helliges Forbud mod Kornudførfel fra det sydlige Norge til det nordlige, se ovf. I. 2. S. 615, Harald Haardraades Embargo paa Skibene i Nidaros til Fordeel for Halldor Snorressøn, se ovenfor S. 235, og Erling Skakkes Embargo paa Skibene i Bergens Havn, for at Haakon Herdebred kunde blive overrumplet, se ovenfor S. 914.
  21. Gulathingslov Cap. 314. Naar Bønderne undlode at gjøre deres Pligt i dette Stykke, forfaldt de i en Bod til Kongen, kaldet Toftegjeld, af 1 Mark for hver Styrehamle.
  22. Gulathingslov Cap. 312. jvfr. Vestgøtaloven, Retl. B. Cap. 1. I Gøtaland betragtedes det, merkeligt nok, næsten som en Æressag for Landet, at Kongen ikke indfandt sig uden efter at have modtaget Gisler, thi formedelst Undladelse deraf blev, som det heder Ragnvald Knaphøvde dræbt, se ovenfor S. 672.