Det norske Folks Historie/3/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kongens regelmæsſige Indtægter ere allerede ovenfor i det Væſentlige omtalte. Førſt og fremſt var det de nys nævnte Indkomſter af Jordegodſet, der maaſkee tilſammen kunde beregnes til 12500 Merkersbol; heraf afgik dog Lendermændenes Vejtſlejorder, der, naar vi gjetningsviis anſætte Lendermændenes Tal til omkring 120 (eller 4 for hvert Fylke), beløber ſig til mindſt 1800, eller maaſkee omkring 2000 Merkers Bol. De øvrige 10500 Merkers Bol bleve ſaaledes tilbage for Kongen ſom Grundlaget for hans Indtægt af Jordegodſet[1]. Kongens andre Indtægter ere tidligere omtalte[2]. Den betydeligſte af disſe var viſtnok Sag-Øren eller Sagefaldet tillige med de i Forbindelſe dermed ſtaaende Inddragningen Til at udtegne dens Størrelſe er der dog ikke tilſtrækkelige Data. Retten til Danefæ indbragte neppe ſynderligt. Ledingen, der, ſom det nærmere ſkal omhandles, endnu kun var en perſonlig Præſtation, indbragte, ſom det vil ſees, temmelig meget in natura, hvorimod de Diſtrikter, der ej laa under Skibrede-Inddelingen og ej ſvarede Leding, fremdeles maa have været pligtige at ſvare den ældgamle Nevgildes-Skat, enten under dette Navn eller under den ſenere Benævnelſe „Vis-Øyre“. Kongens Forkjøbsret til Vinter, ſom bragtes til Landet, har maaſkee kunnet ſkaffe ham enkelte Fordele, men ingen ligefrem paaregnelig Indtægt, da det endnu ikke ſynes at have været anvendt ſom Grundlag for Oppebørſel af Told. Derimod var Finneſkatten med Finnehandelen, og Landslods-Afgiften ved de ſtore Fiſkerier neppe ubetydelig. At Bønderne vare pligtige til at beverte og ſkydſe Kongerne med Følge paa deres Rejſer rundt om i Landet, ſiges ingenſteds udtrykkeligt i Lovene, men ikke deſto mindre maa det antages ſom viſt, og forudſættes øjenſynligt i Sagaerne ſom en aldeles bekjendt Sag. Alene hertil kunne de Klager ſigte, ſom ſtundom fremſattes, naar man fandt at Kongerne havde for ſtort Følge med ſig, thi hvis det alene gik ud over hans egne Lejlændinger, vilde dette ej have vedkommet Bønderne i Almindelighed. Saa vidt man kan ſkjønne, maatte Bønderne efter Aarmandens Foranſtaltning og Tilſigelſe fremſkaffe den nødvendige Koſt til den Kongsgaard, hvor Kongen ſkulde tage Kvarteer; denne Præſtation kaldtes Gegngerd, og blev i Tidens Løb, eller var maaſkee allerede, en formelig Skat[3].

Forſvarsvæſenets Indretning kjender man ikke til fulde uden i Froſtathings- og Gulathings-Lagen, hvis Lovbøger endnu haves, og hvor Ledings- og Skibrede-Indretningen fandtes. Men disſe Diſtrikter indbefattede ogſaa den ſtørſte Deel af Norges vidtløftige Kyſt-Landſkaber og i dem var, ſom ovenfor viiſt, Skibrede-Væſenet aller førſt indført. At Viken, ſom Kyſt-Diſtrikt, ligeledes var indeelt i Skibreder, og gjorde Leding, kan man ſlutte — hvad tillige Sagaerne viſe — af at Forſvarsvæſenet ogſaa her var ordnet omtrent paa ſamme Fod. Uviſt er det derimod, hvorledes det forholdt ſig hermed paa Oplandene, der ej berørte Kyſten; da ſaa godt ſom al Krig udenfor Landet paa hine Tider var Søkrig, kunde der neppe engang være Spørgsmaal om at opbyde Folk udenfor Skibrede-Diſtrikterne. Selve Benævnelſen Leding (leiðangr) paa Udøvelſen af Værnepligten, forudſatte et Søtogt thi den ſædvanlige Talemaade var „at ro Leding“. Ledingen var endnu kun en blot og bar perſonlig Præſtation, der udrededes efter Mandtal og „Jevnet“. De Forpligtelſer, den medførte, beſtode deels i Opbyggelſe og Vedligeholdelſe af Ledings-Skibene med deres Nauſt, deels i Skibenes Bemanding med et viſt Antal Folk, og fuldſtændig Udruſtning med Redſkab, Vaaben og Proviant. Det almindelige Opbud af Leding fra alle Skibreder kaldtes, ſom oftere omtalt, Almenning, og de Præſtationer, der ved en ſaadan Almenning ſkulde finde Sted, ligge til Grund for Lovbøgernes Beſtemmelſer og Beregninger desangaaende. Ved fuld Almenning kunde man, ſom tidligere viiſt, gaa ſaa vidt, at en Mand ſtilledes for hver ſyvende Næſe; men var Mandtallet bedre, heder det, ſkulde man nyde godt deraf. Allerede, ſom det ſynes, paa Olaf den helliges Tid[4], var det beſtemt, hvor mange Skibe ethvert Fylke ſkulde udrede ved fuld Almenning. Fra Haalogaland ſtilledes 13 Tyveſesſer og 1 Trediveſesſe, fra Naumdølafylke 9 Tyveſesſer, fra Throndhjems 8 Fylker 80 Tyveſesſer, fra Nordmøre 20 Tyveſesſer, fra Raumsdal 10 Tyveſesſer, fra Sunnmøre 16 Femogtyveſesſer, fra Firdafylke 20 Femogtyveſesſer, fra Sogn 16 Femogtyveſesſer, fra Hørdafylke 24 Femogtyveſesſer, fra Rygjafylke ligeſaa, fra Egdafylke 16 Femogtyveſesſer, og fra Viken 60 Tyveſesſer, foruden Skibene fra Grønland, der dog neppe kunne have været flere end to eller tre[5]. Det hele Antal udgjør ſaaledes i det Højeſte 312 Skibe, hvoraf 1 havde 30, 116 femogtyve, og 195 tyve Rum, tilſammen 6830 Rum. Beregner man nu hvert af disſe Rum i Gjennemſnit beſat med 4 Mand[6], og des foruden enkelte i Stavn og Løfting, faar man et rundt Tal af henved 30000 for den fulde Almenning, hvilket maaſkee torde komme Sandheden temmelig nær, da en Optegnelſe fra det 13de Aarhundrede angiver Antallet af ſamtlige Ledingsſkibe 336 Tyveſesſer (altſaa 6720 Rum) beſatte med 33600 Mand, de indre Diſtrikter udtrykkeligt undtagne[7]. Tiden, i hvilken de udbudne Ledingstropper vare pligtige at tjene, var ialt 2 Maaneder, fra Udfarten til Hjemkomſten, hvoraf fulgte, at den egentlige Tid, i hvilken Tropperne ſtode til Kongens Diſpoſition, ofte kun var een Maaned eller neppe det[8]. For disſe to Maaneder ſkulde hver Skibredes Bønder efter Mandtal udſtyre Skibets Beſætning med Proviant og Vaaben, ſamt desforuden et Telt og en Aare til hver Hamle[9]. At denne Proviant har været temmelig betydelig, ſees deraf, at en ſaakaldet Maanadar-Mat d. e. Portion pr. Mand for en Maaned, af Smør beregnedes til en Løb eller tre Bismerpund[10]. Desforuden ſkulde hver Mand have en Øre Sølv for Maaneden i Løn. Kongen, heder det i Loven, raader for Bud og Bann, (d. e. Opbud af Leding og Forbud mod Sejlads inden- og udenlands), og vi ſkulle ikke negte ham Leding til Lands-Enden, om han opbyder den ſig til Tarv og os til Gavn. Men fuld Almenning opbødes, ſom man ſeer, kun naar Landet ſelv truedes med Angreb; til Leding udenfor Landet opbødes blot halv Almenning, altſaa i det højeſte et Antal af omkring 150 Skibe, hvilke dog viſtnok ikke alle fremkom, ſaa at man neppe kan regne den halve Almenning til mere end 120. Imidlertid ſeer man ſaa vel af Lovene ſom af Sagaerne, at Kongen hvert Aar var berettiget til at oppebære de Naturalpræſtationer af Levnetsmidler m. m., ſom udfordredes til fuld Almenning, og denne Leding blev derved en regelmæsſig Skat, ſom maa have udgjort en af Kronens betydeligſte Indtægter[11].

Hvert Aar holdtes der Mandtalsthing i hver Skibrede, hvor alle Bønder, endog Lendermændene ſaa vel ſom Koner, der havde ſit eget Bo, ſkulde indfinde ſig og under Ed opgive for Aarmanden, hvor mange Perſoner der fandtes paa enhvers Gaard; disſe Talangivelſer bleve da ſkorede, ſom det heder, d. e. ridſede paa Karveſtok, og efter dem beſtemtes der videre ſaavel hvad enhver Bonde havde at udrede, ſom i Krigstid, hvor mange Mand ſkulde fare ud af Skibreden. Kongen ſelv udnævnte Styremanden paa ethvert Skib, og Styremanden udnævnte igjen Beſætningen. Han ſkulde førſt opnævne løſe og ledige Perſoner, og førſt naar de ej ſtrak til, boſatte Mænd[12]. Af Sagaerne ſees, at ikke alle de tilſagte Ledingstropper indfandt ſig ſamtidigt, men derimod ſluttede ſig til Kongen, efterſom han drog langs med Landet og forbi hvert Fylke. Men heraf fulgte, at de førſt ankomne Troppers Tid ſtundom næſten kunde være til Ende, naar de ſidſte indfandt ſig, og derfor har man ſaa ofte Exempel paa, at Kongen, naar han med Ledingen var dragen nordenfra og havde ligget en kort Tid ved Lands-Enden, maatte lade Thrønderne og Haaleygerne m. fl. drage hjem. En anden Sag var det, om Ledingsfolkene ved Haab om Bytte eller af Iver for Sagen lode ſig bevæge til at blive længere end de egentlig vare pligtige. Saavel af denne Grund, fem fordi Ledingsſkibene vare ſmaa, og Ledingstropperne, hvad man let kan forſtaa, mindre krigsvante og øvede, ſamt derhos, ſom det nedenfor vil ſees, kun tarveligt bevæbnede, kunne de aldrig have udgjort Hovedſtyrken af Hæren eller Flaaden[13]. Denne beſtod derimod deels af de Skibe, ſom Kongen ſelv ejede og bemandede med ſine Hirdmænd, Gjeſter og Huuskarle, deels af dem, ſom Lendermændene ifølge deres Lenspligt maatte ſtille og bemande med deres Huuskarle. Disſe Skibe vare nemlig ſædvanligviis meget ſtore, ſmukke, og i enhver Henſeende vel udruſtede, og ſaavel Kongens, ſom Lendermændenes Folk vare vel bevæbnede, øvede i Vaaben og dertil pligtige at tjene ſaa længe ſom deres Befalingsmand fordrede. Vi have derfor i det Foregaaende haft Exempler paa, at Kongerne ſtundom, naar Ledingstiden var forbi, have ſendt alle Ledingstropperne hjem, og ført Krigen med Huus- og Lenstropperne alene[14]. Disſe forholdt ſig til Ledingstropperne aldeles ſom i vore Dage øvede Linjetropper til en i Haſt opbudt Landſtorm. Til at ſtille Lenstropper vare heller ikke blot Kyſternes Lendermænd forbundne, men den ſamme Forpligtelſe hvilede ogſaa lige fuldt paa Oplandenes Lendermænd. Amager man, at der i det Hele taget var omtrent 4 Lendermænd i hvert Fylke, altſaa tilſammen omtrent 120 Lendermænd, og at i alle Fald Halvparten af dette Antal indfandt ſig — nogle maatte nemlig nødvendigviis blive hjemme for at holde Orden i Herederne —, bliver, naar man beregner mindſt 50 Huuskarle for hver Lendermand, den Styrke af øvede Tropper, ſom de ſtillede, dog efter de Tiders Forhold ikke ubetydelig; men mange havde et langt ſtørre Antal, f. Ex. Gregorius Dagsſøn, der havde to Langſkibe og over 90 Huuskarle. Et Antal af ſexti Lendermænd have ſaaledes viſtnok ſkaffet mindſt 60 Skibe og henimod 4000 Mand foruden de øvrige Tropper, hvormed Beſætningen paa Skibene ſuppleredes. De kongelige Skibe vare endnu ſtørre end Lendermændenes, og enkelte af dem kunde, ſom vi have ſeet, rumme flere hundrede Mand. Ti til tyve kongelige Skibe indeholdt derfor maaſkee lige ſaa mange Tropper, ſom Lendermændenes tilſammen, og det hele Antal regulære Tropper ſom Kongen kunde paaregne til et Krigstog udenfor Landet, beløb ſig vel derfor ſædvanligviis til henved 800[15]. Lægges hertil omtrent 15000 Ledingstropper, bliver den ſamlede Hærs Styrke over 20000[16].

Den her beſkrevne Udruſtning fandt ſom man ſeer, Sted ved formelig Krig med andre Magter, eller naar man, ſom det hed, ſkulde „fare ud“. Ved fiendtligt Overfald i Landet ſelv ſkulde baade Thegn og Træl, det vil ſige alle vaabenføre Mænd, gribe til Vaaben. Opbudet eller Tilſigelſen ſkede da, ſom det oftere er omtalt, ved Opſkærelſe af Hærør eller Krigspiil. Ventedes Angrebet, forberedede man ſig ogſaa derpaa ved at gjøre Veterne iſtand, og forſyne dem med Vagt. Naar fem mistænkelige Skibe eller flere nærmede ſig Landet, ſkulde den Vete, hvorfra man førſt opdagede dem, antændes. Den, der bragte tilforladelig Efterretning om et foreſtaaende Angreb, fik til Belønning en Mark af hvert Fylke og tre Merker af Kongen; var han forhen utlæg, erhvervede han derved ſin Landsviſt igjen. Naar Efterretningen var kommen, ſendtes en Hærør af Jern fra Lendermand til Lendermand, og gik paa et fuldt bemandet Fartøj langs Kyſten ad den almindelige Sejl-Led Dag og Nat; men for hver Fjord, den kom til, ſendtes en Træ-Øe ind i de indre Egne fra Gaard til Gaard, ſom ſædvanlig Budſtikke. Fra ethvert Huus, hvortil den kom, ſkulde Thegn og Træl inden fem Dage indfinde ſig til Skibet paa egen Bekoſtning. Hvis det kom til Kamp, og en Træl nedlagde en Fiende, fik han til Belønning ſin Frihed[17]. For at Alle tilbørligt ſkulde kunne bidrage til Landets Forſvar, var det foreſkrevet, at hver fri og voxen Mand i det mindſte ſkulde have Sverd eller Bredøxe med Skaft, Spyd med Skaft, og et rødt Skjold med tre Rader Jernbeſlag og jernnaglet Haandtag. Andre Forſvarsvaaben fordredes ej, og denne, for de Tider tarvelige, Bevæbning tilligemed en Bue, og to Tylfter Pile for boer Tofte var viſtnok ogſaa den, hvormed Ledingstropperne vare udruſtede, naar de gjorde Tjeneſte[18].

Kongens allerede omtalte Ret til Bud og Bann (Krigs-Opbud og Forbud mod Skibsfart eller Udførſel af visſe Harer) vedkom iſær Krigsforholdene, og opføres derfor i Loven under Ledings-Bolken[19], men den ſidſt nævnte Ret udøvedes dog ogſaa, ſom vi allerede have ſeet Exempel paa, ved andre Lejligheder, og maatte, anvendt i et eget Øjemed, kunne ſkaffe Kongen ſtore Fordele[20]. En Beſtemmelſe, ſom vel fornemmelig ſigtede til Overholdelſe af Landefreden, men ſom dog ogſaa vidner om den beſtemte Henſigt at modarbejde Vikinge-Væſenet, og ſom derfor rimeligviis førſt er bleven til i Midten af det 12te Aarhundrede, er Indſkrænkningen af Privatmænds Frihed til at bygge Langſkibe. Naar en Mand i et Hered byggede et Langſkib, ſkulde nærmeſte Aarmand eller Lendermand ſtrax fare til og ſpørge ham om Beſtemmelſen dermed; vilde han ej angive denne, ſkulde han affordre ham en betydelig Kaution, og vægrede han ſig ved at ſtille denne, ſkulde Aarmanden eller Lendermanden, eller, hvis disſe undlode det, Bønderne ſelv forhugge Skibet og tage Sejlet bort[21]. For at ſikre ſig Indbyggernes Lydighed mod et forventet fiendtligt Angreb havde Kongen ogſaa Ret til at affordre hvilket ſom helſt Landſkab eller Fylke, han mistænkte, Giſler; men han maatte dog ikke beholde Giſlerne længer end fem Dage, efter at den fiendtlige Flaade var ude af Sigte fra Landet. Den Beſtemmelſe, ſom gjaldt i Øſtergøtland og Veſtergøtland, at enhver Konge ved ſin Tronbeſtigelſe ſkulde tage Giſler, og ſom vel oprindelig havde ſin Rod i, at disſe Landſkaber betragtedes ſom erobrede af Sviarne, herſkede ſaaledes ikke i Norge[22].

  1. Denne Beregning kan naturligviis kun blive højſt uſikker. Som Grundlag dertil er lagt den ældre Matrikel af 1667. Der er imidlertid al Grund til at tro, at Norge under dets Blomſtringstid i det 12te Aarhundrede var langt bedre opdyrket og befolket end i det 17de. Men paa den anden Side havde Skoven langt mindre Værdi.
  2. Se ovenfor I. 1. S. 715 jvfr. 572.
  3. Benævnelſen kommer af „at gera ígegn“ d. e. „udrede imod eller til“ (nemlig Kongens Ankomſt). Hvorledes Gegngerden ſenere præſteredes, ſees iſær af Brevene i Saml. til d. n. F. H. I S. 41, 328. At den blev en formelig Skat, og udgjorde en Poſt i de ſaakaldte Jordebogs-Rettigheder, er bekjendt nok. Ogſaa i Veſtgøtalagen opførtes „Laga-Gegngerd“ ſom en af Kongens regelmæsſige Indtægter (V. L) Disſe opregnes ſaaledes; Al Upſala Aud, (gammelt Krongods); Kongens Eenſak (d. e. Sagefald der tilkom Kongen). Dulgadrap (Bøder for Drab, der erlagdes af Bygden, naar Drabsmanden ej lod ſig finde), Daana-Arv (forladt Arv), Trediedelen af al anden Sagøre, Laga-Gegngerd, Almenningsøre (ſvarende til Nevgilde hos os). Disſe Indtægtspoſter vare ſaaledes omtrent de ſamme, ſom i Norge.
  4. Froſtathingslov VII. 18.
  5. Opregnelſen findes i Gulathingsloven Cap. 315. Her ſtaar der kun „foruden Grønernes Skibe“ (eller Skib); da det er øjenſynligt, at denne Fortegnelſe endnu ſkriver ſig fra en Tid da Grønafylkes Landſkaber ej vare blevne et Fylke, men Kyſtegnene, nemlig Veſtmare m. m, regnedes til Veſtfolden, kan der her ſaaledes kun være Spørgsmaal om det egentlige Grønland, der ſenere neppe indbefattede mere end een Skibrede, Lindheims Skibrede.
  6. Paa Ormen lange var hvert Halvrum beſat med 8 Mand, altſaa Rummet ſelv med 16. Mindre end Fjerdeparten deraf kan man, hvor ubetydelige vel end Ledingsſkibene vare, neppe regne paa andre Krigsſkibe, iſær paa Grund af den ovenfor meddeelte Angivelſe, der forudſætter 100 Mand paa hver Tyveſesſe. Det ſynes ogſaa rimeligt, at der neppe kunde være mindre end 2 Mand om een klare. I Slaget ved Kongehelle 1159, forudſættes 3Mand i hvert Halvrum ſom det ſædvanlige, ſ. o. S. 895.
  7. Nyere Landslov III Cap. 13.
  8. Dette ſees tydeligt nok deraf, at Proviant-Udruſtningen for hver Mand ved Udfarten beregnes til to Maaneders Koſt, eller, ſom det kaldtes, to Maanadar-Matar; en Benævnelſe, ſom ſiden, da Ledings-Udredſelen blev en reel Præſtation, der beregnedes efter Landſkylden, kom til at betegne et viſt Skyldſpecies, ſæreget for Gulathingslagen. Gulathingslov. Cap. 300. 302.
  9. Gulathingslov Cap. 300. Froſtathingslov Cap. 13.
  10. Se Udg. af Bergens Kalvſkind S. 90.
  11. Se herom iſær Gulathingsloven Cap. 297; Froſtathingslov VII. 10. 11. Der gjøres ogſaa tydeligt Forſkjel paa at „gjøre“ Leding, d. e. at præſtere Udredſlen, og at „fare ud“ d. e. perſonlig at gjøre Tjeneſte.
  12. Gulathingsloven Cap. 298, 299. Froſtathingslov VII. 7. 8.
  13. Der omtales, ſom vi have ſeet, ved flere Lejligheder udtrykkeligt, hvorledes Ledingstropperne, ſom mindre krigsvante og ſlettere udruſtede, ogſaa vare mindre at lide paa, og i Slag tidligere begyndte at vige, end Lenstropperne og de kongelige Huustropper.
  14. F. Ex. Olaf Tryggvesſøn paa Toget til Pommern, Harald Haardraade paa flere Tog til Danmark, o. ſ. v.
  15. Se nedenfor S. 1007.
  16. Denne Styrke, fordeelt paa 160 Skibe, angiver ogſaa Fordun for Haakon Haakonsſøn, da han 1263 bekrigede Skotland. Forholdene vare da vel neppe i det Hele taget ſaa meget forandrede fra hvad de vare 100 Aar forud, med Henſyn til Ledingsvæſenet, paa det nær, at Ledingsſkibene da rimeligviis vare færre, men ſtørre, ſaaſom man ſeer, at flere Skibreder undertiden forenede ſig om et eneſte Skib.
  17. Gulathingsloven Cap. 312. Froſtathingslov.
  18. Gulathingsloven Cap. 309, Froſtathingslov II. 13, 15.
  19. Gulathingsloven 295, 313, Froſtathingslov VII. 27.
  20. F. Ex. Kong Olaf den helliges Forbud mod Kornudførfel fra det ſydlige Norge til det nordlige, ſe ovf. I. 2. S. 615, Harald Haardraades Embargo paa Skibene i Nidaros til Fordeel for Halldor Snorresſøn, ſe ovenfor S. 235, og Erling Skakkes Embargo paa Skibene i Bergens Havn, for at Haakon Herdebred kunde blive overrumplet, ſe ovenfor S. 914.
  21. Gulathingslov Cap. 314. Naar Bønderne undlode at gjøre deres Pligt i dette Stykke, forfaldt de i en Bod til Kongen, kaldet Toftegjeld, af 1 Mark for hver Styrehamle.
  22. Gulathingslov Cap. 312. jvfr. Veſtgøtaloven, Retl. B. Cap. 1. I Gøtaland betragtedes det, merkeligt nok, næſten ſom en Æresſag for Landet, at Kongen ikke indfandt ſig uden efter at have modtaget Giſler, thi formedelſt Undladelſe deraf blev, ſom det heder Ragnvald Knaphøvde dræbt, ſe ovenfor S. 672.