Det norske Folks Historie/3/104

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Efter ſaaledes at have ſeet, hvilke Kongens Indtægter og hans dermed forbundne Rettigheder vare, bliver det lettere at danne os et Begreb om hans ſtatsretlige Stilling, eller overhoved om Norges ſtatsretlige Forhold i det 11te og 12te Aarhundrede, ſaa vidt de uklare og ſvævende Foreſtillinger, ſom paa hiin Tid ſelv herſkede desangaaende, gjøre det muligt. Gjennem den hele Tidsperiode gaar der en ſtadig Kamp mellem Kongedømmet, der fra det lidet betydende Fylke-Kongedømme ſøger at arbejde ſig op til uindſkrænket Vælde, og Slægts-Ariſtokratiet med Lendermændene i Spidſen. Som et Tegn paa, hvor uklare Foreſtillingerne vare, behøver man kun at anføre den Artikel i Froſtathingsloven, ſom beſtemte, at naar en Konge gjorde ulovlig Atfar (d. e. voldeligt Overfald paa en Mand i hans Hjem), ſkulde Ør opſkæres, og ſendes om i alle Fylker, hvorefter Indbyggerne under 3 Mks. Straf for hver ſkulde ſamle ſig, angribe ham og dræbe eller forjage ham af Landet, hvortil han aldrig ſkulde komme tilbage. At denne Beſtemmelſe ligefrem er en Levning fra Fylkekonge-Tiden, og ſaaledes i og for ſig antikveret, ſkjønnes ej alene deraf, at Lovgivningen paa ſamme Tid ved ſtrenge Beſtemmelſer om Landraad netop ſøger at forebygge al Slags Opſtand, men og af den Omſtændighed, at der umiddelbart efterfølger aldeles lignende Beſtemmelſer med Henſyn til Jarl og Lendermænd, kun med den Forſkjel, at Øren i disſe Tilfælde kun ſkulde gaa om i fire eller to Fylker; dette viſer nemlig, at hine „alle Fylker“ kun ere de 8 i Thrøndelagen[1]. Men at Beſtemmelſen dog blev ſtaaende, medens Foreſtillingen om Kongemagtens Ukrænkelighed allerede var bleven gjeldende, lægger nokſom for Dagen, hvor lidet man endnu var betænkt paa at bringe Konſekvens i Lovgivningen. Kongen var fuldkommen i Beſiddelſe af, og repræſenterede den udøvende Myndighed, eller, ſom man i hine Dage udtrykte ſig, hans Pligt var at forſvare Landet, overholde Orden, og refſe til Landrenſelſe og Fred. Saaledes laa Retten til at begynde Krig og ſlutte Fred i hans Haand[2]; det var hans Pligt, ſom han ved ſine underordnede Befuldmægtigede opfyldte, at ſkaffe Enhver Ret, d. e. at paaſe at Lovens Bud og afſagte Domme bleve opfyldte, og at Forbrydere fik deres fortjente Straf[3]. Derfor var det ogſaa, at han oppebar Sagefaldet, og naar hans Embedsmænd undlode at gjøre deres Pligt i faa Henſeende forfaldt de ſelv i Bøder til Folket[4]. Selv havde han ingen dømmende Magt; denne var i Folkets egne Hænder, og han var ſelv Folkets Dom underkaſtet. Naar Kongerne desuagtet ofte i Sagaerne optræde ſom dømmende, er det kun fordi Sagen var voldgiven deres Afgjørelſe. Da Kongen ene og alene var den exſekutive Magts Repræſentant, havde han heller ikke i ſig ſelv nogen lovgivende Myndighed, hvilken ligeledes hvilede hos Folket; det ligger dog i Sagens Natur, at Folket kun udøvede denne Myndighed ved enten til Thinge, eller paa andre ſærſkilte Møder, at ſamtykke i eller forkaſte ethvert Forſlag til Lovsforandring; men da neppe nogen anden end Kongen ſelv eller den, han dertil bemyndigede, havde Initiativet, og Thingmændene desuden, ſom det nedenfor ſkal viſes, opnævntes af Lendermændene,Aarmændene eller Sysſelmændene, blev Kongens Indflydelſe paa Lovgivningen lige fuldt ſtor, og viſt er det, at han i alle Fald fik Æren for alle Forbedringer[5]. At Kongen ligeledes behøvede Folkets Samtykke til at forhøje de beſtaaende Skatter og Bøder, eller indføre nye, forſtaar ſig af ſig ſelv[6]; derimod fulgte det paa den anden Side af den Foreſtilling, man havde om Krongodſet eller Statskasſen ſom Kongens virkelige Ejendom, at alle nye Beſtemmelſer, hvor ved Lettelſer i beſtaaende Byrder indførtes, eller hvorved Kongen overhoved gav ſlip paa Rettigheder, han hidtil havde haft, f. Ex. Arv efter den, der ej efterlod Arving i 5te Led, intet Samtykke af Folket behøvede, da han her kun bortgav af ſit eget[7].

Dr her omhandlede Regjeringsſyſler udøvede Kongen fornemmelig ved Lendermændene og Aarmændene. Men foruden den ſtore Forſkjel, ſom herſkede mellem en Lendermand og en Aarmand med Henſyn til Byrd og Anſeelſe, vare og deres Embeder ſelv, om man kan bruge dette Udtryk for Lendermændenes Vedkommende, aldeles grundforſkjellige. Lendermanden var egentlig ingen Embedsmand, men en Vaſall. Han havde modtaget kongeligt Gods til Len[8], og hans væſentligſte Forpligtelſe var, ved de Huuskarle, han holdt, ſom overhoved ved ſin Anſeelſe og Indflydelſe, at underſtøtte Kongen ſaavel i Krig, ved at fremmøde med ſin Troppe-Kontingent, ſom i Fred, ved at renſe Landet for Ugjerningsmænd, og ſtaa Aarmændene bi ved Oppebærelſen af de kongelige Indtægter, og Udførelſen af de fældte Domme[9]. Lendermændene befattede ſig ikke ſelv med Skatteindkrævning, uden for ſaa vidt de vare forlenede med alle de kongelige Indtægter eller en Deel deraf; derimod vare de ſelv ſkattepligtige af deres Ejendomsgaarde og for deres Perſoner. De vare fornemmelig Krigshøvdinger, der ej havde med den civile Adminiſtration at gjøre. — Aarmændene derimod vare ene og alene Civil-Embedsmænd. De beſtyrede de kongelige Gaarde, ſom ej vare bortforlene-de til Lendermændene eller Jarlen, oppebare i et Diſtrikt, der ſandſynligviis har været nøje betegnet, alle de kongelige Indtægter, beſørgede Vejtſlerne, vare i Kongens Navn forpligtede til at hænde Dom over Forbrydere og ſee dem afſtraffede, ſaa vel ſom at beſørge Domme, afſagte mellem private Perſoner, opfyldte. Med Krigsvæſenet havde de ikke andet at beſtille end at holde Mandtal, paaſee at Udredſlerne ſkede ordentligt, at Ledingsſkibene vare i forſvarlig Stand, o. ſ. v., ſamt oppebære alle deraf flydende Indtægter og Bøder[10]; det vil ſige, de optraadte ogſaa her egentlig kun ſom Oppebørſelsbetjente, og ſom de der vaagede over Kongens Rettigheder, medens de derimod intet havde med den aktive Krigstjeneſte at beſtille; tvertimod var Aarmanden udtrykkeligt fritagen for at gjøre Leding, for ſin egen, ſin Huſtrues og ſin Træls Perſon[11]. Naar, ſom det ſtundom hændte, en Jarl eller Lendermand var forlenet med en Deel af de kongelige Indtægter, opkrævede ſikkert Aarmanden den øvrige Deel, der tilfaldt Kongen, uden at hiin befattede ſig dermed. At Aarmændene, ſom vi ſaa ofte have ſeet Exempel paa, i Almindelighed vare forhadte og lidet anſeede, er altſaa, paa Grund af deres Embedes Beſkaffenhed, let at forſtaa;end mere da de ſædvanligviis vare Folk af ringe Stand, hvilke ved Embedet fik en, ſom man fandt, upasſende Myndighed over fribaarne Bønder. Man var endog nødt til,ved ſæregne Lovbeſtemmelſer at værne om hans perſonlige Sikkerhed under Udførelſen af hans Embedspligter. Sandſynligviis har enhver Aarmand haft flere kongelige Gaarde at beſtyre, nemlig alle dem, der laa i hans Oppebørſels-Diſtrikt, thi i modſat Fald maatte der opſtaa Forvirring. Med Trællevæſenets Ophør bortfaldt ogſaa Aarmændenes Navn og Beſtilling, i deres Sted traadte nu Sysſelmænd, hvis Stilling intet havde af det uhæderlige, der klæbede ved Aarmands-Betjeningen, men tvertimod beklædtes af Mænd af de fornemſte Ætter: et Omſving i Anſkuelſerne, der, ſom det ſkal viſes, havde ſin Grund i flere forandrede Omſtændigheder, iſærdeleshed den ſtørre Anſeelſe og Indflydelſe, Kongemagten fik. Men dette tilhører førſt det følgende Tidsafſnit.

Jarlerne, eller rettere Jarlen, naar der var nogen, indtog i ſig ſelv ingen fra Lendermændene forſkjellig Stilling, uden for ſaa vidt hans Rang og Forleninger vare ſtørre, og at han ſynes at have haft ſærſkilt Forpligtelſe til at føre Overbefalingen over Hæren eller optræde ſom Vicekonge i den regjerende Konges Fraværelſe[12]. Jarlen og Lendermændene udgjorde ſaaledes Rigets Lens-Ariſtokrati. Hvilken Magt dette gradeviis arbejdede ſig op til, have vi i det foregaaende ſeet. Det laa i Sagens Natur, at de, ſom ej alene havde Ret, men endog var forpligtede til at holde bevæbnede, vel øvede Huustropper, derved erhvervede et Vælde, ſom naar de indbyrdes holdt ſammen — og det maatte Fællesſkab i Interesſer ſnart lære dem — lettelig kunde overfløje Kongemagten; ej at tale om den Anſeelſe, deres fornemme Byrd og Familieforbindelſer ſkaffede dem. Det kunde viſtnok ved førſte Øjekaſt ſynes, ſom om Kongen havde et dobbelt Baand paa dem til at holde dem i tilbørlig Afhængighed, deels derved at Forleningerne ikke nødvendigviis vare arvelige, deels ogſaa derved, at de i Regelen ikke gjaldt længer end til Forlenerens Død, ſaa at Indehaveren paany maatte tage dem til Len af den følgende Konge, der altſaa ſtrengt taget havde det i ſin Magt at negte Fornyelſen[13]. Men det er let at forſtaa, hvorledes Opinionen, og den Glands, der ſtraalede om Lendermands-Ætterne, næſten gjorde det uundgaaeligt, at Sønnen efterfulgte Faderen i hans Værdighed, hvilket ogſaa i Loven forudſættes ſom det ſædvanlige; hvortil kom, at Sønnen i alle Fald havde Faderens Huuskarle til ſin Raadighed. Og med Henſyn til Lenenes Fornyelſe ved Kongeſkifte have vi i Sveinke Steinarsſøns Optræden allerede ſeet et Exempel paa, hvor vanſkeligt det var, endog for mægtigere og kraftigere Konger, at faa Bugt med en gjenſtridig, af Bønderne yndet og af talrige Huustropper underſtøttet, Lendermand. Og ved de paa Rigsmødet i Bergen vedtagne Beſtemmelſer, der ſaa godt ſom ganſke lagde Tronens Beſættelſe i de verdslige og gejſtlige Magnaters Haand, maatte det ſidſte Tag, Kongen havde paa Lendermændene, aldeles glippe, og Riget virkelig ſtaa paa Nippet til at blive en oligarchiſk Republik, med en Skyggekonge i Spidſen, ligeſom Polen i ſenere Tider, og følgelig lige ſaa hjemſøgt af Anarchiet og dettes opløſende Følger, ſom det nys nævnte Rige. Det var derfor paa høj Tid, at der optraadte en Kronprætendent, der, uden at ſkylde Ariſtokratiet ſin Ophøjelſe, værnede om Kongedømmet, ſtyrkede og uddannede det monarchiſke Element, og derved gav Landet et nyt Sammenhold.

De ſamme Embedspligter, ſom Aarmanden havde paa Landet, udøvede den ſaakaldte Gjaldkere i Byerne. Men da Gjaldkeren ikke havde nogen Kongsgaard at foreſtaa, eller udøvede Syſler, der anſaaes nærmeſt at tilhøre Trælle eller Frigivne, var hans Stilling langt mere anſeet, end Aarmændenes eller rettere, han indtog allerede den ſamme Stilling, ſom Sysſelmændene ſiden[14]. Derfor ſee vi ogſaa allerede paa Sigurd Jorſalafarers Tid en Mand af overmaade fornem Æt beklæde Gjaldkere-Embedet i Tunsberg[15].

Foruden de her nævnte Embedsmænd og Lensmænd var der ogſaa andre, højere og lavere, der deels omgave Kongens Perſon, deels gik hine til Haande, eller udførte de Forretninger, de ikke ſelv kunde beſørge. De fleſte af disſe hørte til de kongelige Hofſinders Tal. En højt betroet Embedsmand, hvis Beſtilling allerede nævnes et Par Gange i det Tidsafſnit, vi her have omhandlet, var Fehirden eller Skatmeſteren. Paa denne Tid ſynes hver Konge endnu kun at have haft een Fehirde, og Landet var endnu ikke, ſom ſenere, deelt i fem ſærſkilte Fehirdſler. Fehirden modtog, opbevarede og forvaltede de fra Aarmændene og andre Oppebørſelsmænd indkomne kongelige Indtægter, beſørgede Udbetalinger og Lønninger m. m. „Da disſe Forretninger udkrævede Skrive- og Regnſkabs-Kyndighed, er det højſt ſandſynligt, at det i Førſtningen kun forvaltedes af Gejſtlige, eller maaſkee ſtedſe var forbundet med Hofkapellaniet, ſom hos Kong Inge, hvis Hofkapellan og Fehirde Eyſtein Erlendsſøn var, førend han blev Erkebiſkop[16]. Siden ſee vi det ogſaa forvaltet af verdslige Mænd. De kongelige Hirdmænd vare paa den Tid, vi her have for os, allerede andet og mere end blotte Krigere, ſkjønt de endnu regnedes til Huuskarlenes Tal i dette Ords videſte Betydning[17]. Men de egentlige Huuskarle paa denne Tid vare dog kun de ringere Krigere eller Hoftjenere, der gjorde Opvartning og forrettede allehaande underordnede Syſler i Kongens Gaard, og i Krigen dannede Masſen af de kongelige Troppekorps, eller Bemandingen paa de kongelige Skibe. De vare Kongen haandgangne, men modtoge dog ingen Sold; de fødtes og klædtes af Kongen og havde Tilhold i Kongsgaarden. Ofte var det endog unge Menneſker af god Familie, ſom traadte i denne underordnede Stilling, deels af Fattigdom og Mangel paa Evne til at ſøge en mere glimrende Levevej, deels paa Grund af et eller andet Uheld, ſom en Drabsſag o. a. d., der nødte dem til at ty under Kongens Beſkyttelſe, deels ogſaa for paa den Maade at friſte Lykken. De egentlige Maalamænd, d. e., de ſom oppebare Sold, vare, ſom vi have ſeet, Hirdmændene og Gjeſterne[18]. Disſe ſidſte havde lavere Rang og oppebar kun halv Sold mod Hirdmændene; de havde deres eget Herberge (Gjeſteherberget) og ſpiſte ikke med Kongen og Hirden, uden ved de ſtore Højtider, Juul og Paaſke. Deres Hovedſysſel var, ſom allerede oftere nævnt, foruden den fælles for alle Huuskarle, at tjene i Krigen, den ſæregne, at bolde Øje med, om der fandtes Fiender af Kongen i Riget, og i ſaa Fald at fælde dem eller modarbejde deres Anſlag, eller at udføre alle Sendelſer af dette Slags, ſom Kongen overdrog dem. Ved ſlige Tilfælde lønnedes de ſærſkilt med alt det af den Dræbtes Gods, ſom de kunde tage med ſig, undtagen alt Guld, hvilket tilhørte Kongen ſaa vel ſom det Gods, der blev tilbage[19]. Den fornemſte Klasſe af Hofſinderne udgjorde Hirdmændene, der dannede Kongernes egentlige Omgivelſe, ſpiſte daglig ved hans Bord, og holdt ſtedſe ſkifteviis Vagt over hans Perſon. Man fordrede af dem den fineſte Levemaade og Sømmelighed i Opførſel; thi de, heder det, bevogte Kongens Liv og Perſon baade Nat og Dag, ere altid om Kongen naar han ſpiſer og drikker, ved Moder og alle gode Sammenkomſter, ſom om de vare hans nærmeſte Frænder[20]. Af Hirdmændenes Tal udvalgtes igjen de højere Hof-Embedsmænd, disſe vare a) de allerede tidligere omtalte Skutelſvende, der gjorde perſonlig Opvartning ved Kongens Bord, tilſagde de andre Hirdmænd, naar de ſkulde ledſage Kongen eller Lendermænd o. ſ. v., b) Merkesmanden, der bar Kongens Banner, ſammenkaldte alle Hirdſtevner, og bilagde alle Tviſtigheder inden Hirden, c) Stallarerne, der ved alle offentlige Møder talte paa Kongens Vegne, og paa hans Rejſer ordnede alt med Henſyn til Skyds og Befordring. Blandt Skutelſvende udnævntes tvende til Drottſete og Mundſkjenk, der hver for ſig havde at paaſee, at Maden og Drikken hver Dag kom ſømmeligen og net paa Kongens Bord[21]. En ſæregen Klasſe af Hofmænd vare Kjerteſvendene, om hvilke der allerede forhen er talt, unge Mænd af god Familie, der gjorde Page-Tjeneſte ved Hoffet[22]. Det er forhen viiſt, at Kongerne før Olaf kyrre i Regelen havde 60 Hirdmænd, 30 Gjeſter og 30 Huuskarle ved Hoffet, men at Olaf fordoblede Antallet, ſaaledes at der var 120 Hirdmænd, og lige ſaa mange Gjeſter og Huuskarle tilſammen[23]. Det omtales ikke, hvorvidt de følgende Konger atter indſkrænkede Antallet, eller beholdt det ſtørre Perſonale. Det ſidſte er det rimeligſte, og da der nu tillige ſom ofteſt var to eller tre Konger, hver med ſin Hird, blev derved Hofſindernes Antal endnu ſtørre. Her er der dog kun Tale om de virkelige, eller, ſom de kaldtes, bordfaſte, Hirdmænd eller Huuskarle. Foruden dem gaves der, ſom nys nævnt, en Mængde, der kunde kaldes titulære Hirdmænd, nemlig ſom fik Titlen blot for Ærens Skyld, og viſtnok derved bleve Kongens Mænd, gik ham til Haande, og vare pligtige, efter ſom det faldt ſig, at underſtøtte ham eller hans Ombudsmænd, men ſom ej vare bundne til at opholde ſig ved Hoffet, eller gjøre regelmæsſig Tjeneſte. Saadanne Mænd, beder det, blive Kongens Mænd formedelſt alſkens Idrætter, nogle ere Bønder, nogle Kjøbmænd, nogle andre Slags Lægmænd[24]. Til denne Klasſe hørte følgelig ogſaa de mange Islændinger, der fik Hirdmænds-Værdighed. Men da de derved, ſom det udtrykkeligt ſiges, tillige forpligtede ſig til at ſtaa Kongens Embedsmænd bi, naar ſom helſt disſe i deres Herres Ærende kom til det Sted, hvor de opholdt m, bidrog denne Indretning ikke lidet til at forøge Kongens Magt. Der fandtes ogſaa flere ikke bordfaſte Hirdmænd, der, uden at have Lendermandstitel, dog ligeſom Lendermændene havde Vejtſler, kun mindre, det vil ſige fra til 3, 4 Merker. De fleſte af disſe vare enten Lendermænds Sønner, eller Bønder, der i Rigdom og Anſeelſe næſten kunde ſtaa ved Siden af Lendermændene[25]. De vare, heder det, ligeſom Befalingsmænd i Herederne, det vil vel lille, at de vare at betragte ſom Lendermændenes Hjelpere og ſtode under deres Befaling. I Krigstilfælde brugtes de fornemmelig ſom Skibsſtyremænd. De anvendtes ogſaa i Geſandtſkaber og i de før omtalte Sendelſer til fremmede Lande for at drive Handel med Kongens Gods.

Drabet paa en haandgangen Mand afſonedes med en overordentlig Bod af 1 Mark Guld eller 8 Mkr. Sølv. til Kongen foruden det ſædvanlige Thegngilde af 40 Mkr. Det var ikke de bordfaſte alene, der bødedes ſaaledes, men alle, ogſaa de titulære[26]. Ved Hjelp af denne ſtore Masſe haandgangne Mænd rundt om i Landet maatte det ſtaa i en kraftfuld og talentfuld Konges Magt, at erhverve langt ſtørre Indflydelſe, end Kongens ſtatsretlige Stilling egentlig medførte. Men da Lendermænds-Ariſtokratiet førſt havde faaet Overhaand, kom den Magt, der ved Forleningerne var bleven Vejtſlemændene til Deel, dem ſelv mere tilgode end Kongen, fra hvem den havde ſit Udſpring.

Hvorledes alle disſe Forhold ordnedes, naar flere Konger herſkede paa een Gang, ſiges ingenſteds udtrykkeligt, men man maa ſlutte ſig dertil af enkelte Angivelſer, ſom forekomme hiſt og her. Ved ſlige Fællesregjeringer var det, ſom man tydeligt kan ſee, den oprindelige Mening, at Regjeringen ſelv lige fuldt ſkulde være een, og Landet ſelv ikke deles, men kun at visſe Kongsgaarde anſloge til Underhold for hver af Medkongerne[27]. Om man nu ved denne Fordeling af Krongodſet ſøgte ſaa vidt muligt at lade enhver Konge faa ſin Part ſamlet paa eet Sted, eller hver af dem havde Gaarde, der laa adſpredte over hele Riget, ſiges ikke udtrykkeligt, dog ſynes det næſten, ſom om det hyppigere forekommende Udtryk at Riget „ſluttedes mellem Brødrene“ forudſætter det fortie. At Regjeringen ſelv ikke deeltes, ſeer man deraf, at f. Ex. Kong Eyſtein, der dog ſkulde have faaet den nordligere Deel af Landet, i den tidligere Deel a.f ſin Regjering hyppigt opholdt ſig ſyd i Viken, medens derimod Sigurd Jorſalafare oftere opholdt ſig i Throndhjem. Dog behøver man neppe derfor at antage, at ogſaa enhvers Deel af Krongodſet har været ſpredt, thi naar en Konge opholdt ſig udenfor den Deel af Landet, hvor hans Gaarde laa, har.han vel, hvad der ogſaa tildeels antydes, taget ſin Reſidens i Byerne[28], der ifølge Sagens Natur ej kunde være Delingen underkaſtede. En anden Sag var det, at enhver Konge nødvendigviis maa have haft meeſt at ſige, og ſaaledes i Virkeligheden været den fornemſte Herſker, i den Deel af Landet, hvor hans Godſer vare beliggende. Fuldſtændig Eenhed og Fællesſkab i Regjeringen opnaaedes kun, naar de to eller flere Medkonger tillige havde fælles Hird. Men, dette indtraf, ſaa vidt man kan ſee, kun i en eneſte kort Periode under Kongerne Inge Haraldsſøns og Sigurd Munds Mindreaarighed[29]. Siden, .heder det, toge de hver ſin Hird, og dette var det ſædvanlige under Fællesregjeringerne. Saaledes havde Kongerne hver ſine Hirdmænd, ja endog Lendermænd[30]. Naar nu Kongerne indbyrdes kom i Strid med hinanden, var Landet ogſaa i Virkeligheden deelt mellem de ſtridende Parter. Slig Fællesregjering frembød dog altfor rig Anledning for Ariſtokratiet til at udvide ſin Magt paa Kongens Bekoſtning, til at nogen Magnat ſkulde modſætte ſig den. Vi have Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd om, at endog Bønderne netop følte ſig ſærdeles tilfreds i Fællesregjeringernes ſenere Periode[31]. Førſt da man havde faaet Borgerkrig i egentlig Forſtand, og andre Begreber om Kongemagtens Betydning havde begyndt at fæſte Rødder, fik man Øjnene ret aabne for Fællesregjeringens Fordærvelighed[32].

  1. Froſtathingslov 50—52. I Gulathingsloven findes ingen tilſvarende Artikel; kun Beſtemmelſer for det Tilfælde, at Lendermand eller Aarmand gjøre Atfar hos en Bonde, Cap. 141, 213.
  2. Dette indeholdes i Retten til boð ok bann.
  3. Se herom nedenfor, hvor Aarmændenes Embedspligter og Retsſagernes Behandling nærmere omtales.
  4. Gulathingsloven Cap. 253.
  5. Retterbøderne eller Lovsforandringerne benævntes nemlig ſtedſe efter Kongerne.
  6. Ved ſlige Lejligheder heder det derfor ſtedſe, at Folket, eller, ſom Lovene ofteſt udtrykke ſig „vi“ have „jaattet“ (d. e. tilſagt, lovet) Kongen denne eller hiin Afgift. En anden Sag var det med Sven Alfivesſøns Paalæg, thi han optraadte ſom den enevældige Erobrer.
  7. Saaledes heder det om Ophævelſen af de nys nævnte Paalæg, at Kongerne gave disſe „Retterbøder“; ligeledes heder det at Sigurd, Eyſtein og Olaf „gave“ den 14de Arv, d. e. gave Slip paa Kronens Rettighed at tage en Arv, naar der efter Arveladeren ikke vare nærmere Frænder end uegte Farbrødre og Broderſønner m. fl, Froſtathingsloven VIII. 15.
  8. Se herom ogſaa ovenfor, I. 1. S. 716.
  9. Hvorledes Lendermændene paa Grund af deres Stilling vare forpligtede til at værne om Landet, er i det Foregaaende meget ofte viſt ved Exempler, navnlig under Fejden med Sigurd Slembedjakn, da Lendermændene i Viken udviklede ſaa megen Virkſomhed, og ligeledes da Venderne angrebe Kongehelle, hvor de nærmeſte Lendermænd ſtrax fremmødte. Af Beretningen om Sveinke Steinarsſøn ſees, hvorledes han ſom Lendermand holdt Orden i Landet.
  10. Se forſkjellige Beſtemmelſer i Gulathingslovens og Froſtathingslovens Afſnit om Landværnet.
  11. Gulathingsloven 298.
  12. Det var, ſom tidligere er antydet, Jarlens oprindelige Stilling, hvilken han ogſaa ſtedſe indtog i Sverige, ſaa længe Jarlsnavner der brugtes. Rimeligviis har enhver Fylkeskonge forhen haft en Jarl ved ſin Side, og det faldt ſaaledes af ſig ſelv, at da Fylkeskongernes Værdighed ophørte, medens Jarlernes vedblev, indtoge de en Stilling ſom Statholdere. Det er i det foregaaende viſt, at fra St. Olafs Tid ſøgte Kongerne atter at overholde at der kun var een Jarl i Riget. Da Haakon Herdebred udnævnte Sigurd af ment til Jarl, kom denne derved netop til at indtage Jarlernes oprindelige Stilling. Jfr. de ældre ſvenſke Love.
  13. Se ovenfor S. 652, jvfr. 790.
  14. Se d. ældre Bjarkøret paa flere Steder.
  15. Se Orknøyinga Saga S. 150, jvfr. ovenfor S. 687. Her ſiges det udtrykkeligt at Sigurd Sneis’s Søn Salmund var Gjaldkere i Tunsberg. Benævnelſen gjaldkeri eller gjaldkyri kommer af gjald (Betaling) og kjósa (vælge).
  16. Se ovenfor S. 877, jvfr. Anecdoton, Sp. 18.
  17. Hirdſkraa Cap. 27, jvfr. Kongeſpejlet (Ny Udg.) S. 57.
  18. Kongeſpejlet, S. 59.
  19. Kongeſpejlet S. 59, jvfr. Hirdſkraa Cap. 45.
  20. Kongeſpeilet S. 63. Hirdſkraa Cap. 27.
  21. Hirdſkraa Cap. 26.
  22. Hirdſkraa Cap. 48. jvfr. ovenfor S. 440.
  23. Se ovenfor S. 440. jvfr. I. 2. S. 639.
  24. Kongeſpejlet S. 60. Kongeſpejlets Skildring tilhører vel nærmeſt Tiden omkring 1195, men at Forholdene i hele Aarhundredet, hvad disſe Sager angik, var det ſamme, ſees af mange Hentydninger i Sagaerne.
  25. Kongeſpejlet S. 60.
  26. Kongeſpejlet S. 60. Om Thegngildet, eller Boden fordi man berøvede Kongen en Thegn d. e. Underſaat, ſe o. I. 1. S. 134, Anm. 2; jvfr. nedf. S. 1008.
  27. Se ovenfor S. 120.
  28. Naar Eyſtein, ſom det ovenfor er omtalt, ſtundom opholdt ſig i Viken (f. Ex. i Vintren 1113—14), nævnes udtrykkeligt Sarpsborg.
  29. Se ovenfor S. 801.
  30. Se ovenfor S. 647, hvor Vidkunn Jonsſøn ſelv angiver ſig ſom Sigurd Jorſalafares Lendermand, og derfor, om det i paakommende Tilfælde behøvedes, pligtig at underſtøtte ham endog mod Kong Eyſtein ſelv. At Vidkunn for øvrigt var bleven Sigurds, ikke Eyſteins Lendermand, uagtet det ſynes rimeligt at Lendermændene nordenfjelds ſtode under Eyſtein, kan forklares deraf, at Vidkunn allerede paa Orknø, ſtrax efter Magnus Barfods Fald, uden al Tvivl har gaaet Sigurd til Haande.
  31. Se ovenfor S. 918. Det er der viiſt, at Aarſagen til, at Norge forholdsviis led faa lidet ved Tronkrigene i Fællesregjeringernes Tid, kom deraf, at Krigen ſelv egentlig ikke berørte Folket i Almindelighed, kun de krigførende Fyrſter og deres nærmeſte Tilhængere. Det ſamme var Tilfældet i England under de tilſyneladende endnu blodigere Krige mellem den røde og hvide Roſe i det 16de Aarhundrede. Dette bevidnes udtrykkeligt af den ſamtidige Comines: Entre toutes les seigneuries du monde, dont j’ai connaissance, où la chose publique est mieux traitée et où règne moins de violence sur le peuple, etoù il n’y a nuls édifices abattus ni démolis pour guerre, c’est Angleterre, et tombe le sort et le malheur sur ceux qui font la guerre.
  32. Dette ſees nokſom af Ræſonnementet i Kongeſpejlet (S. 75) der netop maa antages forfattet i den næſte Generation efter Sigurd, Inges og Eyſteins Tid, men af en ældre Mand, der ogſaa havde levet i denne.