Det norske Folks Historie/3/105

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Uagtet Lovene opſtillede en beſtemt Arvegang med Henſyn til al Privat-Ejendom, og navnlig gjorde ſtor Forſkjel mellem egte og uegte Fødſel, ſees det dog at man lige fra de ældſte Tider har gjort Undtagelſe herfra med Henſyn til Konge-Arven eller Thron-Sukcesſionen, eller at denne ingenſinde er kommen under den private Arvegangs Kategori. Navnlig ſynes for Kongedømmet alt Spørgsmaal om den Egteføddes Fortrin for den Uegte at være bortfaldt, viſtnok, ſom man kan ſkjønne, af den Grund, at man ved at nære Betænkeligheder mod at ophøje en Konges uegte Søn paa Tronen kunde komme i det Tilfælde, ingen Tronfølger at faa. De fleſte Tronfølgere ſiden St. Olafs Tid vare Frilleſønner. Magnus den gode fødtes af Alfhild, medens hans Fader Olaf levede i Egteſkab med Aſtrid. Olaf Kyrres Moder Thora var vel gift med Harald Haardraade, men Dronning Elliſiv, med hvem han var lovlig gift, levede endnu. Magnus Barfod var Frilleſøn; ingen af hans Sønner vare egtefødde; af Harald Gilles Sønner var kun Inge egtefød, og dog ſtilledes de andre Brødre fuldkommen ved Siden af ham, om ej i virkelig Anſeelſe, ſaa dog i ſtatsretlig Betydning. Den Regel har, ſom man kan ſlutte, været gjeldende, at Brødre, hvor mange de end vare, og uden Henſyn til deres Byrd, vare lige berettigede til Kongenavn og Andeel i Regjeringen efter deres Faders Død; ligeledes, at Døtre viſtnok aldrig kunde arve Tronen, men at Datterſønner vare berettigede dertil, naar Sønner, Sønneſønner eller andre Deſcendenter i den mandlige Linje ikke fandtes. Det er ej uſandſynligt, at kun Deſcendenter af lige Slægtſkabsgrad ſamtidigt kaldtes til Sukcesſion, ſaaledes at, naar en af to eller flere fælles regjerende Brødre døde før de øvrige, hans Søn da ikke ſtrax traadte i hans Sted og repræſenterede hans Linje, men maatte vente, indtil alle Farbrødrene vare døde, hvorpaa han da blev ſideordnet og lige berettiget med disſes Sønner. At Magnus Sigurdsſøn og hans Farbroder Harald Gille ſamtidigt vare Konger, ſvækker ikke denne Formodning, thi Magnus var allerede tagen til Konge før Faderens Død ved dennes Foranſtaltning, og Harald ſkulde egentlig havde været udelukket fra Regjeringen, ſom han efter Sigurds Død paa en vis Maade tilſneg ſig. Da Inges Broderſøn, Haakon Herdebred, af en enkelt Faktion ophøjedes til Konge, betragtedes han og hans Venner af Inge og dennes Tilhængere aabenbart ſom Oprørere. Da det, for at faa Deel i Regjeringen, kun udfordredes for en Kronprætendent, at han erkjendtes for en Broder af den regjerende Konge paa fædrene Side, er det ej at undres over, at han anvendte ethvert lovligt Beviismiddel, der ſtod til hans Raadighed, og da Gudsdommene paa den Tid endnu udgjorde vigtige Beviismidler M kom følgelig Jærnbyrden til at ſpille en betydelig Rolle. Uagtet der med denne unegtelig kunde ſkee, og virkelig ſkede, mange Bedragerier. — ſtrengt taget maa jo enhver ſaakaldet heldig Jernbyrd være et Bedrageri — afſtedkom den dog neppe ſaa mange Ulemper med Henſyn til Sukcesſionen, ſom det oftere har været paaſtaaet. For det Tidsrum, vi her have gjennemgaaet, er der endnu kun Tale om Harald Gille, og uagtet der var mange, ſom ſtedſe anſaa ham for en Bedrager, er det øjenſynligt, at Kong Sigurd, der dog var meeſt interesſeret i Sagen, oprigtigt erkjendte ham for ſin Broder, og ſaaledes af Omſtændigheder, der ikke udtrykkeligt meddeles, men ſom han ſelv bedre end andre kunde bedømme, maa have følt ſig overbeviiſt om at det dog havde ſin Rigtighed med hans Udſagn. Men derfor ſtod viſtnok Vejen til at anvende dette Middel paa en bedragerſk og for Riget fordærvelig Maade lige fuldt“aaben, og det var ſaaledes paa Tide, at Gudsdommene, ſom vi i det følgende ville ſee, et Par Generationer ſenere end Udgangen af nærværende Tidsrum bleve afſkaffede. De Beſtemmelſer med Henſyn til Tronfølgen, ſom indførtes paa Mødet i Bergen, gjorde forreſten Spørgsmaalet om Jernbyrdens Betydning ved Afgjørelſen af en Kronprætendents Arveret mindre vigtigt, efterſom det dog under alle Omſtændigheder blev Rigsforſamlingen, hvem den endelige Afgjørelſe forbeholdtes. Men da hine Beſtemmelſer ikke egentlig vare af længere Varighed end Magnus Erlingsſøns Regjeringstid, og det nye Syſtem, ſom derefter indførtes, lagde ganſke anderledes Vegt paa den nærmeſt mulige Nedſtammen fra den ſidſt afdøde Konge, ſamt paa at Regjeringen ikke oftere overdroges til flere Konger paa een Gang, faldt det af.ſig ſelv, at alt, hvad der kunde lette uberettigede Tronprætendenters Fremtræden, afſkaffedes.