Det norske Folks Historie/3/105
Uagtet Lovene opstillede en bestemt Arvegang med Hensyn til al Privat-Ejendom, og navnlig gjorde stor Forskjel mellem egte og uegte Fødsel, sees det dog at man lige fra de ældste Tider har gjort Undtagelse herfra med Hensyn til Konge-Arven eller Thron-Sukcessionen, eller at denne ingensinde er kommen under den private Arvegangs Kategori. Navnlig synes for Kongedømmet alt Spørgsmaal om den Egteføddes Fortrin for den Uegte at være bortfaldt, vistnok, som man kan skjønne, af den Grund, at man ved at nære Betænkeligheder mod at ophøje en Konges uegte Søn paa Tronen kunde komme i det Tilfælde, ingen Tronfølger at faa. De fleste Tronfølgere siden St. Olafs Tid vare Frillesønner. Magnus den gode fødtes af Alfhild, medens hans Fader Olaf levede i Egteskab med Astrid. Olaf Kyrres Moder Thora var vel gift med Harald Haardraade, men Dronning Ellisiv, med hvem han var lovlig gift, levede endnu. Magnus Barfod var Frillesøn; ingen af hans Sønner vare egtefødde; af Harald Gilles Sønner var kun Inge egtefød, og dog stilledes de andre Brødre fuldkommen ved Siden af ham, om ej i virkelig Anseelse, saa dog i statsretlig Betydning. Den Regel har, som man kan slutte, været gjeldende, at Brødre, hvor mange de end vare, og uden Hensyn til deres Byrd, vare lige berettigede til Kongenavn og Andeel i Regjeringen efter deres Faders Død; ligeledes, at Døtre vistnok aldrig kunde arve Tronen, men at Dattersønner vare berettigede dertil, naar Sønner, Sønnesønner eller andre Descendenter i den mandlige Linje ikke fandtes. Det er ej usandsynligt, at kun Descendenter af lige Slægtskabsgrad samtidigt kaldtes til Sukcession, saaledes at, naar en af to eller flere fælles regjerende Brødre døde før de øvrige, hans Søn da ikke strax traadte i hans Sted og repræsenterede hans Linje, men maatte vente, indtil alle Farbrødrene vare døde, hvorpaa han da blev sideordnet og lige berettiget med disses Sønner. At Magnus Sigurdssøn og hans Farbroder Harald Gille samtidigt vare Konger, svækker ikke denne Formodning, thi Magnus var allerede tagen til Konge før Faderens Død ved dennes Foranstaltning, og Harald skulde egentlig havde været udelukket fra Regjeringen, som han efter Sigurds Død paa en vis Maade tilsneg sig. Da Inges Brodersøn, Haakon Herdebred, af en enkelt Faktion ophøjedes til Konge, betragtedes han og hans Venner af Inge og dennes Tilhængere aabenbart som Oprørere. Da det, for at faa Deel i Regjeringen, kun udfordredes for en Kronprætendent, at han erkjendtes for en Broder af den regjerende Konge paa fædrene Side, er det ej at undres over, at han anvendte ethvert lovligt Beviismiddel, der stod til hans Raadighed, og da Gudsdommene paa den Tid endnu udgjorde vigtige Beviismidler M kom følgelig Jærnbyrden til at spille en betydelig Rolle. Uagtet der med denne unegtelig kunde skee, og virkelig skede, mange Bedragerier. — strengt taget maa jo enhver saakaldet heldig Jernbyrd være et Bedrageri — afstedkom den dog neppe saa mange Ulemper med Hensyn til Sukcessionen, som det oftere har været paastaaet. For det Tidsrum, vi her have gjennemgaaet, er der endnu kun Tale om Harald Gille, og uagtet der var mange, som stedse ansaa ham for en Bedrager, er det øjensynligt, at Kong Sigurd, der dog var meest interesseret i Sagen, oprigtigt erkjendte ham for sin Broder, og saaledes af Omstændigheder, der ikke udtrykkeligt meddeles, men som han selv bedre end andre kunde bedømme, maa have følt sig overbeviist om at det dog havde sin Rigtighed med hans Udsagn. Men derfor stod vistnok Vejen til at anvende dette Middel paa en bedragersk og for Riget fordærvelig Maade lige fuldt“aaben, og det var saaledes paa Tide, at Gudsdommene, som vi i det følgende ville see, et Par Generationer senere end Udgangen af nærværende Tidsrum bleve afskaffede. De Bestemmelser med Hensyn til Tronfølgen, som indførtes paa Mødet i Bergen, gjorde forresten Spørgsmaalet om Jernbyrdens Betydning ved Afgjørelsen af en Kronprætendents Arveret mindre vigtigt, eftersom det dog under alle Omstændigheder blev Rigsforsamlingen, hvem den endelige Afgjørelse forbeholdtes. Men da hine Bestemmelser ikke egentlig vare af længere Varighed end Magnus Erlingssøns Regjeringstid, og det nye System, som derefter indførtes, lagde ganske anderledes Vegt paa den nærmest mulige Nedstammen fra den sidst afdøde Konge, samt paa at Regjeringen ikke oftere overdroges til flere Konger paa een Gang, faldt det af.sig selv, at alt, hvad der kunde lette uberettigede Tronprætendenters Fremtræden, afskaffedes.