Det norske Folks Historie/3/106

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Alle de Anliggender, ſom paa den her i det foregaaende ſkildrede Maade beſtyredes eller lededes af Kongerne, vare, ſom man lettelig kan forſtaa, alene de verdslige. Kirken og dens Anliggender dannede en egen Afdeling for ſig, der i Norge, ſom andenſteds i den romerſk-katholſke Verden under Middelalderen, var den verdslige Magt uvedkommende, undtagen naar denne i yderſte Nødstilfælde maatte laane den gejſtlige ſin Arm. Men Beſtyrelſesmaaden ſelv var ganſke i Analogi med den verdslige. Biſkopperne, og efter Domkapitlernes Indførelſe Biſkopperne i Forening med disſe, traadte her i Kongens Sted. Biſkoppen havde Sagefaldet af kirkelige Forbrydelſer. De biſkoppelige Godſer beſtyredes ogſaa af Aarmænd, der tillige udførte de kirkelige Søgsmaal, hændede Dom over dem, der havde forbrudt ſig mod Kirken, oppebare Sagefaldet[1] og opkrævede Biſkoppens øvrige Indtægter. Hvor vidt Biſkopperne allerede paa den Tid, vi her have for os, holdt Huuskarle eller eget Hof paa verdslige Høvdingers Viis, ſiges ej udtrykkeligt, med det ſynes næſten allerede at ligge i Begrebet om „tigne“ (fyrſtelige) Mænd, til hvilke Biſkopperne hørte; det ſtemmer med, hvad der ellers i Europa var det ſædvanlige, og viſt er det, at man i alle Fald ſenere finder biſkoppelige Huuskarle og Skutelſvende omtalte. Biſkoppernes Indtægter vare visſelig ſtore nok til at holde et betydeligt Følge. Gulathingsloven beſtemmer den aarlige Afgift (Reide), han ſkulde have af Biſkopsdømmets Beboere, til en Ertog for 40 Perſoner[2]. Antaget, at Bergens Stift, d. e. Hørdafylke, Sygnafylke og Firdafylke, omkring 1150 omtrent havde et af Folkeantal 110000 Menneſker, bliver Biſkoppens aarlige Reide 2750 Ertoger eller 916 Ører, hvilket i virkelig Værdi efter de nuværende Forhold kan ſættes lige faa højt ſom 9000 Spdlr. Komme nu hertil Indtægterne af Biſkops-Godſet, Fjerdeparten af Tienden og det viſtnok betydelige Sagefald, og Vejtſlerne eller Gegngerden ved de aarlige Viſitatsrejſer[3], ſaa ſees det let, at Biſkoppernes Indtægter maa have været meget betydelige i Forhold til alle andre Landsmænds, undtagen Kongernes, og at de have kunnet fore en næſten fyrſtelig Levemaade, og endda var Bergens Biſkopsſtol den daarligſte eller næſt daarligſte i Landet[4]. Oslos Biſkopsſtol, og end mere Erkeſtolen i Throndhjem, indbragte ſikkerlig meget mere. Biſkopperne manglede følgelig ikke Evne til at omgive ſig med Pragt og Magtens Attributer. Kun faldt det af ſig ſelv, at da de ikke ſelv vare Lensfyrſter eller havde nogen verdslig Regjeringsret over Indbyggerne paa deres Gaarde, kunde de heller ikke ſelv uddele Forleninger, eller antage Lendermænd.

Om Kirkeforfatningen i og for ſig ſelv er der allerede ovenfor udførligt handlet. Her er det kun Biſkoppernes verdslige Stilling, vi have for Øje.

Virkelige Lensfyrſter vare derimod Kongerne paa Syderøerne og Orknøernes Jarler. De førſtes Afhængighed ſtod dog indtil Gudrøds Tid paa en temmelig uſikker Fod, og nogen beſtemt Vedtægt med Henſyn til de af Vaſallforholdet følgende Præſtationer var neppe endnu faſtſat. Uagtet Orknøerne regnedes til Skatlandene, og deres Afhængighed af Norge ſom Vaſalland var fuldkommen erkjendt, lader det dog heller ikke her til at beſtemte eller regelmæsſige Præſtationer fandt Sted[5]. Hovedſagen var, at Jarlen ſom Vaſall var afhængig af Kongen, og i det mindſte efter Bogſtaven, forpligtet til at underſtøtte ham med Krigsmagt, naar han dertil opfordredes. Anden Skat end enkelte ſaakaldte Gaver ved højtidelige Lejligheder, ſom Hyldinger, Bekræftelſer i Jarldømmet, o. a. d. Og viſt er det at Kongerne ikke i mindſte Maade blandede ſig ind i Øernes indre Beſtyrelſe. Jarlen herſkede .i ſaa Henſeende ſom ſouverain Fyrſte.

  1. Dette ſees næſten paa hver Side af de ældre Chriſtenretter. Ved Eiendomsforbrydelſer deeltes dog, ſom ovenfor viiſt, det forbrudte Gods. I Stedet for „Aarmand“ bruges ofte Benævnelſen „erendreki“ (Fuldmægtig), hvilket maaſkee var en hæderligere Titel, ſom Mænd af god Familie ej undſaa ſig for at bære, medens de for ingen Priis vilde kaldes „Aarmænd“.
  2. Gulathingsloven Cap. 9, jvfr. Froſtathingsloven II 44, Eidſivalov, Chriſtenret Cap. 31, 33, 40. Vikens Chriſtenret Cap. 10.
  3. Biſkoppen ſkulde, naar han indviede en Fylkeskirke (paa Oplandene Tredingskirke) om Sommeren have et Følge af 30. Mand, og Skyds af 30 Heſte, foruden en Taumheſt (palefroi) til ſig ſelv, ſamt en 3 Dages Vejtſle (i Viken en fem Dages). Gulathingsloven 9. 14, Froſtathingslov II. 11, 44, Eidſiva Chriſtenret 31, 34, 40; Vikens Cap. 10. For ringere Kirker var en mindre Ydelſe beſtemt.
  4. At Biſkopsſtolen i Oslo anſaaes bedre end baade den ſtavangerſke og bergenſke, ſees deels af Biſkop Nikolas’s Forflyttelſe 1190 fra Stavanger til Oslo (Sverres Saga Cap. 111), deels af Biſkop Jakobs Befordring til Oslo 1407, ſe de islandſke Annaler ved dette Aar.
  5. Da Harald Maddadhsſøn, ſom det i det følgende ſkal viſes, i 1197 underkaſtede ſig Kong Sverre, ſom ved denne Lejlighed aldeles fratog ham Hjaltland, maatte han og, ſom det fortælles, afſtaa Halvdelen af Indtægterne af Orknø til Kongen, ſom fra den Tid af holdt Sysſelmænd paa Øerne. Dette ſynes at viſe, at der tidligere ingen regelmæsſige Afgifter vare ydede, hvilket ogſaa ſtemmer med Udſagnet i Olaf den helliges Saga, Cap. 212, at Kong Harald Haarfagre frit og Torv-Einar fra at betale Skat, da han havde nok med at forſvare Landet, jvfr. ovenfor I. S. 316, Note 1.