Det norske Folks Historie/3/107

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Alle Lovforandringer, der ikke ene og alene beroede paa Kongerne ſelv, men krævede Folkets eller dets Lederes Samtykke, afgjordes, ſom vi have ſeet, deels paa de ſtore Lagthing, deels paa de overordentlige Rigsmøder. Det ligger i Sagens Natur, og viſer ſig ogſaa af hvad der tidligere er berettet om Rigsmøderne i Throndhjem og Bergen, at Forhandlings-Emnerne paa de ſidſte vare ſtatsretlige Spørgsmaal, der vedkom lige meget hver enkelt Deel af Riget. Derimod maa man antage, at de Love, der bragtes iſtand eller forandredes paa de ordentlige Lagthing, kun vedkom den private Ret, hvor vigtige de end i ſig ſelv kunde være; de gjaldt i det mindſte ikke videre end for den Thingforening, inden hvilken de vedtoges, og det var ſaa langt fra, at enhver Forandring i een Thingforening ogſaa vedtoges af den anden, at man meget mere maa betragte de ſtore Afvigelſer, der ſtundom finde Sted mellem de enkelte Thingforeningers ældre Lovgivninger indbyrdes, ſom et Tegn paa, hvor lidet man i den ene lagde Merke til, hvad der ſkede i den anden. Lagthingenes Organiſation ſtemmede i det Væſentlige med Althingets paa Island. Ligeſom det egentlige Thingperſonale, der vedtog Lovforandringer m. m., her beſtod af Lagretten, eller Goderne med de af dem ſelv tilforordnede Mænd, ſaaledes beſtod det i Norge ligeledes af Lendermændene, Aarmændene, enkelte af Biſkoppen opnævnte Preſter, og endelig de ſaakaldte Thing- eller Nevnde-Mænd, der opnævntes af Lendermændene eller Aarmændene. Om Lendermændene førſt ſkrede ind, naar Aarmændene forſømte at opnævne Thingmænd, eller om de — nævnte hver ſine, Lendermændene i ſine Vejtſler og Aarmændene i ſine Beſtyrelſes-Diſtrikter, ſiges ikke; det ſidſte er dog det rimeligſte. Forreſten er det kun Gulathingsloven, ſom her omtaler Lendermændene; efter Froſtathingsloven ſynes det ene at være Aarmændene, der opnævne Thingmændene. Det er ſaaledes langt fra, at disſe udvalgtes af Folket; tvertimod betragtedes deres Opnævnelſe aabenbart ſom en Kongen tilkommende Ret, og dennes Indflydelſe paa Lovgivningen maatte derfor blive betydelig. Vi kjende desværre ikke til de nærmere Beſtemmelſer med Henſyn til Nævningsvæſenet ved andre Thing end Gulathinget og Froſtathinget; den gamle Eidſivathingslovs Beſtemmelſe om Thingmændenes Antal for hvert Landſkab ere tabte. Man erfarer, at Thingmændenes Antal i tidligere Dage var langt ſtørre end ſenere. Olaf den hellige forordnede 102 fra Hørdafylke, lige ſaamange fra Ryfylke,80 fra Firdafylke, 64 fra Sygnafylke, 27 fra Egdafylke, tilſammen 375, hvortil kom et ubeſtemt Antal fra Søndmøre, hvis Forening med de ovenfor nævnte Fylker under eet Hovedthing endnu, ſom man maa antage, neppe var fuldſtændig. Magnus Erlingsſøn, eller rettere, ſom man maa formode, Erling.ſkakke med de øvrige Deputerede paa Rigsmødet i Bergen 1164, nedſatte Thingmændenes Antal til 246, nemlig 00 fra Hørdafylke, 60 fra Ryfylke, 50 fra Firdafylke, 40 fra Sygnafylke, 20 fra Egdafylke og 16 fra Søndmøre[1]. Til Froſtathing opnævntes fra hvert af de fire indthrøndſke Fylker 40 Mænd, og, ſom det heder, fra hvert af de udthrøndſke 60 Mænd, tilſammen 400[2]. Hverken i Froſtathings- eller i Gulathingsloven omtales ved denne Lejlighed, ſom i de ſenere Bearbejdelſer af ſamme Love, de øvrige under Loven lydende Landſkaber, nemlig Naumdølafylke, Raumsdal og Nordmørafylke ſamt maaſkee Haalogaland for Froſtathingets, og Valdres, .Hallingdal, Setersdal ſamt Otrodalen[3] (tilſammen det nuværende Robygdelag) for Gulathingets Vedkommende, hvilket ſynes at viſe, at Indbyggerne af disſe Landſkaber have maattet finde ſig i de Foranſtaltninger, Hovedfylkernes Nevndarmænd vedtoge, med mindre man kan antage, hvad der i ſig ſelv ej er ſaa uſandſynligt, at de unævnte Landſkaber have været regnede ind under de opregnede, og deeltaget med dem i at ſende Nevndarmænd, ſaaledes f. Ex. Valdres med Sogn, Hallingdal med Hardanger og Setersdal ſamt Otrodal med Agder. Hvad Raumsdal. Naumdølafylke, Nordmørafylke og Haalogaland[4], eller i det mindſte dettes ſydlige Deel angaar, bliver denne Formodning næſten til Vished, ſaaledes at de have deeltaget med de fire udthrøndſke Fylker om at ſende Thingmænd, eller at de tilſammen have ſendt de 80 Mænd (altſaa 20 Mænd), ſytti Udthrønderne ifølge det oven anførte havde at vælge flere end disſe. Thi det indſees ikke, hvorfor Udthrønderne ellers ſkulde ſende flere end Indthrønderne, og vi have derhos ſeet Exempler paa, at Mænd, der egentlig boede paa Nordmøre, dog regnedes blandt Udthrønderne[5].

Blandt Nevndermændene udvalgtes eller opnævntes, ſom man maa formode, ſkjønt det ej udtrykkeligt ſiges, Lagretten, ſandſynligviis beſtaaende af 3 Tylfter[6]. Den adſkiltes fra den øvrige Thingforſamling ved Veebaand eller fredlyſte Skranker (ſ. o. I. 1. S. 149) og dens Hverv ſynes udelukkende at have været at dømme, medens alle Nevndermændene tilſammen, eller, ſom det hed uden og inden Veebaandene, vedtoge Lovsforandringer og bekræftede Dommen ved Vaabentag[7]. I Froſtathingslagen, og ſandſynligviis ogſaa i de øvrige Thingforeninger, var det vedtaget at ingen Lendermand maatte opnævnes til Medlem af Lagretten uden Bøndernes Tilladelſe, aabenbart af Frygt for at hans Autoritet vilde udøve altfor ſtor Indflydelſe[8]. Nevndermændene fik en efter Thingets Varighed faa vel ſom Rejſens Længde afpasſet Godtgjørelſe i Penge, kaldet Thingfarefæ, ſaa vel ſom en beſtemt Portion Smør, Meel og Malt til deres Fortæring paa Rejſen og under Thinget. Dette maatte de Bønder, hvert Fylke for ſig, udrede under en vis Pengebod for den, der undlod denne Pligt[9]. Derimod paabød Gulathingsloven udtrykkeligt, at to Lendermænd ſkulde være tilbage i Egdafylke, to i Ryfylke, een i Søndhordland, een i Firdafylke og een paa Søndmøre, for „at forſvare Folks Huus og Hjem mod Tyve og Ransmænd“. J Nordhordland og Sogn, der laa ſaa nær ved Thingſtedet, anſaaes vel dette ikke nødvendigt. Om nogen lignende Beſtemmelſe har været til for Froſtathingslagen, vides ej.

Gulathingets Nevndermænd og Lagrette ſammentraadte efter den ældre Beſtemmelſe, ſom enten faſtſattes eller bekræftedes af St. Olaf, Thorsdag i Paaſkeugen, altſaa i Marts eller April Maaned; paa Mødet 1164 beſtemtes Dagen til Petersmesſeaften eller 28de Juni. Tiden,i hvilken Lagretten var ſamlet, altſaa Thingtiden i det Hele taget, maa have udgjort henimod tre Uger, ſiden endog Hørdalands og Sogns Thingmænd fik en Maaneds Fortæring til Underhold. Om Froſtathinget vides kun, at det holdtes om Sommeren[10]: det ſamme var ogſaa Tilfældet med Eidſiva-Thinget. Efter Lovforandringen i 1274 holdtes alle Thing ſamtidigt[11]; men dette kan man vanſkeligen antage om Thingene før den Tid, thi det lader næſten til at Kongerne ſelv, om de ønſkede det, kunde være tilſtede ved dem alle tre, det ene efter det andet. Gulathinget holdtes, ſom ovenfor nævnt, paa Gula ved Eivindvik, Eidſivathinget paa Eidsvold, og Froſtathinget oprindelig paa Froſten, men allerede før Sigurd Jorſalafarers Tid og ſenere i Byen Nidaros. Thingtiden for hver Dag ſynes at have været fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 3 om Eftermiddagen[12]. Nevndermændene maatte indfinde ſig faſtende paa Thinget. Deres Hverv var hovedſageligt at dømme i de til Thinget indſtevnte Privatſager, og Lovforandringer kunde de neppe vedtage, uden naar de vare foreſlaaede af Kongen eller paa dennes Vegne. Imidlertid kunde de middelbart, ved Præjudikater, indvirke paa Lovgivningen, thi det heder udtrykkeligt, at hvor Lovbogen ſelv ikke gav nogen Beſked, ſkulde Lagretten dømme ſom den fandt retteſt for Gud, dog udfordredes hertil Eenſtemmighed[13].

Ligeſom Althinget paa Island, dømte Lagthingene i Norge ej paa den Maade i ſidſte Inſtans, ſom dette Udtryk nu plejer at forſtaaes, nemlig ſaaledes, at de enten ſtadfæſtede, forandrede eller ophævede en af en Underret afſagt Dom, men kun ſaaledes, at Sager, der paa de lavere Thing ej kunde komme til Endſkab, indſtevntes til Lagthingene for at faa endelig Afgjørelſe. Af lavere Thing gaves der i Gulathingslagen Fjerdingsthing, for hver Fjerding eller Fjerdedeel af et Fylke, og Fylkesthing[14]; i Thrøndelagen, hvor Fylkerne vare ſaa ſmaa, Fylkesthing, to Fylkers-Thing og fire Fylkers-Thing[15]; i Eidſævislagen Tredings- eller Halve-Thing, efter ſom Fylkerne vare deelte i Tredinger eller Halver, Fylkes-Thing, og tre Fylkers-Thing[16]. De ringeſte Thing (Fjerdingsthingene i Gulathingslagen, Fylkesthingene i Froſtathingslagen, og Tredings- eller Halve-Thingene i Eidſævis-Lagen) holdtes ikke paa beſtemte Tider, men efter ſom enhver fandt det nødvendigt, eller indtrufne Omſtændigheder fordrede de[17]. Thinget ſammenkaldtes da ved almindelig Budſtikke, eller, naar Manddrab havde fundet Sted, ved en Piil, hvorfor dette Slags Thing kaldtes Ørvarthing. Da det dog vilde foraarſage alt for meget Bryderi og Hinder i de daglige Forretninger for de Bønder, ſom ikke havde deſto ſtørre Folke-hjelp, om de hvert Øjeblik ſkulde være tvungne til at ſuge Thing i private Sager, var det beſtemt, at alle ſaakaldte Eenvirker (de ſom ej havde Arbejdere i deres Tjeneſte) kunde ſidde hjemme, undtagen ved Manddrabsthing, Konge-Thing og Mandtals-Thing; men de øvrige Bønder maatte rinder en vis Bod (Thingvite) indfinde ſig[18]. Naar nu f. Ex. en reen og klar Gjeldsſag, hvortil Vidner havdes, i Gulathingslagen var indſtevnt til Fjerdingsthinget, ſkulde alle Thingmændene prøve Sagen, og hvis de vare enige, tildømme Sagſøgeren hans Fordring; denne Dom var da inappellabel, og Thingmændene eller ſaa mange af dem, ſom behøvedes, vare ſelv pligtige, i Forening med Kongens Aarmand, at fare til den Sagſøgtes Huus og ſkaffe Sagſøgeren hans tilgodehavende, tilligemed Godtgjørelſe for den Forurettelſe, han havde lidt af den anden Part, fordi denne ikke ſtrax efter Opfordring havde opfyldt ſin Pligt, ſaa vel ſom en Baug (Bod) til Kongen af ſamme Aarſag. Men kunde Thingmændene ikke enes, gik Sagen til Fylkesthinget, hvis Dom ligeledes var inappellabel, (ſandſynligviis ogſaa med Forpligtelſe for Thingmændene til at deeltage i Exekutionen), uden for ſaavidt en Fjerdedeel i det mindſte af Thingmændene ſtemte for at henviſe Sagen til Gulathinget[19]. Her dømte da Lagretten paa ſamme Maade, ſom Thingmændene ved ringere Thing, og Nevndarmændene vare ligeledes pligtige til paa Opfordring at hjelpe til Dommens Exekution[20]. Den af Lagretten afſagte Dom ſtadfæſtedes ſandſynligviis af de øvrige Nevndarmænd ved Vaabentag[21]. Omtrent paa ſamme Maade maa det have gaaet til i de øvrige Thingforeninger, med de Afvigelſer ſom den ovenfor nævnte Thing-Indretning medførte. Paa Eidſivathing var det rimeligviis Nevndarmænd fra de ſex Hovedfylker, (de tre oplandſke og de tre vikſke), der afſagde den egentlige Dom[22]. Gjennem hele denne Behandling af Retsſager til Thinge gaar det for vor ældre Proceslovgivning til Grund liggende Princip, at hvad der under ethvert Forhold var Lov og Ret, antoges almindelig bekjendt, ſaa at det alene var Faktum, hvorom Proceduren drejede ſig, og Anvendelſen af Lovens Bud paa det engang oplyſte og beviſte Faktum ikke egentlig var Dommernes Sag, men ſaa at ſige en umiddelbar Følge af Kjendelſen angaaende Faktum. Lagretten paa Thingene ſvarede ſaaledes omtrent til de Edſvorne i England, kun med den Forſkjel, at der endnu ikke behøvedes nogen lovkyndig Embedsmand til at anvende Lovens Bud paa den foreliggende Kjendsgjerning. Alene ved Lagthinget havde Lagretten, ſom ovenfor nævnt, Ret til, i Tilfælde hvor Loven tiede, at gaa videre end den egentlige Prøvelſe af Faktum, men ogſaa efter Billighedshenſyn at afſige en virkelig Dom.

Det ligger forreſten i hine ældre Retsinſtitutioners Natur, og beſtyrkes ved den islandſke Lovgivnings Analogi, at det ej var abſolut nødvendigt, at bringe en Sag aller førſt ind for det ringeſte Thing; man kunde viſtnok ogſaa bringe den ſtrax ind for et højere, eller Lagthinget, men det faldt af ſig ſelv, at det var belejligſt at indſtevne den for det Thing, man havde nærmeſt ved Haanden og til enhver Tid kunde ſammenkalde[23]. Enkelte vigtigere Sager, eller ſom verſerede mellem højere Perſoner, maatte, ſom vi have ſeet, ſtrax indbringes for højere Thing[24]. Søgsmaalet ved en reen og klar Gjeldsſag begyndte ſædvanligt med at Debitor med tilbørligt Varſel ſtevnedes til at være hjemme i ſit Andvege eller Højſæde og høre Krav; vægrede han ſig da ved at betale, ſtevnedes han med mindſt fem Dages (en Femts), i det højeſte fem Femters Varſel til Thinget[25]. Til Sikkerhed for ſin Fordring kunde Sagſøgeren paalægge ham at ſtille Tak (d. e. Borgen), en Fordring, hvorfor han ej kunde undſlaa ſig[26]. Et andet Sikkerhedsmiddel var Lovfeſte d. e. Forbud mod Aavirke i omtviſtet Jord, hvilken ogſaa ſkulde forfølges ved Femteſtevne eller fem Dages Varſel[27]. Værnethinget var Sagvolderens. Som Hjemſted anſaaes for ikke boſatte Folk det Sted, hvor man ſidſt havde tilbragt Juleaften[28].

Retsbeviſerne beſtode i virkelige Vidner, eller i Parters Ed, eller Gudsdomme. Parts-Eden var i de fleſte Tilfælde ej indrettet ſom den nu brugelige men efter den for den hele germaniſke Folkeſtamme fælles vel bekjendte Maade, at den ſværgende opſtillede et et viſt Antal Mededsmænd (conjuratores, consacramentales), der aflagde Ed paa, at de kjendte ham ſom en Mand, hvis Udſagn man havde al Grund til at anſee paalideligt. Det kom nu an paa, om det fuldſtændige Antal Mededsmænd kunde erholdes, eller om deres Med-Ed anſaaes tilfredsſtillende. Fornemmelig havde, ſom man let kan forſtaa, disſe ſammenſatte Eder deres Plads ved Forbrydelſer, hvorfor en Part ſigtedes. Mededsmændenes Antal rettede ſig efter Sagens Vigtighed. Kun i de ubetydeligſte Sager nøjedes man med Partens Ed alene, den ſaakaldte Eensed. Efter ſom den ſteg i Betydning, eller den Gjenſtand, hvorom der tviſtedes, i Pengeværdi, eller Forbrydelſen var ſtor til, fordredes to Mededsmænd, hvorved den ſagſøgte ſvor ſelv tredie, eller Lyritar-Ed; fem Mededsmænd, hvorved han ſvor ſelv ſjette eller Settared, og elleve Mededsmænd, hvorved han ſvor ſelv tolvte eller Tylftared. Saaledes f. Ex. fordredes Settar-Ed og Tylftar-Ed ved de fleſte ſtore Forbrydelſer, hiin ved ſtørre Tyveri, Ildspaaſættelſe, Ukvemsord o. ſ. v. og overhoved ved Misgjerninger, hvorfor en Bod af 3 Mk. Sølv eller mere var faſtſat; denne for Lands— og Højforræderi, Snigmord, Trygdbrud og Ubodemaal[29]. Undertiden, men ſjelden, og kun i Pengeſager, omtales to Mands Ed; endnu ſjeldnere ſyv Mands Ed eller Grimu-Ed. Een, ſaa lod Regelen, ſkal negte for een Øre (een Øres Værd), to for tvende Ører, tre for trende, og fremdeles. Lyritar-Ed, om end Beløbet er ſtørre[30]. Denne ſynes at have været, den højeſte Ed, der fordredes i Pengeſager; og den aflagdes i ſaadanne ikke til Thinge, men for en deels af Sagſøgeren, deels af den ſagſøgte efter visſe Regler ſammenſat ſaakaldet Dom, beſtaaende af 12 Mænd, der afgjorde, hvor vidt der var Anledning til at fordre Partsed, og hvor ſtor denne ſkulde være[31]. Naar den derpaa i Vidners Overvær var aflagt i Kirken[32], gik Fordringen, der hidtil betragtedes ſom uſikker, og ej kunde indtale-s med formeligt Krav, men alene med foreløbig Anmodning (kvaða), over til at blive vis, eller vidnesfaſt (vitafé), der paa ſædvanlig Maade indkaltes til Thinge[33]. Et ufravigeligt Princip var, at ſaavel Mededsmændene ſom Domsmændene ſkulde være den ſagſøgtes Ligemænd. Hvis nogen nævnte en Lendermand eller mægtigere Mand end ſin Modpart i Dom, var hans Søgsmaal derved forſpildt. Derfor maatte ſom vi have ſeet heller ikke Lendermænd opnævnes eller ſidde i Lagretten uden Bøndernes Tilladelſe.

Gudsdomme eller Guds-Skirſler[34] brugtes ſom Beviis aldrig i andre Sager end gejſtlige, hvortil man ogſaa, ſom ſædvanligt efter den kanoniſke Ret, regnede Egteſkabsſager, Lejermaalsſager og Slægtſkavsſager. Dertil kom, hvad der viſtnok kunde betragtes ſom en human Indretning, men hvad der dog maatte give Gejſtligheden en utilbørlig og højſt vilkaarlig Indflydelſe, at naar Nogen, ſom det hed, havde med Overmagt (d. e. en overmægtig Angiver eller Beſkylder) at gjøre, og formedelſt denne hindredes fra at beviſe ſin Uſkyld paa ſædvanlig Maade efter Loven, ſkulde Erkebiſkoppen, og udenfor Throndhjems Biſkopsdømme, rimeligviis vedkommende Biſkop, enten ſøge at ſkaffe ham den Ret, hvorfra han fortrængtes, eller og ſtede ham til Gudsſkirſl[35]. Den ſædvanlige Ordal for Mænd var Jernbyrden, der, ſom ovenfor nævnt, beſtod i enten at bære gloende Jern i den blotte Haand, eller gaa et viſt Antal Skridt paa gloende Jern med blotte Fødder[36]. For Kvinden beſtod Prøven efter Regelen i Kjedeltag, d. e. i at tage en Ring, Steen e. a. d. op fra Bunden af en armsdyb, med kogende Vand fyldt Kjedel[37]. Prøverne aflagdes paa Landet i Fylkeskirken, i Byerne i visſe dertil beſtemte Kirker, under Preſternes Tilſyn og i Vidners Overvær[38]. Man forberedede ſig dertil ved Bøn og Faſte, og Jernet eller Vandet indviedes af Preſten. Umiddelbart efter Prøven blev de Lemmer, hvormed den var aflagt, forbundne af Preſterne, og Forbindingen ej tagen af, førend efter tre Dages Forløb. Viſte Haanden, Foden eller Armen ſig da uſkadt, var Beviſet udfaldt til Fordeel for den, der havde aflagt det, i modſat Fald var han fældet ſom Forbryder eller Bedrager, og blev i de fleſte Tilfælde fredløs, med Femter-Grid, ſom det hed, fra Kirkedøren[39], d. e. man tilſtod ham Grid eller Lejde paa fem Dage, efter hvis Forløb Fredløsheden indtraadte. Et ſtort Misbrug var det, at man ſtundom tillod den Sagſøgte at lade en Anden aflægge Prøven for ſig[40].

Det er forhen nævnt, at mange af de Gjerninger, der nu betragtes ſom Forbrydelſer, fornemmelig Drab, Legemsfornærmelſer o. a. d., i ældre Tider kunde afſones med Bøder, og derfor kun betragtedes og forfulgtes ſom Privatſager[41]. At man dog havde begyndt at betragte disſe Forbrydelſer ſom vedkommende det offentlige, ſees deraf, at Lovene ved dem alle foreſkreve, foruden de private Bøder, en Mulkt til Kongen, navnlig Thegngildet for en Thegns (Underſaats) Drab. Som egentlige Forbrydelſer anſaaes kun Nidingsdrab, Lands- eller Højforræderi, Trolddom, Blodſkam, grovt Tyveri og andre lignende, mod Religion, Sædelighed, Landefred og Huusfred ſtridende Handlinger. Fredløshed eller Døden var den almindelige Straf. For ringere Tyveri (til en Værdi af en Ertog Sølv eller mere) beſtemtes kun en vanærende Straf, den ſaakaldte Torvs og Kjærre Straf, der medførte Tabet af „Ret“, ſaa at enhver uſtraffet kunde fornærme Tyven[42]. En paa friſk Gjerning greben Tyv ſkulde ſtrax af den, der greb ham, vindes i Vidners Overvær med Tyvekoſterne paa Ryggen, og bringes til Kongens Aarmænd, der ſtrax ſkulde tilſige Thing, bringe Tyven bunden paa Thinget, og lade Thingmændene dømme, om han var bunden med Rette eller ej. Hvis han da dømtes ret bunden, ſkulde Aarmanden med visſe dertil af ham opnævnte Bønders Hjelp fore ham umiddelbart fra Thinget til Retterſtedet[43] og lade ham dræbe, eller, hvis Tyveriet var ringere, undergaa Torvs- og Tjære-Straffen, der beſtod i at hans Hoved ragedes og indſmurtes i Tjære, hvorpaa han maatte løbe mellem to Rækker af Mænd, der kaſtede Torv, Steen o. a. d. paa ham. Negtede Aarmanden at modtage den bundne Tyv, eller at hænde Dom over ham, var dette nærmeſte Lendermands Pligt.

Naar en Tyv ej grebes paa ferſk Gjerning, eller naar overhoved nogen beſkyldtes for en Forbrydelſe, tilkom det ham at værge ſig med ſaadan Parts-Ed ſom oven nævnt. Dette kaldtes „at gaa Dul“ (Dølg), en Benævnelſe, ſom længe vedligeholdtes. Mislykkedes Benegtelſen, eller Gudsdommen, hvor denne traadte i Stedet, var han fældet til den i Loven beſtemte Straf, og for ſaa vidt denne var Fredløshed, havde han, ſom ved mislykket Jernbyrd, Femtergrid fra Kirkedøren. Men for at hindre ærekrænkende Beſkyldninger, var det i det mindſte i Froſtathingsloven og Eidſivathingsloven faſtſat at ingen maatte fremſætte nogen ſaadan, uden at han vidnesfaſt kunde beviſe, at der hjemme i Heredet virkelig gik et udbredt Rygte om at den, der beſkyldtes, havde begaaet Forbrydelſen. I Eidſævislagen var det nok at beviſe dette Rygtes Tilværelſe med Vidnesbyrd af 3 Bønder. I Froſtathingslagen fordredes den ſaakaldte Heimiskvid eller Heimiliskvid, eller 10 Mænd, af hvilke to aflagde Ed paa Rygtets Tilværelſe, og de 8 ſandede disſes Ed. Dette hindrede imidlertid ikke den ſaaledes Beſkyldte fra at beviſe ſin Uſkyld ved de ſædvanlige Retsmidler. Men uden Heimiskvid blev Angiveren ſelv fældet ſom Bagvaſker, og den beſkyldte behøvede ej at ændſe Angivelſen[44].

Om Drabsſager, Viglyſing og Ørvarthing er ovenfor talt[45].

I Kjøbſtederne gjaldt den ſamme Lov, ſom i de Landdiſtrikter, hvortil de hørte, kun med de Forandringer, Kjøbſtadsvæſenet gjorde nødvendige. Førſt og fremſt havde Kjøbſtæderne deres egen Jurisdiktion. De ſendte ingen Thingmænd til Lagthinget, men havde derimod hvert Aar deres eget Lagthing, hvis Myndighed og Virkſomhed var aldeles den ſamme ſom de tee ſtore Lagthings for Landdiſtrikterne[46]. Thingmændene, ſandſynligviis 12 af hver Fjerding, udnævntes ved den ovenfor omtalte Gjaldkere, der i Kjøbſtæderne traadte i Aarmandens Sted, men havde langt ſtørre Anſeelſe. Ved Gjaldkerens Side ſtod et Raad, ſandſynligviis af 12 Medlemmer[47]. I Stedet for de mindre Lands-Thing, ſom Fjerdings- eller Fylkes-Thing, traadte i Byerne Møder (mót), der tilſagdes ved Hornblæſere, og, ligeſom Landsthingene, til enhver Tid kunde fordres ſammenkaldte af Gjaldkeren eller enhver Borger. Det var ellers i Førſtningen kun Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg, der havde eget Lagthing og egen Gjaldkere[48]. Man maa antage, at Kongehelle, Sarpsborg, Hamar, Stavanger og Vedø, om de end havde egne By-Moder, dog for øvrigt hørte under Lagthingene, og at de neppe havde nogen Gjaldkere, men ſtode under Aarmanden eller Sysſelmanden. Imidlertid maatte ogſaa der de ſpecielle Beſtemmelſer, ſom Kjøbſtadsforholdene medførte eller den ſaakaldte Bjarkø-Ret, være gjeldende, naar denne endog gjaldt for hvert Fiſkevær, eller overhoved enhver Markeds- og Handels-Plads.

Om de fornemſte Thing og Domme paa Island, nemlig Vaarthingene, Fjerdingsdommene og Femterdommen er der allerede ovenfor talt, ſaa vel ſom om Goderne eller Landets egentlige Høvdinger. Rettergangen var der, i det mindſte efter Lovgivningen at dømme, mere indviklet og fuld af Formaliteter end i Norge, men i ſin Hovedcharakteer ſtemmede den dog med den norſke, ſom rimeligt er. Man gjorde der ikke Forſkjel mellem Sagernes Charakteer, men anvendte ved dem alle etſlags Prøvelſe-Udvalg, der paa det nærmeſte ſvarede til, hvad man i Norge kaldte Dom, og ſom nys er beſkrevet. Dette Udvalg kaldtes kviðr eller búakviðr, og beſtod af et viſt Antal af Parternes Naboer (búar), der ſkulde møde frem for Retten og drøfte de fremførte Beviſer, ſkjønt de ofte kun kjendte Sagen af Rygte. Kvidsmændene udnævntes ved Vidner, dette kaldtes kvöð, og deres Antal var 5, 9 eller 12 efter Sagens Vigtighed. Ligeſom Dommene i Norge, maatte de ryddes; hvis Sagſøgeren ej tilbød dette, havde han tabt Sagen, ſaa vel ſom naar han opnævnte et urigtigt Antal. I de Tilfælde, hvor der opnævntes 9 Buar, havde den Sagſøgte Ret til at vælge 5 til ſit Forſvar; (bjargkviðr d. e. Bjergelſes-Kvid) han kunde endog vælge dem blandt de af Sagſøgeren opnævnte, og naar det lykkedes den Sagſøgte at opſtille Bjargkvid, afſagdes Dommen til Fordeel for ham, om Sagſøgeren endog havde fuld Kvid paa ſin Side. Tylftarkvid anvendtes kun i de vigtigſte Sager, og beſtod af den Sagſøgtes Hereds-Gilde ſelv med li af denne opnævnte Mænd. Paa Kinderne kom det ved den islandſke Rettergang fornemmelig an ved at konſtatere Hovedſpørgsmaalet, egentlige Vidner brugtes for det meſte kun til at beviſe Formaliteterne[49].

Det ſtod Enhver frit at indſtevne ſin Sag til Vaarthing eller umiddelbart til Althing eller Fjerdingsdom, men hvis en af Parterne fordrede det ſidſte, ſkulde dette ſkee. Althingsſtevning ſkulde i Regelen forkyndes med tre eller fire Ugers Varſel ved de Sagſøgtes Bopæl; Sagſøgeren maatte kun ſelv tredie gaa i Retten, og begyndte, ſom oven anført, at tilbyde Lodkaſtning om Ordenen, i hvilken han ſkulde foredrage ſin Sag, naar ſex eller flere Dommere havde taget Sæde i Fjerdingsretten. Saavel Sagſøgeren ſom den Indſtevnte, havde Net til, tinder aflagt Redeligheds-Ed, at fremſagte Indſigelſer mod enkelte Dommere, der naar Indſigelſerne befandtes gyldige, maatte vige deres Sæde, hvilket ſtrax paany ſkulde beſættes af vedkommende Gode. Denne var under ſit Embeds Fortabelſe pligtig at faa Dommen udfyldt inden Solens Nedgang. Sten Retten ikke udfyldt, dømte dog de øvrige ſom om den var fuldtallig[50]. Beviisførelſen ſtede, ſom oven nævnt, hovedſagelig ved Kviden, hvis Medlemmer enten udſagde hvad de vidſte i Sagen, eller erklærede under Ed, at det ej tilkom dem at afgive noget Udſagn. Den Sagſøgte prøvede nu efter aflagt Ed at faa kasſeret Sagſøgerens Min„ eller at ſkaffe ſig Bjargkvid, o. ſ. v. Naar Sagen var indladt til Dom, ſkrede Dommerne til Votering. Til Dommen fordredes, ſom i Norge, Eenſtemmighed[51]; vare Stemmerne deelte, maatte en ubetydelig Minoritet ſlutte ſig til Minoriteten; ved en ſtørre Minoritet, eller naar der vare lige mange Stemmer paa hver Side[52], ſkred man til det ſaakaldte Vefang, hvorved de, der vare af ſamme Mening, toge Plads ved Siden af hinanden, og det ene Parti vidnesfaſt anmodede det andet om at træde over til dets Mening, og bekræftede den med Ed. Opnaaedes ikke dette, afſagde hvert Parti ſin Dom, og disſe Domme gik nu, hvis de vare afſagte paa Vaarthing, til Fjerdingsdommen, hvis de vare afſagte paa denne, til Femterdommen. Men Sagſøger og Sagſøgte lyſte tillige Søgsmaal mod Dommerne for ulovlig Fremfærd, og paaſtode Fredløshedsſtraf over dem. At beſørge afſagte Domme bragte i Udøvelſe ſynes at have været vedkommende Godes Sag. I det mindſte ſkulde han paa den Vindendes Opfordring holde den ſaakaldte Feransdom eller Exekutionsret over Fredløsdomte, hvorved deels Dommen traadte i Kraft, deels den dømtes Gods, der altſammen var forbrudt, blev taget under Rettens Varetægt, for ſiden, naar al derpaa heftende Gjeld var udbetalt, at anvendes til det Offentliges Nytte[53].

Hvorledes Gudsdomme ogſaa anvendtes paa Island, ſkjønt de ikke omtales i Loven, have vi ovenfor ſeet Exempel paa[54]. Holmgang anvendtes, efter hvad der ovenfor er viiſt, ikke længere end til 1010 ſom Middel til Retstrætters Afgjørelſe[55]. At disſe derhos, i Særdeleshed naar de gjaldt Bod for Drab eller perſonlige Fornærmelſer, ofte, ja maaſkee aller ofteſt, afgjordes ved Voldgift, og ej ſjelden ved den Forurettedes Selvdom, er i det Foregaaende omtalt og oplyſt ved hyppige Exempler.

Foruden de her omtalte regelmæsſige Thing (skapþing) havde man paa Island endnu et tredie Slags, de ſaakaldte Leider eller Leidarthing, der holdtes af Goderne ſtrax efter deres Hjemkomſt fra Althinget, paa ſamme Steder, ſom Vaarthingene, og for de ſamme Thingalmuer[56]. Her afgjordes dog ingen Retstrætter, men det bekjendtgjordes kun, hvilke Lovsforandringer der vare vedtagne paa Althinget, og hvorledes Aaret, Feſt-Dagene og andre kalendariſke Merkedage ſkulde beregnes for det kommende Aar. De ældre norſke Love omtale ingen ſaadanne Thing, derimod paabydes de, ſkjønt uden at benævnes „Leid“, i Landsloven af 1274[57]. Man maa dog næſten antage, at de ogſaa i ældre Tider have været holdte af Aarmændene eller Lendermændene, og at Lovene kun have tiet om dem, ligeſom de tie om ſaa mange andre vigtige Inſtitutioner, der forudſættes alt for bekjendte til at behøve udtrykkelig Omtale[58].

Om Retsforholdene paa Færøerne og Grønland ſavne vi nærmere Oplysninger. Grønlands aarlige Hovedthing var paa Garde, ſ. o. I. 2. S. 705, og ligeſom den i Landet gjeldende Lov ſynes at have været den islandſke, ſaaledes gik det vel ogſaa ved hiint Thing til omtrent ſom paa Althinget. Vi vide om Færøerne kun, at de havde deres Lagthing i Thorshavn paa Stromø, hvor der i det mindſte i ſenere Tider indfandt ſig udnævnte Thingmænd fra de forſkjellige Øer[59], og hvor det da gik til ſom paa Thingene i Norge; men tidligere ſynes Formerne mere at have lignet de islandſke: man havde endog en egen Lovſigemand[60]. Ligeſaa lidet kjendes om Rettergangsforholdene paa Orknøerne og Hjaltland. Det vides ikke engang, om begge Øgrupper havde fælles Lagthing, eller hver ſit[61]. Øen Man havde ſit eget Lagthing, der holdtes paa Thingvolden (Tynwald) ved Holm Peel, og endnu aarligen afholdes, om end blot ſom en tom Formalitet[62].

  1. Gulathingslov Cap. 3.
  2. Froſtathingslov I. 2.
  3. Nyere Landslov (af 1274) Thingf. Cap. 2.
  4. De „4 Fylker udenfor Agdenes“ omtales udtrykkeligt i Froſtathingslov X. 3.
  5. Se ovenfor I. 2. S. 301. Hvad der end mere viſer, at man og har tænkt i det mindſte paa Naumdal og Nordmøre, er Froſtathingslovens I. 1, hvor „Udenfjordsmænd“, altſaa Mænd fra de nys nævnte Fylker, udtrykkeligt omtales ſom Nevndemænd.
  6. Dette maa man fornemmelig ſlutte fra Analogien i den yngre Landslov, ſaa vel ſom Egils Saga, ſ. o. I. 1. S. 1061. Det var ſandſynligviis Aarmændene eller Lendermændene, der ogſaa opnævnte Lagrettesmændene.
  7. Til en ſaadan Frygt finder man oftere Spor i Lovgivningen.
  8. Froſtathingslov Cap. 46.
  9. Bedſt findes dette udført i Gulathingsloven, der her er fuldſtændig, medens Froſtathingsloven desværre juſt paa dette Sted har en Lakune. Fra Fjordene, Sogn og Hørdaland, de Fylker der laa Gulathinget nærmeſt, ſkulde hver Nevndermand have 1 Maanedsmad Smør og Meel. Fra Ryfylke ſkulde hver have 1½ Maanedsmad. Fra de fjerneſte Fylker, Agder og Søndmøre, ſkulde hver have 2 Maanedsmader Smør og Meel. Derforuden ſkulde hver Nevndermand, uanſeet Fylkets Afſtand, have 1 Øre vejet Sølv og 1 Saald Malt. I Froſtathingsloven omtales kun Thingfarefæ.
  10. Froſtathingsloven har nemlig, ſom nys anmerket, her en Lakune. Men at Froſtathinget holdtes om Sommeren, ſees af Beretningen om Sigurd Ranesſøns Proces, (ſ. o. S. 649, 650, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 31, 33). Ørethinget holdtes ifølge Froſtathingslov I 4. af Mændene fra de 8 Fylker 14 Dage for Jonsmesſe (St. Hansdag)e men ſkjønt rigtignok Froſtathing, ſom ovenfor viiſt (S. 658) kunde holdes i Byen Nidaros, og da rimeligviis blev afholdt paa Øren, ſynes dog den blotte Benævnelſe „Ørething“ paa dette Sted i Loven, hvor der ellers alene tales om Froſtathing, at antyde et andet Slags Thinge end det egentlige Froſtathing. Ved Beſtemmelſen om Ørething tales heller ikke om Nevndarmænd, men hver Bonde, ſom havde Arbejdere at ſætte i ſit Sted paa ſin Gaard, ſkulde indfinde ſig uopfordret, under 1 Mk. Sølvs Bod. Dette Thing har ſaaledes neppe været et Retterthing, men ſnarere et blot Tillysnings-Thing. At det egentlige Froſtathing holdtes temmelig langt ind paa Sommeren, henimod Høſten, ſynes at fremgaa af Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 181, hvor det førſt heder, at Kong Haakon laa om Høſten i Steinavaag, og ſiden, at han ſendte Klemet af Holm til Froſtathing. Jvfr. Eidſivaloven Chr. R. Cap. 10.
  11. Nemlig Botolfsmesſe, 17de Juni.
  12. Dette beſtemmes for Froſtathing i Froſtathingsloven l. 3, og Beſtemmelſen tillægges udtrykkelig Erkebiſkop Eyſtein og de forſtandigſte Mænd, altſaa Mødet 1164; dette ſynes derfor at verre vedtaget for alle Hovedthing.
  13. Froſtathingslov I. 2.
  14. At „Fjerdinger“ i det mindſte i Gulathingslagen var eenstydigt med „Hereder“ ſkulde man kunne ſlutte af den gamle Beſtemmelſe af Harald Haarfagre (ſ. o. I. S. 468), at der ſkulde være een Jarl i hvert Fylke, og at denne ſkulde have 4 Herſer (d. e. Hereds-Forſtandere) under ſig; imidlertid ſeer man dog af Gulathingslovens Cap. 12, at Herederne vare Underafdelinger af Fjerdingerne. Egentlige Heredsthing fandtes altſaa ej.
  15. Froſtathingsloven X. 30. I Stedet for Fylkesthingene ſynes i de Fylker, der laa udenfor det egentlige Thrøndelagen, Halvething eller Halvfylkesthing, at have været holdte, ſe Froſtathingslov XIV. 7. At dette i det mindſte var Tilfældet i Haalogaland og Naumdal, ſees deraf at begge disſe Fylker vare deelte i „Halver“ eller Halvfylker (ſe Aſlak Bolts Jordebog), hvorfor endnu den øvre Deel af Naumdal .kaldes Overhalven (efri hálfa). Men i Stedet for Firefylkersthing ſom Thing af anden Grad traadte da vel ogſaa, ſkjønt det ingenſteds nævnes, Fylkesthing. Hertil ſigtes dog maaſkee i Froſtathingsloven X. 30, hvor det heder, at naar et Fylke er deelt (skipat í sundr), ſkal det med Sagerne forholdes ſom med alle Fylkesmændenes (d. e. de egentlige Fylkesmænd eller Thrønders).
  16. Supplement til „Norges gl. Love“, II. S. 523. „Fylkesthing“ kaldes her ogſaa „ályktarþing“„ d. e. Slutnings- eller „endeligt Thing“, maaſkee fordi det her var ſjeldnere, at Sagerne gik videre.
  17. „Enhver raader for Thing, ſom tykkes at behøve Thing“, heder det i Gulathingsloven Cap. 131, og i Cap. 25: „Den ſom behøver Thing ſkal kjende (d. e. tilſige) Thing“.
  18. Gulathingslov Cap. 35.
  19. Dette har megen Analogi med den Skik, der paa Island kaldtes Veſang, ſ. n. S. 1012.
  20. Gulathingsloven Cap 35, jvfr. ovenf. S. 958.
  21. Herom ſ. o. I. 1. S. 148, 149, i de ældre Love findes vel intet om Vaabentag, men de yngre nævne udtrykkeligt derom (nyere Landslov 1—5) og Skikken har for alderdomsagtigt Præg til førſt ved denne Lovreviſion at kunne være indført.
  22. Froſtathinglovens Part X giver flere Beſtemmelſer for lignende Søgsmaal, men i det Hele taget ej ſaa klart ſom Gulathingsloven Cap. 35. Imidlertid er Hovedindholdet det ſamme, ſe iſær Cap. 19—24.
  23. Til ſaadanne umiddelbare Stevninger til højere Thing ſigtes maaſkee i ældre Gulathingslov Cap. 102.
  24. Se ovenfor om Søgsmaalet mod Sigurd Ranesſøn., S. 648, 649.
  25. Varſelet var i Froſtathingsloven fra 5 Dage (Femt) indtil 2 Maaneder, X. 1; i Gulathinget 15 Dage (3 Femter) i det længſte.
  26. Gulathingsloven 102, Froſtathingslov X. 26. 31. Bjarkøret 98.
  27. Froſtathingslov XIII. 26.
  28. Gulathingslov. Cap. 35.
  29. Gulathingslov Cap. 132—135. Froſtathingslov XIV. 1—16.
  30. Saaledes Froſtathingslov V. 42. Bjarkøret 154, Gulathingslov Cap. 37 ſiger derimod: „Lyritared“ indtil Beløbet „hyndisk“ d. e. overſtiger 60 Ører (thi vore Forfædre have maaſkee i ſin Tid, ſom Anglerne, ſat hund foran alle Tiere, højere end 60, eller ſom Goterne, ladet dem ende paa hund); „da fordobles Lyritareden“ ɔ: bruges Settared.
  31. Gulathingslov 37, Froſtathingslov 11—18. Dommen beſtod af 6 Mænd paa hver Side, medens dog, ſom det ſynes, 12 paa hver Side oprindelig opnævntes, af hvilke hver Part havde Ret til at forkaſte det halve Antal, hvilket kaldtes at rydde Dommen. I Froſtathingsloven kunde man to Gange prøve ſaadanne Domme, og endelig fremmøde med begge Dommes Perſonale, altſaa 12 paa hver Side, til den ſaakaldte Trediedom. Hvis en af Dommerne var urigtigt udnævnt, eller forlod ſin Plads for alt var tilende, havde hans Part tabt ſin Sag. Ved denne Trediedom ſkulde Sagſøgerens Domsmænd tilbyde den anden Parts Veddemaal, 2 Mkr. for hver Mand, hvilket ſtrax ſkulde indbetales og deponeres, indtil Sagen kom paa Thinget. Modtog den anden Parts Domsmænd ej Veddemaalet, forſtod det ſig af ſig ſelv, at Parten tabte; men gik Sagen til Things, fik den vindende Parts Dommere de deponerede Penge. Denne Fremgangsmaade kaldtes veðjan, og Dommen veðjanardómr, Froſtathingsloven X. 13, 14. I Gulathingsloven omtales veðjanardómr kun i Odelsløsningsſager (Cap. 211) men da disſe ellers i eet og alt behandledes ſom Gjeldsſager, maa man antage at dette Slags Dom, ligeledes anvendtes ved Gjeldsſager i Almindelighed. Dog var Vedde-Dommen i Gulathingslagen, ikke en tredie Dom, men kun en „anden Dom“, med ikke flere end ſer Mand paa hver Side. Gik Sagen lige til Lagretten, d. e. Gulathinget, tabte de Dommere, hvis Mening underkjendtes, ej alene Veddegodſet, men maatte ogſaa bøde hver 3 Ører til Kongen for „Misdømme“. Den ſamme Bod var viſtnok ogſaa de tabende Dommere i Froſtathingsloven underkaſtede.
  32. Gulathingsloven Cap. 136, Froſtathingslov IV. 8, Bjarkøret 151, 24.
  33. Gulathingsloven 36, Froſtathingslov X. 19—24.
  34. Om disſe ſe ovenfor S. 996. og i den hedenſke Tid ovenfor I. 1. S. 179.
  35. Froſtathingslov II. 45.
  36. Jvfr. ovenfor S. 700.
  37. Froſtathingslov III. 15. V. 29. Eidſiva-Chriſtenret 42, Graagaas, Feſtarthaatt 33, 45, 55.
  38. Froſtathingslov I. 45. I Nidaros ſkulde Gudsdommen ſandſynligviis prøves i Peterskirken, den ſamme, hvor Ederne ſkulde aflægges. Bjarkøret 24.
  39. Gulathingsloven Cap. 24. I Eidſivalagen gaves 15 Nætters Grid ſe Eidſiva-Chriſtenret Cap. 43.
  40. Se ovenfor, S. 909.
  41. Se I. 1. S. 140 flg. jvfr. ovenfor S. 968.
  42. En ſaadan Tyv kaldtes derfor torfs maðr ok tjöru. Gulathingsloven Cap. 253. Froſtathingslov XIV. 12. Bjarkøret Cap. 174. I. Froſtathingslov kaldes den, der ſtjal mindre end en Thveite (den mindſte Myntſort) hvinn (Rapſer), han ſtraffe-des ikke anderledes end ved at miſte ſin Ret. En Træl ſtraffedes med Hudflettelſe. En Trælkvinde eller frigiven Kvinde ſtraffedes for 1ſte Gangs Tyveri med Tabet af det ene Øre, for 2den Gangs med Tabet af det andet, for tredie med Tabet af Næſen: „da heder hun Stuva og Ruva, og ſtjæle ſaa ofte hun vil“ Gulathingsloven 259. Ogſaa i Sverige brugtes Torv- og Tjære-Straffen, ſe Veſtgøtaloven, Tyvebolk Cap. 3.
  43. Dertil valgte man helſt en Holm eller Fjære, hvorfor det ogſaa i Froſtathingsloven heder, at Tyven ſkal bringes fra Thinget til Fjæren. Den ſædvanlige Henrettelſesmaade var ved Galgen.
  44. Froſtathingslov III. S. 5. 15. V. 22, Bjarkøret 34 og mange andre Steder; Vikens Chriſtenret Cap. 17, Eidſiva Chriſtenret Cap. 41. For at et Rygte ſkulde anſees ſom gængſe i Heredet, fordredes i Viken, at i det mindſte M„ af Heredsmændene erklærede at have hørt det.
  45. S. o. I. 1. S. 149.
  46. By-Lagthingene holdtes efter de yngre Bylove i de førſte Dage efter Helligtrekonger; ſandſynligviis var dette ogſaa Tiden for de ældre By-Lagthing.
  47. De her nævnte Indretninger omtales nemlig i yngre Kjøbſteds- eller Bjarkøretter ikke ſom om de da førſt vare indførte, men ſom beſtaaende i længere Tid.
  48. S. o. I. 2. S. 150—157, 422, jvfr. I. 1. S. 563—569. Naar det paa førſte Sted S. 156 heder, at hver Fjerdingsdom beſtod af 9 Medlemmer, da ſtemmer dette ſaavel tilſyneladende med Texten i Grágás þingsk. Cap. 1, ſom med det hidtil antagne (ſe Arneſens islandſke Rettergang S. 315); men K. Maurer har nys (i Beiträge zur Rechtsgeſchichte des germ. Nordens I. S. 177), gjort det temmelig ſandſynligt, at det nævnte Sted i Graagaas bor forſtaaes ſaaledes, at hver Gode (Nordlændingefjerdingens 12 Goder fremdeles betragtede ſom 9) ſkulde udnævne en Dommer for hver Ret, ſaaledes at altſaa hver Net kom til at beſtaa af 3 Fylker eller 36 Medlemmer. Dette ſtøtter han deels paa den i Norge og Island ældgamle Vedtægt, at en Net ſkulde beſtaa af 3 Tylfter, deels af Skatte Lovſigemands Ord til Njaal, anførte ovenfor I. 2. S. 423, „hvorledes tænker du dig Femterdommen indrettet, ſiden Fjerdingsdom opnævnes efter de gamle Godord, tre Tylfter i hver Fjerding?“ Og paa hiint Sted i Grágas ſtaar der „skal goði hverr nefna mann í dóm, hvilket godt kan forſtaaes om hver enkelt Dom. Imidlertid kunde det nok være, at paa nys nævnte Sted i Njaals Saga (er fyrir forn goðorð er nefndr fjórðungsdómr, er skyldi vera þrennar tylftir, or fjórdungi hverjum) Ordet fjórðungsdómr taget kollektivt, iſær da det i Grágás þingsk. þ. Cap. 10 heder, at Sagſøgeren kunde begynde at æſke Lodkaſtning om den Orden, hvori enhver ſkulde foredrage ſin Sag, ſaaſnart 6 Dommere eller flere havde ſat ſig i Retten (ok 6 dómendr eru útkomnir eða fleiri, ok er rétt þeim manni er með sakar ferr, at bjóða til hliutfalla o. ſ. v.), thi dette Antal ſynes at vare altfor lidet mod 36 til at danne nogen kompetent Autoritet; med ſer af ni var det derimod rimeligt. Men af hvad der foreſkrives om Vefang, kunde man ſnareſt gjette paa 12 eller 24, ſ. n.
  49. Arneſens islandſke Rettergang, S. 217. Naar han S. 189 paaſtaar, at Bjargkviden ſtedſe ſkulde vælges blandt Sagſøgerens Kvidmænd, grunder dette ſig maaſkee paa en Misforſtaaelſe af Njaalsſagas Udſagn Cap. 67, at Gunnar efter Njaals Raad kasſerede de 4 af ſin Modparts Buar og tog de øvrige fem til Bjargkvid. Thi dette gjorde han uanſeet at de vare valgte af Modparten. Arneſen modſiger ſig desuden ſelv ved ſtrax efter at ſige, at Dommen altid faldt i Fader af Bjargkviden, om end den anden Part havde 9 eller flere paa ſin Side. Thi hvis Bjargkviden i Regelen var tagen blandt Sagſøgerens Buar, havde den, ſom beſtaaende af 5, altid Majoritet, og det vilde da ej være noget Under, om den vandt.
  50. Graagaas þskþ. Cap. 6.
  51. Graagaas þskþ. Cap. 22. Eenſtemmighed i Dom var et Retsprincip i Norge og paa Island. Det er derfor viſtnok en Fejl, naar Arneſen S. 582, og efter ham Peterſen S. 376, ſiger at Dommen afſagdes efter Stemmefleerhed.
  52. Ved den ſaakaldte Enge-Ret, beſtaaende af 6 Dommere, fordredes til Vefang et Parti af 3, altſaa Halvdelen paa hver Side. Ved Fjerdingsdommen fordredes 6; Graagaas þskþ. Cap. 33. Efter dette ſkulde det altſaa næſten ſynes, ſom om Fjerdingsdommen havde beſtaaet af 12 Medlemmer, ſ. o. Aabenbart ſynes det at være, at den ej kunde beſtaa af 36, thi imod dette Antal var 6 en alt for liden Fraktion. Snarere kunde man tænke paa 24, efter den i Norge gjeldende Regel, at den Part, ſom havde ¼ af Thingmændene paa ſin Side, ſkulde have Ret til at indſkyde ſin Sag fra Fylkesthing til Lagretten, ſ. o. S. 1004.
  53. Grágás þsk. þ. 42, 48. Arneſens islandſke Rettergang. S. 359.
  54. Se ovenfor S. 959.
  55. Se ovenfor I. 2. S. 145.
  56. Graagaas, þingsk. þ. Cap. 41, 59, 61, i Arneſens isl. Rettergang S. 370. Njaals Saga Cap. 110. Ljosvetningaſaga Cap. 2. Udførligere Oplysninger om Islands Rettergang findes i de ovenfor anførte Skrifter af Arneſen, og Maneer, iſær det ſidſte, der, ſom det ſees, ogſaa vil komme til at omhandle Rettergangen i Norge.
  57. Nyere Landslov, I. Cap. 7. Ogſaa i Kjøbſtæderne holdtes ifølge den nyere Bylov, I. 8, „Mot“ i ſamme Øjemed, hvorved dette maatte ſynes overflødigt i de Byer, der ſelv havde Lagthing.
  58. F. Ex. den ſærdeles vigtige Beſtemmelſe, at Lendermænd ei kunde ſøges for ringere Thing end Fylkesthing, Konger ej for ringere end Lagthing.
  59. Nyere Landslov I. 2.
  60. Om Forhandlinger ved Thinget i Thorshavn paa St. Olafs Tid, ſe ovenfor I. 2. S. 330, 690.
  61. Sandſynligviis havde de fælles Thing i Kirkevaag, og Thinget paa Hjaltlands „Thingvold“ ved Scalloway var da følgelig blot at anſee ſom Fylkesthing. En anden Sag var det derimod ſenere, da Hjaltland var blevet ſkilt fra Orknøerne 1195, ſe nedenfor.
  62. Neal, Ecchesiological notes &c. S. 42; Worsaae: Minder om de Danſke og Nordmændene S. 366, 367.