Det norske Folks Historie/3/107

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 999-1014).

Alle Lovforandringer, der ikke ene og alene beroede paa Kongerne selv, men krævede Folkets eller dets Lederes Samtykke, afgjordes, som vi have seet, deels paa de store Lagthing, deels paa de overordentlige Rigsmøder. Det ligger i Sagens Natur, og viser sig ogsaa af hvad der tidligere er berettet om Rigsmøderne i Throndhjem og Bergen, at Forhandlings-Emnerne paa de sidste vare statsretlige Spørgsmaal, der vedkom lige meget hver enkelt Deel af Riget. Derimod maa man antage, at de Love, der bragtes istand eller forandredes paa de ordentlige Lagthing, kun vedkom den private Ret, hvor vigtige de end i sig selv kunde være; de gjaldt i det mindste ikke videre end for den Thingforening, inden hvilken de vedtoges, og det var saa langt fra, at enhver Forandring i een Thingforening ogsaa vedtoges af den anden, at man meget mere maa betragte de store Afvigelser, der stundom finde Sted mellem de enkelte Thingforeningers ældre Lovgivninger indbyrdes, som et Tegn paa, hvor lidet man i den ene lagde Merke til, hvad der skede i den anden. Lagthingenes Organisation stemmede i det Væsentlige med Althingets paa Island. Ligesom det egentlige Thingpersonale, der vedtog Lovforandringer m. m., her bestod af Lagretten, eller Goderne med de af dem selv tilforordnede Mænd, saaledes bestod det i Norge ligeledes af Lendermændene, Aarmændene, enkelte af Biskoppen opnævnte Prester, og endelig de saakaldte Thing- eller Nevnde-Mænd, der opnævntes af Lendermændene eller Aarmændene. Om Lendermændene først skrede ind, naar Aarmændene forsømte at opnævne Thingmænd, eller om de — nævnte hver sine, Lendermændene i sine Vejtsler og Aarmændene i sine Bestyrelses-Distrikter, siges ikke; det sidste er dog det rimeligste. Forresten er det kun Gulathingsloven, som her omtaler Lendermændene; efter Frostathingsloven synes det ene at være Aarmændene, der opnævne Thingmændene. Det er saaledes langt fra, at disse udvalgtes af Folket; tvertimod betragtedes deres Opnævnelse aabenbart som en Kongen tilkommende Ret, og dennes Indflydelse paa Lovgivningen maatte derfor blive betydelig. Vi kjende desværre ikke til de nærmere Bestemmelser med Hensyn til Nævningsvæsenet ved andre Thing end Gulathinget og Frostathinget; den gamle Eidsivathingslovs Bestemmelse om Thingmændenes Antal for hvert Landskab ere tabte. Man erfarer, at Thingmændenes Antal i tidligere Dage var langt større end senere. Olaf den hellige forordnede 102 fra Hørdafylke, lige saamange fra Ryfylke,80 fra Firdafylke, 64 fra Sygnafylke, 27 fra Egdafylke, tilsammen 375, hvortil kom et ubestemt Antal fra Søndmøre, hvis Forening med de ovenfor nævnte Fylker under eet Hovedthing endnu, som man maa antage, neppe var fuldstændig. Magnus Erlingssøn, eller rettere, som man maa formode, Erling.skakke med de øvrige Deputerede paa Rigsmødet i Bergen 1164, nedsatte Thingmændenes Antal til 246, nemlig 00 fra Hørdafylke, 60 fra Ryfylke, 50 fra Firdafylke, 40 fra Sygnafylke, 20 fra Egdafylke og 16 fra Søndmøre^[1]. Til Frostathing opnævntes fra hvert af de fire indthrøndske Fylker 40 Mænd, og, som det heder, fra hvert af de udthrøndske 60 Mænd, tilsammen 400^[2]. Hverken i Frostathings- eller i Gulathingsloven omtales ved denne Lejlighed, som i de senere Bearbejdelser af samme Love, de øvrige under Loven lydende Landskaber, nemlig Naumdølafylke, Raumsdal og Nordmørafylke samt maaskee Haalogaland for Frostathingets, og Valdres, .Hallingdal, Setersdal samt Otrodalen^[3] (tilsammen det nuværende Robygdelag) for Gulathingets Vedkommende, hvilket synes at vise, at Indbyggerne af disse Landskaber have maattet finde sig i de Foranstaltninger, Hovedfylkernes Nevndarmænd vedtoge, med mindre man kan antage, hvad der i sig selv ej er saa usandsynligt, at de unævnte Landskaber have været regnede ind under de opregnede, og deeltaget med dem i at sende Nevndarmænd, saaledes f. Ex. Valdres med Sogn, Hallingdal med Hardanger og Setersdal samt Otrodal med Agder. Hvad Raumsdal. Naumdølafylke, Nordmørafylke og Haalogaland^[4], eller i det mindste dettes sydlige Deel angaar, bliver denne Formodning næsten til Vished, saaledes at de have deeltaget med de fire udthrøndske Fylker om at sende Thingmænd, eller at de tilsammen have sendt de 80 Mænd (altsaa 20 Mænd), sytti Udthrønderne ifølge det oven anførte havde at vælge flere end disse. Thi det indsees ikke, hvorfor Udthrønderne ellers skulde sende flere end Indthrønderne, og vi have derhos seet Exempler paa, at Mænd, der egentlig boede paa Nordmøre, dog regnedes blandt Udthrønderne^[5].

Blandt Nevndermændene udvalgtes eller opnævntes, som man maa formode, skjønt det ej udtrykkeligt siges, Lagretten, sandsynligviis bestaaende af 3 Tylfter^[6]. Den adskiltes fra den øvrige Thingforsamling ved Veebaand eller fredlyste Skranker (s. o. I. 1. S. 149) og dens Hverv synes udelukkende at have været at dømme, medens alle Nevndermændene tilsammen, eller, som det hed uden og inden Veebaandene, vedtoge Lovsforandringer og bekræftede Dommen ved Vaabentag^[7]. I Frostathingslagen, og sandsynligviis ogsaa i de øvrige Thingforeninger, var det vedtaget at ingen Lendermand maatte opnævnes til Medlem af Lagretten uden Bøndernes Tilladelse, aabenbart af Frygt for at hans Autoritet vilde udøve altfor stor Indflydelse^[8]. Nevndermændene fik en efter Thingets Varighed faa vel som Rejsens Længde afpasset Godtgjørelse i Penge, kaldet Thingfarefæ, saa vel som en bestemt Portion Smør, Meel og Malt til deres Fortæring paa Rejsen og under Thinget. Dette maatte de Bønder, hvert Fylke for sig, udrede under en vis Pengebod for den, der undlod denne Pligt^[9]. Derimod paabød Gulathingsloven udtrykkeligt, at to Lendermænd skulde være tilbage i Egdafylke, to i Ryfylke, een i Søndhordland, een i Firdafylke og een paa Søndmøre, for „at forsvare Folks Huus og Hjem mod Tyve og Ransmænd“. J Nordhordland og Sogn, der laa saa nær ved Thingstedet, ansaaes vel dette ikke nødvendigt. Om nogen lignende Bestemmelse har været til for Frostathingslagen, vides ej.

Gulathingets Nevndermænd og Lagrette sammentraadte efter den ældre Bestemmelse, som enten fastsattes eller bekræftedes af St. Olaf, Thorsdag i Paaskeugen, altsaa i Marts eller April Maaned; paa Mødet 1164 bestemtes Dagen til Petersmesseaften eller 28de Juni. Tiden,i hvilken Lagretten var samlet, altsaa Thingtiden i det Hele taget, maa have udgjort henimod tre Uger, siden endog Hørdalands og Sogns Thingmænd fik en Maaneds Fortæring til Underhold. Om Frostathinget vides kun, at det holdtes om Sommeren^[10]: det samme var ogsaa Tilfældet med Eidsiva-Thinget. Efter Lovforandringen i 1274 holdtes alle Thing samtidigt^[11]; men dette kan man vanskeligen antage om Thingene før den Tid, thi det lader næsten til at Kongerne selv, om de ønskede det, kunde være tilstede ved dem alle tre, det ene efter det andet. Gulathinget holdtes, som ovenfor nævnt, paa Gula ved Eivindvik, Eidsivathinget paa Eidsvold, og Frostathinget oprindelig paa Frosten, men allerede før Sigurd Jorsalafarers Tid og senere i Byen Nidaros. Thingtiden for hver Dag synes at have været fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 3 om Eftermiddagen^[12]. Nevndermændene maatte indfinde sig fastende paa Thinget. Deres Hverv var hovedsageligt at dømme i de til Thinget indstevnte Privatsager, og Lovforandringer kunde de neppe vedtage, uden naar de vare foreslaaede af Kongen eller paa dennes Vegne. Imidlertid kunde de middelbart, ved Præjudikater, indvirke paa Lovgivningen, thi det heder udtrykkeligt, at hvor Lovbogen selv ikke gav nogen Besked, skulde Lagretten dømme som den fandt rettest for Gud, dog udfordredes hertil Eenstemmighed^[13].

Ligesom Althinget paa Island, dømte Lagthingene i Norge ej paa den Maade i sidste Instans, som dette Udtryk nu plejer at forstaaes, nemlig saaledes, at de enten stadfæstede, forandrede eller ophævede en af en Underret afsagt Dom, men kun saaledes, at Sager, der paa de lavere Thing ej kunde komme til Endskab, indstevntes til Lagthingene for at faa endelig Afgjørelse. Af lavere Thing gaves der i Gulathingslagen Fjerdingsthing, for hver Fjerding eller Fjerdedeel af et Fylke, og Fylkesthing^[14]; i Thrøndelagen, hvor Fylkerne vare saa smaa, Fylkesthing, to Fylkers-Thing og fire Fylkers-Thing^[15]; i Eidsævislagen Tredings- eller Halve-Thing, efter som Fylkerne vare deelte i Tredinger eller Halver, Fylkes-Thing, og tre Fylkers-Thing^[16]. De ringeste Thing (Fjerdingsthingene i Gulathingslagen, Fylkesthingene i Frostathingslagen, og Tredings- eller Halve-Thingene i Eidsævis-Lagen) holdtes ikke paa bestemte Tider, men efter som enhver fandt det nødvendigt, eller indtrufne Omstændigheder fordrede de^[17]. Thinget sammenkaldtes da ved almindelig Budstikke, eller, naar Manddrab havde fundet Sted, ved en Piil, hvorfor dette Slags Thing kaldtes Ørvarthing. Da det dog vilde foraarsage alt for meget Bryderi og Hinder i de daglige Forretninger for de Bønder, som ikke havde desto større Folke-hjelp, om de hvert Øjeblik skulde være tvungne til at suge Thing i private Sager, var det bestemt, at alle saakaldte Eenvirker (de som ej havde Arbejdere i deres Tjeneste) kunde sidde hjemme, undtagen ved Manddrabsthing, Konge-Thing og Mandtals-Thing; men de øvrige Bønder maatte rinder en vis Bod (Thingvite) indfinde sig^[18]. Naar nu f. Ex. en reen og klar Gjeldssag, hvortil Vidner havdes, i Gulathingslagen var indstevnt til Fjerdingsthinget, skulde alle Thingmændene prøve Sagen, og hvis de vare enige, tildømme Sagsøgeren hans Fordring; denne Dom var da inappellabel, og Thingmændene eller saa mange af dem, som behøvedes, vare selv pligtige, i Forening med Kongens Aarmand, at fare til den Sagsøgtes Huus og skaffe Sagsøgeren hans tilgodehavende, tilligemed Godtgjørelse for den Forurettelse, han havde lidt af den anden Part, fordi denne ikke strax efter Opfordring havde opfyldt sin Pligt, saa vel som en Baug (Bod) til Kongen af samme Aarsag. Men kunde Thingmændene ikke enes, gik Sagen til Fylkesthinget, hvis Dom ligeledes var inappellabel, (sandsynligviis ogsaa med Forpligtelse for Thingmændene til at deeltage i Exekutionen), uden for saavidt en Fjerdedeel i det mindste af Thingmændene stemte for at henvise Sagen til Gulathinget^[19]. Her dømte da Lagretten paa samme Maade, som Thingmændene ved ringere Thing, og Nevndarmændene vare ligeledes pligtige til paa Opfordring at hjelpe til Dommens Exekution^[20]. Den af Lagretten afsagte Dom stadfæstedes sandsynligviis af de øvrige Nevndarmænd ved Vaabentag^[21]. Omtrent paa samme Maade maa det have gaaet til i de øvrige Thingforeninger, med de Afvigelser som den ovenfor nævnte Thing-Indretning medførte. Paa Eidsivathing var det rimeligviis Nevndarmænd fra de sex Hovedfylker, (de tre oplandske og de tre vikske), der afsagde den egentlige Dom^[22]. Gjennem hele denne Behandling af Retssager til Thinge gaar det for vor ældre Proceslovgivning til Grund liggende Princip, at hvad der under ethvert Forhold var Lov og Ret, antoges almindelig bekjendt, saa at det alene var Faktum, hvorom Proceduren drejede sig, og Anvendelsen af Lovens Bud paa det engang oplyste og beviste Faktum ikke egentlig var Dommernes Sag, men saa at sige en umiddelbar Følge af Kjendelsen angaaende Faktum. Lagretten paa Thingene svarede saaledes omtrent til de Edsvorne i England, kun med den Forskjel, at der endnu ikke behøvedes nogen lovkyndig Embedsmand til at anvende Lovens Bud paa den foreliggende Kjendsgjerning. Alene ved Lagthinget havde Lagretten, som ovenfor nævnt, Ret til, i Tilfælde hvor Loven tiede, at gaa videre end den egentlige Prøvelse af Faktum, men ogsaa efter Billighedshensyn at afsige en virkelig Dom.

Det ligger forresten i hine ældre Retsinstitutioners Natur, og bestyrkes ved den islandske Lovgivnings Analogi, at det ej var absolut nødvendigt, at bringe en Sag aller først ind for det ringeste Thing; man kunde vistnok ogsaa bringe den strax ind for et højere, eller Lagthinget, men det faldt af sig selv, at det var belejligst at indstevne den for det Thing, man havde nærmest ved Haanden og til enhver Tid kunde sammenkalde^[23]. Enkelte vigtigere Sager, eller som verserede mellem højere Personer, maatte, som vi have seet, strax indbringes for højere Thing^[24]. Søgsmaalet ved en reen og klar Gjeldssag begyndte sædvanligt med at Debitor med tilbørligt Varsel stevnedes til at være hjemme i sit Andvege eller Højsæde og høre Krav; vægrede han sig da ved at betale, stevnedes han med mindst fem Dages (en Femts), i det højeste fem Femters Varsel til Thinget^[25]. Til Sikkerhed for sin Fordring kunde Sagsøgeren paalægge ham at stille Tak (d. e. Borgen), en Fordring, hvorfor han ej kunde undslaa sig^[26]. Et andet Sikkerhedsmiddel var Lovfeste d. e. Forbud mod Aavirke i omtvistet Jord, hvilken ogsaa skulde forfølges ved Femtestevne eller fem Dages Varsel^[27]. Værnethinget var Sagvolderens. Som Hjemsted ansaaes for ikke bosatte Folk det Sted, hvor man sidst havde tilbragt Juleaften^[28].

Retsbeviserne bestode i virkelige Vidner, eller i Parters Ed, eller Gudsdomme. Parts-Eden var i de fleste Tilfælde ej indrettet som den nu brugelige men efter den for den hele germaniske Folkestamme fælles vel bekjendte Maade, at den sværgende opstillede et et vist Antal Mededsmænd (conjuratores, consacramentales), der aflagde Ed paa, at de kjendte ham som en Mand, hvis Udsagn man havde al Grund til at ansee paalideligt. Det kom nu an paa, om det fuldstændige Antal Mededsmænd kunde erholdes, eller om deres Med-Ed ansaaes tilfredsstillende. Fornemmelig havde, som man let kan forstaa, disse sammensatte Eder deres Plads ved Forbrydelser, hvorfor en Part sigtedes. Mededsmændenes Antal rettede sig efter Sagens Vigtighed. Kun i de ubetydeligste Sager nøjedes man med Partens Ed alene, den saakaldte Eensed. Efter som den steg i Betydning, eller den Gjenstand, hvorom der tvistedes, i Pengeværdi, eller Forbrydelsen var stor til, fordredes to Mededsmænd, hvorved den sagsøgte svor selv tredie, eller Lyritar-Ed; fem Mededsmænd, hvorved han svor selv sjette eller Settared, og elleve Mededsmænd, hvorved han svor selv tolvte eller Tylftared. Saaledes f. Ex. fordredes Settar-Ed og Tylftar-Ed ved de fleste store Forbrydelser, hiin ved større Tyveri, Ildspaasættelse, Ukvemsord o. s. v. og overhoved ved Misgjerninger, hvorfor en Bod af 3 Mk. Sølv eller mere var fastsat; denne for Lands— og Højforræderi, Snigmord, Trygdbrud og Ubodemaal^[29]. Undertiden, men sjelden, og kun i Pengesager, omtales to Mands Ed; endnu sjeldnere syv Mands Ed eller Grimu-Ed. Een, saa lod Regelen, skal negte for een Øre (een Øres Værd), to for tvende Ører, tre for trende, og fremdeles. Lyritar-Ed, om end Beløbet er større^[30]. Denne synes at have været, den højeste Ed, der fordredes i Pengesager; og den aflagdes i saadanne ikke til Thinge, men for en deels af Sagsøgeren, deels af den sagsøgte efter visse Regler sammensat saakaldet Dom, bestaaende af 12 Mænd, der afgjorde, hvor vidt der var Anledning til at fordre Partsed, og hvor stor denne skulde være^[31]. Naar den derpaa i Vidners Overvær var aflagt i Kirken^[32], gik Fordringen, der hidtil betragtedes som usikker, og ej kunde indtale-s med formeligt Krav, men alene med foreløbig Anmodning (kvaða), over til at blive vis, eller vidnesfast (vitafé), der paa sædvanlig Maade indkaltes til Thinge^[33]. Et ufravigeligt Princip var, at saavel Mededsmændene som Domsmændene skulde være den sagsøgtes Ligemænd. Hvis nogen nævnte en Lendermand eller mægtigere Mand end sin Modpart i Dom, var hans Søgsmaal derved forspildt. Derfor maatte som vi have seet heller ikke Lendermænd opnævnes eller sidde i Lagretten uden Bøndernes Tilladelse.

Gudsdomme eller Guds-Skirsler^[34] brugtes som Beviis aldrig i andre Sager end gejstlige, hvortil man ogsaa, som sædvanligt efter den kanoniske Ret, regnede Egteskabssager, Lejermaalssager og Slægtskavssager. Dertil kom, hvad der vistnok kunde betragtes som en human Indretning, men hvad der dog maatte give Gejstligheden en utilbørlig og højst vilkaarlig Indflydelse, at naar Nogen, som det hed, havde med Overmagt (d. e. en overmægtig Angiver eller Beskylder) at gjøre, og formedelst denne hindredes fra at bevise sin Uskyld paa sædvanlig Maade efter Loven, skulde Erkebiskoppen, og udenfor Throndhjems Biskopsdømme, rimeligviis vedkommende Biskop, enten søge at skaffe ham den Ret, hvorfra han fortrængtes, eller og stede ham til Gudsskirsl^[35]. Den sædvanlige Ordal for Mænd var Jernbyrden, der, som ovenfor nævnt, bestod i enten at bære gloende Jern i den blotte Haand, eller gaa et vist Antal Skridt paa gloende Jern med blotte Fødder^[36]. For Kvinden bestod Prøven efter Regelen i Kjedeltag, d. e. i at tage en Ring, Steen e. a. d. op fra Bunden af en armsdyb, med kogende Vand fyldt Kjedel^[37]. Prøverne aflagdes paa Landet i Fylkeskirken, i Byerne i visse dertil bestemte Kirker, under Presternes Tilsyn og i Vidners Overvær^[38]. Man forberedede sig dertil ved Bøn og Faste, og Jernet eller Vandet indviedes af Presten. Umiddelbart efter Prøven blev de Lemmer, hvormed den var aflagt, forbundne af Presterne, og Forbindingen ej tagen af, førend efter tre Dages Forløb. Viste Haanden, Foden eller Armen sig da uskadt, var Beviset udfaldt til Fordeel for den, der havde aflagt det, i modsat Fald var han fældet som Forbryder eller Bedrager, og blev i de fleste Tilfælde fredløs, med Femter-Grid, som det hed, fra Kirkedøren^[39], d. e. man tilstod ham Grid eller Lejde paa fem Dage, efter hvis Forløb Fredløsheden indtraadte. Et stort Misbrug var det, at man stundom tillod den Sagsøgte at lade en Anden aflægge Prøven for sig^[40].

Det er forhen nævnt, at mange af de Gjerninger, der nu betragtes som Forbrydelser, fornemmelig Drab, Legemsfornærmelser o. a. d., i ældre Tider kunde afsones med Bøder, og derfor kun betragtedes og forfulgtes som Privatsager^[41]. At man dog havde begyndt at betragte disse Forbrydelser som vedkommende det offentlige, sees deraf, at Lovene ved dem alle foreskreve, foruden de private Bøder, en Mulkt til Kongen, navnlig Thegngildet for en Thegns (Undersaats) Drab. Som egentlige Forbrydelser ansaaes kun Nidingsdrab, Lands- eller Højforræderi, Trolddom, Blodskam, grovt Tyveri og andre lignende, mod Religion, Sædelighed, Landefred og Huusfred stridende Handlinger. Fredløshed eller Døden var den almindelige Straf. For ringere Tyveri (til en Værdi af en Ertog Sølv eller mere) bestemtes kun en vanærende Straf, den saakaldte Torvs og Kjærre Straf, der medførte Tabet af „Ret“, saa at enhver ustraffet kunde fornærme Tyven^[42]. En paa frisk Gjerning greben Tyv skulde strax af den, der greb ham, vindes i Vidners Overvær med Tyvekosterne paa Ryggen, og bringes til Kongens Aarmænd, der strax skulde tilsige Thing, bringe Tyven bunden paa Thinget, og lade Thingmændene dømme, om han var bunden med Rette eller ej. Hvis han da dømtes ret bunden, skulde Aarmanden med visse dertil af ham opnævnte Bønders Hjelp fore ham umiddelbart fra Thinget til Retterstedet^[43] og lade ham dræbe, eller, hvis Tyveriet var ringere, undergaa Torvs- og Tjære-Straffen, der bestod i at hans Hoved ragedes og indsmurtes i Tjære, hvorpaa han maatte løbe mellem to Rækker af Mænd, der kastede Torv, Steen o. a. d. paa ham. Negtede Aarmanden at modtage den bundne Tyv, eller at hænde Dom over ham, var dette nærmeste Lendermands Pligt.

Naar en Tyv ej grebes paa fersk Gjerning, eller naar overhoved nogen beskyldtes for en Forbrydelse, tilkom det ham at værge sig med saadan Parts-Ed som oven nævnt. Dette kaldtes „at gaa Dul“ (Dølg), en Benævnelse, som længe vedligeholdtes. Mislykkedes Benegtelsen, eller Gudsdommen, hvor denne traadte i Stedet, var han fældet til den i Loven bestemte Straf, og for saa vidt denne var Fredløshed, havde han, som ved mislykket Jernbyrd, Femtergrid fra Kirkedøren. Men for at hindre ærekrænkende Beskyldninger, var det i det mindste i Frostathingsloven og Eidsivathingsloven fastsat at ingen maatte fremsætte nogen saadan, uden at han vidnesfast kunde bevise, at der hjemme i Heredet virkelig gik et udbredt Rygte om at den, der beskyldtes, havde begaaet Forbrydelsen. I Eidsævislagen var det nok at bevise dette Rygtes Tilværelse med Vidnesbyrd af 3 Bønder. I Frostathingslagen fordredes den saakaldte Heimiskvid eller Heimiliskvid, eller 10 Mænd, af hvilke to aflagde Ed paa Rygtets Tilværelse, og de 8 sandede disses Ed. Dette hindrede imidlertid ikke den saaledes Beskyldte fra at bevise sin Uskyld ved de sædvanlige Retsmidler. Men uden Heimiskvid blev Angiveren selv fældet som Bagvasker, og den beskyldte behøvede ej at ændse Angivelsen^[44].

Om Drabssager, Viglysing og Ørvarthing er ovenfor talt^[45].

I Kjøbstederne gjaldt den samme Lov, som i de Landdistrikter, hvortil de hørte, kun med de Forandringer, Kjøbstadsvæsenet gjorde nødvendige. Først og fremst havde Kjøbstæderne deres egen Jurisdiktion. De sendte ingen Thingmænd til Lagthinget, men havde derimod hvert Aar deres eget Lagthing, hvis Myndighed og Virksomhed var aldeles den samme som de tee store Lagthings for Landdistrikterne^[46]. Thingmændene, sandsynligviis 12 af hver Fjerding, udnævntes ved den ovenfor omtalte Gjaldkere, der i Kjøbstæderne traadte i Aarmandens Sted, men havde langt større Anseelse. Ved Gjaldkerens Side stod et Raad, sandsynligviis af 12 Medlemmer^[47]. I Stedet for de mindre Lands-Thing, som Fjerdings- eller Fylkes-Thing, traadte i Byerne Møder (mót), der tilsagdes ved Hornblæsere, og, ligesom Landsthingene, til enhver Tid kunde fordres sammenkaldte af Gjaldkeren eller enhver Borger. Det var ellers i Førstningen kun Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg, der havde eget Lagthing og egen Gjaldkere^[48]. Man maa antage, at Kongehelle, Sarpsborg, Hamar, Stavanger og Vedø, om de end havde egne By-Moder, dog for øvrigt hørte under Lagthingene, og at de neppe havde nogen Gjaldkere, men stode under Aarmanden eller Sysselmanden. Imidlertid maatte ogsaa der de specielle Bestemmelser, som Kjøbstadsforholdene medførte eller den saakaldte Bjarkø-Ret, være gjeldende, naar denne endog gjaldt for hvert Fiskevær, eller overhoved enhver Markeds- og Handels-Plads.

Om de fornemste Thing og Domme paa Island, nemlig Vaarthingene, Fjerdingsdommene og Femterdommen er der allerede ovenfor talt, saa vel som om Goderne eller Landets egentlige Høvdinger. Rettergangen var der, i det mindste efter Lovgivningen at dømme, mere indviklet og fuld af Formaliteter end i Norge, men i sin Hovedcharakteer stemmede den dog med den norske, som rimeligt er. Man gjorde der ikke Forskjel mellem Sagernes Charakteer, men anvendte ved dem alle etslags Prøvelse-Udvalg, der paa det nærmeste svarede til, hvad man i Norge kaldte Dom, og som nys er beskrevet. Dette Udvalg kaldtes kviðr eller búakviðr, og bestod af et vist Antal af Parternes Naboer (búar), der skulde møde frem for Retten og drøfte de fremførte Beviser, skjønt de ofte kun kjendte Sagen af Rygte. Kvidsmændene udnævntes ved Vidner, dette kaldtes kvöð, og deres Antal var 5, 9 eller 12 efter Sagens Vigtighed. Ligesom Dommene i Norge, maatte de ryddes; hvis Sagsøgeren ej tilbød dette, havde han tabt Sagen, saa vel som naar han opnævnte et urigtigt Antal. I de Tilfælde, hvor der opnævntes 9 Buar, havde den Sagsøgte Ret til at vælge 5 til sit Forsvar; (bjargkviðr d. e. Bjergelses-Kvid) han kunde endog vælge dem blandt de af Sagsøgeren opnævnte, og naar det lykkedes den Sagsøgte at opstille Bjargkvid, afsagdes Dommen til Fordeel for ham, om Sagsøgeren endog havde fuld Kvid paa sin Side. Tylftarkvid anvendtes kun i de vigtigste Sager, og bestod af den Sagsøgtes Hereds-Gilde selv med li af denne opnævnte Mænd. Paa Kinderne kom det ved den islandske Rettergang fornemmelig an ved at konstatere Hovedspørgsmaalet, egentlige Vidner brugtes for det meste kun til at bevise Formaliteterne^[49].

Det stod Enhver frit at indstevne sin Sag til Vaarthing eller umiddelbart til Althing eller Fjerdingsdom, men hvis en af Parterne fordrede det sidste, skulde dette skee. Althingsstevning skulde i Regelen forkyndes med tre eller fire Ugers Varsel ved de Sagsøgtes Bopæl; Sagsøgeren maatte kun selv tredie gaa i Retten, og begyndte, som oven anført, at tilbyde Lodkastning om Ordenen, i hvilken han skulde foredrage sin Sag, naar sex eller flere Dommere havde taget Sæde i Fjerdingsretten. Saavel Sagsøgeren som den Indstevnte, havde Net til, tinder aflagt Redeligheds-Ed, at fremsagte Indsigelser mod enkelte Dommere, der naar Indsigelserne befandtes gyldige, maatte vige deres Sæde, hvilket strax paany skulde besættes af vedkommende Gode. Denne var under sit Embeds Fortabelse pligtig at faa Dommen udfyldt inden Solens Nedgang. Sten Retten ikke udfyldt, dømte dog de øvrige som om den var fuldtallig^[50]. Beviisførelsen stede, som oven nævnt, hovedsagelig ved Kviden, hvis Medlemmer enten udsagde hvad de vidste i Sagen, eller erklærede under Ed, at det ej tilkom dem at afgive noget Udsagn. Den Sagsøgte prøvede nu efter aflagt Ed at faa kasseret Sagsøgerens Min„ eller at skaffe sig Bjargkvid, o. s. v. Naar Sagen var indladt til Dom, skrede Dommerne til Votering. Til Dommen fordredes, som i Norge, Eenstemmighed^[51]; vare Stemmerne deelte, maatte en ubetydelig Minoritet slutte sig til Minoriteten; ved en større Minoritet, eller naar der vare lige mange Stemmer paa hver Side^[52], skred man til det saakaldte Vefang, hvorved de, der vare af samme Mening, toge Plads ved Siden af hinanden, og det ene Parti vidnesfast anmodede det andet om at træde over til dets Mening, og bekræftede den med Ed. Opnaaedes ikke dette, afsagde hvert Parti sin Dom, og disse Domme gik nu, hvis de vare afsagte paa Vaarthing, til Fjerdingsdommen, hvis de vare afsagte paa denne, til Femterdommen. Men Sagsøger og Sagsøgte lyste tillige Søgsmaal mod Dommerne for ulovlig Fremfærd, og paastode Fredløshedsstraf over dem. At besørge afsagte Domme bragte i Udøvelse synes at have været vedkommende Godes Sag. I det mindste skulde han paa den Vindendes Opfordring holde den saakaldte Feransdom eller Exekutionsret over Fredløsdomte, hvorved deels Dommen traadte i Kraft, deels den dømtes Gods, der altsammen var forbrudt, blev taget under Rettens Varetægt, for siden, naar al derpaa heftende Gjeld var udbetalt, at anvendes til det Offentliges Nytte^[53].

Hvorledes Gudsdomme ogsaa anvendtes paa Island, skjønt de ikke omtales i Loven, have vi ovenfor seet Exempel paa^[54]. Holmgang anvendtes, efter hvad der ovenfor er viist, ikke længere end til 1010 som Middel til Retstrætters Afgjørelse^[55]. At disse derhos, i Særdeleshed naar de gjaldt Bod for Drab eller personlige Fornærmelser, ofte, ja maaskee aller oftest, afgjordes ved Voldgift, og ej sjelden ved den Forurettedes Selvdom, er i det Foregaaende omtalt og oplyst ved hyppige Exempler.

Foruden de her omtalte regelmæssige Thing (skapþing) havde man paa Island endnu et tredie Slags, de saakaldte Leider eller Leidarthing, der holdtes af Goderne strax efter deres Hjemkomst fra Althinget, paa samme Steder, som Vaarthingene, og for de samme Thingalmuer^[56]. Her afgjordes dog ingen Retstrætter, men det bekjendtgjordes kun, hvilke Lovsforandringer der vare vedtagne paa Althinget, og hvorledes Aaret, Fest-Dagene og andre kalendariske Merkedage skulde beregnes for det kommende Aar. De ældre norske Love omtale ingen saadanne Thing, derimod paabydes de, skjønt uden at benævnes „Leid“, i Landsloven af 1274^[57]. Man maa dog næsten antage, at de ogsaa i ældre Tider have været holdte af Aarmændene eller Lendermændene, og at Lovene kun have tiet om dem, ligesom de tie om saa mange andre vigtige Institutioner, der forudsættes alt for bekjendte til at behøve udtrykkelig Omtale^[58].

Om Retsforholdene paa Færøerne og Grønland savne vi nærmere Oplysninger. Grønlands aarlige Hovedthing var paa Garde, s. o. I. 2. S. 705, og ligesom den i Landet gjeldende Lov synes at have været den islandske, saaledes gik det vel ogsaa ved hiint Thing til omtrent som paa Althinget. Vi vide om Færøerne kun, at de havde deres Lagthing i Thorshavn paa Stromø, hvor der i det mindste i senere Tider indfandt sig udnævnte Thingmænd fra de forskjellige Øer^[59], og hvor det da gik til som paa Thingene i Norge; men tidligere synes Formerne mere at have lignet de islandske: man havde endog en egen Lovsigemand^[60]. Ligesaa lidet kjendes om Rettergangsforholdene paa Orknøerne og Hjaltland. Det vides ikke engang, om begge Øgrupper havde fælles Lagthing, eller hver sit^[61]. Øen Man havde sit eget Lagthing, der holdtes paa Thingvolden (Tynwald) ved Holm Peel, og endnu aarligen afholdes, om end blot som en tom Formalitet^[62].

1. Gulathingslov Cap. 3.
2. Frostathingslov I. 2.
3. Nyere Landslov (af 1274) Thingf. Cap. 2.
4. De „4 Fylker udenfor Agdenes“ omtales udtrykkeligt i Frostathingslov X. 3.
5. Se ovenfor I. 2. S. 301. Hvad der end mere viser, at man og har tænkt i det mindste paa Naumdal og Nordmøre, er Frostathingslovens I. 1, hvor „Udenfjordsmænd“, altsaa Mænd fra de nys nævnte Fylker, udtrykkeligt omtales som Nevndemænd.
6. Dette maa man fornemmelig slutte fra Analogien i den yngre Landslov, saa vel som Egils Saga, s. o. I. 1. S. 1061. Det var sandsynligviis Aarmændene eller Lendermændene, der ogsaa opnævnte Lagrettesmændene.
7. Til en saadan Frygt finder man oftere Spor i Lovgivningen.
8. Frostathingslov Cap. 46.
9. Bedst findes dette udført i Gulathingsloven, der her er fuldstændig, medens Frostathingsloven desværre just paa dette Sted har en Lakune. Fra Fjordene, Sogn og Hørdaland, de Fylker der laa Gulathinget nærmest, skulde hver Nevndermand have 1 Maanedsmad Smør og Meel. Fra Ryfylke skulde hver have 1½ Maanedsmad. Fra de fjerneste Fylker, Agder og Søndmøre, skulde hver have 2 Maanedsmader Smør og Meel. Derforuden skulde hver Nevndermand, uanseet Fylkets Afstand, have 1 Øre vejet Sølv og 1 Saald Malt. I Frostathingsloven omtales kun Thingfarefæ.
10. Frostathingsloven har nemlig, som nys anmerket, her en Lakune. Men at Frostathinget holdtes om Sommeren, sees af Beretningen om Sigurd Ranessøns Proces, (s. o. S. 649, 650, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 31, 33). Ørethinget holdtes ifølge Frostathingslov I 4. af Mændene fra de 8 Fylker 14 Dage for Jonsmesse (St. Hansdag)e men skjønt rigtignok Frostathing, som ovenfor viist (S. 658) kunde holdes i Byen Nidaros, og da rimeligviis blev afholdt paa Øren, synes dog den blotte Benævnelse „Ørething“ paa dette Sted i Loven, hvor der ellers alene tales om Frostathing, at antyde et andet Slags Thinge end det egentlige Frostathing. Ved Bestemmelsen om Ørething tales heller ikke om Nevndarmænd, men hver Bonde, som havde Arbejdere at sætte i sit Sted paa sin Gaard, skulde indfinde sig uopfordret, under 1 Mk. Sølvs Bod. Dette Thing har saaledes neppe været et Retterthing, men snarere et blot Tillysnings-Thing. At det egentlige Frostathing holdtes temmelig langt ind paa Sommeren, henimod Høsten, synes at fremgaa af Haakon Haakonssøns Saga Cap. 181, hvor det først heder, at Kong Haakon laa om Høsten i Steinavaag, og siden, at han sendte Klemet af Holm til Frostathing. Jvfr. Eidsivaloven Chr. R. Cap. 10.
11. Nemlig Botolfsmesse, 17de Juni.
12. Dette bestemmes for Frostathing i Frostathingsloven l. 3, og Bestemmelsen tillægges udtrykkelig Erkebiskop Eystein og de forstandigste Mænd, altsaa Mødet 1164; dette synes derfor at verre vedtaget for alle Hovedthing.
13. Frostathingslov I. 2.
14. At „Fjerdinger“ i det mindste i Gulathingslagen var eenstydigt med „Hereder“ skulde man kunne slutte af den gamle Bestemmelse af Harald Haarfagre (s. o. I. S. 468), at der skulde være een Jarl i hvert Fylke, og at denne skulde have 4 Herser (d. e. Hereds-Forstandere) under sig; imidlertid seer man dog af Gulathingslovens Cap. 12, at Herederne vare Underafdelinger af Fjerdingerne. Egentlige Heredsthing fandtes altsaa ej.
15. Frostathingsloven X. 30. I Stedet for Fylkesthingene synes i de Fylker, der laa udenfor det egentlige Thrøndelagen, Halvething eller Halvfylkesthing, at have været holdte, se Frostathingslov XIV. 7. At dette i det mindste var Tilfældet i Haalogaland og Naumdal, sees deraf at begge disse Fylker vare deelte i „Halver“ eller Halvfylker (se Aslak Bolts Jordebog), hvorfor endnu den øvre Deel af Naumdal .kaldes Overhalven (efri hálfa). Men i Stedet for Firefylkersthing som Thing af anden Grad traadte da vel ogsaa, skjønt det ingensteds nævnes, Fylkesthing. Hertil sigtes dog maaskee i Frostathingsloven X. 30, hvor det heder, at naar et Fylke er deelt (skipat í sundr), skal det med Sagerne forholdes som med alle Fylkesmændenes (d. e. de egentlige Fylkesmænd eller Thrønders).
16. Supplement til „Norges gl. Love“, II. S. 523. „Fylkesthing“ kaldes her ogsaa „ályktarþing“„ d. e. Slutnings- eller „endeligt Thing“, maaskee fordi det her var sjeldnere, at Sagerne gik videre.
17. „Enhver raader for Thing, som tykkes at behøve Thing“, heder det i Gulathingsloven Cap. 131, og i Cap. 25: „Den som behøver Thing skal kjende (d. e. tilsige) Thing“.
18. Gulathingslov Cap. 35.
19. Dette har megen Analogi med den Skik, der paa Island kaldtes Vesang, s. n. S. 1012.
20. Gulathingsloven Cap 35, jvfr. ovenf. S. 958.
21. Herom s. o. I. 1. S. 148, 149, i de ældre Love findes vel intet om Vaabentag, men de yngre nævne udtrykkeligt derom (nyere Landslov 1—5) og Skikken har for alderdomsagtigt Præg til først ved denne Lovrevision at kunne være indført.
22. Frostathinglovens Part X giver flere Bestemmelser for lignende Søgsmaal, men i det Hele taget ej saa klart som Gulathingsloven Cap. 35. Imidlertid er Hovedindholdet det samme, se især Cap. 19—24.
23. Til saadanne umiddelbare Stevninger til højere Thing sigtes maaskee i ældre Gulathingslov Cap. 102.
24. Se ovenfor om Søgsmaalet mod Sigurd Ranessøn., S. 648, 649.
25. Varselet var i Frostathingsloven fra 5 Dage (Femt) indtil 2 Maaneder, X. 1; i Gulathinget 15 Dage (3 Femter) i det længste.
26. Gulathingsloven 102, Frostathingslov X. 26. 31. Bjarkøret 98.
27. Frostathingslov XIII. 26.
28. Gulathingslov. Cap. 35.
29. Gulathingslov Cap. 132—135. Frostathingslov XIV. 1—16.
30. Saaledes Frostathingslov V. 42. Bjarkøret 154, Gulathingslov Cap. 37 siger derimod: „Lyritared“ indtil Beløbet „hyndisk“ d. e. overstiger 60 Ører (thi vore Forfædre have maaskee i sin Tid, som Anglerne, sat hund foran alle Tiere, højere end 60, eller som Goterne, ladet dem ende paa hund); „da fordobles Lyritareden“ ɔ: bruges Settared.
31. Gulathingslov 37, Frostathingslov 11—18. Dommen bestod af 6 Mænd paa hver Side, medens dog, som det synes, 12 paa hver Side oprindelig opnævntes, af hvilke hver Part havde Ret til at forkaste det halve Antal, hvilket kaldtes at rydde Dommen. I Frostathingsloven kunde man to Gange prøve saadanne Domme, og endelig fremmøde med begge Dommes Personale, altsaa 12 paa hver Side, til den saakaldte Trediedom. Hvis en af Dommerne var urigtigt udnævnt, eller forlod sin Plads for alt var tilende, havde hans Part tabt sin Sag. Ved denne Trediedom skulde Sagsøgerens Domsmænd tilbyde den anden Parts Veddemaal, 2 Mkr. for hver Mand, hvilket strax skulde indbetales og deponeres, indtil Sagen kom paa Thinget. Modtog den anden Parts Domsmænd ej Veddemaalet, forstod det sig af sig selv, at Parten tabte; men gik Sagen til Things, fik den vindende Parts Dommere de deponerede Penge. Denne Fremgangsmaade kaldtes veðjan, og Dommen veðjanardómr, Frostathingsloven X. 13, 14. I Gulathingsloven omtales veðjanardómr kun i Odelsløsningssager (Cap. 211) men da disse ellers i eet og alt behandledes som Gjeldssager, maa man antage at dette Slags Dom, ligeledes anvendtes ved Gjeldssager i Almindelighed. Dog var Vedde-Dommen i Gulathingslagen, ikke en tredie Dom, men kun en „anden Dom“, med ikke flere end ser Mand paa hver Side. Gik Sagen lige til Lagretten, d. e. Gulathinget, tabte de Dommere, hvis Mening underkjendtes, ej alene Veddegodset, men maatte ogsaa bøde hver 3 Ører til Kongen for „Misdømme“. Den samme Bod var vistnok ogsaa de tabende Dommere i Frostathingsloven underkastede.
32. Gulathingsloven Cap. 136, Frostathingslov IV. 8, Bjarkøret 151, 24.
33. Gulathingsloven 36, Frostathingslov X. 19—24.
34. Om disse se ovenfor S. 996. og i den hedenske Tid ovenfor I. 1. S. 179.
35. Frostathingslov II. 45.
36. Jvfr. ovenfor S. 700.
37. Frostathingslov III. 15. V. 29. Eidsiva-Christenret 42, Graagaas, Festarthaatt 33, 45, 55.
38. Frostathingslov I. 45. I Nidaros skulde Gudsdommen sandsynligviis prøves i Peterskirken, den samme, hvor Ederne skulde aflægges. Bjarkøret 24.
39. Gulathingsloven Cap. 24. I Eidsivalagen gaves 15 Nætters Grid se Eidsiva-Christenret Cap. 43.
40. Se ovenfor, S. 909.
41. Se I. 1. S. 140 flg. jvfr. ovenfor S. 968.
42. En saadan Tyv kaldtes derfor torfs maðr ok tjöru. Gulathingsloven Cap. 253. Frostathingslov XIV. 12. Bjarkøret Cap. 174. I. Frostathingslov kaldes den, der stjal mindre end en Thveite (den mindste Myntsort) hvinn (Rapser), han straffe-des ikke anderledes end ved at miste sin Ret. En Træl straffedes med Hudflettelse. En Trælkvinde eller frigiven Kvinde straffedes for 1ste Gangs Tyveri med Tabet af det ene Øre, for 2den Gangs med Tabet af det andet, for tredie med Tabet af Næsen: „da heder hun Stuva og Ruva, og stjæle saa ofte hun vil“ Gulathingsloven 259. Ogsaa i Sverige brugtes Torv- og Tjære-Straffen, se Vestgøtaloven, Tyvebolk Cap. 3.
43. Dertil valgte man helst en Holm eller Fjære, hvorfor det ogsaa i Frostathingsloven heder, at Tyven skal bringes fra Thinget til Fjæren. Den sædvanlige Henrettelsesmaade var ved Galgen.
44. Frostathingslov III. S. 5. 15. V. 22, Bjarkøret 34 og mange andre Steder; Vikens Christenret Cap. 17, Eidsiva Christenret Cap. 41. For at et Rygte skulde ansees som gængse i Heredet, fordredes i Viken, at i det mindste M„ af Heredsmændene erklærede at have hørt det.
45. S. o. I. 1. S. 149.
46. By-Lagthingene holdtes efter de yngre Bylove i de første Dage efter Helligtrekonger; sandsynligviis var dette ogsaa Tiden for de ældre By-Lagthing.
47. De her nævnte Indretninger omtales nemlig i yngre Kjøbsteds- eller Bjarkøretter ikke som om de da først vare indførte, men som bestaaende i længere Tid.
48. S. o. I. 2. S. 150—157, 422, jvfr. I. 1. S. 563—569. Naar det paa første Sted S. 156 heder, at hver Fjerdingsdom bestod af 9 Medlemmer, da stemmer dette saavel tilsyneladende med Texten i Grágás þingsk. Cap. 1, som med det hidtil antagne (se Arnesens islandske Rettergang S. 315); men K. Maurer har nys (i Beiträge zur Rechtsgeschichte des germ. Nordens I. S. 177), gjort det temmelig sandsynligt, at det nævnte Sted i Graagaas bor forstaaes saaledes, at hver Gode (Nordlændingefjerdingens 12 Goder fremdeles betragtede som 9) skulde udnævne en Dommer for hver Ret, saaledes at altsaa hver Net kom til at bestaa af 3 Fylker eller 36 Medlemmer. Dette støtter han deels paa den i Norge og Island ældgamle Vedtægt, at en Net skulde bestaa af 3 Tylfter, deels af Skatte Lovsigemands Ord til Njaal, anførte ovenfor I. 2. S. 423, „hvorledes tænker du dig Femterdommen indrettet, siden Fjerdingsdom opnævnes efter de gamle Godord, tre Tylfter i hver Fjerding?“ Og paa hiint Sted i Grágas staar der „skal goði hverr nefna mann í dóm, hvilket godt kan forstaaes om hver enkelt Dom. Imidlertid kunde det nok være, at paa nys nævnte Sted i Njaals Saga (er fyrir forn goðorð er nefndr fjórðungsdómr, er skyldi vera þrennar tylftir, or fjórdungi hverjum) Ordet fjórðungsdómr taget kollektivt, især da det i Grágás þingsk. þ. Cap. 10 heder, at Sagsøgeren kunde begynde at æske Lodkastning om den Orden, hvori enhver skulde foredrage sin Sag, saasnart 6 Dommere eller flere havde sat sig i Retten (ok 6 dómendr eru útkomnir eða fleiri, ok er rétt þeim manni er með sakar ferr, at bjóða til hliutfalla o. s. v.), thi dette Antal synes at vare altfor lidet mod 36 til at danne nogen kompetent Autoritet; med ser af ni var det derimod rimeligt. Men af hvad der foreskrives om Vefang, kunde man snarest gjette paa 12 eller 24, s. n.
49. Arnesens islandske Rettergang, S. 217. Naar han S. 189 paastaar, at Bjargkviden stedse skulde vælges blandt Sagsøgerens Kvidmænd, grunder dette sig maaskee paa en Misforstaaelse af Njaalssagas Udsagn Cap. 67, at Gunnar efter Njaals Raad kasserede de 4 af sin Modparts Buar og tog de øvrige fem til Bjargkvid. Thi dette gjorde han uanseet at de vare valgte af Modparten. Arnesen modsiger sig desuden selv ved strax efter at sige, at Dommen altid faldt i Fader af Bjargkviden, om end den anden Part havde 9 eller flere paa sin Side. Thi hvis Bjargkviden i Regelen var tagen blandt Sagsøgerens Buar, havde den, som bestaaende af 5, altid Majoritet, og det vilde da ej være noget Under, om den vandt.
50. Graagaas þskþ. Cap. 6.
51. Graagaas þskþ. Cap. 22. Eenstemmighed i Dom var et Retsprincip i Norge og paa Island. Det er derfor vistnok en Fejl, naar Arnesen S. 582, og efter ham Petersen S. 376, siger at Dommen afsagdes efter Stemmefleerhed.
52. Ved den saakaldte Enge-Ret, bestaaende af 6 Dommere, fordredes til Vefang et Parti af 3, altsaa Halvdelen paa hver Side. Ved Fjerdingsdommen fordredes 6; Graagaas þskþ. Cap. 33. Efter dette skulde det altsaa næsten synes, som om Fjerdingsdommen havde bestaaet af 12 Medlemmer, s. o. Aabenbart synes det at være, at den ej kunde bestaa af 36, thi imod dette Antal var 6 en alt for liden Fraktion. Snarere kunde man tænke paa 24, efter den i Norge gjeldende Regel, at den Part, som havde ¼ af Thingmændene paa sin Side, skulde have Ret til at indskyde sin Sag fra Fylkesthing til Lagretten, s. o. S. 1004.
53. Grágás þsk. þ. 42, 48. Arnesens islandske Rettergang. S. 359.
54. Se ovenfor S. 959.
55. Se ovenfor I. 2. S. 145.
56. Graagaas, þingsk. þ. Cap. 41, 59, 61, i Arnesens isl. Rettergang S. 370. Njaals Saga Cap. 110. Ljosvetningasaga Cap. 2. Udførligere Oplysninger om Islands Rettergang findes i de ovenfor anførte Skrifter af Arnesen, og Maneer, især det sidste, der, som det sees, ogsaa vil komme til at omhandle Rettergangen i Norge.
57. Nyere Landslov, I. Cap. 7. Ogsaa i Kjøbstæderne holdtes ifølge den nyere Bylov, I. 8, „Mot“ i samme Øjemed, hvorved dette maatte synes overflødigt i de Byer, der selv havde Lagthing.
58. F. Ex. den særdeles vigtige Bestemmelse, at Lendermænd ei kunde søges for ringere Thing end Fylkesthing, Konger ej for ringere end Lagthing.
59. Nyere Landslov I. 2.
60. Om Forhandlinger ved Thinget i Thorshavn paa St. Olafs Tid, se ovenfor I. 2. S. 330, 690.
61. Sandsynligviis havde de fælles Thing i Kirkevaag, og Thinget paa Hjaltlands „Thingvold“ ved Scalloway var da følgelig blot at ansee som Fylkesthing. En anden Sag var det derimod senere, da Hjaltland var blevet skilt fra Orknøerne 1195, se nedenfor.
62. Neal, Ecchesiological notes &c. S. 42; Worsaae: Minder om de Danske og Nordmændene S. 366, 367.