Det norske Folks Historie/3/108

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det er allerede ovenfor omtalt, at det norſke Folk, efter Sagaſkrivernes udtrykkelige Vidnesbyrd, befandt ſig i en meget blomſtrende Tilſtand under de førſte Konger af Harald Gilles Æt[1], uanſeet de Stridigheder, ſom fandt Sted mellem Kongerne ſelv. Denne Blomſtringstilſtand begyndte rimeligviis allerede under Sigurd Jorſalafarer, ſom ellers ikke kunde være bleven ſaa populær, og hvis Regjeringsaar ellers ej kunde beſkrives ſom en for Bønderne højſt lykkelig Tid. Om Magnus Barfod heder det viſtnok, at hans mange Krige faldt Bønderne trykkende[2], men da han kun regjerede ti Aar, og hans Fader Olaf Kyrres lange og fredelige Regjering ogſaa nævnes ſom en gylden Tid for Landets Indbyggere, hvori disſe erhvervede Velſtand og Rigdom, maa Krigsaarene under Magnus ſnart have være glemte, og man kan med Rette ſige, at Folket lige fra 1066 indtil Slutningen af den Periode, vi her have behandlet, har kunnet komme ſig og ſamle Kræfter efter de langvarige, udmattende Krige under Harald Haardraade og hans Formand, Magnus den gode, ſamt de Statsomvæltninger, der gik forud for dennes Regjeringstiltrædelſe. Det er derfor intet Under, at Folket paa Inges og Magnus Erlingsſøns Tid kaldtes rigt og mægtigt.

Næringsvejene vare i det hele taget de ſamme ſom de nuværende, kun at det faldt af ſig ſelv, at Handel og Skibsfart paa hiin Tid ej kunde drives i den ſtore Udſtrækning i Rummet, ſom nu omſtunder, og at man efter Vikingelivets Ophør mere end forhen var anviiſt paa Agerbrug, Fædrift og Fiſkeri. Imidlertid var Handelen inden de Grændſer, den dreves, deſto livligere, iſær da endnu en ſtor Deel yngre Mænd af rige og fornemme Slægter beſkjeftigede ſig dermed, mere, ſom allerede bemerket, for at ſee ſig om i Verden, vinde Erfaring og lære Folkeſkik, end for den egentlige Fortjeneſtes Skyld. Man betragtede endog nogle Aars Kjøbmandsferd ſom en god Forberedelſe til Hirdtjeneſten, formedelſt den Erfaring og den Menneſkekundſkab, ſom man derved erhvervede[3]. Thi fremdeles vare Rejſer i fremmede Lande uadſkillelige fra Kjøbmandsſkab; enhver indkjøbte ſelv ſine Varer og bragte dem hjem. Men man ſkjelnede ogſaa mellem Kjøbmanden af det højere eller bedre Slags og Mangeren (Skakreren)[4]. De fornemme Kjøbmænd handlede for det meſte i det ſtore, og ſaavel indkjøbte ſom ſolgte Varerne i ſtørre Partier[5], medens de neppe indlode ſig paa det ſaakaldte Strædeskjøb, det vil ſige Udſalg i Smaat fra Handelsboder i Byerne. Ligeſom de yngre Mænd af bedre Familier rejſte paa Kjøbmandſkab udenlands, ſaaledes ſynes unge Menneſker af de ringere og mere ubemidlede Klasſer allerede i hine Tider, ligeſom nu, at have draget om paa Kramhandel indenlands, thi allerede i førſte Halvdeel af det følgende Aarhundrede klages der over, at ſaa mange unge, arbejdsføre Karle rejſte om i Landet med Kram, at Bønderne hjemme i Heredet ikke kunde faa Arbejdsfolk nok[6]. Skibsfart ſynes at være dreven, foruden mellem Landſkaberne indbyrdes og med Koloni- ſamt Bilandene, iſær med Sverige, Danmark og de øſterſøiſke Lande, navnlig Rusland, i hvilken længere Fart et eget Slags ſtørre Skibe, de ſaakaldte Øſterfarerſkibe[7], anvendtes, ſamt endelig med Skotland, England og Nordtydſkland, og tildeels med Frankrige. Sydligere end Kanalen ſynes norſke Handelsſkibe i hine Tider ſædvanligviis ej at have gaaet. Kjøbmandsſkibenes Bemanding foregik, ſom der alle-rede er viiſt Exempel paa[8], i Regelen ganſke anderledes end nu omſtunder. Det var nemlig Pasſagererne ſelv, ſom udgjorde Mandſkabet, og udførte alle de Syſler, der ellers paaligge Skibsfolkene, og dertil vare de forpligtede, uagtet de endda betalte Skipperen Leje for Fragten[9]. Endog de højbyrdigſte Mænd maatte ſaaledes ſkifteviis hjelpe til ved Bjergning af Sejl, Skibets Øsning[10], hvortil man i hine Tider ej anvendte Pumper, og ved dets Opſætning, naar man kom hjem. Den Skipper eller Styremand, hos hvem ikke det til Skibets Haandtering nødvendige Antal Pasſagerer (hásetar) havde tinget ſig Fart (far) var ſaaledes i den ſtørſte Forlegenhed, og det lader til, at det aldrig faldt nogen ind, at leje eller hyre Matroſer, ſandſynligviis fordi dette vilde falde alt for bekoſteligt, imod hvad man var vant til. Overhoved kan man ſige, at Skibsejerne i hine Tider vare mere lettede eller begunſtigede end nu. Ikke nok med, at Pasſagererne maatte forrette Matrostjeneſte, vare ogſaa alle boſiddende Kjøbmænd i en By, ſaavel ſom alle fremmede, og alle Bønder fra Landet, naar de kun havde opholdt ſig tre Dage i Byen, under Mulkt forpligtede til, perſonligt at indfinde ſig og hjelpe til med at drage et paa Land opſat Skib i Sven eller omvendt, ſaa ſnart Gjaldkeren paa Styremandens Opfordring havde ladet blæſe til Skibsdræt[11]. Vel ſynes det, ſom om man her maatte kunne ſende ſine Folk i ſit Sted, men Forpligtelſen føltes dog ſom ſaare trykkende af alle Fremmede, der havde boſat ſig i Norge, og ej hjemmefra vare vante dertil[12].

Foruden indenlandſke Skibe beſøgtes Norges Havne hyppigt af udenlandſke, thi, ſom Ordrik ſiger (ſe ovf. S. 715), fra alle Verdens Kanter bragtes Rigdomme til Landet. Meeſt beſøgte af Fremmede vare, ſom man maa formode, Tunsberg og Bergen. Til Tunsberg kom der, ſom vi have ſeet, allerede paa Harald Haarfagres Tid Skibe i mængdeviis fra Danmark og Saxland, og denne Handelsrørelſe ſynes ſiden ſtadigt at have tiltaget. Henved 1190, faa kort efter det Tidspunkt, hvormed det her af os behandlede Afſnit ſlutter, at Forholdene ikke i nogen væſentlig Grad have kunnet forandre ſig fra hvad de vare omkring 1170, heder det at Tunsberg i Særdeleshed var folkſom i Sommertiden, formedelſt den Mængde Skibe, ſom fra alle Lande kom did[13]. Om Bergen heder det ligeledes paa ſamme Tid, at den var ſaare rig og havde Overflod paa mange Varer, iſær Skrejd i en utrolig Mængde, og at man der kunde ſee en Mængde Folk og Skibe allevegne fra, Islændinger, Grønlændinger, Engelſkmænd, Tydſkere, Daner, Sviar, Gauter, og fra endnu flere Lande, ſom det vilde være for langvarigt at opregne[14]. Man erfarer, at Bergen paa hiin Tid foruden Skrejd, der endnu er dens Hovedvare, afſatte Smør, fornemmelig til Tydſkerne, og at disſes Hoved-Indførfels-Artikel var Viin, medens Englænderne iſær indførte Hvede, Honning, Vox, Klædesvarer, Lærred og Kobberkjedler[15]. Om Nidaros og Oslo veed man mindre Beſked: deres Beliggenhed ſaa langt inde i Fjordene hindrede vel at de bleve ſaa meget beſøgte af fremmede Skibe, ſom Bergen og Tunsberg, men de vare deſto vigtigere ſom Havnepladſe for ſtore og frugtbare Oplande[16].

Agerbruget beſkjeftigede i ældre Tider, ſom nu, den ſtørſte Deel af Landalmuen, iſær i de ſydligere og frugtbare Egne, men hverken kan det være drevet med det Udbytte, ſom nuomſtunder, da Redſkaberne vare ſaa langt ſimplere og daarligere, eller i den Udſtrækning, ſaaſom en ſtor Deel af den dyrkbare Grund, der nu er opryddet, i hine Tider maa have været bevoxet med Skov[17]. Imidlertid ſeer man dog, at flere Høvdinger, f. Ex. Sigurd Syr, Svein Asleifsſøn o. a. dreve det med megen Iver. Af de Steder i Sagaerne og Lovene, hvor Agerdyrkning og Kornavling omtales, erfares det at Dyrkningsmaaden i det Hele taget var den ſamme ſom nu, og ligeledes de Kornſorter ſom avledes, de ſamme. Byg var ogſaa da Hovedarten, og kaldtes derfor ogſaa ſædvanligviis ſimpelt hen „Korn“. Vinterrug omtales ſom ſædvanlig Udſæd allerede i de ældre Love, Havre ſjeldnere; ſtundom en Blanding af Byg og Havre, kaldet Hamal-Korn[18]. Om temmelig ſterk Befolkning vidnede den hyppige Oprydning af Jord i Almenningerne. De, ſom her opryddede ſig Pladſe (i Eidſivalagen kaldte „Stokland“) bleve Kongens Lejlændinger, da Almenningerae tilhørte ham[19]. Med Havedyrkning gav man ſig kun lidet af. Der omtales hiſt og her Urtehaver (grasgarðar), ſjeldnere Frugthaver (eplagarðar); af Lovene ſees, at der i Haver eller paa indhegnede Steder dyrkedes Løg, Hvanner, Kaal, Humle[20]. Froſtathingsloven omtaler endog Æbler, hvilket tyder paa at man ſaa langt nord i Thrøndelagen har forſøgt paa at dyrke denne Frugt[21]. Til Havedyrkning i egentlig Forſtand kan man dog ikke anſee Begyndelſen at være gjort i Norge førend ved Kloſtrenes Oprettelſe, da Munkene her, ſom andenſteds, gjorde Havedyrkningen til en af fine Hovedbeſkjeftigelſer, og den førſte Stok af Munke ved ethvert Kloſter udelukkende, eller for en ſtor Deel, vare Udlændinger, fornemmelig fra England, der med Held ſøgte at indføre og akklimatiſere mange nyttige Væxter, ſom i deres Hjem dyrkedes i Haverne, men ſom endnu i Norge vare ukjendte[22]. Naar Exemplet førſt var givet af Munkene paa Kloſtrenes Hoved- og Bu-Gaarde, faldt det af ſig ſelv, at det ogſaa efterlignedes, førſt af Stormændene paa deres Herreſæder, ſiden af de mere bemidlede Jordbrugere. Blandt de Havevæxter, hvis Indførſel man ſaaledes kan tillægge Munkene, maa man ſandſynligviis nævne Næver, Erter og Bønner, der omtales i den yngre Landslov paa et Sted, ſom ellers er ligefrem udſkrevet af den ældre Froſtathingslov, men hvor disſe Rod- og Bælgfrugter ſlet ikke nævnes, et temmelig umiskjendeligt Tegn paa at deres Indførelſe falder i Mellemtiden mellem den ældre Lovs Nedſkrivelſe og Affattelſen af den yngre[23]. At den udbredte Æble- og vel ogſaa Kirſebær-Avl i Hardanger væſentligſt var at tilſkrive den Indflydelſe, ſom Munkene i Lyſekloſter, fornemmelig fra deres Bu-Gaard Aapedal i Ullensvang udøvede, maa anſees viſt[24], ligeſom den rigere Flora, der endnu findes paa de Steder, hvor der i fordums Dage vare Kloſterhaver, umiskjendeligt hidrører fra Munkenes ſtille, fortjenſtlige Virkſomhed[25].

Skovene og Tømmeret maatte i de nys beſkrevne Tider kun have ringe Værd, deels formedelſt den forhaandenværende Mængde deraf, deels fordi de ej udgjorde nogen ſtadig Handels- eller Udførſels-Artikel. Derfor omtales ikke engang Handel med eller Udførſel af Tømmer i vore ældre Love, førend længere ned i Middelalderen, da Hanſeaterne allerede tildeels vare komne i Beſiddelſe af Norges Handel. Det eneſte Marked for norſk Tømmer var ſandſynligviis Island og Færøerne, hvis Beboere fik deres Huustømmer fra Norge, men det ligger i Sagens Natur, at alene de mere Bemidlede kunde anſkaffe ſig dette Materiale, og i Forhold til Norges Skovrigdom maatte denne Afſætning være for lidet eller intet at regne. Et Beviis paa, hvilken Overflod man havde paa Skov, og hvor lidet man fandt det nødvendigt at ſpare den, er den Tilvirkning af Salt, ſom fra de ældſte Tider indtil langt hen i Middelalderen fandt Sted rundt om paa Norges Kyſter, endog i ſaa ſtor Maaleſtok, at Salt var en Udførſelsartikel, fornemmelig til Sverige[26]. Det tilvirkedes endog paa Steder, hvor Vandet var højſt ubetydeligt ſaltholdigt[27], og hertil maa derfor, Aar ud og Aar ind, utroligt ſtore Masſer af Brændeveed have medgaaet. Det eneſte Tegn til nogen Omhu for, at Skovene ikke alt for meget mishandledes, er Forbudet mod at Lejlændingen tilvirkede mere Salt, end han behøvede at give ſin Buſkab, eller til at kjøbe Tagnæver; ligeſom han heller ikke maatte flaa Næver til Salg, uden for ſaa vidt han trængte til at kjøbe ſimpelt Salt (Svarteſalt), eller brænde mere Tjære, end han behøvede at bræde ſine Baade med. Lejlændingen maatte heller ikke hugge ſtørre Fartøj af det Tommer, han fældte i Gaardens Skov, end en Tolværing, ligeſom han ikke havde Lov til at overlade nogen Anden af Skoven mere end to, i Froſtathingslagen fem Las Ved og et Las Skav. Men dette viſer juſt, at man overhoved ikke regnede det ſaa nøje[28].

Fædriften maatte ſaaledes i de ældre Tider ſpille en langt ſtørre Rolle end nu. Man ſeer derfor ogſaa, ſom allerede ovenfor nævnt, at Smør var en Udførſelsartikel fra Norge. Kjør og Faar vare da, ſom nu, det Hornkvæg, der holdtes paa Gaardene, af Geder holdtes neppe mange. Af Lovene ſees det, at denne Bedrift i de ældſte Tider ſkede aldeles paa ſamme Maade, ſom i vore Dage. Om Sommeren benyttedes Setergræsgangene, hvorhen Kvæget blev drevet op, og hvor enhver Gaard havde ſit beſtemte Sel (Seterhuus)[29]. Disſe Setergræsgange vare, ſom oftere nævnt, for det meſte Almenninger, der tilhørte Kongen, men hvortil Brugsretten ſtod alle aaben. Faareavlen ſpillede i Norge neppe ſaa ſtor en Rolle, ſom Kvægavlen; men af deſto ſtørre Betydning var den, ſom den endnu er, paa Island og Færøerne. Faareracen paa Færøerne var neppe indført fra Norge, men hidrørte fra de af de førſte norſke Koloniſter forefundne Faar, der ſiden de irſke eller ſkotſke Gejſtliges Ophold der havde formeret ſig til en utrolig Mængde, og efter hvilken endog Øerne fik deres Navn[30]. Af Sviin holdtes der vel neppe ſaa mange, ſom i ſenere Tider[31], derimod maa Heſteholdet have været forholdsviis meget ſtørre, deels fordi Heſtefoderet var billigere, deels ogſaa fordi man til Rejſer og Befordring trængte til langt flere Hefte end nu, efterſom Kjøretøj ſjelden anvendtes, uden om Vintren, og ſaa godt ſom al Befordring ſkede enten til Heſt, eller ved Søkuſterne til Skibs. Den almindelige Priis paa en Heſt i hine Tider var, hvis man ſkal regne efter en i den islandſke Lovbog omkring 1200 indført Taxt, i Gjennemſnit den ſamme, ſom for en Ko, tog denne beregnedes igjen ſædvanligviis til halvtredie øre Sølv. Lige med en Ko ſattes ogſaa li fuldvoxne Faar, eller een So med 9 Griſe[32]. Sammenlignes hiin Priis med de nuværende, med tilbørligt Henſyn til Pengemasſens Forøgelſe, vil man erkjende, at Kjørne i hine Tider næſten vare i højere Værd end nu omſtunder[33].

Jagten (veiði) maatte i ældre Tider være af ſtørre Betydning end nu, da Folket i det Hele taget var mere vant til at ſyſle med Vaaben, og de hyppige Krige vænnede Ungdommen til et mere uroligt og uſtadigt Liv. Imidlertid ſeer man af de ældſte Digte, og af Sagaerne, at Jagt ſom Fornøjelſe, da ſom nu, dreves af Stormændene, ſom derved fra Barndommen af vænnede ſig til Vaabenbrug. Jagten er i „Rigsmaal“ Jarlens og Jarleſønnens Sag, medens „Karlen“ ſyſler med Agerbrug og Fædrift[34]. Der fortælles ogſaa ofte om Konger og andre fornemme Mænd, ja endog Kvinder[35]), hvorledes en af deres vigtigſte Fornøjelſer var at ride ud med Høge og Hunde for at jage. Derfor ſatte man ogſaa megen Priis paa de Falke (valir) og Høge (haukar), der i ſaa ſtor Mængde fandtes i Norge, og maa tidligt have forſtaaet den Kunſt at afrette ſaa vel dem, ſom Hunde (mjóhundar, sporhundar) til Jagten[36]. I Froſtathingslagen tilhørte alle Høge, der fandtes i Rede, Landdrottnen; i Gulathingslagen kun naar de udtrykkeligt bleve ham forbeholdte, ellers bleve de Lejlændingens Ejendom[37]. Jagten foregik i hine Tider meeſt om Høſten, paa Barfroſten[38], og om Vintren paa Skid, da man, førend Ildvaaben kjendtes, altid maatte fælde Vildtet paa nærmere Hold. Større Dyr, ſom Bjørne, Ulve og Rensdyr, vel ogſaa Hjorte, fangedes ofte i ſæregent dertil indrettede Grave (Bjørnebaaſer, Ulvehuſe, Spydgaarde o. ſ. v.) eller i Gildrer (Snarer) for mindre Dyr og Fugle[39]. Jagtretten paa Dyr, hvis Kjød eller Skind kunde være nyttigt og ſom ikke tillige vare Skadedyr, tilkjendtes vel i Lovene Grundens Eiermand, men Straffen for Overtrædelſe af disſe Beſtemmelſer var ikke ſtor, og de ſtrenge Jagtlove, ſom herſkede i England og andenſteds, vare for vore Forfædre aldeles ukjendte. Skadedyr, ſom Bjørne og Ulve, vare derimod, ſom det hed, utlæge over alt, de kunde dræbes af hvem ſom helſt, undtagen naar en Bjørn var gaaet i Hide, og den, ſom opdagede og ſtængede den, havde tillyſt, at det var hans.Hverv, da vare Andre uberettigede til at dræbe den. Jagten havde dog i hiin Tid, ſom nu, intet at ſige mod Fiſkeriet, der da visſelig var langt righoldigere end nu, og, ſom man ſeer, allerede tidligt afgav en indbringende Udførſelsartikel, Skrejden og Silden, ikke at tale om, at Fiſken maaſkee i ældre Tider endnu mere end nu udgjorde[40] en Deel af Almuens fornemſte Koſt. Hvad de ſtørre Havdyr angaar, da veed man med Vished, at Hvaler og Hvalrosſe i Fortiden kom langt hyppigere og i ſtørre Mængde til Kyſterne end nu omſtunder, og der dræbtes viſtnok aarligt et ſtort Antal ſaavel af dem ſom af Sælhunde. Sælhundenes og Hvalrosſenes Hud brugtes da ogſaa, ſom man af Ottars Beretning og mange Ytringer i vore Oldſkrifter kan ſee, til Skibstouge, hvortil deres Styrke og Sejghed gjorde dem overmaade ſkikkede[41]. Men hovedſagelig vejdedes de for Tranens Skyld, hvilken (lýsi) viſtnok tidligt var en Udførſelsartikel[42], ligeſom ogſaa flere af disſe Havdyrs Kjød brugtes til Menneſkeføde[43].

Egentlig Bergverksdrift var endnu ukjendt i Norden paa denne Tid. Der tilvirkedes Jern, og det meget fortrinligt, men fremdeles kun af Myrmalm (rauði)[44]. Dette hjemme tilvirkede Jern kunde dog neppe være tilſtrækkeligt til den overordentlig ſtore Forbrug, deels til Vaaben, deels ogſaa til andre Redſkaber, og derfor maa vel en ſtor Mængde være indført udenlands fra, hovedſagelig forarbejdet. Af ædle Metaller fandtes eller tilvirkedes da ingen i Norge, og de indførtes alle fra fremmede Lande, Guldet ſandſynligviis iſær fra Øſten.

Om Folkets daglige Liv og Syſler, om dets ſædvanlige Forlyſtelſer, og om Huſenes og Gaardenes Indretning, er der allerede ovenfor lejlighedsviis talt. Chriſtendommen og de hyppigere Forbindelſer med Udlandet frembragte her gradviis ſtore Forandringer, idet man efterhaanden mere og mere rettede ſig efter andre mere forfinede Nationers, iſær Englændernes, Sædvaner. Saaledes have vi ſeet, hvorledes de ældgamle Røgſtuer paa Olaf kyrres Tid og tildeels efter det af ham givne Exempel ombyttedes med Ovnſtuer, forſynede med Gulv og Vinduer, i Førſtningen vel kun hos de fornemſte og rigeſte Mænd, men lidt efter lidt ogſaa hos de Ringere og mindre Bemidlede[45]. I Klædedragt rettede i det mindſte de højere Klasſer, ſom det lader, ſig paa Olaf kyrres Tid og derefter aldeles efter Udlandets Moder. Det fortælles, ſom det paa ſit Sted er viiſt, udtrykkeligt, at man under Olaf kyrre klædte ſig paa udenlandſk Viis i rige og koſtbare Klæder[46]; Magnus Barfod og hans Mænd brugte den ſkotſk-højlandſke Klædedragt, og de med Sigurd Jorſalafarer tilbagevendende Korsfarere, ſaavel ſom de mange, der i det 12te Aarhundrede Tid efter anden, maaſkee aarligt, beſøgte det hellige Land, men om hvilke Hiſtorien tier, maa alle have bragt fremmede Klædningsſkikke med ſig. Kun de ringere Klasſer have vel her, ſom andenſteds, holdt ved en ſimplere, mere gammeldags Dragt. De fornemſte Klædningsſtykker for Mandfolkene vare Kjortelen (kyrtill) og Buxerne (brœkr), disſe ſidſte af flere Slags Snit, deels længere, deels kortere (hosur) deels videre, deels mere tæt ſluttende[47]. Over Kjortelen havde man ſom ofteſt en Kappe (yfirhöfn), men af disſe brugtes der igjen mange forſkjellige Slags, enten kortere, ſom skikkja, vesl, feldr (egentlig en Feld, men ſædvanligviis betegnende en med Pelsverk fodret eller bremmet Kappe), eller ſidere, ſom kápa, slœdur, eller med Hette paa, ſom kufl[48], eller med Ermer, og til at drage over Hovedet, ſom hekla[49]. Kappen blev i Regelen ikke baaren inde i Huſet, i det mindſte betragtedes det ikke ſom ſømmeligt at have den paa, naar man ſtedtes for højtſtaaende Mænd[50]. Inderſt paa Kroppen bar man Skjorte (skyrta) eller Serk (serkr), hvilke Klædningsdele i ældre Tider ſynes meeſt at have været uldne, hvorfor ogſaa Bade, varme eller kolde i hine Tider langt mere hørte til Nødvendighedsartikler, end nu omſtunder, ſamt Badeſtuer neppe kunde ſavnes paa hvilken ſom helſt nogenlunde vel indrettet Gaard. Fornemmelig indrettedes de paa Island, hvortil de mange kogende Kilder gave fortrinlig Anledning[51]). Linned ſynes da mere at have været anvendt til Yderklæder, og at have været betragtet ſom et finere og koſtbarere Stof[52]. Men ſiden anvendtes det, ſom nu, til Underklæder, og det hed endog udtrykkeligt, at ingen høviſk Mand kunde ſtadſe ſig med Hør eller Hamp[53]. Farvede Klæder vare meget brugelige, mod Slutningen af det 12te Aarhundrede nævnes den brune, grønne eller røde Farve ſom meeſt pasſende til Kjortlerne[54]; til Kapper ſynes man at have valgt meget brogede og afſtikkende Farver, ja man brugte endog Kapper, ſammenſyede af forſkjelligt farvede Stykker[55]. Stoffet i disſe Klæder, fornemmeligt Kapperne, var hos de fornemme og mere bemidlede udenlandſk, ſandſynligviis flamſk eller engelſk Klæde; til Kjortlerne og de koſtbarere Kaaber brugtes ogſaa ofte Silke. Hos Almuen var Vaadmaal viſtnok da, ſom nu, det almindelige Klædningsſtof. Til Hovedbedækning brugtes deels Huer (húfa) af forſkjellige Stoffer, hos de fornemſte ofte af Silke[56], deels Hatte, rimeligviis bredſkyggede, af Filt (þófahöttr).

Ved Kvindernes Dragt ſynes i ældre Tider og ned i Middelalderen den ſaakaldte Fald (faldr), en i en høj og lang Spids opgaaende Hue, at have været charakteriſtiſk for Norge, maaſkee for hele Norden i Almindelighed. Den omtales allerede i Rigsmaal[57]; den er endnu brugelig paa Island[58], og de Hovedtøjer ſom bruges af Kvinderne i Normandie, ere omtrent af ſamme, eller en meget lignende Form. Saavel Mændene ſom Kvinderne brugte forſkjellige Slags Smykker, Mændene dog, ſom det lader, mindre i de ſenere Tider. Kjortlerne, Kapperne og Huerne forſynedes med Guldbeſætning eller et Slags Galoner (hlað)[59], man brugte, ſom det ſaa ofte er omtalt, Armringe og Guldringe, og Kapperne holdtes faſt ved ſmukt udarbejdede Spænder (dálkr). Til Fodbeklædning brugte Mændene ſædvanligt, ſom det ſynes, i ældre Tider, ſamt ogſaa ſenere blandt Almuen, Sko til at binde faſt med Remme, og deels om Anklen, deels om Læggen[60] ſimpelt forarbejdede af ugarvet Læder; Kvinderne ſynes mere at have haft Halvſtøvler (bótar), ofte ſmukt Udſyede[61].

Om Kunſtflid ſom Næringsvej eller udelukkende Beſkjeftigelſe for enkelte Mænd eller Klasſer af Folket kunde der neppe blive Spørgsmaal, førend Bylivet havde faaet ſin fuldſtændige Udvikling[62]. Men Kunſtfærdighed var i det Hele taget mere udbredt blandt Folket, end i ſenere Tider, og paa enhver Gaard hjalp man ſig i de fleſte Stykker ſelv, uden at endog Huusbonden, han være nok ſaa rig og fornem, anſaa det under ſin Værdighed at deeltage i de forekommende Syſler[63]. Hertil kom ogſaa at det ſtore Tjenerhold, fornemmelig i Trælletiden, gjorde Familierne mindre afhængige af fremmed Hjelp. Saaledes bleve visſelig alle de Klæder, Manden og Sønnerne brugte, ſyede af Kvinderne paa Gaarden, medens Mændene ſtellede med Gaardsdriften, tømrede Huſene, tildannede Agerdyrkningsredſkaber, og ſmedede, eller i det mindſte iſtandſatte Vaaben. Det er for øvrigt let begribeligt, at enkelte, der havde tilegnet ſig en eller flere Kunſtfærdigheder i højere Grad end de fleſte andre, ogſaa arbejdede for andre, eller ſtod dem i det mindſte bi med Raad og Daad, enten kun ſom Venſkabstjeneſte, eller for Betaling[64]. Kunſtfærdigheder, ſom ſaaledes gjorde deres Beſiddere anſeede og omſpurgte, var iſær Dygtighed i at bygge Huſe og Skibe, Færdighed i Træſkjærerkunſten, og i Særdeleshed Øvelſe i at ſmede gode og ſmukke Vaaben. Fruentimmerne, ſatte da ſom nu, iſær Priis paa at kunne brodere med Smag. Vi have ovenfor ſeet, hvorledes Kot, Ragnvald Jarls Fader, ſelv paatog ſig at foreſtaa Arbejdet ved Opførelſen af St. Magnus-Kirken i Kirkevaag paa Orknøerne, hvis.ældſte Deel ſaaledes hidrører fra ham, og vidner om hans Dygtighed. Kong Olaf den hellige havde ſelv tilſkaaret Viſund-Hovedet paa ſit berømte Skib, ſom derefter fik Navn. Andre Exempler paa denne Skulptur-Færdighed hos Nordmændene, ſaa vel ſom paa deres Dygtighed i Smedekunſten, ere tidligere omtalte[65]. Imidlertid ſynes dog denne Dygtighed fornemmelig at have gjeldt Krigsvaabnene, og i ſamme Mon, ſom Vikingeaanden ophørte, fredelige Forhold indtraadte, og Handelsforbindelſer med Udlandet bleve hyppigere, maa den Kunſt, at ſmede gode Vaaben, mere og mere have tabt ſig blandt Folket i Almindelighed, eller ſom Nationalkunſt. Agerdyrknings- og Gaardsdrifts-Redſkaberne vare viſtnok heel ſimple og daarlige. Som det almindeligſte Redſkab til Jordens Oppløjning anvendtes den da, ſaa vel ſom nu egentlig nationale Ard[66]; „Plog“.nævnes vel nu og da, endog i de ældſte Tider, men højſt ſjelden, og ſelve Navnet antyder en fremmed Oprindelſe[67]. Harv maa have været brugt, ſkjønt den ej omtales i Love, Sagaer eller Diplomer førend i den ſildigere Middelalder. I Stedet for de bredbladede Spader brugte man, ſom det lader, de ſmalere, men ſterkere Paalſtave, der maaſkee endnu anvendes hiſt og her i Landet. Til Indhøſtningen brugtes Ljaa, ſandſynligviis af ſamme Form ſom nu omſtunder, ſamt ſandſynligviis Sigd; til Bortſkjæren af unyttigt Krat anvendtes, ſom endnu paa Veſtkanten, den noget lignende Snidil[68]. Alle disſe Redſkaber forarbejdedes viſtnok indenlands. Hvad Vaabnenes Form angaar, da rettede den ſig ved Slutningen af det Tidsrum, vi her behandle, i det mindſte hos de højere Klasſer efter hvad der var ſædvanligt i det øvrige Europa, Korstogene, Pilegrims- og Handels-Rejſer bragte Nordmændene alt for ofte ſammen med Udlandet, til at dette ej ſkulde være Tilfældet. Man ſeer ogſaa af den Fortegnelſe paa Angrebs- og Forſvars-Vaaben, ſom det henved 1195 affattede Skrift „Kongeſpejlet“, hvorom mere i det følgende, lader en Fader i de modnere Aar raade ſin Søn til at anſkaffe ſig og erhverve ſig Færdighed i at bruge, hvis han beſtemte ſig til at blive Hirdmand[69], at de fleſte vare af det i det øvrige Europa ſædvanligviis brugelige Slags, nogle endog med udenlandſke Navne[70]. Kun blandt de menige Stridsmænd ſynes de ældre nationale Former endnu at have været overholdte, navnlig de kredsrunde, ſmaa røde Skjolde, med Jernbule og tre koncentriſke Jernbeſlag paa Yderſiden[71], hvoraf enkelte endog nu ere til. De ſæregne Vaaben, der brugtes i Søkrig, den hos vore Forfædre meeſt nationale Maade at ſtride paa, vare ogſaa fremdeles, ſom man ſeer, for det meſte de fra Oldtiden brugelige, ſom langſkaftede Ljaaer og Øxer, Slagbrande, Stavſlynger, og til Værn mod Fiendens Angreb Viggyrdler eller løſe Skandſeklædninger (ſ. o. S. 244) og Vig-Aaſer eller Bjelker[72]. De ovenfor omtalte Hun-Kaſteller, der opſtilledes i Stavnen, ſynes, efter Navnet og Formen at dømme, at have været Efterligninger af hvad der var brugeligt i Middelhavets Søkrige. Hvad Skibene ſelv angaaer, da ſynes det, ſom om man mod Slutningen af det 12te Aarhundrede ophørte at bygge dem med den tidligere Pragt og de ſør brugelige æventyrlige Former, men mere at have ſeet paa det nyttige og henſigtsmæsſige. Guldſmykkede Drageſkibe omtales vel endnu i Sagaerne, men langt ſjeldnere end forhen, og man ſtøder hyppigt paa den fremmede Benævnelſe „Busſe“, hvilken Form ſynes at have været meget yndet. Blandt Kjøbmandsſkibene omtales de ſaakaldte „Kugger“, der ogſaa hyppigt nævnes hos udenlandſke Forfattere, meget ofte ved Siden af de nationale „Knerrer“. Men en national Skik i Norden, der endnu længe vedligeholdt ſig i Norge, medens den andenſteds ſynes at have været opgiven eller ukjendt var at ſætte alle, endog de ſtørſte Langſkibe, paa Land, naar man i længere Tid ej ſkulde bruge dem. De bevaredes da i ſæregne Skuur, de velbekjendte ſaakaldte „Nauſt“.

I Bygningskunſten maatte de Forandringer i Huſenes Indretning, ſom paa Olaf kyrres Tid indførtes efter Udlandets Mønſter, ogſaa for en ſtor Deel gjøre Forandring i den gamle Bygningsſtiil, endog i private Huſe. Kirkerne, der fra Chriſtendommens Indførelſe af indtil Tidsrummets Ophør eller Aarhundredets Slutning opførtes, bleve alle, for ſaavidt de vare af Steen, byggede i Tidsalderens Stiil, den ſaakaldte romaneſke eller Rundbueſtilen, nærmeſt efter Anglernes Mønſter. Men ogſaa paa de af Træ opførte Kirker ſøgte man at tillempe denne Stiil, og disſe ere de bekjendte, for Norge ſæregne Stave- eller Rejsverks-Kirker, af hvilke nogle faa endnu ere tilbage, og ſamtlige vidne om deres Bygmeſteres Henſigt, at anvende den romaneſke Stiil ogſaa ved Træbygningerne. Men det nationale Element gjorde ſig derhos gjeldende ej alene i Materialet, men fornemmelig i det prægtige Skulptur-Arbejde, hvormed Portalerne og de fremſpringende Bjelker prydedes. Hvor almindelig denne Bygningsmaade maa have været i Norge, ſees deraf, at en Prædiken fra det 12te Aarhundrede, ſom endnu i flere Afſkrifter er os bevaret, opregner hver enkelt architektoniſk Deel af en ſaadan Kirke, og tillægger enhver af dem en ſymboliſk Betydning; dette kunde ej have fundet Sted, hvis det Slags Kirkebygninger, Forfatteren har for Øje, ikke vare ſædvanlige og kjendte af de fleſte[73].

Norges Myntvæſen ſtod endnu paa en daarlig Fod. Man kan ikke med Beſtemthed paaviſe nogen Mynt, ſlagen i Norge fra Harald Haardraades Tid og til det 12te Aarhundredes Udgang, uden endeel Brakteater eller Huulmynter, hvoraf dog de fleſte tilhøre det 12te Aarhundredes ſidſte Tider, og nogle yderſt faa dobbelt prægede Mynter, ſandſynligviis fra Magnusſønnernes eller Harald Gilles Sønners Tid, men alle med daarligt og om liden Kunſtfærdighed vidnende Præg[74]. Om Myntgehaltets Aftagen, indtil Peningen ved Aarhundredets Slutning kun gjaldt det halve af hvad den tidligere var værd, er ovenfor handlet[75] Men brugte derfor hyppigt udenlandſke, helſt engelſke Penge, hvilke derfor ogſaa ſærdeles ofte omtales, ſaavel .i Sagaer, ſom i Diplomer, og hvoraf viſtnok en ſtørre Masſe, end af de indenlandſke, var forhaanden i Landet. Man ſkulde for øvrigt have ventet, at den Kunſtfærdighed og Formſands, der viſte ſig i vore Forfædres Snitverk, ogſaa havde gjort ſig gjeldende ved deres Myntfabrikation, men man benyttede nok meeſt udenlandſke Myntarbejdere, der anvendte de ſædvanlige Typer, og over hele Europa ſtod Mynt-Technikken i den Tid paa en daarlig Fod.

Kunſten at ſtøde Metaller, der allerede i Bronce-Tiden var bekjendt og hyppigt udøvet i det mindſte i Danmark og Sydſverige, ſees og af flere Oldtidslevninger at have været vel bekjendt i Norge, da alle de Bronce-Prydelſer fra Jernalderen, ſom findes her i Landet, viſtnok for det meſte ere ſtøbte i Landet ſelv. Endog ſtore Kirkeklokker forſtod man at ſtolte; enkelte, fra det 12te Aarhundrede, ere endnu til[76], og der er ingen Grund til at antage at den Klokke, Kong Harald Haardraade forærede til Thingveldskirlen paa Island[77], ej ſkulde være ſtødt i Norge.

Med Chriſtendommen og den romerſk-katholſke Gejſtlighed fulgte ogſaa Malerkunſtens ſtørre Udbredelſe i Norden. Den kjendtes og anvendtes vel allerede under Hedendommen, ſaaledes omtales f. Ex. Skjolde, hvori Dyr e. a. d. vare afbildede[78], men egentlig Udbredelſe fik den dog meeſt ved de Forſiringer, der paa hine Tider ſaa godt ſom nødvendigviis hørte til Haandſkrifter, hvor iſær Begyndelſesbogſtaverne udſmykkedes med prægtige Randtegninger og Arabeſker, og ofte ledſagedes med hele Miniaturmalerier, hvis Gjenſtande vare tagne fra den Materie, der nedenfor i Texten behandledes. Haandſkrifter, ſom de med Guldbogſtaver beſkrevne Bøger, Sigurd Jorſalafarer bragte med ſig fra Conſtantinopel, og ſom uden al Tvivl ogſaa vare herligt udſmykkede med Malerier, undlode viſt ikke at tjene hjemmeværende Skrivere og Malere til Mønſter[79]. Denne i ſin Oprindelſe kirkelige, Malerkunſt anvendtes ogſaa til ſtørre Billeder, fremſtillede Legender og hellige Hiſtorier[80].

Af andre ſaakaldte ſkjønne Kunſter har vel ogſaa Muſikken faaet et betydeligt Fremſtød ved den katholſke Gejſtligheds Pſalmeſang og Kirkemuſik. Dog var Sang og Inſtrumentalmuſik, hvorvel maaſkee ufuldkommen, ingenlunde ſjelden eller udyrket blandt vore Forfædre endog langt op i Tiden. Hvorledes Harpeſpil (Harpeſlaatt) allerede nævnes ſom almindeligt i de ældſte Sagn, er ovenfor berørt[81], og det anvendtes, ſom man maa formode, til at ledſage Skaldekvad, naar disſe højtideligt fremſagdes. Orknøjarlen Ragnvald Kale omtaler Harpeſlaatt ſom en af de ni Kunſter, hvori han fortrinligt udmerkede ſig[82]. Af andre Strenge-Inſtrumenter nævnes ogſaa Bue-Inſtrumenterne Fedler (fiðlur) og Giger (gígjur)[83]. Af Blæſeinſtrumenter nævnes ſom vi vide,meget hyppigt Ludren og Hornet, men de anvendtes rigtignok ikke ſædvanligviis til Muſik i egentlig Forſtand, men alene til Signaler i Krig og ved Sammenkaldelſe af Møder[84]. Piber (pípur) eller Blæſeinſtrumenter af ſpædere Tone, man, efter Oldſkrifterne at dømme, have været vel bekjendte og brugte, men allerede Navnet antyder en fremmed Oprindelſe[85]. Af Larm-Inſtrumenter nævnes et Slags Tromme eller Tamburin, kaldet bumba. Man erfarer at Kongerne oftere lode Inſtrumentalmuſik opføre for ſig, iſær naar de ſad til Bords, og at de derfor holdt Spillemænd ved deres Hof; andre Høvdinger fulgte vel deres Exempel. Det ſees for øvrigt at de fleſte Slags lønnede Muſikanter, fornemmelig Fedle- og Gige-Spillere (fiðlarar, gígjarar) kun vare lidet anſeede, og regnedes blandt de kaldte Leikarar eller Gøglere[86], hvorfor man ej kan antage, at fornemme Folk have befattet ſig med andre Inſtrumenter end Harpen, der ſom nys nævnt, næſten kunde kaldes et Nationalinſtrument og iſær i de ældre Tider maa laane narret ſaa godt ſom uundværligt for Skaldekunſten. I Sang ſkulle Nordmænd og Daner langt oppe i Tiden have været ſtørre Meſtere end ſenere, thi den gamle væliſke Skribent Silveſter Giraldus ytrer, ved at fortælle om den ſmukke fleerſtemmige Sang, der var almindelig i Wales: „Hos Engelſkmændene ere disſe Sangens Modulationer ikke almindeligt brugelige, men kun i de nordlige Egne, hvis Indbyggere rimeligviis af Danerne og Nordmændene, der {hyppigt beſatte og i længere Tid beherſkede disſe Landſkaber, have lige ſaa vel lært denne ſæregne Maade at ſynge paa, ſom de have antaget en med deres Sprog beſlægtet Mundart“[87]. At Skalderne ledſagede deres Kvæden med Sang og Harpeſpil, ſiges ej udtrykkeligt, men maa ſnarere antages ſom forudſat, og ſynes af flere Ytringer at kunne ſluttes[88]. Hvorledes Tjeneſtekvinden Thoras ſmukke Sang henrev den unge Kong Sigurd Mund, er ovenfor berettet. I Hedendommen bleve ogſaa, ſom man tydeligt kan ſee, de ſaakaldte Galdrer (Tryllekvad) og andre lignende Sange virkelig afſungne, om end paa en eensformig og for Øret lidet behagelig Maade[89]. Der blev rimeligviis ogſaa ſunget til Dands, ligeſom det endnu er eller for kort Tid ſiden var brugeligt paa Færøerne, og de hertil anvendte Melodier maa have været raſkere og behageligere; det er ikke uſandſynligt, at flere af vore ældgamle Fjeldmelodier have deres Oprindelſe fra hine fjerne Tider. Den hine Melodier underlagte Text var maaſkee for en ſtor Deel rimede, i mere tvangfrie Vers, end de ſædvanlige Skaldekvad, digtede Viſer om gamle, fabelagtige Helte, fornemmelig Niflungerne, Vølsungerne, eller overhoved hvad man nu plejer at kalde Kæmpeviſer.

  1. Se ovenfor S. 918.
  2. Se ovenfor S. 558.
  3. Foruden af de Exempler herpaa, ſom ovenfor i Fortællingens Løb forekomme, ſees dette i Særdeleshed af „Kongeſpejlet“; Sønnen ſiger her til Faderen: „ſiden jeg nu er i den raſkeſte Alder, har jeg meeſt Lyſt til at drage Lande imellem, thi jeg trøſter mig ej til at ſøge Optagelſe i Hirden, førend jeg har lært andre Folks Skikke at kjende“. Faderen, hvis Ungdomstid af Forfatteren netop maa være henlagt til Aarene 1160—70, ſvarer: „ſkjønt jeg mere har været Kongsmand end Kjøbmand, vil jeg dog ikke laſte denne Sysſel for dig, thi dermed beſkjeftige ſig ofte de bedſte Mænd“. (Kongeſpejlet S. 5.)
  4. Kongeſpejlet ſammeſteds: „Det kommer meget an paa, hvor vidt man følger deres Exempel, der ere rette Kjøbmænd, eller efterligne dem, der kun give ſig Kjøbmands Navn, men kun ere Mangere eller endog Bedragere“. I Kongeſpejlet opſtilles, (S. 6, 7) med Henſyn til Dannelſen, de Fordringer til den unge Kjøbmand, at han ſkal erhverve ſig Kyndighed om Lovgivningen, lære flere fremmede Sprog, helſt Latin og Franſk, „thi de Tunger gaa videſt“, og tilegne ſig geografiſke, naturhiſtoriſke og aſtronomiſke Kundſkaber.
  5. Dette ſynes at fremgaa af Faderens Raad til Sønnen, S. 5. 6.
  6. Haakon Haakonsſøns Indledning til Froſtathingsloven Cap. 20. Denne Mangel paa Arbejdsfolk maa netop være bleven følelig, da Trællevæſenet ganſke var ophørt.
  7. Se ovenfor Side 894, jvfr. den yngre Bylov, VI. 17, og Sverres Saga Cap. 86.
  8. Se ovenfor S. 235.
  9. Bjarkøretten Cap. 169—177, jvfr. den yngre Bylov, Bolk IX eller Formannaloven.
  10. For Ex. Hallfred Vandrædaſkald, ſe Olaf Tr. Saga Cap. 261.
  11. Bjarkøretten Cap. 131, jvfr. den yngre Bylov, VI. 17, Harald Haardraades Saga Cap. 26.
  12. De tydſke Kjøbmænd, ſom boſatte ſig i norſke Stæder, ſøgte derfor ogſaa ivrigt at ſlippe denne Byrde.
  13. Se den merkelige Beretning om endeel Daners Rejſe til det hellige Land, Kirchmanns Udgave S. 142, og i Langebeks Scriptt. rer. Dan. V. S. 351.
  14. Sammeſteds, S. 146, Langeb. 353.
  15. Dette ſees af Kong Sverres Tale til de fremmede Handelsmænd i Bergen, 1185, ſe Sverres Saga, Cap. 104.
  16. Om temmelig betydelig Handel med Udlandet fra Nidaros vidner det oven anførte Sted S. 235. Om Oslo ſ. o. S. 200. flg.
  17. Om Agerdyrkningsredſkaberne, ſe nedenfor.
  18. Gulathingsloven 75, Froſtathingsloven XIII. 1, Eidſiva Chriſtenret Cap. 31.
  19. Gulathingsloven Cap. 145, Froſtathingsloven XIV. 7, Eidſiva Chriſtenret Cap. 15.
  20. Froſtathingsloven XIII. 2. XIV. 14. Bjarkøretten 119. 148 jvfr. Laxdølaſaga Cap. 60.
  21. Froſtathingsloven XIV. 12. Maaſkee man dog her nærmeſt har tænkt paa Søndmøre og Raumsdalen.
  22. Se herom nærmere Langes Kloſterhiſtorie S. 255—257.
  23. I den ældre Froſtathingsloven XIV. ſtaar: Om Mand gaar i anden Mands Løghave (laukagarð) eller Hvannehave (hvanngarð), har han ingen Ret paa ſig, om man end ſlaar og høſter ham og tager alle hans Sager fra ham. I den nyere Landslov IV, 9, ſtaar: Om Mand gaar i anden Mands Løghave eller Hvannehave, Æblehave (eplagarð) eller Næpe-, Etne, eller Bønne-Beed (næpnareit, ertra eða bauna) o. ſ. v.
  24. Langes Kloſterhiſtorie, l. c.
  25. Se Langes Kloſterhiſtorie, l. c.
  26. Se f. Ex. ovenfor I. 2. S. 543, hvorledes Kong Olaf den hellige forbød Udførſel til Sverige af Salt og Sild, og hvorledes Gauterne vanſkeligt kunde undvære disſe Nødvendighedsartikler.
  27. Endog i Biſkop Eyſteins Jordebog, affattet faa ſildigt ſom henved 1400, heder det ſaaledes (fol. 30) at Kljuva Kirke (paa Gaarden Kløve ved Veſtre Porsgrund) havde blandt ſine Indtægter en vis Afgift af Saltbrænderiet ved Rambek i Grjotvikſkoven, altſaa i det inderſte af Frierfjorden, hvor Vandet er meget brakt. Saltkjedler og Saltkjedelsboder (Skuur) omtales ogſaa paa mange andre Steder.
  28. Gulathingsloven Cap. 75, Froſtathingsloven XIII. Cap. 4. XIV. Disſe Beſtemmelſer ere ogſaa, med ubetydelige Forandringer, gjennem den nyere Landslod og derpaa gjennem Chriſtian d. 4des Lov gaaede over i Chriſtian d. 5tes norſke Lov, 3—14—35 til 37, uden at man dog vel derfra kan ſlutte til at Forholdene paa den Tid ej havde forandret ſig mere, eller at der endnu da ſkulde have været ſaa godt Raad paa Tømmer og Brændefang. — Hvorledes Kongerne ofte gave anſeede Islændinger Tilladelſe til at hugge det nødvendige Huustømmer i deres egne Skove (eller ſandſynligviis i Almenningsſkove) uden Betaling, fortælles paa flere Steder i Sagaerne.
  29. Om Setre, ſe Gulathingsloven Cap. 84, 90.
  30. Nemlig Fær- (d. e. Faare-Øer, ſe ovenfor I. 1. S. 418, 445.) Kun ſjelden bruges ellers i vore Oldſkrifter Benævnelſen „Faar“ (far eller efter den norſke Udtale fær), hvilket var langt almindeligere i Danmark og Sverige. Den ſædvanlige Benævnelſe hos os er „Saud“ og „Smale“, hvilket dog ofte bruges i Betydningen „Faarehjord“.
  31. I Gulathingsloven Cap. 223, hvor der opregnes, hvilke Huusdyr der kunde gives i Betaling ſom Penges Værd, nævnes Kjør, Sauder, (ſom her kaldes „Faar-Sauder“, „(færsauðir)“, men ikke Sviin; Geder forbydes udtrykkeligt at anvendes.
  32. Graagaas Kb. Cap. 85; jvfr. Gulathingsloven Cap. 223, hvor der udtrykkeligt ſiges at en friſk Ko af middels Alder ſkal tages i Betaling for 2½ Øre; ſamt Cap. 218, hvor en Baug af 10 Merker (Guld) ſiges at være 32 Kjør. I Dipl. Norv. II. 99, fra Aaret 1309 værdſættes derimod en Heſt = 3 Kjør; ſiden, i 1337 (ſſteds No. 225) ſættes endog 6 Kjør for en Heſt.
  33. Regnes nemlig Sølvet at være ti Gange ringere af Værdi, faar man 2½ Øre = mere end 25 Sølvſpeciedalere, en overvættes høj Priis for en Ko. Men man gjorde ſig da vel ogſaa Kjørne nyttigere end nuomſtunder.
  34. Se ovenfor I. 1. S. 109.
  35. At Kvinderne ogſaa gik paa Jagt, i det mindſte Falkejagt, ſees deraf at de ejede Yndlingshøge, f. Ex. Aſtrid, Olaf Tryggvesſøns Syſter, der blev gift med Erling Skjalgsſøn, ſe ovenfor I. 2. S. 295.
  36. De norſke og islandſke Falke vare, ſom bekjendt, gjennem hele den ſidſte Deel af Middelalderen og langt ned i de nyere Tider berømte og meget ſøgte over hele Europa, hvorfor de ogſaa vare meget kjærkomne Gaver, naar vore Konger, hvilket ofte ſkede, ſendte dem i Foræring til fremmede Fyrſter. Af denne Grund forbeholdt Kongerne ſig ſenere her Forkjøbsretten til dem. (Nyere Landslov VII. 52).
  37. Gulathingsloven Cap. 75. Froſtathingslov XIII. 5.
  38. Se f. Ex. hvad der fortælles om Sigmund Breſtesſøns Foſterfader, Thorkell Tørfroſts Jagtferd, Færeyingaſaga Cap. 142. jvfr. ovenfor I. 2. S. 61, Gulathingslov Cap. 93, Froſtathingslov XIII. 9.
  39. Gulathingslov Cap. 93, 91, Froſtathingslov XIII. 6. 9. Naar her tales om „Dyr“ menes, ſom ſædvanligt i vore Oldſkrifter, kun ſtort Vildt med Samt, ſom Hjorte, Elger og Rener. Elger omtales udtrykkeligt kun i en Artikel af den nyere Landslov, ſom ſynes at være tagen af den ældre Eidſivathingslov (VII. 60). Sandſynligviis kjendte man i ældre Tider, ſom nu omſtunder, ikke ſynderligt til Elger nordenfjelds.
  40. Se det nys oven anførte. Jvfr. ogſaa Beretningen om Thorolf Kveldulfsſøn, om hvem det udtrykkeligt fortælles, at han holdt mange Folk ved det aarlige Skrejdfiſke paa Lofoten.
  41. Se ovenfor I. 1. S. 609.
  42. Det nævnes i det mindſte ſenere, ſom i det 13de Aarhundrede, meget hyppigt blandt en af Hoved-Udførſelsartiklerne.
  43. Se f. Ex. Kongeſpejlet, S. 59—33, 44. Om Lovbeſtemmelſerne angaaende Hvalfangſt ſe for øvrigt Gulathingsloven Cap. 149, 150, Froſtathingsloven XIV. 10.
  44. At tilvirke Jern af Myrmalm kaldes „at blása rauða“, ſe Landnaama II. 3.
  45. Se ovenfor S. 439.
  46. Se ovenfor S. 438.
  47. Foruden Kjortelen havde man ogſaa Trøjer ſom ólpa, af Vaadmaal eller Klæde, treyja, maaſkee iſær af finere Stoffer, og bjálfi, af ugarvet Skind, ſædvanligviis Reenſkind.
  48. Dette Ord bruges derfor ſædvanligviis om Munke-Kapperne, hvorfor vi ogſaa i det følgende ville finde en Munk der forlod Kloſtret for at optræde ſom Kronprætendent, ſpotviis kaldet kuflungr. Imidlertid lader det dog til, at det ſenere „Kofte“ eller „Kufte“ er en Forvanſkning af dette Ord, ſkjønt det betegner et Klædningsſtykke af langt anden Form.
  49. Ordet hekla kommer af hakull eller hökull (nu „Hagel“, ſom „Mesſe-Hagel“), der betegner omtrent det ſamme (i Middelalderens Latin kaldet casula). Man har formodentlig fundet en vis Lighed mellem dette Klædningsſtykke, og Formen af det bekjendte Fjeld paa Island, der blev kaldet Hekla eller heklufjall (i den paa Latin forfattede historia Norvegiæ kaldet mons casulæ).
  50. Kongeſpejlet, S. 66, 68.
  51. Se ovenfor S. 959. Jvfr. Bjørn Hitdølekappes Saga Samll. 4 B. S. 399, hvor der udtrykkeligt tales om den bedre Anledning til Bade ved Huſene, man havde paa Island fremfor i Norge.
  52. Se f. Ex. Fortællingen om Kong Olaf den hellige, ovenfor I. 2. S. 669.
  53. Kongeſpejlet S. 66.
  54. Kongeſpejlet, l. c.
  55. F. Ex. Gunnar Helming, ſe ovenfor I. 2. S. 372.
  56. Se ovenfor S. 796.
  57. Se ovenfor I. 1. S. 108.
  58. Afbildninger deraf findes i E. Olafsſøns og B. Povelſens „Rejſe paa Island“.
  59. Heraf kommer Benævnelſen hlaðbúinn forſynet med Hlad eller Gulgaloner. Ordet „hlað“ udtales nu „La“ ja endog „Lav“, og bruges om mindre koſtbare Udſmykninger.
  60. Det ſidſte Slags kaldtes hávir eller upphávir skúar, ſaadanne havde Sigurd Syr paa, da han gik paa Ageren, ſe ovenfor I. 2. S. 517, Olaf den helliges Saga Cap. 47, Snorre Cap. 31.
  61. Ordet bóti torde maaſke være laant fra Udlandet, det er det ſamme ſom det franſke halte, men bruges dog allerede i Njaals Saga. Biſkop Reinald havde og, da han blev hængt 1155, bótar paa Benene, ſe ovenfor S. 737.
  62. I den nyere Bylov af 1276 findes derfor i Byordningen temmelig vidtløftige Opregnelſer af de forſkjellige Haandverkere, ſamt Regler for, hvor de ſkulde have Udſalg.
  63. Vi have ſaaledes ſeet, hvorledes Kong Sigurd Syr ſelv tilſaa Markarbejdet paa ſin Gaard; Gunnar paa Lidarende ſaaede ſelv ſin Ager, Njaalsſaga Cap. 53.
  64. Der er ſaaledes paa Island en heel Saga om en fornem Mand, Thord Hreda, af Hørda-Kaares Æt, der havde ſaa ſtor Indſigt i Skulpturen, at man fik ham til at pryde Bjelkerne i flere Gaarde. Sagaen er vel opdigtet, men Manden ſelv ſynes dog at have været til og virkelig at have udmerket ſig paa den nys nævnte Maade. Se Müllers Sagabibliothek I. S. 373.
  65. Se iſær I. 1. S. 793, 798.
  66. I Oldformen arðr, af at erja, pløje, ogſaa paa angelſaxiſk erian. Ordet „Ard“ udtales nu paa Øſtlandet, ſom alle andre Ord, der ende paa —rd med foregaaende Vokal, aldeles paa ſamme Maade, ſom de, der ende paa l med foregaaende lang Vokal, nemlig med det ſæregne tykke l, ſom i Gaard, Jord, haard, o. ſ. v. Dette har forledet mange til, i Stedet for „Ard“ at bruge den barbariſke Skrivemaade „Al“ eller „Ahl“.
  67. „Plog“ forekommer i „Rigsmaal“, ſaa vel ſom „Ard“, ſe ovenfor I. 1. S. 1117. Her tales det udtrykkeligt om at „Karlen“ ſelv forarbejder „Arden“, derimod nævnes der intet ſaadant om Plogen. Ordets Begyndelſesbogſtav, P, vidner nokſom om dets udenlandſke Oprindelſe. Det rusſiſke „plug“ kunde maaſkee være laant fra vort „Plog“; ſandſynligere er det dog i dette Tilfælde, at Ordet fra Øſten, gjennem Slaverne, er kommet til Germanerne.
  68. Gulathingslov Cap. 145. Froſtathingslov XIV. 8.
  69. Kongeſpejlet, S. 84. 91.
  70. F. Ex. glafja eller glefja, Kongeſpejlet S. 88, det middelalder-latinſke glavea, hvoraf det franſke glaive, det tydſke Glede, det ældre danſke „Glaven“, d. e. Landſe, Ridderſpyd; ligeſaa gladél, det latinſke gladiolus, men ogſaa i Betydn. „Spyd“, Kongeſpejlet S. 84, kastali, Kaſtel, pannzari, latinſk panceria eller panzeria, Pantſer, egentlig Mavebeklædning, af italienſk pancia, ſpanſk panza, ſvarende til det tydſke „Wanſt“ d. e. Bug, Underliv)}}.
  71. De ere foreſkrevne i Lovene, ſe ovenfor S. 985, jvfr. S. 953, hvor det viſes, at ogſaa den engelſke Forfatter Giraldus omtaler (S. 772) de runde rode Skjolde ſom charakteriſtiſke for Nordmændene.
  72. Kongeſpejlet S. 86.
  73. Denne Prædiken er endnu uudgiven. En engelſk Overſættelſe findes i „The Ecclesiologist“ for 1848, No. 54. S. 216.
  74. Se Holmboe: de priscâ re monetariâ Norvegiæ, S. 9. 10, 27. Brakteaterne (maaſkee de ſenere ſaakaldte Flosſepenge) have ſædvanligviis kun et eneſte Bogſtav, der da rimeligviis er Begyndelſesbogſtavet til Kongens Navn; M antyder vel ſaaledes Navnet „Magnus“, og da rimeligviis Magnus Erlingsſøn. En Brakteat, man har antaget at hidrøre fra Olaf Magnusſøn († 1115) indeholder kun Omſkriften OLAV …; paa en anden Mynt, tillagt en af Sigurderne, ſees kun et … RD; paa en anden ſynes man at finde Bogſtaverne SI. E. hvilket man har antaget at betegne Sigurd og Eyſtein (uviſt hvilke) ſkjønt det vel er yderſt tvivlſomt, om to Samkonger ogſaa ſatte ſine Navn i Fællesſkab paa Mynterne.
  75. Se ovenfor S. 928. Ved Trykfejl ſtaaer her i Texten, L. 3 nedenfra „Øre“ iſtedetfor „Ertog“, ſaa at man ſkal læſe „En Ertog Sølvværdi beregnedes ſaaledes nu til 20 Peninger o. ſ. v.“, eller og „en Øre Sølvværdi beregnedes ſaaledes nu til 60 Peninger Courant, medens den oprindelig kun udgjorde 10 Peninger rede Sølv“. Nedenunder, i Note 2, ſtaar og L. 8 f. n. „20 Peninger i Øren iſtedetfor 20 Peninger i Ertogen, 60 i Øren“; men at dette ſidſte er meent ſees dog tydeligt af det øvrige.
  76. F. Ex. Kirkeklokkerne i Gjerpen Kirke, med latinſke Indſkrifter, deels i Runer deels i Majuſkler, øjenſynligt fra det 12te Aarhundrede, den ene er nu ødelagt, men den exiſterede dog lige til vore Tider. Se Krafts Norges Beſkr. ældſte udg. III. 207.
  77. Se ovenfor S. 220.
  78. F. Ex. Helges og Skarphedins Skjolde, (Njaals Saga Cap. 113), da Thorarin blev dræbt, 991, ſe ovenfor I. 1. S. 42l. I Helges Skjold var der malet (dregit) en Hjort, i Kaares en Løve. Allerede i næſte Generation efter Landnamstiden eller omkring 960, fortælles der, hvorledes en vis Kjerne der havde bejlet til en Pige, ſom hendes Broder nødte til at egte en anden, malede ſin Elſkedes og hendes Mands Billede paa en Væg, for hver Aften at kysſe hendes, men ſpytte paa Mandens Billede; da Tjørves Morbroder Hroar Tungegode, lod Billederne afſkave, udſkar Tjørve dem paa ſit Knivſkaft; Landnáma IV 1.
  79. Se ovenfor S. 593, 694, 705, 769. Vi beſidde vel ikke nu noget Haandſkrift med Randmalerier, der kan paaviſes at være ſkrevet og malt i Norge idet 12te Aarhundrede; dog findes der et med ret gode Tegninger, ſandſynligviis fra den Tid, nu opbevaret i den Arnamagn. Saml. No. 673 a. qv.
  80. Et med norſk Omſkrift forſynet, og derfor ogſaa ſandſynligviis i Norge tilblevet Maleri, foreſtillende Scener af Legendefortællingen om Kampen mellem Kejſer Heraklius og Kosru, hang indtil de ſenere Tider i Stryns Hovedkirke og opbevares nu i Bergens Muſeum, ſe Urda, I. S. 105 flgg. Det ſynes at hidrøre fra det 13de Aarhundrede, men lignende Arbejder kunde vel allerede have været forſøgte i det 12te.
  81. Se ovenfor S. 187; jvfr. om Aslaug og Heime, og om Gunnar Gjukesſøns Død.
  82. Orknøyinga Saga S. 150.
  83. De nævnes allerede i Snorres Ynglingaſaga Cap. 25, men Snorre kunde rigtignok her have overført til den fjerne Oldtid, hvad der paa hans Tid var brugeligt. Men i det 12te Aarhundrede er der neppe nogen Tvivl om at Inſtrumenterne anvendtes, hvilket ogſaa erfares af den ſtrax nedenfor anførte veſtgøtiſke Lêkara Ret, der i denne Skikkelſe neppe er yngre, men ſnarere ældre end 12te Aarhundrede. Se herom, ſom overh. om denne Materie, R. Keyſer om Nordmændenes Forlyſtelſer i Oldtiden, norſk Tidsſkrift II. S. 248 flgg.
  84. At den ſimple Ludr af Bark i Oldtiden brugtes af Kvæghyrderne paa ſamme Maade ſom nu, maa dog anſees viſt.
  85. Begyndelſes Bogſtavet p viſer allerede nokſom Ordets fremmede Rod, og i Middelalderens Latin forekommer pipa temmelig ofte, iſær om Rør i Almindelighed. For øvrigt er i det mindſte ogſaa fiðla af fremmed Herkomſt, nemlig middel-latinſk vitula, hvoraf igjen det italienſke viola. Ligeledes finder man middel-latinſk giga, men der er dog et Spørgsmaal, om ikke dette Ord oprindelig tilhører det germaniſke.
  86. En Prøve paa hvorledes „leikarar“ behandledes, ſees af Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 83, og de Vers af Islændingen Maane, ſom her anføres; men fornemmelig erfarer man deres mislige Stilling, og den Spot der blev dem til Deel af den ſaakaldte lékara réttr i Veſtgøtalagen, der lyder ſaaledes: „Vorder en „Leikare“ banket, ſkal det altid være ugildt. Vorder en Leikare ſaaret, en ſaadan ſom gaar med Gige, eller farer med Fedle eller Bumbe, da ſkal man tage en utemmet Kvige og bringe op paa en Højde, rage alt Haaret af dens Hale og ſiden ſmøre denne ind; man give ham nys ſmurte Sko, derpaa ſkal Leikaren tage Kvigen om Halen, og man ſkal give den et Slag med en hvas Pidſk. Kan han da holde den faſt, ſkal han have dette gode Stykke og nyde det, ſom Hunden nyder Græs. Men kan han ikke holde den faſt, da beholde og taale den Skam og Skade, han fik, og have ikke ſtørre Fordring paa Ret end en hudſtrøgen Huuskone (d. e. Trælkvinde)“. Denne Beſtemmelſe, der ved førſte Øjekaſt viſer ſig ſom overmaade gammel og alderdomsagtig, findes vel ikke i de os opbevarede norſke Love, men at de her udtalte Anſkuelſer om Spillemændenes Stilling ogſaa herſkede i Norge, kan anſees ſom afgjort.
  87. Giraldus i Camdens Anglica etc. S. 890.
  88. Navnlig af Slutningslinjerne af Gunnlaug Ormstungas Draapa til Sigtrygg Silkeſkegg anført i hans Saga, Cap. 8.
  89. Ordet galdr kommer af at gala, og man finder ofte Udtryk ſom han gól galdra o. ſ. v. Andre Slags Trylleſange vare de ſaakaldte Vardlokker, ſe o. I. 8. 594. At det ikke kan have været ſynderlig bevendt med Melodierne i disſe Sange, eller at de i det mindſte maa have været meget eenstonende og melancholſke, ſynes man at maatte ſlutte deels deraf, at de gamle Melodier, der have holdt ſig paa Island og Færøerne, have denne Charakteer, deels af den overordentlige Virkning, de førſte fremmede Gejſtliges mere melodiøſe Sang gjorde paa vore Forfædres Gemytter.