Det norske Folks Historie/3/108

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 1014-1033).

Det er allerede ovenfor omtalt, at det norske Folk, efter Sagaskrivernes udtrykkelige Vidnesbyrd, befandt sig i en meget blomstrende Tilstand under de første Konger af Harald Gilles Æt^[1], uanseet de Stridigheder, som fandt Sted mellem Kongerne selv. Denne Blomstringstilstand begyndte rimeligviis allerede under Sigurd Jorsalafarer, som ellers ikke kunde være bleven saa populær, og hvis Regjeringsaar ellers ej kunde beskrives som en for Bønderne højst lykkelig Tid. Om Magnus Barfod heder det vistnok, at hans mange Krige faldt Bønderne trykkende^[2], men da han kun regjerede ti Aar, og hans Fader Olaf Kyrres lange og fredelige Regjering ogsaa nævnes som en gylden Tid for Landets Indbyggere, hvori disse erhvervede Velstand og Rigdom, maa Krigsaarene under Magnus snart have være glemte, og man kan med Rette sige, at Folket lige fra 1066 indtil Slutningen af den Periode, vi her have behandlet, har kunnet komme sig og samle Kræfter efter de langvarige, udmattende Krige under Harald Haardraade og hans Formand, Magnus den gode, samt de Statsomvæltninger, der gik forud for dennes Regjeringstiltrædelse. Det er derfor intet Under, at Folket paa Inges og Magnus Erlingssøns Tid kaldtes rigt og mægtigt.

Næringsvejene vare i det hele taget de samme som de nuværende, kun at det faldt af sig selv, at Handel og Skibsfart paa hiin Tid ej kunde drives i den store Udstrækning i Rummet, som nu omstunder, og at man efter Vikingelivets Ophør mere end forhen var anviist paa Agerbrug, Fædrift og Fiskeri. Imidlertid var Handelen inden de Grændser, den dreves, desto livligere, især da endnu en stor Deel yngre Mænd af rige og fornemme Slægter beskjeftigede sig dermed, mere, som allerede bemerket, for at see sig om i Verden, vinde Erfaring og lære Folkeskik, end for den egentlige Fortjenestes Skyld. Man betragtede endog nogle Aars Kjøbmandsferd som en god Forberedelse til Hirdtjenesten, formedelst den Erfaring og den Menneskekundskab, som man derved erhvervede^[3]. Thi fremdeles vare Rejser i fremmede Lande uadskillelige fra Kjøbmandsskab; enhver indkjøbte selv sine Varer og bragte dem hjem. Men man skjelnede ogsaa mellem Kjøbmanden af det højere eller bedre Slags og Mangeren (Skakreren)^[4]. De fornemme Kjøbmænd handlede for det meste i det store, og saavel indkjøbte som solgte Varerne i større Partier^[5], medens de neppe indlode sig paa det saakaldte Strædeskjøb, det vil sige Udsalg i Smaat fra Handelsboder i Byerne. Ligesom de yngre Mænd af bedre Familier rejste paa Kjøbmandskab udenlands, saaledes synes unge Mennesker af de ringere og mere ubemidlede Klasser allerede i hine Tider, ligesom nu, at have draget om paa Kramhandel indenlands, thi allerede i første Halvdeel af det følgende Aarhundrede klages der over, at saa mange unge, arbejdsføre Karle rejste om i Landet med Kram, at Bønderne hjemme i Heredet ikke kunde faa Arbejdsfolk nok^[6]. Skibsfart synes at være dreven, foruden mellem Landskaberne indbyrdes og med Koloni- samt Bilandene, især med Sverige, Danmark og de østersøiske Lande, navnlig Rusland, i hvilken længere Fart et eget Slags større Skibe, de saakaldte Østerfarerskibe^[7], anvendtes, samt endelig med Skotland, England og Nordtydskland, og tildeels med Frankrige. Sydligere end Kanalen synes norske Handelsskibe i hine Tider sædvanligviis ej at have gaaet. Kjøbmandsskibenes Bemanding foregik, som der alle-rede er viist Exempel paa^[8], i Regelen ganske anderledes end nu omstunder. Det var nemlig Passagererne selv, som udgjorde Mandskabet, og udførte alle de Sysler, der ellers paaligge Skibsfolkene, og dertil vare de forpligtede, uagtet de endda betalte Skipperen Leje for Fragten^[9]. Endog de højbyrdigste Mænd maatte saaledes skifteviis hjelpe til ved Bjergning af Sejl, Skibets Øsning^[10], hvortil man i hine Tider ej anvendte Pumper, og ved dets Opsætning, naar man kom hjem. Den Skipper eller Styremand, hos hvem ikke det til Skibets Haandtering nødvendige Antal Passagerer (hásetar) havde tinget sig Fart (far) var saaledes i den største Forlegenhed, og det lader til, at det aldrig faldt nogen ind, at leje eller hyre Matroser, sandsynligviis fordi dette vilde falde alt for bekosteligt, imod hvad man var vant til. Overhoved kan man sige, at Skibsejerne i hine Tider vare mere lettede eller begunstigede end nu. Ikke nok med, at Passagererne maatte forrette Matrostjeneste, vare ogsaa alle bosiddende Kjøbmænd i en By, saavel som alle fremmede, og alle Bønder fra Landet, naar de kun havde opholdt sig tre Dage i Byen, under Mulkt forpligtede til, personligt at indfinde sig og hjelpe til med at drage et paa Land opsat Skib i Sven eller omvendt, saa snart Gjaldkeren paa Styremandens Opfordring havde ladet blæse til Skibsdræt^[11]. Vel synes det, som om man her maatte kunne sende sine Folk i sit Sted, men Forpligtelsen føltes dog som saare trykkende af alle Fremmede, der havde bosat sig i Norge, og ej hjemmefra vare vante dertil^[12].

Foruden indenlandske Skibe besøgtes Norges Havne hyppigt af udenlandske, thi, som Ordrik siger (se ovf. S. 715), fra alle Verdens Kanter bragtes Rigdomme til Landet. Meest besøgte af Fremmede vare, som man maa formode, Tunsberg og Bergen. Til Tunsberg kom der, som vi have seet, allerede paa Harald Haarfagres Tid Skibe i mængdeviis fra Danmark og Saxland, og denne Handelsrørelse synes siden stadigt at have tiltaget. Henved 1190, faa kort efter det Tidspunkt, hvormed det her af os behandlede Afsnit slutter, at Forholdene ikke i nogen væsentlig Grad have kunnet forandre sig fra hvad de vare omkring 1170, heder det at Tunsberg i Særdeleshed var folksom i Sommertiden, formedelst den Mængde Skibe, som fra alle Lande kom did^[13]. Om Bergen heder det ligeledes paa samme Tid, at den var saare rig og havde Overflod paa mange Varer, især Skrejd i en utrolig Mængde, og at man der kunde see en Mængde Folk og Skibe allevegne fra, Islændinger, Grønlændinger, Engelskmænd, Tydskere, Daner, Sviar, Gauter, og fra endnu flere Lande, som det vilde være for langvarigt at opregne^[14]. Man erfarer, at Bergen paa hiin Tid foruden Skrejd, der endnu er dens Hovedvare, afsatte Smør, fornemmelig til Tydskerne, og at disses Hoved-Indførfels-Artikel var Viin, medens Englænderne især indførte Hvede, Honning, Vox, Klædesvarer, Lærred og Kobberkjedler^[15]. Om Nidaros og Oslo veed man mindre Besked: deres Beliggenhed saa langt inde i Fjordene hindrede vel at de bleve saa meget besøgte af fremmede Skibe, som Bergen og Tunsberg, men de vare desto vigtigere som Havnepladse for store og frugtbare Oplande^[16].

Agerbruget beskjeftigede i ældre Tider, som nu, den største Deel af Landalmuen, især i de sydligere og frugtbare Egne, men hverken kan det være drevet med det Udbytte, som nuomstunder, da Redskaberne vare saa langt simplere og daarligere, eller i den Udstrækning, saasom en stor Deel af den dyrkbare Grund, der nu er opryddet, i hine Tider maa have været bevoxet med Skov^[17]. Imidlertid seer man dog, at flere Høvdinger, f. Ex. Sigurd Syr, Svein Asleifssøn o. a. dreve det med megen Iver. Af de Steder i Sagaerne og Lovene, hvor Agerdyrkning og Kornavling omtales, erfares det at Dyrkningsmaaden i det Hele taget var den samme som nu, og ligeledes de Kornsorter som avledes, de samme. Byg var ogsaa da Hovedarten, og kaldtes derfor ogsaa sædvanligviis simpelt hen „Korn“. Vinterrug omtales som sædvanlig Udsæd allerede i de ældre Love, Havre sjeldnere; stundom en Blanding af Byg og Havre, kaldet Hamal-Korn^[18]. Om temmelig sterk Befolkning vidnede den hyppige Oprydning af Jord i Almenningerne. De, som her opryddede sig Pladse (i Eidsivalagen kaldte „Stokland“) bleve Kongens Lejlændinger, da Almenningerae tilhørte ham^[19]. Med Havedyrkning gav man sig kun lidet af. Der omtales hist og her Urtehaver (grasgarðar), sjeldnere Frugthaver (eplagarðar); af Lovene sees, at der i Haver eller paa indhegnede Steder dyrkedes Løg, Hvanner, Kaal, Humle^[20]. Frostathingsloven omtaler endog Æbler, hvilket tyder paa at man saa langt nord i Thrøndelagen har forsøgt paa at dyrke denne Frugt^[21]. Til Havedyrkning i egentlig Forstand kan man dog ikke ansee Begyndelsen at være gjort i Norge førend ved Klostrenes Oprettelse, da Munkene her, som andensteds, gjorde Havedyrkningen til en af fine Hovedbeskjeftigelser, og den første Stok af Munke ved ethvert Kloster udelukkende, eller for en stor Deel, vare Udlændinger, fornemmelig fra England, der med Held søgte at indføre og akklimatisere mange nyttige Væxter, som i deres Hjem dyrkedes i Haverne, men som endnu i Norge vare ukjendte^[22]. Naar Exemplet først var givet af Munkene paa Klostrenes Hoved- og Bu-Gaarde, faldt det af sig selv, at det ogsaa efterlignedes, først af Stormændene paa deres Herresæder, siden af de mere bemidlede Jordbrugere. Blandt de Havevæxter, hvis Indførsel man saaledes kan tillægge Munkene, maa man sandsynligviis nævne Næver, Erter og Bønner, der omtales i den yngre Landslov paa et Sted, som ellers er ligefrem udskrevet af den ældre Frostathingslov, men hvor disse Rod- og Bælgfrugter slet ikke nævnes, et temmelig umiskjendeligt Tegn paa at deres Indførelse falder i Mellemtiden mellem den ældre Lovs Nedskrivelse og Affattelsen af den yngre^[23]. At den udbredte Æble- og vel ogsaa Kirsebær-Avl i Hardanger væsentligst var at tilskrive den Indflydelse, som Munkene i Lysekloster, fornemmelig fra deres Bu-Gaard Aapedal i Ullensvang udøvede, maa ansees vist^[24], ligesom den rigere Flora, der endnu findes paa de Steder, hvor der i fordums Dage vare Klosterhaver, umiskjendeligt hidrører fra Munkenes stille, fortjenstlige Virksomhed^[25].

Skovene og Tømmeret maatte i de nys beskrevne Tider kun have ringe Værd, deels formedelst den forhaandenværende Mængde deraf, deels fordi de ej udgjorde nogen stadig Handels- eller Udførsels-Artikel. Derfor omtales ikke engang Handel med eller Udførsel af Tømmer i vore ældre Love, førend længere ned i Middelalderen, da Hanseaterne allerede tildeels vare komne i Besiddelse af Norges Handel. Det eneste Marked for norsk Tømmer var sandsynligviis Island og Færøerne, hvis Beboere fik deres Huustømmer fra Norge, men det ligger i Sagens Natur, at alene de mere Bemidlede kunde anskaffe sig dette Materiale, og i Forhold til Norges Skovrigdom maatte denne Afsætning være for lidet eller intet at regne. Et Beviis paa, hvilken Overflod man havde paa Skov, og hvor lidet man fandt det nødvendigt at spare den, er den Tilvirkning af Salt, som fra de ældste Tider indtil langt hen i Middelalderen fandt Sted rundt om paa Norges Kyster, endog i saa stor Maalestok, at Salt var en Udførselsartikel, fornemmelig til Sverige^[26]. Det tilvirkedes endog paa Steder, hvor Vandet var højst ubetydeligt saltholdigt^[27], og hertil maa derfor, Aar ud og Aar ind, utroligt store Masser af Brændeveed have medgaaet. Det eneste Tegn til nogen Omhu for, at Skovene ikke alt for meget mishandledes, er Forbudet mod at Lejlændingen tilvirkede mere Salt, end han behøvede at give sin Buskab, eller til at kjøbe Tagnæver; ligesom han heller ikke maatte flaa Næver til Salg, uden for saa vidt han trængte til at kjøbe simpelt Salt (Svartesalt), eller brænde mere Tjære, end han behøvede at bræde sine Baade med. Lejlændingen maatte heller ikke hugge større Fartøj af det Tommer, han fældte i Gaardens Skov, end en Tolværing, ligesom han ikke havde Lov til at overlade nogen Anden af Skoven mere end to, i Frostathingslagen fem Las Ved og et Las Skav. Men dette viser just, at man overhoved ikke regnede det saa nøje^[28].

Fædriften maatte saaledes i de ældre Tider spille en langt større Rolle end nu. Man seer derfor ogsaa, som allerede ovenfor nævnt, at Smør var en Udførselsartikel fra Norge. Kjør og Faar vare da, som nu, det Hornkvæg, der holdtes paa Gaardene, af Geder holdtes neppe mange. Af Lovene sees det, at denne Bedrift i de ældste Tider skede aldeles paa samme Maade, som i vore Dage. Om Sommeren benyttedes Setergræsgangene, hvorhen Kvæget blev drevet op, og hvor enhver Gaard havde sit bestemte Sel (Seterhuus)^[29]. Disse Setergræsgange vare, som oftere nævnt, for det meste Almenninger, der tilhørte Kongen, men hvortil Brugsretten stod alle aaben. Faareavlen spillede i Norge neppe saa stor en Rolle, som Kvægavlen; men af desto større Betydning var den, som den endnu er, paa Island og Færøerne. Faareracen paa Færøerne var neppe indført fra Norge, men hidrørte fra de af de første norske Kolonister forefundne Faar, der siden de irske eller skotske Gejstliges Ophold der havde formeret sig til en utrolig Mængde, og efter hvilken endog Øerne fik deres Navn^[30]. Af Sviin holdtes der vel neppe saa mange, som i senere Tider^[31], derimod maa Hesteholdet have været forholdsviis meget større, deels fordi Hestefoderet var billigere, deels ogsaa fordi man til Rejser og Befordring trængte til langt flere Hefte end nu, eftersom Kjøretøj sjelden anvendtes, uden om Vintren, og saa godt som al Befordring skede enten til Hest, eller ved Søkusterne til Skibs. Den almindelige Priis paa en Hest i hine Tider var, hvis man skal regne efter en i den islandske Lovbog omkring 1200 indført Taxt, i Gjennemsnit den samme, som for en Ko, tog denne beregnedes igjen sædvanligviis til halvtredie øre Sølv. Lige med en Ko sattes ogsaa li fuldvoxne Faar, eller een So med 9 Grise^[32]. Sammenlignes hiin Priis med de nuværende, med tilbørligt Hensyn til Pengemassens Forøgelse, vil man erkjende, at Kjørne i hine Tider næsten vare i højere Værd end nu omstunder^[33].

Jagten (veiði) maatte i ældre Tider være af større Betydning end nu, da Folket i det Hele taget var mere vant til at sysle med Vaaben, og de hyppige Krige vænnede Ungdommen til et mere uroligt og ustadigt Liv. Imidlertid seer man af de ældste Digte, og af Sagaerne, at Jagt som Fornøjelse, da som nu, dreves af Stormændene, som derved fra Barndommen af vænnede sig til Vaabenbrug. Jagten er i „Rigsmaal“ Jarlens og Jarlesønnens Sag, medens „Karlen“ sysler med Agerbrug og Fædrift^[34]. Der fortælles ogsaa ofte om Konger og andre fornemme Mænd, ja endog Kvinder^[35]), hvorledes en af deres vigtigste Fornøjelser var at ride ud med Høge og Hunde for at jage. Derfor satte man ogsaa megen Priis paa de Falke (valir) og Høge (haukar), der i saa stor Mængde fandtes i Norge, og maa tidligt have forstaaet den Kunst at afrette saa vel dem, som Hunde (mjóhundar, sporhundar) til Jagten^[36]. I Frostathingslagen tilhørte alle Høge, der fandtes i Rede, Landdrottnen; i Gulathingslagen kun naar de udtrykkeligt bleve ham forbeholdte, ellers bleve de Lejlændingens Ejendom^[37]. Jagten foregik i hine Tider meest om Høsten, paa Barfrosten^[38], og om Vintren paa Skid, da man, førend Ildvaaben kjendtes, altid maatte fælde Vildtet paa nærmere Hold. Større Dyr, som Bjørne, Ulve og Rensdyr, vel ogsaa Hjorte, fangedes ofte i særegent dertil indrettede Grave (Bjørnebaaser, Ulvehuse, Spydgaarde o. s. v.) eller i Gildrer (Snarer) for mindre Dyr og Fugle^[39]. Jagtretten paa Dyr, hvis Kjød eller Skind kunde være nyttigt og som ikke tillige vare Skadedyr, tilkjendtes vel i Lovene Grundens Eiermand, men Straffen for Overtrædelse af disse Bestemmelser var ikke stor, og de strenge Jagtlove, som herskede i England og andensteds, vare for vore Forfædre aldeles ukjendte. Skadedyr, som Bjørne og Ulve, vare derimod, som det hed, utlæge over alt, de kunde dræbes af hvem som helst, undtagen naar en Bjørn var gaaet i Hide, og den, som opdagede og stængede den, havde tillyst, at det var hans.Hverv, da vare Andre uberettigede til at dræbe den. Jagten havde dog i hiin Tid, som nu, intet at sige mod Fiskeriet, der da visselig var langt righoldigere end nu, og, som man seer, allerede tidligt afgav en indbringende Udførselsartikel, Skrejden og Silden, ikke at tale om, at Fisken maaskee i ældre Tider endnu mere end nu udgjorde^[40] en Deel af Almuens fornemste Kost. Hvad de større Havdyr angaar, da veed man med Vished, at Hvaler og Hvalrosse i Fortiden kom langt hyppigere og i større Mængde til Kysterne end nu omstunder, og der dræbtes vistnok aarligt et stort Antal saavel af dem som af Sælhunde. Sælhundenes og Hvalrossenes Hud brugtes da ogsaa, som man af Ottars Beretning og mange Ytringer i vore Oldskrifter kan see, til Skibstouge, hvortil deres Styrke og Sejghed gjorde dem overmaade skikkede^[41]. Men hovedsagelig vejdedes de for Tranens Skyld, hvilken (lýsi) vistnok tidligt var en Udførselsartikel^[42], ligesom ogsaa flere af disse Havdyrs Kjød brugtes til Menneskeføde^[43].

Egentlig Bergverksdrift var endnu ukjendt i Norden paa denne Tid. Der tilvirkedes Jern, og det meget fortrinligt, men fremdeles kun af Myrmalm (rauði)^[44]. Dette hjemme tilvirkede Jern kunde dog neppe være tilstrækkeligt til den overordentlig store Forbrug, deels til Vaaben, deels ogsaa til andre Redskaber, og derfor maa vel en stor Mængde være indført udenlands fra, hovedsagelig forarbejdet. Af ædle Metaller fandtes eller tilvirkedes da ingen i Norge, og de indførtes alle fra fremmede Lande, Guldet sandsynligviis især fra Østen.

Om Folkets daglige Liv og Sysler, om dets sædvanlige Forlystelser, og om Husenes og Gaardenes Indretning, er der allerede ovenfor lejlighedsviis talt. Christendommen og de hyppigere Forbindelser med Udlandet frembragte her gradviis store Forandringer, idet man efterhaanden mere og mere rettede sig efter andre mere forfinede Nationers, især Englændernes, Sædvaner. Saaledes have vi seet, hvorledes de ældgamle Røgstuer paa Olaf kyrres Tid og tildeels efter det af ham givne Exempel ombyttedes med Ovnstuer, forsynede med Gulv og Vinduer, i Førstningen vel kun hos de fornemste og rigeste Mænd, men lidt efter lidt ogsaa hos de Ringere og mindre Bemidlede^[45]. I Klædedragt rettede i det mindste de højere Klasser, som det lader, sig paa Olaf kyrres Tid og derefter aldeles efter Udlandets Moder. Det fortælles, som det paa sit Sted er viist, udtrykkeligt, at man under Olaf kyrre klædte sig paa udenlandsk Viis i rige og kostbare Klæder^[46]; Magnus Barfod og hans Mænd brugte den skotsk-højlandske Klædedragt, og de med Sigurd Jorsalafarer tilbagevendende Korsfarere, saavel som de mange, der i det 12te Aarhundrede Tid efter anden, maaskee aarligt, besøgte det hellige Land, men om hvilke Historien tier, maa alle have bragt fremmede Klædningsskikke med sig. Kun de ringere Klasser have vel her, som andensteds, holdt ved en simplere, mere gammeldags Dragt. De fornemste Klædningsstykker for Mandfolkene vare Kjortelen (kyrtill) og Buxerne (brœkr), disse sidste af flere Slags Snit, deels længere, deels kortere (hosur) deels videre, deels mere tæt sluttende^[47]. Over Kjortelen havde man som oftest en Kappe (yfirhöfn), men af disse brugtes der igjen mange forskjellige Slags, enten kortere, som skikkja, vesl, feldr (egentlig en Feld, men sædvanligviis betegnende en med Pelsverk fodret eller bremmet Kappe), eller sidere, som kápa, slœdur, eller med Hette paa, som kufl^[48], eller med Ermer, og til at drage over Hovedet, som hekla^[49]. Kappen blev i Regelen ikke baaren inde i Huset, i det mindste betragtedes det ikke som sømmeligt at have den paa, naar man stedtes for højtstaaende Mænd^[50]. Inderst paa Kroppen bar man Skjorte (skyrta) eller Serk (serkr), hvilke Klædningsdele i ældre Tider synes meest at have været uldne, hvorfor ogsaa Bade, varme eller kolde i hine Tider langt mere hørte til Nødvendighedsartikler, end nu omstunder, samt Badestuer neppe kunde savnes paa hvilken som helst nogenlunde vel indrettet Gaard. Fornemmelig indrettedes de paa Island, hvortil de mange kogende Kilder gave fortrinlig Anledning^[51]). Linned synes da mere at have været anvendt til Yderklæder, og at have været betragtet som et finere og kostbarere Stof^[52]. Men siden anvendtes det, som nu, til Underklæder, og det hed endog udtrykkeligt, at ingen høvisk Mand kunde stadse sig med Hør eller Hamp^[53]. Farvede Klæder vare meget brugelige, mod Slutningen af det 12te Aarhundrede nævnes den brune, grønne eller røde Farve som meest passende til Kjortlerne^[54]; til Kapper synes man at have valgt meget brogede og afstikkende Farver, ja man brugte endog Kapper, sammensyede af forskjelligt farvede Stykker^[55]. Stoffet i disse Klæder, fornemmeligt Kapperne, var hos de fornemme og mere bemidlede udenlandsk, sandsynligviis flamsk eller engelsk Klæde; til Kjortlerne og de kostbarere Kaaber brugtes ogsaa ofte Silke. Hos Almuen var Vaadmaal vistnok da, som nu, det almindelige Klædningsstof. Til Hovedbedækning brugtes deels Huer (húfa) af forskjellige Stoffer, hos de fornemste ofte af Silke^[56], deels Hatte, rimeligviis bredskyggede, af Filt (þófahöttr).

Ved Kvindernes Dragt synes i ældre Tider og ned i Middelalderen den saakaldte Fald (faldr), en i en høj og lang Spids opgaaende Hue, at have været charakteristisk for Norge, maaskee for hele Norden i Almindelighed. Den omtales allerede i Rigsmaal^[57]; den er endnu brugelig paa Island^[58], og de Hovedtøjer som bruges af Kvinderne i Normandie, ere omtrent af samme, eller en meget lignende Form. Saavel Mændene som Kvinderne brugte forskjellige Slags Smykker, Mændene dog, som det lader, mindre i de senere Tider. Kjortlerne, Kapperne og Huerne forsynedes med Guldbesætning eller et Slags Galoner (hlað)^[59], man brugte, som det saa ofte er omtalt, Armringe og Guldringe, og Kapperne holdtes fast ved smukt udarbejdede Spænder (dálkr). Til Fodbeklædning brugte Mændene sædvanligt, som det synes, i ældre Tider, samt ogsaa senere blandt Almuen, Sko til at binde fast med Remme, og deels om Anklen, deels om Læggen^[60] simpelt forarbejdede af ugarvet Læder; Kvinderne synes mere at have haft Halvstøvler (bótar), ofte smukt Udsyede^[61].

Om Kunstflid som Næringsvej eller udelukkende Beskjeftigelse for enkelte Mænd eller Klasser af Folket kunde der neppe blive Spørgsmaal, førend Bylivet havde faaet sin fuldstændige Udvikling^[62]. Men Kunstfærdighed var i det Hele taget mere udbredt blandt Folket, end i senere Tider, og paa enhver Gaard hjalp man sig i de fleste Stykker selv, uden at endog Huusbonden, han være nok saa rig og fornem, ansaa det under sin Værdighed at deeltage i de forekommende Sysler^[63]. Hertil kom ogsaa at det store Tjenerhold, fornemmelig i Trælletiden, gjorde Familierne mindre afhængige af fremmed Hjelp. Saaledes bleve visselig alle de Klæder, Manden og Sønnerne brugte, syede af Kvinderne paa Gaarden, medens Mændene stellede med Gaardsdriften, tømrede Husene, tildannede Agerdyrkningsredskaber, og smedede, eller i det mindste istandsatte Vaaben. Det er for øvrigt let begribeligt, at enkelte, der havde tilegnet sig en eller flere Kunstfærdigheder i højere Grad end de fleste andre, ogsaa arbejdede for andre, eller stod dem i det mindste bi med Raad og Daad, enten kun som Venskabstjeneste, eller for Betaling^[64]. Kunstfærdigheder, som saaledes gjorde deres Besiddere anseede og omspurgte, var især Dygtighed i at bygge Huse og Skibe, Færdighed i Træskjærerkunsten, og i Særdeleshed Øvelse i at smede gode og smukke Vaaben. Fruentimmerne, satte da som nu, især Priis paa at kunne brodere med Smag. Vi have ovenfor seet, hvorledes Kot, Ragnvald Jarls Fader, selv paatog sig at forestaa Arbejdet ved Opførelsen af St. Magnus-Kirken i Kirkevaag paa Orknøerne, hvis.ældste Deel saaledes hidrører fra ham, og vidner om hans Dygtighed. Kong Olaf den hellige havde selv tilskaaret Visund-Hovedet paa sit berømte Skib, som derefter fik Navn. Andre Exempler paa denne Skulptur-Færdighed hos Nordmændene, saa vel som paa deres Dygtighed i Smedekunsten, ere tidligere omtalte^[65]. Imidlertid synes dog denne Dygtighed fornemmelig at have gjeldt Krigsvaabnene, og i samme Mon, som Vikingeaanden ophørte, fredelige Forhold indtraadte, og Handelsforbindelser med Udlandet bleve hyppigere, maa den Kunst, at smede gode Vaaben, mere og mere have tabt sig blandt Folket i Almindelighed, eller som Nationalkunst. Agerdyrknings- og Gaardsdrifts-Redskaberne vare vistnok heel simple og daarlige. Som det almindeligste Redskab til Jordens Oppløjning anvendtes den da, saa vel som nu egentlig nationale Ard^[66]; „Plog“.nævnes vel nu og da, endog i de ældste Tider, men højst sjelden, og selve Navnet antyder en fremmed Oprindelse^[67]. Harv maa have været brugt, skjønt den ej omtales i Love, Sagaer eller Diplomer førend i den sildigere Middelalder. I Stedet for de bredbladede Spader brugte man, som det lader, de smalere, men sterkere Paalstave, der maaskee endnu anvendes hist og her i Landet. Til Indhøstningen brugtes Ljaa, sandsynligviis af samme Form som nu omstunder, samt sandsynligviis Sigd; til Bortskjæren af unyttigt Krat anvendtes, som endnu paa Vestkanten, den noget lignende Snidil^[68]. Alle disse Redskaber forarbejdedes vistnok indenlands. Hvad Vaabnenes Form angaar, da rettede den sig ved Slutningen af det Tidsrum, vi her behandle, i det mindste hos de højere Klasser efter hvad der var sædvanligt i det øvrige Europa, Korstogene, Pilegrims- og Handels-Rejser bragte Nordmændene alt for ofte sammen med Udlandet, til at dette ej skulde være Tilfældet. Man seer ogsaa af den Fortegnelse paa Angrebs- og Forsvars-Vaaben, som det henved 1195 affattede Skrift „Kongespejlet“, hvorom mere i det følgende, lader en Fader i de modnere Aar raade sin Søn til at anskaffe sig og erhverve sig Færdighed i at bruge, hvis han bestemte sig til at blive Hirdmand^[69], at de fleste vare af det i det øvrige Europa sædvanligviis brugelige Slags, nogle endog med udenlandske Navne^[70]. Kun blandt de menige Stridsmænd synes de ældre nationale Former endnu at have været overholdte, navnlig de kredsrunde, smaa røde Skjolde, med Jernbule og tre koncentriske Jernbeslag paa Ydersiden^[71], hvoraf enkelte endog nu ere til. De særegne Vaaben, der brugtes i Søkrig, den hos vore Forfædre meest nationale Maade at stride paa, vare ogsaa fremdeles, som man seer, for det meste de fra Oldtiden brugelige, som langskaftede Ljaaer og Øxer, Slagbrande, Stavslynger, og til Værn mod Fiendens Angreb Viggyrdler eller løse Skandseklædninger (s. o. S. 244) og Vig-Aaser eller Bjelker^[72]. De ovenfor omtalte Hun-Kasteller, der opstilledes i Stavnen, synes, efter Navnet og Formen at dømme, at have været Efterligninger af hvad der var brugeligt i Middelhavets Søkrige. Hvad Skibene selv angaaer, da synes det, som om man mod Slutningen af det 12te Aarhundrede ophørte at bygge dem med den tidligere Pragt og de sør brugelige æventyrlige Former, men mere at have seet paa det nyttige og hensigtsmæssige. Guldsmykkede Drageskibe omtales vel endnu i Sagaerne, men langt sjeldnere end forhen, og man støder hyppigt paa den fremmede Benævnelse „Busse“, hvilken Form synes at have været meget yndet. Blandt Kjøbmandsskibene omtales de saakaldte „Kugger“, der ogsaa hyppigt nævnes hos udenlandske Forfattere, meget ofte ved Siden af de nationale „Knerrer“. Men en national Skik i Norden, der endnu længe vedligeholdt sig i Norge, medens den andensteds synes at have været opgiven eller ukjendt var at sætte alle, endog de største Langskibe, paa Land, naar man i længere Tid ej skulde bruge dem. De bevaredes da i særegne Skuur, de velbekjendte saakaldte „Naust“.

I Bygningskunsten maatte de Forandringer i Husenes Indretning, som paa Olaf kyrres Tid indførtes efter Udlandets Mønster, ogsaa for en stor Deel gjøre Forandring i den gamle Bygningsstiil, endog i private Huse. Kirkerne, der fra Christendommens Indførelse af indtil Tidsrummets Ophør eller Aarhundredets Slutning opførtes, bleve alle, for saavidt de vare af Steen, byggede i Tidsalderens Stiil, den saakaldte romaneske eller Rundbuestilen, nærmest efter Anglernes Mønster. Men ogsaa paa de af Træ opførte Kirker søgte man at tillempe denne Stiil, og disse ere de bekjendte, for Norge særegne Stave- eller Rejsverks-Kirker, af hvilke nogle faa endnu ere tilbage, og samtlige vidne om deres Bygmesteres Hensigt, at anvende den romaneske Stiil ogsaa ved Træbygningerne. Men det nationale Element gjorde sig derhos gjeldende ej alene i Materialet, men fornemmelig i det prægtige Skulptur-Arbejde, hvormed Portalerne og de fremspringende Bjelker prydedes. Hvor almindelig denne Bygningsmaade maa have været i Norge, sees deraf, at en Prædiken fra det 12te Aarhundrede, som endnu i flere Afskrifter er os bevaret, opregner hver enkelt architektonisk Deel af en saadan Kirke, og tillægger enhver af dem en symbolisk Betydning; dette kunde ej have fundet Sted, hvis det Slags Kirkebygninger, Forfatteren har for Øje, ikke vare sædvanlige og kjendte af de fleste^[73].

Norges Myntvæsen stod endnu paa en daarlig Fod. Man kan ikke med Bestemthed paavise nogen Mynt, slagen i Norge fra Harald Haardraades Tid og til det 12te Aarhundredes Udgang, uden endeel Brakteater eller Huulmynter, hvoraf dog de fleste tilhøre det 12te Aarhundredes sidste Tider, og nogle yderst faa dobbelt prægede Mynter, sandsynligviis fra Magnussønnernes eller Harald Gilles Sønners Tid, men alle med daarligt og om liden Kunstfærdighed vidnende Præg^[74]. Om Myntgehaltets Aftagen, indtil Peningen ved Aarhundredets Slutning kun gjaldt det halve af hvad den tidligere var værd, er ovenfor handlet^[75] Men brugte derfor hyppigt udenlandske, helst engelske Penge, hvilke derfor ogsaa særdeles ofte omtales, saavel .i Sagaer, som i Diplomer, og hvoraf vistnok en større Masse, end af de indenlandske, var forhaanden i Landet. Man skulde for øvrigt have ventet, at den Kunstfærdighed og Formsands, der viste sig i vore Forfædres Snitverk, ogsaa havde gjort sig gjeldende ved deres Myntfabrikation, men man benyttede nok meest udenlandske Myntarbejdere, der anvendte de sædvanlige Typer, og over hele Europa stod Mynt-Technikken i den Tid paa en daarlig Fod.

Kunsten at støde Metaller, der allerede i Bronce-Tiden var bekjendt og hyppigt udøvet i det mindste i Danmark og Sydsverige, sees og af flere Oldtidslevninger at have været vel bekjendt i Norge, da alle de Bronce-Prydelser fra Jernalderen, som findes her i Landet, vistnok for det meste ere støbte i Landet selv. Endog store Kirkeklokker forstod man at stolte; enkelte, fra det 12te Aarhundrede, ere endnu til^[76], og der er ingen Grund til at antage at den Klokke, Kong Harald Haardraade forærede til Thingveldskirlen paa Island^[77], ej skulde være stødt i Norge.

Med Christendommen og den romersk-katholske Gejstlighed fulgte ogsaa Malerkunstens større Udbredelse i Norden. Den kjendtes og anvendtes vel allerede under Hedendommen, saaledes omtales f. Ex. Skjolde, hvori Dyr e. a. d. vare afbildede^[78], men egentlig Udbredelse fik den dog meest ved de Forsiringer, der paa hine Tider saa godt som nødvendigviis hørte til Haandskrifter, hvor især Begyndelsesbogstaverne udsmykkedes med prægtige Randtegninger og Arabesker, og ofte ledsagedes med hele Miniaturmalerier, hvis Gjenstande vare tagne fra den Materie, der nedenfor i Texten behandledes. Haandskrifter, som de med Guldbogstaver beskrevne Bøger, Sigurd Jorsalafarer bragte med sig fra Constantinopel, og som uden al Tvivl ogsaa vare herligt udsmykkede med Malerier, undlode vist ikke at tjene hjemmeværende Skrivere og Malere til Mønster^[79]. Denne i sin Oprindelse kirkelige, Malerkunst anvendtes ogsaa til større Billeder, fremstillede Legender og hellige Historier^[80].

Af andre saakaldte skjønne Kunster har vel ogsaa Musikken faaet et betydeligt Fremstød ved den katholske Gejstligheds Psalmesang og Kirkemusik. Dog var Sang og Instrumentalmusik, hvorvel maaskee ufuldkommen, ingenlunde sjelden eller udyrket blandt vore Forfædre endog langt op i Tiden. Hvorledes Harpespil (Harpeslaatt) allerede nævnes som almindeligt i de ældste Sagn, er ovenfor berørt^[81], og det anvendtes, som man maa formode, til at ledsage Skaldekvad, naar disse højtideligt fremsagdes. Orknøjarlen Ragnvald Kale omtaler Harpeslaatt som en af de ni Kunster, hvori han fortrinligt udmerkede sig^[82]. Af andre Strenge-Instrumenter nævnes ogsaa Bue-Instrumenterne Fedler (fiðlur) og Giger (gígjur)^[83]. Af Blæseinstrumenter nævnes som vi vide,meget hyppigt Ludren og Hornet, men de anvendtes rigtignok ikke sædvanligviis til Musik i egentlig Forstand, men alene til Signaler i Krig og ved Sammenkaldelse af Møder^[84]. Piber (pípur) eller Blæseinstrumenter af spædere Tone, man, efter Oldskrifterne at dømme, have været vel bekjendte og brugte, men allerede Navnet antyder en fremmed Oprindelse^[85]. Af Larm-Instrumenter nævnes et Slags Tromme eller Tamburin, kaldet bumba. Man erfarer at Kongerne oftere lode Instrumentalmusik opføre for sig, især naar de sad til Bords, og at de derfor holdt Spillemænd ved deres Hof; andre Høvdinger fulgte vel deres Exempel. Det sees for øvrigt at de fleste Slags lønnede Musikanter, fornemmelig Fedle- og Gige-Spillere (fiðlarar, gígjarar) kun vare lidet anseede, og regnedes blandt de kaldte Leikarar eller Gøglere^[86], hvorfor man ej kan antage, at fornemme Folk have befattet sig med andre Instrumenter end Harpen, der som nys nævnt, næsten kunde kaldes et Nationalinstrument og især i de ældre Tider maa laane narret saa godt som uundværligt for Skaldekunsten. I Sang skulle Nordmænd og Daner langt oppe i Tiden have været større Mestere end senere, thi den gamle væliske Skribent Silvester Giraldus ytrer, ved at fortælle om den smukke fleerstemmige Sang, der var almindelig i Wales: „Hos Engelskmændene ere disse Sangens Modulationer ikke almindeligt brugelige, men kun i de nordlige Egne, hvis Indbyggere rimeligviis af Danerne og Nordmændene, der {hyppigt besatte og i længere Tid beherskede disse Landskaber, have lige saa vel lært denne særegne Maade at synge paa, som de have antaget en med deres Sprog beslægtet Mundart“^[87]. At Skalderne ledsagede deres Kvæden med Sang og Harpespil, siges ej udtrykkeligt, men maa snarere antages som forudsat, og synes af flere Ytringer at kunne sluttes^[88]. Hvorledes Tjenestekvinden Thoras smukke Sang henrev den unge Kong Sigurd Mund, er ovenfor berettet. I Hedendommen bleve ogsaa, som man tydeligt kan see, de saakaldte Galdrer (Tryllekvad) og andre lignende Sange virkelig afsungne, om end paa en eensformig og for Øret lidet behagelig Maade^[89]. Der blev rimeligviis ogsaa sunget til Dands, ligesom det endnu er eller for kort Tid siden var brugeligt paa Færøerne, og de hertil anvendte Melodier maa have været raskere og behageligere; det er ikke usandsynligt, at flere af vore ældgamle Fjeldmelodier have deres Oprindelse fra hine fjerne Tider. Den hine Melodier underlagte Text var maaskee for en stor Deel rimede, i mere tvangfrie Vers, end de sædvanlige Skaldekvad, digtede Viser om gamle, fabelagtige Helte, fornemmelig Niflungerne, Vølsungerne, eller overhoved hvad man nu plejer at kalde Kæmpeviser.

1. Se ovenfor S. 918.
2. Se ovenfor S. 558.
3. Foruden af de Exempler herpaa, som ovenfor i Fortællingens Løb forekomme, sees dette i Særdeleshed af „Kongespejlet“; Sønnen siger her til Faderen: „siden jeg nu er i den raskeste Alder, har jeg meest Lyst til at drage Lande imellem, thi jeg trøster mig ej til at søge Optagelse i Hirden, førend jeg har lært andre Folks Skikke at kjende“. Faderen, hvis Ungdomstid af Forfatteren netop maa være henlagt til Aarene 1160—70, svarer: „skjønt jeg mere har været Kongsmand end Kjøbmand, vil jeg dog ikke laste denne Syssel for dig, thi dermed beskjeftige sig ofte de bedste Mænd“. (Kongespejlet S. 5.)
4. Kongespejlet sammesteds: „Det kommer meget an paa, hvor vidt man følger deres Exempel, der ere rette Kjøbmænd, eller efterligne dem, der kun give sig Kjøbmands Navn, men kun ere Mangere eller endog Bedragere“. I Kongespejlet opstilles, (S. 6, 7) med Hensyn til Dannelsen, de Fordringer til den unge Kjøbmand, at han skal erhverve sig Kyndighed om Lovgivningen, lære flere fremmede Sprog, helst Latin og Fransk, „thi de Tunger gaa videst“, og tilegne sig geografiske, naturhistoriske og astronomiske Kundskaber.
5. Dette synes at fremgaa af Faderens Raad til Sønnen, S. 5. 6.
6. Haakon Haakonssøns Indledning til Frostathingsloven Cap. 20. Denne Mangel paa Arbejdsfolk maa netop være bleven følelig, da Trællevæsenet ganske var ophørt.
7. Se ovenfor Side 894, jvfr. den yngre Bylov, VI. 17, og Sverres Saga Cap. 86.
8. Se ovenfor S. 235.
9. Bjarkøretten Cap. 169—177, jvfr. den yngre Bylov, Bolk IX eller Formannaloven.
10. For Ex. Hallfred Vandrædaskald, se Olaf Tr. Saga Cap. 261.
11. Bjarkøretten Cap. 131, jvfr. den yngre Bylov, VI. 17, Harald Haardraades Saga Cap. 26.
12. De tydske Kjøbmænd, som bosatte sig i norske Stæder, søgte derfor ogsaa ivrigt at slippe denne Byrde.
13. Se den merkelige Beretning om endeel Daners Rejse til det hellige Land, Kirchmanns Udgave S. 142, og i Langebeks Scriptt. rer. Dan. V. S. 351.
14. Sammesteds, S. 146, Langeb. 353.
15. Dette sees af Kong Sverres Tale til de fremmede Handelsmænd i Bergen, 1185, se Sverres Saga, Cap. 104.
16. Om temmelig betydelig Handel med Udlandet fra Nidaros vidner det oven anførte Sted S. 235. Om Oslo s. o. S. 200. flg.
17. Om Agerdyrkningsredskaberne, se nedenfor.
18. Gulathingsloven 75, Frostathingsloven XIII. 1, Eidsiva Christenret Cap. 31.
19. Gulathingsloven Cap. 145, Frostathingsloven XIV. 7, Eidsiva Christenret Cap. 15.
20. Frostathingsloven XIII. 2. XIV. 14. Bjarkøretten 119. 148 jvfr. Laxdølasaga Cap. 60.
21. Frostathingsloven XIV. 12. Maaskee man dog her nærmest har tænkt paa Søndmøre og Raumsdalen.
22. Se herom nærmere Langes Klosterhistorie S. 255—257.
23. I den ældre Frostathingsloven XIV. staar: Om Mand gaar i anden Mands Løghave (laukagarð) eller Hvannehave (hvanngarð), har han ingen Ret paa sig, om man end slaar og høster ham og tager alle hans Sager fra ham. I den nyere Landslov IV, 9, staar: Om Mand gaar i anden Mands Løghave eller Hvannehave, Æblehave (eplagarð) eller Næpe-, Etne, eller Bønne-Beed (næpnareit, ertra eða bauna) o. s. v.
24. Langes Klosterhistorie, l. c.
25. Se Langes Klosterhistorie, l. c.
26. Se f. Ex. ovenfor I. 2. S. 543, hvorledes Kong Olaf den hellige forbød Udførsel til Sverige af Salt og Sild, og hvorledes Gauterne vanskeligt kunde undvære disse Nødvendighedsartikler.
27. Endog i Biskop Eysteins Jordebog, affattet faa sildigt som henved 1400, heder det saaledes (fol. 30) at Kljuva Kirke (paa Gaarden Kløve ved Vestre Porsgrund) havde blandt sine Indtægter en vis Afgift af Saltbrænderiet ved Rambek i Grjotvikskoven, altsaa i det inderste af Frierfjorden, hvor Vandet er meget brakt. Saltkjedler og Saltkjedelsboder (Skuur) omtales ogsaa paa mange andre Steder.
28. Gulathingsloven Cap. 75, Frostathingsloven XIII. Cap. 4. XIV. Disse Bestemmelser ere ogsaa, med ubetydelige Forandringer, gjennem den nyere Landslod og derpaa gjennem Christian d. 4des Lov gaaede over i Christian d. 5tes norske Lov, 3—14—35 til 37, uden at man dog vel derfra kan slutte til at Forholdene paa den Tid ej havde forandret sig mere, eller at der endnu da skulde have været saa godt Raad paa Tømmer og Brændefang. — Hvorledes Kongerne ofte gave anseede Islændinger Tilladelse til at hugge det nødvendige Huustømmer i deres egne Skove (eller sandsynligviis i Almenningsskove) uden Betaling, fortælles paa flere Steder i Sagaerne.
29. Om Setre, se Gulathingsloven Cap. 84, 90.
30. Nemlig Fær- (d. e. Faare-Øer, se ovenfor I. 1. S. 418, 445.) Kun sjelden bruges ellers i vore Oldskrifter Benævnelsen „Faar“ (far eller efter den norske Udtale fær), hvilket var langt almindeligere i Danmark og Sverige. Den sædvanlige Benævnelse hos os er „Saud“ og „Smale“, hvilket dog ofte bruges i Betydningen „Faarehjord“.
31. I Gulathingsloven Cap. 223, hvor der opregnes, hvilke Huusdyr der kunde gives i Betaling som Penges Værd, nævnes Kjør, Sauder, (som her kaldes „Faar-Sauder“, „(færsauðir)“, men ikke Sviin; Geder forbydes udtrykkeligt at anvendes.
32. Graagaas Kb. Cap. 85; jvfr. Gulathingsloven Cap. 223, hvor der udtrykkeligt siges at en frisk Ko af middels Alder skal tages i Betaling for 2½ Øre; samt Cap. 218, hvor en Baug af 10 Merker (Guld) siges at være 32 Kjør. I Dipl. Norv. II. 99, fra Aaret 1309 værdsættes derimod en Hest = 3 Kjør; siden, i 1337 (ssteds No. 225) sættes endog 6 Kjør for en Hest.
33. Regnes nemlig Sølvet at være ti Gange ringere af Værdi, faar man 2½ Øre = mere end 25 Sølvspeciedalere, en overvættes høj Priis for en Ko. Men man gjorde sig da vel ogsaa Kjørne nyttigere end nuomstunder.
34. Se ovenfor I. 1. S. 109.
35. At Kvinderne ogsaa gik paa Jagt, i det mindste Falkejagt, sees deraf at de ejede Yndlingshøge, f. Ex. Astrid, Olaf Tryggvessøns Syster, der blev gift med Erling Skjalgssøn, se ovenfor I. 2. S. 295.
36. De norske og islandske Falke vare, som bekjendt, gjennem hele den sidste Deel af Middelalderen og langt ned i de nyere Tider berømte og meget søgte over hele Europa, hvorfor de ogsaa vare meget kjærkomne Gaver, naar vore Konger, hvilket ofte skede, sendte dem i Foræring til fremmede Fyrster. Af denne Grund forbeholdt Kongerne sig senere her Forkjøbsretten til dem. (Nyere Landslov VII. 52).
37. Gulathingsloven Cap. 75. Frostathingslov XIII. 5.
38. Se f. Ex. hvad der fortælles om Sigmund Brestessøns Fosterfader, Thorkell Tørfrosts Jagtferd, Færeyingasaga Cap. 142. jvfr. ovenfor I. 2. S. 61, Gulathingslov Cap. 93, Frostathingslov XIII. 9.
39. Gulathingslov Cap. 93, 91, Frostathingslov XIII. 6. 9. Naar her tales om „Dyr“ menes, som sædvanligt i vore Oldskrifter, kun stort Vildt med Samt, som Hjorte, Elger og Rener. Elger omtales udtrykkeligt kun i en Artikel af den nyere Landslov, som synes at være tagen af den ældre Eidsivathingslov (VII. 60). Sandsynligviis kjendte man i ældre Tider, som nu omstunder, ikke synderligt til Elger nordenfjelds.
40. Se det nys oven anførte. Jvfr. ogsaa Beretningen om Thorolf Kveldulfssøn, om hvem det udtrykkeligt fortælles, at han holdt mange Folk ved det aarlige Skrejdfiske paa Lofoten.
41. Se ovenfor I. 1. S. 609.
42. Det nævnes i det mindste senere, som i det 13de Aarhundrede, meget hyppigt blandt en af Hoved-Udførselsartiklerne.
43. Se f. Ex. Kongespejlet, S. 59—33, 44. Om Lovbestemmelserne angaaende Hvalfangst se for øvrigt Gulathingsloven Cap. 149, 150, Frostathingsloven XIV. 10.
44. At tilvirke Jern af Myrmalm kaldes „at blása rauða“, se Landnaama II. 3.
45. Se ovenfor S. 439.
46. Se ovenfor S. 438.
47. Foruden Kjortelen havde man ogsaa Trøjer som ólpa, af Vaadmaal eller Klæde, treyja, maaskee især af finere Stoffer, og bjálfi, af ugarvet Skind, sædvanligviis Reenskind.
48. Dette Ord bruges derfor sædvanligviis om Munke-Kapperne, hvorfor vi ogsaa i det følgende ville finde en Munk der forlod Klostret for at optræde som Kronprætendent, spotviis kaldet kuflungr. Imidlertid lader det dog til, at det senere „Kofte“ eller „Kufte“ er en Forvanskning af dette Ord, skjønt det betegner et Klædningsstykke af langt anden Form.
49. Ordet hekla kommer af hakull eller hökull (nu „Hagel“, som „Messe-Hagel“), der betegner omtrent det samme (i Middelalderens Latin kaldet casula). Man har formodentlig fundet en vis Lighed mellem dette Klædningsstykke, og Formen af det bekjendte Fjeld paa Island, der blev kaldet Hekla eller heklufjall (i den paa Latin forfattede historia Norvegiæ kaldet mons casulæ).
50. Kongespejlet, S. 66, 68.
51. Se ovenfor S. 959. Jvfr. Bjørn Hitdølekappes Saga Samll. 4 B. S. 399, hvor der udtrykkeligt tales om den bedre Anledning til Bade ved Husene, man havde paa Island fremfor i Norge.
52. Se f. Ex. Fortællingen om Kong Olaf den hellige, ovenfor I. 2. S. 669.
53. Kongespejlet S. 66.
54. Kongespejlet, l. c.
55. F. Ex. Gunnar Helming, se ovenfor I. 2. S. 372.
56. Se ovenfor S. 796.
57. Se ovenfor I. 1. S. 108.
58. Afbildninger deraf findes i E. Olafssøns og B. Povelsens „Rejse paa Island“.
59. Heraf kommer Benævnelsen hlaðbúinn forsynet med Hlad eller Gulgaloner. Ordet „hlað“ udtales nu „La“ ja endog „Lav“, og bruges om mindre kostbare Udsmykninger.
60. Det sidste Slags kaldtes hávir eller upphávir skúar, saadanne havde Sigurd Syr paa, da han gik paa Ageren, se ovenfor I. 2. S. 517, Olaf den helliges Saga Cap. 47, Snorre Cap. 31.
61. Ordet bóti torde maaske være laant fra Udlandet, det er det samme som det franske halte, men bruges dog allerede i Njaals Saga. Biskop Reinald havde og, da han blev hængt 1155, bótar paa Benene, se ovenfor S. 737.
62. I den nyere Bylov af 1276 findes derfor i Byordningen temmelig vidtløftige Opregnelser af de forskjellige Haandverkere, samt Regler for, hvor de skulde have Udsalg.
63. Vi have saaledes seet, hvorledes Kong Sigurd Syr selv tilsaa Markarbejdet paa sin Gaard; Gunnar paa Lidarende saaede selv sin Ager, Njaalssaga Cap. 53.
64. Der er saaledes paa Island en heel Saga om en fornem Mand, Thord Hreda, af Hørda-Kaares Æt, der havde saa stor Indsigt i Skulpturen, at man fik ham til at pryde Bjelkerne i flere Gaarde. Sagaen er vel opdigtet, men Manden selv synes dog at have været til og virkelig at have udmerket sig paa den nys nævnte Maade. Se Müllers Sagabibliothek I. S. 373.
65. Se især I. 1. S. 793, 798.
66. I Oldformen arðr, af at erja, pløje, ogsaa paa angelsaxisk erian. Ordet „Ard“ udtales nu paa Østlandet, som alle andre Ord, der ende paa —rd med foregaaende Vokal, aldeles paa samme Maade, som de, der ende paa l med foregaaende lang Vokal, nemlig med det særegne tykke l, som i Gaard, Jord, haard, o. s. v. Dette har forledet mange til, i Stedet for „Ard“ at bruge den barbariske Skrivemaade „Al“ eller „Ahl“.
67. „Plog“ forekommer i „Rigsmaal“, saa vel som „Ard“, se ovenfor I. 1. S. 1117. Her tales det udtrykkeligt om at „Karlen“ selv forarbejder „Arden“, derimod nævnes der intet saadant om Plogen. Ordets Begyndelsesbogstav, P, vidner noksom om dets udenlandske Oprindelse. Det russiske „plug“ kunde maaskee være laant fra vort „Plog“; sandsynligere er det dog i dette Tilfælde, at Ordet fra Østen, gjennem Slaverne, er kommet til Germanerne.
68. Gulathingslov Cap. 145. Frostathingslov XIV. 8.
69. Kongespejlet, S. 84. 91.
70. F. Ex. glafja eller glefja, Kongespejlet S. 88, det middelalder-latinske glavea, hvoraf det franske glaive, det tydske Glede, det ældre danske „Glaven“, d. e. Landse, Ridderspyd; ligesaa gladél, det latinske gladiolus, men ogsaa i Betydn. „Spyd“, Kongespejlet S. 84, kastali, Kastel, pannzari, latinsk panceria eller panzeria, Pantser, egentlig Mavebeklædning, af italiensk pancia, spansk panza, svarende til det tydske „Wanst“ d. e. Bug, Underliv)}}.
71. De ere foreskrevne i Lovene, se ovenfor S. 985, jvfr. S. 953, hvor det vises, at ogsaa den engelske Forfatter Giraldus omtaler (S. 772) de runde rode Skjolde som charakteristiske for Nordmændene.
72. Kongespejlet S. 86.
73. Denne Prædiken er endnu uudgiven. En engelsk Oversættelse findes i „The Ecclesiologist“ for 1848, No. 54. S. 216.
74. Se Holmboe: de priscâ re monetariâ Norvegiæ, S. 9. 10, 27. Brakteaterne (maaskee de senere saakaldte Flossepenge) have sædvanligviis kun et eneste Bogstav, der da rimeligviis er Begyndelsesbogstavet til Kongens Navn; M antyder vel saaledes Navnet „Magnus“, og da rimeligviis Magnus Erlingssøn. En Brakteat, man har antaget at hidrøre fra Olaf Magnussøn († 1115) indeholder kun Omskriften OLAV …; paa en anden Mynt, tillagt en af Sigurderne, sees kun et … RD; paa en anden synes man at finde Bogstaverne SI. E. hvilket man har antaget at betegne Sigurd og Eystein (uvist hvilke) skjønt det vel er yderst tvivlsomt, om to Samkonger ogsaa satte sine Navn i Fællesskab paa Mynterne.
75. Se ovenfor S. 928. Ved Trykfejl staaer her i Texten, L. 3 nedenfra „Øre“ istedetfor „Ertog“, saa at man skal læse „En Ertog Sølvværdi beregnedes saaledes nu til 20 Peninger o. s. v.“, eller og „en Øre Sølvværdi beregnedes saaledes nu til 60 Peninger Courant, medens den oprindelig kun udgjorde 10 Peninger rede Sølv“. Nedenunder, i Note 2, staar og L. 8 f. n. „20 Peninger i Øren istedetfor 20 Peninger i Ertogen, 60 i Øren“; men at dette sidste er meent sees dog tydeligt af det øvrige.
76. F. Ex. Kirkeklokkerne i Gjerpen Kirke, med latinske Indskrifter, deels i Runer deels i Majuskler, øjensynligt fra det 12te Aarhundrede, den ene er nu ødelagt, men den existerede dog lige til vore Tider. Se Krafts Norges Beskr. ældste udg. III. 207.
77. Se ovenfor S. 220.
78. F. Ex. Helges og Skarphedins Skjolde, (Njaals Saga Cap. 113), da Thorarin blev dræbt, 991, se ovenfor I. 1. S. 42l. I Helges Skjold var der malet (dregit) en Hjort, i Kaares en Løve. Allerede i næste Generation efter Landnamstiden eller omkring 960, fortælles der, hvorledes en vis Kjerne der havde bejlet til en Pige, som hendes Broder nødte til at egte en anden, malede sin Elskedes og hendes Mands Billede paa en Væg, for hver Aften at kysse hendes, men spytte paa Mandens Billede; da Tjørves Morbroder Hroar Tungegode, lod Billederne afskave, udskar Tjørve dem paa sit Knivskaft; Landnáma IV 1.
79. Se ovenfor S. 593, 694, 705, 769. Vi besidde vel ikke nu noget Haandskrift med Randmalerier, der kan paavises at være skrevet og malt i Norge idet 12te Aarhundrede; dog findes der et med ret gode Tegninger, sandsynligviis fra den Tid, nu opbevaret i den Arnamagn. Saml. No. 673 a. qv.
80. Et med norsk Omskrift forsynet, og derfor ogsaa sandsynligviis i Norge tilblevet Maleri, forestillende Scener af Legendefortællingen om Kampen mellem Kejser Heraklius og Kosru, hang indtil de senere Tider i Stryns Hovedkirke og opbevares nu i Bergens Museum, se Urda, I. S. 105 flgg. Det synes at hidrøre fra det 13de Aarhundrede, men lignende Arbejder kunde vel allerede have været forsøgte i det 12te.
81. Se ovenfor S. 187; jvfr. om Aslaug og Heime, og om Gunnar Gjukessøns Død.
82. Orknøyinga Saga S. 150.
83. De nævnes allerede i Snorres Ynglingasaga Cap. 25, men Snorre kunde rigtignok her have overført til den fjerne Oldtid, hvad der paa hans Tid var brugeligt. Men i det 12te Aarhundrede er der neppe nogen Tvivl om at Instrumenterne anvendtes, hvilket ogsaa erfares af den strax nedenfor anførte vestgøtiske Lêkara Ret, der i denne Skikkelse neppe er yngre, men snarere ældre end 12te Aarhundrede. Se herom, som overh. om denne Materie, R. Keyser om Nordmændenes Forlystelser i Oldtiden, norsk Tidsskrift II. S. 248 flgg.
84. At den simple Ludr af Bark i Oldtiden brugtes af Kvæghyrderne paa samme Maade som nu, maa dog ansees vist.
85. Begyndelses Bogstavet p viser allerede noksom Ordets fremmede Rod, og i Middelalderens Latin forekommer pipa temmelig ofte, især om Rør i Almindelighed. For øvrigt er i det mindste ogsaa fiðla af fremmed Herkomst, nemlig middel-latinsk vitula, hvoraf igjen det italienske viola. Ligeledes finder man middel-latinsk giga, men der er dog et Spørgsmaal, om ikke dette Ord oprindelig tilhører det germaniske.
86. En Prøve paa hvorledes „leikarar“ behandledes, sees af Magnus Erlingssøns Saga Cap. 83, og de Vers af Islændingen Maane, som her anføres; men fornemmelig erfarer man deres mislige Stilling, og den Spot der blev dem til Deel af den saakaldte lékara réttr i Vestgøtalagen, der lyder saaledes: „Vorder en „Leikare“ banket, skal det altid være ugildt. Vorder en Leikare saaret, en saadan som gaar med Gige, eller farer med Fedle eller Bumbe, da skal man tage en utemmet Kvige og bringe op paa en Højde, rage alt Haaret af dens Hale og siden smøre denne ind; man give ham nys smurte Sko, derpaa skal Leikaren tage Kvigen om Halen, og man skal give den et Slag med en hvas Pidsk. Kan han da holde den fast, skal han have dette gode Stykke og nyde det, som Hunden nyder Græs. Men kan han ikke holde den fast, da beholde og taale den Skam og Skade, han fik, og have ikke større Fordring paa Ret end en hudstrøgen Huuskone (d. e. Trælkvinde)“. Denne Bestemmelse, der ved første Øjekast viser sig som overmaade gammel og alderdomsagtig, findes vel ikke i de os opbevarede norske Love, men at de her udtalte Anskuelser om Spillemændenes Stilling ogsaa herskede i Norge, kan ansees som afgjort.
87. Giraldus i Camdens Anglica etc. S. 890.
88. Navnlig af Slutningslinjerne af Gunnlaug Ormstungas Draapa til Sigtrygg Silkeskegg anført i hans Saga, Cap. 8.
89. Ordet galdr kommer af at gala, og man finder ofte Udtryk som han gól galdra o. s. v. Andre Slags Tryllesange vare de saakaldte Vardlokker, se o. I. 8. 594. At det ikke kan have været synderlig bevendt med Melodierne i disse Sange, eller at de i det mindste maa have været meget eenstonende og melancholske, synes man at maatte slutte deels deraf, at de gamle Melodier, der have holdt sig paa Island og Færøerne, have denne Charakteer, deels af den overordentlige Virkning, de første fremmede Gejstliges mere melodiøse Sang gjorde paa vore Forfædres Gemytter.