Det norske Folks Historie/3/109

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Denne Kæmpevise-Poesi har dog egentlig, som det synes, sin Oprindelse fra Tydskland, hvorfra den tidligt kom til Danmark og Sverige, og udbredte sig derfra til Norge, skjønt den, efter hvad man af dens forhaanden værende Levninger maa slutte, kun i enkelte af de sydligere Landskaber, navnlig Thelemarken, blev saa almindelig, at den kunde kaldes national[1]. Dog maa man antage, at den fandt stort Indpas i de højere Kredse, og visselig for en stor Deel bidrog til at fortrænge den ældre Skaldekunst, der omtrent ved det 13de Aarhundredes Begyndelse kan ansees, med faa Undtagelser, alene at være indskrænket til Island, eller at have været udøvet af Islændinger. At den dog endnu ved Midten af det 12te Aarhundrede med Held dyrkedes og udøvedes af Nordmænd, derom vidner den store Anseelse, hvori Jarlen paa Orknøerne, Ragnvald Kale, stod for sine poetiske Arbejder, saa at han endog citeres som Autoritet i dette Stykke ved Siden af Kong Harald Sigurdssøn. Ogsaa af Sigurd Slembedjakn er et Vers opbevaret, der viser, at han var hjemme i Skaldekunsten[2]. Man erfarer ligeledes, at endnu hen mod Aarhundredets Slutning digtedes der enkelte Vers eller Viser efter den gamle Form af Nordmænd[3], ligesom de gamle Eddakvad og Skaldekvadene om de tidligere Konger og Høvdinger fremdeles paaberaabtes som vel bekjendte[4]; og til de Kvad, som de islandske Skalde foredroge ved Kongernes Hof og for Høvdingerne, vedblev man endnu langt hen i det 13de Aarhundrede at lytte med en Interesse, der vidner om, at man var fuldkommen hjemme i Skaldesprogets Omskrivninger og mythiske Hentydninger. Men Norges egentlige Skaldetid var dog forbi, og man kan efter Ragnvald Jarl ikke paavise en eneste større Skald af beviislig norsk Herkomst. Hertil bidrog vel og meget den Omstændighed, at Skaldens Kvad til Kongers og Høvdingers Ære ikke længer tillige vare saa at lige de eneste Overleveringer til Efterverdenen, som nøje bevarede Mindet om deres Bedrifter. Man havde nu begyndt at optegne og tildeels forfatte Sagaer, og da samtidige Begivenheder her fuldstændigere og nøjagtigere meddeeltes, end i Kvadene, maatte de, som historiske Overleveger, vinde Prisen for dem, medens disse kun bleve slet og ret Hædersdigte uden Fordring paa historisk Værd. Blandt de Skalde i det 12te Aarhundrede, hvis Digte endnu kunne siges at have selvstændig historisk Interesse, maa man fornemmelig nævne Halldor Skvaldre, hvis Digt om Sigurd Jorsalafarers Korstog allerede er omtalt, og Presten Einar Skulessøn, der foruden Legendedigtet Geisle (s. o. S. 866) hans fornemste Arbejde, ogsaa digtede Kvad om Sigurd Jorsalafarer og flere af hans Efterfølgere, saa vel som Gregorius Dagssøn[5]. Fremdeles fortjener den ovenfor (S. 667) omtalte Islænding Ivar Ingemundssøn at nævnes, som Forfatter af Kvadet „Sigurdarbolk“, om Sigurd Slembedjakn, af hvilket en heel Deel Vers ere opbevarede[6]. Kong Inges Bedrifter bleve forherligede af Skalden Kolle den prude, af hvis Kvad vel kun faa Brudstykker, men disse af temmelig Vigtighed, ere tilbage[7]. Blandt de første norske Sagaer, som optegnedes enten af Nordmænd eller Islændinger, var uden Tvivl Nationalhelgenen St. Olafs, om hvilken Legender allerede foredroges i Kirken, og hvis Historie man især maatte ønske opbevaret. Dog opskreves den, som man maa antage, endnu kun i en højst ukritisk Bearbejdelse, derfor en stor Deel optog Legenderne uforandrede[8]. Usandsynligt er det ej[9], at der ved Siden af denne Saga ogsaa kan være optegnet enkelte historiske Beretninger om St. Olaf og de ældre Konger, fornemmelig efter Odd Kolssøns, eller egentlig Thorgeir Afraadskolls, og Hall Thorarinssøns Fortællinger, og at disse Optegnelser kunne have været foretagne ved Halls Fostersøn, Are frode, der efter Snorre Sturlassøns Vidnesbyrd fornemmelig, af Odd, Halle og Thurid Snorredatter erholdt Materialierne til sine historiske Arbejder[10]. Men vist synes det alligevel efter hvad der tidligere er anført, at hine Optegnelser, de være nu gjorte ved Are eller ej, i alle Fald blot kunne have været fragmentariske, at den egentlige Redaktion og historiske Bearbejdelse af de ældre Kongesagaer først skyldes Snorre Sturlassøn, hvorom i det følgende, og at Ares væsentigste Skribentvirksomhed ved Siden af Landnamsbogens Affattelse har indskrænket sig til hans Islendingabok, hvori han fornemmelig synes at have haft Chronologiens Fastsættelse for Øje, idet han tillige gav en kort Oversigt over de vigtigste Begivenheder paa Island indtil hans Tid[11]. Den af de øvrige Kongesagaer, der næst efter Nationalhelgenens Saga optegnedes, er rimeligviis hans Forgænger i Christendommens Forkyndelse, Olaf Trygvessøns. Det er bekjendt, at den omkring 1180 bearbejdedes af to Munke i Thingøres Kloster, Odd Snorressøn og Gunnlaug Leifssøn, der dog begge skreve paa Latin, og, som man af flere Omstændigheder kan slutte, med Forkjærlighed, især Odd, dvælede ved det overnaturlige og legendariske[12]. Odds Skrift blev imidlertid oversat eller rettere omarbejdet paa norsk, og saa tidligt, at Omarbejdelsen allerede før Aarhundredets Udgang, og sandsynligviis endnu i Odds levende Live, kunde lægges til Grund for de første Forsøg, der gjordes til Udarbejdelsen af en fuldstændig norsk Kongehistorie, ved at sammenknytte og bearbejde de enkelte Kongesagaer til et samlet heelt[13]. Ogsaa de Sagaer, vi have om Magnus den gode, Harald Haardraade, Olaf kyrre, Magnus Barfod og dennes Sønner, bære Præget af at være Bearbejdelser af løse, indbyrdes usammenhængende Stumper (þættir), ved hvis Sammenkjedning man har søgt, saameget som muligt, at bøde paa den iøjnefaldende Mangel af virkelig historiskt Stof. Det er saaledes forholdsviis saare lidet, hvad der fortælles om Magnus den godes og Harald Haardraades egentlige Levnet og Regjeringshandlinger. Hvad man der især dvæler ved, er Krigene i Danmark og England, hvorom der var flere ypperlige Kvad, der kunde støtte Traditionen, ligeledes ved Harald Haardraades Bedrifter i Constantinopel, hvorom der allerede tildeels ved Halldor Snorressøns Fortællinger, var formet en bestemt Saga, der dog, som vi have seet, tidligt maa være bleven meget forvansket og udsmykket[14]; for øvrigt er Harald Haardraades Saga i den vidtløftigste Bearbejdelse opfyldt af en Mængde Smaafortællinger om Islændinger, der opholdt sig hos ham, medens derimod hele Aar af hans Regjeringstid forbigaaes, som om intet af Vigtighed i dem havde fundet Sted[15]. Man seer ogsaa af de betydelige Afvigelser, der med Hensyn saavel til den Orden hvori, som Maaden hvorpaa Begivenhederne fortælles, i de forskjellige Bearbejdelser af disse Sager, der have vedligeholdt sig til vor Tid, at det forhaandenværende Stof maa have været højst usikkert og svævende. Da etsteds en Thorgils Snorressøn anføres som Kilde, der med Tillæg at han havde talt med en Datter af Steigar-Thores Søn Guthorm, fremgaar heraf, at den første Bearbejdelse maa have fundet Sted i det mindste to, om ikke tre Generationer efter de Begivenheder, der optegnedes, thi Guthorm var en Svigerfader af Kong Eystein, og Thorgils maa saaledes have levet paa og rimeligviis efter Sigurd Jorsalafarers Tid[16]. Hvorvidt Are frode har efterladt sig Optegnelser om Magnus og Harald, er uvist; for Tidens Skyld er det ej umuligt, da han først døde 1148; imidlertid skulde man dog neppe formode det, da man nu i saa Fald vilde have haft noget mere end kun et Par Blade om Olaf Kyrres 26aarige, for Norges indre Udvikling saa vigtige Regjeringstid. Det er tydeligt nok, at der om denne Konge ej har existeret en eneste Saga, og at de senere Bearbejdere blot have holdt sig til, hvad de tildeels endnu kunde see for sine Øjne, nemlig hans Bygningsarbejder, og de paa hans Tid indførte nye Skikke i Husenes Indretning saavel som Hofholdningen, hvortil et Par ubetydelige Sagn føjedes. Heller ikke om Magnus Barfod kan der have været nogen samtidig, fuldstændig Saga, men alene, som sædvanligt, løse Smaastumper, siden det var den, der senere hen aller først sammenknyttede disse, muligt, aldeles at sammenblande Kongens første Vesterhavstog 1093—94 med det andet, og gjøre eet af dem begge, saaledes som det ovenfor er viist[17]. Sigurd Jorsalafarers saakaldte Saga bestaar aabenbart af to eller tre senere sammenføjede, oprindelig indbyrdes uafhængige Fortællinger, nemlig om hans Korstog, om Søgsmaalet mod Sigurd Ranessøn, og om Sigurds Sindssygdom i hans sidste Dage; hertil er føjet nogle sparsomme Efterretninger, som endnu i Midten af Aarhundredet maatte være i Mands Minde, f. Ex. om Magnus blindes Fødsel, om Kongehelles Forskjønnelse, Togt til Smaaland, Anekdoter om Harald Gille, m. m.[18]. Men øm alle de vigtige Begivenheder, der for øvrigt foregik under Sigurds og hans Brødres Regjering, som Tiendens Indførelse og Biskopstolenes Oprettelse, saavel som de vistnok temmelig hyppige Fejder mellem Lendermændene, paa hvilken en anden Saga (Orkn. Saga) kun giver os en enkelt Prøve i Fortællingen om Kale Kolssøn og Jon Peterssøn[19] — om alt dette, der kunde have givet Stof til en vidløftig og underholdende Saga, nævner den saakaldte Sigurds Saga ikke et Ord. Først fra Magnus blindes og Haralds Tronbestigelse af merker man, at det opbevarede Sagastof grunder sig paa samtidige, omstændeligere Optegnelser, der søge at følge og gjengive Begivenhederne Aar for Aar, og Materialet for Historieskriveren bliver strax righoldigere, ligesom Fortællingen selv mere underholdende. De senere Sagabearbejdere have opbevaret os Navnet paa den Mand, der har den Fortjeneste at have gjort Begyndelsen med den samtidige Optegnelse af Begivenhederne i Norge. Det var Erik Oddssøn, om hvem det heder: Erik skrev den Bog, der er kaldet „Hryggjarstykke[20].“ I denne Bog fortælles der om Harald Gille og hans Sønner, og om Sigurd Slembedjakn, og alt om deres Død[21]. Erik var en forstandig Mand, og opholdt sig paa den Tid lange Stunder i Norge. Nogle Beretninger optegnede han efter hvad Haakon Mage, Lendermand hos Haraldssønnerne, fortalte ham; Haakon og hans Sønner deeltoge nemlig i alle disse Tvistigheder og Raadslagninger; — end nævner han ogsaa flere forstandige Mænd, og saadanne, der skaffede ham Oplysninger; en Deel skrev han ogsaa efter hvad han selv hørte og saa[22]. Man synes heraf at maatte slutte, at Erik Oddssøn var en Islænding[23]. Hans Verk gik neppe længere end til Sigurd Slembedjakns Død, thi der bemerker man tydeligt en Stands og et Spring i Fortællingen[24], Verket selv er nu ikke længer forhaanden i Original, men det er al Grund til at antage, at det saa godt som uforandret er optaget i en af de ældste Samlinger af Kongesagaer, vi besidde[25]. Det Tidsrum, Erik Oddssøn behandlede, er saaledes vistnok ikke langt, men Isen var dog nu engang brudt, og det af ham heldigt begyndte Arbejde maatte indbyde til Fortsættelse. Det er og, som man seer, blevet fortsat, eller rettere, fra Aaret 1155 begynder en ny Saga om Inge Haraldssøn og hans Brødre, hvis Forfatter man vel ikke kjender, men som dog bærer Præget af at være nedskreven efter Øjevidners Beretning, om just ikke egentlig samtidigt -“— Optegnelsen synes nemlig at være skeet paa Magnus Erlingssøns eller Kong Sverres Tid, maaskee endnu efter dennes egen Foranstaltning — medens den paa den anden Side heller ikke kan være stort yngre, da man allerede fra det følgende Aarhundredes første Decennier har Haandskrifter, hvori disse Kongesagaer ere optagne. Da man nu havde faaet enkelte Kongesagaer fuldstændigt optegnede, maatte den Tanke ligge nær, at foranstalte Samlinger, der omfattede større Dele af den norske Kongehistorie. Hvor tidligt disse Samlinger indrettedes, lader sig nu vanskeligt afgjøre: endnu henved 1180 synes man ej at have haft dem[26], medens man dog uden al Tvivl havde dem i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede[27]; imidlertid var det vistnok først Snorre Sturlassøn, der omkring 1230 bragte en ordentlig, kritisk og dog forholdsviis fuldstændig Sagabearbejdelse istand. Det lader og til, at man aller først indskrænkede sig til at gjøre kortere Udtog[28], hvorved man vandt den Fordeel, at kunne lade Fortællingen skride jevnet-e frem. Saadanne Bearbejdelser synes, ogsaa for Snorre Sturlassøns Tid, næsten udelukkende at have været foretagne paa Island eller idetmindste af Islændinger, enten i Norge eller hjemme paa deres Fædreneø, og den Fortjeneste tilkommer saaledes aabenbart Islændingerne, at have samlet, ordnet og fuldstændiggjort de i Norge enten mundtligt eller skriftligt opbevarede Sagn-Overleverelser om Kongerne og deres Bedrifter. Men utvivlsomt er det paa den anden Side, at disse Bearbejdelser og Samlinger fornemmelig kom istand for norske Læseres Skyld og efter norske Høvdingers Tilskyndelse, ligesom det heller ikke er let at sige, hvor vidt Saga-Bearbejderne selv forfattede Beretningerne om ældre Begivenheder, eller optoge de allerede færdige og i Omløb værende Sagastumper, saaledes som de forefandt dem: det sidste er dog det rimeligste. Ligesom i Norge, saaledes dannede der sig ogsaa paa Færøerne og Orknøerne, som det lader, temmelig tidligt staaende Sagn om Høvdingerne og deres Bedrifter. Af disse Sagn besidde vi vel nu kun forholdsviis sildigere og ufuldkomne Samlinger, men nedskrevne have de upaatvivlelig, idet mindste enkeltviis, været allerede i det 12te Aarhundrede[29]. Og da Jomsvikingernes Historie greb saa meget ind i Norges, bleve ogsaa de om dem, og især om Slaget i Hjørungavaag herskende Sagn samlede og nedskrevne, endog, som man maa slutte, af forskjellige, indbyrdes af hinanden uafhængige Bearbejdere[30].

Den lange Blomstrings-Tid under den sidste Deel af Haraldssønnernes og den første Deel af Magnus Erlingssøns Regjering, da Lendermændene vare rige og mægtige, og sorte det egentlige Herredømme i Landet, har rimeligviis været den Tid, da Norrøna-Litteraturen begyndte at blomstre, og fornemmelig Kongesagaerne optegnedes for at opbevares og foredrages paa Høvdingernes Gaarde. At Skrive- og Læsekyndighed paa den Tid allerede var udbredt i Norge og paa Island, ogsaa blandt Lægfolkene, og at man holdt Modersmaalet i Ære uden at lade det fortrænge af Latinen, derom vidne de mange paa Norsk forfattede Diplomer, endog fra Magnus Barfods Sønners og deres nærmeste Efterfølgeres Tid, der indtil for et Par hundrede Aar siden endnu fandtes i Landet,[31] saavel som Lovafskrifterne, hvoraf der endnu findes Brudstykker, der maaskee skrive sig fra Haraldssønnernes sidste Dage[32], hvorhos vi have seet, at den første Lovoptegnelse i Norge allerede fandt Sted under Magnus den gode. Paa Island optegnedes, som ovenfor berettet[33], den gamle Landslov ikke før 1117 og 1118, men der er al Grund til at tro, at man strax derefter har skredet til at optegne de vigtigste Sagaer om tidligere Begivenheder paa Øen selv, der allerede længe havde gaaet fra Mand til Mand i mundtlig Overleverelse, især efter at Are frode havde gjort Begyndelsen med sine fortrinlige Verker, og tillige den Samling af gamle Mythekvad, hvilken Sagnet tillægger Sæmund frode, var kommen istand[34]. Uagtet Skalde- og Saga-Væsen, som nys bemerket, fra det 12te Aarhundrede af i det Hele taget havde sit Hjem paa Island, og overhoved synes at have været dyrket paa den hele Ø, tildeels endog som en Levevej eller Erhvervskilde, kan man dog især paavise enkelte anseede Slægter, der fremfor de øvrige, og kun ledede af reent videnskabelig Interesse, syslede dermed, og som saa at sige dannede Middel- og Udgangs-Punktet for al Videnskabelighed i Landet. Blandt disse Familier maa man først og fremst nævne Sæmund frodes, eller de mægtige Oddaverjers Æt. Om Sæmund selv, den egentlige Grundlægger af den islandske Videnskabelighed, er der allerede ovenfor talt. Paa sin Hovedgaard, Odde paa Sønderlandet, oprettede han en Art af Skole, hvor Ynglinger af de meest anseede Familier oplærtes i boglige Sysler, og, som man maa antage, fornemmelig, eller for en stor Deel, anvistes til at sysle med og ophjelpe den begyndende fædrelandske, især historiske, Litteratur. Denne Skole, der i en gammel Saga udtrykkelig kaldes „det ypperste Hovedsæde“ for Videnskab og Litteratur[35], vedligeholdtes efter Sæmunds Død 1133 af hans Sønner Loft og Eyjulf, der ligesom Faderen vare Prester. Blandt den sidst nævntes Disciple var den siden som Helgen bekjendte Biskop Thorlak Thorhallssøn i Hole, der altid liden priste sin Lærer som Mønster paa Fromhed og gode Sæder, og som, uagtet sin strenge Religionsiver og uagtet han havde fortsat sine Studier i Paris og Lincoln, dog stedse yndede Saga- og Skalde-Væsen, en Tilbøjelighed, som vistnok alene skyldes hans Ophold paa Odde. Hvorledes Loft Sæmundssøn under et Ophold i Norge blev gift med Thora, Magnus Barfods Datter, og med hende havde Sønnen Jon, er ovenfor nævnt[36]. Efter Faderens og Farbroderens Død tiltraadte Jon, der ogsaa havde ladet sig optage .i den gejstlige Stand som Diakon, sin Fædrenegaard, og vedligeholdt fremdeles Skolen; han ansaaes for den lærdeste, viseste og rigeste Mand paa Øen, navnlig skal hans Bogsamling, der allerede var grundlagt af Sæmund, men siden vistnok stadigt forøget ved de Bøger, der nødvendigviis maa have været afskrevne paa Gaarden selv, have været meget stor for de Tider[37]. At han opfostrede den berømte Snorre Sturlassøn, som her rimeligviis indsugede den Kjærlighed til fædrelandsk Litteratur, især Skalde- og Saga-Væsen, der siden bragte ham, skjønt verdslig Høvding, til at forfatte sine herlige og for Norges Historie uundværlige Verker, vil i det følgende blive omtalt. En anden, ved videnskabelig Iver udmerket Familie var den før omtalte haukadalske[38], hvis litterære Iver egentlig nedarvedes fra den ypperlige, oftere omtalte Hall paa Haukadal, Are fredes Fosterfader og Vejleder i hans historiske Undersøgelser. Hall opfostrede ogsaa Teit, Biskop Isleifs Søn, der efter.ham fik Haukadal, blev Prest, og ligeledes oprettede en Art af Skole, idet han antog mange anseede Ynglinger til Oplærelse, hvoriblandt de forhen omtalte Thorlak Runulfssøn og Bjørn Gilssøn, der begge bleve Biskopper. Teits Søn var Presten Hall den yngre i Haukadal, der, som oven anført, efter Biskop Magnus’s Død blev valgt til Biskop i Skaalholt, men døde udenlands, førend han havde modtaget Indvielsen. Han forstod, heder det, saa mange Sprog, at han paa sin Rejse til Rom overalt uden Tolk kunde tale med de indfødde. Om Halls Søn Gissur, der opfostredes af Biskop Thorlak og var berømt for sin store Lærdom, er det allerede ovenfor talt (S. 958.) Han rejste ofte udenlands, og skal for sin Lærdom endog i Rom have nydt megen Hæder. Sine Rejser beskrev han i et desværre nu tabt Skrift, Flos peregrinationis; men at han og stod i Ry for sin Kundskab i Fædrelandshistorie, sees deraf at Gunnlaug Munk sendte ham sin Bearbejdelse af Olaf Tryggvessøns Historie til Gjennemsyn og Rettelse[39]. Det var ogsaa i sig selv rimeligt, at Gissur, selv en ivrig Videnskabsmand og dertil Arving af Hall den ældres verdslige Efterladenskaber, ogsaa gjennem Overleverelser eller Optegnelser havde arvet den Skat af historisk Viden, hans Farfaders Adoptivfader i saa rigeligt Maal besad.

Foruden den historiske Litteratur trivedes ogsaa, og det, som det lader til, i fuldt Maal, den religiøse i begge Lande, dog ogsaa af denne meest den historiske Side, nemlig Helgenhistorie- og Legende-Litteraturen. Vi have i det mindste endnu ikke faa Brudstykker af slige Helgen-Sagaer, hvoriblandt flere med saa alderdomsagtigt Sprog og Retskrivning, at de neppe kunne henføres til en yngre Tid end anden Halvdeel af det 12de Aarhundrede[40]. For det meste vare de vel Oversættelser fra Latin, hvorom ogsaa Sproget i dem, vi nu kjende, vidner, thi uagtet det for øvrigt er behandlet med megen Frihed og Lethed, sporer man dog umiskjendelig Latinitetens Indvirkning. Egentlig høre ogsaa de oven nævnte ældste Bearbejdelser af Olaf den helliges og Olaf Tryggvessøns Saga strengt taget til denne Art af historisk Litteratur. Forøvrigt har man derhos Homilier eller Prædikener fra hiin Tid, maaskee originale, maaskee og for en stor Deel bearbejdede efter latinske Originaler[41]; og den i Middelalderen meget bekjendte og anseede Elucidarium, et i Dialogform affattet Udtog af den christelige Troeslære, der tillægges Erkebiskop Anshelm, maa efter et af de opbevarede Haandskrifters Ælde at dømme, være blevet oversat paa Norsk allerede før det 12te Aarhundredes Midte[42]. Da det overhoved fornemmelig maa have været Gejstlige, eller paa gejstlig Viis oplærte Mænd, som i den første Tid syslede med Litteraturen, vilde det i sig selv ikke være besynderligt, om man i det hele taget i de ældste Optegnelser, endog udenfor den egentlige theologiske Litteratur, sporede nogen Indvirkning af Latinen, hvori de Skrifter, med hvilke de daglig beskjeftigede sig, vare affattede. Og ved nærmere Undersøgelse af Norrøna-Litteraturens aller ældste Levninger, Kvadene fraregnede, sporer man ogsaa umiskjendeligt deels en saadan Indflydelse, deels, hvor den ej merkes, en vis Ubehjelpelighed og Mangel paa Lethed i Foredraget, der vidner om, at den prosaiske Stiilfærdighed i Sproget endnu var i sin Barndom. Først henimod det 12te Aarhundredes Slutning og i Begyndelsen af det 13de synes man at have overvundet alle Vanskeligheder. Hvorledes ej alene islandske, men ogsaa norske Forfattere og Mæcenater bidroge hertil, saa at det 13de Aarhundrede med Rette kan kaldes Norrøna-Litteraturens Blomstringstid, vil i det følgende blive viist.

  1. ↑ Ved at omtale den danske Hertug Knut Lavards Drab 1131 beretter Saxo, (S. 638) hvorledes en saxisk Sanger søgte at advare Hertugen mod det ham truende Forræderi ved at foresynge ham Visen om Grimhilds Brødres Troløshed (nemlig mod Sigurd Svein), og ved denne Lejlighed kalder han dette Oldsagn „vel bekjendt“. Da det nu er en Særkjende ved den tydske Bearbejdelse af Sagnene, at Grimhilds Navn der sættes i Stedet for Gudruns, der efter vore Sagn var Sigurds Hustru, er det aabenbart, at det var denne tydske Bearbejdelse, som Saxo kalder „vel bekjendt“ i Danmark, man seer tillige, ved at sammenligne de ældste danske Kæmpeviser, der hovedsagelig dreje sig om Niflungesagnene, med Edda og Vølsungasaga, at de fornemmelig følge den tydske Fortælling, og Sv. Grundtvig har tilstrækkelig godtgjort, „at de danske Viser om Grimhild og Didrik af Bern i Grunden er de selvsamme, som der fordum lød over det nordvestlige Tydskland“. (Danmarks gamle Folkeviser I. S. 34). Heraf kan man vistnok slutte, at a denne Digtart, baade hvad Form og Indhold angaar, aller først overførtes fra Tydskland til Danmark, sandsynligviis paa Sven Ulfssøns og hans Sønners Tid, eller maaskee endog tidligere. Det danske Fyrstehuses hyppige Forbindelse med det svenske og begge Landes Naboskab har og, som man maa antage, tidligt bragt den til Sverige; thi allerede den temmelig tidligt i det 13de Aarhundrede, maaskee endog før, i Norge skrevne „Thidrik af Berns Saga“, der indeholder en vidtløftig Fremstilling af alle disse Sagn efter den tydske Form, ytres i Fortalen, at „Daner og Svear have behandlet nogle af disse Fortællinger i de Kvæder, hvormed man hos dem fornøjer fornemme Mænd, og at mange saadanne, for lang Tid siden digtede, Kvad blive kvædede efter denne Saga“. At her sigtes til Kæmpeviserne om Niflungerne m. m. omtrent saaledes som de forefindes i Anders Søfrenssøns og Peder Syrs Samlinger, er aabenbart, og hiint „for lang Tid siden“, udtalt tidligt i det 13de Aarhundrede, kan ikke betegne nogen sildigere Tidspunkt end første Halvdeel af 12te Aarhundrede i det seneste. At denne Poesi i Norge fandt Bifald og fornemmelig blev national i Thelemarken, maa man slutte deraf, at dette Landskab endnu besidder mange af disse Viser, deels som det synes, Overførelser fra dansk eller svensk, deels ogsaa originale Arbejder i samme Smag, medens det øvrige Norge er forholdsviis fattig paa dem. Og at Thelerne allerede i det 12te Aarhundrede havde flere originale Viser af dette Slags, maatte ansees utvivlsomt, hvis man med enkelte, navnlig Petersen (Danmarks Historie) kunde forklare Saxos Ord i hans Fortale S. 7, hvor han nævner de med historiske Beretningers Samling og Overlevering ivrigt sysselsatte „Thylenseres“ historiske Skatte som nogle af sine væsentligste Kilder, saaledes at han dermed ej har meent Islændingerne, men derimod Thelemarkens Beboere. Vist er det, at han ellers i sit Skrift, navnlig S. 377, 36l, 433 ihvor der handles om Gjava-Rev fra Thelemarken se ovenfor I. 1. S. 341), og ligeledes 420, bruger Thyle og Thylenses, om Thelemarken og Thelebønderne; ja det sidst nævnte Sted er saa meget merkeligere som det forekommer i nær Berørelse med Beretningen om Thorkell Adelfars Reise til Geruths (Geirrøds)Gaard, og denne „Thorkell Adelfar“, hvis Tilnavn Saxo ej tilføjer, men som dog maa være bekjendt i Danmark af ældre nu tabte Sagn eller Kæmpeviser, siden allerede Huitfeld anfører det, omtales netop som Vejviser til „Trollebotn“ i en af de ældgamle Viser fra Thelemarken, som først i de sidste Aar ere blevne fremdragne og bekjendtgjorte (Landstad, norske Folkeviser, S. 7). Dette synes paa en merkelig Maade at bestyrke den ovenfor fremsatte Gisning, underligt er det for øvrigt, at udenfor det egentlige Norge Færøerne, som det synes fra gammel Tid, have tilegnet sig Kæmpevise-Poesien, og at de endog have Viser, der sees oprindelig at have været de samme som de thelemarkske, og tildeels supplere dem. Til Island synes dette Slags Poesi først langt sildigere at være kommet.
  2. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 7, Snorre Cap. 6. Ogsaa Biskop Bjarne paa Orknøerne, Kolbein mugne Søn (omtrent 1200) var Skald, og har navnlig efterladt den bekjendte Jomsvikingedraapa.
  3. ↑ Saadanne Vers vare f. Ex. det, Baglerne digtede i Aaret 1196, se Sverres Saga Cap. 151, og den bekjendte Sigurd Jarlssøn indristede endnu 1194 med Runer et Vers i den ældgamle Form paa Dørstolpen i Vinje Kirke i Thelemarken, hvilken Indskrift nu vel tildeels er udslettet og uforstaaelig, men dog har saa mange Ord tilbage at man tydeligt kan kjende Versformen se antiqvariske Annaler, I. S. 247.
  4. ↑ Se f. Ex. Sverres Saga, Cap. 164, Indledning til Thidriks Saga udg. S. 2.
  5. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 226. Om Halldor og Einar se ovenfor S. 712. At Einar ogsaa digtede om Harald Gille, nemlig en saakaldet Haraldsdraape, i Fornyrdalag, sees af Harald Gilles Saga Cap. 8, Snorre Cap. 7; af et andet Kvad, om Haralds Sønner, i Drottkvæde, citeres et Vers i Inge Haraldssøns Saga Cap. 14, Snorre Cap. 13, samt maaskee i Cap. 20, 21 (Snorre Cap. 22), 29 (Snorre 32), o. fl; en anden Draape maa han og have digtet om Kong Eystein da de ikke faa Vers som citeres, ere i Runhenda, Inges Saga Cap. 19, 20. At han digtede en Flokk, kaldet Elveviserne, om Gregor, siges udtrykkeligt i Haakon herdebreds Saga Cap. 11, hvor to Vers, om Slaget ved Kongehelle 1159, anføres. Ogsaa Haldor skvaldre digtede, som man seer, et Kvad, enten om Magnus blinde eller Harald Gille, se dennes Saga Cap 4, Snorre Cap. 5.
  6. ↑ Se ovenfor S. 668, jvfr. Harald Gilles Saga Cap. 17, Snorre Cap. 13, og især Morkinskinna, i Fornm. Sögur VII. S. 327, 328, 329, 339 — 341, 343 — 345, 348, 349, 351—353.
  7. ↑ Kolle nævnes, og Vers af ham citeres i Inges Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2, samt i Morkinskinna, l. c. S. 336, ligesom og de i Morkinskinna S. 349 af den saakaldte Kong Inges Draapa anførte Vers rimeligviis ere af støtte der i Skaldefortegnelsen netop nævnes som Kong Inges Skald.
  8. ↑ Det er nemlig aabenbart en saadan ældre Bearbejdelse, der danner Grundlaget for den oven citerede „legendariske“ St. Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger, jvfr. Fortalen til nærv. Verk I. 2. S. IV. Men man har Brudstykker af en endnu ældre og mere kortfattet Afskrift, hvis Sted næsten synes at vidne om Midten af 12te Aarhundrede.
  9. ↑ St. Olafs Saga indeholder, som det i Fortalen til den historiske Olafs helga Saga, Christiania 1853, S. V., er viist, flere Sagnstumper, af hvilke i det mindste een er udeladt i den endnu ældre Bearbejdelse, hvoraf der nu findes Fragmenter, og denne er i hiin endog indsat paa et urigtigt Sted. Man kan heraf vistnok slutte, at den legendariske Olafssaga i sin første Form har været temmelig kortfattet, og udeladt meget af, hvad der forefindes i den fuldstændige Afskrift, efter hvilken Udgaven af 1819 er besørget. Dette Haandskrift kan, som det i Fortalen til Udgaven S. VII, VIII er viist, ikke være ældre end 1152, da det omtaler et i dette Aar foregaaet Jertegn, medens Skrift og Sprog tillige viser at det ej kan være yngre end det 13de Aarhundredes tidligere Halvdeel. Men da det nu, som nys anført, indeholder Tilsætninger, der ej fandtes i ældre Haandskrifter, og en af disse Tilsætninger netop kan være Fortællingen om hiint Jærtegn af 1152, er der intet, som hindrer os i at antage den første Optegnelse, maaskee endog de nys omtalte Brudstykker, ældre end 1152. Man fejler derfor neppe ved at antage denne legendariske Saga aller først nedskreven omkring 1150, medens dog maaskee de egentlige Legender, der bære Præget af at være oversatte fra Latin — man har dem i det mindste endnu i Breviarium Nidrosiense og andensteds ordlydende fortalte paa Latin — tidligere kunne have været optegnede i norsk Oversættelse ved Gejstlighedens Foranstaltning for at oplæses ved kirkelige Højtideligheder, eller for at tjene Tilhørerne til Vejledning, naar den latinske Text foredroges fra Alteret (se Langebeks Scriptt. II. S. 529 flg.).
  10. ↑ Se ovenfor S. 633.
  11. ↑ Se ovenfor S. 624.
  12. ↑ Se Fortalen til Udgaven af Odds Verk, Christiania 1853, ligeledes Fortalen til nærv. Skrift I. 2. S. VII.
  13. ↑ Man finder nemlig, som det i den nys nævnte Fortale er viist, allerede i Ágrip, den første Udtogssamling af norske Kongesagaer, der neppe er yngre end 1200, Stykker, uforandret optagne fra den norske Oversættelse af Odds Verk, ligesom Thjodrek Munk, der skrev paa Latin lidt tidligere, ogsaa har benyttet Odd, skjønt han muligtviis kan have haft den latinske Original. I hvilket Forhold Gunnlaugs Verk har staaet til Odds, er nu vanskeligt at afgjøre; skjønt: de begge aabenbart fornemmelig vare legendariske, lader det dog til at Gunnlaugs har indeholdt mere reenhistorisk Stof, deels fordi det udtrykkeligt siges om Gunnlaug, at han benyttede Are frodes Bøger (de af Are forfattede Skrifter eller hans efterladte Bogsamling?), deels fordi hans Verk ved Siden af Snorres Bearbejdelse nærmest synes at have været lagt til Grund for den vidtløftige Redaktion af Olaf Tryggvessøns Saga, som omkring 1330 besørgedes af Abbed Berg i Tveraa, og hvoraf flere Afskrifter ere opbevarede.
  14. ↑ Se herom ovenfor, S. 224. Denne Islænding, der vidste at fortælle saa mange Sagaer, hed ifølge Morkinskinna Thorstein frode. Han paaberaabes som Autoritet ved Beretningen om St. Olafs og Kong Olaf svenskes Sammenkomst i Olaf den helliges Saga Cap. 89, Snorre Cap. 97, jvfr. ovenfor I. 2 S 571, og sandsynligviis har han da blandt sine mange Sagaer især kunnet fortælle flere Stumper om Olaf den hellige, navnlig de ypperlige Beretninger om Forhandlingerne med Sverige, som Snorre fuldstændigt har opbevaret. For øvrigt har vel hans Forraad især bestaaet af islandske Slægtsagaer og Æventyr.
  15. ↑ Hos Snorre, der udelader alle disse Stumper, svinder derfor Haralds Saga betydeligt ind. En Deel af hans Saga synes at være formet af en egen Saga om Haakon Jarls Æt, fornemmelig Einar Thambarskelve og Haakon Ivarssøn.
  16. ↑ Om Thorgils se ovenfor S. 130. Den Thorgils Snorressøn, der omtales i Sturlungasaga ved 1160—70, hvor der handles om Stridighederne mellem Hvamm-Sturla og Einar Thorgilssøn, se ovenfor S. 959, kunde vel til Nød for Tidens Skyld være den samme som hiin, men da han omtales som en yngre Mand, og temmelig ubekjendt, medens derimod hiin Thorgils’s egentlige Manddomstid synes at falde ved 1130, og selve Navnet er heel almindeligt, maa man dog vel heller antage ham for en anden Person.
  17. ↑ Se ovenfor S. 472, 475, 477, 478.
  18. ↑ Af disse Anekdoter fremgaar det især, at Optegnelsen er skeet forholdsviis sildigt, da der allerede om en og samme Begivenhed havde dannet sig forskjellige Relationer, thi det er ovenfor viist, hvorledes Historierne om Magnus blindes og Harald Gilles Veddeløb, saa vel som om Kong Sigurds Kapsvømning fortælles, især den sidste, langt anderledes af Snorre end i de øvrige Kongesagaer. Se ovenfor S. 707—711.
  19. ↑ Se ovenfor S. 689—602.
  20. ↑ Saaledes kaldtes et Slags Fugl; se den arnamagn. Udg. af Snorre, Edda og Skaalda II. 488, man gav oftere Bøger Navne efter Fugle, nemlig med Hensyn til Pennen, hvormed de vare skrevne, saaledes: „Graagaas“, „Graafugl“.
  21. ↑ Dette om deres Død kunde gaa paa Haraldssønnerne selv, men efter hvad der nedenfor anføres bliver det dog vist, at her kun Sigurd Slembedjakns og Magnus blindes Død er meent.
  22. ↑ Inge Haraldssøns Saga Cap. 12, Snorre Cap. 11.
  23. ↑ Hertil kan alene Udtrykket „han opholdt sig lange Stunder i Norge“ sigte. Merkes maa det imidlertid, at Morkinskinna, den ældste Samling, ikke har dette Tillæg, og at i alle Fald enten han selv ved sit lange Ophold i Norge maa have tilegnet sig den norske Udtryksmaade, eller og Nedskriveren af den Text, Morkinskinnas aabenbart islandske Skriver fulgte, maa have været norsk, da blandt andet Ugedagenes Benævnelse paa den norske (d. e. gamle), ej som hos Snorre og i de større Sagasamlinger, paa den islandske, af Biskop Jon indførte Maade (se ovenfor Side 637) øjensynligt røber norsk Opfindelse. Noget tidligere end oven anførte Sted (Cap. 8. Snorre Cap. 7) staar der, at Erik aller først optegnede Beretningen om Sigurd Slembedjakns Begravelse, Inge Haraldssøns Saga Cap. 13, Snorre Cap. 12.
  24. ↑ Strax efter det nysnævnte Sted begynder nemlig det følgende Cap. med Sigurd og Inge, havde raadet for Norge 6 Aar, o. s. v., hvorefter der følger en Beskrivelse over Kongernes Udseende, endeel Beretninger om deres og Erling Skakkes Familieforhold, uden bestemte Tidsangivelser, et Uddrag af Orkneyingasagas Fortælling om Ragnvalds og Erlings Korstog (Cap. 14—18, Snorre Cap. 13—18), en Episode om Eysteins Krigstog (Cap. 19—20), en ny Skildring af Kongerne og deres Forhold, Cap. 21—23, se nedenfor 21—23, og endelig en kort Beretning om Kardinal Nikolas (Cap. 22, Snorre 23). Da først begynder en fuldstændig Fremstilling af Begivenhederne ved Kong Sigurds Død, hvilken Fremstilling fortsættes i stadig Fremskriden indtil langt siid i Magnus Erlingssøns Historie.
  25. ↑ Denne Samling er den saakaldte Morkinskinna, No. 1009 fol. i det kjøbenhavnske store kongelige Bibliotheks ældre Haandskriftsamling, skreven, som det lader, omkring 1130, og indeholdende Sagaerne fra Magnus den gode indtil Sigurd Munds Død, hvor den er defekt: rimeligviis har den naaet til 1177. At Erik Oddssøns Arbejde her in extenso er optaget, synes at fremgaa deels deraf, at hvor Snorre og de yngre Sagasamlinger nævne Erik Oddssøn, som den, hvem hiin eller denne Mand fortalte en eller anden Begivenhed, har Morkinskinna kun: „saa sagde N. N.“. Ja den taler endog (Fornm. Sögur VII. 353) stundom i første Person, ligesom der og foran det hele, fra Erik Oddssøn hentede Materiale, sættes følgende Forord: „Nu er at berette om Kong Haralds Sønner, Inge og Sigurd, saaledes som det er fortalt af en forstandig og skjønsom Mand, Erik Oddssøn; og er dette Frasagn meest efter Lendermanden Haakon Mages Fortælling; han sad ved og fortalte om disse Tidender, da de aller først optegnedes; han selv og hans Sønner vare i disse Ferder og i de fleste Træfninger, han kjendte og de Mænd, som her nævnes: den som skrev Sagaen har og nævnt flere sandfærdige Folk som sine Hjemmelsmænd“.
  26. ↑ Nemlig da Thjodrek Munk, der skrev omkring 1180, endnu klager over Mangel paa Sagaer.
  27. ↑ Nemlig den Samling, Morkinskinnas Afskriver benyttede.
  28. ↑ For Ex. det oven nævnte Ágrip, Fornm. Sögur X. B. der sandsynligviis er noget ældre end 1200, og i den sidste Deel stemmer saa nøje med Morkinskinna, at man tydeligt kan see, at Samleren har benyttet de samme Beretninger, som denne. Længere oppe i Tiden synes han at have benyttet Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga saa vel som den legendariske Olaf den helliges Saga. En større Bearbejdelse er den saakaldte Fagrskinna, egentlig „Ættartal Noregs konunga“, som, i den Skikkelse, hvori den er kommen til os, er afgjort norsk, og hidrørende fra den første Halvdeel af 13de Aarhundrede; det er endog ej usandsynligt, at dens egentlige Text er ældre, eller ligesaa gammel som Ágrip. Den gaar til 1177, og viser sig ligeledes nærmest beslægtet med Morkinskinna og de øvrige Kilder, Ágrip eller Samlerne omkring 1200 have fulgt. Mere herom ved næste Tidsrum.
  29. ↑ Hos Snorre tales der allerede om „Jarlernes Saga“, se Olaf den helliges Saga Cap. 109; og den nu saakaldte Orkneyingasaga viser sig aabenbart som en, temmelig daarlig sammenføjet, Samling af Smaastumper.
  30. ↑ Den egentlige saakaldte Jomsvikingasaga afviger nemlig saare meget fra Beretningerne i Fagrskinna og hos Snorre, se ovenfor I. 2, Side 115, flgg. For øvrigt er det ældste Haandskrift, man besidder af Jomsvikingasaga (Cod. Arnam. 291 qv.) neppe stort yngre end 1200, og endda sees Jomsvikingasagas Text at være benyttet ved den norske Bearbejdelse af Odd Munks Verk, se Udgaven af 1853, Cap. 11, jvfr. Moen. S. 84.
  31. ↑ Af Registraturen over Archivsagerne paa Akershuus Slot 1624 sees nemlig, at der da endnu forefandtes Breve fra Midten af det 12de Aarhundrede.
  32. ↑ Blandt Brudstykkerne af den ældre Gulathingslov, trykte i „Norges gamle Love“, findes der trende (aftr. I. 111—115), som have tilhørt Kodex, der, ved at udelade alle de Forandringer, som i Hovedkodex tillægges Magnus (Erlingssøn) aabenbart viser sig at have været ældre end den Lovforandring, som tillægges denne Konge, med andre Ord, ældre en Rigsmødet 1164.
  33. ↑ Se ovenfor S. 635, 638, 639.
  34. ↑ Herom se nærmere ovenfor S. 632, 633.
  35. ↑ Nemlig i den endnu utrykte St. Thorlaks Saga, citeret i „Grønlands historiske Mindesmerker I. S. 23, Not.
  36. ↑ Om Jon se ovenfor S. 559, 933.
  37. ↑ Om alt dette, see især Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie, Periode II. Sect I. S. 190 fgg., hvor Oldskrifternes Beretninger fuldstændigt ere samlede.
  38. ↑ Se ovenfor S. 958.
  39. ↑ Se Fortalen til Udgaven af Odds Skrift 1853, S. VIII. jvfr. Fornm. Sögur III. S. 173.
  40. ↑ Flere af disse ere omtalte i Fortalen til Gislasons um frumparta íslenzkrar tungu. Det er ved ikke faa, maaskee de fleste af dem, vanskeligt, for ej at sige umuligt, at bestemme, om de ere skrevne af Nordmænd eller Islændinger.
  41. ↑ En af disse Homilier, der synes at være original norsk, nemlig den, der gjennemgaar Stavekirkernes Dele og giver enhver af dem symbolisk Betydning, er allerede ovenfor omtalt. Den ældste Afskrift af denne findes i en Kodex (kgl. B. Stokh. No. 16), der indeholder en heel Samling af Homilier, og synes, efter det alderdomsagtige Præg ej at kunne være yngre end omkring 1150.
  42. ↑ Beskrevet i Gislasons oven nævnte Bog, S. LXXXVII. Ogsaa paa gammeldansk findes en Bearbejdelse, udgiven af Brandt, Kjøbenhavn 1850, blandt „nordiske Oldskrifter“. Originalen til Elucidarium findes i Anshelms Verker, Folioudgave, i Venedig II. S. 177—222, Oktavudgaven, i Paris S. 457—487.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/109&oldid=84502»