Det norske Folks Historie/3/109

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Denne Kæmpeviſe-Poeſi har dog egentlig, ſom det ſynes, ſin Oprindelſe fra Tydſkland, hvorfra den tidligt kom til Danmark og Sverige, og udbredte ſig derfra til Norge, ſkjønt den, efter hvad man af dens forhaanden værende Levninger maa ſlutte, kun i enkelte af de ſydligere Landſkaber, navnlig Thelemarken, blev ſaa almindelig, at den kunde kaldes national[1]. Dog maa man antage, at den fandt ſtort Indpas i de højere Kredſe, og visſelig for en ſtor Deel bidrog til at fortrænge den ældre Skaldekunſt, der omtrent ved det 13de Aarhundredes Begyndelſe kan anſees, med faa Undtagelſer, alene at være indſkrænket til Island, eller at have været udøvet af Islændinger. At den dog endnu ved Midten af det 12te Aarhundrede med Held dyrkedes og udøvedes af Nordmænd, derom vidner den ſtore Anſeelſe, hvori Jarlen paa Orknøerne, Ragnvald Kale, ſtod for ſine poetiſke Arbejder, ſaa at han endog citeres ſom Autoritet i dette Stykke ved Siden af Kong Harald Sigurdsſøn. Ogſaa af Sigurd Slembedjakn er et Vers opbevaret, der viſer, at han var hjemme i Skaldekunſten[2]. Man erfarer ligeledes, at endnu hen mod Aarhundredets Slutning digtedes der enkelte Vers eller Viſer efter den gamle Form af Nordmænd[3], ligeſom de gamle Eddakvad og Skaldekvadene om de tidligere Konger og Høvdinger fremdeles paaberaabtes ſom vel bekjendte[4]; og til de Kvad, ſom de islandſke Skalde foredroge ved Kongernes Hof og for Høvdingerne, vedblev man endnu langt hen i det 13de Aarhundrede at lytte med en Interesſe, der vidner om, at man var fuldkommen hjemme i Skaldeſprogets Omſkrivninger og mythiſke Hentydninger. Men Norges egentlige Skaldetid var dog forbi, og man kan efter Ragnvald Jarl ikke paaviſe en eneſte ſtørre Skald af beviislig norſk Herkomſt. Hertil bidrog vel og meget den Omſtændighed, at Skaldens Kvad til Kongers og Høvdingers Ære ikke længer tillige vare ſaa at lige de eneſte Overleveringer til Efterverdenen, ſom nøje bevarede Mindet om deres Bedrifter. Man havde nu begyndt at optegne og tildeels forfatte Sagaer, og da ſamtidige Begivenheder her fuldſtændigere og nøjagtigere meddeeltes, end i Kvadene, maatte de, ſom hiſtoriſke Overleveger, vinde Priſen for dem, medens disſe kun bleve ſlet og ret Hædersdigte uden Fordring paa hiſtoriſk Værd. Blandt de Skalde i det 12te Aarhundrede, hvis Digte endnu kunne ſiges at have ſelvſtændig hiſtoriſk Interesſe, maa man fornemmelig nævne Halldor Skvaldre, hvis Digt om Sigurd Jorſalafarers Korstog allerede er omtalt, og Preſten Einar Skulesſøn, der foruden Legendedigtet Geiſle (ſ. o. S. 866) hans fornemſte Arbejde, ogſaa digtede Kvad om Sigurd Jorſalafarer og flere af hans Efterfølgere, ſaa vel ſom Gregorius Dagsſøn[5]. Fremdeles fortjener den ovenfor (S. 667) omtalte Islænding Ivar Ingemundsſøn at nævnes, ſom Forfatter af Kvadet „Sigurdarbolk“, om Sigurd Slembedjakn, af hvilket en heel Deel Vers ere opbevarede[6]. Kong Inges Bedrifter bleve forherligede af Skalden Kolle den prude, af hvis Kvad vel kun faa Brudſtykker, men disſe af temmelig Vigtighed, ere tilbage[7]. Blandt de førſte norſke Sagaer, ſom optegnedes enten af Nordmænd eller Islændinger, var uden Tvivl Nationalhelgenen St. Olafs, om hvilken Legender allerede foredroges i Kirken, og hvis Hiſtorie man iſær maatte ønſke opbevaret. Dog opſkreves den, ſom man maa antage, endnu kun i en højſt ukritiſk Bearbejdelſe, derfor en ſtor Deel optog Legenderne uforandrede[8]. Uſandſynligt er det ej[9], at der ved Siden af denne Saga ogſaa kan være optegnet enkelte hiſtoriſke Beretninger om St. Olaf og de ældre Konger, fornemmelig efter Odd Kolsſøns, eller egentlig Thorgeir Afraadskolls, og Hall Thorarinsſøns Fortællinger, og at disſe Optegnelſer kunne have været foretagne ved Halls Foſterſøn, Are frode, der efter Snorre Sturlasſøns Vidnesbyrd fornemmelig, af Odd, Halle og Thurid Snorredatter erholdt Materialierne til ſine hiſtoriſke Arbejder[10]. Men viſt ſynes det alligevel efter hvad der tidligere er anført, at hine Optegnelſer, de være nu gjorte ved Are eller ej, i alle Fald blot kunne have været fragmentariſke, at den egentlige Redaktion og hiſtoriſke Bearbejdelſe af de ældre Kongeſagaer førſt ſkyldes Snorre Sturlasſøn, hvorom i det følgende, og at Ares væſentigſte Skribentvirkſomhed ved Siden af Landnamsbogens Affattelſe har indſkrænket ſig til hans Islendingabok, hvori han fornemmelig ſynes at have haft Chronologiens Faſtſættelſe for Øje, idet han tillige gav en kort Overſigt over de vigtigſte Begivenheder paa Island indtil hans Tid[11]. Den af de øvrige Kongeſagaer, der næſt efter Nationalhelgenens Saga optegnedes, er rimeligviis hans Forgænger i Chriſtendommens Forkyndelſe, Olaf Trygvesſøns. Det er bekjendt, at den omkring 1180 bearbejdedes af to Munke i Thingøres Kloſter, Odd Snorresſøn og Gunnlaug Leifsſøn, der dog begge ſkreve paa Latin, og, ſom man af flere Omſtændigheder kan ſlutte, med Forkjærlighed, iſær Odd, dvælede ved det overnaturlige og legendariſke[12]. Odds Skrift blev imidlertid overſat eller rettere omarbejdet paa norſk, og ſaa tidligt, at Omarbejdelſen allerede før Aarhundredets Udgang, og ſandſynligviis endnu i Odds levende Live, kunde lægges til Grund for de førſte Forſøg, der gjordes til Udarbejdelſen af en fuldſtændig norſk Kongehiſtorie, ved at ſammenknytte og bearbejde de enkelte Kongeſagaer til et ſamlet heelt[13]. Ogſaa de Sagaer, vi have om Magnus den gode, Harald Haardraade, Olaf kyrre, Magnus Barfod og dennes Sønner, bære Præget af at være Bearbejdelſer af løſe, indbyrdes uſammenhængende Stumper (þættir), ved hvis Sammenkjedning man har ſøgt, ſaameget ſom muligt, at bøde paa den iøjnefaldende Mangel af virkelig hiſtoriſkt Stof. Det er ſaaledes forholdsviis ſaare lidet, hvad der fortælles om Magnus den godes og Harald Haardraades egentlige Levnet og Regjeringshandlinger. Hvad man der iſær dvæler ved, er Krigene i Danmark og England, hvorom der var flere ypperlige Kvad, der kunde ſtøtte Traditionen, ligeledes ved Harald Haardraades Bedrifter i Conſtantinopel, hvorom der allerede tildeels ved Halldor Snorresſøns Fortællinger, var formet en beſtemt Saga, der dog, ſom vi have ſeet, tidligt maa være bleven meget forvanſket og udſmykket[14]; for øvrigt er Harald Haardraades Saga i den vidtløftigſte Bearbejdelſe opfyldt af en Mængde Smaafortællinger om Islændinger, der opholdt ſig hos ham, medens derimod hele Aar af hans Regjeringstid forbigaaes, ſom om intet af Vigtighed i dem havde fundet Sted[15]. Man ſeer ogſaa af de betydelige Afvigelſer, der med Henſyn ſaavel til den Orden hvori, ſom Maaden hvorpaa Begivenhederne fortælles, i de forſkjellige Bearbejdelſer af disſe Sager, der have vedligeholdt ſig til vor Tid, at det forhaandenværende Stof maa have været højſt uſikkert og ſvævende. Da etſteds en Thorgils Snorresſøn anføres ſom Kilde, der med Tillæg at han havde talt med en Datter af Steigar-Thores Søn Guthorm, fremgaar heraf, at den førſte Bearbejdelſe maa have fundet Sted i det mindſte to, om ikke tre Generationer efter de Begivenheder, der optegnedes, thi Guthorm var en Svigerfader af Kong Eyſtein, og Thorgils maa ſaaledes have levet paa og rimeligviis efter Sigurd Jorſalafarers Tid[16]. Hvorvidt Are frode har efterladt ſig Optegnelſer om Magnus og Harald, er uviſt; for Tidens Skyld er det ej umuligt, da han førſt døde 1148; imidlertid ſkulde man dog neppe formode det, da man nu i ſaa Fald vilde have haft noget mere end kun et Par Blade om Olaf Kyrres 26aarige, for Norges indre Udvikling ſaa vigtige Regjeringstid. Det er tydeligt nok, at der om denne Konge ej har exiſteret en eneſte Saga, og at de ſenere Bearbejdere blot have holdt ſig til, hvad de tildeels endnu kunde ſee for ſine Øjne, nemlig hans Bygningsarbejder, og de paa hans Tid indførte nye Skikke i Huſenes Indretning ſaavel ſom Hofholdningen, hvortil et Par ubetydelige Sagn føjedes. Heller ikke om Magnus Barfod kan der have været nogen ſamtidig, fuldſtændig Saga, men alene, ſom ſædvanligt, løſe Smaaſtumper, ſiden det var den, der ſenere hen aller førſt ſammenknyttede disſe, muligt, aldeles at ſammenblande Kongens førſte Veſterhavstog 1093—94 med det andet, og gjøre eet af dem begge, ſaaledes ſom det ovenfor er viiſt[17]. Sigurd Jorſalafarers ſaakaldte Saga beſtaar aabenbart af to eller tre ſenere ſammenføjede, oprindelig indbyrdes uafhængige Fortællinger, nemlig om hans Korstog, om Søgsmaalet mod Sigurd Ranesſøn, og om Sigurds Sindsſygdom i hans ſidſte Dage; hertil er føjet nogle ſparſomme Efterretninger, ſom endnu i Midten af Aarhundredet maatte være i Mands Minde, f. Ex. om Magnus blindes Fødſel, om Kongehelles Forſkjønnelſe, Togt til Smaaland, Anekdoter om Harald Gille, m. m.[18]. Men øm alle de vigtige Begivenheder, der for øvrigt foregik under Sigurds og hans Brødres Regjering, ſom Tiendens Indførelſe og Biſkopſtolenes Oprettelſe, ſaavel ſom de viſtnok temmelig hyppige Fejder mellem Lendermændene, paa hvilken en anden Saga (Orkn. Saga) kun giver os en enkelt Prøve i Fortællingen om Kale Kolsſøn og Jon Petersſøn[19] — om alt dette, der kunde have givet Stof til en vidløftig og underholdende Saga, nævner den ſaakaldte Sigurds Saga ikke et Ord. Førſt fra Magnus blindes og Haralds Tronbeſtigelſe af merker man, at det opbevarede Sagaſtof grunder ſig paa ſamtidige, omſtændeligere Optegnelſer, der ſøge at følge og gjengive Begivenhederne Aar for Aar, og Materialet for Hiſtorieſkriveren bliver ſtrax righoldigere, ligeſom Fortællingen ſelv mere underholdende. De ſenere Sagabearbejdere have opbevaret os Navnet paa den Mand, der har den Fortjeneſte at have gjort Begyndelſen med den ſamtidige Optegnelſe af Begivenhederne i Norge. Det var Erik Oddsſøn, om hvem det heder: Erik ſkrev den Bog, der er kaldet „Hryggjarſtykke[20].“ I denne Bog fortælles der om Harald Gille og hans Sønner, og om Sigurd Slembedjakn, og alt om deres Død[21]. Erik var en forſtandig Mand, og opholdt ſig paa den Tid lange Stunder i Norge. Nogle Beretninger optegnede han efter hvad Haakon Mage, Lendermand hos Haraldsſønnerne, fortalte ham; Haakon og hans Sønner deeltoge nemlig i alle disſe Tviſtigheder og Raadſlagninger; — end nævner han ogſaa flere forſtandige Mænd, og ſaadanne, der ſkaffede ham Oplysninger; en Deel ſkrev han ogſaa efter hvad han ſelv hørte og ſaa[22]. Man ſynes heraf at maatte ſlutte, at Erik Oddsſøn var en Islænding[23]. Hans Verk gik neppe længere end til Sigurd Slembedjakns Død, thi der bemerker man tydeligt en Stands og et Spring i Fortællingen[24], Verket ſelv er nu ikke længer forhaanden i Original, men det er al Grund til at antage, at det ſaa godt ſom uforandret er optaget i en af de ældſte Samlinger af Kongeſagaer, vi beſidde[25]. Det Tidsrum, Erik Oddsſøn behandlede, er ſaaledes viſtnok ikke langt, men Iſen var dog nu engang brudt, og det af ham heldigt begyndte Arbejde maatte indbyde til Fortſættelſe. Det er og, ſom man ſeer, blevet fortſat, eller rettere, fra Aaret 1155 begynder en ny Saga om Inge Haraldsſøn og hans Brødre, hvis Forfatter man vel ikke kjender, men ſom dog bærer Præget af at være nedſkreven efter Øjevidners Beretning, om juſt ikke egentlig ſamtidigt -“— Optegnelſen ſynes nemlig at være ſkeet paa Magnus Erlingsſøns eller Kong Sverres Tid, maaſkee endnu efter dennes egen Foranſtaltning — medens den paa den anden Side heller ikke kan være ſtort yngre, da man allerede fra det følgende Aarhundredes førſte Decennier har Haandſkrifter, hvori disſe Kongeſagaer ere optagne. Da man nu havde faaet enkelte Kongeſagaer fuldſtændigt optegnede, maatte den Tanke ligge nær, at foranſtalte Samlinger, der omfattede ſtørre Dele af den norſke Kongehiſtorie. Hvor tidligt disſe Samlinger indrettedes, lader ſig nu vanſkeligt afgjøre: endnu henved 1180 ſynes man ej at have haft dem[26], medens man dog uden al Tvivl havde dem i Begyndelſen af det 13de Aarhundrede[27]; imidlertid var det viſtnok førſt Snorre Sturlasſøn, der omkring 1230 bragte en ordentlig, kritiſk og dog forholdsviis fuldſtændig Sagabearbejdelſe iſtand. Det lader og til, at man aller førſt indſkrænkede ſig til at gjøre kortere Udtog[28], hvorved man vandt den Fordeel, at kunne lade Fortællingen ſkride jevnet-e frem. Saadanne Bearbejdelſer ſynes, ogſaa for Snorre Sturlasſøns Tid, næſten udelukkende at have været foretagne paa Island eller idetmindſte af Islændinger, enten i Norge eller hjemme paa deres Fædreneø, og den Fortjeneſte tilkommer ſaaledes aabenbart Islændingerne, at have ſamlet, ordnet og fuldſtændiggjort de i Norge enten mundtligt eller ſkriftligt opbevarede Sagn-Overleverelſer om Kongerne og deres Bedrifter. Men utvivlſomt er det paa den anden Side, at disſe Bearbejdelſer og Samlinger fornemmelig kom iſtand for norſke Læſeres Skyld og efter norſke Høvdingers Tilſkyndelſe, ligeſom det heller ikke er let at ſige, hvor vidt Saga-Bearbejderne ſelv forfattede Beretningerne om ældre Begivenheder, eller optoge de allerede færdige og i Omløb værende Sagaſtumper, ſaaledes ſom de forefandt dem: det ſidſte er dog det rimeligſte. Ligeſom i Norge, ſaaledes dannede der ſig ogſaa paa Færøerne og Orknøerne, ſom det lader, temmelig tidligt ſtaaende Sagn om Høvdingerne og deres Bedrifter. Af disſe Sagn beſidde vi vel nu kun forholdsviis ſildigere og ufuldkomne Samlinger, men nedſkrevne have de upaatvivlelig, idet mindſte enkeltviis, været allerede i det 12te Aarhundrede[29]. Og da Jomsvikingernes Hiſtorie greb ſaa meget ind i Norges, bleve ogſaa de om dem, og iſær om Slaget i Hjørungavaag herſkende Sagn ſamlede og nedſkrevne, endog, ſom man maa ſlutte, af forſkjellige, indbyrdes af hinanden uafhængige Bearbejdere[30].

Den lange Blomſtrings-Tid under den ſidſte Deel af Haraldsſønnernes og den førſte Deel af Magnus Erlingsſøns Regjering, da Lendermændene vare rige og mægtige, og ſorte det egentlige Herredømme i Landet, har rimeligviis været den Tid, da Norrøna-Litteraturen begyndte at blomſtre, og fornemmelig Kongeſagaerne optegnedes for at opbevares og foredrages paa Høvdingernes Gaarde. At Skrive- og Læſekyndighed paa den Tid allerede var udbredt i Norge og paa Island, ogſaa blandt Lægfolkene, og at man holdt Modersmaalet i Ære uden at lade det fortrænge af Latinen, derom vidne de mange paa Norſk forfattede Diplomer, endog fra Magnus Barfods Sønners og deres nærmeſte Efterfølgeres Tid, der indtil for et Par hundrede Aar ſiden endnu fandtes i Landet,[31] ſaavel ſom Lovafſkrifterne, hvoraf der endnu findes Brudſtykker, der maaſkee ſkrive ſig fra Haraldsſønnernes ſidſte Dage[32], hvorhos vi have ſeet, at den førſte Lovoptegnelſe i Norge allerede fandt Sted under Magnus den gode. Paa Island optegnedes, ſom ovenfor berettet[33], den gamle Landslov ikke før 1117 og 1118, men der er al Grund til at tro, at man ſtrax derefter har ſkredet til at optegne de vigtigſte Sagaer om tidligere Begivenheder paa Øen ſelv, der allerede længe havde gaaet fra Mand til Mand i mundtlig Overleverelſe, iſær efter at Are frode havde gjort Begyndelſen med ſine fortrinlige Verker, og tillige den Samling af gamle Mythekvad, hvilken Sagnet tillægger Sæmund frode, var kommen iſtand[34]. Uagtet Skalde- og Saga-Væſen, ſom nys bemerket, fra det 12te Aarhundrede af i det Hele taget havde ſit Hjem paa Island, og overhoved ſynes at have været dyrket paa den hele Ø, tildeels endog ſom en Levevej eller Erhvervskilde, kan man dog iſær paaviſe enkelte anſeede Slægter, der fremfor de øvrige, og kun ledede af reent videnſkabelig Interesſe, ſyſlede dermed, og ſom ſaa at ſige dannede Middel- og Udgangs-Punktet for al Videnſkabelighed i Landet. Blandt disſe Familier maa man førſt og fremſt nævne Sæmund frodes, eller de mægtige Oddaverjers Æt. Om Sæmund ſelv, den egentlige Grundlægger af den islandſke Videnſkabelighed, er der allerede ovenfor talt. Paa ſin Hovedgaard, Odde paa Sønderlandet, oprettede han en Art af Skole, hvor Ynglinger af de meeſt anſeede Familier oplærtes i boglige Syſler, og, ſom man maa antage, fornemmelig, eller for en ſtor Deel, anviſtes til at ſyſle med og ophjelpe den begyndende fædrelandſke, iſær hiſtoriſke, Litteratur. Denne Skole, der i en gammel Saga udtrykkelig kaldes „det ypperſte Hovedſæde“ for Videnſkab og Litteratur[35], vedligeholdtes efter Sæmunds Død 1133 af hans Sønner Loft og Eyjulf, der ligeſom Faderen vare Preſter. Blandt den ſidſt nævntes Diſciple var den ſiden ſom Helgen bekjendte Biſkop Thorlak Thorhallsſøn i Hole, der altid liden priſte ſin Lærer ſom Mønſter paa Fromhed og gode Sæder, og ſom, uagtet ſin ſtrenge Religionsiver og uagtet han havde fortſat ſine Studier i Paris og Lincoln, dog ſtedſe yndede Saga- og Skalde-Væſen, en Tilbøjelighed, ſom viſtnok alene ſkyldes hans Ophold paa Odde. Hvorledes Loft Sæmundsſøn under et Ophold i Norge blev gift med Thora, Magnus Barfods Datter, og med hende havde Sønnen Jon, er ovenfor nævnt[36]. Efter Faderens og Farbroderens Død tiltraadte Jon, der ogſaa havde ladet ſig optage .i den gejſtlige Stand ſom Diakon, ſin Fædrenegaard, og vedligeholdt fremdeles Skolen; han anſaaes for den lærdeſte, viſeſte og rigeſte Mand paa Øen, navnlig ſkal hans Bogſamling, der allerede var grundlagt af Sæmund, men ſiden viſtnok ſtadigt forøget ved de Bøger, der nødvendigviis maa have været afſkrevne paa Gaarden ſelv, have været meget ſtor for de Tider[37]. At han opfoſtrede den berømte Snorre Sturlasſøn, ſom her rimeligviis indſugede den Kjærlighed til fædrelandſk Litteratur, iſær Skalde- og Saga-Væſen, der ſiden bragte ham, ſkjønt verdslig Høvding, til at forfatte ſine herlige og for Norges Hiſtorie uundværlige Verker, vil i det følgende blive omtalt. En anden, ved videnſkabelig Iver udmerket Familie var den før omtalte haukadalſke[38], hvis litterære Iver egentlig nedarvedes fra den ypperlige, oftere omtalte Hall paa Haukadal, Are fredes Foſterfader og Vejleder i hans hiſtoriſke Underſøgelſer. Hall opfoſtrede ogſaa Teit, Biſkop Isleifs Søn, der efter.ham fik Haukadal, blev Preſt, og ligeledes oprettede en Art af Skole, idet han antog mange anſeede Ynglinger til Oplærelſe, hvoriblandt de forhen omtalte Thorlak Runulfsſøn og Bjørn Gilsſøn, der begge bleve Biſkopper. Teits Søn var Preſten Hall den yngre i Haukadal, der, ſom oven anført, efter Biſkop Magnus’s Død blev valgt til Biſkop i Skaalholt, men døde udenlands, førend han havde modtaget Indvielſen. Han forſtod, heder det, ſaa mange Sprog, at han paa ſin Rejſe til Rom overalt uden Tolk kunde tale med de indfødde. Om Halls Søn Gisſur, der opfoſtredes af Biſkop Thorlak og var berømt for ſin ſtore Lærdom, er det allerede ovenfor talt (S. 958.) Han rejſte ofte udenlands, og ſkal for ſin Lærdom endog i Rom have nydt megen Hæder. Sine Rejſer beſkrev han i et desværre nu tabt Skrift, Flos peregrinationis; men at han og ſtod i Ry for ſin Kundſkab i Fædrelandshiſtorie, ſees deraf at Gunnlaug Munk ſendte ham ſin Bearbejdelſe af Olaf Tryggvesſøns Hiſtorie til Gjennemſyn og Rettelſe[39]. Det var ogſaa i ſig ſelv rimeligt, at Gisſur, ſelv en ivrig Videnſkabsmand og dertil Arving af Hall den ældres verdslige Efterladenſkaber, ogſaa gjennem Overleverelſer eller Optegnelſer havde arvet den Skat af hiſtoriſk Viden, hans Farfaders Adoptivfader i ſaa rigeligt Maal beſad.

Foruden den hiſtoriſke Litteratur trivedes ogſaa, og det, ſom det lader til, i fuldt Maal, den religiøſe i begge Lande, dog ogſaa af denne meeſt den hiſtoriſke Side, nemlig Helgenhiſtorie- og Legende-Litteraturen. Vi have i det mindſte endnu ikke faa Brudſtykker af ſlige Helgen-Sagaer, hvoriblandt flere med ſaa alderdomsagtigt Sprog og Retſkrivning, at de neppe kunne henføres til en yngre Tid end anden Halvdeel af det 12de Aarhundrede[40]. For det meſte vare de vel Overſættelſer fra Latin, hvorom ogſaa Sproget i dem, vi nu kjende, vidner, thi uagtet det for øvrigt er behandlet med megen Frihed og Lethed, ſporer man dog umiskjendelig Latinitetens Indvirkning. Egentlig høre ogſaa de oven nævnte ældſte Bearbejdelſer af Olaf den helliges og Olaf Tryggvesſøns Saga ſtrengt taget til denne Art af hiſtoriſk Litteratur. Forøvrigt har man derhos Homilier eller Prædikener fra hiin Tid, maaſkee originale, maaſkee og for en ſtor Deel bearbejdede efter latinſke Originaler[41]; og den i Middelalderen meget bekjendte og anſeede Elucidarium, et i Dialogform affattet Udtog af den chriſtelige Troeslære, der tillægges Erkebiſkop Anshelm, maa efter et af de opbevarede Haandſkrifters Ælde at dømme, være blevet overſat paa Norſk allerede før det 12te Aarhundredes Midte[42]. Da det overhoved fornemmelig maa have været Gejſtlige, eller paa gejſtlig Viis oplærte Mænd, ſom i den førſte Tid ſyſlede med Litteraturen, vilde det i ſig ſelv ikke være beſynderligt, om man i det hele taget i de ældſte Optegnelſer, endog udenfor den egentlige theologiſke Litteratur, ſporede nogen Indvirkning af Latinen, hvori de Skrifter, med hvilke de daglig beſkjeftigede ſig, vare affattede. Og ved nærmere Underſøgelſe af Norrøna-Litteraturens aller ældſte Levninger, Kvadene fraregnede, ſporer man ogſaa umiskjendeligt deels en ſaadan Indflydelſe, deels, hvor den ej merkes, en vis Ubehjelpelighed og Mangel paa Lethed i Foredraget, der vidner om, at den proſaiſke Stiilfærdighed i Sproget endnu var i ſin Barndom. Førſt henimod det 12te Aarhundredes Slutning og i Begyndelſen af det 13de ſynes man at have overvundet alle Vanſkeligheder. Hvorledes ej alene islandſke, men ogſaa norſke Forfattere og Mæcenater bidroge hertil, ſaa at det 13de Aarhundrede med Rette kan kaldes Norrøna-Litteraturens Blomſtringstid, vil i det følgende blive viiſt.

  1. Ved at omtale den danſke Hertug Knut Lavards Drab 1131 beretter Saxo, (S. 638) hvorledes en ſaxiſk Sanger ſøgte at advare Hertugen mod det ham truende Forræderi ved at foreſynge ham Viſen om Grimhilds Brødres Troløshed (nemlig mod Sigurd Svein), og ved denne Lejlighed kalder han dette Oldſagn „vel bekjendt“. Da det nu er en Særkjende ved den tydſke Bearbejdelſe af Sagnene, at Grimhilds Navn der ſættes i Stedet for Gudruns, der efter vore Sagn var Sigurds Huſtru, er det aabenbart, at det var denne tydſke Bearbejdelſe, ſom Saxo kalder „vel bekjendt“ i Danmark, man ſeer tillige, ved at ſammenligne de ældſte danſke Kæmpeviſer, der hovedſagelig dreje ſig om Niflungeſagnene, med Edda og Vølsungaſaga, at de fornemmelig følge den tydſke Fortælling, og Sv. Grundtvig har tilſtrækkelig godtgjort, „at de danſke Viſer om Grimhild og Didrik af Bern i Grunden er de ſelvſamme, ſom der fordum lød over det nordveſtlige Tydſkland“. (Danmarks gamle Folkeviſer I. S. 34). Heraf kan man viſtnok ſlutte, at a denne Digtart, baade hvad Form og Indhold angaar, aller førſt overførtes fra Tydſkland til Danmark, ſandſynligviis paa Sven Ulfsſøns og hans Sønners Tid, eller maaſkee endog tidligere. Det danſke Fyrſtehuſes hyppige Forbindelſe med det ſvenſke og begge Landes Naboſkab har og, ſom man maa antage, tidligt bragt den til Sverige; thi allerede den temmelig tidligt i det 13de Aarhundrede, maaſkee endog før, i Norge ſkrevne „Thidrik af Berns Saga“, der indeholder en vidtløftig Fremſtilling af alle disſe Sagn efter den tydſke Form, ytres i Fortalen, at „Daner og Svear have behandlet nogle af disſe Fortællinger i de Kvæder, hvormed man hos dem fornøjer fornemme Mænd, og at mange ſaadanne, for lang Tid ſiden digtede, Kvad blive kvædede efter denne Saga“. At her ſigtes til Kæmpeviſerne om Niflungerne m. m. omtrent ſaaledes ſom de forefindes i Anders Søfrensſøns og Peder Syrs Samlinger, er aabenbart, og hiint „for lang Tid ſiden“, udtalt tidligt i det 13de Aarhundrede, kan ikke betegne nogen ſildigere Tidspunkt end førſte Halvdeel af 12te Aarhundrede i det ſeneſte. At denne Poeſi i Norge fandt Bifald og fornemmelig blev national i Thelemarken, maa man ſlutte deraf, at dette Landſkab endnu beſidder mange af disſe Viſer, deels ſom det ſynes, Overførelſer fra danſk eller ſvenſk, deels ogſaa originale Arbejder i ſamme Smag, medens det øvrige Norge er forholdsviis fattig paa dem. Og at Thelerne allerede i det 12te Aarhundrede havde flere originale Viſer af dette Slags, maatte anſees utvivlſomt, hvis man med enkelte, navnlig Peterſen (Danmarks Hiſtorie) kunde forklare Saxos Ord i hans Fortale S. 7, hvor han nævner de med hiſtoriſke Beretningers Samling og Overlevering ivrigt ſysſelſatte „Thylenſeres“ hiſtoriſke Skatte ſom nogle af ſine væſentligſte Kilder, ſaaledes at han dermed ej har meent Islændingerne, men derimod Thelemarkens Beboere. Viſt er det, at han ellers i ſit Skrift, navnlig S. 377, 36l, 433 ihvor der handles om Gjava-Rev fra Thelemarken ſe ovenfor I. 1. S. 341), og ligeledes 420, bruger Thyle og Thylenses, om Thelemarken og Thelebønderne; ja det ſidſt nævnte Sted er ſaa meget merkeligere ſom det forekommer i nær Berørelſe med Beretningen om Thorkell Adelfars Reiſe til Geruths (Geirrøds)Gaard, og denne „Thorkell Adelfar“, hvis Tilnavn Saxo ej tilføjer, men ſom dog maa være bekjendt i Danmark af ældre nu tabte Sagn eller Kæmpeviſer, ſiden allerede Huitfeld anfører det, omtales netop ſom Vejviſer til „Trollebotn“ i en af de ældgamle Viſer fra Thelemarken, ſom førſt i de ſidſte Aar ere blevne fremdragne og bekjendtgjorte (Landſtad, norſke Folkeviſer, S. 7). Dette ſynes paa en merkelig Maade at beſtyrke den ovenfor fremſatte Gisning, underligt er det for øvrigt, at udenfor det egentlige Norge Færøerne, ſom det ſynes fra gammel Tid, have tilegnet ſig Kæmpeviſe-Poeſien, og at de endog have Viſer, der ſees oprindelig at have været de ſamme ſom de thelemarkſke, og tildeels ſupplere dem. Til Island ſynes dette Slags Poeſi førſt langt ſildigere at være kommet.
  2. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 7, Snorre Cap. 6. Ogſaa Biſkop Bjarne paa Orknøerne, Kolbein mugne Søn (omtrent 1200) var Skald, og har navnlig efterladt den bekjendte Jomsvikingedraapa.
  3. Saadanne Vers vare f. Ex. det, Baglerne digtede i Aaret 1196, ſe Sverres Saga Cap. 151, og den bekjendte Sigurd Jarlsſøn indriſtede endnu 1194 med Runer et Vers i den ældgamle Form paa Dørſtolpen i Vinje Kirke i Thelemarken, hvilken Indſkrift nu vel tildeels er udſlettet og uforſtaaelig, men dog har ſaa mange Ord tilbage at man tydeligt kan kjende Versformen ſe antiqvariſke Annaler, I. S. 247.
  4. Se f. Ex. Sverres Saga, Cap. 164, Indledning til Thidriks Saga udg. S. 2.
  5. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 226. Om Halldor og Einar ſe ovenfor S. 712. At Einar ogſaa digtede om Harald Gille, nemlig en ſaakaldet Haraldsdraape, i Fornyrdalag, ſees af Harald Gilles Saga Cap. 8, Snorre Cap. 7; af et andet Kvad, om Haralds Sønner, i Drottkvæde, citeres et Vers i Inge Haraldsſøns Saga Cap. 14, Snorre Cap. 13, ſamt maaſkee i Cap. 20, 21 (Snorre Cap. 22), 29 (Snorre 32), o. fl; en anden Draape maa han og have digtet om Kong Eyſtein da de ikke faa Vers ſom citeres, ere i Runhenda, Inges Saga Cap. 19, 20. At han digtede en Flokk, kaldet Elveviſerne, om Gregor, ſiges udtrykkeligt i Haakon herdebreds Saga Cap. 11, hvor to Vers, om Slaget ved Kongehelle 1159, anføres. Ogſaa Haldor ſkvaldre digtede, ſom man ſeer, et Kvad, enten om Magnus blinde eller Harald Gille, ſe dennes Saga Cap 4, Snorre Cap. 5.
  6. Se ovenfor S. 668, jvfr. Harald Gilles Saga Cap. 17, Snorre Cap. 13, og iſær Morkinſkinna, i Fornm. Sögur VII. S. 327, 328, 329, 339 — 341, 343 — 345, 348, 349, 351—353.
  7. Kolle nævnes, og Vers af ham citeres i Inges Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2, ſamt i Morkinſkinna, l. c. S. 336, ligeſom og de i Morkinſkinna S. 349 af den ſaakaldte Kong Inges Draapa anførte Vers rimeligviis ere af støtte der i Skaldefortegnelſen netop nævnes ſom Kong Inges Skald.
  8. Det er nemlig aabenbart en ſaadan ældre Bearbejdelſe, der danner Grundlaget for den oven citerede „legendariſke“ St. Olafs Saga, udg. af Keyſer og Unger, jvfr. Fortalen til nærv. Verk I. 2. S. IV. Men man har Brudſtykker af en endnu ældre og mere kortfattet Afſkrift, hvis Sted næſten ſynes at vidne om Midten af 12te Aarhundrede.
  9. St. Olafs Saga indeholder, ſom det i Fortalen til den hiſtoriſke Olafs helga Saga, Chriſtiania 1853, S. V., er viiſt, flere Sagnſtumper, af hvilke i det mindſte een er udeladt i den endnu ældre Bearbejdelſe, hvoraf der nu findes Fragmenter, og denne er i hiin endog indſat paa et urigtigt Sted. Man kan heraf viſtnok ſlutte, at den legendariſke Olafsſaga i ſin førſte Form har været temmelig kortfattet, og udeladt meget af, hvad der forefindes i den fuldſtændige Afſkrift, efter hvilken Udgaven af 1819 er beſørget. Dette Haandſkrift kan, ſom det i Fortalen til Udgaven S. VII, VIII er viiſt, ikke være ældre end 1152, da det omtaler et i dette Aar foregaaet Jertegn, medens Skrift og Sprog tillige viſer at det ej kan være yngre end det 13de Aarhundredes tidligere Halvdeel. Men da det nu, ſom nys anført, indeholder Tilſætninger, der ej fandtes i ældre Haandſkrifter, og en af disſe Tilſætninger netop kan være Fortællingen om hiint Jærtegn af 1152, er der intet, ſom hindrer os i at antage den førſte Optegnelſe, maaſkee endog de nys omtalte Brudſtykker, ældre end 1152. Man fejler derfor neppe ved at antage denne legendariſke Saga aller førſt nedſkreven omkring 1150, medens dog maaſkee de egentlige Legender, der bære Præget af at være overſatte fra Latin — man har dem i det mindſte endnu i Breviarium Nidroſienſe og andenſteds ordlydende fortalte paa Latin — tidligere kunne have været optegnede i norſk Overſættelſe ved Gejſtlighedens Foranſtaltning for at oplæſes ved kirkelige Højtideligheder, eller for at tjene Tilhørerne til Vejledning, naar den latinſke Text foredroges fra Alteret (ſe Langebeks Scriptt. II. S. 529 flg.).
  10. Se ovenfor S. 633.
  11. Se ovenfor S. 624.
  12. Se Fortalen til Udgaven af Odds Verk, Chriſtiania 1853, ligeledes Fortalen til nærv. Skrift I. 2. S. VII.
  13. Man finder nemlig, ſom det i den nys nævnte Fortale er viiſt, allerede i Ágrip, den førſte Udtogsſamling af norſke Kongeſagaer, der neppe er yngre end 1200, Stykker, uforandret optagne fra den norſke Overſættelſe af Odds Verk, ligeſom Thjodrek Munk, der ſkrev paa Latin lidt tidligere, ogſaa har benyttet Odd, ſkjønt han muligtviis kan have haft den latinſke Original. I hvilket Forhold Gunnlaugs Verk har ſtaaet til Odds, er nu vanſkeligt at afgjøre; ſkjønt: de begge aabenbart fornemmelig vare legendariſke, lader det dog til at Gunnlaugs har indeholdt mere reenhiſtoriſk Stof, deels fordi det udtrykkeligt ſiges om Gunnlaug, at han benyttede Are frodes Bøger (de af Are forfattede Skrifter eller hans efterladte Bogſamling?), deels fordi hans Verk ved Siden af Snorres Bearbejdelſe nærmeſt ſynes at have været lagt til Grund for den vidtløftige Redaktion af Olaf Tryggvesſøns Saga, ſom omkring 1330 beſørgedes af Abbed Berg i Tveraa, og hvoraf flere Afſkrifter ere opbevarede.
  14. Se herom ovenfor, S. 224. Denne Islænding, der vidſte at fortælle ſaa mange Sagaer, hed ifølge Morkinſkinna Thorſtein frode. Han paaberaabes ſom Autoritet ved Beretningen om St. Olafs og Kong Olaf ſvenſkes Sammenkomſt i Olaf den helliges Saga Cap. 89, Snorre Cap. 97, jvfr. ovenfor I. 2 S 571, og ſandſynligviis har han da blandt ſine mange Sagaer iſær kunnet fortælle flere Stumper om Olaf den hellige, navnlig de ypperlige Beretninger om Forhandlingerne med Sverige, ſom Snorre fuldſtændigt har opbevaret. For øvrigt har vel hans Forraad iſær beſtaaet af islandſke Slægtſagaer og Æventyr.
  15. Hos Snorre, der udelader alle disſe Stumper, ſvinder derfor Haralds Saga betydeligt ind. En Deel af hans Saga ſynes at være formet af en egen Saga om Haakon Jarls Æt, fornemmelig Einar Thambarſkelve og Haakon Ivarsſøn.
  16. Om Thorgils ſe ovenfor S. 130. Den Thorgils Snorresſøn, der omtales i Sturlungaſaga ved 1160—70, hvor der handles om Stridighederne mellem Hvamm-Sturla og Einar Thorgilsſøn, ſe ovenfor S. 959, kunde vel til Nød for Tidens Skyld være den ſamme ſom hiin, men da han omtales ſom en yngre Mand, og temmelig ubekjendt, medens derimod hiin Thorgils’s egentlige Manddomstid ſynes at falde ved 1130, og ſelve Navnet er heel almindeligt, maa man dog vel heller antage ham for en anden Perſon.
  17. Se ovenfor S. 472, 475, 477, 478.
  18. Af disſe Anekdoter fremgaar det iſær, at Optegnelſen er ſkeet forholdsviis ſildigt, da der allerede om en og ſamme Begivenhed havde dannet ſig forſkjellige Relationer, thi det er ovenfor viiſt, hvorledes Hiſtorierne om Magnus blindes og Harald Gilles Veddeløb, ſaa vel ſom om Kong Sigurds Kapſvømning fortælles, iſær den ſidſte, langt anderledes af Snorre end i de øvrige Kongeſagaer. Se ovenfor S. 707—711.
  19. Se ovenfor S. 689—602.
  20. Saaledes kaldtes et Slags Fugl; ſe den arnamagn. Udg. af Snorre, Edda og Skaalda II. 488, man gav oftere Bøger Navne efter Fugle, nemlig med Henſyn til Pennen, hvormed de vare ſkrevne, ſaaledes: „Graagaas“, „Graafugl“.
  21. Dette om deres Død kunde gaa paa Haraldsſønnerne ſelv, men efter hvad der nedenfor anføres bliver det dog viſt, at her kun Sigurd Slembedjakns og Magnus blindes Død er meent.
  22. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 12, Snorre Cap. 11.
  23. Hertil kan alene Udtrykket „han opholdt ſig lange Stunder i Norge“ ſigte. Merkes maa det imidlertid, at Morkinſkinna, den ældſte Samling, ikke har dette Tillæg, og at i alle Fald enten han ſelv ved ſit lange Ophold i Norge maa have tilegnet ſig den norſke Udtryksmaade, eller og Nedſkriveren af den Text, Morkinſkinnas aabenbart islandſke Skriver fulgte, maa have været norſk, da blandt andet Ugedagenes Benævnelſe paa den norſke (d. e. gamle), ej ſom hos Snorre og i de ſtørre Sagaſamlinger, paa den islandſke, af Biſkop Jon indførte Maade (ſe ovenfor Side 637) øjenſynligt røber norſk Opfindelſe. Noget tidligere end oven anførte Sted (Cap. 8. Snorre Cap. 7) ſtaar der, at Erik aller førſt optegnede Beretningen om Sigurd Slembedjakns Begravelſe, Inge Haraldsſøns Saga Cap. 13, Snorre Cap. 12.
  24. Strax efter det nysnævnte Sted begynder nemlig det følgende Cap. med Sigurd og Inge, havde raadet for Norge 6 Aar, o. ſ. v., hvorefter der følger en Beſkrivelſe over Kongernes Udſeende, endeel Beretninger om deres og Erling Skakkes Familieforhold, uden beſtemte Tidsangivelſer, et Uddrag af Orkneyingaſagas Fortælling om Ragnvalds og Erlings Korstog (Cap. 14—18, Snorre Cap. 13—18), en Epiſode om Eyſteins Krigstog (Cap. 19—20), en ny Skildring af Kongerne og deres Forhold, Cap. 21—23, ſe nedenfor 21—23, og endelig en kort Beretning om Kardinal Nikolas (Cap. 22, Snorre 23). Da førſt begynder en fuldſtændig Fremſtilling af Begivenhederne ved Kong Sigurds Død, hvilken Fremſtilling fortſættes i ſtadig Fremſkriden indtil langt ſiid i Magnus Erlingsſøns Hiſtorie.
  25. Denne Samling er den ſaakaldte Morkinſkinna, No. 1009 fol. i det kjøbenhavnſke ſtore kongelige Bibliotheks ældre Haandſkriftſamling, ſkreven, ſom det lader, omkring 1130, og indeholdende Sagaerne fra Magnus den gode indtil Sigurd Munds Død, hvor den er defekt: rimeligviis har den naaet til 1177. At Erik Oddsſøns Arbejde her in extenso er optaget, ſynes at fremgaa deels deraf, at hvor Snorre og de yngre Sagaſamlinger nævne Erik Oddsſøn, ſom den, hvem hiin eller denne Mand fortalte en eller anden Begivenhed, har Morkinſkinna kun: „ſaa ſagde N. N.“. Ja den taler endog (Fornm. Sögur VII. 353) ſtundom i førſte Perſon, ligeſom der og foran det hele, fra Erik Oddsſøn hentede Materiale, ſættes følgende Forord: „Nu er at berette om Kong Haralds Sønner, Inge og Sigurd, ſaaledes ſom det er fortalt af en forſtandig og ſkjønſom Mand, Erik Oddsſøn; og er dette Fraſagn meeſt efter Lendermanden Haakon Mages Fortælling; han ſad ved og fortalte om disſe Tidender, da de aller førſt optegnedes; han ſelv og hans Sønner vare i disſe Ferder og i de fleſte Træfninger, han kjendte og de Mænd, ſom her nævnes: den ſom ſkrev Sagaen har og nævnt flere ſandfærdige Folk ſom ſine Hjemmelsmænd“.
  26. Nemlig da Thjodrek Munk, der ſkrev omkring 1180, endnu klager over Mangel paa Sagaer.
  27. Nemlig den Samling, Morkinſkinnas Afſkriver benyttede.
  28. For Ex. det oven nævnte Ágrip, Fornm. Sögur X. B. der ſandſynligviis er noget ældre end 1200, og i den ſidſte Deel ſtemmer ſaa nøje med Morkinſkinna, at man tydeligt kan ſee, at Samleren har benyttet de ſamme Beretninger, ſom denne. Længere oppe i Tiden ſynes han at have benyttet Odd Munks Olaf Tryggvesſøns Saga ſaa vel ſom den legendariſke Olaf den helliges Saga. En ſtørre Bearbejdelſe er den ſaakaldte Fagrſkinna, egentlig „Ættartal Noregs konunga“, ſom, i den Skikkelſe, hvori den er kommen til os, er afgjort norſk, og hidrørende fra den førſte Halvdeel af 13de Aarhundrede; det er endog ej uſandſynligt, at dens egentlige Text er ældre, eller ligeſaa gammel ſom Ágrip. Den gaar til 1177, og viſer ſig ligeledes nærmeſt beſlægtet med Morkinſkinna og de øvrige Kilder, Ágrip eller Samlerne omkring 1200 have fulgt. Mere herom ved næſte Tidsrum.
  29. Hos Snorre tales der allerede om „Jarlernes Saga“, ſe Olaf den helliges Saga Cap. 109; og den nu ſaakaldte Orkneyingaſaga viſer ſig aabenbart ſom en, temmelig daarlig ſammenføjet, Samling af Smaaſtumper.
  30. Den egentlige ſaakaldte Jomsvikingaſaga afviger nemlig ſaare meget fra Beretningerne i Fagrſkinna og hos Snorre, ſe ovenfor I. 2, Side 115, flgg. For øvrigt er det ældſte Haandſkrift, man beſidder af Jomsvikingaſaga (Cod. Arnam. 291 qv.) neppe ſtort yngre end 1200, og endda ſees Jomsvikingaſagas Text at være benyttet ved den norſke Bearbejdelſe af Odd Munks Verk, ſe Udgaven af 1853, Cap. 11, jvfr. Moen. S. 84.
  31. Af Regiſtraturen over Archivſagerne paa Akershuus Slot 1624 ſees nemlig, at der da endnu forefandtes Breve fra Midten af det 12de Aarhundrede.
  32. Blandt Brudſtykkerne af den ældre Gulathingslov, trykte i „Norges gamle Love“, findes der trende (aftr. I. 111—115), ſom have tilhørt Kodex, der, ved at udelade alle de Forandringer, ſom i Hovedkodex tillægges Magnus (Erlingsſøn) aabenbart viſer ſig at have været ældre end den Lovforandring, ſom tillægges denne Konge, med andre Ord, ældre en Rigsmødet 1164.
  33. Se ovenfor S. 635, 638, 639.
  34. Herom ſe nærmere ovenfor S. 632, 633.
  35. Nemlig i den endnu utrykte St. Thorlaks Saga, citeret i „Grønlands hiſtoriſke Mindesmerker I. S. 23, Not.
  36. Om Jon ſe ovenfor S. 559, 933.
  37. Om alt dette, ſee iſær Finn Jonsſøns islandſke Kirkehiſtorie, Periode II. Sect I. S. 190 fgg., hvor Oldſkrifternes Beretninger fuldſtændigt ere ſamlede.
  38. Se ovenfor S. 958.
  39. Se Fortalen til Udgaven af Odds Skrift 1853, S. VIII. jvfr. Fornm. Sögur III. S. 173.
  40. Flere af disſe ere omtalte i Fortalen til Gislaſons um frumparta íslenzkrar tungu. Det er ved ikke faa, maaſkee de fleſte af dem, vanſkeligt, for ej at ſige umuligt, at beſtemme, om de ere ſkrevne af Nordmænd eller Islændinger.
  41. En af disſe Homilier, der ſynes at være original norſk, nemlig den, der gjennemgaar Stavekirkernes Dele og giver enhver af dem ſymboliſk Betydning, er allerede ovenfor omtalt. Den ældſte Afſkrift af denne findes i en Kodex (kgl. B. Stokh. No. 16), der indeholder en heel Samling af Homilier, og ſynes, efter det alderdomsagtige Præg ej at kunne være yngre end omkring 1150.
  42. Beſkrevet i Gislaſons oven nævnte Bog, S. LXXXVII. Ogſaa paa gammeldanſk findes en Bearbejdelſe, udgiven af Brandt, Kjøbenhavn 1850, blandt „nordiſke Oldſkrifter“. Originalen til Elucidarium findes i Anshelms Verker, Folioudgave, i Venedig II. S. 177—222, Oktavudgaven, i Paris S. 457—487.