Det norske Folks Historie/3/110

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det ligger i Sagens Natur, at det norske Folk ved sine hyppigere Berørelser med Udlandet, og ved efterhaanden at tilegne sig de Fremskridt, der i Nabolandene gjordes i technisk og videnskabelig Henseende, ogsaa nogenledes holdt Skridt med Naboerne i Henseende til det sociale Liv, faa at Nordmændene i Opførsel og Omgangstone neppe skjelnede sig fra Nordeuropas meest dannede Nationer. Vistnok kan her kun nærmest være Tale om de højere og mere dannede Klasser, ej om den raae Masse, men de særegne Forhold i Norge medførte dog, at Massen i Sammenligning med de dannede Klasser der var forholdsviis mindre talrig end i de andre Lande og at Overgangen mellem begge Klasser var mindre pludselig. Storbønderne stode i social Henseende næsten ved Siden af Lendermændene, der og mindre Haulder var der neppe i Omgangslivet synderlig Forskjel; Byborgerne havde allesammen Haulds Ret, og da endog Lejlændingerne regnedes i Bøndernes Tal, kan Afstanden og Forskjellen i Leveviis mellem de meest anseede og velhavende blandt dem og de ringeste Stænder ej have været saa betydelig. Jo længere man gik ned paa Samfundsklassernes Trin, desto mere af den ældre Leveviis vilde man vel dog ellers da, som nu, finde bibeholdt. Hvorledes man ogsaa i de højeste Kredse holdt gamle Skikke i Agt og Ære, derom vidne de flere Beretninger, vi have om Begivenheder ved Harald Haardraades Hof, thi man seer deraf, at tragtet han havde tilbragt saa mange Aar i det overforfinede Constantinopel, gjorde han dog efter sin Hjemkomst ingen Forandring i de ældgamle Hofskikke; endnu sad man i Ljørehaller med halmstrøet Jordgulv, og tømte Horn og Bæger „om Ilden.“[1] Men hundrede Aar senere havde vistnok Livet ved de norske Kongers Hof saaledes forandret sig, at for saa vidt man tænker sig Muligheden af at Nogen, der havde opholdt sig hos Harald Haardraade i hans sidste Dage, kunde opleve Inge Haraldssøns Tid og da først saa Hoffet igjen, denne da umuligt vilde kunne have gjenkjendt det, eller fundet sig til Rette, medens derimod Skikkene under Harald neppe vare stort forskjellige fra, hvad de vare under Harald Haarfagre. Der herskede allerede 1170 temmelig nøje bestemte Omgangsformer og Etikette, hvilket man af Kongespejlets ikke stort senere optegnede Regler for en vordende Hirdmands Opførsel tydeligt kan see. Den Mand, heder det, skal baade være nem til at tage efter og forstandig, der, om han end var hver eneste Dag i tolv Maaneder inden Hirden hos Kongen, ganske skulde kunne tilegne sig fine og høviske Sæder.[2] Overhoved lægges der særdeles megen Vegt paa „Høviskhed“ (hœveska, sandsynligviis af det tydske höfisch) og „Kurteisi“ (det gammel franske courteysie, nu courtoisie) det første mere med Hensyn til Opførsel, det sidste fornemmelig sigtede til Klædedragten, Lader og Manerer, men begge Ord, der fra denne Tid af nationaliseredes i Sproget, noksom vidnende om den Indflydelse, fremmed Kulturudvikling udøvede. Riddervæsenet, der i denne og den nærmest følgende Tid greb saa betydeligt ind i det europæiske Selskabsliv, undlod heller ikke i Norge at have sine Virkninger, skjønt det aldrig i sin Heelhed indførtes eller fæstede Rødder; men at de fornemste Mænds Sønner saavidt muligt toge sig de franske og engelske Riddere, som de paa Korstog eller Udenlandsrejser lærte at kjende, eller som ved en eller anden Lejlighed besøgte Norge, til Mønstre, ligger allerede i det selv i Sagaerne oftere anvendte Udtryk „Ridderskab“ (riddaraskapr) om Indbegrebet af alle ridderlige Færdigheder, og dette var desuden en saa godt som uundgaaelig Følge af Rejser og Tog i fremmede Lande. Kun hindrede Folkecharakteren og Landets hele Organisation, at Riddervæsenets fuldstændige Apparat kunde overføres paa norsk Bund og dets Udvikling her hjemme blive mulig.

Men om end Kulturudviklingen steg til et højere Trin, Omgangstonen blev finere, og saavel Grebet paa at gjøre sig Livet behageligt, som Evnen og Lysten dertil blev større og almindeligere, saa synes det dog, som om netop denne forhøjede Adgang til Livsnydelse har haft en mindre heldig Virkning paa Moraliteten i Almindelighed, og at denne neppe stod paa et saa højt Trin i Tidsrummets sidste Deel, som da den gamle Simpelhed og Jevnhed endnu herskede, og da Nordmændene, endog af udenlandske Forfattere, berømmes for deres Jevnhed og Tarvelighed[3]. Kongen selv foregik idet mindste ej med noget godt Exempel, og af hvad der fortælles om Drottning Ingerid og Kongedatteren Fru Christina, skulde man antage, at den Indflydelse, hiin udøvede paa sine Omgivelser, maa have været meget daarlig, og at hun i det hele taget har udbredt en letfærdig Tone ved Hoffet[4]. En lignende Tone, seer man, herskede ved de orknøiske Jarlers Hof paa samme Tid[5]. Ved Sammenkomster, tildeels og i det daglige Liv, herskede megen Umaadelighed, fornemmelig i Drik, og der holdtes neppe noget Lag, hvor Gjesterne ej bleve berusede. Ved Gilde-Institutionen søgte man vel efter Evne at rette herpaa, og sørge for Orden og Ærbarhed, men det hjalp dog ikke stort. I det 12te Aarhundredes sidste Tiaar var der almindelige Klager over den Drukkenskab, der gik i Svang i Norge, fornemmelig i Buerne. Om Tunsberg siges der i den ovennævnte Beretning 1190[6]: „Indbyggerne af begge Kjøn udmerke sig ved deres Gavmildhed og Rundhed i at yde Almisse; men det sørgelige Fylderi og den hyppige Drukkenskab forstyrrer Hyggen i Selskaberne, og giver endog stundom Anledning til Blodsudgydelse.“ Bergen og de øvrige Stæder have ikke bedre Lov. „I alle Rigets Stæder uden Forskjel, hedet det, er en hæslig Last bleven herskende, nemlig overhaands Drukkenskab, der ofte giver Anledning til Fredsbrud, og undertiden endog bringer godmodige Folk til at begaa grusomme Forbrydelser, idet Misgjerninger der holdes for Morskab. Det umaadelige Fylderi bevirker ogsaa, at Borgere og Fremmede, ophidsede af Vinen, gribe til Vaaben og stimle sammen i mordersk Hu, uden engang at vogte sig for at lægge voldsom Haand paa Uskyldige; hvorfor man i hiint Land vil finde flere fordømmelige Gjerninger begaaede, end i noget andet Land, om man saa vilde gaa til Hedningerne“. Er nu end denne Skildring, der dog synes at være gjort enten af en Nordmand eller af en Udlænding, der havde levet længe i Landet[7], noget overdreven, og kan man derhos maaskee antage, at de Borgerkrige, der fra 1177 af sønderslede Norge, som vi i det følgende ville see, bidroge meget til at forvilde Gemytterne og gjøre Voldsgjerninger hyppigere, saa kunne dog ikke Sæderne saaledes have forverret sig i 20 Aar, at ikke meget af Beskrivelsen ogsaa skulde passe paa Forholdene i 1170, ligesom heller ikke de Beretninger, vi hist og her i Sagaerne støde paa om Livet ved Kongernes Hird, ved festlige Sammenkomster, og i de saakaldte „Skytninger“, modsige det. Men urigtigt er det dog vistnok, at beskylde Nordmændene i dette Stykke for at være saameget slemmere, end de øvrige Nordboer, eller overhoved Beboerne af Nord- eller Mellem-Europa. Thi Drukkenskabslasten var paa den Tid almindelig i de fleste Lande, og om Blodsudgydelser fandt hyppigere Sted tilforn da vare de, som vi ville see, vistnok ikke saameget at tilskrive Udsvævelser, som de indvortes Stridigheder, der spredte sig gjennem alle Folkeklasser, og splittede endog de mindste Samfund og de enkelte Familier i indbyrdes fiendtlige Partier. Hvorledes disse Parti-Stridigheder opstod og hvorledes de standsedes ved dygtige og kraftige Konger, dog ej uden betænkelige Følger for Folkets Frelse og Tilfredshed, vil i det næste Tidsrum blive fremstillede.


  1. Se ovf. om Halldor Snorressøn, S. 259 jvfr. S. 439.
  2. Kongespejlet, S. 63.
  3. Se ovenfor Mag. Adams Skildring. S. 463.
  4. Ingerid var, som vi have seet, sin første Mand ej synderlig tro, se S. 723, om hendes øvrige Giftermaal, og hendes Forbindelse med Ivar Sneis se S. 804. Om Christina se S. 812; om hendes senere Udsvævelser vil der i det følgende blive talt.
  5. Se navnlig om Margrete, Haakon Jarls Datter, jvfr. S. 847, 851.
  6. Kirchmans og Langebeks Udgave af Danmarks Korstog. II. cc.
  7. Dette sluttes af de flere Ordsprog, han anfører i norsk Form, og af Navnenes Skrivemaade.