Det norske Folks Historie/3/110

From Wikikilden
Jump to navigation Jump to search

Det ligger i Sagens Natur, at det norſke Folk ved ſine hyppigere Berørelſer med Udlandet, og ved efterhaanden at tilegne ſig de Fremſkridt, der i Nabolandene gjordes i techniſk og videnſkabelig Henſeende, ogſaa nogenledes holdt Skridt med Naboerne i Henſeende til det ſociale Liv, faa at Nordmændene i Opførſel og Omgangstone neppe ſkjelnede ſig fra Nordeuropas meeſt dannede Nationer. Viſtnok kan her kun nærmeſt være Tale om de højere og mere dannede Klasſer, ej om den raae Masſe, men de ſæregne Forhold i Norge medførte dog, at Masſen i Sammenligning med de dannede Klasſer der var forholdsviis mindre talrig end i de andre Lande og at Overgangen mellem begge Klasſer var mindre pludſelig. Storbønderne ſtode i ſocial Henſeende næſten ved Siden af Lendermændene, der og mindre Haulder var der neppe i Omgangslivet ſynderlig Forſkjel; Byborgerne havde alleſammen Haulds Ret, og da endog Lejlændingerne regnedes i Bøndernes Tal, kan Afſtanden og Forſkjellen i Leveviis mellem de meeſt anſeede og velhavende blandt dem og de ringeſte Stænder ej have været ſaa betydelig. Jo længere man gik ned paa Samfundsklasſernes Trin, deſto mere af den ældre Leveviis vilde man vel dog ellers da, ſom nu, finde bibeholdt. Hvorledes man ogſaa i de højeſte Kredſe holdt gamle Skikke i Agt og Ære, derom vidne de flere Beretninger, vi have om Begivenheder ved Harald Haardraades Hof, thi man ſeer deraf, at tragtet han havde tilbragt ſaa mange Aar i det overforfinede Conſtantinopel, gjorde han dog efter ſin Hjemkomſt ingen Forandring i de ældgamle Hofſkikke; endnu ſad man i Ljørehaller med halmſtrøet Jordgulv, og tømte Horn og Bæger „om Ilden.“[1] Men hundrede Aar ſenere havde viſtnok Livet ved de norſke Kongers Hof ſaaledes forandret ſig, at for ſaa vidt man tænker ſig Muligheden af at Nogen, der havde opholdt ſig hos Harald Haardraade i hans ſidſte Dage, kunde opleve Inge Haraldsſøns Tid og da førſt ſaa Hoffet igjen, denne da umuligt vilde kunne have gjenkjendt det, eller fundet ſig til Rette, medens derimod Skikkene under Harald neppe vare ſtort forſkjellige fra, hvad de vare under Harald Haarfagre. Der herſkede allerede 1170 temmelig nøje beſtemte Omgangsformer og Etikette, hvilket man af Kongeſpejlets ikke ſtort ſenere optegnede Regler for en vordende Hirdmands Opførſel tydeligt kan ſee. Den Mand, heder det, ſkal baade være nem til at tage efter og forſtandig, der, om han end var hver eneſte Dag i tolv Maaneder inden Hirden hos Kongen, ganſke ſkulde kunne tilegne ſig fine og høviſke Sæder.[2] Overhoved lægges der ſærdeles megen Vegt paa „Høviſkhed“ (hœveska, ſandſynligviis af det tydſke höfiſch) og „Kurteiſi“ (det gammel franſke courteysie, nu courtoisie) det førſte mere med Henſyn til Opførſel, det ſidſte fornemmelig ſigtede til Klædedragten, Lader og Manerer, men begge Ord, der fra denne Tid af nationaliſeredes i Sproget, nokſom vidnende om den Indflydelſe, fremmed Kulturudvikling udøvede. Riddervæſenet, der i denne og den nærmeſt følgende Tid greb ſaa betydeligt ind i det europæiſke Selſkabsliv, undlod heller ikke i Norge at have ſine Virkninger, ſkjønt det aldrig i ſin Heelhed indførtes eller fæſtede Rødder; men at de fornemſte Mænds Sønner ſaavidt muligt toge ſig de franſke og engelſke Riddere, ſom de paa Korstog eller Udenlandsrejſer lærte at kjende, eller ſom ved en eller anden Lejlighed beſøgte Norge, til Mønſtre, ligger allerede i det ſelv i Sagaerne oftere anvendte Udtryk „Ridderſkab“ (riddaraskapr) om Indbegrebet af alle ridderlige Færdigheder, og dette var desuden en ſaa godt ſom uundgaaelig Følge af Rejſer og Tog i fremmede Lande. Kun hindrede Folkecharakteren og Landets hele Organiſation, at Riddervæſenets fuldſtændige Apparat kunde overføres paa norſk Bund og dets Udvikling her hjemme blive mulig.

Men om end Kulturudviklingen ſteg til et højere Trin, Omgangstonen blev finere, og ſaavel Grebet paa at gjøre ſig Livet behageligt, ſom Evnen og Lyſten dertil blev ſtørre og almindeligere, ſaa ſynes det dog, ſom om netop denne forhøjede Adgang til Livsnydelſe har haft en mindre heldig Virkning paa Moraliteten i Almindelighed, og at denne neppe ſtod paa et ſaa højt Trin i Tidsrummets ſidſte Deel, ſom da den gamle Simpelhed og Jevnhed endnu herſkede, og da Nordmændene, endog af udenlandſke Forfattere, berømmes for deres Jevnhed og Tarvelighed[3]. Kongen ſelv foregik idet mindſte ej med noget godt Exempel, og af hvad der fortælles om Drottning Ingerid og Kongedatteren Fru Chriſtina, ſkulde man antage, at den Indflydelſe, hiin udøvede paa ſine Omgivelſer, maa have været meget daarlig, og at hun i det hele taget har udbredt en letfærdig Tone ved Hoffet[4]. En lignende Tone, ſeer man, herſkede ved de orknøiſke Jarlers Hof paa ſamme Tid[5]. Ved Sammenkomſter, tildeels og i det daglige Liv, herſkede megen Umaadelighed, fornemmelig i Drik, og der holdtes neppe noget Lag, hvor Gjeſterne ej bleve beruſede. Ved Gilde-Inſtitutionen ſøgte man vel efter Evne at rette herpaa, og ſørge for Orden og Ærbarhed, men det hjalp dog ikke ſtort. I det 12te Aarhundredes ſidſte Tiaar var der almindelige Klager over den Drukkenſkab, der gik i Svang i Norge, fornemmelig i Buerne. Om Tunsberg ſiges der i den ovennævnte Beretning 1190[6]: „Indbyggerne af begge Kjøn udmerke ſig ved deres Gavmildhed og Rundhed i at yde Almisſe; men det ſørgelige Fylderi og den hyppige Drukkenſkab forſtyrrer Hyggen i Selſkaberne, og giver endog ſtundom Anledning til Blodsudgydelſe.“ Bergen og de øvrige Stæder have ikke bedre Lov. „I alle Rigets Stæder uden Forſkjel, hedet det, er en hæslig Laſt bleven herſkende, nemlig overhaands Drukkenſkab, der ofte giver Anledning til Fredsbrud, og undertiden endog bringer godmodige Folk til at begaa gruſomme Forbrydelſer, idet Misgjerninger der holdes for Morſkab. Det umaadelige Fylderi bevirker ogſaa, at Borgere og Fremmede, ophidſede af Vinen, gribe til Vaaben og ſtimle ſammen i morderſk Hu, uden engang at vogte ſig for at lægge voldſom Haand paa Uſkyldige; hvorfor man i hiint Land vil finde flere fordømmelige Gjerninger begaaede, end i noget andet Land, om man ſaa vilde gaa til Hedningerne“. Er nu end denne Skildring, der dog ſynes at være gjort enten af en Nordmand eller af en Udlænding, der havde levet længe i Landet[7], noget overdreven, og kan man derhos maaſkee antage, at de Borgerkrige, der fra 1177 af ſønderſlede Norge, ſom vi i det følgende ville ſee, bidroge meget til at forvilde Gemytterne og gjøre Voldsgjerninger hyppigere, ſaa kunne dog ikke Sæderne ſaaledes have forverret ſig i 20 Aar, at ikke meget af Beſkrivelſen ogſaa ſkulde pasſe paa Forholdene i 1170, ligeſom heller ikke de Beretninger, vi hiſt og her i Sagaerne ſtøde paa om Livet ved Kongernes Hird, ved feſtlige Sammenkomſter, og i de ſaakaldte „Skytninger“, modſige det. Men urigtigt er det dog viſtnok, at beſkylde Nordmændene i dette Stykke for at være ſaameget ſlemmere, end de øvrige Nordboer, eller overhoved Beboerne af Nord- eller Mellem-Europa. Thi Drukkenſkabslaſten var paa den Tid almindelig i de fleſte Lande, og om Blodsudgydelſer fandt hyppigere Sted tilforn da vare de, ſom vi ville ſee, viſtnok ikke ſaameget at tilſkrive Udſvævelſer, ſom de indvortes Stridigheder, der ſpredte ſig gjennem alle Folkeklasſer, og ſplittede endog de mindſte Samfund og de enkelte Familier i indbyrdes fiendtlige Partier. Hvorledes disſe Parti-Stridigheder opſtod og hvorledes de ſtandſedes ved dygtige og kraftige Konger, dog ej uden betænkelige Følger for Folkets Frelſe og Tilfredshed, vil i det næſte Tidsrum blive fremſtillede.


  1. Se ovf. om Halldor Snorresſøn, S. 259 jvfr. S. 439.
  2. Kongeſpejlet, S. 63.
  3. Se ovenfor Mag. Adams Skildring. S. 463.
  4. Ingerid var, ſom vi have ſeet, ſin førſte Mand ej ſynderlig tro, ſe S. 723, om hendes øvrige Giftermaal, og hendes Forbindelſe med Ivar Sneis ſe S. 804. Om Chriſtina ſe S. 812; om hendes ſenere Udſvævelſer vil der i det følgende blive talt.
  5. Se navnlig om Margrete, Haakon Jarls Datter, jvfr. S. 847, 851.
  6. Kirchmans og Langebeks Udgave af Danmarks Korstog. II. cc.
  7. Dette ſluttes af de flere Ordſprog, han anfører i norſk Form, og af Navnenes Skrivemaade.