Det norske Folks Historie/3/98

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Erling ſkakke ſtod ſaaledes endelig ved Maalet, at ſee den Flok, der ſiden Kong Sigurds Død havde foruroliget Riget og nu ſidſt havde gjort hans Søn Herredømmet ſtridigt, aldeles opløſt, i det mindſte for en lang Tid, og ſin Søn ſom Enekonge i Norge. Han ſelv var ſaaledes nu i Virkeligheden Landets Styrer. Han havde alt Krongodſet til ſin Raadighed, og benyttede ſig heraf klogeligen, om juſt ikke tilbørligen, til at hæve og forfremme ſine Frænder, idet han ſkjenkede mange af dem kongelige Gaarde. Dog tiende han hertil ogſaa anvende meget af det Jordegods, der tilfaldt Kronen efter de mange, der ſtraffedes ſom Landsforrædere med Fredløshed og Forberedelſe af Land og Løsøre, thi, ſiges der, han var grum og tilbøjelig til at refſe, og det bar hans Skik fornemmelig at jage alle Stormænd, der hørte til hans Fienders Tal i Landflygtighed, maaſkee netop for at faa deres Ejendomme i ſin Vold. For end mere at ſikre Magnus Tronen, og at bøde paa den Mangel ved hans Herkomſt, at han kun paa mødrene Side nedſtammede fra Kongehuſet, beſluttede han at lade ham krone. Denne Ceremoni, ſom hidtil ikke havde fundet Sted i Norge, og ſom derfor maatte falde Folket ſaa meget mere i Øjnene, ſkulde nemlig udfylde, hvad Magnus manglede i Legitimitet ſom Stifter af et nyt Dynaſti, en umiddelbart guddommelig i ham ſelv hvilende Berettigelſe til Tronen, der myrde ethvert Spørgsmaal om Herkomſt og arvelig Ret for hans Vedkommende overflødigt.

Men for at kunne opnaa denne Fordeel maatte Erling førſt og fremſt ſikre ſig Erkebiſkoppens Samtykke, og dette kunde ikke faaes uden Opofrelſer, ej alene fordi Erkebiſkop Eyſtein var en Mand, ſom ikke lod nogen Lejlighed ubenyttet til at udvide ſin Kirkes Friheder og forhøje dens Glands, men ogſaa fordi Erling paa denne Tid ſtod i et ſpendt Forhold til ham, hvilket førſt maatte bilægges. Som Kong Inges forhenværende Kapellan, og ſom den, der nærmeſt ſkyldte ham ſin Ophøjelſe, maa Eyſtein viſtnok anſees for oprindelig at have tilhørt Inges Parti, men hans Æt hørte dog hjemme i Thrøndelagen; han var nærmere eller fjernere beſlægtet med de fornemſte Familier der, og ſtod paa en venſkabelig Fod med alle Stormænd i Landſkabet, ſaa at han, da han endelig tiltraadte Erkeſtolen, blev modtagen med aabne Arme af Thrønderne. Men da disſe ſaa godt ſom alle tilhørte det andet Parti, ſom man efter Sigurd Mund, Sigurd jarl og Sigurd Markusfoſtre kunde kalde det Sigurdſke, er det tydeligt nok, at Eyſtein ved de Skridt eller Indrømmelſer, han gjorde for at opnaa Indvielſen eller komme i Beſiddelſe af Erkeſtolen, paa en vis Maade maa være gaaet over til dette. Han havde viſtnok ingen videre Indvendinger gjort[1], da Magnus Erlingsſøn blev tagen til Konge efter Haakon Herdebreds Fald, men Erling og Magnus kom da ogſaa i Spidſen for en ſejrrig Flaade, og for Øjeblikket var der ikke nogen anden Tronprætendent. Det er endog meget muligt, at Eyſtein paa denne Tid var fraværende paa en Rejſe, han foretog rundt om i ſit Diøces, hvorom vi ſtrax nedenfor ſkulle handle nærmere. Det fortælles desuden udtrykkeligt, at Erling efter et kort Ophold i Nidaros afrejſte derfra, fordi Thrønderne ej tyktes ham ret at lide paa, og Thrøndernes politiſke Sympathier deeltes vel nu ogſaa af Erkebiſkoppen. Hvad der ogſaa maatte fjerne ham fra Erling, er, at denne under Opholdet i Danmark paa ſin Søn Magnus’s Vegne fulgte Kong Valdemars Exempel, at erkjende Viktor IV, (Kardinal Oktavian) der af et Parti var valgt til Pave efter Hadrian den 2dens Død 1158, medens Eyſtein derimod holdt med den af det andet og ſtørre Parti valgte Alexander III (Roland), af hvem han ſandſynligviis blev indviet, og ſom tilſidſt blev den ſejrende[2]. Siden kom Erling ſkakke i end mere umiddelbar Tviſt med Erkebiſkoppen. Kort efter ſin Tiltrædelſe havde nemlig denne foretaget ſig den nys omtalte Rejſe rundt om i ſit Dioces, lige til det nordligſte af Haalogaland, hovedſageligt, ſom det ſynes, for at udvirke Bøndernes Samtykke til en Beſtemmelſe, hvorved Erkeſtolens Indtægter næſten forligedes til det dobbelte. I Tidens Løb var nemlig Forſkjellen mellem myntede Penge og reent Sølv ſtegen ſaa vidt, at en Øre Sølvværdi udgjorde det dobbelte af en Øre almindelig Er-uvant, der ogſaa kaldtes Lag-Øre eller ſakmeten (i Sagefald vurderet) Øre, fordi de i Loven foreſkrevne Boder og andet Sagefald udrededes efter dem. En Øre Sølvværdi beregnedes ſaaledes nu til 20 Peninger Courant, medens den oprindelig kun udgjorde 10 meninger rede Sølv.[3] Eyſtein foreſtillede nu Bønderne, hvor han kom, at hans Biſkopsſtol, der allerede tilforn var i Pengetrang, nu behøvede meget mere, for nogenledes at kunne omgives med den Glands, der fordredes af et Erkeſæde; han anholdt derfor om, at Bønderne ſkulde vedtage at udrede hans Sag-Øre eller Sagefald i Sølvværdi, ikke, ſom forhen, og ſom de udredede Sagefaldet til Kongen, i almindelig Courant eller Sag-Øre. Og, merkeligt nok, ved hans egen ſtore Indflydelſe, den Iver, hvormed hiin drev Sagen, og hans mægtige Venners Underſtøttelſe, fik han virkelig bragt det dertil, at Bønderne gik ind paa Forhøjelſen. Men dette var ingenlunde efter Erlings Sind. Han blev høiſt forbitret paa dem, ſom havde underſtøttet Eyſtein i denne Sag, og følgelig aller meeſt paa Erkebiſkoppen ſelv. I denne Tid, da Erling ſaaledes allerede var kommen paa en ſpendt Fod med Erkebiſkoppen, var det, at Sigurd Markusfoſtre blev tagen til Konge paa Ørething, og fik et ſtort Tilløb blandt Thrønderne. Om Eyſtein juſt ikke havde ligefrem Deel heri, faa har han dog viſt heller ikke modſat ſig det, thi et Ord af ham vilde ſikkert kunne have hindret det. Sandſynligviis var det efter Erkebiſkoppens Anmodning, og for nærmere at ordne disſe og andre kirkelige Forhold, at Pave Alexander III nu ſendte en Legat, Magiſter Stephanus fra Rom[4], til Norge. Der nævnes intet om, i hvilken ſæregen Henſigt han blev afſendt, hvad Vej han tog til Norge, eller hvor i Landet, og i hvilken Maaned han ankom. Alt hvad man erfarer, er kun, at han kom i Aaret 1163, ſandſynligviis henimod Høſten, og at han, ſom det heder, blev venſkabeligt modtagen af Kong Magnus, og Biſkoppen, hvilket ſaaledes antyder, at han aller førſt kom til Viken, og derfra, rimeligviis over Land, fortſatte ſin Rejſe til Throndhjem. Man erfarer ligeledes, at han opholdt ſig i Norge, ſandſynligviis hos Erkebiſkop Eyſtein, den hele Vinter og paafølgende Sommer.[5] Om Vaaren (1164) begav Erling ſig ſelv til Nidaros, hvor han ikke havde været ſiden det ſkyndſomme Beſøg i 1162, da hans Søn Magnus blev tagen til Konge.[6] Han var altfor ſtatsklog til ikke at ſkjønne, at dette var det belejlige Øieblik til at aabne Underhandlinger med Eyſtein, der juſt nu trængte til at faa ſine nye Foranſtaltninger bekræftede af den verdslige Magt, og derfor maatte antages at ville blive ſaa meget villigere til at imødekomme de Ønſker, Erling til Gjengjeld maatte fremſætte. Da Erling kom, klagede mange for ham over Erkebiſkoppens nye Tiltag. Han hørte nøje efter, hvad de ſagde, men gav intet beſtemt Svar. Men paa en Sammenkomſt, han havde med Erkebiſkoppen, for, ſom det heder, at aftale mangt og meget om hvad der vedkom Landsſtyrelſen, ytrede han, at Erkebiſkoppen viſt kjendte Thrøndernes Lovbog, og derfor maatte vide, at de nye Forhøjelſer i Sagøren ſtrede imod dens Bud, og ſaaledes indeholdt et Brud paa St. Olafs Lov. Erkebiſkoppen meente, at St. Olafs Lov ikke var brudt ved Forandringer, der forøgede hans Ret, men ytrede derimod, at det ſnarere kunde anſees ſom et Brud paa Loven, at en ikke kongebaaren Mand nu var bleven Norges Konge. Erling indvendte, at Erkebiſkoppen ingen ſynderlige Vanſkeligheder havde gjort, da Magnus toges til Konge, og at de øvrige Biſkopper ſaavel ſom hele Folket ſamtykkede deri. „Jeg har heller ikke,“ ſagde Erkebiſkoppen, „det mindſte imod at Magnus er Konge i Landet, derſom du kun er ſikker paa, at Thrønderne ikke anſee deres Lov krænket deri, at de have faaet en Konge, der ej er Kongeſøn. Thi jeg frygter for, at hvis der da ſenere kommer nogen anden virkelig arveberettiget, og gjør Fordring paa Riget, vil han faa et ſtort Parti for ſig“. Erling rykkede nu nærmere frem med ſit Ønſke. „Siden det,“ ſagde han, „ej har alle Lovbøgers Medhold, at en ikke kongebaaren Mand er Konge, og det dog ſtemmer med eders og de øvrige Biſkoppers Ønſke, at Magnus erkjendes ſom Konge over hele Landet, ſaa kunne I jo ſtyrke ham og hans Kongedømme ſaaledes, at dette grunder ſig paa Guds Lov: nemlig ved at ſalve, krone og indvie ham til Konge, da kan ingen ſiden med Rette gjøre ham Thronen ſtridig, thi det er baade Guds og Menneſkers Lov. Saaledes var f. Ex. Villjam Baſtard ikke Kongeſøn, men han blev indviet og kronet til Konge over England, og ſiden har Kongedømmet holdt ſig i hans Æt, ligeſom og alle hans Efterfølgere have været kronede. Sven Ulfsſøn i Danmark var heller ikke Kongeſøn, men blev kronet til Konge, og efter ham have hans Sønner og Frænder været kronede Konger. Vi have faaet en Erkeſtol, hvilket er Landet til ſtor Ære og Glands; lader os nu ogſaa ved andre gode Indretninger forøge denne Glands, og faa en kronet Konge lige ſaa vel ſom Englænderne og Danerne. Han og jeg ſkulle til Gjengjeld underſtøtte eder i alt, hvad I maatte forlange til eders Stols Fremme.“ Erkebiſkoppen, der vel ogſaa paa ſin Side forudſaa, hvad Vending denne Sag vilde tage, laante Erlings Ord et villigt Øre, og overlagde med Legaten derom. Ved en ſaadan Overeenskomſt, ſom den her foreſlaaede, hvor Kirken bødede paa Kongens Legitimitet, vilde den egentlig blive den vindende. For Erling gjaldt det førſt og fremſt at faa ſin Søns Legitimitet anerkjendt, og i dette Øjemed kunde ingen Opofrelſe ſynes ham for ſtor, iſærdeleshed da han nu ej alene havde Fare at befrygte af hvilken ſytti helſt hidtil ukjendt Kongeſøn eller Kongeætling, der med eet kunde dukke op, men ogſaa befandt lig i en vanſkelig Stilling med Henſyn til Valdemar af Danmark, hvem han i Nødens Stund havde gjort Løfter, ſom hverken han ſelv havde Lyſt til at holde, eller det norſke Folk til at godkjende. Her havde man atter alene St. Olafs Helgenglorie at ty til, for at erhverve Støtte mod ydre og indre Prætendenter. Forhen var det den umiddelbare Nedſtammelſe fra St. Olaf, der havde opretholdt Magnus den gode mod det ældre danſke Kongehuus, indtil da det eneſte egentlig legitime i Norden; nu ſøgte man ſin Støtte ved at opſtille St. Olaf ſelv ſom Rigets egentlige, ſtedſevarende Konge,[7] hvis Ret ſaaledes aldrig kunde undergaa, men ſom gjennem ſin Repræſentant, Erkebiſkoppen, ved Kroningen forlenede den paa Livstid til den Konge, med hvem denne Ceremoni paa behørig Maade forrettedes. Men det indſees ogſaa let, hvilken Magt Erkebiſkoppen derved fik, og hvilken overlegen Stilling han kom til at indtage i den norſke Statsret. Paa den anden Side knyttedes igjen denne hans Magt derved til Magnus Erlingsſøns ikke oprindeligt legitime Dynaſti, medens den derimod altid maatte trues med at undergaa en betydelig Redaktion, hvis en Konge beſteg Tronen, der ved ſin fuldkomne Legitimitet, d. e. ved at nedſtamme i lige Linje fra de ældre Konger, ikke behøvede at ſtøtte ſig til hiin Rets-Fiktion, eller af denne at laane den kunſtige Legitimitet, hvis egentlige Forvalter og Uddeler Erkebiſkoppen var. Saaledes fandt Erkebiſkoppen og Erling ſig gjenſidigt tjente med at ſlutte ſig til hinanden; Sagen aftaltes foreløbigt, og der berammedes til den følgende Aars Sommer et ſtort Rigs-Møde i Bergen, indrettet, ſom man af det Følgende ſeer, i det Væſentlige ſom det tidligere i 1152, nemlig ſaaledes at Erkebiſkoppen, Legaten, de øvrige Biſkopper og et Udvalg af de forſtandigſte Mænd fra hvert Lagdømme, eller egentlig tolv fra hvert Biſkopsdømme, ſkulde indfinde ſig; og paa hvilket Møde det oven nævnte Anliggende ſaavel ſom andre i Forbindelſe dermed ſtaaende Sager ſkulde afgjøres.[8] Derpaa, ſynes det, begav Erling ſig tilbage til Tunsberg, og forblev her, indtil det lakkede mod Sommeren, da han drog til Bergen, og, ſom man maa formode, gjorde Forberedelſer til det foreſtaaende Møde og de ſtore Feſtligheder, ſom ſkulde finde Sted. Modet blev, ſom det ſynes, afholdt i Slutningen af Auguſt eller Begyndelſen af September Maaned.[9] Der indfandt ſlet efter Aftale Erkebiſkoppen, Legaten, og de øvrige fire Biſkopper, hvilke ſandſynligviis vare Thorſtein af Oslo[10] Paal af Bergen, Orm af Hamar, og Peter af Stavanger. Der kom ogſaa den i den nys afdøde Biſkop i Hole paa Island, Bjørn Gilsſøns, Sted udvalgte højbyrdige Islænding Brand Sæmundsſøn, der af Eyſtein ſkulde modtage den biſkoppelige Indvielſe, og den mægtige Høvding Jon Loftsſøn i Odde, Kong Magnus Barfods Datterſøn, hvis Frændſkab med Kongehuſet nu var blevet erkjendt af dettes Medlemmer i Norge, navnlig af Kong Magnus ſelv, det vil ſige af Erling. Erling havde nu flere Sammenkomſter med Lydbiſkopperne og de øvrige Gejſtlige, der alle erklærede ſig enige med Erkebiſkoppen, og tilraadede, at Kroningen paa de aftalte Betingelſer burde finde Sted. Hvad der for øvrigt forhandledes paa det egentlige Møde, derom melde vore Sagaer intet; vi erfare kun af Reſultaterne, ſaaledes ſom de ere optagne i Lovgivningen, at der har været raadſlaaet om og vedtaget Beſtemmelſer, viſtnok ſigtende til at forebygge Tronſtridigheder, ordne Tronfølgen, og opretholde Fred og lovlig Orden i Landet, men hovedſagelig dog til at befæſte den Magt, Ariſtokratiet nu havde tilvendt ſig, og ſom nu de gejſtlige og verdslige Ariſtokrater, Biſkopperne og Lendermændene ſaa at ſige deelte imellem ſig, dog ſaaledes at Gejſtligheden af let begribelige Grunde fik Broderparten. Hovedbeſtemmelſerne, Tronfølgen vedkommende, vare nemlig Følgende:[11]

Ved enhver Konges Død ſkulde alle Biſkopper, Abbeder, Hirdſtjorer, det vil ſige Lendermændene og de fornemſte Hird-Embedsmænd, tilligemed hele Hirden, og tolv Mænd fra hvert Biſkopsdømme, opnævnte af Biſkopperne, de ſidſte under 40 Marks Straf for Undladelſe, begive ſig til St. Olafs Helligdom i Nidaros, for at forvandle med Erkebiſkoppen om Tronfølgen. De ſkulde have tiltraadt Rejſen inden en Maaned efter at de erfarede Kongens Død, og hans Krone ſkulde tillige medbringes, for at ofres for hans Sjæl, og hænge til evig Tid i Chriſtkirken i Nidaros til Guds og St. Olafs Ære[12]. For Eftertiden ſkulde kun den regjerende Konges egtefødde Søn være berettiget til Tronfølgen, med mindre Ondſkab eller Uforſtandighed gjorde ham uſkikket dertil. I faa Fald ſkulde den af hans ſamfædre Brødre være Konge, ſom de paa ovennævnte Møde forſamlede gejſtlige og verdslige Herrer fandt at være den dueligſte. De ikke Gejſtlige ſkulde ved denne Lejlighed aflægge Ed paa at de her vilde følge ſin bedſte Overbeviisning, efterſom deres Samvittighed tilſagde dem; de Gejſtlige ſkulde vel ikke aflægge Ed, men dog være under ſamme aandelige Anſvar. Efter-lod Kongen ingen egtefød Søn, da ſkulde nærmeſte arveberettigede Frænde beſtige Tronen, dog kun for ſaa vidt han paa Mødet erkjendtes duelig; befandtes han uſkikket, da ſkulde de forſamlede Mænd vælge den, der tyktes dem bedſt ſkikket til at vogte Guds Ret og Landets Love. Vare Meningerne forſkjellige, da ſkulde viſtnok, ſom det hed, de fleſte Stemmer gjøre Udſlaget, men, tilføjes der, for ſaa vidt Erkebiſkoppen og de øvrige Biſkopper vare enige med dem[13].

Man erfarer altſaa heraf, at uagtet Kongetronen erklæredes arvelig i Kongens Æt, ſkulde dog denne Arveret være betinget af en Magnatforſamlings Skjøn; og at det ſtod denne Forſamling frit for at kasſere den ene retmæsſige Tronarving efter den anden, ja endog med Tilſideſættelſe af dem alle at vælge en Konge af en anden Familie. Paa denne Magnatforſamling, indrettet ganſke, eller i det væſentlige ſom den, paa hvilken disſe Artikler bleve vedtagne, og beſtaaende af Biſkopperne, Lendermændene, Hirden og 60 af Biſkopperne opnævnte Mænd, havde Biſkopperne ei alene Overhaand ved .denne dem tildeelte Nævningsret, men ogſaa derved, at deres Skemme i Tilfælde af Meningsforſkjel ſkulde gjøre Udſlaget. Man faar af alt dette det beſtemte Indtryk, at Lendermands-Ariſtokratiet, der nu ved Erlings, eller Kong Inges forrige Partis Sejr havde faaet Overhaand, var kommet overeens med Preſterne om at dele Sejrens Fordele mellem dem og ſig, og at befæſte deres fælles Magt paa Kongemagtens Bekoſtning. At Erling, hvem det kun gjaldt førſt og fremſt at ſikre Magnus Kongenavnet, har gaaet ind paa hine Beſtemmelſer, der efter Bogſtaven ikke ſaa meget indſkrænkede Kongens Magt, naar han førſt havde erhvervet Kronen, ſom den gjorde Sukcesſionen afhængig af Ariſtokratiet, er let at forſtaa. Deels hørte han ſelv til Ariſtokratiet og deelte ſaaledes dets Interesſer, deels haabede han vel at han eller Sønnen ſenere, naar denne førſt havde befæſtet ſig paa Tronen, nok ogſaa ſkulde kunne tilvejebringe de Forandringer, der ubetinget ſikrede hans Æt Tronfølgen. Han regnede det vel vel heller ikke nøjere med de Løfter, han gav hine Herrer, for at ſikre ſig Magten, end med dem, han tidligere havde givet Kong Valdemar. Nogen ſæregen Haandfæſtning til Erkebiſkoppen, indeholdende den formelige Underkaſtelſe af Riget og Kongedømmet under St. Olaf ſynes Magnus ſaa meget mindre ved denne Lejlighed at have udſtedt, ſom det endog ſnarere lader til, at man har undgaaet en ligefrem Udtalelſe deraf. Efter Vedtagelſen paa Rigsmødet var den ogſaa ſtrengt taget overflødig, og kunde alene tjene til at vække de verdslige Magnaters Skinſyge mod Gejſtligheden, hvis Magt allerede var bleven ſtor nok. Vi erfare vel, ſom det nedenfor vil ſees, at enkelte Beſtemmelſer, ſigtende til at omgive Erkeſtolen med den tilbørlige Glands, og pasſende at betegne Erkebiſkoppens Forrang for Lydbiſkopperne, ere paa dette Mode enten blevne vedtagne, eller bekræftede, men med Henſyn til virkelige Indrømmelſer eller Privilegier for Erkebiſkoppen finde vi kun, at Magnus eller rettere Erling paa hans Vegne i almindelige Udtryk har anerkjendt og beſvoret de Friheder, Kirken allerede ved Kongerne Eyſteins, Sigurds og Inges Overeenskomſt med Kardinal Nikolas havde faaet, dog, ſom det udtrykkeligt heder, med Forbehold af Kongens fulde lovlige Ret og Hæder[14]. Førſt ſenere ſtøde vi paa en af Magnus ti Aar ſenere, til Erkebiſkoppen udſtedt Erklæring, hvorved han formelig gjentager eller vedtager Underkaſtelſen Under St. Olaf, og derhos ſaavel ſtadfæſter, ſom vel og i mange Henſeender udvider Erkebiſkoppens ſærſkilte Rettigheder; men for ſaa vidt dette Dokument er egte — hvorom der herſker megen Tvivl — ſynes det i alle Fald kun at være udſtedt underhaanden, og ikke ſtrax at have været offentliggjort eller at være blevet almindelig bekjendt, ligeſom ogſaa Erkjendelſen af St. Olafs Overhøjhed der kun er en Biſag[15].

Saaledes havde da Norges ſtatsretlige Forfatning faaet en fuldkommen ariſtokratiſk Grundvold, hvorpaa det allerede mægtige Ariſtokrati med Lethed kunde opføre en Bygning, der tilſidſt aldeles overſkyggede Kongedømmet. At det iſær blev Gejſtligheden, ſom nød godt heraf og erhvervede den ſtørſte Magt, ligger i Sagens Natur. For det førſte maatte den Fiktion, at St. Olaf fra nu af ſkulde være Landets egentlige Konge, give Erkebiſkoppen betydelig Overvegt. For det andet var Erkebiſkoppens og Biſkoppernes Embedsſtilling i hine Tider allerede i og for ſig ſelv ſaa anſeelig, at de ſaa godt ſom vare ſelvſkrevne til Magten: de vare de eneſte ſaakaldte tignir menn (fyrſtelige Perſoner), medens alle de øvrige vare útignir; og denne fremragende Stilling og høje Rang maatte endog uden Henſyn til deres aandelige Kald, alene i verdslig Henſeende forlene dem Auktoritet. Hertil kom, at Lendermands-Ariſtokratiet i det Hele taget intet Afbræk led ved den Magtudvidelſe, ſom nu blev Gejſtligheden til Deel, og ſom kun gik ud over Kongedømmet. Tvertimod kom den de verdslige Herrer ſelv middelbart til Gode, ej alene fordi Kongedømmet derved ſvækkedes, men fordi Gejſtlighedens fornemſte Medlemmer viſtnok alle, eller for den ſtørſte Deel, ſelv tilhørte Landets ypperſte Ætter, og ſaaledes deelte deres Interesſer. Man ſeer derfor ogſaa under den ſenere Kamp mellem Ariſtokratiets og den arvelige Kongemagts Partier hiint tillige optræde ſom Hierarkiets Parti, ſaa at det deraf endog fik Navnet „Bagler“ det bedſte Beviis paa, at Gejſtlighedens og det ældre Lendermands-Ariſtokratis Interesſer aldeles faldt ſammen lige over for Kongemagten.

For denne Forening af det gejſtlige og verdslige Ariſtokrati maatte det fra nu af være af den højeſte Vigtighed, at kvæle ethvert Forſøg paa at rejſe Hovedet igjen, af det nys knækkede, forhenværende ſigurdſke eller egentlig throndhjemſke, Parti, der nærmeſt holdt ſig til Sigurd Munds og Eyſteins Linjer, uden at erkjende anden Legitimitet end den, der beſtod i at være en Konges Søn, eller at nedſtamme fra Kongehuſet ilige nedſtigende Linje. Naar man har de ugunſtige Omſtændigheder for Øje, under hvilke dette Parti i de ſidſte Aar havde optraadt, hvorledes det havde maattet tilſideſætte enhver Betænkelighed, ſaavel med Henſyn til Valget af de Folk, det optog i ſine Krigeres Rækker, ſom til Maaden, hvorpaa det ſkaffede disſe Krigere Underholdning, og hvilken høj Grad af Upopularitet det derved havde paadraget ſig, ſaa at alt ondt paaſagdes det, ja endog at Anføreren havde taget ſin Tilflugt til Trolddoms-Kunſter for at erhverve Sejren: da vil man lettelig erkjende, at følgende Beſtemmelſer, der ligeledes vedtoges paa Mødet, og indførtes i alle Lovbøger, nærmeſt maa være formede med ſtadigt Henſyn til hiint Parti, for at tilintetgjøre dets Levninger, og forebygge dets Opkomſt[16]. „Alle Mænd“, heder det, „ſom krænke de Trygder, der ere indgaaede Mand imellem angaaende Drabsſager, ere Ubodemænd, have forbrudt Fæ og Fred, Land og Løsøre, Odelsjorder ſom andre. De, der lade ſit Liv for Tyveri eller Stimandsfærd, hvad enten det er til Skibs eller Lands, ſaa og for Snigmord, Troldſkab. Spaadoms-Ceremonier og Udeſidden, for at vække Trold op og dermed fremme Hedendom, ſaa og de, der lade ſig leje for Penge til at dræbe Mænd, med hvem de intet have udeſtaaende, undtagen naar Kongen lader refſe til Landrenſelſe og Fred; ſaa og de, der tage Kvinder med Ran, eller andre Mænds Koner, Fæſtemøer, eller Datum uden deres lovlige Verrgers Samtykke, og endelig de, der hevne ſlige Ubodemænd eller fordre Bøder efter dem: de ere alle Ubodemænd, have forvendt Fæ og Fred, Land og Løsøre; og de, ſom værge ſit Gods eller fine Frændkoner for dem ere fredhellige, men alle hine derimod ugilde, hvad enten de faa Saar eller Bane“. De her opregnede og ſom Ubodemaal ſtemplede Forbrydelſer vare netop de, der tillagdes det ſigurdſke Parti, og iſær de vilde, lovløſe Grændſeboer og Elvegrimer.

Sandſynligviis have ved denne Lejlighed ogſaa de allerede ovenfor omtalte Beſtemmelſer, ſom ſigtede til at omgive Erkeſtolen med den tilbørlige Glands, enten været vedtagne, eller for ſaa vidt de alle, eller enkelte, hidrørte fra Kardinal Nikolas’s Tid, bekræftede og maaſkee udvidede, f. Ex., at medens de øvrige Biſkopper maatte nøje ſig med 30 Skydsheſte, naar de rejſte for at indvie Hovedkirken kunde Erkebiſkoppen rekvirere enhver Heſt, ſom nogenſinde havde været Sadel eller Sele[17]. Voldsgjerninger, begaade inden Chriſtkirkens eller Mariekirkens Enemerker, ſtraffedes ſtrengere end om de vare forøvede ved andre Kirker[18]. At Biſkoppernes Eneret til at beſætte de gejſtlige Embeder, og Domkapitlernes til at vælge Biſkopper, uden Indblanding fra Kongens Side, erkjendtes eller bekræftedes, falder af ſig ſelv. Paa dette maa tillige, ſom det ſynes, de Forandringer i Gulathings-Loven, fornemmelig Kirkeretten, der udtrykkeligt tillægges Magnus, være vedtagne; de gaa i det Hele taget ud paa at ſkjærpe Straffene og ſaaledes udvides Gejſtlighedens Magt, medens dog tillige enkelte forældede Skikke afſkaffes[19]. Merkeligt er det, at Beſtemmelſen om Tiende da førſt ſynes at have været optagen i Gulathings-Loven[20]. Formodentlig var det vel ogſaa nu, gjennem Legaten Stephan, at Pave Alexander, ſom det udtrykkeligt ſiges, tillod at fiſke Sild, naar den kom til Landet, ogſaa paa Søn- og Hellig-Dage, med Undtagelſe af de aller fornemſte, der ſærſkilt opregnes[21].

Da alt dette nu var afgjort og vedtaget, aflagde Kongen, Erling og 12 Lendermænd med dem paa de øvriges Vegne Ed paa, at de vedtagne Beſtemmelſer ſkulde overholdes. Derpaa ſtred man til Kroningen, der forrettedes af Erkebiſkoppen med megen Pragt, og med Biſtand af Legaten, de fire norſke Biſkopper, og den islandſke Biſkop Brand, der nys forud var bleven indviet. Man maa endog formode, at Kroningen fandt Sted ſamme Dag, ſom hans Indvielſe, umiddelbart efter denne, ſiden Indvielſen foregik paa en ſtor Feſtdag, nemlig den øvre Mariemesſe eller 28de Septbr[22]. Hvor Kroningen foregik, ſiges ikke. Den ſtore Chriſtkirke var da neppe endnu bleven færdig, ſaaſom det er viſt, at Sunnivas Levninger ej flyttedes til den førend ſex Aar ſenere, i 1170. Sandſynligviis er den da ſkeet i Apoſtelkirken, den kongelige Kirke i Staden. I Anledning af Kroningen ſkal Erling have ſtiftet Auguſtinerkloſtret paa Halsnø i Søndhordeland, der, beliggende i Nærheden af hans Ættegaard, efter al Rimelighed bar bort til hans Odelsgods[23]. Da Halsnø Kloſter ſiden ſtod i et Slags Forbindelſe med Jonskirken eller St. Johannes Auguſtinerkloſter i Bergen, og dette igjen med Bergens Domkapitel, kan begge disſe Kloſtres Stiftelſe rimeligviis antages ſamtidig, og ſynes nærmeſt at have været beregnet paa at faa et Konvent af regulære Auguſtinere iſtand under Bergens Domkapitel[24]. Dette er vel iſær ſkeet efter Erkebiſkop Eyſteins Foranſtaltning, da vi ſiden erfare, at han ej alene ſtiftede Elgeſeter Auguſtinerkloſter ved Nidaros, men endog oprettede et i Forbindelſe med Nidaros Domkapitel ſtaaende Auguſtinerkonvent ved Kaſtelkirken i Kongehelle, der maaſkee ved Kroningen er bleven bane ſkjenket[25]. Ligeledes er det at formode, at det bar ved denne højtidelige Lejlighed, at den forhen omtalte Overdragelſe Byen Stavanger til St. Svithun eller Biſkopsſtolen fandt Sted. Thi paa Kroningsdagen, beder det, bortſkjenkede Erling og Magnus ſtore Gaver. Erling havde paa denne Dag ladet berede et herligt Gjeſtebud i Kongsgaarden, boer den ſtore Hall var tjeldet med Peld og Bænkene belagte med koſtbare Klæder. Her beværtede Erling og den unge ſyvaarige Konge Erkebiſkoppen. Legaten, Biſkopperne, Høvdingerne, Hirden og alle haandgangne Mænd tilligemed en Mængde andre Indbudne. Saaledes, og med ſaa mange vigtige Forandringer i Norges ſtatsretlige og kirkelige Forhold, endtes den førſte norſke Kroningsfeſt. Erling ſkakke troede nu ſit Dynaſti fuldkommen befæſtet paa Tronen[26].

  1. „Det var ikke ſaa meget imod eders Vilje, at Magnus blev tagen til Konge,“ ſagde Erling ſiden til Erkebiſkoppen, ſom der nedenfor vil ſees. Noget imod den var det altſaa.
  2. Paa Konciliet i Lodi (19de—25de Juli 1161) indløb der nemlig Brev fra Kongerne af Danmark, Norge, Ungarn og Bøhmen, hvori de undſkyldte at de ej kunde møde (de have ſaaledes været indkaldte), men erklærede, at de tilligemed deres Lande erkjendte Viktor for retmæsſig Pave. (Morena i Leibnitz Scriptt. I. 831. Coieti Concilia XIII. 291). Da denne Anerkjendelſe netop falder paa den Tid, Erling maa antages at have været i Danmark og ſøgt Hjelp hos Valdemar, og da paa den anden Side ikke den Konge, mod hvem Erling fik Hjelp af Valdemar, kan antages at have fulgt dennes Stempel, maa det følgelig være Magnus, i hvis Navn Erkjendelſen af Viktor indløb tilligemed Kong Valdemars. I Biſkop Arnulf af Liſieux’s Breve (Bibl. max. Lugdun. XXII. 1316) ſtaar viſtnok, at Kongerne af Frankrige og Norge ſtrax erkjendte Alexander, men denne Konge af Norge er rimeligviis Haakon Herdebred, Magnus’s og Erlings Modſtander. At Eyſtein holdt med Alexander, ſees nokſom af den Forbindelſe, der beſtod imellem dem.
  3. Det normale Forhold mellem Marken og Peningen var nemlig, at den ſkulde indeholde 240 Peninger, følgelig Ertogen, der er 124 af Marken, ⅓ af Øren, 10 Peninge. Dette er ogſaa Forholdet med Peninge fra det 11te Aarhundrede; men Peningerne fra Slutningen af det 12te have kun halv Vegt mod hine, og i det Sagetal i den ældre Froſtathingslov, ſom er indført i Stedet for det ældre, der, ſom man ſeer, ſtod i enkelte Haandſkrifter, der maaſkee vare ældre end 1200 (ſe Norges gl. Love II. 520) og ſom vel ſkriver ſig fra 1200 eller 1l90, er Peningen altid beregnet til 120 af Ertogen, medens den derimod i den ældre Gulath. Lov er beregnet til 110. At Sølvværdi-Øren indeholdt 30 Peninge, altſaa Ertogen 10 Peninge, ſiges ogſaa udtrykkeligt i Froſtathings-Lov, Cap. 35, ſaavel ſomt den ældre Bjarkøret Cap. 162. Beregningen med 20 Peninger i Øren, eller den ſaakaldte Lag-Øre, torde dog maaſkee tidligere have været anvendelig paa Regnemaaden efter Vaadmaals-Alen, hvorved den ſaakaldte „Sex-Alens-Øre“, der. i Gulath. L. Cap. 170 nævnes ſom gjeldende i Gulathinget. Det heder nemlig i Fortællingen om Olaf den helliges Forſøg paa at gjøre Island ſkatſkyldigt (Olaf d. h. S. Cap. 132, jvfr. ovf. I. 2. S. 703), at han anmodede Islændingerne om at give ham Næſeſkat, nemlig en Pening for hver Næſe, af det Slags Peninger, hvoraf der kom 10 for en Liten Vaadmaal. Dette gjør 60 Peninger for 6 Alen, der ſkulde ſvare til en Øre. Denne „Lag-Øre“ var formodentlig den ſamme, der i Gulathings-Lagen ogſaa ſtundom kaldes Skatſvare-Øren (f. Ex. Cap. 198, 251).
  4. Magister Stephanus de urbe veteri kaldes han af Roger Hoveden (Savile, Side 600). Hvad hans Erende for øvrigt angaar, bliver det, da han netop ankom i 1163 og over Viken, heel ſandſynligt at han ogſaa har haft noget at beſtille med Oprettelſen af Erkeſtolen i Upſala, ſom nu endelig kom iſtand 1164, efter at Kong Karl havde underhandlet derom med Paven.
  5. Fagrſkinna, Cap. 268. Her ſtaar der udtrykkeligt, at Stephan kom til Norge et Aar efter Kong Haakons Fald, altſaa 1163, og Kroningen henføres til den følgende Sommer. Der indſkydes for øvrigt i dette Capitel en Beretning om Erkebiſkoppens Reiſe til Haalogaland og hans Dagtingning med Bønderne, der — hvad Sammenhold med de ſtørre Kongeſagaer, Magnus Erl. S. C. 8, Snorre, C. 16, iſær viſer — gjelder en tidligere Tid, ſaa at hvad der ſtrax efter ſiges: „om Vaaren efter kom Erling ſkakke til Kaupangen,“ er at henføre til den foregaaende Tidsbeſtemmelſe, om Stephans Ankomſt. Dette ſees ogſaa ſtrax af det følgende. De ſtørre Kongeſagaer omtale ikke Stephans Ankomſt, men nævne ham kun ſom nærværende ved Kroningen (Cap. 13, 14, Sn. Cap. 21, 22), hvilken efter deres Tidsregning, ſom man Skridt for Skridt kan følge, henføres til 1164. De ſige her at Magnus, da han kronedes, var 8 Aar gammel, og at Kroningen foregik, efter at han havde været Konge i tre Vintre (nemlig 1161—62, 1162—63, 1163—64). Fagrſkinna, Cap. 269, angiver hans Alder, da han kronedes, til 7 Aar, og i Sverres Saga Cap. 89 lægges ham ſelv de Ord i Munden, at han var 5 Aar gammel, da han fik Kongenavn, og 7, da han kronedes. Disſe tilſyneladende Afvigelſer forklares let derved, at Magnus, der rimeligviis var fød om Høſten eller mod Slutningen af Aaret 1156, ved Kroningstiden endnu ikke ganſke havde fyldt ſit 8de Aar, medens den dog indtraf i Løbet af dette. De isl. Annaler angive 1163 for Legatens Ankomſt, 1164 for Kroningen. Hoveden, der ſandſynligviis benyttede Efterretninger, der kom fra Erkebiſkop Eyſtein ſelv, lader Magnus blive kronet i ſin Regjerings andet Aar, og Pave Alexanders 4de. Da Alexanders Aar regnes fra Sept. 1159, da han indviedes, er det ſaaledes tydeligt, hvad der ogſaa fremgaar af Angivelſen om Magnus’s „2det Aar“, at Hoveden henfører Kroningen til 1163, men dette kan let forklares derved, at han, underrettet om at Stephan kom til Norge i dette Aar, ſvævede i den Tro, at Kroningen ſkede ſtrax efter. En aabenbar Fejl, der maaſkee ene er at tillægge Afſkriverne, er det derimod, naar han lader Magnus være 15 Aar gammel, da han kronedes. Villjam af Newbury, ſamtidig med Begivenhederne, ſiger udtrykkelig (III. 6) at Magnus var et Barn.
  6. Det er kun Fagrſkinna, der lader Erling rejſe til Throndhjem; de ſtørre Kongeſagaer ſige udtrykkeligt, at han forblev i Tunsberg, indtil han om Sommeren rejſte til Bergen, hvor da alle de ovenfor meddeelte Forhandlinger holdtes, umiddelbart før Kroningen. Men Fagrſkinna fremſtiller det hele øjenſynligt rigtigere, og dens Fremſtilling er derfor her væſentligt fulgt.
  7. Olavus perpetuus rex Norvegiæ, kaldes han i Hist. Norv. T. 12.
  8. At Mødet berammedes under Erlings Ophold i Throndhjem, ſiges udtrykkeligt i Fagrſkinna. At det for øvrigt var indrettet paa den her antydede Maade, kan ſluttes af flere Data. For det førſte er det rimeligt, at det tidligere Møde 1152 her afgav Regelen. For det andet ſeer man af Sagaerne, at alle Biſkopperne og en Mængde Høvdinger vare tilſtede, medens Gulath. L. Cap. 2, ſom indeholder de nedenfor anførte Beſtemmelſer om Kronens Ofring, Sukcesſion og Kongevalg, i ſin Overſkrift angiver, at de vedtoges efter Kong Magnus’s, Erkebiſkop Eyſteins, Erling Jarls, og alle Norges viſeſte Mænds Raad. Froſtathingsloven V. 44 melder om Beſtemmelſerne angaaende Drabsſager, Kvinderan o. ſ. v., at de vare vedtagne efter Kong Magnus’s, Erkebiſkop Eyſteins, de øvrige Biſkoppers, og alle de viſeſte Mands Raad. Da det nu ikke i Sagaerne omtales, og det i ſig ſelv er uſandſynligt, at der under Magnus’s Regjering holdtes flere end eet ſaadant Rigs- og Kirkemøde, medens det paa den anden Side er aabenbart, at netop alle eller de fleſte af de Gjenſtande, hvorom der i de oven anførte Lovſteder er Tale, maa have været forhandlede paa Mødet i Bergen, bliver det ogſaa utvivlſomt, at dette Møde virkelig er det, hvortil der i Loven ſigtes. At Erling i Overſkriften kaldes Jarl, uagtet han da endnu ikke var bleven det, gjør intet til Sagen, thi Kodex er yngre end Erlings Tid, og Afſkriveren, der kun kjendte ham under Benævnelſen „Erling Jarl“, har derfor og kaldt ham ſaa. Endog i Kong Haakon Sverresſøns Retterbod af 1202 eller 1203 ſtaar der, „at Jarlen begyndte Trætte med Erkebiſkop Eyſtein om Kirkens Frihed“: ſaa vant var man til at kalde Erling „Jarl“, endog hvor man omtalte Begivenheder ældre end hans Jarletitel. At de ſaakaldte viſeſte Mænd fra hvert Lagdømme egentlig vare 12, opnævnte af hver Biſkop, ſkjønnes deels af at dette forholdt ſig ſaa paa Mødet 1152, deels af ſelve Lovbeſtemmelſens Indhold.
  9. Biſkop Brand, hvis Vielſe gik forud for Kroningen, ſiden det udtrykkeligt ſiges at han ſtod hos, blev nemlig indviet den 8de Septbr., ſe Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie, l. 330. Denne Dag var rimeligviis ogſaa Kroningsdagen, ſe nedenf. S. 939.
  10. For Thorſteins Vedkommende maa det anſees viſt; hans Formand Villjam var nemlig ifølge Annalerne død 1157, og hans Eftermand Helge kaldes Electus i 1170. Paal af Bergen var, ſom vi have ſeet, allerede udnævnt af Eyſtein, men fordreven af Inge; dog i 1170 finde vi Paal atter ſom Biſkop, og hans Formand og Medbejler Nikolas Petersſøn har neppe holdt ved indtil da. Orm af Hamar Arnalds Eftermand, maa viſt bare ſukcederet denne endog flere Aar før 1164, da det neppe kan antages, at Arnold levede ſaa længe. Peter i Stavanger var den i 1163 afdøde Biſkop Aamundes Formand, og fulgte umiddelbart efter Jon Byrgesſøn, da denne blev Erkebiſkop. Han maa ſaaledes have været Biſkop i 1164.
  11. Disſe Beſtemmelſer ere optagne i Gulath. Lov under Cap. 2, og omtales tillige ſummariſk i Tunsberg-Forliget 1277.
  12. Uagtet man jo viſtnok maa ſige, at Beſtemmelſen om Kronens Ofring allerede i og for ſig indeholder Erkjendelſen af Underkaſtelſen under St. Olafs Højhed, ſaa er det dog merkeligt, at denne Underkaſtelſe ikke udtrykkeligt omtales, ſom ſenere i Kong Magnus’s Erklæring til Erkebiſkoppen (hvorom nedenfor), og i Tunsberg-Forliget. Det heder endog kun, at Ofringen ſkulde ſkee „for Kongens Sjæl“. Men ſynes ſaaledes med Flid at have undgaaet en ligefrem Udtalelſe af Underkaſtelſen.
  13. Denne Beſtemmelſe er ſat paa Skruer, og indeholder i ſig ſelv en Modſigelſe. Strengt taget fordres der ej alene Stemmefleerhed, men og Gejſtlighedens Samtykke. Altſaa, naar dette Samtykke ikke gaves, nyttede ej Stemmefleerheden, og det Parti, med hvem Gejſtligheden ſtemte, fik alligevel ſin Vilje frem.
  14. I den for omtalte Kong Haakons Retterbod af 1202 eller 1203 ſtaar der nemlig: „jeg indrømmer den hellige Kirke og Gejſtligheden al den Frihed, der tilkommer den, efter ſom de hellige Dokumenter mellem den og mig udviſe, og den hellige Kirke har haft fra ældre og nyere Tider, dog mit Kongedømme og al kongelig Værdighed uſkadt; efterſom Kardinal Nikolas faſtſatte, og de tre Konger, Eyſtein, Sigurd og Inge ſamtykkede og ſvore, og Kong Eyſteins Brev bevidner, og Kong Magnus ſtadfæſtede, og min Fader ſelv med ſit Brev, og de Eder vidne der bleve ſvorne for Legaten, da Jarlen yppede Trætte med Erkebiſkop Eyſtein om den hellige Kirkes Frihed. Norges gamle Love, I. S. 445). En enkelt Afſkrift har her „for Legaten Fidentius“; men da Ftdentius ej ſendtes ſom Legat førend i Aaret 1197, da baade Kong Magnus, Erkebiſkop Eyſtein og Erling Jarl forlængſt vare døde, er det tydeligt nok, at Navnet Fidentius maa være bleven vilkaarlig tilſat af en ukyndig Afſkriver; en Vidisſe fra 1321, afſkrevet efter Originalbrevet har ogſaa kun „for Legaten“.
  15. Dette er det meget omtviſtede Brev, aftrykt paa flere Steder, navnlig i „Norges gamle Love“ l. S. 442, efter den eneſte, heel daarlige Afſkrift deraf, ſom er os levnet, og hvor navnlig Dateringen, 23 Marts 1276, ved førſte Øjekaſt viſer ſig urigtig. Om Brevets Egthed vil der i det følgende blive Tale; at det ej har varet produceret og paaberaabt af Erkebiſkopperne efter Eyſteins Tid indtil Jon, 1273, ſees nokſom ſaavel af det oven omhandlede Brev af Haakon Sverresſøn, ſom af Ytringen i ſelve Tunsberg-Forliget at de deri indeholdte Privilegier, fornemmelig hvad Underkaſtelſen angaar, vare ſvækkede ved ej at bruges. Kong Sverres Fremtræden ſom det ſigurdſke Partis og det arvelige Kongedømmes Repræſentant, og det af ham opſtillede Syſtems Sejr, maatte under alle Omſtændigheder betage alle Magnus’s Indrømmelſer deres Betydning, og dette er vel Aarſagen, hvorfor der hviler ſaadan Dunkelhed over dem.
  16. Beſtemmelſerne anføres i den ældre Froſtathingslov V. 44, 45 udtrykkeligt ſom einkamál (ſæregne Beſtemmelſer), vedtagne efter Kong Magnus’s, Erkebiſkop Eyſteins, Biſkoppernes og de forſtandigſte Mænds Raad. I Gulathingsloven Cap. 32 er den optagen under Overſkriften: „Magnus gjorde denne nye Beſtemmelſe.“
  17. Ældre Froſtathingslov II. Cap. 44. jvfr. ældre Gulathingslov Cap. 33.
  18. Ældre Froſtathingslov II. 10. De tvende her omtalte Beſtemmelſer nævnes udtrykkeligt i Brevet af 1174.
  19. Ældre Gulathingslov Cap. 21, 22.
  20. Ældre Gulathingslov Cap. 8.
  21. Ældre Froſtathingslov II. 26.
  22. Det paabydes nemlig i den ſenere Lovgivning, der, ſom man godt kan ſee, har laant denne Artikel fra den ældre, at Kongen helſt ſkulde hyldes paa en Feſtdag; det ſamme ſeer man ogſaa var Tilfældet med Kroningen (Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 252, 253).
  23. Halsnø Kloſter ſiges i Walkentofs utrykte Beſkrivelſe over Bergen at være ſtiftet i Anledning af Kroningen; vel nævnes urigtigt Aaret 1161, men dette er en let forklarlig og undſkyldelig Fejltagelſe.
  24. Se Langes Kloſterhiſtorie S. 507, 513.
  25. Samme Skrift, S. 728 flg.
  26. Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 13, 14. Snorre Cap. 21, 22.