Det norske Folks Historie/3/98

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Erling skakke stod saaledes endelig ved Maalet, at see den Flok, der siden Kong Sigurds Død havde foruroliget Riget og nu sidst havde gjort hans Søn Herredømmet stridigt, aldeles opløst, i det mindste for en lang Tid, og sin Søn som Enekonge i Norge. Han selv var saaledes nu i Virkeligheden Landets Styrer. Han havde alt Krongodset til sin Raadighed, og benyttede sig heraf klogeligen, om just ikke tilbørligen, til at hæve og forfremme sine Frænder, idet han skjenkede mange af dem kongelige Gaarde. Dog tiende han hertil ogsaa anvende meget af det Jordegods, der tilfaldt Kronen efter de mange, der straffedes som Landsforrædere med Fredløshed og Forberedelse af Land og Løsøre, thi, siges der, han var grum og tilbøjelig til at refse, og det bar hans Skik fornemmelig at jage alle Stormænd, der hørte til hans Fienders Tal i Landflygtighed, maaskee netop for at faa deres Ejendomme i sin Vold. For end mere at sikre Magnus Tronen, og at bøde paa den Mangel ved hans Herkomst, at han kun paa mødrene Side nedstammede fra Kongehuset, besluttede han at lade ham krone. Denne Ceremoni, som hidtil ikke havde fundet Sted i Norge, og som derfor maatte falde Folket saa meget mere i Øjnene, skulde nemlig udfylde, hvad Magnus manglede i Legitimitet som Stifter af et nyt Dynasti, en umiddelbart guddommelig i ham selv hvilende Berettigelse til Tronen, der myrde ethvert Spørgsmaal om Herkomst og arvelig Ret for hans Vedkommende overflødigt.

Men for at kunne opnaa denne Fordeel maatte Erling først og fremst sikre sig Erkebiskoppens Samtykke, og dette kunde ikke faaes uden Opofrelser, ej alene fordi Erkebiskop Eystein var en Mand, som ikke lod nogen Lejlighed ubenyttet til at udvide sin Kirkes Friheder og forhøje dens Glands, men ogsaa fordi Erling paa denne Tid stod i et spendt Forhold til ham, hvilket først maatte bilægges. Som Kong Inges forhenværende Kapellan, og som den, der nærmest skyldte ham sin Ophøjelse, maa Eystein vistnok ansees for oprindelig at have tilhørt Inges Parti, men hans Æt hørte dog hjemme i Thrøndelagen; han var nærmere eller fjernere beslægtet med de fornemste Familier der, og stod paa en venskabelig Fod med alle Stormænd i Landskabet, saa at han, da han endelig tiltraadte Erkestolen, blev modtagen med aabne Arme af Thrønderne. Men da disse saa godt som alle tilhørte det andet Parti, som man efter Sigurd Mund, Sigurd jarl og Sigurd Markusfostre kunde kalde det Sigurdske, er det tydeligt nok, at Eystein ved de Skridt eller Indrømmelser, han gjorde for at opnaa Indvielsen eller komme i Besiddelse af Erkestolen, paa en vis Maade maa være gaaet over til dette. Han havde vistnok ingen videre Indvendinger gjort[1], da Magnus Erlingssøn blev tagen til Konge efter Haakon Herdebreds Fald, men Erling og Magnus kom da ogsaa i Spidsen for en sejrrig Flaade, og for Øjeblikket var der ikke nogen anden Tronprætendent. Det er endog meget muligt, at Eystein paa denne Tid var fraværende paa en Rejse, han foretog rundt om i sit Diøces, hvorom vi strax nedenfor skulle handle nærmere. Det fortælles desuden udtrykkeligt, at Erling efter et kort Ophold i Nidaros afrejste derfra, fordi Thrønderne ej tyktes ham ret at lide paa, og Thrøndernes politiske Sympathier deeltes vel nu ogsaa af Erkebiskoppen. Hvad der ogsaa maatte fjerne ham fra Erling, er, at denne under Opholdet i Danmark paa sin Søn Magnus’s Vegne fulgte Kong Valdemars Exempel, at erkjende Viktor IV, (Kardinal Oktavian) der af et Parti var valgt til Pave efter Hadrian den 2dens Død 1158, medens Eystein derimod holdt med den af det andet og større Parti valgte Alexander III (Roland), af hvem han sandsynligviis blev indviet, og som tilsidst blev den sejrende[2]. Siden kom Erling skakke i end mere umiddelbar Tvist med Erkebiskoppen. Kort efter sin Tiltrædelse havde nemlig denne foretaget sig den nys omtalte Rejse rundt om i sit Dioces, lige til det nordligste af Haalogaland, hovedsageligt, som det synes, for at udvirke Bøndernes Samtykke til en Bestemmelse, hvorved Erkestolens Indtægter næsten forligedes til det dobbelte. I Tidens Løb var nemlig Forskjellen mellem myntede Penge og reent Sølv stegen saa vidt, at en Øre Sølvværdi udgjorde det dobbelte af en Øre almindelig Er-uvant, der ogsaa kaldtes Lag-Øre eller sakmeten (i Sagefald vurderet) Øre, fordi de i Loven foreskrevne Boder og andet Sagefald udrededes efter dem. En Øre Sølvværdi beregnedes saaledes nu til 20 Peninger Courant, medens den oprindelig kun udgjorde 10 meninger rede Sølv.[3] Eystein forestillede nu Bønderne, hvor han kom, at hans Biskopsstol, der allerede tilforn var i Pengetrang, nu behøvede meget mere, for nogenledes at kunne omgives med den Glands, der fordredes af et Erkesæde; han anholdt derfor om, at Bønderne skulde vedtage at udrede hans Sag-Øre eller Sagefald i Sølvværdi, ikke, som forhen, og som de udredede Sagefaldet til Kongen, i almindelig Courant eller Sag-Øre. Og, merkeligt nok, ved hans egen store Indflydelse, den Iver, hvormed hiin drev Sagen, og hans mægtige Venners Understøttelse, fik han virkelig bragt det dertil, at Bønderne gik ind paa Forhøjelsen. Men dette var ingenlunde efter Erlings Sind. Han blev høist forbitret paa dem, som havde understøttet Eystein i denne Sag, og følgelig aller meest paa Erkebiskoppen selv. I denne Tid, da Erling saaledes allerede var kommen paa en spendt Fod med Erkebiskoppen, var det, at Sigurd Markusfostre blev tagen til Konge paa Ørething, og fik et stort Tilløb blandt Thrønderne. Om Eystein just ikke havde ligefrem Deel heri, faa har han dog vist heller ikke modsat sig det, thi et Ord af ham vilde sikkert kunne have hindret det. Sandsynligviis var det efter Erkebiskoppens Anmodning, og for nærmere at ordne disse og andre kirkelige Forhold, at Pave Alexander III nu sendte en Legat, Magister Stephanus fra Rom[4], til Norge. Der nævnes intet om, i hvilken særegen Hensigt han blev afsendt, hvad Vej han tog til Norge, eller hvor i Landet, og i hvilken Maaned han ankom. Alt hvad man erfarer, er kun, at han kom i Aaret 1163, sandsynligviis henimod Høsten, og at han, som det heder, blev venskabeligt modtagen af Kong Magnus, og Biskoppen, hvilket saaledes antyder, at han aller først kom til Viken, og derfra, rimeligviis over Land, fortsatte sin Rejse til Throndhjem. Man erfarer ligeledes, at han opholdt sig i Norge, sandsynligviis hos Erkebiskop Eystein, den hele Vinter og paafølgende Sommer.[5] Om Vaaren (1164) begav Erling sig selv til Nidaros, hvor han ikke havde været siden det skyndsomme Besøg i 1162, da hans Søn Magnus blev tagen til Konge.[6] Han var altfor statsklog til ikke at skjønne, at dette var det belejlige Øieblik til at aabne Underhandlinger med Eystein, der just nu trængte til at faa sine nye Foranstaltninger bekræftede af den verdslige Magt, og derfor maatte antages at ville blive saa meget villigere til at imødekomme de Ønsker, Erling til Gjengjeld maatte fremsætte. Da Erling kom, klagede mange for ham over Erkebiskoppens nye Tiltag. Han hørte nøje efter, hvad de sagde, men gav intet bestemt Svar. Men paa en Sammenkomst, han havde med Erkebiskoppen, for, som det heder, at aftale mangt og meget om hvad der vedkom Landsstyrelsen, ytrede han, at Erkebiskoppen vist kjendte Thrøndernes Lovbog, og derfor maatte vide, at de nye Forhøjelser i Sagøren strede imod dens Bud, og saaledes indeholdt et Brud paa St. Olafs Lov. Erkebiskoppen meente, at St. Olafs Lov ikke var brudt ved Forandringer, der forøgede hans Ret, men ytrede derimod, at det snarere kunde ansees som et Brud paa Loven, at en ikke kongebaaren Mand nu var bleven Norges Konge. Erling indvendte, at Erkebiskoppen ingen synderlige Vanskeligheder havde gjort, da Magnus toges til Konge, og at de øvrige Biskopper saavel som hele Folket samtykkede deri. „Jeg har heller ikke,“ sagde Erkebiskoppen, „det mindste imod at Magnus er Konge i Landet, dersom du kun er sikker paa, at Thrønderne ikke ansee deres Lov krænket deri, at de have faaet en Konge, der ej er Kongesøn. Thi jeg frygter for, at hvis der da senere kommer nogen anden virkelig arveberettiget, og gjør Fordring paa Riget, vil han faa et stort Parti for sig“. Erling rykkede nu nærmere frem med sit Ønske. „Siden det,“ sagde han, „ej har alle Lovbøgers Medhold, at en ikke kongebaaren Mand er Konge, og det dog stemmer med eders og de øvrige Biskoppers Ønske, at Magnus erkjendes som Konge over hele Landet, saa kunne I jo styrke ham og hans Kongedømme saaledes, at dette grunder sig paa Guds Lov: nemlig ved at salve, krone og indvie ham til Konge, da kan ingen siden med Rette gjøre ham Thronen stridig, thi det er baade Guds og Menneskers Lov. Saaledes var f. Ex. Villjam Bastard ikke Kongesøn, men han blev indviet og kronet til Konge over England, og siden har Kongedømmet holdt sig i hans Æt, ligesom og alle hans Efterfølgere have været kronede. Sven Ulfssøn i Danmark var heller ikke Kongesøn, men blev kronet til Konge, og efter ham have hans Sønner og Frænder været kronede Konger. Vi have faaet en Erkestol, hvilket er Landet til stor Ære og Glands; lader os nu ogsaa ved andre gode Indretninger forøge denne Glands, og faa en kronet Konge lige saa vel som Englænderne og Danerne. Han og jeg skulle til Gjengjeld understøtte eder i alt, hvad I maatte forlange til eders Stols Fremme.“ Erkebiskoppen, der vel ogsaa paa sin Side forudsaa, hvad Vending denne Sag vilde tage, laante Erlings Ord et villigt Øre, og overlagde med Legaten derom. Ved en saadan Overeenskomst, som den her foreslaaede, hvor Kirken bødede paa Kongens Legitimitet, vilde den egentlig blive den vindende. For Erling gjaldt det først og fremst at faa sin Søns Legitimitet anerkjendt, og i dette Øjemed kunde ingen Opofrelse synes ham for stor, isærdeleshed da han nu ej alene havde Fare at befrygte af hvilken sytti helst hidtil ukjendt Kongesøn eller Kongeætling, der med eet kunde dukke op, men ogsaa befandt lig i en vanskelig Stilling med Hensyn til Valdemar af Danmark, hvem han i Nødens Stund havde gjort Løfter, som hverken han selv havde Lyst til at holde, eller det norske Folk til at godkjende. Her havde man atter alene St. Olafs Helgenglorie at ty til, for at erhverve Støtte mod ydre og indre Prætendenter. Forhen var det den umiddelbare Nedstammelse fra St. Olaf, der havde opretholdt Magnus den gode mod det ældre danske Kongehuus, indtil da det eneste egentlig legitime i Norden; nu søgte man sin Støtte ved at opstille St. Olaf selv som Rigets egentlige, stedsevarende Konge,[7] hvis Ret saaledes aldrig kunde undergaa, men som gjennem sin Repræsentant, Erkebiskoppen, ved Kroningen forlenede den paa Livstid til den Konge, med hvem denne Ceremoni paa behørig Maade forrettedes. Men det indsees ogsaa let, hvilken Magt Erkebiskoppen derved fik, og hvilken overlegen Stilling han kom til at indtage i den norske Statsret. Paa den anden Side knyttedes igjen denne hans Magt derved til Magnus Erlingssøns ikke oprindeligt legitime Dynasti, medens den derimod altid maatte trues med at undergaa en betydelig Redaktion, hvis en Konge besteg Tronen, der ved sin fuldkomne Legitimitet, d. e. ved at nedstamme i lige Linje fra de ældre Konger, ikke behøvede at støtte sig til hiin Rets-Fiktion, eller af denne at laane den kunstige Legitimitet, hvis egentlige Forvalter og Uddeler Erkebiskoppen var. Saaledes fandt Erkebiskoppen og Erling sig gjensidigt tjente med at slutte sig til hinanden; Sagen aftaltes foreløbigt, og der berammedes til den følgende Aars Sommer et stort Rigs-Møde i Bergen, indrettet, som man af det Følgende seer, i det Væsentlige som det tidligere i 1152, nemlig saaledes at Erkebiskoppen, Legaten, de øvrige Biskopper og et Udvalg af de forstandigste Mænd fra hvert Lagdømme, eller egentlig tolv fra hvert Biskopsdømme, skulde indfinde sig; og paa hvilket Møde det oven nævnte Anliggende saavel som andre i Forbindelse dermed staaende Sager skulde afgjøres.[8] Derpaa, synes det, begav Erling sig tilbage til Tunsberg, og forblev her, indtil det lakkede mod Sommeren, da han drog til Bergen, og, som man maa formode, gjorde Forberedelser til det forestaaende Møde og de store Festligheder, som skulde finde Sted. Modet blev, som det synes, afholdt i Slutningen af August eller Begyndelsen af September Maaned.[9] Der indfandt slet efter Aftale Erkebiskoppen, Legaten, og de øvrige fire Biskopper, hvilke sandsynligviis vare Thorstein af Oslo[10] Paal af Bergen, Orm af Hamar, og Peter af Stavanger. Der kom ogsaa den i den nys afdøde Biskop i Hole paa Island, Bjørn Gilssøns, Sted udvalgte højbyrdige Islænding Brand Sæmundssøn, der af Eystein skulde modtage den biskoppelige Indvielse, og den mægtige Høvding Jon Loftssøn i Odde, Kong Magnus Barfods Dattersøn, hvis Frændskab med Kongehuset nu var blevet erkjendt af dettes Medlemmer i Norge, navnlig af Kong Magnus selv, det vil sige af Erling. Erling havde nu flere Sammenkomster med Lydbiskopperne og de øvrige Gejstlige, der alle erklærede sig enige med Erkebiskoppen, og tilraadede, at Kroningen paa de aftalte Betingelser burde finde Sted. Hvad der for øvrigt forhandledes paa det egentlige Møde, derom melde vore Sagaer intet; vi erfare kun af Resultaterne, saaledes som de ere optagne i Lovgivningen, at der har været raadslaaet om og vedtaget Bestemmelser, vistnok sigtende til at forebygge Tronstridigheder, ordne Tronfølgen, og opretholde Fred og lovlig Orden i Landet, men hovedsagelig dog til at befæste den Magt, Aristokratiet nu havde tilvendt sig, og som nu de gejstlige og verdslige Aristokrater, Biskopperne og Lendermændene saa at sige deelte imellem sig, dog saaledes at Gejstligheden af let begribelige Grunde fik Broderparten. Hovedbestemmelserne, Tronfølgen vedkommende, vare nemlig Følgende:[11]

Ved enhver Konges Død skulde alle Biskopper, Abbeder, Hirdstjorer, det vil sige Lendermændene og de fornemste Hird-Embedsmænd, tilligemed hele Hirden, og tolv Mænd fra hvert Biskopsdømme, opnævnte af Biskopperne, de sidste under 40 Marks Straf for Undladelse, begive sig til St. Olafs Helligdom i Nidaros, for at forvandle med Erkebiskoppen om Tronfølgen. De skulde have tiltraadt Rejsen inden en Maaned efter at de erfarede Kongens Død, og hans Krone skulde tillige medbringes, for at ofres for hans Sjæl, og hænge til evig Tid i Christkirken i Nidaros til Guds og St. Olafs Ære[12]. For Eftertiden skulde kun den regjerende Konges egtefødde Søn være berettiget til Tronfølgen, med mindre Ondskab eller Uforstandighed gjorde ham uskikket dertil. I faa Fald skulde den af hans samfædre Brødre være Konge, som de paa ovennævnte Møde forsamlede gejstlige og verdslige Herrer fandt at være den dueligste. De ikke Gejstlige skulde ved denne Lejlighed aflægge Ed paa at de her vilde følge sin bedste Overbeviisning, eftersom deres Samvittighed tilsagde dem; de Gejstlige skulde vel ikke aflægge Ed, men dog være under samme aandelige Ansvar. Efter-lod Kongen ingen egtefød Søn, da skulde nærmeste arveberettigede Frænde bestige Tronen, dog kun for saa vidt han paa Mødet erkjendtes duelig; befandtes han uskikket, da skulde de forsamlede Mænd vælge den, der tyktes dem bedst skikket til at vogte Guds Ret og Landets Love. Vare Meningerne forskjellige, da skulde vistnok, som det hed, de fleste Stemmer gjøre Udslaget, men, tilføjes der, for saa vidt Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper vare enige med dem[13].

Man erfarer altsaa heraf, at uagtet Kongetronen erklæredes arvelig i Kongens Æt, skulde dog denne Arveret være betinget af en Magnatforsamlings Skjøn; og at det stod denne Forsamling frit for at kassere den ene retmæssige Tronarving efter den anden, ja endog med Tilsidesættelse af dem alle at vælge en Konge af en anden Familie. Paa denne Magnatforsamling, indrettet ganske, eller i det væsentlige som den, paa hvilken disse Artikler bleve vedtagne, og bestaaende af Biskopperne, Lendermændene, Hirden og 60 af Biskopperne opnævnte Mænd, havde Biskopperne ei alene Overhaand ved .denne dem tildeelte Nævningsret, men ogsaa derved, at deres Skemme i Tilfælde af Meningsforskjel skulde gjøre Udslaget. Man faar af alt dette det bestemte Indtryk, at Lendermands-Aristokratiet, der nu ved Erlings, eller Kong Inges forrige Partis Sejr havde faaet Overhaand, var kommet overeens med Presterne om at dele Sejrens Fordele mellem dem og sig, og at befæste deres fælles Magt paa Kongemagtens Bekostning. At Erling, hvem det kun gjaldt først og fremst at sikre Magnus Kongenavnet, har gaaet ind paa hine Bestemmelser, der efter Bogstaven ikke saa meget indskrænkede Kongens Magt, naar han først havde erhvervet Kronen, som den gjorde Sukcessionen afhængig af Aristokratiet, er let at forstaa. Deels hørte han selv til Aristokratiet og deelte saaledes dets Interesser, deels haabede han vel at han eller Sønnen senere, naar denne først havde befæstet sig paa Tronen, nok ogsaa skulde kunne tilvejebringe de Forandringer, der ubetinget sikrede hans Æt Tronfølgen. Han regnede det vel vel heller ikke nøjere med de Løfter, han gav hine Herrer, for at sikre sig Magten, end med dem, han tidligere havde givet Kong Valdemar. Nogen særegen Haandfæstning til Erkebiskoppen, indeholdende den formelige Underkastelse af Riget og Kongedømmet under St. Olaf synes Magnus saa meget mindre ved denne Lejlighed at have udstedt, som det endog snarere lader til, at man har undgaaet en ligefrem Udtalelse deraf. Efter Vedtagelsen paa Rigsmødet var den ogsaa strengt taget overflødig, og kunde alene tjene til at vække de verdslige Magnaters Skinsyge mod Gejstligheden, hvis Magt allerede var bleven stor nok. Vi erfare vel, som det nedenfor vil sees, at enkelte Bestemmelser, sigtende til at omgive Erkestolen med den tilbørlige Glands, og passende at betegne Erkebiskoppens Forrang for Lydbiskopperne, ere paa dette Mode enten blevne vedtagne, eller bekræftede, men med Hensyn til virkelige Indrømmelser eller Privilegier for Erkebiskoppen finde vi kun, at Magnus eller rettere Erling paa hans Vegne i almindelige Udtryk har anerkjendt og besvoret de Friheder, Kirken allerede ved Kongerne Eysteins, Sigurds og Inges Overeenskomst med Kardinal Nikolas havde faaet, dog, som det udtrykkeligt heder, med Forbehold af Kongens fulde lovlige Ret og Hæder[14]. Først senere støde vi paa en af Magnus ti Aar senere, til Erkebiskoppen udstedt Erklæring, hvorved han formelig gjentager eller vedtager Underkastelsen Under St. Olaf, og derhos saavel stadfæster, som vel og i mange Henseender udvider Erkebiskoppens særskilte Rettigheder; men for saa vidt dette Dokument er egte — hvorom der hersker megen Tvivl — synes det i alle Fald kun at være udstedt underhaanden, og ikke strax at have været offentliggjort eller at være blevet almindelig bekjendt, ligesom ogsaa Erkjendelsen af St. Olafs Overhøjhed der kun er en Bisag[15].

Saaledes havde da Norges statsretlige Forfatning faaet en fuldkommen aristokratisk Grundvold, hvorpaa det allerede mægtige Aristokrati med Lethed kunde opføre en Bygning, der tilsidst aldeles overskyggede Kongedømmet. At det især blev Gejstligheden, som nød godt heraf og erhvervede den største Magt, ligger i Sagens Natur. For det første maatte den Fiktion, at St. Olaf fra nu af skulde være Landets egentlige Konge, give Erkebiskoppen betydelig Overvegt. For det andet var Erkebiskoppens og Biskoppernes Embedsstilling i hine Tider allerede i og for sig selv saa anseelig, at de saa godt som vare selvskrevne til Magten: de vare de eneste saakaldte tignir menn (fyrstelige Personer), medens alle de øvrige vare útignir; og denne fremragende Stilling og høje Rang maatte endog uden Hensyn til deres aandelige Kald, alene i verdslig Henseende forlene dem Auktoritet. Hertil kom, at Lendermands-Aristokratiet i det Hele taget intet Afbræk led ved den Magtudvidelse, som nu blev Gejstligheden til Deel, og som kun gik ud over Kongedømmet. Tvertimod kom den de verdslige Herrer selv middelbart til Gode, ej alene fordi Kongedømmet derved svækkedes, men fordi Gejstlighedens fornemste Medlemmer vistnok alle, eller for den største Deel, selv tilhørte Landets ypperste Ætter, og saaledes deelte deres Interesser. Man seer derfor ogsaa under den senere Kamp mellem Aristokratiets og den arvelige Kongemagts Partier hiint tillige optræde som Hierarkiets Parti, saa at det deraf endog fik Navnet „Bagler“ det bedste Beviis paa, at Gejstlighedens og det ældre Lendermands-Aristokratis Interesser aldeles faldt sammen lige over for Kongemagten.

For denne Forening af det gejstlige og verdslige Aristokrati maatte det fra nu af være af den højeste Vigtighed, at kvæle ethvert Forsøg paa at rejse Hovedet igjen, af det nys knækkede, forhenværende sigurdske eller egentlig throndhjemske, Parti, der nærmest holdt sig til Sigurd Munds og Eysteins Linjer, uden at erkjende anden Legitimitet end den, der bestod i at være en Konges Søn, eller at nedstamme fra Kongehuset ilige nedstigende Linje. Naar man har de ugunstige Omstændigheder for Øje, under hvilke dette Parti i de sidste Aar havde optraadt, hvorledes det havde maattet tilsidesætte enhver Betænkelighed, saavel med Hensyn til Valget af de Folk, det optog i sine Krigeres Rækker, som til Maaden, hvorpaa det skaffede disse Krigere Underholdning, og hvilken høj Grad af Upopularitet det derved havde paadraget sig, saa at alt ondt paasagdes det, ja endog at Anføreren havde taget sin Tilflugt til Trolddoms-Kunster for at erhverve Sejren: da vil man lettelig erkjende, at følgende Bestemmelser, der ligeledes vedtoges paa Mødet, og indførtes i alle Lovbøger, nærmest maa være formede med stadigt Hensyn til hiint Parti, for at tilintetgjøre dets Levninger, og forebygge dets Opkomst[16]. „Alle Mænd“, heder det, „som krænke de Trygder, der ere indgaaede Mand imellem angaaende Drabssager, ere Ubodemænd, have forbrudt Fæ og Fred, Land og Løsøre, Odelsjorder som andre. De, der lade sit Liv for Tyveri eller Stimandsfærd, hvad enten det er til Skibs eller Lands, saa og for Snigmord, Troldskab. Spaadoms-Ceremonier og Udesidden, for at vække Trold op og dermed fremme Hedendom, saa og de, der lade sig leje for Penge til at dræbe Mænd, med hvem de intet have udestaaende, undtagen naar Kongen lader refse til Landrenselse og Fred; saa og de, der tage Kvinder med Ran, eller andre Mænds Koner, Fæstemøer, eller Datum uden deres lovlige Verrgers Samtykke, og endelig de, der hevne slige Ubodemænd eller fordre Bøder efter dem: de ere alle Ubodemænd, have forvendt Fæ og Fred, Land og Løsøre; og de, som værge sit Gods eller fine Frændkoner for dem ere fredhellige, men alle hine derimod ugilde, hvad enten de faa Saar eller Bane“. De her opregnede og som Ubodemaal stemplede Forbrydelser vare netop de, der tillagdes det sigurdske Parti, og især de vilde, lovløse Grændseboer og Elvegrimer.

Sandsynligviis have ved denne Lejlighed ogsaa de allerede ovenfor omtalte Bestemmelser, som sigtede til at omgive Erkestolen med den tilbørlige Glands, enten været vedtagne, eller for saa vidt de alle, eller enkelte, hidrørte fra Kardinal Nikolas’s Tid, bekræftede og maaskee udvidede, f. Ex., at medens de øvrige Biskopper maatte nøje sig med 30 Skydsheste, naar de rejste for at indvie Hovedkirken kunde Erkebiskoppen rekvirere enhver Hest, som nogensinde havde været Sadel eller Sele[17]. Voldsgjerninger, begaade inden Christkirkens eller Mariekirkens Enemerker, straffedes strengere end om de vare forøvede ved andre Kirker[18]. At Biskoppernes Eneret til at besætte de gejstlige Embeder, og Domkapitlernes til at vælge Biskopper, uden Indblanding fra Kongens Side, erkjendtes eller bekræftedes, falder af sig selv. Paa dette maa tillige, som det synes, de Forandringer i Gulathings-Loven, fornemmelig Kirkeretten, der udtrykkeligt tillægges Magnus, være vedtagne; de gaa i det Hele taget ud paa at skjærpe Straffene og saaledes udvides Gejstlighedens Magt, medens dog tillige enkelte forældede Skikke afskaffes[19]. Merkeligt er det, at Bestemmelsen om Tiende da først synes at have været optagen i Gulathings-Loven[20]. Formodentlig var det vel ogsaa nu, gjennem Legaten Stephan, at Pave Alexander, som det udtrykkeligt siges, tillod at fiske Sild, naar den kom til Landet, ogsaa paa Søn- og Hellig-Dage, med Undtagelse af de aller fornemste, der særskilt opregnes[21].

Da alt dette nu var afgjort og vedtaget, aflagde Kongen, Erling og 12 Lendermænd med dem paa de øvriges Vegne Ed paa, at de vedtagne Bestemmelser skulde overholdes. Derpaa stred man til Kroningen, der forrettedes af Erkebiskoppen med megen Pragt, og med Bistand af Legaten, de fire norske Biskopper, og den islandske Biskop Brand, der nys forud var bleven indviet. Man maa endog formode, at Kroningen fandt Sted samme Dag, som hans Indvielse, umiddelbart efter denne, siden Indvielsen foregik paa en stor Festdag, nemlig den øvre Mariemesse eller 28de Septbr[22]. Hvor Kroningen foregik, siges ikke. Den store Christkirke var da neppe endnu bleven færdig, saasom det er vist, at Sunnivas Levninger ej flyttedes til den førend sex Aar senere, i 1170. Sandsynligviis er den da skeet i Apostelkirken, den kongelige Kirke i Staden. I Anledning af Kroningen skal Erling have stiftet Augustinerklostret paa Halsnø i Søndhordeland, der, beliggende i Nærheden af hans Ættegaard, efter al Rimelighed bar bort til hans Odelsgods[23]. Da Halsnø Kloster siden stod i et Slags Forbindelse med Jonskirken eller St. Johannes Augustinerkloster i Bergen, og dette igjen med Bergens Domkapitel, kan begge disse Klostres Stiftelse rimeligviis antages samtidig, og synes nærmest at have været beregnet paa at faa et Konvent af regulære Augustinere istand under Bergens Domkapitel[24]. Dette er vel især skeet efter Erkebiskop Eysteins Foranstaltning, da vi siden erfare, at han ej alene stiftede Elgeseter Augustinerkloster ved Nidaros, men endog oprettede et i Forbindelse med Nidaros Domkapitel staaende Augustinerkonvent ved Kastelkirken i Kongehelle, der maaskee ved Kroningen er bleven bane skjenket[25]. Ligeledes er det at formode, at det bar ved denne højtidelige Lejlighed, at den forhen omtalte Overdragelse Byen Stavanger til St. Svithun eller Biskopsstolen fandt Sted. Thi paa Kroningsdagen, beder det, bortskjenkede Erling og Magnus store Gaver. Erling havde paa denne Dag ladet berede et herligt Gjestebud i Kongsgaarden, boer den store Hall var tjeldet med Peld og Bænkene belagte med kostbare Klæder. Her beværtede Erling og den unge syvaarige Konge Erkebiskoppen. Legaten, Biskopperne, Høvdingerne, Hirden og alle haandgangne Mænd tilligemed en Mængde andre Indbudne. Saaledes, og med saa mange vigtige Forandringer i Norges statsretlige og kirkelige Forhold, endtes den første norske Kroningsfest. Erling skakke troede nu sit Dynasti fuldkommen befæstet paa Tronen[26].

  1. „Det var ikke saa meget imod eders Vilje, at Magnus blev tagen til Konge,“ sagde Erling siden til Erkebiskoppen, som der nedenfor vil sees. Noget imod den var det altsaa.
  2. Paa Konciliet i Lodi (19de—25de Juli 1161) indløb der nemlig Brev fra Kongerne af Danmark, Norge, Ungarn og Bøhmen, hvori de undskyldte at de ej kunde møde (de have saaledes været indkaldte), men erklærede, at de tilligemed deres Lande erkjendte Viktor for retmæssig Pave. (Morena i Leibnitz Scriptt. I. 831. Coieti Concilia XIII. 291). Da denne Anerkjendelse netop falder paa den Tid, Erling maa antages at have været i Danmark og søgt Hjelp hos Valdemar, og da paa den anden Side ikke den Konge, mod hvem Erling fik Hjelp af Valdemar, kan antages at have fulgt dennes Stempel, maa det følgelig være Magnus, i hvis Navn Erkjendelsen af Viktor indløb tilligemed Kong Valdemars. I Biskop Arnulf af Lisieux’s Breve (Bibl. max. Lugdun. XXII. 1316) staar vistnok, at Kongerne af Frankrige og Norge strax erkjendte Alexander, men denne Konge af Norge er rimeligviis Haakon Herdebred, Magnus’s og Erlings Modstander. At Eystein holdt med Alexander, sees noksom af den Forbindelse, der bestod imellem dem.
  3. Det normale Forhold mellem Marken og Peningen var nemlig, at den skulde indeholde 240 Peninger, følgelig Ertogen, der er 124 af Marken, ⅓ af Øren, 10 Peninge. Dette er ogsaa Forholdet med Peninge fra det 11te Aarhundrede; men Peningerne fra Slutningen af det 12te have kun halv Vegt mod hine, og i det Sagetal i den ældre Frostathingslov, som er indført i Stedet for det ældre, der, som man seer, stod i enkelte Haandskrifter, der maaskee vare ældre end 1200 (se Norges gl. Love II. 520) og som vel skriver sig fra 1200 eller 1l90, er Peningen altid beregnet til 120 af Ertogen, medens den derimod i den ældre Gulath. Lov er beregnet til 110. At Sølvværdi-Øren indeholdt 30 Peninge, altsaa Ertogen 10 Peninge, siges ogsaa udtrykkeligt i Frostathings-Lov, Cap. 35, saavel somt den ældre Bjarkøret Cap. 162. Beregningen med 20 Peninger i Øren, eller den saakaldte Lag-Øre, torde dog maaskee tidligere have været anvendelig paa Regnemaaden efter Vaadmaals-Alen, hvorved den saakaldte „Sex-Alens-Øre“, der. i Gulath. L. Cap. 170 nævnes som gjeldende i Gulathinget. Det heder nemlig i Fortællingen om Olaf den helliges Forsøg paa at gjøre Island skatskyldigt (Olaf d. h. S. Cap. 132, jvfr. ovf. I. 2. S. 703), at han anmodede Islændingerne om at give ham Næseskat, nemlig en Pening for hver Næse, af det Slags Peninger, hvoraf der kom 10 for en Liten Vaadmaal. Dette gjør 60 Peninger for 6 Alen, der skulde svare til en Øre. Denne „Lag-Øre“ var formodentlig den samme, der i Gulathings-Lagen ogsaa stundom kaldes Skatsvare-Øren (f. Ex. Cap. 198, 251).
  4. Magister Stephanus de urbe veteri kaldes han af Roger Hoveden (Savile, Side 600). Hvad hans Erende for øvrigt angaar, bliver det, da han netop ankom i 1163 og over Viken, heel sandsynligt at han ogsaa har haft noget at bestille med Oprettelsen af Erkestolen i Upsala, som nu endelig kom istand 1164, efter at Kong Karl havde underhandlet derom med Paven.
  5. Fagrskinna, Cap. 268. Her staar der udtrykkeligt, at Stephan kom til Norge et Aar efter Kong Haakons Fald, altsaa 1163, og Kroningen henføres til den følgende Sommer. Der indskydes for øvrigt i dette Capitel en Beretning om Erkebiskoppens Reise til Haalogaland og hans Dagtingning med Bønderne, der — hvad Sammenhold med de større Kongesagaer, Magnus Erl. S. C. 8, Snorre, C. 16, især viser — gjelder en tidligere Tid, saa at hvad der strax efter siges: „om Vaaren efter kom Erling skakke til Kaupangen,“ er at henføre til den foregaaende Tidsbestemmelse, om Stephans Ankomst. Dette sees ogsaa strax af det følgende. De større Kongesagaer omtale ikke Stephans Ankomst, men nævne ham kun som nærværende ved Kroningen (Cap. 13, 14, Sn. Cap. 21, 22), hvilken efter deres Tidsregning, som man Skridt for Skridt kan følge, henføres til 1164. De sige her at Magnus, da han kronedes, var 8 Aar gammel, og at Kroningen foregik, efter at han havde været Konge i tre Vintre (nemlig 1161—62, 1162—63, 1163—64). Fagrskinna, Cap. 269, angiver hans Alder, da han kronedes, til 7 Aar, og i Sverres Saga Cap. 89 lægges ham selv de Ord i Munden, at han var 5 Aar gammel, da han fik Kongenavn, og 7, da han kronedes. Disse tilsyneladende Afvigelser forklares let derved, at Magnus, der rimeligviis var fød om Høsten eller mod Slutningen af Aaret 1156, ved Kroningstiden endnu ikke ganske havde fyldt sit 8de Aar, medens den dog indtraf i Løbet af dette. De isl. Annaler angive 1163 for Legatens Ankomst, 1164 for Kroningen. Hoveden, der sandsynligviis benyttede Efterretninger, der kom fra Erkebiskop Eystein selv, lader Magnus blive kronet i sin Regjerings andet Aar, og Pave Alexanders 4de. Da Alexanders Aar regnes fra Sept. 1159, da han indviedes, er det saaledes tydeligt, hvad der ogsaa fremgaar af Angivelsen om Magnus’s „2det Aar“, at Hoveden henfører Kroningen til 1163, men dette kan let forklares derved, at han, underrettet om at Stephan kom til Norge i dette Aar, svævede i den Tro, at Kroningen skede strax efter. En aabenbar Fejl, der maaskee ene er at tillægge Afskriverne, er det derimod, naar han lader Magnus være 15 Aar gammel, da han kronedes. Villjam af Newbury, samtidig med Begivenhederne, siger udtrykkelig (III. 6) at Magnus var et Barn.
  6. Det er kun Fagrskinna, der lader Erling rejse til Throndhjem; de større Kongesagaer sige udtrykkeligt, at han forblev i Tunsberg, indtil han om Sommeren rejste til Bergen, hvor da alle de ovenfor meddeelte Forhandlinger holdtes, umiddelbart før Kroningen. Men Fagrskinna fremstiller det hele øjensynligt rigtigere, og dens Fremstilling er derfor her væsentligt fulgt.
  7. Olavus perpetuus rex Norvegiæ, kaldes han i Hist. Norv. T. 12.
  8. At Mødet berammedes under Erlings Ophold i Throndhjem, siges udtrykkeligt i Fagrskinna. At det for øvrigt var indrettet paa den her antydede Maade, kan sluttes af flere Data. For det første er det rimeligt, at det tidligere Møde 1152 her afgav Regelen. For det andet seer man af Sagaerne, at alle Biskopperne og en Mængde Høvdinger vare tilstede, medens Gulath. L. Cap. 2, som indeholder de nedenfor anførte Bestemmelser om Kronens Ofring, Sukcession og Kongevalg, i sin Overskrift angiver, at de vedtoges efter Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins, Erling Jarls, og alle Norges viseste Mænds Raad. Frostathingsloven V. 44 melder om Bestemmelserne angaaende Drabssager, Kvinderan o. s. v., at de vare vedtagne efter Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins, de øvrige Biskoppers, og alle de viseste Mands Raad. Da det nu ikke i Sagaerne omtales, og det i sig selv er usandsynligt, at der under Magnus’s Regjering holdtes flere end eet saadant Rigs- og Kirkemøde, medens det paa den anden Side er aabenbart, at netop alle eller de fleste af de Gjenstande, hvorom der i de oven anførte Lovsteder er Tale, maa have været forhandlede paa Mødet i Bergen, bliver det ogsaa utvivlsomt, at dette Møde virkelig er det, hvortil der i Loven sigtes. At Erling i Overskriften kaldes Jarl, uagtet han da endnu ikke var bleven det, gjør intet til Sagen, thi Kodex er yngre end Erlings Tid, og Afskriveren, der kun kjendte ham under Benævnelsen „Erling Jarl“, har derfor og kaldt ham saa. Endog i Kong Haakon Sverressøns Retterbod af 1202 eller 1203 staar der, „at Jarlen begyndte Trætte med Erkebiskop Eystein om Kirkens Frihed“: saa vant var man til at kalde Erling „Jarl“, endog hvor man omtalte Begivenheder ældre end hans Jarletitel. At de saakaldte viseste Mænd fra hvert Lagdømme egentlig vare 12, opnævnte af hver Biskop, skjønnes deels af at dette forholdt sig saa paa Mødet 1152, deels af selve Lovbestemmelsens Indhold.
  9. Biskop Brand, hvis Vielse gik forud for Kroningen, siden det udtrykkeligt siges at han stod hos, blev nemlig indviet den 8de Septbr., se Finn Jonssøns Kirkehistorie, l. 330. Denne Dag var rimeligviis ogsaa Kroningsdagen, se nedenf. S. 939.
  10. For Thorsteins Vedkommende maa det ansees vist; hans Formand Villjam var nemlig ifølge Annalerne død 1157, og hans Eftermand Helge kaldes Electus i 1170. Paal af Bergen var, som vi have seet, allerede udnævnt af Eystein, men fordreven af Inge; dog i 1170 finde vi Paal atter som Biskop, og hans Formand og Medbejler Nikolas Peterssøn har neppe holdt ved indtil da. Orm af Hamar Arnalds Eftermand, maa vist bare sukcederet denne endog flere Aar før 1164, da det neppe kan antages, at Arnold levede saa længe. Peter i Stavanger var den i 1163 afdøde Biskop Aamundes Formand, og fulgte umiddelbart efter Jon Byrgessøn, da denne blev Erkebiskop. Han maa saaledes have været Biskop i 1164.
  11. Disse Bestemmelser ere optagne i Gulath. Lov under Cap. 2, og omtales tillige summarisk i Tunsberg-Forliget 1277.
  12. Uagtet man jo vistnok maa sige, at Bestemmelsen om Kronens Ofring allerede i og for sig indeholder Erkjendelsen af Underkastelsen under St. Olafs Højhed, saa er det dog merkeligt, at denne Underkastelse ikke udtrykkeligt omtales, som senere i Kong Magnus’s Erklæring til Erkebiskoppen (hvorom nedenfor), og i Tunsberg-Forliget. Det heder endog kun, at Ofringen skulde skee „for Kongens Sjæl“. Men synes saaledes med Flid at have undgaaet en ligefrem Udtalelse af Underkastelsen.
  13. Denne Bestemmelse er sat paa Skruer, og indeholder i sig selv en Modsigelse. Strengt taget fordres der ej alene Stemmefleerhed, men og Gejstlighedens Samtykke. Altsaa, naar dette Samtykke ikke gaves, nyttede ej Stemmefleerheden, og det Parti, med hvem Gejstligheden stemte, fik alligevel sin Vilje frem.
  14. I den for omtalte Kong Haakons Retterbod af 1202 eller 1203 staar der nemlig: „jeg indrømmer den hellige Kirke og Gejstligheden al den Frihed, der tilkommer den, efter som de hellige Dokumenter mellem den og mig udvise, og den hellige Kirke har haft fra ældre og nyere Tider, dog mit Kongedømme og al kongelig Værdighed uskadt; eftersom Kardinal Nikolas fastsatte, og de tre Konger, Eystein, Sigurd og Inge samtykkede og svore, og Kong Eysteins Brev bevidner, og Kong Magnus stadfæstede, og min Fader selv med sit Brev, og de Eder vidne der bleve svorne for Legaten, da Jarlen yppede Trætte med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Frihed. Norges gamle Love, I. S. 445). En enkelt Afskrift har her „for Legaten Fidentius“; men da Ftdentius ej sendtes som Legat førend i Aaret 1197, da baade Kong Magnus, Erkebiskop Eystein og Erling Jarl forlængst vare døde, er det tydeligt nok, at Navnet Fidentius maa være bleven vilkaarlig tilsat af en ukyndig Afskriver; en Vidisse fra 1321, afskrevet efter Originalbrevet har ogsaa kun „for Legaten“.
  15. Dette er det meget omtvistede Brev, aftrykt paa flere Steder, navnlig i „Norges gamle Love“ l. S. 442, efter den eneste, heel daarlige Afskrift deraf, som er os levnet, og hvor navnlig Dateringen, 23 Marts 1276, ved første Øjekast viser sig urigtig. Om Brevets Egthed vil der i det følgende blive Tale; at det ej har varet produceret og paaberaabt af Erkebiskopperne efter Eysteins Tid indtil Jon, 1273, sees noksom saavel af det oven omhandlede Brev af Haakon Sverressøn, som af Ytringen i selve Tunsberg-Forliget at de deri indeholdte Privilegier, fornemmelig hvad Underkastelsen angaar, vare svækkede ved ej at bruges. Kong Sverres Fremtræden som det sigurdske Partis og det arvelige Kongedømmes Repræsentant, og det af ham opstillede Systems Sejr, maatte under alle Omstændigheder betage alle Magnus’s Indrømmelser deres Betydning, og dette er vel Aarsagen, hvorfor der hviler saadan Dunkelhed over dem.
  16. Bestemmelserne anføres i den ældre Frostathingslov V. 44, 45 udtrykkeligt som einkamál (særegne Bestemmelser), vedtagne efter Kong Magnus’s, Erkebiskop Eysteins, Biskoppernes og de forstandigste Mænds Raad. I Gulathingsloven Cap. 32 er den optagen under Overskriften: „Magnus gjorde denne nye Bestemmelse.“
  17. Ældre Frostathingslov II. Cap. 44. jvfr. ældre Gulathingslov Cap. 33.
  18. Ældre Frostathingslov II. 10. De tvende her omtalte Bestemmelser nævnes udtrykkeligt i Brevet af 1174.
  19. Ældre Gulathingslov Cap. 21, 22.
  20. Ældre Gulathingslov Cap. 8.
  21. Ældre Frostathingslov II. 26.
  22. Det paabydes nemlig i den senere Lovgivning, der, som man godt kan see, har laant denne Artikel fra den ældre, at Kongen helst skulde hyldes paa en Festdag; det samme seer man ogsaa var Tilfældet med Kroningen (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 252, 253).
  23. Halsnø Kloster siges i Walkentofs utrykte Beskrivelse over Bergen at være stiftet i Anledning af Kroningen; vel nævnes urigtigt Aaret 1161, men dette er en let forklarlig og undskyldelig Fejltagelse.
  24. Se Langes Klosterhistorie S. 507, 513.
  25. Samme Skrift, S. 728 flg.
  26. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 13, 14. Snorre Cap. 21, 22.