Det norske Folks Historie/3/97

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Sigurd Jarl og Anund Simonssøn vare, som vi have seet, kort før Slaget ved Sekken sendte ind til Raumsdalen, for at samle Folk. Til dem begave sig nu ogsaa Eindride unge, Fredrik Køna og endeel flere Høvdinger, der vare undkomne fra Slaget, og ikke vilde underkaste sig Sejrherren. De holdt sin Flok fremdeles samlet, og Partiet vedlige, forlode Skibene i Raumsdalen, og begave sig øster til Oplandene, for at tage sig en ny Konge i Haakons Sted. Hertil udsaa de nemlig Sigurd, Søn af Kong Sigurd Mund, der opfostredes hos Sigurd Jarls Frænde og Granne, Markus paa Skog[1], hvorfor han sædvanligviis kaldes Sigurd Markusfostre. Efter Sigurd Jarls og andre Høvdingers Tilskyndelse gave Oplændingerne ham Kongenavn, rimeligviis paa Eidsivathing (1162). Den nye Konge var endnu, som man maa formode, et Barn, i det mindste omtales han ikke en eneste Gang som handlende paa egen Haand. Hans Tilhængere eller rettere Herrer havde endnu en betydelig Styrke samlet, men i to Afdelinger, saaledes at den saakaldte Konge og Markus med den ene holdt sig i de indre Gaute, hvor de vare mindre udsatte for Fare, medens derimod Sigurd Jarl med sine Skarer og Lendermændene laa paa Vagt mod Angreb af Fienden, og derfor af og til streifede ned i Viken, det vil her sige dens øvre Deel, omkring Oslofjorden. Men da den Deel af Landet, de havde inde, var saa ubetydelig, og deres store Troppeantal krævede betydelige Bekostninger, kom de snart i den største Pengemangel, og saa sig nødte til at samle, hvad de behøvede, paa højst utilbørlig, ja endog ulovlig Viis, deels ved haarde og uskaansomme Retsforfølgelser, der kastede Bøder og Gods-Inddragninger af sig, deels ogsaa ligefrem ved Ran. Men da Riget paa denne Tid var i en meget blomstrende Tilstand, og Bønderne, som allerede forhen omtalt, vare vante til at nyde sin Velstand i Ro og hidtil ikke havde været stort besværede ved de Tronfejder, der førtes mellem Kongerne og mestendeels ved disses egne og Lendermændenes Huuskarle, gjorde slig ulovlig Fremfærd overordentlig Opsigt, og vakte den største Forbitrelse. Af denne Grund, og fordi Vikverjerne, forhen ivrige Tilhængere af Kong Inge, nu ogsaa havde overført deres Kjærlighed paa Magnus og Erling, der repræsenterede det samme Parti, lykkedes det Erling at vække den største Forbitrelse mod Flokken paa Oplandene. Han holdt ofte Thing med Bønderne, og der blev idelig talt om de Voldsgjerninger, Sigurds Mænd begik. Det var en heldig Gjerning, hed det, om man kunde faa den Flok i Bund og Grund ødelagt, og saadan Tale vandt Bøndernes højeste Bifald. Især talte Arne Kongsmaag baade vidtløftigt og haardt om denne Sag; han bad endog alle dem, der vare paa Thinget, Krigsmænd, Bønder og Bymænd, efter den i Loven foreskrevne Form ved Vaabentag at dømme Sigurd Jarl og hele hans Flok i Djevelens Vold baade levende og døde. Ogsaa Presten Roald Langtala holdt et Foredrag i dette Øjemed. Og, siges der, saa opbragt og ustyrlig var Forsamlingen, at de alle gik ind derpaa, og en slig uhørt Dom blev afsagt efter alle lovlige Former. Erling holdt Julegildet Tunsberg, og udbetalte ved Kyndelsmisse Krigsfolkene deres Sold. Hver Nat lod han tolv Mænd holde Vagt i Byen[2].

Sigurd Jarl streifede fremdeles om hist og her i Viken og paa Oplandene. Hans Styrke var betydelig, og mange underkastede sig ham, dog mest af Frygt; mange maatte betale Penge. Flere af Flokken sendte dog hemmeligt Bud til Erling for at tilbyde Underkastelse og hede om Grid. Erling lod dem svare, at alle, der nedlagde deres Vaaben, skulde faa beholde Livet, men Landsvist kun de, der ikke havde forbrudt sig altfor meget mod ham. Dette Svar var uklogt, thi da hine hørte, at ikke alle, som faldt fra Sigurd, kunde være sikre paa Landsvist, foretrak de at blive Sigurd tro: de fleste vidste med sig selv, at Erling ansaa dem for at have groveligen forsyndet sig imod ham. Blandt dem, som underkastede sig Erling, var Philip Gyrdssøn, der fik sine Ejendomme tilbage, og drog hjem til sin Gaard. Men ikke længe efter kom nogle af Sigurd Jarls Mænd og sloge ham ihjel. Overhoved søgte de fra begge Sider ved idelige Overfald og Manddrab at gjøre hinanden Skade, saa at det paa denne Tid maa have gaaet saare uroligt og blodigt til i det hele Strøg mellem Viken og Throndhjem[3].

I Begyndelsen af Langefasten (1163) fik Erling Nys om, at Sigurd Jarl agtede sig imod ham. Man spurgte til ham snart her, snart der, snart nærmere snart fjernere; Erling lod derfor holde Udkik paa alle Kanter, og for Sikkerheds Skyld lod han Krigsludrene hver Aften kalde Mandskabet under Vaaben ovenfor Byen, hvor det laa forsamlet om Nætterne, færdigt til at træde i Fylking. Efter en Uges Tid fik man endelig Bud om, at Sigurd ikke var langt borte, nemlig paa Ree, omtrent halvanden Miils Vej nordvestenfor Byen[4]. Han gav strax Befaling til Opbrud, og medtog, foruden sine egentlige Krigsmænd, ogsaa alle kampdygtige og bevæbnede Bymænd, saa vel som de tilstedeværende Kjøbmænd, paa 12 Mænd nær, der bleve tilbage for at passe paa Byen. Hver Mand medbragte Levnetsmidler for Dagen. Opbrudet skede Tirsdag i den anden Fasteuge (19de Febr.) om Eftermiddagen, men det varede længe, førend man fik “hele Troppen ud af Byen, og saaledes tiltraadtes egentlig ikke Marschen førend ved Nattetid. Paa hver Hest sad to Mand, der tillige havde Skjold fælles. Ved Optællingen befandtes den hele Skare at udgjøre 13 Hundreder (1560 Mand).

Erling fik nu nærmere Underretning om, at Sigurd Jarl befandt sig paa Gaarden Ramnes med 600 Mand[5]. Han lod sit Mandskab kalde sammen, og meddeelte dem dette; alle ytrede Ønske om, at man strax skulde skynde sig derhen, for at komme uforvarende over ham, omringe Husene, og stride endnu samme Nat. Dette var dog ikke efter Erlings Hoved. „Vistnok“, sagde han, „er der mange i Sigurds Flok, hvis Gjerninger vi alt for vel mindes, saasom de have været med at dræbe Kong Inge og mange af vore Venner, hvilket altsammen er seent at opregne. De have udrettet mangt og meget heraf med Djevelens Kunster og Nidingsskab, thi hvormeget end man kan have forbrudt lig, stemple dog vore Love og Landsens Ret som Nidingsskab og Snigmord, at dræbe Folk ved Nattetide. Hiin Flok har nemlig efter troldkyndige Folks Raad holdt Slag om Natten, ikke ved højlys Dag, og ved slig Fremferd have de drevet det til at overvinde op fælde slige Høvdinger, som have bukket under for dem[6]. Saadan skammelig Ferd ville vi derfor overlade til dem, men selv derimod følge andre og bedre Høvdingers Exempel, idet vi stride ved højlys Dag og i ordentlig Fylking, uden at stjele os paa vore Fiender om Natten. Vi have Folk nok imod dem, og ville oppebie Dagen, idet vi holde os sammen i Fylking, for det Tilfælde at de skulde ville angribe os“. Mandskabet satte sig derfor ned. Nogle gjorde sig Lejer af endeel Høstakke, som de toge fra hinanden, andre sad paa deres Skjolde, og ventede saaledes, indtil det blev lyst. Sigurd Jarl havde ikke faaet Nys om, at Erling nærmede sig, førend han allerede var kommen ganske nær ved Gaarden. Hans Mænd stode da op, og væbnede sig. De vidste ikke ret Besked om, hvor mandsterk Erling var: nogle vilde derfor fly, andre derimod blive. Sigurd var forstandig og veltalende nok, men ansaaes ikke for synderlig behjertet. Han vilde helst at man skulde undvige, men da han maatte høre meget ilde for denne Modløshed, bestemte han sig til at blive. Da det begyndte at lysne, fylkede Anførerne paa begge Sider deres Hær. Sigurd opstillede sin Fylking paa en Skraaning mellem Gaarden og den forbiløbende Aa, over hvilken der da, som nu, gik en Bro. Erlings Fylking stod paa den anden Side af Aaen og Broen; bagenfor Fylkingen holdt en Trop vel bevæbnede Mænd til Hest, og de havde Kongen imellem sig. Da Sigurds Mænd saa, hvor stor Folkemonen var, svigtede Modet dem, og de ytrede, at det nok var raadeligst at søge til Skogs. Men Sigurd svarede: „I pleje at sige, at jeg ikke besidder noget Mod. Net skal det vise sig; enhver see kun til, at han ikke flyet eller svigter, førend jeg. Vor Stilling er god: lad dem kun gaa over Broen, men naar Merket er kommet over, skulle vi styrte ned ad Bakken over dem; blot nu ingen vil vige fra sin Sidemand“. Sigurd var iført en rødbruun Kjortel, rød Kappe med opheftede Skjød, og Filtsko paa Fødderne; sandsynligviis for ej at glide paa Svollen. Han havde Skjold, og et Sverd, som han kaldte Bastard. „Gud skal vide“, sagde han, „at heller end at faa en Mængde Guld, vilde jeg naa hen til Erling skakke om det saa var kun med et eneste Hug af Bastard“.

Erlings Folk vilde gaa over Broen. Men i dets Sted lod han dem gaa over Aaen højere oppe, hvor der var mere jevnt, og hvor den med megen Lethed lod sig passere. Derved forspildtes Jarlens Plan, at hans Mænd i fuldt Løb skulde styrte sig ned over Erlings. Han maatte nu lade sin Hær gjøre en tilsvarende Bevægelse paa den anden Side, hvorved den kom til at forlade sin fordeelagtige Stilling paa Højden, da denne efterhaanden sænkede sig. Umiddelbart før Overgangen over Aaen lod Erling sine Mænd synge Pater noster og gjøre en Bøn til Gud om, at den maatte sejre, der havde Retten paa sin Side. De sang da Kyrie eleison, og sloge med Sverdene paa Skjoldene. Ved dette Gny bleve tre Hundreder af Erlings Mænd — rimeligviis af de mindre stridvante Folk fra Byen — ængstelige til Mode, og toge Flugten[7]. Men da han alligevel havde Overmagten paa sin Side, bred han sig ikke noget herom, men gik over Aaen med sine Mænd. Jarlsmændene istemte Hærskrig, men de maatte modtage Angrebet ved Foden af Bakken, i Stedet for, som fra først af bestemt, selv at kunne angribe ovenfra. Striden førtes først med Spyd, siden med Sverd. Snart saa man Jarlens Banner vige tilbage; Erling og bane Mænd kom op paa Bakken, og nu varede det ikke længe, førend Jarlens Mænd flygtede ad Skoven til. Sigurd Jarl blev tilbage, og hans Mænd bade ham at undfly. „Nej“, sagde han, „lad os holde os frem saa længe vi kunne!“ I Spidsen for den lille Hob, som endnu fulgte ham, gjorde han et fortvivlet Anfald, huggende til begge Sider, men maatte bukke under for Overmagten. Han faldt tilligemed Jon Sveinssøn og 60 Mand. Erling havde ikke mistet mange Folk og forfulgte de Flygtende til Skoven; der standsede han, og vendte om igjen. Paa Tilbagevejen kom han til det Sted, hvor Sigurd Jarl laa. Han var endnu ikke rigtig død, men Kongens Trælle havde de givet sig i Ferd med ham, for at drage Klæderne af ham. Ved Siden af ham laa hans Sverd med Skeden paa. Erling tog det, bankede dem med det, og bød dem pakke sig bort. Man erfarer heraf, hvad der er merkeligt nok, at der saaledes paa denne Tid endnu var Trælle i Norge, men deres Antal var vistnok ubetydeligt, og de fandtes rimeligviis kun hos Kongerne og de aller fornemste Mænd. Erling vendte tilbage til Tunsberg, hvor han fremdeles blev siddende. Syv Dage efter Sigurd Jarls Fald (26 Februar) fik Erlings Mænd fat paa Eindride unge; der siges hverken hvor, paa hvilken Maade, eller ved hvilken Lejlighed: kun saa meget seer man, at han kom til Skibs, og sandsynligviis er han da kommen vestenfra, i Haab om at finde Sigurd etsteds i Viken. Han blev dræbt med hele sit Skibsmandskab[8].

Men skjønt Erling nu havde faaet Bugt med Sigurd Jarl og mange af hans Mænd, var Partiet dog endnu ikke tilintetgjort, thi den saakaldte Kong Sigurd og hans Fosterfader Markus holdt sig med deres Folk paa Oplandene, hvor de ved Sigurd Jarls sidste Tog ned til Viken vare blevne tilbage. Da Vaaren kom, toge de Vejen efter til Viken og lige ned til Ranafylke, hvor de skaffede sig Skibe. Ved Efterretningen herom skyndte Erling sig øster efter dem, og traf dem i Kongehelle. De flygtede op paa Hisingen, hvis Indbyggere flokkede sig til dem, og modtoge Erling og hans Mænd med Skud og Steenkast, da de nærmede sig Øen for at forfølge de Flygtende. Erling sagde til sine Mænd: lad os tage deres Skibe, men ikke gaa op for at stride med denne Folkehob, thi Hisingsboerne ere farlige at angribe og haarde og uvittige Mænd. De kunne ikke længe beholde Flokken hos sig, da Hisingen er et lidet Land“. De toge da Skibene, og vendte tilbage til Kongehelle. Det gik, som han havde forudsagt, at Markus og hans Skare ikke længe kunde holde sig paa Hisingen. Han begav sig derfor op paa Marker, hvor Erling holdt Øje med ham, og opnævnte Folk af Herederne til at slaa ham tilbage, om han skulde vise sig. Efter nogle gjensidige Fiendtligheder, der dog ikke synes at have haft stort at betyde, tog Flokken Vejen op til Throndhjem, hvor de fandt en god Modtagelse, og hvor Sigurd endog blev tagen til Konge paa Ørething, idet mange anseede Mænd sluttede sig til hans Flok. De skaffede sig der i Hast Skibe, hvormed de om Sommeren droge langs med begge Mørerne, og over alt optoge de kongelige Indtægter. Ved denne Lejlighed var det rimeligviis, at Jon Hallkellssøn, hvilken vi siden finde i deres Flok, gjorde fælles Sag med dem, enten han nu var forbitret paa Erling formedelst Brodersønnens voldelige Bortførelse og Drab, eller fordi han overhoved var misfornøjet med Erlings store Magt. De vilde ogsaa have hjemsøgt Bergen, hvis de ikke havde erfaret at Nikolas Skjaldvarssøn tilligemed tre Lendermænd og Krigsbefalingsmænd[9] laa der til Landeværn med en betydelig Styrke. De fortsatte derfor Vejen sydover udenskjers, og det hed, at Markusmændene den Sommer fik Bør, hvorhen de vilde. De kom dog ikke længer end til Lister, thi her hørte de, at Erling havde sat sig i Bevægelse for at drage dem i Møde med en stor Hær, og hvert Øjeblik var at vente østenfra: det var kun Modvind, som hidtil havde holdt ham tilbage, og nødt ham til at søge ind i flere Havne. Hine vendte derfor om, og da de kom til Hordaland, styrede de ind til Bergen, sandsynligviis i den Tro, at Forsvarerne nu havde forladt den. Men da de kom udenfor Byen, saa de Nikolas komme roende ud imod dem med hele sin Styrke, der saavel i Mængde som med Hensyn til Skibenes Størrelse var deres langt overlegen. De saa derfor ikke anden Udvej end at tage Flugten sydover; nogle styrede ud til Havs, andre syd til Sund, enkelte ind i Fjorden. Markus, Sigurd og endeel med dem flygtede op paa den lille Ø Skorpø strax nordenfor Hoste-ren, og lode Skibene i Stikken. Nikolas’s Mænd toge dem i Besiddelse, og fik strax taget flere af Flygtningerne til Fange, blandt dem Jon Hallkellssøn, som fik Grid, tilligemed nogle faa andre; ellers bleve de fleste dræbte. Markus og Sigurd fandt man ikke førend nogle Dage senere; en Mand ved Navn Eindride heidafylja, opdagede dem. De bleve begge bragte til Bergen og aflivede. Sigurd blev halshuggen ude ved Gravdal, men Markus og een til med ham hængt yderst paa Hvarven (29de Septbr. 1163). Den hele Flok var nu ganske sprengt fra hinanden. Blandt dem, der søgte til Havs, vare Fredrik Kong, Anund Simonssøn, Bjarne den ilde, Arnulf skorpa; de havde flere Skibe, og toge Vejen sydover lige til øster i Viken, idet de overalt, hvor de kom til Land, plyndrede og dræbte Erlings Venner. Ved Efterretningen om Markus’s og Sigurds Drab gav Erling Lendermændene Hjemlov, men drog med sine egne Tropper østover Folden til Kongehelle, da han hørte, at hine forhenværende Markusmænd øvede Vold paa den Kant. I den første Uge af Vintren (mellem 14de og 21de October) begav han sig med en betydelig Styrke over til Hisingen, sammenkaldte Indbyggerne til et Thing, og tiltalte dem haardt for den fiendtlige Modtagelse, de sidst havde givet ham. Den mægtigste af Hisingboerne, Asser, svarede paa de øvriges Vegne. Efter mange.Forhandlinger kom det dertil, at Bønderne overlode til Erling selv at dømme i Sagen, og bestemme deres Straf. Han opnævnte femten Bønder, der efter en Uges Frist skulde indfinde sig hos ham i Byen og modtage Afgjørelsen. De kom, og Dommen lød saaledes, at Bønderne tilsammen skulde udrede tre Hundrede (360) Stykker Kvæg. Med denne haarde Dom maatte de, ilde tilmode, rejse hjem. Men kort efter indtraf en sterk Frost, saa at Erlings Skive frøs inde, og dette gav de stridige Hisingsboer Mod til at trodse ham. I Stedet for at udrede den dem idømte Bod, flokkede de sig sammen paa Oprørsviis, og bleve en Tidlang liggende saaledes Julen kom; Erling holdt Julegilde i Kongehelle, og de forsamlede Hisingsboer holdt Sammenskuds-Lag, som det er tydeligt at see, hos Asser og paa de nærmeste Gaarde. Men Natten efter femte Dag Juul (mellem 29de og 30te December) brød Erling op fra Kongehelle, omringede ganske uventet først Assers Gaard, og brændte ham inde, siden to andre Gaarde, hvorved i alt hundrede Mænd bleve dræbte. Denne Gang i det mindste havde han altsaa ingen Betænkeligheder ved at angribe Folk ved Nattetid, uagtet han nys havde ivret saa meget derimod. Men den strenge Fremfærd opnaaede hvad den tilsigtede, thi Bønderne bleve forfærdede, og udredede Boden[10].

Hine forhenværende Tilhængere af Markus og Sigurd henvendte sig imidlertid til den svenske Konge Karl Sverkessøn, opfordrede ham til at stille sig i Spidsen for dem, saa meget mere som han gjennem sin Moder Ulfhild var af norsk Høvdinge-Ætt. Karl opholdt dem længe med Løfter, og da de endelig saa, at han var mere betænkt paa at forsvare sit eget Land end at eftertragte et fremmed Rige, sendte de Udsendinger til Kong Valdemar i Danmark, for at bede ham om Hjelp,[11] en Bøn, han heller ikke optog ugunstigt, da han som det i det Følgende vil sees, var misfornøjet med at Erling ikke gjorde mindste Mine til at opfylde hvad han havde lovet. Imidlertid holdt de sig ved Grændserne, og herjede nord i Viken. Da Erling borte dette, gjorde han sig sejlfærdig saa tidligt om Vaaren (1164) som han kunde for Isens Skyld, og drog nordefter for at faa fat paa dem, idet han ogsaa ved udsendte Spejdere søgte at faa Kundskab om, hvor de vare. Endelig fik han vide, at de laa i en Havn — der siges ikke hvilken —, og overfaldt dem der. Anund Simonssøn og Arnulf Skorpa undkom, men Fredrik Kong og Bjarne ille bleve fangne, og mange af deres Folk dræbte. Erling lod Fredrik binde fast ved et Anker og kaste i Søen: en Handling, der vakte ham saare mange Fiender i Thrøndelagen, hvor Frederik hørte til en af de fornemste Ætter. Bjarne lod han hænge, men over hans Død, heder det, var der ingen som sørgede. Anund, Arnulf og de øvrige undkomne flygtede til Danmark, det vil vel her sige Halland, men viste sig ogsaa stundom i Gautland og Viken[12].

98. Forbund mellem Erling og Erkebiskop Eystein. Rigs- og Kirke-Møde i Bergen, hvor det verdslige og gejstlige Aristokrati enes om at dele Magten. Magnus Erlingssøns Kroning.

Erling skakke stod saaledes endelig ved Maalet, at see den Flok, der siden Kong Sigurds Død havde foruroliget Riget og nu sidst havde gjort hans Søn Herredømmet stridigt, aldeles opløst, i det mindste for en lang Tid, og sin Søn som Enekonge i Norge. Han selv var saaledes nu i Virkeligheden Landets Styrer. Han havde alt Krongodset til sin Raadighed, og benyttede sig heraf klogeligen, om just ikke tilbørligen, til at hæve og forfremme sine Frænder, idet han skjenkede mange af dem kongelige Gaarde. Dog tiende han hertil ogsaa anvende meget af det Jordegods, der tilfaldt Kronen efter de mange, der straffedes som Landsforrædere med Fredløshed og Forberedelse af Land og Løsøre, thi, siges der, han var grum og tilbøjelig til at refse, og det bar hans Skik fornemmelig at jage alle Stormænd, der hørte til hans Fienders Tal i Landflygtighed, maaskee netop for at faa deres Ejendomme i sin Vold. For end mere at sikre Magnus Tronen, og at bøde paa den Mangel ved hans Herkomst, at han kun paa mødrene Side nedstammede fra Kongehuset, besluttede han at lade

  1. Skog, nu Skoug ved Mjøsen i Ringsakers Prestegjeld, Broteims Annex, ligger ikke lange fra Sigurd Jarls Ættegaard Reyr eller Rør i samme Prestegjeld.
  2. Magnus Erlingssøns Saga, Cap. 2. Snorre Cap. 10. Det uhørte i hiin Dom, hvorover Sagaskriveren anker (han kalder det údœmavark) er naturligviis, at man tiltog sig at fradømme andre Mennesker jordisk Lykke og evig Salighed, ligesom man dømte Folk fra Gaard og Grund.
  3. Magnus Erlingssøns Saga, Cap. 3, 4. Snorre Cap. 11, 12.
  4. Ree kaldtes i Fortiden, og kaldes maaskee endnu, det Strøg eller Hered, der udgjør Ramnes Hovedsogn nordvestenfor Tunsberg. Den Omstændighed at Sigurd Jarl, der faldt i dette Slag, var fra Reyr paa Hedemarken, og Ligheden mellem Reyr og Ree har forledet Forfatteren af Sturlungasaga til at forvexle begge Steder, idet han (II. 40, S. 110) lader dette Slag staa „paa Reyr kort fra Hamarkaupang“.
  5. Saaledes de større Kongesagaer. Fagrskinna nævner ikke Ramnes, men derimod „Dyndurstad“, et Navn, saa besynderligt, at man maa antage det forvansket fra „Lindestad“, hvilket er Navnet paa en betydelig Gaard en Fjerdingsvej østenfor Ramnes. I saa Fald bliver den Aa, som nedenfor omtales Lindestad-Elven; eller ogsaa maa det — hvad der er det rimeligste — være den Aa, der kommer fra Vest, gjør en Bøjning sønden om stamme, og derpaa løber en ubetydelig Strækning i Nord, indtil den ved Frist falder i Lindestad-Elven.
  6. Her sigter Erling, som man seer, til hiint Rygte, at Anund Simonssøns Moder havde ladet anstille Trolddom for at erfare den bedste Maade, hvorpaa man kunde faa Kong Inge fældet.
  7. Dette Sted er noget dunkelt i Sagaerne. Det undlader nemlig ej at synes noget underligt, at netop Erlings Mænd skulde tage Flugten af Frygt over det muntre Vaabengny i deres egen Hær. Fagrskinna beretter ogsaa paa dette Sted, at det var tre Hundreder af Jarlens Mænd, som flygtede, og at Erling og hans Mænd „fulgte dem over Broen“. Men ogsaa dette synes noget utroligt, thi tre Hundreder vare mere end Halvdelen af Jarlens hele Hær, og det er ikke rimeligt, at de øvrige i saa Fald vilde være blevne tilbage. Man nødes derfor til at antage, at det virkelig var tre Hundreder eller 360 Mand af Erlings Hær, som flygtede, men i saa Fald synes det ogsaa rimeligt, at det Vaabengny, der slog dem med Skræk, hørtes fra den fiendtlige Hær. Og saaledes bor man maaskee ogsaa rettest forklare den dunkle Text. Der staar: „Da sagde Erling, at de skulde synge pater noster og bede, at de maatte erholde Sejren, som bedst fortjente den. De sang da Kyrie eleison, og sloge paa Skjoldene“. Da der ikke staar, at han bad sine Mænd synge Kyrie eleison, ligger den Slutning nær, at Ordene „De sang da Kyrie“ o. s. v. gaa paa Sigurds Hær, og rettere skulde oversættes: „hine (Sigurds Mænd) sang da (d. e. ligesom til Gjengjeld for Sangen i Erlings Hær) Kyrie eleison, og sloge paa Skjoldene.
  8. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 5—7. Snorre Cap. 13—15. Fagrskinna Cap. 264, 265.
  9. Blandt Lendermændene i Bergen nævnes en Nøkkve Paalssøn. Navnet „Nøkkve“ forekommer vistnok, men ellers kun i de ældre Tider, og synes paa den Tid, som her omhandles for det meste at have været aflagt. Man skulde saaledes være fristet til at tro, at det tier kun er et Forkortningsnavn i Stedet for „Nikolas“, og at „Nøkkve Paalssøn“ ikke er nogen anden end Lendermanden Nikolas Paalsøn paa Giske, med Tilnavnet Kuvung, en af Erlings ivrige Tilhængere, hvorom der i det følgende oftere vil blive Tale.
  10. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 7—11. Snorre Cap. 15—10. Fagrskinna Cap. 265, 266. Denne Tidsregning afviger fra den ovenfor fulgte, som er Kongesagaernes. Efter Erlings og Magnus’s Sammenstød i Kongehelle og ved Hisingen lader den nemlig Markus tilbringe, som det synes, Størstedelen af Sommeren paa Marker, og Erling derimod i Kongehelle. Ved Vintrens Begyndelse lader den Erling afstraffe Hisingsboerne; Markus først da drage til Oplandene og siden til Throndhjem. Derved skydes Sigurds Udnævnelse til Konge og de øvrige Begivenheder, som i Følge Kongesagaerne fandt Sted om Sommeren og Høsten 1163, ud til Sommer og Hest 1164. Derpaa erfarer Erling i Tunsberg Fredrik Kartets og Kameraters Uvæsen i Viken, og drager derhen for at gjøre Ende derpaa, hvilket altsaa i Følge Fagrskinna skulde være skeet om Høsten. Men denne Ordning af Begivenhederne, saa rimelig den end synes, maa dog være urigtig, da man ellers ikke faar Magnus’s Kroning førend i 1165, medens det, som strax vil sees, er aldeles vist, at den skede 1164.
  11. Saxo, S. 793.
  12. Magnus Erl. S. Cap. 12. Snorre Cap. 20. Fagrskinna Cap. 266.