Det norske Folks Historie/3/97

From Wikikilden
Jump to navigation Jump to search

Sigurd Jarl og Anund Simonsſøn vare, ſom vi have ſeet, kort før Slaget ved Sekken ſendte ind til Raumsdalen, for at ſamle Folk. Til dem begave ſig nu ogſaa Eindride unge, Fredrik Køna og endeel flere Høvdinger, der vare undkomne fra Slaget, og ikke vilde underkaſte ſig Sejrherren. De holdt ſin Flok fremdeles ſamlet, og Partiet vedlige, forlode Skibene i Raumsdalen, og begave ſig øſter til Oplandene, for at tage ſig en ny Konge i Haakons Sted. Hertil udſaa de nemlig Sigurd, Søn af Kong Sigurd Mund, der opfoſtredes hos Sigurd Jarls Frænde og Granne, Markus paa Skog[1], hvorfor han ſædvanligviis kaldes Sigurd Markusfoſtre. Efter Sigurd Jarls og andre Høvdingers Tilſkyndelſe gave Oplændingerne ham Kongenavn, rimeligviis paa Eidſivathing (1162). Den nye Konge var endnu, ſom man maa formode, et Barn, i det mindſte omtales han ikke en eneſte Gang ſom handlende paa egen Haand. Hans Tilhængere eller rettere Herrer havde endnu en betydelig Styrke ſamlet, men i to Afdelinger, ſaaledes at den ſaakaldte Konge og Markus med den ene holdt ſig i de indre Gaute, hvor de vare mindre udſatte for Fare, medens derimod Sigurd Jarl med ſine Skarer og Lendermændene laa paa Vagt mod Angreb af Fienden, og derfor af og til ſtreifede ned i Viken, det vil her ſige dens øvre Deel, omkring Oslofjorden. Men da den Deel af Landet, de havde inde, var ſaa ubetydelig, og deres ſtore Troppeantal krævede betydelige Bekoſtninger, kom de ſnart i den ſtørſte Pengemangel, og ſaa ſig nødte til at ſamle, hvad de behøvede, paa højſt utilbørlig, ja endog ulovlig Viis, deels ved haarde og uſkaanſomme Retsforfølgelſer, der kaſtede Bøder og Gods-Inddragninger af ſig, deels ogſaa ligefrem ved Ran. Men da Riget paa denne Tid var i en meget blomſtrende Tilſtand, og Bønderne, ſom allerede forhen omtalt, vare vante til at nyde ſin Velſtand i Ro og hidtil ikke havde været ſtort beſværede ved de Tronfejder, der førtes mellem Kongerne og meſtendeels ved disſes egne og Lendermændenes Huuskarle, gjorde ſlig ulovlig Fremfærd overordentlig Opſigt, og vakte den ſtørſte Forbitrelſe. Af denne Grund, og fordi Vikverjerne, forhen ivrige Tilhængere af Kong Inge, nu ogſaa havde overført deres Kjærlighed paa Magnus og Erling, der repræſenterede det ſamme Parti, lykkedes det Erling at vække den ſtørſte Forbitrelſe mod Flokken paa Oplandene. Han holdt ofte Thing med Bønderne, og der blev idelig talt om de Voldsgjerninger, Sigurds Mænd begik. Det var en heldig Gjerning, hed det, om man kunde faa den Flok i Bund og Grund ødelagt, og ſaadan Tale vandt Bøndernes højeſte Bifald. Iſær talte Arne Kongsmaag baade vidtløftigt og haardt om denne Sag; han bad endog alle dem, der vare paa Thinget, Krigsmænd, Bønder og Bymænd, efter den i Loven foreſkrevne Form ved Vaabentag at dømme Sigurd Jarl og hele hans Flok i Djevelens Vold baade levende og døde. Ogſaa Preſten Roald Langtala holdt et Foredrag i dette Øjemed. Og, ſiges der, ſaa opbragt og uſtyrlig var Forſamlingen, at de alle gik ind derpaa, og en ſlig uhørt Dom blev afſagt efter alle lovlige Former. Erling holdt Julegildet Tunsberg, og udbetalte ved Kyndelsmisſe Krigsfolkene deres Sold. Hver Nat lod han tolv Mænd holde Vagt i Byen[2].

Sigurd Jarl ſtreifede fremdeles om hiſt og her i Viken og paa Oplandene. Hans Styrke var betydelig, og mange underkaſtede ſig ham, dog meſt af Frygt; mange maatte betale Penge. Flere af Flokken ſendte dog hemmeligt Bud til Erling for at tilbyde Underkaſtelſe og hede om Grid. Erling lod dem ſvare, at alle, der nedlagde deres Vaaben, ſkulde faa beholde Livet, men Landsviſt kun de, der ikke havde forbrudt ſig altfor meget mod ham. Dette Svar var uklogt, thi da hine hørte, at ikke alle, ſom faldt fra Sigurd, kunde være ſikre paa Landsviſt, foretrak de at blive Sigurd tro: de fleſte vidſte med ſig ſelv, at Erling anſaa dem for at have groveligen forſyndet ſig imod ham. Blandt dem, ſom underkaſtede ſig Erling, var Philip Gyrdsſøn, der fik ſine Ejendomme tilbage, og drog hjem til ſin Gaard. Men ikke længe efter kom nogle af Sigurd Jarls Mænd og ſloge ham ihjel. Overhoved ſøgte de fra begge Sider ved idelige Overfald og Manddrab at gjøre hinanden Skade, ſaa at det paa denne Tid maa have gaaet ſaare uroligt og blodigt til i det hele Strøg mellem Viken og Throndhjem[3].

I Begyndelſen af Langefaſten (1163) fik Erling Nys om, at Sigurd Jarl agtede ſig imod ham. Man ſpurgte til ham ſnart her, ſnart der, ſnart nærmere ſnart fjernere; Erling lod derfor holde Udkik paa alle Kanter, og for Sikkerheds Skyld lod han Krigsludrene hver Aften kalde Mandſkabet under Vaaben ovenfor Byen, hvor det laa forſamlet om Nætterne, færdigt til at træde i Fylking. Efter en Uges Tid fik man endelig Bud om, at Sigurd ikke var langt borte, nemlig paa Ree, omtrent halvanden Miils Vej nordveſtenfor Byen[4]. Han gav ſtrax Befaling til Opbrud, og medtog, foruden ſine egentlige Krigsmænd, ogſaa alle kampdygtige og bevæbnede Bymænd, ſaa vel ſom de tilſtedeværende Kjøbmænd, paa 12 Mænd nær, der bleve tilbage for at pasſe paa Byen. Hver Mand medbragte Levnetsmidler for Dagen. Opbrudet ſkede Tirsdag i den anden Faſteuge (19de Febr.) om Eftermiddagen, men det varede længe, førend man fik “hele Troppen ud af Byen, og ſaaledes tiltraadtes egentlig ikke Marſchen førend ved Nattetid. Paa hver Heſt ſad to Mand, der tillige havde Skjold fælles. Ved Optællingen befandtes den hele Skare at udgjøre 13 Hundreder (1560 Mand).

Erling fik nu nærmere Underretning om, at Sigurd Jarl befandt ſig paa Gaarden Ramnes med 600 Mand[5]. Han lod ſit Mandſkab kalde ſammen, og meddeelte dem dette; alle ytrede Ønſke om, at man ſtrax ſkulde ſkynde ſig derhen, for at komme uforvarende over ham, omringe Huſene, og ſtride endnu ſamme Nat. Dette var dog ikke efter Erlings Hoved. „Viſtnok“, ſagde han, „er der mange i Sigurds Flok, hvis Gjerninger vi alt for vel mindes, ſaaſom de have været med at dræbe Kong Inge og mange af vore Venner, hvilket altſammen er ſeent at opregne. De have udrettet mangt og meget heraf med Djevelens Kunſter og Nidingsſkab, thi hvormeget end man kan have forbrudt lig, ſtemple dog vore Love og Landſens Ret ſom Nidingsſkab og Snigmord, at dræbe Folk ved Nattetide. Hiin Flok har nemlig efter troldkyndige Folks Raad holdt Slag om Natten, ikke ved højlys Dag, og ved ſlig Fremferd have de drevet det til at overvinde op fælde ſlige Høvdinger, ſom have bukket under for dem[6]. Saadan ſkammelig Ferd ville vi derfor overlade til dem, men ſelv derimod følge andre og bedre Høvdingers Exempel, idet vi ſtride ved højlys Dag og i ordentlig Fylking, uden at ſtjele os paa vore Fiender om Natten. Vi have Folk nok imod dem, og ville oppebie Dagen, idet vi holde os ſammen i Fylking, for det Tilfælde at de ſkulde ville angribe os“. Mandſkabet ſatte ſig derfor ned. Nogle gjorde ſig Lejer af endeel Høſtakke, ſom de toge fra hinanden, andre ſad paa deres Skjolde, og ventede ſaaledes, indtil det blev lyſt. Sigurd Jarl havde ikke faaet Nys om, at Erling nærmede ſig, førend han allerede var kommen ganſke nær ved Gaarden. Hans Mænd ſtode da op, og væbnede ſig. De vidſte ikke ret Beſked om, hvor mandſterk Erling var: nogle vilde derfor fly, andre derimod blive. Sigurd var forſtandig og veltalende nok, men anſaaes ikke for ſynderlig behjertet. Han vilde helſt at man ſkulde undvige, men da han maatte høre meget ilde for denne Modløshed, beſtemte han ſig til at blive. Da det begyndte at lysne, fylkede Anførerne paa begge Sider deres Hær. Sigurd opſtillede ſin Fylking paa en Skraaning mellem Gaarden og den forbiløbende Aa, over hvilken der da, ſom nu, gik en Bro. Erlings Fylking ſtod paa den anden Side af Aaen og Broen; bagenfor Fylkingen holdt en Trop vel bevæbnede Mænd til Heſt, og de havde Kongen imellem ſig. Da Sigurds Mænd ſaa, hvor ſtor Folkemonen var, ſvigtede Modet dem, og de ytrede, at det nok var raadeligſt at ſøge til Skogs. Men Sigurd ſvarede: „I pleje at ſige, at jeg ikke beſidder noget Mod. Net ſkal det viſe ſig; enhver ſee kun til, at han ikke flyet eller ſvigter, førend jeg. Vor Stilling er god: lad dem kun gaa over Broen, men naar Merket er kommet over, ſkulle vi ſtyrte ned ad Bakken over dem; blot nu ingen vil vige fra ſin Sidemand“. Sigurd var iført en rødbruun Kjortel, rød Kappe med opheftede Skjød, og Filtſko paa Fødderne; ſandſynligviis for ej at glide paa Svollen. Han havde Skjold, og et Sverd, ſom han kaldte Baſtard. „Gud ſkal vide“, ſagde han, „at heller end at faa en Mængde Guld, vilde jeg naa hen til Erling ſkakke om det ſaa var kun med et eneſte Hug af Baſtard“.

Erlings Folk vilde gaa over Broen. Men i dets Sted lod han dem gaa over Aaen højere oppe, hvor der var mere jevnt, og hvor den med megen Lethed lod ſig pasſere. Derved forſpildtes Jarlens Plan, at hans Mænd i fuldt Løb ſkulde ſtyrte ſig ned over Erlings. Han maatte nu lade ſin Hær gjøre en tilſvarende Bevægelſe paa den anden Side, hvorved den kom til at forlade ſin fordeelagtige Stilling paa Højden, da denne efterhaanden ſænkede ſig. Umiddelbart før Overgangen over Aaen lod Erling ſine Mænd ſynge Pater noster og gjøre en Bøn til Gud om, at den maatte ſejre, der havde Retten paa ſin Side. De ſang da Kyrie eleison, og ſloge med Sverdene paa Skjoldene. Ved dette Gny bleve tre Hundreder af Erlings Mænd — rimeligviis af de mindre ſtridvante Folk fra Byen — ængſtelige til Mode, og toge Flugten[7]. Men da han alligevel havde Overmagten paa ſin Side, bred han ſig ikke noget herom, men gik over Aaen med ſine Mænd. Jarlsmændene iſtemte Hærſkrig, men de maatte modtage Angrebet ved Foden af Bakken, i Stedet for, ſom fra førſt af beſtemt, ſelv at kunne angribe ovenfra. Striden førtes førſt med Spyd, ſiden med Sverd. Snart ſaa man Jarlens Banner vige tilbage; Erling og bane Mænd kom op paa Bakken, og nu varede det ikke længe, førend Jarlens Mænd flygtede ad Skoven til. Sigurd Jarl blev tilbage, og hans Mænd bade ham at undfly. „Nej“, ſagde han, „lad os holde os frem ſaa længe vi kunne!“ I Spidſen for den lille Hob, ſom endnu fulgte ham, gjorde han et fortvivlet Anfald, huggende til begge Sider, men maatte bukke under for Overmagten. Han faldt tilligemed Jon Sveinsſøn og 60 Mand. Erling havde ikke miſtet mange Folk og forfulgte de Flygtende til Skoven; der ſtandſede han, og vendte om igjen. Paa Tilbagevejen kom han til det Sted, hvor Sigurd Jarl laa. Han var endnu ikke rigtig død, men Kongens Trælle havde de givet ſig i Ferd med ham, for at drage Klæderne af ham. Ved Siden af ham laa hans Sverd med Skeden paa. Erling tog det, bankede dem med det, og bød dem pakke ſig bort. Man erfarer heraf, hvad der er merkeligt nok, at der ſaaledes paa denne Tid endnu var Trælle i Norge, men deres Antal var viſtnok ubetydeligt, og de fandtes rimeligviis kun hos Kongerne og de aller fornemſte Mænd. Erling vendte tilbage til Tunsberg, hvor han fremdeles blev ſiddende. Syv Dage efter Sigurd Jarls Fald (26 Februar) fik Erlings Mænd fat paa Eindride unge; der ſiges hverken hvor, paa hvilken Maade, eller ved hvilken Lejlighed: kun ſaa meget ſeer man, at han kom til Skibs, og ſandſynligviis er han da kommen veſtenfra, i Haab om at finde Sigurd etſteds i Viken. Han blev dræbt med hele ſit Skibsmandſkab[8].

Men ſkjønt Erling nu havde faaet Bugt med Sigurd Jarl og mange af hans Mænd, var Partiet dog endnu ikke tilintetgjort, thi den ſaakaldte Kong Sigurd og hans Foſterfader Markus holdt ſig med deres Folk paa Oplandene, hvor de ved Sigurd Jarls ſidſte Tog ned til Viken vare blevne tilbage. Da Vaaren kom, toge de Vejen efter til Viken og lige ned til Ranafylke, hvor de ſkaffede ſig Skibe. Ved Efterretningen herom ſkyndte Erling ſig øſter efter dem, og traf dem i Kongehelle. De flygtede op paa Hiſingen, hvis Indbyggere flokkede ſig til dem, og modtoge Erling og hans Mænd med Skud og Steenkaſt, da de nærmede ſig Øen for at forfølge de Flygtende. Erling ſagde til ſine Mænd: lad os tage deres Skibe, men ikke gaa op for at ſtride med denne Folkehob, thi Hiſingsboerne ere farlige at angribe og haarde og uvittige Mænd. De kunne ikke længe beholde Flokken hos ſig, da Hiſingen er et lidet Land“. De toge da Skibene, og vendte tilbage til Kongehelle. Det gik, ſom han havde forudſagt, at Markus og hans Skare ikke længe kunde holde ſig paa Hiſingen. Han begav ſig derfor op paa Marker, hvor Erling holdt Øje med ham, og opnævnte Folk af Herederne til at ſlaa ham tilbage, om han ſkulde viſe ſig. Efter nogle gjenſidige Fiendtligheder, der dog ikke ſynes at have haft ſtort at betyde, tog Flokken Vejen op til Throndhjem, hvor de fandt en god Modtagelſe, og hvor Sigurd endog blev tagen til Konge paa Ørething, idet mange anſeede Mænd ſluttede ſig til hans Flok. De ſkaffede ſig der i Haſt Skibe, hvormed de om Sommeren droge langs med begge Mørerne, og over alt optoge de kongelige Indtægter. Ved denne Lejlighed var det rimeligviis, at Jon Hallkellsſøn, hvilken vi ſiden finde i deres Flok, gjorde fælles Sag med dem, enten han nu var forbitret paa Erling formedelſt Broderſønnens voldelige Bortførelſe og Drab, eller fordi han overhoved var misfornøjet med Erlings ſtore Magt. De vilde ogſaa have hjemſøgt Bergen, hvis de ikke havde erfaret at Nikolas Skjaldvarsſøn tilligemed tre Lendermænd og Krigsbefalingsmænd[9] laa der til Landeværn med en betydelig Styrke. De fortſatte derfor Vejen ſydover udenſkjers, og det hed, at Markusmændene den Sommer fik Bør, hvorhen de vilde. De kom dog ikke længer end til Liſter, thi her hørte de, at Erling havde ſat ſig i Bevægelſe for at drage dem i Møde med en ſtor Hær, og hvert Øjeblik var at vente øſtenfra: det var kun Modvind, ſom hidtil havde holdt ham tilbage, og nødt ham til at ſøge ind i flere Havne. Hine vendte derfor om, og da de kom til Hordaland, ſtyrede de ind til Bergen, ſandſynligviis i den Tro, at Forſvarerne nu havde forladt den. Men da de kom udenfor Byen, ſaa de Nikolas komme roende ud imod dem med hele ſin Styrke, der ſaavel i Mængde ſom med Henſyn til Skibenes Størrelſe var deres langt overlegen. De ſaa derfor ikke anden Udvej end at tage Flugten ſydover; nogle ſtyrede ud til Havs, andre ſyd til Sund, enkelte ind i Fjorden. Markus, Sigurd og endeel med dem flygtede op paa den lille Ø Skorpø ſtrax nordenfor Hoſte-ren, og lode Skibene i Stikken. Nikolas’s Mænd toge dem i Beſiddelſe, og fik ſtrax taget flere af Flygtningerne til Fange, blandt dem Jon Hallkellsſøn, ſom fik Grid, tilligemed nogle faa andre; ellers bleve de fleſte dræbte. Markus og Sigurd fandt man ikke førend nogle Dage ſenere; en Mand ved Navn Eindride heidafylja, opdagede dem. De bleve begge bragte til Bergen og aflivede. Sigurd blev halshuggen ude ved Gravdal, men Markus og een til med ham hængt yderſt paa Hvarven (29de Septbr. 1163). Den hele Flok var nu ganſke ſprengt fra hinanden. Blandt dem, der ſøgte til Havs, vare Fredrik Kong, Anund Simonsſøn, Bjarne den ilde, Arnulf ſkorpa; de havde flere Skibe, og toge Vejen ſydover lige til øſter i Viken, idet de overalt, hvor de kom til Land, plyndrede og dræbte Erlings Venner. Ved Efterretningen om Markus’s og Sigurds Drab gav Erling Lendermændene Hjemlov, men drog med ſine egne Tropper øſtover Folden til Kongehelle, da han hørte, at hine forhenværende Markusmænd øvede Vold paa den Kant. I den førſte Uge af Vintren (mellem 14de og 21de October) begav han ſig med en betydelig Styrke over til Hiſingen, ſammenkaldte Indbyggerne til et Thing, og tiltalte dem haardt for den fiendtlige Modtagelſe, de ſidſt havde givet ham. Den mægtigſte af Hiſingboerne, Asſer, ſvarede paa de øvriges Vegne. Efter mange.Forhandlinger kom det dertil, at Bønderne overlode til Erling ſelv at dømme i Sagen, og beſtemme deres Straf. Han opnævnte femten Bønder, der efter en Uges Friſt ſkulde indfinde ſig hos ham i Byen og modtage Afgjørelſen. De kom, og Dommen lød ſaaledes, at Bønderne tilſammen ſkulde udrede tre Hundrede (360) Stykker Kvæg. Med denne haarde Dom maatte de, ilde tilmode, rejſe hjem. Men kort efter indtraf en ſterk Froſt, ſaa at Erlings Skive frøs inde, og dette gav de ſtridige Hiſingsboer Mod til at trodſe ham. I Stedet for at udrede den dem idømte Bod, flokkede de ſig ſammen paa Oprørsviis, og bleve en Tidlang liggende ſaaledes Julen kom; Erling holdt Julegilde i Kongehelle, og de forſamlede Hiſingsboer holdt Sammenſkuds-Lag, ſom det er tydeligt at ſee, hos Asſer og paa de nærmeſte Gaarde. Men Natten efter femte Dag Juul (mellem 29de og 30te December) brød Erling op fra Kongehelle, omringede ganſke uventet førſt Asſers Gaard, og brændte ham inde, ſiden to andre Gaarde, hvorved i alt hundrede Mænd bleve dræbte. Denne Gang i det mindſte havde han altſaa ingen Betænkeligheder ved at angribe Folk ved Nattetid, uagtet han nys havde ivret ſaa meget derimod. Men den ſtrenge Fremfærd opnaaede hvad den tilſigtede, thi Bønderne bleve forfærdede, og udredede Boden[10].

Hine forhenværende Tilhængere af Markus og Sigurd henvendte ſig imidlertid til den ſvenſke Konge Karl Sverkesſøn, opfordrede ham til at ſtille ſig i Spidſen for dem, ſaa meget mere ſom han gjennem ſin Moder Ulfhild var af norſk Høvdinge-Ætt. Karl opholdt dem længe med Løfter, og da de endelig ſaa, at han var mere betænkt paa at forſvare ſit eget Land end at eftertragte et fremmed Rige, ſendte de Udſendinger til Kong Valdemar i Danmark, for at bede ham om Hjelp,[11] en Bøn, han heller ikke optog ugunſtigt, da han ſom det i det Følgende vil ſees, var misfornøjet med at Erling ikke gjorde mindſte Mine til at opfylde hvad han havde lovet. Imidlertid holdt de ſig ved Grændſerne, og herjede nord i Viken. Da Erling borte dette, gjorde han ſig ſejlfærdig ſaa tidligt om Vaaren (1164) ſom han kunde for Iſens Skyld, og drog nordefter for at faa fat paa dem, idet han ogſaa ved udſendte Spejdere ſøgte at faa Kundſkab om, hvor de vare. Endelig fik han vide, at de laa i en Havn — der ſiges ikke hvilken —, og overfaldt dem der. Anund Simonsſøn og Arnulf Skorpa undkom, men Fredrik Kong og Bjarne ille bleve fangne, og mange af deres Folk dræbte. Erling lod Fredrik binde faſt ved et Anker og kaſte i Søen: en Handling, der vakte ham ſaare mange Fiender i Thrøndelagen, hvor Frederik hørte til en af de fornemſte Ætter. Bjarne lod han hænge, men over hans Død, heder det, var der ingen ſom ſørgede. Anund, Arnulf og de øvrige undkomne flygtede til Danmark, det vil vel her ſige Halland, men viſte ſig ogſaa ſtundom i Gautland og Viken[12].

98. Forbund mellem Erling og Erkebiſkop Eyſtein. Rigs- og Kirke-Møde i Bergen, hvor det verdslige og gejſtlige Ariſtokrati enes om at dele Magten. Magnus Erlingsſøns Kroning.

Erling ſkakke ſtod ſaaledes endelig ved Maalet, at ſee den Flok, der ſiden Kong Sigurds Død havde foruroliget Riget og nu ſidſt havde gjort hans Søn Herredømmet ſtridigt, aldeles opløſt, i det mindſte for en lang Tid, og ſin Søn ſom Enekonge i Norge. Han ſelv var ſaaledes nu i Virkeligheden Landets Styrer. Han havde alt Krongodſet til ſin Raadighed, og benyttede ſig heraf klogeligen, om juſt ikke tilbørligen, til at hæve og forfremme ſine Frænder, idet han ſkjenkede mange af dem kongelige Gaarde. Dog tiende han hertil ogſaa anvende meget af det Jordegods, der tilfaldt Kronen efter de mange, der ſtraffedes ſom Landsforrædere med Fredløshed og Forberedelſe af Land og Løsøre, thi, ſiges der, han var grum og tilbøjelig til at refſe, og det bar hans Skik fornemmelig at jage alle Stormænd, der hørte til hans Fienders Tal i Landflygtighed, maaſkee netop for at faa deres Ejendomme i ſin Vold. For end mere at ſikre Magnus Tronen, og at bøde paa den Mangel ved hans Herkomſt, at han kun paa mødrene Side nedſtammede fra Kongehuſet, beſluttede han at lade

  1. Skog, nu Skoug ved Mjøſen i Ringsakers Preſtegjeld, Broteims Annex, ligger ikke lange fra Sigurd Jarls Ættegaard Reyr eller Rør i ſamme Preſtegjeld.
  2. Magnus Erlingsſøns Saga, Cap. 2. Snorre Cap. 10. Det uhørte i hiin Dom, hvorover Sagaſkriveren anker (han kalder det údœmavark) er naturligviis, at man tiltog ſig at fradømme andre Menneſker jordiſk Lykke og evig Salighed, ligeſom man dømte Folk fra Gaard og Grund.
  3. Magnus Erlingsſøns Saga, Cap. 3, 4. Snorre Cap. 11, 12.
  4. Ree kaldtes i Fortiden, og kaldes maaſkee endnu, det Strøg eller Hered, der udgjør Ramnes Hovedſogn nordveſtenfor Tunsberg. Den Omſtændighed at Sigurd Jarl, der faldt i dette Slag, var fra Reyr paa Hedemarken, og Ligheden mellem Reyr og Ree har forledet Forfatteren af Sturlungaſaga til at forvexle begge Steder, idet han (II. 40, S. 110) lader dette Slag ſtaa „paa Reyr kort fra Hamarkaupang“.
  5. Saaledes de ſtørre Kongeſagaer. Fagrſkinna nævner ikke Ramnes, men derimod „Dyndurſtad“, et Navn, ſaa beſynderligt, at man maa antage det forvanſket fra „Lindeſtad“, hvilket er Navnet paa en betydelig Gaard en Fjerdingsvej øſtenfor Ramnes. I ſaa Fald bliver den Aa, ſom nedenfor omtales Lindeſtad-Elven; eller ogſaa maa det — hvad der er det rimeligſte — være den Aa, der kommer fra Veſt, gjør en Bøjning ſønden om stamme, og derpaa løber en ubetydelig Strækning i Nord, indtil den ved Friſt falder i Lindeſtad-Elven.
  6. Her ſigter Erling, ſom man ſeer, til hiint Rygte, at Anund Simonsſøns Moder havde ladet anſtille Trolddom for at erfare den bedſte Maade, hvorpaa man kunde faa Kong Inge fældet.
  7. Dette Sted er noget dunkelt i Sagaerne. Det undlader nemlig ej at ſynes noget underligt, at netop Erlings Mænd ſkulde tage Flugten af Frygt over det muntre Vaabengny i deres egen Hær. Fagrſkinna beretter ogſaa paa dette Sted, at det var tre Hundreder af Jarlens Mænd, ſom flygtede, og at Erling og hans Mænd „fulgte dem over Broen“. Men ogſaa dette ſynes noget utroligt, thi tre Hundreder vare mere end Halvdelen af Jarlens hele Hær, og det er ikke rimeligt, at de øvrige i ſaa Fald vilde være blevne tilbage. Man nødes derfor til at antage, at det virkelig var tre Hundreder eller 360 Mand af Erlings Hær, ſom flygtede, men i ſaa Fald ſynes det ogſaa rimeligt, at det Vaabengny, der ſlog dem med Skræk, hørtes fra den fiendtlige Hær. Og ſaaledes bor man maaſkee ogſaa retteſt forklare den dunkle Text. Der ſtaar: „Da ſagde Erling, at de ſkulde ſynge pater noster og bede, at de maatte erholde Sejren, ſom bedſt fortjente den. De ſang da Kyrie eleison, og ſloge paa Skjoldene“. Da der ikke ſtaar, at han bad ſine Mænd ſynge Kyrie eleison, ligger den Slutning nær, at Ordene „De ſang da Kyrie“ o. ſ. v. gaa paa Sigurds Hær, og rettere ſkulde overſættes: „hine (Sigurds Mænd) ſang da (d. e. ligeſom til Gjengjeld for Sangen i Erlings Hær) Kyrie eleison, og ſloge paa Skjoldene.
  8. Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 5—7. Snorre Cap. 13—15. Fagrſkinna Cap. 264, 265.
  9. Blandt Lendermændene i Bergen nævnes en Nøkkve Paalsſøn. Navnet „Nøkkve“ forekommer viſtnok, men ellers kun i de ældre Tider, og ſynes paa den Tid, ſom her omhandles for det meſte at have været aflagt. Man ſkulde ſaaledes være friſtet til at tro, at det tier kun er et Forkortningsnavn i Stedet for „Nikolas“, og at „Nøkkve Paalsſøn“ ikke er nogen anden end Lendermanden Nikolas Paalſøn paa Giſke, med Tilnavnet Kuvung, en af Erlings ivrige Tilhængere, hvorom der i det følgende oftere vil blive Tale.
  10. Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 7—11. Snorre Cap. 15—10. Fagrſkinna Cap. 265, 266. Denne Tidsregning afviger fra den ovenfor fulgte, ſom er Kongeſagaernes. Efter Erlings og Magnus’s Sammenſtød i Kongehelle og ved Hiſingen lader den nemlig Markus tilbringe, ſom det ſynes, Størſtedelen af Sommeren paa Marker, og Erling derimod i Kongehelle. Ved Vintrens Begyndelſe lader den Erling afſtraffe Hiſingsboerne; Markus førſt da drage til Oplandene og ſiden til Throndhjem. Derved ſkydes Sigurds Udnævnelſe til Konge og de øvrige Begivenheder, ſom i Følge Kongeſagaerne fandt Sted om Sommeren og Høſten 1163, ud til Sommer og Heſt 1164. Derpaa erfarer Erling i Tunsberg Fredrik Kartets og Kameraters Uvæſen i Viken, og drager derhen for at gjøre Ende derpaa, hvilket altſaa i Følge Fagrſkinna ſkulde være ſkeet om Høſten. Men denne Ordning af Begivenhederne, ſaa rimelig den end ſynes, maa dog være urigtig, da man ellers ikke faar Magnus’s Kroning førend i 1165, medens det, ſom ſtrax vil ſees, er aldeles viſt, at den ſkede 1164.
  11. Saxo, S. 793.
  12. Magnus Erl. S. Cap. 12. Snorre Cap. 20. Fagrſkinna Cap. 266.