Det norske Folks Historie/3/96

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Haakon, heder det, lagde nu alt Landet under ſig, hvilket alene vil ſige, at han lod ſig erklære, eller blev erklæret for Konge over det hele Land, uden at der endnu kunde være Tale eller Spørgsmaal om nogen Anerkjendelſe ſom ſaadan, hvilken vel heller ikke nogenſinde blev ham til Deel for Gulathingslagens Vedkommende. Imidlertid uddeelte han alle Syſler til ſine Mænd, og indſatte ligeledes Gjaldkerer i Stæderne. Raadſlagningerne om alle disſe Regjeringsanliggender og fremtidige Planer holdtes i St.Hallvardskirken. Men Fru Chriſtina beſtak den Preſt, der forvarede Kirkens Nøgler, til at ſkjule en af hendes Folk i Kirken, ſaa at han uſeet kunde høre alt, hvad Haakons Mænd forhandlede; og da hun ſaaledes havde faaet det at vide, ſendte hun Bud til ſin Mand Erling i Bergen, at han aldrig ſkulde tro dem. Det er heraf klart, hvad der ogſaa ovenfor er antydet, at Erling, der ſiden den ſidſte Uenighed med Gregorius var bleven tilbage i Bergen, havde antaget en Stilling, der ikke udelukkede Muligheden af at han maaſkee kunde gaa over til Haakons Parti, hvis dette ſyntes ham fordeelagtigſt, og at han nu kun ventede paa nærmere Underretning om Sejrherrernes Henſigter og Planer, førend han beſtemte ſig til, hvorledes han vilde optræde. Men Budſkabet fra hans Huſtru levnede ham intet Valg, og han optraadte derfor ſom Hovedet for det Parti, der hidtil havde ſluttet ſig til Kong Inge. Han ſendte Bud til alle de Høvdinger, hvilke han kjendte ſom Kong Inges troeſte Venner, og til alle dennes Hirdmænd og haandgangne Mænd, der havde overlevet Nederlaget, ſaa vel ſom til Gregorius’s Huuskarle, og ſatte dem Stevne til at indfinde ſig i Byen, for at raadſlaa om hvad der var at gjøre. De kom, og, ſom det ſynes, i temmelig betydelig Mængde, ſkjønt kun faa udtrykkeligt nævnes. Førſt aftaltes det, at Flokken eller Partiet ſkulde vedligeholdes, og dertil forbandt de ſig gjenſidigt at ſtaa hinanden bi. Derpaa raadſloges om, hvem de ſkulde tage til Konge. Erling ſkakke foreſlog, at man dertil ſkulde tage Simon Skaalps Søn Nikolas, Harald Gilles Datterſøn, men at Farbroderen Jon Hallkellsſøn ſkulde ſtille ſig i Spidſen for Flokken ſom dens Anfører. Dog Jon undſlog ſig, og nu anmodede man Nikolas Skjaldvarsſøn, Kong Magnus Barfods Halvſyſters Søn, om at blive Flokkens Høvding. Han ſvarede, at det var bedſt at tage til Konge en, ſom var af virkelig Kongeæt, men til Anfører en Mand af anerkjendt Klogſkab og Dygtighed. Man ſpurgte derfor Arne Kongsmaag, om han vilde lade nogen af ſine Sønner tage til Konge, thi de vare Kong Inges Halvbrødre. Arne gjorde opmerkſom paa, at ingen var mere ættebaaren til Kongedømmet i Norge, end Fru Chriſtinas, Kong Sigurd Jorſalafarers Datters, Søn Magnus, og at man i dennes Fader og naturlige Formynder Erling havde den bedſte Anfører, man kunde ønſke ſig, da han var forſtandig, daadkraftig, krigserfaren, og dygtig i Alt hvad der angik Landets Styrelſe; hvis Lykken var med ham, vilde han bedre end nogen anden kunne fremme deres Sag. Heri erklærede de fleſte ſin enige. Det hele bærer ſterkt Præg af at være et mellem de fornemſte Høvdinger forud aftalt Spil, for at ſkaffe Erling Magten, uden at det dog ſaa ud ſom om han ſelv gjorde ſig Umag derfor. Hans Svar pasſede fuldkommen dertil. „Det lader til“, ſagde han, „at de fleſte, man i denne Sag har henvendt ſig til, helſt viiſte at undſlaa ſig for det farefulde Hverv. Jeg anſeer det ogſaa, om vi ſætte dette Forehavende i Verk, for heel uviſt, om den, der ſtiller ſig i Spidſen, vil opnaa Hæder og Værdighed, eller ein det vil gaa ham, ſom det er gaaet ſaa mange, der vovede noget lignende, idet de nemlig alle miſtede deres Ejendomme, nogle ogſaa Livet. Men lykkes Foretagendet, kan det ogſaa let hende, at enkelte da angre paa, at de fra førſt af undſloge ſig. Sem ſom paatager ſig dette vanſkelige Hverv, maa derfor nødvendigviis ſøge at ſikre ſig mod den Mulighed, at de, der nu deeltage med ham i Forehavendet, ſiden maaſkee blive hans Modſtandere og Fiender“. Alle vare enige i, at Forbundet maatte ſtiftes med ubrødelig Troſkab. „Saa vil jeg da“, ſagde Erling afgive min Erklæring. „At tjene Haakon, forekommer mig omtrent det ſamme ſom at gaa lige i Døden. Og ſkjønt jeg fuldelig indſeer den ſtore Fare, ſom er forbunden med nærværende Beſlutning, vil jeg dog heller vove paa at imødekomme eders Ønſke, og paatage mig Anførſelen for Flokken, hvis det er eders alles Vilje og Samtykke, og I ville forpligte eder ved Eed. Hertil erklærede alle ſig villige. Derpaa blev det aftalt, at Magnus Erlingsſøn ſkulde tages til Konge. Der blev ſtrax holdt Thing i Byen, og her blev den femaarige Magnus tagen til Konge over hele Landet (1161). Alle de blandt de tilſtedeværende, ſom tidligere havde været Kong Inges haandgangne Mænd, gik nu ogſaa ham til Haande, og enhver blev bekræftet i den Værdighed, han havde haft under Kong Inge[1].

Erling følte ſig imidlertid efter det ſtore Nederlag, ſom Inges Parti havde lidt i Oslo, ikke ſterk nok til at binde an med Haakon, men ſaa ſig om efter fremmed Hjelp. Her var det da naturligt, at han førſt og fremſt kaſtede Øjnene paa den danſke Kong Valdemar, Knud Lavards Søn, der nu ſiden hans Fætter og Medkonge Sven Eriksſøns Nederlag og Fald paa Gradehede i Jylland 1157 herſkede ſom Enekonge i Danmark, og, underſtøttet af den ſtatskloge og krigserfarne Biſkop Abſalon, unegtelig var Nordens mægtigſte Fyrſte. Valdemar var desuden, ſom Søn af den rusſiſke Kongedatter Ingeborg, kjedeligt Syſkendebarn til Fru Chriſtine, den unge Kong Magnus’s Moder, og ſaaledes en af dennes nærmeſte Frænder. Valdemar havde været i den bedſte Forſtaaelſe med Kong Inge, der endog Aaret i Forvejen havde foræret ham et prægtigt Drageſkib[2]. Uagtet Valdemar hidtil havde haft ſaa meget at beſtille, førſt med Tronfejderne mod Kong Svein, ſiden med Krige mod Venderne, at han ikke havde kunnet blande ſig i Norges Anliggender, ſatte han dog alt for megen Priis paa Magt og Ære, til at han ſkulde lade Lejligheden ubenyttet til ogſaa at erhverve Herredømme der, naar den af ſig ſelv tilbød ſig. Herom følte viſt ogſaa den kloge Erling ſig fuldkommen overbeviiſt. Han ventede ſig derhos, ſom det lader, Biſtand af Buris Henriksſøn, Dronning Ingerids og Henrik Skatelærs Søn, Kong Inges Halvbroder, og den ſvenſke Kong Magnus’s Heelbroder. Buris opholdt ſig hos Kong Valdemar, juſt ikke meget yndet, ja endog ſterkt mistænkt af denne, men dog i en Stilling, der i det ydre vidnede om Magt og Anſeelſe. Hvis Kong Magnus Henriksſøn i Sverige, til hvem Orm Kongsbroder havde taget ſin Tilflugt, havde været mægtig og anſeet, da havde Erling maaſkee ligeſaa gjerne ſøgt om Underſtøttelſe hos ham. Men hans Stilling var yderſt uſikker, og hans Modſtander Karl Sverkesſøn ſkilte ham endnu i ſamme Aar ved Liv og Rige. Til Valdemar beſluttede Erling derfor at henvende ſig. I Følge med ſin Søn, Kong Magnus, Dronning Ingerid, Buris Henriksſøns Møder, hendes Mand Arne Kongsmaag og to af deres Sønner, alle de haandgangne Mænd, ſom vare tilſtede, og alle hans egne ſaavel ſom Gregorius’s forrige Huuskarle, drog han afſted paa ti Skibe, og ſejlede over til Jylland, hvor Valdemar opholdt ſig. Det er muligt, at Erling tog hine fornemme Perſoner med, for at benytte ſig af deres Indflydelſe ved det danſke Hof, men dette ſtore Følge giver dog unegtelig Rejſen Udſeendet af en Flugt, og ſandſynligſt er det, at han i den førſte Tid, førend han endnu havde ſikret ſig Hjelp fra Danmark og ordnet ſine Forſvarskræfter, følte ſig noget uſikker, endog i Bergen, da Haakon, i Beſiddelſe af Kong Inges hele Flaade, uhindret kunde overfalde ham.[3] Erling fandt en venlig Modtagelſe hos Valdemar, ſom rigeligt ſkaffede ham alt hvad han behøvede til ſine Mænds Underhold. De havde mange Raadſlagninger ſammen, hvoraf det endelige Reſultat blev, at Valdemar tilſagde Kong Magnus al den Hjelp af ſit Rige, ſom han kunde behøve til at underkaſte ſig Norge og forſvare ſig i Herredømmet, hvorimod Valdemar ſkulde faa Viken indtil Rygjarbit, eller Grændſen mod Agder, ligeſom hans Forfædre Harald Gormsſøn og Sven Tjugeſkegg i ſin Tid havde beſiddet dette Landſkab. Saa lidet tog Erling ſkakke Henſyn til Fædrelandets Selvſtændighed, naar det gjaldt at ſikre ham Magten, og dette af ham givne Exempel, at ſøge Støtte hos den danſke Konge og aabne ham Adgang til Beſiddelſer i Norge, fulgtes nu i en Række af Aar ſtadigt af det Parti, hvis Hoved og Repræſentant han var, Lendermands-Ariſtokratiet. Heri var dette Parti ſig ſelv ligt fra Erik Jarls og Olaf den helliges Dage. Men Begreberne om et Lands nationale Ære vare dengang ikke komne til ſaadan Udvikling ſom nu, og Erling var nødſaget til, endog for ſin egen Frelſes Skyld, at ſkaffe ſig hvad Støtte han tittede, ſaa længe han endnu ikke havde faaet faſt Fod at ſtaa paa.

Medens Erling var borte, ſpillede Haakon paa en Maade Meſter. Strax efter Paaſken drog han med alle de Skibe, der havde tilhørt Kong Inge, nord til Throndhjem, og lod ſig der paa Ørething i Nidaros tage til Konge over hele Landet. Ved denne Lejlighed ophøjede han Sigurd af Reyr til Jarl. Derpaa vendte han tilbage til Viken, fremdeles med ſit hele Følge, og anløb, ſom det lader, Bergen, hvor vi kort efter finde en af hans Sysſelmænd. Ankommen til Viken, drog han ſelv til Tunsberg, men ſendte Sigurd med endeel af Flaaden øſter til Kongehelle, for at pasſe paa, om Erling kom ſøndenfra. Men denne, ſom efter udrettet Erende tiltraadte Tilbagerejſen fra Jylland, fatte lige fra Skagen over til Agder, uden at Sigurd hørte til ham, og ſtyrede førſt til Bergen, hvor hans Mænd dræbte den rimeligviis ved det oven nævnte Beſøg af Haakon indſatte Sysſelmand, ved Navn Arne Brigidarſkalle; ſtrax derpaa vendte han tilbage, og drog øſter langs Kyſten lige til Tunsberg mod Kong Haakon. Sigurd Jarl vidſte endnu ikke et Ord af, at han var kommen fra Danmark, men blev liggende paa Vagt ſyd ved Elven. Erling lagde ſig førſt ved Ravnaberg, den nordveſtligſte Spidſe af Nøterø, og forblev der et Par Dage, beredende ſig til Angreb, hvilket imidlertid Haakon, eller maaſkee rettere Anund Simonsſøn, der var hos ham i Byen, belavede ſig paa at møde, idet de opſtillede en Fylking, beſtaaende deels af Bymænd, deels af hans egne Folk, paa Bryggerne. Erling nærmede ſig nu Byen, idet han tillige lod et Fragtſkib, ladet med Ved og Halm, ſom man ſtak Ild paa, drive for Vinden ind mod Bryggerne. Det var dog ikke hans Henſigt at ſætte Ild paa Byen, men kun at indjage Borgerne Skræk. Han havde til den Ende ladet tvende Rorſkuder befæſte til det brændende Skib, for at kunne ſtyre det og ſtandſe det i Farten, naar det var kommet ſaa nær ind mod Byen, ſom han ſyntes. Nogen lagde lig ſaa tykt ind i Byen, at man paa Bryggerne, hvor Haakons Fylking ſtod, ej kunde ſee for ſig, men ſelv tog Erling med ſine Skibe Plads til Luvart for Ilden, og beſkød Fienden. Da Bymændene ſaa, at Ilden nærmede ſig deres Huſe, og mange bleve ſaarede af Skuddene, tabte de Modet, og beſluttede at bede Erling om Grid ſer ſig og ſin By. Den veltalende Preſt Roald, med Tilnavn Langtale[4], ſendtes ud til Erling i dette Erende, og han kom tilbage med gunſtigt Svar. Det faldt da af ſig ſelv, at de nedlagde Vaabnene og gik hver til ſit, ſaa at Fylkingen paa Bryggen blev heel tynd, idet kun Haakons Mænd ſtode igjen. Enkelte af dem opmuntrede dog til ligefuldt at møde Erlings Angreb, men Anund Simonsſøn, Anføreren, ſagde: „jeg vil ſaamænd ikke ſlaaes for at ſkaffe Sigurd Jarl Magten, naar han ikke engang ſelv er tilſtede.“ Han flygtede op i Landet og med ham Kongen ſelv og de fleſte af hans Mænd. Mange af dem vare faldne. Om denne uhæderlige Flugt kvad man en Spotteviſe af dette Indhold: „Anund ſagde at han ikke vilde indlade ſig i Kamp, førend Sigurd Jarl kom ſøndenfra med Huuskarlene; Magnus’s raſke Kæmper ile hurtigt op ad Gaden, men Haakons Høge ſkynde ſig afvejen ſaa fort de kunne.“ Den hele Begivenhed, og Sigurd Jarls Fraværelſe maa have forekommet alle, der ikke kjendte de nærmere Omſtændigheder, aldeles uforklarlig, og dette er rimeligviis Grunden til, at den danſke Forfatter Saxo endog fortæller, at Sigurd ſlog Haanden af Haakon, fordi denne ej vilde ſkaffe ham de nødvendige Penge til Krigsudgifter.[5] For Reſten ſeer man af Beretningen ſelv, at der herſkede Skinſyge og ſpendt Forhold mellem Sigurd og Haakons fortroligſte Ven og Raadgiver, Anund Simonsſøn. Haakon tog, ſom han ſaa ofte havde gjort, Vejen over Land til Throndhjem, hvorhen ogſaa Sigurd Jarl, ved Efterretningen om det forefaldne, begav ſig med de Skibe, han havde hos ſig. Men alle de Skive, ſom Kong Haakon havde haſt i Tunsberg, hvoriblandt Bøkeſuden, der forhen havde været Inges Kongeſkib, fik Erling i ſin Vold. Han underlagde nu Kong Magnus hele Viken, Agder, Rogaland og Hordaland, idet han drog veſt- og nordover langs Kyſten til Bergen, hvor han tilbragte Vintren (1161—1162), og i Løbet af denne lod dræbe Ingebjørn Sipil, Kong Haakons Lendermand, i Nordfjord. Kong Haakon tilbragte Vintren i Throndhjem[6].

Om Vaaren udbød Haakon Leding, og udruſtede en Flaade og Hær, for at drage ſydover mod Erling. Af de Høvdinger, ſom da enten vare hos Kong Haakon, eller ſamlede ſig om ham, opregner Sagaen følgende: Sigurd Jarl, Jon Sveinsſøn, der havde randt Kong Inge ved Oslo, Eindride unge, Anund Simonsſøn, Philip Petersſøn, Philip Saada-Gyrdsſøn, Ragnvald Kunta, Sigurd Kaapa, Sigurd Ruva, Fredrik Køna, gift med en Datter af Guthorm paa Rein, Aaſkell af Forland, maaſkee en Frænde eller Søn af hiin Egil Aaſkellsſøn, der blev hængt med Steigar-Thore; Thord, Søn af Gunnar Gjaldkere og Stadar-Bjarne. Flere af disſe omtales ikke tidligere; enkelte, navnlig Fredrik, vare throndhjemſke Lendermænd, men efter fleres beſynderlige Tilnavne ſkulde man ogſaa være friſtet til at antage dem forat have hørt til de forhen beſkrevne Elvegrimers og Grændſerøveres Tal. Erling ſkakke havde ogſaa en betydelig Krigsmagt hos ſig. Det var hans Henſigt at komme Haakon i Forkjøbet, og dertil betjente han ſig af følgende Liſt. Han lagde Forbud paa alle de Skibe, der agtede ſin nord til Nidaros, under Paaſkud af, at Bergensmændene heller fortjente at faa de gode Varer, hvormed de vare ladede, om Ejerne end maatte ſælge dem noget billigere, end at de ſkulde komme Fienderne til Gavn. Den egentlige Grund var dog den, at han vilde forebygge at Haakon fik nogenſomhelſt Efterretning fra Bergen, førend den belejlige Tid kom. Paa denne Maade ſamledes Skibe i mængdeviis til Bergen, thi hver Dag ankom der flere, men intet rejſte bort. Erling lod imidlertid Ord udgaa om, at han agtede at forblive i Bergen, og, hvis Haakon ſkulde komme nordenfra for at angribe ham, oppebie Angrebet der med ſine Venner og Frænder. Han lod allerede gjøre Anſtalter til at ſætte ſine Skibe paa Land, og begyndte med de mindſte og letteſte. Herved fik man end mere Syn for Sagen om at han agtede at ſlaa ſig til Ro i Bergen. Da nu alle troede dette fuldt og faſt, lod han en Dag Handelsſkibenes Styremænd ſammenkalde til et Møde, og erklærede her Forbudet ophævet, faa at enhver kunde drage bort, naar og hvorhen han vilde. Alle de, der faa længe havde ſtundet efter at komme bort, benyttede ſig med Glæde og ufortøvet af den uventede Tilladelſe; der blæſte en gunſtig Søndenvind, og endnu inden Noontimen ſamme Dag havde de forladt Havnen; enhver ſøgte at komme forud for den anden, og jo hurtigere Skib han havde, deſto ſortere ſkyndte han ſig nordefter. Da hele denne Handelsflaade kom til Nordmøre, traf den Kong Haakon med hans Krigsmagt, ivrig beſkjeftiget med at paaſkynde Udruſtningerne, og faa de opbudne Ledingstropper og tilkaldte Lendermænd ſamlede. Han havde i lang Tid ikke hørt det mindſte fra Bergen, men fik nu vide, at Erling agtede at forblive der, at han allerede havde gjort Begyndelſen til at ſætte Skibene paa Land, og at han intet kunde vænte mindre end at møde Erling i de Farvande, hvor han nu befandt ſig. Han ſejlede for det førſte ind til Kjøbſtaden Beda, hvor han blev liggende nogle Dage, idet han ſendte Anund og Sigurd Jarl ind i Raumsdalen, ſaavel ſom andre Mænd omkring i Nordmøre og Søndmøre for at ſkaffe Folk og Skibe. Siden drog han ogſaa ſelv ſydefter til Søndmøre for at paaſkynde Hjelpetroppernes Ankomſt.

Det var en Søndag[7], at Erling ſkakke havde tilladt Kjøbmandsſkibene at rejſe fra Bergen. Om Tirsdagen, da Mesſen var til Ende, blev der blæſt i Kongs-Ludren, alt Krigsfolket og Bymændene bleve ſammenkaldte, og Befaling given til at ſætte de Skibe i Søen igjen, ſom allerede bare landſatte. Erling holdt derpaa Huusthing med ſine Tropper og Ledingsmændene, forkyndte dem ſin Henſigt, ſnareſt muligt at drage Haakon imøde, udnævnte Skibsbefalingsmænd, og lod oplæſe deres Navne, der havde at tage Plads paa Kongeſkibet. Han befalede enhver at indfinde ſig og ruſte ſig i det ham beſtemte Rum, og truede enhver den med Straf paa Liv eller Lemmer, ſom endnu dvælede efter i Byen, naar han ſejlede afſted paa Bøkeſuden. Orm Kongsbroder og de fleſte Skibe, ſom endnu ikke havde været landſatte, ſejlede allerede bort om Aftenen. Dagen efter, førend Mesſe holdtes i Byen, drog Erling afſted med de øvrige. Hans hele Flaade beſtod af 2l Skibe, af hvilke flere tilhørte Lendermænd, der havde ypperligt Mandſkab. Hans Søn, Kong Magnus, var ligeledes med. Da Erling kom noget forbi Fjordene, ſendte han en Skude ind til Jon Hallkellsſøns Gaard, og lod hente Nikolas, Simon Skaalps og Marias, Kong Harald Gilles Datters, Søn, ſom der opfoſtredes. Han blev bragt ombord paa Kongeſkibet. Det vil erindres, at Nikolas var den, ſom Erling ſelv ved Sammenkomſten i Bergen aller førſt foreſlog til Konge, og han har vel frygtet fort at et Parti maaſkee endnu vilde opſtille ham ſom hans Søn Magnus’s Medbejler, iſær da Jon Hallkellsſøn, ſom det vil ſees, neppe var at lide paa. Fredags Morgen i Otten ſejlede de ind i Steinavaag paa Søndmøre, mellem Aſpø og Hesø. Kong Haakon laa da i en Havn i Nærheden med 14 Skibe. Han ſelv og hans Mænd vare oppe paa Øen og fornøjede ſig ved Leg; Lendermændene ſad paa en Høj i Nærheden. Da ſaa de en Baad komme ſøndenfra, roet af to Mænd i ſaadan Fart, at de ved hvert Aaretag lode ſig falde tilbage lige ned i Kjølen; da de kom til Land, gave de ſig ikke engang Tid til at fæſte Baaden, men ilede op i fuldt Løb. Høvdingerne ſagde ſtrax at disſe Mænd maatte have en vigtig Tidende at melde. De ſtode op og gik imod dem. Da de mødtes, ſpurgte Anund Simonsſøn: „kunne I ſige os noget Nyt om Erling ſkakke, ſiden I ſkynde eder ſaa?“ Den førſte, der ganſke aandpuſten kunde faa Mæle, ſvarede: „her kommer juſt Erling ſejlende ſøndenfra mod eder med 20 Skibe eller deromkring, de fleſte forſvarligt ſtore: om et Øjeblik ville I faa Sejlene at ſee“. Da ſagde Eindride unge: „for nær Næſen, ſagde Karlen, blev ſkudt i Øjet“. De ſkyndte ſig didhen, hvor hine vare i fuld Leg, Ludrene lød, og alle Mand kaldtes iilſomt ombord. Det var juſt paa den Tid af Dagen, da de ſkulde ſætte ſig til Døgurd. Nu ſtimlede alle til Skibene, hver til det ſom laa nærmeſt, uden nogen Orden, ſaa at Skibene bleve højſt ulige beſatte. Nogle toge til Aarerne, andre rejſte Maſterne, de toge Vejen nordefter, for at komme til mere, af hvis Indbyggere de væntede ſig Hjelp. Nu ſaa man fra begge Flaader gjenſidigt hinandens Sejl. Erling ſatte ivrigt efter de flygtende, forbi Hildre, gjennem Midfjorden og Moldefjorden. Eindride unge havde et Langſkib ved Navn Draglaun, en ſtor Busſe, ſom i Forvirringen var bleven alt for ſvagt bemandet, da mange af dets Beſætning var løbet over paa andre Skibe. Det ſakkede derfor bagefter Haakons øvrige Flaade, og indhentedes ligefor Øen Sekken, nær ved Vedø, af Bøkeſuden, ſom Erling ſkakke ſtyrede, og ſom ſtrax bagede ſig faſt i det. Haakon var næſten kommen lige til Vedø, da man paa hans Skib hørte Ludrene ſkralde, og ſaa, at flere Skibe vendte om, for at komme Eindride til Hjelp. Han gjorde da det ſamme, og ſaaledes begyndte Slaget. Det varede ikke længe, førend Krigerſkaren paa Haakons Skib adſplittedes. Nogle faldt, andre gik overbord. Haakon ſelv kaſtede en graa Kappe om ſig, og løb over paa et andet Skib. Men i Forvirringen merkede han ikke, at dette var et af de fiendtlige, førend det var for ſilde, da han allerede var ganſke afſkaaren fra ſine Mænd og øvrige Skibe. Han gik derfor over paa Bøkeſuden, frem i Forſtavnen, gav ſig der tilkjende for Stavnboerne, og bad om Grid. Han fik den, og Stavnboerne toge ham til ſig. Imidlertid var der ſkeet et ſtort Mandefald, iſær blandt Haakons Mænd; men blandt dem, ſom vare faldne ombord paa Bøkeſuden, var ogſaa Nikolas, Simon Skaalps Søn, hvis Drab blev tilſkrevet Erlings egne Krigere: uden al Tvivl havde han ogſaa maget det ſaaledes for derved at ſkille ſin Søn af med en farlig Medbejler, uden at det dog ſaa ud, ſom om han ſelv voldte hans Død. Strax derefter ſkede der en Standsning i Kampen, og Skibene ſkilte ſig fra hinanden. Da blev det ſagt Erling, at Haakon var kommen ombord paa hans Skib, men at Stavnboerne havde taget ham til ſig, og truede at forſvare ham med Magt hvis man vilde tilføje ham noget ondt. Det var naturligt, at de havde Medynk med hans Ungdom, han var nemlig neppe endnu femten Aar gammel, og ganſke barnslig i ſit Væſen: alle og enhver vidſte, at det var hans Høvdinger, ſom raadede i hans Navn, og at han ſelv havde liden eller ingen Deel i, hvad der ſkede. Erling beroligede ſtrax Stavnboerne ved at ſende en Mand forud i Skibet med den Hilſen til dem, at de kun ſkulde pasſe godt paa Haakon, ſaa at han ej undkom; han havde intet imod at ſkjenke ham Grid, hvis de andre Høvdinger ſamtykkede deri, og hans Parti ſtrax underhandlede om Fred. Stavnboerne modtoge denne Hilſen med de varmeſte Takſigelſer. Men i det ſamme lod Erling ſtode af alle Kræfter i Ludren, og befalede ſine Mænd at angribe de Skibe, ſom endnu ikke vare ryddede, da de neppe nogenſinde vilde faa bedre Lejlighed til at hevne Kong Inge. Alle iſtemte nu Hærſkrig, opeggede hinanden indbyrdes, og fornyede Angrebet. I denne Tummel fik Kong Haakon ſit Baneſaar. Man friſtes til at antage, at dette ſtede ved Erlings egen Foranſtaltning, ligeſom nys Nikolas Simonsſøns Drab, ja det ſeer endog ud til, at Sagaſkriveren ſelv har været af denne Mening, uden dog ligefrem at udtale den[8]. Da Haakons Mænd erfarede hans Fald, bleve de ſom raſende af Forbitrelſe, roede til af alle Kræfter, kaſtede Skjoldene fra ſig og hug om ſig med begge Hænder, fuldkommen ligegyldige om deres Liv. Denne Hidſighed kom dem ſelv til ſtor Skade, da de derved blottede ſig for Fiendernes dræbende Stød. En Mængde af Haakons Mænd faldt, deels af denne Grund, deels ogſaa fordi Erlings Krigsmagt var dem langt overlegen i Folketal. Om Grid nyttede det ej at bede, undtagen de faa, ſom Høvdingerne toge i Beſkyttelſe mod Tilſagn om en Løsningsſum. Blandt de Høvdinger, ſom faldt paa Haakons Side, nævnes Sigurd Kaapa, Sigurd Hjupa og Ragnvald Kunta. Nogle af hans Skibe undkom ind i Fjorden, ſaa at Beſætningen derved frelſte ſit Liv. Kong Haakons Lig bragtes førſt ind i Raumsdalen og blev der begravet; men Haakons Broder, Kong Sverre, lod det ſiden optage, bringe til Nidaros og begrave i Steenveggen i Chriſtkirkens Chor paa Sydſiden. Haakon var ſmuk af Udvortes, velvoxen, høj, ſmal om Livet og meget bredſkuldret, hvorfor hans Krigere kaldte ham Haakon Herdebred; han var lyſtig i ſit Væſen nedladende, barnslig og kjær i at lege, og ſærdeles afholdt af Almuen; men for Reſten var han kun Konge af Navn, og det er uviſt, hvorledes hans Charakteer vilde have teet ſig, hvis han havde naaet en modnere Alder.

Erling ſkakke og Kong Magnus droge nu med hele Flaaden ind til Nidaros, og lagde Landet under ſig, hvor de kom. I Nidaros lod Erling tilſtevne Ørething, hvor Magnus nu blev tagen til Konge for det hele Land. Erling dvælede dog ikke længe der, da Thrønderne tyktes ham ikke at lide paa, men begav ſig tilbage til Bergen, og ud paa Høſten til Tunsberg, hvor han agtede at tage Vinterophold. Hele Flaaden og alt, hvad der hørte til Forſvarsvæſenet, var i hans Raadighed. I Viken oppebar han alle kongelige Indtægter[9].

  1. Haakon Herdebreds Saga. Cap. 21. Snorre, Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 1.
  2. Saxo, S. 757. Knytl. Saga, Cap. 119. Ifølge denne forliſte dette Skib endnu ſamme Aar.
  3. Saxo, S. 792, fremſtiller Erlings Rejſe ligeſrem ſom en Flugt, og kalder hans Ophold i Jylland exilium. Hoveden, S. 600, ſiger omtrent det ſamme.
  4. Dette Tilnavn havde han aabenbart faaet af ſin Veltalenhed, der vel ſtundom blev for vidtløftig. Hans lange og veltalende Foredrag omtales ogſaa ſenere.
  5. Saxo, S. 592.
  6. Haakon Herdebr. Saga, Cap. 23, 24. Snorre, Magnus Erl. S. Cap. 3, 4. I disſe Kongeſagaer ſtaar der, at Erling laa nogle Nætter ved „Rosſanes“, førend han lagde ind til Tunsberg. Sturlungaſaga II. 40 nævner derimod „Ravneberg“. d. e. Ramberg, den nordveſtlige Spidſe af Nøterø, og dette er viſtnok rigtigere. For Reſten gjør denne Saga urigtigt to Slag af det ene, idet den ſiger at Erling og Haakon førſt holdt Slag i Tunsberg, hvor Haakon flygtede, og kort efter ved Ravneberg, hvor Haakon ligeledes tog Flugten. Hoveden (Savile, S. 600) omtaler ogſaa dette Slag, ſom Slaget ved Tunsberg, men nævner kun eet, han ſiger udtrykkeligt, at Erling tog Haakons Flaade.
  7. Maanedsdagen angives ikke. Rimeligviis var det i Mai eller Juni.
  8. Den blotte Omſtændighed, at Stavnboerne vare ſaa ivrige for at bevare Haakons Liv, maatte være Erling nok til at frygte ham, endog ſom overvunden; og hvad han ej havde taget i Betænkning at gjøre mod Nikolas, maatte falde ham endnu lettere at gjøre mod Haakon. Han ſkilte ſig ſaaledes paa een Gang ved tvende farlige Medbejlere.
  9. Haakon Herdebreds Saga, Cap. 26—29. Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 9. Snorre, Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 5—9. Hoveden S. 600. Slaget, hvor Haakon faldt, kaldes her Slaget ved Vedø.