Det norske Folks Historie/3/95

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Kong Inge havde imidlertid tilbragt Julen i Oslo under Gammen og Lyſtighed, med mange fornemme Mænd og Kvinder, ſom da vare forſamlede hos ham. Der var hans Halvbroder Orm Ivarsſøn, kaldet Kongsbroder, ſom nys havde fæſtet Kong Eyſteins Enke, Ragna Nikolasdatter, og gjorde ſtore Forberedelſer til Brylluppet, ſom ſkulde ſtaa paa den førſte Søndag i Februar; der var Kongedatteren Chriſtina, Erling ſkakkes Huſtru; Simon Skaalp, Kongens Svoger, rimeligviis ogſaa med ſin Huſtru, Gudbrand Skaſhoggsſøn, der var gift med en Datter af Kong Eyſtein Magnusſøn, og endelig Gudrød Olafsſøn, Syderøernes Konge, der allerede i nogle Maaneder havde opholdt ſig i Norge, for at ſøge Hjelp mod den mægtige Sumarlide af Argyll, hvorom nedenfor. En Dag kom tvende Aarmænd fra Viken, og forlangte Kongen i Tale. Han ſpurgte, hvad de havde at melde. De forkyndte ham Gregorius Dagsſøns Fald. „Hvorledes ſkede denne Ulykke?“ ſpurgte han aller førſt. De fortalte de nærmere Omſtændigheder. „Her raadede de ſom mindſt duede dertil“, ſagde han, og blev ſaa betagen af Sorg, at han græd ſom et Barn. Da han var bleven lidt roligere, ſagde han: „Saa ſnart jeg fik høre om Halldors Drab, vilde jeg drage til Gregorius, thi jeg kunde nok ſkjønne, at han ikke vilde ſidde længe rolig uden at ſøge Hevn; men det lod til at disſe Folk her anſaa intet mere magtpaaliggende end Julegildet, og det maatte ſlet ikke afbrydes; jeg er vis paa at havde jeg været der, vilde vi enten have udrettet noget ſtort, eller Gregorius og jeg havde begge faret ſamme Vej. I ham har jeg tabt den Mand, ſom har varet min huldeſte Ven og ſom allermeeſt har ſtøttet mit Herredømme i Landet. Nu vil jeg paa egen Haand drage mod Haakon, og enten ſkal jeg falde, eller faa Haakon og hans Venner tagne af Dage; om de ſaa alle falde, er dette dog ikke Hevn nok for en ſaadan Mand ſom Gregorius“. Da ſagde en af de tilſtedeværende: „du behøver juſt ikke at bryde dig ſtort med at opſøge Haakon, thi han og de øvrige agte ſig hid mod dig“. Dette forholdt ſig virkelig ſaaledes. Gregorius’s Fald gav aabenbart Haakon og Sigurd Mod til at vove et raſkt Forſøg mod Inge ſelv. Ved Efterretningen om at man med det førſte kunde vente et Angreb af Haakons vilde Skarer, beredede Fru Chriſtine, og rimeligviis flere af Kvinderne ſig til at forlade Byen. Kongen fik det at bore, og ſpurgte, hvad det ſkulde betyde. Hun ſvarede, at under den Fare, ſom truede Byen, vilde den ej være et pasſende Opholdsſted for Kvinder. Kongen bad hende indſtændigt om at blive. „Sejre vi“, ſagde han, „da vil du have det nok ſaa godt her; men falder jeg, ville mine Venner ikke faa Tilladelſe til at viſe mit Lig den ſidſte Ære, hvorimod det neppe vil blive dig negtet, naar dit anholder derom, og kan dit paa denne Maade bedſt lønne mig for hvad godt jeg har gjort imod dig“. Chriſtine ſamtykkede[1]. Disſe Kongens Ord ere merkelige, fordi de ſynes at viſe, at han neppe ſtolede tilfulde paa hendes Mands, den kloge Erlings Troſkab, men antog at Fienderne ved venlige Tilnærmelſer og gode Løfter haabede at kunne vinde ham. Dette er heller ikke den eneſte Omſtændighed, ſom peger hen paa, at Erlings Opførſel har været noget tvetydig, ſaaledes at han ſlet ikke ganſke afſkar ſig Adgangen til, om han ſkulde finde det fordeelagtigſt, at erklære ſig for Haakon. Det er ikke engang uſandſynligt, at Haakons Parti allerede kan have følt ſig for hos ham, og gjort ham Tilnærmelſer, ſtolende paa hans ſpendte Forhold til Gregorius, thi vi ville ſtrax nedenfor ſee umiskjendelige Beviſer paa, at Haakon, eller rettere Sigurd og hans øvrige Raadgivere, have haft hemmelige Udſendinger blandt Inges Omgivelſer, og at det var lykkets dem underhaanden at vinde flere navnlig Kong Gudrød af Syderøerne og Lendermanden Jon Sveinsſøn, en Sønneſøn af Bergthor Bokk[2].

Blaſiusmesſe om Aftenen (3die Februar) bragte Udkiksmænd Kongen den Efterretning, at Haakons Flok nærmede ſig Byen. Strax lod han blæſe Allarm, for at ſammenkalde Mandſkabet, og ſtillede det i Slagorden ovenfor Byen. Dem maa ſaaledes have ventet, at Fienden ſkulde komme ned fra Ekeberg eller Rygenbjergene. Det viſte ſig ved Opſtillingen, at han havde henved 40 Hundreder (4800 Mand). Fylkingen lod han være meget lang, kun fem Mand høj. Hans Mænd ytrede det Ønſke at han ej vilde udſætte ſig ſelv og dem for den Fare, der truede dem, hvis han ſelv deeltog i Kampen, men derimod lade ſin Broder Orm anføre Hæren. Kongen ſvarede: „jeg er vis paa, at om Gregorius nu var her og ſkulde hevne min Dyd, vilde han ikke ligge i Skjul, men ſelv være med i Slaget; og om jeg end formedelſt min Vanførhed ikke er ſaa krigsdygtig ſom han var, ſkal jeg dog ej ſtaa tilbage for ham i god Vilje. Der kan ſaaledes ej være Tale om, at jeg holder mig borte fra Striden“. Det var nu ledet langt paa Natten. Der gik ſiden det Sagn, at Gunnhild, Haakons Foſtermoder, trods de ſtrenge Forbud, ſom Chriſtenretten indeholdt om al Slags Troldſkab og Hedenſkab[3], havde ladet en Kone, ved Navn Thordis Skeggja, ſidde ude, ſom det kaldtes, d. e. ved uhyggelige, hedenſke Ceremonier red Nattetid fremmane Trolde, ſom man troede, for at ſpørge dem til Raads og ſøge deres Hjelp, og hun ſkulde have faaet det Svar, at man ſkulde holde Slag med Inge om Natten, aldrig om Dagen[4].

Da det lakkede mod Nattens Ende, fik Kong Inge det Budſkab, at Fienden nærmede ſig paa Iſen, der nu laa lige ud til Hovedøen. Han forlod derfor ſin tidligere Stilling, og ilede med hele Hæren ud paa Iſen, hvor Fylkingen nu opſtilledes foran Byen. .Kongen og hans Broder Orm toge Plads i Midten, ved Kongebanneret; paa højre Fløj, der ſtod udenfor Nonnekloſtret, førte Kong Gudrød fra Syderøerne og Jon Sveinsſøn Befalingen; paa venſtre Fløj, der vendte mod Trælleberg, befalede Simon Skaalp, der havde tilbragt Natten i Byen og ikke vaagnede, førend ved Krigslarmen. Da Haakons Hær kom lige for Inges Fylking, blev der raabt Hærſkrig paa begge Sider. Men Kong Gudrød og Jon Sveinsſøn, ſom havde indladt ſig i hemmelige Underhandlinger med Fienden om at forraade Kong Inge, gave nu med deres Vaaben et aftalt Tegn om hvor de vare at ſende, og did ſtevnede Haakon ſtrax ind; Gudrød og Jon gik øjeblikkelig over til ham med ikke færre end 1800 Mand, og begyndte at ſtride mod deres forrige Staldbrødre. Da dette ſkjendige Forræderi, der i og for ſig var nok til at beſtemme Kampens Udfald, blev meldt Kong Inge, ſagde han: „der ſeer man, hvor ſtor Forſkjel der er paa mine Venner! aldrig havde Gregorius baaret ſig ſaaledes ad, om han havde levet“. Kongens Mænd bade ham nu ſætte ſig til Heſt og ile op paa Raumarike, for at ſamle Tropper der; „endnu idag“, ſagde de, „vil du kunne faa Folk nok deroppe“. „Dertil har jeg ingen Lyſt“, ſagde Kongen; „ofte har jeg hørt eder ytre, hvad der og tykkes mig ſandt, at min Broder Eyſtein fandt en uhæderlig Død, da han engang havde taget Flugten, og han var dog vel udſtyret med alle de Egenſkaber, der pryde en Konge. Gik det ham ſaaledes, ſeer jeg nok, hvilken Skjendſel der venter mig, vanfør ſom jeg er, hvis jeg tager mig til det ſamme, ſom ſtyrtede ham i Ulykke, der dog overgik mig ſaa langt baade i Helbred, Kraft og Dygtighed. Jeg var paa det andet Aar, da jeg blev tagen til Konge i Norge; nu er jeg over 25, og det ſynes mig, ſom om Kongedømmet har bragt mig mere Trængſel og Fare, end Fornøjelſe og Behagelighed. Jeg har holdt mange Slag, ſtundom med mere, ſtundom med mindre Folk, men min ſtørſte Lykke har været den, at jeg aldrig har taget Flugten. Gud raade for mit Liv, hvor langt det ſkal blive, men til Flugten griber jeg aldrig!“

Da Kong Gudrød og Jon Sveinsſøn havde brudt Kong Inges Fylking og ſtillet ſig i Fiendens Rækker, flygtede, ſytti rimeligt var, de, der ſtode nærmeſt; derved bragtes den hele Fylking i Uorden og opløſtes, medens Haakons Mænd ſøgte deſto hidſigere frem. Det var da næſten blevet Dag (4de Februar 1161). Fienden trængte lige ind paa Kong Inges Merke, og i dette Angreb fik han ſit Baneſaar. Hans Broder Orm ſøgte dog endnu at vedligeholde Striden, uagtet mange af hans Krigere flygtede op i Byen; tvende Gange var han ſelv inde i Byen for at ſamle de Flygtende, ſatte Mod i dem, bragte dem atter ud paa Iſen, og vedblev at kæmpe. Imidlertid vendte Haakons Hovedſtyrke ſig mod den ydre Fløj, der anførtes af Simon Skaalp. Ved denne Lejlighed faldt Gudbrand Skafhøggsſøn, Kong Eyſtein Magnusſøns Svigerſøn. Simon Skaalp og Hallvard Hite, en af Haakons Høvdinger, angrebe hinanden, hver med ſin Flok, og kæmpede en Stund; i denne Kamp, ſom efterhaanden drog ſig hen under Trælleberg, faldt baade Simon og Hallvard. Endnu ſtod Orm Kongsbroder med ſin lille Skare, og indlagde ſig ſtor Hæder ved ſin Kjekhed, men tilſidſt maatte ogſaa han flygte for Overmagten[5].

Haakon havde vundet den fuldſtændigſte Sejr. Paa begge Sider vare mange faldne, dog meeſt paa Inges. Blandt de mere anſeede Mænd, ſom faldt paa Haakons, nævnes en Arne Fredriksſøn. Hans Mænd beſatte Byen, og toge ſaavel al den ſammenbragte Bryllupskoſt, ſom meget andet Bytte, medens Inges Venner og Frænder flygtede hver til ſin Kant. Orm Kongsbroder flygtede til ſin Halvbroder Magnus Henriksſøn, hvem det Aaret forud havde lykkets at fælde Kong Erik Jatvardsſøn (den hellige) i Sverige, Sverkes Eftermand, og derved ſelv at komme i Beſiddelſe af dette Rige, hvortil han ſom Sønnedatterſøn af Kong Inge Steenkilsſøn anſaa ſig arveberettiget[6]. Fru Chriſtine holdt ſit Løfte, at tage ſig af Kong Inges Lig. Det blev begravet i Steenveggen i St. Hallvardskirken paa Sydſiden, nedenfor Choret. Kong Inge var ved ſin Død kun 26 eller 27 Aar gammel, men havde dog baaret Kongenavn i 25 Aar. Man kan vel neppe ſige at han i denne Tid nogenſinde virkelig fort Regjeringen, da han endog efter at være bleven voxen meſtendeels ſynes at have overladt Regjeringsſyſlerne til andre, nemlig forut Agmund Dreng, ſiden Gregorius; ligeſom ogſaa hans Herredømme over Thrøndelagen ſtedſe ſynes at have været meget ſvagt. Det er imidlertid umuligt af Sagaerne at ſee, hvor megen eller hvor liden Virkſomhed han ſelv udviklede, thi lige fra hans Udnævnelſe til Konge, da han kun var paa andet Aar, udtrykke de ſig ſom om han var voxen og handlede ſelvſtændigt. Det heder kun lejlighedsviis, at han lod Lendermændene og Høvdingerne raade det meſte med ſig. Dog maa man ikke derfor antage ham for at have været en fuldkommen Ubetydelighed. Hans Kjekhed i det ſidſte Slag, ligeſom tidligere i det ſtore Slag ved Kongehelle, viſer tvertimod, at der i hans ſvage og daarlige Legeme var en modig og kraftig Sjæl, og at det fornemmelig var hans Vanførhed, ſom gjorde ham afhængig af ſine Omgivelſer, og bragte disſe til at behandle ham og omgaaes ham, ſom om han havde været et Barn. Den opofrende og næſten rørende Hengivenhed, hvormed hans Mænd hang ved ham, viſer at han maa have beſiddet megen perſonlig Elſkværdighed, thi hos alle kunde det ikke være Henſyn til egen Fordeel, ſom her gjorde ſig gjeldende. Navnlig fortælles der om den anſeede Islænding Thorvard Thorgeirsſøn, der 20 Aar gammel var bleven Inges Hirdmand efter at være bleven tagen til Naade af ham for et Drab paa en anden Hirdmand, at han ved ſin Tilbagekomſt til Island efter Inges Død erklærede, ikke ſiden at ville tjene nogen anden jordiſk Konge da han ikke troede at nogen kunde vorde hans Lige, og paalagde ſin Broder Are, da denne ſiden rejſte til Norge, at han ej maatte tage Tjeneſte hos den Flok, der havde fældet Kong Inge, men at han derimod ſkulde ſlutte ſig til den, der hevnede ham, og der indtage hans (Thorvards) Plads; hvilke Bøn Are opfyldte[7]. Ogſaa den danſke Forfatter Saxo ſiger om ham, at „hans herlige Aands Skjønhed ligeſom til Haan var ſkjemmet ved Legemets Vanſkabthed, og at man havde ondt for at ſige, om han havde modtaget en ſtørre Velgjerning af Skjebnen, end han led under dens Mishandling“[8].

  1. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 16. Snorre Cap. 15.
  2. Om Bergthor Bokk, Søn af Svein Bryggefod, ſe ovenfor S. 56. Som Sønneſøn af ham havde Jon heller intet godt at ſlegte paa. At Gudrød og Jon havde indladt ſig i Underhandlinger med Fienden, ſiges ikke udtrykkeligt, men det er alligevel tydeligt nok af Beretningen om deres Adfærd under Slaget.
  3. Se ældre Gulathingsl. Cap. 28. Froſt. L. III. 15. Vikens Cap. 16. Eidſl. Cap. 24.
  4. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 17, Snorre Cap. 16. Sagaſkriveren tillægger: „ikke vide vi, hvor vidt dette var ſandt“. Jvfr. nedenfor.
  5. Inge Haraldsſøns Saga Cap. 16—20. Snorre Cap. 15—19.
  6. Om Magnus Henriksſøn, ſe ovenfor S. 76l. Ifølge Saxo S. 713 ſkulde han ogſaa være Ophavsmand til Kong Sverkes Mord 1155. I Kongerækken, der ledſager Veſtgøtalagen, fortælles derom kun at Sverke blev dræbt af ſin Staldkarl, da han ſkulde ride fra Kirken. Men det er heel rimeligt, at den ærgjerrige Magnus har haft Deel deri. Saxo lader det ſkee ved Nattetid. I vor Saga tilføjes, at Ragnvald, hans Broder, ligeledes Orms Halvbroder, var Jarl. Hans Regjering var for Reſten ikke langvarig, thi endnu ſamme Aar (1161) blev han fældet af Sverres Søn Karl.
  7. Sturlungaſaga II. 38, 40.
  8. Saxo, S. 790.