Det norske Folks Historie/3/95

Fra Wikikilden

Kong Inge havde imidlertid tilbragt Julen i Oslo under Gammen og Lystighed, med mange fornemme Mænd og Kvinder, som da vare forsamlede hos ham. Der var hans Halvbroder Orm Ivarssøn, kaldet Kongsbroder, som nys havde fæstet Kong Eysteins Enke, Ragna Nikolasdatter, og gjorde store Forberedelser til Brylluppet, som skulde staa paa den første Søndag i Februar; der var Kongedatteren Christina, Erling skakkes Hustru; Simon Skaalp, Kongens Svoger, rimeligviis ogsaa med sin Hustru, Gudbrand Skashoggssøn, der var gift med en Datter af Kong Eystein Magnussøn, og endelig Gudrød Olafssøn, Syderøernes Konge, der allerede i nogle Maaneder havde opholdt sig i Norge, for at søge Hjelp mod den mægtige Sumarlide af Argyll, hvorom nedenfor. En Dag kom tvende Aarmænd fra Viken, og forlangte Kongen i Tale. Han spurgte, hvad de havde at melde. De forkyndte ham Gregorius Dagssøns Fald. „Hvorledes skede denne Ulykke?“ spurgte han aller først. De fortalte de nærmere Omstændigheder. „Her raadede de som mindst duede dertil“, sagde han, og blev saa betagen af Sorg, at han græd som et Barn. Da han var bleven lidt roligere, sagde han: „Saa snart jeg fik høre om Halldors Drab, vilde jeg drage til Gregorius, thi jeg kunde nok skjønne, at han ikke vilde sidde længe rolig uden at søge Hevn; men det lod til at disse Folk her ansaa intet mere magtpaaliggende end Julegildet, og det maatte slet ikke afbrydes; jeg er vis paa at havde jeg været der, vilde vi enten have udrettet noget stort, eller Gregorius og jeg havde begge faret samme Vej. I ham har jeg tabt den Mand, som har varet min huldeste Ven og som allermeest har støttet mit Herredømme i Landet. Nu vil jeg paa egen Haand drage mod Haakon, og enten skal jeg falde, eller faa Haakon og hans Venner tagne af Dage; om de saa alle falde, er dette dog ikke Hevn nok for en saadan Mand som Gregorius“. Da sagde en af de tilstedeværende: „du behøver just ikke at bryde dig stort med at opsøge Haakon, thi han og de øvrige agte sig hid mod dig“. Dette forholdt sig virkelig saaledes. Gregorius’s Fald gav aabenbart Haakon og Sigurd Mod til at vove et raskt Forsøg mod Inge selv. Ved Efterretningen om at man med det første kunde vente et Angreb af Haakons vilde Skarer, beredede Fru Christine, og rimeligviis flere af Kvinderne sig til at forlade Byen. Kongen fik det at bore, og spurgte, hvad det skulde betyde. Hun svarede, at under den Fare, som truede Byen, vilde den ej være et passende Opholdssted for Kvinder. Kongen bad hende indstændigt om at blive. „Sejre vi“, sagde han, „da vil du have det nok saa godt her; men falder jeg, ville mine Venner ikke faa Tilladelse til at vise mit Lig den sidste Ære, hvorimod det neppe vil blive dig negtet, naar dit anholder derom, og kan dit paa denne Maade bedst lønne mig for hvad godt jeg har gjort imod dig“. Christine samtykkede[1]. Disse Kongens Ord ere merkelige, fordi de synes at vise, at han neppe stolede tilfulde paa hendes Mands, den kloge Erlings Troskab, men antog at Fienderne ved venlige Tilnærmelser og gode Løfter haabede at kunne vinde ham. Dette er heller ikke den eneste Omstændighed, som peger hen paa, at Erlings Opførsel har været noget tvetydig, saaledes at han slet ikke ganske afskar sig Adgangen til, om han skulde finde det fordeelagtigst, at erklære sig for Haakon. Det er ikke engang usandsynligt, at Haakons Parti allerede kan have følt sig for hos ham, og gjort ham Tilnærmelser, stolende paa hans spendte Forhold til Gregorius, thi vi ville strax nedenfor see umiskjendelige Beviser paa, at Haakon, eller rettere Sigurd og hans øvrige Raadgivere, have haft hemmelige Udsendinger blandt Inges Omgivelser, og at det var lykkets dem underhaanden at vinde flere navnlig Kong Gudrød af Syderøerne og Lendermanden Jon Sveinssøn, en Sønnesøn af Bergthor Bokk[2].

Blasiusmesse om Aftenen (3die Februar) bragte Udkiksmænd Kongen den Efterretning, at Haakons Flok nærmede sig Byen. Strax lod han blæse Allarm, for at sammenkalde Mandskabet, og stillede det i Slagorden ovenfor Byen. Dem maa saaledes have ventet, at Fienden skulde komme ned fra Ekeberg eller Rygenbjergene. Det viste sig ved Opstillingen, at han havde henved 40 Hundreder (4800 Mand). Fylkingen lod han være meget lang, kun fem Mand høj. Hans Mænd ytrede det Ønske at han ej vilde udsætte sig selv og dem for den Fare, der truede dem, hvis han selv deeltog i Kampen, men derimod lade sin Broder Orm anføre Hæren. Kongen svarede: „jeg er vis paa, at om Gregorius nu var her og skulde hevne min Dyd, vilde han ikke ligge i Skjul, men selv være med i Slaget; og om jeg end formedelst min Vanførhed ikke er saa krigsdygtig som han var, skal jeg dog ej staa tilbage for ham i god Vilje. Der kan saaledes ej være Tale om, at jeg holder mig borte fra Striden“. Det var nu ledet langt paa Natten. Der gik siden det Sagn, at Gunnhild, Haakons Fostermoder, trods de strenge Forbud, som Christenretten indeholdt om al Slags Troldskab og Hedenskab[3], havde ladet en Kone, ved Navn Thordis Skeggja, sidde ude, som det kaldtes, d. e. ved uhyggelige, hedenske Ceremonier red Nattetid fremmane Trolde, som man troede, for at spørge dem til Raads og søge deres Hjelp, og hun skulde have faaet det Svar, at man skulde holde Slag med Inge om Natten, aldrig om Dagen[4].

Da det lakkede mod Nattens Ende, fik Kong Inge det Budskab, at Fienden nærmede sig paa Isen, der nu laa lige ud til Hovedøen. Han forlod derfor sin tidligere Stilling, og ilede med hele Hæren ud paa Isen, hvor Fylkingen nu opstilledes foran Byen. .Kongen og hans Broder Orm toge Plads i Midten, ved Kongebanneret; paa højre Fløj, der stod udenfor Nonneklostret, førte Kong Gudrød fra Syderøerne og Jon Sveinssøn Befalingen; paa venstre Fløj, der vendte mod Trælleberg, befalede Simon Skaalp, der havde tilbragt Natten i Byen og ikke vaagnede, førend ved Krigslarmen. Da Haakons Hær kom lige for Inges Fylking, blev der raabt Hærskrig paa begge Sider. Men Kong Gudrød og Jon Sveinssøn, som havde indladt sig i hemmelige Underhandlinger med Fienden om at forraade Kong Inge, gave nu med deres Vaaben et aftalt Tegn om hvor de vare at sende, og did stevnede Haakon strax ind; Gudrød og Jon gik øjeblikkelig over til ham med ikke færre end 1800 Mand, og begyndte at stride mod deres forrige Staldbrødre. Da dette skjendige Forræderi, der i og for sig var nok til at bestemme Kampens Udfald, blev meldt Kong Inge, sagde han: „der seer man, hvor stor Forskjel der er paa mine Venner! aldrig havde Gregorius baaret sig saaledes ad, om han havde levet“. Kongens Mænd bade ham nu sætte sig til Hest og ile op paa Raumarike, for at samle Tropper der; „endnu idag“, sagde de, „vil du kunne faa Folk nok deroppe“. „Dertil har jeg ingen Lyst“, sagde Kongen; „ofte har jeg hørt eder ytre, hvad der og tykkes mig sandt, at min Broder Eystein fandt en uhæderlig Død, da han engang havde taget Flugten, og han var dog vel udstyret med alle de Egenskaber, der pryde en Konge. Gik det ham saaledes, seer jeg nok, hvilken Skjendsel der venter mig, vanfør som jeg er, hvis jeg tager mig til det samme, som styrtede ham i Ulykke, der dog overgik mig saa langt baade i Helbred, Kraft og Dygtighed. Jeg var paa det andet Aar, da jeg blev tagen til Konge i Norge; nu er jeg over 25, og det synes mig, som om Kongedømmet har bragt mig mere Trængsel og Fare, end Fornøjelse og Behagelighed. Jeg har holdt mange Slag, stundom med mere, stundom med mindre Folk, men min største Lykke har været den, at jeg aldrig har taget Flugten. Gud raade for mit Liv, hvor langt det skal blive, men til Flugten griber jeg aldrig!“

Da Kong Gudrød og Jon Sveinssøn havde brudt Kong Inges Fylking og stillet sig i Fiendens Rækker, flygtede, sytti rimeligt var, de, der stode nærmest; derved bragtes den hele Fylking i Uorden og opløstes, medens Haakons Mænd søgte desto hidsigere frem. Det var da næsten blevet Dag (4de Februar 1161). Fienden trængte lige ind paa Kong Inges Merke, og i dette Angreb fik han sit Banesaar. Hans Broder Orm søgte dog endnu at vedligeholde Striden, uagtet mange af hans Krigere flygtede op i Byen; tvende Gange var han selv inde i Byen for at samle de Flygtende, satte Mod i dem, bragte dem atter ud paa Isen, og vedblev at kæmpe. Imidlertid vendte Haakons Hovedstyrke sig mod den ydre Fløj, der anførtes af Simon Skaalp. Ved denne Lejlighed faldt Gudbrand Skafhøggssøn, Kong Eystein Magnussøns Svigersøn. Simon Skaalp og Hallvard Hite, en af Haakons Høvdinger, angrebe hinanden, hver med sin Flok, og kæmpede en Stund; i denne Kamp, som efterhaanden drog sig hen under Trælleberg, faldt baade Simon og Hallvard. Endnu stod Orm Kongsbroder med sin lille Skare, og indlagde sig stor Hæder ved sin Kjekhed, men tilsidst maatte ogsaa han flygte for Overmagten[5].

Haakon havde vundet den fuldstændigste Sejr. Paa begge Sider vare mange faldne, dog meest paa Inges. Blandt de mere anseede Mænd, som faldt paa Haakons, nævnes en Arne Fredrikssøn. Hans Mænd besatte Byen, og toge saavel al den sammenbragte Bryllupskost, som meget andet Bytte, medens Inges Venner og Frænder flygtede hver til sin Kant. Orm Kongsbroder flygtede til sin Halvbroder Magnus Henrikssøn, hvem det Aaret forud havde lykkets at fælde Kong Erik Jatvardssøn (den hellige) i Sverige, Sverkes Eftermand, og derved selv at komme i Besiddelse af dette Rige, hvortil han som Sønnedattersøn af Kong Inge Steenkilssøn ansaa sig arveberettiget[6]. Fru Christine holdt sit Løfte, at tage sig af Kong Inges Lig. Det blev begravet i Steenveggen i St. Hallvardskirken paa Sydsiden, nedenfor Choret. Kong Inge var ved sin Død kun 26 eller 27 Aar gammel, men havde dog baaret Kongenavn i 25 Aar. Man kan vel neppe sige at han i denne Tid nogensinde virkelig fort Regjeringen, da han endog efter at være bleven voxen mestendeels synes at have overladt Regjeringssyslerne til andre, nemlig forut Agmund Dreng, siden Gregorius; ligesom ogsaa hans Herredømme over Thrøndelagen stedse synes at have været meget svagt. Det er imidlertid umuligt af Sagaerne at see, hvor megen eller hvor liden Virksomhed han selv udviklede, thi lige fra hans Udnævnelse til Konge, da han kun var paa andet Aar, udtrykke de sig som om han var voxen og handlede selvstændigt. Det heder kun lejlighedsviis, at han lod Lendermændene og Høvdingerne raade det meste med sig. Dog maa man ikke derfor antage ham for at have været en fuldkommen Ubetydelighed. Hans Kjekhed i det sidste Slag, ligesom tidligere i det store Slag ved Kongehelle, viser tvertimod, at der i hans svage og daarlige Legeme var en modig og kraftig Sjæl, og at det fornemmelig var hans Vanførhed, som gjorde ham afhængig af sine Omgivelser, og bragte disse til at behandle ham og omgaaes ham, som om han havde været et Barn. Den opofrende og næsten rørende Hengivenhed, hvormed hans Mænd hang ved ham, viser at han maa have besiddet megen personlig Elskværdighed, thi hos alle kunde det ikke være Hensyn til egen Fordeel, som her gjorde sig gjeldende. Navnlig fortælles der om den anseede Islænding Thorvard Thorgeirssøn, der 20 Aar gammel var bleven Inges Hirdmand efter at være bleven tagen til Naade af ham for et Drab paa en anden Hirdmand, at han ved sin Tilbagekomst til Island efter Inges Død erklærede, ikke siden at ville tjene nogen anden jordisk Konge da han ikke troede at nogen kunde vorde hans Lige, og paalagde sin Broder Are, da denne siden rejste til Norge, at han ej maatte tage Tjeneste hos den Flok, der havde fældet Kong Inge, men at han derimod skulde slutte sig til den, der hevnede ham, og der indtage hans (Thorvards) Plads; hvilke Bøn Are opfyldte[7]. Ogsaa den danske Forfatter Saxo siger om ham, at „hans herlige Aands Skjønhed ligesom til Haan var skjemmet ved Legemets Vanskabthed, og at man havde ondt for at sige, om han havde modtaget en større Velgjerning af Skjebnen, end han led under dens Mishandling“[8].

  1. Inge Haraldssøns Saga Cap. 16. Snorre Cap. 15.
  2. Om Bergthor Bokk, Søn af Svein Bryggefod, se ovenfor S. 56. Som Sønnesøn af ham havde Jon heller intet godt at slegte paa. At Gudrød og Jon havde indladt sig i Underhandlinger med Fienden, siges ikke udtrykkeligt, men det er alligevel tydeligt nok af Beretningen om deres Adfærd under Slaget.
  3. Se ældre Gulathingsl. Cap. 28. Frost. L. III. 15. Vikens Cap. 16. Eidsl. Cap. 24.
  4. Inge Haraldssøns Saga Cap. 17, Snorre Cap. 16. Sagaskriveren tillægger: „ikke vide vi, hvor vidt dette var sandt“. Jvfr. nedenfor.
  5. Inge Haraldssøns Saga Cap. 16—20. Snorre Cap. 15—19.
  6. Om Magnus Henrikssøn, se ovenfor S. 76l. Ifølge Saxo S. 713 skulde han ogsaa være Ophavsmand til Kong Sverkes Mord 1155. I Kongerækken, der ledsager Vestgøtalagen, fortælles derom kun at Sverke blev dræbt af sin Staldkarl, da han skulde ride fra Kirken. Men det er heel rimeligt, at den ærgjerrige Magnus har haft Deel deri. Saxo lader det skee ved Nattetid. I vor Saga tilføjes, at Ragnvald, hans Broder, ligeledes Orms Halvbroder, var Jarl. Hans Regjering var for Resten ikke langvarig, thi endnu samme Aar (1161) blev han fældet af Sverres Søn Karl.
  7. Sturlungasaga II. 38, 40.
  8. Saxo, S. 790.